Psykiatrisk Sygepleje

November 2015 3. udgave 23. årgang 6 Vi søger nyt redaktionsmedlem 9 Bevar barndommen 15 Sikring af den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange 19 Når fagligheden skal koordineres 22 Recovery og rehabilitering - en fælles udfordring 25 Vild i dag 29 Forny dit fagbibliotek Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker

Indholdsfortegnelse 3 Lederen 4 Redaktionens Hjørne 6 Vi søger nyt redaktionsmedlem 7 Klumme: Er du opmærksom på de yngste pårørende? 9 BEVAR BARNDOMMEN PÅRØRENDE- INDSATS i REGIONSPSYKIATRIEN VEST i REGION MIDTJYLLAND 13 Fra psykiatripolitik til psykiatri- praksis i feltet mellem region og kommune 15 Sikring af den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange 18 Produktionskrav og ydelsesregistrering ven eller fjende 19 Når fagligheden skal koordineres! 22 Recovery og rehabilitering - en fælles udfordring 25 VILD I DAG SYG I MORGEN - OG MÅSKE PATIENT I PSYKIATRIEN 29 Forny dit Fagbibliotek Udgiver Fagligt selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, http://www.dsr.dk/fs/fs11/ Redaktør Anne Britt Karlsen anbrk@rn.dk Layout Produktionsskolen Datariet Bladet udkommer kun elektronisk. Materialer til bladet Alle artikler skal skrives i Word format, skrifttype Times New Roman, størrelse 12. Artiklen må fylde max fire A4 sider. Der skal vedhæftes billede (som jpg-fil, ikke indsat i Word) af forfatter til artiklen. Navn, stilling og arbejdsplads skrives øverst i artiklen. Forfatteren er meget velkommen til at vedhæfte andre billeder og illustrationer til artiklen (ikke indsat i Word). Der må også gerne stilles forslag til billeder og illustrationer. Anonyme indlæg optages ikke. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i artikler efter aftale med forfatteren. Det forventes at forfatter selv læser korrektur på sin artikel. Redaktionen er ikke ansvarlig for stavefejl m.v. Kontakt Anette Theis, 3864 5191, anette.theis@regionh.dk. 2

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Lederen Af: Lene Berring, næstformand Af: Bente Pedersen, formand Der er for tiden mange forskellige fagpersoner, der i pressen og på facebook har brug for at synliggøre, at lige netop deres perspektiv på psykiatri er det RIGTIGE, og for mange betyder det desværre samtidig, at man så påberåber sig retten til at nedgøre dem, der har et andet perspektiv på psykiatri, recovery og medicinsk behandling end én selv. Vi ønsker i Fagligt Selskab ikke at slutte os til nogen af de 2 lejre omkring for eller imod medicin, som for tiden kæmper om, at være dem der råber højst. Vi mener ikke at nogen fagfolk kan påberåbe sig patent på at vide, hvad der hjælper den enkelte i sin proces med at komme sig, men tværtimod mener vi, at vi med vores faglighed kan bistå den enkelte til at finde præcist den vej, som er det enkelte menneskes egen recoveryproces. De 4 visioner som grundlag I Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker har vi 4 visioner, der kan ses som de værdier, vi oplever som grundlæggende i selskabet: 1. Mest mulig sundhed og trivsel 2. Patientens / borgerens behov frem for systemets rutiner. 3. Psykiatrisk sygepleje understøtter patientens / borgerens recovery-proces 4. Psykiatrisk sygepleje guides af evidens Værdier er både nogle grundlæggende byggesten, men er samtidig også dynamiske og må løbende drøftes både i bestyrelsen og blandt medlemmer, så værdierne forsætter med at afspejle en sammenhæng med den virkelighed, vi er en del af. Vi ønsker derfor at lægge op til debat både mellem psykiatriske sygeplejersker, men også på tværs af faggrænser, sektorer og på tværs af om man er fagperson eller patient. Mest mulig sundhed og trivsel: Har mest mulig sundhed og trivsel kun noget med økonomi og rammebetíngelser at gøre, eller har vi som psykiatriske sygeplejersker mulighed for at bidrage til mest mulig sundhed og trivsel gennem vores dialog 3

Lederen med patienter, pårørende og politikere? Med mest mulig sundhed og trivsel vil vi gerne understrege, at vi som psykiatriske sygeplejersker har viden og kompetencer til at støtte det enkelte menneske i sundhedsfremme, og vi har viden og kompetencer til at være med de mennesker, som i perioder oplever stor lidelse i deres liv. Patientens / borgerens behov frem for systemets rutiner: Hvordan undgår vi at falde for fristelsen til blot at forsætte systemets rutiner frem for at møde det enkelte menneske? Systemets rutiner giver os tryghed og hjælper os til målrettet sygepleje og bl.a. gennem uddannelse styrkes psykiatriske sygeplejersker, så systemets rutiner blot bliver hjælperedskaber til vores faglige indsats, og så patientens/borgerens behov er det, som kommer i første række. Det er centralt som psykiatrisk sygeplejerske vedvarende at holde fokus på egen-refleksion: hvornår gør jeg noget fordi det er nemmest for mig selv, og hvornår gør jeg noget, fordi det er patientens behov? Psykiatrisk sygepleje understøtter patientens / borgerens recovery-proces: Hvordan kan vi som selskab støtte psykiatriske sygeplejersker, så de kan møde hver enkelt patient/borger med respekt og styrke den enkeltes proces med at komme sig og samtidig turde sætte sin faglighed i spil? En recovery-proces er unik for hvert enkelt menneske, og nogen af dem der kan lære os allermest omkring det at komme sig, er mennesker, som selv har gennemgået denne proces. For sygeplejersker kan det kræve mod, at slippe den trykke faglige base og bevæge sig ud i ukendt land, hvor vi blot kan lytte og prøve at forstå. Psykiatrisk sygepleje guides af evidens: Hvordan kan vi som psykiatriske sygeplejersker bevare vores nysgerrighed ift. at udvikle viden og nye redskaber, og undgå at falde i den grøft, hvor vi fastholder, at vi har fundet sandheden? I Fagligt Selskab ser vi evidens som et bredt begreb, hvor der løbende udvikles ny viden. Evidens skabes i et samarbejde på tværs af faggrupper og i et samarbejde med de mennesker, der ved hvordan det opleves at have psykisk sygdom. Evidens er ikke et spørgsmål omkring rigtig eller forkert, men i højere grad et spørgsmål og faglig argumentation for de handlinger der styrer vores sygepleje og en løbende nysgerrighed for altid at blive klogere og afdække nye perspektiver Held og lykke med at drøfte værdier i praksis. 4

Redaktionens Hjørne Af Hanne Jakobsen, faglig konsulent, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland Kære læser De fleste artikler i dette blad tager udgangspunkt i Sygeplejekonferencen 2015, som blev afholdt i Kolding d. 3. og 4. juni. Sygeplejekonferencens hovedtema var: Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse et ansvar for den psykiatriske sygeplejerske. Temaet var delt op i tre undertemaer, som blev belyst fra forskellige perspektiver nationalt, regionalt, kommunalt samt bruger og præsenteret af spændende oplægsholdere. Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker havde fire legatansøgere med på sygeplejekonferencen, og de har hver især kvitteret for legatet med en artikel. Sygeplejekonferencen første oplægsholder var sygeplejefaglig direktør i Region Midtjylland Claus Graversen, der holdt et oplæg med titlen Fra psykiatripolitik til psykiatripraksis i feltet mellem region og kommune, hvor han bl.a. gav et kort historisk rids over, hvordan udviklingen i forhold til at omsætte politik til daglig praksis for personale og patienter er forløbet, og hvilken betydning det har for den nuværende implementeringshastighed. Elisabeth Winkler har refereret fra det oplæg oversygeplejerske Isabel Gindeberg holdt med titlen Når fagligheden skal koordineres. I artiklen fortælles bl.a. en anekdote om kaproningen, som de fleste på sygeplejekonferencen blev meget optaget af, fordi den gav anledning til en drøftelse af forholdet mellem antallet af opgaveløsere, koordinatorer og styrmænd. Professor Kurt Klaudi Klausens oplæg, Ydelsesregistrering er kommet for at blive, har Dora Aalling skrevet et referat af. Heri drøftes spørgsmålet, hvorvidt produktionskrav og ydelsesregistrering er en ven eller fjende? I artiklen beskrives begrebet ydelsesregistrering, hvad det betyder for sygeplejen, hvorfor det er kommet, og hvordan det påvirker sygeplejerskens arbejde og dermed patienten. Diskussionen om ydelsesstyring var også temaet for sygeplejefaglig direktør i Region Syddanmark Ole Ryttovs oplæg, hvilket Malene Mygind har skrevet om. Artiklen omhandler Ole Ryttovs bud på, hvordan man sikrer den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange, hvilket Malene Mygind reflekterer over undervejs i artiklen. 4

