E T H U N D E F A G L I G T T I D S S K R I F T F O R A K T I V E H U N D E E J E R E Nr. 1/11 Årgang 14 Canis - vi forandrer hundeverdenen! www.canis.dk
Signalsvaekkelseseffekten - eller Kunsten ikke at skubbe koen i bagdelen Tekst: Cecilie Koste l & Morten Egtvedt Foto: Marthe Groven ADFAERD & LAERING OK, lad os gøre en ting klart med det samme: Hvis du kigger i en bog om læringspsykologi, vil du sandsynligvis ikke finde noget som hedder signalsvækkelseseffekten eller noget i den dur. Det vi skriver om i denne artikel, er foreløbigt kun på hypotesestadiet, og er resultat af egne usystematiske og ikke-dokumenterede observationer. Men det ville ikke forundre os hvis du genkender noget af dette fra din egen træning alligevel... Kasus 1: Redningshunden Heidi Heidi sidder på midterlinjen, klar til at løbe ud i skoven på rundering. Heidi er en rutineret runderingshund, hun er stort set klikkertrænet, og elsker sine figuranter (hun er ikke flatcoat for ingenting) og har tidligere runderet rigtig godt. Det gør hun for så vidt fortsat, men på det sidste er der sket noget mærkeligt. Når hun sidder i udgangsstilling på midterlinjen, klar til at blive sendt ud i skoven, ser hun ikke længere så ivrig ud som før. Når hundefører kommanderer runder!, er der ofte et lille halvt sekunds forsinkelse før hun starter. Og hun starter ofte lidt tøvende de første 5 meter før hun får farten op og løber helt ud. De udslag hvor hundefører kører flying, er der ikke noget problem så flyver Heidi over midterlinjen som et projektil, men starterne fra midterlinjen fungerer stadig dårligere. Hundefører har derfor følt at hun på det sidste har været nødt til at sige signalet tydeligere. Hun er (ubevidst) begyndt at læne Illustration: Gørill Naavik kroppen lidt fremover samtidig med at hun kommanderer. Ja, af og til må hun også sige signalet 2 gange før Heidi reagerer, noget som var utænkeligt før hvor hun bare for ud i skoven som skudt ud af en kanon. Og i går blev dette endnu værre. Heidi blev bare siddende helt låst i udgangsstilling, og ville ikke reagere på runder -signalet overhovedet. Hundefører prøvede at kommandere 4-5 gange, men Heidi sad bare helt ubevægelig i udgangsstilling. Sandsynligvis måtte man have kørt påvirkning fra figuranten for at få hende til at reagere på signalet, men dette ville selvfølgelig bare have gjort problemet endnu værre igen i næste pas. Træningspasset blev derfor afbrudt i stedet, og hundefører og instruktør gik i tænkeboksen. Kasus 2: Heros indkald Hero er i højeste klasse i brugs og lydighed. Han er 5 år gammel, klikkertrænet, og har altid haft en vældig fin lydighed. På det sidste er indkaldet imidlertid blevet et problem. I brugshundekonkurrencer skal hunden kaldes ind fra dæk på ca. 75 meters afstand. Da Hero var ung lå han altid med hver eneste muskel i kroppen spændt, klar til at eksplodere så snart hundefører gav indkaldssignalet. Men gradvist er denne spænding aftaget. 26
På det sidste har han ligget omtrent lige så afslappet som var det en fællesdæk. Efterhånden begyndte der at komme tilfælde hvor Hero ikke længere reagerede på det første indkaldssignal. Hundefører fandt imidlertid ud af at han kunne undgå dette problem hvis han altid kaldte med ganske lys stemme. Men efter et stykke tid kom problemet tilbage, også selvom hundefører kaldte med meget lys stemme. Hundefører prøvede at øge volumen lidt, og træningskammeraterne som så på, kunne tydeligt se at det rykkede i hele kroppen på hundefører når han gav indkaldssignalet. Akkurat nu er situationen den at Hero stort set reagerer på første indkaldssignal så længe ejer råber tydeligt med høj stemme, og hvis det er tidligt på træningspasset, det ikke er for varmt, og Hero generelt kører for fulde omdrejninger. Men har han en lidt tungere dag, må hundefører ofte bruge 2 kommandoer før han kommer. Hvad er det der sker? Hvad er det egentlig der sker med hundene i disse to eksempler? Begge hunde er friske og raske. De er udelukkende trænet positivt. De får stort set belønning efter hver eneste repetition. Så hvorfor bliver reaktionen på signalet så gradvist dårligere? Begge disse to kasus er eksempler på det vi er begyndt at kalde for signalsvækkelseseffekten