Slesvigske godser Carsten Porskrog Rasmussen Indledningsforelæsning ved forsvaret af disputatsen Rentegods og hovedgårdsdrift. Godsstrukturer og godsdrift i hertugdømmet Slesvig 1524-1770 den 26. september 2003. Jeg er klar over, at ganske mange mennesker undrer sig over, at jeg har brugt år af mit liv på at studere godser. Jeg er også klar over, at der selv blandt dem, der interesserer sig for herregårde og godser i øvrigt, er ikke så få, der undrer sig over, at jeg har skrevet to forholdsvis tykke bind om netop de sønderjyske godser, da det er alment accepteret, at der stort set ikke findes sådan nogle. Jeg kan kun sige, at jeg tror, at de, der levede på de steder og i den tid, jeg skriver om, ville undre sig mindre. Godset var én af det tidligt-moderne Europas grundlæggende byggesten og én af de centrale sociale rammer for det meste af befolkningens liv, sammen med rammer som husholdet, landsbyen eller sognet. I almindelighed byggede godserne på to forhold. For det første regnedes de færreste bønder for at være ejere af deres jord. Som jordejere stod i stedet konger og fyrster, kirkelige institutioner eller adelige personer, fra 1600-tallet i stigende grad også borgerlige personer, der mere eller mindre fuldt trådte ind i de rettigheder, adelen hidtil havde haft. Dette jordejer-lejer-forhold er godsernes ene grundpille. For det andet havde godsejerne en særlig myndighed over dem, der boede på hans jord. Den omfattede i reglen forskellige grader af retligt-politimæssige beføjelser og forpligtelser. I Danmark sagde man, at godsejerne havde bonden i sit værn eller forsvar. Godsejeren kaldtes for bondens herskab, og bonden for godsejerens tjener. Det sidste begreb var også udbredt i Sønderjylland. Dette herskab-tjener-forhold var godsernes anden grundpille. De to kilder til godsejerstatus var ofte, men ikke altid forenede. I Danmark var den vigtigste undtagelse, at selvejerbønder selv var ejere af deres jord, men i løbet af middelalderen havde fået et herskab og var kommet under værn på nogenlunde samme måde som fæstebønder. I Slesvig gælder det
samme selvejerne i den nordlige og østlige del, men derimod ikke selvejerne i marsken i sydvest. De var slet ikke undergivet godser. Ejendomsret til jord og myndighed over mennesker er kilderne til godsejerforholdet som sådan. Godset i bestemt form var da den administrative og økonomiske enhed inden for hvilken en godsejer hævdede og varetog sine interesser som jordejer og herskab. Min afhandling handler om, hvordan godser udviklede sig inden for en bestemt rumlig og tidsmæssig ramme hertugdømmet Slesvig fra Ejder til Kongeå i en periode, der går fra slutningen af middelalderen til indledningen af de store landboreformer om end de sidste knap lader sig udskille som ét kompleks i Sønderjylland. I studiet af disse godser er afhandlingen præget af et tilsigtet snæversyn i den forstand, at den først og fremmest er et forsøg på en systematisk kortlægning af to aspekter af godsernes udvikling. Undersøgelsen heraf udgør afhandlingens to bærende søjler. Det ene undersøgelsesfelt har jeg døbt godsernes økonomiske struktur. I sin kerne af det en analyse af, hvordan godsernes indtægter var sat sammen. Som udgangspunkt arbejder jeg med en enkel model, hvor godsernes indtægter først og fremmest anses for at være sammensat af på den ene side indtægter fra en i hvert fald delvis hoveribaseret hovedgårdsdrift, på den anden side forskellige former for afgifter fra bønderne. Hvor det første dominerede, anses godssystemet for at være Gutsherrschaft eller et hovedgårdssystem, hvor afgifterne fra bønderne havde klar overvægt kaldes godssystemet Rentengrundherrschaft eller rentegods. Mellem disse rene former finder man så blandede eller tostrengede systemer, hvor begge søjler var vigtige. Denne i princippet enkle inddeling er det mest centrale i analysen af godsernes økonomiske struktur, men der indgår også andre aspekter. Jeg har set på, i hvilket omfang andre indtægtskilder var af betydning f. eks. skove og møller. Jeg har drøftet, om der eksisterede forhold, der hverken kan kaldes afgifter af bøndergods eller traditionel hovedgårdsdrift med hoveri, men i stedet bestod af moderne eller kapitalistisk bortforpagtning af jord. Og jeg har analyseret, hvordan dels bøndernes afgifter, dels indtægten fra hovedgårdene var sammensat. Betalte bønderne korn eller penge? Var det
