Tilbageblik 10.04.06 Tiden flyver og det er forår. Jeg har fundet min logbog frem, for bedre at kunne huske, hvad det var som skete, og som var så fascinerende og mærkeligt for fire måneder siden! For fire måneder siden havde jeg en klippefast tro på, at jeg kunne få de studerende til at stoppe med at spytte inde i klassen. Nu har jeg opgivet. Sådan for syns skyld, og for ikke helt at tabe ansigt ;-) påtaler jeg det stadigvæk, når det sker, men i virkeligheden har jeg opgivet. Faktisk generer det mig heller ikke så meget mere! Jeg rundede efteråret af med to temaer; et om jul/ den kristne fortælling og julens baggrund og oprindelse. Og et andet om spøgelseshistorier. Jul: De vidste ikke meget om kristendom, hvilket jo er meget naturligt. Dog vidste de, at vi holdt jul for at fejre julemandens fødselsdag! Rundt omkring i supermarkeder og på gader og stræder var der til vores forbløffelse også pyntet med store julemænd i kaner og med reklamer for Xmas, kineserne har helt sikkert fanget indholdet i julen. Spøgelser/ religion: Mange af vores bekendte er nærmest stolte af, at de ikke er religiøse. Måske er det, definitionen på religion vi går galt af, når vi (fam. Friis Jakobsen) nogle gange bliver forvirret; for eksempel bliver vores gode ven Min aldrig klippet på en regnvejrsdag det har hans mor fortalt ham er meget uheldigt. En anden god ven og kollega fortæller at en nybagt mor skal blive indendørs og ikke komme i forbindelse med vand i den første måned efter fødslen dvs. ingen bad og ingen tandbørstning! det skaber ubalance mellem Yin og Yang. Hun tror sådan set ikke på at det, men hun bliver nød til at overholde påbudet, når hun selv skal have barn om et år. 6 er et heldigt tal, det er godt at være født i grisens år, derfor har Kathy (kinesisk lærer) allerede søgt om lov til at få barn næste år, som er grisens år. Alt sammen sikkert meget rigtigt og fornuftigt, men jo ikke dissideret videnskabeligt. Generelt virker det som om, deres traditioner og forestillinger om liv og død, er et sammensurium af Buddhisme: reinkarnation og det enkelte menneskes stræben mod højere erkendelse, Daoisme: harmoni mellem naturen og mennesket det er bedst ikke at ændre ved noget. Harmoni med forfædrene, onde onder jages på flugt. Konfucianisme: morallærer og politiske ideer udviklet af Konfucius, bl.a. ideen om at, det er muligt at blive embedsmand, ikke pga. af ophav, men pga. evner og uddannelse, og Forfædredyrkelse: når man dør optages man i forfædrenes række, hvor sjælen lever videre. De levende og de døde kan kommunikerer. De levende tilbeder og ofrer til de døde, som til gengæld sørger for held og lykke for de levende. Temaet spøgelser, var et af de temaer som engagerede de studerende personligt.
Mange fortalte spøgelseshistorier fra deres hjemby. En studerende fortalte, om en konflikt mellem to familier fra hendes landsby. Konflikten endte med selvmord. Den døde gik derefter igen, og stod ofte bag døren i den anden families hus det var beboerne i huset ikke glade for, og det var aldrig kommet til forsoning mellem de to familier. I en anden studerendes hjem forbereder de et stort måltid 48 dage efter et dødsfald, for da vil sjælen vende tilbage til sit gamle hjem. Det virker som om, mange af mine studerende er bange for døden og for de afdøde. Rigtigt mange har fx en sten fra bjerget Taishan, som skal beskytte dem mod spøgelser/onde onder. Andre fortalte at de var bange for at komme bestemte steder, hvor det spøgte. Jeg snakkede med en gruppe studerende om Buddhisme, og en kvindelig studerende fortalte, at hun og hendes familie var buddhister. De resterende retter ryggen og erklærer med stolthed i stemmen, at de ikke var religiøse, de troede kun på spøgelser og månekalenderen! Månekalenderen er en gammel kinesisk kalender, som er tæt knyttet til kinesisk astrologi. Det er her man kan få oplysninger om hvornår det er godt at rejse, gifte sig, handle.osv. Kina gik officielt over til sol-kalenderen (vores kalender) i 1912. I en eller to af mine klasser (jeg har 5) kom der aldrig gang i spøgelses historierne, da en studerende åbnede ballet ved at erklærer, at spøgelser var noget som uoplyste folk fra landet troede på i gamle dage før revolutionen. Hvis først sådan en bemærkning er lukket ud, er det umuligt at få mere