altså at signalet efter et stykke tid gradvist bliver dårligere, selv i tilfælde hvor det i starten fungerede virkelig godt. Vi holder som bekendt stort set kun kurser for klikkertrænede hunde, og det er stort set disse hunde vi har i tankerne når vi skriver denne artikel. Men samme effekt kan også observeres (mindst) lige så ofte hos hunde som er trænet på andre måder. Effekten kan imidlertid så også skyldes andre variabler end dem vi nævner i denne artikel (bivirkninger af straf osv.). Stimuluskontrol på klikkertrænet adfærd Når man klikkertræner en ny adfærd, starter man altid med at få hunden til at tilbyde adfærden frivilligt, uden at vi giver noget signal. Så snart hunden tilbyder adfærden frivilligt gang på gang uden nogen særlig lang pause i mellem, begynder vi at introducere signalet (hvis vi har brug for et signal på denne adfærd). Vi går (som regel!) igennem 5 trin for at få en klikkertrænet adfærd under stimuluskontrol: 1. Giv signalet når hunden allerede er påbegyndt den frivillige adfærd 2. Giv signalet lige før hunden skal til at udføre den frivilligt 3. Test signalet i gradvist vanskeligere situa- 27
tioner (men forstærk også gerne når adfærden forekommer frivilligt) 4. Forstærk kun når du har givet signalet først, og lær hunden at vente gradvist længere på signalet. 5. Lær hunden at skelne signalet fra andre signaler (både andre allerede indlærte signaler og vrøvlesignaler ). Hunden skal kun udføre adfærden på rigtigt signal. vi er kommet til trin 3-5), vil hunden som regel reagere meget hurtigt og fint på signalet. En stor del af grunden til dette er at det ikke er så længe siden hunden nærmest smed adfærden i nakken på os frivilligt. Når vi netop har fået en klikkertrænet adfærd under stimuluskontrol, er hunden som regel fortsat meget trigger-happy. Den vil meget gerne udføre adfærden, men har lært at beherske sig og vente på signalet. Og så snart den hører signalet, er det omtrent som at slippe en udspændt elastik. Hundefører kan give signalet med almindelig stemme og føler ikke noget som helst behov for at hjælpe hunden. Hunden har allerede lyst til at udføre adfærden og kan gøre dette helt selvstændigt så snart vi giver signalet. Hundefører er måske fortsat lidt bekymret for tyvstarter på dette stadium, men det giver sig som regel efterhånden som hunden viser at den venter pålideligt. Men jo længere du har været på trin 4-5 (dvs at du kun forstærker hvis hunden venter på signalet først), desto større er faren for at signalsvækkelseseffekten vil begynde at snige sig ind. Som regel sker forandringen så sagte og gradvist at hundefører knapt lægger mærke til det. Og det behøver heller ikke at komme så langt at der kommer noget mærkbart problem i det hele taget. Kommentarer til trinene: På trin 1 og 2 etablerer vi associationen mellem signal og adfærd (og forstærkeren ). På trin 3 begynder vi at teste om associationen er stærk nok i gradvist vanskeligere situationer. Men på dette trin forstærker vi fortsat også hvis hunden skulle finde på at tilbyde adfærden frivilligt. På trin 4 lærer vi hunden at vente på signalet. Nu bliver den frivillige adfærd ikke længere forstærket. Jo mere vi kører på trin 4, jo mere mister vi den frivillige adfærd. Det er prisen på stimuluskontrol. På trin 5 lærer vi ikke kun hunden at vente på signalet, men også at skelne det fra andre signaler. Hvornår indtræder signalsvækkelseseffekten? Når vi netop har indlært et nyt signal (dvs. at Men andre gange er effekten tydeligere. Hundefører noterer at hunden reagerer dårligere, og kompenserer ofte (ubevidst) ved at øge volumen på signalet, lægge små eller store kropsbevægelser til, og føler generelt at han i højere grad må skubbe hunden i gang. Så snart du føler det mindste behov for at hjælpe hunden eller skubbe den i gang, er signalsvækkelseseffekten allerede kommet godt på vej. Næste fase er at du af og til må give signalet to eller flere gange før hunden reagerer, og så snart du begynder på det, vil du hurtigt grave dig stadigt dybere ned i sølet. Inden længe føles det mere som at skubbe en ko i bagdelen hver gang du giver signalet. Hvor på skalaen ligger din hund? Har du allerede lært din hund flere signaler? Tænk gerne efter hvor på skalaen du ligger med de forskellige adfærd. Samme adfærd kan også ligge forskelligt sted på skalaen afhængigt af hvilken situation I træner i. Målet bør helt klart være at ligge trygt place- 28