Redaktionens Hjørne April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Ken Strøm Andersens artikel tager primært afsæt i ledende sygeplejerske Lone Nørgaard Mølles oplæg, der havde overskriften Ydelser skal give mening ellers forsvinder motivationen. Ken Strøm Andersen fremhæver en pointe fra oplægget om, at ydelser og effektivisering er en organisatorisk udfordring og ikke en individuel problemstilling. En udfordring som skal løftes i fællesskab og ikke af den enkelte sygeplejerske, og dette er et ledelsesmæssigt ansvar. Artiklerne fra sygeplejekonferencen afsluttes med en artikel skrevet af Knud Kristensen, formand fra SIND. Knud Kristensen har skrevet artiklen med udgangspunkt i det oplæg han holdt på sygeplejekonferencen. Med titlen Recovery og rehabilitering en fælles udfordring beskriver Knud Kristensen de historiske faser i pårørendeinddragelse, og kommer med et bud på, hvorfor netværksinddragelse er vigtig, og hvordan den kan praktiseres. Ud over oplæg fra sygeplejekonferencen er der klummen skrevet af Niels Anders Poulsen, leder af SIND pårørenderådgivning. Temaet i Klummen er børn, der vokser op i en familie med psykisk sygdom. Dette tema er også omdrejningspunktet i artiklen Bevar barndommen af Annette Andersen og Lisbeth Koefoed Jensen. Annette Andersen og Lisbeth Koefoed Jensen arbejder med pårørendeindsats rettet til børn mellem 0-18 år, som har forældre i behandling i voksenpsykiatrien. Omdrejningspunktet i Bevar Barndommens indsatser er forældresamtalen og familiesamtalen, hvilket beskrives i artiklen. Artiklen Vild i dag syg i morgen, skrevet af Dorthe Helledie og Lisbeth Hørby, handler om implementering af et koncept På vej til Bedre Liv i relation til dobbeltdiagnose patienter. Selv om atiklens omdrejningspunkt ikke handler om at omsætte politik til daglig praksis, er det et godt eksempel på denne udfordring. Inden I ønskes god læselyst kommer en opfordring: Vi mangler en ny kollega i redaktionen, da Mai-Britt Nordenkjær ønsker at træde ud af redaktionsgruppen. Tak til Mai-Britt! Bladet indeholder masser af spændende læsestof god læselyst! 5

Vi søger nyt redaktionsmedlem Vil du være med til at udvikle den psykiatriske sygepleje på tværs i landet? Brænder du for at være med til at formidle artikler om klinisk praksis og ny viden indenfor psykiatrisk sygepleje? Vi søger et nyt redaktionsmedlem, som har lyst at mødes 3-4 gange om året og lave et spændende blad sammen med kollegaer fra andre områder i landet. Du får endvidere mulighed for at deltage i møder med bestyrelsen for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker samt deltage i sygeplejekonferencer i ind-og udland. Skriv en mail til formanden for Fagligt Selskab Bente Pedersen: bente190@mail.tele.dk senest den 20.12.15 og fortæl lidt omkring, hvor du kommer fra, og hvad du brænder for. 6

November 2015 * 1. udgave* 23. årgang Klumme: Er du opmærksom på de yngste pårørende? AF NIELS ANDERS POULSEN, LEDER AF SIND PÅRØRENDERÅDGIVNING Selvom de tit føler sig helt alene i verden, er der mange af dem: Børn, der vokser op i familier med psykisk sygdom. Vi kan alle - fx i familien, i skolen, i psykiatrien og i foreningerne - blive bedre til at møde de yngste pårørende i øjenhøjde. Favntaget med psykisk sygdom er meget sjældent let. Når børn er involverede som pårørende, bliver det ikke mindre kompliceret. Tværtimod. Men der er hjælp at hente: Omkring drengen eller pigen, hvis far, mor eller søskende er ramt af sygdom, står mange voksne. Ofte mindst en rask forælder, en klasselærer, skolens sundhedsplejerske eller andre familiemedlemmer. Dertil kommer I, medarbejderne i sundhedsvæsenet og kommunerne, og måske os, der er engagerede i de forskellige foreningers tilbud om hjælp og rådgivning. Erfaringen er, at selv en lille indsats kan få stor betydning. Hvis vi som voksne både er opmærksomme på barnet og på de ressourcer - menneskelige og informative - der findes lokalt, kan vi nå endnu længere. Samarbejde er vigtigt. I SIND vil vi gerne sige tak for muligheden for at fortælle i dette blad om nogle af vores aktiviteter. I SINDs Pårørenderådgivning, som jeg er leder for, har vi base i Risskov, men aktiviteter i adskillige byer, fx tilbud om personlige samtaler samt om børnegrupper, forældregrupper, bedsteforældregrupper eller grupper for voksne pårørende. Desuden står SIND bag en landsdækkende telefonrådgivning, som alle gratis kan ringe til 60 timer om ugen. Store forskelle fra kommune til kommune Vi oplever, at der er store forskelle på, hvor opmærksomme kommunerne og regionerne er på indsatsen i forhold til de yngste pårørende. Nogle kommuner er langt fremme med fx alsidige tilbud, tværfagligt samarbejde og oplysningsindsats på skolerne. I andre dele af Danmark kan det være mere tilfældigt, om et barn, der har brug for hjælp, også får hjælp rettidigt og på den bedst mulige måde. SINDs Pårørenderådgivning er en af de alternative muligheder, familierne kan trække på. Pårørenderådgivningen har gennem årtier hjulpet børn i alle aldre. Blandt fællestrækkene for flertallet af dem, vi kommer i dialog med, er, at børn med en psykisk syg forælder ofte føler et stort ansvar for og skyld i, hvordan den syge forælder har det. De tror, de kan gøre sygdommen værre, og derfor tilpasser mange sig, så de skaber mindst muligt røre. Tit føler de sig meget ensomme og grubler meget, selvom de udadtil kan forekomme upåvirkede. Mange af de pårørende børn er elskede børn, fordi de er gode kammerater og dygtige mæglere. Men de har tit ondt i maven. Andre pårørende børn reagerer voldsomt 7

udadtil, fordi de slet ikke kan holde bekymringerne, usikkerheden og utrygheden ud. For begge grupper gælder, at de ofte ikke mærker deres egne behov og grænser, fordi fokus er på den syge forælder eller søskende. Retten til at være barn Hvad kan vi, de forskellige voksne omkring barnet, så gøre? Det væsentligste er at bidrage til at fjerne tabuet og tavsheden på en god måde. Det kan være svært, især med små børn, fordi de ikke altid har begreberne, ordene og erfaringerne til at kunne finde hoved og hale i, hvad den psykiske sygdom betyder for familien. Men dialogen er vigtig. Hvis børnene savner viden, opfinder de selv scenarier, og scenarierne er ofte værre end virkeligheden. Jo mere relevant viden børnene får, desto mere falder de til ro. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der er mulighed for at få hjælp og information. Vores hjemmeside fortæller om nogle af tilbuddene. Vi håber, at vi med disse linjer har inspireret nogle af jer, der møder børn som pårørende i løbet af en arbejdsdag, til at researche videre lokalt. Rådgivning hjælper børnene med at lære, at man har lov til at lytte til sig selv og væsentligt; giver børnene redskaber til at kunne håndtere deres vilkår. Og at man har lov til bare at være barn eller ung ligesom alle andre. Læs mere på SINDs hjemmeside SIND har et område på hjemmesiden for dig, der er interesseret i mere information om børn som pårørende. Her kan du hente brochurer og finde information om SINDs tilbud om hjælp. Fx SIND-folderen Børn i familier med psykisk sygdom og en brochure til lærere, som SINDs Pårørenderådgivning står bag. På hjemmesiden har vi også lagt link til fire korte videoer fra SINDs Pårørenderådgivning. De handler om, hvordan det kan være at have en psykisk syg forælder, og om hvordan man kan tale om det med sine kammerater eller med andre, der har det på samme måde. Du finder siden på http://www.sind.dk/boernsom-paaroerende eller under menupunktet pårørende. Sådan kan man fx forklare depression for et barn: Når man har en depression kan det føles som at være inde i en osteklokke eller fun ball, hvor lyde og kontakt til omverdenen er forvrænget og anderledes. Forenklet kan man sige, at alle mennesker oppe i hjernen har nogle regnfangere (synapser) og til hver regnfanger kommer en regndråbe (transmitterstoffer bl.a, serotonin). Hvis dette ikke fungerer, kan der udløses en depression. Forælderen kan blive trist, glemme, have svært ved at overskue fx opskrifter eller at komme i gang. Det, der kan hjælpe på det der sker i hjernen, er bl.a. medicin, terapi og motion. som-paaroerende eller under menupunktet pårørende. Det tænker børn af psykisk syge ofte: Smitter det? Kan man dø af det? Er jeg selv ved at blive syg? Hvad nu, hvis der sker noget med min anden forælder? 8

