Kapitel 42 - Udvikling til en verdensomspændende kirke

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 42 - Udvikling til en verdensomspændende kirke Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1950 Missioner i Det nære Østen og Tjekkoslovakiet blev lukket 1950 Koreakrigen brød ud 1950 Tidlig morgen-seminar blev indført i Californien 1950 Byggemissionærer opførte skoler i Stillehavsområdet 1951 David O. McKay blev Kirkens præsident 1952 Præsident McKay besøgte de europæiske missioner 1952 Kirkens første officielle misssioneringsplan blev trykt 1955 Præsident McKay besøgte det sydlige Stillehav 1955 Church College of Hawaii åbnedes 1955 Templet i Bern i Schweiz blev indviet 1956 Templet i Los Angeles blev indviet 1956 Den første studenterstav blev oprettet 1958 Den første "oversøiske" stav blev oprettet i Auckland, New Zealand 1958 Templerne i Hamilton i New Zealand og ved London blev indviet 1961 Verdensomspændende seminar for missionspræsidenter blev afholdt 1961 Missionærernes sprogtræning blev påbegyndt 1962 Generalkonference blev sendt over kortbølgeradio 1964 Mormonpavillonen åbnede på New Yorks verdensudstilling 1966 Hjemmestudieseminar blev indført Indledning Præsident George Albert Smith1 døde på sin 81-års fødselsdag, onsdag den 4. april 1951, kun to dage før den planlagte åbning af generalkonferencen. Lørdagens konferencemøder blev aflyst på grund af præsident Smiths begravelse. Konferencen var blevet planlagt til at slutte om søndagen, men en særlig højtidelig forsamling blev afholdt mandag den 9. april, hvor David O. McKay blev opretholdt som Kirkens niende præsident. Da præsident McKay accepterede dette høje og hellige embede, sagde han: "Ingen kan præsidere over denne kirke uden først at være i harmoni med Kirkens overhoved, Side 1 af 11

vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Han er vort overhoved. Dette er hans kirke. Uden hans guddommelige ledelse og konstante inspiration vil det ikke lykkes for os. Med hans ledelse, hans inspiration, kan det ikke slå fejl."2 Præsident McKays 78 års usædvanligt rige erfaring forberedte ham godt til hans kaldelse som Kirkens præsident. Han blev født i september 1873, da Brigham Young stadig tjente som præsident for Kirken. Guldnaglen, som havde færdiggjort den første amerikanske transkontinentale jernbane, var blevet slået i fire år, før han blev født, og dog oplevede han at se det første menneske lande på månen. I 1897 blev han kaldet som missionær til de britiske øer. Ved en usædvanlig åndelig missionærkonference to år senere i Glasgow i Skotland, henvendte James L. McMurrin, som var rådgiver i missionspræsidentskabet, sig til ældste McKay og sagde: "Hvis du vil bevare troen, vil du komme til at sidde i kirkens ledende råd."3 I april 1906, da David O. McKay var 32 år, blev han kaldet til De Tolvs Råd, og i oktober samme år blev han medlem af Søndagsskolens præsidentskab. I de næste tre årtier tjente han også som kommissær for Kirkens uddannelse og som formand for Kirkens præstedømmekomité og andre komitéer, hvis opgave var at koordinere diverse programmer i Kirken. Hans verdensomrejse i 1920-1921, hvor han skulle bedømme forholdene i Kirkens missioner og hans to år som præsident for Den Europæiske Mission, udvidede i høj grad hans horisont. I 1934 blev han medlem af Det Første Præsidentskab, hvor han tjente som rådgiver for både Heber J. Grant og George Albert Smith. Således blev præsident David O. McKay godt forberedt til at lede Kirken i en tid med hurtig vækst. En tid med hidtil uset vækst og udfordringer I 1950 var Kirken 120 år gammel, og medlemstallet havde nået omkring 1,1 million. I de næste 20 år næsten tredobledes antallet af sidste dages hellige og nåede op på over 2,9 millioner. Når man tager dem i betragtning, som døde i denne periode, havde næsten tre fjerdedele af alle Kirkens medlemmer, som levede i begyndelsen af 1970, højst sandsynligt ikke kendt nogen anden præsident end David O. McKay. I 1950'erne og 1960'erne steg Kirkens medlemstal omkring dobbelt så hurtigt, som det havde gjort i tidligere årtier. Kirken voksede sig ikke blot stærk, hvad angik antallet, men dens medlemmer var spredt mere ud over hele verden. Dette skete ved øget missioneringssucces i hele verden, og fordi Kirkens ledere opfordrede de hellige til at blive