Om Lissabon-traktaten Af Adam Wagner Anders Fogh Rasmussen har nu skrevet sig ind i rækken af statsministre, der med fiflerier eller ligefrem med løgne har drevet Danmark endnu længere ind i Unionen, som en ål uhjælpeligt fanges i sin ruse. Vi mindes i den forbindelse Jens Otto Krag, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen. Ja, Fogh må vel faktisk siges at have overgået disse udi kunsten at tilrettelægge begivenhedernes gang, så alt ender med at flaske sig til EU s fordel uden at folket skaber alt for meget besvær i den anledning. Således aflystes folkeafstemningen om EU-forfatningen i 2005 med henvisning til, at forfatningen var faldet, efter at befolkningerne i Frankrig og Holland havde stemt nej. Der blev udråbt en»tænkepause«hvorefter al debat forstummede. Regeringspartierne gjorde i hvert fald ikke meget for at meddele vælgerne deres tanker. Så blev en afløser for EU-forfatningen forhandlet på plads, nemlig den traktat, der siden skulle få navnet Lissabon-traktaten efter byen, hvor den blev underskrevet i december sidste år. Alle kunne se, at den ny traktat indholdsmæssigt lignede forfatningen til forveksling. Næsten: For den danske regering havde venligt oplyst EU s formandskab om hvilke ni punkter i forfatningsforslaget, der voldte problemer i Danmark, nemlig de ni punkter, som dengang af regeringens jurister blev vurderet som værende afgivelse af suverænitet. Altså de ni punkter, der havde været årsag til, at EU-forfatningen skulle til folkeafstemning også her i Danmark. Uden de ni punkter ville forfatningens afløser i Danmark kunne vedtages med almindeligt folketingsflertal; og EU s formandskab forstod denne oplysning i samme ånd som den var givet og enten udelod eller omarbejdede de ni punkter. Nu ville der med den ny traktat for Danmarks vedkommende ikke være tale om suverænitetsafgivelse i regeringens snævre forstand. Dette var Foghs første træk. Officielt ingen suverænitetsafgivelse Selvom der nu officielt ikke ville blive tale om suverænitetsafgivelse for Danmarks vedkommende, må man konstatere, at de ni punkter slet ikke var de væsentligste og mest vidtgående punkter i forfatningen. Fx går Rådet på mere end 50 områder fra beslutning ved enstemmighed til beslutning ved flertalsafgørelse; dette regnes dog ikke for suverænitetsafgivelse, da det er, når et politikområde overdrages fra Danmark til Unionen, at der er tale om afgivelse af suverænitet. Derefter sorterer pågældende politik-område under EU, og om Unionen vedtager beslutninger ved enstemmighed i Rådet eller ved flertalsafgørelse, er derfor ikke relevant i juristernes øjne. Det er dog åbenlyst, at det i virkeligheden netop er, når Danmarks regering med sin repræsentant i Rådet mister sin vetoret, at den egentlige afgivelse af suverænitet finder sted. Med den ny traktat vil Danmark kunne blive nedstemt på en lang række nye områder. Desuden skal EU have en fælles udenrigsminister, ligesom det meget vidtgående»charter om grundlæggende rettigheder«gives retskraft ved, at der henvises til det i traktaten. Efter dette kunstgreb at få filet traktaten til, så der officielt ikke var tale om dansk suverænitetsafgivelse udskrev Fogh folketingsvalg. Men selv om det nu havde været oplagt at diskutere den praktisk talt færdigforhandlede EU-traktat, gjorde hverken statsministeren, regeringspartierne eller de øvrige unionsvenlige partier noget som helst for at inddrage den i valgkampen. Kom det endelig på tale, hed det sig, at den færdige tekst ikke forelå endnu, og det selvom ingen i virkeligheden regnede med, at der skulle ændres mere i den; og selvom regeringen jo meget vel vidste, hvad den nye traktat indeholdt, lod man som om, at man endnu ikke kunne tage stilling til, hvorvidt den burde udskrives til folkeafstemning eller ej. Derved undgik man i valgkampen at gøre den sminkede EU-forfatning til et emne, og man undgik ligeledes behændigt at afsløre, at man naturligvis ikke ønskede en folkeafstemning. Dette var Foghs andet træk. -1-
