FAUNA- OG MENNESKEPASSAGER - EN VEJLEDNING

Transkript

1 VEJREGEL FAUNA- OG MENNESKEPASSAGER - EN VEJLEDNING ANLÆG OG PLANLÆGNING 30. juni 2011

2 FORORD Denne vejregel handler om fauna- og menneskepassager ved trafikanlæg. Vejreglen beskriver problemstillingen om trafikanlægs effekter på vilde dyr og mennesker, forskellige typer passager og deres egnethed overfor forskellige arter, anvisninger til placering af passager osv. Den første udgave af vejreglen Fauna- og Menneskapassager en vejledning blev udarbejdet af Vejregelprojektgruppe F, Fauna- og menneskepassager, nedsat i Vejledningen om fauna- og menneskepassager blev publiceret i oktober Siden 2000 er der etableret flere faunapassager både i Danmark og i udlandet. Det har givet en større viden om forskellige dyrs brug af forskellige typer faunapassager. Samtidig har strukturreformen i 2007 og tolkningen af fx EF-habitatdirektivet medført ændrede rammer for planlægningen og forvaltningen af natur og trafikanlæg. Der var derfor behov for at revidere og opdatere den danske vejledning om fauna- og menneskepassager. Vejdirektoratet nedsatte i juni 2010 en arbejdsgruppe med det formål at revidere vejreglen Faunaog menneskepassage en vejledning. Arbejdsgruppen havde følgende sammensætning: Marianne Lund Ujvári, Vejdirektoratet (formand) Morten Elmeros, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet (sekretær) Fredrik Hoedeman og Klaus V. Larsen, Banedanmark Martin Schneekloth, Naturstyrelsen Maria Kock-Jensen, Friluftsrådet Bente Sørensen, Silkeborg Kommune Morten Vincents, Roskilde Kommune Camilla Uldal, Naturstyrelsen Aksel Bo Madsen, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet Den tekniske anvisning til faunapassagen tør underføring type B2 (padder) er udarbejdet af Amphi Consult. I revisionen er der hovedsageligt fortaget opdateringer og ændringer af kapitlerne om faunapassager og dyrs krav til passager samt af de juridiske rammer i forhold til naturbeskyttelse. Foto og figurer er taget fra den gamle vejledning eller udarbejdet af arbejdsgruppen med mindre andet er anført. Illustrationer fra COST 341 vejledningen er oprindeligt tegnet af Wendy von Glijssel, Bureau Waardenburg bv, Holland. Vejregelrådet blev d. 14. juni 2011 orienteret om den reviderede vejregel om Fauna- og Menneskepassager en vejledning. Den reviderede vejregel har efterfølgende været i høring i perioden 1. juli 31. oktober

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING BAGGRUND FOR VEJLEDNINGEN VEJLEDNINGENS FORMÅL OG AFGRÆNSNING METODE OG MÅLGRUPPE LÆSEVEJLEDNING 8 2 VEJE OG JERNBANER SOM BARRIERER PÅVIRKNINGER PÅ FAUNAEN BARRIEREVIRKNING FOR MENNESKER 15 3 FAUNAPASSAGER TYPER OG DIMENSIONER OMGIVELSER FAUNAPASSAGES EGNETHED FOR ARTER OG ARTSGRUPPER BESKRIVELSER AF FAUNAPASSAGETYPER Faunabro type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Landskabsbro type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Våd/tør underføring type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Våd/tør underføring type B1 (mellemstore og små pattedyr) Tør underføring type B2 (padder) Våd/tør underføring type C (rovpattedyr og pindsvin) Banketter på eksisterende broer (odder) Trækroneforbindelse TILPASNING AF FAUNAPASSAGER TIL MENNESKER ANDRE TILTAG 33 4 PLACERING AF FAUNAPASSAGER AFVÆRGE- ELLER KOMPENSATIONSTILTAG PRIORITERINGER VED PLACERING AF FAUNAPASSAGER 37 5 FAUNAENS KRAV PATTEDYR FUGLE OG KRYBDYR PADDER FISK OG HVIRVELLØSE DYR KLIMAÆNDRINGER OG INDVANDRING AF ARTER 47 6 MENNESKEPASSAGER TYPER AF MENNESKEPASSAGER Stitunnel Stibro Krydsning langs vej ude af niveau Krydsning i niveau Vandløbspassager for roere Vandløbspassager med passable bredder TILPASNING AF MENNESKEPASSAGER TIL FAUNA 51 7 PLACERING AF MENNESKEPASSAGER ADGANG TIL REKREATIVE OMRÅDER OG LIGN VURDERINGSKRITERIER 53 3

4 7.3 EFTERSPØRGSEL EFTER KRYDSNING REKREATIVE ATTRAKTIONER OG MULIGHEDER SAMMENHÆNG I DEN REKREATIVE INFRASTRUKTUR TRAFIKANLÆGGETS BARRIEREEFFEKT TRAFIKSIKKERHED SAMLET VURDERING AF BARRIEREEFFEKT 57 8 UDFORMNING AF MENNESKEPASSAGER OG STIER KRAV TIL UDFORMNING SIKKERHED TRYGHED FUNKTIONALITET FOR FORSKELLIGE BRUGERE OG FÆRDSELSFORMER TILPASNING TIL OMGIVELSERNE UDFORMNING OG DIMENSIONER 61 9 KOMBINEREDE FAUNA- OG MENNESKEPASSAGER FORDELE OG ULEMPER VED KOMBINERET BRUG TILPASNING AF PASSAGER TIL KOMBINERET BRUG KOMBINEREDE PASSAGER Kombineret brug: faunabroer type A1/A2 med sti/markvej Kombineret brug: landskabsbroer type A1 og A2 med sti/markvej Kombineret brug: våd/tør underføringer type A2 & B1 med sti/markvej VIDENSOPBYGNING OG VEDLIGEHOLD OVERVÅGNING Rutinemæssig overvågning Effektivitetsundersøgelser VEDLIGEHOLD PLANLÆGNINGSFORUDSÆTNINGER REFERENCER BILAG 1 - TEKNISKE ANVISNINGER 83 FAUNABRO TYPE A1 (KRONDYR) OG A2 (RÅDYR) 84 VÅD/TØR LANDSKABSBRO TYPE A1 (KRONDYR) OG A2 (RÅDYR) 91 VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE A1 (KRONDYR) & A2 (RÅDYR) 97 VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE B1 (MELLEMSTORE OG SMÅ PATTEDYR) 103 TØR UNDERFØRING TYPE B2 (PADDER) 108 ANLÆG AF PADDETUNNEL I PÅFYLDNING 116 VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE C (ROVPATTEDYR OG PINDSVIN) 121 BANKETTER PÅ EKSISTERENDE BROER (ODDER) 125 TRÆKRONEFORBINDELSE 129 STIBRO 131 STITUNNEL 136 KOMBINERET BRUG, FAUNABRO TYPE A1/A2 MED STI/MARKVEJ 140 KOMBINERET BRUG: LANDSKABSBRO TYPE A1/A2 MED STI/MARKVEJ 144 KOMBINERET BRUG: VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE A2 & B1 MED STI/MARKVEJ 147 4

5 1 INDLEDNING 1.1 BAGGRUND FOR VEJLEDNINGEN Landskabet er stærkt underlagt menneskets brug og forandrer sig til stadighed. By- og industriområder og større trafikanlæg som veje og jernbaner udvides samtidig med at udnyttelsen af det opdyrkede land fortsat intensiveres. Det medfører at mange områder, som tidligere har fungeret som levesteder og spredningskorridorer for de vilde dyr, nu er reduceret eller helt forsvundet. De få uforstyrrede naturområder, hvor dyrene kan leve, ligger i dag som isolerede pletter i landskabet. Også de rekreative muligheder er begrænset af en tæt infrastruktur. Figur 1.1 Dyrs levevilkår påvirkes af den intensive arealudnyttelse, og spredningsmulighederne mellem de tilbageværende levesteder blokeres i stigende grad af nye infrastrukturanlæg. For mange dyr udgør det tætte vejnet en uoverstigelig eller vanskeligt passable barriere (Trombulak & Frissell 2000). Nogle arter undgår helt de åbne arealer som veje og jernbaner udgør. Andre arter forsøger at krydse vejene med risiko for at blive påkørt. Jo større trafiktæthed, hastighed og vejbredde, jo større er risikoen for de dyr, der forsøger at krydse vejen. Opsætning af hegn kan forhindre, at større dyr kommer ind på vej- eller jernbanen, men hegning øger barrieren af anlægget. Flere veje og stigende trafikmængder betyder at landskabet og dyrenes levesteder fragmenteres i stigende grad. Fragmenteringen af dyrenes levesteder og isoleringen af lokale bestandene kan føre til at dyrene forsvinder (figur 1.2). De små isolerede områder kan ikke understøtte en levedygtig bestand og risikoen for indavl stiger markant. Fragmentering anses for at være en af de største trusler mod bevarelse af biodiversitet. 5

6 Figur 1.2 Barrierevirkning af veje og effekter af fragmentering af levesteder kan føre til at dyrenes levesteder bliver for små til at bestandene kan overleve. Store trafikanlæg øger fremkommeligheden af tung trafik, men udgør en barriere for lette trafikanter. De store trafikanlæg begrænser både adgangen fra byerne ud i det omkringliggende landskab og adgangen mellem rekreative områder. Ofte gennemskæres den rekreative infrastruktur, dvs. gang- og cykelstier, ridestier og mindre lokalveje af store veje og jernbaner. Større trafikanlæg kan i byområder særligt afskære adgangen til daglige fornødenheder for mange mennesker. Veje og jernbaners barrierevirkninger for dyr og mennesker kan afhjælpes ved at etablere passager. I 2000 udgav Vejdirektoratet en vejledning om fauna- og menneskepassager. Nærværende vejledning er en revision af vejledningen fra Behovet for en revision af vejledningen fra 2000 skyldes, at erfaringerne med faunaens brug af forskellige typer passager er øget væsentligt som følge af, at det i de seneste år såvel i Danmark som i udlandet er blevet praksis at anlægge og vurdere effekterne af sådanne faunapassager. Samtidig er rækkevidden af EF-habitatdirektivet og EU-vandrammedirektivet afklaret. Ifølge Habitatdirektivet skal myndigheder i forbindelse med planer og projekter kunne afvise, på baggrund af den bedste tilgængelige videnskabelige viden, at en plan eller et projekt skader naturtyper eller arter på udpegningsgrundlaget for berørte Natura 2000 områder. Desuden er der ifølge Habitatdirektivets artikel 12 forbud mod at skade yngle- og rasteområder for arter omfattet af direktivets bilag IV. Der kan dog anlægges en fleksibel fortolkning af denne forpligtigelse således at der er mulighed for at forvalte den vedvarende økologiske funktionalitet. Med flere instanser involveret i planlægning og godkendelse af infrastrukturprojekter og vurdering af konsekvenser er det ønskeligt, at gøre den bedste videnskabelige praksis let tilgængelig. En effektiv måde at sikre dette på, er at opdatere vejreglen om fauna- og menneskepassager. 1.2 VEJLEDNINGENS FORMÅL OG AFGRÆNSNING Det overordnede formål med vejledningen om fauna- og menneskepassager er at give et opdateret grundlag for hvordan dyrs og menneskers muligheder for at bevæge sig i landskabet sikres. 6

7 Vejledningen kan anvendes ved planlægning og projektering af nye veje og jernbaner, ved udbygning samt ved vedligehold af eksisterende anlæg. Desuden kan den bruges ved defragmentering, dvs. forbedring af individers muligheder for passage på eksisterende anlæg. Trafikanlæg påvirker natur og miljø på flere niveauer. Etablering af faunapassager kan afhjælpe barrierevirkning og fragmentering, men kan dog ikke afhjælpe alle negative påvirkninger. Påvirkninger på flora og fauna via forurening og forstyrrelser fra trafik, spredning af fremmede arter til nye områder, tab af leveområder og indirekte påvirkninger behandles ikke i vejledningen. For mindre arter kan skråningerne langs større trafikanlæg også fungere som levesteder og spredningsveje gennem ellers uegnede områder, fx landbrugsområder. Dette behandles heller ikke nærmere i vejledningen. Vejledningen fokuserer på 3 effekter af faunapassager: a) opretholde sammenhæng mellem dyrs forskellige levesteder i løbet af døgnet og året; b) sikre udveksling af individer og gener mellem bestande på hver side af trafikanlæg og c) spredning af individer til nye levesteder. Andre tiltag kan anvendes til at undgå trafikdrab af dyr. Vejledningen behandler kort sådanne andre afværgeforanstaltninger og muligheden for at kompensere for tab af levesteder og spredningsmuligheder. Faunapassager til flagermus er kun meget overfladisk behandlet. For yderligere oplysninger henvises til vejledningen Flagermus og større veje registrering af flagermus og vurdering af afværgeforanstaltninger (Møller & Baagøe 2011). I vejledningen dækker fauna- og menneskepassager konstruktioner, der er etableret for at lede dyr og mennesker over eller under større trafikanlæg. Vejledningen behandler ikke passager i niveau. Som i vejledningen om fauna- og menneskepassager fra 2000 og vejledningen om hegning langs veje (Cueto m.fl. 2011) er andre faktorer, der indgår i planlægningen af trafikanlæg, ikke behandlet i denne vejledning, fx økonomiske, æstetiske og tekniske muligheder. Hvilke afværgetiltag og hensyn til dyrenes levevilkår, der anlægges, vil bero på konkrete vurderinger i planlægningen af hvert enkelt trafikanlæg. En række andre vejregler indeholder vejledninger om emner, der har relationer til etableringen af fauna- og menneskepassager: Byernes trafikarealer. Forudsætninger for den geometriske udformning, Byernes trafikarealer. Krydsninger mellem veje og stier, Byernes trafikarealer. Stikrydsninger, Beplantning i åbent land: Forudsætninger og strategi, og Planlægning og projektering Trafikarealer, land. Planlægning af veje og stier i åbent land, Trafikarealer, land. Forudsætninger for den geometriske udformning, Trafikarealer, land. Tracering, Trafikarealer, land. Planlægning af vejkryds, Byernes trafikarealer. Fartdæmpere, Hegning langs veje - en vejledning, høringsudgave Vejreglerne er tilgængelige på 7

8 1.3 METODE OG MÅLGRUPPE Vejreglen er opdelt i to dele en rapportdel og et bilag med tekniske anvisninger. Rapportdelen henvender sig primært til fagpersoner, der skal vurdere behovet for fauna- og menneskepassager og omhandler derfor alle forhold som er relevante for planlægning af fauna- og menneskepassager. I rapportdelen er der forklaringer og definitioner f.eks. på højde, bredde og længde. Rapportdelen beskriver: typer af passager retningslinjer for hvordan passagerne bedst placeres i landskabet dyre- og menneskegruppers krav til passagerne overvågning og vedligehold planmæssige forudsætninger og lovmæssige bindinger Vejreglens bilag 1 henvender sig bl.a. til vejingeniører og andre, der projekterer fauna- og menneskepassager. Bilag 1 kan også anvendes af landskabsarkitekter som udgangspunkt for udarbejdelse af bygværkets visuelle udtryk. Bilag 1 består af en række selvstændige tekniske anvisninger for de forskellige typer af fauna- og menneskepassager en drejebog for projektering. De tekniske anvisninger er mere punktvist opstillet, indeholder projekteringsdetaljer og er kortere end rapportdelen og der er ingen begrundelser eller forklaringer. De tekniske anvisninger beskriver: hvilke dyr/mennesker, der kan anvende passagen dimensioner og form omgivelser, jorddække, beplantning, afskærmning, ledelinjer, skjul mindst et godt eksempel illustreret med foto eller skitse Vejregelen er revideret ud fra den væsentligste ny viden og erfaringer fra danske og udenlandske undersøgelser om effekter af trafikanlæg på dyr og deres brug af forskellig faunapassager. I forhold til menneskepassager og forskellige brugergruppers krav til passager og adgang til naturen er der kun begrænset ny viden. 1.4 LÆSEVEJLEDNING I kapitel 2 præsenteres de faktorer der er afgørende for trafikanlægs barrierevirkning for dyr og mennesker. I kapitel 3 beskrives forskellige typer af faunapassager og andre afværgeforanstaltninger. I kapitel 4 beskrives retningslinjer for placeringen af faunapassager i forhold til dyrenes forekomst og beskyttede områder. I kapitel 5 beskrives kort udvalgte arters og artsgruppers følsomhed overfor fragmentering og krav til faunapassager. I kapitel 6 beskrives forskellige typer af menneskepassager. I kapitel 7 gennemgås kriterier og prioriteringer for placering af menneskepassager. I kapitel 8 beskrives krav til udformning af menneskepassager og tilstødende rekreative stier for forskellige brugergrupper. 8

9 I kapitel 9 beskrives muligheder, fordele og ulemper ved kombinerede passager, der anvendes som både fauna- og menneskepassage. I kapitel 10 skitseres retningslinjer for overvågning og vedligehold af faunapassager. I kapitel 11 skitseres de planmæssige forudsætninger og rammer for planlægning og projektering af trafikanlæg og fauna- og menneskepassager. Bilag 1 består af en række selvstændige tekniske anvisninger for de forskellige typer af fauna- og menneskepassager. De tekniske anvisninger beskriver tekniske krav og anbefalinger for passagerne og viser en række gode eksempler på de forskellige passagetyper. 9

10 2 VEJE OG JERNBANER SOM BARRIERER Barrierevirkningen af veje og jernbaner skyldes ikke kun risikoen for påkørsler af dyr, når de forsøger at krydse veje og jernbaner. Trafikanlæg har en række andre direkte og indirekte negative effekter på dyrene. På tilsvarende vis kan lette trafikanters utryghed ved tung trafik på store trafikanlæg medføre at menneskers brug af bynære faciliteter og rekreativ oplevelser i landskabet begrænses. I dette kapitel præsenteres kort de faktorer, der er bestemmende for trafikanlægs barrierevirkning for dyr og mennesker og begrænser deres mulighed for at bevæge sig rundt i landskabet. Barrierevirkningen og effekterne på faunaen er nærmere beskrevet i Madsen m.fl. (2002), Fahrig & Rytwinski (2009) og Holderegge & Giulio (2010). 2.1 PÅVIRKNINGER PÅ FAUNAEN Dyrene har brug for områder hvor de kan finde føde, skjulsteder, redesteder, mager, mv. Store trafikanlæg og trafik påvirker dyrene og biodiversiteten på flere niveauer. Veje og jernbaners barrierevirkning hæmmer de enkelte individers mulighed for at bevæge sig mellem naturområder og for at sprede sig til nye områder. Barriererne nedsætter individernes overlevelseschancer, og bestandenes størrelser og genetiske variation falder. Derved bliver bestandene mere sårbare og kan forsvinde lokalt og regionalt. Begrebet fragmentering dækker over opsplitning af levesteder i stadigt mindre isolerede områder og opsplitning i flere små bestande. De biologiske effekter af fragmentering er ofte små og usynlige først i forløbet. Men fragmenteringen kan senere, men pludseligt, medføre et kraftigt fald i bestandenes status og overlevelseschancer. Trafikanlæggenes indflydelse på de forskellige arters overlevelse afhænger af arternes biologi, fx bestandsstruktur, territoriestørrelse og spredningsafstande. Effekterne af trafikanlæg kan inddeles i fem hovedkategorier (figur 2.1): tab af levesteder øget dødelighed på grund af trafikdrab barrierevirkning forurening og forstyrrelse etablering af nye levesteder og indvandring af nye arter Effekterne forstærker hinandens indflydelse på arternes overlevelse. Forurening, forstyrrelser og levesteder for nye arter langs veje og jernbaner behandles ikke videre i denne vejledning. 10

11 Figur 2.1 De direkte effekter på faunaen af trafikanlæg og trafik. 1/ Ødelæggelse af levesteder, 2/ Barrierevirkning, 3/ Trafikdrab, 4/ Forurening og forstyrrelser, og 5/ Etablering af nye levesteder og indvandring af fremmede arter (Iuell 2005). Endvidere er der en række indirekte følgevirkninger af trafikanlæg, der øger effekterne af anlægget, fx udbygning af by- og industriområder langs motorvejen og øget færdsel og forstyrrelse i naturområderne som følge af de forbedrede adgangsforhold. De indirekte følgevirkninger må reguleres via den fysiske planlægning og vil ikke blive yderligere behandlet i nærværende vejregel. Tab af levesteder En meget åbenbar og målbar effekt af nye vej- og jernbaneanlæg er det direkte tab af levesteder og ændringer af områderne langs trafikanlæggene. Det samlede areal som påvirkes af veje og jernbaner kan synes relativt lavt, men både lokalt og regionalt kan tabet af små levesteder få store negative konsekvenser, fx hvis et trafikanlæg berører et vigtigt naturområde eller en vigtig økologisk korridor. Tabet af levesteder er ikke begrænset til det areal, som selve trafikanlægget optager. Vejrabatter og skråninger samt trafikken på den nye vej kan medføre at områderne omkring trafikanlægget ikke udnyttes af faunaen. Fx fordi levevilkårene for en bestemt art ikke er opfyldt og at bestanden derfor ikke kan opretholdes. Trafikdrab Et meget synligt resultat af trafikkens påvirkning på faunaen er forekomsten af trafikdræbte dyr. Det vurderes at der årligt dræbes 5-10 millioner pattedyr, fugle, krybdyr og padder på vejnettet i Danmark (Hansen 1982, Bruun-Schmidt 1994). Dertil kommer andre dyregrupper, fx insekter. Hvor mange dyr der dræbes af tog, er ikke kendt, men det skønnes at være væsentligt mindre end for vejtrafikken. Antallet af trafikdrab afhænger af trafiktæthed, køretøjernes hastighed og dyrenes hastighed, når de forsøger at krydse vejene (Hels & Buchwald 1999, Jaarsma m.fl. 2006). Trafikdrab kan imidlertid være en væsentlig dødsårsag lokalt, og med stigende trafikmængder kan bestandes overlevelse være truet (fx Clarke m.fl. 1998, Seiler 2003). Antallet af trafikdrab på mindre veje med lav trafik- 11

12 tæthed og lav hastighedsbegrænsning kan også være af væsentlig betydning for bestande af dyr, som er særligt sårbare overfor trafikdrab (van Langevelde m.fl. 2009). Arter, som er særligt sårbare overfor trafikdrab, er: Arter med lav bestandstæthed, reproduktionsrate eller store territorier (fx odder og grævling). Arter med daglige eller sæsonbestemte vandringer. Padder og krybdyr er særligt udsatte, hvis deres vandringer til og fra ynglevandhuller krydser veje eller jernbaner. Arter med dårlig spredningsevne, fx pindsvin der også ofte lever i områder med et tæt vejnet. De negative konsekvenser af kollisioner mellem dyr og trafik gælder ikke blot for dyrene. De medfører også et antal uheld med både person- og materielskade, som følge af kollisioner eller pludselige undvigemanøvrer. Antallet af trafikdræbte dyr varierer i løbet af døgnet og året alt efter dyrenes aktivitetsniveau og varierer desuden geografisk efter dyrenes foretrukne levesteder og spredningsveje. Forekomsten af trafikdræbte større pattedyr i Danmark er undersøgt i forbindelse med Skov- og Naturstyrelsens Trafikdræbte større dyr: Aktionsplan 2002 (Skov- og Naturstyrelsen 2002, Andersen & Madsen 2007). Der er hovedsageligt indsamlet data på rådyr. Hen over året påkøres flest rådyr i maj og om efteråret. Det høje antal i maj skyldes formodentlig dels at råbukkene på denne årstid er mere territoriale dels forstyrrelse i forbindelse med jagt. Stigningen i efteråret falder sammen med ændringer i fordelingen af føde i landskabet. Derimod kan skiftene mellem sommertid og normaltid om foråret og efteråret ikke ses i antallet af trafikdræbte rådyr (Elmeros m.fl. 2009). Barrierevirkning Den mindst synlige negative effekt af veje og jernbaner på naturen er anlæggenes barrierevirkning. Trafikanlæg kan udgøre en uoverstigelige eller vanskeligt passable barriere for dyrene. Dels fordi dyrene ikke vil passere de åbne områder, og dels fordi trafikken afskrækker dyrene fra at forsøge at krydse vejen eller udgør en stor risiko for trafikdrab. Når barrierevirkningen fra trafikanlæggene kombineres med andre barrierer, fx søer og vandløb, store landbrugsarealer og by- og industriområder, kan levevilkårene for dyrene forringes yderligere. Barrierevirkningen kan reduceres ved at fremme dyrenes mulighed for at krydse veje og jernbaner. Det er specielt vigtigt i områder med store bestande eller få spredningsmuligheder mellem de fragmenterede levesteder. Dyrenes muligheder for at bevæge sig mellem egnede levesteder er skitseret i (figur 2.2). A. I åbne landskaber uden spredningskorridorer er det vanskeligt for dyrene at bevæge sig mellem naturområderne. B. Små områder med egnede levesteder eller trædesten kan fungere som ledelinje eller spredningskorridor for dyrene og lænke naturområder sammen. C. Veje eller jernbaner som krydser spredningskorridorer kan virke som barrierer, der stopper dyrenes vandring, eller som en fælde hvor dyret omkommer, hvis det forsøger at krydse vejen. D. Barrierevirkningen kan afværges ved at genoprette forbindelsen i spredningskorridoren ved fx at etablere en faunapassage. 12

13 Figur 2.2 Virkningen af vejanlæg på dyrs mulighed for at bevæge sig gennem landskabet mellem egnede levesteder (Iuell 2005). For de fleste større pattedyr vil veje og jernbaner udgøre en barriere. Ikke mindst hvis strækningen er hegnet, der er opsat støjskærme eller autoværn, eller hvis der er mere end 4000 køretøjer/døgn. Vejes barrierevirkning for elge er skitseret i figur 2.3 (Seiler 2003). Barrierevirkningen afhænger endvidere af vejens bredde og dyrenes opmærksomhed på trafikken. Skråninger på vejdæmninger og i afgravninger kan øge barrierevirkningen. For små arter opstår barrierevirkningen også fordi de ikke bevæger over ud på åbne flader som veje udgør. Ved lav trafiktæthed (ÅDT <1.000) vil de fleste dyr kunne krydse vejen og barrierevirkningen er minimal. Veje med en ÅDT på køretøjer/døgn kan krydses af nogle arter, mens andre undgår at krydse og en stor andel af de langsomme arter, der forsøger at krydse, vil blive dræbt. Når ÅDT er køretøjer/døgn vil vejen være en stærk barriere. Støj og trafik vil skræmme mange dyr fra at forsøge at krydse, og de der forsøger at krydse vil med stor sandsynlighed blive kørt ihjel. Vejstrækninger med en ÅDT større end køretøjer/døgn vil være en næsten uigennemtrængelig barriere for alle pattedyr, som de end ikke forsøger at krydse (figur 2.4). Selv mindre trafikerede veje (ÅDT på køretøjer/døgn) kan udgøre en effektiv barriere for padder (Hels & Buchwald 2001). For andre små arter, fx insekter, kan små veje og vejrabatter være en barriere, da disse arter ofte er stærkt knyttet til bestemte habitater. I vandløb kan underføringer med niveauspring, kraftige ændringer i strømhastighed og lign. være en barriere for fisk og vandløbets smådyr, fx insekter og krebsdyr. 13

14 Figur 2.3 Vejes barrierevirkning stiger med stigende trafiktæthed selvom antallet af trafikdræbte dyr er faldende ved høj trafiktæthed. Ved høj trafiktæthed (ÅDT >10.000) opfatter dyrene vejen som en uoverstigelig barriere, som de undgår at forsøge at krydse og derfor falder antallet af trafikdrab (Seiler 2003). Årsdøgnstrafik Vejtype Barriereeffekt < Almindelig landevej, 6-8 m bred, 80 km/t Almindelig landevej, 7-10 m bred, 80 km/t Bred landevej med eller uden midterrabat, m bred, km/t > Motorvej m bred, > 110 km/t Veje krydses af de fleste pattedyr, men kan dog være problematisk for nogle paddearter og insekter. En del arter krydser disse, men vejene er en barriere for sårbare arter som odder og grævling. Forstyrrelsen afskrækker mange dyr. Mange af de dyr, der forsøger at krydse vejen, påkøres. En uigennemtrængelig barriere. Figur 2.4 Faunaens mulighed for at krydse en vej ved forskellig vejtype og trafiktæthed (Vägverket 2005). 14

15 2.2 BARRIEREVIRKNING FOR MENNESKER Store trafikanlæg udgør også en betydelig barriere for mennesker. Barrierevirkningen for de lette trafikanter kan skyldes trafiktæthed, bilernes hastighed, andelen af tunge køretøjer, vejens bredde og oversigtsforholdene. Jo større forskel mellem hvor folk ønsker at kunne krydse, og dér hvor folk reelt krydser desto større barrierevirkning. At folk afskæres fra det ønskede mønster skyldes en række forskellige forhold som: trafiksikkerhed utryghed og færdselsforbud dårlige stiforbindelser visuelle forhold Trafiksikkerhed En væsentlig årsag til at folk fravælger et rekreativt område, de ellers gerne vil besøge, skyldes trafiksikkerhed; dels kendskabet til de trafikuheld, som finder sted på vejene, dels en mere ubevidst, men betydningsfuld fornemmelse af utryghed ved stærkt trafikerede veje. Trafikanlægs barrierevirkning for mennesker øges hvor trådflethegn er opsat i midterrabatten eller langs vejen. På det danske vejnet blev der i 2008 og 2009 indberettet ca uheld med personskade årligt. Heraf skyldes godt 1/4 konflikter mellem biler og lette trafikanter. Af disse uheld finder ca. halvdelen sted i kryds, den anden halvdel på vejstrækninger. Utryghed og færdselsforbud Kendskabet til de uheld der finder sted kan i mange tilfælde bevirke at folk ikke tør krydse vejen, eller at de forbyder deres børn at gøre det. Også på strækninger uden uheld kan en almindelig følelse af ubehag og utryghed afholde folk fra at krydse. Alt andet lige medfører større trafikintensitet flere trafikuheld og større utryghed. Derudover kan trafikintensiteten i sig selv umuliggøre passage af store veje. Ud fra hensyn til trafiksikkerheden er der forbud mod, at fodgængere og cyklister krydser motorveje og motortrafikveje i niveau. Det samme gælder for jernbaner uden etablerede overgange, og ud fra tilsvarende sikkerhedshensyn nedlægges en række jernbaneoverkørsler og -overgange. Disse færdselsforbud, som forstærkes af hegn langs trafikanlæggene, er den væsentligste årsag til trafikskabte barrierer i landskabet for mennesker. Dårlige stiforbindelser Manglen på sammenhængende stisystemer er en medvirkende årsag til at folk oplever trafikanlæg som en barriere. En manglende stiforbindelse kan betyde omveje, der er så store, at folk i praksis afskæres fra at udnytte rekreative områder, eller forhindres i kontakt med mennesker på den anden side af det pågældende trafikanlæg. De stiforbindelser som findes, kan i øvrigt være så dårligt udformede, at de ikke indbyder til at blive benyttet. Ikke blot den fysiske udformning, men også det visuelle og psykologiske indtryk er vigtigt. En mørk, tilgriset og dårligt renholdt tunnel kan virke som en effektiv barriere. 15

16 Visuelle forhold Vejes og baners barrierevirkning forstærkes af den forringede visuelle kontakt mellem områderne på de to sider af trafikanlægget. I visse situationer kan der, i en vis udstrækning, rådes bod herpå fx gennem beplantning. Ved etablering af fauna- og menneskepassager skal de visuelle hensyn overvejes nøje. Dels skal passagerne og deres omgivelser udformes smukt, og dels skal man overveje hvordan man bedst genskaber, bevarer eller forbedrer den visuelle kontakt på tværs af trafikanlægget. De visuelle forhold kan forbedres ved mange eksisterende menneskepassager. 16

17 3 FAUNAPASSAGER I dette kapitel beskrives faunapassager som metode til at reducere trafikanlægs påvirkninger på fauna. Andre tiltag til at gøre vejene mere trafiksikre for bilister og til at reducere antallet af trafikdræbte dyr behandles kun kort. De forskellige arters krav til faunapassager og deres følsomhed overfor fragmentering behandles i kap. 5. Hvilke passager, der kan tilgodese de forskellige dyrearters krav bygger på erfaringer og overvågninger af dyrenes brug af faunapassager (fx Christensen m.fl. 2007, Georgii m.fl. 2007, van der Grift m.fl. 2009). Anbefalingerne til faunapassagers design og dimensioner har ændret sig efterhånden som man har fået større viden om dyrenes brug af passagerne. Tilfælde hvor arter/artsgrupper anvender andre passager end de anbefalede vil forekomme. Der er dog hér tale om undtagelser, som ikke kan bruges som retningslinjer for planlægning af afværgeforanstaltninger og forvaltningen af arter og bestande. Faunapassager inddeles i hovedtyperne overføringer og underføringer. Underføringer inddeles yderligere i kategorierne tørre og våde passager. Våde faunapassager er underføringer, der også fører et vandløb eller vådområde under trafikanlægget. Hovedtyperne underinddeles efter størrelser og egnethed for forskellige arter og artsgrupper. Passagernes dimensioner og de habitater, der føres over eller under passagerne, har afgørende betydning for hvilke arter som vil anvende passagerne. 3.1 TYPER OG DIMENSIONER Faunapassagernes dimensioner er defineret ud fra dyrenes brug af dem (figur 3.1 og 3.2). Disse mål vil være anderledes end målene for selve bygværket. Figur 3.1 Definition af længde (A) og bredde (B) for faunabroer. Bredden er den mindste afstand mellem hegn langs siderne af passagen. Faunabroens længde svarer til afstanden mellem hegnene langs vejanlægget ved tilslutningen til passagen (Iuell 2005). 17

18 Figur 3.2 Definition af længde (A), bredde (B) og højde (C) for underføringer. Længden af underføringen svarer til bunden af påfyldningen som vejen ligger på. Loftslængden vil være kortere og svare mere til bredden af selve vejbanen (Iuell 2005). Overføringer Faunabroer er inddelt i to typer. Faunabroer type A1 er designet for at tilgodese krondyr og dådyr, mens faunabroer type A2 tilgodeser rådyr. Bredden af faunabroen er den mindste afstand mellem hegn/jordvolde langs siderne af passagen på det smalleste sted på passagen (figur 3.3). Længden af faunabroen er afstanden mellem dyrehegnene langs trafikanlægget, som passagen krydser. Udformningen af faunabroer karakteriseres også med et åbenhedsindeks: Åbenhedsindeks = bredde (m) / længde (m). Åbenhedsindekset skal være større end 0,8. Enkelte individer kan vænne sig til at bruge smallere passager med lavere åbenhedsindekser, men effektiviteten af smalle faunabroer er lav. Specielt hjortes brug af lange, trange faunabroer er begrænset. Rovpattedyrs brug af faunabroer er mindre afhængige af bredden. Type Mindste bredde (m) Åbenhedsindeks Hegnshøjde (m) Faunabro type A1 (krondyr) 50 > 0,8* 2,2 Faunabro type A2 (rådyr) 20 > 0,8* 1,8 Figur 3.3 Anbefalede minimumsdimensioner på forskellige typer faunabroer. * Georgii m.fl. (2007) anbefaler på baggrund af en større undersøgelse af mere end 20 faunabroer af forskellige størrelser og aldre i Tyskland, at åbenhedsindekset bør være mindst 1,0. 18

