Nyhedsbrev. Insolvens & Rekonstruktion. 4. september 2013

Transkript

1 4. september 2013 Nyhedsbrev Nedenfor følger referat af nyere trykt og utrykt retspraksis om insolvensretlige problemstillinger. Gorrissen Federspiels afdeling for kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Søgsmålskompetence Tysk selskab kunne sagsøges i Danmark af konkursbo, da selskabets anmeldelse af et krav i boet, medførte godsværneting efter retsplejelovens 246, stk. 3. Et konkursbo anlagde omstødelsessag mod et tysk selskab ved Retten i Kolding. Mens selskabet påstod sagen afvist grundet manglende værneting i Danmark, henviste konkursboet til reglen om godsværneting, idet det tyske selskab havde anmeldt et krav i boet omfattet af konkurslovens 97. Det tyske selskab gjorde heroverfor gældende, at der ikke var sådant godsværneting, da selskabet i kreditorinformationer havde fået meddelelse om, at konkursboet ikke ville kunne honorere 97- krav. Senere viste en af kurator udfærdiget opgørelse over aktiver og passiver dog et beskedent overskud til fordeling blandt de simple kreditorer. I denne opgørelse var udestående omstødelseskrav medtaget som aktiver. Retten i Kolding udtalte, at der ikke kunne bortses fra, at det tyske selskabs krav mod konkursboet ved sagens anlæg havde en vis værdi, og herefter traf retten kendelse om, at kravet kunne danne grundlag for søgsmål i Danmark i medfør af retsplejelovens 246, stk. 3. Vestre Landsret stadfæstede kendelsen. (Vestre Landsret, den 27. februar 2013) Konkursbo og kreditorer stævnede hver for sig revisor for fejlbehæftet årsregnskab. Spørgsmålet var, om skadelidt kreditor i konkurrence med boet kunne anlægge sag mod samme skadevolder. Et konkursbo havde anlagt sag mod skyldnerens revisionsselskab for tab som udsprang af et fejlbehæftet årsregnskab. To af boets kreditorer lagde ligeledes sag an mod revisionsselskabet. Spørgsmålet var herefter, om de to kreditorer i konkurrence med boet kunne anlægge sag mod revisionsselskabet. Landsretten anførte indledningsvist, at en kreditor ikke kan anlægge sag i konkurrence med boet mod en skadevolder om erstatning, hvis der er tale om erstatningspåstand på samme faktiske og retlige grundlag. Boets erstatningskrav var i den konkrete sag baseret på, at det fejlbehæftede årsregnskab havde medvirket til, at selskabets ledelse havde fortsat virksomheden. Kreditorernes erstatningskrav var derimod baseret på, at revisors fejl havde bevirket, at de fortsatte salg og levering af varer på kredit til det senere konkursramte selskab.

2 Side 2 I en sådan situation, hvor boets erstatningskrav og de to kreditorers erstatningskrav ikke havde samme grundlag, fandt landsretten, at hverken konkursloven eller almindelige principper om universalforfølgning var til hinder for, at kreditorerne kunne gennemføre individuelle søgsmål mod revisionsselskabet. (Østre Landsret, den 15. februar 2013) Manglende fordringsprøvelse udelukkede sagsanlæg. En kreditor i et konkursbo havde ikke anmeldt et krav i boet, og der var således ikke sket fordringsprøvelse. Kreditor var herefter afskåret fra at anlægge sag ved skifteretten. I forbindelse med en købsaftale af en ejendom var det aftalt, at køber senest på overtagelsesdagen skulle deponere købesummen kontant i sælgers pengeinstitut. Det aftaltes endvidere, at 75 % af købesummen skulle frigives til sælger, når der forelå tinglyst skøde, mens de resterende 25 % skulle frigives, når et med sælger koncernforbundet entreprenørfirma havde afleveret en mangelfri totalentreprise for køber på den købte ejendom. Efter aflevering af entreprisen indgav entreprenørfirmaet klageskrift til Voldgiftsnævnet, da der ikke var blevet betalt. Fem dage senere blev køber taget under konkursbehandling, og kurator meddelte, at boet ikke ønskede at indtræde i voldgiftssagen. Næsten 4 år senere blev sag anlagt mod boet med påstand om at frigive restkøbesummen på 25 %. Boet påstod heroverfor afvisning, idet sagsøger ikke havde anmeldt krav i boet, og der dermed ikke var sket fordringsprøvelse, hvorfor sag ikke kunne anlægges ved skifteretten ifølge konkurslovens 133. Sø- og Handelsretten udtalte, at da restkøbesummen efter købsaftalen skulle frigives på visse betingelser, var det nødvendigt, at kurator foretog fordringsprøvelse af, om betingelserne var opfyldt. Sagsøgers krav på frigivelse af den deponerede restkøbesum var derfor et krav, som skulle anmeldes i boet og fordringsprøves af kurator efter konkurslovens kapitel 16. Eftersom dette ikke var sket, havde sagsøger ikke grundlag for at anlægge sagen. Derfor blev sagen afvist. (Sø- og Handelsretten, den 17. juni 2013) Forkyndelse Konkursbegæring mod selskab var lovlig forkyndt ved personlig forkyndelse i Tjekkiet for selskabets registrerede direktør. Skifteretten havde efter modtagelse af konkursbegæring gentagne gange forgæves forsøgt at forkynde begæringen for selskabet og dets tidligere direktører. Herefter blev konkursbegæringen forkyndt over for en i selskabsregistret nyligt registreret direktør, som havde adresse i Tjekkiet. Forkyndelsen skete i henhold til EU-forordning om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige dokumenter m.v. Vestre Landsret tiltrådte, at der under de konkrete omstændigheder var sket korrekt forkyndelse for selskabet ved den personlige forkyndelse i Tjekkiet over for den registrerede direktør. (Vestre Landsret, den. 19. marts 2013) Honorarer Fogedretten havde ikke kompetence til at afgøre størrelsen af kurators administrationssalær i en situation, hvor der var overskud på panthaverregnskabet.