ret godt til venstre på linjen på samtlige adfærd du har indlært med signal på. Hvis du nærmer dig midten, er du på vej ud i farligt farvand. Du er sandsynligvis allerede begyndt at give signalet meget tydeligt, eller altid på en speciel måde. Du føler ofte behov for at skubbe hunden i gang når du giver signalet, og det sker måske nemt at du får givet signalet flere gange før det fungerer. Hvis man bruger lokke-baserede metoder hvor man sætter signalet på før man egentlig overhovedet har adfærden frivilligt, starter man meget ofte på midten af skalaen i udgangspunktet. En dygtig traditionel træner vil gennem god træning formå at flytte sig mod venstre selv om han bruger signalet hver gang, men ikke helt så gode trænere vil havne til højre i ko-skubber-klubben hurtigere end man kan sige muh. Klikkertrænere har med andre ord i udgangspunktet et bedre grundlag for at få en trigger-happy hund. Men hvis man efterhånden som hunden bliver ældre og mere gennemtrænet, næsten kun kører signalbaseret træning, er det hurtigt gjort at miste sin trigger-happy klikkerhund. En klikkertrænet hund som under træning næsten altid må vente på signalet før den får lov at udføre adfærden, mister efterhånden evnen til at tilbyde adfærd frivilligt. Og parallelt med dette er det også meget let at komme til at glide stadig længere over til højre på ko-skubnings-skalaen... Hvorfor kommer signalsvækkelseseffekten? Der er to hovedårsager i de tilfælde hvor hunden bliver stadigt mere træg til at reagere på signalet: Trigger-happy Skubbe koen i bagdelen 29
Vi forstærker (ubevidst) når hunden ikke reagerer på signalet Vi forandrer det oprindelige signal så hunden efterhånden ikke genkender det. Hver gang vi kræver at hunden skal vente på signalet, forstærker vi ikke bare adfærden vi giver signal til. Vi forstærker også at hunden venter. Hver gang vi giver hunden et signal, forstærker vi også hundens venteposition. At vente er det modsatte af at starte. Når vente bliver mere sandsynlig, bliver at starte nødvendigvis mindre sandsynlig. Det er derfor ikke overraskende at hunden kan blive gradvist mindre trigger-happy, jo mere vi bruger signalet. Jo mere vi forstærker at hunden venter i ko-modus, jo mindre elastikmodus får vi nødvendigvis... Når man mærker at hunden er tung at starte, er det meget menneskeligt at prøve at hjælpe hunden på forskellige måder. Det mest almindelige er at øge volumen, eller lave små, ekstra bevægelser med kroppen i tillæg. Når man har gjort dette en del gange, bliver hunden hurtigt afhængig af dette. Resultatet bliver at det oprindelige, rene signal ikke længere fungerer. Og hvis man vil indføre signalsvækkelseseffekten meget effektivt, så giver man først det rene signal, hunden reagerer ikke og derefter giver man det udvidede signal eller eventuelt samme signal en gang til. I begge tilfælde forstærker man meget effektivt at hunden ikke reagerer på det første signal. Hvordan forebygger man signalsvækkelseseffekten? Denne effekt er heldigvis ganske enkel at forebygge, bare man er klar over fænomenet. For det første: Sørg for at du har en ordentlig god frivillig adfærd i bunden FØR du får adfærden under stimuluskontrol. Jo stærkere din frivillige adfærd er før du får den under stimuluskontrol, jo bedre forudsætninger vil dit signal have for at forblive pålideligt. Hvis hunden er god til at tilbyde adfærden frivilligt, vil der godt nok være lidt mere arbejde med at få den under stimuluskontrol. Trin 4 vil måske tage lidt længere tid (særligt hvis du ikke har indlært så mange andre signaler tidligere). Men når hunden først har lært at vente, bliver resultatet meget bedre. Stol derfor på dine egne trænerfærdigheder, og våg at lade din hund være en gedigen tyvstarter før du får adfærden