traditionel landgilde, bøder eller hoveriafløsning, der betød mest? Og var hovedgårdene især indrettet på kornavl, studefedning eller mejeribrug? Den anden bærende søjle er en undersøgelse af det, jeg har døbt godsernes fysiske struktur. Herved forstår jeg godsernes størrelse og arrondering og ikke mindst hvor stor en del af jorden, der lå under henholdsvis hovedgårde og bondegårde. Det sidste spørgsmål lader sig kun besvare ved slutningen af min undersøgelsesperiode. I stedet har jeg systematisk kortlagt, hvor og så vidt muligt hvornår hovedgårde er oprettet og udvidet, og hvor mange bondegårde, der er nedlagt i den forbindelse. Grundlaget for disse analyser findes i bind 2, hvor alle godser gennemgås hver for sig. Begge de centrale analyser er i princippet gennemført for alle slesvigske godser i perioden. Analysen af godsernes økonomiske er gennemført for alle de godser, hvor jeg har kunnet finde bevarede regnskaber. Analysen af godsernes fysiske struktur omfatter derimod alle godser slet og ret, og den er gennemført ved sammenstykning af et omfattende og varieret kildemateriale. Det er gjort, dels fordi den har interesse i sig selv, dels fordi jeg mener at kunne vise, at der generelt var sammenhæng mellem den økonomiske og den fysiske struktur. Hvor vi mangler viden om de økonomiske forhold kan viden om de fysiske godsforhold derfor give en klar fornemmelse af, hvordan de økonomiske forhold også var i de fleste tilfælde. Ved godser forstås ikke kun de private adelige godser, men også offentlige besiddelser. Grundlæggende arbejdes der med tre hovedkategorier, der strukturerer en stor del af bogen. Første kategori er de såkaldte landsherrers eller regerende fyrsters besiddelser. Anden kategori er de sønderborgske hertughuses godser. Og tredje kategori omfatter så de adelige godser. Udeladt er alene de få kirkelige besiddelser. Afhandlinger tager sit udgangspunkt ved middelalderens slutning. I en omfattende analyse kortlægger jeg ejendomsfordelingen sogn for sogn. Efter den opgørelse var der i alt ca. 14.500 gårde i Slesvig. Heraf fandtes de ca. 3.700 i marskegnene, hvor der ikke fandtes godser. Af de øvrige ca. 10.800 hørte 54% under landsherren, 21% under kirken og 25% under adelen.
Vi kender bedst forholdene på de landsherrelige godser. De var da entydigt rentegods. Hovedgårdene var ganske få og forholdsvis små, og konge og hertug fik sine indtægter fra bøndernes faste afgifter, bøder, skove og møller. Hovedgårdene betød uendelig lidt. Forholdene på adelsgodset er mindre klare. Én forskel træder frem. I det sydøstlige hjørne, der var bosat i middelalderen som en slags nordlig forlængelse af den tyske østkolonisation, var godserne velarronderede, og de fleste landsbyer hørte under én herre. I resten af hertugdømmet var godserne generelt spredte, og i de enkelte landsbyer boede bønder under forskellige herrer. Økonomien kender vi ikke. I den nordlige og vestlige del må godserne nødvendigvis have været rentegods, da den spredte beliggenhed gjorde større hovedgårdsdrift og hoveri umuligt. Hvordan forholdene var i sydøst, ved vi ikke, men forskellige forhold peger på, at der heller ikke dér var voldsomt store hovedgårde og et voldsomt tungt hoveri. De eksisterende godssystemer kom under pres i anden halvdel af 1500-tallet. Internationalt var perioden præget af en kraftig prisstigning. Mest steg prisen på korn, men alt steg, og pengenes værdi blev udhulet. Da halvdelen af alle afgifter fra bønderne var fastsat i penge, og da gældende ret forhindrede, at afgifterne kunne forhøjes, kom godsejerne under pres. Noget måtte de gøre. Godsejerne fandt en udvej i at udvide deres hovedgårde eller anlægge nye. De stigende kornpriser gjorde det interessant for godsejerne at blive storlandmænd selv, og gældende ret gjorde det muligt, da den tillod godsejerne både at inddrage bondejord under hovedgårdene og at kræve øget hoveri af bønderne. Derfor så man i de sidste årtier af 1500-tallet både konge, hertuger og adel kaste sig over oprettelse og udvidelse af hovedgårde. Omkring 1600 var resultatet, at hovedgårdene kom til at tegne sig for 15-30% af indtægterne i de kongelige og gottorpske amter og 30-60% på adelsgodser i nord og vest. På adelsgodser i sydøst betød hovedgårdene formentlig endnu mere. Hovedgårdene var på få årtier blevet en central økonomisk faktor. Frem til 1590 erne gik udviklingen således i samme retning overalt uden for marsken, om end intensiteten var forskellig. Perioden fra 1590 erne til 1660 erne skulle til gengæld blive skelsættende. I de kongelige og gottorpske amter og på visse private godser blev supertankeren vendt. Man opgav at anlægge og udvide flere hovedgårde. I stedet fandt man en udvej for at