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang AF ANNETTE ANDERSEN OG LISBETH KOEFOED JENSEN, udviklingsmedarbejdere i Bevar Barndommen, Regionspsykiatrien Vest Herning BEVAR BARNDOMMEN PÅRØRENDEINDSATS i REGIONSPSYKIATRIEN VEST i REGION MIDTJYLLAND Ved Regionspsykiatrien Vests pårørendeindsats, Bevar Barndommens 10- års Jubilæumskonference den 15. april i år, holdt skuespiller Jens Arentzen et stærkt og bevægende foredrag om skæve børn og unge med udgangspunkt i sin egen opvækst i skyggen af en psykisk syg mor. Sådan nogle som os, der kommer af noget lort, udvikler sig til radarbørn, der ligger søvnløse om natten for at lytte efter om forældrene nu skændes igen, om der er trin ud i køkkenet til flaskerne eller ud til badeværelset til pillerne. Os, der kommer af noget lort, bruger hele vores liv på ikke at blive opdaget. Vi undgår at møde en velmenende, professionel voksen. Vi aner ikke at vi har brug for hjælp. Vi har overhovedet ikke kontakt med vores følelser for det gør alt for ondt! Ca. 8 pct. Af børn under 15 år vokser op i familier med psykisk sygdom 10-14 pct. Af alle mødre får en fødselsdepression Ca. 7 pct. Af fædre får en fødselsdepression Kilde: PsykiatriFonden Ud fra en viden om at mange børn, har det på samme måde som Jens Arentzen, eller er i risiko for at havne i samme situation, søgte Regionspsykiatrien Vest, Herning og Holstebro i 2005 midler til et 3-årigt projekt, Bevar Barndommen, med henblik på at udvikle og implementere et børne- og familieperspektiv i behandlingen. Bevar Barndommen har siden 2005 været en vital pårørendeindsats rettet til børn mellem 0-18 år, som har forældre i behandling i voksenpsykiatrien. Begrundelsen for at implementere et familieperspektiv 9

i den voksenpsykiatriske behandling er at børnene ofte mangler viden og sammenhæng omkring forælderens sygdom og symptomer og at børnene lider under forældrenes manglende nærvær og omsorg. Børnene udvikler en foruroligende evne til at samarbejde for at få familien til at fungere og for at afkode og opfylde den syge forælders behov. På denne måde overgår børnene til ansvarlige små voksne, hvilket tager barndommen fra dem. Heraf er navnet på Regionspsykiatrien Vests pårørendeindsats Bevar Barndommen opstået. Forældrenes perspektiv Psykisk sygdom påvirker det enkelte menneske forskelligt. Der er dog uanset sygdommens karakter en række fællestræk, som bliver fremtrædende. Man udtrættes og kan miste overskud til at rummer sine børn, man rammes af selvbebrejdelser, dårlig samvittighed og skyldfølelse. Forventningerne til børnene kan blive urealistiske og evnen til mentalisering svækket, og kan opleves som mangelfuld i forhold til børnene. I sygdomsperioden er forældrene bekymrede i forhold til børnene. At komme til kort som forælder, hvad mange gør, når sygdommen hersker over én, er smertelig. Man har brug for at andre kan se denne smerte. Og man har brug for at nogen hjælper med at forklare børnene, hvad det er der sker. Derfor hilser de fleste patienter Bevar Barndommen velkommen. Mange forældre fortæller, at det er en stor lettelse at tale om, hvor svært det er at slå til som forældre, og at de oplever det respektfuldt og meningsfuldt at blive mødt som forælder og ikke kun som patient med en psykisk sygdom. Der faldt en sten fra hjertet, udtaler en mor da hun oplevede at få hjælp til at reetablere dialogen med sine børn med hjælp fra Bevar Barndommen. Børnenes perspektiv? Det er forskelligt, hvordan forældrenes psykiske sygdom påvirker et barns udvikling. Det afhænger af sygdommens karakter, barnets robusthed, familiens ressourcer og netværk m.m. En forældres psykiske lidelse kan for børnene medføre utryghed, bekymring, tristhed, forvirring, frustration frygt, skyld, skam og en øget ansvarlighed for både forældres trivsel og i forhold til søskende. Børnene bekymrer sig for om sygdommen går over, om de er skyld i sygdommen, om de nogensinde skal opleve glade forældre igen og om de selv kan smittes af sygdommen osv. Mange børn tilpasser sig situationen. De samarbejder om den gode stemning i familien, og om at få hverdagen til at hænge sammen. 10

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Nogle børn regredierer, bliver tiltagende kontaktsøgende, de isolerer sig eller afleder sig selv af nødvendighed fra de svære tanker om mors/ fars sygdom og tilstand. Andre gør sig usynlige, ofte ud fra en følelse af betydningsløshed og de underkender egne behov. I yderligere tilfælde udvikler børnene symptomer som koncentrationsbesvær, anspændthed og destruktivitet, bliver selvskadende, udvikler psykosomatiske symptomer, får dårlig nattesøvn og manglende appetit. Udsagn fra børn: Jeg ved godt at det ikke er min skyld at min mor er psykisk syg, men jeg kommer alligevel hele tiden i tvivl Jeg passer på min mor Det er dejligt at nogen fortæller mig, hvad min mor fejler Jeg kan slet ikke koncentrere mig om lektierne tænker hele tiden på far og han sygdom Forældre- og familiesamtale Omdrejningspunktet i Bevar Barndommens indsatser er forældresamtalen og familiesamtalen. Vi retter i forældresamtalen fokus på barnets perspektiv, behov og sygdommens konsekvenser for barnet ud fra forældrenes beskrivelser. Vi hjælper forældrene til at se barnets adfærd som invitationer barnets bestræbelser på at håndtere situationen. Vi bekræfter ved familiesamtalen barnets udfordringer, hjælper barnet til at finde mening i det som sker omkring det. Vi hjælper barnet til at bringe orden i kaos, fratager dem skyld, og vi skaber rum for læring. Ved familiesamtalen får familien en fælles viden, et fælles sprog omkring sygdommen, og som noget helt afgørende finder de i fællesskab frem til brugbare mestringsstrategier for hver enkelt. Den professionelle tager ansvar for at samtalerne finder sted i en anerkendende, respektfuld og værdsættende dialog. Den professionelle sikrer fokus på: Kontekst, rammer, formål Relationen og samspillet i familien Psykoedukation Den enkeltes perspektiv Vedligeholdende, forværrende og beskyttende faktorer 11

Identitet, ressourcer, mestring og mentaliseringsevne Understøtte håb Afdække muligheder for støttende indsats ud fra familiens behov Udsagn fra forældre: Vi har som forældre fået mere viden om børnenes signaler og hvordan vi kan forstå disse Familiesamtalen har medvirket til at vi nu kan tale om min psykiske lidelse i familien I 10 år har der været 2 udviklingsmedarbejdere til at koordinere Bevar Barndommen - indsatsen, at udvikle og implementere familiesamtaler, planlægge og afholde Nøglepersonkurser og temadage løbende at videreudvikle og informere om indsatsen internt i Regionspsykiatrien Vest og eksternt til samarbejdspartnere og andre interesserede Bevar Barndommen har desuden et antal motiverede og engagerede Nøglepersoner blandt medarbejderne i Regionspsykiatrien Vest, som er kompetencemæssigt klædt på til at varetage familiesamtaler, og som desuden medvirker til at fastholde fokus på børn som pårørende og sikre den fortsatte implementering i sengeafsnittene og i de ambulante klinikker. Udsagn fra medarbejdere: Man skal som nøgleperson være i stand til at håndtere situationer med megen sorg fra glemte, oversete, frygtsomme, utrygge børn samt fra vrede og ulykkelige forældre. Nøglepersonen skal kunne tage hånd om, at alle bliver hørt, og at familien går fra familiesamtalen med et håb om, at de kan få det bedre, og at fornøden hjælp kan iværksættes. Region Midtjylland har patient og pårørendepolitikker, som danner grundlag for behandlingen i regionspsykiatrien. Procedure og formål er tydeligt beskrevet i retningslinjerne bl.a. skal man sikre, at der tages hånd om børn som pårørende af psykisk syge forældre. Kompetenceudvikling Bevar Barndommen har siden 2005 haft fokus på at udvikle samarbejdet og dialogen med kommunale instanser. Bl.a. har vi skabt et kompetenceudviklingsprogram i form af Nøglepersonkurser, som udbydes tværsektorielt til regionspsykiatriens egne medarbejdere og til kommunalt ansatte medarbejdere i børneinstitutioner, skoler, dagpleje, sundhedspleje, PPR, familiebehandlere, socialpsykiatri m.v. Nøglepersonkursets formål: at øge deltagernes indsigt i børns og forældres samspilsmønstre og perspektiver, når en forælder er ramt af en psykisk sygdom eller belastet af andre årsager at styrke deltagernes kompetencer i forhold til at sætte børnenes perspektiv, behov og problematik i fokus: at styrke deltagernes faglige, personlige og relationelle kompetencer i forhold til samtaleprocessen med og omkring hele familien at kvalificere deltagerne i forhold til tværfagligt og tværsektorielt samarbejde omkring disse familier at inspirere og kvalificere deltagerne til at støtte kolleger i arbejdet indenfor dette område Temadage Af yderligere kompetenceudviklende initiativer har Bevar Barndommen årligt arrangeret temadage, som udbydes til interesserede medarbejdere i såvel regionalt som kommunalt regi. Til de enkelte temadage har der været ca. 200 deltagere pr. gang. Oplægsholderne har været internationalt anerkendte navne, bl.a. Kari Killen, Søren Hertz, Annette Holmgren, Benedicte Schilling, Haldor Øvreeide, Susan Hart, Mogens Albæk m.fl. - specialister inden for områder som omsorgssvigt, udviklingsstøttende samtaler med børn, professionelles forståelser og positioneringer i forhold til udsatte familier, børne- og ungepsykiatri, traumatiserede familier, neuroaffektiv udviklingspsykologi m.m. Fakta boks vedr. Regional retningslinje for inddragelse af børn som pårørende til psykisk syge forældre http://e-dok.rm.dk/edok/admin/gui.nsf/desktop. html?open&openlink=http://e-dok.rm.dk/edok/enduser/portal.nsf/main.html?open&unid=xc39406d 9E55EE944C125771A003AB083&level=701632&db path=/edok/editor/7016.nsf/&windowwidth=1100 &windowheight=600&windowtitle=s%f8g 12

