1 Hva er meningen? Det er ikke gratis at være menneske. Især ikke, hvis man er et levende menneske. For det vil kunne mærkes, at man lever. Blandt andet kommer det en gang imellem til at gøre ondt. Det kan være både smertefuldt og irriterende. På den anden side kan det være godt, at det gør ondt, hvis der er noget galt. For eksempel er det jo godt, at det gør ondt, hvis man har blindtarmsbetændelse. Det giver nemlig mulighed for at afværge en katastrofal udvikling. Det kan også have sine åndelige omkostninger at være menneske. For er vi levende, bliver vi konstant udfordret til at forholde os til livet herunder det helt grundlæggende: Er der en mening med det? Tør vi sige, at det har et formål? Levende mennesker giver mange forskellige svar på de spørgsmål. Nogle af svarene er overfladiske. De er ikke et resultat af særligt dybe overvejelser. For mange er dagligdagen opfyldt af det nære liv såsom arbejde, familie, fritidsinteresser og de økonomiske hensyn, som naturligt knytter sig hertil. Så fyldt, at sanser og personlighed nærmest er bedøvet af et hverdagsliv levet på autopilot. Men mange af dem, som ikke synes, de 11
har tid til at stikke sindets sugerør så langt ned i livets store spørgsmål, stiller alligevel nu og da spørgsmål som: Hvor kommer vi fra, hvor er vi på vej hen, og hvad ender det hele med? I øjeblikket synes det tilmed, som om vi lever i en epoke, hvor den usynlige del af livet har fået stor betydning. Man er optaget af religiøse spørgsmål, og det er helt symptomatisk, at Kristeligt Dagblad med fokus på tro, etik og eksistens er den mest fremgangsrige avis. Ikke underligt, at en gudsfornægter for få år siden sagde:»det er, som om Gud i øjeblikket er foran på point.«men der er også svar, som er meget lidt overfladiske. Der er mennesker, som oprigtigt kæmper for at finde mål og mening i en tilværelse, som de føler tager kvælertag på dem. Hvis de i det hele taget kan tro, at Gud er der, er de måske fyldt med bebrejdelser mod ham. Og indrømmet forsøget på at finde livets mening kan da også have mange odds imod sig. Hvem kan ikke blive indfanget, ja lammet af tilværelsens mange meningsløsheder? For tillader man sig den luksus at overveje, om livet har mål og mening, er det, som om ordet»hvorfor«formerer sig i det uendelige. Hvorfor skete dette og hint? Hvorfor rammer tilværelsen så ubarmhjertigt og uretfærdigt dem, som ikke i forvejen vælter sig i glæder og overflod? Og sådan kunne vi blive ved. Svært at svare Der findes ingen nemme svar på de spørgsmål. Men det kan måske være en trøst, at kampen med dem ikke er ny. For eksempel er meningsløsheden ofte et tema hos nogle af forfatterne til Bibelens salmer. De sætter ord på den, når Gud forsvinder ud af deres tro. Og det gør dem ulykkelige. Som eksempel kan 12
nævnes den klage, som salmedigteren Asaf har sat ord på. 1 Han konstaterede, at»til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent«. Til ingen nytte. Netop det gør ondt: Hele mit arbejde på at finde mening i livet for eksempel ved at leve ordentligt er til ingen nytte. Den gudfrygtige Job oplevede også meningsløsheden ved Guds fravær:»men går jeg mod øst, er han der ikke, går jeg mod vest, får jeg ikke øje på ham; virker han i nord, ser jeg ham ikke, vender han sig mod syd, får jeg ham ikke at se.«2 Et tredje eksempel finder vi i udsagnet fra to af Jesu disciple påskedag. De havde håbet på Jesus. 3 Men nu var Jesus død, og dermed var deres nye liv med mening slut. De forlod Jerusalem og gik mod Emmaus for at finde tilbage til deres tidligere liv. Og som et sidste eksempel kunne vi nævne de tanker, som fyldte Guds egen søn. Kort før sin smertefulde død på det kors, han var sømmet fast til, sagde han:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«4 I dag er der mennesker, som prøver at nærme sig Gud med en famlende tro og undersøger, om kirken kan hjælpe med at sætte meningsfulde ord på det, de søger. Det kan imidlertid give næring til mange konflikter. Lad os blot nævne ét eksempel. Ved kirkens gudstjeneste bekender menigheden, at Gud er almægtig. Men er det en rimelig påstand i virkelighedens verden? For hvis Gud er almægtig og samtidig som Bibelen også siger er god, hvorfor er det onde da en så markant del af menneskehedens historie? Hvis vi stadig vil bekende, at Gud er almægtig, er det så ikke en mere nærliggende tanke, at Gud er ond? Det er ikke meningen her at gå nærmere ind i spørgsmålet. Her vil vi nøjes med at konstatere, at filosofien ikke kan besvare spørgsmålet. Derimod kan der måske komme 13