forhøje afgifterne fra bønderne i at konvertere hoveriet eller blot den principielle pligt til at yde hoveri til en pengeafgift. Hovedgårdene blev enten helt opløst som stordrifter eller bortforpagtet uden hoveri. I realiteten vendte man tilbage til situationen, som den havde været på reformationstiden. Kongelige og gottorpske amter og en række adelige godser i vest, bl.a. Schackenborg, var nu atter rentegodser, hvor afgifter fra bønderne var den afgørende indtægtskilde. Godsejeren drev ikke længere landbrug for egen regning, og bønderne gjorde ikke længere hoveri. På private godser i den østlige del og på de sønderborgske hertugers godser gik man en anden vej. Her fortsatte godsejerne med at udvide bestående hovedgårde og anlægge nye hoved og avlsgårde. På adelsgodserne i sydøst indførtes i 1614 livegenskabet, der gjorde bondebefolkningen stavnsbunden, og her blev godsøkonomien nu helt koncentreret om hovedgårdsdrift og hoveri. På Als og Ærø og mellem Sønderborg og Aabenraa fortsatte man ganske vist også med at gøre hovedgårdene større, men man nåede dog ikke videre, end at hovedgårdsdrift og afgifter fra bønderne var lige vigtige omkring 1650. Ved midten af 1600-tallet var Slesvig altså præget af stærke kontraster i godsernes udbredelse og form. I marsken var der slet ingen godser. I det meste af Nord- og Vestslesvig var der godser i den forstand, at bønderne hørte under et herskab og skyldte afgifter til det, men ellers blev jorden drevet af bønder, og bøndernes forpligtelse var at betale penge. På Als og Ærø og mellem Sønderborg og Aabenraa herskede et system, der lignede det, man fandt i det meste af Danmark. Her ydede bønderne både hoveri og penge, og godsejeren levede både af afgifter fra bønderne og indtægter fra hovedgårdsdrift. Her fyldte hovedgårde en del i landskabet, men stadig var det meste af jorden bondejord. Endelig fandt man syd for Flensborg Fjord adelige godser, hvor hovedgårdsdrift var økonomisk altafgørende, og herregårdene efterhånden fyldte op mod halvdelen af arealet. Der er dog ikke tale om en skarp geografisk zoneopdeling, idet enkelte godser vestpå var præget af hoveri, og de fleste kongelige og gottorpske bønder i sydøst omvendt levede under rentegodsvilkår. Denne deling skulle i det væsentlige holde sig til 1770. Forholdene i marsken ændrede sig ikke, og hvor der var indført rentegods, bestod det til
landboreformerne. Eneste væsentlige udvikling var, at gårdmændene gradvis fik arveret til deres gårde. Hvor der omvendt var indført Gutsherrschaft, blev systemet fortsat skærpet frem til omkring 1720. Hovedgårdene blev stadig udvidet og hoveriet stadig øget, til man var nået dertil, at over halvdelen af jorden på disse godser var hovedgårdsjord, og hver gård skulle stille med 3-4 mand til hoveri seks dage om ugen året igennem. Størst forandring var der, hvor systemet var blandet eller tostrenget. Her blev godssystemet langsomt drejet nogle skridt mod afvikling af hoveri og indførelse af tjenestepenge, men uden at man gik skridtet fuldt ud. I hovedsagen var der altså tage om en konsolidering og endda fortsat skærpelse af de kontraster, der havde vist sig frem til midten 1600-tallet. Fra midten af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet fremstod hertugdømmet Slesvig dermed som en korsvej mellem godssystemer. Den udprægede Gutsherrschaft i Sydøstslesvig fortsatte over store dele af Øst- og Nordøsteuropa Østtyskland, Polen, Baltikum, Rusland mv. Bedømt ud fra godssystemet begyndte Østeuropa lidt sydøst for Flensborg. Rentegodset i store dele af Nord- og Vestslesvig havde sin lige i Vesttyskland og store del af Frankrig. Forholdene i marsken ligner forhold i Holland og Østfrisland. Og endelig var der ligheder mellem forholdene omkring Sønderborg og Aabenraa og forholdene i Danmark. Når man i et så forholdsvis lille område som hertugdømmet Slesvig kan finde så store kontraster i så væsentlige sociale udviklinger, er der al mulig grund til at studere det. Derfor to bind om sønderjyske godser.