Ingen folkeafstemning Kort efter valget, der jo ikke efterfølgende medførte noget regeringsskift, kunne regeringens jurister hvad der vel egentlig ikke var så overraskende meddele, at der med den ny EU-traktat ikke var tale om suverænitetsafgivelse i justitsministeriets tolkning af begrebet, hvorfor det ikke var nødvendigt med en vedtagelse efter grundlovens 20. Nu kunne regeringen så meddele, at den ikke ønskede en folkeafstemning det kunne den naturligvis også have gjort før valget, men så havde den også åbnet mulighed for, at spørgsmålet var blevet et tema i valgkampen; derfor kom juristernes vurdering først efter valget. Dette var Foghs tredje træk. Væk med forbeholdene Endvidere meddelte regeringen nu hvad der til gengæld kom som noget af en overraskelse at et eller flere af vores forbehold fra 1992 over for EU, nu skulle til afstemning med henblik på at få dem afskaffet. Kort efter kunne statsministeren og udenrigsministeren tage til Lissabon for at underskrive den ny forfatning og samtidig dér meddele, at den ikke ville komme til folkeafstemning i Danmark, hvilket fremkaldte spontane klapsalver blandt Unionens spidser. Ved denne meddelelse om afskaffelse af forbeholdene påbegyndtes en helt ny strid og helt nye diskussioner. Da der jo åbenbart ikke skulle stemmes om Lissabon-traktaten, men derimod om forbeholdene, var det naturligt for medier og politikere at diskutere forbeholdene og ikke Lissabon-traktaten atter klappede Foghs strategi: Den sminkede EU-forfatning kunne tilsyneladende vedtages helt uden debat i almenheden. Dette var Foghs fjerde træk. Skjult suverænitetsafgivelse At Lissabon-traktaten skal vedtages inden afstemningen om forbeholdene, der sandsynligvis kommer til efteråret, er nok heller ikke en tilfældighed: Var forbeholdene nærmere bestemt det såkaldte retsforbehold blevet afskaffet først, og Lissabon-traktaten behandlet sidst, skulle Lissabon-traktaten nemlig have været behandlet efter grundlovens 20, idet traktaten i det tilfælde ville have indebåret suverænitetsafgivelse selv efter justitsministeriets snævre definition, idet Lissabon-traktaten gør»politisamarbejdet«overstatsligt i stedet for mellemstatsligt. Det er ikke en tilfældighed at beskeden om, at et eller flere forbehold skulle afskaffes kom efter, at den ny traktat var forhandlet på plads, eller at folkeafstemningen om afskaffelse af forbeholdene kommer til at ligge efter folketingets ratificering af Lissabon-traktaten. Det var Foghs femte træk. Mange om skylden Jo, Fogh Rasmussen har regnet den godt ud; det er, hvad han brugte sin»tænkepause«til. Det skammelige er, at Fogh tilsyneladende har fremgang med sin undergravende virksomhed. Hvorfor var der ikke flere vælgere, der afkrævede ham et klart svar under valgkampen? Hvorfor undgik medierne stort set ethvert spørgsmål om den ellers så vigtige Lissabon-traktat? Hvorfor spurgte medierne ikke mere til indholdet af denne traktat, som jo i det store og hele var kendt på det tidspunkt? Hvorfor har Dansk Folkeparti stadig tillid til statsminister og regering? Hvorfor trak de ikke tæppet væk under ham, da han meddelte, at vi ikke ville få lov at stemme om Lissabontraktaten? Som om grev Gerts dage må man med Grundtvig sige:»mange om skylden og flere om skaden.«danmarks håb Tilbage er kun at håbe på, at de 63 medlemmer af folketinget, der inden valget lovede, at de i folketinget ville støtte, at Lissabon-traktaten kom til folkeafstemning, vil stå ved deres ord; det drejer sig om medlemmerne af Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Ny Alliance og Socialistisk Folkeparti samt de to grønlandske medlemmer, dertil Gitte Seeberg, socialdemokraterne Leif Lahn Jensen, Thomas Adelskov og Klaus Hækkerup, samt den konservative Mike Legarth og Venstres Birgitte Josefsen. Når Lissabon-traktaten engang her i foråret er blevet tredjebehandlet i folketinget, skal disse folketingsmedlemmer, som jo udgør mere end en tredjedel af tingets samlede -2-
