Rum for den frivillige indsats

Transkript

1 Rum for den frivillige indsats Oplæg på konference om Medborgercentre - et fremtidigt bibliotekskoncept Den 26. september 2012 i Vollsmose Kulturhus Af Torben Larsen, sekretariatsleder i Landsforeningen Frivilligt Forum Et fremtidigt bibliotekskoncept står der som overskrift for denne konference. Og det er medborgercentrene, der er det fremtidige bibliotekskoncept. Medborgercentre har bibliotekerne vel altid været. Etableret som folkebiblioteker for at signalere, at målgruppen er alle borgere - eller medborgere. Måske ikke altid opfattet som centre for borgerne, men efterhånden med en bred vifte af tilbud til borgerne, og nu tænkt endnu videre som steder, hvor borgerne samles, er i læringsprocesser, henter informationer, underholdes, udvikler sig på andre måder, blandt andet i demokrati m.v. Jeg citerer fra slutevalueringen fra Nørrebro medborgercenter: "Vi har opnået erfaring - og succes - med at gå ud i byrummet og møde bruger der, hvor deres hverdag er og hvor deres behov opstår. Vores tilgang til mennesker er med til at højne succesraten lige meget hvor eller hvordan mødet foregår. Det at komme fra biblioteket åbner døre! Og vi er ikke så bange for at gå ud af vore egne døre mere. Vi tør give os i kast med tilbud, der er "ej blot til lyst". Vi går ind i lokalområdets behov og skaber om muligt de tilbud, som giver mening. Igen er aktiviteterne udsprunget af en tættere fornemmelse for, hvad behovene er." Det må man da sige er andet en traditionel bibliotekstankegang. Det er spændende at læse om projekterne i den offentliggjorte rapport. Der er mange eksempler på rigtig gode initiativer, hvor man helt uden forbehold kan se effekten og nytten af indsatsen. Det er også interessant, at projekterne er gennemført i udsatte boligområder. Et godt og naturligt sted at starte, men jeg synes resultaterne rækker videre end kun til udsatte områder - og hvad er i øvrigt det - ja jeg ved godt, der er definitioner på udsatte områder - men er de gyldige eller entydige? Det jeg vil tale om ligger i titlen på mit indlæg: Rum for den frivillige indsats. Som sekretariatsleder i Frivilligt Forum, der organiserer frivillige foreninger i Danmark, er det klart, at det er frivilligheden, der først og fremmest interesserer mig. Rum for den frivillige indsats er ikke alene fysiske rum, plads til frivilligheden, muligheden for frivillige at samles og mødes om det, de er frivillige for. Rum for den frivillige indsats er også at der gives plads til det frie, det vilde, det 1

2 uplanlagte, det spontane, plads til indignationen, til protesten, til rollen som fortaler for mennesker, der ikke kan tale for sig selv og meget, meget mere. Som jeg læser rapporten fra projektet, er der mange frivillige elementer i projektet. Der er rum for frivillige foreninger og aktiviteter, som har udspring på bibliotekerne eller i de kommunale forvaltninger. Og det er godt. Mange steder er det virkelig vanskeligt for de frivillige initiativer at finde lokaler og dermed mulighed for at udfolde og planlægge deres frivillige arbejde. I mange kommuner må frivillige foreninger - i modsætning til folkeoplysende foreninger - anvende store dele af deres beskedne budgetter på lokaleleje og service i forbindelse hermed. Dette sker også, hvor bibliotekerne har udviklet sig i fællesskab med kulturhuse, og hvor lejeindtægten fra lokaler er en del af det økonomiske grundlag. Det er er uforståeligt for frivillige foreninger, at det mange steder er sådan. Måske skyldes det, at folkeoplysningen har rødder langt tilbage i tiden, at det er en del af det danske demokrati, og at frivilligheden først er kommet til senere på den måde, det frivillige fungerer i dag? Tidligere tiders frivillighed overfor udsatte grupper bar i større eller mindre udstrækning præg af, hvad man kan kalde hattedameri. I dag er det mindst ligeså meget frivilligheden, der tilfører nye demokratiske vinkler i det danske samfund, hvor udsatheden bliver større, og hvor samfundet som helhed har svært ved at dæmme op for væksten i fattigdommen, når konjunkturerne svigter og solidariteten udfordres. På denne måde har frivilligheden en anden rolle end folkeoplysningen. Og det ligger også i sproget, i ordene der vælges til at karakterisere begreberne overordnet. I det projekt, der er emnet for dagens konference tales om medborgercentre, at borgerne er medborgere i samfundet, hvor initiativet ligger i medborgercentret, der er en offentlig institution, et gedigent folkebibliotek, der er udbygget med mange gode og relevante elementer, samlet og serviceret og styret af medarbejdere, der er offentligt ansatte. I den frivillige verden tales selvfølgelig også om medborgere og om retssikkerhed for borgerne, som er et kernepunkt for meget frivilligt socialt arbejde. Men der tales også om, at frivilligheden fungerer i det, man kalder civilsamfundet, altså det der ikke er offentligt. Det civile samfund fungerer i samspil med det offentlige men ikke styret af det offentlige. Frivillige skal først og fremmest bevare fornemmelsen af at være frie og villige. Man går ind til opgaven helt frit og påtager sig nogle opgaver, der naturligvis også giver ansvar (blandt andet om at møde op), men friheden skal fastholdes. Man skal også gøre alt for at bevare og udbygge den villighed, der ligger i frivillighedsbegrebet, og først og fremmest er det en villighed til at have med andre mennesker at gøre, være til rådighed, lytte, trøste og måske også være indigneret og være fortaler i situationer, hvor der er brug for det. 2