at vide. De resterende klapper totalt i. Brothers: I dette semester har jeg bl.a arbejdet med en novelle som hedder Brothers Historien handler om to brødre, hvoraf den ældste er retarderet. Et vigtigt tema i historien er, den yngste brors ansvar og forpligtigelser overfor den retarderede bror - kontra frihed og retten til at leve sit eget liv med egne venner. De studerende var meget enige om, at den yngste bror havde ansvar for den ældste, fordi, som de siger: blod er tykkere end vand De kunne simpelthen ikke se problemet i at den yngste bror altid skulle følges rundt med sin retarderede bror. Han havde ham jo ikke med i skole som de sagde, og det syntes de måtte være fritid nok. De studerende troede heller ikke, at det var et problem i forhold til den yngste brors sociale relationer. Når der var konflikt og ballade mellem børnene i novellen, var det fordi han havde valgt de forkerte venner. De mente det var sundt at være nødt til at påtage sig sådan et ansvar, at både han og hans (gode) venner ville blive bedre og mere varmhjertede mennesker. Jeg har også spurgt, hvor længe lille broren i novellen er forpligtiget i forhold til sin handikappet storebror, og det er han indtil lillebroren selv stifter familie. På et tidspunkt gik det op for mig, at en bror kun er ansvarlig for en bror så længe forældrene forlanger det af ham. Brødre er i princippet ligestillet de er fra samme generation, og har dermed ingen forpligtigelser overfor hinanden. Man er forpligtet overfor den ældre generation. Dem skal man adlyde og dem skal man forsørge når de ikke længere kan selv.
Det betyder, at når forældrene er døde, er der ikke længere nogle som har ansvar for den handicappede. Da jeg forsigtigt forsøgte at problematiserer dette forhold, foreslog de studerende først at den retarderede dreng måske ville vokse sig fra det. Da jeg ikke mente det var tilfældet, foreslog de, at han kunne finde sig en kone og blive gift, der var sikkert en handikappet pige, som manglede en mand. Rent faktisk er giftermål og dermed barn/børn også den eneste realistiske alderdomsforsikring, for langt de fleste kinesere, og i hvert tilfælde for de 80% som lever på landet. Det sociale sikkerhedsnet er fraværende. Jeg har spurgt alle mine klasser, om de selv kender, har kendt eller måske har gået i skole med nogle handicappet børn. Ud af de ca. 175 studerende som jeg underviser, var der en som kunne huske en handikappet pige, som hun havde gået i folkeskolen sammen med. De havde ikke været i samme klasse, men pigen som ikke gik så godt, havde mange venner. Desværre døde hun omkring 4. klasse. Jeg ved ikke hvor Kina gør af sine handikappede, men der er meget få af dem i gadebilledet. Enten er de holdt inden døre, eller også eksisterer de ikke. Vi har læst historier i China Daily om forældre som desperat forsøger at tage livet af deres handikappet barn, givet vis fordi både de og barnet vil komme i en håbløs situation i fremtiden. De fleste studerende virker meget politisk korrekte. De har et meget begrænset erfarings grundlag sådan, ud i det vi forbinder med livet, men de er, siden de var små børn, blevet skolet i hvordan de skal føle og forholde sig til stort set alle aspekter af livet og de kan det udenad. Men selv ikke Daoismens hjemland er uforanderligt, og loyalitet overfor forældrene har grænser. På landet er det, ifølge mine studerende, stadigvæk almindeligt med arrangerede ægteskaber. Men i byerne og blandt universitetsstuderende er det i dag almindeligt at man vælger selv. Jeg spurgte en gruppe af mine mandlige studerende, hvad de ville gøre, hvis deres forældre forsøgte at arrangere deres ægteskab. Det mente de ikke, de ville accepterer. Jeg drillede dem og spurgte om det betød at de kun adlød forældrene, når de var enige med dem og det gjorde det måske nok. Eksamen: I juni måned havde jeg eksamen. Jeg har aldrig tidligere haft nogle til eksamen, så jeg spekulerede jeg en del på, hvordan jeg skulle strukturere det. Jeg havde omkring 200 studerende (mellem 34 og 56 i hver klasse) og syndes, det kunne blive et ret så omfattende stykke arbejde. Som sædvanligt fik jeg ingen informationer Jeg spurgte mig lidt frem, men fik hele tiden at vide at, det måtte jeg selv bestemme! Så spurgte jeg hvor jeg fik en censor fra men det brugte de ikke.
