1. Indledning Jeg vil i denne opgave redegøre for forskellige opfattelser af politisk deltagelse. Dette vil ske med udgangspunkt i liberalismen og republikanismen samt i deres fælles undervarianter; beskyttende og udviklende. De to demokratimodeller er valgt ud fra en betragtning af deres væsentlige stilling indenfor politologien og den store bredde i opfattelse de dækker med deres undervarianter. Derudover vil jeg komme ind på det klassiske demokrati og det direkte demokrati, da de udgør to demokratimodeller der har en anden tilgang til politisk deltagelse end liberalismen og republikanismen. Herefter vil jeg med udgangspunkt i de fire demokratimodeller diskutere henholdsvis fordele og ulemper ved den politiske deltagelse hver model skitserer, herunder med fokus på hvem der formodes at deltage og deres karakteristika hvorved jeg mener hvilke forhold de forskellige modeller bedst egner sig til. [Der har gennem tiderne været distingverende opfattelser af politisk deltagelse spændende fra direkte demokrati over repræsentativt demokrati til direkte udelukkelse fra politisk deltagelse eller blot koncentreret i hænderne på et fåtal. Det er vigtigt at holde sig for øje, når vi diskutere politisk deltagelse, hvem det er der deltager. Også her har der gennem tiderne været en diskussion om hvem der formodes at deltage i det politisk rum og til tider mere markant en underforståelse] 1.1.Problemformulering Redegør for opfattelserne af politisk deltagelse indenfor liberalismen, republikanisme, det klassiske demokrati og det direkte demokrati. Diskuter fordele og ulemper ved politisk deltagelse med fokus på udbredelsen af politisk indflydelse og under hvilke forudsætninger de forskellige modeller er tiltænkt.
2. Metode Der vil i det følgende komme en redegørelse for fire demokratimodellers opfattelse af politisk deltagelse efterfulgt af en diskussion der vil tage udgangspunkt i disse tre modellers forenelighed med almen valgret og under hvilke betingelser de er tiltænkt. 3. Redegørelse 3.1 Liberalisme Fælles for liberalismen er idealet om at samfundet skal indrettes så individets rettigheder respekteres herunder deres politiske frihed. Liberalisterne stillede dette op imod statsmagten og forsøgte at finde en balance mellem de to. Sideløbende var folket, som vi vil se også gælder for republikanismen, kilden til legitimering af staten (Held 1996: 74-75). Kort sagt var politisk lighed, borgerens ret til at beskytte sine særinteresser, en forudsætning for den enkeltes frihed (Held 1996: 98). 3.1.1. Beskyttende En væsentlig person indenfor den beskyttende liberalisme er Locke og Federation Papers. Den beskyttende liberalisme mener ar såfremt folket er frit, kan den enkeltes frihed kun garanteres ved oprettelse af institutioner der står til ansvar (Held 1996: 75). Dette skal forhindre at et enkeltindivid tiltager sig magt på bekostning af andre og netop Dette sker ved hjælp af folkets politiske deltagelse i valget af repræsentanter folket giver hermed deres legitimitet til styret ved periodiske (anonyme) afstemninger ved valg hvor der har været konkurrence mellem de opstillede være det sig partier,
faktioner eller ledere. Den politiske deltagelse skal indskrives i en forfatning (Held 1996: 99). Der ligger i den beskyttende liberalisme at deltagelse er et middel, uden at det giver høj status at deltage. Inden for denne gren finder vi Hobbes der går ind for at statens magt kommer fra folket, men folkets deltagelse var begrænset til en accept af statens styre og han kritieres da også af Held for ikke at begrænse statens magt (Held 1996: 77-78). Med Locke kom ideen om folket der kun deltog politisk ved valget af et styre der herefter var frit til handle så