3 Side 3 Et konkursbo solgte en erhvervsejendom på tvangsauktion. En marginalpanthaver protesterede efterfølgende over administrationssalærets størrelse, og fogedretten afsagde kendelse, hvor salæret blev nedsat. Konkursboet kærede afgørelsen. Landsretten konkluderede indledningsvist, at det fremgik af det foreløbige panthaverregnskab, som blev fremlagt på tvangsauktionen, at panthaverregnskabet, efter fradrag af kurators foreslåede administrationsomkostninger, udviste et overskud. Herefter var der ikke tale om omkostninger, der efter konkurslovens 87, stk. 2 skulle afholdes af auktionskøberen ud over auktionsbuddet. Derfor var afgørelsen om honorarets størrelse ikke omfattet af fogedrettens kompetence i medfør af retsplejelovens 582, 1. pkt. Afgørelsen blev derfor hjemvist til skifteretten. (Vestre Landsret, den 6. marts 2013) Advokat for konkursramt selskabs tidligere ledelse havde ikke et honorarkrav mod konkursboet. Sagen drejede sig om, hvorvidt en advokat, som tidligere havde repræsenteret det senere konkursramte selskabs ledelse, var blevet pålagt arbejde af kurator, og om advokaten følgeligt havde et krav mod boet efter konkurslovens 93, nr. 2. Kurator var blevet meddelt, at advokaten havde repræsenteret den tidligere ledelse, og kurator forventede at dette stadig var tilfældet. Kurator havde rettet henvendelse til advokaten for at få en række dokumenter m.v. udleveret, og efterfølgende ønskede advokaten at anmelde et honorarkrav i boet for dette arbejde. Sø- og Handelsretten fandt, at advokaten intet havde foretaget sig for at gøre kurator opmærksom på, at hun ikke længere repræsenterede ledelsen, på trods af advokaten måtte have indset, at kurator var af denne opfattelse. På den baggrund vurderedes det, at konkursboet ikke havde rekvireret arbejde fra advokaten, hvorfor advokaten intet honorarkrav havde i boet. (Sø- og Handelsretten, den 24. maj 2013). Omstødelse Et konkursbo anlagde omstødelsessag mod en kreditor hidrørende fra foretagne betalinger på i alt næsten 2 mio. kr. foretaget de sidste 2½ måneder inden fristdagen. Et senere konkursramt selskab drev virksomhed med VVS-arbejde og havde haft en enkelt kreditor som hovedleverandør af materialer. Der blev op til fristdagen foretaget en række betalinger til hovedleverandøren, hvilke konkursboet efterfølgende ønskede omstødt. Byretten konkluderede på grund af det af parterne oplyste, at det senere konkursramte selskab var insolvent på tidspunktet for betalingerne, og at hovedleverandøren var klar over dette. Yderligere fremstod betalingerne ikke som ordinære betalinger, og efter oplysningerne om aktivmassen ved konkursens indtræden sammenholdt med den anmeldte gæld og med størrelsen af indbetalingerne fandtes indbetalingerne afgørende at have forringet selskabets betalingsevne. På denne baggrund fandt byretten indbetalingerne omstødelige efter to bestemmelser i konkursloven. Landsretten stadfæstede byrettens dom, idet selskabet i sin egenskab af hovedleverandør løbende var blevet fyldestgørende orienteret om de økonomiske forhold hos det nu konkursramte selskab.