3 Civilsamfundet fungerer på sine egne præmisser og ideelt set uden offentlig styring, selvom jeg skal erkende, at det er netop det, det offentlige forsøger at gøre. At overtage styringen af et civilsamfund, der i bund og grund kun eksisterer og lever, hvis det ikke styres. Der er mange, der taler om, at civilsamfundet skal mere på banen. De mener, at det ikke er muligt at opretholde velfærdssamfundet, hvis borgerne ikke selv træder til. Det vil sige, at vi som danskere skal involvere os mere og påtage os rollen som medborgere, hvilket blandt andet betyder at tage medansvar for, hvordan skolerne, daginstitutionerne, plejehjemmene, aktivitetscentrene og meget mere fungerer. Det vil rigtig mange danskere heldigvis også gerne, ikke mindst mange der har afsluttet et aktivt arbejdsliv, og som nu tager hul på et aktivt ældre liv. Men ingen ønsker at blive tvunget til at påtage sig roller og arbejde, man ikke har lyst til, hverken direkte eller indirekte. Derfor er der grænser for, hvad frivilligt arbejde kan stå for i velfærdsløsningerne. Finder man ikke disse grænser mister man også den dynamik og kraft, der ligger i det frivillige arbejde, og som tilfører en masse ekstra til gavn og glæde for mennesker, der hjælpes i velfærdssystemet. Indenfor de seneste år har det offentlige været under et ekstra økonomisk pres, når der skulle lægges budgetter. Derfor har man naturligvis set på muligheden for besparelser indenfor velfærdsområderne, og i den forbindelse har mange ønsket at overføre opgaver fra lønnede medarbejdere til frivillige. Et af de første områder, der blev taget fat på, er ældreområdet, hvor det især er aktivitetscentrene, der har været i søgelyset, og en del kommuner har gennemført markante besparelser på dette område. Modellen var fra starten at nedlægge stillinger og opfordre frivillige til at tage over. Ikke nogen god måde at gøre det på og manglende forståelse for, hvad ansatte kan og hvad frivillige kan. Jeg frygter, at tendensen breder sig, at der også på en lang række andre områder kommer et pres fra det offentlige for at benytte andre måder at løse de sociale opgaver. Et pres, der vil involvere frivillige, og som meget vel vil kunne få deres base på medborgercentrene. Den udvikling anser jeg for uheldig og skadelig. Skadelig for kvaliteten af det sociale arbejde, hvis det betyder, at fagligheden krænkes, og man tror man kan flytte opgaver væk fra forvaltninger og sagsbehandlere ved at omdefinere dem som ikke-lovbestemte. En måde der skal dække over systemfejl og måske systemfallit. Og en sådan udvikling vil også være skadelig for de frivillige, der mister deres frihed og styres hen mod opgaver, der tilsyneladende er mest økonomisk givende at få løst og ikke mod opgaver, som de har lyst til at løse. Lad mig understrege, at jeg ikke er imod medborgercentrene (selvom det kan lyde sådan). Jeg synes, det er glimrende at have offentligt finansierede centre, hvor borgerne kan hente informationer og gode råd, også uden at have en myndighed hængende på væggen, som der lægges så meget vægt på i rapporten. Bibliotekerne er glimrende omdrejningspunkter om disse centre, og det er spændende at følge den markante udvikling, der er på området. Jeg ser mere medborgercentrene gå i retning af kulturhuse, som jeg fx ser det i mit eget lokale område, Vanløse 3

