Dansk guldalder i nyt lys Forord Dansk guldalder er en periode i dansk kunsthistorie, der er skrevet meget om og afholdt rigtig mange udstillinger om. Som eksempel har Golden Days festivalerne i København gennem de senere år øget kendskabet til perioden via foredrag, byvandringer, udstillinger og publikationer. Når Passepartout har valgt at udkomme med et helt temanummer om netop denne fyldigt beskrevne periode, skyldes det, at der er blevet dannet et lidt ensrettet billede af denne tid i Danmark. Oftest bliver dansk guldalder fremstillet som en glansperiode inden for dansk kunst præget af borgerlig ro, idyl og harmoni. Passepartout spørger derfor, om guldalderen ikke er andet og mere end det, og om der ikke skjuler sig en anden historie bag denne arkaiske konstruktion. Dette temanummer handler om en søgen efter nye optikker på dansk guldalder og om at finde tematikker, der ikke er blevet belyst tidligere, men som gemmer på en spændende historie om kunstnerne, deres værker og tiden. Dansk guldalder er i kunsthistorisk sammenhæng betegnelsen for kunsten i første del af 1800-tallet. Termen guldalder har ikke altid primært været brugt i kunsthistoriske sammenhænge. Den har en længere forudgående litteraturhistorisk tradition, der rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet, men betegnelsen anvendes ikke i litterære kredse i dag. I en kunsthistorisk kontekst bliver betegnelsen først anvendt fra 1940 erne, og det er i dag stadig den mest udbredte betegnelse for kunsten fra ca. 1800-1850. Brugen af guldalderbetegnelsen i kunsthistorisk kontekst er dog ikke udtryk for et stilbegreb; det dækker snarere over et mangfoldigt visuelt udtryk af forskellige stilistiske træk. I dette temanummer af Passepartout anvendes betegnelsen guldalder derfor som en paraplybetegnelse og smeltedigel for forskellige stiltræk og strømninger, der placerer sig inden for første del af 1800-tallet. I danmarkshistorien og i verdenshistorien er guldalderen en periode, hvor der samfundsmæssigt, kulturhistorisk og kunsthistorisk sker en række nybrud inden for mange fagtraditioner og videnskaber. Mange kunstnere forlader kunstakademiernes mørke atelierer og begynder at male i det PASSEPARTOUT 29 3
fri i naturen. Det er således i guldalderen, at vi ser spæde tegn på, at friluftsmaleriet manifesterer sig. Det er også perioden, hvor et gryende opgør med kunstakademiets regler og overleverede malerskikke ulmer under overfladen. Guldalderen er på mange måder opfindelsernes tidsalder: dampskibet, jernbanen, lokomotivet, fotografiet og telegrafien er nyskabelser, der alle ser dagens lys i perioden som formuleret af H.C. Andersen:»O, vor Tid er Opfindelsernes Guldalder!«Det er samtidig en periode, der er omkranset af revolutioner og krige, og som i Danmarks tilfælde ender med enevældens fald. Herhjemme vokser borgerskabet frem som landets nye købedygtige publikum med en interesse for kunst, men deres smag er en anden end kongens og adelens. Smagsændringerne blandt de nye købere får med tiden vidtrækkende konsekvenser for hvilke værker og genrer, der faktisk bliver skabt og solgt til kunstmarkederne. Nok har periodens kunstnere opnået en form for frigjort status i og med, at de selv kan vælge, om de vil skabe deres værker indendørs eller udendørs. De er heller ikke længere kun tjenere for hoffet eller adelen og kan også næsten selv vælge, hvilke motiver de vil skildre. Men denne frigørelse har også en pris. Kunstnerne skal have noget at leve af, og derfor er det ikke økonomisk rentabelt kun at male små, pastose friluftsmalerier og landskabsstudier, der ikke kan sælges eller udstilles for offentligheden. For at få dagen og vejen til at hænge sammen må kunstnerne tage imod bestillinger dvs. udføre portrætter eller male andre motiver, som de ved kan sælges. Det interessante ved disse bestillingsopgaver er, at der her ses tegn på, at kunstnerne er ved at bryde ud af en spændetrøje for, hvordan kunsten skal og må tage sig ud trods de definerede rammer. På baggrund af dette stiller nummeret skarpt på de kunstnere og de værker, der netop søger at bryde med tidens traditioner, og som markerer sig ved et overskud af kunstnerisk skaberkraft. Forsideillustrationen med C.W. Eckersbergs værk Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk fra ca. 1814 er et eksempel på et sådant kunstnerisk overskud. Eckersberg skildrer i maleriet et opsplittet vue inde fra Colosseums buer, hvor vi som beskuere kan se ud på en række af Roms kendte seværdigheder. Stilen er skarptegnet, og alt fremstår detaljeret og tydeligt for betragterens øjne. Hvad der derimod ikke 4 FORORD
