Rapport fra kirkelig delegationsrejse til Israel/Palæstina september 2006

Transkript

1 Rapport fra kirkelig delegationsrejse til Israel/Palæstina september 2006 Danske Kirkers Råd, Det mellemkirkelige Råd, Folkekirkens Nødhjælp

2 Indhold 1. Indledning 2. Programmet 3. Den politiske situation 4. Mødet med de lokale kirker 4.a Politisk pres 4.b Religiøst pres 4.c Forskellige missionssyn og dagsordener 5. Den humanitære krise 5.a Muren 5.b Situationen i Jerusalem 5.c Situationen i Gaza 6. Den aktuelle situation begge parter ser sig selv som ofre 6.a Sikkerhed overfor retfærdighed 6.b Bosættelsesproblematikken 7. Opsummering og anbefalinger 7.a Hold håbet ved lige! 7.b Skab plads på midten støt de moderate kræfter 7.c Støt de kristne kirker i rollen som brobyggere 7.d Få en tredje part ind som forhandler Bilag 1. Deltagerliste 2. Program for delegationsrejsen 3. Kort: Israel/Palæstina & Muren/sikkerhedsbarrieren 1. Indledning I dagene september 2006 rejste en dansk kirkelig delegation til Israel/Palæstina for selv at opleve forholdene dernede. Formålet var at besøge kirker, menneskerettighedsorganisationer og myndighedspersoner for at danne sig et billede af de lokale kristnes situation og den aktuelle humanitære situation i det hele taget med henblik på at formidle dette hjem i dansk kirkeliv og den danske offentlighed. Delegationen bestod af Jakob Dahl, Hanna Broadbridge, Ann-Mari Sundin og Kirsten Auken fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Michael Marvell, Gregers Mærsk-Kristensen, Bjarne Nederby Jessen og Lene Suh Nicolaisen fra Danske Kirkers Råd samt Kirsten Lund Larsen, Peter Bo Larsen, Mads Klæstrup Kristensen og Uffe Gjerding fra Folkekirkens Nødhjælp. Der var tale om en økumenisk kirkedelegation, og vi kom fra meget forskellige kirkelige baggrunde og traditioner. Desuden var der stor spredning mht. erfaringer i gruppen nogle var der for allerførste gang, andre havde adskillige besøg bag sig, og nogle havde fulgt konflikten i mere end 20 år. Det betød, at vi som deltagere ikke havde én fælles forståelse af konflikten, men bestræbte os på at se nuanceret på situationen og respektere hinandens forskellige tilgange og udgangspunkter. Delegationens medlemmer har på skift taget notater fra de enkelte dage, som har dannet baggrund for udarbejdelsen af en samlet rapport. Alle deltagere har været inddraget i processen omkring rapporten.

3 2. Programmet Programmet var først og fremmest tilrettelagt mhp. at give indtryk af de lokale kirkers og kristnes vilkår og give indblik i den aktuelle humanitære og politiske situation. Delegationen opholdt sig derfor det meste af tiden på Vestbredden i Østjerusalem, Ramallah, Betlehem og Hebron og var desuden på et endags besøg i Gaza. Vi besøgte således kirker og kirkelige organisationer og israelske og palæstinensiske menneskerettighedsgrupper og -organisationer. Vi oplevede dem både som organisationer og som mennesker, der både i Israel og i de palæstinensiske områder lever under større eller mindre pres og restriktioner og ofte har betalt en høj pris på grund af situationen. Vi havde desuden møder med officielle repræsentanter fra begge sider politikere fra det palæstinensiske selvstyreråd, medarbejdere fra det israelske udenrigsministerium og danskere fra repræsentationen i Ramallah og ambassaden i Tel Aviv. Et program, der kun har en uge til rådighed, vil altid kun kunne præsentere et udvalg af helheden. Delegationen er sig bevidst, at der er mange andre lokaliteter, organisationer og enkeltpersoner, vi også kunne have mødt, og som kunne have videregivet andre synspunkter og erfaringer, både i de israelske og de palæstinensiske områder. 3. Den politiske situation Vi blev briefet om den aktuelle politiske situation af den danske repræsentant i de palæstinensiske selvstyreområder, Rolf Holmboe, og souschef Allan Pagh Kristensen fra ambassaden i Tel Aviv, og det var et dystert scenario, der blev tegnet. Besøget fandt sted i en periode, der var præget af den vestlige blokade mod Hamas-regeringen efter valget i februar; af fortsatte raketangreb ind over grænsen fra Gaza; af psykiske eftervirkninger i Israel efter udfaldet af krigen mod Hizbollah i Libanon, og af forgæves bestræbelser på at danne en palæstinensisk samlingsregering af Hamas og Fatah og finde en formel, der kunne opfylde de tre krav, som FN, USA og EU i maj opstillede for at ophæve blokaden: 1. At Hamas skulle godkende staten Israel 2. At Hamas skulle overholde alle tidligere indgåede aftaler mellem Israel og Palæstina 3. At Hamas skulle afstå fra vold Blokaden medfører bl.a., at Israel siden februar 2006 har indefrosset 50 millioner dollars om måneden, som myndighederne opkræver i vedr. import/eksport for palæstinenserne. De offentligt ansatte har nu ikke fået løn i 7 måneder, og militserne er ude af kontrol. Næsten al industri er faldet sammen. Det skønnes, at Hamas har mistet det flertal, organisationen fik ved valget, men at der samtidig er bred forståelse for Hamas afvisning af at anerkende Israel som stat. Værst er situationen i Gaza, som er næsten totalt lukket af fra omverdenen, men samtidig oplever jævnlige incursions (nålestiksoperationer) fra hæren i jagten på våben og raketaffyringsceller. Samtidig fortsætter udvidelser af bosættelser på Vestbredden, så 58% af jorden nu er annekteret, og der opføres til stadighed nye dele af sikkerhedsbarrieren (muren), der for ca. 80% vedkommende ligger mere eller mindre langt inde på palæstinensisk område. I Israel er der dyb skuffelse over krigen i Libanon. Krigen har betydet, at tilliden til hæren er faldet, dels på grund af udfaldet og dels på grund af den måde, krigen blev håndteret på. Den almindelige israeler føler sig magtesløs, og både premierminister og forsvarsminister har mistet en stor del af den popularitet, de før nød. Oppositionen til højre for regeringen er 3