under stimuluskontrol. For det andet: Når du har fået adfærden under fuld stimuluskontrol (trin4-5), bør du faktisk gå tilbage til trin 1-2 igen ganske ofte. På den måde beholder du også hundens evne til at tilbyde adfærden frivilligt. Når du har forstærket at hunden tilbyder den frivilligt, får du den igen under trin 4-5 stimuluskontrol. Sådan kan du gå frem og tilbage flere gange alt efter behov. Dette bidrager til at holde hunden særdeles trigger-happy. Hunden lærer heldigvis også meget hurtigt hvornår den skal tilbyde adfærden frivilligt, og hvornår den skal vente på signalet, så dette er slet ikke så forvirrende for hunden som du måske skulle tro. For det tredje: Hold dit signal rent, og giv aldrig signalet flere gange hvis hunden ikke reagerer. Hvis hunden ikke reagerer på det første signal, kan du gøre to ting: Du kan bare stå helt roligt og vente giv derefter hunden en tidsfrist på 3-10 sekunder til at udføre adfærden. At give hunden nogle flere sekunders frist kan være temmelig smart nogle gange, og som regel reagerer den så hurtigere næste gang. (Det er imidlertid vigtigt at du i sådanne tilfælde står helt roligt og ikke giver hunden nogen ekstra signaler mens du venter på den!) Alternativt kan du afbryde træningen og tage en lille pause hvis hunden ikke reagerer så hurtigt som du forventer. Tænk dig lidt om før du kører næste repetition, og tilrettelæg træningen lidt anderledes om nødvendigt. 2 typer signaler Der er to typer signaler i denne sammenhæng: Signaler som hunden forventer Signaler som kommer overraskende for hunden Når vi har kastet en apportbuk, er hunden ikke meget i tvivl om at vi snart vil sige apport. Ofte har vi også andre forberedende signaler som fortæller hunden meget tydeligt hvilket signal vi snart vil give den. Hvis vi har baglænskædet en øvelse, vil hunden også altid vide hvilket signal som er det næste. Andre gange giver vi derimod signaler overraskende. Måske er hunden forberedt på at vi vil sige noget, men den ved ikke om vi vil sige sid, stå eller dæk... Eller måske var den overhovedet ikke forberedt på at vi ville give den noget signal akkurat nu. I begge tilfælde kommer signalet overraskende på hunden. Overraskende signaler må være bedre indlært for at fungere end signaler som hunden forventer. 31
Vores hypotese er at overraskende signaler lettere rammes af signalsvækkelseseffekten end signaler som hunden forventer. Dette kan være af den simple årsag at overraskende signaler oftere fejler i første forsøg (simpelthen fordi det er vanskeligere) og derefter forstærker hundefører at hunden ikke reagerede med at give signalet en gang til (eller giver signalet tydeligere...). En anden årsag kan være at når hunden forventer et signal, vil den oftere vente i elastik-modus, og så længe den gør det, forstærker vi at hunden spænder musklerne og er trigger-happy. Og da er vi nødvendigvis akkurat så langt fra ko-skubning som vi ønsker at være... Løsningen for Heidi Når et signal holder op med at fungere, har man i realiteten kun to valg. Man kan sige signalet tydeligere, eller finde andre smarte måder at få hunden til at reagere alligevel. Eller man kan gå tilbage til trin 1 igen. Gæt hvad vi anbefaler... :-) Løsningen med Heidi blev derfor at få hende Vores hypotese er at overraskende signaler lettere rammes af signalsvaekkelseseffekten end signaler som hunden forventer til at starte frivilligt fra udgangsstilling og løbe ud i skoven til figuranterne. Det var selvfølgelig ikke realistisk at hun pludselig ville starte frivilligt og løbe 50 meter lige ud og finde skjult figurant, så vi startede i stedet med begge figuranter synlige kun 5 meter fra midterlinjen. Heidi sad i udgangsstilling, figuranterne sad på hug og ventede med belønningen klar. De første repetitioner tog det lidt tid før Heidi klarede at rive sig løs fra udgangsstillingen. Hun er jo trods alt en veldresseret retriever, og tyvstarter fra udgangsstilling var noget ejeren havde arbejdet med længe for at blive kvit. Og nu skulle vi altså prøve at få dem tilbage igen. Den første gang tog det måske et minut, eller der omkring, før hun startede frivilligt. Hun fik klik og belønning hos figuranten. Efter bare 5-6 repetitioner, tyvstarter hun med det samme. Da hun først havde forstået at det var tilladt at tyvstarte, lod hun sig ikke spørge to gange. Hundefører begyndte så at sige runder når hunden havde løbet en halv meter (trin 1). Efter 5-6 sådanne repetitioner flyttede