i deres eget land og opbygge riget. Mens Kirken nåede ud til flere områder af verden, mødte dens medlemmer i højere grad mange forskellige udfordringer og muligheder. Evangeliske principper skulle forstås og anvendes af hellige, som levede i mange forskellige omgivelser og kulturer. I nogle dele af Europa førte krigens følger og den langsomt tiltagende fremgang til religiøs sløvhed. Nogle lande, som krævede, at deres indbyggere skulle betale skat for at støtte de etablerede statskirker, meldte om en deltagelse på under 5 % til deres søndagsgudstjenester. Høje skatter og andre økonomiske pres gjorde det at have mere end et eller to børn til et sandt offer og krævede, at mange mødre arbejdede uden for hjemmet. Slappe moralske standarder og liberale love om pornografi truede også med at svække stærke familier. Blandt nogle europæere var det en almindelig del af tilværelsen at drikke alkohol. Endelig, fordi så mange forskellige sprog tales af verdens befolkning, var der behov for, at Kirkens konferencer, tempelsessioner og andre aktiviteter var flersprogede. Side 2 af 11

Polyneserne i Det sydlige Stillehav er blevet beskrevet som et af de mest elskelige folk på jorden. Deres åndelighed blev bevist gennem bemærkelsesværdige helbredelser og inspirerende ytringer af tungemålsgaven. Overleveringer beskriver, hvordan deres forfædre sejlede tusinder af kilometer i primitive både fra Amerika til det sydlige Stillehav. Da præsident Spencer W. Kimball talte ved en områdekonference i New Zealand, bekræftede han, at maoriernes oprindelse er nedskrevet i Mormons Bog.5 Derefter begyndte de hellige i Polynesien at identificere sig med folkene i Mormons Bog. Familiens betydning for polyneserne er bevist gennem udførlige genealogiske beretninger, som huskes og fortælles eller kunstfærdigt skæres i træ. Kirken blomstrede blandt disse folk. Intet sted udenfor Utah var der en så stor procentvis del af Kirkens medlemmer blandt den samlede befolkning. I 1970 udgjorde denne del 13% i Samoa og omtrent 20% i Tonga sammenlignet med kun 1% i USA som helhed. Ikke desto mindre var livet i dette tropiske paradis ikke altid let. I nogle områder tilvejebragte afhængighed af én enkelt slags afgrøde en ringe levefod. Sidste dages hellige missionærer måtte til tider overvinde modstand i regeringerne, som var stærkt påvirkede af europæiske missionærforeninger. Transport var en praktisk udfordring, som Kirkens ledere mødte, når de besøgte de lokale enheder på de forskellige øer. De hellige i Sydamerika stod over for en anden slags udfordringer. Der er næppe noget andet sted, hvor en enkelt religion er så omsiggribende i kulturen, hvilket stednavne og helligdage og andre sider af hverdagen vidner om. Omvendelse til det genoprettede evangelium var en større forandring for befolkningen her end andre steder. Kirkens medlemmer i Sydamerika, især i Mexico, Centralamerika og det vestlige Sydamerika, betragtede sig som værende efterkommere af nephiterne og lamaniterne, som er beskrevet i Mormons Bog og derfor arvinger til de store løfter, som denne indeholder (se 2 Nehpi 30:6). Der var ikke større vækst i Kirken i noget andet område i 1950 til 1975. Kirkens medlemstal i Sydamerika steg voldsomt fra mindre end 9.000 medlemmer i 1950 til over 200.000 i 1970. Missionærer fra Nordamerika, som bragte evangeliet til Asien, følte, at de kom til en anden verden. Kristne udgjorde kun et meget lille mindretal, og ikke engang det kendte alfabetet fra den vestlige verden blev brugt. Trods kulturelle forskelle slog evangeliet rod i adskillige lande i Asien, og Kirken begyndte at opleve en hurtig vækst dér. De sidste dages helliges vægt på familien rørte ved noget i hjertet hos mange, hvis familie i generationer havde agtet og æret deres forfædre. Selv om Kirken voksede hurtigt i mange dele af verden, truede nogle kræfter med at forhindre denne fremgang. I 1950 førte internationale spændinger til lukning af missioner i Det nære Østen og i Tjekkoslovakiet. Kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 og udbruddet af koreakrigen i 1950 førte også til midlertidig lukning af Den Kinesiske Mission i Hong Kong. Men følgerne af koreakrigen var ikke begrænset til Fjernøsten. Da USA påtog sig en større rolle i De Forenede Nationers fredsbevarende styrker, blev unge mænd igen indkaldt til militæret. Dette betød, at færre ældster kunne tage på mission. I modsætning til de 3.015 missionærer, der blev kaldet af Det Første Præsidentskab i 1950, modtog kun 872 deres missionskaldelse to år senere. Midt under Kirkens hurtige vækst følte præsident McKay behov for at fremhæve den afgørende nødvendighed af åndelig vækst, så vel som størrelsesmæssig vækst. Han var overbevist om, at "menneskets vigtigste interesse i livet ikke bør være at samle guld, vinde berømmelse eller materielle ejendele. Det bør ikke være at udvikle fysiske Side 3 af 11