19 Underføringer Landskabsbroer og tunnelunderføringer inddeles i forskellige undertyper efter deres dimensioner (figur 3.4). Landskabsbroer og tunnelunderføringer type A1 er designet til at tilgodese krondyr og dådyr, mens landskabsbroer og tunnelunderføringer type A2 tilgodeser rådyr. Tunnelunderføringer type B1 tilgodeser mellemstore og små pattedyr. Tunnelunderføringer type B2 er specielle konstruktioner til padder. Tunnelunderføringer type C kan anvendes som afværgeforanstaltning for almindeligt forekommende mellemstore rovpattedyr og pindsvin. Tunnelunderføringerne karakteriseres også med et tunnelindeks. Tunnelindekset er væsentligt for underføringers egnethed for hjorte. Ved tunnelindekset forstås forholdet mellem underføringens tværsnitsareal og længde. For en rektangulær underføring udregnes tunnelindekset som: Tunnelindeks = Bredde (m) * Højde (m) / Længde (m). Ved beregning af tværsnitsarealet i vådpassager trækkes bredden af vandløbet og dets skrå brinker fra den samlede bredde. Højden er defineret som den mindste højde mellem loft og jordoverfladen i underføringen. I våde passager er højden den mindste afstand mellem loftet og overfladen på de tørre banketter. Mindstemål i figur 3.4 gælder for rektangulært formede tunnelunderføringer. Hvis underføringen har skrånende sider eller er rund/oval skal minimumshøjde holdes i minimumsbredde (figur 3.5). For at skabe gode passagemuligheder for flest muligt arter bør underføringer være så brede og høje som muligt. Ved vådpassager skal mindstehøjden opfyldes over hele den mindste bredde for banketterne (figur 3.6). Ved udregning af tunnelindeks for vådpassager trækkes bredden af vandløbet og de skrånende brinker fra den samlede bredde. Små vandløbsunderføringer uden tørre banketter bør ikke anlægges. Mindstemålene for bredde og højde skal opfyldes så vidt muligt. Hvis det ikke er muligt at opfylde fx højden pga. højden af opfyldning, skal bredden af passagen øges, så tunnelindekset fortsat er tilstrækkeligt højt. 19

20 Type Højde (m) Bredde (m) Tørpassager Landskabsbro type A1 (krondyr) Tunnelindeks Bredde på banketter (m) > 6** > Landskabsbro type A2 (rådyr) > 4 > Underføring type A1 (krondyr) > 6** > 12*** > 1,5 - Underføring type A2 (rådyr) > 4 > 6 > 0,75 - Underføring type B1 (mellemstore og små pattedyr) > 1 > 1,5 - - Højde over banket (m) Underføring type B2 (padder) * * * Underføring type C (rovpattedyr og pindsvin) Vådpassager Landskabsbro type A1 (krondyr) > 0,5 > 0,5 - - > 6** > 20 + vandløb Landskabsbro type A2 (rådyr) > 4 > 20 + vandløb Underføring type A1 (krondyr) > 6** >14+ vandløb Underføring type A2 (rådyr) > 4 > 7 + vandløb Underføring type B1 (mellemstore og små pattedyr) Underføring type C (rovpattedyr og pindsvin) > 1 > 3 + vandløb > 0,5 > 1 + vandløb - > 10 > 6 - > 10 > 4 > 1,5 > 7 > 6 > 0,75 > 3,5 > 4 - > 1,5 > 1 - > 0,5 > 0,5 Figur 3.4 Dimensioner på forskellige typer underføringer og krav til tunnelindeks. * Dimensioner for paddetunneler type B2, se figur 3.8. **Georgii m.fl. (2007) anbefaler mindst 8 m højde i underføringer til krondyr, hvilket er baseret på en større undersøgelse af mere end 50 faunapassager (faunabroer, landskabsbroer og underføringer) med forskellige aldre i Tyskland. *** Jędrzejewski m.fl. (2010) anbefaler en bredde på 20 m for underføringer til krondyr. Landskabsbroer uanset type tilgodeser naturtyper og ikke kun hjorte, hvorfor den samlede bredde her er større end den tilsvarende type underføring. 20

21 Figur 3.5 Tværsnit af tørre underføringer. Ved underføringer med rund/oval form eller skrånende sider skal totalhøjde og bredde for bygværket være større end mindstemålene. De skitserede dimensioner svarer til mindstemålene for krondyr. Figur 3.6 Tværsnit af våde underføringer. Ved våde underføringer skal højden opfyldes i hele banketbredden. De skrånende vandløbsbrinker skal ikke medregnes i banketternes bredde. De viste dimensioner svarer til mindstemålene for rådyr. Veje over ådale bør føres på en landskabsbro af hensyn til flora og fauna, for at opretholde sammenhængen i landskabet og undgå at skabe visuelle barrierer (figur 3.7). Tunneler bør kun anvendes ved passage af små vandløb og lave vejdæmninger. Lange tunnelunderføringer (> 50 m) skal undgås, da effektiviteten af disse er meget lav. På sådanne steder bør der anlægges en landskabsbro i ådalens bredde. Se endvidere vejregel om trafikarealer i åbent land. Tracering (Vejdirektoratet 2008c). Figur 3.7 Landskabsbroer anlægges fx hvor trafikanlæg skal krydse en ådal. Længden er typisk fra 50 til et par hundrede meter. De viste dimensioner svarer til mindstemålene for krondyr. Åbning opadtil i tunnelunderføringer mellem de to modsatrettede kørespor ændrer ikke på tunnelindekset, men bevirker at underlaget midtvejs i tunnelen fugtes med regnvand og at der derved skabes muligheder for opvækst af græsser og urter, som vil være en fordel for mange mindre dyr. Mindstemål for højde og bredde på tørunderføringer type B2 til padder afhænger af længden på underføringen (vejens bredde) (figur 3.8). 21

22 Længde (m) Firkantede rør < Halvrunde rør < Mindste højde (m) 0,5 0,6 1,0 1,5 0,55 0,65 1,1 1,6 Mindste bredde (m) Figur 3.8 Anbefalede dimensioner for passager til padder. Anbefalingerne er baseret på erfaringer fra udlandet og faglige vurderinger (Adrados m.fl. 2010). 1,0 1,0 1,5 2,0 1,0 1,2 1,7 2,4 Våde passager, der tilgodeser padder, er som minimum vådpassager type C. Dog anbefales det, at bredden på mindst én af banketterne svarer til den bredde som anbefales for tørre paddetunneler. Padder kan også passere vejanlæg ved landskabsbroer og faunabroer, specielt hvis der er en fugtig korridor over passagen. 3.2 OMGIVELSER Ledelinjer og beplantning Effektiviteten af faunapassager kan øges ved at etablere ledelinjer hen til passagen fra omkringliggende naturområder. Beplantning skal dels lede de større dyr hen mod faunapassagerne, og dels sikre at dyrene kan skjule sig. For de mindre arter skal ledelinjerne fungere som korridorer med levesteder. Ledelinjerne bør have ubrudt forbindelse til nærliggende skove, læhegn og egentlige naturarealer. Ved faunabroer og landskabsbroer skal beplantninger fortsætte gennem passagen. Ved disse passagetyper bør der også etableres mindre beplantninger og naturområder omkring passagens mundinger for at skabe gode skjulemuligheder for dyrene tæt på passagen (tryghedsbeplantninger). Ledelinjerne skal være så brede, at der er plads til en stor variation i levesteder og spredningsforhold, som tilgodeser flere dyrearter. Jo længere en ledelinjen er, desto bredere bør den være. Beplantningen i ledelinjer bør være sammenhængende, men kan omfatte en vekslen mellem mere lysåbne fugtige og tørre områder og en bræmme med en naturlig græs- og urtevegetation langs selve beplantningen. Beplantningen bør stedvis danne tættere krat og indeholde enkelte stedsegrønne planter som fx enebær og fyr, men generelt må beplantningen ikke være så tæt eller skyggende, at der ikke kan etablere sig en naturlig urtevegetation under træer og buske. Der bør udlægges dødt ved, stød og sten samt etableres fugtige lavninger eller vandhuller i tilknytning til ledelinjerne, hvis de skal fungere for padder og krybdyr. Plantevalget i ledelinjer hen til og gennem faunapassagen og i tryghedsbeplantninger skal kun omfatte naturligt hjemmehørende, egnskarakteristiske arter af buske og træer. Beplantningerne skal tilpasses de lokale forhold, men bør omfatte træer og buske som er attraktive fødeemner for dyrearter, som forventes at anvende passagen. Det gælder også plantearter og naturtyper, der danner 22

23 fødegrundlag for byttedyr for andre arter fx insekter, der spises af flagermus, eller mus, der spises af rovdyr. Ledelinjer hen til faunabroer, landskabsbroer og tunnelunderføringer type A bør have en bredde på mindst m. Ledebeplantninger til mindre faunapassager kan være smallere, men bør ikke være smallere end 8 10 meter. Beplantningen skal bestå af mindst forskellige arter. På faunabroer etableres der en tæt beplantning i begge sider langs hegnet som samtidig kan skærme for lys fra vejbanen under faunabroen. Beplantningerne langs siderne bør dække mindst 20% af faunabroens bredde. Endvidere bør der plantes enkeltstående spredte buske foran indgangen og på selve faunabroen. Der bør ikke plantes tæt umiddelbart foran passagens åbning, da det for nogle dyrearter er vigtigt, at de kan se gennem passagen (figur 3.9). Ved tunnelunderføringer type B- og C-passager, som etableres af hensyn til mellemstore og små pattedyr, skal ledelinjerne være mindst m brede. De bør fortrinsvis beplantes med buske og enkelte træer (figur 3.10). Krav til beplantning ved faunapassager og i ledelinjer er nærmere beskrevet i vejreglen Hegning langs veje en vejledning (Cueto m.fl. 2011). Figur 3.9 Eksempel på beplantning over en faunabro (Cueto m.fl. 2011). 23

24 Figur 3.10 Eksempel på beplantning ved en faunaunderføring (Cueto m.fl. 2011). Hegning For at øge faunapassagens effektivitet bør den kombineres med opsætning af hegn, der leder dyrene hen til passagen. Hegnet skal føres langs vejen frem til faunapassagens indgang for at minimere risikoen for at fange dyr på den forkerte side af hegnet. Hvor lang strækninger langs vejen, der bør hegnes ved faunapassager, afhænger af de lokale forhold. Højden og typen af hegnene skal også tilpasses arterne der hegnes for. Ved underføringer skal hegnet lede dyrene hen til underføringens åbning og banketterne. Hegnet skal føres op over underføringen for at undgå at dyrene eventuelt kan forcere hegnet i bunden af vandløb i våde underføringer. Ved faunabroer skal hegnene føres over broen så tæt på dennes sider som muligt. På faunabroer med en bredde på under 50 m bør der etableres jordvolde, afskærmninger eller tætte hegn for at skærme dyrene mod lys og støj fra køretøjerne, der passerer under faunabroen. Afskærmningen kan være afgørende for om hjorte vil benytte faunabroen. Se i øvrigt anvisningerne om hegning i vejreglen Hegning langs veje en vejledning (Cueto m.fl. 2011). Bufferzoner og mundingsarealer For at fremme effektiviteten af faunapassager bør arealerne omkring mundingerne på faunapassagerne henligge som naturområder med en blanding af bevoksninger og lysåbne naturtyper afhængigt af de lokale forhold, passagens størrelse og formål. Omkring store passager (faunabroer og landskabsbroer) i økologiske korridorer bør mundingsarealerne have en radius på minimum 50 m (figur 3.11). For at fremme effektiviteten af faunapassager, især faunabroer og landskabsbroer, bør der være bufferzoner omkring mundingsarealerne, så dyrenes adgang til passagerne ikke forstyrres eller blokeres af andre infrastrukturanlæg, bebyggelse, industriområder og lign. Land- og skovbrug kan tillades i bufferzonen, men der skal være egnede ledelinjer hen til passagen, fx ekstensivt udnyttede grønne korridorer langs vandløb eller brede, varierede levende hegn. Optimalt bør bufferzonens radius være 500 m. Bufferzonen skal have en radius på min. 150 m (figur 3.11). 24

25 Figur 3.11 Bufferzoner og mundingsarealer omkring en faunabro med åbenhedsindeks på 0,8. Jagt, kreaturhegn og øvrige forstyrrelser I forbindelse med etablering af faunabroer og store underføringer skal følgende sikres: der må ikke på eller i umiddelbar nærhed af passagen (fx i bufferzonen) drives jagt på de dyr, der anvender passagen, der må ikke opsættes hegn, som kan spærre adgange fra spredningskorridorer og ledelinjer til passagen. Herunder tætte hegn ifm dyrehold, rideskoler og lign. det skal sikres, at der ikke er menneskelige forstyrrelser, by- eller industriområder og andre tekniske anlæg på arealerne omkring faunapassager. 25

26 3.3 FAUNAPASSAGERS EGNETHED FOR ARTER OG ARTSGRUPPER Ved vurderingen af hvilken type faunapassage og dens dimensioner, der skal etableres på en lokalitet, skal der tages hensyn til: hvilke arter, der skal anvende passagen lokale forhold i landskab og topografi værdien af den nuværende spredningskorridor hvor vigtig beskyttelsen af de påvirkede bestande og naturområder er lokalt, nationalt eller internationalt vejens bredde, trafikintensitet og typen af trafik Faunapassager kan designes og indrettes, så de tilgodeser flere arters krav. Nogle passagetyper er mere egnede til bestemte arter end andre. Som hovedregel foretrækker hjorte faunabroer og landskabsbroer, da de føler sig mere utrygge i trange underføringer, hvor der er dårlige oversigt og mulighed for at opdage farer. Ræv, mårdyr og små gnavere vil i større grad end hjorte også anvende mindre underføringer. De forskellige passagetypers egnethed for arter og artsgrupper fremgår af figur De fleste dyr følger ofte bestemte konturer og landskabselementer i terrænet. Topografien vil derfor ofte være afgørende for hvilken passagetype, der er mest oplagt på en lokalitet. På strækninger hvor trafikanlægget ligger lavere end det omkringliggende terræn vil en overføring være bedst egnet. For linjeføringer over en ådal vil en landskabsbro være mest egnet, mens tunnelunderføringer er mere egnede på strækninger, hvor vejen ligger på en påfyldning eller dæmning. Små underføringer (niveau B og C) kan også indpasses i vejanlægget der ligger i eller lidt under terræn. De mest effektive faunapassager er placeret og dimensioneret, så de økologiske forhold på begge sider af vejene knyttes sammen via faunapassagen. Valg af passagetype på en lokalitet bestemmes derfor både af forekomsten af arter og naturtyper i området og af anlæggets horisontale placering. Faunabroer og landskabsbroer kan tilgodese flere arters krav til passager, fordi det er muligt at føre mange forskellige mikrohabitater igennem passagen. På faunabroer giver de lysåbne forhold gode muligheder for at bevare en sammenhængende vegetation. På den anden side er forholdene på faunaoverføringer ofte meget tørre. Med faunabroer kan sammenhængen mellem tørre naturtyper som overdrev og hede opretholdes. Landskabsbroer er mere egnede for arter, som er knyttet til fugtige eller våde naturtyper som enge og vandløb. 26

27 Faunabro type A1 / A2 Trækroneforbindelse Landskabsbro type A1 / A2 Underføring type A1 / A2 Underføring type B1 Underføring type B2 Underføring type C Landskabsbro type A1 / A2 Underføring type A1 / A2 Underføring type B1 Underføring type C Banketter på eksisterende broer ANLÆG OG PLANLÆGNING Tørre passager Våde passager Overføringer Underføringer Underføringer Arter / artsgrupper Kronhjort & dådyr / / / / / Rådyr Ræv *** Grævling *** Odder Ilder *** Skov- & Husmår *** Brud & Lækat *** Hare & Kanin* Bæver Egern Hasselmus Birkemus Andre smågnavere Pindsvin Spidsmus Flagermus** Krybdyr Padder** ** Fisk Hvirvelløse dyr i vandløb Hvirvelløse dyr i tørre områder Hvirvelløse dyr i fugtige områder Figur 3.12 Egnethed som afværgeforanstaltning for arter/artsgrupper. Egnetheden for de enkelte passager vil varierer med lokale forhold, fx ledelinjer, naturtyper, vegetationsdække mv. Grøn: Velegnet. Gul: Kan anvendes i mindre omfang. Rød: Uegnet. Grå: Ukendt. *Arterne i gruppen har lidt forskellige præferencer ift. passagetyper. **gul fordi typens dimensioner ved meget lange veje er mindre end type B2, ***paddepassager vil typisk være opført på lokaliteter, der er uhensigtsmæssige for disse rovdyr.

28 3.4 BESKRIVELSER AF FAUNAPASSAGETYPER Her følger en beskrivelse af de forskellige typer faunapassager. Mere detaljerede tekniske gennemgange af krav og anbefalinger og flere gode eksempler på passagerne kan findes i de tekniske anvisninger for de respektive passagetyper sidst i vejledningen (bilag 1) Faunabro type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Faunabroer er broer, der udelukkende er konstrueret for at muliggøre passage for fauna, herunder arter med lav spredningsrate. Der skal anlægges faunabro type A1 på lokaliteter, hvor trafikanlæg krydser spredningskorridorer og/eller levesteder for store arter eller arter, der ikke benytter mindre underføringer. Faunabroer opdeles i type efter deres bredde. Brede faunabroer (type A1, B > 50 m) er velegnede til at sammenbinde levesteder for flere arter og tørre naturtyper. Desuden er det nødvendigt med stor bredde, hvis der skal skabes gode passagemuligheder for store pattedyr som krondyr og dådyr over veje og jernbaner. Smallere faunabroer (type A2) er egnet til at lede rådyr, mellemstore og mindre dyrearter over veje og jernbaner. For mellemstore og store dyrearter er størrelsen og placeringen af faunabroerne afgørende for deres effektivitet. De mindre dyrearters brug af passagerne er mere afhængig af om der er korridorer af egnede levesteder over broerne. Hen over faunabroen skal der etableres en tæt beplantning langs hegnet i begge sider af passagen som lede- og tryghedsbeplantning. Endvidere bør der plantes spredte buske ved mundingerne af faunabroen og spredt på selve faunabroen. Beplantningerne må ikke blokere for dyrenes mulighed for at se terrænet på faunabroen og på den modsatte side. Vegetationen på og omkring faunabroer kan beplantes så fx lokale bestande af hasselmus, flagermus, løvfrøer, skovtilknyttede fugle eller sommerfugle anvender dem. Beplantningen må dog ikke være så tæt, at lys- og varmekrævende arter som fx sommerfugle, markfirben mv. ikke kan bruge passagerne. For at skabe egnede levesteder og skjulemuligheder for mindre pattedyr, padder og krybdyr og hvirvelløse dyr bør der udlægges sammenhængende rækker eller grupper af træstød/ stammer, grus-/sandbunker eller store sten hen over passagen. Der bør desuden sikres en blanding af våde og tørre jordbundsforhold, så vidt dette er teknisk mulig. For at skabe gode passagemuligheder for så mange arter som muligt skal faunabroerne være så brede som muligt. Se endvidere teknisk anvisning om faunabroer (s. 84) Landskabsbro type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Landskabsbroer er forholdsvis store konstruktioner, hvor vejen er lagt på en bro, så arealerne under broen ikke påvirkes i væsentlig grad af anlægget. Ved linjeføringer over ådale, andre markante dalstrøg og vigtige spredningskorridorer for faunaen bør der anlægges landskabsbroer. Med landskabsbroer opretholdes sammenhængen i landskabet og man undgår at skabe visuelle barrierer (figur 3.13). Landskabsbroer adskiller sig fra tunnelunderføringer ved at have en naturlig jordbund gennem passagen. 28

29 Figur 3.13 Passage af en ådal på landskabsbro bevarer sammenhængen i landskabet (Vejdirektoratet 2008c). Bredden og højden af landskabsbroer giver mulighed for at skabe passage for mange arter fra hjorte til hvirveldyr, samt at sikre god sammenhæng mellem dyrenes levesteder og naturtyper på hver side af trafikanlægget. Landskabsbroer opdeles i type efter deres højde. Høje landskabsbroer (type A1) er egnet til krondyr og dådyr. Lave landskabsbroer (type A2) er fortrinsvis egnet til rådyr samt mellemstore og mindre arter. For at skabe egnede levesteder og skjulemuligheder for mindre pattedyr, padder og krybdyr og hvirvelløse dyr bør der udlægges sammenhængende rækker eller grupper af træstød/ stammer, grus-/sandbunker eller store sten igennem passagen. Ligeledes bør der sikres en blanding af våde og tørre jordbundsforhold og vandsamlinger ved eller igennem passagen. For de fleste arter vil barrierevirkningen forsvinde når vejen føres over ådalen på en landskabsbro. Barrierevirkningen vil være lav for mange små arter, såfremt hydrologiske forhold, jordtype, fugtighed og vegetationsdækket bevares eller genetableres efter opførslen. Vegetationen i og omkring landskabsbroer kan beplantes så fx lokale bestande af hasselmus, flagermus, løvfrøer, skovtilknyttede fugle eller sommerfugle anvender dem. Beplantningen må dog ikke være så tæt, at lys- og varmekrævende arter som fx sommerfugle, markfirben m.v. ikke kan bruge passagerne. For at skabe gode passagemuligheder for flest muligt arter og bevare vegetationsdækket skal landskabsbroer være så brede og høje som muligt. Se endvidere teknisk anvisning om landskabsbroer (s. 91) Våd/tør underføring type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Underføringer type A er forholdsvis store tunneler anlagt under vejanlæg for at skabe passagemuligheder for alle landlevende dyr, herunder hjorte, hare og visse flagermusarter. Der bør anlægges underføringer type A ved vejpassager af lokale spredningskorridorer og levesteder for hjorte, hvor det ikke er muligt at anlægge faunabro eller landskabsbro. Størrelsen af underføringen er meget afgørende for, hvor effektiv den er for de forskellige hjortearter. Opdelingen i type A1 og A2 afhænger af om passagen opfylder anbefalede størrelser for hhv. krondyr eller rådyr. Såvel underføringer, type A1 og A2 er velegnede for mellemstore rovpattedyr, og passagerne kan indrettes så mindre pattedyr og padder også kan bruge dem. Da underføringer er mindre og mere lukkede konstruktioner end landskabsbroer, er der ikke mulighed for et sammenhængende vegetationsdække igennem passagen. Underføringer er derfor generelt mindre effektive end landskabsbroer. For at skabe gode passagemuligheder for flest muligt arter og så højt lysindfald som muligt skal underføringer være så brede og høje som muligt. 29

30 Mindre pattedyr, padder, krybdyr og hvirvelløse dyr kan i større grad anvende passagerne, hvis der udlægges sammenhængende rækker eller grupper af træstød/ stammer eller store sten langs væggen gennem passagen. Ligeledes bør der sikres en blanding af fugtige og tørre jordbundsforhold ved eller igennem passagen. Lange tunnelunderføringer til hjorte (> 50 m), fx gennem vejdæmninger i ådale, bør ikke anlægges, da effektiviteten af de lange tunnelunderføringer er meget lav. På sådanne steder bør der anlægges en landskabsbro i ådalens bredde. Underføringen og dræningen af trafikanlægget skal konstrueres således, at der ikke forekommer jævnlige overløb og oversvømmelser af tørre passager eller af banketterne ved våde passager. Ligeledes må der heller ikke opstå vandhuller foran åbningerne af underføringerne (se Vejdirektoratet 2009b). Se endvidere teknisk anvisning om underføring type A1 og A2 (s. 97) Våd/tør underføring type B1 (mellemstore tunneler og små pattedyr) Underføringer, type B1 er forholdsvis små, der anlægges i forlængelse af naturlige ledelinjer i landskabet, fx vandløb. Størrelsen og placeringen af underføringer type B1 er meget afgørende for, hvor effektive de er. Underføringer type B1 er egnede for mellemstore rovpattedyr, inkl. semi-akvatiske arter (odder og bæver). Det er ikke muligt at have et sammenhængende vegetationsdække gennem tunnelunderføringerne, hvilket begrænser deres effektivitet for små arter. Tunnelernes effektivitet som passager for små pattedyr, padder, krybdyr og hvirvelløse dyr kan øges ved at udlægge sammenhængende rækker eller grupper af træstød/ stammer eller store sten langs væggene gennem passagen. Vandløb er ofte naturlige ledelinjer for flere arter. Ved alle vejpassager af vandløb bør der anlægges underføringer, der er egnede for små og mellemstore, landlevende pattedyr. Tunneler bør kun anvendes ved passage af mindre vandløb og lave vejdæmninger (figur 3.14). De smalle tunnelunderføringer kræver en effektiv hegning langs vejen for at være effektive. Underføringer og dræningen af trafikanlægget skal konstrueres således, at der ikke forekommer jævnlige overløb og oversvømmelser af tørre passager eller af banketterne ved våde passager ved regnskyl. Ligeledes må der heller ikke opstå vandhuller foran åbningerne af underføringerne (se Vejdirektoratet 2009b). Figur 3.14 Vejpassage af mindre vandløb på lav dæmning og en tunnelunderføring (Vejdirektoratet 2008c). Se endvidere teknisk anvisning om underføring type B1 (s. 103) 30

31 3.4.5 Tør underføring type B2 (padder) Underføringer type B2 er tunneler, der er specielt anlagt og designet for padder. Paddernes vandring til og fra ynglevandhuller er ofte koncentreret på bestemte vejstrækninger. Paddepassager bør anlægges, hvor trafikanlæg skærer igennem vigtige vandringsruter for padder fx mellem ynglevandhuller og levesteder på land, og på steder hvor der i øvrigt er behov for at skabe sikre passageforhold for padder, men ikke for andre arter. Paddeunderføringer bør anlægges med firkantede eller halvrunde rør med en åben bund. Rør med et rundt profil med jordpåfyldning vil sinke gennemvandringen, da padderne ofte vil forsøge at kravle op ad de skrå sider. Bunden af paddepassager skal fugtighedsmæssigt afspejle forholdene i de omgivende naturområder. I passager til frøer skal der være en høj jordfugtighed, mens tudser kan vandre gennem tørre passager. Bunden i passager til frøer og tudser bør holdes fri for sten eller grene for ikke at sinke paddernes gennemvandring. Underføringerne og dræningen af trafikanlægget skal designes således, at der ikke forekommer jævnlige overløb og oversvømmelser af passagerne ved regnskyl. Ligeledes må der heller ikke opstå vandhuller ved åbningerne af passagerne. Høj effektivitet af paddepassager er afhængig af en korrekt opførte ledehegn langs trafikanlægget (se Cueto m.fl. 2011). Det er ofte nødvendigt at anlægge flere underføringer på vejstrækninger, der passerer tæt forbi padders ynglevandhuller. De yderste tunneler skal placeres mindst 50 meter fra afslutningen af det tilstødende paddehegn. Paddetunneler kan anvendes i begrænset omfang af mellemstore rovpattedyr, hvis passagerne ligger i forbindelse med ledelinjer for disse arter. De åbne forhold hen til og gennem passagen og langs hegnene medfører at paddepassager ikke er effektive som passager for lækat, brud, mus og spidsmus. Se endvidere teknisk anvisning om underføring type B2 (s. 108) Våd/tør underføring type C (rovpattedyr og pindsvin) Underføringer type C er små tunneler, der anlægges under vejanlæg for at skabe passagemulighed for fx mellemstore rovpattedyr og pindsvin. På grund af de begrænsede dimensioner er det vanskeligt at tilpasse passagerne så de tilgodeser flere arters krav. Små arter vil dog anvende underføringer type C i begrænset omfang, hvis der er gode skjulemuligheder op til og gennem passagerne. Padder kan anvende passagerne, hvis de er konstrueret med fugtig muldjord som bundmateriale. Underføringerne og dræningen af trafikanlægget skal konstrueres således, at der ikke forekommer jævnlige overløb og oversvømmelser af tørre passager eller af banketterne ved våde passager ved regnskyl. Ligeledes må der heller ikke opstå vandhuller foran åbningerne af underføringerne (se Vejdirektoratet 2009b). Underføringer type B1 og C kan anvendes af de samme arter, men underføringer type C er mindre effektive og kan tilgodese færre arter, specielt overfor små pattedyr, hvorfor type B1 er at foretrække. De smalle tunnelunderføringer kræver en effektiv hegning langs vejen for at være effektive. 31

32 Små selvstændige rørunderføringer ved siden af vandløbsunderføringerne kan ikke anbefales som passage for odder og andre mellemstore arter. Der bør i stedet anlægges egnede passager langs vandløbet. Se endvidere teknisk anvisning om underføring type C (s. 121 ) Banketter på eksisterende broer (odder) Kunstige banketter kan anvendes på eksisterende underføringer af vandløb, hvor man vil minimere risikoen for trafikdrab af odder. Andre mellemstore rovpattedyr, der lever ved vandløb, kan også anvende passagetypen. Banketter ved eksisterende broer kan udformes som faste banketter, hylder på brofundamentet eller flydende pontoner. Banketterne kan udformes som sammenhængende kampestenssætninger, grus- eller jordpåfyldninger langs underføringens indre vægge, så der altid er tørre passagermuligheder under en vej- eller jernbanebro. Pontoner og hylder kan anvendes på steder, hvor der er relativt store udsving i vandstand, bløde bundforhold, eller hvor underføringen eller vandløbsregulativet ikke tillader, at der etableres en tør passage af kampesten. Pontoner vil hovedsageligt blive anvendt af odder. Pontoner og hylder bør aldrig anlægges ved nykonstruktion eller renovering af broer. Ved nykonstruktioner eller renoveringer af broer bør der som minimum anlægges en underføring af type B1 eller C med naturlige banketter i forlængelse af vandløbsbrinkerne. Se endvidere teknisk anvisning om tilføjelser til eksisterende broer (s. 125) Trækroneforbindelse Trækroneforbindelse kan anlægges over veje og jernbaner for at skabe passagemuligheder for arter, der overvejende bevæger sig i træ- og buskvegetationen og kun sjældent på jorden, fx egern, skovmår og hasselmus. Specielt hasselmusbestande er meget afhængige af sammenhængende spredningsmuligheder via træer og buske, da arter kun tilbagelægger korte afstande på jorden. Større forbindelser via tavleportaler kan muligvis også anvendes af skovmår. Desuden har man forsøgt at lede flagermus over trafikanlæg via trækroneforbindelser. Erfaringerne med brugen af trækroneforbindelser er meget begrænsede. På trafikanlæg, der gennemskærer skovområder, kan det være vanskeligt at lede dyrene hen til trækroneforbindelserne. Trækroneforbindelser mellem levende hegn, der er gennemskåret af veje og jernbaner, vil formodentlig have højere anvendelsesgrad. Se endvidere teknisk anvisning om trækroneforbindelser (s. 129). 3.5 TILPASNING AF FAUNAPASSAGER TIL MENNESKER Faunapassager er konstruktioner specielt for dyr. For at sikre høj effektivitet af faunapassager skal der som udgangspunkt ikke være menneskelig færdsel på eller omkring passagerne. Selv om dyrene typisk er aktive på et andet tidspunkt af døgnet end mennesker, medfører den menneskelig forstyrrelse at dyrenes brug af faunapassager reduceres (Olbricht 1984, Jeppesen m.fl. 1998, Georgii m.fl. 2007, van der Grift m.fl. 2010). Dyrene påvirkes af duft, støj og fysiske forstyrrelser fra menneskene. 32

33 Kombineret brug af passager stille yderligere krav til dimensioner og indretningen af passagen for at forhindre en væsentlig forringelse af passagernes effektivitet som faunapassager. Store faunabroer og landskabsbroer (bredde > 50m) kan kombineres med rekreative stier og meget begrænset arbejdskørsel (fx ÅDT < 5) uden der ses væsentlige ændringer i deres effektivitet som faunapassage for rådyr. Det vurderes umiddelbart, at det samme ikke er tilfældet for krondyr og dådyr, der er langt mere sky overfor mennesker end rådyr. Kombinerede fauna- og menneskepassager beskrives nærmere i kapitel ANDRE TILTAG Trafikdræbte dyr er det mest synlige resultat af konfrontationen mellem trafikken og faunaen. Trafikdrab får langt større opmærksomhed end barrierevirkningen og fragmenteringen af levesteder. Mange forskellige metoder har været forsøgt for at påvirke dyrenes adfærd ved veje og jernbaner, holde dem væk fra trafikanlæggene eller afskrække dem fra at krydse trafikanlæggene. De forskellige metoder er oftest kun rettet mod hjorte. For mange af disse forsøg findes der ikke videnskabelig dokumentation for virkningen hverken på kort eller lang sigt. Hegning Opsætning af hegn langs veje og jernbaner er en effektiv metode til at nedbringe antallet af kollisioner med større arter (Clevenger m.fl. 2001, Jaeger & Fahrig 2004). Hegning øger barriereeffekten af anlægget og kollisionsrisikoen kan stige dér hvor hegnene slutter. Det er endvidere vanskeligt at få en effektiv hegning ved tværgående veje og tilslutningsanlæg til motor- og motortrafikveje. Dyr kan blive fanget inde på vejbanen med øget kollisionsrisiko til følge. Vildtspring i hegnet kan sikre dyrene mulighed for at komme væk fra den hegnede vej. Hegnene kræver regelmæssig vedligeholdelse. Der bør opsættes hegn i forbindelse med faunapassager. Hegnene leder dyrene hen til de sikre passagemuligheder samtidig med at risikoen for trafikdrab nedsættes. Plantning af træer og buske langs vildthegn (på den side der vender væk fra vejen) kan forbedre hegnets ledende virkning. Vegetation langs hegnet vil desuden nedsætte sandsynligheden for, at hjorte forsøger at springe over hegnet. Langs paddehegn skal vegetationen holdes lav. Beskrivelser af hegning, vildtspring og tekniske anvisninger kan findes i Vejregel om Hegning langs veje (Cueto m.fl. 2011). Vildtreflektorer Vildtreflektorer består af et reflekterende materiale monteret på kantpæle eller lign. langs vejen. Teoretisk vil lyset fra passerende køretøjer reflekteres ud i terrænet og skræmmer dyrene væk. Anvendelse af vildreflektorer kan ikke anbefales som metode til at reducere risikoen for kollisioner mellem køretøjer og dyr. Flere forsøg og undersøgelser i felten har vist, at effekten af vildtreflektorer hurtigt aftager, da dyrene vænner sig til lysrefleksionerne (Ujvári m.fl. 1998; D Angelo m.fl. 2006). 33

34 Lyd Støj er også forsøgt anvendt overfor pattedyr til at nedsætte antallet af trafikdrab. Specielle horn med højfrekvente lyde monteret på biler fremkaldte ikke ændringer i hjortes adfærd og reducerede ikke kollisionsrisikoen (Romin & Dalton 1992). Tilsvarende forsøg med akustiske vildtspejle, rumlestriber, som udsender høje lyde, når et køretøj nærmere sig, og lydkanoner viser at skræmmeeffekt er kortvarig og hjorte hurtigt vænner sig til lydene (Ujvári m.fl. 2004, Hara 2010). Man har senest forsøgt med højfrekvente lyde, men effekten er ikke videnskabeligt testet. Afspilning af kraftige, højfrekvente lyde kan desuden have uønskede effekter på den øvrige fauna, fx flagermus. Lugt Udlægning af duftstoffer er forsøgt anvendt som metode til at afskrække hjorte fra at krydse vejen. Duftstofferne har været blandinger af lugte fra mennesker, rovdyr og syntetiske stoffer. Der er ikke dokumentation for at udlægning af duftstoffer har effekt. Undersøgelser i felten har vist at krondyr og rådyr ikke reagerer på duftstoffer, og at antallet af trafikdræbte hjorte ikke faldt i perioder, hvor der var udlagt duftstoffer (Lutz 1984, Elmeros m.fl. 2011a). Ved norske undersøgelser faldt antallet af krydsninger af elge ikke på behandlede vejstrækninger, mens antallet af kollisioner på en jernbanestrækning faldt (Kastdalen & Strømmen 1995, Andreassen m.fl. 2005). Dyrene synes dog blot at krydse oftere på ikke ubehandlede vejstrækninger. Oversigtsrydning Vegetationen langs veje kan have stor indflydelse på antallet af påkørte dyr. Ved at rydde vegetation langs vejene øges mulighederne for at bilisten opdager dyr nær vejen. Arealerne bliver også mindre attraktive for hjorte. Oversigtsrydninger er hovedsageligt egnet til at reducere antallet af kollisioner mellem køretøjer og hjorte, men det har ikke nogen effekt på antal påkørsler af mellemstore arter som f.eks. ræv og grævling. Den høje vegetation bør ryddes 3-10 m fra vejkanten. Rydningen skal gentages med jævne mellemrum. For trælevende arter kan den bredere åbning i skovdækket dog føre til en øget fragmentering. For at øge oversigtsforholdene i skov uden at fjerne krondækket, kan træerne afgrenes op til 1½-2 m højde. Advarselsskilte Opsætning af advarselsskilte på vejstrækninger, hvor der er stor sandsynlighed for at hjorte krydser vejen, er en udbredt metode til at reducere risikoen for kollisioner med køretøjer. Hensigten med skiltene er at påvirke trafikanternes opmærksomhed og adfærd. Skiltning har dog meget begrænset effekt, da trafikanterne ignorerer skiltene medmindre de regelmæssigt oplever, at et dyr krydser vejen. Trafikanterne synes at være mere opmærksomme på skiltningen, hvis de kun opsættes på korte strækninger og kun i de perioder, hvor hjortene bevæger sig mest rundt, fx i maj og september-november for rådyr (Andersen & Madsen 2007). Elektroniske advarselssystemer I flere lande er der enkelte steder opsat elektroniske advarselssystemer (Hujiser & McGowen 2003). Dyrene registreres når de nærmere sig vejen, hvilket aktiverer et skilt, der advarer trafikanterne. Dyrene registreres ved at de aktivt afbryder en lysstråle eller ved hjælp af varmefølsomme sensorer. Systemerne er endnu kun på et eksperimentelt stadie og er kun rettet mod store arter. Elektroniske systemer er forholdsvis dyre og kræver hyppigt tilsyn og vedligeholdelse. Der er stor forskel på de forskellige systemers præcision og driftssikkerhed. Systemerne er meget følsomme overfor vejrforholdene og vegetationen. 34

