EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Økonomi- og Valutaudvalget 28.9.2012 2012/0000(INI) UDKAST TIL BETÆNKNING om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2011 (2012/0000(INI)) Økonomi- og Valutaudvalget Ordfører: Marisa Matias PR\914121.doc PE496.576v01-00 Forenet i mangfoldighed
PR_INI INDHOLD Side FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING...3 BEGRUNDELSE...8 PE496.576v01-00 2/11 PR\914121.doc
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2011 (00000/2012 C7-0000/2012 2012/0000(INI)) Europa-Parlamentet, der henviser til Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2011 (00000/2012 - C7-0000/2012), der henviser til artikel 284 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der henviser til artikel 15 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der henviser til sin beslutning af 4. maj 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase 1, der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsberetning for 2010 2, der henviser til forretningsordenens artikel 119, stk. 1, der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0000/2012), A. der henviser til, at realvæksten i BNP i euroområdet var 1,5 % i 2011, hvilket var en tilbagegang fra 1,9 % i 2010, B. der henviser til, at arbejdsløsheden i euroområdet steg fra 10 % ved udgangen af 2010 til 10,7 % ved udgangen af 2011, C. der henviser til, at ECB i 2011 hævede rentesatserne to gange, nemlig i april og august (med 25 basispoint hver gang), og sænkede dem to gange sidst på året, nemlig i november og december (igen med 25 basispoint hver gang), D. der henviser til, at den gennemsnitlige inflationsrate i euroområdet var på 2,7 % i 2011, en stigning fra 1,6 % i 2010, og M3-væksten var på 1,5 % i 2011, et fald fra 1,7 % i 2010, E. der henviser til, at den gennemsnitlige pris på råolie fra Brentfeltet var 111 USD pr. tønde, 38 % over gennemsnittet i 2010, F. der henviser til, at væksten i kreditten til den private sektor aftog betydeligt fra 1,6 % i 2010 til 0,4 % i 2011, og lånene til den private sektor fra 2,4 % i 2010 til 1,2 % i 2011, G. der henviser til, at ECB fik et overskud på 1 894 mio. EUR, navnlig som følge af forøgede indtægter fra værdipapirer indkøbt i forbindelse med programmet for 1 EFT C 138 af 4.5.1998, s. 177. 2 Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0530. PR\914121.doc 3/11 PE496.576v01-00
værdipapirmarkederne, men også som følge af den højere gennemsnitlige rentesats, der anvendes af eurosystemet i de vigtigste refinansieringsoperationer, H. der henviser til, at beløbet for udestående obligationer, der blev afregnet i forbindelse med programmet for værdipapirmarkederne ved udgangen af 2011, var på 211,4 mia. EUR, I. der henviser til, at den gennemsnitlige bruttoværdi af den offentlige gældskvote steg fra 85,6 % til 88 % af BNP, og det aggregerede offentlige underskud faldt fra 6,2 % til 4,1 % af BNP, J. der henviser til, at artikel 282 i TEUF fastslår, at det primære mål for ECB er at fastholde prisstabiliteten, og at ECB skal understøtte Unionens almindelige økonomiske politik, uden at det berører prisstabiliteten, og endvidere henviser til, at Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (ESRB) fungerer under ECB's auspicier vedrørende finansiel stabilitet, Monetær politik 1. finder, at beslutningerne i april og juli om at hæve ECB's centrale rentesatser var unødvendige i betragtning af udsigterne til inflation, og at de sammen med andre faktorer bidrog til at gøre skade på det begyndende økonomiske opsving, man kunne iagttage i det første kvartal; 2. bifalder i den samme ånd den efterfølgende beslutning om at omgøre disse beslutninger i slutningen af 2011 og den yderligere reduktion i 2012 samt vedtagelsen af utraditionelle foranstaltninger for at opnå gennemslagskraft for pengepolitikken og for at mindske følgerne af de tidligere beslutninger; 3. bemærker, at den stigning i inflationen, som blev konstateret i 2011, hovedsageligt skyldtes stigende energipriser og i langt mindre grad fødevarepriser; anerkender, at risikoen for en nye omgang effekter gennem lønstigninger i en situation med stagnation og høj ledighed var ubetydelig, navnlig