medlemmer, med henvisning til grundlovens 42 stk. 1 kræve en folkeafstemning om den vedtagne lov. Det er Danmarks eneste håb. Oprindeligt var der 65 folketingsmedlemmer, der ville støtte en afstemning, men én er løbet fra sin ære og sit ord, nemlig socialdemokraten Julie Rademacher, og en anden, Malou Aaamund, har skiftet parti til Venstre. Man må bede til, at der, når det kræves, stadig er en tredjedel af folketingets medlemmer, der vil forlange Lissabon-traktaten til afstemning. Vedtages Lissabon-traktaten, vil det være EU s største sejr over Danmark til dato. Når først Lissabon-traktaten er vedtaget, kan Unionen i årene fremover langsomt udbygge sin magt på mangfoldige områder. Det kan foregå stille og roligt uden den store offentlige opmærksomhed, bl.a. fordi man med Lissabon-traktaten åbner mulighed for i fremtiden på endnu flere områder i Rådet at gå fra enstemmighed til flertalsafgørelse uden til den tid at skulle udarbejde nye traktater. Vi vil sandsynligvis ikke blive spurgt om EU igen. Og en dag vil man se tilbage og undre sig over, at et så stort skridt som Lissabon-traktaten kunne tages stort set uden, at det blev bemærket af det danske folk. Og historiens dom vil falde tungt over os, vore medier, vort folketing, vor regering og hele vort slægtled. * * * Skaf viden om Lissabon-traktaten Anskaf Unionens sammenskrevne traktatgrundlag, som det ser ud efter Lissabon-traktaten eller få en pjece om traktaten. Henvend dig til folketingets EU-oplysning og få det gratis tilsendt. Gå ind på hjemmesiden www.eu-oplysningen.dk eller ring på tlf.nr. 33 37 33 37. (Nu har de traktaten; det havde de endnu ikke før nytår). Læs MEP (J) Jens Peters Bondes bog om Lissabon-traktaten. Hent den gratis på internettet på Bondes hjemmeside www.bonde.dk eller bestil den hos forlaget NOTAT på tlf.nr. 86 48 16 00 eller send et e-brev til forlaget@notat.dk Følg med på hjemmesiderne www.dksamling.dk og www.folkebevaegelsen.dk * * * Danmark og EU Af konsulent, cand. jur. Thorkil Sohn Historien om Danmark og EU er svær at overskue i alle detaljer fra 1972 til i dag. Men enhver kan overskue hovedlinjen i udviklingen. Hvert nyt trin, hver ny traktat går i en bestemt retning. Vi afgiver mere og mere af Danmarks selvstændighed for i stedet at træffe flere fælles beslutninger i EU. Billedligt talt svarer det nogenlunde til at flytte fra egen bolig til et kollektiv. Denne udvikling er helt enestående i vor tusindårige historie. Danmarks historie har indtil 1972 groft sagt - udadtil handlet om at forsvare selvstændigheden og indadtil handlet om, hvem der skulle -3-
bestyre denne frihed. Trods store vanskeligheder på begge fronter førte det frem til et frit og folkestyret land med værdier og sociale forhold, der med rette af mange betragtes som noget af det nærmeste, mennesker kan komme til Paradis på jord. Begrundelser for opgivelse af Danmarks selvstændighed Det nye efter 1972 består altså i, at vi frivilligt har givet efter på begge fronter selvstændigheden og folkestyret. Der er to hovedbegrundelser for, at det er godt og klogt. Den ene er etisk og den anden er fornuftig. Den etiske begrundelse er, at EU sikrer fred og frihed. Fra begyndelsen så man det mest i lyset af det 20. århundredes skrækkelige begivenheder. Nu ses det også i lyset af nye trusler, f.eks. frygten for terror og verdensomspændende miljøkatastrofer. Den fornuftige begrundelse handler om penge og dagligliv, nemlig at EU sikrer økonomisk vækst og social velfærd, giver forbrugerbeskyttelse, nem adgang til at handle, rejse og flytte osv. osv. Altså, Danmarks selvstændighed og vort folkestyre overfor et EU med løfte om fred, sikkerhed, tryghed og velfærd. Disse to muligheder rummer begge - for de fleste - positive elementer. Det er derfor, vi er i tvivl, hver gang