Storytelling er Great også til daglig! Af Kirsten Erlendsson Det er lidt underligt, at skriverkarle fra H.C. Andersens og Karen Blixens hjemland skal rejse helt til Florida for at få en opskrift på at skrive fortællinger hver dag. Men af en eller anden grund er det nødvendigt at tage rigtig langt væk for at opdage, at vi faktisk har alle redskaberne lige ved hånden så at sige. Som journalister er vi fulde af historier, og vi fortæller glad og gerne. Hvad der bliver talt om over frokosten, er pejlemærket for enhver god historie. Men når det kommer til papir og net, bliver vi pludselig usikre på tasterne. Hvordan skal det gribes an? Ofte vælger vi den sikre, men også lidt kedeligere hvem, hvad, hvor og hvornår og helst også hvorfor, så intet er overladt til læsernes fantasi. Skal der fortælles historier, er det pludselig litterær kunst, som kun mestres af særligt udvalgte, og det får rigtig mange journalister til at vige tilbage fra at bruge den helt enkle og simple vej til at formidle sit stof og nå læserne.
( Story-tellere på jagt efter hinandens historier) Græsrodsbevægelse Story-telling i danske medier er stadig en græsrodsbevægelse. Interessen kommer nedefra fra de menige reportere, der som en anden flok korstogsriddere drager ud og bagefter skal forsøge at overbevise travle redaktører om, at det både praktisk og tidsmæssigt kan lade sig gøre at bruge storytelling i en hverdag fuld af deadlines. Nu er historiefortælling langt fra et nyt begreb. Fortælletraditionen i Danmark har eksisteret i mange århundreder, hvor historier er gået fra mund til mund. Saxo var så at sige den første reporter, da han nedskrev Danmarkshistorien. Steen Steensen Blicher og senere Herman Bang var historiefortællere. Bangs beretning fra en jernbaneulykke i Jylland er ligeså levende, dramatisk og fængende læsning, som hvis det var foregået i dag. Men af en eller anden grund er historiefortælling aldrig blevet betragtet som en journalistisk disciplin før nu, og den praktiseres ikke med samme selvfølgelighed som de øvrige.
Der bliver talt og undervist i storytelling, men at få banket hul i den mentale mur og få dem ud i aviserne og på nettet er stadig forbeholdt de særligt udvalgte, der kaster sig ud i det For det handler dybest set om mod. Smugkig hos Poynter i atriumgården. Det var vel også sådan, vi følte, de 17 danske journalister, der havde meldt sig til Poynters Great Story Telling Everyday i St. Petersburg fra d. 14-18 marts. Som Bambi på isen. Vi var der i alle aldre, fra alle medier og stadier af vores karrierer. Alle reportere, der havde lyst til at kaste de fine fornemmelser overbord og for en stund sætte sig på skolebænken og lytte til nogle af USA s største kapaciteter og Pullizer-vindere i netop story-telling og selv give os i kast med at fortælle historier.
Peter Clark giver et nummer på guitaren i klassen Story-telling kan bruges hver dag. Du behøver ikke besøge en Zoologisk Have i seks år, som vores lærer, Pullitzer-vinderen Thomas French, gjorde for at samle stof til sin fortælling. Den blev trykt i St. Petersburg Times og er nu udgivet som bogen Zoo Stories. French fik iøvrigt Pullizerprisen, mens han var journalist på St. Petersburg Times for fortællingen Angels & Demons, om tre kvinders tragiske død i Florida, der satte nye standarder for, hvordan krimi-historier kan fortælles og samtidig få oplaget til at stige. Gode råd Men ført må du gøre dig klart, hvad historien handler om, og hvad der er motoren i fortællingen, der skal få læseren til at hænge ved til sidste linje og frem for alt: beslutte, hvor den skal ende. Så det er bare om at komme i gang. Og det gjorde vi så. Vi blev sendt i byen for at finde historier og bagefter kunne vi lytte til de mest overraskende og interessante fortællinger, fundet fra dag til dag. Hvad enten den handlede om den ældre Afrika-amerikaner, der var kommet til St. Petersburg for at finde sine rødder og nu gik rundt på et stort bibliotek - eller to lystfiskere, der sad på byens mole og stjal sig til lidt frihed fra hverdagens sure pligter - eller sælgeren i det store søndagstomme butikscenter, der fordrev ventetiden med at lege med en fjernstyret helikopter.
