Manufakturhandleren Det havde stået klart længe, at jeg ikke kunne blive i min læreplads efter lærlingetidens udløb. Det havde jeg nu heller ingen lyst til, så jeg begyndte i god tid at sende ansøgninger, når der var annoncer om manufaktur-ekspedienter i avisen. De første to ansøgninger jeg sendte resulterede i positive svar. Det ene var fra stormagasinet Salling i Århus, det andet fra Peter Jessen i Silkeborg. Jeg var noget forbavset over, at det gik så let, for anbefalingen fra min læreplads var ikke noget at prale af. Jens A. Ross Manufakturforretning Allingåbro. Tlf. 25. Postgiro 49160 Bankkonto: Folkebanken, Allingåbro Allingåbro, d. 30. oktober 1950 Anbefaling Erik Back! har været hos mig som Lærling i 4re år, den 1 ste November 1950. Han har i sin Læretid været flink og pålidelig, og kan ved fortsat at dygtiggøre sig i sit Fag, og se andre Forhold blive en mand, man kan være tjent med at have i sin Tjeneste. Han forlader forretningen her efter eget Ønske, og jeg kan kun Ønske ham alt godt i Fremtiden. Jens A. Ross Mere kunne det ikke blive til! Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg valgte Peter Jessen fremfor Salling. Den første dag Den første dag startede lidt kaotisk. Jeg skulle ekspedere i metervareafdelingen, og den første i hver måned startede med et såkaldt restsalg. Forberedelserne begyndte
nogle dage før og bestod i, at man frasorterede nogle ukurante ruller stof, som vi derefter klippede i stykker af forskellig længde, 2,25 m 3,75 m 1,10 m osv. osv. Stykkerne blev herefter mærket med størrelse og pris. Prisen pr. m var somme tider den samme som hidtil eller den var lidt mindre. Nu blev alle disse såkaldte rester anbragt i en stor bunke lige inden for den brede to-fløjede indgangsdør, og et stort skilt blev anbragt midt i bunken: RESTSALG, starter mandag kl 9. Det var en sådan mandag jeg skulle starte. Jeg havde fået besked på at møde ½ time før, så vi kunne være klar til at åbne kl. 9. Da jeg kom stod der allerede masser af mennesker udenfor og et stykke hen ad fortovet og ventede på at blive lukket ind. Du hjælper med at åbne sagde Ørntoft, han var afdelingschef i metervareafdelingen. Vi var to om at åbne, og på slaget 9 trak vi fløjdørene til side, og folk væltede ind. I løbet af kort tid var de fleste af resterne væk. Nogen af dem der gik rundt med favnen fuld af rester så ud som om de havde vundet i lotteriet. Det blev en lidt længere dag end normalt, og da vi var færdige, gik vi derfor over på Cafeén på den anden side af gaden og bestilte en kop the og et stykke sigtebrød. Det var der tradition for at gøre når vi havde haft ekstra arbejde. Der var derimod ikke noget der hed overarbejdsbetaling. Trods den spartanske servering, var det meget hyggeligt. Jeg fik lært lidt flere af de ansatte at kende, og jeg følte mig velkommen. Roklubben Efter et par uger kom Langeland, der var chef for møbelafdelingen, en dag og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med i roklubben. Det havde jeg meget lyst til, og efter arbejdstid var jeg med nede for at se på faciliteterne. Det var en stor roklub med masser af både i forskellig størrelse. Bruhn og mig mangler en tredje mand til en Toer med styrmand, sagde Langeland, Og så tænkte vi, at det måske var noget for dig. Efter at jeg havde sikret mig, at det ikke handlede om konkurrence, blev vi enige om at prøve en tur den følgende weekend. Hvor langt skal vi?, spurgte jeg, da vi mødtes lørdag formiddag, Helt op til Himmelbjerget?. Nej det gider vi ikke, svarede Brun. Jeg foreslår, at vi roer op
og får en gang stegte ål med stuvede kartofler. Hvor får vi det?, spurgte jeg. Det får du at se, sagde Brun, lad os nu komme af sted. Det viste sig, at de havde en lille stam-restauration et stykke oppe ad gudenåen, hvor der var en anløbsbro med mulighed for at parkere vores båd. Turen derop gik fint, selvom det tog lidt tid inden jeg kunne holde takten og vende årerne rigtigt. Vi skiftedes, to til at ro og en til at styre. Med forsigtighed og lidt øvelse kunne vi godt skifte i rum sø. Ålene og de stuvede kartofler smagte pragtfuldt, og vi tog godt for os. Traditionen bød, at vi hver især skulde spise så mange ål, at de afpillede åleben kunne nå hele vejen rundt om tallerkenen. Efter et par hyggelige timer gik turen atter hjemad. Et hvil ved bredden Besøg af Gunnar Lørdagen efter havde Gunnar anmeldt sit besøg. Jeg glædede mig meget til at vise ham, hvor jeg boede og forretningen, og til at fortælle ham alt hvad jeg havde
oplevet. Gunnar kom med toget helt fra Dronninglund, hvor han var bogholder hos Onkel Bohardt. Efter at vi havde set mi lille værelse på 3. sal på Markedspladsen, drog vi af sted for at se forretningen, hvortil jeg allerede havde fået nøgle. Det var med nogen stolthed, at jeg viste rundt i de mange afdelinger i den store forretning, og fortalte om mine oplevelser der. Efter frokost havde jeg aftalt, at vi skulle komme ud for at hilse på Ørntoft og hans kone. Da vi kom, sagde Ørntoft: Nå, jeg troede, at jeg kunne nå at løbe en tur, inden I kom. Da vi havde snakket et øjeblik, sagde Gunnar, Jeg vil da gerne med ud at løbe. Gunnar og Ørntoft på terrassen Vi løb alla tre en tur gennem den nærliggende skov. Til min overraskelse var Gunnar i god form, og på det sidste stykke løb han ubesværet fra Ørntoft og mig. Det snakkede han en del om de følgende dage. Vi spiste på KFUM s pensionat, hvor jeg også spiste til daglig. Her hilste Gunnar på serveringspigen Doris, som han senere skulle høre en hel del om.