længe det respekterede folkets vilje såfremt det ikke gjorde havde folket et ret til at gøre oprør og afsætte styret (Held 1996: 81). Det er fra Locke ideen om at staten eksisterer for folkets skyld, selvom en interessant parallel findes i den kinesiske tankegang fra kejsertiden med princippet om himlens mandat, en kejser der ikke styrede landet til folkets bedste og blev afsat ved et bondeoprør i det man sagde at han havde mistet himlen mandat. Montesquieu forsøgte at opbygge en statsstruktur der ikke så let kunne blive udsat for en overtagelse eller misbrug af et enkeltindivid eller en faktion. Han foreslår brug af repræsentanter til varetagelsen af folkets lovgivende magt, hvilket muliggør større statsdannelser (henvis til Madison) (Held 1996: 83). Individers ambitioner skal omdannes v.h.a. institutioner til det fælles bedste (Held 1996: 86-87). Med magtens tredeling i den udøvende, lovgivende og dømmende, forsøgte han at begrænse folkets indflydelse til den lovgivende der dog igen var delt i to kamre, et for nobiliteten og et for de valgte repræsentanter der blev valgt ved periodiske valg og skulle være lydhøre over folket, ikke ansvarlige. Vi skal huske at hele denne konstruktion var til for at beskytte folkets rettigheder (Held 1996: 85-86). Men grundlæggende er der i Montesquieus tænkning ikke en ide om at lovgiverne var ansvarlige overfor vælgerne (Held 1996: 87-88). Madison var manden der sammensatte Hobbes, Lockes og Montesquieus tænkning til en samlet politisk teori (Held 1996: 89). Han anså et styre baseret på folket som et værn mod stridende faktioner og en mulighed for at involvere folket politisk for at
beskytte deres egne interesser, især ved hemmelige afstemninger hvor flertallet kan overtrumfe minoritetsinteressegrupper (Held 1996: 91). Af betydning for Madison var beskyttelsen af mindretallet over for en ufordelagtig statspolitik (Held 1996: 94). Problemet var flertalsvældet hvor Madison fandt løsningen i en forfatning baseret på politisk repræsentation og en stor vælgerkreds. Hans påstand var at repræsentanter takket være valgprocessen ville være folk af en vis dannelse og i tråd med en stor vælgerkreds så han en fordel i en stor statsdannelse med social forskellighed sådan at ingen faktion havde flertallet (Held 1996: 92-93). Med en føderal stat ville man undgå at repræsentanter og dermed politikken kom fra langt væk fra folket (Held 1996: 93). Med Bentham og James Mill der begge er utilitarister (tro på princippet om den størst mulige gavn for de fleste) er der fokus på periodiske valg som en metode for folket at kontrollere de indsatte (Held 1996: 95-96). I deres univers var demokrati ikke et mål i sig selv, men en mulighed for individer for at maksimere egne behov (Held 1996: 97). Borgeren vil have en interesse i at overholde lovene så længe de garanteres sikkerhed for deres arbejde og hermed ville samfundets stige (Held 1996: 96). [folket bliver ikke taget seriøst her, staten ved bedst] 3.1.2. Udviklende Her finder vi John Stuart Mill (herefter J. S. Mill), søn af James Mill, der havde en forestilling om med deltagelse i politik, hvori han inkluderede blandt andet det at være nævning, opstod der en interesse i ledelsen af en stat og ligeledes et veludviklet borgerskab (Held 1996: 100). Kun ved at folket kan deltage i politik vil der opnås de bedste løsninger (herunder økonomisk velstand) for én enevældig hersker at kunne klare samme opgave ville være uhyre usandsynligt (Held 1996: 103-104). Til dette skal tilføjes at han dog anså nogle individers stemme for at være vigtigere end andres og argumenterede for flere stemmer til f. eks. for de kloge (Held 1996: 108) [min
