HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 23. januar 2017 Sag 108/2016 Vejen Kommune (advokat Jørgen Vinding) mod HK/Danmark som mandatar for A (advokat Mette Østergård) Biintervenient til støtte for Vejen Kommune: Kommunernes Landsforening (advokat Jørgen Vinding) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Esbjerg den 8. juni 2015 og af Vestre Landsrets 11. afdeling den 28. januar 2016. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Søgaard, Thomas Rørdam og Hanne Schmidt. Påstande Kærende, Vejen Kommune, har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens kendelse, subsidiært at sagen udsættes på behandling i Arbejdsretten. Vejen Kommune har alternativt nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten. Indkærede, HK/Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse, subsidiært ophævelse af landsrettens kendelse og hjemvisning til fornyet behandling ved landsretten, mere subsidiært stadfæstelse af landsrettens kendelse for så vidt angår spørgsmålet om erstatning for løn som følge af uberettiget bortvisning og udsættelse af spørgsmålet om godtgørelse for usaglig bortvisning på behandling i Arbejdsretten.
- 2 - Sagsfremstilling A blev ansat i Vejen Kommune den 1. marts 1995. Hans løn- og ansættelsesvilkår var reguleret af Overenskomst for kontorpersonale og IT-personale m.fl. indgået mellem KL og HK/Kommunal. Den 8. marts 2010 blev A bortvist. HK som mandatar for A har for Retten i Esbjerg indbragt et krav mod Vejen Kommune på løn i en opsigelsesperiode, erstatning for usaglig afskedigelse og tortgodtgørelse. Retten i Esbjerg har ved kendelse af 8. juni 2015 afvist den del af sagen, der angår As krav på erstatning for løn i en opsigelsesperiode og godtgørelse for usaglig afskedigelse med henvisning til, at byretten ikke har saglig kompetence til at behandle sagen. Denne kendelse blev af A kæret til Vestre Landsret. Ved kendelse af 28. januar 2016 ophævede landsretten byrettens kendelse og hjemviste sagen til byretten med henblik på realitetsbehandling af sagen i sin helhed. På grund af en ekspeditionsfejl har Vejen Kommune ikke haft lejlighed til at udtale sig under kæremålets behandling i landsretten. Anbringender Vejen Kommune har til støtte for påstanden om stadfæstelse af byrettens kendelse anført navnlig, at spørgsmålet om bortvisningen af A og erstatning herfor skal behandles fagretligt i henhold til KL og HK s kollektive aftaler. Det følger af arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, og 11, stk. 1, sammenholdt med retsplejelovens 232, at Arbejdsretten er enekompetent til at afgøre tvister om, hvorvidt der foreligger aftaler om faglig voldgift og tvister om fortolkningen af aftaler om faglig voldgift. Spørgsmålet om rækkevidden af voldgiftsbestemmelserne i KL og HK s kollektive aftaler hører under Arbejdsrettens eksklusive enekompetence. Såfremt Højesteret måtte nå frem til, at de almindelige domstole har kompetence til at fortolke voldgiftsbestemmelserne i KL og HK s kollektive aftaler, gøres det gældende, at As krav ikke kan behandles af de almindelige domstole, men skal behandles i et afskedigelsesnævn, eller at spørgsmålet om godtgørelse for usaglig afskedigelse behandles i afskedigelsesnævn, mens spørgsmålet om bortvisningens retmæssighed behandles i faglig voldgift.