35 Hastighedsbegrænsninger Risikoen for kollisioner mellem dyr og køretøjer kan for nogle dyrearter fx hjorte nedsættes ved at indføre hastighedsbegrænsninger for trafikanterne (van Langevelde & Jaarsma 2009). Begrænsningen i hastigheden kan ske ved skiltning eller anlæggelse af vejbump. For at skærpe trafikanternes opmærksomhed kan hastighedsnedsættelsen evt. begrænses til de perioder, hvor der er størst aktivitet blandt dyrene og størst risiko for påkørsler. For rådyr er det typisk maj og oktober november, mens der ikke ses stigninger i antallet af trafikdræbte hjorte i forbindelse med overgangene mellem sommertid og vintertid (Elmeros m.fl. 2009). På vejstrækninger med mange påkørsler kan der desuden indføres hastighedsbegrænsninger på de tider af døgnet (fx skumrings- og mørketimerne), hvor der sker flest kollisioner. 35

36 4 PLACERING AF FAUNAPASSAGER Faunapassager skal bidrage til at bevare sammenhængen i økologiske korridorer og opretholde forbindelse mellem bestandes eller enkelte individers adgang til ressourcer i landskabet. Derfor er det vigtigt at vurdere behovet for faunapassager på regionalt niveau og beskytte korridorerne i planlægningen, så korridorerne ikke afbrydes uden for vejkorridoren af fx andre trafik- og industrianlæg, byudvikling, mv. Hovedspørgsmålene ved planlægningen i forhold til dyrenes levevilkår af trafikanlæg er: hvor er de væsentligste problemer lokaliseret hvilke arter er berørt hvilke tiltag kan afværge eller mindske opsplitningen hvilke typer faunapassager er mest effektive I dette kapitel skitseres de generelle principper for placering af trafikanlæg og faunapassager. 4.1 AFVÆRGE- ELLER KOMPENSATIONSTILTAG Det er vigtigt at inddrage effekter på faunaen tidligt i planlægningen af nye veje og jernbaner, så de negative virkninger på naturen minimeres. Inddrages hensyn til dyrenes levesteder og spredningsveje tidligt i planlægningen kan problemer med barrierer og fragmentering måske helt undgås eller minimeres ved en optimal placering af traceet. I de senere planlægningsfaser er løsningsmulighederne begrænset til at forsøge at afværge eller kompensere for de negative effekter af trafikanlægget (figur 4.1). Undgå Den mindste påvirkning opnås ved at placere vej- og jernbanetraceet så beskyttede områder, værdifulde levesteder, spredningsveje og økologiske korridorer ikke berøres direkte eller indirekte. Ved passager af ådale og tilsvarende sænkninger i landskabet er det muligt af undgå væsentlige påvirkninger af naturområder i dalen, hvis vejen eller jernbanen føres over dalen på en høj bro. Afværge Med afværgeforanstaltninger reduceres eller afværges de negative effekter, som trafikanlæg medfører på natur- og miljø. Det er ofte muligt at reducere effekterne væsentligt, men det er sjældent muligt at genoprette naturtilstanden fuldstændigt. Faunapassager er eksempler på afværgeforanstaltninger, som kan bruges til at reducere barriereeffekter og fragmenteringen af bestande, der adskilles af et nyt infrastrukturanlæg. Kompensation Hvis barrierevirkningen ikke kan afhjælpes tilstrækkeligt med faunapassager og andre afværgeforanstaltninger, kan man kompensere for tabet af levesteder ved at udlægge nye arealer som levesteder eller gennemføre forbedrende tiltag på de tilbageværende levesteder. Der bør kompenseres for forringelser af levevilkårene på begge sider af trafikanlægget. Brug af kompensationsforanstaltninger kræver stor viden om arternes biologi for at sikre deres overlevelse på de nye levesteder. De kan overvejende anvendes overfor små arter med forholdsvis 36

37 specifikke habitatkrav. Der er ingen garanti for at arterne etablerer sig på erstatningsarealerne. Foranstaltninger er ofte forholdsvis artsspecifikke og må ikke gennemføres på bekostning af andre arters levevilkår i området. Kompensationsforanstaltninger, etableringen af nye spredningskorridorer og faunapassager skal indgå i den samlede planlægningen af trafikanlægget. Kompensationsforanstaltninger bør være den sidst løsningsmodel, da det ofte ikke sikrer den langsigtede sammenhæng i landskabet. Kompensationsforanstaltninger behandles ikke i denne vejledning. Beskrivelser af bilag IV-arters levesteder med anvisninger til forvaltning heraf fremgår af Søgaard & Asferg (2007). Figur 4.1 Effekter af trafikanlæg og forskellige måder at tage hensyn til dyrs brug af landskabet. A/ Fragmentering af levested fx en skov med et vejanlæg, B/ Fragmentering undgås ved at lægge traceet uden om skoven, C/ Fragmentering reduceres ved at etablere faunapassager, og D/ Levestedet opsplittes, men der kompenseres for tabet af levesteder ved at anlægge et nyt levested af samme størrelse som det afsnørede. Det mistede areal bør erstattes på begge sider af vejen for at sikre begge bestandes overlevelse (Iuell 2005) De tre forskellige måder - undgå, afværge og kompensere nedsætter alle effekten af trafikanlæg på dyrenes levevilkår. En kombination af de tre måder kan være nødvendig for at minimere effekterne tilstrækkeligt. Hvilken kombination af de tre metoder der er nødvendig, afhænger af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. 4.2 PRIORITERINGER VED PLACERING AF FAUNAPASSAGER Arternes følsomhed overfor barrierer og fragmentering er vidt forskellige, men alle arter, som er naturligt forekommende i et område, og arter som skal have mulighed for at sprede sig til området, skal indgå i beslutningsgrundlaget for valget af faunapassager. I praksis må man prioritere de arter, der er mest følsomme overfor opsplitning, eller de bestande, som har størst betydning for artens lokale, regionale eller nationale bevaringsstatus. 37

38 Selvom beskyttelsen af enkelte arter har højere prioritet end andre ved placeringen og valg af faunapassage, bør udformningen af passagerne tilpasses så den tilgodeser flest mulige arter. Desuden skal faunapassagerne tilpasses lokale og landskabsmæssige forhold for at øge dyrenes brug af passagerne. Der bør anlægges en faunapassage over eller under større og tæt trafikerede vejanlæg, hvis en eller flere af følgende forhold gør sig gældende: Anlægget berører eller påvirker levesteder for arter opført på EF-habitatdirektivets bilag IV eller andre arter der er sårbare overfor vejbarrierer eller trafikdrab. Anlægget skærer igennem vigtige spredningsruter. Anlægget krydser et økologisk kerneområde eller en korridor, der er udpeget i planlægningen. Anlægget berører eller påvirker værdifulde naturområder som Natura 2000-områder, heder, moser og andre naturtyper beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, større sammenhængende naturområder som skove og ådale, områder med spredte småbiotoper og lign. Det vurderes at der vil blive påkørt et stort antal dyr. Vejen skal hegnes. Placering Placering af faunapassager må bestemmes på grundlag af arternes forekomst og levevis. Ofte kan topografien og landskabets struktur være til hjælp for at identificere økologiske korridorer. Gode ledelinjer mellem faunapassagerne og naturområderne er afgørende for passagernes effektivitet. Hvis formålet med passagen er at knytte bestemte naturtyper sammen, skal passagen ligge som en naturlig forbindelse mellem disse. Hvis et dyr skal krydse uegnede arealer, fx intensivt udnyttede eller hegnede landbrugs- og skovområder, for at komme frem til passagen vil dens effektivitet være lav. Brede ledelinjer og korridorer hen til passagerne gennem de uegnede arealer vil øge passagernes effektivitet. I områder med flere infrastrukturanlæg skal det tilstræbes, at passagerne bidrager til at opretholde gennemgående økologiske korridorer. I situationer hvor flere infrastrukturprojekter planlægges i den samme korridor bør valget og omfanget af faunapassager og afværgeforanstaltninger samstemmes så de forskellige planlægninger ikke spænder ben for hinanden og umuliggør opretholdelse af den økologiske korridor. I områder med mange kunstige barrierer kan faunapassager være helt nødvendige for at bevare spredningsmuligheder for dyrene. Ved placeringen af passagen skal man tage hensyn til andre barrierer og sikre at der fremover vil være adgang til passagen. Det er vigtigt, at arealerne omkring faunapassagerne ikke udlægges til byudvikling, industriområder eller lign. Det kan være en fordel at samle forskellige parallelle trafikanlæg i en fælles korridor. Barrierevirkningen af det bredere trace er højere, men den og tabet af levesteder kan være forholdsvis lavere end ved flere selvstændige korridorer til hvert trafikanlæg. Samtidig kan det være lettere at etablere effektive faunapassager over det samlede anlæg (fx Jyske Ås). Placeringen af faunapassager skal overvejes grundigt i forhold til menneskelige forstyrrelser, fx jagt og andre rekreative aktiviteter, by- og industriområder mv. 38

39 Tæthed af faunapassager Der er ikke foretaget undersøgelser af hvor mange passager der er nødvendigt for at opretholde sammenhængen mellem bestande på hver side af et trafikanlæg. Antallet vil variere fra art til art bestemt af bl.a. arternes typiske territoriestørrelse og bestandsdynamik. Behovet bestemmes yderligere af, på hvilket niveau sammenhængen i landskabet og dyrenes levesteder skal opretholdes. Skal hvert territoriehævdende individ have uændrede muligheder for at udnytte ressourcer på hver side af anlægget, skal bestandenes sæsonmæssige vandringsruter opretholdes, eller er det blot enkelte ungdyrs spredning fra opvækstområdet passagerne skal gøre muligt. I nogle tilfælde kan det være mere fordelagtigt at anlægge enkelte brede passager til mange forskellige arter, mens der i andre tilfælde kan være behov for flere forskellige passager tilpasset specifikke arter. I hvilke tilfælde, og under hvilke forudsætninger, enkelte store eller flere små passager er mest fordelagtige, er ikke klarlagt. Behovet for faunapassager er større i naturområder, skove og mosaiklandskaber end på strækninger gennem ensartede landbrugsarealer med få levesteder for faunaen. På hegnede vejstrækninger gennem områder, hvor der er mange hjorte, bør der være mindst én stor passage pr. km. Den tilsvarende anbefalede afstand er for grævling 250 m. For odder skal der anlægges egnede passager ved alle krydsninger af vandløb. For padder bør der anlægges egnede passager hver 50 m ved trafikerede veje og jernbaner, der afskærer vigtige ynglevandhuller fra paddernes levesteder på land (Iuell m.fl. 2003, Jędrzejewski m.fl. 2010). På strækninger med mere diffus spredning fra ynglevandhullet kan afstanden øges til 100 m. Modellering af barriereeffekt Systematiske modeller kan anvendes til at simulere bestandes udvikling i forskellige landskaber. Ved at sammenligne forskellige placeringer af trafikanlæg, faunapassager og andre afværge- og kompensationstiltag kan man identificere hvilke placeringer af veje og passager mv., der påvirker bestandenes størrelse og overlevelseschancer mindst muligt. Derved kan man få et mere kvalificeret og ensartet grundlag for planlægningen og prioritering af afværgeforanstaltninger. Der er udviklet flere forskellige typer modeller, fx individbaserede modeller, regel-baserede modeller og metabestandsmodeller (Van Apeldoorn m.fl. 1998, Verboom m.fl 2001, Topping m.fl. 2003). Ved individbaserede modeller simuleres fx arters bestandsudvikling baseret på individers adfærd som del af samlede bestande i virtuelle landskaber (fx Topping m.fl. 2003). Modellen integrerer data om dyrenes adfærd, populationsbiologi og økologiske krav med landskabsstrukturer, habitatkvalitet, topografi og menneskets brug af et område. Metabestandsmodeller (fx Van Apeldoorn m.fl. 1998) simulerer bestandsdynamik i forhold til størrelsen af tilgængelige levesteder, habitatkvalitet og estimater for sammenhængen mellem bestandene. Regel-baserede modeller estimerer bæredygtigheden for et netværk af landskabsfragmenter for en eller flere arter summeret ud fra bæreevnen for hvert enkelt fragment (fx Verboom m.fl. 2001). 39

40 Estimatet for hvert fragments bæreevne er baseret på størrelsen og kvaliteten af egnede habitater i fragmentet. Individbaserede modeller og de mindre nuancerede metabestandsmodeller kræver mere præcis viden om hver arts bestandsdynamik og økologi. Regel-baserede modeller kan være et mere praktisk alternativ. Modellerne kan bruges i planlægningen til at sammenligne sandsynlige udviklinger ved forskellige placeringer af trafikanlæg mv., men modellerne kan ikke forudsige den fremtidige udvikling. Simuleringerne kan ikke erstatte overvågning, men de kan med fordel anvendes sammen med overvågning for at verificere og optimere modellerne, så man får mere præcise, vidensbaserede redskaber til den fremtidige forvaltning af arter, arealer og planlægning af trafikanlæg og faunapassager. 40

41 5 FAUNAENS KRAV I Danmark findes over forskellige dyrearter og mange arter er under indvandring eller genindvandring. Arternes følsomheder overfor fragmentering varierer alt efter de enkelte arters krav til levested samt artens bestandsstruktur og brug af landskabet. Ved vurdering af behovet for etablering af faunapassager skal man være specielt opmærksom på: arter med dårlig spredningsevne arter som har store territorier, lave tætheder eller små kuldstørrelser arter som kræver adgang til flere forskellige naturtyper arter som udelukkende er knyttet til bestemte naturtyper eller vegetation arter som undgår åbne arealer uden skjulemuligheder Arterne stiller meget forskellige krav til faunapassagernes placering og udformning. Erfaringerne med dyrenes krav til passager begrænser sig hovedsageligt til de større arter. De forskellige passagetypers egnethed for de enkelt arter og artsgrupper er vist i skematisk form i figur 3.12 (s. 27). Kun naturligt hjemmehørende arter i Danmark behandles. I det følgende gennemgås kort udvalgte arters og artsgruppers følsomhed overfor fragmentering og deres krav til faunapassager. Problemetikken om fragmentering og udvalgte arters spredningsafstande fremgår af Madsen m.fl Mere fyldestgørende beskrivelser og vurderinger af mulige afværgeforanstaltninger for flagermus kan findes i vejledningen Flagermus og større veje (Møller & Baagøe 2011). 5.1 PATTEDYR Hjorte Hjorte (krondyr, dådyr og rådyr) skal have store, åbne passager (faunabroer, landskabsbroer). Underføringer type A kan også fungere som passager for hjorte. Dimensionerne fremgår af figur 3.3 (s. 18) og 3.4 (s. 20). Enkelte individer kan vænne sig til at bruge lavere eller smallere passager, men som afværgeforanstaltning har de mindre underføringer ingen praktisk anvendelighed for hjorte. Krondyr er knyttet til større skove (Sunde m.fl. 2008), mens rådyr kan opnå store tætheder i mosaiklandskaber med mange småskove. Veje kan føre til reduceret udveksling mellem delbestande. I egnede levesteder (skovområder og mosaiklandskaber) og økologiske korridorer bør der maksimalt være 1 km mellem egnede passager for hjorte. Der skal etableres hegn langs vejene for at lede hjortene til faunapassagen. Ræv og grævling Ræv og grævling bevæger sig over forholdsvis store områder og passerer mange vejanlæg. Der bør være flere passagemuligheder inden for hvert individs territorium. Ræv og grævling påvirkes først og fremmest negativt af vejanlæg via trafikdrab. Ræv kan have lange spredningsafstande og kuldstørrelsen er relativt stor, og artens følsomhed overfor fragmentering er lav (Mortelliti m.fl. 2010). Grævling har kortere spredningsafstande og den årlige tilgang af unger er relativ lav. Lokalt dræbes op til 60 % af grævlinger på veje, og bestandes status kan være truet pga. trafikdrab og fortsat stigende trafikmængder (Clarke m.fl. 1998, Seiler 2003). 41

42 Ræv og grævling er meget tilpasningsdygtige i forhold til at anvende faunapassager, og begge arter kan benytte selv små underføringer type C. De mindste underføringer (type B og C) har begrænset effektivitet hvis der ikke er hegn langs vejen, der kan lede dyrene til passagen. På hegnede vejstrækninger skal der anlægges en passage til grævling for hver 250 m. Passagerne skal placeres i forbindelse med ledelinjer som vandløb, levende hegn, markskel og lign. Odder Odder lever i tilknytning til søer, vandløb, beskyttede kystlinjer og andre vådområder. Den har meget store, ofte lineært-formede territorier. Bestandstætheden og den årlig tilgang af unger er lav hvorfor odder er meget følsom overfor overdødelighed af voksne på grund af fx trafikdrab. Odder vil ofte vandre op over veje og jernbaner i stedet for at svømme igennem vandløbsunderføringer, hvis der er kraftig strøm eller høj vandstand i underføringen. Odders krav til faunapassager tilgodeses ved at etablere tørre banketter (B> 50 cm) langs vandløbet gennem underføringen. Der skal være egnede faunapassager ved alle vej- og jernbanekrydsninger af levesteder for odder bortset fra veje med meget lav trafiktæthed (fx ÅDT < 100). Mellemstore og små mårdyr De øvrige mårdyr (skovmår, husmår, ilder, lækat og brud) tilbagelægger også relativt lange afstande under fødesøgningen. Bestandstætheden af disse mindre mårdyr er lav. De kan forekomme i forskellige landskabstyper, hvis blot der er tilstrækkelige store områder med stabile føderessourcer. Skovmår forekommer fortrinsvis i større skovområder, men synes at være mere fleksibel i valg af levesteder, end man tidligere har ment (fx Pereboom m.fl. 2008). Viden om disse mindre mårdyrs følsomhed overfor fragmentering og betydningen af trafikanlæg er dog begrænset (Mortelliti m.fl. 2008). Ligesom ræv og grævling stiller de mellemstore og små mårdyr ikke særlige krav til faunapassager. Passagerne skal placeres i forbindelse med ledelinjer som vandløb, levende hegn, markskel og lign. For brud og lækat er det afgørende at der er gode skjulemuligheder hen til mundingen på underføringen (van Vuurde & van der Grift 2006). Uden ledende hegn vil effektiviteten af de små passager dog være lav, da dyrene ofte vandrer op over vejen. Hare og vildkanin Harer og kaniner er meget stedfaste. Begge arter får flere kuld med mange unger hvert år og trafikdrab og barrierevirkning fra trafikanlæg har mindre betydning for arternes status. De to arter har dog forskellige krav til faunapassager. Hare kræver relativt store åbne passager med lav vegetation og gode oversigtsforhold, fx faunabroer og landskabsbroer. Kanin kan også anvende mindre underføringer type B. Flagermus Der er registreret i alt 17 flagermusarter i Danmark (Baagøe & Jensen 2007). Alle flagermusarter har forholdsvis lang levetid og får kun 1-2 unger pr. år, hvilket gør bestandene meget følsomme overfor overdødelighed, fx på grund af trafikdrab (Dietz m.fl 2007). Veje og jernbaner kan medføre øget dødelighed af flagermus og forringe levevilkårene i et område. Trafikanlæg gennem flagermusenes levesteder kan ødelægge yngle- og rasteområder samt ødelægge eller forringe vigtige flyveruter mellem opholdssteder og fourageringsområder, som er væsentlige for opretholdelsen af yngle- eller rasteområdet. På lokaliteter, hvor vigtige flyveruter krydses af trafikanlæg eller hvor flagermusene søger føde over trafikanlæggene, er der stor risiko for trafikdrab. Selv arter som brunflagermus, der ofte jager højt, kan udgøre en væsentlig andel af 42

43 trafikdræbte flagermus på en vejstrækning (Lesinski m.fl. 2010). For andre arter fx Bechsteins flagermus, der flyver tæt på vegetationen, kan et trafikanlæg gennem en skov opsplitte bestanden (Entwistle m.fl. 2001, Kerth & Melber 2009). Den nuværende viden om flagermus brug af faunapassager er begrænset og består hovedsageligt af usystematiske observationer eller små undersøgelser (Møller & Baagøe 2011). Som med andre arter og artsgrupper er der kun få registreringer af hvilke arter, der bruger forskellige passagetyper, men ikke undersøgelser af passagernes effektivitet i forhold til bestandenes størrelse eller status og krydsninger af trafikanlægget i omegnen af passagen. Bechsteins flagermus, Brandts/skægflagermus, frynseflagermus, stor museøre, dværgflagermus, pipistrelflagermus, langøret flagermus samt bredøret flagermus er registreret i 4-5 m høje underføringer. Vandflagermus og damflagermus flyver under mindre dalbroer over vandløb. Brunflagermus og Leislers flagermus, som også oftest flyver relativt højt over jorden eller vegetationen, anvender ikke underføringer. Skimmelflagermus anvender formodentligt heller ikke underføringer. Landskabsbroer har ofte forholdsvis store dimensioner med en del frihøjde under broen. Alle arterne flyver under landskabsbroer. Artsfordelingen vil afhænge af om landskabsbroen spænder over et vandløb eller vådområde. Der er ofte en høj aktivitet af flagermus ved landskabsbroer over vandløb og ådale. En del flagermus flyver dog også op over broen med risiko for trafikdrab. Flagermus anvender gerne faunabroer. Man har registreret flere arter over faunabroer: Bechsteins flagermus, Brandts/skæg flagermus, frynseflagermus, vandflagermus, stor museøre, dværgflagermus, troldflagermus, sydflagermus, brunflagermus samt langøret flagermus. Vandflagermus, brunflagermus og sydflagermus brugte udelukkende faunabroerne til transport, mens de andre arter også søgte føde over passagerne. På faunabroer er der registreret størst flagermusaktivitet over brede broer (> 50 m) med en tæt beplantning eller opvækst end på smalle faunabroer (< 50 m) uden beplantning (Møller & Baagøe 2011). Desuden er trækroneforbindelser (hop-overs) forsøgt anvendt til flagermus, men der er ikke publiceret undersøgelser af deres effektivitet. De er hovedsageligt rettet mod flagermusarten (hesteskonæser), der ikke forekommer i Danmark. Det er afgørende for flagermus brug af faunapassagerne at passagerne er forbundet til flagermusenes opholdssteder og fødesøgningssteder via levende hegn og andre ledelinjer, og flagermus kan flyve lange afstande langs ledelinjer frem til faunapassager under eller over trafikanlæg. Flagermusene bruger ikke underføringer, der er belyst; hverken underføringer med belysning i passagen eller underføringer, som rammes af lys fra gadelamper. Se endvidere vejledningen om flagermus og større veje (Møller & Baagøe 2011). Pindsvin Pindsvin har små territorier og korte spredningsafstande. Pindsvin undgår veje under fødesøgning, men de krydser dem gerne. Et stort antal pindsvin dræbes i trafikken og bestandstætheden kan lokalt være væsentligt reduceret som følge af trafikdrab (Huijser & Bergers 2000). Der er ikke lavet undersøgelser af pindsvins brug af faunapassager og deres effektivitet i forhold til bestandenes status. Pindsvin formodes dog ikke at have specielle krav til passager og bruger gerne små underføringer. Uden ledende hegn vil effektiviteten af de små passager dog være lav. 43

44 Bæver Bæver er stærkt tilknyttet til vandløb og vådområder og har mindre, lineært-formede territorier. Der er ikke lavet undersøgelser af bævers brug af faunapassager og deres effektivitet i forhold til at bevare bævers spredningsmuligheder og bestandenes status. Små strømmende vandløb vil bæver ofte forsøge at opstemme ved små rørunderføringer. Bæver kræver formodentligt underføringer med en fri vandflade og tørre banketter. Egern Egern bevæger sig hovedsageligt rundt oppe i trævegetationen, men færdes også på jorden mellem træer og buske. Forekomsten af egern i skove og bevoksninger afhænger af afstanden til andre skove og sammenhængen i form af hegn med disse naboområder (Asferg m.fl. 1997, Mortelliti m.fl. 2010). Hvor stor barrierevirkningen af selve vejene og jernbanerne er for egern er ukendt. Egern kræver en passage med sammenhængende træ- og buskvegetation dvs. faunabro eller landskabsbro. Smalle trækroneforbindelser kan formodentlig også anvendes som passage af egern. Hasselmus Hasselmus er stærkt knyttet til skovområder, bevoksninger og levende hegn med stor variation i art og struktur. Arten færdes næsten udelukkende oppe i træer og buske, og bevæger sig kun på jorden over korte afstande. Hasselmus har lave bestandstætheder, hvilket sammen med dens specifikke krav til levested og begrænsede spredningsevne gør arten meget følsom overfor fragmentering (Mortelliti m.fl. 2010). Passagemuligheder for hasselmus kræver en sammenhængende træ- og buskvegetation gennem passagen, dvs. faunabroer eller højere landskabsbroer. Vegetationen på passagerne og i de omkringliggende skovparceller og bryn skal løbende plejes for at sikre en gunstig struktur i vegetationen. Smalle trækroneforbindelser er i udlandet forsøgt anlagt til hasselmus, men dyrenes brug af denne passagetype er ikke undersøgt nærmere. Der bør være egnede faunapassager for hasselmus ved alle trafikanlæg gennem levesteder for hasselmus. Birkemus Birkemusens bestandstæthed er lav og arten har forholdsvis specifikke krav til levestedets sammensætning. Der er ingen viden om artens spredningsevne, typiske spredningsafstande, følsomhed overfor fragmentering og krav til faunapassager. Formodentligt kan åbne passager med sammenhængende dække af græs og urter tilgodese dens krav til passager, dvs. faunabroer eller landskabsbroer. Større tunnelunderføringer med kunstige skjulemuligheder under fx træstød og grene kan måske også anvendes af birkemus. Der bør være egnede passager ved alle vejkrydsninger af kendte og nær kendte forekomster af birkemus. Andre små pattedyr De almindelige små pattedyrarter (små gnavere og spidsmus) synes mindre følsomme overfor fragmentering på grund af deres mindre specifikke habitatkrav, gode evne til at udnytte midlertidige levesteder og periodevis store bestandstætheder. Små pattedyr undgår dog veje som derfor kan udgøre effektive barrierer for dyrene. Forstyrrelsen fra trafikken synes derimod ikke at påvirke de små pattedyr (McGregor m.fl. 2008). De almindelige små pattedyr stiller ikke store krav til faunapassager. Ledelinjer og skjulemuligheder gennem passagerne fremmer de små pattedyrs brug af passagerne. 44

45 5.2 FUGLE OG KRYBDYR Fugle For nogle fuglearter er tætheden og ynglesuccesen negativt påvirket op til 1000 m fra trafikanlæg (Kociolek & Clevenger 2009). Det skyldes de sekundære effekter som støj, forstyrrelse og sandsynligvis kunstig belysning fra trafikanlæggene. Fugle synes ikke at opfatte veje som barrierer. Fuglearter, der er knyttet til skove, krydser dog oftere veje via skovbevoksede faunabroer (Jones & Bond 2010). Krybdyr Krybdyr har forholdsvis specifikke krav til levesteder (Fog m.fl. 2001). De er afhængige af soleksponerede arealer med en mosaik af forskellige arealer til temperaturregulering, æglægning, fødesøgning og overvintring. Krybdyr har korte spredningsafstande, og de har typisk en klumpet forekomst i landskabet pga. de specielle krav til levested. Placeringen af veje og jernbaner har negativ indflydelse på lokale bestandes status, hvis dyrenes vandring mellem levestederne til fødesøgning, æglægning, overvintring, mv. afskæres. Desuden kan veje og jernbaner blokere sammenhængen mellem delbestande på hver side af trafikanlægget og spredningsmulighederne til potentielle levesteder. Sydvendte vej- og baneskråninger med lav vegetation og spredte træer og buske kan fungere som levested og spredningsvej for krybdyr mellem større levesteder, hvis der er mulighed for at bevæge sig mellem vej- og baneskråningerne og egnede levesteder omkring trafikanlægget. Viden om krybdyrs brug af faunapassager og følsomhed overfor fragmentering er meget begrænset. Krybdyrenes levesteder kan føres ubrudt over eller under trafikanlæg vha. faunabroer eller landskabsbroer, men krybdyr kan sandsynligvis også benytte andre underføringer, der ligger i forbindelse med krybdyrenes levesteder eller spredningskorridorer, hvis der er egnede skjulemuligheder og underlag gennem passagerne. 5.3 PADDER Paddearter har forholdsvis specifikke krav til forskellige typer levesteder i løbet af året (Fog m.fl. 2001). Padder udfører årlige vandringer mellem deres overvintringslokaliteter, ynglevandhuller og levesteder på land uden for yngletiden. Overvintringslokaliteter og levesteder på land ligger normalt ikke langt fra ynglevandhullerne (figur 5.1). 45

46 Sæsonmæssige vandringsafstande (m) Spredningsafstande (km) Stor vandsalamander 0,4 0,8 Klokkefrø 1,0 Løgfrø 0,6 0,8 Strandtudse Flere km Grønbroget tudse 8-10 Løvfrø 0,6 > 10 Spidssnudet frø 0,8 1.0 Springfrø 1,1 1,5 Figur 5.1 Anslåede typiske sæsonmæssige vandringsafstande (Blab 1986) og spredningsafstande for unge og voksne dyr mellem eksisterende og potentielle levesteder for udvalgte paddearter (Brunken 2004 (efter Adrados m. fl.( 2010)). Til trods for at padder producerer meget afkom hvert år er forekomsten af padder negativt påvirket af trafikanlæg (Fahrig m.fl.1995, Nyström m.fl. 2007). Padder orienterer sig vha. jordens magnetfelt (Landler & Gollman 2011) og opfatter ikke vejanlæg som en barriere. Men da padder bevæger sig langsomt er der en høj risiko for at de bliver dræbt, når de forsøger at krydse en vej (Hels & Buchwald 1999). Afskæres paddernes vandring mellem ynglevandhuller og de andre levesteder kan det have stor indflydelse på lokale paddebestandes status. For at skabe sikre passager for bestandsvandringer mellem overvintringslokaliteter, ynglevandhuller og levesteder på land bør der anlægges egnede faunapassager til padderne på de vigtigste korridorer for sæsonmæssige vandinger og i spredningskorridorer, så sammenhængen og spredningsmulighederne mellem forekomster og potentielle levesteder på hver side af et trafikanlæg kan opretholdes. På trafikerede vej- og jernbanestrækninger, der krydser vigtige sæsonmæssige vandringsruter mellem padders ynglevandhuller og levesteder på land, bør der anlægges egnede passager med maksimalt 50 m afstand (Iuell m.fl. 2003, Jędrzejewski m.fl. 2010). På vejstrækninger med mere diffus vandring af padder kan afstanden øges. For at opretholde sammenhængen mellem forekomster på hver side af trafikanlægget og spredningsmulighederne til potentielle levesteder, bør der også anlægges egnede passager til padder på trafikanlæg, der krydser spredningskorridorer inden for paddernes normale spredningsafstand (figur 5.1). Spredningsafstandene måles fra ynglevandhul via korridorer med egnede fødesøgningsområder for padder i form af andre vandhuller, vandløb og ekstensivt udnyttede arealer som græsningsfolde, naturnær skov, eng, mose, hede og uplejede haver. De tekniske krav til den enkelte faunapassage er uafhængige af det overordnede formål med passagen (fx sæsonmæssig vandring, spredning). Padders behov for passager af et trafikanlæg kan tilgodeses med både våde faunapassager ved vandløb og med tørre paddetunneler. Dimensionerne 46

47 af tørre paddeunderføringer afhænger af passagens længde (se figur 3.8, s. 22). Længden af underføringer bør være så kort som muligt og have fugtig jordbund gennem passagerne. Paddepassager bør placeres, hvor der tættest på vejen findes egnede fødesøgningsområder (Adrados m. fl. 2010). Padder opsøger ikke faunapassagerne aktivt. Faunapassager til padder er derfor kun effektive i samspil med korrekt opførte ledehegn (se Cueto m.fl. 2011). 5.4 FISK OG HVIRVELLØSE DYR Fisk og hvirvelløs dyr Regulerede vandløbsstrækninger kan udgøre spærringer for fisk og hvirvelløse dyr i vandløbene (insekter, krebsdyr, snegle mv.) på grund af kraftig strøm, niveauforskelle eller for lav vanddybde. Sammenhængen i vandløbssystemer uden opstemninger, styrt og rørlagte strækninger er afgørende for dyrenes frie vandring i vandløbene. Fisk og hvirvelløse dyr har sammenfaldende krav til passagen. Ved krydsninger af trafikanlæg skal vandløbene føres gennem underføringerne med et løb, der svarer til den naturlige, uregulerede tilstand af vandløbet på strækningen. Der bør skabes skjulemuligheder i bunden af vandløbet og på brinkerne fx ved at udlægge sten. Landlevende hvirvelløse dyr Nogle flyvende insektarter, fx sommerfuglen engrandøje, har så specifikke krav til levestedet og bevæger sig kun over korte afstande, at trafikanlæg kan opsplitte bestande (Askling m.fl. 2006). For at reducere barriereeffekten af trafikanlæg for hvirvelløse dyr, skal der anlægges faunapassager med ubrudt jorddække mellem egnede levesteder, fx sammenhængende vegetation af træer, buske og urtevegetation, der kan fungere som levested eller ledelinje. Faunabroer og landskabsbroer er bedst egnede til at tilgodese hvirvelløse dyrs krav til passager. Underføringer med jorddække og kunstige skjulemuligheder i form af fx træstød og grene er formodentligt også egnede som passager for kravlende insekter og lign. 5.5 KLIMAÆNDRINGER OG INDVANDRING AF ARTER Dyrearters udbredelse er bestemt af det historiske og nuværende klima og af naturforvaltningen gennem tiderne. Arter, der er udryddet her i landet, kan genindvandre eller blive genudsat for at fremme en manglende dynamik i naturen, fx bæver og europæisk bison ( De forventede klimaændringer kan desuden medføre, at arter som i dag levere i Mellemeuropa vil sprede sig nordover. Trafikanlæg og faunapassager har lange levetider. Derfor bør der tage hensyn til fremtidige forekomster af oprindelige arter og nye indvandrede arter ved planlægning af trafikanlæg. Hjemmehørende arter Nogle større arter, som er naturligt hjemmehørende i Nordeuropa, er blevet udryddet i Danmark. Ændringer i forvaltningen af naturen og landskabet kan fremover åbne mulighed for at disse arter kan genindvandre, fx vildsvin og ulv, mens andre arter genudsættes, fx bæver og europæisk bison ( Faunapassager dimensioneret til rådyr kan også tilgodese ulv, los og vildsvin (Jędrzejewski m.fl. 2010). Vildsvin bruger gerne underføringer placeret tæt på deres normale vandringsruter (Olbricht 1984). Elg og europæisk bison kræver større faunapassager end krondyr (Jędrzejewski m.fl. 2010). 47