4 styrket, og mulighederne for at indlede egentlige fredsforhandlinger med palæstinenserne er skudt om muligt længere ud i fremtiden. Den indenrigspolitiske situation i Israel gør det således urealistisk at tro, at der vil ske en snarlig bedring. Samtidig er situationen desperat i de palæstinensiske områder på grund af den økonomiske blokade, og de politiske muligheder for at løse op for den synes små. Indelukningen af palæstinenserne i Gaza kan kun føre til større problemer fremover. Derfor var konklusionen på de politiske analyser, vi blev præsenteret for, at situationen i det hele taget sandsynligvis vil forværres fremover. 4. Mødet med de lokale kristne De kristne udgør nu under to procent af befolkningen i Israel/Palæstina mod ca. 10% i De bor hovedsagelig omkring Nazareth (Israel), på Vestbredden i Galilæa og i Jerusalem/Betlehem-området. I selve Jerusalem er der nu kun ca kristne tilbage. I Gaza er der en lille gruppe på omkring 2000 hovedsageligt ortodokse kristne (ud af en samlet befolkning i Gaza på ca 1,5 mio.). De lokale kristne tilhører for langt hovedpartens vedkommende de gamle etablerede kirker, delt op på 15 forskellige kirkesamfund, hvoraf nogle (græsk-ortodokse og armensk) kan føre deres lokale rødder tilbage til i hvert fald det 4. århundrede e.k. Men der er også opstået små nye evangelikale kirker/menigheder som resultat af protestantisk missionsvirksomhed fra Vesten. Desuden findes der i Israel ca. 100 messianske menigheder med hen imod medlemmer foruden 500 katolske hebræiske katolikker. De messianske jøder tror på Jesus som Messias, men har beholdt deres jødiske identitet og kultur. Alle de lokale kristne - i de gamle kirker i Palæstina, i de nye kirkesamfund og de messianske menigheder i Israel - lever under meget pressede vilkår. Hver på deres måde og af forskellige årsager. 4.a Politisk pres For de gamle kirkers vedkommende skyldes presset først og fremmest, at langt hovedparten af deres medlemmer er palæstinensere, og de lider så generelt under de samme vilkår, som (besættelsesmagten) Israel underkaster befolkningen i de palæstinensiske selvstyreområder. Mange af dem har ligesom andre været på flugt både i 1948 og igen i Nogle er statsløse, andre har identitetspapirer og tilladelser, som hele tiden bliver udvandet og draget i tvivl. De er ramt af arbejdsløshed og blokeret erhvervsudvikling; adskilt fra familie og venner på grund af israelske vejspærringer, og forhindret i at færdes, bygge og bosætte sig frit på grund af sikkerhedsmur og manglende tilladelser. Samtidig med, at de må se på, at kristne turister eller zionistiske kristne grupper uhindret har adgang til f.eks. de hellige steder i Jerusalem. 4

5 Dertil kommer at kirkerne har nogle af deres vigtigste hovedsæder og institutioner i Jerusalem. De kristne kirkeledere bekræftede samstemmende, at det er et reelt problem at skaffe tilladelse til at komme ind og ud af Jerusalem og det skader kirkernes og menighedernes muligheder. De kristne er generelt veluddannede, tilhører middelklassen, og har ofte familie i Vesten. Det giver dem god mulighed for at emigrere, hvad mange af dem da også vælger at gøre. Kun de mest idealistiske vælger frivilligt at blive i området og fortsætte arbejdet for en bedre tilværelse. En øget radikalisering både på jødisk og muslimsk side i konflikten kunne måske varsle endnu sværere fremtidsmuligheder for en kristen minoritet. Men det blev fremhævet over for os fra mange sider, at den kristne udvandring ikke skyldes en konflikt mellem kristne og muslimer, men først og fremmest de svære levevilkår som alle palæstinensere, kristne såvel som muslimer, lever under. Det er ikke Muhammed, der forhindrer mig i at komme ind til de hellige steder i Jerusalem det er israelske soldater, sagde en kirkeleder på Vestbredden. Kort før vores besøg havde der været flere tilfælde af fysiske angreb på kirker som respons på Pavens ytringer om Islam. Men de blev tilskrevet enkelte ekstremistiske elementer, og de muslimske ledere havde været hurtige til at tage afstand fra dem. Kirkelederne gav udtryk for, at de ikke følte sig alarmeret over episoderne, og de lagde vægt på, at der ikke var sket noget med de store kendte kristne helligdomme. Men de opfordrede også til, at vi i Vesten ikke uoverlagt bruger vores ytringsfrihed uden tanke for, hvordan den skader folk lokalt og opildner ekstremister yderligere. Angreb på kirker - Gaza Under vores besøg i Gaza så vi et eksempel på den seneste tids angreb, i dette tilfælde på den græsk-ortodokse kirke i Gaza By. Angrebet, som var blevet refereret meget dramatisk i medierne, bestod i, at der var blevet fyret en mindre raket af mod døren til kirkens ungdomscenter, så den var blevet beskadiget. Kirkens præst, Archimandrite Artemios, der blev vækket ved angrebet midt om natten, tog dog sagen relativt roligt, og også her blev det sagt, at det var nogle få ekstremister og ballademagere der stod bag. Det almindelige muslimske samfund var meget optaget af at tage afstand fra episoden og fastholde det gode forhold mellem muslimer og kristne hvad vi også selv hørte fra den muslimske chauffør, der kørte os rundt i Gaza. 5

6 Angreb på kirker - Tulkarem Et af de andre angreb hørte vi om fra en af de norske deltagere i det kirkelige ledsagerprogram, Ingerid Pegg, (tv) som er udstationeret i den lille by Tulkarem i den nordvestlige del af Vestbredden. Det er et næsten udelukkende muslimsk område. Der bor kun én kristen familie på 15 medlemmer i byen, og de havde netop i år indviet en lille kirke. Ingerid var med ved indvielsen, hvor der også deltog muslimer. Efter Pavens udtalelser var der indbrud i kirken, og der blev sat ild til nogle dæk, hvorved kirken nedbrændte. Reaktionen kom prompte. Repræsentanter fra det muslimske samfund med borgmesteren i spidsen tog afstand fra det skete, og der blev med det samme indledt en undersøgelse af, hvem der stod bag. Den umiddelbare vurdering var, at det var drengestreger. Både det muslimske samfund og bystyret tilbød at betale for genopførelsen af kirken, og en lokal islamisk bevægelse inviterede de kristne på middag for at undskylde og tilbyde dem deres beskyttelse. De kristne i de etablerede kirker oplever således ikke generelt problemer med at kunne praktisere deres tro, men de driver heller ikke opsøgende mission i traditionel vestlig forstand. Den lutherske biskop, Munib Younan, gav udtryk for, at den kristne kirkes sociale arbejde er en vigtig del af kirkens mission. Direkte adspurgt om hvad han forstod ved mission, sagde han, at missionen er kirkens essens, og at hele hans liv og tilværelse er mission. Alt, hvad han gør, er mission: gudstjenester, social indsats, dialogindsatser. Også arbejdet for fred er mission. Det er således en mission i sig selv at blive ved med at være levende stene på stedet, hvor kristendommen opstod. Men det er en daglig kamp for de etablerede kirker at fastholde en levende kristen tilstedeværelse i Det hellige Land, herunder at opretholde driften af de kristne institutioner, de har ansvaret for, især skoler og klinikker. Biskop Younan gav også udtryk for, at han som kirkeleder føler sig forladt af de traditionelle søsterkirker i Vesten også i Danmark. Han og andre kirkeledere føler ikke, at der er tilstrækkelig opbakning fra det internationale kristne samfund, hverken økonomisk eller mht. solidariske initiativer, vedholdende kontakter osv. De er frustrerede over, at kristne i resten af verden er mere interesserede i at besøge de hellige steder og se de hellige sten, men glemmer deres kristne brødre og søstre i Det hellige Land. 4.b Religiøst pres De messianske jøder i Israel lever også under pres, men det er af en anden karakter. Fra forskellig side fik vi indtryk af, den officielle jødedom ikke accepterer mission overhovedet, og at missionærer ikke er velkomne blandt jøder. Udenrigsministeriets ansvarlige for religiøse spørgsmål fortalte, at man ganske enkelt ikke kan konvertere fra jødedommen. Senere hørte vi om eksempler, hvor interesserede jøder henvendte sig til en præst i ly af mørket for at komme med uden at blive spottet af jødiske naboer, og at det ikke ville være ualmindeligt 6