vi skal stemme om nye beføjelser til EU. Selvstændigt tænkende mennesker har inden i sig både en EU-modstander og en EU-tilhænger. Milevidt fra de fleste politikeres og andre tonesætteres skråsikre meninger. Og det er vel derfor, at mange hælder til den tankegang/ønsketækning, at EU og Danmarks selvstændighed og vort folkestyre er to ting, der lader sig forene. At vi kan have dem begge på en gang. Ja, nogen går endda så vidt, at de mener, at de to slet ikke kan eksistere alene, men behøver hinanden. Toget, der kører Den største ulykke ved hele historien er, at EU er kommet stykkevist og delt. Vi steg i 1972 på et tog, der er i bevægelse mod en stadig snævrere sammenslutning af EU-landene. Uden at særligt mange var klar over det heller ikke vore politikere, de er også fanget på toget. Og det er vanskeligt og farligt at stige af et tog i bevægelse. Hver gang vi passerer en station, lokkes og trues vi til at fortsætte rejsen. Det er en europæisk nødvendighed, en nødvendighed af stål hvis vi ikke vil slås fordærvet og havne i et sort hul. Når jeg betegner dette som en ulykke, skal det forstås på den måde, at vi aldrig har fået sagen drøftet helt til bunds netop fordi EU er kommet snigende som en tyv om natten og har taget luns efter luns. Vi har ikke fået overvejet til bunds, om det er rigtigt, at EU skaber fred og frihed? Opstår fred ved at slette grænser (både i bogstavelig og overført betydning)? Får vi frihed ved at lave fælles love, regler og normer for det meste af en verdensdel? Eller opstår fred, når der er grænser (både i bogstavelig og overført betydning) indenfor hvilke vi lader hinanden i fred? Og er frihed, at vi selv laver vore love? Sikres fred og frihed ved en union? De to ting fred og frihed griber ind i hinanden i ethvert folk. Et blik ud over verden er mere end nok til at overbevise os om, hvad der kan ske med freden, hvis et folk ikke er herre i eget hus. Ond og brutal undertrykkelse af et folk fører næsten altid til voldelig modstand men selv»gode«unioner, som vi da må formode EU er, holder ikke i det lange løb. Vi har tre eksempler på dette her i Norden i sidste århundrede nemlig Norges Union med Sverige, Islands union med Danmark og Finlands union med Rusland som et fyrstedømme under zaren. Alle unioner var»gode«de lod de -4-
tre folk nyde mange rettigheder og»herrefolkene«havde intet ønske om, at det skulle gå dårligt for de folk, som de var overnationale formyndere for. Alligevel blev alle tre unioner opløst i samme sekund, der opstod en mulighed. De samme forhold kan også snart gøre sig gældende i rigsfælleskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Og vi må endda lægge mærke til, at i al fald for så vidt angår Færøerne, Island, Danmark, Norge og Sverige står folkeslagene ikke fjernt fra hinanden men har både religiøs, kulturelt, historisk, folkeligt og sprogligt fællesskab. Grundtvig mente, at et fælles styre kun kan bygges på et folk - kun dér er»kærlighed«til hinanden. Dermed mente han vel det, vi i vore dage bedre kan oversætte ved solidaritet og sammenhængskraft. Vil man skabe en union uden denne samhørighed, mente Grundtvig, vil det ende med, at politik enten bevæger sig ud i fantasiens og ideologiernes tåger eller at enhver vil rage mest muligt til sit eget bål. Begge dele kan man se tegn på i EU. Det, at de nordiske folkeslag i høj grad er det samme folkeslag, er grunden til, at en af de få unioner, der måske med held kan virkeliggøres, er et nordisk rigsfælleskab. Og vel kun, hvis vi lærer af de nævnte fejlslag og (som minimum) får tre betingelser opfyldt: 1) at fællesskabet ikke kommer som en tyv om natten men på èn gang på et klart og tydeligt grundlag, der vinder kvalificeret flertal ved en folkeafstemning i alle deltagerlande 2) at landene får en helt ligeværdig stilling i stemmevægt 3) at kun virkelige fælles anliggender bliver rigsfællesskabsanliggender. Læg i øvrigt mærke til, at