48 Nye arter som følge af klimaændringer Klimaet i Nordeuropa vil ændre sig i løbet af det 21. århundrede (IPCC 2007). Højere gennemsnitstemperaturer og perioder med mere intensiv nedbør vil medføre højere vandstand og øget erosion i vandløbene, samt flere oversvømmelser i ådalene. Ved dimensionering af faunapassager ved vandløb og ådale skal der tages hensyn til de forventede klimaændringer. Vådpassagerne skal konstrueres, så der er tørre passagemuligheder trods højere vandstand. Desuden skal banketterne gennem passagerne kunne modstå en periodevis kraftigere afstrømning. I Danmark forventes diversiteten af pattedyr at øges med små pattedyr, mens birkemusen sandsynligvis forsvinder (Fløjgaard m.fl. 2009). De nye arters levesteder og krav til faunapassager fremgår af figur 5.2. Desuden vil en række flagermus kunne sprede sig nordover (Rebelo m.fl. 2010). De nye flagermusarter vurderes at ville have samme krav til passager som de nuværende flagermusarter i landet. Klimaændringerne kan også føre til indvandring af flere krybdyr- og paddearter (Araújo m.fl. 2006). De nye krybdyr og padder vil have samme krav til faunapassager som de arter, der allerede forekommer her i landet. Ændringer fiskefaunaen forventes heller ikke at medføre nye krav til våde faunapassager. Art Levesteder Krav til faunapassager Millets spidsmus Skove, småbevoksninger, moser og enge Som andre spidsmus Millers vandspidsmus Vådområder, vandløb, enge, moser og enge Som andre spidsmus Markspidsmus Småbevoksninger, enge, overdrev og haver Som andre spidsmus Husspidsmus Småbevoksninger, enge, overdrev og haver Som andre spidsmus Havespidsmus Småbevoksninger, enge, overdrev og haver Som andre spidsmus Hamster Småbevoksninger, enge, overdrev og agerland Som andre små gnavere Vestlig vandrotte Vådområder, vandløb, moser, enge Som mosegris Kortøret markmus Skove, småbevoksninger, enge og overdrev Som andre små gnavere Syvsover Skove og småbevoksninger Som egern og hasselmus Havesyvsover Skove og småbevoksninger Som egern og hasselmus Figur 5.2 Pattedyrarter, der kan indvandre til Danmark som følge af de forventede klimaændringer i løbet af det 21. århundrede (Fløjgaard m.fl. 2009). 48

49 6 MENNESKEPASSAGER I dette kapitel beskrives de forskellige typer menneskepassager og deres anvendelighed under forskellige forhold. Anvendeligheden eller effektiviteten af menneskepassager afhænger ikke blot af selve passagen, men også af adgangsforholdene på stierne op til passagerne, afhængig af brugergruppe. Kravene til udformning af passagerne, de stier der fører op til dem mv. beskrives i kapitel TYPER AF MENNESKEPASSAGER Menneskepassager inddeles i to hovedkategorier grønne og blå afhængigt af deres placering i landskabet. Grønne passager er stiers krydsning med veje eller jernbaner, og omfatter: stitunneler stibroer krydsninger langs veje ude af niveau krydsninger i niveau Blå passager er kombineret med vandløb og inddeles to typer: vandløbspassager for kano- og kajakroere vandløbspassager med passable bredder for gående og lignende Stitunnel En stitunnel giver fuldstændig adskillelse af tog- eller biltrafikken og de lette trafikanter, og er derfor meget trafiksikker. Tunneler kan benyttes i forbindelse med jernbaner og med veje af alle klasser og typer. Normalt vil man dog af økonomiske grunde kun anlægge tunneler under en vej, hvis bilernes hastighed er høj eller trafikintensiteten er stor. Ved krydsning af vej på fri strækning må det frarådes at etablere krydsning i vejens niveau, hvis bilernes hastighed er højere end 50 km/t. Der er ikke tilsvarende kriterier hvad trafikintensiteten angår. Etableringen af en stitunnel stiller store krav til udformningen. Der skal være gode og naturlige adgangsforhold, og passagen gennem tunnelen må ikke indebære en stor omvej for brugerne. Hvis der er cykelstier langs de veje som krydses, skal der være god og direkte, men ikke for stejl, forbindelse herfra til stien igennem tunnelen. En stitunnel stiller mindre krav til højdeforskel i terrænet i forhold til en stibro, dog skal der tages højde for et højt pladskrav. Tunneler bør derfor placeres hvor terrænet gør det naturligt, fx hvor banen/vejen passerer en dalsænkning Stitunneler kan især om aftenen og om natten medføre utryghed hos brugeren. Der bør derfor være belysning og frit udsyn igennem dem. En tunnel bør være bredere end de tilstødende stier, og breddeforøgelsen bør være større, jo længere tunnelen er. Tunneler smallere end 3 m bør ikke forekomme. 49

50 Kryds mellem stier i forbindelse med tunneler skal placeres således, at der kan sikres gode oversigtsforhold. Oversigt i stikryds behandles nærmere i vejledningerne i Byernes trafikarealer, Krydsninger mellem veje og stier og Stikryds Stibro Stibroer kan anlægges, hvor en sti skærer en jernbane eller en vej med stor trafikmængde eller høj hastighed. Stibroer giver også fuld adskillelse af tog eller biltrafikken og de lette trafikanter, og dermed stor trafiksikkerhed. Vejr og vind kan imidlertid gøre det ubehageligt for de lette trafikanter at benytte en bro, og kan friste dem til at søge andre veje. Dette skal man være opmærksom på i placeringen af passagen. Den store frihøje for tog- og biltrafikken og den deraf følgende store niveauforskel kræver plads i forhold til at skabe sammenhæng med det omkringliggende stinet. Stibroer bør derfor normalt kun anlægges, hvor terrænforholdene lægger op til det, fx hvor banen/vejen ligger i afgravning, og hvor den krydsende sti ligger i terræn Krydsning langs vej ude af niveau Det kan, fx af økonomiske grunde, være umuligt at anlægge en stitunnel eller -bro på steder, hvor en sti bør passere et større trafikanlæg ude af niveau. Det kan da være nødvendigt at lade den pågældende sti løbe langs en mindre vej, som krydser vejen/banen via en tunnel eller bro. Hvis stien er del af en egentlig hovedstiforbindelse, bør den fortsætte som cykelsti på den krydsende vej som en ensidigt beliggende dobbeltrettet sti, eller som enkeltrettede stier på vejens to sider. Dobbeltrettet sti bør foretrækkes, hvis stien kun på en kort strækning forløber langs den krydsende vej, og hvor det kan undgås at stien skærer sideveje til denne. Enkeltrettede stier bør foretrækkes, hvis stien skal forløbe langs den krydsende vej på en længere strækning og/eller hvis der er mange sideveje til denne. Overgangen mellem den separate hovedsti og de enkeltrettede stier, og dermed stiens skæring med den krydsende vej, skal da udformes med stor omhu Krydsning i niveau Krydsninger, hvor en sti passerer en større vej og krydsninger ved vejkryds, kræver en udstrakt hensyntagen til sikkerhed og tryghed. Såfremt der vælges et højt sikkerhedsniveau, bør hastighedsniveauet i kryds i niveau begrænses til 50 km/t og til 30 km/t, hvis der er krydsende fodgængere eller cyklister. Denne vejledning omhandler dog kun passager af større trafikanlæg ude af niveau. De sikkerhedsmæssige krav til stikrydsninger i niveau er grundigt beskrevet i forslag til Vejregler for Trafikarealer, Land, Planlægning ad veje og stier i åbent land og Planlægning af vejkryds (Vejdirektoratet 2008a, 2008b) og Vejregel om Byernes trafikarealer, Fartdæmpere (Vejdirektoratet 2009a). 50

51 6.1.5 Vandløbspassager for roere Hvis der skal være mulighed for, at kano- og kajakroere kan passere under en vej eller jernbane på selve vandløbet uden at bære fartøjet, og uden at benytte en eventuel banket, bør vandløbet have en bredde på mindst 1,20 m og en dybde på mindst 35 cm. Den frie højde over højeste vandstand skal være mindst 1,50 m Vandløbspassager med passable bredder Der kan være behov for, at lystfiskere kan passere en vej eller jernbane langs et vandløb, som trafikanlægget er ført over. Dette kan ske ved fx at indrette banketten på den ene side af vandløbet som menneskepassage. Der må kun være adgang for mennesker på den ene side af vandløbet for at undgå at forstyrrelsen for store negativ effekter på faunaens brug af passagen. En sådan banket bør være mindst 0,75 m bred (1,25 m hvis to mennesker skal kunne passere hinanden). Den frie højde bør være mindst 2,20 m. Hvor denne type passage indgår som led i en stiforbindelse skal bankettens bredde være større, og den skal have en belægning, der er tilpasset de brugergrupper, som skal benytte passagen. 6.2 TILPASNING AF MENNESKEPASSAGER TIL FAUNA I nogle tilfælde kan dyr bruge menneskepassager som fører lokale veje med lav trafiktæthed, rekreative stier, mark- og skoveveje over eller under større trafikanlæg. Nogle af passagerne kan forholdsvist let tilpasses, så de i en vis grad er egnede som faunapassage for mindre arter, fx hvirvelløse dyr, padder og krybdyr samt små pattedyr. Sådanne tilpasninger af menneskepassager kan ikke erstatte faunapassager, men det kan være et godt supplement for at reducere barriereeffekten. Trods en lavere effektivitet kan kombinerede underføringer være et værdifuldt supplement i områder med få faunapassager og høj fragmenteringsgrad, fx bynære områder. Kombinerede fauna- og menneskepassager beskrives nærmere i kapitel 9. Eksisterende broer På broer med mindre veje kan der udlægges en jordvold eller bræmme med jord i den ene side. Udtørring kan være et problem i forhold til at holde et tæt, permanent vegetationsdække, men et naturligt græs- og urtedække kan etablere sig. Bredden af jordvolden/-bræmmen bør være > 1 m. Jorddækket bør være > 30 cm tykt. Vejunderføringer Langs mindre veje, der er ført under store trafikanlæg, kan der anlægges grønne banketter til faunaen. Udlægning af stød, kvas og lign. kan sikre hvirvelløse dyr, padder og krybdyr, små pattedyr gode skjulemuligheder gennem passagen. Belægningen igennem passagen bør være jord, for at fremme muligheden for et græs- og urtedække og passagemuligheder for padder. Stiunderføringer og landbrugspassager Der er anlagt mange mindre underføringer til friluftsliv, landbrugs- og skovbrugskøretøjer. Disse underføringer kan tilpasses som passager for udvalgte små dyrearter ved udlægning en træstød, sten mv. langs væggen i den ene side eller begge sider af underføringen, og eventuel fast belægning kan erstattes af grus eller jord. 51

52 Nye underkørsler bør dimensioneres med ekstra bredde, så der er tilstrækkelig plads til kunstige skjulemuligheder og en rabat med jord gennem passagen. Figur 6.1 Eksisterende vejbro i Holland, der er tilpasset ved at begrænse vejarealet og udlægge en jordvold i den ene side, så den kan fungere som faunapassage for mindre arter (copyright 2011 by Marcel Huijser). 52

53 7 PLACERING AF MENNESKEPASSAGER Menneskepassagernes og stisystemernes dimension og udformning er vigtige, men først og fremmest er det vigtigt, at der etableres passager, hvor der er behov for dem. Dette kapitel beskriver kriterier, retningslinjer og metoder til at bestemme behov og placering af passager til rekreativ brug. 7.1 ADGANG TIL REKREATIVE OMRÅDER OG LIGN. Folk bør så vidt muligt have direkte adgang fra deres bolig til de rekreative områder, som ligger inden for rimelig gang- eller cykelafstand fra boligen. En tilsvarende direkte adgang bør der være fra naturlige udgangspunkter for rekreative turer, såsom andre rekreative områder, campingpladser, parkeringspladser ved skove og lign. Målt på besøgshyppigheden er de vigtigste rekreative områder skov og strand/kyst. Derudover bør der også være adgang til mark, sø, eng, vandløb, mose, hede og fortidsminder. I byerne og deres udkanter er der rekreative og andre mål, hvortil der bør være så direkte og sikker adgang som muligt. Det drejer sig om skoler og daginstitutioner, legepladser, sports- og kulturfaciliteter, parker og grønne områder, ældrefaciliteter, butikscentre mv., som alle bør indgå i overvejelserne om stianlæg i bebyggede områder. Disse mål ligger tæt ved boliger og mange af dem er stærkt trafikskabende. Derfor vil der her være tale om betydeligt højere aktivitetsniveau og behov end på stier i det åbne land. Endelig udgør stierne i bebyggede områder og i det åbne land et rekreativt mål, idet mange gang-, løbe- og cykelturer er rekreative aktiviteter i sig selv. Folks krav til tilgængelighed til de rekreative mål skal tilgodeses ved sammenhængende stisystemer/færdselsmuligheder direkte stiforløb sikre krydsninger af veje og jernbaner 7.2 VURDERINGSKRITERIER En vurdering af, om der skal etableres krydsninger af veje eller jernbaner, og hvor de i givet fald skal placeres, bør ske ud fra en række kriterier som: efterspørgsel efter at krydse trafikanlægget rekreative attraktioner og muligheder på den anden side af trafikanlægget sammenhæng i den rekreative infrastruktur og i stinettet trafikanlæggets barriereeffekt trafiksikkerhed I vurderingen indgår også anlægstekniske overvejelser som terrænforhold, grundvandsstand, funderingsmuligheder og landskabstilpasning. De forhold behandles ikke nærmere i denne vejledning. Kriterierne er ikke uafhængige af hinanden og en samlet vurdering er nødvendig i hvert enkelt tilfælde. Der er fx sammenhæng mellem efterspørgslen efter at krydse et trafikanlæg og de rekreative attraktioner på den anden side af anlægget. Kriterierne beskrives nærmere i de følgende afsnit. 53

54 7.3 EFTERSPØRGSEL EFTER KRYDSNING Efterspørgslen efter at krydse et trafikanlæg kan til en vis grad, og i visse tilfælde ret præcist, måles på antallet af cyklister og gående m.fl., som krydser anlægget ad allerede eksisterende passager. Hertil skal imidlertid lægges den trafik, som ikke finder sted på grund af barrierevirkning. Jo dårligere de eksisterende passager er, og jo længere de ligger fra det sted som overvejes, desto mindre præcis er den eksisterende tværgående trafik som rettesnor, og desto større tillæg skal der regnes med hvad angår den trafik, som ikke krydser trafikanlægget. Den samlede efterspørgsel kan vurderes på forskellig måde. For det første kan man danne sig visse forestillinger gennem en opgørelse af befolkningsgrundlaget inden for forskellige gang- og cykelafstande, og sammenligne det med kendte forhold på lignende trafikanlæg/steder. Der skal tages hensyn til forskellige aldersgruppers varierende aktionsradius, befolkningsgruppers forskellige interesser og passagens brug i løbet af året. For det andet kan tællinger af den eksisterende, krydsende trafik suppleres med interviewundersøgelse i relevante boligområder. 7.4 REKREATIVE ATTRAKTIONER OG MULIGHEDER Efterspørgslen efter at krydse et trafikanlæg hænger imidlertid nøje sammen med, hvilke attraktioner der findes på den anden side af barrieren. Attraktionen kan skyldes naturindholdet, turmuligheder, sports- og kulturfaciliteter, naturskoler, institutioner eller andet som ønskes besøgt. Vurderingen af efterspørgslen bør gælde både nuværende faciliteter og fremtidige attraktioner såsom nye naturområder, fx nye skove, nye stier eller planlagte støttepunkter for friluftslivet. I de bynære områder, og specielt hvor store trafikanlæg adskiller byområder, vil attraktionen fra forskellige institutioner og faciliteter ofte være langt den vigtigste, målt på personer som krydser eller ønsker at krydse anlæggene. Her skal der tages hensyn til, at sådanne institutioner tiltrækker meget forskellige aldersgrupper, som har meget varierende adfærd og behov for krydsning. Som nævnt i forbindelse med efterspørgsel efter krydsning kan eksisterende rekreative attraktioners betydning til en vis grad vurderes ud fra den trafik, som allerede fører til og fra. Hertil skal lægges den trafik, som ikke finder sted på grund af barrierevirkning. Fremtidige attraktioners tiltrækning kan vurderes gennem studier af trafikken til og fra eksisterende attraktioner af samme karakter. 7.5 SAMMENHÆNG I DEN REKREATIVE INFRASTRUKTUR Sammenhæng i stinettet bør søges opnået på flere niveauer. For det første vil det være ønskeligt, hvis et nyt stianlæg bidrager til sammenhængen i de internationale, nationale og regionale stinet, som søges opbygget. De fleste gang- og cykelture er dog lokale. Her fremgår det af undersøgelser, at stiforløb ud over at føre langs vandløb og skel og forbi naturskønne steder bør give mulighed for rundture. 54

55 Når etableringen og placeringen af en stikrydsning skal bedømmes, bør de lokale behov derfor vurderes lige så højt som planer for det overordnede stinet. 7.6 TRAFIKANLÆGGETS BARRIEREEFFEKT Barriereeffekten er et udtryk for, hvor svært det er at krydse et større trafikanlæg. Den giver sig ikke blot udtryk i en oplevet virkning hos dem, der krydser anlægget, i form af utryghed og lang passagetid, men også i et undertrykt krydsningsbehov hos mennesker, der gerne ville krydse trafikanlægget. Når barriereeffekten skal bedømmes, kan de overordnede vurderinger, som altid bør anlægges, suppleres ved inddragelse af borgerne, interviewundersøgelser og/eller beregningsmodeller. Overordnede vurdering De berørte myndigheder, Vejdirektoratet, kommuner og Banedanmark, har normalt stor erfaring med eksisterende trafikanlæg som kan danne udgangspunkt for vurdering af barrierevirkning af et nyt trafikanlæg. Borgerne har tilsammen en stor viden om forholdene. Der kan derfor ofte opnås megen værdifuld information gennem inddragelse af offentligheden i planlægningen, fx i forbindelse med VVMredegørelsen. Sideløbende hermed kan der gennemføres interviewundersøgelser med henblik på kortlægning af folks ønsker om, og oplevede problemer med, at krydse et bestemt trafikanlæg. Modellering af barriereeffekt Det er ikke muligt at beregne veje og jernbaners barriereeffekt, men modellering af barriereeffekten ved forskellige alternative placeringer af nye trafikanlæg og af nye stiforbindelser på eksisterende anlæg kan give et ensartet og mere sammenligneligt grundlag til vurdering af de forskellige scenarier. De beregningsmodeller, som hidtil er benyttet til beregning og sammenligning af vejes barriereeffekt, er udviklet med henblik på brug i byområder. De er baseret på fordelingen af boliger og byfunktioner på de to sider af vejen, og på vejens karakteristika i form af kørebanebredder, årsdøgntrafik, gennemsnitshastighed osv. Nyere mere nuancerede individbaserede analysemetoder er udviklet med henblik på vurdering af trafikanlægs barriereeffekt i forhold til den rekreative brug af landskabet (fx Kaae m.fl. 1998). Sådanne GIS-baserede modeller kan beskrive tilgængeligheden til rekreative områder helt uden barrierer og tilgængeligheden med de større trafikanlæg som barrierer, samt forskellen mellem de to, dvs. tabet af tilgængelighed på grund af barriererne. Modellerne kan endvidere beskrive hvor meget bedre tilgængeligheden bliver ved at etablere passager og hvor meget af tilgængeligheden, der tabes ved nedlæggelse af passager (figur 7.1). 55

56 Figur 7.1 Eksempel på modellering af barrierevirkningen for mennesker af jernbane i Grejsdalen ved Vejle (Kaae m.fl. 1998). Beregningerne kan foretages i flere skalaer, fra helt lokale forhold til vurdering af den regionale barriereeffekt af de større trafikanlæg. Det kan i den forbindelse vises, hvor der i det pågældende område kan forventes de største problemer for tilgængeligheden. Modellerne kan dels belyse tabet af tilgængelighed til naturen med udgangspunkt i hjemmet, dels tabet af sammenhæng inden for det enkelte naturområde. Ud over ændringer i barrierer og passager kan modellerne også anvendes til vurdering af barriereeffekt i forbindelse med planlægning og etablering af by- og naturområder, og offentlighedens adgang i forbindelse med skovrejsning. Modelleringerne kan identificere de lokaliteter, hvor der er særligt behov for etablering af passager eller afhjælpende stinet. 7.7 TRAFIKSIKKERHED Trafiksikkerhedens betydning bør vurderes ud fra den foreliggende uheldsstatistik for det pågældende trafikanlæg. I vurderingen bør dog inddrages uheldstallene for alle de trafikanlæg, dvs. vejstrækninger og vejkryds, hvis trafik vil blive påvirket af etablering af en stikrydsning. Strækning for strækning og kryds for kryds beregnes hvilke ændringer, hovedsagelig reduktioner, der vil ske af cykel- og gangtrafikken på vejnettet, og på dette grundlag beregnes de forventelige ændringer i uheldstallene forårsaget af et eventuelt anlæg af den pågældende stikrydsning. 56

57 Uheldstallene giver imidlertid ikke i sig selv et fuldgyldigt billede af sikkerhedsforholdene. Også den oplevede usikkerhed bør indgå som en væsentlig faktor i bedømmelsen, idet mange mennesker ligefrem fravælger besøg i rekreative områder på grund af utrygheden ved at krydse et trafikanlæg. Utrygheden bliver derved en væsentlig del af barriereeffekten, og som nævnt tidligere vil man kunne opnå en værdifuld beskrivelse heraf ved hjælp af interviewundersøgelser i de relevante områder. 7.8 SAMLET VURDERING AF BARRIEREEFFEKT Det er ikke muligt at foretage en samlet beregning af de omtalte faktorers indflydelse med henblik på vurdering af behov for og placering af stikrydsninger. Det kan derimod anbefales, at der opstilles en checkliste, hvorefter hvert af de relevante kriterier vurderes på en skala, fx gående fra stort behov, over mellemstort behov og lille behov til intet behov. Listen kan eksempelvis se således ud: Efterspørgsel efter krydsning Befolkningsgrundlag Befolkningssammensætning (alder mv.) Rekreative attraktioner og muligheder Naturkvaliteter Sportsfaciliteter, kulturfaciliteter mv. Sammenhæng i rekreativ infrastruktur og stinet Stinettets status (national, regional, lokal) Del af blå og/eller grøn korridor Antal aktivitetsgrupper der skabes adgang for Barriereeffekt Beregnet barriereeffekt (fx ved GIS-metoden) Oplevet barriereeffekt (interview) Overordnede vurderinger Trafiksikkerhed Beregnet forbedring af trafiksikkerhed Oplevet trafiksikkerhed (interview) Man kan ikke alene på grundlag af summen af plusser vurdere, om der bør anlægges en passage, eller ved at sammenligne antallet af plusser vælge imellem forskellige placeringer af en passage. Det vil altid være nødvendigt at supplere med kvalitative overvejelser og drøftelser. 57

58 8 UDFORMNING AF MENNESKEPASSAGER OG STIER 8.1 KRAV TIL UDFORMNING Fremkommeligheden ad stisystemerne skal sikres gennem en hensigtsmæssig udformning og vedligeholdelse, blandt andet af stiernes passage af veje og jernbaner. Hovedkravene i den forbindelse handler om: sikkerhed tryghed funktionalitet tilpasning til landskabet Hovedkravene omtales kort i afsnit Hovedkravene kan udmøntes i specifikke anvisninger om udformningen af passager og stier, som gennemgås i afsnit 8.6. tværprofil, bredde fri højde længde kurveradier stigning og fald oversigt belægning materialevalg farver belysning renhold og vedligehold omgivelser 8.2 SIKKERHED Der skal vælges en passage, som lever op til et forsvarligt sikkerhedsniveau det pågældende sted. Motorveje, motortrafikveje og overordnede jernbaner skal krydses ude af niveau via tunneler eller broer. Ved passage af andre stærkt trafikerede veje kan dette også komme på tale, hvis hastighed er over 50 km/t eller oversigtsforholdene er dårlige. På mindre trafikerede veje kan cyklisters, fodgængeres og rytteres krydsning ske i forbindelse med almindelige vejkryds, hvor det så skal overvejes om der skal anlægges cykelstier, eller via vej/stikrydsninger placeret på vejstrækninger. Sikkerheden tilgodeses først og fremmest gennem sikring af den lette trafiks krydsning med biltrafikken. Også mellem de lette trafikanter indbyrdes kan der dog være sikkerhedsproblemer. Cyklister kan køre meget hurtigt, og der sker ikke så få trafikuheld på stier. Sikkerhedsaspektet skal derfor også overvejes nøje, når den detaljerede udformning af fx en tunnel eller bro skal fastlægges. 58

59 Enkeltsporede jernbaner, hvor toghastigheden er maks. 75 km/t kan krydses via overgange. Hvis hastigheden er højere skal overgangen signalsikres. 8.3 TRYGHED Ved tryghed forstås i denne forbindelse den sikkerhed folk oplever, hvilket ikke nødvendigvis er den samme som sikkerheden målt i antallet af trafikuheld. Trygheden bør spille en væsentlig rolle, når passager placeres og udformes. Dels den tryghed der udspringer af en oplevet trafiksikkerhed, dels trygheden med hensyn til at undgå overfald. Tryghedsaspekt gør sig især gældende for tunneler og i mindre omfang for broer. Gode oversigtsforhold er det vigtigste. For tunneler indebærer det, at det skal være muligt at se igennem dem, dvs. at der ikke er knæk, at det ikke er muligt at gemme sig, og at de er tilstrækkeligt høje og brede. Hvis fx en tunnel opleves for utryg at passere, vil den ikke blive benyttet i planlagt omfang, og den tilstræbte forbedring af trafiksikkerheden opnås ikke. Hvis folk ved at der tidligere er sket overfald mm. i en tunnel, vil de være tilbøjelig til at undgå den. Tunnelerne skal være lyse og så vidt muligt i niveau, så man undgår en fornemmelse af at skulle bevæge sig ned. Lyse farver og god belysning får folk til at føle sig trygge i tunnelen. Folk føler større tryghed på broer end i tunneler. Broers oprunding bør imidlertid ikke være så stor, at den hindrer udsyn fra den ene ende til den anden, og desuden er det vigtigt at en bro virker solid. Dårlig grusning om vinteren kan påvirke folks tryghed ved en stiforbindelse. 8.4 FUNKTIONALITET FOR FORSKELLIGE BRUGERE OG FÆRDSELSFORMER Passager mindsker de større trafikanlægs barriereeffekt, men selvsagt kun for de grupper som kan passere dem. Jo flere brugergrupper der kan benytte en passage uden væsentlig gene for hinanden, desto bedre. I den forbindelse har passagens dimensioner, belægning og øvrige detaljerede udformning stor betydning. Nogle grupper har særlige behov i forbindelse med krydsning af større trafikanlæg. Børn er således væsentligt mere påvirkelige af barrierer end voksne, og kræver derfor særlige hensyn. Som udgangspunkt for planlægningen skal hensynet til handicappede overvejes nøje. Gangbesværede, stokkebrugere, kørestolsbrugere og svagsynede har meget forskellige behov, og i øvrigt kan det være nødvendigt at afveje disse behov overfor et ønske om hensyntagen til de landskabelige kvaliteter. Det bør derfor overvejes grundigt hvor mange handicappede og hvilke grupper, der vil have behov for at færdes de enkelte steder. Disse hensyn er behandlet nærmere i håndbøger om udearealer for alle (Dansk Standard 1995), Rekreative arealer for alle (Dansk Standard 1999), Tilgængelighed for alle (Dansk Standard 2001) og hæftet om Handicapegnede veje (Vejdirektoratet, 2000). Færdselsformer Når en passage af en vej eller jernbane skal planlægges, skal det overvejes, hvilke færdselsformer, der skal tages hensyn til. Nævnt efter hyppighed er de mest almindelige former i grønne passager 59

60 at gå, cykle, løbe, rulleskøjter og ride. Mange voksne og ældre går ture eller cykler, mens rulleskøjteløb og ridning overvejende foretages af børn og teenagere. De blå passager benyttes til sejlads og til færdsel langs åbredder mv., som led i vandreture eller i forbindelse med lystfiskeri. Gående/løbende Fodgængeres krav til stigninger og fald og til belægningens jævnhed afhænger af alder og førlighed. Under alle omstændigheder stilles der dog visse krav til højden og bredden af en passage, og samfærdsel med andre transportformer kræver ekstra plads. Cyklister For cyklister er det vigtigt, at en passage er fri for trapper og andre terrænspring. Desuden kræves der en vis minimumshøjde og -bredde. Underlaget bør være jævnt. Brostens- og grusbelægninger med mange sten bør undgås. Passager, der formodes at ville blive brugt at mange ladcykler og cykler med anhænger, stiller yderligere krav til bredden. Kørestolsbrugere Der skal tages særlige hensyn til kørestolsbrugere. Terrænspring og trapper kan direkte forhindre adgang, og selv små opspring kan være besværlige at forcere. Brostensbelægninger kan være meget generende, og underlaget må ikke være blødt. Desuden er det vigtigt at sidehældningen ikke bliver generende stor, idet der dog skal sikres tilstrækkelig afvanding. For kørestolsbrugere er bredden af stier og passager også væsentlig. Barnevogne For folk med barnevogne, klapvogne og lign. gælder de samme hensyn. Især stiller tvillingebarnevogne yderligere krav til bredden af stier og passager. Rulleskøjte, løbeski, rullehjul m.m. Også rulleskøjteløbere generes af trapper, terrænspring og ujævn belægning. De har mindre behov end cyklister for fri højde i passager, men kræver på grund af skøjtebevægelserne ret stor bredde. Desuden kan nogle rulleskøjteløbere have svært ved at standse, hvorfor stejle fald derfor bør undgås. Ridende Passage af tunneler eller broer kan udgøre et særligt problem for ridende. Dels kræves der en stor frihøjde i tunneler, dels kan lyden af hovslagene på en træbro eller på en hård belægning i en tunnel gøre nogle heste forskrækkede. Også for de øvrige trafikanter kan ridning være et problem, Mange mennesker føler sig utrygge ved at komme for tæt på heste, og passager, der også skal benyttes af ridende, stiller derfor særlige krav til bredden. Nærmere beskrivelser af hensyn og muligheder ved anlæg af ridestier kan ses rapporten Etablering af ridestier i naturen - sådan! af Naturturisme I/S (Anonym 2009). Kano- og kajakroere Lave broer, høj vandstand eller lav vanddybde kan skabe problemer for kano- og kajakroere ved vandløbspassage under veje og baner. Det er visse steder tilladt at bære fartøjerne over vejen, men dette er besværligt og i mange tilfælde desuden vanskeliggjort af manglende anløbssteder og stiforbindelser. 60

61 Lystfiskere For lystfiskere er færdsel langs vandløb af stor betydning, og manglende banketter og for små vandløbstunneler under veje og baner kan vanskeliggøre deres aktivitet. 8.5 TILPASNING TIL OMGIVELSERNE Passagers udseende og tilpasning til landskabet har først og fremmest æstetisk betydning. Valget af passagetype, udformning, skala, materialer, farver og beplantning betyder hver for sig meget i denne henseende. Derudover kan et tiltalende udseende af en passage betyde, at man er mere tilbøjelig til at benytte den, og at den således tjener sit egentlige formål bedre. På rekreative stiforbindelser spiller beplantningen en rolle. Til beplantninger skal anvendes naturligt hjemmehørende, egnskarakteristiske arter. Herefter bør der vælges arter, som er i pagt med områdets øvrige vegetation, eller som giver mindelser om de områder den pågældende stiforbindelse fører imod. 8.6 UDFORMNING OG DIMENSIONER Tunnelers og broers tværprofil bør svare til tværprofilet på de stier, som fører til og fra dem. Det kan af hensyn til sikkerheden og trygheden være ønskeligt at gøre tunneler bredere, for at adskille cyklister og gående, og for at opnå tilfredsstillende lysforhold og gennemsyn. Trafikanters pladsbehov Den nødvendige frie bredde, hvis trafikanterne skal færdes rimeligt bekvemt, kaldes feltbredden. Figur 8.1. viser feltbredder for de vigtigste brugere og for hyppige mødesituationer, jævnfør Vejregler for veje og stier i byområder, Forudsætninger for den geometriske udformning. Mindste bredde kan benyttes ved passage af enkelthindringer eller andre steder med snævre pladsforhold. Afstanden fra cykelstikant til faste genstande, dvs. i tillæg til feltbredden, skal være mindst 0,30 m. Som faste genstande regnes alt, hvad der vil kunne skade cyklister eller andre trafikanter ved påkørsel. Den nødvendige bredde af stier og passager må øges, hvis de skal benyttes af maskiner ifm. drift og vedligeholdelses, fx snerydning. 61

62 Brugere samt møde og overhalingssituationer Normal bredde (m) Mindste bredde (m) Fodgænger 0,75 0,60 Barnevogn 0,90 0,80 Tvillingebarnevogn 1,10 1,00 Kørestol & stokbruger 1,20 1,00 Cyklist 1,00 0,75 Fodgænger/fodgænger 1,45 1,25 Fodgænger/barnevogn 1,60 1,40 Fodgænger/tvillingebarnevogn 1,80 1,60 Fodgænger/ kørestol 1,90 1,45 Barnevogn/barnevogn 1,75 1,55 Barnevogn/kørestol 2,05 1,60 Tvillingebarnevogn/kørestol 2,25 1,80 Kørestol/kørestol 2,20 1,65 Cyklist/fodgænger 1,95 1,65 Cyklist/barnevogn 2,10 1,80 Cyklist/tvillingebarnevogn 2,30 2,00 Cyklist/kørestol 2,25 1,85 Cyklist/cyklist 2,05 1,85 Hest der trækkes 1,50 1,25 Hest med rytter 1,50 1,25 Figur 8.1 Feltbredder for de vigtigste brugere. Se endvidere vejreglerne om trafikarealer i åbent land (Vejdirektoratet 2008a, 2008d) og Byernes trafikarealer (Vejdirektoratet 2009a). Frihøjde Over gang- og cykelstier skal den fri højde være mindst 2,50 m. Dette gælder også for rabatter inden for fritrumsprofilet. En hest der trækkes kræver en fri højde på 3,00 m, mens en hest med rytter skal bruge 3,30 m (Anonym 2009). Hvis stierne også skal benyttes af særligt vedligeholdelsesmateriel eller brandslukningskøretøjer, må den nødvendige frihøjde øges. Med maskinelt vedligehold af stierne bør den frie højde forøges til 2,80 m. Hvor stierne skal benyttes af brandslukningskøretøjer, må den nødvendige forøgelse af den frie højde overvejes i hvert enkelt tilfælde. Længde Længden af en passage giver normalt sig selv, som resultat af det pågældende trafikanlægs bredde. Specielt for tunneler bør man imidlertid vurdere bredde, fri højde og længde i sammenhæng. En lang tunnel med ringe bredde kan virke meget afvisende på stitrafikanterne. 62

63 Kurveradier I forbindelse med stitunneler og -broer vil det ofte blive aktuelt at benytte forholdsvis små horisontalradier på de stier der fører til og fra. I figur 8.2 angives mindste horisontalradier for stier med og uden knallerttrafik (ikke registreringspligtige knallerter). Værdierne er vejledende, baseret på forudsætninger om oversigt, bremselængder mv. Det vil ofte være nødvendigt at fravige disse værdier ud fra hensyn til stiernes tilpasning til omgivelserne. Stitype Gradient ( ) Sti med kun cykeltrafik Sti med knallerttrafik Minimumsradius (m) Mindste normal radius (m) Anbefalet traceringsværdi (m) Figur 8.2 Mindsteradier for horisontalkurver på stier. Se endvidere vejreglerne om trafikarealer i åbent land (Vejdirektoratet 2008a, 2008d) og Byernes trafikarealer (Vejdirektoratet 2009a) Minimumsradius sikrer at der er stopsigt, hvis der er oversigt over et 1,0 m bredt areal uden for stikanten. Mindste normal radius sikrer stopsigt inden for det krævede fritrumsprofil på 0,3 m uden for stikanten. Da minimumsradius og mindste normal radius kun sikrer stopsigt, bør de kun anvendes på enkeltrettede stier. Mere detaljerede anvisninger om stiers radier kan findes i forslag til vejregel om Trafikarealer, land, Tracering (Vejdirektoratet 2008c). Anbefalet traceringsværdi sikrer, at der er mødesigt, hvis der er oversigt over et 1,0 m bredt areal uden for stikanten. Denne radius bør derfor være den mindste anvendte radius på dobbeltrettede stier, medmindre oversigten kan sikres på anden vis, eller de to kørselsretninger kan adskilles af en helle. I figur 8.3 angiver mindsteradier for vertikalkurver på cykelstier med og uden knallerttrafik (ikke registreringspligtige knallerter). Minimumsradius sikrer stopsigt i konvekse kurver. Denne radius bør kun anvendes i specielle tilfælde og kun på enkeltrettede stier. Den anbefalede mindsteradius angiver, hvilke radier der normalt bør være minimum. Radierne sikrer mødesigt og tilgodeser i vidt omfang æstetiske hensyn. 63