7 med chikane, hvis det blev opdaget. Det har således store personlige omkostninger at overgå til at være messiansk jøde Den største vækst i menighederne i senere år har været blandt jødiske indvandrere fra Rusland. Disse tegner sig nu for cirka 40% af de messianske jøder. Vi hørte bl.a. om menighedernes situation under et besøg på Caspari Centret. Menighederne holder fast ved jødiske skikke såsom omskæring, bar mitzah og fejring af religiøse højtider, men ellers er de meget forskellige. De dækker et bredt spektrum fra karismatiske til ikkekarismatiske og helt over til de anti-karismatiske. Hver menighed er selvstændig, men der samarbejdes på mange områder, såsom ungdomslejre og stævneweekender. Vi fik beskrevet de messianske menigheders forhold til de traditionelle kirker som så godt som ikke eksisterende, men hørte også ønske om, at det skulle blive bedre. Til gengæld findes der efter sigende et godt fællesskab mellem nogle af de messianske menigheder og nogle evangelikale arabiske kirker. Vi fik ligeledes fortalt, at de messianske menigheders engagement i kampen for retfærdighed og menneskerettigheder for tiden er minimalt, men at nogle ønsker, at der ville være et større engagement i denne sag. 4.c Forskellige missionssyn og dagsordener Selvom der er så få kristne tilbage i Mellemøsten, er der en del kræfter, der er med til at splitte dem ad. Det blev flere gange under besøget tydeligt, at de indbyrdes relationer mellem de forskellige slags kristne på nogle punkter er meget problematiske. Vi mødte lederne af de gamle kirker omkring et bord i Jerusalem. Indenfor denne gruppe er der mange stridigheder f.eks. omkring Gravkirken, men de er dog på talefod, og flere af dem understregede behovet for at styrke deres interne samarbejde. Det økumeniske ledsagerprogram EAPPI er det aktuelt bedste eksempel på et samarbejde, som de nu alle er glade for. Den skarpeste skillelinje går imidlertid nok ved forskellene i missionssyn og politisk analyse mellem de gamle kirker på den ene side og på den anden side de nye hovedsagelig protestantiske kirker hvoraf nogle, men ikke alle, er af evangelikal eller karismatisk observans. Gennem et møde med den tidligere danske præst i Jerusalem, Jan Mortensen, fik vi et nuanceret indblik i det missionssyn, som de nye kirker kommer med. Det handler for dem om at forkynde evangeliet med ord, opsøgende og direkte, uanset om det vækker modstand eller skaber konflikter. Men der er store forskelle, også mellem dem. Nogle af dem har udover missionen også en klar zionistisk dagsorden i form af stærk støtte til staten Israel, mens andre ikke deler dette syn. For de gamle kirker kommer dette til at virke som om de nye kirkers egen dagsorden er vigtigere end hensynet til de kristne brødre og søstre, der i forvejen lever under vanskelige vilkår. De gamle kirkers missionssyn er et andet, som beskrevet ovenfor, fordi de længe har levet som minoritet blandt to dominerende religioner i området. 7

8 I forholdet til de kristne zionister skiller den politiske analyse de kristne ad. Det virker provokerende på de lokale kirker, at de kristne zionister i kraft af deres politiske og religiøse overbevisning virker mere optagede af jødernes tilbagevenden til Det hellige Land og den jødiske stats overlevelse end af de vilkår, som de kristne må leve under på Vestbredden og i Gaza mht. undertrykkelse og en udsigtsløs fremtid. Derfor lægger kirkelederne kraftigt afstand til denne gruppe kristne, som de føler giver den internationale opinion et indtryk af, at kristne verden over alene støtter Israel. På det politiske niveau gør de lokale kirker sig til talsmænd for fred og forsoning og fredelig sameksistens imellem religionerne og den jødiske og palæstinensiske befolkningsgruppe. De fastholder, at der må findes en løsning, der respekterer, at der er to folk og tre religioner i det samme land. Vi hørte ingen kristne anfægte Israels ret til at eksistere, men mange var kritiske overfor den politik, Israel fører overfor palæstinenserne. De afviser den jødiske kolonisering af deres land, og selvom de selvfølgelig tager afstand fra vold, påpeger de også, at en del af volden udspringer af den frustration, der bliver resultatet af den førte politik. Og de frygter, at ekstremister på begge sider får alt for meget spillerum. Midt i den svære situation mødte vi mennesker, som med beundringsværdig ukuelighed og menneskeligt overskud arbejdede for at fastholde håbet om fred og en bedre tilværelse for alle og mange af dem var kristne. Et konkret eksempel på de kristnes rolle som brobyggere oplevede vi hos organisationen Wi am - Palestinian Centre for Conflict Resolution - i Betlehem, hvor vi havde talte med lederen Zoughbi Zoughbi. Wi am blev etableret i 1995 og er en kristen græsrodsbevægelse der primært arbejder med de konflikter, der opstår i familier. På grund af den belastende besættelse er der langt flere konflikter i palæstinensiske familier end tidligere, og specielt kvinder og børn lider under det økonomiske, sociale og politiske pres, der ligger på det palæstinensiske samfund og dermed på den enkelte palæstinenser. Wi am udfører en lang række konfliktløsende aktiviteter, der retter sig mod børn, kvinder og mænd, og de samarbejder også med den israelske fredsbevægelse, hvor dette er muligt. En af de større aktiviteter er sommerlejre, hvor børnene får mulighed for leg og samvær med andre børn. Det er Zoughbi Zoughbis oplevelse, at mennesker reagerer både historisk og hysterisk i en konflikt situation, som denne: Historisk ved huske og genopleve andre uretfærdigheder i fortiden og hysterisk ved at hidse sig op, handle irrationelt, hævne blindt og ty til voldelige midler. Zoughbi Zoughbi pointerede, at det, der sker nu, ikke er en religionskrig, men en kamp mellem en besættelsesmagt og et besat folk (han nævnte, at det ikke var Mohammed, men besættelsesmagten, der forbød ham adgang til Jerusalem!). Han understregede slutteligt at problemet ikke var jøderne som folk eller jødedom som religion, men Israel som besættelsesmagt. 8

