Politiassistent Carl Liltorp

Transkript

1 Politiassistent Carl Liltorp og hans oplevelser i tysk fangenskab Carl Liltorp Carl Liltorp, der er født 27. december 1919 i Vester Hassing, er søn af Mary og Lars Liltorp, der i mange år boede Krogensvej 34. De flyttede senere til Syrenvej, der i dag hedder Erantisvej. Carl Liltorp aftjente sin værnepligt i Viborg fra den 10. oktober 1939 til den 17. april 1940, hvor han blev hjemsendt, 8 dage efter Danmark var blevet besat af den tyske værnemagt. Han havde efter soldatertiden forskelligt arbejde bl.a. ved landbruget, gravede tørv i Rasmusmose og arbejdede en overgang på Aalborg Skibsværft. I 1942 søgte han ind til politiet på opfordring af sin storebror Sachse, der på dette tidspunkt var ansat ved politiet, da politiet havde brug for flere betjente bl.a. til patrulje- og bevogtningsopgaver. Carl Liltorp blev antaget og skulle møde på Politigården i København den 22. september Derefter blev han sendt på politiskole i tre uger for at lære lidt om politiets arbejde. Efter de tre uger blev Carl sendt til tjeneste på Fælledvejens Politistation på Nørrebro i København, hvor han kom til at gøre tjeneste resten af sin tid ved politiet, bortset fra små afstikkere til tjeneste ved søpolitiet, Jernbanebevogtningen og på Amalienborg. I politikorpset havde der sidst på sommeren 1944 verseret rygter om, at tyskerne ville fratage politiet tjenesten, da de anså dem for at være upålidelige og tage parti for modstandsbevægelsen. Hos politiet blev det kun regnet for rygter, for dem gik der altid mange af. side 1 af 6

