Nye behandlingstanker i kriminalforsorgen

Nye behandlingstanker i kriminalforsorgen Af lektor, lic.jur., ANETTE STORGAARD Juridisk Institut, Afdelingen for Proces- og Kriminalvidenskab Aarhus Universitet Efter at der i godt 10 år har været stor afstand mellem hjælpe- og straffesystemerne, er disse op igennem 1990 erne begyndt igen at nærme sig hinanden. Behandlingstankegangens reaktivering sker først og fremmest over for spritbilister, sex-dømte og misbrugere. I artiklen præsenteres tre initiativer for misbrugere, som alle er succeser i den forstand, at de vækker stor begejstring blandt de, der får del i dem. Samtidig er de med til at muliggøre, at flere misbrugere kommer i kontakt med behandlingssystemet. Endelig kan de ses som små brobygningsprojekter, idet de åbner nye kommunikationskanaler mellem de involverede myndigheder. Samtidig påpeges projekternes svagheder. For det første savnes klare målbeskrivelser til brug for effektmåling. For det andet forekommer det urealistisk at forvente ensartede, målelige adfærdsændringer, efter at man har udsat unikke, skrøbelige og ensomme individer for en ofte kortvarig programbaseret påvirkning. 1. Kriminelle stofmisbrugere 1 Efter et tiår med kraftig betoning af den form for lighed i straffesystemet, der beror på proportionalitet imellem forbrydelse og straf, har der i 1990'erne været en ny tendens til individualisering af straffene. Sexdømte, spritbilister og stofmisbrugere er de grupper, der har haft størst opmærksomhed i den debat, hvor tanker om at kombinere straf og behandling i høj grad er blevet relanceret. Den særlige opmærksomhed mod disse grupper synes at have sammenhæng med en flytning af fokus, når årsager til kriminalitet skal forklares. Fra at hovedvægten i årsagsforklaringerne har været lagt på objektive faktorer som bl.a. ung alder, mangelfuld uddannelse, arbejdsløshed og problematisk opvækst, tales der i stigende grad om, at den kriminelle adfærd også hænger sammen med personlige karakteristika og/eller livsstil. En generel tendens i retning af at også det offentlige bør få mest muligt for pengene, har legitimeret krav om at indsats på forskellige områder skal virke. Det er nærliggende at antage, at en virkning af straf bør være, at mennesker enten afstår fra kriminalitet for at undgå straf, el- 1 Artiklen bygger på egne undersøgelser og offentliggørelser igennem Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet: AKontrakten@ i Ringe Statsfængsel, 1998, Behandling i stedet for straf til nogle kriminelle stofmisbrugere, 1999, Straf og misbrugsbehandling under samme tag, 2000, og Straf og misbrugsbehandling under samme tag, Supplement, 2000. Vedrørende den nyere udvikling på AKontrakten@ henvises endvidere til AMisbrugsbehandling i danske fængsler@, Nytter det?, 2001, DJØF. RETTID 2002 57

ler afstår fra at begå kriminalitet igen efter straffen. Med hjælp fra bl.a. forskellige fagfolk og pressen er det imidlertid blevet en stadig mere udbredt erkendelse, at det traditionelle straffesystem ikke virker overfor de nævnte grupper. I hvert fald mindskes hverken trang til strafbare former for sex eller trang til beruselse med det ene eller det andet middel - med deraf følgende kriminel adfærd - efter fuldbyrdelse af en traditionel fængselsstraf. Det hører dog med, at forklaringerne på straffesystemets manglende positive indflydelse på stofmisbrugere m.fl., i højere grad har været knyttet til disses særlige karakteristika og behov, end de har bygget på påvisninger af god effekt overfor andre grupper af kriminelle. Med andre ord kan der ikke sluttes omvendt fra, at straffesystemet ikke har en god effekt på nogle grupper til, at effekten er god overfor andre grupper, som ofres ringere opmærksomhed i debatten. I det følgende behandles udelukkende den danske kriminalforsorgs særlige initiativer for kriminelle stofmisbrugere. Sin ringe charme til trods er denne betegnelse mundret og umiddelbart forståelig, som den gruppe personer, der har behov for behandling mod afhængighed af narkotika samtidig med, at de har modtaget dom for kriminalitet. 