egen holdning til Euroen flertal vs. kvalitativt flertal befolkning vs. Folketing]. J. S. Mill frygtede for flertallets diktatur, men også han anså det repræsentative demokrati som løsningen, herigennem ville de bedste kandidater vinde. I modsætning til Madison så han det dog ikke som en gavnlig løsning på problemet med politisk deltagelse i en stor statsdannelse, men som en nødvendighed (Held 1996: 108). Samtidig frygtede han for den stærke stat, hvor bureaukratiet fik sit eget liv, som modvægt anså han demokratiet som svaret, hvor parlamentet udpegede folk til de udøvende poster (Held 1996: 106, 109). [Dette kan forstås i sammenhæng med den politiske styringskæde ministre - embedsmænd] 3.2 Republikanisme I republikanismen lå der en forestilling om at valgretten var begrænset til ejendomsbesiddere med interesse i lokalsamfundet (Held 1996: 49). Fælles for Machiavelli og Marsilius var at håndværkere og småhandlende og generelt folk med interesser i politik, ikke kun de rige og nobiliteten, skulle involveres. Udlændinge, tyende, kvinder og børn faldt ikke ind under denne kategori (Held 1996: 54). Overordnet var der fokus på individet overfor almenvellet og en ide om en kamp mellem rige og fattige (Finn 2003). Der blev taget udgangspunkt i bystaten som politisk basis hvor borgerskabet (som sagt mænd med ejendom) trak lod om pladserne i et råd der derefter valgte de embedsmænd der skulle varetage de udøvende og dømmende poster (Held 1996: 41). Forudsætning for frihed. 3.2.1 Beskyttende Når vi taler om beskyttende republikanisme er den helt centrale person Machiavelli. Helt grundlæggende var den politiske deltagelse et middel til at beskytte borgernes interesser (Held 1996: 45).
1. flere mekanismer f.eks. valg af konsuler Machiavelli havde et negativt (han ville nok selv havde kaldt det realistisk) menneskesyn og opfattede politik som kampen om at vinde, bruge og fastholde kontrollen med magten og at der var en ond cirkel af styreformer (Held 1996: 51). Machiavelli så en kur på problemet i det gamle Rom med en blandet styreform med konsuler, senat og folketribuner som han overførte til sin egen tid i form af monarki, aristokrati og demokrati. Hermed mente han at der ville ske en vægtning af almenvellet frem for individet i det folkegrupper med forskellige interesser skal enes hvilket vil medføre en retfærdig lovgivning eller rettere sagt en lovgivning de fleste kan leve med (Held 1996: 52). 3.2.2. Udviklende Her var fokus på den iboende gavnlige effekt af folks deltagelse for at forbedre beslutningsprocessen og borgerskabets (ud)dannelse (Held 1996: 45). Rousseau 1. Direkte valg eller lodtrækning 2. For almenviljen For Marsilius af Padua var det folket der gav et styre legitimitet ud fra en betragtning af at love formuleret af et flertal var til større fælles nytte og havde større chance for at blive overholdt end love formuleret af en enkeltperson (Held 1996: 47) I tråd med dette var der inden for den udviklende republikanisme en opfattelse af at politisk deltagelse som direkte. Det var ved offentlige møder at den lovgivende forsamling valgtes (Held 1996: 61). Embedsmændene med ansvaret for varetagelsen af de udøvende og dømmende erhverv fik deres mandat fra folket (Held 1996: 49). 4. Analyse