4 Side 4 Henset til det tidligere indbetalingsmønster mellem parterne fandt landsretten videre, at betalingerne fremstod som en ekstraordinær nedbringelse af gælden til hovedleverandøren. (Østre Landsret, den 28. maj 2013) Skyldners indbetaling af kr. til SKAT en måned inden konkursen fandtes omstødelig. Indbetalingen skete som et afdrag på skyldners gæld til SKAT og blev foretaget i umiddelbar forlængelse af en udlægsforretning, hvor SKAT havde tilkendegivet, at der, som konsekvensen af manglende betaling, ville blive indgivet konkursbegæring mod skyldneren. Konkursboet ønskede efterfølgende at omstøde betalingen til SKAT i henhold til konkurslovens 67. Parterne var enige om, at de tidsmæssige betingelser for anvendelsen af 67 var opfyldt, men der var uenighed om, hvorvidt betalingen var likviditetsinvaliderende. SKAT gjorde gældende, at dette ikke var tilfældet, henset til skyldnerens aktiver på tidspunktet for indbetalingen og henset til likviditetsstrømmen i perioden mellem indbetalingen og dekretets afsigelse. Indbetalingen var desuden ordinær, da den skete som led i SKATs sædvanlige forvaltning. Københavns Byret fandt indbetalingen omstødelig efter konkurslovens 67 på baggrund af en sammenligning mellem indbetalingens størrelse og de øvrige bevægelser på skyldners konto i den relevante periode. Indbetalingen kunne ikke karakteriseres som ordinær, da den skete i direkte sammenhæng med den foretagne udlægsforretning. (Københavns Byret, den 10. januar 2013) Ansættelsesret og rekonstruktion Gravid medarbejder tilkendt godtgørelse, da hun ikke blev overtaget i forbindelse med, at en virksomhed under rekonstruktion blev overdraget til en anden virksomhed. Den overtagende virksomhed overtog 15 ud af 19 medarbejdere. Den gravide medarbejder var ikke en af disse, og hun indgav herefter klage til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet fandt ikke, at den overtagende virksomhed havde godtgjort, at fravælgelsen, og dermed afskedigelsen af den gravide kvinde, ikke helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet. Et af momenterne, der talte imod virksomheden, var, at indklagede kort tid efter, at det var blevet besluttet ikke at tilbyde den gravide kvinde en stilling, havde indrykket et stillingsopslag, hvor man søgte tre personer til stillinger, som kvinden måtte antages at kunne bestride. Dermed var det i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt under sin graviditet i forbindelse med overdragelsen af den virksomhed, hun var ansat i, og nævnet tilkendte hende herefter godtgørelse svarende til 9 måneders løn. (Ligebehandlingsnævnet, den 6. juni 2013) Lejeret og konkurs Konkursbo frifundet for udlejers krav, herunder erstatningskrav, da det sædvanlige opsigelsesvarsel for et erhvervslejemål ikke fandtes at være længere end 6 måneder. Udlejer af et erhvervslejemål krævede længere opsigelsesvarsel, samt erstatning i medfør af konkurslovens 61, stk. 3 som følge af konkursregulering for det omhandlede lejemål. Tvisten angik, fra hvilket tidspunkt et forkortet opsigelsesvarsel for et erhvervslejemål løb, samt længden af et sædvanligt eller rimeligt opsigelsesvarsel for det pågældende lejemål.

5 Side 5 Boet havde ved brev udtrykkeligt opsagt lejeaftalen og samtidig klart tilkendegivet at boet, under henvisning til konkurslovens 61, stk. 1, ville gøre brug af det for boet kortest mulige varsel. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at lejeaftalen var opsagt fra datoen for brevet, og at det forkortede varsel, jf. konkurslovens 61, stk. 1, løb fra denne dato. Sø- og Handelsretten fandt endvidere ikke, at et opsigelsesvarsel på seks måneder ikke skulle være sædvanligt eller rimeligt. Udlejer fik heller ikke medhold i erstatningspåstanden, da det ikke fandtes godtgjort, at lejemålets indretning forhindrede, at lejemålet kunne udlejes til andre. (Sø- og Handelsretten, den 30. maj 2013) Lovforslag vedtaget Folketinget har den 28. juni 2013 vedtaget lovforslag om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet- og tjenester. Ændringerne træder i kraft den 1. oktober Lovforslag vedtaget om bredbånds-nøddrift i tilfælde af konkurs og rekonstruktion. Formålet med lovforslaget er at sikre slutbrugere af bredbåndsforbindelser en midlertidig adgang (nøddrift) i op til 30 dage, i tilfælde af at deres leverandør går konkurs eller tages under rekonstruktionsbehandling. Derved gives slutbrugerne tid til at oprette en alternativ bredbåndsforbindelse. Erhvervs- og vækstministeren er gennem lovforslaget bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler herom, og det præcise indhold vil blive fastlagt efter dialog med de relevante parter. Det bliver Erhvervsstyrelsen, der i det enkelte tilfælde vurderer, om nøddrift skal igangsættes, og Erhvervsstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Der er desuden hjemmel til, at Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om etablering af en såkaldt bredbåndsgarantiordning, som kan finansiere nøddriften. (L229B ) Anne Birgitte Gammeljord D M abg@gorrissenfederspiel.com Lars Grøngaard D M lg@gorrissenfederspiel.com John Sommer Schmidt D M jss@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.