i sammenligning med risikoen for en yderligere udhuling af det økonomiske opsving; 4. udtrykker sin dybe bekymring over de stigende niveauer for overskydende likviditet, som er konstateret i løbet af 2011, navnlig i andet halvår, og mener, at denne situation, som er en indikation af en likviditetsfælde, truer effektiviteten af de pengepolitiske bestræbelser; 5. konstaterer, at den kredit, der er til rådighed for virksomheder og privatforbrug, stadig ligger langt under niveauet fra før krisen, og at dens vækst er aftaget i 2011, understreger endvidere, at denne omstændighed set i lyset af det stigende niveau for overskydende likviditet lægger op til, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis ECB sænkede satserne for indlånsfacilitetsrenten til negative værdier; 6. understreger, at muligheden for, at ECB kan yde ekstraordinær støtte til det finansielle system, rettelig må være underlagt visse betingelser, navnlig at de institutioner, der nyder godt af en sådan støtte, er villige til at gennemføre en væsentlig forhøjelse af niveauet for kredit til små og mellemstore virksomheder samt til privatforbruget, uden hvilket disse skridt ville vise sig at være uden effekt; PE496.576v01-00 4/11 PR\914121.doc
7. advarer om, at medmindre der foreligger sådanne betingelser, risikerer utraditionelle foranstaltninger såsom langsigtede refinansieringsoperationer ikke blot ikke at få den ønskede effekt, men også at give anledning til brændstofspekulation, stigende volatilitet og dannelse af aktivbobler på finansmarkederne; 8. anser det i denne forbindelse for højst ejendommeligt, at der ikke er blevet knyttet betingelser af nogen art til de ekstraordinære finansieringsinitiativer inden for det finansielle system, som antog form af utraditionelle foranstaltninger, heriblandt finansiering med tre års løbetid, sænkning af reservesatser og ændrede kriterier for sikkerhedsstillelse; Den økonomiske krise og ECB 9. bemærker, at indførelsen af stramningspolitik i et stadigt stigende antal medlemsstater bidrager til en smittevirkning af stagnation og recession i euroområdet med skadelige følgevirkninger på de offentlige budgetter, arbejdsløshedstallene og den sociale sammenhæng i medlemslandene, og mener, at denne alvorlige udvikling truer euroområdets integritet; 10. bemærker, at den vedholdende stagnation og recession i et stigende antal økonomier inden for euroområdet har negative økonomiske og skattemæssige konsekvenser, såsom virkninger på skatteindtægterne og de sociale udgifter i disse lande, hvor situationen omkring statsgælden bliver yderligere forværret, hvilket bliver mere og mere åbenlyst i de lande, der falder ind under tilpasningsprogrammerne; 11. finder, at hovedårsagen til den uholdbare situation omkring de offentlige regnskaber i udkanten af euroområdet er den økonomiske recession, som forårsager stigende arbejdsløshed og faldende skatteindtægter, og fastslår derfor, at vækst og jobskabelse må være den første prioritet for al økonomisk politik i Unionen; 12. understreger, at de sanktionsrelaterede tilskudsbetingelser, som ECB har sat i værk, i forbindelse med de tilpasningsprogrammer, som adskillige medlemsstater falder ind under, giver yderligere vanskeligheder for de pågældende landes offentlige regnskaber og derved forøger den sneboldeffekt, som de allerede havde oplevet; 13. er forundret over, at ECB afslår at påtage sig sin andel af gældsomlægningsprocesserne, herunder vedrørende de obligationer, ECB købte på det sekundære marked under den pålydende værdi; finder det uacceptabelt, at ECB i forbindelse med programmet for værdipapirmarkederne (SMP) skulle registrere betydelige gevinster, som kun blev muliggjort i forbindelse med de forringede tilskudsbetingelser, de samme medlemsstater stod over for, og som SMP skulle yde hjælp til; 14. konstaterer, at den økonomiske situation i udkantsøkonomierne skaber centripetale kapitalstrømme, som forværrer disse økonomiers finansieringsvanskeligheder og er uholdbare på kort sigt; understreger, at disse ubalancer er et problem for hele euroområdet og truer stabiliteten i alle dets økonomier; 15. mener, at den rolle, ECB har påtaget sig over for medlemsstaterne, nemlig at anbefale eller sågar pålægge dem en bestemt skatte- og afgiftspolitik, omlægning af PR\914121.doc 5/11 PE496.576v01-00