64 Stitype Minimumsradius (m) Anbefalet mindste radius (m) Sti med kun cykeltrafik Sti med knallerttrafik Figur 8.3 Mindsteradier for vertikalkurver på stier. Se endvidere vejreglerne om trafikarealer i åbent land (Vejdirektoratet 2008a, 2008d) og Byernes trafikarealer (Vejdirektoratet 2009a). Ramper og trapper Af hensyn til cyklister og kørestolsbrugere bør gangbaner og ramper foretrækkes frem for trapper. De bør ved nyanlæg ikke gives en større stigning end 50 (1:20), og 70 (1:14) må anses som den absolut øvre grænse. En trappe bør så vidt muligt være lige og have mindst 3 og højst 8 trin i hvert trappeløb. Trinhøjden bør højst være 15 cm, og grunden mindst 30 cm. Ved større højdeforskelle end 1,20 m bør der etableres reposer af mindst 1,0 m s dybde. Bredden af trapper og reposer bør være mindst 1,20 m. Trappen bør normalt forsynes med dobbelt barnevognsspor (2 ramper med 35 cm s afstand, den ene 30 cm og den anden 45 cm bred). I de 45 cm er der taget hensyn til bredden af en indkøbsvogn). Til nød kan en trappe med trinhøjde 5-8 cm, trinbredde ca. 80 cm og trinfald maks. 1:20 befærdes af folk med barnevogne, men ikke af folk i kørestol. Oversigt Netop i forbindelse med tunneler, hvor stikryds, skarpe sving og store stigninger og fald ofte forekommer samtidig, er det vigtigt at tilvejebringe oversigt, som sikrer at der ikke sker uheld mellem stitrafikanter indbyrdes. I stikryds og ved kraftige retningsændringer bør det altid tilstræbes at pålægge oversigtsarealer svarende til almindelig højrevigepligt. Sådanne oversigtsarealer afgrænses som vist på figur 8.4. Oversigtsafstanden (lp) opfylde nedennævnte krav, som sikrer at en cyklist der krydser en sti med hastigheden 10 km/t kan nå at passere, uden at en knallertkører/cyklist/kondiløber behøver at bremse ned fra en hastighed på 30/25/15 km/t: knallerttrafik: lp = 34 m cykeltrafik: lp = 26 m gangtrafik (gang og løb): lp = 12 m Hvis det er umuligt at opnå oversigtsarealer af denne størrelse, bør en af stierne i krydset forsynes med vigelinie (hajtænder), og på denne sti kan lp da reduceres til 1,5 m, hvilket forudsætter at cyklister fra denne sti stiger af cyklen. 64

65 Figur 8.4 Oversigtsarealer ved krydsninger af stier. Se endvidere vejreglerne om trafikarealer i åbent land (Vejdirektoratet 2008a, 2008d) og Byernes trafikarealer (Vejdirektoratet 2009a). De anførte krav om oversigt bygger på hensyn til trafiksikkerheden og gælder både i og uden for tunneler. I en tunnel skal der imidlertid med henblik på trygheden tages yderligere en række hensyn til nødvendigt sigt, gennemsyn og udsyn. Disse hensyn kræver en samlet overvejelse over tunnelens længde, bredde, belysning mm og er vanskelige at kvantificere. Belægning Der bør i krydsninger anvendes belægninger, som i materiale og farve så godt som muligt svarer til de stier der fører til og fra, således at det giver trafikanterne indtryk af kontinuitet. Dog skal der på broer og i tunneler benyttes fast belægning, uanset belægningen på de tilstødende stier. Materialevalg Der bør til broer og især til tunneler benyttes holdbare og modstandsdygtige materialer, som patinerer pænt, er modstandsdygtige over for fx graffiti, og som er lette at renholde. Specielt for passager, der indgår som led i rekreative stiforbindelser, bør der vælges materialer i samklang med omgivelserne og de områder passagerne fører til. Renhold og vedligehold Det er vigtigt, at passager renholdes og vedligeholdes grundigt. Først og fremmest skal de selvfølgelig holdes passable, hvilket om vinteren også stiller krav til snerydning på de tilgrænsende stier. Dernæst spiller renholdet en stor rolle. Passage af en tunnel, der flyder med affald, og som er forsimplet med dårlig graffiti, kan virke ødelæggende på ellers positiv rekreativ oplevelse. 65

66 9 KOMBINEREDE FAUNA- OG MENNESKEPASSAGER Af landskabelige og økonomiske årsager kan det være ønskeligt at begrænse antallet af broer og tunneler over veje og jernbaner. Kombineret brug af broer og underføringer som passage for både fauna og mennesker kræver dog nøje planlægning for at forhindre at passagerne får en negativ påvirkning af dyrelivet. I langt de fleste tilfælde vil der være øgede krav til passagens dimensioner og udformning og samtidig restriktioner i menneskets brug af den sti/markvej, der føres med over eller gennem passagen. 9.1 FORDELE OG ULEMPER VED KOMBINERET BRUG Kombineret brug af passager kan virke tiltagende fordi man kan tilgodese flere gruppers behov for passagemuligheder med én bro eller tunnel. For det enkelte menneske er det mere attraktivt at have mulighed for at passere store trafikanlæg via en grøn faunapassage end via en smal stibro. Nogle faunaunderføringer er bredere og højere end tunneler beregnet alene til menneskelig brug, og vil af den grund være attraktive for mennesker. Menneskers brug af passager er dog problematisk, da det medfører at dyrenes brug af passagerne falder med mindre passagen er meget stor (fx Jeppesen m.fl. 1998, Georgii m.fl. 2007, Seiler & Olsson 2009, van der Grift m.fl. 2009). Dyrene skræmmes typisk mere af mennesker til fods end af køretøjer. Hundeluftning på passagerne vil yderligere kunne skræmme dyrene pga. afsætning af duftspor. Asfalterede veje vil oftest have stor trafik og kan ikke anbefales på kombinerede passager, mens begrænset arbejdskørsel ad mark- eller skovveje i dagtimerne oftest ikke har væsentlige negative effekter på dyrenes brug af passagerne. 9.2 TILPASNING AF PASSAGER TIL KOMBINERET BRUG For at bevare kombinerede passagers funktionen som faunapassage er der en række ekstra krav til dimensioner og udformning, der skal tages hensyn til. Øgede dimensioner Forstyrrelseseffekten ved kombineret brug falder jo større passagen er. Bredden af passager til kombineret brug skal derfor øges for at give tilstrækkelig plads til både dyr og mennesker (figur 9.1). Som udgangspunkt skal bredden øges med bredden af menneskepassagen, så minimumsbredden og arealet der er tilgængelig for dyrene ikke reduceres. Faunabroer (bredde > 50 m), der er anlagt af hensyn til krondyrs vandringer, kan ikke kombineres med menneskepassage, da vildtlevende krondyr er meget sky overfor mennesker. 66

67 Faunapassagetype Faunabro type A1 (krondyr) Krav til dimensioner når faunapassagen kombineres med sti / markvej Ingen ændringer med mindre krondyr skal anvende passagen, da kan typen ikke kombineres, da vildtlevende krondyr er meget sky. Faunabro type A2 (rådyr) Bredden øges med bredden af sti/vej, dog minimum 10 m. Landskabsbro type A1 (krondyr) Landskabsbro type A2 (rådyr) Underføring type A1 (krondyr) Underføring type A2 (rådyr) Underføring type B1 (mellemstore og små pattedyr) Landskabsbroer > 80 m lange øges med bredden af sti/vej, dog minimum 10 m. Landskabsbroer < 80 m kan ikke kombineres med menneskepassage. Landskabsbroer < 50 m lange øges med bredden af sti/vej, dog minimum 6 m. Kan ikke kombineres, da krondyr er meget sky. Bredden øges med bredden af vej/sti plus 3 m Højden øges for at tilgodese krav til menneskepassage. Bredden øges med bredden af vej/sti. Figur 9.1 Øgede krav til dimensioner på faunapassager, hvis de skal kombineres med sti til rekreativ brug eller mark- eller skovveje. Placering af sti/markvej På passager til kombineret brug skal stier og markveje lægges i den ene side af passagen for at sikre maksimal bredde på uforstyrrede arealer. Der skal dog stadig være plads til bevoksninger af træer og buske langs begge sider af overføringer og plads til træstød, -stammer og kvasbunker mellem sti/vej og væggen i underføringer (figur 9.2). Adskillelse af dyr og mennesker På kombinerede passager med stor menneskelig aktivitet skal brugen af mennesker og fauna adskilles. Sti og markvej på overføringer kan adskilles fra det uforstyrrede areal til faunaen med en række buske, træstød eller et lavt, åbent hegn, som dyrene kan passere, men de fleste mennesker vil lade sig lede af. Et tæt hegn kan virke modsat hensigten ved at fange dyrene på stien/markvejen og forhindre dem i at krydse ind på det grønne areal tiltænkt faunaen. I underføringer kan det være vanskeligere at adskille sti/vej til mennesker og faunapassagedelen. I bredere underføringer kan en række træstød og grene anvendes. Egentlige hegn gennem passagerne får passagerne til at fremstå smallere og derfor mindre attraktive for både dyr og mennesker. I våde passager må der kun være adgang for mennesker på den ene side af vandløbet. Belysning Der må ikke være kunstig belysning af rekreative stier og veje hen til og gennem passager til kombineret brug. 67

68 Figur 9.2 Skitse af kombineret overføring til fauna- og menneskepassage. Den rekreative sti eller markvej er lagt i den ene side og adskilt fra den større faunapassagedel med rækker af buske, træstød eller sten (Iuell 2005). 9.3 KOMBINEREDE PASSAGER Kombinerede fauna- og menneskepassager opdeles i de samme typer som faunapassager afhængigt af deres placering og dimensioner. For underføringer skelnes tillige mellem tørre passager og våde passager med vandløb Kombineret brug: faunabroer type A1/A2 med sti/markvej Overføringer til fauna kan i nogle tilfælde kombineres med rekreativ brug af mennesker og mark- /skovveje med begrænset arbejdskørsel i dagtimerne (fx ÅDT < 5). Veje med mere trafik skal føres over de store trafikanlæg på selvstændige broer, pga. forstyrrelse og risiko for trafikdrab af dyrene. Afhængigt af overføringens dimensioner og det menneskelige aktivitetsniveau vil effektiviteten for faunaen af en kombineret passage blive reduceret. På brede overføringer (> 50m) påvirkes rådyrs brug ikke af menneskers rekreative brug, forudsat der er taget de fornødne hensyn til den kombineret brug ved udformningen og indretningen af passagen (van der Grift m.fl. 2009). På smalle overføringer (< 50m), der ønskes anvendt til kombineret brug, er det nødvendigt at øge bredden af passagen for at opretholde dens funktion som faunapassage for rådyr. Faunabroer anlagt til krondyr (type A1) kan ikke kombineres med menneskepassage pga. krondyrs højere følsomhed overfor menneskelig forstyrrelse. Rekreative stier, mark-/skovveje og eventuelle lokalveje skal lægges i den ene side af overføringen. Se endvidere teknisk anvisning om overføringer til kombineret brug (s. 140) 68

69 9.3.2 Kombineret brug: landskabsbroer type A1 og A2 med sti/markvej Faunapassager i form af landskabsbroer har ofte så store dimensioner, at de uden væsentlige negative konsekvenser for faunaen kan kombineres med menneskers rekreative aktiviteter og mark- /skovveje med begrænset arbejdskørsel i dagtimerne (fx ÅDT < 5). Effektiviteten for faunaen af korte landskabsbroer med kombineret brug (< 50 m) vil dog afhænge af det menneskelige aktivitetsniveau. Ved kombineret brug af smalle landskabsbroer skal bredden af passagen øges for at bevare deres værdi som faunapassage. Kombineret brug af smalle landskabsbroer til krondyr kan ikke anbefales uden at passagens bredde øges. Lange landskabsbroer (> 100 m) kan kombineres med lokalveje med lav trafik (fx ÅDT < 500). Det skal udgås at skabe barrierer for dyrene, derfor må lokalvejen ikke krydse de økologiske korridorer, som landskabsbroen er anlagt for at bevare, heller ikke i bufferzonerne omkring passagen. Rekreative stier, mark-/skovveje og eventuelle lokalveje skal lægges i den ene side af landskabsbroen. I landskabsbroer, der krydser et vandløb, bør der kun anlægges menneskepassage på den ene side af vandløbet. Se endvidere teknisk anvisning om landskabsbroer til kombineret brug (s. 144) Kombineret brug: våd/tør underføringer type A2 & B1 med sti/markvej Kombinerede fauna- og menneskeunderføringer svarer i placering og udformning til faunaunderføringer, som samtidig indrettes så der skabes passagemulighed for mennesker. Kombinerede faunaog menneskeunderføringer kan anvendes til rekreative stier og begrænset arbejdskørsel i dagtimeren (fx ÅDT < 5). Menneskelig brug af de kombinerede underføringer nedsætter effektiviteten af passagerne for faunaen (Jeppesen m.fl. 1998, Seiler & Olsson 2009). Reduktionen er afhængig af det menneskelige aktivitetsniveau. Underføringer planlagt til brug for krondyr (type A1) er ikke egnet til kombineret brug pga. krondyrs højere følsomhed overfor menneskelig forstyrrelse. Rekreative stier og mark-/skovveje skal lægges i den ene side af underføringen. Der bør kun anlægges menneskepassage på den ene side af vandløb i vådunderføringer. Se endvidere teknisk anvisning om tunnelunderføringer til kombineret brug (s. 147). 69

70 10 VIDENSOPBYGNING OG VEDLIGEHOLD Alle faunapassager bør overvåges og vedligeholdes regelmæssigt for at sikre at de fungerer efter hensigten. Overvågningen skal også medvirke til at sikre, at faunapassagerne har den forventede effekt på bestandene, og for at opbygge viden så fremtidige investeringer i faunapassager bliver mere effektive. Mange faktorer har betydning for hvordan en faunapassage fungerer. En konstruktion, som virke på en lokalitet, kan have lavere anvendelsesgrad på en anden. I nogle tilfælde kan simple ændringer eller tilføjelser til konstruktionen øge passagens funktionalitet, fx ændringer i beplantning og ledelinjer. Med tiden kan vegetationen blive så tæt, at den blokerer for nogle arters adgang til faunapassagerne. Landskabet omkring passagerne ændrer sig også med tiden og medfører ændringer i dyrenes brug af passagerne. Et overvågnings- og vedligeholdelsesprogram bør udarbejdes for alle faunapassager og andre afværgeforanstaltninger og indgå i den almindelige drifts- og vedligeholdelsesplan for vejanlægget. Dette kapitel skitserer kort hvilke faktorer, der bør indgå i overvågning og vedligehold af faunapassager OVERVÅGNING Faunaens brug af en passage er ikke ensbetydende med, at faunapassagen er tilstrækkelig effektiv til at afværge barriereeffekten af vejanlægget. Det kan være et enkelt dyr eller mindre dele af bestanden (unge eller ældre individer) som bruger passagen. Antallet af dyr, der krydser vejbarrieren, kan være utilstrækkeligt til at opretholde sammenhængen mellem bestandene på de to sider af trafikanlægget. Det er ikke praktisk muligt at teste effektiviteten af faunapassager i kontrollerede miljøer. For at forbedre faunapassagers effektivitet er det nødvendigt at indsamle viden om dyrenes brug af eksisterende faunapassager og deres effektivitet. Derfor er det vigtigt løbende at undersøge og overvåge, hvordan faunapassagerne fungerer. Evalueringer af om en faunapassage opfylder dens formålet kan fx omhandle følgende emner: Vurdering af om faunapassagen anvendes af faunaen. Vurdering af om placering, type og udformning er optimal. Vurdering af om faunapassagen på lang sigt kan bevare sammenhængen i landskabet for de berørte arter og naturtyper. Vurdering af om det er nødvendigt at justere eller anlægge yderligere afværge-, eller kompenserende foranstaltninger for at sikre sammenhængen for arter og habitater. For at evaluere om en faunapassage har den forventede effekt er det vigtigt, at der defineres et klart formål for passagen. Kun derved kan man opstille målbare kriterier for passagens effektivitet. Resultaterne fra overvågninger og undersøgelser er ikke bare relevante for den/de undersøgte faunapassager. Resultaterne kan også bruges til at planlægge og udvikle mere effektive passager, samtidig med at kan man undgå at gentage tidligere fejl. 70

71 Afhængigt af formålet kan man skelne mellem to former for undersøgelser: Rutinemæssige overvågninger som en del af drift og vedligehold af vejanlægget, og undersøgelser af faunapassagers effekter på bestandsniveau og dyrenes brug af levestederne omkring vejanlægget Rutinemæssig overvågning Målet med rutinemæssig overvågning er at føre tilsyn med dyrenes brug af faunapassager som grundlag for vedligehold eller ændringer af passagerne eller forhold i omgivelserne. Det skal være simple parametre og metoder der anvendes ved rutinemæssige overvågning, fx registrering af: hvilke arter, der anvender passagen, og hvor ofte de krydser. problemer med hegn, beplantningen og lign., som bør vedligeholdes. Rutinemæssig overvågning bør udføres ved alle faunapassager og indarbejdes i drifts- og vedligeholdelsesplanerne for trafikanlægget Effektivitetsundersøgelser Målet med effektivitetsundersøgelser er at bestemme faunapassagers effekter på arters forekomst omkring trafikanlægget, dyrenes brug af passagen i forhold til krydsningsbehov og bestandstæthed, effekter på bestandsstruktur og genetisk slægtskab mellem bestandene på hver side af trafikanlægget. Denne type overvågning vil ofte fokusere på enkelte arter, men kun ved at undersøge forskellige arter ved flere faunapassager kan man få informationer om, hvordan vejanlæg og faunapassager påvirker faunaen generelt. Sådanne undersøgelser kræver længere undersøgelsesperioder og større skala for at kunne tage hensyn til naturlige variationer i bestandene. Undersøgelser af effekterne af vejanlæg og faunapassager i forhold til bestandes og økosystemers udvikling tager ofte flere år og involverer forskellige undersøgelsesmetoder. Før-undersøgelser er en forudsætning for evalueringer af effekterne af veje og faunapassager. Ekstensive registreringer af arters forekomst ifm. VVM-redegørelser er utilstrækkelige som førundersøgelser til evalueringer af trafikanlægs og faunapassagers effektivitet. Eksempler på aktiviteter ved mere langsigtede effektundersøgelser: Overvågning af bestandstætheder på begge sider af trafikanlægget ved faunapassager. Overvågning af bestandsstruktur (køns- og alderssammensætninger, overlevelsesrater, reproduktionsrater, mv.) Overvågning af ændringer i dyrenes brug af landskabet, spredning og adfærd ved veje/baner og faunapassager for at undersøge barrierevirkning og faunapassagernes evne til at sammenbinde bestandene og dyrenes levesteder. Overvågning af trafikanlæggets påvirkning af levevilkårene i nærliggende habitater som følge af fx støj og forurening. 71

72 10.2 VEDLIGEHOLD Som andre dele af trafikanlæg kræver faunapassager regelmæssig tilsyn og vedligehold for at sikre, at de fortsat fungerer efter hensigten. Et tilsyns- og vedligeholdelsesprogram bør udarbejdes i forbindelse med planlægningen af vejanlægget og beskrive formålet med faunapassagerne. Hvor ofte der skal foretages tilsyn afhænger af den enkelte passagetype og hvilke faktorer, der kræver vedligehold. Små faunapassager kan hurtigt miste deres funktion pga. manglende vedligehold, mens de større passager kræver sjældnere tilsyn. Beplantninger og den naturlige vegetation på faunapassager skal løbende plejes, i overensstemmelse med det oprindelige mål for faunapassagerne, fx en egnet struktur af en sammenhængende vegetation til hasselmus. På faunabroer skal bræmmen med lav vegetation bevares for at understøtte spredningsmulighederne for de dyrearter, der foretrækker lysåbne, soleksponerede levesteder fx krybdyr, og sikre gode oversigtsforhold gennem passagen for de større pattedyr. Ved landskabsbroer skal opvæksten af træer og buske på hele arealet op til en landskabsbro følges så den kan reguleres, hvis den bliver så tæt og høj at den bortskygger græs- og urtevegetation under store dele af broen. Mundingerne af større underføringer skal også friholdes for kraftig opvækst af træer og buske, der blokerer adgangen til passagen og oversigtsforholdene gennem passagen. Små underføringer og vandløb i våde passager bør tilses ofte for at sikre at mundingerne ikke er spærret af grene, blade og affald fra vejen. Underføringer, der er anlagt under terræn, skal tilses oftere og nedskreden jord skal fjernes, så passagen fortsat er åben. Mundingerne skal også friholdes for blokerende vegetation. Ved paddeunderføringer og langs paddehegn skal vegetationen holdes lav, da selv høj græs- og urtevegetation kan blokere adgangen for padder eller vælte ned over paddehegnet, så padderne kan kravle over det. Bundmaterialet i tørre underføringer og påfyldninger på banketter i våde underføringer bør efterfyldes, hvis det er skyllet bort. Banketter langs vandløb i våde underføringer kan skride sammen eller sætte sig, så de oprindelige tørre passagemuligheder ikke længere er til stede. Hvis det sker skal banketterne genopbygges. Der bør generelt foretages regelmæssige inspektioner af hegnstilslutninger, drænsystemer mv. Ved tilsynet af faunapassager er det også vigtigt at være opmærksom på om adgangen eller passagerne er blokeret, fx af nye hegn, opmagasinering af landbrugsredskaber eller -materialer under broer eller i tunneler, eller andre forstyrrende aktiviteter, der kan nedsætte passagernes effektivitet. 72

73 11 PLANLÆGNINGSFORUDSÆTNINGER Planlægning og projektering af vejanlæg er underlagt en række direktiver, love og bekendtgørelser i forhold til miljøvurdering, trafiksikkerhed og vurderingen af behov for og placering af fauna- og menneskepassager. Planlægningsprocedurer afhænger til en vis grad af hvilken type og størrelsen af anlæg, der skal etableres. De gældende lovtekster og vejledninger kan ses på Planloven De overordnede rammer for planlægningen af arealanvendelse reguleres via planloven (LBK nr. 937 af 24/09/2009 Lov om planlægning). Lovens formål er at forene de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø. Planloven fastlægger tillige retningslinjer for beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at kunne påvirke miljøet i væsentlig grad, og retningslinjer for en redegørelse, der indeholder en vurdering af de miljømæssige konsekvenser (VVM-redegørelse). Statslige udmeldinger i form af landsplandirektiver afstikker bindende rammerne for regional, kommunal og lokal planlægning. Landsplandirektiverne beskriver de nationale mål, krav og ønsker, som skal indarbejdes i den fremtidige fysiske planlægning. Beskyttelse af naturen og den biologiske mangfoldighed, økologiske forbindelser, barrierevirkning af infrastrukturanlæg for dyr og mennesker er defineret som nationale mål for planlægningen. Regionale udviklingsplaner beskriver den fremtidige udvikling for byer, landdistrikter og udkantsområder samt for natur og miljø, herunder rekreative formål. Kommuneplanen fastlægger hovedstrukturen og overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen, retningslinjer for arealanvendelsen og rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen. De kommunale planer skal bl.a. sikre gennemførelsen af Natura 2000-planen og skal sikre beskyttelsen af nærmere afgrænsede naturområder, internationale beskyttelsesområder eller naturtyper. Lokalplanerne beskriver bl.a. den planlagte arealanvendelse, herunder faunapassager, sti- og vejkrydsninger. Internationale forpligtelser Bestemmelserne i Habitatdirektivet og Vandrammedirektivet skal sikre og forbedre natur- og miljøtilstanden på europæisk plan. Som led i den indsats skal kvaliteten af Danmarks vandmiljø og naturtilstand forbedres. For at opnå dette er der udarbejdet: Vandplaner, som skal sikre en god økologisk tilstand for vandløb, søer og fjorde, og Natura 2000-planer, som skal bevare og genoprette gunstig bevaringsstatus for naturtyper og arter på udpegningsgrundlaget for de enkelte beskyttede Natura 2000-område. Natur- og miljømålene der opstilles i vand- og Natura 2000-planer skal respekteres og indarbejdes i alle dele af planlægningen. De aktuelle planer kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside ( 73

74 Natura 2000-områder Natura 2000-områder, der omfatter habitat- og fuglebeskyttelsesområder, indgår i et internationalt netværk af naturbeskyttelsesområder. De er udpeget for at beskytte udvalgte naturtyper, dyre- og plantearter. Beskyttelsen medfører bl.a. at der ikke må etableres nye anlæg, fx veje, i eller omkring Natura 2000-områderne, som skader udpegningsgrundlaget i de berørte Natura 2000-områder. Beskyttelsen skal varetages af vejmyndigheden med henblik på at undgå skader i både anlægs- og driftsfasen. Etablering af faunapassager kan være et tiltag til at undgå at arternes levevilkår skades. For hvert Natura 2000-område er der udarbejdet en plan, som opstiller mål for tilstanden og beskriver forvaltningstiltag for at forbedre naturtilstanden eller fastholde gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og arter, som området er udpeget for. Som udgangspunkt er der ikke forbud mod færdsel eller friluftsliv i Natura 2000-områder, men der kan indføres begrænsninger i adgangen for at sikre beskyttelsen af arter eller naturtyper. Udpegningsgrundlaget og Natura 2000-planen for hvert område revideres regelmæssigt. De aktuelle udpegningsgrundlag og planer kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside ( Strengt beskyttede arter EF-habitatdirektivet pålægger medlemslandene at indføre en streng beskyttelse af en række arter på direktivets bilag IV i hele deres naturlige udbredelsesområde. Bestemmelserne omfatter bl.a. odder, hasselmus, birkemus, alle flagermus og en række insekter, padder samt markfirben. Beskyttelsen indebærer bl.a. forbud mod forsætlige forstyrrelser med skadelig virkning for arten eller bestanden samt mod beskadigelse eller ødelæggelse af arternes yngle- og rastesteder. Ved planlægning og etablering af veje skal beskyttelsen varetages af vejmyndigheden. Det skal sikres at den økologiske funktionalitet for bilag IV arterne opretholdes, herunder at arternes yngle- og rasteområder og de naturlige spredningsmuligheder ikke ødelægges, samt at de pågældende arter ikke udsættes for trafikdrab i så stor grad, at deres bevaringsstatus påvirkes. Faunapassager kan anvendes til at afværge eventuelle negative effekter af vejanlæg på arternes bevaringsstatus. Habitatdirektivets bestemmelser er bl.a. implementeret i Lov om naturbeskyttelse, Lov om jagt og vildtforvaltning og bekendtgørelse om fredning af visse dyre- og plantearter mv. Den fuldstændige liste over beskyttede arter kan ses på Naturstyrelsens hjemmeside ( Retningslinjer for administration, planlægning og praktiske anvisninger til arternes beskyttelse er behandlet i Kommissionen (2007) og Søgaard & Asferg (2007). Lov om naturbeskyttelse Naturbeskyttelsesloven skal medvirke til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet (LBK nr. 933 af 24/09/2009 Naturbeskyttelsesloven). Desuden skal loven medvirke til at give befolkningen adgang til naturen og forbedre mulighederne for friluftslivet. Det skal bl.a. ske ved at beskytte vilde dyr samt ved at forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betydning for dyr og for landskabelige og kulturhistoriske interesser. 74

75 Offentlige anlæg i det åbne land skal placeres og udformes således, at der i videst muligt omfang tages hensyn til de landskabelige værdier og de øvrige naturbeskyttelsesinteresser. I forbindelse med naturmyndighedernes godkendelse af vejprojekter kan opstilles en række vilkår om fx faunaog menneskepassager. De dyrearter, der er nævnt i bilag 3 til loven, må ikke forsætligt forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Forbuddet gælder i forhold til alle livsstadier af de omfattede dyrearter. Yngle- eller rasteområder for de arter, der er nævnt i bilag 3 til loven, må ikke beskadiges eller ødelægges. Strengt beskyttede og fredede arter og deres levesteder er også beskyttet via Lov om jagt og vildtforvaltning og Bekendtgørelse om fredning af visse dyre- og plantearter mv. Rødlisten Ved miljøvurderingen af et vejprojekt og vurderingen af behov for og placering af faunapassager skal der redegøres for forekomsten af truede arter jf. den nationale rødliste. Ved rødlistningen vurderes hver arts risiko for at uddø. Arterne henføres til en kategori ud fra kvalitative og kvantitative kriterier (IUCN 2001). Systemet er konstrueret til at foretage rødlistevurdering på globalt niveau. Rødlistevurdering anvendes også nationalt, så arternes status i de enkelte lande rødlistevurderes på et ensartet og sammenligneligt grundlag. Rødlistevurderingerne revideres regelmæssigt for at afspejle eventuelle ændringer i arternes status. Den aktuelle nationale status for en art i Danmark kan ses på: En arts status iht. Rødliste 1997 er gældende indtil der er foretaget en rødlistevurdering efter det nugældende rødlistesystem (Stoltze & Pihl 1998). Vandløbsloven Vandløbsloven skal sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af overfladevand, spildevand og drænvand (LBK nr. 927 af 24/09/2009 vandløbsloven). Afledningen skal ske under hensyntagen til miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som er fastlagt i henhold til anden lovgivning. For offentligt vandløb udarbejdes et regulativ, som bl.a. indeholder bestemmelser om vandløbets skikkelse eller vandføringsevne, vandløbsvedligeholdelse, restaureringsforanstaltninger og friholdelse af arealer langs vandløb. Broer, overkørsler og lignende må ikke anlægges eller ændres uden godkendelse fra vandløbsmyndigheden. I vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, kan myndighederne foretage en vandløbsrestaurering. Skovloven Formålet med skovloven er at bevare landets skove og fremme bæredygtig skovdrift på fredskovspligtige arealer (LBK nr. 945 af 24/09/2009 Skovloven). Desuden stiler loven efter at fremme friluftslivet. Bæredygtig skovdrift indebærer at driften bl.a. skal tilstræbe at bevare skovenes biologiske mangfoldighed og sårbare naturtyper. Anlæggelse af veje vil kræve ophævelse af fredskovspligten. Ved ophævelse af fredskovspligten for arealer af en vis størrelse stilles vilkår om erstatningsskov. Vejloven Lov om offentlige veje gælder for både veje og stier (LBK nr. 893 af 09/09/2009 Vejloven). Vejbestyrelserne skal udarbejde en vejfortegnelse og en stifortegnelse samt planer for anlæg af nye veje og stier. Der kan desuden træffes bestemmelse om, at nye veje skal forbeholdes bestemte typer trafik. 75

76 Ifølge vejloven kan der bl.a. eksproprieres til nyanlæg, udvidelser og ændringer af bestående anlæg, herunder støjskærmende foranstaltninger, faunapassager, erstatningsbiotoper og lignende for at reducere eller afværge negative effekter på naturen, beplantninger og lignende. Færdselsloven Færdselsloven regulerer en række forhold omkring udformning af stier og menneskepassager (LBK nr af 28/11/2010 Færdselsloven). 76

77 12 REFERENCER Adrados LC, Hesselsøe M & Briggs L Etablering af paddepassager. Notat til Vejdirektoratet. Andersen, PN & Madsen AB Trafikdræbte størrre dyr i Danmark kortlægning og analyse af påkørselsforhold. - Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet. Faglig rapport fra DMU nr Andreassen HP, Gundersen H & Storaas T The effect of scent marking, forest-clearing, and supplemental feeding on moose-train collisions. - Journal of Wildlife Management 69: Anonym Etablering af ridestier i naturen - sådan! - Naturturisme I/S. Svendborg. Araújo MB, Thuiller W & Pearson RG Climate warming and the decline of amphibians and reptiles in Europe. - Journal of Biogeography 33: Asferg T, Pagh S, Rosengaard M & Bertelsen J Forekomst af egern Sciurus vulgaris i skove under 20 ha. - Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra DMU nr Askling J, Bergman KO, Ignell H & Wahlman H Ryggradslösa djur och planering av infrastruktur dagfjärilar som landskapsekologiska verktyg och modellorganismer. - Callluna AB & Linköping Univeristet. Vägverket publikation 144. Baagøe HJ & Jensen TS Dansk Pattedyratlas. Gyldendal A/S. København. Blab J Biologie, Ökologie und Schutz von Amphibien. Kilda-Verlag.. Schriftenreihe für Landschaftspflege und Naturschutz. Heft 18. Bonn-Bad Godesberg. Brandjes GJ, van Eekelen R, Krijgsveld K & Smit GFJ Het gebruik van faunabuizen onder rjkswegen. - DWW Ontsnipperingsreeks deel 43. Brunken von G Amphibienwanderun Zwischen Land und Wasser. - /BSH-Veröff., Naturschutz in Niedersachen, merkblatt 69. Bruun-Schmidt J Trafikdræbte dyr i relation til landskab, topografi og vejtype. Upubliceret speciale fra Odense Universitet, Biologisk Institut. Clarke GC, White PCL & Harrris S Effects of roads on badger Meles meles populations in south-west England. - Biological Conservation 86: Christensen E, Nielsen EK, Wind P, Andersen PN, Madsen AB, Hansen TS, Høst I, Have P, Jensen T, Andersen P, Christensen E & Kjærgaard J 2007: Biologisk vurdering og effektundersøgelser af faunapassager langs motorvejsstrækninger i Vendsyssel. - Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet. Faglig rapport fra DMU nr Clevenger AP, Chruszcz B & Gunson KE Highway mitigation fencing reduces wildlife-vehicle collisions. Wildlife Society Bulletin 29:

78 Cueto M, Boesen PM, Hansen W & Høg M Hegning langs veje - en vejledning. Vejregelforberedende rapport Vejregelrådet. Vejdirektoratet. D Angelo GJ, D Angelo JG, Gallagher GR, Osborn DA, Miller KV & Warren RJ Evaluation of wildlife warning reflectors for altering white-tailed deer behavior along roadways. - Wildlife Society Bulletin 34: Dansk Standard Udearealer for alle. Anvisning for planlægning og indretning med henblik på handicappedes færden. - DS-håndbog 105. Dansk Standard Rekreative arealer for alle en eksempelsamling. DS-håndbog Dansk Standard Tilgængelighed for alle. - DS-Håndbog Dietz C, Helversen O & Nill D Handbuch der Fledermäuse Europas und Nordvestafrikas. Franckh-Kosmos Verlags Gmbh. Stuttgart. Elmeros M & Andersen PN Registrering af trafikdræbte større dyr og påkørselsforhold i Statusnotat fra DMU til Skov- og Naturstyrelsen. Elmeros M, Winbladh JK, Andersen PN, Madsen AB & Christensen JT 2011a. Effectiveness of odour repellents on red deer (Cervus elaphus) and roe deer (Capreolus capreolus): a field experiment. European Journal of Wildlife Research. Elmeros M, Viñas MM, Andersen PN & Baagøe HJ 2011b. Effektundersøgelser af faunabroer på rute 18 ved Herning. - Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet. Arbejdsrapport fra DMU. Entwistle AC, Harris S, Hutson AM, Racey PA, Walsh A, Gibson SD, Hepburn I & Johnston J 2001 Habitat Management for Bats. A guide for land managers, land owners and their advisers. - Joint Nature Conservation Committee, Peterborough. Fahrig L, Pedlar JH, Pope SE, Taylor PD & Wegner JF Effect of road traffic on amphibian density. Biological Conservation 73: Fahrig L & Rytwinski T Effects of roads on animal abundance: an empirical review and synthesis. Ecology and Society 14: 21. Fløjgaard C, Morueta-Holme N, Skov F, Madsen AB & Svenning J-C 2009 Potential 21st century changes to the mammal fauna of Denmark implications of climate change, land-use, and invasive species. - IOP Conference Serie: Earth Environmental Science doi: / /8/1/ Fog K, Schmedes A & Rosenørn de Lasson D Nordens padder og krybdyr. GAD s Forlag. Ford AT, Clevenger AP & Bennett A Comparison of non-invasive methods for monitoring wildlife crossing structures on highways. - Journal of Wildlife Management 73: Georgii B, Peters-Ostenberg E, Henneberg M, Hermann M, Müller-Stieβ H & Bach L Nutzung von Grünbrücken und anderen Quaungsbauwerken durch Säugetiere. Forschung Straβenbau und Straβenverkehrstechnik, Heft 971, Bundesministerium für Verkehr, Bonn. 78