2. Kontraktfængselsafdeling Det første af de initiativer, der skal omtales her, er kontraktfængselsafdelingerne, som blev indrettet i nogle åbne og lukkede fængsler fra 1994. I dag findes kontraktfængsels-afdelinger i 4-6 fængsler, hvert sted med et antal pladser, der svarer til en beskeden andel af fængslets samlede kapacitet. Her har indsatte mulighed for at indgå en kontrakt med fængslet om stoffri afsoning. De indsattes kontraktmæssige forpligtelser består i accept af ekstra streng kontrol, hovedsageligt urinkontroller, og et langt tættere socialt samvær med såvel indsatte som ansatte sammenlignet med afsoning andre steder. Fængslets forpligtelser består i ydelse af nogle få ekstra privilegier, som f.eks. en såkaldt kulturudgang med jævne mellemrum og øget mulighed for at benytte attraktive faciliteter, f.eks. kondirum. Det følgende bygger alene på nærstudier af én kontraktfængselsafdeling, nemlig den i Ringe Statsfængsel. Her formulerede man i 1994 sit formål således: - at ikke-stofmisbrugere forbliver stoffrie (der var afsat ganske få pladser på afdelingen til ikke-misbrugere), - at stofmisbrugere motiveres til og bliver i stand til at klare en stoffri tilværelse, også efter løsladelsen, - at indsatte får mulighed for at afsone med større medindflydelse/større personligt ansvar for egen situation. Igennem i alt 56 interviews med indsatte på - og bortviste fra - denne afdeling og (stikprøvevis) indsatte på andre af fængslets afdelinger står det klart, at det til fulde lykkes at gennemføre stoffri afsoning på kontrak- RETTID 2002 58

ten. Ethvert forsøg på håndtering eller indtagelse af narkotika medfører bortvisning eller karantæne i isolation på sygeafdelingen. De meget hyppige urinprøve-kontroller, kombineret med den tætte sociale omgang, gør det meget lidt sandsynligt, at der kan eksistere et skjult narkotika-marked på kontrakten. Både indsatte på kontrakten og dem, der er bortvist (hyppigst på grund af narkotika), er fuldstændigt enige om, at der er væsentligt højere kvalitet i afsoningen på kontrakten end andre steder. Der bruges beskrivelser som man taler med hinanden på tværs af skellet mellem indsatte og ansatte, og der vises ærlig interesse for hinanden. Det er under alle omstændigheder krævende for de indsatte at afsone på kontrakten. Nogle ændringer efter en evaluering i 1996-97 ser dog ud til at have øget sandsynligheden for, at et påbegyndt ophold føres igennem til det tidspunkt, hvor det var tænkt afsluttet. I undersøgelsesperioden havde afdelingen jævnligt problemer med at opretholde en acceptabel kapacitetsudnyttelse på grund af, at kun ca. 1/6 opholdt sig på kontrakten i så lang tid som planlagt, hvilket dengang var 6 måneder. Kun halvdelen af dem, der blev optaget, blev der i mere end én måned. I 2000 havde afdelingen i de første 9 måneder kun 3 bortvisninger på grund af narkotika, en gennemsnitlig opholdstid på 3,8 måneder og et gennemsnitligt belæg på tæt ved 90%. Blandt de mest iøjnefaldende ændringer i den mellemliggende periode er for det første, at man har flyttet afdelingen, så der ikke længere er så let adgang til kontakt med indsatte på andre afdelinger (og dermed narkotika), og for det andet, at man har udviklet et behandlingskoncept i tæt samarbejde med den superviserende psykolog. Behandlingen indeholder flere forskellige elementer. For det første afholdes