Held beskriver Montesquieu, Bentham og Mill som modvillige demokrater (Held 1996). På trods af at der ikke lå en ide om almen valgret i den udviklende republikanisme, var der dog en forestilling om bred deltagelse hos Marsilius af Padua, idet han argumenterede at et flertal af befolkningen ville lave love der var til størst mulig gavn for borgerne (Held 1996: 47-48). For Rousseau var fordelen ved deltagelse at der opnåedes selvstyre som muliggjorde folkets frihed (Held 1996: 57). Men også Rousseaus tanker udelukkede kvinder qua deres forestillede natur og fattige qua blandt andet deres manglende besiddelse af ejendom fra politisk deltagelse (Held 1996: 61). Marsilius udelukker også børn, slaver, udlændinge og kvinder fra politisk deltagelse uden at gøre nærmer rede for årsagerne dertil (Held 1996: 49). Derudover skete der i den republikanske demokratimodel reelt en udelukkelse af en del af borgerskabet der dernæst oprettede der egne råd og institutioner (Held 1996: 41). For Machiavelli var demokrati forstået som politisk deltagelse en fordel i styringen af en stat, men som instrument til f.eks. at oprette eller befri en stat fra korruption anså han tyranni med den dygtige despot som et bedre alternativ (Held 1996: 54) Overordnet kan der i den udviklende republikanisme ses de fordele ved politisk deltagelse at den politiske lighed medfører frihed for den enkelte, men ulemperne er at denne demokratimodel forudsætter at kvinderne er hjemmegående så mændene har tid til at deltage i politik. Modellen er ligeledes beregnet på små, uindustrialiseret samfund hvor anes Rousseaus rødder i bystaten Geneve (Held 1996: 49, 61). Generelt så tilhængere af republikanisme dog fordelene ved folkets politiske indflydelse der frigjorde borgeren fra tyrannen og med inspiration fra de romerske tænkere om folkets ønske om at deltage til fælles fordel konceptualiseret i begreberne res publica (det fælles) er populi res (folkets) folkets ret til at deltage i ledelsen af deres egne fælles affærer. Den offentlige ånd er en dyd og embedsmænd hersker ikke, de administrerer blot (Held 1996: 43). Løn
Rousseau laver en vigtig distinktion mellem uafhængighed og frihed, med uafhængighed som jagten på egeninteresse og frihed som deltagelsen i udførelsen af almenviljen, hvilket kan forstås på den måde at ved politisk deltagelse, ved at mennesket bliver borger er det først virkeligt frit i forhold til andre borger ved at de nyder de samme rettigheder (Held 1996: 58-59). En vigtig kritiker af kvinder udelukkelse af politisk deltagelse er Mary Wollstonecraft (Held 1996: 63) side 66?. Med f.eks. den beskyttende liberalismes brug af stemmeboksen kan der indføres demokrati i stater der har et større areal end bystaten (Held 1996: 99). Også her lå der ide om, eller nærmere en usagt accept, at det var mænd med en vis ejendom der var berettiget til at deltage i det politiske liv (Held 1996: 74). Dette gælder for Hobbes og Locke (Held 1996: 78, 82). Politisk deltagelse i Lockes opfattelse af samfundet kan ikke siges at være fordelagtigt, da det er begrænset til at afsætte styret skulle det ikke handle efter folkets ønsker, men Locke er meget ukonkret i sin tænkning (Held 1996: 82). Montesquieu kommer ligeledes ind på at der er folk der på grund af fødsel, merit eller rigdom udmærker sig ved at have ret til at kontrollere folket, mens andre grundet fattigdom, ikke har en fri vilje 1 (Held 1996: 83). Bentham og Mill kan forstås som et argument for almen valgret, men havde på trods af dette en modvilje mod kvinder og arbejderklassen (Held 1996: 97). J.S. Mill om kvinder (Held 1996: 111). 5. Konklusion I redegørelsen for opfattelserne af politisk deltagelse indenfor liberalismen, republikanisme, det klassiske demokrati og det direkte demokrati udledte vi at. I diskussionsdelen kom vi ind på fordelene og ulemperne ved politisk deltagelse med 1 Hermed menes ganske givet at, folk uden midler meget let kan blive afhængige af andre for overlevelse.
fokus på idealet om almen stemmeret og under hvilke forudsætninger de forskellige modeller er tiltænkt og kom frem til 5.1. Perspektivering 6. Litteraturliste Held, David (1996). Models of Democracy Second Edition. Bodmin: Polity Press