kræfter eller opnå intellektuel styrke, men det højeste mål i livet bør være at udvikle en kristuslignende karakter."6 Han troede på, at man for at kunne leve på dette højere plan, måtte overvinde verdslige eller kødelige sider i sin karakter. "Verden har brug for frelse, først og fremmest fra dyriske instinkters dominerende påvirkning, fra lidenskaber, fra lyst." Egoisme, mente han, var en af de største årsager til menneskets dårligdomme.7 Præsident McKay insisterede: "Det, der bør bekymre os mest bør være udviklingen af vor åndelige natur. Åndelighed er det højeste sjælen kan nå, det er det guddommelige i mennesket. 'Den største gave der sætter kronen på værket, og som gør mennesket til konge over alle skabninger.' Det er bevidstheden om sejren over sig selv og om fællesskab med det uendelige. Det er åndeligheden alene, som i virkeligheden giver mennesket det bedste i livet."8 Præsident for en verdensomspændende kirke David O. McKay blev den mest berejste præsident i Kirkens historie. I 1952 besøgte han missionerne i Storbritannien og på det europæiske kontinent. Det efterfølgende år vendte han tilbage til Europa for at indvie grunde til de første templer udenfor Nordamerika og Hawaii. I 1954 gjorde han et kort ophold i London på første etape af den 60.000 km lange rejse, som bragte ham til Sydafrika og Sydamerika. På denne rejse blev han den første generalautoritet nogensinde, som besøgte Sydafrika (det eneste område, som han ikke havde besøgt på sin rejse i 1921) og den første af Kirkens præsidenter, som nogensinde var i Sydamerika. I 1955 rejste han i hele Stillehavsområdet og kom tilbage til steder, hvor han havde haft hellige oplevelser omkring 34 år tidligere. På sin rejse bekendtgjorde han sine planer om at opføre et tempel i New Zealand -- endnu et skridt i retning af at gøre Herrens hus' velsignelser tilgængelige for de hellige i forskellige dele af verden. Få måneder senere var han i Europa for fjerde gang på fire år, denne gang for at indvie templet i Bern i Schweiz. I 1958 rejste han tilbage til Stillehavsområdet for at indvie templet i Hamilton i New Zealand. Da han opholdt sig i det pågældende land, oprettede han også Auckland Stav, som var den første uden for Nordamerika og Hawaii, og som var endnu et bevis på Kirkens internationale vækst. Senere samme år vendte han tilbage til England for at indvie templet ved London. Alle vegne, hvor præsident McKay kom frem, blev han mødt med kærlighed og respekt. Han var den første profet, som de fleste hellige nogen sinde havde set i egen høje person. I den ene lufthavn efter den anden modtog de ham med tårefyldte øjne og en klump i halsen, mens de sang de kendte strofer 'Hav tak for profeten, du sendte.' Præsident McKay følte ofte guddommelige velsignelser og vejledning, når han rejste. I 1955 for eksempel blev hans fly forsinket på grund af varsler om en orkan, der var på vej mod Fiji, som var hans næste mål. Men da flyet nåede til området, kunne det lande sikkert. Embedsmænd i Fiji undrede sig over, hvorfor orkanen "pludselig var blæst i modsat retning samtidig med hans ankomst til Suva, og præsident McKay bemærkede, at der var sket noget meget usædvanligt."9 Voldsom tropisk regn forsinkede profetens afrejse fra Fiji. Indtil præsident McKay uventet mødte to ældster, var han ikke klar over, at sidste dages hellige missionærer var blevet sendt til området kun tre måneder forinden. Han arrangerede møder den følgende dag, som var søndag, med den lille gruppe hellige, der Side 4 af 11