noget godt ud af det, hvis teologien vover ærligt at bakse med spørgsmålet. Ikke-kristen tilgang Det er ikke meningen her at omtale de mange forskellige tanker, vi kan møde om livet og dets mål og mening eller mangel på samme. Vi vil blot supplere med nogle få eksempler på, hvordan der med en ikke-kristen tilgang gøres forsøg på at indfange en mening med livet. Der er mennesker, som uden at kalde sig troende vil sige, at de er kristne, forstået på den måde, at de er en del af en kristen kultur, hvor Gud ligesom er»stueren«. De er tilhængere af den stilfærdige, underforståede danske kristendom. For dem er det ikke så vigtigt at tale om tro eller tvivl. Vigtigt er i stedet den respekt for og hensyntagen til medmennesket, som er en del af den kristne kulturarv. Men spørger vi: Er du troende? vil svaret nok blive noget i retning af: Jo, jeg er da kristen, men naturligvis på min egen måde. Kristendommen er en inspiration til en måde at leve på. Denne kulturkristendom bliver da en slags kode, som kan bruges til at tyde livets mening med. Men at tale om, at livet har et mål, virker nok så luksuriøst og er egentlig heller ikke rigtig relevant. En anden tilgang er ateismen. Her er det heller ikke relevant at tale om tro selv om der i praksis vel næppe er nogen, der som ateister er optaget af at tale om religiøs tro, ja tale om at der jo pr. definition slet ikke er plads til tro. Der er egentlig kun plads til én sandhed, som er, at der ikke er nogen gud. Men dermed bliver der jo heller ikke plads til en mening med livet og da slet ikke et mål. Ikke-troen kan være begrundet på flere måder. For eksempel kan man tale om videnskabelig ateisme, 14
som er begrundet med, at vores videnskabelige erkendelse ikke levner plads til eksistensen af en gud. Eller begrundelsen kan være mere filosofisk. Baggrunden er her, at rationel tænkning udelukker idéen om, at der skulle eksistere en gud. Hvis der var en gud, måtte han jo antages at kunne forbindes med kategorier som godhed, retfærdighed, almagt og lignende begreber. Ser man så på tilstanden i verden, må det udelukkes, at Gud er. Altså kan han ikke være. Det er ikke omkostningsfrit at være ateist. For, som filosoffen Bertrand Russel sagde:»hvis ikke man regner med Guds eksistens, så er det uden relevans at tale om livets mening.«det ligger i os mennesker, at vi gerne vil være en del af noget, der er større end os selv. Derfor taler vi også om at give slip på os selv. Men i det stykke er ateisten henvist til ensomhed og kan have svært ved at slippe bevidstheden om sig selv og give sig hen i et fællesskab. Når der for ateisten mangler en overordnet mening med livet, er den pågældende henvist til selv at finde en mening for eksempel ved at få børn, producere kunst, få magt eller bygge samtalekøkkener. Hvis man heller ikke på den måde kan finde en mening, er der, som filosoffen Albert Camus skrev, ikke andet end selvmordet tilbage. En tredje og omkostningsfri tilgang, som kan nævnes, hænger sammen med den udbredte og tiltagende åndelighed. Stadig færre mennesker vil afskrive en gud med lille»g«. En»jeg tror-der-er-noget-der-er-større-end-mig-selv-holdning«. I modsætning til tidligere, hvor det ikke var så almindeligt at krænge sin fromhed ud, er man i dag mere tilbøjelig til at fortælle om den. Vi kan kalde det en religiøs åbenhed. Ikke for en personlig gud, men nok for en åndelig kraft. Ikke en gud, som medfører forpligtelse til at være en del af et kirkeligt 15
