1 Urup Kirke Søndag d. 12. januar 2014 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger, Mark 10,13-16. 2. tekstrække Salmer DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære DDS 62: Jesus, det eneste - - - DDS 41: Lille Guds barn, hvad skader dig Altergang: DDS 674, v. 2+7: Sov sødt, barnlille DDS 49: Ingen er så tryg i fare Tekstlæsninger GT-læsning Sl 8 Epistel Kol 1,15-19 Prædiketekst Mark 10,13-16
2 De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem:»lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige hører sådanne til. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Prædiken Teksten, vi netop har hørt, hører vi ved alle dåb i Folkekirken, så de lyder bekendte for mange! Vi kan godt sige, at det er en slags dåbsfest i dag! Jeg håber, I er med på at fejre dem, der har dåbsdag i dag? Jeg foreslår, at vi samler ind til dem, der har dåbsdag i dag og giver en god gave. Hvem har dåbsdag i dag? Det er min dåbsdag i dag! Og jeg vil nu ikke fremhæve min egen dåbsdag, for jeg synes, vi skal holde fest for vores alles dåb i dag men det passer så tilfældigvis lige med, at det er min dåbsdag i dag. D. 12. januar for 45 år siden kom en ung mor og far til Asp kirke og bar deres søn til Jesus, for at han skulle velsigne ham og det var mig! Og det er jeg taknemlig for i dag. Jo, for denne velsignelse står som et urokkeligt fortegn for hele mit liv. Den rummer Guds løfte om at være med mig og bevare mig hele livet igennem. Og det løfte kan aldrig trækkes tilbage, for Gud har selv sagt det, og han står ved, hvad han har sagt. Det er ikke afhængigt af mine følelser for Gud, min visdom, min egen trosstyrke, for det blev sagt til mig, før jeg endnu kunne forstå, tale eller erfare min egen tro. Det bygger ene og alene på Guds løfte! Vi har et vidunderligt ord i Esajas Bog, netop om Guds løfte gennem livet. Gud siger: Hør mig, Jakobs hus, alle, der er tilbage af Israels hus: Lige fra fødslen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv.
3 v4 Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed. Vi er i H3K-tiden, hvor det overordnede tema er Jesu herlighed. Vi skal have øjnene åbnet for, hvilken stor frelser Jesus er og hvor stort evangeliet er. I dag hører vi om, at han tager imod de små børn. Og det er med til at vise os, hvor stor en frelser Jesus er, for at han tager imod de små børn, betyder netop, at han vil tage imod alle uanset hvilke forudsætninger vi kommer med. Det er den tro, der skal vokse frem i os, at Gud vil tage imod os som børn. Faktisk er det så vigtigt for Jesus, at han siger: den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Nej, for tager vi ikke imod det som et lille barn, så har vi slet ikke taget imod det! Det vender vi tilbage til. Vi hørte først en pragtfuld tekst fra Sl 8 om menneskets status hos Gud. Det er David, som har skrevet salmen. Jeg forestiller mig, at han en sen aftentime har stået og set op på himlen, ligesom vi kan gøre det, og blevet betaget af de fantastiske ting, der findes på himlen. Set på månen og stjernerne. Dengang vidste man ikke så meget om himlens storhed, som vi gør i dag. Vi ved i dag, at de små lysende prikker på himlen er mastodonter, der mange hundrede eller tusinde lysår væk flyver rundt i perfekte baner i et velordnet system. Der er milliarder og atter milliarder af dem, og nogle af dem er så store, at selv solen er en lille bitte prik i forhold til dem. Det er sådan, at hvis jorden er en golfbold, så er solen forholdsmæssigt ca. så stor som korbuen her i kirken, men de største kendte stjerner har tilsvarende en diameter så stor som til toppen af Mt. Everest, knap 9 kilometer. Det er enorme kugler af energi. David siger: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?
4 I lys af den storhed: Hvordan skulle Gud kunne tage sig af lille mig? Jo, det er måske for stort for min forstand, men ikke for stort for Gud. David fortsætter med at sige om mennesket: Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Kun lidt ringere end Gud! Det er vores status hos Gud. Vel at mærke en status, som vi har helt fra undfangelsen og hele livet. Nogle tænker, at det største i hele Guds skaberværk, må da være englene! De tjener Gud nat og dag og findes i Guds nærhed. Men nej! Som vi læser i Hebr: De er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen. Og så citerer Hebr. Sl 8 og taler om Jesus, det sande menneske, der blev kronet med herlighed og ære og for en tid blev gjort ringere end Gud. Jo, for det er i troen på Jesus, at vi forstår menneskets storhed, som vi jo netop har sammen med ham. Lidt ringere end Gud det er din værdi, og deri kan et kristent menneske have sit grundlæggende selvværd og selvfølelse. Ikke i kraft af, hvad jeg kan eller gør men hvad jeg er for Gud! De største stjerner, Gud har skabt, flyver ikke rundt langt væk i universet, men sidder her i kirken i dag. Når Gud kigger herned, ser han et stjernehav, som glæder ham mere end at se på himlen. De bar nogle små børn til Jesus. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Disse mødre skal vi lægge mærke til. De bar børnene til Jesus, og heri er de et forbillede for os forældre. At bære børnene til Jesus er vores store gave og opgave, så de får lov at kende Jesus og hans velsignelse gennem livet. Det betyder at fortælle bibelhistorie for børnene, at bede for dem og med dem, at tage dem med til kirke, sende dem hen, hvor evangeliet forkyndes. Børnearbejdet i Guds rige er overordentlig vigtigt, og ud over at fejre vores dåb i dag, bør vi fejre dem, der slider med at bringe evangeliet til børnene. Som en har sagt:
5 Børnene får ikke betydning for kirken i fremtiden, uden at de har betydning for kirken i dag! Børnene hører med. Guds rige hører sådanne til, siger Jesus. Ve det menneske, som vil holde børnene fra Jesus. Disciplene kom engang hen til Jesus og spurgte: Hvem er den største i Himmeriget? Og Jesus stillede et barn midt iblandt dem og sagde: Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget. Og fortsatte: den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Kan vi forældre høre, at vi har et stort og vigtigt ansvar? Guds rige hører sådanne til! Og hvem er sådanne? Det er dit barn. Vi må lære børnene det, og lære dem at glæde sig over deres status hos Gud! Så til os voksne! Jeg sagde i begyndelsen af gudstjenesten, at både børnene og vi voksne kan lære noget vigtigt om Guds rige. Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer I slet ikke ind i det! Her er noget, som slår mig, når vi har barnedåb. Børnene får i dåben den gave, som sammen med selve livet er den største gave, de nogensinde vil få, men vi voksne lærer noget vigtigt ved dåb: nemlig hvordan man kommer ind i Guds rige. Her kan vi lære af børnene. Hvordan er børnene et forbillede for os? Man har peget på forskellige ting. Fx, at børnene skulle være uskyldige og uspolerede, og så gælder det for os om at være det samme. Men Bibelen beskriver ikke børn som uskyldige. Kong David bekender i Sl 51: I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig. Og det er ikke, fordi Davids mor eller far var specielt syndige, men fordi de som alle andre mennesker bar på arvesynden fra Adam og Eva. Derfor kan Paulus i Efeserbrevet sige: Vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Det kommer stærkt til udtryk i en dåbssalme, som jeg desværre ikke fandt plads til i gudstjenesten i dag, salmen: Du folk, som kristne kaldes vil :
6 Du var, før du til verden kom, og før du noget gjorde, alt under vredens strenge dom, fordømt, fortabt og borte; du havde af forældres blod et sind, som var din Gud imod og ville ham ej kende. Sådan fødes vi ind i verden. Det er derfor, der sker et kolossalt stort under, når Gud genføder i dåben og giver os alt det, som vi mangler. Sådan står det nemlig i næste vers: Al denne ulyksalighed, alt det, dig skade kunne, det sank i dåbens vande ned og evig gik til grunde; alt, hvad ved Adam var forsét, og ved dig selv var ilde sket, har Gud i dåben druknet. Jeg kan tænke på min døbefont derhjemme i Asp kirke, hvor der sikkert er gudstjeneste lige nu, måske endda barnedåb: Her ligger min synd begravet, her tog Gud min syndeskyld! Vi kan sige det sådan: På korset døde Jesus for mig, i dåben døde min synd med ham! Nej, vi var ikke uskyldige som spæde. Det er ikke det, vi skal lære af børnene. Andre siger: Vi skal tro ligesom børn enfoldigt og barnligt! Der er noget sandt i det, men det er heller ikke helt sandt. Vi skal og kan nemlig ikke tro ligesom børn! Der sker nemlig noget med troen med årene. Som barn stiller man meget få spørgsmål, men som teenager og ung, hvis man fx går på gymnasiet, begynder man at reflektere mere over det, man før godtog uden videre.
7 Man stiller spørgsmål som: Eksisterer Gud? Hvorfor er der så meget ondt i verden, hvis Gud er god? Er min tro sand? Hvad med alle religionerne? Og sådanne spørgsmål må man gerne stille og reflektere over. Man skal ikke tage hovedet under armen og sige: Vi ved måske ikke, om kristendommen har fat i sandheden, men vi beskæftiger os ikke med det måske endda af frygt for, at det skulle vise sig, at argumenterne ikke holder. Jeg er taknemlig for, at der findes bøger som disse ( svar på tiltale, med god grund, skabelse & videnskab ), der fremholder gode argumenter for Bibelens troværdighed, Jesu historiske opstandelse, sandheden om Guds skabelse af himmelen og jorden. Vi har ikke hovedet under armen, når vi tror på evangeliet eller Guds ord. Det kan, om ikke bevise, så kraftigt sandsynliggøre sin sandhed. Paulus siger: Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Vi skal tro som voksne. Hvad skal vi så lære af børnene? Én ting: At modtage Guds rige! At modtage Guds rige! Det er samtidig det, vi voksne har sværest ved, og det er derfor, vi i dag får en formaning fra Jesus. Kan vi ikke tage imod, så er Guds rige både nu og på dommens dag lukket for os. Det afgørende for et menneske i forhold til Gud er ikke hvad det kan forstå eller gøre eller give, men hvad det kan modtage! Et lille barn, der bæres til dåben, kommer kun med synd, kun med skyld, og derfor har det kun ét at gøre: At modtage Guds rige, at åbne sig for Guds kærlighed! Det er faktisk meget ligesom børnene tager imod forældrenes kærlighed. De ser dag for dag, at forældre kun vil dem godt og hjælper dem, og så åbnes tilliden til forældrene, og de begynder at smile og grine og blive fortrolige. Sådan er det i forhold til Gud. Når vi ser Guds kærlighed og får øjnene åbnet for, at han kun vil os det godt, hjælpe os, tilgive os, frelse os, give os evigt liv, så åbnes tilliden til ham.
8 Og vil du give Gud noget og det håber jeg, du vil så giv ham denne tillid. Eller som vi synger i vi pløjed og vi så de : Tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er. Det er det, han så gerne vil. Og det er lige præcis derfor, Jesus er så stor og herlig en frelser! Amen!