2015-32-014-00019 Skrivelse af 3. februar 2015 fra advokat En hesteejer kontakter vagtdyrlæge efter mistanke om, at hans heste har forædt sig i kraftfoder. Vagtdyrlægen opfordrer til at se tiden an. Den følgende dag behandles hestene om formiddagen af egen dyrlæge forebyggende for forfangenhed med NSAID. Hestene bliver tiltagende nedstemte og samme vagtdyrlæge, som aftenen før kontaktes hen under aften. Han tilser de 2 hopper, der efterfølgende dør ca. 30 minutter og 3 timer efter at han har iværksat behandling. Hesteejeren mener, at den manglende rådgivning og behandling er erstatningspådragende. Rådet udtalte: Nedennævnte spørgsmål vedrører kun dyrlæge D1s handlinger og undladelser. Spørgsmål 1: DVS bedes vurdere, om det forekommer DVS sandsynligt, at hopperne døde som følge af for stort indtag af kraftfoder den 31. maj 2011, jf. sagens oplysninger og beskrivelsen af hoppernes tilstand og parametre den 1. juni 2011. Svar ad 1: Rådet finder det højst sandsynligt, at hopperne er døde som følge af for stort indtag af kraftfoder d. 31. maj 2011, idet sagsakterne beskriver et forløb, hvor 2 islandske heste efter at have indtaget en større mængde kraftfoder bliver nedstemte, udvikler symptomer på shock og endotoksinæmi (forhøjet temperatur, puls- og respirationsrate, diarre og kredsløbssymptomer (smudsige slimhinder)) og dør indenfor 1½ døgn efter, at ejer iagttager de første symptomer. Spørgsmål 2: DVS bedes oplyse, om D1 har handlet og vejledt veterinærfagligt korrekt den 31. maj 2011, under forudsætning af, A. D1's version af modtagne anamnese oplysninger om hestene lægges til grund, jf. blandt andet bilag 1, underbilag 12 og 15, og bilag 3 samt sagens svarskrift, idet følgende skal fremhæves: Sagsøgeren kontaktede sagsøgte d. 31. maj 2011 telefonisk. Han oplyste, at to Islænderhopper havde fået meget græs, og derudover havde fået kraftfoder på grund af, at sagsøgerens tømrer havde glemt at lukke døren ind til stalden. Sagsøgeren ville derfor have hopperne behandlet mod forfangenhed. Sagsøgte, som troede det var kraftfoder, der lå klar i hestenes krybber, spurgte ind til, hvordan hopperne havde det. Sagsøgeren oplyste, at han havde sat dem på en jordfold, hvor de stod og spiste hø.
Da sagsøgeren oplyste, at han havde givet hopperne hø, havde sagsøgte på intet tidspunkt mistanke om, at hopperne havde forædt sig som følge af, at de havde haft adgang til fodertønder. B. X's version af givne anamnese oplysninger om hestene lægges til grund, jfr. blandt andet bilag 1, underbilag 8 og 13, bilag 4, idet følgende skal fremhæves: Sagsøgeren kontaktede via vagtordning sagsøgte per telefon d. 31. maj 2011. Sagsøger oplyste følgende; han var kommet hjem, efter at have været væk i 4 timer. Han havde ved besøg i stalden konstateret åben adgang til fodertønden. Låget var vippet af og der lå korn på jorden. Der var forsvundet en del - i alt fald 3-4 spandfulde. Han havde straks tilset hestene og fundet, at de to, H1 og H2, (ud af fem) heste stod ude på marken/folden og virkede dorske. De stod og hang. De to føl og den tredje hoppe gik ved siden af og græssede på den meget nedbidte mark/fold. Han oplyste, at der var forskel på hestenes opførsel. To hang, resten gik rundt og græssede. Han satte straks de to hopper på jordfold og foretog sin opringning til sagsøgte. Han oplyste endvidere, at han var bekymret for forgiftning og eventuel efterfølgende forfangenhed. Han bad sagsøgte om råd og vejledning. Svar ad 2A og B: Tildeling af relativt for meget kraftfoder eller direkte forædning indebærer en velbeskrevet risiko for dels negativ påvirkning af mavetarm-kanalen visende sig ved varierende symptomer fra mave-tarmkanalen, dels for opståen af forfangenhed sidstnævnte typisk visende sig ved kliniske symptomer mere end 18 timer efter optagelse af kraftfoderet. Forædning medfører altid en alvorlig risiko for fejlgæring i stortarmen med deraf følgende endotoksinæmi og begyndende shock visende sig ved nedstemthed og påvirkning af kredsløbet eventuelt med sekundære symptomer på colitis (diarre) og/eller forfangenhed. Det har derfor afgørende betydning for prognosen for livets opretholdelse, såvel som for hestens eventuelle fremtidige brug (forfangenhed), at der iværksættes hurtig og tilstrækkelig behandling, så snart mistanken om forædning opstår også før der opstår kliniske symptomer. Det er sjældent muligt, at få oplyst den eksakte mængde kraftfoder hesten har optaget, hvorfor behandling i den akutte fase tager sigte på om muligt at tømme maven for foder (sondenedlæggelse og ventrikelskylning), modvirke udviklingen af endotoksinæmi og shock gennem behandling med væske og NSAID, sondebehandling med bicarbonat (for at modvike acidose), afførende/smørende midler (eks. paraffinolie) og eventuelt aktivt kul (toksin absorberende) og behandling med rette antibiotikum. Alt for at forebygge og mindske følgerne af den fejlgæring forædning medfører. Er der først opstået kliniske symptomer