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Fra psykiatripolitik til psykiatripraksis i feltet mellem region og kommune Af Hanne Jakobsen, redaktionsmedlem Referat af oplæg fra sygeplejekonference for psykiatriske sygeplejersker 2015 i Kolding. Oplægsholder sygeplejefaglig direktør Claus Graversen, Psykiatri og Social, Region Midtjylland. Claus Graversen indledte sygeplejekonferencens første tema: Sammenhæng mellem region og kommune ved at tage et historisk tilbageblik på psykiatriens udvikling med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad / hvem former vores virkelighed? Den distriktspsykiatriske æra I 1980 erne, som var kendetegnet ved den distriktspsykiatriske æra, blev psykiatrien formet af politikere, fagfolk og forvaltningsfolk og metoden var kendetegnede ved, at man startede i mindre cirkler, hvorefter man forventede, at de nye tiltag blev spredt over tid. Implementeringstiden var lang - over en årrække - og der var konsensus hos politikere, fagfolk og forvaltningen om, at dette var et relevant og acceptabelt tempo. Over de sidste 20 30 år er der kommet turbo på implementeringstempoet, således at man nu forventer udviklingstiltag implementeret i løbet af nogle måneder og undertiden år. Hvor udviklingen af psykiatrien i 1980 erne var kendetegnet ved, at innovative kræfter tog nogle initiativer, går udviklingen af psykiatrien i løbet af de næste 20 30 år i retning af en mere systematisk og målrettet indsats. Der kommer tre nye aktører på banen i forhold til at præge udviklingen nemlig patientpårørende foreninger, det kommunale sundhedsområde og beskæftigelsesområdet. Den gennemgående værdi bliver ligestilling med forholdene i somatikken, borgerrettigheder for alle syge samt en samfundsmæssig inklusionstankegang. Ligestilling med somatikken Ligestilling med forholdene i somatikken har fx affødt udrednings og behandlingsgarantien, et tiltage der er en stor udfordring i sig selv, da det bl.a. ændrer samspillet med almen praksis og kommunerne, men som også kan forklare de nuværende forventninger til implementeringstempoet. Et eksempel er regeringens initiativ på psykiatriområdet, hvor der nedsættes et psykiatriudvalg, som består af en lang række aktører og en proces, der strækker sig over ca. 1½ år. Dette arbejde munder ud i en rapport: En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser (Oktober 2013). I maj 2014 udkommer en handleplan: Ligeværd nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser, som indeholder en lang række anbefalinger og tiltag af betydning for kommuner og regioner og ikke mindst for patienterne. Af begge dokumenter fremgår det, at nedbringelse af tvang er et særligt vigtigt indsatsområde for regeringen. Reduktion af tvang Målsætningen om reduktion af tvang med 50 % inden 2020, måske den største udfordring gennem mange år, er direkte afledt af regeringens rapport og et eksempel på en meget målstyret indsats, dikteret fra statens siden. Det er afgørende for regeringen, at der sker en målrettet indsats i forhold til at få anvendelsen af tvang bragt ned på et absolut minimum, hvilket konkret betyder halvering af tvang. For at sikre at denne målsætning effektueres har de re- 13

Af Sygeplejefaglig direktør Claus Graversen, Psykiatri og Scial, region Midtjylland gionale psykiatriledelser indgået en partnerskabsaftale med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvori de konkretiserer, hvordan de vil opnå målsætningen om halvering af tvangsanvendelsen. Tilsvarende har afdelingsledelserne i regionspsykiatrien rundt omkring i landet indgået en partnerskabsaftale med psykiatriledelsen, hvori de konkretiserer, hvordan de vil opnå målsætningen om halvering af tvangsanvendelsen. En så målrettet og systematisk aftale med staten er ikke set tidligere. Reduktion af overdødelighed Fremadrettet er forventningen, at inden længe introduceres endnu en målsætning, nemlig reduktion af overdødelighed. I den forbindelse bliver det interessant at se, hvilke konkrete og målbare resultater, der skal indfries. Hvor kort en tidsfrist vil man sætte på, og hvilket resultat vil man gå efter? Samfundet beskriver altså nye behov og i en vis udstrækning også hvilke værktøjer der skal implementeres. Det er en detaljeringsgrad, der ikke tidligere har været tradition for fra statens side, hvilket har store implikationer for psykiatriens virkelighed, både for sygeplejersken og patienterne. Et andet aspekt, der i særlig grad former psykiatriens virkelighed, er facebook og de patienteksempler, der bliver præsenteret her. Under parolen det kan vi ikke være bekendt er eksempler fra facebook med til at sætte dagsordenen for psykiatrien, og der bliver igangsat hurtig handling herpå. Igen noget der har implikationer for den psykiatriske sygepleje og forventningerne til, hvordan den skal udføres. Med afsæt i ovenstående må man konkludere, at det ikke kun er sygeplejerskerne selv der udvikler faget, men at det i høj grad er samfundsbestemt via politikere, forvaltningen og brugerorganisationer. Opsummering Claus Graversen afsluttede sit oplæg med en opsummering, som peger fremad i forhold til, hvad psykiatrien kan forvente sig i fremtiden: Forandringens vinde vil blæse stadig kraftigere Politiske fastlagte mål vil blive mere og mere konkrete og målbare Pres i forhold til at få koordineringen mellem region, kommune og patient / pårørende til at fungere langt bedre. Eftertanke Claus Graversens oplæg gav et godt billede af, hvordan de sundhedspolitiske visioner, der udtænkes på Christiansborg og i embedsmandssystemet, får en meget direkte og konkret betydning for den sygepleje patienten får, og den måde sygeplejersken forventes at give den på. 14

Skrevet af Specialuddannet Sygeplejerske i Psykiatri Malene Mygind, ansat i Tidligt Interventions Team i Åbenrå med funktion som primærbehandler. Sikring af den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange Dette var titlen på bl.a Sygeplejefaglig direktør Ole Ryttovs oplæg på den årlige sygeplejekonference i Kolding i juni måned. Han var 1 af 3 oplægsholdere som skulle tale ud fra tema nr. 2 på konferencen, som havde overskriften Hvordan sikrer vi den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange? Ole startede med et lille historisk overblik over, hvordan man tidligere havde lært sygepleje, han gjorde sig bl.a. tanker om, at det faglige skøn tidligere havde uanede muligheder og var et meget bredt begreb. Det kunne indeholde mange former for sygepleje. Der var mange måder at lære et fag på. For år tilbage var det meget den psykoanalytiske tilgang der var fremherskende, hvilket betød, at nogen patienter formentlig er blevet behandlet for meget, var Ole Ryttovs tanker. I dag har vi i sundhedsvæsenet et styringsrationale og styring er kommet for at blive gav Ole udtryk for. Ole gennemgik Region Syddanmarks budget og fortalte, at vi aktuelt er 2500 medarbejdere, der er 32.500 patienter i behandling, og vi har afviklet 253.000 ambulante besøg i 2014. Vi blev præsenteret for tallene for mere og mindre aktivitetsafregning og fik forklaret, at fordi sygehuset har ydet mere end budgetteret med, kunne sygehuset i 2014 blive tildelt ca. 10 millioner Kr. mere at yde behandling for. Den økonomiske ramme vi arbejder indenfor, er at betragte som en 100% kage, og flyttes nogen midler fra et sted, bliver man nødt til at reducere i kagen et andet sted. 15