arbejdsmarkedet, privatisering af offentlige tjenester og andre foranstaltninger, klart overskrider selv en vid fortolkning af dens mandat, som består i at føre pengepolitikken i euroområdet; 16. mener endvidere, at når ECB har fået et mandat, som er centreret omkring prisstabilitet, er den fritaget for ethvert ansvar med hensyn til andre konsekvenser af pengepolitikken, såsom dens indvirkninger på den økonomiske vækst og oprettelsen eller nedlæggelsen af job; 17. opfordrer ECB til, ligesom den amerikanske centralbank gjorde det for nylig, at sende klare signaler til markederne om sin helhjertede og varige forpligtelse til at føre en imødekommende pengepolitik, enten via yderligere rentenedsættelser, via en erklæring om, at den vil holde satserne nede i den nærmeste fremtid eller endog via yderligere utraditionelle foranstaltninger, herunder kvantitative lettelser, indtil der er konstateret solide tegn på økonomisk genopretning og betydelig nedgang i arbejdsløsheden; 18. opfordrer indtrængende ECB's Styrelsesråd til at hæve sit inflationsmål for at imødekomme lønstigninger i euroområdets overskudsøkonomier på en sådan måde, at der på den ene side bliver sat skub i den akkumulerede efterspørgsel i euroområdet, mens landenes indbyrdes ubalancer inden for euroområdet på den anden side bliver reduceret; 19. mener, at det er nødvendigt at revidere traktaterne og ECB's statutter for at fastslå den fulde beskæftigelse som det primære mål for pengepolitikken i euroområdet, mens man fastholder prisstabiliteten som et vigtigt, men underordnet mål; Bankunion 20. anser det for påtrængende nødvendigt at gennemføre bankunionen, et projekt, som kun kan lade sig gøre gennem en sammenhængende koordinering af instrumenter, ansvarsområder og ansvarlighed inden for områderne lovgivning, definition af pengepolitikken, tilsyn og kriseløsning; 21. bemærker, at debatten om bankunionen, herunder målet om et mere stabilt og modstandsdygtigt finanssystem, er snævert forbundet med behovet for at skitsere og indføre øremærkning og institutionsopdeling i banksektoren i tråd med anbefalingerne fra OECD og Vickersrapporten, samt med behovet for fuld regulering af den grå banksektor; 22. bemærker den åbenlyse modsætning, som ligger i de lovforslag, der er forelagt omkring indførelsen af bankunionen, mellem på den ene side eksistensen af én EU-myndighed for pengepolitik og tilsyn og på den anden side den fortsatte tilstedeværelse af et kriseløsningssystem, som bygger på nationale finansieringsmekanismer; 23. understreger de vanskeligheder, bankunionsprojektet står over for som følge af, at den økonomiske krise fortsætter og fremkalder en proces, hvori bankerne renationaliserer deres aktiviteter; Institutionelle anliggender 24. opfordrer ECB til at gå ind i en kritisk selvevaluering vedrørende alle aspekter af dens PE496.576v01-00 6/11 PR\914121.doc
aktiviteter, herunder virkningen af de tilpasningsprogrammer, som den var med til at skitsere, og set i bakspejlet tilstrækkeligheden af de makroøkonomiske antagelser og scenarier, som disse programmer var baseret på; 25. understreger, at det ikke må blive marginaliseret i de beslutningsprocesser, som ECB er involveret i, som det blev i debatten om banktilsyn; betoner, at en sådan marginalisering ville være en yderligere underminering af den i forvejen meget svage demokratiske kontrol, som ECB er underlagt; 26. går ind for ændringer i traktaterne og i ECB's statutter med henblik på at underlægge ECB under direkte parlamentarisk kontrol på EU-niveau og de pengepolitiske mål, som er godkendt på det niveau; mener, at de parlamentariske retningslinjer bør dække et tidsrum på to år, og opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag herom med forbehold af Parlamentets godkendelse ved udgangen af hvert år; 27. er dybt bekymret over fraværet af kvinder i ECB's Styrelsesråd, et forhold, der afslører en total mangel på interesse for kønsligestilling på de højeste niveauer for beslutningstagning i Rådet, hvilket er i modstrid med Kommissionens anbefalinger om at forbedre kønsligestillingen i besluttende organer på højt niveau i den økonomiske sektor; 28. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til Eurogruppen og til Den Europæiske Centralbank. PR\914121.doc 7/11 PE496.576v01-00