ugentlige møder, hvor alle indsatte og det personale, der er på arbejde, har mødepligt. Disse møder behandler en række praktiske spørgsmål, som f.eks. kostplan for den kommende uge, kulturudgang, rengøringsplan, program for morgensport mv. Derudover evalueres den forgangne uge, og det drøftes hvilke nye ansøgere, der er til kontrakten. Hver 2. uge holdes den såkaldte 5-punkt-runde, hvor alle indsatte og de to funktionærer, der har dagtjeneste i den pågældende uge, vurderer sig selv og de øvrige med afsæt i følgende fem punkter: Sprogbrug, humør, arbejdsindsats, initiativ og samarbejdsevne. Alle deltager på lige fod, men en funktionær er ordstyrer, og alle begynder med at vurdere sig selv, hvorefter man lytter til - og svarer på - de andres vurdering. Udover de møder, hvor alle deltager, afholdes mindst én gang om måneden trekantsamtaler, hvor den enkelte indsatte mødes med sin kontaktperson i personalegruppen, og den tilknyttede psykolog deltager som supervisor. Disse møder benyttes til at komme et skridt tættere på en afdækning af- og løsning på den enkeltes problemer. Hensigten er at bane vejen for, at den indsatte kan vælge et liv uden stoffer efter løsladelsen. Der arbejdes endvidere målrettet på at reetablere brudte kontakter og sociale netværk udenfor fængslet. Endelig er det i disse samtaler, der lægges individuelle afsonings- og løsladelsesplaner. Samtalerne betragtes RETTID 2002 59

som fortrolige. Psykologens opgave er at tilse, at følsomme emner får en hensigtsmæssig behandling og afrunding. Med henblik på at anvise et realistisk (gratis) tilbud om opfølgning efter løsladelse og samtidig give de indsatte mulighed for at se, at det kan lade sig gøre at leve uden narkotika, afholdes ugentlige møder med en lokal NA-gruppe, som kommer på besøg i afdelingen. 2 Som supplement til et engageret fængselspersonale, som igennem en årelang kontinuerlig indsats har opøvet personlige kompetencer, indgår de indsatte aktivt i det terapeutiske miljø. I lighed med behandling efter såvel Minnesota-modellen som Phoenix House inddeles de indsatte i grupper efter anciennitet: Nye, juniorer og seniorer. De nyeste har færrest pligter og færrest rettigheder. Når man rykker op som junior skærpes kravene og mulighederne for indflydelse. Bl.a. kan man som junior få til opgave at fungere som storebror/storesøster til en ny. Det vil sige, at man skal tage sig særligt af den nye, tale med vedkommende, vise rundt og fortælle om praktiske spørgsmål, vise omsorg for den nye, hvis der er abstinenser eller andre problemer. Det er slet ikke alle, der rykker op som senior, men når det sker, øges indflydelse og krav yderligere. Seniorer skal være et godt eksempel for de andre og de tages med på råd, før personalet træffer beslutning om optagelse af nye, oprykning osv. 3. Behandling som alternativ til fængsel I 1995 påbegyndtes et geografisk afgrænset forsøg, hvor nogle kriminelle stofmisbrugere, som modtog dom for ikke-personfarlig kriminalitet, blev tilbudt afvænningsbehandling som alternativ til et fængselsophold på 6-12 måneder. Betingelsen for at undgå fængsel var gennemførelse af det aftalte behandlingsforløb, som kunne være på 1 eller 2 år. Uanset varighed skulle et behandlingsforløb indeholde døgnbehandling, udslusning, boligplacering og passende beskæftigelse. Forsøget finansieredes af centrale midler og var planlagt til at løbe i 3 år. Forsøget med afvænningsbehandling i stedet for ubetinget fængselsstraf skulle afprøves i form af to forskellige modeller. Den ene bestod af et 1-årigt forløb, som var formet til dette forsøg, den anden med et 2- årigt forløb, hvor man ville benytte de behandlingstilbud, der er på markedet og tilføje et fyldigere opfølgningsprogram (bolig og aktivering), end der sædvanligvis er økonomi til. I begyndelsen led det 2-årige forløb meget under rekrutteringsvanskeligheder. Det så ud som om at bytteforholdet mellem 6-12 måneders fængsel og 2 års behandling forudsatte meget høj motivation hos de domfældte. Det største problem i det 1-årige projekt var derimod at fastholde deltagerne. Forskellen mellem de to projekter blev dog mindre allerede i løbet af de første par år. Den gennemsnitlige gennemførelsesprocent ligger på omkring 1/3, dog stadig lidt højere i 2-års forløbet og lidt 2 Narcotics Anonymous, Minnesota-programmets selvhjælpsgruppe, svarer til Anonyme Alkoholikere. RETTID 2002 60

lavere i 1-års forløbet. Generelt var der færre deltagere i forsøget end forventet. Man kunne konstatere, at der igennem dette forsøg opstod kendskab til en helt ny gruppe af stofmisbrugere. Mennesker, som måske på grund af deres kriminalitet, ikke hidtil havde søgt behandling for deres - i øvrigt ganske massive - misbrug. I løbet af behandlingstiden var det meget få, der ikke havde recidiv til nyt misbrug, hvilket man fra de kontrollerende myndigheders side efterhånden fik lært sig at håndtere, især under indflydelse af den fri kriminalforsorgs sædvanlige tilsynspraksis. Omvendt var der ingen, som recidiverede til ny kriminalitet, så længe de var med i programmet. Det var meget tydeligt, at det var narkotikatrangen og ikke trangen til at begå ny kriminalitet, der startede den deroute, som kunne føre til bortvisning. Dette bestyrker antagelsen om afhængighed af narkotika som en kriminogen faktor. I begyndelsen var det ganske udfordrende for de tre decentrale myndigheder at finde sammen om arbejdsopgaven. Der er ingen historisk tradition for at disse mødes og arbejder sammen. Tværtimod har - i hvert fald kommuner og amter, som har ansvar for hhv. behandling og bolig/beskæftigelse - hver sine budgetter og velafgrænsede kompetenceområder, medens den fri kriminalforsorg, som har ansvar for tilsyn, er under en mere håndfast central styring. Men efter tre år betegnede samtlige involverede myndighedsrepræsentanter ordningen som meget vellykket og udbytterig i en grad, der rækker videre end til samarbejde i de konkrete sager. Med til det positive indtryk hører endvidere, at ved udgangen af maj 2000 havde i alt 29 mennesker undgået et fængselsophold og yderligere 29 mennesker var i færd med at gennemføre det alternative behandlingstilbud. Dette sidste skal dog vurderes i lyset af at, der i alt var faldet 146 betingede domme indenfor ordningen på samme tidspunkt. 4. Importmodellen Endelig åbnede man i 1997 en såkaldt behandlingsafdeling i Statsfængslet i Vridsløselille. Her blev ansat professionelt behandlingspersonale fra en privatejet institution, der arbejder efter Minnesota-modellen. Ledelsen på behandlingsafdelingen består dels af den traditionelle fængselsstruktur med en overvagtmester, der fortsat er ansvarlig for bl.a. afsoningsforhold og sikkerhed, dels af en behandlingsleder, der suverænt har ledelsen for så vidt angår behandlingen. Denne ordning betegnes af alle aktører som importmodellen, fordi den består af import af professionel behandling i straffesystemet. Gennemføring af behandling i fængslet har ikke de samme fastholdelsesproblemer som behandling i frihed. Ikke blot kan man ikke så let undvige eller udeblive. Men det viste sig også, at havde man først som indsat været optaget på behandlingsafdelingen, var det vanskeligt at komme tilbage i det normale fængsel. Dette hænger sammen med den ganske anderledes afsoningskultur, der bl.a. rummer et tættere samvær mellem indsatte og ansatte. Fra et fangeperspektiv kan dette opfattes som et samarbejde med fjenden. RETTID 2002 61