79 Hansen L Trafikdræbte dyr i Danmark. DOFT 76: Hara F Transport ecology in Japan and Asia. Præsentation på 2010 IENE Conference, Velence, Ungarn. Hels T & Buchwald E The effects of road kills on amphibian populations. - Biological Conservation 99: Highways Agency, United Kingdom Design manual for roads and bridges. Draft. Holderegge R & Giulio MD The genetic effects of roads: A review of empirical evidence. Basic and Applied Ecology 11: Huijser M & Bergers PJM The effect of roads and traffic on hedgehog (Erinaceus europaeus) populations. Biological Conservation 95: Iuell B (red.) Veger og dyreliv. Statens vegvesen. Håndbok 242. Iuell B, Begger GJ, Cuperus R, Dufek J, Fry G, Hicks C, Hlavác V, Keller V, Rosell C, Sangwine T, Tørsløv N, Wandell V le Marie (red.) COST 341 Wildlife and Traffic. A European Handbook for Identifying Conflicts and Designing Solutions. - KNNV Publishers, Utrecht, The Netherlands. IPCC Summary for Policymakers. I: Solomon S m.fl. Climate Change The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. - Cambridge University Press, Cambridge. IUCN IUCN Red List Categories and Criteria: Version IUCN Species Survival Commission. IUCN, Gland, Switzerland and Cambridge. Jaarsma CF, van Langevelde F & Botma H Flattened fauna and mitigation: Traffic victims related to road, traffic, vehicle, and species characteristics. Transportation Research Part D 11: Jaeger JAG & Fahrig L Effects of Road Fencing on Population Persistence. - Conservation Biology 18: Jędrzejewski W, Nowak S, Kurek R, Mysłajek RW, Stachura, Zawadzka B & Pchałek M Animals and roads. Methods of mitigation the negative impact of roads on wildlife. - Mammal Research Institute, Białowieźa. Jeppesen JL, Madsen AB, Mathiasen R & Gaardmand B Faunapassager i forbindelse med større vejanlæg, III. Feltundersøgelser og litteraturudredning. - Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra DMU nr Jones DN & Bond ARF Road barrier effect on small birds removed by vegetated overpass in South East Queensland. Ecological Management & Restoration Kaae B, Skov-Petersen H & Larsen KS Større trafikanlæg som barrierer for rekreativ brug. Forskningscenter for Skov- & Landskab. Park og Landskabsserien, nr

80 Kastdalen L & Strønmmen S Tiltak for å rediserer elgpåkørsler på E6 under OL 94. Fylkesmannen i Olso og Akershus, miljøvernavdelingen og Statens vegvesen, Akershus. Kerth G & Melber M Species-specific barrier effects of a motorway on the habitat use of two threatened forest-living bat species. Biological Conservation 142: Kociolek AV & Clevenger AP Effects of Paved Roads on Birds: A Literature Review and Recommendations for the Yellowstone to Yukon Ecoregion. - Western Transportation Institute, Montana State University. Kommissionen Guidance document on the strict protection of animal species of Community interest under the Habitats Directive 92/43/EEC. Brussel. Kruidering AM, Veenbaas G, Kleijberg R, Koot G, Rosloot Y & van Jaarsveld E Leidraad faunavoorzieningen bij wegen. - Rijkswaterstaat, Dienst Weg- en Waterbouwkunde, Delft, The Netherlands. Landler L & Gollman G Magnetic orientation of the Common Toad: establishing an arena approach for adult anurans. - Frontiers in Zoology 8: 6. Lesinski G, Sikora A & Olszewski A Bat casualties on a road crossing a mosaik landscape. European Journal for Wildlife Research. Lutz W Ergebnisse der Anwendung eines sogenannten Duftzaunes zur Vermeidung von Wildverlusten durch Strassenverkehr nach Gehege- und Freilandorientierungen. - Zeitschrift für Jagdwissenschaf 40: Madsen AB, Simonsen V, Pertoldi C & Loeschcke V Barrierer i landskabet - Betyder de noget for de vilde dyr? - TEMA-rapport fra DMU, 40/ McGregor RL, Bender DJ & Fahrig L Do small mammals avoid roads because of the traffic? Journal of Applied Ecology 45: Mortelliti A, Amori G, Capizzi D, Rondinini C & Boitani L Experimental design and taxonomic scope of fragmentation studies on European mammals: current status and future priorities. Mammal Review 40: Møller JD & Baagøe HJ Flagermus og større veje - registrering af flagermus og vurdering af afværgeforanstaltninger. Vejdirektoratet. Nyström P, Hansson J, Månsson J, Sundstedt M, Reslow C & Broström A documented amphibian decline over 40 years: Possible causes and implications for species reovery. Biological Conservation 138: Olbricht P Untersuchung der Wirksamkeit von Wildwarnreflektoren und der Eignung von Wilddurchlässen. Zeitschrift für Jagdwissenschaft 30: Pereboom V, Mergey M, Villerette N, Helder R, Gerard JF & Lode T Movement patterns, habitat selection, and corridor use of a typical woodland-dweller species, the European pine marten (Martes martes), in fragmented landscapes. Canadian Journal of Zoology 86:

81 Rebelo H, Tarroso P & Jones G Predicted impact of climate change on European bats in relation to their biogeographic patterns. - Global Change Biology 16: Romin LA & Dalton LB Lack of response by mule deer to wildlife warning whistles. Wildlife Society Bulletin 20: Seiler A The toll of the automobile: Wildlife and roads in Sweden. - Sveriges Lantbruksuniversitet, Uppsala. Seiler A & Olsson M Are non-wildlife underpasses effective passages for wildlife? - ICOET proceedings. Skov- og Naturstyrelsen (2002): Trafikdræbte større dyr: Aktionsplan Miljøministeriet, Skovog Naturstyrelsen Stoltze M & Pihl S (red) Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark. - Miljø- og Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser og Skov- og Naturstyrelsen. Sunde P, Asferg T, Andersen PN & Olesen CR Hvor nedlægges krondyrene - og hvorfor? Betydningen af landskab, urbanisering og tidligere udbredelse for det lokale jagtudbytte af krondyr i Jylland i jagtsæsonen 2001/02. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Faglig rapport fra DMU Søgaard B & Asferg T (red.) Håndbog om arter på habitatdirektivets bilag IV til brug i administration og planlægning. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Faglig rapport fra DMU nr Topping CJ, Hansen TS, Jensen TS, Jepsen JU, Nikolajsen F & Odderskær P ALMaSS, an agentbased model for animals in temperate European landscapes. - Ecological Modelling 167: Trombulak SC & Frissell CA Review of ecological effects of roads on terrestrial and aquatic communities. - Conservation Biology 14:18-30 Ujvári ML, Baagøe HJ & Madsen AB Effectiveness of wildlife warning reflectors in reducing deer-vehicle collisions: A behavioral study. - Journal of Wildlife Management 62: Ujvári ML, Baagøe HJ & Madsen AB Effectiveness of acoustic road markings in reducing deervehicle collisions: A behavioural study. Wildlife Biology 10: van Apeldoorn RC, Knaapen JP, Schippers P, Verboom J, Van Engen H & Meeuwsen H Applying ecological knowledge in landscape planning: a simulation model as a tool to evaluate scenarios for the badger in the Netherlands. - Landscape and Urban Planning 41: van der Grift EA Corridor Leusderheide - Nut en noodzaak van de verbindingszone, en advies voor de dimensionering en positionering van een ecoduct over de N Wageningen, Alterra, Alterra-rapport 912. van der Grift EA., Pouwels R & Reijnen R Meerjarenprogramma Ontsnippering Knelpuntenanalyse. Alterra-report 768. Alterra, Green World Research, Wageningen, The Netherlands. 81

82 van der Grift EA, Ottburg FGWA & Dirksen J Het gebruik van Natuurbrug Zanderij Crailoo door mens en dier. Wageningen, Alterra, Alterra-report van Langevelde F & Jaarsma CF Modeling the effect of traffic calming on local animal population persistence. - Ecology and Society 14: 39. van Langevelde F, van Dooremalen C & Jaarsma CF Traffic mortality and the role of minor roads. Journal of Environmental Management 90: van Vuurde MR & van der Grift EA The effects of landscape attributes on the use of small wildlife underpasses by weasel (Mustela nivalis) and stoat (Mustela erminea). Lutra Vejdirektoratet Byernes trafikarealer. Forudsætninger for den geometriske udformning. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet Byernes trafikarealer. Krydsninger mellem veje og stier. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet Byernes trafikarealer. Stikrydsninger. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet Fauna- og menneskepassager, En vejledning. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet Handicapegnede veje - en projekteringshåndbog. - Vejdirektoratet. Vejdirektoratet Beplantning i åbent land. Forudsætninger og strategi. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet Beplantning i åbent land. Planlægning og projektering. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet 2008a. Trafikarealer, land. Planlægning af veje og stier i åbent land. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet 2008b. Trafikarealer, land. Forudsætninger for den geometriske udformning. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet 2008c. Trafikarealer, land. Tracering. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet 2008d. Trafikarealer, Land. Planlægning af vejkryds. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet 2009a. Byernes trafikarealer. Fartdæmpere. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Vejdirektoratet 2009b. Veje. Vejkonstruktioner. Afvandingskonstruktioner. - Vejregelrådet. Vejdirektoratet. Verboom J, Foppen R, Chardon JP, Opdam PFM & Luttikhuizen PC Introducing the key patch approach for habitat networks with persistent populations: an example for marshland birds. - Biological Conservation 100: Vägverket & Banverket Vilda dur och infrastruktur en handbook för åtgärder. Vägverkets publikation 2005,

83 13 BILAG 1 - TEKNISKE ANVISNINGER Bilag 1 består af en række tekniske anvisninger for de forskellige typer fauna- og menneskepassager og kombinerede passager. Faunapassager Faunabro type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Våd/tør landskabsbro type A1 (krondyr) og A2 (rådyr) Våd/tør underføring type B1 (små og mellemstore pattedyr) Tør underføring type B2 (padder) Våd/tør underføring type C (rovpattedyr og pindsvin) Banketter på eksisterende broer (odder) Trækroneforbindelse Menneskepassager Stibro Stitunnel Kombinerede fauna- og menneskepassager Kombineret brug: faunabroer type A1/ A2 med sti/markvej Kombineret brug: landskabsbroer type A1/A2 med sti/markvej Kombineret brug: våd/tør underføringer type A & B1 med sti/markvej 83

84 FAUNABRO TYPE A1 (KRONDYR) OG A2 (RÅDYR) Generel beskrivelse Faunabroer er velegnede til at skabe passagemulighed for et meget bredt spektrum af arter, inkl. arter med lav mobilitet, samt at bevare sammenhæng mellem tørre naturtyper på hver side af veje og jernbaner. Der bør anlægges faunabroer ved trafikanlæg, der krydser vigtige økologiske korridorer eller levesteder for store arter, lavmobile arter eller arter, der ikke benytter underføringer. Kan anvendes til - Type A1: krondyr og dådyr; Type A2: rådyr - Mellemstore rovdyr - Mindre pattedyr, inkl. egern og hasselmus - Flagermus - Fugle, skovtilknyttede små arter - Krybdyr - Padder - Insekter og andre hvirvelløse dyr knyttet til tørre, lysåbne naturtyper Dimension og tekniske data Faunapassage Bredde (m) Åbenhedsindeks Højde jordvold (m) Hegnshøjde (m) Faunabro type A1 > 50 > 0,8 > 1,0 > 2,2 Faunabro type A2 > 20 > 0,8 > 0,5 > 1,8 Figur 1 Dimensioner for faunabroer. A1 er dimensioneret til krondyr. A2 er dimensioneret til rådyr. Åbenhedsindeks er forholdet mellem passagens bredde og længde. Smallere passager kan ikke anbefales. Der kan være enkelte individer, der tilfældigt anvender smalle passager, men effektiviteten vil være lav. Form Passager med en parabolform er mere effektive end passager med samme bredde i hele længden, fordi flere dyr kan ledes ind på passager med bredere åbninger (figur 2). Figur 2 Skitse af tre faunabroer med samme åbenhedsindeks. Den parabolformede faunabro (th.) er mere effektive end passager med smallere åbninger og konstant bredde over passagen ((Iuell 2005). 84

85 Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelser Faunabroer bør konstrueres og indrettes så store arter har indtryk af, at landskabet fortsætter ubrudt over passagen. Hvis passagen ligger over terræn skal ramperne op til passagen have en lav stigningsgrad (1:5 eller mindre). Omkring faunapassagens mundinger skal et areal med en radius på mindst 50 m udlægges som naturområde med lysåbne arealer og tryghedsskabende beplantninger. En bufferzone med en radius på minimum 150 m omkring faunabroen bør friholdes for andre anlæg, som kan udgøre en barriere for dyrenes adgang til passagen, fx tværgående hegn, andre veje og jernbaner, bebyggelse, industriområder og lign. Jorddække Jorddækket på faunabroer og arealerne op til passagerne skal tages lokalt og udlægges så jordbunden og strukturen gennem passagen svarer til omgivelserne. Der må ikke udlægges et næringsrigt muldlag eller jord fra andre egne med fremmede frøpuljer. Jordlaget skal være tilstrækkeligt dybt og vandholdigt til at sikre egnede vækstbetingelser for den vegetationstype, der skal være på faunabroen. - Græs og urter: 30 cm - Buske og hegn: 50 cm - Træer: 1,5 m. Beplantning og ledelinjer Beplantninger på faunabroer og i ledelinjerne hen til passagerne skal beplantes med mindst forskellige arter af naturligt hjemmehørende, egnskarakteristiske træer og buske (figur 3 og 4). Der bør vælges relativt hårdføre arter, der kan tåle periodevis tørre forhold samt vindeksponeringen på faunabroer. Beplantningerne skal tilpasses lokale forhold, men bør for størstedelens vedkommende udgøres af løvfældende, lyskrævende arter med høj frugtsætning som er attraktive fødeemner for en bred vifte af dyrearter. Hjemmehørende nåletræer, som skovfyr, ene og taks kan iblandes i mindre grad. Ledelinjerne hen til faunabroer skal have en bredde på mindst m. Langs siderne af broen skal der være sammenhængende vegetation, der kan fungere som skjulested, levested og ledelinje for faunaen. Beplantningerne langs siderne bør dække mindst 20% af faunabroens bredde. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. På midten af passagen bør der generelt være lysåbne forhold, men der kan plantes enkelte spredte buske hen over faunabroen. 85

86 Figur 3 En faunabro skal indrettes så de vegetationstyper og habitater, der findes omkring passagerne, fortsætter ubrudt hen over vejanlægget (Cueto m.fl. 2011). Figur 4 Eksempel på tværsnit af beplantningen på en faunabro (Cueto m.fl. 2011). Plantetætheden bør være tilstrækkelig til at understøtte spredningsmulighederne for de dyrearter, som ønskes tilgodeset. Den naturlige græs- og urtevegetation skal have lov til at sprede sig til de lysåbne arealer fra naboarealerne. Gødskning og sprøjtning af arealerne skal undgås. Der bør kun udlægges træflis og lign. lige omkring de enkelte plantede buske/træer, ikke på større sammenhængende arealer. Beplantningerne bør løbende vedligeholdes så spredningsmulighederne bevares for de arter, som ønskes tilgodeset med beplantningerne og faunapassagen. 86

87 Afskærmning og skjul Forstyrrende lys og støj fra køretøjer under faunabroen reduceres ved at anlægge en lav jordvold og/eller opsætte et tæt hegn på siderne af faunabroen. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. Bevoksninger og ledelinjer hen til passagen skal have sammenhæng med skove, levende hegn og naturarealer omkring passagen. Der skal skabes en mosaik af forskellige mikrohabitater, levesteder og skjulesteder for små arter ved udlægning af træstød, grus- eller stenbunker i sammenhængende række eller i små grupper på de lysåbne arealer gennem passagen. Der bør udlægges mindst: - 20 m 3 dødt ved pr m 2 i form af stød og stammer i større dimensioner - 10 m 3 store sten pr m 2 (diameter mindst 50 cm) - 10 m 3 grus/mindre sten pr m 2 Det er særligt vigtigt med sådanne kunstige skjulesteder for de små dyr indtil vegetationen på faunabroen er etableret. Jordvoldene langs siderne af passagen kan ikke medregnes som skjulesteder, hvis der inden for jordvoldene er opsat paddehegn, som hindrer de små dyrs adgang til jordvoldene. Fugtige arealer og våde områder Padders brug af faunabroer kan øges ved at etablere en lavning med fugtigere forhold eller en række små midlertidige vandpytter over passagen. Etablering af vandhuller tæt ved faunabroer kan øge sandsynligheden for udveksling af padder over passagen. Menneskelig forstyrrelse og kombineret brug Jagt og andre rekreative aktiviteter skal undgås på faunabroer og på arealerne omkring passagen. Barrierer på arealerne op til passagen skal undgås, fx tværgående kreaturhegn. Kombineret brug af faunabroer kan ikke anbefales generelt, men det kan under visse forudsætninger komme på tale. Se den tekniske anvisning for kombinerede brug af overføringer s Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af faunabroens dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper og naturtyper. Vejreglen om Hegning langs veje indeholder nærmere vejledninger for hegn, beplantning og ledelinjer. 87

88 EKSEMPLER PÅ FAUNABROER Figur 5 Faunabro type A2 ved Jyske Ås på E45. Passagen strækker sig både over den gamle landevej og motorvejen. Arealet mellem de to veje indgår visuelt i passagen og får de to broer til at virke som en sammenhængende passage. Passagen anvendes af hare, ræv, rådyr og flere små pattedyrarter (Christensen m.fl. 2007). Efter vegetationen på passagen er vokset tættere er enkelte krondyr også begyndt at benytte passagen (Ivar Høst, pers. medd. 2010), men effektiviteten for krondyr på bestandsniveau er og vil også fremover være lille. Dimensioner - Totallængde: 150m; Bredde: 18m. Figur 6 Faunabro type A2 på rute 18 ved Herning (km 35,4) (Foto: M. Elmeros). Passagen er let hævet over terræn, men den anvendes af ræv og rådyr samt sporadisk af mår og grævling (Elmeros m.fl. 2011b). Dimensioner - Bredde: 15 m; Længde: 38 m; Åbenhedsindeks: 0,38; Jorddække: 0,7 m. 88

89 Figur 7 Faunabro type A2 på rute 18 ved Herning (km 37,5)(Foto: M. Ujvári). Der er opsat pileflethegn på faunabroen, for at skærme mod lys fra vejen, og plantet to rækker buske langs faunabroens sider som trykheds- og ledebeplantning. Figur 8 Faunabro type A2 på rute 18 Vejle-Herning ved Riis (km 25,09). Luftfoto af området hvor faunabroen er placeret (Foto: Barker & Barker ). Dimensioner for bygværket ifølge Danbro - Bredde: 52 m; Længde: 36 m; Åbenhedsindeks: 1,44. Jorddække: > 0,5 m. Dimensioner for dyrene ifølge luftfoto - Bredde: 40 m inden for hegnet over passagen; Længde: ca. 60 m mellem hegn langs vejen; Åbenhedsindeks: 0,67. 89

90 Figur 9 Faunabro på rute 18 Vejle-Herning ved Riis (km 25,09) set fra vest (Foto: M. Ujvári). Af billedet ses: Et vildthegn og et paddehegn leder dyrene mod passagen. De lange tætsluttende paddehegn forhindrer dog også små pattedyr, krybdyr, insekter mv. i at udnytte og vandre mellem de lysåbne arealer langs vejen. Figur 10 Faunabro på rute 18 Vejle-Herning ved Riis (km 25,09)(Foto: M. Ujvári). Af billedet ses: Der er anlagt jordvold på kanten af faunabroen (til venstre i billedet) for at skærme mod bilernes lys. Der er plantet tre rækker træer og buske foran hegn og jordvold som lede- og skjulebeplantning. Vildthegn og paddehegn er fortsat hen over faunabroen. Havde hegnet været sat uden for jordvolden, havde denne kunne indgå i variationen af habitater for små pattedyr, krybdyr, insekter mv. over faunabroen. 90

91 VÅD/TØR LANDSKABSBRO TYPE A1 (KRONDYR) OG A2 (RÅDYR) Generel beskrivelse Landskabsbroer er velegnede til at skabe passagemulighed for et meget bredt spektrum af arter, inkl. arter knyttet til vandløb, samt til at bevare sammenhæng mellem fugtige naturtyper. Barrierevirkningen er lav hvis de naturlige hydrologiske forhold, jordtype, fugtighed og vegetationsdækket bevares eller genetableres. Der bør anlægges landskabsbroer på trafikanlæg, der krydser ådale og lign. som er vigtige økologiske korridorer eller levesteder for store arter eller arter der ikke anvender tunnelunderføringer. Kan anvendes til - Type A1: krondyr og dådyr; Type A2: rådyr - Mellemstore rovdyr - Små pattedyr - Flagermus - Krybdyr - Padder - Insekter og andre hvirvelløse dyr Samt i våde passager - Semi-akvatiske arter som odder og bæver - Fisk og hvirvelløse dyr i vandløb Dimension og tekniske data Faunapassage Højde (m) Bredde (m) Bredde på banketter (m) Højde over banket (m) Landskabsbro type A1 (tør) > 6 > Landskabsbro type A2 (tør) > 4 > Landskabsbro type A1 (våd) > 6 > 20 + vandløb Landskabsbro type A2 (våd) > 4 > 20 + vandløb > 10 > 6 > 10 > 4 Figur 1 Dimensioner for landskabsbroer type A1 og A2 anlagt for at tilgodese hhv. krondyr og rådyr. Landskabsbroer er større konstruktioner, der kan tilgodese langt flere arter end fx tunnelunderføringer. Dimensionerne vil variere efter de lokale terrænforhold fra lange, lave broer over vådområder til kortere broer over smallere ådale. Bredde og højde bør være så stor som mulig for at minimere anlæggets barrierevirkning og få størst muligt lysindfald under broen. 91

92 Figur 2 Landskabsbroer anlægges fx hvor trafikanlæg skal krydse en ådal. Længden er typisk fra 50 til et par hundrede meter lange. De viste dimensioner svarer til mindstemålene for krondyr. Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelser De naturlige hydrologiske forhold, underlag, fugtighed og vegetationsdække under broen skal bevares eller genetableres efter anlæg. Træer som fældes og større sten, som graves frem under anlægsarbejdet, bør efterlades lokalt og indgå i naturforholdene på stedet. Omkring faunapassagens mundinger skal et areal med en radius på mindst 50 m udlægges som naturområde med lysåbne arealer og tryghedsskabende beplantninger. En bufferzone med en radius på minimum 150 m omkring landskabsbroen bør friholdes for andre anlæg, som kan udgøre en barriere for dyrenes adgang til passagen, fx tværgående hegn, andre veje og jernbaner, bebyggelse, industriområder og lign. Jorddække Der skal sikres en tilstrækkelig tilførsel af vand til arealerne under broen for at fremme vækstbetingelserne for vegetation. Lysindfald og nedbør Det kan være hensigtsmæssigt med et mellemrum mellem de to modsatrettede kørebaner. Lysindfaldet og nedbøren mellem kørebanerne vil fremmer vækstbetingelserne for vegetationen under broen. Beplantninger, ledelinjer og kunstige skjul Ledelinjerne hen til landskabsbroer skal have en bredde på mindst m. Beplantningen skal bestå af mindst forskellige arter hjemmehørende, egnskarakteristiske træer og buske. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. Bevoksninger og ledelinjer hen til passagen skal have sammenhæng med skove, levende hegn og naturarealer omkring passagen. Tæt opvækst af træer på arealerne op til landskabsbroer bør reguleres, så græs- og urtevegetation under broen ikke bortskygges. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. Der skal skabes en mosaik af forskellige mikrohabitater, levesteder og skjulesteder for små arter ved udlægning af træstød, grus- eller stenbunker i sammenhængende række eller i små grupper på de lysåbne arealer gennem passagen. Der bør udlægges mindst: - 20 m 3 dødt ved pr m 2 i form af stød og stammer i større dimensioner - 10 m 3 store sten pr m 2 (diameter mindst 50 cm) - 10 m 3 grus/mindre sten pr m 2 92

93 Skærme På lokaliteter med stor risiko for trafikdrab af fugle og flagermus bør der opsætte skærme langs vej- /jernbaneanlægget for at lede dyrene op over trafikken. Af hensyn til fugle skal skærmene være ugennemsigtige for at reducere risikoen for dødsfald som følge af kollisioner med skærmene. Det kan være nødvendigt at opsætte støj- og lysskærme langs vej- eller jernbanen for at reducere forstyrrelsen af faunaen, fx ved passage af vådområder med yngleforekomster af støjfølsomme fugle. Vandløb Vandløb og brinker skal føres gennem passagen med fysiske forhold (bundmateriale, -bredde, strømhastighed, brinkernes hældning, vegetation, mv.) der svarer til de naturlige forhold for vandløbet. Hvis naturtilstanden for vandløbet er dårlig, bør vandløbet restaureres i forbindelse med etableringen af trafikanlægget. Menneskelig forstyrrelse og kombineret brug Arealet under landskabsbroen må ikke anvendes til opmagasinering af landbrugs- og byggematerialer, køretøjer og lign. Jagt og andre rekreative aktiviteter skal undgås i og på arealerne omkring landskabsbroer. Barrierer på arealerne op til passagen skal undgås, fx tværgående kreaturhegn. Landskabsbroer kan under visse forudsætninger kombineres med brug af mennesker. Ved kombineret brug af mindre landskabsbroer (< 50 m) skal broens længde øges svarende til bredden af sti/vej samt skærmende hegn, buske eller træstød. Se den tekniske anvisning for kombineret brug af landskabsbroer s Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af landskabsbroers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper og naturtyper. Vejreglen om Hegning langs veje indeholder nærmere vejledninger for hegn, beplantning og ledelinjer. 93

94 EKSEMPLER PÅ LANDSKABSBROER Figur 3 Landskabsbro type A1 på rute 18 Vejle-Herning ved Fjederholt Å (km 58,04) (Foto: M. Elmeros). Motorvejen er ført over ådalen på lang bro med uhindret, fysisk passagemulighed for dyr i ådalen. En relativ stor frihøjde giver et lysindfald og et ubrudt vegetationsdække under vejbroen Dimensioner Brolængde: 198 m, Samlet vejbredde: 28 m; Største højde: 8 m. Figur 4 Landskabsbro type A2 på rute 18 Vejle-Herning over Søby Å (km 53,05) (Foto: M. Elmeros). Dimensioner Brolængde: 105 m, Samlet vejbredde: 34 m; Største højde: 6,3 m over de laveste beliggende dele af ådalen. Af billedet ses: Broens højde og lysindfaldet giver mulighed for en lav, skærmende buskvegetationen på vandløbets nordlige brink. Et ca. 1 m bredt mellemrum mellem de to brodæk giver et indfald af naturligt lys og nedbør, der bidrager til at opretholde et vegetationsdække på arealerne under vejbroen. 94

95 Figur 5 og 6 Landskabsbro type A1 på E45 ved Lyngbygaards Å vest for Århus (km 171,9) (Fotos: M. Elmeros). Høj opvækst af træer og buske på den ene side af vandløbet skygger for vegetationen under broen. Dimensioner Brolængde: 110 m, Vejbredde: 28 m; Banketbredde 20 m; Største højde: 12 m. 95

96 Figur 7 Landskabsbro type A1 på E20 over Åkær Å ved Lunderskov på Esbjerg-motorvejen (km 237,1) (Foto: M. Elmeros). Dimensioner Brolængde: 110 m; Spænd: 92 m; Vejbredde: 25 m; Højde: 16 m. Af billedet ses at: Skoven vest for af ådalen er bevaret i stor udstrækning under broen. Vandløbet i bunden af ådalen har bevaret sit eksisterende løb med træer langs brinkerne. Bunden af ådalen fremstår flad og åben med god sigt gennem ådalen. 96

97 VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE A1 (KRONDYR) & A2 (RÅDYR) Generel beskrivelse Underføringer type A kan anvendes til at skabe passagemulighed for de fleste landlevende dyr. Der bør anlægges underføringer type A på lokaliteter, hvor trafikanlæg krydser lokale spredningskorridorer og levesteder for hjorte, hvis det ikke er muligt at anlægge faunabroer eller landskabsbroer. Lange tunnelunderføringer (> 50 m), fx gennem vejdæmninger i ådale, bør ikke anlægges, da effektiviteten af lange tunnelunderføringer er meget lav. På sådanne steder bør der anlægges en landskabsbro i ådalens bredde. Kan anvendes til - Type A1: krondyr og dådyr; Type A2: rådyr - Mellemstore rovdyr - Små pattedyr - Flagermus - Krybdyr - Padder - Insekter og andre hvirvelløse dyr Samt i våde passager - Semi-akvatiske arter som odder og bæver - Fisk og hvirvelløse dyr i vandløb Dimension og tekniske data Profil: Firkantet eller oval tunnel med åben bund eller en kort bro. Faunapassage Højde (m) Bredde (m) Tunnelindeks Bredde på banketter (m) Højde over banket (m) Underføring type A1 (tør) > 6 > 12 > 1,5 - - Underføring type A2 (tør) > 4 > 6 > 0, Underføring type A1 (våd) > 6 >14+ vandløb Underføring type A2 (våd) > 4 > 7 + vandløb Figur 1 Dimensioner for underføringer type A1 og A2 til hhv. krondyr og rådyr. > 1,5 > 7 > 6 > 0,75 > 3,5 > 4 Tunnelindekset angiver forholdet mellem passagens tværsnitsareal og længde. For rektangulært formede underføringer svarer målene for faunapassagen til målene for bygværket. Hvis underføringen har skrånende sider eller er rund/oval formet skal minimumshøjde holdes i minimumsbredde (figur 2). I vådpassager skal der være banketter på hver side af vandløbet. Mindstehøjden skal opfyldes i hele bankettens bredde (figur 3). Banketternes bredde inkluderer ikke de skrånende vandløbsbrinker. 97

98 Ved udregning af tunnelindeks for vådpassager trækkes bredden af vandløbet og de skrånende brinker fra den samlede bredde. Figur 2 Tværsnit af tørre underføringer. Ved underføringer med rund/oval form eller skrånende sider er totalhøjde og bredde for bygværket større end mindstemålene. De skitserede dimensioner svarer til mindstemålene for krondyr. Figur 3 Tværsnit af våde underføringer. Ved våde underføringer skal højden opfyldes i hele banketbredden. De skrånende vandløbsbrinker skal ikke medregnes i banketternes bredde. De viste dimensioner svarer til mindstemålene for rådyr Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelser Placeringen af underføringerne skal indpasses efter lokale topografiske forhold, så passagerne ligger i forlængelse af naturområder og ledelinjer. Omkring underføringernes åbninger bør et mindre areal med en radius på mindst 25 m friholdes fra opdyrkning og anden udnyttelse. Arealet skal være forbundet med naturområder med gode ledelinjer. Hvis underføringen er sænket i forhold til det omgivende terræn bør siderne på afgravninger foran mundingerne af passagen ikke være stejlere end 1:5. Der skal være et frit udsyn gennem underføringen. Andre infrastrukturer, som vil være en barriere for dyrenes adgang til underføringerne, skal undgås på arealerne omkring passagerne, fx tværgående hegn, andre veje og jernbaner, bebyggelse, industriområder og lign. Jorddække Underlaget i underføringerne skal være muldjord for at have en høj jordfugtighed, hvilket fremmer padders spredningsmuligheder og vækstbetingelserne for græs og urter. Muldjorden i underføringerne skal bestå af overfladejord fra lokalområdet. Der bør ikke udlægges andre jordtyper eller fremmede frøpuljer. 98

99 Ledelinjer og skjul Vegetation og mikrohabitater på arealerne omkring underføringerne skal bevares eller genetableres og føres hen til og så langt ind i passagerne som muligt. Ledelinjerne hen til underføringer type A1 og A2 skal have en bredde på mindst m. Beplantningen skal bestå af mindst forskellige arter hjemmehørende, egnskarakteristiske træer og buske. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. Ledelinjer hen til underføringen og eventuelle tryghedsskabende beplantninger skal have sammenhæng med skove, levende hegn og naturarealerne omkring passagen. Der bør udlægges træstød, -stammer og større sten langs væggene i underføringerne som skjulemulighed og ledelinje for små arter, fx gnavere, salamandre og krybdyr. Materialerne skal udlægges som sammenhængende rækker eller i små grupper med få meters mellemrum. Lokale omstændigheder kan tilsige at der lægges mere eller mindre end det anbefalede. Skærme På veje med høj trafikintensitet over underføringer til krondyr kan det være nødvendigt at at opsætte støjskærme langs vejen for at reducere forstyrrelsen. Ved lokaliteter med stort flagermusaktivitet kan det være nødvendigt at opsætte afskærmning for at tvinge flagermus til at flyve op over trafikken på vejanlægget eller jernbanen. Dræning Tørre underføringer og omgivelser skal drænes så der ikke står vand i eller foran mundingerne til passagerne. Specielt ved underføringer, der er sænket i forhold til omgivelserne, skal der være særlig opmærksomhed på, at der ikke samles vand foran eller i selve passagerne, at indgangene ikke blokeres eller frihøjden i underføringer ikke reduceres pga. sedimentering af sand og jord i afgravningerne og i passagerne. Ved vandløb I underføringer med vandløb skal der anlægges brede, tørre banketter på hver side af vandløbet. Banketterne skal være så høje, at de ikke oversvømmes ved høj vandstand. Vandløbet gennem passagen skal have fri vandoverflade, og vandløbets naturlige, fysiske forhold (bund, bredde, fald, strømhastighed, mv.) skal bevares. Hvis vandløbet er reguleret eller i dårlig tilstand bør vandløbet restaureres i forbindelse med bygningen af trafikanlægget. Banketterne skal have let skrånende sider ned mod vandfladen, så det er muligt for dyr at komme op på banketterne fra vandløbet ved forskellige vandstande. Banketterne dækkes af muldjord fra omgivelserne for at gøre passagerne mere egnede for padder og fremme vækstmulighederne for græs og urter gennem passagen. 99

100 Menneskelige forstyrrelse og kombineret brug Jagt og andre rekreative aktiviteter skal undgås i og på arealerne omkring underføringen. Barrierer på arealerne op til passagen skal undgås, fx tværgående kreaturhegn. Kombineret brug af underføringer type A1 og A2 reducerer deres effektivitet som faunapassage. Underføringer type A1 kan ikke kombineres med menneskepassage pga. krondyrs store følsomhed overfor forstyrrelse. Underføringer type A2 kan i nogle tilfælde kombineres med rekreative stier og meget begrænset arbejdskørsel i dagtimerne. Det forudsætter dog at passagens bredde øges. Se den tekniske anvisning om kombineret brug af tunnelunderføringer s Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af underføringers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. Vejreglen om Hegning langs veje indeholder nærmere vejledninger for hegn, beplantning og ledelinjer. 100