BEGRUNDELSE 2011, et "ekstraordinært" år "Et ekstraordinært år" således betegnede Mario Draghi, den nuværende formand for Den Europæiske Centralbank (ECB), 2011 i institutionens årsberetning. Det er korrekt, at banken befandt sig i en usædvanlig situation og var nødt til at ændre kurs og procedurer i løbet af et år, og det er ligeledes korrekt, at 2011 ikke var et hvilket som helst år. Om der var tale om et ekstraordinært år, er endnu ikke blevet bekræftet. Det var starten på en ny periode, hvilket skyldes de nye konjunkturer i 2010: dels som følge af den forværrede krise, dels som følge af ECB's øgede indgriben i euroområdet, navnlig ved hjælp af de tilpasningsplaner, den har været med til at pålægge visse underskudslande. Det er rigtigt, at ECB's virke i stadig højere grad blev bestemt af den økonomiske og sociale krise, og der hersker ingen tvivl om, at årsberetningen for 2011 tydeligt afspejler disse ændringer. Men når det er sagt, kan man så hævde, at ECB virkelig ændrede kurs i 2011? Nej, det kan man ikke. Bankens aktioner var fortsat styret af dets mandats primære mål prisstabiliteten men det ville være for forsimplet ikke at tage hensyn til ændringerne i den måde, hvorpå denne målsætning blev indpasset i støtterammen til EU's generelle økonomiske politikker eller institutionens ændrede strategi i løbet af året. Eftersom ECB spiller en stadig mere central rolle i forbindelse med Europas institutionelle ramme, blev dens virke kritiseret mere og mere højlydt, og der blev fremsat holdninger, der tidligere kun blev forfægtet af et mindretal, især vedrørende selve bankens mission. Beretningen tager udgangspunkt i finansåret 2011 og kommer med en vurdering af ECB's virke baseret på fire hovedlinjer, nemlig pengepolitikken, krisen, bankunionen og de institutionelle aspekter, der er i spil. I denne tekst beskrives de årsager, der understøtter vurderingen. 2011, et år, hvor der blev ændret kurs? ECB's årsberetning 2011 er ikke kun en opgørelse af aktiviteter. De deri beskrevne aktioner fokuserer på de politiske og strategiske ændringer som følge af de forslag, der blev fremlagt af de europæiske institutioner som svar på krisen inden for rammerne af de politiske valgmuligheder, og som nød stor opbakning. Vi taler om et år, der var præget af en klar økonomisk nedgang, med en reel vækst i euroområdet på 1,5 %, hvilket var et fald i forhold til forrige år. I lyset af ECB's virke i denne periode kan der identificeres to vidt forskellige perioder: Den første var kendetegnet ved stigende renter, hvilket kan betegnes som en "absurd" eller "urimelig" reaktion, da der var tale om en rent konjunkturbetinget inflation. Den anden periode var kendetegnet ved et forsøg på at "afhjælpe problemet", hvor det vedtagne indgreb synes at være et forsøg på at korrigere de fejl, der blev begået i den første periode, selv om disse aldrig er blevet anerkendt. I dag ved vi, at disse stigninger har bidraget til at bremse det forsigtige økonomiske opsving, der kunne konstateres i årets første kvartal. Lad os gå mere i dybden. I april og i august 2011 hævede ECB renterne med i alt 50 basispoint, og den reducerede dem tilsvarende allerede med udgangen af året, dvs. i november og i december. Det er korrekt, at den gennemsnitlige inflation i euroområdet var på 2,7 % i 2011 i forhold til 1,6 % i 2010, men det er også korrekt, at de faktorer, der forårsagede denne stigning, var PE496.576v01-00 8/11 PR\914121.doc