- 3 - Det følger af overenskomstens 27, stk. 5, at sager om, hvorvidt en afskedigelse er usaglig, skal behandles i et afskedigelsesnævn. Bestemmelsen indebærer, at spørgsmålet om godtgørelse efter funktionærlovens 2 b i en sag inden for HK s overenskomstområde anlagt af HK som mandatar for et medlem mod en kommune under ingen omstændigheder kan behandles af de almindelige domstole. Afskedigelse og opsigelse i overenskomstens 27, stk. 5, skal læses i bred forstand, således at bestemmelsen også omfatter bortvisningssager og dermed pådømmelse af såvel spørgsmålet om bortvisningens retmæssighed som spørgsmålet om godtgørelse. Det følger i øvrigt af overenskomstens 27, stk. 1, at parterne med bestemmelsen har gjort spørgsmålet om tilsidesættelse af opsigelsesvarsler i forbindelse med bortvisningssager til overenskomststof. Det følger af arbejdsretslovens 21 og 22, at sager om fortolkningen af overenskomster som altovervejende hovedregel skal behandles ved en faglig voldgift, og at sådanne sager ikke kan behandles ved de almindelige domstole. Tilsvarende fremgår af 12 i parternes hovedaftale. Til støtte for den subsidiære påstand om udsættelse på behandling i Arbejdsretten påberåbes de samme anbringender som ovenfor vedrørende den principale påstand, idet det gøres gældende, at hvis sagen ikke skal afvises, så må den udsættes på behandling i Arbejdsretten, jf. UfR 2009.2702 H. Til støtte for den alternative påstand om hjemvisning har Vejen Kommune anført navnlig, at kommunen ikke blev behørigt orienteret om kæremålet i overensstemmelse med retsplejelovens 396, stk. 3. HK/Danmark har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført navnlig, at de rejste krav er lovbaserede krav, som skal bedømmes efter funktionærlovens 3 og 4, jf. 2, og 2 b, stk. 3, jf. stk. 1 og 2. Subsidiært gøres det gældende, at godtgørelseskravet kan støttes på overenskomstens 27.
- 4 - Det overordnede synspunkt er, at bortvisningssager ikke skal undergives fagretlig behandling, hverken efter den mellem parterne gældende overenskomst eller efter hovedaftalen. Når bortvisningssager ikke er undergivet afskedigelsesnævnets kompetence i parternes overenskomst, er følgerne af en uberettiget og usaglig bortvisning heller ikke undergivet afskedigelsesnævnets kompetence. De to spørgsmål hænger uløseligt sammen også selv om Højesteret måtte finde, at godtgørelseskravet skal støttes på overenskomstens 27. Arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, skal læses i sammenhæng med lovens 21, nr. 3, og 22. Klarhedskravet i arbejdsretslovens 21, nr. 3, jf. 22, stk. 2, er ikke opfyldt i denne sag. Det er ikke alene Arbejdsretten, der har kompetence til at tage stilling til, om klarhedskravet er opfyldt. Det kan ikke antages at have været hensigten med arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, at en uenighed om forståelsen af en overenskomstbestemmelse altid ville skulle henvises til Arbejdsretten, uanset hvilken indsigelse der måtte blive fremsat og uden hensyntagen til, om der er et reelt grundlag, der støtter indsigelsen. Anvendelsen af arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, må forudsætte, at der foreligger kvalificerede og reelt begrundede indsigelser, hvilket implicit må ligge i klarhedskravet. Godtgørelse for usaglig bortvisning kan ikke karakteriseres som godtgørelse for usaglig afskedigelse eller opsigelse og er dermed ikke omfattet af overenskomstens 27. Bortvisning må forstås som en ophævelse med øjeblikkeligt ophør af ansættelsesforholdet til følge. Afskedigelse må forstås som en meddelelse om ophør af ansættelsesforholdet med et varsel. Afvisning af As krav ved de almindelige domstole vil reelt begrænse hans mulighed for at få prøvet bortvisningsspørgsmålet og tilmed reelt udvide afskedigelsesnævnets kompetence. KL har gennem forhandlinger med HK forsøgt at få bortvisningssager omfattet af overenskomstens 27, hvilket parterne ikke har kunnet opnå enighed om. KL er selvsagt afskåret fra at få gennemført overenskomstkrav, som overenskomstparterne ikke har kunnet blive enige om ved overenskomstforhandlingerne, via de almindelige domstole. Vidneforklaringerne afgivet for byretten støtter også HK s synspunkt om, at 27 ikke omfatter bortvisning.