fællesskab, men en gud, som man kan have»i privaten«, og som ikke stiller krav om at blive taget frem, når man ikke selv vil det. Skal kirken være relevant, bør den være som et åndeligt fitness-center, man kan opsøge, når livet bliver for slapt. Den må ikke ville én for meget. Man ønsker ikke i traditionel forstand at blive betragtet som egoist med sig selv i centrum; snarere at have en holdning uden noget centrum Den holdning forekommer tilsyneladende meningsfuld for mange moderne mennesker, som tilbagelænet ønsker at nyde tilværelsens spændende mangfoldighed. De er chanceryttere, som ikke vil vælge det religiøse fra, men altså på den anden side heller ikke stå til ansvar for en personlig gud. Denne åndelighed har ikke mindst tag i den kvindelige del af befolkningen. Derfor ser man også, at religion fylder en del i dameblade, for eksempel med personlige beretninger om en religiøs oplevelse. Anderledes med spalterne i de blade, der først og fremmest har mænd som målgruppe. Men kan der da slet ikke være mening i kristendommen set fra et ikke-kristeligt synspunkt? Lad os møde et svar fra forfatteren Søren U. Thomsen, som forsvarer kristendommen med,»at den for mig at se er en civiliseret og civiliserende religion, fordi den påbyder mennesket at tro på Gud, så det hverken skal gøre sig selv til Gud eller dyrke andre, som om de var Gud, og fordi den tilsiger én at tro på Kristus og dermed forhindre både at man selv spiller offer, og at man gør andre til syndebukke.«5 Gud i meningsløsheden? Jamen, er der da ikke en Gud, som lægger ører til vores oplevelse af meningsløshed? Jo. Gud har ikke overladt os til os selv. 16
Den kristne kirke og dens grundbog eksisterer i verden med en påstand om, at Gud har talt. Livets mening har ladet høre fra sig. Ja, kirkens besked er oven i købet, at Gud har givet sig til kende eller som det siges i Bibelen: Han har åbenbaret sig. Og dermed er der givet mennesket mål og mening. Ja, faktisk en overordnet sandhed, der som Jesus sagde sætter et menneske i frihed 6 og altså ikke begrænser og sætter det i fængsel. Og Guds sandhed er ikke blot tænkt som en filosofisk og teoretisk tilfredsstillelse for tanken. For Guds mål og mening hænger sammen med, at han vil os noget og har noget for med os, ja faktisk med hele verden. Betyder denne frisættelse så, at mennesket bliver så stærkt, at det i hvert fald i livets løbende sager kan klare sig uden Gud? Eller hvis vi lader alt i vores liv begynde med Gud, betyder det så, at vi altid har klarhed og forstår livets krogede veje, at vi altid er stærke, og at tingene lykkes? Netop om den sag har Paulus skrevet noget, som logisk forekommer helt uforståeligt. Når han skulle gøre livets regnestykke op, måtte han konstatere, at der var mening i det, han ikke magtede, og i de lidelser, han blev udsat for. Det gav ham ikke sikkerhed i almindelig forstand. Men det var netop i hans magtesløshed, at Guds magt fik en landingsplads i hans liv. 7 Det gav hans liv mål og mening. Jamen, er det ikke kun en del af sandheden, Paulus hermed giver udtryk for? Egentlig skulle man vel tro, at især kristne er lykkelige, og at deres liv er vellykket. Er det derfor ikke med rette, at nogle kristne er fortvivlet over, at de ikke er lykkelige og at de har mistet troen på, at de bliver det? Er det så ikke forståeligt, at de mister troen på livets mening og ikke ser nogen ide i at tale om, at livet har et mål? Og giver den første salme i den bibelske salmebog 17
ikke også udtryk for, at den retfærdige er lykkelig (v. 1), og at alt, hvad han gør, lykkes for ham (v. 3)? Jo. Men det er værd at bemærke, at det i salmen siges, at han er udskilt fra synd og ugudelighed. Den retfærdige er ikke deltager i alt det, som i almindelighed giver status, og som anses for at være lykkeligt og festligt. For ham er det noget andet, der tæller. Lykke består i at være som et træ, der bærer frugt. Guds frugt. Det giver mål og mening.