boede i Suva. De mødtes hos Cecil B. Smith, som helt alene havde holdt sin lille flok hellige sammen i mange år. Mens bror Smith bød Guds profet velkommen til sit hjem og til deres møde "brød han sammen og græd af glæde og taknemmelighed... Forsamlingen sang så hengivent "Hav tak for profeten, du sendte"... Med glædestårer i øjnene sang de hvert ord, som var det en bøn... I sine bemærkninger erklærede præsident McKay, at dette var et betydningsfuldt møde. Han forklarede, at det ikke havde været vores mening at blive i Suva søndagen over, fordi vi havde planlagt at tage til et andet sted mellem Suva og Tonga, men vi blev en dag forsinket på grund af varslerne om orkan. Han forklarede, at vi ikke var klar over, at der var medlemmer i Suva.... Han forklarede, at omstændighederne havde sørget for, at vi var her i dag for at prædike evangeliet i Suva og påbegynde opbygningen af Guds rige. 'Sandelig', sagde han, 'Gud har haft en finger med i spillet med at ændre vores planer, så vi kan være sammen med jer medlemmer af Kirken.'"10 Præsident McKays rejser var en kilde til inspiration for flere end blot de spredte hellige, som han besøgte. Church News bragte daglige beretninger om hans oplevelser, og de blev fulgt med stor interesse. Selv dem, som boede i Kirkens stærke centrale områder, erfarede, at deres tro blev styrket, når de læste om den tro og taknemmelighed, som andre hellige i fjerne lande udviste. "Hvert medlem en missionær" Præsident David O. McKay indså, at effektiv missionering var nøglen til Kirkens fortsatte vækst. Den første missioneringsplan, som blev offentliggjort af Kirken, kom i 1952. Missionærernes præsentationer blev samlet i seks lektioner, som gav en logisk fremlæggelse af evangeliets principper støttet af læsning i skriften, vidnesbyrd og oprigtig bøn. I 1961 samlede Kirkens ledere det første internationale seminar for missionspræsidenter. Under generalautoriteternes ledelse kombinerede missionspræsidenterne deres erfaringer for at forbedre missioneringsmetoderne. Med sloganet "Hvert medlem en missionær" understregede præsident McKay de helliges rolle i at finde og blive venner med vordende medlemmer.11 Han formanede Kirkens medlemmer til at være gode eksempler, som ville vinde andres respekt og åbne mulighed for samtale om evangeliet. De hellige blev opfordret til at invitere deres venner, som ikke var medlemmer, hjem for at høre missionærernes budskab. Dette satte missionærerne i stand til at bruge deres tid mere effektivt på at undervise snarere, end at opsøge folk, som de kunne undervise. Desuden kunne de familier, som præsenterede deres venner for missionærerne, også få dem til at føle sig velkomne, når de blev omvendt til evangeliet, og hjælpe dem i overgangsfasen fra én livsstil og omgangskreds til en anden. I disse år fortsatte Kirken med at forbedre sin oplæring af kommende missionærer. Et vigtigt skridt blev taget i 1961. Nogle ældster oplevede store forsinkelser med at få visum til Argentina og Mexico, så der blev oprettet et særligt sprogskoleprogram for dem på Brigham Young University. Undervisningen koncentrerede sig om samtale; programmet "lev dit sprog" opmuntrede missionærerne til kun at tale det sprog, som de lærte. Der var også mulighed for at øve sig i missionærlektionerne på folk med det pågældende modersmål, der agerede undersøgere. Desuden efterlevede ældsterne og søstrene standarderne for missionærtilværelse og opførsel og udviklede passende vaner og holdninger, før de kom til deres mission. På grund af programmets succes blev det Side 5 af 11

officielt oprettet i 1963 som Sprogskolemission. Undervisning på mange andre sprog blev tilføjet i de følgende år. Som supplement til missionærernes personlige kontakt til undersøgere, anvendte Kirken en række andre metoder, heriblandt massemedierne, for at præsentere verden for sit budskab. Besøgscentre, samt TV og radio spillede en stadig større rolle i at forbedre offentlighedens forståelse af Kirken og dens medlemmer. Da flere mennesker begyndte at rejse efter anden verdenskrig, steg det årlige antal af besøgende på Tempelpladsen til over 1 million. I 1966 byggede Kirken et mere rummeligt besøgscenter på Tempelpladsen, som var udstyret med tredimensionale billeder og andre billeder, som skulle forklare forskellige aspekter i evangeliet. I lyset af succesen på Tempelpladsen fortsatte Kirken sit program med at åbne besøgscentre og andre historiske steder, så som Joseph Smiths fødested i Vermont; den hellige lund og Cumorah-højen i staten New York; Independence i Missouri