Søndag formiddag gik vi om for at besøge Jens Chr., vores fælles kammerat fra Allingåbro. Han havde for kort tid siden fået ansættelse i en herreekviperingsforretning på strøget. Vi havde været spejdere sammen og snakkede lidt om, at vi ville prøve at melde os som spejdere i Silkeborg. Inden Gunnar tog afsted igen, spiste vi sammen på en restaurant på Torvet, der lå på 3. sal. Vi fik et bord ved et vindue, hvor vi havde god udsigt over den skønne by. Vi bestilte Wienerschnitzel. Vi havde rigtig god tid, og vi nød den gode mad, og vi nød at være sammen, og vi var enige om, at vi ville besøge hinanden rigtig ofte. Ekspedient i metervareafdelingen Den elegante herre med stofrullen er mig. Den flotte mørke habit havde jeg netop købt, og for første gang i mit liv, havde jeg købt tøj på afbetaling. Indtil nu havde jeg jo kun haft en beskeden lærlingeløn, og der havde ikke været råd til mange udskejelser, når det gjaldt tøj.
Kort tid efter at jeg var kommet til Silkeborg fulgte Jens Chr. efter. Jens Chr. var min bedste kammerat fra Allingåbro, han var nu blevet udlært som herreekviperingshandler og var blevet ansat i en herreekviperingsforretning på hovedgaden i Silkeborg. En dag havde Jens pyntet vinduer i forretningen, og da vi mødtes om aftenen, gik vi ned for at beundre hans værk. Det er lige sådan et sæt tøj, jeg ønsker mig, det er ualmindelig pænt, sagde jeg og pegede på et sæt enkelt radet, mørkt tøj med en meget diskret hvid stribe, som næsten ikke sås på afstand. Men det varer længe, før jeg får råd til det, skønt jeg trænger hårdt. Du kan da købe det på afbetaling, forslog Jens, vi sælger da meget på afbetaling. Og sådan gik det til, at jeg for en tid blev den mest velklædte ekspedient i Silkeborg. Det var aldrig kedeligt at være på arbejde, og det skyldtes ikke mindst Ørntoft, der altid var i godt humør og altid fuld af skøre påfund. Engang, det var nok en dag, hvor der havde været restudsalg om morgenen, var hele forretningen tæt pakket med mennesker, da telefonen ringede. Jeg hørte det godt, selvom telefonen stod helt oppe i den anden ende af den lange forretning. Ørntoft tog den, Lige et øjeblik, sagde han og lagde røret over i vindueskarmen, hvorpå han råbte med høj røst, Bach, der er telefon, det er din svigermor, mens han gjorde tegn ned til mig i den anden ende af forretningen. Alle i den tætpakkede forretning havde hørt det, og så hen på mig, mens der dannedes en gang gennem gennem de mange mennesker, så jeg kunne komme hen for at tale med min svigermor. Jeg følte, at de så lidt medfølende på mig. Jeg havde ingen svigermor. Beruset for første gang I den omgangskreds jeg indtil nu var kommet i, var det anset for syndigt at drikke sig fuld, ja nogen mente endda, at det var forkert at drikkr alkohol. Så jeg havde aldrig prøvet at være fuld. Jeg havde nu en lidt anden opfattelse af alkohol, og når mine nye bekendte en gang imellem fortalte om en glad aften, følte jeg mig lidt udenfor.