Vi er vant til, at vores artikler skal være drevet af aktualitet og begivenheder, men her var fortællingens styrke, at emnerne var tidløse, og vi kunne genkende os selv og vores liv i de enkle historier, der blev fortalt. (Huskeliste for storytellere) Gode råd Vær tålmodig og ti stille. Lyt til, hvad de ikke siger og hvordan de siger det, de har lyst til at fortælle. Hvad er ikke blevet sagt. Simpelt og enkelt, men igen et svært valg for den enkelte journalist med en presset deadline.
Chefredaktør Mike Wilson på St. Petersburg Times For mig var det et af kursets fine oplevelser at høre om samarbejdet mellem (chef)redaktør Mike Wilson og journalisten Lane DeGregory fra St. Petersburg Times, der har udviklet en lang række fortællinger til avisen sammen. Senere besøgte vi avisen for at se, hvilke forhold hverdagens story-tellere som Tom French og Lane DeGregory arbejdede under.
Kontorlandskabet har ikke ændret sig siden filmen Alle præsidentens mænd og alligevel giver de sig tid til at skabe de åndehuller, som fortællingen er, i medier, der er båret af alverdens hårde og afslørende nyhedshistorier og barske overskrifter. Vi mødte Lane DeGregory, der kunne fortælle, at hun var i gang med en fortælling om en autistisk dreng, der optræder som skuespiller og virker helt normal, så længe han står på scenen og spiller en rolle. En lille, men meget tankevækkende solstrålehistorier, der vækker til eftertanke om, hvilke udfordringer der gives autister andre steder i verdenen, inklusive Danmark. Hun fortalte også om, hvordan hun praktisk taget sidder på skødet af sin redaktør Mike Wilson med et helt idékatalog til fortællinger, og han kunne fortælle, hvordan han med bestemt hånd forsøger at sortere i listen over ideer, uden at stjæle hendes energi og engagement.
Her er Lanes bøn til sin redaktør: 1. Lad være med at grine af mig eller vende det hvide ud af øjnene eller tænke, at du har hørt det hele før. Hjælp mig med at finde muligheder. Hjælp mig med at se ideer med nye øjne fra en anden vinkel. 2. Hav overblikket for mig, og sørg for, at mine ideer ikke overlapper andre reporteres historier. 3. Køb en divan. Din rolle er halv terapeutisk. Luk døren og lad være med at tage din mobiltelefon eller check mails imens. Tag mine noter, mens jeg fortæller historien. 4. Læs historien højt for mig, så jeg kan høre, hvad der er forkert i flowet.
Praktiske råd fra Journalisten Ben Montgomery, Pullizer-finalist fra St. Peterburg Times : Giv dig tid til at udvikle karaktererne i din fortælling. Grib detaljer i ordforråd og talemåder. Kig efter modsætninger: Ingen er bare gode eller onde. Tro på dine egne følelser og vær en guide for læseren. Hvad er det, der tricker dine følelser og følg din frygt til det allerværste sted. Styr lige ind til smerten, som de gerne vil undgå at forholde sig til. Find en kameravinkel og overraskende detaljer. Lad murene tale og arbejd med slutninger..
15 gode råd til at skrive en fortælling fra Tom French: 1. Få ideen: Hvem er hovedpersonerne og hvad handler historien om? 2. Find hjertet i historien, der kan siges med et ord: kærlighed, venskab, troskab etc. og hvordan påvirker den vores liv og hverdag. Skriv indledningen 3. Kig i spejlet, og hold det op for læserne. 4. Fokuser på en soldat i stedet for hele hæren, og en dag i hans liv i stedet for hele udsendelsen. Mange af de bedste historier udspiller sig i handlinger, der måske ikke varer mere end 10-15 minutter. 5. Følg dem, som ingen andre ser, og se temaet gennem deres øjne: det kan være graveren til en kendt persons begravelse, eller chaufføren,der kører rundt med den kendte politiker. Eller sygeplejersken på fødegangen, der syer kjoler til de dødfødte børn.