og Nauvoo i Illinois. På grund af den stadig positive reaktion på festspillet på Cumorah-højen blev andre festspil i Independence, Nauvoo og ved templet i Manti og andre steder et andet vigtigt middel til at præsentere offentligheden for evangeliets budskab. Genopbyggelsen af den gamle mormonby Nauvoo begyndte i 1960'erne. Dette ambitiøse projekt blev planlagt efter en yderst succesfuld genopbyggelse af den amerikanske koloniby Williamsburg i Virginia. Nauvootemplets grund blev anlagt med en række sten på græsplænen, som viste, hvor den oprindelige bygning stod. Missionærguider viste gæster rundt i hjemmene og forretningerne, der var blevet genopført, som de så ud og fungerede i 1840'erne. Formålet var at skildre interessante sider af livet i Nauvoo i 1840'erne, da Nauvoo var en af de største byer i staten Illinois. Hvad der var endnu vigtigere, var at viderebringe den tro, som de hellige havde, som ofrede sig for at opbygge byen og derefter blev tvunget til at forlade den på grund af religiøs forfølgelse. Kirken benyttede sig også af mulighederne for at fortælle offentligheden om evangeliet på messer og udstillinger. Mere end tre millioner besøgte mormonpavillonen ved New York World's Fair i 1964-1965. Til denne udstilling fremstillede BYU Motion Picture Studio en ny film med titlen Menneskets søgen efter lykke, der skildrede de sidste dages helliges opfattelse af livet før og efter dette liv. Forsøg med plakater og præsentationsmetoder på messen satte Kirken i stand til at omdanne sine besøgscentre til mere effektive midler til at undervise i evangeliet. Da fjernsynet blev yderligere forbedret i årene lige efter anden verdenskrig, gjorde Kirken hurtigt brug af det. Så tidligt som i april 1948 blev møder fra generalkonferencen udsendt via internt fjernsyn til andre bygninger på Tempelpladsen. I oktober 1949 blev konferencen for første gang sendt til områder udenfor Tempelpladsen. Fjernsynets dækning af konferencen blev udvidet til Californien i slutningen af 1950'erne, og i 1962 blev møderne sendt i hele USA for første gang. Kirken betalte for at få konferencen sendt til de lokale stationer, hvoraf mange til gengæld gav sendetid som del af deres engagement som offentlige nyhedsformidlere. Fra 1952 blev konferencens præstedømmemøde sendt via internt fjernsyn via direkte kabel til udvalgte stavscentre og andre kirkebygninger. Med tiden havde godt og vel 1.000 grupper præstedømmebærere i hele USA og Canada så vel som i Australien, New Zealand og adskillige andre lande haft det privilegium at høre disse konferencemøder samtidig. Endnu et sendemedie blev taget i brug i 1962, da man over kortbølgeradioen Side 6 af 11

sendte generalkonferencemøderne på engelsk til Europa og Afrika og på spansk til Sydamerika. I løbet af årene udviklede Kirken materialer til brug i medierne. For eksempel udsendte Komiteen for radio, presseomtale og missioneringslitteratur, radioprogrammer, billedbånd og litteratur. Efterhånden som efterspørgslen tog til, blev der i 1957 foretaget en fordeling af ansvarsopgaverne, da Kirkens informationstjeneste blev oprettet for at tage sig af kontakt til ikke-medlemmer. Det overordnede mål var at fremme missioneringen ved at frembringe et positivt billede af Kirkens principper og aktiviteter. Den førte et fotoarkiv, koordinerede presseomtale til så specielle lejligheder som konferencer og indvielse af templer og lavede kronikker om aspekter i Kirkens aktiviteter såsom velfærdsplanen, familiehjemmeaften eller ungdomsaktiviteter. Den sørgede også for plakater og udstillingsmateriale og støttede åbent hus-arrangementer, som fandt sted i lokale kirkebygninger. En værtstjeneste præsenterede betydningsfulde gæster for Kirkens hovedkvarter, deriblandt regeringsembedsmænd og forretningsfolk, overhoveder for andre kirker, kunstnere og folk indenfor underholdningsbranchen. Grupperne blev taget med til interessante steder som Tempelpladsen og Welfare Square. Disse gæster satte ofte pris på at blive inviteret til sidste dages helliges hjem, så vel som at overvære kirkemøder i lokale ward. Større muligheder for uddannelse i hele verden Kirkens uddannelsesprograms grundlæggende karakter var blevet slået fast i 1930'erne, og lagde vægt på religionsundervisning på deltid for at supplere den undervisning, der fandtes i de