konjunkturbestemte og ikke strukturelle: Stigningen i brændstofpriserne (prisen på en tønde Brent-råolie var i gennemsnit 111 USD, 38 % mere end gennemsnittet i 2010), hvortil kommer de stigende fødevarepriser, om end i mindre omfang. Andre data fra 2011 viser også, at kreditgivningen til virksomheder og husholdninger lå langt under niveauet fra før krisen, hvilket betød et fald i væksten. Vi vil ikke redegøre for alle forhold, men det er vigtigt at nævne to aspekter: For det første, at de høje likviditetsniveauer, især i andet halvår af 2011, er bekymrende, idet de truer pengepolitikkens effektivitet, da de udgør en slags "likviditetsoverskudsfælde". For det andet, at selv om det er korrekt, at ECB yder ekstraordinær støtte til det finansielle system, dog fortsat uden at stille klare betingelser, f.eks. at forpligte de institutioner, der nyder godt heraf, til at øge deres kreditgivning til de små og mellemstore virksomheder og til husholdningerne, ender den med at være ineffektiv. Der er fortsat problemer i forbindelse med ECB's virke i 2011 til trods for de forbedringer, der kunne konstateres i løbet af året. På den ene side har ekspansionspolitikken i andet halvår som allerede nævnt ikke betydet en stigning i kreditgivningen til virksomheder og husholdninger, hvilket har forstærket de negative effekter. En anden løsning ville have været en centralbank med beføjelse til at sende tydelige signaler til markederne om en utvetydig forpligtelse til at føre en ekspansiv pengepolitik. Et andet problem er den fortsatte afvisning af den tese, som ECB's ledelse altid har forsvaret, nemlig at prisstabilitet er en absolut betingelse for stigende beskæftigelse i euroområdet. Årsagen til, at de to problemer fortsat findes, er enkel: Ingen ekspansionspolitik kan overleve som en "isoleret handling", især ikke når den gennemføres i forbindelse med sparepolitikker og løntilbageholdenhed. 2011 og krisens bredere kontekst Selv om vi skal evaluere "bankernes bank", kan vi ikke gøre det uden at se nærmere på konteksten, dvs. krisen i dette tilfælde. Indførelse af spareforanstaltninger i stadig flere lande bidrager effektivt til spredning af smitteeffekten og til stagnation og recession i euroområdet. Den manglende kontrol med de offentlige regnskaber, den galopperende arbejdsløshed og ødelæggelsen af den sociale samhørighed er blot nogle af følgerne af disse foranstaltninger. Det er grunden til, at vi ikke kan undgå at komme ind på to grundlæggende debatter, der har fået fornyet kraft i de seneste år. Den første drejer sig om selve ECB's mandat. Er det fornuftigt, at ECB bliver ved med at holde fast i en målsætning om inflationskontrol, uanset de følger, som denne målsætning har for væksten og beskæftigelsen? Det er korrekt, at de spareforanstaltninger, der er blevet pålagt de perifere økonomier, er gået ud over arbejdets værdi og har fået lønningerne til at falde kraftigt, hvilket betyder endnu mere recession, men det er også korrekt, at en løsning på stagnationen, som tager hensyn til integriteten inden for euroområdet, ikke kan se bort fra økonomierne i Unionens centrum. Lønstigninger i sidstnævnte område kunne være et af de nødvendige svar, idet det på den ene side ville stimulere den aggregerede efterspørgsel i hele euroområdet og på den anden side mindske de eksterne uligevægte mellem det centrale EU og periferien. Den anden debat hænger tæt sammen med den første og med de stramninger, vi oplever i dag. Selv om ECB's mandat er begrænset og langtfra dækker behovet, er det blevet overskredet ved flere lejligheder, hvilket modsiger argumentet om, at alt har fundet sted inden for de officielle rammer. Dertil kommer også, at problemet med denne overskridelse af beføjelserne anvendes meget selektivt. ECB har faktisk spillet en rolle i forbindelse med anbefaling eller PR\914121.doc 9/11 PE496.576v01-00
pålæggelse af foranstaltninger i medlemsstaterne på forskellige niveauer, bl.a. i forbindelse med budgetpolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, skattepolitikken, de offentlige tjenesteydelser samt privatiseringer, når det, der er brug for i den aktuelle situation, er en satsning på offentlige politikker. Den fortsatte stagnation og recession og spredningen til flere økonomier i euroområdet har haft negative økonomiske og budgetmæssige følger, der har forværret statsgældsproblemerne, som det ses i de lande, hvor trojkaen har foretaget indgreb. ECB's fortsatte afvisning af at påtage sig sin andel af omstruktureringen af underskudsøkonomiernes gæld er derfor meget vanskelig at retfærdiggøre i den aktuelle situation. Eftersom inflationskontrollen har vist sig at være ineffektiv, bør vækst og jobskabelse være de vigtigste målsætninger for ECB. Kontrollen af prisstabiliteten er ikke underordnet i den aktuelle situation, da den, hvilket er endnu vigtigere, medfører en manglende ansvarstagen for pengepolitikkens negative konsekvenser. Uden en revision af traktaterne vil vi fortsætte uddybningen af uligevægtene (hvis følger for euroområdet allerede er meget synlige), hvilket gør det endnu vanskeligere at vende udviklingen. 