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Ole Ryttov gav udtryk for, at behandlingsgarantien på de 30 dage har medført mere aktivitet, som bl.a. er med til, at det nu i modsætning til tidligere, er muligt at hente flere penge hjem politisk. Ole gav samtidig udtryk for, at han er klar over, at dette system kan give udfordringer for ansatte og ledere, og meldte ud, at han sørger for at melde tilbage til regionsrådsmedlemmerne. 2 hovedbudskaber i oplægget Ledelserne skal rumme udfordringen med, hvordan man får det hele til at gå op Medarbejderne skal rumme, man ikke kan være god nok til alt Ole gav udtryk for at dette instrument (ydelsesregistrering) har været en klar fordel for ham som sygeplejefaglig direktør, da han nu har langt lettere ved at få politikerne i tale. Han nævnte endda, at han aldrig tidligere har oplevet så meget dialog med de folkevalgte som nu. Det faglige selskab havde endnu engang tilrettelagt en konference med yderst relevante oplægsholdere og temaer. Ikke mindst dette tema, som jo i den grad påvirker vores hverdag, muligheder og begrænsninger. Som medarbejder i Tidligt Interventions Team i Åbenrå glæder det mig at høre, at min øverste ledelse har fået lettere ved at få politikerne i tale. Samtidig savner jeg utroligt meget, at linket fra styring og økonomiske beslutninger bliver koblet til den psykiatriske sygepleje hvordan ser psykiatrisk sygepleje ud i et styringsredskab? Jeg kunne have ønsket mig, at sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov havde svaret mere tydeligt og praksisnært på den første halvdel af oplæggets overskrift, sikringen af den psykiatriske sygepleje. Hvem har egentlig besluttet hvilke opgaver, der skal honoreres og hvilke der ikke skal? Formentlig ikke højkompetente sundhedsfaglige medarbejdere i klinikken, som f.eks. aldrig ville undlade at lade pårørendearbejde uden tilstedeværelse af patienten give en ydelse, fordi vi ved, det samarbejde er en forudsætning i behandlingsforløbet. Ønsket politisk er, at så mange sygeplejersker som muligt erhverver sig Specialuddannelsen i Psykiatri. Den uddannelse giver den enkelte sygeplejerske mangeartede høje kompetencer, hvordan skal disse kompetencer forvaltes i et styringssystem? Hvad med det faglige skøn, hvordan passer det ind i et styringssystem? Personligt er jeg accepterende af en samfundsudvikling med nødvendige økonomiske beslutninger, men jeg mangler at politikere, ledere eller andre hjælper os, der i hverdagen og i direkte samarbejde med patienten og de pårørende skal forvalte dette styringsredskab på sygeplejefaglig kvalificeret vis. Det føles ofte som en enorm udfordring i hverdagen. Min vurdering, også som fungerende arbejdsmiljørepræsentant er, at vi har meget brug for hjælp og tydelighed i forhold til, hvad er sygepleje i det system? Får vi ikke den hjælp, er der en risiko for, at det bliver os som medarbejdere der står med aben, og måske risikerer udbrændthed eller faldende kvalitet i behandlingstilbuddet, fordi vi har svært ved at finde ud af, hvor vi er på vej hen, og hvordan vi når i mål med opgaven. Jeg har været sygeplejerske i 17 år, og jeg oplever næsten, vi er i gang med et paradigmeskifte i sygeplejen, et skifte vi helt klart som medarbejdere har modstand imod, men formentlig som Ole Ryttov siger, er et nødvendigt skifte, der er kommet for at blive, så vi bliver nødt til at finde en vej. Særligt hvis der ikke er mulighed for at gøre den 100% økonomiske kage større, men kun mulighed for at flytte rundt på de enkelte stykker af kagen! Nogen må hjælpe os med at finde ud af, hvad kerneopgaven i psykiatrisk sygepleje er i et ydelsesregistreringssystem! Flere gange i løbet af de to meget spændende dage lød det fra forskellige oplægsholdere, at udfordringen med det økonomiske system vi er underlagt, er, at det er adfærdsregulerende i forhold til indholdet i sygeplejen 16

jeg og sikkert mange andre, kan nikke genkendende til dette udsagn. Efter de tre oplægsholdere var færdige med deres oplæg, var det tid til refleksion ved bordene en nyskabelse på konferencen, som jeg fandt meget interessant. Debatten ved bordene var hurtig i gang og ved bordet hvor jeg sad, var fokus bl a på nogen af de områder, jeg har omtalt. Endelig var der paneldebat med oplægsholderne, og her opstod en tankevækkende ordveksling mellem professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet og sygeplejefaglig direktør Claus Graversen fra Region Midt, som nævnte, at der ikke er nogen marginal økonomisk forskel før/efter indførelsen af ydelsesstyring hvortil Kurt Klaudi Klausen svarede Hvis det er så marginalt, hvorfor så overhovedet arbejde med ydelsesregistrering? Tankevækkende pointe. Endelig slog DSR s formand Grethe Sørensen fast, at en undersøgelse DSR har lavet, viser at hele 58% af sygeplejerskerne giver udtryk for, at ydelsesregistrering giver dårligere mulighed for at yde god sygepleje. Jeg vil slutte med at tænke videre over, hvad den gode psykiatriske sygepleje i et ydelsesregistreringssystem mon egentlig er i 2015? Tak for en fantastisk konference til Bestyrelsen i Fagligt Selskab! 17

Produktionskrav og ydelsesregistrering ven eller fjende. Hvordan sikres fagligt fokus i effektive arbejdsgange? Ledende sygeplejerske, Lone Nørgaard Møllers oplæg ydelser skal give mening ellers forsvinder motivationen, blev belyst under temaet Produktionskrav og ydelsesregistrering ven eller fjende?, hvor professor Kurt Klaudi Klausen, og sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov, under det samme tema, havde holdt oplæg med en hhv politisk/strategisk og administrativ vinkel. Kurt Klaudi havde i sit oplæg bl.a. beskrevet, at den måde det pres som ydelsesregistreringskravet giver, kunne håndteres ved det han kaldte new normal, hvilket indbefattede organisatoriske ændringer. I forlængelse af dette gav Lones oplæg god mening, da afsættet var en organisationsændring, hvor 3 (noget forskellige) ambulatorier skulle fusioneres. Hun beskrev, hvorledes den psykiatriske arbejdsplads ofte var usikkerhedens holdeplads, hvilket gjorde at rammerne for arbejdet skulle være tydelige og stabile. Sygeplejerskerne havde fremhævet, at det gav mening, når de kunne koncentrere sig om kerneydelserne, så organisationen skulle derfor opbygges, så de kunne fokusere på kerneydelsen og intet andet, og at dette handlede om (god) ledelse. Kerneydelsen skulle være logisk, procesorienteret og patientnær, da det handler om medarbejderens faglighed. og de aftaler der blev plads til kalendermæssigt. Der blev udarbejdet en guide over minimumsdokumentation med afsæt i den Danske Kvalitetsmodel. Rent organisatorisk blev der opbygget teams med faglig samhørighed som motivationsfaktor og sygeplejerskerne blev case managers og lægen konsulent. Derudover blev der skåret ned på konferencer og mødeaktivitet, men fastholdt et dagligt fælles morgenmøde om stort og småt. Oplægget gav gode bud på håndteringen af new normal ; men gav i sagens natur modsat ingen bud på de udfordringer det giver, at håndtere ydelsesregistreringskravet i en i øvrigt velfungerende daglig praksis uden større organisatoriske ændringer, så den del af problematikken er stadig åben. Den tiltagende teknokratiske styring af vores sygeplejefaglige praksis kalder stadig på en løsning i form af en mere tillidsbaseret tilgang med andre kvalitative vurderinger. Det blev også italesat, at ydelser og effektivisering er en organisatorisk udfordring og ikke en individuel problemstilling. En udfordring som skal løftes i fællesskab og ikke af den enkelte sygeplejerske, og at dette var et ledelsesmæssigt ansvar. Som led i processen med fusionen blev flere barrierer italesat og nedbrudt. Man blev bl.a. mere fokuseret på målstyring og om man målte det rigtige, ligesom nulfejlskulturen blev nedlagt og silotankegangen, som virkede begrænsende, blev forbudt. I praksis blev der implementeret et system med kalenderstyring og bookning af arbejdsopgaver. Dette blev styret ledelsesmæssigt, så hver behandler så 3 patienter dagligt. Det blev opdelt i timeenheder, så der var konsistens mellem det antal ydelser der var krav om, Af: Sygeplejerske Ken Strøm Andersen, A-OP-team Distriktspsykiatrisk Center Nørrebro, København N Artikel fra Sygeplejekonference på Koldingfjord 3-4. juni 2015. 18