2 Carl Liltorps beretning om politiets internering: "Den 19. september 1944 var jeg mødt om morgenen på stationen og skulle gå patrulje til kl og derefter vagt på stationen til kl Kl blev der blæst luftalarm, og tyske soldater og deres danske medløbere besatte stationen, hvorefter vi blev afvæbnet og interneret. Efter kort tid blev vi i lukkede lastvogne, såkaldte "Prærievogne", kørt til Frihavnen, hvor vi blev beordret ned i lasten på et norsk skib, hvorefter vi blev sejlet til Lübeck i Tyskland. I Lübeck holdt et langt tog med lukkede kreaturvogne, som vi blev stuvet ind i. 50 mand i hver vogn, som blev låst forsvarligt efter os, hvorefter vi blev kørt til koncentrationslejren Neungamme, der lå lidt sydøst for Hamburg. l alt blev der sendt 1930 politifolk til Tyskland, deriblandt min storebror. Det var dog kun omkring en fjerdedel af den danske politistyrke, den tyske værnemagt fik arresteret. Vi var ca. 8 dage i Neungamme, hvor forholdene absolut ikke var behagelige. Så blev vi igen stuvet ind i kreaturvogne og kørt til koncentrationslejren Buchenwald, der lå nord for Weimar, en togtur, der varede omkring 48 timer. Ankommet til Buchenwald skulle vi aflevere alt vores tøj, og så blev vi kommanderet til "lusekontrol", hvor vi nøgne skulle gå forbi en ældre læge, der med en pind rodede lidt rundt i fangernes armhuler og skridt. Derefter forbi en anden der med en kost, som han dyppede i en spand med noget væske, penslede os under armene og i skridtet Det var stærke sager, for det sved nederdrægtigt. Derefter blev vi barberet, dog ikke kronraget, og så fik vi udleveret en stribet fangedragt, men vi fik lov til at beholde vor eget fodtøj. Barakken, vi blev installeret i, var langs ydervæggene forsynet med små rum, som vi kaldte "Kaninbure". Hver rum havde en bredde på 1,35 meter, og da hvert "bur" skulle rumme fem mand, var der ikke megen plads. Når vi lå ned, var vi nødt til at vende os på kommando. Men det varede ikke længe, inden der var bedre plads, for med den kost vi fik; slankede vi os hurtigt. Midt i rummet stod en lille ovn, som skulle varme lokalet op, hvis vi kunne finde brændsel til den. Barakken blev ledet af en blokformand, som var en tysker, der havde været i lejren siden Som medhjælper havde han en anden tysker, der var meget ondskabsfuld. Op imod vores barak var der en afdeling, hvor der var anbragt jøder under ubeskrivelige forhold. Disse jøder var bogstaveligt omvandrende lig. Når vi bar vores madspande ud af barakken, faldt de over os som vilde dyr for at se, om vi havde madrester tilbage. Hver dag blev der afhentet døde derfra og kørt til krematoriet. Da vi ikke var blevet kronraget, opstod hurtigt det rygte, at vi skulle sendes hjem igen, for det var en fejltagelse, at vi var blevet arresteret. Det viste sig desværre kun at være et rygte. Efter nogle dage blev vi i små arbejdshold sendt udenfor lejren, hvor vi skulle rydde op efter de hyppige bombardementer fra de allieredes fly. Andre blev sendt til et stenbrud for at transportere kampesten til en plads, hvor de blev hugget til brosten. Det varede heller ikke længe, inden der begyndte at komme sygdom iblandt os. Der var godt nok et Revir (KZ-lejr infirmeri), men for at komme der, skulle man have høj feber. Kom syge endelig på infirmeriet, var det mange gange for sent. I lejren var der også anbragt en del norske studenter. På et tidspunkt blev de sendt væk fra lejren for at grave forsvarsværker. Da de efter nogen tid kom tilbage til lejren, var de meget udhungrede. Vi havde på dette tidspunkt fået udleveret Røde Kors pakker, som vi gav en hel del af til nordmændene. Deres taknemlighed var stor, de glemte det aldrig. Vores blokformand og hans medhjælper observerede, når vi havde fået Røde Kors pakker, og var misundelige på os. Så ville de foretage "luse kontrol " hvilket jo var ret ubehageligt, men den kunne vi nemt afværge ved at give dem lidt fra vores pakker. side 2 af 6

3 Når vi havde fået vores Røde Kors pakker, var glæden stor i jødeafdelingen ved siden af vores barak. For vores daglige lille ration af mad havde vi jo ikke brug for, så længe vi havde noget i pakkerne, men vi afhentede vores madration og gav den til de stakkels mennesker. I november blev en del ældre og syge kollegaer på dansk foranledning sendt hjem til Danmark. Og for vi andre blev det, ligeledes på dansk foranledning, besluttet, at vi skulle overgå til at blive betragtet som krigsfanger og overføres til en krigsfangelejer. Dette ville være en stor forbedring for os, da krigsfangelejrene sorterede under værnemagten, som respekterede de regler, der var gældende for krigsfanger. Koncentrationslejrene derimod var underlagt SS, der var et tysk sortuniformeret elitekorps, som under rigsleder Himmlers kommando stod for ledelsen af koncentrationslejrene For dem var respekt for menneskerettigheder et ukendt begreb. Som forberedelse til vor afrejse fra Buchenwald til en krigsfangelejr fik vi udskiftet fangedragten med vores egen politiuniform, da man som krigsfange har ret til at gå i sit eget tøj. Dette var dejligt, da vores uniform var betydelig varmere end fangedragten. Det værste var vores fodtøj, der efterhånden kun blev holdt sammen af sejlgarn og lignende. Jeg havde selv ved ankomsten fil lejren været iført lange støvler, og af dem var der faktisk kun skafterne tilbage. Danske politibetjente efter de har fået deres uniformer tilbage. Vi havde før afrejsen fra lejren fået udleveret Røde Kors pakker, og da vi nu skulle til bedre forhold, delte vi rigeligt ud af pakkernes indhold til de andre fanger. Men afrejsen trak ud. Det varede et par dage, inden vi kom af sted, så vi kunne godt have brugt lidt af det fra pakkerne, som vi havde givet væk. Men jeg havde lidt ost og pølse, så jeg kunne klare mig. Da vi endelig skulle af sted, blev vi igen anbragt i lukkede kreaturvogne, hvorefter toget kørte os til en lille by. En tur der med mange ophold varede ca. to dage. side 3 af 6