EU ikke lever op til en eneste af de betingelser, som jeg opstiller som en nødvendig basis. Her har jeg slet ikke nævnt risikoen for, at en magtfuld union som EU (måske netop på grund af manglende sammenhængskraft) kan finde det nyttigt og nødvendigt at skabe sig virkelige eller indbildte ydre fjender. Det ligger jo lige for hos stormagter, der skal holde sammen på det hele. Skaber en union velfærd og rigdom? Og så til den anden begrundelse for EU: er det rigtigt, at EU skaber velfærd og rigdom? Eller kan en lille nationalstat opnå mere ved bedre og hurtigere end EU-supertankeren at tilpasse sig en global verden? Ja, det er skam ikke så ligetil at svare på, som de stålsatte EU-tilhængere mener. Små lande som Island og Schweiz klarer sig på hver sin måde strålende. Naturligvis er der også små lande, der er fattige, f.eks. mange i Afrika. Også store unioner kan opvise begge dele, for tiden kan man henvise til USA og Rusland som modpoler i økonomisk rigdom. Det er i høj grad styreformen, der her spiller ind. Rigdom opstår, hvor der skabes en retsstat, der sikrer personlig frihed, lighed for loven, ægte folkestyre, en rimelig sociallov og ejendomsrettens og personens beskyttelse mod både staten og forbrydere. Igen er det vel sammenhængskraften, som indirekte spiller en stor rolle, da den muliggør dette. Muligvis kan EU nogenlunde opfylde kravene til en retsstat, men korruption, lobbyisme og planøkonomiske tendenser stikker hovedet frem, ligesom de åbne grænser kan vise sig at udgøre en alvorlig hindring for bekæmpelsen af alskens kriminalitet. For små lande som Danmark er der også en risiko for at bevægelserne over grænserne kan tage karakter af folkevandringer, vi ikke kan kontrollere, og som i løbet af nogen generationer kan efterlade os med store mindretalsproblemer ja, måske bliver vi danskere selv et mindretal. En anden faktor i skabelsen af en god økonomi er en fri og uhindret handel med omverdenen. Og den fri bevægelighed for personer, varer og penge er derfor alt andet lige et af de skarpe -5-
økonomiske argumenter for EU. Men læg mærke til, at EU og USA skaber mulighed for denne frie økonomi på to forskellige måder: EU vil fjerne handelshindringerne ved at harmonisere love, regler og normer. Og det skaber også økonomisk bevægelighed. Eksemplet fra USA Men i USA har man valgt et andet princip. Enkeltstaterne må i langt højere grad selv skabe love, regler og normer men de må ikke forskelsbehandle. Eksempel: Staten Utah havde et alkoholforbud i lang tid og har stadig meget restriktive spirituslove. Det er lovligt i USA, bare Utah ikke forskelsbehandler, dvs. vedtager en lov om, at de godt selv må oprette bryggerier, mens andre stater ikke må sælge alkohol. I EU kan vi end ikke bestemme, om vi vil have øldåser eller ej. Også på andre områder, f.eks. dødsstraf, har de amerikanske enkeltstater større frihed. NB. Dette er eksempler - ikke en stillingtagen fra min side til alkohol og dødsstraf. Det amerikanske princip om fri lovgivning uden forskelsbehandling er et langt bedre princip, da det sikrer opfindsomhed og dynamik i økonomien. Når EU-harmoniseringen når sine drømmes mål, vil vi alle sammen kunne købe en hårtørrer eller en campingvogn overalt i Europa og være sikre på, at det bare siger»klik«, når vi kobler på. Smart? Ja, indtil en opfindsom fyr en dag opfinder en ny type tilslutning han skal ikke bare sejre på markedet, men også over harmoniserings-bureaukratiet. Desuden kan den amerikanske model også let gennemføres i en lille, selvstændig nationalstat vi skal bare erklære frihandel med alle lande og udenlandske firmaer, der vil følge de danske bestemmelser. At være eller ikke at være? Når alt dette er sagt, skal det også siges, at det for mig ikke er ovenstående fornuftsbetonede argumenter, der gør udslaget. De kan anfægtes og bruges både som angreb og forsvar for EU. På det grundlag kan de indgå i overvejelserne. Nej, at