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Når fagligheden skal koordineres! ikke tænker/gør sådan, for hvis de gjorde, så ville patientforløbet se helt anderledes ud. Den tanke kan man godt få en gang imellem, nogle gange kan man endda være sikker på, at det er sådan, det er. Hvordan kan det være? Det er måske forskellige systemer, lovgivningen, kulturer. Det kalder på et bedre samarbejde, men der er så mange barrierer. Derfor er løsningen ofte en bedre koordinering af samarbejdet. Det kræver tid, som jeg ikke har. Pludseligt ansætter man én til at koordinere mit og andres samarbejde. Og af én eller anden grund bliver det ikke bedre af det. Er det løsningen, det er galt med? Måske. Jeg vil i mit indlæg advokere for, at vi ikke alene ser på / vurderer de mulige løsninger, men starter med kritisk at gennemgå vores egen problemdefinition. Af: Elisabeth Winkler Pedersen Afdelingssygeplejerske Almenpsykiatrisk Afsnit P2 Psykiatrisk Afdeling Middelfart Årets sygeplejekonference på Kolding Fjord den 3. og 4. juni havde som bekendt hovedtemaerne Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse. Der var lagt en stor indsats i at tilrettelægge et rigtig godt, inspirerende og motiverende program, som inspirerede til refleksion, fortsat faglig nysgerrighed og lyst til udvikling. Under overskriften Sammenhæng mellem region og kommune. B-orgerens behov frem for systemets rutiner gode arbejdsgange til gavn for borgeren, præsenterede oversygeplejerske Isabel Gindeberg fra Psykiatrisk Afdeling Middelfart sit oplæg Når fagligheden skal koordineres. I programmet for konferencen skrev Isabel: Intet ligge mig mere på hjertet end at sikre, at det går min patient godt. Problemet er, at alle andre Min oplevelse under Isabels oplæg var, at der med stor respekt for den enkelte medarbejder blev skåret ind til benet af, hvad temaet handler om. Med vid og humor fik vi set på hverdagen og dens udfordringer i et (måske) nyt perspektiv. At vi alle steder i psykiatrien oplever mange og mangeartede opgaver og udfordringer kommer selvfølgelig ikke bag på nogen. Ind imellem bliver arbejdsgangene og dermed opgaveløsningen mangelfuld for patienten, og vi har et fælles ønske om at finde løsninger, der kan afhjælpe den problematik. Til at illustrere vores udfordringer anvendte Isabel fortællingen om en kaproning, hvor løsningen på manglende succes og sejr blev, at man i stedet for én styrmand valgte at have to på bekostning af antallet af roere. Da sejren stadig ikke kom i hus valgte man at sætte en tredje styrmand i båden - igen på bekostning af antallet roere, idet det samlede antal i båden var uændret. I fortællingen om kaproningen er det indlysende at færre til at løse kerneopgaven ikke får båden hurtigere i mål, uanset hvor kompetente og handlekraftige styrmændene er. 19

Overført til vores faglige verden giver det god mening, at antallet af opgaveløsere i forhold til kerneopgaven har afgørende betydning for at nå målene for den enkelte borger og det enkelte forløb. Hvad er så kerneopgaven? Buddene kan være mange - at yde behandling og pleje med det formål, at mennesker med en sindslidelse bliver raske eller så velfungerende, at de kan leve et værdigt liv integreret i samfundet - er et præcist bud, hvor der er mange facetter i forhold til, hvordan det omsættes i praktisk psykiatrisk sygepleje. I den enkelte enhed kan vi spørge hinanden om, hvad det er vi sammen skal lykkes med i samarbejdet med patienter og pårørende? Hvad er det der gør en forskel for den enkelte bruger/ patient. Når vi bliver så specifikke i drøftelsen af opgaven, er det min oplevelse at engagementet i drøftelserne er høj. Det er præcis vores faglighed og ønsket om at omsætte viden og erfaring til praktisk psykiatrisk sygepleje, der driver os. Det er dèt der får båden hurtigere frem i vandet frem mod målet/missionen. Kompleksiteten og mængden af opgaver kan ind imellem tage pusten fra os, og der er behov for at få skilt tingene ad. Hvad er for mange opgaver og hvad er (for) komplicerede opgaver? Her er det et bud fra Isabel, at vi til en start skal være opmærksomme på forskelle imellem komplekse og komplicerede opgaver hvor det komplekse handler om mængden af opgaver, men det komplicerede ligger i fagligheden. Det er i de komplicerede opgaver vi har en særlig forudsætning som opgaveløsere. I forhold til koordinering henviste Isabel til politolog og professor i management Jody Hoffer Gittell, der beskriver kendetegn for den gode relationelle koordinering, som opdelt i to hovedkomponenter: Relationer og kommunikation. Fundamentet for de gode relationer er fælles mål, fælles sprog og viden samt gensidig respekt. Når en proces er afhængig af mange forskellige arbejdsfunktioner, kan fokus på de fælles mål være med til at brede opmærksomheden ud fra eget ansvarsområde. Relationerne understøttes af en kommunikation, der er hyppig, rettidig, præcis og problemløsende. Isabels konklusion var, at for at imødekomme behovet for koordinering er der brug for kommunikation om det fælles, en kommunikation om den specifikke sammenhæng mellem vores respektive, gensidigt afhængige arbejdsopgaver. Ganske som i samarbejdet med den enkelte borger/ patient og pårørende vil relationen mellem samarbejdspartnere have stor betydning for hvorvidt samarbejdet og dermed også koordinering af indsatser lykkes. Vi er helt afhængige af mange forskellige arbejdsfunktioner, og vores opgave som praktiske opgaveløsere er at være tydelige i defineringen af eget ansvarsområde og egne arbejdsopgaver i bestræbelserne på at nå de fælles mål i et tværfagligt samarbejde. Det vil styrke kommunikationen om det fælles og i bedste fald brede opmærk- Komplekse opgaver Komplicerede opgaver 20

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang somheden ud over eget ansvarsområde, til gavn for de borgere/patienter, der er afhængige af vores vilje og evne til at lykkes. Isabels oplæg efterlod en oplevelse af at være anerkendt som en betydningsfuld roer i en båd, hvor succes er helt afhængig af, at alle roere er bevidste og problemløsende praktikere, der formår at omsætte teori til praktisk handling. I de enkelte enheder skal vi fortsætte med at spørge hinanden om, hvad det er vi sammen skal lykkes med i samarbejdet med patienter og pårørende? Hvad det er, der gør en forskel for den enkelte bruger/ patient, og hvad der skal til for at få båden hurtigt og sikkert frem i vandet. Billede af Isabel Gindeberg 21

Recovery og rehabilitering - en fælles udfordring Knud Kristensen, Landsformand for SIND I SIND betragter vi en psykisk lidelse som en fælles udfordring for den der er ramt af lidelsen, de pårørende og de professionelle. Hvis indsatsen for mennesker med psykiske lidelser skal føre til recovery/rehabilitering, skal de tre nævnte interessenter helst arbejde sammen. I SIND betragter vi en psykisk lidelse som en fælles udfordring for den der er ramt af lidelsen, de pårørende og de professionelle. Hvis indsatsen for mennesker med psykiske lidelser skal føre til recovery/rehabilitering, skal de tre nævnte interessenter helst arbejde sammen. Hvis relationerne mellem de tre interessenter fungerer, kommer den der er ramt sig hurtigere og mere, end hvis relationerne ikke fungerer. Det bør altid være en del af god psykiatrisk behandling, at man arbejder seriøst med relationerne. Også i de situationer, hvor det kan være svært. De tre historiske faser i pårørendeinddragelsen Psykiatriens syn på de pårørende har udviklet sig gennem årene. Historisk betragtede man ofte de pårørende som årsag til psykiske lidelser. Mange husker sikkert stadig begrebet køleskabsmødre (kolde indvendigt og hårde udvendigt). Med et sådant syn på de pårørende var pårørendestrategien enkel. Man skulle holde de pårørende på så lang afstand som muligt. 22