- 5 - Herudover gøres det gældende, at det forhold, at Vejen Kommune ikke afgav et indlæg for landsretten, ikke skal tillægges betydning. Såfremt det tillægges betydning, skal sagen hjemvises til landsretten til fornyet behandling. Såfremt Højesteret måtte lægge til grund, at spørgsmålet om bortvisningens saglighed ikke kan behandles af de almindelige domstole, gøres det gældende, at spørgsmålet om bortvisningens berettigelse kan undergives domstolsbehandling. For så vidt angår spørgsmålet om bortvisningens saglighed, gøres det gældende, at sagen må udsættes på, at Arbejdsretten afgør, hvorledes overenskomstens 27 skal forstås med hensyn til, hvilket forum der skal behandle denne tvist. Retsgrundlaget Overenskomst for kontorpersonale og IT-personale m.fl. indgået mellem KL og HK/Kommunal 27, stk. 5, har følgende ordlyd: 27. Opsigelse Stk. 5 Hvis den ansatte har været uafbrudt beskæftiget i kommunen i mindst 8 mdr. på det tidspunkt, hvor opsigelsen meddeles, kan HK/KOMMUNAL kræve sagen indbragt for et afskedigelsesnævn, hvis der ikke opnås enighed ved en forhandling efter stk. 4. Et sådant krav skal fremsættes overfor kommunen inden for 1 måned efter forhandlingen med kopi til KL. Kompetencefordelingen mellem de almindelige domstole og de fagretlige afgørelsesinstanser er reguleret i lov nr. 106 af 26. februar 2008 om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter (arbejdsretsloven). Arbejdsretslovens 9, stk. 1, fastlægger Arbejdsrettens kompetence. Bestemmelsen har følgende ordlyd: For Arbejdsretten indbringes sager om 7) tvister om, hvorvidt der foreligger en aftale om faglig voldgift, om fortolkningen af en aftale om faglig voldgift
- 6-9, stk. 1, nr. 7, blev indsat i arbejdsretsloven på grundlag af lovforslag nr. L 5 af 28. november 2007 (Folketingstidende 2007-08, 2. samling, tillæg A, s. 51ff.). Formålet med lovforslaget var i henhold til de almindelige bemærkninger: at regulere alle væsentlige spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med tvistløsning inden for det arbejdsretlige tvistløsningssystem, f.eks. Arbejdsrettens og de faglige voldgiftsretters sammensætning, kompetence og sagsbehandling, kendelser, sanktioner, sagsomkostninger, fuldbyrdelse m.v. Loven lovfæster de grundlæggende principper af betydning for retssikkerheden og for at sikre en betryggende og attraktiv tvistløsningsform. Af bemærkningerne i lovforslaget til 9 fremgår bl.a. følgende: Til stk. 1, nr. 7, bemærkes: Det foreslås, at sager om, hvorvidt der foreligger aftale om faglig voldgift, og om fortolkning af en aftale om faglig voldgift i alle tilfælde henhører under Arbejdsretten. Bestemmelsen indebærer, at uoverensstemmelser om eksistensen og fortolkningen af aftaler om faglig voldgift skal afgøres af Arbejdsretten. Det gælder, selv om der er tale om en uoverensstemmelse som nævnt mellem parter, der i deres kollektive overenskomst har aftalt konfliktløsning ved faglig voldgift i stedet for Arbejdsretten. Der er tale om en sagstype, som angår et centralt arbejdsretligt problem, som - uanset overenskomstområde - bør afgøres efter ensartede retningslinjer, hvorfor Arbejdsretten tillægges enekompetence til afgørelse af sager af denne art. Sager herom kan ikke indbringes for de almindelige domstole, jf. 11, stk. 1. Der kan heller ikke i stedet for behandling ved Arbejdsretten træffes aftale om behandling ved en faglig voldgiftsret, jf. også bemærkningerne nedenfor til 22, stk. 2. For så vidt angår organisationsmedlemmers lovbaserede krav er der imidlertid behov for også i forhold til arbejdsretlige overenskomstparters aftale om faglig voldgift - alt afhængig af kravets art og baggrund samt arbejdsretlig praksis - at stille krav om klarhed med hensyn til, hvad der er aftalt, jf. nærmere bemærkningerne til 21, nr. 3, jf. 22, stk. 2. Tilsvarende fremgår af betænkning nr. 1489/2007 om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, side 22f. Arbejdsretslovens 11 fastlægger kompetencefordelingen mellem Arbejdsretten og de almindelige domstole. Bestemmelsen er sålydende: 11. Sager, der efter 9 hører under Arbejdsretten, kan ikke anlægges ved de almindelige domstole, jf. dog stk. 2 og 3.
