Schweiss spor II Jeg må hellere starte med at beklage, at jeg fik sat en forkert dato på kursusstarten i den første artikel jeg fik skrevet 28. november, men det var selvfølgelig 28. oktober der var opstart! Det er så også den eneste beklagelse der er i forbindelse med dette sporkursus i Schweiss spor. 1. december havde Marianne Almgren igen sat os stævne i Nyminde Plantage, til en fortsættelse af den fine opstart vi havde den 28. oktober. Vejret var igen med os, køligt, minus et par stykker, stigende til en enkelt grad, men næsten uden vind perfekt! Ingelise og jeg var der med vores JRT, Penny og Hodja, dog minus Chanel, der lige er blevet parret, så hun fik en tidlig barselsorlov en hel del mod hendes vilje. Kirsten Watts og Kirsten Østergaard var der med deres JRT og også Airdale Terrien var dukket op med sine mennesker. Flot gået at de kører helt fra Vejle for at være med her! Med Mariannes Australske Terrier havde vi i alt 6 hunde, der skulle på sporet. Os der var der med på 1. spordag, blev udnævnt til at være tilstrækkelig erfarne til selv at lægge spor. Så ville Marianne koncentrere sig om de to Kirst ner der blev betragtet som nybegyndere. Når disse spor var lagt og gået, ville Marianne gå med os såkaldte erfarne (he-he), en for en. Når sandheden skal frem og det skal den jo så havde Ingelise og jeg ikke fået gået et eneste spor, siden vi var til sporkursus i oktober! Intentionerne var der skam, men enten havde vi huset fyldt med gæster eller også var vi på udstilling. Vi havde været ude i omegnen af Spjald, hvor der ligger en stor plantage og udsøge os et egnet område fint nok! Men tiden til at komme ud og lægge og gå sporene det kneb lidt. Det er mørkt når jeg kører på arbejde og mørkt når jeg kommer hjem igen. Når sporene så skal ligge i hvert fald mindst et par timer gerne mere, ja, så kniber det jo lidt. Vi har ellers investeret i alt til faget hørende, liner, markeringsstokke, spormarkeringer, færtblod, pipetteflasker und das ganze molevitten. Vi var jo så, forståeligt nok, lidt spændte på hvordan sporforløbet nu ville blive, når det var en fuld måned siden hundene sidst havde prøvet. Uden at røbe for meget, så havde vi ikke grund til overhovedet at være betænkelige ved den pause!
De to Kirst ner fik lagt deres spor og imens blodsporet lige lå og trak lidt, gik de et kaninslæbespor ligesom vi gjorde første gang. De var, som vi, meget begejstret for den måde at gå spor på og for Marianne s glimrende vejledning. Der blev gået koncentreret til sagen og der kom noget læring i kassen Vi andre skulle enten vælge et kaninslæbespor eller et blodspor ikke begge dele. Dels var både liggetid og sporlængde sat op og dels er hundene stadig at betragte som nybegyndere i denne ædle sportsgren. Mariannes mand fulgte vi andre 3 erfarne sporrotter rundt til nogen egnede steder, hvor vi kunne lægge vores spor. Ingelise og Airdalen s far forsvandt hurtigt ind i skovtykningen for at lægge deres spor. Jeg fik anvist et fint sted ved en dyreveksel, der snoede sig ind i plantagen. Marianne s mand forklarede, at jeg blot kunne gå til højre gennem plantagen fra sporstoppet så kom der en asfalteret vej jeg blot skulle følge hjem til vores mødested ved huset. Super det er da det jeg gør! Jeg skal lige her bemærke at jeg, uden besvær, er i stand til at fare vild i selv den mindste telefonboks! Sporet blev på omkring 350 meter, måske lige i overkanten til Lillemand, troede jeg med det var det nu overhovedet ikke! Det gik udenom, indenom og over vindfælder for at afprøve hans sporsikkerhed lidt, samt et forholdvist kort bueknæk ind i skoven og over et par småbakker med krat og vindfælder. Alt behørigt mærket, så selv en blind kunne finde sporet. Da jeg var færdig med at lægge det, skulle jeg jo så finde tilbage og ikke noget med at gå tilbage i sporet, vel! Jeg er ikke helt sikker på hvordan det lige gik til, men jeg stødte ihvertfald ikke på nogen asfalteret vej lige med første jeg kom derimod ud på en ridesti efter lidt tid i skoven. hvor jeg bl.a. så forholdvis friske spor efter rådyr og noget der med lidt god vilje godt kunne ligne et spor efter en løvepote. Der kan være ensomt ude i sådan en plantage! Den fundne ridesti fulgte jeg så af mangel på bedre. For enden af den stødte jeg så på endnu en ridesti, dennegang tværgående. Spændende! Enten til højre eller til venstre. Lykkeligvis hørte jeg en bil i venstre retningen og gik optimistisk efter lyden og kom ganske rigtigt lidt efter ud på en asfalteret vej fra ridestien der ikke umiddelbart var synlig før man stod på den Så var den der igen højre eller venstre? Jeg valgte højre. Jeg er jo vant til at træffe vigtige beslutninger, så Efter nogen traven, kom der en lille bakke jeg asede mig op af. Der var stadig kun plantage at se til begge sider - men på toppen af bakken kune jeg også se bagerste klitrække! Havde der været lidt vind kunne jeg også ha-