Efter at have talt med min afdeling, kolleger og studerende viste det sig efterhånden, at proceduren er som følger: I de sidste to uger af semesteret afholdes eksamen. Det betyder (i mundtligt engelsk), at de studerende forbereder en tale på 3 4 minutter. Hver enkelt elev går så til kateteret og fremfører sin tale. Derefter giver læreren en samlet karakter for året. I denne karakter indgår eksamen og fremmøde i årets løb samt hos mig, også den studerendes aktivitetsniveau og faglige niveau, som jeg løbende havde gjort notater om. Efter eksamen var jeg nødt til at lade ca. 10 % af de studerende dumpe. Enten fordi jeg aldrig havde set dem, og at de ved eksamen havde et uforsvarligt niveau, eller fordi de havde været påfaldende inaktive gennem året, og ved eksamen talte ca. 1,5 minut om noget jeg aldrig nåede at forstå et ord af. Jeg ved ikke helt hvorfor måske er de ikke vant til at udenlandske lærere dumper studerende måske regnede de bare ikke med at jeg ville gøre det?? Reaktionen var til at få øje på. I de kommende uger modtog jeg mails, sms er og telefonopkald fra studerende, og deres klassekammerater, ang. Eksamen. De fleste gik ud på at forklare mig, hvorfor de ikke havde haft mulighed for at deltage i min undervisning, eller forsikringer om at de i virkeligheden havde et udmærkede engelsk niveau, og havde forberedt sig godt på eksamen de havde blot været nervøse. Specielt havde jeg en studerende, som blev ved med at kontakte mig ang. hans klassekammerat som var bumpet. Jeg kendte ham rimeligt godt i forvejen, og måske var det grunden til at han ligesom ikke holdt sig tilbage.. Selvfølgeligt ville jeg ikke ændre karakteren, den var et udmærkede udtryk for hans niveau. I stedet tilbød jeg ham som var dumpet en samtale, for at forklare hvad årsagen til den lave karakter var, og hvordan han kunne forbedre den i næste semester sådan efter god dansk tradition ;-). Det havde nu ingen interesse. Til gengæld fik jeg mange og lange forklaringer om hvor fattig vedkommende studerende var, og hvor syg hans mor var, og hvordan jeg overhoved ikke forstod det vigtigste i kinesisk kultur at kærlighed var det vigtigste, og at det nu var min skyld at han ikke kunne komme med resten af klassen i praktik næste år! Det var jo alt sammen trist. Men for det første havde de to gange han havde besøgt sin syge mor ikke haft betydning for hans karakter. Derimod trak det en del ned, at han systematisk havde undgået at sige noget i undervisningen. Heldigvis ved jeg, at en karakter under dumpegrænsen ikke får alvorlige konsekvenser som fx at blive udelukket fra en praktik, py ha sikke et ansvar at sidde med! Desuden arrangerer universitetet omeksamener, for som præsidenten (rektor) siger til de kinesiske lærer: tror I forældrene vil betaler for at deres børn skal gå her, hvis de dumper? Men hvad jeg vil sige er: sikken en aktivitet, og sikke et initiativ; endnu engang forbløffede de studerende mig!