9 Traumeheling i Beit Sahour I Beit Sahour, som er en forstad til Betlehem, mødte vi den kristne organisation YMCA. De har et omfattende program med traumeheling ved hjælp af professionelle teams, der er spredt ud på Vestbredden. Programmet startede i 1989 under den første intifada, og Folkekirkens Nødhjælp har støttet det fra starten. Programmet yder individuel rådgivning og støtte til torturofre eller mennesker, der på anden måde er ramt af besættelsen, er blevet slået eller været udsat for andre overgreb, har overværet voldsomme begivenheder, har mistet nære slægtninge og venner eller bare bukker under for den konstant usikre og stressende situation. Der gives konkret hjælp i form af f.eks. fysiske hjælpemidler eller omskoling og uddannelse. Lederen Nader Abu Amsha fortalte, at det er hårdt arbejde, men at YMCA også oplever glæden ved at se, at deres faglige indsats virker som f.eks. i tilfældet med en ung mand, der efter tortur havde udviklet en psykisk betinget lammelse og forgæves havde opsøgt læger for at blive kureret. Gennem traumerådgivningen blev der løst op for lammelsen, så han igen kunne bevæge sig normalt. På centret i Beit Sahour er der kapacitet til at have 60 klienter boende i seks måneder, hvis der kræves en særlig indsats. Tidligere var det praksis, at de tog hjem en gang om måneden for ikke at miste den nære kontakt med deres lokale miljø. Men det kan ikke længere lade sig gøre. Hvis de overhovedet kan få de relevante tilladelser, vil det være for belastende for dem at skulle gennem kontrolposter og risikere konfrontationer eller ydmygende behandling. 5. Den humanitære krise Delegationen mødte et civilsamfund under meget stort pres. Pga. den internationale blokade og Israels indefrysning af palæstinensiske penge er en humanitær krise under opsejling, ikke bare i Gaza hvor den på mange måder allerede er i fuldt flor, men også på Vestbredden. Dette kommer oveni en palæstinensisk dagligdag præget af mange forskellige former for overgreb og chikane. Den israelske menneskerettighedsorganisation B Tselem arbejder med at dokumentere disse overgreb, der bl.a. inkluderer administrativ nedrivning af huse, vold mod civilpersoner, hindring af bevægelsesfrihed og ulovlig ekspropriering af land. 5.a Muren/Hegnet Det mest alvorlige og gennemgribende indgreb i mange palæstinenseres hverdag har dog været bygningen af den såkaldte sikkerhedsbarriere, i byområderne i form af en mange meter høj mur, andre steder i form af et hegn med pigtråd, elektricitet og overvågning. Israels argument for at bygge muren er, at man vil forhindre palæstinensiske selvmordsbombere i at nå deres mål i Israel. Men reelt adskiller muren ikke blot israelere fra palæstinensere, men også hundredtusindvis af palæstinensere fra andre palæstinensere. Muren følger ikke den grønne linie våbenhvilelinien fra De fleste steder er den bygget langt inde på Vestbredden, og sine steder gør den dybe indhug ind i de besatte områder. 9

10 Murens linieføring vil medføre, at megen jord, der indtil nu har tilhørt palæstinensere, vil blive beslaglagt. Da muren afskærer mange palæstinensere fra deres jord, er det svært for dem at passe den. Jorden kommer således til at ligge ubenyttet hen. Efter tre år kan denne jord så ganske lovligt inddrages til andet formål uden nogen form for kompensation til den tidligere ejer. Samtidig gør muren almindelige menneskers adgang til arbejde, uddannelse, sundhedsvæsen og kontakt mellem familiemedlemmer overordentlig vanskelig eller direkte umulig. I det israelske udenrigsministerium fik vi at vide, at muren ikke er irreversibel, at den altså vil være til forhandling. Men i praksis blokerer den så mange af befolkningens muligheder og indebærer så omfattende fysiske indgreb i form af sikkerhedszoner, terminaler og vejanlæg og eksproprieringer, at den effektivt underminerer ethvert forsøg på at skabe en levedygtig fremtidig palæstinensisk stat. Børn alene gennem checkpoint Muren adskiller Betlehem fra Jerusalem, og den har også placeret i hvert fald ét hus i ingenmandsland. Huset ligger på Jerusalem-siden af muren, men dets indbyggere har palæstinensisk identitet. Rent juridisk er de derfor pludselig kommet til at opholde sig ulovligt i deres eget hus. Skolen ligger i Betlehem, og familiens børn må hver dag gå alene forbi soldaterne og gennem Tantuur-terminalen (checkpointet) på vej til og fra skole. Deres forældre kan ikke gå med dem, da de så risikerer ikke at kunne komme tilbage til huset, fordi de ikke har lov til at rejse ind i Jerusalem. Børnene ved heller aldrig, om de kan komme igennem terminalen. Den kan når som helst lukke. Når de ikke kan komme hjem, overnatter de hos noget familie i Betlehem. Mens vi stod og hørte om situationen, så vi de to små børn begive sig alene hen mod terminalen, mens deres far stod og så efter dem. 10