offentlige skoler. Fra da af har fremgang, især efter anden verdenskrig, været Kirkens største formål på uddannelsesområdet. Tilgangen til Kirkens diverse uddannelsesprogrammer cirka femdoblede i de to årtier, hvor David O. McKay var Kirkens præsident. Præsident McKays baggrund og personlige engagement i uddannelse gjorde ham velegnet som leder for de hellige i denne tid med fænomenal vækst. I 1953 ledte præsident McKay dannelsen af en samlet enhed af Kirkens uddannelsessystem omfattende skoler, seminar- og institutundervisning i religion over hele verden. Stærkt stigende tilgang efter anden verdenskrigs afslutning lagde stort pres på Kirkens uddannelsesprogrammer. Desuden bekræftede Det Første Præsidentskab i 1950 sit ønske om, at Brigham Young University skulle være "verdens bedste uddannelsesinstitution."12 BYU iværksatte derfor et hidtil uset byggeprogram. Antallet af studenterboliger på universitetsområdet tredobledes; andre faciliteter, herunder et filmstudie, center for studerende og et stadion blev bygget til. Store bygninger til undervisning blev opført. Ernest L. Wilkinson, som på det tidspunkt var rektor for BYU, sørgede for, at den akademiske fremgang holdt trit med den fysiske vækst. I 1960 udbød BYU for første gang en doktoratuddannelse. Samme år udbød universitetet også en uddannelse, som gjorde det muligt for mere seriøse studerende at nyde godt af små klasser med nogle af universitetets mest fremragende fakultetsmedlemmer. De studerendes aktivitet i Kirken var også noget, som man bekymrede sig om. Nogle studerende blev ligeglade med deres deltagelse i Kirken, når de var væk hjemmefra. Ward, som stødte op til universiteter, blev overfyldte på grund af aktive studerende i Side 7 af 11

universitetsalderen. Så tidligt som i 1947 blev der dannet to grene for at imødekomme såvel gifte, som enlige studerendes behov på Brigham Young University. I første omgang blev disse enheder betragtet som et forsøg, men de viste sig snart at have succes ved at sætte rekord i den højeste deltagelse i East Provo Stav. Efterhånden som tilgangen til universitetet voksede, blev den første studenterstav i Kirken oprettet på BYU i 1956. Dette var et enestående og vigtigt bidrag til livet på BYU og for de studerendes personlige udvikling. Der blev snart udviklet ward og stave på mange andre universitetsområder, alle vegne, hvor der var studerende nok. Biskoppen var typisk et fakultetsmedlem eller en voksen fra området, men de studerende besad de fleste andre stillinger i wardet. De studerende opnåede derved erfaring som kvorums- og hjælpeorganisationsledere, lærere og sekretærer. Modne studerende havde endda mulighed for at tjene som rådgivere i biskopråd eller som medlemmer af stavens højråd. I modsætning til de fleste andre større universiteters områder, som næsten lå øde hen om søndagen med undtagelse af en håndfuld mennesker, der gik til gudstjeneste, var bygningerne på Brigham Young University og Ricks College, hvor studenterwardene mødtes, lige så overfyldte om søndagen, som på hverdage. Rektor Wilkinson, erklærede, da han talte om sine to årtier på lederposten på BYU, at oprettelsen af disse studenterstave og -ward "var det mest tilfredsstillende resultat i den tid, jeg har været her."13 Der var også betydelig fremgang for Kirkens uddannelsesprogrammer for deltidsreligionsundervisning. Seminar og institut blev påbegyndt i hele USA og overalt i verden for at opfylde gymnasieelevers og universitetsstuderendes behov. Tilpasninger til seminarprogrammet muliggjorde hurtig vækst i antallet af deltagende gymnasieelever. Oprindeligt foregik al seminarundervisning i skoletiden, hvor eleverne gik til undervisning i en seminarbygning ved et gymnasium. Men efterhånden som de sidste dages hellige spredtes udenfor stavene i Utah, Idaho og Wyoming, var denne ordning ikke mulig. Derfor blev der udviklet programmer for tidlig morgen-seminar og hjemmestudium for at imødese Kirkens medlemmers behov. Tidlig morgen-seminar blev indført i Salt Lake City og Pocatello i Idaho i 1929; men programmet i Pocatello blev aflyst efter kun et år. Behovet eksisterede i andre områder. Så tidligt som i 1941 rapporterede lederen af institut i Sydcalifornien, at fem gymnasier i Los Angeles-området hver havde mere end et hundrede sidste dages hellige elever, og at