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Med udbredelse af viden om årsagerne til psykiske lidelser blev synet på de pårørende ændret. Man vidste nu, at de pårørende ikke var årsag til, at familiemedlemmer blev ramt af psykiske lidelser. Man anerkendte endvidere, at hele familien led, når et familiemedlem blev ramt af en psykisk lidelse. Psykiatrien havde dog fokus på behandling af den syge - patienten. Så måtte andre som fx SIND tage sig af de pårørende. I dag anerkendes de pårørende som en ressource, og det er den officielle holdning, at de pårørende/netværket skal inddrages naturligvis med respekt for den enkelte patients holdninger og ønsker. Denne holdning kom bl.a. til udtryk i rapporten fra Regeringens Psykiatriudvalg og i Regeringens Handlingsplan fra maj 2014. Her peges der bl.a. på tilgangen Åben dialog som er en aktiv inkluderende, ligeværdsog dialogbaseret tilgang til indsatsen for mennesker med psykiske lidelser. Patientinddragelsen Hvor der ikke altid har været enighed om, at det var nyttigt at inddrage netværket, så har der altid været fokus på patientinddragelsen? I og med at udgangspunktet for al sundhedsmæssig indsats er informeret samtykke fra patienten, så er udgangspunktet naturligvis patientens egne ønsker og forventninger. Men i psykiatrien har det længe været opfattelsen, at de mest syge ikke vidste hvad der var bedst for dem. Derfor har man som fagprofessionel været nødt til at tage beslutningerne på vegne af patienten. Naturligvis gerne med inddragelse af patienten. I psykiatriloven kom dette bl.a. til udtryk på den måde, at patienten skulle informeres om indholdet af behandlingsplanen (og i de senere år endda have udleveret en kopi af planen). I Regeringens Psykiatriudvalg blev der slået til lyd for, at der skulle satses mere på rettigheder, selvbestemmelse og respekt. Ændring af psykiatriloven i 2015 Med den ændring af Lov om Tvang i Psykiatrien, der trådte i kraft 1. juni 2015, er der sket en forbedring i forhold til patient- og pårørendeinddragelsen. Patienten skal ikke længere vejledes om indholdet i behandlingsplanen. Patienten skal nu inddrages og høres i forbindelse med udarbejdelsen af behandlingsplanen. I forbindelse med indlæggelsen skal patienten høres om eventuelle tilkendegivelser af præferencer i forhold til behandlingen (herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale). Patientens tilkendegivelser skal fremgå af journalen og i videst muligt omfang inddrages i behandlingsplanen. Patienten skal ligeledes tage stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens sociale netværk i behandlingsforløbet. Netværksinddragelse er altså nu lovfæstet. I bemærkningerne til lovforslaget er det slået fast, at patienten om nødvendigt skal have støtte til sin beslutningstagen. Støttet beslutningstagen skal med andre ord erstatte den tidligere tilbøjelighed til at træffe beslutning på vegne af patienten (erstattet beslutningstagen). Hvordan de nye regler bliver implementeret, ved vi endnu ikke. Hvorfor netværksinddragelse? Det er videnskabeligt dokumenteret, at det har en positiv effekt på sygdomsforløbet, hvis man inddrager de pårørende. Viden og erfaring De pårørende har viden og erfaring, der kan komme behandlingen og dermed også det familiemedlem, der er ramt af en psykisk lidelse til gode. De pårørende er ofte de første, der ser de tidlige tegn på et muligt tilbagefald og reaktioner på ændringer i behandlingen. At støtte i stedet for at stresse Vi er ikke født med viden om, hvad det vil sige at være ramt af en psykisk lidelse. For de fleste pårørende er det en helt ny og skræmmende virkelighed, man vågner op til, når en psykisk lidelse rammer familien. I dette usikre og ukendte univers begår man fejl som pårørende og kommer måske uden at ville det til at stresse det familiemedlem, der er ramt af en psykisk lidelse. Dermed risikerer man at forværre sygdommen. Jeg plejer med et glimt i øjet at sige, at jeg med omhu har begået alle de fejl, man kan begå. De rigtige ting, jeg har gjort, har jeg med samme omhu gjort på de forkerte tidspunkter. Ved at inddrage pårørende i 23

behandlingen, kan man gøre os i stand til at forstå den virkelighed, vi nu er en del af. Med relativt få og enkle redskaber kan pårørende lære, hvordan man kan støtte den ramte i stedet for at stresse. Hele familien rammes Når et familiemedlem rammes af en alvorlig lidelse, rammes hele familien. Det gælder også, hvis lidelsen er psykisk. Vi møder ofte nye pårørende, der er rådvilde, forvirrede og ængstelige. De føler sig handlingslammede og afmægtige. De fleste spørger sig selv, hvorfor netop de skulle rammes, og man leder efter en forklaring på sygdommen, herunder om man måske selv har bidraget til sygdommens opståen. De fleste pårørende rammes af skyldfølelse og dårlig samvittighed. I nogle tilfælde påvirkes de pårørende så voldsomt, at de selv rammes af en psykisk lidelse. Ved at inddrage de pårørende og tilbyde psykoedukation yder man en aktiv indsats for at forebygge, at de pårørende selv bliver syge. Hvordan netværksinddragelse? Inddragelsen kan foregå på flere måder. Jeg har allerede peget på Åben Dialog som en velegnet og veldokumenteret tilgang. Netværksinddragelsen bør omfatte bl.a.: Løbende kontakt med de professionelle (her er især det første møde vigtigt) Undervisning i psykisk sygdom (psykoedukation) Deltagelse i grupper (det kan være grupper for sygdomsramte, for pårørende og/eller fælles grupper) Inddragelse ikke ansvar Netværksinddragelse betyder ikke, at de pårørende overtager ansvaret for indsatsen. Det er og skal fortsat være de professionelles. Dette kan indimellem være svært at forstå for såvel de pårørende som for de professionelle. Stil gerne krav til netværket Hvis netværket skal være til nytte, så skal det også være klædt på til opgaven. Det kan derfor være nødvendigt at stille krav til de pårørende fx om deltagelse i psykoedukationsforløb og grupper. 24

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Af: Spl. Dorthe Helledie, Psykiatrisk Sengeafsnit N7, Frederikshavn og Spl. Lisbeth Hørby, Ambulant Akut Team N7, Frederikshavn VILD I DAG SYG I MORGEN - OG MÅSKE PATIENT I PSYKIATRIEN I psykiatrien er det kendt, at patienterne har en nedsat middelalderlevetid med 20 år, der er 10-20 % øget risiko for selvmord, 51,4 % af patienterne har overforbrug af rusmidler og medregnes selvskade er tallet 68 %. Dette må siges, at være barske prognoser, når vi ser på de behandlingsmuligheder, der er i sundhedsvæsnet anno 2015. Når der bruges 1 krone til behandling af fysiske sygdomme bruges der 33 øre til behandling af psykiske. Amerikanske undersøgelser viser at 25 % af indlæggelserne på somatiske sygehuse skyldes overforbrug af rusmidler. I psykiatrien har det været en tradition, at kommunens misbrugscenter tager sig af misbruget og psykiatrien behandler de psykiske lidelser. Forskning viser, at begge dele skal behandles samtidigt, ellers er der ingen effekt af behandlingen. Nøgleordet er samarbejde på tværs region kommune egen læge. Patienterne er ofte svære at fastholde i behandlingstilbud og svigter ofte aftaler. Som følge af overforbrug af rusmidler, har de kognitive vanskeligheder og tab af og mangel på sociale færdigheder, hvilket gør at de har svært ved at bevæge sig fra det ene behandlingstilbud til det andet. Det vil svare til at bede en patient med kompliceret benbrud om selv at gå fra den ene afdeling til den anden. I et sundhedsvæsen med øget specialisering er det en stor udfordring for patienterne at navigere, og vi kan med rette stille spørgsmålstegn ved ligheden i det danske sundhedsvæsen. Psykiatrien i Region Nordjylland har de seneste år haft fokus på problematikkerne omkring dobbeltdiagnosepatienterne og tilbudt personalet dobbeltdiagnoseuddannelsen med undervisere fra bla. Rusmiddelspsykiatrien i Århus mhp. at opkvalificere viden og kompetencer inden for området. Uddannelsen var tilrettelagt med 12 undervisningsdage over 6 mdr. med den målsætning at bringe et implementerings projekt i afdelingen. Vi deltog på uddannelsen i efteråret 2012/ foråret 2013. 25

Vores første plan var at implementere skemaer til kognitivt arbejde, vi lavede en mappe, som kom til at stå på en hylde på kontoret ved siden af de andre mapper. I en travl hverdag på et åbent psykiatrisk sengeafsnit var det svært at give den nye viden videre. Vi bestemte os derfor for at skifte retning og opstarte en gruppe i afdelingen udfra konceptet På Vej til et Bedre Liv med start oktober måned 2013. Konceptet På vej til et Bedre Liv er udviklet i Norge, inspireret af lignende tiltag i New Hampshire af Kim T. Mueser. Kurset består af et arbejdshæfte og en behandlingsmanual til gruppelederne. I rusmiddelpsykiatrien i Århus har man kørt kursusforløb de sidste 6 år. Manualen er udarbejdet til lukkede grupper indeholdende 37 sessioner. Her mødte vi vores første udfordring, da vi arbejder i et åbent psykiatrisk sengeafsnit med døgnindlagte patienter. Vi tilpassede konceptet og opstartede På vej til Bedre Liv, som en åben gruppe for afsnittets indlagte patienter med overforbrug af rusmidler, hvor vi mødes 1 gang om ugen. Gruppen præsenteres for patienterne, som et kursus og ikke som terapi. Når vi ser på vores dagligdag og vore patienter i afsnittet, er det tydeligt at rusmidler og psykiske lidelser går hånd i hånd. Det handler for vore patienter ikke bare om at blive rask i medicinsk forstand, men også om at få et liv med meningsfulde aktiviteter samt tryghed og et godt selvværd. Hovedformålet med at deltage i gruppen er - At sige nej til rus, sige ja til sunde aktiviteter og tænke/handle sådan, at man er stolt af sig selv - At motivere for en stor eller lille forandring Der er følgende grupperegler - Tavshedspligt udadtil og åbenhed indad i gruppen - Gensidig respekt, ikke kritisere hinanden, støtte hinanden, lade alle komme til orde - Mødepligt - Tilbud om ambulant deltagelse efter udskrivelse (patienten afsluttes efter nærmere aftale) - Vi journalfører deltagelse i gruppen, men ikke hvad hver enkelt patient siger, med mindre vi aftaler nærmere med patienterne, når vi vurderer, at det har betydning for behandlingsforløbet. Dagsorden ved gruppens møder: - Repetere siden sidst (alle bliver spurgt hvordan det er gået siden vi så hinanden sidst) - Gennemgå hjemmearbejde - Præsentere og gennemgå dagens tema sammen Vi forsøger her at skabe en diskussion for at skabe forståelse for og motivation for emnet. Hver af deltagerne italesætter deres opfattelse og deres følelser omkring de forskellige temaer. Vi arbejder ud fra erfaringer og dilemmaer fra deres hverdag. Emner: Selvværd Defineres ved den grundlæggende måde, at vurdere sig selv på og hvilken slags person man er, som hvordan man bedømmer og evaluerer sig selv. Vi kommer omkring emnerne: - hvad opretholder lavt selvværd? - hvordan opstår lavt selvværd? - eksempler på hvordan tidligere oplevelser kan føre til dårligt selvværd? - konsekvenser af lavt selvværd? - hvordan kan man arbejde med lavt selvværd? Det er ikke en selvfølge at overforbrug af rusmidler og lavt selvværd følges ad. Vores erfaring er at 80 % af deltagerne i gruppen har lavt selvværd. Mange af deltagerne er vokset op med en psykisk syg forælder eller 26