hundeføreren signalet lidt frem så hun sagde runder idet samme hunden løftede bagdelen og begyndte at løbe. Efter yderligere 5-6 repetitioner testede vi signalet ved at sige det før Heidi var begyndt at løbe. Og nu fungerede det udmærket. Derefter flyttede vi hurtigt figuranterne ud på 20,30,40 og 50 meter. I løbet af bare ca. 10 repetitioner yderligere startede Heidi frivilligt fra udgangsstilling selv når figuranten var skjult ude på 50 meter. Og når vi nu testede runder-signalet, fungerede det selvfølgelig udmærket igen. Hvis hunden kan løbe frivilligt, kan den selvfølgelig også starte på signal. Når et signal ikke fungerer, er det sjældent signalet som er det egentlige problem problemet er at selve adfærden ikke sidder løst nok. Men når vi havde forstærket at hunden startede frivilligt 25-30 gange, fungerede signalet igen helt udmærket. 32
blev liggende, men han spændte samtidig musklerne, klar til at lave hjulspind når han startede. Vi kørte også trin 1 og 2 fra liggende flere gange. Efter dette kunne ejer igen bare køre almindelige indkald uden medhjælper længere. Signalet fungerede nu fint igen efter at være blevet parret med frivillige starter flere gange. I tillæg var intensitetsniveauet kørt flere hak op, og det hjalp selvfølgelig også. Værre er det egentlig ikke... Løsningen på svækkede signaler er med andre ord ganske enkel. Få den frivillige adfærd tilbage først, og derefter parres signalet med den frivillige adfærd flere gange. Derfra følger du bare trinene for stimuluskontrol en gang til. Og ikke nok med det hele attituden var totalt forandret. Fra at have været som en ko der måtte skubbes i gang, var Heidi nu nærmest ustyrlig, og det var vanskeligt at holde hende tilbage fra at løbe ud i skoven så snart hun havde muligheden. Så fører fik besked på at arbejde lidt ekstra med midterlinjelydigheden for at få kontrol med galskaben. Løsningen for Hero For Hero gjaldt samme løsning. Få frivillig adfærd frem igen, og gå derefter trinene for stimuluskontrol igennem igen. Problemet var bare at for Hero var det nærmest umuligt at få en frivillig start fra liggende position. Han var alt for gennemtrænet i at blive liggende både på fællesdæk og indkald til at det var realistisk at få frem. Vi startede derfor i stedet med Hero stående mens medhjælper holdt ham i halsbåndet. Hundefører løb 30-40 meter væk, og Hero blev så sluppet. Maks. forstærkning hos hundefører. Dette blev gentaget flere gange til han nærmest stod og lavede hjulspind i græsset når han blev holdt tilbage i halsbåndet. Efterhånden begyndte ejer at råbe indkaldssignalet når Hero havde løbet ca. 5 meter (trin 1). Derefter begyndte ejer at kalde samtidig med at hjælpefører slap halsbåndet (trin 2). Derefter gik hundefører fra Hero i liggende stilling. Mens hundefører gik væk, tog hjælpefører et forsigtigt tag i Heros halsbånd. Han Det bedste er selvfølgelig at du allerede før problemet opstår, regelmæssigt går tilbage til at forstærke den frivillige adfærd. Det skader aldrig at gå tilbage til trin 1, uanset hvor god stimuluskontrol du har. Jo stærkere den frivillige adfærd er, desto stærkere bliver signalet også. Opsummering Signalsvækkelseseffekten er som nævnt ikke noget videnskabeligt defineret begreb, men baggrunden for at effekten opstår, er ganske enkel at forklare i adfærdsanalytiske termer. Det drejer sig som sædvanlig om hvilke adfærd vi forstærker... Det vigtigste du kan gøre, er aldrig at være tilfreds hvis du føler du må skubbe hunden i gang når du giver et signal. Så snart du mærker antydningen til en sådan attitude, skal du tage fat i det med det samme. Hvis du gør det, vil du ikke give problemet anledning til at bevæge sig over midten af skalaen. Cecilie og Morten startede Canis sammen i 1998. De har skrevet 3 bestsellere om klikkertræning og har haft stor indflydelse på udbredelsen af klikkertræning i Norden. Med sine egne hunde har de lang erfaring fra træning af lydighet, brugshund, redningshund og militær tjenestehund. Cecilie og Morten er hovedinstruktører for Canis Hundeskole og ansvarlige for Canis klikkerinstruktøruddannelse. Cecilie arbejder til daglig som læge indenfor børnepsykiatrien, mens Morten er daglig leder for Canis AS. 33