4 Herfra blev vi ført til krigsfangelejren Muhlberg an der Elbe, Stalag IV B, der var beliggende 50 km nordvest for Leipzig. Her var forholdene og ikke mindst tonen lidt bedre end i Buchenwald. Hovedparten til krigsfangelejren Muhlberg an der Elbe, Stalag IV B. Fra Muhlberg an der Elbe blev der udsendt arbejdshold til steder i nærheden, hvor der var brug for arbejdskraft. Kort før jul 1944 skulle der bruges 150 frivillige mænd til forefaldende arbejde i Leipzig. Min bror, som jeg jo var heldig at være sammen med, og jeg meldte os, for det kunne jo altid være bedre end det ensformige liv i lejren. Vi ankom til Leipzig juleaften, hvilket gjorde, at vi uvilkårligt lod tankerne gå til dem derhjemme i Danmark. Efter ankomsten til Leipzig i tre lukkede godsvogne marcherede vi til en lejr, hvor vi blev budt velkommen af det tyske vagtmandskab Alene velkomsten var som at få en julegave. Lejrchefen, der senere viste sig at være en hædersmand, beklagede, at han ikke havde fået fremskaffet vores madration, men han fremskaffe en varm drik, og den gjorde godt. Vi blev installeret i en stor sal med køjer i to etager, hvor vi hver en køje med to tæpper, hvilket var en herlig fornemmelse. Vi var 11 mand, der skulle overtage et arbejde efter nogle amerikanske krigsfanger. Da de så os, blev der en livlig spørgen, om hvem vi var, og hvad det var for en uniform, vi havde på. De havde jo aldrig før set en dansk politiuniform. Amerikanerne havde rigeligt med amerikanske cigaretter, som de gavmildt delte ud til os, da det gik op for dem at vi ikke havde noget tobak. En dag kom der besked på, at der skulle bruges folk, der kunne bruge en spade og skovl. Der var mange, der meldte sig, bl.a. min storebror og jeg. Det var ikke oplyst, hvori arbejdet bestod, men der blev sagt, at dem der meldte sig ville få tildelt en ekstra liter suppe om dagen. side 4 af 6