- 7 - Stk. 2. En lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender m.v., hvis den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Stk. 3. En arbejdsgiver kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede tilgodehavender, hvis arbejdsgiveren godtgør, at vedkommende arbejdsgiverorganisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Dette gælder dog ikke for offentlige myndigheder og institutioner, som er bundet af en overenskomst indgået af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet, Danske Regioner eller KL. Arbejdsretslovens 21 fastlægger de faglige voldgiftsretters kompetence. Bestemmelsen er sålydende: For faglige voldgiftsretter indbringes 3) sager, herunder sager om lovgivning, som parterne i øvrigt ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt at lade afgøre ved faglig voldgift. Af lovforslag nr. L 5 af 28. november 2007 (Folketingstidende 2007-08, 2. samling, tillæg A, s. 51ff.) fremgår bl.a. følgende i bemærkningerne vedrørende 21: Vedrørende 21, nr. 3, bemærkes, at den foreslåede bestemmelse giver overenskomstparterne adgang til at aftale, at en sag skal behandles ved en faglig voldgiftsret, selv om kravet helt eller delvis baserer sig på lovgivning. Voldgiftsbehandling kan være aftalt både som en generel ordning og i det konkrete tilfælde. Efter praksis har aftaleadgangen især betydning for sager, der helt eller delvis baserer sig på ansættelsesretlige love. Aftaleadgangen omfatter imidlertid også anden lovgivning - på det offentlige arbejdsmarked f.eks. forvaltningsloven. Med udtrykket lovgivning sigtes ikke blot til lov i formel forstand, men også til f.eks. uskrevne retsgrundsætninger. Der skal foreligge en aftale om faglig voldgift. En sådan aftale kan fremgå af parternes overenskomst eller være indgået for det enkelte tilfælde. Forudsætningen om aftalt faglig voldgift i henhold til praksis i nr. 2 og 3 kan være opfyldt for så vidt angår tillidsrepræsentantsager og uoverensstemmelser om kutymer. Det afgørende er, om der mellem parterne er udviklet en bindende praksis af en karakter som i de nævnte eksempler. Arbejdsretslovens 22 fastlægger kompetencefordelingen mellem de faglige voldgiftsretter og de almindelige domstole. 22, stk. 2, er sålydende: Om sager omfattet af 21, nr. 3, i stedet kan anlægges ved de almindelige domstole, beror på, hvad der er aftalt. Såfremt aftalen må forstås således, at sagen ikke kan anlægges ved de almindelige domstole, finder 11, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.
