Et Univers(itet) af Druk og et Liv i krise

Transkript

1 Et Univers(itet) af Druk og et Liv i krise af Kenneth Degnbol, forfatter og højskolelærer på Rønde Højskole. Anmeldelse. I bogen Tanker fra en rus følger vi hovedpersonen Peter igennem tyve år af sit liv fra universitetstiden til en karriere som først og fremmest advokat og i mindre grad som familiefar. Peter forholder sig undervejs refleksiv til sine omgivelser og derfor er en stor del af bogens potentiale en indbygget kritik af uddannelsesinstitutionerne, det neoliberale samfund og ikke mindst det, man kan kalde individets mulighed for at komme til sig selv i hel Kierkegaardsk forstand. Kasper Selmar uden alkohol, men vel i en kornsort, der kan brygges på, så skål anyway, det er ikke smagsoplevelsen eller

2 kvaliteten, der spiller en rolle, men effekten. Bogen begynder med den for universitetsbegyndelsen obligatoriske rustur, hvor alkohol er en så overskyggende faktor der gør, at alle i grunden skjuler sig for hinanden, og ingen kan vise sig med de drømme og forventninger, de nye studerende, Peter ikke mindst, møder op med. For Peter bliver det en stor skuffelse, som han dog ikke magter at gør noget ved. Måske fordi han savner muligheder, eller fordi indsigten først vokser med tiden. I hvert fald gør han som de fleste; kæmper med studierne, med studielivet, gør det som rammerne byder ham, men hele tiden med en længsel efter, at den grænseløst videbegærlige, akademiske og sandhedssøgende student skal indfinde sig. En del af kritikken retter sig mod alkoholkulturen i universitetsmiljøet. Det er ikke bogens hovedtema, men det fungerer som et symbol for det overordnede eksistentielle tema om at blive sig selv. Alkohol står ifølge Peter i vejen for, at det egentlige Jeg kan udspille sig. Men Peters kamp handler også om at overtage sig selv i forhold til studievalget, for er det i grunden hans valg, når hele familien har tradition for at gå vejen omkring det juridiske fakultet? Og når vi senere i livet møder Peter som en succesfuld advokat, er det så egentlig et resultat af den måde, han i virkeligheden ønsker at leve sit liv på, når han knokler for at have betydning i firmaet, mens han savner at se mere til sin kone, Lise, og deres barn, Alma? I den forstand er der mere end alkohollen, der står i vejen, men fællesnævneren er det at leve livet uden rigtigt at tage det ind. Tanker fra en rus er en debutroman skrevet af Kasper Selmar Pedersen. Han er selv studerende på Århus Universitet, og man aner et muligt selvbiografisk islæt undervejs i læsningen, og det giver mening, når han om romanen skriver, at det er en førstehåndsskildring af blandt andet universitetssystemet. Peter er akademiker ligesom Kasper er det. Derfor er det

3 troværdigt, når Peter i sine refleksioner undervejs i bogen inddrager vidt forskellige perspektiver af filosofisk og samfundsteoretisk karakter til at underbygge sine iagttagelser. F.eks. perspektiverer han hele karaktersystemet på universitetet ved at inddrage Black swan-teorien af den libanesisk-amerikanske statistiker Nassim Nicholas Taleb, der handler om den undervurderede betydning, vi tillægger tilfældigheder i historiefaget såvel som i vores fremtidsprognoser for blandt andet makrobevægelser på det finansielle marked. Uforudsigelige hændelser spiller ifølge teorien en større og større rolle, samtidig med at særligt unge ikke har lært at tillægge det nogen betydning. Resultatet er i universitetsverdenen et system, der blindt styrer efter karakterer, mens Peter (i denne del af bogen som underviser) godt ved, at de ikke tilbyder en særlig stor grad af objektiv sandhed om de studerendes evner og præstationer. Peter kommer ikke med forslag til ændringer, og det er kendetegnende for ham. Peter er den klassisk dannede advokat (der endda skriver glimrende poesi), der kan sin samfundskritik, men ikke evner at ændre noget. Måske før til allersidst i romanen. På den måde indskriver romanen sig i en den klassiske tradition for dannelsesromaner. Romanens konflikt er den voksende kløft mellem det faktisk levede liv, og Peters følelse af, at det er hans liv og hans egne genuine valg. Indtil kløften bliver stor nok og kalder på en forandring.

4 Bogen er velskrevet med et godt sprog og en stringent form, hvor Peter er eneste synsvinkelbærer. Hans figur forekommer troværdig i den bevægelse han gennemgår fra tyveårig naiv russer til den 40-åriges forhærdelse samtidig med at hans eksistentielle længsel er uforandret, hvilket borger godt for os alle sammen. Balancen mellem de rene beskrivelser og de refleksive dele er jævn bogen igennem. Kasper Selmar Pedersen er selvudgiver, men han skal roses for at have sat en redaktør på bogen. Stilistisk renhed og den nævnte balance kan ofte være svær at finde for selvudgivere, der står alene med manuskriptet fra først til sidst, så måske er Kasper her tak skyldig til sin redaktør Stine Liberty Svenningsen. De reflekterende dele af bogen nærmer sig en essayistisk, fabulerende stil. Det er ikke comme il faut i alle litterære miljøer. Men jeg tager hatten af for modet til at overskride den rene beskrivende stil med fortolkningerne. Det er troværdigt, at hovedpersonen, der jo netop er akademisk skolet, bringer teorier i spil, når han forsøger at forstå verden, for er det ikke netop sådan mange af os gebærder os, når vi i dialektikkens navn tænker, at der må være flere forklaringer på spil? Under alle omstændigheder er det

