EUROPA-PARLAMENTET 2014-2019 Udvalget for Andragender 29.9.2014 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 1240/2013 af Rodica Ionela Bazgan, rumænsk statsborger, om fri bevægelighed i Den Europæiske Union 1. Sammendrag Andrageren, som har arbejdet tre år i Cypern, anfører, at hun for to år siden giftede sig med en statsborger fra et tredjeland, som derefter opnåede opholdstilladelse i Cypern. Eftersom hun ønskede at tilbringe sin ferie i Belgien sammen med sin ægtefælle og ikke kendte til bestemmelserne i direktiv 2004/38/EF, ringede hun til den tyske ambassade i Nicosia og spurgte, hvilke papirer hendes ægtefælle havde brug for. Efter at have fremsendt et stort antal af dokumenter på forskellige niveauer fik andragerens ægtefælle til slut afvisning på visumansøgning med den begrundelse, at han udgør en sikkerhedstrussel i en eller flere medlemsstater i henhold til betingelserne i forordning (EF) nr. 562/2006. Andrageren mener, at hendes og hendes ægtefælles rettigheder til fri bevægelighed inden for Den Europæiske Union er blevet alvorligt overtrådt. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 2. april 2014). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 216, stk. 6). 3. Kommissionens svar, modtaget den 29. september 2014 Det fastlægges i artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. CM\1035646.doc PE539.544v01-00 Forenet i mangfoldighed
De respektive begrænsninger og betingelser findes i direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område 1. Direktiv 2004/38/EF finder anvendelse på unionsborgere, der rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor de er statsborgere, samt familiemedlemmer, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne (artikel 3, stk. 1). Disse unionsborgeres familiemedlemmer har ret til indrejse (artikel 5, stk. 1) og ophold (artikel 7, stk. 1, litra d)) i medlemsstaten, selvom medlemsstater kan pålægge familiemedlemmer, som ikke er EUborgere, pligt til at være i besiddelse af et indrejsevisum (artikel 5, stk. 2). a) Hvis et familiemedlem, der ikke er statsborger i en medlemsstat, allerede bor hos unionsborgeren i en anden medlemsstat end den, hvor unionsborgeren er statsborger, og er i besiddelse af et gyldigt opholdskort ifølge artikel 10 i direktivet, fastsætter artikel 5, stk. 2, at besiddelse af dette gyldige opholdskort fritager disse familiemedlemmer fra tredjelande, som ledsager eller slutter sig til en EU-borger, når denne rejser til en anden medlemsstat, fra kravet om visum. Det følger heraf, at hvis andragerens mand havde sådan et opholdskort ifølge direktivets artikel 10, var de oplysninger, ifølge hvilke han skulle have et visum for at rejse til Belgien, ukorrekte. Denne visumfritagelse finder dog ikke anvendelse, hvis manden ikke har et opholdskort ifølge direktivet, men en anden type opholdstilladelse, der er udstedt på et andet retsgrundlag, såsom en opholdstilladelse (som er det begreb, andrageren anvender), som er udstedt i henhold til national lovgivning. b) Forudsat at manden faktisk var genstand for et visumkrav i forbindelse med en rejse til Belgien, skal han ifølge artikel 5, stk. 1, litra a) i forordning nr. 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) normalt udfylde visumansøgningen i Cypern i den medlemsstats konsulat, som er rejsens eneste eller væsentligste bestemmelsessted. Når en medlemsstat har indgået en repræsentationsaftale med et andet Schengenland, kan denne anden medlemsstat undersøge sådanne visumansøgninger og udstede visa på vegne af førstnævnte medlemsstat. Det lader til, at Belgien har indgået sådan en aftale med Tyskland for visumansøgninger i Cypern. c) Hvad angår visumansøgningen og udstedelse af visum finder særlige bestemmelser anvendelse i tilfælde af familiemedlemmer fra tredjelande, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der rejser ind i en anden medlemsstat end den, hvor unionsborgeren er statsborger. Den Europæiske Unions Domstol 2 har navnlig bekræftet, at sådanne familiemedlemmer fra tredjelande ifølge direktivets artikel 5, stk. 2, ikke kun har ret til at indrejse på medlemsstatens territorium, men også har ret til at opnå indrejsevisum til dette formål. Medlemsstaterne skal bistå disse personer med henblik på udstedelsen af de nødvendige visa. Disse visa skal udstedes så hurtigt som muligt efter en hasteprocedure og er gratis. Eftersom denne rettighed alene er betinget af den familiemæssige tilknytning til unionsborgeren, kan de nationale myndigheder kræve, at familiemedlemmer forelægger 1 2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77. Se bl.a. Domstolens dom af 31. januar 2006 i sag C-503/03 Kommissionen mod Spanien(Sml. 2006, I, s. 1097). PE539.544v01-00 2/5 CM\1035646.doc
følgende dokumenter: identitetsbevis f.eks. et gyldigt pas således at de nationale myndigheder kan konstatere, hvis ansøgning de behandler bevis for familiemæssig tilknytning f.eks. en gyldig vielsesattest således at de nationale myndigheder kan forvisse sig om, at ansøgeren er et familiemedlem til en unionsborger, samt bevis for, at unionsborgeren i det pågældende øjeblik udøver retten til fri bevægelighed inden for EU i værtmedlemsstaten eller vil udøve denne ret på tidspunktet for hans/hendes eller familiemedlemmets indrejse i værtsmedlemsstaten - således at de nationale myndigheder kan forvisse sig om, at ansøgeren vil opholde sig i værtsmedlemsstaten sammen med unionsborgeren. Der kan ikke kræves yderligere dokumentation såsom bevis for indlogering, beskæftigelse, tilstrækkelige økonomiske midler eller lønindkomst, en invitation eller en returbillet. Derfor kunne der kræves en gyldig vielsesattest, men ikke de andre dokumenter, som andrageren anfører, at de blev bedt om at vise (kopi af