adskillige andre nærmede sig samme antal. Men krigstidens begrænsninger udelukkede, at nye programmer kunne udvikles på dette tidspunkt. I 1950 opfordrede de 11 stavspræsidenter fra Los Angeles-området enstemmigt til, at der straks skulle påbegyndes seminarundervisning tidligt om morgenen. Vældige forhindringer skulle overvindes: Mange klasser skulle betjene mere end et gymnasium. Forskellige skoleskemaer betød, at seminar kun kunne afholdes kl. 7 om morgenen eller endnu tidligere. Næsten ingen kirkebygninger lå i spadsérafstand fra gymnasierne, så der skulle arrangeres fælles kørsel i bil eller anden transport. I september 1950 blev seks forsøgsklasser påbegyndt, og deres succes førte til tilføjelse af endnu syv klasser samme skoleår. Trods vanskelighederne havde de 461 sydcaliforniske studerende, som var tilmeldt, en gennemsnitlig mødeprocent på 88 dette første år. Tre år senere var der 59 klasser med en gennemsnitlig mødeprocent på 92. Denne rekord var en hyldest til elevernes og deres forældres interesse. De var villige til at stå op så tidligt som kl. 5 om morgenen for at bakke op om religionsundervisning før skoletid. I de næste 25 år blev tidlige morgenklasser i seminar tilgængelige for sidste dages hellige Side 8 af 11

elever i mange dele af verden, især hvor der var mange medlemmer af Kirken i USA og Canada udover Utah, Idaho og Wyoming. Hjemmestudieseminar blev oprettet, hvor der ikke var nok elever til at kunne oprette almindelige daglige klasser. Disse blev påbegyndt som et forsøgsprojekt i Midtvesten i skoleåret 1966-1967. De unge studerede deres seminarlektioner derhjemme i løbet af ugen og mødtes om søndagen med en frivillig lærer for at gennemgå materialet. Ca. en gang om måneden mødtes alle eleverne fra et distrikt et centralt sted under ledelse af en fuldtids seminarkoordinator. Om morgenen gennemgik de hovedpunkterne i deres studier den forgangne måned. Om eftermiddagen havde de sociale- eller hyggeaktiviteter, som blev ledet af GUF-lederne, mens de frivillige lærere fik et overblik over næste måneds lektioner af seminarkoordinatoren. Hjemmestudieprogrammer har gjort seminarundervisning tilgængelig for sidste dages hellige alle vegne. Et tilsvarende hjemmestudium af institut for medlemmer over 18 år blev indført i 1972. I Stillehavsområdet og i Sydamerika, to områder med særlig hurtig vækst i Kirken, var offentlig uddannelse ikke tilgængelig alle vegne. Kirkens ledere var bekymrede over, at en stor del af de hellige ikke havde mulighed for blot grundlæggende uddannelse. I disse områder vendte Kirken derfor tilbage til fremgangsmåden fra det 19. århundrede og oprettede skoler for at undervise i de grundlæggende ting indenfor ikke-religiøs uddannelse sammen med religionsundervisning. Tidligt i det 20. århundrede havde adskillige af missionerne i Stillehavsområdet ledet skoler til gavn for sidste dages hellige børn. Disse var sædvanligvis små, men et fremragende eksempel var maoriernes landbrugsskole i New Zealand. Der blev kaldet fuldtidsmissionærer til at undervise på disse skoler. Kirkens vækst efter anden verdenskrig øgede behovet for udvidelse af disse skoler. I begyndelsen af 1950'erne åbnede Kirken Liahona College i Tonga, gymnasierne Pesega og Mapusaga i Samoa, Church College of New Zealand ved Hamilton og adskillige grundskoler i disse lande. Selv om to af disse skoler blev kaldet universiteter, var de kun på gymnasieniveau. Bygninger til disse hårdt tiltrængte skoler blev opført gennem det byggemissionærprogram, som havde sin oprindelse på dette tidspunkt i Stillehavsområdet. I 1950'erne og først i 1960'erne blev hundredvis af byggemissionærer kaldet til at hjælpe med at bygge kirker, skoler og andre projekter sponsoreret af Kirken. Programmet med at bruge byggemissionærer til at opføre kirkebygninger blev standset, da det ikke længere kunne betale sig. Church College of Hawaii, en institution i Laie med en toårig højere uddannelse, åbnede i 1955. I 1957 blev det en institution med en fireårig uddannelse. Skolen kom til at undervise omkring 1.000 elever, hvoraf de fleste kom fra Stillehavsøerne. Der blev lagt vægt på uddannelse af lærere, hvilket gjorde det muligt for mange unge polynesere at vende tilbage til deres hjemland og dér blive fakultetsmedlemmer på Kirkens skoler. I 1958 indviede præsident