I lighed med kontraktfængselsafdelingen er afsoningen på behandlingsafdelingen af langt højere kvalitet end sædvanlig afsoning. Interviews med alle indsatte og ansatte på afdelingen i løbet af det år, evalueringen stod på, gav et klart billede af et brud med den generelle fængselsstemning og meget stor begejstring for muligheden for behandling. Nogle havde hellere ønsket et andet behandlingskoncept, men de pågældende var dog mere end villige til at modtage det tilbudte. Selv om der konstant var afsonere på andre afdelinger eller i andre fængsler, som havde ladet sig skrive op til behandlingsafdelingen, var det vanskeligt at holde et konstant højt belæg på afdelingen. Dette burde ikke overraske. Det ligger i sagens natur, at eventuelle bortvisninger må ske omgående, medens overførsler af nye indsatte kræver etablering af kontakt og undersøgelse af, om motivationen fortsat er til stede, organisering af transport m.v. Også optagelsesproceduren kan man naturligvis arbejde med at effektivisere, men man kan ikke forvente, at der lige fra starten kan være optimal kapacitetsudnyttelse i et så nyskabende koncept. 75 % af dem, der blev optaget på afdelingen, blev der i det aftalte tidsrum, og de gennemførte således det forventede forløb. Det spinkle materiale til trods, tegnede der sig et klart billede af, at den behandling, man fik på afdelingen, ikke er tilstrækkeligt til, at de indsatte kan stå på egne ben umiddelbart ved løsladelse. Der er behov for langsom overgang til frihed med fortsat støttende behandling. De få, der ikke fik dette, recidiverede efter 1 og 2 måneder til ny kriminalitet. Ikke alle dem, der fik opfølgende behandling, holdt sig ude af kriminalitet i lang tid. Men enkelte havde dog været på fri fod i over 1 år uden at være registeret for ny kriminalitet, da undersøgelsesperioden var slut. I forbindelse med løsladelse løb man ind i store problemer med finansiering og organisering af opfølgende behandling, idet kompetencen til at visitere til behandling ligger hos amterne, som imidlertid ikke havde haft nogen indflydelse på optagelsen på behandlingsafdelingen. Disse problemer blev først opdaget efter nogen tid og er efterhånden ved at være afhjulpet igennem bedre og tidligere information. Det forløb ikke uden vanskeligheder at optage den ny personalegruppe i fængslet. Det fængselspersonale, som var ansat på afdelingen, var meget åbent og positivt overfor den nye gruppe, så det daglige samarbejde fandt hurtigt et leje. Men blandt det øvrige personale i fængslet, for hvem det nye var mere fjernt og måske alligevel truende nært, var der nogen modstand. Det bevirkede en ubehagelig stemning omkring personalet fra behandlingsafdelingen, når man færdedes i det øvrige fængsel. Dette blev af vældig mange betegnet som den største skuffelse i forbindelse med forsøget. Blandt de mest glædelige overraskelser for personalet var, at man havde lært at se på de indsatte som mennesker af kød og blod, som det kunne nytte at støtte og motivere. De indsattes holdning til forsøget er ubetinget positiv. Selv om nogle som sagt ville have foretrukket behandling efter et andet koncept, er alle begejstrede for muligheden for behandling. Fuldstændigt i samklang med personalet er én af de største positive overraskelser, at man RETTID 2002 62