Efterhånden følte jeg det næste som en mangel, men jeg var lidt betænkelig ved, hvordan jeg ville opføre mig, hvis jeg blev fuld, så jeg bestemte mig for at prøve det alene. Det skulle foregå på en sommerrestaurant i udkanten af Silkeborg bestemte jeg mig for. Jeg tog mit pæne tøj på og drog afsted for at afprøve hvordan det føltes at drikke sig fuld. Jeg bestilte et par stykker smørrebrød og en øl. Derefter fulgte et par snapse og mere øl. Da jeg efter nogen tid skulle på toilettet følte jeg mig ret omtåget og ret usikker på benene. Nu er jeg vist fuld, tænkte jeg og bestemte mig for at gå hjem. Men det var lettere sagt end gjort. Først skulle jeg have fat i min frakke, så jeg gik ind i den store garderobe og forsøgte at huske, hvor jeg havde hængt den, men det lykkedes først, da jeg fik hjælp af en tjener, der også var så venlig, at vise mig hvilken vej jeg kunne komme ud. På vejen hjem vist der sig endnu en forhindring. I forbindelse med renovering af kloaknettet var vejen flere steder gravet op, og der var lagt brædder over opgravningerne, så det var muligt for gående at komme forbi. For gående ja, men ikke for fulderikker. Jeg inspicerede gangbrættet og forsøgte, men det gik ikke, så jeg måtte rumpe mig over siddende overskrævs på brættet. men hjem kom jeg, og nu vidste jeg, hvordan det var at være fuld. Doris Jeg snakkede mere og mere med serveringspigen på pensionatet. Efter kort tid mødtes vi også uden for pensionatet, vi gik lange ture og snakkede om løst og fast. En aften skete det uundgåelige, vi kyssede hinanden og blev enige om, at vi holdt af hinanden. Men der var et problem, Doris var ringforlovet allerede med en lærerstuderende, som blev kaldt Bamse, og det kælenavn passede godt til ham. Opsigelsen af dette forhold måtte Doris jo selv klare, og det gjorde hun så. Vi nåede ikke så langt, at vi fik ring på, men vi nåede at besøge vore Svigerforældre. Først var jeg med Doris hjemme hos savværksejeren i Farsø. Mine forældre tilhørte Indre Mission, men Doris forældre må have tilhørt en indre Indre Mission. Jeg
husker, hvordan vi i tide og utide lå på knæ og bad om tilgivelse for vore mange synder. Besøget hos Mor og Far var ikke ligeså alvorligt. Det jeg husker bedst var ankomsten til Trillebæk. Nu skulle vore forældre også mødes, så Doris var rejst hjem til sine forældre om lørdagen, og jeg var rejst hjem til Trillebæk. Søndag først på eftermiddagen ville de ankomme. Lidt før vi havde forventet, rullede de ind, og parkerede deres fine bil midt på vores beskedne gårdsplads. Mor fik travlt med at tage forklædet af, før vi sammen gik ud på trappen for at sige god dag. Mor var glad for, at hun nåede at få smidt forklædet, for det var to fine damer der steg ud af bilen, Doris til den ene side i højrød fløjelskjole, og hendes Mor til den anden side i kongeblå fløjelskjole. Jeg husker ikke om Doris Far var klædt ud. Da jeg blev indkaldt som soldat til artilleriet, som havde hjemsted på Vester Allés Kasserne i Århus, holdt Doris op med at arbejde på pensionatet og fik en plads i Århus. Vi fortsatte med at komme sammen, men det blev ikke til så meget i Århus. En aften havde vi aftalt at mødes uden for svømmehallen for at gå i biografen. Jeg var der til aftalt tid og ventede længe, men der kom ingen Doris. Vi havde set hinanden for sidste gang. Efter soldatertiden fortsatte jeg endnu et års tid hos Peter Jessen. En dag sidst i Januar, da vi var færdige med udsalget, der havde givet os en masse overarbejde, gik jeg op og bankede på på døren til direktør Tougårds kontor. Jeg synes, det er for dårligt, at vi kun får en kop the og et stykke sigtebrød, når vi har arbejdet over i flere timer, sagde jeg, da direktøren spurgte, hvad jeg havde på hjerte. Vi snakkede lidt frem og tilbage, Det kan der være noget om svarede han, og vi snakkede lidt frem og tilbage. Jeg vil tænke lidt over det sluttede han. Nogen dage efter blev afdelingscheferne kaldt op på kontoret, hvor de fik at vide, at fra og med i år ville der efter hvert januar-udsalg blive udbetalt en bonus på kr. 500 til alle afdelingschefer, kr. 300 til ekspedienter og kr. 100 til lærlinge. Ordningen levede
videre i mange år, i ændret form og med ændrede beløb, men med samme navn, Bachs Legat