11 Høsten kommer ikke gennem muren Norske Ingerid Pegg fra det økumeniske ledsagerprogram EAPPI fortæller om murens virkning for bønderne omkring Tulkarem: Der er to landbrugsporte, som kun er åbne på bestemte tidspunkter. over 100 bønder møder op ved porten, når den er åben mellem kl. 6 og 7 om morgenen. Det er ikke sikkert, alle når igennem. Jeg er der og følger med, i hvor mange mænd, kvinder, maskiner, æsler eller får, der kommer igennem. Det hænder, at kun halvdelen af bønderne er kommet igennem kl. 7, eller måske vælger soldaterne at lukke porten tidligere. Jeg forsøger så at motivere soldaterne til at lade flere arbejdere komme igennem. Lykkes det ikke, ringer jeg f.eks. til Røde Kors, som taler med soldaterne, og måske lykkes det at få nogle flere igennem. Man skal tage tilbage igen mellem 11 og 12 eller mellem 15 og 16. Bliver man forhindret i at komme tilbage til tiden, opholder man sig illegalt på sin egen jord. Nogle kan opleve, at æslet får lov til at komme igennem, men ikke bonden selv. Og det er kun den person, der ejer jorden, der kan få tilladelse til at komme igennem, ikke hans medhjælpere. Det er heller ikke tilladt at anvende maskiner til at bringe f. eks. olivenhøsten tilbage igennem porten. Bønderne får kun lov at medbringe det, de selv kan bære. Det betyder, at en meget stor del af høsten ender med at gå til spilde. Og i sidste ende er der risiko for, at jorden bliver eksproprieret, fordi den ligger ubenyttet hen. Mur gennem huset Dina Skatvedt Rygg fra Norge, som er udstationeret for det økumeniske ledsagerprogram i Jerusalem, fortalte en historie om en velhavende palæstinensisk mand, der havde et fint hus i Tulkarem. Desværre lå huset netop der, hvor muren skulle bygges, og først fik han besked på, at huset skulle rives ned. Det lykkedes ham at afværge dette, så huset fik lov at blive liggende. Men en af dets vægge blev en del af muren ud imod en vej. Mandens datter og barnebarn boede lige ovre på den anden side af vejen, og han plejede at besøge dem dagligt. Men det blev han nu afskåret fra. I stedet klatrede han så hver dag op på taget af sit hus og stod og vinkede ned til dem derfra. Men så blev der etableret en militær overvågningspost ovenpå huset, og han måtte ikke længere gå derop. I stedet begyndte han at stable borde og stole oven på hinanden i gården, så han kunne stå oppe på dem og vinke ind til barnebarnet. Men også det endte med at blive umuliggjort, og nu er hans kontakt til familien begrænset til, at han kan stå og banke på en del af muren, der er lavet af metal og modtage bankesignaler den modsatte vej fra barnebarnet. Dina fortalte, at han tidligere havde været en driftig forretningsmand, men nu sad han bare apatisk tilbage i sit hus. 5.b Situationen i Jerusalem Muren er med til at fastholde annekteringen af Østjerusalem. I samspil med en lovgivning, der konsekvent favoriserer israelere frem for palæstinensere, fører muren og dens linjeføring til, at mange palæstinensere mere eller mindre frivilligt vælger at flytte fra Østjerusalem ud på Vestbredden. Dermed mister man sin status som borger i Jerusalem og de privilegier der følger med den. Bliver man boende i Jerusalem, afskæres man til gengæld effektivt fra palæstinenserne på Vestbredden. 11

12 Lovgivningen gør det nærmest umuligt for palæstinensere at få tilladelse til at bygge nyt eller udvide eksisterende ejendomme på deres egne grunde især i Østjerusalem. Samtidig bygges der flittigt på nye boligkvarterer til jødiske beboere. Hvis man som beboer i Jerusalem gifter sig med en person fra Vestbredden, er det som hovedregel også umuligt at få ægtefællen til Jerusalem. Hvis et sådant ægtepar vil bo sammen, tvinges de til at flytte til Vestbredden. Menneskerettighedsorganisationen B Tselem har dokumenteret utallige eksempler på dette. Resultatet er, at der i løbet af de sidste år er blevet jødisk flertal i det tidligere arabiske Østjerusalem. Under 2 % af befolkningen på Vestbredden har tilladelse til at besøge Jerusalem. Fire store terminaler kontrollerer adgangen til byen. Der skal ansøges om tilladelse til alle hospitals- og familiebesøg og til at komme i kirke. Mange får ikke tilladelsen, og hvis man ikke har papirerne, forsøger man ikke. Man kan blive arresteret, hvis man ikke har de rigtige papirer på de rigtige steder. Får jeg lov til at besøge min syge mor? I Betlehem stødte delegationen tilfældigt på Mitri Raheb, den lutherske præst der har været drivkraft i udviklingen af Det internationale Center, og som i 2005 fik sin bog Betlehem under belejring udgivet på dansk. Han skulle efter planen have været borte på rejse, men hans gamle mor var blevet meget syg og indlagt på hospitalet i Jerusalem. Det ligger ikke mere end minutters kørsel fra Betlehem, og lægerne ville gerne have, at han kom ind og var med til samtaler om behandlingen af moderen. Men muren skiller Betlehem fra Jerusalem, og palæstinensere fra Vestbredden har generelt ikke adgang til Jerusalem, så han kan ikke uden videre tage ind til hospitalet. Nu måtte han så bruge timer på at forsøge at ringe de israelske myndigheder op for at få tilladelse til at komme gennem muren. Men som delegationen traf ham der udenfor hans kirke, anede han ikke, om det ville lykkes for ham at nå frem til moderen. Augusta Victoria under pres Augusta Victoria Hospitalet, som tilhører Det lutherske Verdensforbund, ligger på Oliebjerget i Østjerusalem. Hospitalet har kun tilladelse til at modtage patienter med palæstinensisk identitetskort og skal derfor søge om indrejsetilladelse til samtlige patienter. Denne opgave kræver to ansattes fulde arbejdstid. Hospitalet ser sig selv som en vigtig palæstinensisk institution, som ud over at tilbyde sygdomsbehandling til palæstinensere på Vestbredden har til opgave at sikre palæstinensisk tilstedeværelse i Jerusalem samt dialog med Israel på forskellige niveauer. Det har været 12