David O. McKay et kompleks af nye bygninger på Church College of Hawaii. En 10 meter høj mosaik på administrationsbygningens facade skildrede flagceremonien, som havde tilskyndet ældste McKay til omkring 30 år tidligere at profetere, at Laie en dag ville blive uddannelsescenteret for de hellige i Stillehavet. I 1963 åbnede Kirken det polynesiske kulturcenter ved siden af universitetsområdet. Dette center hjalp ikke blot med at bevare og dele adskillige Stillehavsbefolkningers enestående kulturer, men det blev også en populær turistattraktion, som skabte sympati for Kirken og skaffede meningsfyldt arbejde for et stort antal polynesiske studerende Side 9 af 11

ved Church College of Hawaii. I 1974 fik Church College of Hawaii det nye navn Hawaii Campus of Brigham Young University, som lagde vægt på fag, der med større fordel kunne undervises i i Stillehavsområdet, end på BYUs hovedafdeling i Provo. Udvidelsen af Kirkens uddannelsesprogram i Sydamerika fandt ligeledes sted mellem 1950 og 1975. Juarez Academy i mormonkolonierne i det nordlige Mexico blev oprettet i 1897. Men på præsident David O. McKays opfordring blev et system af fyrre grundskoler og mellemskoler oprettet for at tilgodese de helliges uddannelsesmæssige behov i diverse dele af Mexico fra 1960. Over 2.000 studerende, mange af dem på universitets-niveau, gik på Kirkens skole Benemerito de las Americas ved Mexico City. Også her blev der lagt vægt på uddannelse af lærere. Ligesom i Stillehavsområdet ydede disse skoler et betydningsfuldt bidrag til de sidste dages helliges aktivitet i det hele taget, da et stort antal lokale kirkeledere havde taget eksamen herfra. I et stykke tid drev Kirken også nogle få skoler i Chile, Peru, Bolivia og Paraguay. Et særligt betydningsfuldt bidrag blev ydet af Kirkens læse- og skriveprogram. I nogle udviklingsområder blev folk, som ikke kunne læse eller skrive, kaldet som ledere og lærere. Under Brigham Young Universitys ledelse blev der udviklet en enkel plan for at undervise i disse grundlæggende færdigheder. I Bolivia for eksempel fik spansktalende medlemmer 15 timers enkeltundervisning i læsning. Efter at de havde fuldført dette kursus, forberedte yderligere fire timers undervisning disse mennesker til at undervise andre. På denne måde blev hundredvis af hellige i stand til at læse skrifterne, så vel som håndbøger, undervisningsmateriale og anden kirkelitteratur. Mange kunne få bedre arbejde, og deres selvagtelse fik et gevaldigt skub. En grenspræsident bemærkede, at før han lærte at læse, havde hans muligheder været som en lukket bog; nu var hans liv indholdsrigt og fuldt som en åben bog. Slutnoter 1. Dette kapitel er skrevet til Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Richard O. Cowan, The Church in the Twentieth Century, (Salt Lake City: Bookcraft, 1985), s. 230-231, 234-235, 237-247, 249-254, 263, 267,281-282. 284-289. 2. I Conference Report, apr. 1951, s. 157. 3. I Francis M. Gibbons, David O. McKay: Apostle to the World, Prophet of God (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1986) s. 50. 4. David O. McKay, "Ye Shall Know Them by Their Fruits," tale holdt ved indvielsesceremonien ved Sauniatu kirkebygning i Sauniatu i Upolu, Samoa, den 15. jan. 1955, Addresses and papers, 1906-70, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 3. 5. Se New Zealand Area Conference 1976, s. 3. 6. Jeanette McKay Morrell, Highlights in the Life of President David O. McKay (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1966), s. 240; se også Conference Report, okt. 1953, s. 10. 7. David O. McKay, "The World Needs to be Saved from Dominating Animal Instincts," Instructor, juni 1962, s. 181-182. 8. Præsident Marion G. Romney, "Uafhængighedens celestiale natur", Stjernen, apr. 1983, s. 178. 9. "Hawaiian and Fiji Islands Members Greet Church Leaders," Church News, 22. jan. 1955, s. 2. 10. "South Sea Islands Members Pay Devotions to Leader," Church News, 29. jan. 1955, s. 2. 11. Se Conference Report, apr. 1959, s. 122. Side 10 af 11

12. Se Ernest L. Wilkinson and W. Cleon Skousen, Brigham Young University: A School of Destiny (Provo: Brigham Young University Press, 1976), s. 433. 13. Decades of Distinction: 1951-1971, Brigham Young University Speeches of the Year (Provo, 9. mar. 1971), s. 7. Side 11 af 11