5 inspirerende, ikke mindst for undertegnede. Bogens styrke er samtidig også dens svaghed. Peter er på mange måder en person som alle andre, der har betrådt universitets institutter frem mod et liv, hvor karriere og familieliv lever en konstant tofrontskamp. Han er let at forbinde sig med, men mangler af samme grund også en kant. I en scene, der skal vise Peters jetset-liv som advokat, møder vi ham på jagt. Det er spændende læsning, og jeg var bjergtaget kapitlet igennem af den simple grund, at her tilbød der sig en for mig fremmed verden at træde ind i. Det udstiller samtidig udfordringen med mange af de andre kapitler. Meget af det, Peter gennemgår, er så dagligdags, så man savner en oplevelse. Når Peter for eksempel vågner på kollegiet og er frustreret over den natlige fest, som ingen har ryddet op efter, så er det noget, de fleste af os har oplevet så mange gange, så at udfylde det tema over adskillige sider, virker intetsigende. Når litteraturen er stor, er det når den på magisk vis, kan føre os nye steder hen. Det har Kasper Selmar Pedersen tilgode at vise os, at han kan. Og det er særlig sårbart i den strenge stil, hvor Peter alene bærer synsvinklen. Der skal meget til, når en enkelt person skal opretholde intensiteten. Han bliver ganske enkelt for let at leve sig ind i, fordi han næsten bliver for troværdig, for meget som en af os andre, for meget det gennemsnit, der kan udstille samfundets skyggesider, men ikke rigtig selv har skævheder. Jeg håber, Kasper Selmar Pedersen tør holde fast i den fortolkende, kritiske og essayistiske stil, og forhåbentlig med en historie med mere spræl, skævhed og fantasi Tillykke med debutten. Tanker fra en rus er skrevet af Kasper Selmar Pedersen og udkommet (2015) udenom etablerede forlag. Køb bogen her.

6 Kedsommelighedens Politik Der er ikke længere store idealer at dø for, råbte jeg begejstret ud i klassen. Det er helt slut med den slags; I kan spise jeres burgere, se TV og kede jer ihjel med god samvittighed, fortsatte jeg. På nøjagtig samme tidspunkt stod Lars Løkke Rasmussen i Folketingets Åbningsdebat og overvejede, hvordan han som statsminister vil bruge de 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt udgiftsstop kan give. Så blev det tid for endnu en regeringsrokade. Den 8nde i rækken, som læseren allerede ved. Nogenlunde samtidig som Helle Thorning rokerede, diskuterede jeg Francis Fukuyamas teori om Historiens Afslutning med mine elever. Jeg var nået til præcis det sted i min præsentation, hvor Fukuyama påstår, at den post-historiske æra vil blive en meget bedrøvelig tid: Der vil ikke rigtig være noget tilbage at kæmpe for, vores fantasi og forestillingsevne vil sløves, mod og dristighed vil drukne, og kedsomheden vil, som langsomt snigende tågebanker, begrænse vort åndelige udsyn. Politik vil i den posthistoriske æra bestå af endeløse økonomiske beregninger, og ikke mindst tilfredsstillelse af meget sofistikerede forbrugerbehov.

7 Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, The End of History? fra The National Interest, sommeren Skønt essayet har 25 år på bagen, er Fukuyamas hypotese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, og den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes tilværelse i de liberale demokratier. Måske var det ikke lige der i præsentationen, vi var nået til. Måske vi skulle til at beskæftige os med Rammsteins perspektivering af det post-historiske problemkompleks. Og måske var det ikke oven i regeringsrokaden, men så var det i hvert fald på samme tidspunkt, som Lars Løkke Rasmussen fra landets fineste talerstol regnede på, hvordan man kan bruge ekstra 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt offentligt udgiftsstop kan give. Jeg stod foran tavlen i klasselokalet, og måtte jo nødvendigvis spørge de unge mennesker om ikke, det er ganske tydeligt, at Fukuyama har ret i sin beskrivelse af den posthistoriske tid. Politiske idé-kampe er det slut med, så politikerne skifter parti eller melder sig ud, når selvrealiseringen synes at kræve det altså pyt da med hvad vælgerne troede de stemte på og derfor de mange regeringsrokader. Debatten er afløst af spin og indstuderet sprogbrug: Lars Løkke gør sig umage med at få sagt udgiftsstop og byrder for erhvervslivet på den helt rigtige måde. Han har gået til det sammen med alle de andre politikere i