- 8 - Af lovforslag nr. L 5 af 28. november 2007 (Folketingstidende 2007-08, 2. samling, tillæg A, s. 51ff.) fremgår bl.a. følgende i bemærkningerne til bestemmelsen: Til stk. 2 bemærkes, at 21, nr. 3, angår andre faglige uoverensstemmelser end fortolkningstvister og tvister, som henhører under Arbejdsretten efter 9, stk. 1, nr. 1-4. En sådan voldgiftsaftales indhold og virkning, herunder om den afskærer sagsanlæg ved de almindelige domstole, beror på, hvad der er aftalt. Der gælder som udgangspunkt ikke noget særligt klarhedskrav, jf. hvad der anført herom i bemærkningerne til 9, stk. 1, nr. 7. Om aftale i henhold til praksis henvises til bemærkningerne foran til 21, nr. 2 og 3. Som anført i bemærkninger til 9, stk. 1, nr. 7, skal der imidlertid stilles krav om klarhed, for så vidt angår enkeltmedlemmers lovbaserede krav. Under det forudgående lovforberedende udvalgsarbejde oplyste DA og LO, at det er organisationernes opfattelse, at reglerne om Afskedigelsesnævnet i Hovedaftalens 4, for så vidt angår lovbaserede krav, skal forstås som et tilbud, som medlemsorganisationer kan vælge at gøre brug af, men ikke har pligt til at benytte. Denne aftale om faglig voldgift er således ikke til hinder for, at arbejdstagersiden holder sig til de almindelige domstole, for så vidt angår lovbaserede krav. DA og LO har videre oplyst, at de ikke er enige om, hvorvidt - og i givet fald fra hvornår - indbringelse for de almindelige domstole afskæres ved, at kravets forfølgelse er indledt i det fagretlige spor - og vice versa. Den endelige afklaring af dette spørgsmål må ske gennem retspraksis. Uoverensstemmelser om selve eksistensen og forståelsen af en aftale om faglig voldgift henhører alene under Arbejdsretten i henhold til den nye bestemmelse i 9, stk. 1, nr. 7. Det gælder uanset, hvilket overenskomstniveau voldgiftsaftalen befinder sig på. Klarhedskravet vedrørende de lovbaserede krav indebærer, at det skal være klart, om det pågældende krav er omfattet af voldgiftsaftalen, og om adgangen til voldgiftsbehandling afskærer muligheden for at indbringe kravet ved de almindelige domstole. Uklarhed i den ene eller anden henseende vil i almindelighed indebære, at der ikke er fornødent grundlag for at anse faglig voldgift for aftalt for så vidt angår vedkommende lovbaserede krav. Uklarhed som nævnt kan ikke medføre, at der foreligger dobbeltkompetence, men at tvisten henhører under de almindelige domstole og ikke kan indbringes for faglig voldgift. Må en aftale om faglig voldgift efter 21, nr. 3, forstås således, at sagen ikke kan anlægges ved de almindelige domstole, finder 11, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse, jf. 22, stk. 2, 2. pkt. Tilsvarende fremgår af betænkning nr. 1489/2007, s. 28. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår for Højesteret i første række spørgsmålet, om den kollektive overenskomst mellem KL og HK/Kommunal, der var gældende for As ansættelse i Vejen Kommune, indebærer,
- 9 - at As krav mod kommunen om løn i en opsigelsesperiode og om godtgørelse for usaglig afskedigelse skal behandles ved et afskedigelsesnævn og afvises fra de almindelige domstole. Parternes uenighed angår bl.a. forståelsen af overenskomstens 27, stk. 5, og om denne bestemmelse, hvorefter tvister i forbindelse med opsigelse i visse tilfælde kan indbringes for et afskedigelsesnævn, også omfatter tvister i forbindelse med bortvisning. Højesteret finder, at afgørelse af dette spørgsmål er omfattet af arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, hvorefter tvister om, hvorvidt der foreligger en aftale om faglig voldgift, indbringes for Arbejdsretten. Det følger endvidere af arbejdsretslovens 11, stk. 1, at sager, der efter 9 henhører under Arbejdsretten, ikke kan indbringes for de almindelige domstole. Højesteret stadfæster herefter byrettens afgørelse om afvisning af As påstand for så vidt angår den del, der vedrører krav på løn i opsigelsesperioden og krav på godtgørelse for usaglig afskedigelse. Thi bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten eller Højesteret til den anden part. Kæreafgiften for Højesteret tilbagebetales til Vejen Kommune.