13 vigtigt for hospitalet at udvikle medicinske specialer på et sådan niveau, at hospitalet kan konkurrere med de bedste israelske hospitaler. Det betyder, at de israelske myndigheder ikke kan nedlægge hospitalet og henvise patienterne til hospitaler på Vestbredden, da disse hospitaler ikke kan tilbyde den samme høje behandlingsstandard. De fire hovedområder for hospitalet er behandling af kræft, diabetes, øre/hals/næse-komplikationer og en stor nyreafdeling som modtager både voksne og børn i dialyse. Flere danskere har været med til at sætte vigtige præg på hospitalet. Vi mødte under besøget både professor Torben Deckert, der er involveret i opbygningen af diabetesafdelingen, og fodterapeut Kirsten Larsen, der har været med til at opbygge fodklinikken. Det lutherske Verdensforbunds direktør, Mark Brown, berettede om hvordan Augusta Victoria Hospitalet oplever store vanskeligheder på grund af muren, og den stramning af bevægelsesfriheden, som den har afstedkommet. Den bus-service, som hospitalet har etableret for at fragte patienter og medarbejdere fra Vestbredden til hospitalet, er truet af ændringer i sikkerhedskontrollen. En eksisterende aftale om, at busserne kunne passere uden for meget besvær, er netop blevet annulleret. Nu kræver grænsepolitiet, at alle bussernes passagerer stiger ud og går til fods igennem de lange terminaler. Ud over de store menneskelige omkostninger, som det har for de ofte fysisk svækkede patienter, betyder det, at både patienter og personale ankommer 2-3 timer for sent til hospitalet med forsinkelser og ineffektivitet til følge. Indtil videre er der kun én buslinie, der er ramt, men hospitalet frygter, at det vil brede sig til de øvrige busser. Aktuelt er der 65 dialysepatienter, hvoraf 33 er børn. Den stærkt begrænsede og besværliggjorte bevægelighed betyder, at disse patienter - som har behov for dialyse hver anden dag - er yderst udsatte for afbrydelser i behandlingen. Det kan, i sidste ende være livstruende.! " " " # $# %" & %% " $' " ' % " 13

14 Svær vej til tilgivelse Jalal Khudari er skoleinspektør. Han har altid haft problemer med det hebraiske sprog, med jøder, israelere. Hans familie tog flugten i 1967, da han var fem år. Moderen og de fem søstre og to brødre tog først af sted. Faderen skulle følge efter. Turen forandrede hans verden fuldstændig. Et israelsk fly fløj hen over dem, vendte tilbage, og så kom bomben. Jeg ser det stadig for mig, siger han og fortsætter: Min lillebror på under et år døde i favnen på min mor. En af mine søstre døde, og en anden søster kom slemt til skade. Min søster overlevede, men blev ødelagt for livet. Alligevel har hun en stærk sjæl, en stærk ånd. Hun vil ikke skade andre. Hun taler om og for fred. Under den første intifada så jeg en israelsk soldat dræbe min ven. En dag kaldte min far mig ind til TV, hvor der var en udsendelse om Hitler og Holocaust. Min far ville, at jeg skulle se det. Kom og sid ned, min søn og bare se. Bare se, sig ikke noget. Bagefter sagde han: Had ikke! Min far ville, at vi skulle tilgive, forsone os. Senere blev jeg inviteret til en konference med Parents Circle. Ved ankomsten sagde de: Kom og hils på din ven! men jeg gav bare hånd og sagde: Godt at møde dig, men du er ikke min ven. Men jeg tog alligevel en beslutning om at være med om ikke for andet, så for mine tre børns skyld. Jalal har siden været dybt involveret i arbejdet i Parents Circle med foredrag på skoler og studiesteder og med afholdelse af lejre for palæstinensiske og israelske børn, der har mistet. 5.c Situationen i Gaza Det lykkedes delegationen at inkludere et en-dags besøg i Gaza i tæt konsultation med det danske repræsentationskontor i Ramallah mht. sikkerhedssituationen. Turen gik til flygtningelejren Jabaliya og til Gaza By, og vi havde selskab af Kristeligt Dagblads udstationerede medarbejder Allan Sørensen. Da Israel for godt et år siden trak sig ud af Gaza og rømmede bosættelserne, så situationen ud til at være fuld af nye muligheder. De israelske soldater og deres vejspærringer og razziaer var væk. Store landområder lå åbne og kunne overtages af lokale palæstinensere og skabe grundlag for en opblomstring af økonomien. Men sådan gik det ikke. De militante grupper optrappede deres indbyrdes magtkamp, volden tog til, og Gaza bliver regelmæssigt brugt som affyringsrampe for raketangreb på Israel. Valgsejren til Hamas, som især var stor i Gaza, medførte økonomisk blokade fra Israel og Vesten, og efter Hamas kidnapning af en israelsk soldat fulgte dels en massiv israelsk offensiv ind i Gaza og dels en næsten hermetisk lukning af området. 14

15 Palæstinenserne karakteriserer Gaza som et stort fængsel. Hvor der før var lange køer af daglejere eller andre rejsende, er der nu kun lange tomme betongange. Vi så stort set ingen mennesker, mens vi gik gennem Erez-terminalen. De eneste beboere, der måske kan få tilladelse til at rejse ud, er mennesker med så svære helbredsproblemer, at de knap kan gå selv og skal have hospitalsbehandling udenfor Gaza. Befolkningen i Gaza har ingen mulighed for som tidligere at tage arbejde eller sælge deres varer udenfor Gaza. Det har betydet, at produktion og handelsliv nu ligger fuldstændig i ruiner, og arbejdsløsheden er tårnhøj. FNs særorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har kraftigt måttet udvide antallet af mennesker, som får tildelt fødevarerationer. Middelhavet udenfor Gazas kyst lå skinnende blankt i solen, da vi spiste frokost på en af de halvlukkede restauranter lands kysten. Men stranden var nærmest øde, for fiskernes adgang til havet er stærkt begrænset af israelske patruljebåde. Rent vand er der også mangel på, fordi grundvandet pga. befolkningspresset og pga. israelske boringer omkring Gaza gradvis bliver til brakvand, dvs. fyldt med indtrængende saltvand fra Middelhavet. Dertil kommer, at den israelske hær har bombet transformatorerne i Gazas elektricitetsværk, så al strøm skal produceres af generatorer. Pga den desperate situation er befolkningen i Gaza generelt mere radikaliserede end på Vestbredden. Området er på størrelse med Langeland, og der bor knap 1,5 mio. mennesker, hvoraf over halvdelen er under 15 år. En stor del af indbyggerne er oprindeligt flygtninge eller efterkommere af flygtninge fra Israels oprettelse og krigen i Familierne stammer fra de mange palæstinensiske landsbyer i den vestlige del af Israel, og mange af dem bor stadig i de gamle flygtningelejre, som nu efterhånden er byer med tæt sammenbyggede huse og smalle gader. Fremtidsudsigterne for den meget unge befolkning er så dårlige, at der er god grobund for ekstremisme. I den periode vi besøgte området blev der også dagligt affyret Qassam-raketter ud mod Israel. De har ikke medført de store tabstal, men de bidrager til at vedligeholde israelernes frygt og usikkerhed og til at eskalere situationen. Israelerne svarer igen med jævnlige nålestiksoperationer ( incursions ), præcisionsbombninger af huse, der menes at rumme våbenlagre eller soldater. Vi fik at vide, at 40 huse er blevet bombet på den måde på to måneder. Ofte bliver der ringet til det pågældende hus med besked til familien om, at de har tre minutter til 15