101 EKSEMPLER PÅ UNDERFØRINGER TYPE A1 OG A2 Figur 4 og 5 Underføring type A2 til rådyr på rute 18 Vejle-Herning ved Riis (km 24,06)( Fotos: M. Ujvári). Dimensioner af bygværket ifølge Danbro - Højde: 4,85 m; Loftsbredde: 5,7 m; Bundbredde: 9 m; Loftslængde: 35 m; Tunnelindeks: 0,79 ). Af billederne ses, at: faunapassagen ligger højt i vejkassen, hvilket muliggør, at faunapassagen kan blive højere, og dermed øges tunnelindekset og passagens effektivitet for faunaen. Der er lagt ledelinje for mindre dyr af træstød og stammer igennem passagen. Der bør dog udlægges mere dødt ved, stenbunker og kampesten for at skabe mere sammenhængende skjulemuligheder gennem passagen. De store sten kan evt. også forhindre kørsel gennem passagen. Der er åbning opadtil midt i passagen (mål: ca. 1 x 4 m) mellem de to vejbaner, så passagen bliver lysere og mere fugtig. 101

102 Figur 6 Våd underføring type A2 ved Lindholm Å på E45 ved Brønderslev (km 15,9). Passagen benyttes ofte af husmår, ilder, ræv og odder (Christensen m.fl. 2007). Spidsmus og enkelte små gnavere er registreret i passagen. Rådyr, grævling, brud/lækat og hare anvender sporadisk underføringen. Dimensioner Loftslængde: 28 m; Bundlængde: 39 m; Loftsbredde: 9,0 m; Bundbredde: 12,5 m; Højde: 4,0 m; Bredde banketter: 4,5 m. Tunnelindeks: 0,75. Figur 7 Underføring type A2 på E45 ved Sæby Å (km 339,8) udformet som en kort bro. Den karakteriseres som underføring type A pga. den begrænsede bredde på banketterne. For dyrene er der kun passagemuligheder inden for bropillerne. Desuden er passagemulighederne begrænset af hegning langs vandløbet. Dimensioner for bygværket Broens længde: 38,0 m; Vejbanens bredde: 26 m. Højde: 6,0 m; Bredde banketter: 3,5 m. Dimensioner af konstruktionen som faunapassage - Bredde mellem hegn langs vandløb: 18 m inkl. vandløb og brinker; Længde: ca. 65 m. 102

103 VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE B1 (MELLEMSTORE OG SMÅ PATTEDYR) Generel beskrivelse Underføringer type B1 kan anvendes til at skabe passagemulighed for lokale bestande af mellemstore pattedyr og mindre dyr. Størrelsen og placeringen af underføringer type B er meget afgørende for mulighederne for at tilgodese flere arters krav og passagens effektivitet for de enkelte arter. Kan anvendes til - Mellemstore rovdyr - Små pattedyr i mindre omfang - Padder i mindre omfang - Krybdyr i mindre omfang - Insekter og andre hvirvelløse dyr i mindre omfang Samt i våde passager - Semi-akvatiske arter som odder og bæver - Fisk og hvirvelløse dyr i vandløb. Nogle fiskearter, fx helt, svømmer dog ikke igennem mørke vandløbsstrækninger i små underføringer. Store underføringer type B1 kan anvendes af enkelte rådyr og af visse arter af flagermus, hvis der er gode ledelinjer hen til passagerne. Dimension og tekniske data Profil: Firkantet eller oval tunnel med åben bund eller en kort bro. Faunapassage Højde (m) Bredde (m) Tunnelindeks Bredde på banketter (m) Højde over banket (m) Underføring type B1 (tør) > 1 > 1, Underføring type B1 (våd) > 1 > 3 + vandløb - > 1,5 > 1 Figur 1 Dimensioner for underføringer type B1, der kan anvendes til mellemstore og små pattedyr. Mindstemålene for bredde og højde skal altid tilstræbes opfyldt. Kan fx højden ikke overholdes skal bredden øges, så tunnelindekset overholdes. For rektangulært formede underføringer svarer målene for faunapassagen til målene for bygværket. Hvis underføringen har skrånende sider eller er rund/oval formet skal minimumshøjde holdes i minimumsbredde. I vådpassager skal der være banketter på hver side af vandløbet. Mindstehøjden skal opfyldes i hele banketternes bredde. Banketternes bredde inkluderer ikke de skrånende vandløbsbrinker. 103

104 Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelser Placeringen af underføringer type B1 skal tilpasses de lokale topografiske forhold, så passagerne ligger i forlængelse af naturområder og spredningsveje i landskabet. Omkring underføringernes åbninger bør et mindre areal med en radius på mindst 10 m friholdes fra opdyrkning og anden udnyttelse. Arealet skal være forbundet med naturområder med gode ledelinjer. Hvis underføringen sænkes i forhold til det omgivende terræn bør siderne på afgravninger foran mundingerne af passagen ikke være stejlere end 1:5. Andre infrastrukturer som vil være en barriere for dyrenes adgang til underføringerne skal undgås på arealerne omkring passagerne, fx tværgående hegn, andre veje og jernbaner, bebyggelse, industriområder og lign. Jorddække Underlaget i passagerne skal være muldjord. Dels for at fremme vækstbetingelserne for græs og urter mest muligt, og dels fordi fugtigheden i muldjord fremmer padders brug af passagen. Muldjorden i underføringerne skal bestå af overfladejord fra lokalområdet. Der bør ikke udlægges andre jordtyper eller fremmede frøpuljer. Ledelinjer og skjul Vegetation og mikrohabitater på arealerne omkring underføringerne skal bevares eller genetableres og føres hen til og så langt ind i passagerne som muligt. Ledelinjerne hen til underføringer type B skal have en bredde på mindst m. Beplantningen skal bestå af mindst 5-10 forskellige arter hjemmehørende, egnskarakteristiske træer og buske. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. Ledelinjer hen til underføringen skal have sammenhæng med skove, levende hegn og naturarealerne omkring passagen. Der bør udlægges træstød, -stammer og større sten langs væggene i underføringerne som skjulemulighed og ledelinje for små arter, fx gnavere, salamandre og krybdyr. Materialerne skal udlægges som sammenhængende rækker eller i små grupper med få meters mellemrum. Lokale omstændigheder kan tilsige at der lægges mere eller mindre end det anbefalede. Dræning Tørre underføringer og omgivelserne skal drænes så der ikke stå vand i eller foran mundingerne til passagerne. Specielt ved underføringer, der er sænket i forhold til omgivelserne, skal der være særlig opmærksomhed på, at der ikke samles vand foran eller i selve passagerne, at indgangene ikke blokeres eller frihøjden i underføringer ikke reduceres pga. sedimentering af sand og jord i afgravningerne og i passagerne. 104

105 Ved vandløb I underføringer med vandløb skal der anlægges brede, tørre banketter på hver side af vandløbet. Banketterne skal være så høje, at de ikke oversvømmes ved høj vandstand. Vandløbet gennem passagen skal have fri vandoverflade, og vandløbets naturlige, fysiske forhold (bund, bredde, fald, strømhastighed, mv.) skal bevares. Hvis vandløbet er reguleret eller i dårlig tilstand bør vandløbet restaureres i forbindelse med bygningen af trafikanlægget. Banketterne skal have let skrånende sider ned mod vandfladen, så det er muligt for dyr at komme op på banketterne fra vandløbet ved forskellige vandstande. Banketterne dækkes af muldjord fra omgivelserne for at gøre passagerne mere egnede for padder og fremme vækstmulighederne for græs og urter gennem passagen. Menneskelige forstyrrelse og kombineret brug Jagt og andre rekreative aktiviteter skal undgås i og på arealerne omkring underføringen. Barrierer på arealerne op til passagen skal undgås, fx tværgående kreaturhegn. Kombineret brug af underføringer type B1 reducerer deres effektivitet som faunapassage, men er, under visse omstændigheder, mulig såfremt passagens bredde og ofte også højden øges. Se den tekniske anvisning om kombineret brug af tunnelunderføringer s. 147 Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af underføringers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. Vejreglen om Hegning langs veje indeholder nærmere vejledninger for hegn, beplantning og ledelinjer. 105

106 EKSEMPLER PÅ UNDERFØRINGER TYPE B1 Figur 2 Våd underføring type B1 ved Fyldgrøften på E39 ved Vestbjerg (km 5,26). Ilder og odder anvender regelmæssigt passagen (Christensen m.fl. 2007). Ræv, lækat/brud og rådyr benytter underføringen sporadisk. Dimensioner - Loftslængde: 32,0 m; Bundlængde: 40,0 m; Bredde: 4,5 m; Højde: 2,1 m; Banketbredde: 1,6 m; Tunnelindeks: 0,17. Passagen er højere og bredere end mindstemålet for underføringer type B1 (1 m frihøjde og minimum 1,5 m bred). Dette øger passagens effektivitet. 106

107 Figur 3 Tør underføring type B1 ved Dybvad på E45 i Vendsyssel (km 333,1). Ræv, husmår og rådyr bruger passagen (Christensen m.fl. 2007). Ilder, grævling, odder og hare anvender passagen sporadisk. Flere små arter er også registreret i passagen. Dimensioner Loftslængde: 32 m; Bundlængde: 45,0 m; Bredde: 6,0 m; Højde: 3,0 m; Tunnelindeks: 0,4. Af billedet ses, at: Passagen er højere og bredere end mindstemålet for type B underføringer (1 m frihøjde og minimum 1,5 m bred). Dette øger passagens effektivitet. Der er opsat vildthegn der leder store og mellemstore pattedyr til passagen. Passagen er anlagt højt i vejkassen. Det giver mulighed for størst mulig højde i en relativ kort passage. Der er græs- og urtevegetation langt ind i passagen, hvilket fremmer små arters brug af passagen. 107

108 TØR UNDERFØRING TYPE B2 (PADDER) Generel beskrivelse Underføringer type B2 anlægges for at skabe passagemuligheder for padder. Der kan etableres paddetunneler på såvel veje i påfyldning, veje i terræn som veje i afgravning. For at muliggøre paddetunneler på veje i afgravning eller terræn, indbygges tunnelen i vejkassen. Der er i det følgende skitseret tre undertyper af paddepassage: Paddepassage i/under vejkassen på vej i afgravning, terræn eller lille påfyldning Paddepassage i/under vejkassen på vej på dæmning Paddepassage ved sidevej (sidevejsunderført paddehegn) I det følgende skitseres de forhold der er generelle for alle tre undertyper af type B2 passager. Kan anvendes af - Padder - Krybdyr - Insekter og andre hvirvelløse dyr i mindre omfang - Mindre pattedyr og mellemstore rovdyr i mindre omfang Dimension og tekniske data Rørtype Længde (m) Firkantede rør < Halvrunde rør < Mindste højde (m) 0,5 0,6 1,0 1,5 0,55 0,65 1,1 1,6 Mindste bredde (m) Figur 1 Anbefalede dimensioner for passager til padder. Anbefalingerne er baseret på erfaringer fra udlandet og faglige vurderinger. Profil En firkantet eller halvrund profil med den åbne side nedad er at foretrække frem for rund profil med jord i bunden. Ved gennemvandring af passagen vil padderne ofte søge mod dennes sider. Er profilen rund vil dyrene bruge uforholdsmæssig megen energi på at forsøge at kravle op ad profilen. Herved reduceres gennemvandringssuccesen. Omvendt vil en firkantet eller halvrund profil med den åbne side nedad ikke give anledning til at dyrene kravler op ad væggene, men derimod lede padderne direkte mod den anden ende. Længde En kort passage med stort tværsnit giver også for padder en større effektivitet af passagen end en lang passage med mindre tværsnit. Paddepassager bør derfor være så kort som muligt. På veje i afgravning eller terræn, hvor paddetunnelen indbygges i vejkassen, vil tunnelens længde svare til vejkassens bredde. 1,0 1,0 1,5 2,0 1,0 1,2 1,7 2,4 108

109 På veje i påfyldning gøres tunnelen så kort som muligt ved at lægge tunnelen så højt i vejdæmningen som muligt. Den større gennemvandringssucces i en kort paddetunnel er vigtigere end de længere og stejlere og for padderne mere besværlige dæmningsskråninger op til tunnelen. Ud for en paddetunnels munding er dæmningen op til tunnelmundingen dog mindre stejl end vejdæmningen generelt. Hvor højt i dæmningen tunnelen placeres afhænger af evt. vindpåvirkning der kan udtørre underlag og luft i tunnelen og derved skabe for tørt klima i tunnelen. I praksis har det vist sig, at en firkantet tunnel (B 100 cm, H 50 cm, L 20 m) ved korrekt udførelse og med en minimal vindtørring er tilstrækkelig til at sikre stor gennemvandringssucces for padder. Figur 1 angiver anbefalede dimensioner for højde og bredde ved forskellige længder, således vil en tunnel under en 4-sporet vej typisk skulle have dimensioner på 150 cm i bredden og 100 cm i højden. Andre tekniske krav og anbefalinger Materialevalg Tunnelelementerne bør være konstrueret i beton. En glat overfalde hvor de enkelte betonelementer er tæt sammenføjet med glatte fuger er at foretrække, da det vil fremme ledeevnen. Fugerne etableres i forbindelse med sammenstøbning af tunnelelementerne. Opadtil og til siderne isoleres sammenstøbningen med tjærepap. Metaltunneler kan ikke anbefales, da metal kan forstyrre paddernes orienteringsevne som bl.a. er baseret på jordens magnetfelt. Metal ophedes og afkøles desuden hurtigere end beton. Således kan indgangen til tunnellen være meget varm på en solskinsdag eller kan nå frysepunktet i skumringen langt hurtigere end beton. Bundforhold og fugtighed Paddepassager skal være anlagt med bund der fugtighedsmæssigt afspejler forholdene i de omgivende naturområder. Passager med åbent vandspejl (vandpytter) såvel som helt tørre paddepassager benyttes kun i meget begrænset udstrækning. For at opnå tilpas bundfugtighed anlægges paddepassager med bundlag af 5 cm plant udlagt harpet muldjord og således, at der med jævne mellemrum eller i hele passages længde er mulighed for fugtning med jordfugt. Det anbefales at harpet muld ilægges fortløbende i takt med at tunnelelementerne monteres. Hvis paddepassagen skal fungere for strandtudse og grønbroget tudse er fugtning af bunden ikke væsentlig, idet disse to arter gerne vandrer over tørre områder. For at undgå for høj fugtighed eller vandpytter i passagen etableres 80 mm drænrør midt i passagen 10 cm under den harpede muld i hele passagens længde. Drænrøret nedgraves i det stabilgrus som vejkassen er opbygget af på det givne sted. Idet der for padder og krybdyr kun anbefales tunneltyper med åben bund vil vægtpåvirkningen af den ovenover liggende vejkasse fordeles langs passagens sider, hvorfor der ikke stilles krav til drænrørets trykstabilitet. Bunden i paddepassager holdes helt åben uden strukturer, sten eller grene for at sikre hurtigst mulig gennemvandring. Spærreflade Ud for hver ende af paddepassagen etableres en spærreflade i midten af tunnelen og parallelt med denne. Spærrefladen skal være 1,25 m lang og monteres så den rager mindst 0,5 m ud af tunnelen 109

110 og 0,75 m ind i tunnelen. Spærrefladen bør være omkring 12 cm høj og kan udføres i træ eller beton (figur 2). Funktionen af spærrefladen er at sikre, at padder der vandre langs paddehegnet stopper op, tvinges til at orientere sig, og derved mere sandsynligt finder tunnelen i stedet for at vandre forbi. Figur 2 Der bør etableres med en spærreflade i åbningen af underføringer til padder (Cueto m.fl. 2011). Samling mellem paddepassage og paddehegn Samling mellem paddepassage og paddehegn skal udføres uden sprækker som padderne kan klatre op ad. Ved tilslutning af stålhegn til betontunnel, boltes stålhegnet fast til betontunnel med rustfrie ekspansionsbolte. Ved tilslutning af betonhegn til betontunnel udfyldes fuge til 1,5 cm s dybde med PU skum der dækkes med 1,5 cm silikonefuge. Idet silikonen i uhærdet tilstand er hydrofob er det vigtigt at arbejdet tilrettelægges således, at fugning kan foretages i perioder hvor betonen er gennemtørret. Dette sikrer en god holdbarhed af fugen. Ved konstruktion af paddepassage efterår/vinter vil det i praksis sædvanligvis betyde, at fugning finder sted det følgende forår/sommer. Paddernes adgangsforhold En paddepassages ledeevne for dyrene er afgørende for gennemvandringssuccesen. Er der for forhindringer i paddepassagen er der en tendens til at forholdsvist mange gennemvandringsforsøg opgives. På strækningen fra paddepassagemundingens bund til bunden af en evt. vejdæmning kan vandringsforholdene for padderne forbedres ved at sikre lidt fugtige forhold med et lidt højere vegetationsdække. Dette kan i den almindelige vedligeholdelsespraksis sikres ved at vegetationen hér ikke slås helt så kort, som på resten af skråningen/rabatten. 110

111 Anlægstidspunkt Principielt kan paddepassager anlægges hele året, men for at begrænse drab af padderne i anlægsfasen, bør der etableres midlertidige hegn og fælder eller væsentlige anlægsarbejder skal undgås i yngleperioden 1. april 1. juli, om natten i perioden 1. marts 1. oktober og de første to regnvejrsdage efter en længere periode med tørvejr i perioden 1. april 1. oktober. Der skal specielt udvises agtpågivenhed i områder hvor der forekommer strandtudse eller grønbroget tudse, idet disse arter søger tørre, sandede arealer, fx arbejdsarealer. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af paddepassagers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. Dimensioner for og anlæg af paddehegn er beskrevet nærmere i Vejreglen om Hegning langs veje. ANLÆG AF PADDETUNNEL I AFGRAVNING Regulering af dræn og regnvand På veje i terræn eller i afgravning må paddetunneler anlægges i afgravning. I afgravning er det helt afgørende for en paddepassages funktion, at vandhåndteringen er korrekt planlagt og udført. Vandhåndteringskonstruktionerne skal således være dimensioneret til at kunne bortlede vandmængderne fra almindelige, kraftige regnskyl tillagt de forventede ændringer som følge af klimaændringer. Ved opbygning af vejkassen er det afgørende at vejdræn ved paddepassagen lægges 50 cm under paddepassagens bund. Derfor skal behovet for og placeringen af paddetunneler og hvordan de vil ligge i forhold til vejkassen være afklaret før detailplanlægningen af afvandingsanlægget gennemføres. Sikringsmur mod nedskridning På veje i afgravning vil paddehegn typisk være etableret med overkant i niveau med vejen, hvilket medfører, at hegnets vandrette ledeflade typisk vil være 40 cm under niveau (springfrø 50 cm under niveau). Paddetunnellens underkant vil derimod, selv hvor tunnelen indbygges i vejkassen, ofte være 100 cm under niveau grundet pladskrav til asfalt, komprimeret sand og selve tunnelen. Efter anlæg af tunnelen vil der derfor typisk være et terrænspring foran og omkring tunnelens åbning, der skråner opad fra tunnellens (-100 cm) til hegn-ledefladens (-40 cm). For at sikre tunnelen mod nedskridning af afgravningen, vil der typisk 60 cm foran tunnelåbning og hegn være anbragt en lodret sikringsmur af længde med overgangssektionen (figur 3). De skrånende flader mellem sikringsmur og overgangssektion støbes typisk i beton. Denne konstruktion sikrer mod nedskridning af jord, men virker samtidig som vandtragt, med mindre følgende forhold iagttages: Bag ved sikringsmuren og 1,5 meter til hver side af denne med tilslutning til forkanten af paddehegnets ledeflade, etableres en strømrende 40 x 40 cm opfyldt med singels, evt. dækket af nøddesten. Mellem afslutning af sikringsmur og overgangssektion støbes vandspærre med vandret overkant der flugter med inderkanten af paddehegnets ledeflade plus 2½ cm. 111

112 Figur 3 Skitse af afslutning af paddetunnel anlagt i vejkassen på en vejstrækning i afgravning, hvor vandspærre, strømrende og sikringsmur er påkrævet. Anlægget er af udseende og opbygning identisk med figur 5og 7, dog vil tunnelmundingen ligge højere i vejkassen. A: Sidste element af paddetunnel. B: Paddehegn. C: Overgangssektion (mellem paddetunnel og paddehegn). D: Sikringsmur. E:Skrånende flader mellem overgangssektion og sikringsmur støbt i beton. F: Vandspærre med vandret overkant der flugter med inderkanten af paddehegnets ledeflade plus 2½ cm. (Denne er støbt sammen med E). G: Strømrende bag sikringsmur og 1,5 meter til hver side af denne med tilslutning til forkanten af paddehegnets ledeflade. Anbefalet dimension 40x40cm. Dræn af passage 80 mm drænrør anlægges midt i passagen 10 cm under den harpede muld i hele passagens længde. Ved passager i afgravninger mv. skal der etableres strømrende, vandspærre og sikringsmur. Drænet i bunden af paddepassagen tilsluttes vejdrænet. Alternativt føres dræn til grøft, hvis denne ligger lavt nok. Drænvandet skal ledes væk og ikke samles i en lavning nær mundingerne. Ellers risikerer man at padder, der er kommet langvejs fra og nu skal forbi en ny forhindring lige før målet, dvs. yngledammen, smider æggene her. Det er fint at skabe fugtighed, men ingen blank vand nær mundingerne. Ligger grøften over niveauet for dræn under paddepassage gives følgende muligheder: Er vejen konstrueret uden vejdræn og jorden udenfor vejkassen ikke vandlidende tilsluttes dræn i bund af paddepassage i stedet til faskine dimensioneret til at kunne aftage vandet fra de(n) konstruerede vandtragt. Ved en niveauforskel på 60 cm mellem tunnelbund og paddehegnets ledeflade vil tragten på hver vejside typisk være 5 meter lang og 60 cm bred, dvs. 3 kvadratmeter. Herefter må faskinens volumen beregnes ud fra nedbørskarakteristika for konstruktionsområdet tillagt forventede effekter af klimaændringerne og jordens vandafledningsevne. Alternativ til faskine er følgende mulighed: Er vejen konstrueret uden vejdræn og jorden udenfor vejkassen vandlidende, føres dræn fra bunden af paddepassagen enten i a) drænrør til det på lavere liggende strækning kan ledes i grøft eller b) pumpes vandet fra brønd op i grøft. 112

113 Erosion I anlægsfasen og det første/de første år herefter bør man være særligt opmærksom på risiko for erosion fra afgravningsfladerne som følge af eventuel utilstrækkelig vegetationsudvikling. Ekstra kraftige regnskyl i denne periode kan sende store mængder sand/jord i grøft, overlejre strømrenden og fylde tunnelen helt eller delvist op. Løvnedfald Anlægges paddepassage i afgravning i et skovområde er der stor sandsynlighed for gren- og løvnedfald i paddetunnelen. Nedfaldet af grene kan reduceres ved at dække åbningen mellem sikringsmur og overgangssektion med en rist. Afstanden mellem ribberne skal være 5-6 cm. Stænger der forbinder ribberne skal være nedsænket minimum 3 cm fra ribbernes overkant, så padderne ikke kan klatre over. Samme rist kan benyttes som faldsikring hvor paddetunnel udmunder tæt ved personpassage. 113

114 EKSEMPLER PÅ UNDERFØRINGER TYPE B1 I AFGRAVNING Figur 4 Munding af paddepassage i vejkassen på vej anlagt i afgravning på Hillerød-Helsinge motortrafikvejen (rute 267) anlagt Af billedet ses at: Passagen er lagt højt i vejkassen. Der er ikke anlagt sikringsmur. Dette skyldes at afgravningens sider ikke er stejle, og der derfor ikke er risiko for at sediment eroderer ned i tunnelen. Figur 5 Munding af paddepassage på vej anlagt i afgravning på Græsted omfartsvej (ved Tulstrupvej) (Foto: M. Ujvári). Af billedet ses at: Der er anlagt en lodret sikringsmur på tværs af tunnelen ca. 60 cm foran tunnelen for at sikre at materiale fra skrænten ikke skrider ned i tunnelen og fylder den op. 114

115 Figur 6 Munding af paddepassage (i bunden af billedet) på vej anlagt i afgravning (samme tunnel som på figur 4 og 5) (Foto: M. Ujvári). Skrænten er ca. 3,5 m høj og ligger meget tæt på vejen/tunnelen med risiko for at skrænten eroderes ned i tunnelen og fylder den op. Figur 7 Munding af paddepassage (vestvendt munding af tunnelen på figur 5 og 6) (Foto: M. Ujvári). Af billedet ses at: Der ligger en del nedfaldne grene i skakten ned til tunnelmundingen. Sådan nedfald kan begrænses ved at dække skakten med en rist oventil. Der er anlagt en lodret sikringsmur på tværs af tunnelen ca. 60 cm foran tunnelen for at sikre at skrænten ikke skrider ned i tunnelen og fylder den op. 115

116 ANLÆG AF PADDETUNNEL I PÅFYLDNING Vindpåvirkninger I påfyldning er det på vindudsatte steder helt afgørende for paddepassages funktion, at man i planlægningsfasen har sørget for at vindudtørring af bundlaget i paddepassagen undgås. Etableres paddepassagen højt i vejdæmningen for at få den kortest mulige tunnel, er der større risiko for vindudtørring af bundlaget. For at undgå udtørring kan man plante læbælter ud for tunnelmundingerne. En paddepassage uden læbælte foran bør placeres lavere end de højeste horisontale lægivende strukturer indenfor 250 meter. Etableres påfyldning på større åben flade vil der ofte opstå endog meget kraftige vindstuvninger selv i foden af vejkassen. I en sådan situation er eneste mulighed etablering af læbælte. Læhegnene skal sammensættes af egnskarakteristiske, hjemmehørende arter. Højden af læbæltet afhænger af vejkassens højde over omgivende terræn og af hvor vindudsat området er. Hvor det ikke er muligt at plante læbælte eller hvor læbæltet kun kan give effekt til en vis højde, bør paddepassagen sænkes til et niveau hvor der er balance mellem vindens udtørrende effekt og jordfugtens fugtgivende effekt på bundlaget. Vejdræn Hvor paddepassagen placeres lavt i påfyldningen skal man være opmærksom på, om vandafløb fra højre liggende vejdræn løber udenom tunnel eller der er risiko for at det stemmer op i tunnelen fra neden. Vurderes der at være risiko for opstemning af vand i tunnelen, må paddepassagen enten højere op i påfyldningen eller vejdræn må på en strækning omkring paddepassagen udføres i tætte rør. Vejdræn ved paddepassagen lægges minimum 50 cm under paddepassagens bund. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af paddepassagers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. 116

117 EKSEMPLER PÅ UNDERFØRINGER TYPE B1 I PÅFYLDNING Figur 8 Munding af paddepassage i vejkassen på vej anlagt i lille påfyldning ved Góry Stolowe i det sydlige Polen(Foto: Amphi Consult). Af billedet fremgår fire væsentlige detaljer: I bunden af paddepassagen er der lagt 5 cm harpet muld til sikring af passende fugtighed for padderne. Der er anlagt en spærreflade, der rager knap 0,5 m ud af tunnelen. Herved sikres at padder der kommer vandrende langs paddehegnet stopper op, tvinges til at orientere sig og derved mere sandsynligt vælger tunnelen i stedet for at vandre forbi. Spærrefladen er lavet af træ, men kan også laves af beton. Tilslutning mellem paddehegn af beton og tunnel af beton er fuget med silikone, således at der ikke fremkommer sprækker som padderne kan kravle op ad. Passagen er lagt højt i vejkassen, hvilket muliggør anlæg af en paddetunnel på denne vejstrækning, hvor vejen ligger nærmest i terræn. Figur 9 Munding af paddepassage i vejkassen på vej anlagt i påfyldning på Græsted Omfartsvej. Passagen ligger højt i vejkassen (Foto: M. Ujvári). 117

118 Figur 10 Afslutning af paddetunnel på omfartsvej ved Græsted. Tunnelen er anlagt lige under vejkassen (Foto: M. Ujvári). 118

119 PADDEPASSAGE VED SIDEVEJ (SIDEVEJSUNDERFØRT PADDEHEGN) Generel beskrivelse Denne type passage anvendes, når paddehegn krydser mindre befærdede sideveje, arbejdsspor m.m. Passagen etableres som en nedfaldsskakt, der anlægges i direkte forlængelse af paddehegnet ( sidevejsunderføring ). Underføringen bør være åben opadtil og dækket af rist, så padder der vandrer ad sidevejen falder ned i nedfaldsskakten, mens trafikkanter kan passere henover. Sidevejsunderføringer bør ikke anvendes i længder på mere end 7,5 meter og kun ved meget begrænset trafikal belastning på sidevejen (ÅDT < 1200). Nedenstående forhold sikrer, at hovedparten af de padder som forsøger at vandre ad sidevejen og lign. vil falde ned gennem ribberne og blive ledt frem til paddeunderføringerne via ledehegnet langs vejanlægget. Dimension og tekniske krav Profil: Firkantet underføring med flad bund. åben opadtil, dækket af rist. Længde: Max. 7,5 meter. Mål: 50 cm bred, 32 cm høj (indvendigt mål). Materiale: Beton og metalrist. Ribbeafstand: 5 6 cm. Ribberne er kun i bunden forbundet med rundjern (minimum 3 cm fra ribbernes overkant). Afstand til hovedveje: Afstanden mellem hovedvejen og det underførte paddehegn på sidevejen skal være ca. 5 m for at undgå at cyklister får hjulene i klemme i risten. Figur 11 Skitse af sidevejsunderføring af paddehegn. Afstanden mellem hovedvejen og skakten på sidevejen skal være ca. 5 m for at undgå at cyklister får hjulene i klemme i risten. 119

120 EKSEMPLER PÅ PADDEPASSAGE VED SIDEVEJ Figur 12 Sidevejsunderføring af paddehegn i det sydlige Polen, Góry Stolowe, Kudowa-Zdrój (Foto: Amphi Consult). Af billedet fremgår fire væsentlige detaljer: Underføringen er åben oventil. I åbningen placeres en rist med minimum 5 cm og helst 6 cm mellem ribberne. Ribberne er i bunden eller minimum 3 cm fra ribbernes overkant forbundet med rundjern. Dette sikrer at padder, der vandrer ad sidevejen falder ned i skakten i stedet for at komme ud på hovedvejen. Efter at være faldet i skakten kan padderne vandre videre langs paddehegnet, der er opsat i direkte forlængelse af skakten, til en paddetunnel og krydse vejen dér. 120

121 VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE C (ROVPATTEDYR OG PINDSVIN) Generel beskrivelse Underføringer type C kan anlægges for at skabe passagemulighed for mellemstore rovpattedyr. Det er vanskeligt at tilpasse denne type passager så de tilgodeser flere arters krav. Der skal som minimum anlægges en underføring type C ved vandløbskrydsninger af veje og jernbaner. Kan anvendes til - Mellemstore rovdyr - Små pattedyr i begrænset omfang - Padder i begrænset omfang - Krybdyr i begrænset omfang - Insekter og andre hvirvelløse dyr i begrænset omfang Samt i våde passager - Semi-akvatiske arter som odder og bæver - Fisk og hvirvelløse dyr i vandløb. Nogle fiskearter, fx helt, svømmer ikke igennem mørke vandløbsstrækninger som små, lange underføringer. Underføringer type B1 og C kan anvendes af de samme arter, men underføringer type C kan ikke tilgodese så mange forskellige arters krav samtidig og passagernes effektivitet er væsentligt dårligere for de enkelte arter. Dimension og tekniske data Profil: Firkantet eller oval tunnel med åben bund eller en kort bro. Faunapassage Højde (m) Bredde (m) Tunnelindeks Bredde på banketter (m) Højde over banket (m) Underføring type C (tør) > 0,5 > 0, Underføring type C (våd) > 0,5 > 1 + vandløb - > 0,5 > 0,5 Figur 1 Dimensioner for underføringer type C, der hovedsageligt anvendes af rovpattedyr og pindsvin. Kan højden ikke overholdes skal bredden øges, så tunnelindekset overholdes. For rektangulært formede underføringer svarer målene for faunapassagen til målene for bygværket. Hvis underføringen har skrånende sider eller er rund/oval formet skal minimumshøjde holdes i minimumsbredde. I vådpassager skal der være banketter på hver side af vandløbet. Mindstehøjden skal opfyldes i hele banketternes bredde. Tunnelindekset er ikke væsentligt for de arter som anvender underføringer type C. 121

122 Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelserne Placeringen af underføringerne skal tilpasses de lokale topografiske forhold, så passagerne ligger i forlængelse af naturområder og spredningsveje i landskabet. Omkring underføringernes åbninger bør et mindre areal med en radius på mindst 10 m friholdes fra opdyrkning og anden udnyttelse. Arealet skal være forbundet med naturområder med gode ledelinjer. Hvis underføringen sænkes i forhold til det omgivende terræn bør siderne på afgravninger foran mundingerne af passagen ikke være stejlere end 1:5. Andre infrastrukturer som vil være barrierer for dyrenes adgang til underføringerne skal undgås på arealerne omkring passagerne, fx tværgående hegn, andre veje og jernbaner, bebyggelse, industriområder og lign. Rør som munder direkte ud i befæstede arealer eller arealer i omdrift bør undgås, om end de i nogle tilfælde stadig kan være relevante. Jorddække og udformning Underlaget i passagerne skal være muldjord. Muldjorden i underføringerne skal bestå af overfladejord fra lokalområdet, så der ikke udlægges andre jordtyper eller fremmede frøpuljer. Firkantede rør med åben bund bør af biologiske årsager foretrækkes, da det i højere grad sikrer at vand i røret kan drænes bort og det giver en bedre spredningsforhold for padder gennem røret. I tørre underføringer type C, der er konstrueret vha. runde og ovale rør, skal der lægges et mindst 15cm dybt lag muldjord i bunden af røret. Ledelinjer og skjul Vegetation og mikrohabitater på arealerne omkring underføringerne skal bevares eller genetableres og føres hen til og så langt ind i passagerne som muligt. Ledelinjerne hen til underføringer type B skal have en bredde på mindst 5-10 m. Beplantningen skal bestå af mindst 5-10 forskellige arter hjemmehørende, egnskarakteristiske træer og buske. Særlige hensyn kan gøre sig gældende i forhold til bestemte dyrearter. Ledelinjer hen til underføringen skal have sammenhæng med skove, levende hegn og naturarealer omkring passagen. I det omfang bredden af underføringen tillader det, bør der udlægges træstød, stammer og større sten langs væggene i underføringerne som skjulemulighed og ledelinje for små arter, fx gnavere, salamandre og krybdyr. Dræning Tørre underføringer og omgivelserne skal drænes så der ikke stå vand i eller foran mundingerne til passagerne. Specielt ved underføringer, der er sænket i forhold til omgivelserne, skal der være særlig opmærksomhed på, at der ikke samles vand foran eller i selve passagerne, at indgangene ikke blokeres eller frihøjden i underføringer ikke reduceres pga. sedimentering af sand og jord i afgravningerne og i passagerne. 122

123 Ved vandløb I underføringer med vandløb skal der anlægges tørre banketter på hver side af vandløbet. Banketterne skal være så høje, at de ikke oversvømmes ved høj vandstand. Vandløbet gennem passagen skal have fri vandoverflade, og vandløbets naturlige fysiske forhold (bund, bredde, fald, strømhastighed, mv.) skal bevares. Hvis vandløbet er reguleret eller i dårlig tilstand bør vandløbet restaureres i forbindelse med bygningen af trafikanlægget. Banketterne skal have let skrånende sider ned mod vandfladen, så det er muligt for dyr at komme op på banketterne fra vandløbet ved forskellige vandstande. Banketterne dækkes af muldjord fra omgivelserne for at gøre passagerne mere egnede for padder og fremme vækstmulighederne for græs og urter gennem passagen. Menneskelig forstyrrelse Menneskelig forstyrrelse fra bl.a. færdsel, jagt og dyrkning på arealerne op til passagerne skal være lille. Barrierer på arealerne op til underføringen skal generelt undgås, fx tværgående kreaturhegn. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af passagetypens dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. Vejreglen om Hegning langs veje indeholder nærmere vejledninger for hegn, beplantning og ledelinjer. 123