Hvad må vi sige? Som svar på flere spørgsmål hjemmefra jo, vi kan skrive fuldstændigt hvad vi vil, men Forleden dag havde en af vores gode bekendte en sjov oplevelse. Hun skrev en aften en mail til en ven derhjemme, og tre minutter senere kom hans svar - på kinesisk, det kan smutte det skidt! Forårs semesteret: I det nye semester har jeg fået tre nye klasser. Jeg har beholdt to af mine gamle, så jeg har igen omkring 170 studerende. 1. time: I den første time, bad jeg mine nye studerende om at interviewe hinanden, og siden præsenterer hinanden for mig. Der var et par kvindelige studerende som vist var veninder, og som åbenbart havde talt om fremtidsplaner og giftermål. Den ene havde spurgt den anden: hvem vil du giftes med? hvortil den anden svarede: min mor eller min far men, som intervieweren sagde: det kan ikke lade sig gøre..for hun kan godt lide drenge! Hende der godt kunne lide drenge blev genert og rødmede, og resten af klassen brød fnisende sammen (de er mellem 20 og 25 år) Den dag fik jeg meget at vide om mine nye studerende, en fortalte at hendes yndlingsfilm var Borte med blæsten og en af drengene sang de første par vers af sin yndlingssang Edelweiss. Brødrene Løvehjerte: Meget få af mine studerende har læst en roman, hverken i skolesammenhænge eller privat. Jeg havde derfor skaffet Brødrene Løvehjerte på engelsk, og havde planlagt et forløb omkring den. Det måtte jeg dog opgive meget hurtigt. De studerende kunne ikke forstå den, kunne ikke huske navnene på de to brødre, læste avis, sendte sms er og signalerede på alle måder, at det projekt kunne jeg lige så godt glemme. Det gjorde jeg så, og har i stedet forsøge at finde ud af hvad de studerende egentligt gerne vil. Ønsker og drømme: Efter en samtale (tale! Man skal kende en kinesisk klasse rigtig godt, før det kan lade sig gøre at samtale med dem) stillede jeg klassen tre spørgsmål, og bad dem behandle dem i grupper. 1) Hvad synes du er interessant at tale om? Hvilke emner, og hvordan vil du gerne tale om dem, i grupper som debat i klassen.eller? 2) Hvad er dine drømme? 3) Hvordan kan de blive til virkelighed?
Den første studerende som jeg bad refererer fra gruppearbejdet var lidt på spanden, for de havde vist ikke nået at diskuterer så meget. Den anden jeg spurgte lagde derimod ud med at sige: jeg har ingen drømme. På gymnasiet havde han arbejdet på, og drømt om, at blive optaget på et bestemt universitet, men det lykkedes ikke, og nu var der ikke længere noget han drømte om. Han var frustreret over læringsstilen på universitetet. Han mente, at alle studerende var forskellige, og at man kun underviste på en bestemt måde på universitetet - og den måde passede ikke til ham. Her havde vi faktisk en længere snak, og jeg kunne kun give ham ret i de fleste af hans kritikpunkter. Han endte med at fortælle, hvad han virkeligt drømte om fr_hed. Han ville selv have lov at bestemme. Han gad simpelthen ikke længere gøre hvad andre forventede af ham, men ville have en tilværelse, hvor han selv bestemte. Et af de hyppigst gentagne ønsker fra de studerende har været; undervisning uden for klasselokalet. Et andet har været ingen romaner! Siden jeg begyndte på projekt Brødrene Løvehjerte har det vist sig, at de alle sammen har læst romaner i skolen, det var vist en sproglig misforståelse, der fik dem til at benægte?? Nogle ting bliver jeg aldrig helt sikker på. Fra næste uge er en gruppe studerende hver uge ansvarlige for ½ - 1 times undervisning. De må selv vælge tema og form. De har en ide-liste fra deres klassekammerater, og kan selvfølgeligt trække på mig, men har ellers frie rammer. De er lidt rystet, og har aldrig prøvet noget lignende. Det bliver spændende at se hvor meget udendørs undervisning der kommer ud af det. Studieengagement! Rigtigt mange af de studerende vi møder, virker fuldstændigt ligeglade og passive i forhold til deres uddannelse. De har absolut ingen ide om, ansvar for egen læring. De er blevet pisket igennem en grundskole, som stiller umådeligt store krav til dem, oftest om udenadslære og meget fag orienteret kundskaber. Nogle gange undre det mig, at kinesere ikke har større øre end de virkeligt har, for de bruger 9/10 af deres skoletid til at lytte til en lærer. De har en lang skoledag, med mange elever i hver klasse og en streng disciplin. Efter skole, om aftenen, i weekender og ferier, læser de lektier, går de til ekstra undervisning og deltager i trænings skoler for at hæve deres faglige niveau. Deres karakterer har betydning for hvilke skole de får mulighed for at komme på, når de f. eks skifter fra primary school (1. 5, klasse) til secondary school ( 6. 9. klasse) eller endnu vigtigere, når de skifter fra gymnasiet til universitetet.(der er meget stor kvalitetsforskel på uddannelsesinstitutionerne i Kina) Men karakteren har også indflydelse på andre ting som fx hvor store sovesale man kommer til at bo på, eller forældrenes udgifter til universitetet. Når først eleverne har kæmpet sig ind på et universitet, er der mange der opfører sig som om, at nu er der ikke mere de behøves at gøre. Nu skal de bare have tiden til at gå, indtil
de skal ud og have et job. Og et godt job får man ikke på baggrund af et godt eksamensbevis, men på baggrund af gode relationer Guanzi.