16 at komme ud af huset, der derefter bliver jævnet med jorden. Undertiden antager dette karakter af chikane, hvor der gives et forvarsel, som ikke bliver fulgt op på det tidspunkt. Derefter lever familien så i en evig angst. Da vi var der, var det en rolig dag, selvom der samme nat havde der været sådan et israelsk angreb i Rafah, hvorved en pige på 13 var blevet dræbt. Ved Erez-terminalen hørte vi kanonild i det fjerne. Få uger efter vores besøg startede den næste israelske offensiv i kampen mod raketterne. Vores værter ved besøget var Det mellemøstlige kirkeråd, MECC, der som nogle af de få opretholder et socialt og humanitært arbejde i området. På MECCs sundhedsklinikker rådgives gravide og nybagte mødre. Ernæringssituationen er dårlig, især blandt børn. Mange børn lider af anæmi og er undervægtige på grund af dårlig kost og mangel på vitaminer og mineraler. Vi så også mobile tandlægeklinikker, hvor al behandling ligesom på lægeklinikkerne var gratis, da ingen jo har penge. På grund af mangelfuld eller ingen skolegang er analfabetisme udbredt, undervisningen er ringe, når den er der, og mange finder det hele temmelig irrelevant og forlader skolerne. MECC samler nogle af de unge dropouts op og oplærer dem i forskellige håndværk, som mekanikere og tømrere, så de en dag kan hjælpe med til at forsørge deres familie. Hvis der ellers er arbejde og nogen, der kan betale for det. Men i så udsigtsløs en situation kan det være svært at bevare motivationen. Med til sin datters bryllup? I Gaza mødte vi Det mellemøstlige Kirkeråds lokale leder, den græsk-ortodokse Constantine Dabbagh. Hans datter har giftet sig med en palæstinenser fra Betlehem. Det var kun med nød og næppe, at det lykkedes Costa at nå frem til deres bryllup for nogle år siden dagen inden vidste han ikke, om han ville få tilladelse og i den aktuelle situation er det næsten umuligt for ham at komme til at besøge dem. Han kunne vælge at udvandre som mange andre af de kristne palæstinensere. Men han bliver i Gaza, selvom han snart går på pension efter en menneskealders arbejde for kirkerådet for det er her jeg hører til. 16

17 6. Den aktuelle situation begge parter ser sig selv som ofre 6.a Sikkerhed overfor retfærdighed Et helt gennemgående indtryk på turen var, at relationen mellem israelere og palæstinensere er gennemsyret af mistillid til den anden part. Begge parter betragter sig selv som ofre og føler sig bekræftet i denne oplevelse af de seneste måneders begivenheder. Det israelske nøgleord er sikkerhed, og befolkningen vil bakke op om den regering, der lover at den kan skaffe dét. I det israelske udenrigsministerium blev det fremhævet, at set med israelske øjne er det palæstinenserne, der bærer skylden for, at fredsprocessen brød sammen. Det, som er sket, er et resultat af palæstinensernes tilbagevenden til bevæbnet kamp, sagde direktøren for ministeriets vesteuropæiske afdeling, Amiram Magid. Intifadaen har ødelagt den gensidige tillid, som så småt var ved at blive bygget op. Den har sat følelserne flere årtier tilbage. Han gjorde også opmærksom på, at det var den daværende israelske premierminister Sharon, der havde forsøgt at kick-starte fredsprocessen igen ved at nedlægge de jødiske bosættelser i Gaza. Men i stedet for at blive mødt med god vilje, blev denne handling mødt med flere raketangreb fra Gaza. Israel vil gerne forhandle, men først når palæstinenserne har indsat en regering, der anerkender Israels ret til at eksistere. I øvrigt mente han, at den nordeuropæiske opfattelse af menneskerettigheder, love og internationale aftaler kan være en luksus i en håndgribelig konfliktsituation. Disse værdier er først og fremmest ikke arabiske eller islamiske men vestlige, sagde han. Og i kampen for overlevelse kan de være en luksus, som vi ikke har råd til! På den palæstinensiske side er nøgleordet retfærdighed. Her efterlyser befolkningen anerkendelse af dens ret til også at være i området og hjælp til en løsning, der giver dem en levedygtig stat og en fremtid. Vi mødte repræsentanter for de politiske partier i det palæstinensiske selvstyreråd PLC, som har yderst svært ved at fungere, bl.a. fordi 40 af de 132 medlemmer er blevet fængslet i Israel siden valget (heraf 8 ministre), og fordi PLC medlemmerne fra Gaza kun kan deltage via videokonference. Deres opfattelse var, at palæstinenserne havde gennemført et demokratisk valg uden svindel, men efterfølgende blev kollektivt straffet for at have valgt Hamas. Efter deres mening er det udtryk for dobbeltmoral, når israelerne på deres side kunne vælge Sharon (en dømt krigsforbryder), uden at det internationale samfund reagerede. PLO har anerkendt Israel men har Israel anerkendt de palæstinensiske rettigheder? 17

18 En af præsident Abbas politiske rådgivere, Mohammad Hourani, understregede frustrationen over, at medierne fastholder og forstærker billedet af palæstinenserne som terrorister, også når antallet af selvmordsangreb er faldende. Han erkendte, at Fatah havde tabt magten på grund af egne fejl og folks utilfredshed med dem og beklagede, at Hamas ikke havde fået en reel chance for at føre regeringspolitik. Hans vurdering var, at de ville være kommet frem til at føre en fornuftig politik, hvis det internationale samfund havde givet de pragmatiske dele af bevægelsen et år til at finde deres ben. I stedet havde det internationale samfund valgt konfrontationen ved at isolere styret fra starten. Begge parter lægger ikke overraskende skylden for den eskalerende konflikt på den anden, og mulighederne for forhandling, forsoning og fredelig sameksistens ser stadig spinklere ud. På den israelske side er der opbygget et enormt selvforstærkende sikkerhedsapparat, der gennemsyrer befolkningens og politikernes tankegang og sammen med systematiske administrative procedurer forsøger at holde den palæstinensiske befolkning i skak og reducere dens fremtidsmuligheder. På den palæstinensiske side er der tiltagende sammenbrud forårsaget af økonomisk og politisk kaos og blokerede handlemuligheder.!"! # $ % & ' 6.b Bosættelsesproblematikken Bosættelserne er stadig nogle af de punkter, der fremprovokerer de stærkeste følelser og de fleste konfrontationer. Selvom bosættelserne i Gaza blev rømmet i 2005, fortsætter udbygningen af dem på Vestbredden uhindret. Vi så, at murens linjeføring medvirker til at sikre endnu mere land til disse udvidelser. I Hebron fik vi på en tur med B Tselem lejlighed til at opleve også den mere rabiate udgave af 18