lejekontrakt for lejlighed, lønsedler og bankudtog samt en elregning). d) Retten til at opnå indrejsevisum er imidlertid ikke ubetinget, eftersom medlemsstaterne i henhold til EU-lovgivningen kan forbyde et familiemedlem til en unionsborger at rejse ind på deres område af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. kapitel VI i direktiv 2004/38/EF, eller i tilfælde af misbrug eller svig. Håndbog om behandling af visumansøgninger og ændring af udstedte visa indeholder i del III, en operationel vejledning om gennemførelsen af særlige bestemmelser for visumansøgere, der er tredjelandsstatsborgere og familiemedlemmer til unionsborgere. Den er baseret på princippet om, at direktiv 2004/38/EF repræsenterer en lex specialis med hensyn til visumkodeksen, hvilket betyder, at sidstnævnte kun finder anvendelse, hvor direktivet ikke har særlige bestemmelser. Håndbogen, der ikke er juridisk bindende, angiver, at en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, udelukkende kan nægtes visum af følgende grunde: visumansøgeren kunne ikke bevise, at han er dækket af direktivet, på baggrund af visumansøgningen og vedhæftede bilag under punkt 3.6, de nationale myndigheder beviser, at visumansøgeren er en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, eller de nationale myndigheder beviser, at der var tale om misbrug eller svig. I de sidste to tilfælde ligger bevisbyrden hos de nationale myndigheder, da de skal kunne forelægge beviser til støtte for, at visumansøgeren ikke bør have et indrejsevisum på grund af den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed eller på grund af misbrug eller svig. Myndighederne skal kunne opbygge en overbevisende sag, idet de overholder alle CM\1035646.doc 3/5 PE539.544v01-00
sikkerhedsforanstaltningerne i direktiv 2004/38/EF. Afgørelsen om at afvise visumansøgningen på grund af den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed eller på grund af misbrug eller svig skal overholde proportionalitetsprincippet og skal udelukkende baseres på det enkelte individs personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Et afslag skal gives skriftligt, skal altid fuldt ud begrundes og indeholde alle specifikke faktuelle og retlige grunde, af hvilke den negative afgørelse blev truffet, og skal specificere, hvor og hvornår der kan indgives klage, således at den berørte person kan tage effektive skridt til at sikre sit forsvar. Andrageren har ikke givet tilstrækkelige oplysninger til at muliggøre en vurdering af, hvorvidt alle direktivets sikkerhedsforanstaltninger blev overholdt. Med hensyn til grundene til afvisning af visumansøgningen er det dog som forklaret ovenfor i modstrid med direktivet at afvise at udstede et visum med den begrundelse, at oplysningerne om formålet med og vilkårene for det forventede ophold ikke var pålidelige, og at hensigten om at forlade medlemsstaternes område inden udløbet af visummet ikke kunne konstateres, da disse ikke er gyldige grunde for en medlemsstat at nægte at udstede visum til en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en mobil EU-borger. Endvidere er det også i modstrid med direktivet at afvise at udstede et visum alene med den begrundelse, at ansøgeren er en person, om hvilken der er givet advarsler via Schengeninformationssystemet (SIS) fra en eller flere medlemsstater. Selvom en indberetning i SIS er et indicium for, at der er et forhold, som begrunder, at indrejse i Schengen-området nægtes ham, skal det understøttes af oplysninger, der gør det muligt for den medlemsstat, der konsulterer SIS inden indrejse i Schengen-området nægtes at fastslå, at den pågældendes tilstedeværelse i dette område udgør en virkelig, aktuel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn 1. I denne henseende indebærer princippet om loyalt samarbejde, at den stat, der konsulterer SIS, tager behørigt hensyn til de oplysninger, der er afgivet af den indberettende stat, og indebærer ligeledes, at sidstnævnte skal stille yderligere oplysninger til rådighed for førstnævnte, som gør det muligt for denne konkret at vurdere størrelsen af den trussel, som den indberettede person kan udgøre 2. Endelig finder det samme ræsonnement og de samme principper anvendelse, når et visum afslås alene med den begrundelse, at visumansøgeren anses i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra e) i grænsekodeksen og artikel 21, stk. 1, i visumkodeksen for at være en trussel mod medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed, offentlige sundhed eller internationale forbindelser, især hvor der ikke er blevet indberettet i medlemsstaternes nationale databaser med det formål at nægte indrejse af samme grund. e) Endelig giver direktivet ret til at påklage enhver afgørelse, der er truffet mod den berørte person begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. Derfor kan ansøgeren overveje at klage over et afslag, hvis det gentages, hos det tyske konsulat, i overensstemmelse med tyske procedureregler. 1 2 Sag C-503/03 Kommissionen mod Spanien (Sml. 2006, I, s. 1097), præmis 53. Sag C-503/03 Kommissionen mod Spanien (Sml. 2006, I, s. 1097), præmis 56. PE539.544v01-00 4/5 CM\1035646.doc
Konklusion Selvom de grunde, af hvilke andragerens mands visumansøgning blev afvist, synes at være i modstrid med direktiv 2004/38/EF, er de relevante bestemmelser i direktivet korrekt gennemført i tysk lovgivning. Da Kommissionens tjenestegrene ikke kender til lignende tilfælde, synes dette at være et enkeltstående tilfælde af ukorrekt anvendelse af nationale bestemmelser, der gennemfører EU-lovgivning korrekt. I dette tilfælde er det først og fremmest de nationale domstole, der skal undersøge afvisningen af tildeling af et indrejsevisum. CM\1035646.doc 5/5 PE539.544v01-00