8 folketinget. De har øvet sig i at sige 31 lempelser på udlændingeområdet, stået foran spejlvæggen og koreograferet enhver, såkaldt politisk, udtalelse. Thorning har udfordret Østergaard og Vestager: kan I sige, helt ud af krisen lige så overbevisende som mig? Liberalismens tomhed De politiske kommentatorer er usikre på, om de virkeligt skal være frustrerede over de politikere, de vurderer og kommenterer. Fukuyama mener (måske), at den post-historiske tid er en trist tid og i Deadline er kommentatorerne frustrerede over, at politikerne ikke rigtig taler om noget; de savner visioner, nye bud på radikalt anderledes organisationsformer. Men i virkeligheden bør vi alle være jublende glade i hvert fald alle os, der bor i den post-historiske del af verden. Et sted i sit sublime essay om historiens ende, skriver Fukuyama, at liberalismens konsum-samfund er ganske upersonligt og blottet for iboende mening. Det lyder jammerligt, men er i virkeligheden den befrielse, menneskeheden har sukket efter siden plovens opfindelse. Den politiske debat i Danmark afspejler denne meningsløshed, og det skal vi være glade for. Den livsfarlige ideologiske kamp ånder ud: we all live in America, som Rammstein synger.

9 Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlige verden, skriver Fukuyama. Tilbage er endeløse beregninger finanslove og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi ser det ud til mener staten skal tilfredsstille livstils-behov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding, der gør den politiske debat i Danmark så intetsigende. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27. marts Den største trussel mod menneskeheden i den post-historiske orden er ikke fattigdom, ikke fanatisme eller andres tossede idéer, det er kedsomhed, vurderer Fukuyama. Du må spise lige, hvad du vil, købe kunst og design, der kan polstre din unikke personlige identitet, du må være handy og kaste dig ud i et hvilket som helst-gør-det-selv-og-gør-familien-glad projekt; og nye til efterhånden som det forrige bliver kedsommeligt eller æstetisk utilfredsstillende.

10 Få nu afsluttet historien helt I den fortsat historiske verden drømmer folk om toiletter med vandskyld og elektricitet. De drømmer om rene fødevarer, rent drikkevand og luft, som ikke er farlig at indånde. De vil gerne skændes om opvasken,gå til psykolog og parterapi, kæmpe med at få balancen mellem familieliv og arbejde til at gå op, stå i kø efter Kählervaser og overveje, hvad de skal bruge 60 øre til altså efter de først har brugt 100 kroner. Der er med andre ord stadig problemer ved historiens afslutning. Fukuyama siger ikke noget andet. Pointen er blot, at det ikke er problemer, som ikke kan løses inden for rammerne af det liberale demokrati slet ikke hvis det sidste menneske selv gider besvære sig lidt med at finde mening i tilværelsen. Vi har i særdeleshed misforstået idéen med politik, hvis vi forestiller os, at det er statens opgave at afhjælpe meningsløshed. Vi har ikke brug for phantaster, politikere med visioner eller radikalt anderledes forestillinger om, hvordan vi kunne have det. Herregud, vi har kun vores kedsomhed at bekæmpe. Og den kunne vi passende bekæmpe ved at kæmpe for at få afsluttet historien i de regioner også mentale regioner hvor den endnu ikke er afsluttet. Det er nationalismen i vores egen baghave, det autoritære demokratis opblomstring i øst (putinismen), det er krigene i Mellemøsten, det er flygtningeog migrationsstrømmene derfra og fra Afrika, og det er selvfølgelig den globale opvarmning og energispørgsmålet. Det er den slags emner, der har virkelig betydning, det er dem der lægger verden øde og ødelægger liv og gør det u-kedeligt.

11 De amerikanske idealer er nået ud i alle verdens afkroge. De har ikke materialiseret sig alle steder. Men det vil de, mener Fukuyama, også selvom der rundt omkring kæmpes imod dem. Det sker ikke helt så nemt, som han troede i 90 erne, men han tror stadig på det. De fleste mennesker foretrækker frihed og retfærdighed. Om Islamisk Stat, sagde Fukuyama den 9. oktober til the New Statesman: The attraction of this kind of radicalism to most people is zero. Politikken er blevet kedsommelig og visionsløs, fordi der ikke længere er store politiske problemer at forholde sig til i vores del af verden. Der er kun forbrugerbehov at tilfredsstille. Det er i hvert fald Fukuyamas pointe. Det er i første omgang en eksistentiel krise, vi har i Europa og i mindre grad en politisk og økonomisk krise. Hvis vi som vælgere og deltagende medborgere kunne indse i hvilket omfang dette er sandt, kunne vi formodentlig også få en mere interessant politisk diskussion. Vi kunne få politikere der prioriterede bedre og følte at de rent faktisk kunne gøre en reel forskel, der hvor der er en reel forskel at gøre, og ikke bare justere vores potentielt endeløse og stadigt mere æstetiske behov. Vi har brug for politikere, der rejser ud af landet og sammen med verdens øvrige ledere løser de rigtigt store globale og grænseoverskridende problemer. Resten kan og må vi selv tage ansvar for. Lad os få afsluttet historien. Den sidste

12 politikker lukker og slukker. For interviewet i New Statesman, jeg henviser til i sidste billedtekst se her.