ve hørt brændingen, men der var ingen vind, så jeg blev ikke advaret om mit forkerte valg! Jeg vendte pligstskyldigst om tilbage samme vej. Jeg er jo også vant til at ændre mine vigtige beslutninger Jeg var nu begyndt at svede først over måske ikke at være tilbage til den aftalte tid, så over ikke at kunne finde vej og sluttelig over at have fundet vej og så ase sig hjemover til mødestedet. Husk jeg var klædt på til minusgrader og minimal aktion ikke til kilometerlange marchture i det vestjydske. Puhhh det var hot! Morale: Hør for hulen efter hvad din guide siger til dig. Airdale Terrieren var den første der gik sit spor. Vi var ikke med da sporet blev gået, men der var store roser til både fører og hund fra Marianne efterfølgende. Over bakker og vindfælder i en bue rundt var det gået og rigtig godt gået! Ingelise og Penny var de næste der skulle gå sit spor. Her kunne vi nå at være med. Alle JRT folkene gik med på sporet. Penny var ligeglad. Efter lige at have ronderet omkring sporstarten, gik det lige som sidst. Hun tog færten dybt ind igen og trak så af sporet til! Det var bare så flot. Tiden sporet havde ligget tangerede de 3-3,5 time, så det var rigtig flot, når det kun var 2. gang og uden forudgående træning. Det kan Penny godt være stolt af det er vi i hvert fald. Det vi skal have rettet til næste gang er hastigheden hun går bare fremad. Det gik fint i dag, men når vi skærer ned på blodet, skal der mere koncentration til og så skal hastigheden ned. Langsom hund lugter bedst! Vi skruer kun på ét parameter af gangen, f.eks.: samme liggetid samme længde samme terræn men mindre blod! Så var det blevet Hodja s tur som den sidste. Jeg erkender, at på trods af Penny s flotte arbejde, så krilrede det en smule i maven. Man vil jo så gerne at det går godt. Jeg gjorde et stort nummer ud af at skifte line og få ro på ham inden jeg førte ham til sporstart. Alle var også med her, 5 personer i alt - men det generede ham overhovedet ikke. Det var bare igen et supergodt spor! Hodja optog fært, satte næsen i skovbunden og der blev den alle 350 meter! Omkring 50 meter inde var Marianne efter mig giv ham nu line! Han gik her i 5-6 meter. Resten af vejen gik han stort set i 10 meter. Han gik sporet i et perfekt tempo det hænger muligvis sammen med de 95 kg. han havde i den an-
den ende, men det betød samtidig at han overhovedet ikke var i tvivl om hvor sporet lå. Min lille nervøsitet forsvandt fuldstændigt, da han gik udenom den første vindfælde, hvor jeg med vilje havde lagt sporet udenom og senere, hvor han møjsommeligt kravlede over en anden vindfælde, hvor jeg havde lagt sporet over den altså, det var bare så flot og så lavede han det fineste knæ ind til de sidste 50 meter og hjortebenet Sporet var som sagt 350 meter. Da han var den sidste, havde det ligget i over 4 timer, så jeg var rimelig stolt af den lille mand. Jeg synes det er flot af en hvalp på kun 7 måneder. Ikke så meget at rette på i denne omgang, vi skal bare fortsætte de gode takter, men føreren skal holde op med at gøre sig unødige bekymringer og så skruer vi nok på blodparameteret næste gang. Om morgenen, havde Marianne lagt et spor til sin Australske Terrier, Ronja. Sporet var blevet lagt omkring kl. 08.00 og klokken havde da passeret 14.00, inden hun kom i gang. Sporet have således ligget i 6 timer og det var 600 meter langt i skiftende terræn. Alle Russlernes mennesker var med ude og se Ronja gå spor. Ronja er en livlig lille fætter, der helt klart vidste hvad der skulle ske hun elsker bare at lave sporarbejde. Men lige i dag, havde Marianne valgt ikke at lægge det sædvanlige blodspor til hende men et kaninslæbespor. Det overrakede Ronja lidt i starten, men det tog ikke mange meter før hun sad i sporet. Vi fik set hvordan en mere erfaren hund arbejder, vi så og lærte noget om vinddrift og en flot afslutning fik vi også. Hold da op for et knæk over grøft Inden sporene blev taget, fik vi en gang medbragt håndmad og noget varm kaffe og snakken gik om både det ene, det andet og det tredje. Det var rigtig hyggeligt igen! Vi fik gået en masse i skoven undertegnede lidt mere end planlagt men det er en rigtig sund form for motion, både for hunde og for mennesker. Jeg kan kun anbefale at man tager sin JRT, eller en hvilken som helst anden terrier, har dette vist os, og så kom ud i naturen med hundene. Lad dem bruge deres naturlige instinkter man får det tifold igen. Jeg er meget sikker på, at alle er på plads igen til næste samling den 20. januar. Det er vi simpelthen nødt til man bliver ikke ekspert på Schweiss spor efter et par gange. Der mangler meget endnu og det glæder vi os til!
Kirsten Watts havde et rigtig godt kamera med, så vi denne gang kunne forevige noget af det fine sporarbejde der blev lavet. TN redaktionen har fået et udvalg som denne artikel er krydret med. Igen en stor tak til Marianne og hendes mand, der havde lavet alt forarbejdet til en vellykket spordag. De der ikke var med i dag kan godt ærgre sig Lars og Ingelise Frennesen Kennel Jackstars