124 EKSEMPLER PÅ UNDERFØRINGER TYPE C Figur 2 Våd underføring type C ved Kousted Å ved Randers (Foto: M. Elmeros). I forbindelse med renoveringen af mindre vejbro blev den forlænget så det var muligt at anlægge ca. 1 m brede stenbanketter for bl.a. odder. Passagen er højere og bredere end mindstemålet for underføringer type C (H: 0,5 m; B: 1 m + vandløb). Dette øger passagens effektivitet. Figur 3 Underføring type C ved Lynge Bæk på Suserupvej syd for Sorø. Kampesten langs brinken skaber tørre passagemuligheder for mellemstore pattedyr og skjule-/rastemuligheder for vandløbets smådyr i passagen. Effektiviteten overfor padder er dog nedsat af at der mangler banketter med plan overflade. Dimensioner: Længde: 17 m, Bundbredde: ca. 3 m, Største højde: 1,6 m. Passagen er højere og bredere end mindstemålet for underføringer type C. Dette øger passagens effektivitet. 124

125 BANKETTER PÅ EKSISTERENDE BROER (ODDER) Generel beskrivelse Kunstige banketter i form af flydepontoner, hylder eller kampesten kan tilføjes til eksisterende broer ved vandløb og kanaler for at skabe tørre passagemuligheder for vandløbstilknyttede mellemstore arter, fx odder. Ved anlæg af nye broer skal der som minimum anlægges faste banketter dækket af muldjord. Figur 1 Passager af flydepontoner eller kampesten kan nemt tilføjes eksisterende broer for at skabe bedre passagemuligheder for odder og andre semi-akvatiske arter. Kan anvendes til - Odder - Ilder, lækat og mosegris Dimension og tekniske data Faste banketter Materiale: Kampesten, grus eller jord Højde: Banketterne skal placeres højere end højeste vandstand i vandløbet. Bredde: > 0,3m for odder; > 0,5m for andre arter. Dertil let skrånende sider ned mod vandfladen. Længde: Banketterne bør føres helt ud til vandløbsbrinkerne, så passagen fremstår som en naturlig forlængelse af disse. Flydeponton Materiale: Træponton evt. med kerne af flydematerialet fx polystyren. Bredde: > 0,5 m. Højde: > 0,5 m over banketter ved højeste vandstand Længde: Pontonen skal forbindes med vandløbsbrinkerne på hver side af broen, så der er tør forbindelse uden væsentlige niveauspring mellem pontonen og vandløbsbrinkerne. Forbindelsen mellem pontonen under broen og brinkerne må ikke hælde mere end 1:3. 125

126 Hylde Materiale: Træ- eller betonhylde Højde: Hylden skal placeres over højeste vandstand. Bredde: > 0,5 m. Højde: > 0,5 m over banketter ved højeste vandstand Længde: Hylden skal føres helt ud til vandløbsbrinkerne på hver side af broen, så der er tør forbindelse uden væsentlige niveauspring mellem hylden og vandløbsbrinkerne. Forbindelsen mellem hylden under broen og brinkerne bør ikke hælde mere end 1:3. Fast hylde bør kun anvendes til at skabe passage ved en opstemning af vandløbet, som ikke kan fjernes. Andre tekniske krav og anbefalinger Dimensioner De kunstige banketter skal designes så passagemulighederne forbedres for flest muligt arter. Jo bredere passage, jo flere arter vil bruge passagen. Passager under broen kan anvendes af flere arter, hvis passagerne ligger som en naturlig forlængelse af vandløbsbrinkerne med tør forbindelse uden væsentlige niveauspring mellem vandløbsbrinker og passage. Der skal etableres banketter under broen i begge sider af vandløbet. Udformning og belægning Siderne på faste banketter (kampesten eller lign.) skal være let skrånende sider mod vandfladen, så det er muligt for dyrene at komme op på banketterne fra vandløbet ved alle vandstande. Faste banketter med jordpåfyldning fremmer padders brug af passagen og giver mulighed for en begrænset spredning af bredvegetationen ind under broen. For odder og ilder kan det være tilstrækkeligt ved forholdsvis åbne broer at lægge bunker af kampesten/sten langs brovæggen for at holde dyrene fra at krydse op over vejbanen. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af passagetypens dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. 126

127 EKSEMPLER PÅ BANKETTER TIL EKSISTERENDE BROER Figur 2 Kunstig banket af kampesten langs væggen på en eksisterende bro. Sådanne banketter anvendes af odder, ilder, lækat og mosegris. Billedet viser at: Stenene ligger i forlængelse af brinkerne op til broen med ubrudt adgang til passagen for de dyr, der færdes på vandløbsbrinkerne. Skrånende sider på kampestensbanketten gør det muligt for odder og andre dyr at komme fra vandet op på passagen ved alle vandstande. Figur 3 Banket som integreret hylde på brofundamentet på rute 435 ved Arnå øst for Tønder (Foto: M. Elmeros). Billedet viser at: Hylden ligger i forsættelse af vandløbets brinker, så der er jævn overgang fra brinker til hylden for dyr, der færdes langs vandløbet. Ved den aktuelle vandstand på billedet er der relativ nem adgang mellem vandfladen og hylden for odder, men ikke for andre arter. Ved høj vandstand er passagen oversvømmet (den mørke linje på væggen af underføringen). 127

128 Figur 4 Flydeponton ved Lille Å ved Hadsten. Odder kan anvende passager anlagt som flydepontoner. Spor efter ilder og lækat ses sjældnere på passager af denne type (Foto: M. Elmeros). Billedet viser at: Pontonen holdes på plads af ringe omkring de lodrette galvaniserede jernrør hæftet til broens sider. Passagen under selve broen er forbundet til brinkerne med hængslede træplader, så forbindelsen opretholdes uafhængigt af hvor højt pontonen ligger. Det kan dog være svært at have en god forbindelse ved alle vandstande og svært for dyrene på brinken at finde den. 128

129 TRÆKRONEFORBINDELSE Generel beskrivelse Overføringer mellem trækronerne over veje og jernbaner er kun egnet for mindre arter, der overvejende bevæger sig i træ- og buskvegetationen. Passagerne kan anlægges på eksisterende veje og jernbaner. Erfaringerne med brugen af overføringer mellem trækroner er meget begrænsede. Kan anvendes til - Egern og muligvis hasselmus - Skovmår, muligvis på store trækroneforbindelser via faste strukturer. Dimension og tekniske data Udformning: Enkelte reb, reb eller stålkabler med net imellem, rør af trådnet, træbroer eller kombinationer af disse. Bredde/diameter: Reb-/kabelstiger, trådnetrør og træbro: cm. Figur 1 Overføring mellem trækroner kan udformes som en reb-stige, gitterstruktur eller lign. Det er helt afgørende for passagernes effektivitet at der er forbindelser mellem passagen og træer/ buske i omgivelserne (Highways Agency 2004). Andre tekniske krav og anbefalinger Materialevalg og præcis dimensionering af passagen vil variere efter vegetationen og vejanlægget på lokaliteten, samt hvilken art passagen primært rettes mod. Over smalle veje kan det være tilstrækkeligt at spænde tove ud mellem træerne. Ved større veje skal der opføres mere faste konstruktioner. Passagerne kan anlægges i sammenhæng med skiltning over vejanlægget. For hasselmus skal overføringen være udformet som rørkonstruktion af trådnet, som dyrene kan bevæge sig inden i. Inde i røret skal der lægges reb, grene eller lign. som dyrene kan klatre på. Trækroneforbindelserne til egern kan udformes som enkelte reb eller åbne rebstiger. Der bør dog være et par reb/kabler 20 cm over selve passagen for at reducere risikoen for at ugler og rovfugle fanger egern og hasselmus, der bruger passagen. Overføringerne skal være forbundet med træ- eller buskvegetation langs vejanlægget. Passagen bør forbindes med flere træer og buske i den omkringstående vegetation. 129

130 Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af passagetypens dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. EKSEMPLER PÅ TRÆKRONEFORBINDELSER Der findes ingen eksempler på trækroneforbindelser i Danmark. Der er anlagt enkelte for europæiske arter i Storbritannien og Holland. Ellers anvendes de for andre arter i Australien. 130

131 STIBRO Generel beskrivelse Stibroer for lette trafikanter kan anlægges, hvor hovedstier krydser større trafikanlæg. De fleste menneskepassager anlægges i byområder, men de kan også anvendes til at forbedre adgangsforholdene i forbindelse med rekreative aktiviteter i det åbne land. Dimension og tekniske data Bredde: > 3,0 m. Stibroers bredde af stier må øges, hvis de skal benyttes af driftskøretøjer eller særligt vedligeholdelsesmateriel. Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelser og oversigtsforhold Stibroer bør placeres naturligt i terrænet, hvor vejen eller jernbanen ligger lavt i terrænet. Det giver de mest fordelagtige adgangsforhold og gode oversigtsforhold. Der skal være nemme og naturlige adgangsforhold, gode oversigtsforhold og turen til stibroen må ikke indebære en væsentlig omvej. Stibroen og tilstødende stier bør ikke have bratte kurver eller stigninger, dels for at have et frit udsyn over passagen, og dels for at skabe gode adgangsforhold for gående med barnevogne og lign., kørestolsbrugere og cyklister. Broens oprunding må ikke være så stor, at den hindrer udsynet over broen. Adgangsforhold Stibro i bynære områder bør normalt kunne benyttes af kørestolsbrugere, og det vil derfor være nødvendigt at etablere lange ramper. Stigningen på tilstødende stier og broen må ikke være stejlere end 50 (1:20), og 70 (1:14) er den absolut stejleste stigning af hensyn til kørestolsbrugere og cyklister. Længere ramper bør forsynes med 1,5 m dybe reposer for hver 10 meter. Trapper vil begrænse adgangen for kørende brugere, men trapper kan være en løsning på steder, hvor snævre arealbegrænsninger umuliggør anlæggelse af tilkørselsramper. En trappe bør have mindst 3 og højst 8 trin i hvert trappeløb. Trinhøjden bør højst være 15 cm, og grunden mindst 30 cm. På trapper med større højdeforskelle end 1,20 m bør der etableres mindst 1,0 m dybe reposer. Trapper bør forsynes med dobbelt barnevognsspor. Samfærdsel Samfærdsel af forskellige brugere stiller yderligere krav til oversigtsforhold og bredden af stibroer. Ved intensivt benyttede stibroer bør der etableres adskilte stier for gående og cyklister. Fx ved markeringer på vejbanen, forskellige farver eller underlag på gangsti og cykelsti, eller en lille niveauforskel mellem gang- og cykelsti. Belægning Gående, cyklister, ryttere og andre brugergrupper har forskellige krav til belægningen på stien. Af driftsmæssige årsager vil belægningen på stibroer oftest være en fast kunststofbelægning. Lyden af hovslagene på en hård belægning og lyde fra andre trafikanter på stibroen og den tunge trafik under broen kan forskrækker nogle heste. 131

132 Tilpasning til kombineret brug for mennesker og fauna Nogle stibroer til mennesker kan forholdsvist let tilpasses så de i en vis udstrækning fungerer også som faunapassage for hvirvelløse dyr, padder og krybdyr, små og mellemstore pattedyr. Fx ved etablering af ledelinjer til og gennem passagen af træstød eller sten samt sikre at der er gode ledelinjebeplantning mellem passagen og de omkringliggende naturområder. Se den tekniske anvisning om kombineret brug af overføringer s Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 6 og 7 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af passagetypens dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for brugergrupper. Se endvidere vejreglerne: Trafikarealer, land. Forudsætninger for den geometriske udformning, Trafikarealer, land. Tracering, 2008 Byernes trafikarealer. Forudsætninger for den geometriske udformning, Byernes trafikarealer. Krydsninger mellem veje og stier, Byernes trafikarealer. Stikrydsninger, Etablering af ridestier i naturen - sådan! - Naturturisme I/S. Svendborg,

133 EKSEMPLER PÅ STIBRO Figur 1 og 2 Stibro som er etableret for at bibeholde stiforbindelsen på et bynært stisystem ved Hillerød. Broen er en ca. 30 m lang og 3,25 m bred betonkonstruktion belagt med asfalt og forsynet med stålrækværk. 133

134 Figur 3 Hesteskobroen over Motorring 3 (km 47,5) med gang- og cykelsti (Foto: Jesper K. Sørensen, Claus Bjarrum Arkitekter). Dimensioner - Bredde: 4 m; Længde: 207 m; Rækværkhøjde: 1,2 m; Belægning: kunststof. Figur 4 Ride-, gang- og cykelsti over Nordre Ringvej (Ring 3) ved Bymosevej (km 11,2) (Foto: Jesper K. Sørensen, Claus Bjarrum Arkitekter). Gitterstrukturen er anlagt for hindre at ryttere, hvis de kastes af hesten, falder ned fra broen. Bemærk at cykelstien langs Bymosevej er anlagt i eget tracé. Dimensioner - Bredde: 5 m; Længde: 51 m; Rækværkhøjde: 1,95 m; Belægning: kunststof. 134

135 Figur 5 Gang- og cykelsti over Frederikssundsmotorvejen ved Ejby, Sjælland (Foto: Jesper K. Sørensen, Claus Bjarrum Arkitekter). Dimensioner - Bredde: 5 m; Længde: 132 m; Rækværkhøjde: 1,3 m; Belægning: Kunststof. 135

136 STITUNNEL Generel beskrivelse Stitunneler for lette trafikanter kan anlægges, hvor hovedstier krydser større trafikanlæg. De fleste menneskepassager anlægges i byområder, men de kan også anvendes til at forbedre adgangsforholdene i forbindelse med rekreative aktiviteter ude i det åbne land. Dimension og tekniske data Højde: > 2,5 m for fodgængere, cyklister, mv.; > 3,0 m for ryttere. Bredde:> 3,0 m. Bredde Stitunnelens bredde skal som minimum svare til bredden af tilstødende stier, men tunnelen bør være bredere end de tilstødende stier for at skabe gode lys- og oversigtsforhold gennem passagen. Jo længere tunnellen er, jo større skal bredden være. Tunneler smallere end 3 m bør ikke forekomme. Den nødvendige bredde af tunnelen må tilpasses, hvis de også skal benyttes af driftskøretøjer eller særligt vedligeholdelsesmateriel. Fritrumsprofilet Fritrumsprofilet for de enkelte brugergrupper er mindre end disse mål, men snævrere passager virker mørke og utrygge. Ved faste genstande af begrænset udstrækning kan fritrumsprofilet dog reduceres til 2,3 m for cykelstier og 2,2 m for gangstier. Frihøjden skal forøges yderligere hvis der skal være adgang for maskinel vedligeholdelse af stier og tunneler og anden arbejdskørsel. Samfærdsel Samfærdsel mellem forskellige brugergrupper i stitunneler stiller yderligere krav til oversigtsforhold og bredden af passagerne. Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelser og oversigtsforhold Der skal være nemme og naturlige adgangsforhold, gode oversigtsforhold og passagen gennem tunnelerne må ikke indebære en væsentlig omvej. En stitunnel bør være lige, og der bør ikke være bratte kurver eller stigninger på de tilstødende stier op til passagen, dels for at have et frit udsyn igennem passagen, og dels for at skabe gode adgangsforhold for gående med barnevogne, kørestolsbrugere og cyklister. Belysning Tunneler kan især om aftenen og om natten virke skumle. Dette kan afhjælpes ved belysning og frit udsyn igennem passagen. Belysning bør dog undgås i passager der også skal have funktion for dyr eller som ligger i skov- eller andre naturområder. 136

137 Adgangsramper Af hensyn til cyklister og kørestolsbrugere bør stigningen på tilstødende stier ikke være stejlere end 50 (1:20), og 70 (1:14) er den absolut stejleste stigning. Trapper vil begrænse adgangen for kørende brugere, men trapper kan være den eneste løsning til tunneler, hvor snævre arealbegrænsninger umuliggør anlæggelse af tilkørselsramper. En trappe bør have mindst 3 og højst 8 trin i hvert trappeløb. Trinhøjden bør højst være 15 cm, og grunden mindst 30 cm. På trapper med større højdeforskelle end 1,20 m bør der etableres mindst 1,0 m dybe reposer. Trapper bør forsynes med dobbelt barnevognsspor. Belægning Gående, cyklister, ryttere og andre brugergrupper har forskellige krav til belægningen på stien i passagen og på de tilstødende stier. På stier med intensiv trafik, kan det være en fordel med fast belægning fx asfalt. Brostensbelægning og lign. er ubehagelig for fodgængere og bremsende for cyklister og kørestolsbrugere. På mindre benyttede stier kan grus anvendes til gangstier, mens cyklister, folk med barnevogne og kørestolsbrugere bør have en fast belægning. I stitunneler til ridende bør der være et spor med blødt underlag, fx sand eller træflis. Lyden af hovslagene på en hård belægning og lyde fra andre trafikanter kan forskrække nogle heste. Det stiller yderligere krav til oversigtsforholdene og bredden af passager til samfærdsel mellem ridende og andre trafikanter. Samfærdsel Ved intensivt benyttede stiforbindelser bør der etableres adskilte stier for gående, cyklister og ridende. Fx ved markeringer på vejbanen, forskellige farver eller underlag på gangsti og cykelsti, lille niveauforskel eller et lavt hegn mellem gang- og cykelsti. Tilpasning til kombineret brug af menneske og fauna Nogle stitunneler til mennesker kan forholdsvist let tilpasses så de i en vis udstrækning fungerer også som faunapassage for hvirvelløse dyr, padder og krybdyr, små og mellemstore pattedyr. Fx ved etablering af ledelinjer til og gennem passagen af træstød eller sten samt sikre at der er gode ledelinjebeplantning mellem passagen og de omkringliggende naturområder. Se den tekniske anvisning om kombineret brug af tunnelunderføringer s Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 6 og 7 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af passagetypens dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for brugergrupper. Se endvidere vejreglerne: Trafikarealer, land. Forudsætninger for den geometriske udformning, Trafikarealer, land. Tracering, 2008 Byernes trafikarealer. Forudsætninger for den geometriske udformning, Byernes trafikarealer. Krydsninger mellem veje og stier, Byernes trafikarealer. Stikrydsninger, Etablering af ridestier i naturen - sådan! - Naturturisme I/S. Svendborg,

138 EKSEMPLER PÅ STITUNNEL Figur 1 Stitunnel til stiforbindelse under Kystbanen ved Skotterup ved Helsingør. Længden er ca. 20 m, største frihøjde 2,6 m og største bredde 3,7 m. Passagen er placeret i en påfyldning. Bunden af passagen ligger i niveau med de tilstødende stier og det omkringliggende terræn, så der er nem adgang og gode oversigtsforhold gennem tunnelen. Figur 2 Stitunnel til cykel- og gangsti under større vej i et byområde. Den hurtigere cykeltrafik er adskilt fra gående trafikanter vha. en lille niveauforskel. 138

139 Figur 3 og 4 Sti med samfærdsel for ryttere samt gang/cykelsti på Svendborgmotorvejen syd for Ringe (km 23,1) (Fotos: M. Ujvári). Dimensioner - Højde cykelsti: ca. 2 m; Højde ridesti: ca. 3 m; Bredde: 10 m; Længde: 30 m. 139

140 KOMBINERET BRUG, FAUNABRO TYPE A1/A2 MED STI/MARKVEJ Generel beskrivelse Kombinerede fauna- og menneskeoverføringer kan anvendes til brug af både fauna og mennesker (til rekreative stier og begrænset arbejdskørsel) under visse forudsætninger. Afhængigt af overføringernes dimensioner og det menneskelige aktivitetsniveau vil effektiviteten som faunapassage dog falde. Veje med mere trafik skal føres over de store trafikanlæg på selvstændige broer. Kan anvendes til Faunapassage - Type A1: krondyr og dådyr; Type A2: rådyr - Mellemstore rovdyr - Mindre pattedyr, inkl. egern og hasselmus - Flagermus - Fugle, skovtilknyttede små arter - Krybdyr - Padder - Insekter og andre hvirvelløse dyr knyttet til tørre, lysåbne naturtyper Menneskepassage - Rekreative stier - Mark-/skovveje med begrænset arbejdskørsel i dagtimerne (fx ÅDT < 5) Dimension og tekniske data Ved kombineret brug af smalle faunabroer (B<50 m) falder passagernes effektivitet for store og mellemstore dyr med stigende menneskelig brug. Det stiller øgede krav til passagens bredde for at opretholde funktionen som faunapassage jvf. figur 1. Se endvidere den tekniske anvisning om faunabroer for krav og anbefalinger for at tilgodese de forskellige dyrearter og artsgrupper. Kombineret passage Faunabro type A1 Krav til dimensioner når faunapassagen kombineres med sti / markvej Ingen ændringer med mindre krondyr skal anvende passagen, da kan typen ikke kombineres, da vildtlevende krondyr er meget sky. Faunabro type A2 Bredden øges med bredden af sti/vej, dog minimum 10 m, dvs. B > 30 m Figur 1 Øgede krav til dimensioner på faunabroer, hvis de skal kombineres med rekreative stier eller mark- eller skovveje. 140

141 Andre tekniske krav og anbefalinger Adskillelse af mennesker og dyr Menneskelige aktiviteter på en fauna- og menneskeoverføring skal begrænses til en sti/markvej, der placeres i den ene side af passagen, så det uforstyrrede områder for faunaen er størst muligt. Der bør dog være en bræmme med et sammenhængende vegetationsdække over passagen på begge sider af stien/vejen. Hvis det menneskelig aktivitetsniveau på overføringen er højt, bør den rekreative sti adskilles fra arealet forbeholdt dyrene med et åbent, lavt hegn, beplantning med buske og/eller træstød. Adskillelsen skal ikke være så tæt, at den fremstår som en uigennemtrængelig barriere for dyrene, der i givet fald kan blive fanget på den forkerte side af hegnet ved indgangene til passagen. Belægning og belysning Belægningen på stien skal tilpasses de forskellige rekreative brugergrupper, der skal anvende passagen. Ridende kan oftest nøjes med en 1 m bredt græsdækket spor parallelt med sti til anden rekreativ trafik. På overføringer med meget trafik af ridende bør der etableres en ridesti med et blødt underlag, fx sand eller træflis. Der må ikke være belysning af sti/vej hen til og over overføringer til kombineret brug. Forstyrrende lys og støj fra vejbanen under passagen kan reduceres ved at opsætte et tæt hegn, beplantning og/eller jordvolde langs siderne af overføringerne. Kørsel Regelmæssig kørsel med motorkøretøjer og andre motordrevne køretøjer på og omkring kombinerede fauna- og menneskeoverføringer skal undgås da motorstøj forstyrrer og skræmmer dyrene i et større område omkring passagerne. Overføringer til kombineret brug kan anvendes til begrænset arbejdskørsel fx markarbejde og skovbrug uden det får væsentlige negative effekter på faunaens brug af passagerne. Store kampesten eller træstød/-stammer kan udlægges på passagerne for at blokere adgangen for uønsket kørsel på arealerne uden for sti/vej. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af kravene til faunapassagers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. 141

142 EKSEMPLER PÅ FAUNABROER TIL KOMBINERET BRUG Figur 2 Overføring til kombineret brug ved Natuurbrug Zanderij Crailoo i Holland. Passagen er 800 m lang fra skovkant til skovkant og bredden varierer mellem 50 og 100m. Den rekreative trafik over passagen er gående/cyklister og ryttere pr. år. Forekomst af rådyr på arealerne på passagen er ikke reduceret sammenlignet med forekomsten på naboarealerne. Mindre pattedyr anvender også passagen. Billedet er blevet taget da passagen var ny og vegetationen var forholdsvis sparsom (Foto: Fabrice Ottburg, Alterra-WUR). På billedet ses: Stisystemet (2,7 m bred vandre-/cykelsti og 1,6 m bred ridesti) er lagt helt ud i den ene side af passagen for at forstyrre de øvrige arealer på passagen mindst muligt. Et hegn adskiller stisystemet og passagen for faunaen. Hegnet er så lavt (ca. 1m) og åbent, at hjorte kan springe over det og mindre dyr kan gå under det, så dyrene også kan bruge stiarealet om natten, når det menneskelige aktivitetsniveau er lavt. Højden og en simpel konstruktion reducerer også risikoen for skader på hegnet og udgifter til reparation af hegnet, når mennesker alligevel vælger at passere det. Vandhuller, grus-/sandbunker og træstød skaber mange forskellige skjulesteder og habitater for små pattedyr, padder, krybdyr og insekter hen over passagen. 142

143 Figur 3 Smal overføring til kombineret brug, type A2 på rute 30 syd for Give (km 15,05) (Foto: M. Elmeros). Dimensioner Bredde: 24 m inkl. 5 m bred grusvej; Længde: 16 m. På billedet ses: Vejen er lagt i den ene side af passagen, så det grønne bælte for faunaen er så bredt som muligt. Det grønne bælte og en smal bræmme mellem grusvejen og vildthegnet langs siden af passagen er beplantet med buske. Pga. vegetationen i den smalle bræmme mellem grusvej og vildthegn er der egnede passagemuligheder på begge sider af vejen for mindre arter, der nødigt passerer over åbne arealer. Buskene plantet langs vildthegn vil, når de er vokset op, skærmer for lys fra vejbanen. Det vurderes ikke at være nødvendigt at opsætte støjskærme og hegn mellem vej og den grønne del af passagen. 143

144 KOMBINERET BRUG: LANDSKABSBRO TYPE A1/A2 MED STI/MARKVEJ Generel beskrivelse Landskabsbroer har ofte så store dimensioner at de kan anvendes til kombineret brug. Effektiviteten af korte landskabsbroer (< 50 m) vil dog afhænge af det menneskelige aktivitetsniveau, hvorfor bredden skal øges for at bevare deres værdi som faunapassager. Meget store landskabsbroer (> 100 m) kan kombineres med mindre lokalveje, hvis der er god adskillelse mellem vej og arealerne til dyrene. Kan anvendes til Faunapassage - Type A1: krondyr og dådyr; Type A2: rådyr - Mellemstore rovdyr - Små pattedyr - Flagermus - Krybdyr - Padder - Insekter og andre hvirvelløse dyr Samt i våde passager - Semi-akvatiske arter som odder og bæver - Fisk og hvirvelløse dyr i vandløb Menneskepassager - Rekreative stier - Mark-/skovveje med begrænset arbejdskørsel i dagtimerne (fx ÅDT < 5). - Mindre lokaleveje med begrænset trafik (fx ÅDT < 500) i meget store landskabsbroer (> 100 m) Dimension og tekniske data Ved kombineret brug af landskabsbroer (<50 m) falder passagernes effektivitet for store og mellemstore dyr med stigende menneskelig brug. Det stiller øgede krav til passagens bredde for at opretholde funktionen som faunapassage, jvf. figur 1. Kombineret passage Landskabsbro type A1, tør Landskabsbro type A2, tør Landskabsbro type A1, våd Landskabsbro type A2, våd Krav til dimensioner når faunapassagen kombineres med sti / markvej Landskabsbroer > 80 m lange: broens længde øges med bredden af sti/vej, dog min. 10 m. Broer kortere end 90 m kan ikke kombineres til brug af krondyr og mennesker. Landskabsbroer < 50 m lange: broens længde øges med bredden af sti/vej, dog min. 6 m. Landskabsbroer > 80 m lange: broens længde øges med bredden af sti/vej, dog min. 10 m. Broer kortere end 90 m kan ikke kombineres til brug af krondyr og mennesker. Landskabsbroer < 50 m lange: broens længde øges med bredden af sti/vej, dog min. 6 m. Figur 1 Krav til øgede dimensioner på landskabsbroer, hvis de også skal anvendes til menneskepassage. 144

145 Kombineret brug af lange landskabsbroer type A1 (> 50 m) påvirker ikke rådyrenes brug forudsat der er taget hensyn til den kombinerede brug ved udformningen og indretningen af passagen. Skal passagens anvendes af krondyr, skal bredden dog være min. 90 m. Se endvidere den tekniske anvisning om landskabsbroer for krav og anbefalinger for at tilgodese de forskellige dyrearter og artsgrupper. Andre tekniske krav og anbefalinger Adskillelse af mennesker og dyr Menneskelige aktiviteter under landskabsbroer til kombineret brug som fauna- og menneskepassage skal reguleres til en sti/vej, der placeres helt ude i den ene side af passagen, så det uforstyrrede områder for faunaen er størst muligt. Der bør dog være en bræmme med et sammenhængende vegetationsdække gennem passagen på begge sider af stien/vejen. Hvis det menneskelig aktivitetsniveau under landskabsbroen er højt, bør den rekreative sti/markvej adskilles fra arealet forbeholdt dyrene vha. et åbent, lavt hegn, beplantning af træer og buske og/eller træstød. Adskillelsen skal ikke være så tæt, at den fremstår som en uigennemtrængelig barriere for dyrene, der i givet fald kan blive fanget på den forkerte side af hegnet ved indgangene til passagen. Ved store landskabsbroer med en mindre lokalvej skal vejen adskilles fra naturarealerne med beplantninger af træer og buske for at skærme for støj og lys fra køretøjer på vejbanen. Belægning og belysning Belægningen på stien skal tilpasses de forskellige rekreative brugergrupper, der skal anvende stien under landskabsbroen. Ridende kan oftest nøjes med en 1 m bredt græsdækket spor parallelt med sti til anden rekreativ trafik. På stier med meget trafik af ridende bør der etableres en ridesti med et blødt underlag, fx sand eller træflis. Der må ikke være belysning af stier eller vej hen til og gennem landskabsbroer til kombineret brug. Kørsel Store kampesten eller træstød/-stammer kan udlægges på passagerne for at blokere adgangen for uønsket kørsel på arealerne uden for sti/markvej. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af kravene til faunapassagers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. 145

146 EKSEMPLER PÅ LANDSKABSBROER TIL KOMBINERET BRUG Figur 2 Landskabsbro ved Alling Å på E45 syd for Randers (km 201,5) (Foto: M. Elmeros). En mindre lokalvej er ført under motorvejen i den sydlige ende af broen og adskilt fra arealet for faunaen af et lavt autoværn. Der er fortsat frie uforstyrrede passageforhold for faunaen i den centrale del af ådalen. Dimensioner brolængde: ca. 110 m; Bredde vejbane: 26 m; Største højde: 10 m. 146

147 KOMBINERET BRUG: VÅD/TØR UNDERFØRING TYPE A2 & B1 MED STI/MARKVEJ Generel beskrivelse Faunaunderføringer type A2 og B1 kan anvendes til kombineret brug af fauna og mennesker (til rekreative stier og begrænset arbejdskørsel i dagtimerne), hvis bredden af passagen øges. Ved kombineret brug af underføringer falder passagernes effektivitet for store og mellemstore dyr med stigende menneskelig brug. Kombineret brug af underføringer type A1 til krondyr kan ikke anbefales, da krondyr er meget følsomme overfor menneskelig forstyrrelse. Kan anvendes til Faunapassage - Type A2: rådyr - Mellemstore rovdyr - Små pattedyr - Flagermus - Krybdyr i mindre omfang - Padder i mindre omfang - Kravlende insekter og andre hvirvelløse dyr Samt i våde passager - Semi-akvatiske arter som odder og bæver - Fisk og hvirvelløse dyr i vandløb Menneskepassage - Rekreative stier - Mark-/skovveje med begrænset arbejdskørsel i dagtimerne (fx ÅDT < 5). Dimension og tekniske data I forhold til faunapassager skal bredden af underføringer til kombineret brug øges for at opretholde funktionen som faunapassage, jvf. figur 1. For kano- og kajaksejlads skal vandløbet være mindst 1,2 m bredt, mindst 35 cm dybt og den frie højde over højeste vandstand skal være mindst 1,5 m. Se endvidere de tekniske anvisninger for underføringer type A og B1 for krav og anbefalinger for at tilgodese de forskellige dyrearter og artsgrupper. Kombineret passage Krav til dimensioner når faunapassagen kombineres med sti / markvej Underføring type A1 tør Underføring type A2 tør Underføring type B1 tør Underføring type A1 våd Underføring type A2 våd Underføring type B1 våd Kan ikke kombineres, da krondyr er meget sky. Bredden øges med bredden af vej/sti plus 3 m Højde og bredde øges for at tilgodese krav til menneskepassager Kan ikke kombineres, da krondyr er meget sky. Bredden øges med bredden af vej/sti plus 3 m Højde og bredde øges for at tilgodese krav til menneskepassager Figur 1 Krav til øgede dimensioner på faunaunderføringer type A2 og B1 hvis de kombineres med sti/markvej. 147

148 Andre tekniske krav og anbefalinger Omgivelserne Underføringerne skal indpasses den lokale topografi. Det er mest fordelagtigt at anlægge underføringen hvor vejanlægget ligger på en påfyldning. Regulering af adgangsforhold De menneskelige aktiviteter i underføringer til kombineret brug skal begrænses til en sti/markvej, der lægges i den ene side af passagen, så det uforstyrrede områder for faunaen er størst muligt. I underføringer til kombineret brug ved vandløb skal der kun etableres sti/markvej til menneskelig færdsel på den ene side af vandløbet. Stien i passagen bør være mindst 1 m bred, men bankettens samlede bredde skal være væsentlig større. Der bør dog være en bræmme med et sammenhængende vegetationsdække, træstød, og lign. som skjul for små arter gennem passagen på begge sider af stien, markvejen eller vandløbet i våde passager. Adskillelse af mennesker og dyr Hvis der er høj menneskelig aktivitet på den rekreative sit i underføringen, bør stien rekreative sti adskilles fra arealerne forbeholdt dyrene med et åbent, lavt hegn, træstød og/eller buske. Adskillelsen skal ikke være så tæt, at den fremstår som en uigennemtrængelig barriere for dyrene, der i givet fald kan blive fanget på den forkerte side af hegnet ved indgangene til passagen. Belægning og belysning Belægningen på stien skal tilpasses de forskellige rekreative brugergrupper, der skal anvende passagen. Der må ikke være belysning af stier hen til og gennem underføringer til kombineret brug. Kørsel og anden forstyrrelse Kørsel med motorkøretøjer og andre motordrevne køretøjer gennem og omkring kombinerede underføringer skal undgås. Motorstøjen vil forstyrre dyrene i et større område omkring passagerne og reducere deres effektivitet som faunapassager. Kombinerede underføringer kan anvendes til begrænset arbejdskørsel i forbindelse med markarbejde og skovbrug uden det får væsentlige negative effekter på faunaens brug af passagerne. Store kampesten eller træstød/-stammer kan udlægges på passagerne for at blokere adgangen for uønsket kørsel på arealerne uden for sti/markvej. Flere oplysninger Der henvises til vejledningens kapitel 3, 4 og 5 hvor der er en mere detaljeret beskrivelse af kravene til faunapassagers dimensioner, omgivelser, indretning, placering i landskabet og egnethed for arter/artsgrupper. 148

149 EKSEMPLER PÅ UNDERFØRINGER TYPE A2 OG B1 TIL KOMBINERET BRUG Figur 2 Kombineret underføring type B med adgangsvej for landbrugskøretøjer på E20 mellem Esbjerg og Kolding ved Stilde Å (km 257,8) med markvej (Foto: M. Ujvári). Dimensioner Største højde: 5,5 m; Loftslængde: 36 m; Bundlængde: 48 m; Bundbredde: 13 m; Vandløbsbredde: ca. 5m; Banketter: hhv. 1 m og 7 m. På billedet ses: Der er godt gennemsyn i passagen og pga. et stort lysindfald er der græs- og urtevegetation på banketterne langt ind i passagen. Markvejen er lagt i den ene side af passagen. Lave, skrå brinker skaber god sammenhæng mellem vandløb og banketterne. En meget smal banket mellem vandløbet og betonvæggen giver mindre og mellemstore arter passagemuligheder på begge sider af vandløbet. Større arter er tvunget til at krydse vandløbet for at krydse passagen på markvejen. Trods de skrå vægge er frihøjden over den ene banket tilstrækkelig god for rådyr. 149

150 Figur 3 Kombineret fauna- og menneskepassage ved Pøle Å mellem Hillerød-Helsinge (km 43,77). Passagen er udformet som en skråvægstunnel i beton med naturlig jordbund med en sti på den ene side af vandløbet. Banketterne er tilvoksede og vegetationen giver gode skjulemuligheder og passageforhold for små arter som mus, padder og insekter. Dimensioner - Længde: 16,5 m; Bredde: ca. 15 m; Højde: 2,5 m. Underføringen er forsynet med banketter på henholdsvis ca. 4 m og 1,5 m. Gang- og cykelstien er grusbelagt. 150