for første gang har oplevet, at der gemmer sig et menneske bag fængselsuniformen med det vedhæftede nøglebundt. 5. Refleksioner Studier af indsatsen vedrørende kriminelle stofmisbrugere giver i hvert fald grundlag for refleksioner af to typer. For det første refleksioner vedrørende de forskningsmæssige muligheder og begrænsninger, og for det andet refleksioner vedrørende målgruppen og perspektiverne for denne gruppe og den indsats, der ydes. I de tre omhandlede evalueringssituationer stod forskeren i situationer, hvor initiativerne enten havde været i gang i nogen tid og havde erkendte problemer, eller var i en forsøgsfase, og evalueringen forventedes at indgå i grundlaget for beslutning om, hvorvidt det skulle videreføres. Effektstudier, hvor man også ser på virkningen på lidt længere sigt, f.eks. om man kan forebygge ny kriminalitet ved at hjælpe en kriminel stofmisbruger ud af sit misbrug, kan ikke gennemføres indenfor korte tidsrammer. Endnu vanskeligere bliver det, når projekterne, som her, er i specielle faser, der må antages at afvige fra en almentilstand. Det kan enten være på grund af, at de er nystartede, eller fordi de er midt i eksistentielle overvejelser. Ikke mindst i denne sammenhæng opstår der let en vis diskrepans mellem opdragsgivernes ønske om klare svar på hvordan den nye indsats virker, og forskerens mulighed for at levere disse svar. Projekternes udformning var resultater af hhv. politiske ønsker og praktiske muligheder. Udformningen byggede ikke på videnskabeligt indsamlede erfaringer fra ind- eller udland, lige som der heller ikke var udformet koncepter med konkrete mål og delmål, som kunne lægges til grund i opfølgende effektstudier. Manglen på præcise formuleringer om, hvad man vil opnå med initiativerne, er en selvstændig og ikke ubetydelig hindring for mulighederne for at vurdere graden af succes. I de projekter, der er omtalt ovenfor, fandtes meget kortfattede målsætninger, men ingen af dem var sådan formuleret, at der var mulighed for at måle dem på det tidspunkt, hvor evalueringen blev sat ind. Såvel forsøget med behandling som alternativ til fængsel som importmodellen indebar ganske store ændringer i hidtil benyttede arbejdsrutiner. Ikke mindst medførte de, at de offentlige myndigheder på såvel centralt som decentralt niveau fik nye berøringsflader med hinanden. Hertil kom den udfordring, der ligger i at arbejde sammen på tværs af offentligt og privat regi. I disse to tilfælde skulle ikke alene forløbet for målgruppen, men også processen vedrørende indkøring af nye arbejdsmåder og samarbejdsrelationer derfor evalueres. For så vidt angik samarbejds- og indkøringsaspektet var tidspunktet for evaluering mere velvalgt end vedrørende effekten overfor målgruppen. Vedrørende målgruppen er det en generelt dækkende iagttagelse, at den er kraftigt marginaliseret i samfundet. Samtidig er den ikke talstærk. Selv om livsmønstre og aktuelle problemer for mange i målgruppen kan indfanges og beskrives af fælles begreber, har hver enkelt sit unikke livsforløb. Der er tale om individer med visse forhold til fælles, og det mest RETTID 2002 63

dominerende lighedstræk er ensomhed. Der er ikke tale om mennesker, der er ens. Deres vej ind i afhængighed er personlig, og det samme må antages at gælde for deres eventuelle vej ud af afhængighed. Der er gode grunde til at introducere strukturerede og systematiserede behandlingsprogrammer i kriminalforsorgens regi. En af disse er, at kun derved bliver det muligt at måle, om der er en virkning. Men erkendelse af, at det, som denne gruppe har til fælles, nemlig afhængighed af narkotika og kriminalitet, i alt væsentligt må betragtes som symptomer, bevirker dog, at optimismen fortsat er behersket med hensyn til troen på, at man kan udvikle ét stort program, der fjerner symptomerne hos alle. Målgruppen falder meget let ned imellem to systemers rækkevidde, nemlig retssystemets og det sociale systems. Det mest følsomme punkt for målgruppen er overgangen fra et døgnophold i fængsel eller institution til et liv med eget ansvar for alle sider af tilværelsen. Og netop her rækker de to systemer ud mod hinanden, uden helt at nå hinanden. Den eksisterende magt- og kompetencefordeling er en uomgængelig og meget magtfuld faktor. Netop mens den enkelte borger skal passere den smalle bro imellem de to systemer, er vedkommende i den mest sårbare position, hvor det vigtige skridt mellem institution og eget ansvar skal tages. 