6. Fortælling bygger på følelser, de små øjeblikke, der afslører menneskelige svagheder, som når en bedragerisigtet bliver taget i bussen for ikke at have betalt billet. Husk at livet er bestemt ikke venligt. 7. Læg mærke til alting: Få navnet på hunden, øltype, titlen på sangen, der blev spillet i bilen. Fortæl, hvad der står på hylderne, hvad der er i fryseren eller tasken, eller hvad der hænger på væggen i kontoret. 8. Lad filmen rulle for dit indre blik, og læg mærke til de ting, der vil få læseren til at hænge på din historie. 9. Vær dig selv. Hvis du ikke forstår noget, så sig det. Vær ikke bange for at bede folk gentage, hvad de lige har sagt eller tale langsommere. Stil rigtig mange spørgsmål 10. Gå en tur og tænk på kronologien lave en tidslinie - det er din ven. 11.Find en enkel og klar rækkefølge af begivenheder og beslut, hvor og hvordan fortællingen skal ende. 12. Følg dine personer hele vejen i fortællingen. Tab dem ikke undervejs og vær specielt focuseret på overgangene. 13 Find guldkornene og drys dem ud undervejes som en belønning til læserne, der har holdt ud. Smid ikke det hele ud i starten - og vær klar til at smide væk. 14 Skriv om og rediger. Tjek facts og stavning igen. 15. Bagefter kan du så skælde ud over, at du var nødt til at smide alt det bedste ud!. ************************************************************************* Det var en stor udfordring at skulle skrive fortællinger på engelsk og læse dem højt. Men netop ved at få dem ind gennem øret, blev det også klart, hvorfor der stadigvæk går langt imellem, vi ser storytelling i danske medier: Historierne ligger jo lige for næsen af os, men vi har bare ikke lært at se dem og skrive dem. Dræb ikke træer eller læsere med kedelige historier
Indskrift i fliserne i gårdhaven på Poynter Institute Pay-back time Af Kirsten Erlendsson Jeg ved ikke, hvem han var, eller hvad han hed. Men jeg ved, at jeg reddede hans liv den dag og er stadig dybt taknemmelig for, at jeg omsider fik en chance for at betale af på min gæld til den læge, der reddede mit liv, for så mange år siden. Det skete på en af sommerens varmeste dage i det store friluftsbassin i Laugardalur i Reykjavik i Island. Spa-bassinet var proppet med folk og turister, der nød at sidde i det varme vand og sole sig. Vi sad meget tæt ved siden af hinanden. Jeg havde fået klemt mig ned mellem en ældre kvinde og en mand i sorte badeshorts, der så ud til at være midt i 30érne. Der blev ikke vekslet et ord. Alle sad med halvlukkede øjne i det boblende vand og lod sig gennembage af solen. Pludselig mærker jeg et ben, der presser sig ind mod mit. Jeg forsøger at rykke tættere på den ældre kvinde, og vender demonstrativt hovedet væk for at signalere til manden, at jeg bestemt ikke er interesseret i den form for kontakt. Så er puffet der igen. Nu bliver jeg vred. Det overskrider i den grad mine grænser, og jeg vender mig om mod manden for at råbe, at nu skal han holde op. Men der er ingen. Da jeg kigger ned, kan jeg se, at han ligger på siden med hovedet under vandet og stirrer frem for sig med åbne øjne. Det er hans livløse krop, der er blevet presset ind mod mit ben af det boblende vand.
Ingen i bassinet har opdaget, at manden har mistet bevidstheden og er gledet ned under vandet og nu ligger og er ved at drukne ved højlys dag for fødderne af os. Selv i dag ved jeg ikke, hvor jeg fik kræfterne fra, men jeg fik hevet hans hoved op over vandet, samtidig med at jeg råbte Help. En læge og livredder kom hurtigt springende og fik hevet manden på land. De forsøgte at tale med ham, men han var tavs og reagerede ikke på noget som helst. Som en fugl, der er fløjet ind i en rude, sad han bare der på en liggestol for at komme til sig selv. Næste gang jeg kiggede derhen, var han forsvundet. Ligesom den børnelæge, jeg aldrig har fået lejlighed til at takke for, at jeg stadig er i live. Som barn var jeg alvorlig syg. En medfødt deformitet truede med at ødelægge mine nyrer. Chancen for at komme til at leve et normalt liv var meget små. En ung børnelæge på Rigshospitalet mente, en operation ville kunne give mig et normalt liv. Men mine forældre måtte være indstillet på, at der kun var 50 procent chance for, at jeg ville overleve operationen. Jeg fik chancen. Et halvt år senere forsvandt lægen. En gulnet avisartikel viser et billede af hans bil og fortæller, at den blev fundet ved en skovsø i Nordsjælland. Politiet formodede, at der var tale om selvmord, men ingen fandt nogensinde hans lig. Siden har jeg spekuleret meget over, hvorfor han, der havde været med til at redde så mange andres liv, ikke længere ønskede at leve sit eget. Jeg vil altid stå i gæld til ham, men den dag gav skæbnen mig pludselig en chance for at betale tilbage ved at redde en andens liv. -