forekommer så tydeligt er, hvor Eckersberg har stået i forhold til skildringen af bygningsværkets arkitektur. Som betragter af værket forekommer det tvetydigt, om Colosseums buer reelt omslutter os, eller om de snarere peger væk fra os, som om vi stod uden for Colosseum og kiggede ind. Denne leg med udsynspositionen kan ses som tegn på, at noget nyt lurer under overfladen; at kunstnerne er ved at udvikle en ny og selvstændig udtryksform. Det spændende ved Eckersbergs værk er også, at det formentlig er skabt i en vekselvirkning mellem at male inde fra Colosseum og hjemme i logiet. Resultaterne af omfattende forskning i værket har dog stadig ikke kunnet nå frem til endelig afklaring af, hvordan værket egentlig er blevet skabt. Men alle er enige om, at værket fascinerer. Måske er det også derfor, at det er blevet udvalgt som et værk med enestående national betydning i Kulturministeriets Kulturkanon. Artiklerne i denne udgivelse viser, hvordan der stadig er behov for nye tolkninger af en kunsthistorisk periode, der i forvejen er skrevet rigtig meget om. Fælles for bidragene er en søgen efter nye optikker på guldalderen. Hvad enten temaet og materialet er kanoniserede værker eller hidtil ubeskrevne værker, bliver de alle set i et nyt lys. Nummeret lægger ud med at gengive to interviews med henholdsvis Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Hans Dam Christensen. Hensigten med interviewene er at få de to kunsthistorikere til at stille skarpt på, hvordan de hver især bedriver kunsthistorie og ikke mindst betragter kunsthistorien, fordi de indtager to forskellige positioner inden for den danske guldalderforskning. Fokus for Nørregård-Nielsen er en intens undersøgelse af tiden samt kunstnernes liv og værker, mens Dam Christensen anvender en kritisk historiografisk vinkel til at problematisere den traditionelle guldalderskrivnings metoder med. Efter disse to introducerende interviews skitserer Jørn Erslev Andersen, hvordan termen guldalder tidligere er blevet anvendt i litterære og kunsthistoriske kredse og lægger op til en revurdering af, hvordan betegnelsen kan benyttes inden for kunstinstitutionen i dag. Herefter beskriver Tine Blicher-Moritz Ny Carlsberg Glyptotekets nyophængning af guldaldersamlingen og diskuterer samtidig hvilke nye tanker og overvejelser om dansk guldalder, der ligger til grund for udstillingen. PASSEPARTOUT 29 5
Mads Damsbo lægger i sit bidrag en anderledes vinkel på den traditionelle harmoniske forestilling om guldaldermalernes afbildninger af landskabet. Med udgangspunkt i en række værker af J.Th. Lundbye fremhæver han kunstnerens problemer og overvejelser i forbindelse med at fremstille landskabet som et harmonisk, nationalromantisk maleri. Henrik Holm anskuer C.W. Eckersbergs værkproduktion med udgangspunkt i Michel Foucaults epistemer og anskueliggør de erkendelsesmæssige problemer, der kommer til udtryk i Eckersbergs værk. Herefter bringer Lotte Nishanthi Winther nyt lys over Eckersbergs portrætfremstillinger af Københavns borgerskab ved at analysere sig frem til hans eksperimenterende måde at afbilde virkeligheden på. De følgende to artikler kredser om kunstnere som rejsende i Europa. Karina Lykke Grand tegner et billede af, hvordan guldalderkunstnerne indtager en selvbevidst position i forhold til den gryende turistindustri, der møder dem på deres udlandsrejser. Fokus er her rettet mod Martinus Rørbyes rejser til Norge og Italien. Kunstneren Søren Lose beskriver i dagbogsform sine oplevelser under et studieophold i Istanbul. En rejse, der også reflekterer guldalderkunstnernes studieture i udlandet især Martinus Rørbyes rejse til Istanbul. I lyset af en æstetikteoretisk debat omkring år 1800, hvor den allegoriske billedform blev udsat for kraftig kritik, analyserer Ernst Jonas Bencard, hvordan Bertel Thorvaldsen i et relief diskret gør oprør mod tidens allegoriske attributter. Hans Dam Christensen bruger derimod et silhuetportræt af Thorvaldsen til at forklare, hvordan silhuetten ikke i tilstrækkelig grad synes at være blevet indoptaget som element i kunsthistorieskrivningen, selvom den i guldalderen var en meget udbredt portrætform. Nummeret rummer også et bidrag, der analyserer Danmarks kommende pengesedler, hvori Pernille Leth-Espensen og Lone Koefoed Hansen argumenterer for, at pengesedlernes motiv er udtryk for et idealiseret nationalromantisk syn på danskheden. Leth-Espensen og Koefoed Hansen problematiserer netop dette valg af motiv, da det karakteriserer et forældet gyldent syn på Danmark. Dansk guldalder i nyt lys runder af med engelske oversættelser af de to indledende interviews med Hans Dam Christensen og Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Alle artiklerne er ligeledes forsynet med engelske re- 6 FORORD
sumeer, for at Passepartout kan leve op til øgede krav om at kunne begå sig internationalt. Fokus på dette hænger sammen med, at Passepartout fra og med 2008 er gået over til at være et peer-reviewed tidsskrift. Dette temanummer er derfor fagfællebedømt, hvilket vil sige, at temaredaktionen på dette nummer har valgt kompetente fagfolk til at bedømme et udvalg af nummerets artikler. Stor tak til alle forfatterne og til Ny Carlsbergfondet samt Kulturministeriets tidsskriftstøtteudvalg, der har bidraget med støtte til udgivelsen. God læselyst Redaktionen PASSEPARTOUT 29 7