6. Styrker og svagheder i de nye initiativer Sammenfattende skal der fremhæves tre vigtige - og oveni købet glade - budskaber efter studier af aktuelle indsatser for kriminelle stofmisbrugere. Samtidig peges på tre steder, hvor der er behov for solide broer i stedet for de eksisterende skrøbelige passager. Det første gode budskab er, at uanset hvilket af de tre initiativer vi betragter, er deltagerne begejstrede. Der er en meget udbredt påskønnelse af muligheden for at sadle om. Selv blandt dem, der ikke gennemfører den iværksatte behandling, er det et udbredt synspunkt, at det var godt at have haft chancen, og at den skal andre også have. Det andet budskab kan også fortolkes positivt. Det viser sig nemlig, at de omhandlede projekter - mest tydeligt forsøget med at give behandling i stedet for frihedsstraf - bringer behandlingssystemet i berøring med hidtil ukendte misbrugere. Selv om dette naturligvis øger antallet af registrerede misbrugere - og dermed måske får problemet til at fremtræde større - må det at have overblik alligevel betragtes som hensigtsmæssigt både ud fra et planlægningssynspunkt og ud fra et overordnet sundhedshensyn. Kendskab er i hvert fald en forudsætning for at kunne tilbyde hjælp. Det tredje budskab har nærmest karakter af en sidegevinst, men det bør ikke undervurderes. Mange startvanskeligheder til trods, har bestræbelserne for at give straffen overfor kriminelle stofmisbrugere et meningsfyldt indhold samtidig givet fornyelse af jobindholdet for mange medarbejdere. Det overordnede budskab fra det implicerede personale i alle tre projekter er, at det har været krævende, men spændende at medvirke. Ingen vil tilbage til de tidligere arbejdsbetingelser. RETTID 2002 64

Det første svage led, som er fælles for de nye projekter, er det ideologiske niveau. Projekterne indebærer en nødvendig tilnærmelse imellem hjælpesystemet og straffesystemet, som bygger på hver sin ideologi. Medens hjælpesystemet bygger på en tankegang om at tilbyde borgere hjælp, som de efter eget valg kan tage imod, er det en klar forventning til straffesystemet, at det har både vilje og evne til at gennemtvinge en straf. Arkitekterne på fremtidige projekter bør holde sig denne kendsgerning for øje og etablere fornødne holdepladser for dialog imellem systemerne. Det andet svage led kan betragtes som en delmængde af det første. Hvert system ansætter nemlig personale, der har lært at tænke og agere professionelt ud fra de herskende ideologier i deres eget system. I og med, at der iværksættes projekter om implementering af hjælp i straf, forventes disse personalegrupper umiddelbart at etablere dialog og samarbejde. Indledningsvis har de ingen forudsætninger herfor, og projekterne skal medføre store reelle udfordringer, der ikke har med selve målsætningen for projektet at gøre. Endelig har hjælpe- og straffesystemet vidt forskellige ledelsestraditioner. Hjælpesystemet ledes igennem en høj grad af decentralisering af såvel kompetence som økonomi. Heroverfor står straffesystemet med en langt højere grad af centralisering af kompetencen og en regelbaseret beslutningsgang. Dette betyder, når disse skal finde hinanden, at ligeartede beslutninger ikke altid kan træffes på et ligeartet niveau. Uanset at der kan være gode grunde til at disse forskelle findes, er der tale om objektive forsinkelser, som det måske havde været klogere at angribe end at lade sig overliste af. RETTID 2002 65