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang forældre med overforbrug af rusmidler. Vi arbejder med at støtte deltagerne i at se mønstre i tankemåden og give en forståelse for disse. Positiv selvhævdelse Selvhævdelse handler om at sige til andre, hvad man føler på en direkte, bestemt og positiv måde. Vi skelner imellem positiv og negativ selvhævdelse. Vi arbejder med temaerne: - at sige nej - mestre uenighed ved at finde kompromis - udtrykke uenighed uden at skulle forklare hvorfor - mestre ubehagelige følelser som vrede, skuffelse og ængstelse - at bede andre om hjælp Vores erfaring fra gruppen er, at positiv selvhævdelse er et svært tema for deltagerne, og de ofte kæmper med problematikker omkring temaet. De har lært at klare sig selv på deres måde og har derfor meget svært ved at bede andre om hjælp. At modstå rusmiddelpres og rusmiddeltrang - Hvordan virker rusmidler på vores hjerne? Dette er den vanskeligste beslutning patienterne skal tage, men nok også den vigtigste i deres liv. For at kunne gennemføre det, har de alle brug for hjælp og støtte og ikke mindst viden om hvad der sker i hjernen og hvordan det hænger sammen med den psykiske lidelse som de har. - Forklaring på abstinenser og efterfølgende psykiske forstyrrelser som følge af brugen af rusmidler Rent psykoedukativt går vi igennem hvordan hjernen selv producerer naturlige velværekemikalier og hvad der sker, når man tilfører kunstige kemikalier. - Strategier mod trang Vi taler om trang og om hvordan den stiger, varer i 10-30 minutter og faktisk derefter ophører. Sammen finder vi mulige strategier til afledning af trangen. - Fordele og ulemper Vi bruger skemaer hvor deltagerne skriver fordele/ ulemper ned ved brug af rusmidler og fordele/ulemper ved ophør. - Hjemmeopgave: find risikosituationer Igen et skema hvor deltagerne nedskriver risikosituationer. Det kan være situationer, der involverer mennesker, steder, ting, tidspunkter eller bestemte følelser. Vi taler om U-sving, det vil sige konkrete planer for hvad man gør for at føre én væk fra risikosituationen og dermed rusmidlet. Bliver man først opmærksom på hvornår risikosituationen opstår, så lærer man advarselssignalerne at kende og man kan ændre sin adfærd ved at tænke anderledes. Ligesom man kan lave kriseplan/handleplan sammen med patienter med suicidale eller selvskadende tanker, så kan man også lave en mestringsplan ved rusmiddeltrang og risikosituationer. Fritid og venner - Hvad er en positiv fritidsaktivitet? Sidste tema handler netop om at ændre uheldige vaner og lære at handle på en anden måde. Dette medfører en kæmpe omvæltning, da det er andre mennesker, man skal omgås. Det kan føre til sorg over tabte venskaber, ensomhed og en følelse af afmagt ved tanken om den møjsommelige proces det er, at opbygge nye venskaber hvor rusmidler ikke er fokus. - Brainstorm Vi ser i gruppen på, hvad man hver især synes en positiv fritidsaktivitet skal indeholde. Der bliver lavet brainstorm og hver deltager skriver ned hvilken aktivitet de kunne ønske sig blev til virkelighed. - Hjemmeopgave: plan for hvordan jeg kan arbejde videre med fritidsaktiviteter og venskaber. Opgaven bliver, at man inden næste gang har skaffet sig oplysninger om muligheden for aktiviteten i nærområdet og at man måske får spurgt én om de vil med til aktiviteten. Den sidste del er langt den sværeste; det kræver øvelse at turde spørge og der opstår angst for afvisning. Erfaringer fra gruppen Vi har erfaret, at patienter med et overforbrug af rusmidler egentlig lever meget ureflekteret, der er ikke umiddelbart en kobling mellem rusmiddelforbrug og hvordan det påvirker den psykiske lidelse. Desuden er patienterne ikke vant til at møde accept af 27

at man har et rusmiddel-overforbrug, som en copingsstrategi, men man lyver om sit forbrug af frygt for afvisning. Oveni rummer samtlige patienter en stor skyld- og skamfølelse. En af de sværeste øvelser for patienterne er, når vi arbejder med emnet positiv selvhævdelse. Vi er blevet klar over, at det medfører store kognitive besværligheder at have et forbrug af rusmidler. Dette medfører at mange gentagelser er nødvendige. En succeshistorie har vi også oplevet: en ung mand, der kom 3. gang ambulant efter udskrivelsen, fortalte at han havde mødt store belastninger i sit privatliv indenfor den sidste uge belastninger der førhen ville have medført et forbrug af rusmidler, men han fortalte stolt om sit U-sving og sin ændrede adfærd. Mange patienterne giver udtryk for, at der er rart at møde andre med overforbrug af rusmidler, da de inden opstart i gruppen var alene og ikke talte med deres nærmeste. De oplever i gruppen, at andre har de samme problemstillinger. Fælles for patienterne i gruppen er, at de har meget svært ved at bede om hjælp fra andre. Et billede herpå er en pt., som fortalte, at han skulle have nyt grus på sin gårdsplads. I stedet for at bede om at låne naboens rendegraver, valgte han at bruge sin skovl til at jævne fire træk grus. Patienter hjalp naboen meget, men forventede, at naboen kom til ham og tilbød at han kunne låne rendegraveren. Normalt er det en gruppe af patienter der har svært ved at møde til aftalte tider/udebliver fra aftaler, men i afdelingen har fremmødet været 100 % under indlæggelsen og 70-80 % efter udskrivelse. Som et helt faktuelt tiltag, deltog vi sammen med nogle af vore patienter, i et motionsprojekt i Hjørring. Vi ville forsøge at give patienterne en opfattelse af, at motion kunne være lig med velvære og at de kunne enten skære ned på pn-medicin eller helt undvære dette. 4 fysioterapistuderende fra UCN Aalborg (Majbritt Jacobsen, Karina Svolgaard, Daniel Pedersen og Nikolaj Hørby Kjeldsen) havde startet et projekt Hjørring i Bevægelse, med fokus på motion. Projektet var ikke målrettet psykisk syge, men vi tog springet og tog af sted alligevel. Vi tog af sted 8 gange og det blev her tydeligt for patienterne at der skete noget med deres trang til rusmidler. Trangen blev mindsket og de fik fornemmelsen af at have gjort noget godt for dem selv. At motionen foregik blandt mennesker der ikke havde psykiske problemer og på gågaden var for flere af patienterne en stor succesoplevelse. Patienternes forbrug af PN medicin og sovemedicin mindskedes på de dage, vi var afsted til motionen. En patient fik indsigt i, hvor inaktiv hun var i det daglig. Hun var første gang udmattet efter at have gået 400 meter, og fik til opgave at registrere, hvor meget hun var i bevægelse i løbet af dagen. Hun kunne ved afslutningen deltage fuldt i programmet og kom efterfølgende i gang med fritidsaktiviteter yoga, bridge og fortsatte med gåture. 90 % af patienter, der deltog, har ikke været genindlagt og ved indlagte patienter har indlæggelsestiden været væsentligt kortere. 28

November 2015 * 3. udgave * 23. årgang Få udvidet dit fagbibliotek Psykiatrisk & psykosocial rehabilitering Af: Lene Eplov Forlag Munksgaard 2010 Modstand Af: Ruth Mach-Zagal 2011 Socialpsykiatri Af: Preben Brandt Forlag Munksgaard 2004 Livshistoriefortællinger- nøglen til livet Af: Jonas Gustavson Forlag Frydenlund 2014 At se og at indse Af: Kari Martinson Forlag Munksgard 2013 Den svære ungdom Af: Niels Ulrik Sørensen Forlag Munksgard 2010 Sygeplejeteoretikere Af: Ann Marriner Torney Forlag Munksgaard 2011 Få udvidet dit fagbibliotek Ved anmeldelse af én af bøgerne modtager du den gratis. Din boganmeldelse bringes i. Kontakt Maj-Britt Nordenkjær, e-mail: Majbritt.Nordenkjaer@rsyd.dk, for at blive anmelder. 29