på endotoksinæmi og shock, vil den kredsløbsstabiliserende væskebehandling som ofte kræve klinik/hospitalsfaciliteter. Det fremgår af sagsakterne (bilag 5), at dyrlæge D1 oplyste til ejer, at du skulle se tiden an, idet det ikke var kutyme at behandle heste forebyggende for forfangenhed. Af bilag 12 fremgår, at dyrlæge D1.. spurgte ind til de typiske forfangenhedssymptomer, men at din klient oplyste ham, at de på ingen måde viste tegn på halthed, og at de bevægede sig rundt på jordfolden og spiste hø. Dyrlægen D1 oplyser.. at en hest sjældent spiser hø, såfremt den har kolik. På baggrund af ovenstående finder Rådet, at dyrlæge D1 burde have anbefalet klienten uopsætteligt veterinærfagligt tilsyn, vurdering og behandling af hestene 31. maj 2011, og finder ikke, at dyrlæge D1 har handlet og vejledt veterinærfagligt korrekt. Spørgsmål 3: Såfremt spørgsmål 2A og/eller 2B besvares benægtende bedes DVS beskrive, hvorledes en dyrlæge den 31. maj 2011 burde have handlet/vejledt på baggrund af de under 2A henholdsvis 2B angivne oplysninger, herunder om der var indikation for at tilse og undersøge hestene, H1 og H2 om der var indikation for at iværksætte livreddende førstehjælp, jf. herunder bilag 21 hvilken eventuel behandling og terapi, der burde være iværksat om eventuel behandling og terapi på potentielle kolikheste kan udføres "på stedet" og/eller kræver indlæggelse. Svar ad 3: Se svar ad 2. Spørgsmål 4: Såfremt DVS svarer bekræftende på spørgsmål 1, og benægtende på spørgsmål 2, bedes DVS vurdere, om det er muligt, at hestene ikke ville være døde af forædningen, såfremt hestene var blevet behandlet efter foreskrifterne henholdsvis den 31. maj 2011 og/eller besøg den 1. juni 2011 herunder evt. bragt til dyrehospital tidligere i forløbet. I den forbindelse bedes DVS vurdere, om hestenes overlevelseschancer alt andet lige ville have været større, herunder risikoen for udvikling af forfangenhed mindre, hvis he-
stene var blevet tilset og behandlet sufficient af vagttilkaldt dyrlæge d. 31. maj 2011 efter kl. 21.30. Svar ad 4: Rådet finder det ikke muligt, at vurdere overlevelseschancerne for de to heste, såfremt en behandling og eventuel henvisning til klinik/hospital havde fundet sted, som angivet i svar ad 2. Alt andet lige finder Rådet, at hestenes overlevelseschancer havde været større, dersom de straks var blevet tilset og behandlet. Spørgsmål 5: Såfremt DVS svarer bekræftende på spørgsmål 1, og benægtende på spørgsmål 2, bedes DVS oplyse, om DVS kan afvise, at et tilsyn af hestene og sufficient indsats den 31. maj 2011 henholdsvis den 1. juni 2011 (f. eks. kredsløbsstabilisering, intensiv væsketerapi, antiacidotisk behandling med bikarbonat, NSAID, laxantia (olie) og/eller aktivt kul) ville have bedret hestenes overlevelseschancer. Svar ad 5: Se svar ad 4. Spørgsmål 6: I det omfang det er muligt, bedes DVS skønne overlevelseschancerne - alt andet lige - ved den behandling, hestene 1. de facto fik af D1 i døgnet 31. maj - 1. juni 2011, alternativt 2. burde have fået, jf. DVS' besvarelse af spørgsmål 3. Svar ad 6: Se svar ad 4. Spørgsmål 7: Giver sagen i øvrigt DVS anledning til bemærkninger? Svar ad 7: Nej. Spørgsmål A: I forlængelse af spørgsmål 1 bedes DVS oplyse, hvorvidt hestene døde af forfangenhed, tarmforgiftning eller som følge af en helt tredje diagnose, og i så fald hvilken diagnose? DVS bedes begrunde svaret, herunder beskrive de symptomer, hestene har udvist.
Svar ad A: Jf. svar ad 1 finder Rådet det overvejende sandsynligt, at hopperne døde som følge af det utilsigtede indtag af kraftfoder. Rådet anser det med baggrund i litteraturen og de forholdsvis sparsomme veterinærfaglige observationer i sagen for usandsynligt, at hestene døde af forfangenhed, men anser det for sandsynligt, at den ubehandlede forædning har forårsaget en fejlgæring med deraf følgende endotoksinæmi og udvikling af irreversibelt shock. Afgørelse: Sagsøgte dyrlæge (D1) skulle inden 14 dage til sagsøgeren (A) betale 82.137,50 kr. med procesrente fra sagens anlæg samt sagens omkostninger med 29.880 kr.