4 i København, hvor kulturhuset - eller som det hedder Kulturstationen, da det ligger klods op af S- togs og Metrostationen, har biblioteket som central enhed. Jeg er bange for, at medborgernes fokus på udsatte grupper vil skade mere end de gavner for de borgere, det drejer sig om. Samtidig dækker det over et socialt system, der på markante områder har spillet fallit, og hvor involveringen af frivillige skal legitimere dette. Lad de frivillige være frivillige og fri i forhold til de offentlige medborgercentre. Det undrer mig også, at sideløbende med etableringen af medborgercentrene er der en anden proces i gang, nemlig etableringen af frivilligcentre. I dag er der mere en 60 frivilligcentre, der mere eller mindre kan karakteriseres som civilsamfundscentre, hvor frivilligheden formidles og udvikles. Også denne proces har i stort omfang været finansieret af offentlige midler, primært tilskud fra staten. Det sker ud fra ønsket om, at det frivilligheden skal have gunstige vilkår, og det sker naturligvis også for at styrke sammenhængen mellem samfundets forskellige sektorer. Ligesom ved medborgercentrene er der gennemført en omfattende evaluering af frivilligcentrene. Den er gennemført af professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet, og den viser sammen positive resultater, som den evaluering, der er emnet i dag. På frivilligcentrene henter de frivillige foreninger frivillige, der har henvendt sig for at udføre frivilligt arbejde. Mennesker der har overskud, som ønsker at give noget til andre, yde en indsats fordi de har, hvad andre ikke har. Her kan de blive matchet med netop det, der passer til deres interesser og motiver til at yde en indsats. De kan finde et sted, en forening, et netværk eller andet, der udfører frivilligt arbejde, som har en opgave, de selv har defineret og selv påtaget sig. Det sker frit og villigt! Det er det ideelle billede af frivilligt arbejde. Men dette billede krakelerer desværre i disse år, og det er efter min mening projekter som medborgercentrene også med til. Igen ikke fordi medborgercentrene ikke er en god idé, men fordi de gør noget ved frivilligheden, der ikke er meningen. Samfundet har brug for et civilsamfund, ellers er det ikke et helt samfund. Men civilsamfundet skal være frit i forhold til det offentlige, skal kunne tage initiativer og indeholde vildskaben, der skaber innovation. Et væsentligt element i civilsamfundet er frivilligheden, den frivillige indsats overfor specielt udsatte grupper. Men det offentlige har en trang til at styre, og redskabet i styringen er ofte penge. Intet arbejde - heller ikke frivilligt arbejde - kan fungere uden penge. Det offentlige tilfører penge til civilsamfundet og gør foreninger og andre afhængige af disse penge. Dette er nøglen til styring. Til at sætte betingelser på for at få pengene, til at ændre på betingelser, til at dreje arbejdet i retninger, som det offentlige ønsker, til at nedtone kritisk arbejde, der ikke er ønskværdigt osv. 4

5 Sådan er virkeligheden for de frivillige, at de på den ene side ønsker at få del i offentlige midler for at kunne fungere. Og på den anden side kæmper de for at bevare deres frihed til at gøre, hvad de vil, og ikke mindst til at råbe op, når de støder på urimeligheder eller uretfærdigheder. Derfor bør frivilligheden på medborgercentrene organiseres på en måde, så friheden bevares. Der skal være aftaler mellem ligeværdige parter, således at den frivillige indsats udføres ud fra frivilliges præmisser og ikke ud fra ansattes præmisser. Samtidig skal jeg opfordre til, at medborgercentrene indgår samarbejde med frivilligcentrene om at finde modeller, der styrker civilsamfundsindsatsen. Medborgercentrene er i min optik offentlige institutioner - nok uden myndighedsudøvelse - men offentlige er de. Hvad ville det i øvrigt gøre, hvis der var myndighedsudøvelse, hvis man blot udøvede myndigheden på en lidt mere smart og holistisk måde? Udsatte borgere er trætte af at blive kastet rundt i systemet, trukket rundt i manegen som en utæmmet tiger. De savner helhed, forståelse, og de savner først og fremmest tid. Tid til at fortælle om deres liv, deres ønsker, deres drømme. Medborgercentrene kan være steder, hvor dette kan opfyldes. Samarbejdet med frivilligcentrene og kan blive de frivilliges værn, der fastholder de frivillige i civilsamfundet, i friheden, i indignationen til gavn for udsatte borgere, der er trætte af socialkontorer og jobformidlinger. 5