5 Det viste sig, at vi skulle arbejde på en kirkegård, hvor arbejdet bestod i at begrave ofrene fra de efterhånden daglige fly - bombardementer. Kisterne, vi skulle grave ned, bestod af krydsfiner, ikke større end de lige kunne rumme indholdet. Vi kunne også komme ud for, da kirkegården lå i nærheden af et udsøgt bombemål, at når vi ankom om morgenen. var kirkegården blevet ramt af bomber, og flere graves indhold lå spredt over et større område. Men vi havde efterhånden fået en mærkværdig kold indstilling til tilværelsen, så arbejdet på kirkegården skulle jo bare udføres. Det svenske Røde Kors, hvis leder var grev Folke Bernadotte, gjorde i det tidlige forår 1945 en stor indsats for at få de danske og norske fanger, der befandt sig i de tyske lejre, overført til Sverige. Efter flere samtaler bl.a. med den tyske rigsleder Heinrich Himmler, lykkedes det Bernadotte at få tilladelse at samle fangerne i en opsamlingslejr i Neungamme. Sidst i marts blev vi danske politifolk afhentet af svenske biler og kørt til opsamlingslejren. Efter kort tid i opsamlingslejren skulle vi overføres til en lejr i Danmark, og det blev Frøslev-lejren i Sønderjylland Det var med glade følelser, vi genså Danmark, men det var også vemodigt. Der var ca. 80 mand, der ikke kom hjem. Ankommet til Frøslev blev vi grundigt læge undersøgt. Og midt i april blev vi overført til Sverige. Turen foregik med tog, og denne gang ikke i kreaturvogne, som vi ellers var blevet vant til, men i personvogne. De tyske vagter i toget var ældre frontsoldater, og for dem kunne vi gøre det, som vi ville. Det blev en tur, jeg aldrig vil glemme. Toget gjorde holdt ved alle større jernbanestationer, og alle steder blev det belejret af folk, der ville ønske os velkommen hjem. l Fredericia gjorde toget et længere ophold, da der havde været jernbanesabotage på Fyn. l den myldrende menneskemængde på Fredericia Banegård blev der pludselig råbt på min bror Sachse. Det var hans hustru og søn, der kaldte på ham. En flink Falckmand havde i ambulance kørt dem fra Middelfart, hvor de boede, til Fredericia, således hun kunne gense sin mand og drengen sin far. Det blev et gribende gensyn. Min bror blev tilbudt at komme med ambulancen hjem, men efter samråd med sin hustru mente han, det ville være for farligt for dem begge. Men det siges, at der var flere af fangerne, der "stod af" på turen til Sverige. Toget fortsatte med os til København, hvorfra vi blev sejlet til, Sverige. Ankommet til Sverige blev vi efter en større lægeundersøgelse og rengøringsproces iklædt nyt tøj fra inderst til yderst og fik nye sko. Vi følte os igen som mennesker. Derefter blev vi kørt til et feriecenter i Ronneby, der ligger i nærheden af Karlskrona i Sydsverige, hvor vi nød friheden. Den 4. maj 1945 sad vi i den store samlingsstue og sludrede, da vi gennem radioen hørte, at Tyskland havde kapituleret, og Danmark atter var frit. Vi blev alle tavse et øjeblik, men så brød en endeløs jubel løs. En situation der ikke kan beskrives, men skal opleves. Vi forlangte gennem vor talsmand hurtigt at komme til Danmark. Den 7. maj blev vi kørt til Helsingborg og rejste med færge til Helsingør, hvor jeg efter folkemængden at dømme vil tro, at hele byen var der for at modtage os. Derfra gik videre med tog til Hovedbanegården i København, hvor et hav af mennesker var mødt op. deriblandt min hustru. Gensynsglæden mellem de tidligere fanger og deres pårørende var ubeskrivelig. Kort tid efter min hjemkomst meldte jeg mig atter til tjeneste på Fælledvejens Politistation. Vi, der havde været i de tyske lejre, fik fire ugers ekstra ferie til rekreation, som jeg sammen med min hustru holdt i september måned hos mine forældre i Vester Hassing. I Leipzig havde jeg under oprydning efter et bombardement fået beskadiget min ryg, og da jeg ikke havde feber, var jeg jo ikke "syg" og kom derfor ikke under behandling, men jeg klarede mig igennem. side 5 af 6

6 Herhjemme, efter jeg var begyndt i tjenesten igen, gik det så nogenlunde, når jeg skånede ryggen. Det gik godt indtil foråret 1973, hvor jeg ved anholdelse af en voldelig biltyv fik skaden slået op igen. Efter en længere syge periode med flere undersøgelser hos specialister, der udtalte, at ryggen ikke kunne helbredes, blev jeg den 1. oktober 1973 pensioneret fra politiet med fuld pension." Den snart 80-årige Carl Liltorp nyder i dag sit otium i Næstved. Kilde: Bog, "En mosaik om Vester Hassing" af Knud Jørgensen, Udgivet af Forlaget K. J. Jørgensen og Søn, ISBN En bog der varmt kan anbefales hvis man vil vide mere om Vester Hassing. side 6 af 6