være eller ikke at være, det er sagen. Vil jeg være mig selv, vil jeg være fri eller søger jeg den ansvarsfrihed, det er at lade mit liv indramme af, at jeg skal være enig med alle de andre. Det gælder ikke kun på det personlige plan, men også på det nationale: Vil vi et frit, selvstændigt og folkestyret Danmark med alle de farer og usikkerheder, der er ved at være os selv? Og jeg er naturligvis klar over, at frihed og selvstændighed ikke er uafhængighed af alle andre. Det er»kun«friheden til selv at vælge afhængighed og friheden til at kunne vælge at betale prisen for at gøre, som vi vil. Jeg vælger»at være«. * * * Tale ved den Sønderjyske Sten d. 1/9 2007 Af Karl Otto Meyer Den sten, vi samles om i dag, bliver tit kaldt den Sønderjyske Sten, men da jeg spurgte efter den hos lokale folk, kaldte de den den Slesvigske Sten. Teksten på stenen lyder da også:»intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark«. Denne indskrift overrasker måske nogle, men den rummer en sandhed. Denne sandhed består deri, at et dansk arbejde i vort sydslesvigske område kun kan gennemføres gennem den snævreste -6-
kontakt mellem os, det danske mindretal i Sydslesvig, og Danmark. Det kan også kun gennemføres, hvis der i det danske folk er forståelse for det danske mindretals eksistensberettigelse. Ordene fra 1920»I skal ikke blive glemt«og daværende statsminister Poul Nyrups ord:»så længe I holder fast i os, holder vi fast i Jer«, forudsætter også denne nære kontakt mellem det danske mindretal i Sydslesvig og det danske folk nord for grænsen. Det er klart, at der her er tale om et nationalt arbejde. Vi benævnes da også som»det danske mindretal i Sydslesvig«. Det er i dag meget vigtigt, at vi danske både nord og syd for grænsen kan klargøre den enorme forskel mellem dette at være national og at være nationalistisk. De to ting er vidt forskellige og har intet med hinanden at gøre. Mine forældre sagde den 9. april 1940 til os fire børn.»når denne krig er forbi, kommer vi hjem til Danmark«. De fortsatte:»vi er danske, fordi det danske er det bedste for os«. Læg mærke til ordene»for os«. De er betegnende for en sund national indstilling. Nationalistisk ville det have været, hvis de havde sagt:»det danske er det bedste af alt på jorden, og derfor skal alle rette sig efter det.«i 1940 levede vi jo i en tid, hvor der blev sagt;»am deutschen Wesen soll die ganze Welt genesen«. Her har vi forskellen mellem det nationale og det nationalistiske. Jeg kan og jeg har også kunnet arbejde godt sammen med tyskere, der siger;»det tyske er det bedste for os«. Jeg ønsker, at vi må opnå forståelse for, at der er forskel på at være national og at være nationalistisk. Jeg har bemærket, at der både i Danmark, i Tyskland og i andre lande findes politikere, der ikke tør tage ordet»national«i munden af frygt for at blive betragtet som værende nationalist. Det er trist, at det er sådan. Jeg har som dansk politiker i et tysk samfund ofte måttet forklare forskellen mellem dansk og tysk. Jeg har gjort det ved at henvise til, at jeg kunne forklare mit partiprogram på ca. 30 sekunder ved at citere et vers fra Højskolesangbogen, medens tyske politikere altid skulle bruge mindst 20 minutter for at forklare deres program. Det vers, jeg så citerede, var 6. vers fra sangen:»den trænger ud til hvert et sted«. Verset lyder:»den hær vil ikke blod og sår, hvor krigens lurer gjalde, men nyfødt fred i friheds vår med lige ret for alle, og den vil sindig fremad gå og ej fra kampen træde, før selv den mindste af de små får del i livets glæde«. Det er et program, der svarer til principperne i de nordiske samfund. Vores opgave er det at prøve på at få disse principper indført i det tyske samfund, som vi lever i. For at klare disse opgaver er der stærkt behov for at danske nord og syd for grænsen fører en intens samtale med hinanden. Gør vi det, vil vort arbejde også opnå resultater. -7-