19 bosætterne. Hebron er en by med ca palæstinensiske beboere og ca. 500 jødiske bosættere. Midt i byen findes Patriarkernes grav, som har meget stor betydning for både jøder, muslimer og kristne. I den del af Hebron, hvor bosætterne bor i en række enklaver, lever den palæstinensiske befolkning på omkring under skrappe restriktioner og har bl.a. oplevet månedlange udgangsforbud. Vi passerede en af bosætterenklaverne, Tel Homeida, der blev oprettet i begyndelsen af 1980 erne som led i en tilbagevenden til steder, som jøder var blevet fordrevet fra i 1920 erne. Lige overfor besøgte vi en palæstinensisk familie, som på trods af over 20 års vedvarende stridigheder og chikane fra bosætterne og deres børn (!) nægter at flytte fra deres hus. Familien består af et ældre ægtepar (Mohammed og Tayseer Abu Eishah), deres søn og svigerdatter og fem børn. Deres oplevelse er, at de israelske soldater beskytter bosætterne, men ikke palæstinenserne. De har klaget mange gange til politiet, men indtil nu er der intet sket. De viste os 30 ubesvarede anmeldelsespapirer og sagde, at de har flere liggende. Politistationen ligger i bosættelsen Kiryat Arba udenfor Hebron, så det kræver mod, hver gang de skal klage. Nogle af overfaldene er blevet fotograferet, men det har ikke hjulpet. Det seneste overfald var på familiens 16-årige datter, som blev overfuset af en kvindelig bosætter. 19

20 7. Opsummering og anbefalinger 7.a Hold håbet ved lige! Budskabet, vi blev mødt med, var generelt, at det var vigtigt, at delegationer som vores kom og kom igen og kunne fortælle omverdenen om situationen. Det er afgørende for at holde håbet i live trods de dystre udsigter, Gæstfriheden er stor, fordi der er en følelse af, at kontakten med repræsentanter for det internationale samfund i bred forstand er livsvigtig. Ledelsen af Augusta Viktoria Hospitalet påpegede også gentagne gange, at det er vigtigt at fastholde de små sejre: Pigen, der får dialyse; moderen, der behandles for kræft; sukkersygepatienten, der lever dobbelt så længe etc. Det er de små trin på vejen, der gør, at man kan bevare håbet om, at det kan blive bedre. Konkret kan det udmøntes i: Fortsat støtte til kirkernes udviklingsprojekter, herunder Augusta Viktoria hospitalet, til klinikker, til uddannelses- og håndværksprojekter, primært gennem Folkekirkens Nødhjælp Jævnlige delegationsbesøg, gerne med repræsentanter for forskellige samfundsgrupper, f.eks. politikere, erhvervsliv m.fl. i fællesskab mellem de tre organisationer. Desuden fortsat støtte til Kirkernes Verdensråds ledsagerprogram og evt. udvidelse af rekrutteringsgrundlaget for programmet. Oplysningsindsatser og advocacy herhjemme og information tilbage om hvad der bliver gjort. Fortsat samarbejde med YMCA og YWCA lokalt om oliventræs-kampagnen Keep hope alive. Augusta Viktoria efterlyser flere deltagere til oliventræshøst. 7.b Skab plads på midten støt de moderate kræfter Det mest slående indtryk, vi fik på turen, og den opfordring vi igen og igen hørte fra kirkeledere, menneskerettighedsorganisationer og også fra politiske repræsentanter gik på at støtte de kræfter, der arbejder på midten. Situationen lægger i den grad op til, at ekstremister får mere vind i sejlene på begge sider, mens fredsfløje og dialoginitiativer har det svært. De to parter kan ikke se hinanden, både bogstaveligt og i overført betydning, men bekæmper i stedet fjendebilleder. Konkret kan det udmøntes i: Fortsat støtte til alle dialogsøgende grupper, specielt grupper der stadig formår at bringe israelere og palæstinensere sammen (f.eks. Parents Circle, Wi am) Fortsat støtte til dokumentation af overgreb på begge sider (f.eks. B Tselem, Palestinian Centre for Human Rights) 7.c Støt de kristne kirker i rollen som brobyggere De lokale kirker har brug for kontakter og for opbakning, både økonomisk og politisk, fra kirkerne i Vesten. De vil fastholde os på vores ansvar for at hjælpe dem med at være levende menigheder mellem to dominerende religioner i området. Deres indsats som brobyggere ligger i at fastholde pluralismen som værdi og insistere på muligheden for fredelig sameksistens mellem tre religioner og to folk i Det hellige Land. 20

21 De prioriterer en mere målrettet støtte til deres uddannelsesinstitutioner, fordi de medvirker til at fastholde kristen identitet og kristne værdier samtidig med, at de er et tilbud til alle. Og de ønsker, at vi siger fra overfor kristne missionsinitiativer, der ikke respekterer de lokale kirkers situation og vurderinger. De opfordrer os også til at forvalte ytringsfriheden med omtanke og være opmærksomme på, at lokale kristne nemt bliver stillet til regnskab for alle udtalelser ytret i kristendommens navn i resten af verden. Konkret kan det udmøntes i: Et teologisk arbejde med begrebet Israel og kirkernes forståelse af det. Det kunne fx finde sted indenfor rammerne af Danske Kirkers Råd. Udgangspunktet kunne være en tværkirkelig teologisk samtale om forståelsen af Israel som bibelsk begreb og som politisk realitet. Oplysningsvirksomhed overfor vores egne kirkelige baglande om alle kirker i området, såvel de gamle som de nye samt de messianske menigheder. Opfordring til etablering af kontakter til de gamle kirker i området, mulighed for Det mellemkirkelige Råd 7.d Få en tredje part ind som forhandler Vi blev opfordret til at medvirke til at fastholde det internationale pres, der skal få de to parter til forhandlingsbordet, eller evt. en international konference, bl.a. ved at sikre at indflydelsesrige personer besøger Palæstina og ser under hvilke vilkår palæstinenserne lever. Det haster, for den humanitære situation forværres dag for dag. Dette ønske blev stærkest formuleret fra palæstinensisk side, hvor der tydeligvis er en følelse af, at man ikke kan klare konflikten alene, og at det internationale samfund burde have både en interesse i og et ansvar for, at den bliver løst. USA og EU havde allerede involveret sig med de tre krav til Hamas (om anerkendelse af Israel, ophør af vold og overholdelse af tidligere indgåede aftaler). Men det drejede sig også om USA's og andres - vilje til at gøre sin indflydelse gældende overfor Israel. Konkret kan det udmøntes i: Anmodning om foretræde for Udenrigsudvalget, evt fulgt op med henvendelse til Udenrigsministeren Udfoldelse af budskabet samt vore øvrige indtryk i kronikker og artikler Bilag 1 21