2011 og fremover EU er i dag i færd med at opbygge en bankunion, som vil gøre det muligt at komme med mere effektive, hurtige og retfærdige svar på krisen. Projektet vil altid være dybt afhængigt af sit fundament og kan kun være konsistent, hvis der er sammenhæng mellem instrumenterne, ansvaret og ansvarligheden i forbindelse med lovgivning, definition af pengepolitikken, tilsyn og kriseløsning. Det er derfor i strid med det forslag, der søger at forene en europæisk myndighed for pengepolitik og tilsyn med fortsættelsen af kriseløsningssystemer, der er forankret i nationale finansieringsmekanismer, og ændrer således ikke en af de mest uheldige konsekvenser af finanssystemet krise, nemlig at lade skatteyderne betale regningen for de nødlidende banker. Derudover har debatten om banktilsynet vist, at der som minimum kan sættes spørgsmålstegn ved fastholdelsen af ECB's uafhængighed på de betingelser, vi kender. De mange eksempler på manglende ansvarstagen og de mange beslutninger, der er afgørende for borgernes liv, og som undslipper demokratisk kontrol og legitimitet, begynder at blive betragtet som en integreret del af Unionens arkitektur og funktion. Ansvarlighed kan aldrig begrænses til gennemførelse af parlamentshøringer. Eftersom Europa-Parlamentet er den eneste europæiske institution, der vælges direkte af borgerne, bør dets rolle som medbeslutningstager og tilsynsførende i forbindelse med de økonomiske og monetære politikker styrkes. I en bredere økonomisk og pengepolitisk sammenhæng bør ECB også tage skridt til en selvevaluering, der omfatter alle aspekter af dens medvirken i de beslutningsprocesser, den har været involveret i, navnlig med hensyn til indvirkningerne af de tilpasningsprogrammer, den er direkte medansvarlig for. Sidst, men ikke mindst, har Europa-Parlamentet udtrykt bekymring over fraværet af kvinder i ECB's Styrelsesråd. Ud over at afsløre en total mangel på opmærksomhed på ligestillingen mellem mænd og kvinder på højeste beslutningsniveau i denne institution, er det også i strid med Kommissionens forslag om at inddrage flere kvinder på de ledende poster i EU's økonomiske institutioner. PE496.576v01-00 10/11 PR\914121.doc
Hinsides ECB Der er for nylig nogen, der har udtalt, at ECB's problem ikke er, at banken ikke er troværdig, men at problemet netop ligger i den kendsgerning, at den er troværdig. Bankens "overdrevne strenghed" har, selv om den som allerede påviseligt er temmelig selektiv, fremmet indgreb, der altid er kommet for sent i forhold til behovet, og som ofte er mere forbundet med problemet end med løsningen. Det er ikke acceptabelt, at en centralbank for at imødekomme behovene konstant misligholder sit mandat, men hvis dette mandat ikke dur, bør den kræve, at det bliver ændret. ECB's rolle bør genovervejes. Ihærdigt at undgå sammenbrud af den monetære infrastruktur er ikke tilstrækkeligt. At anbefale stramninger på arbejdsmarkedet som løsning på de offentlige regnskabers bæredygtighed i de perifere økonomier er yderst tvivlsomt, såvel i lyset af de økonomiske teorier som i lyset af det bolværk, det nuværende mandat tilbyder. At yde direkte støtte til banker og stille stadig færre betingelser og samtidig blive ved med at afvise at støtte medlemsstaterne direkte er som minimum forsimplet og utilstrækkeligt i forhold til den afgørende rolle, som en centralbank bør spille. Man kan hævde, at alle disse spørgsmål rækker længere end selve ECB, men det er ikke bæredygtigt at fastholde det åbenlyse misforhold mellem ECB's magt og dens manglende demokratiske legitimitet. Det er kun i dette lys, at man kan forstå, at ECB fortsat afviser enhver gældsomstrukturering, der omfatter kreditorerne, når vi ved, at den selv er den største af alle disse kreditorer. PR\914121.doc 11/11 PE496.576v01-00