INDHOLD I DAGLIGDAGEN. på plejehjem

INDHOLD I DAGLIGDAGEN på plejehjem

INDHOLD I DAGLIGDAGEN på plejehjem et temahæfte udgivet af

indhold Forord 6 Masser af muligheder 9 Et fællesskab du ikke selv har valgt 17 På beboernes præmisser 23 Alderdom er ikke en sygdom 29 Tryghed og udfordring 33 Næsten som at være hjemme 41 Nøglen til sindet 47 Når det ikke er godt 57 Plejehjem skal åbnes mod omverdenen 61 Forskellighed styrkes 64

6 7 Af: Flemming Høj Jermiin Ledelsen Dorthe Mariehjemmet Dagligdag med værdigt indhold Hvordan kan man skabe en værdig og indholdsrig hverdag for skrøbelige mennesker på plejehjem? Det forsøger dette hæfte at give nogle bud på. Vi har besøgt en række plejehjem for at høre, hvordan hverdagen udfolder sig, og vi har bl.a. talt med beboere, ansatte og politikere samt en aldersforsker. Aktiviteter kan være mange ting. Det er ikke kun et spørgsmål om fysisk og ergoterapeutisk udfoldelse tilrettelagt af fagpersoner. Det er også dagligdags gøremål som at gå i bad, tage tøj på, spise og eventuelt være med til at planlægge indkøb, forberede måltider og lægge tøj sammen. Eller betragte andre udføre dette arbejde. Aktiviteter er også at lytte til oplæsning eller musik, at tale med andre, at betragte gamle genstande, at mindes, at fortælle om et langt levet liv. Nogle plejehjem planlægger årlige ferierejser i Danmark eller i udlandet med beboerne. Andre har ugentlige udflugter med mini-bus til forskellige seværdigheder i lokalområdet eller bare til en god café. Disse spektakulære aktiviteter er fine, men lige så vigtige er hverdagens småture i have eller park, i supermarked eller på gaden. Der bør være fokus på beboernes ressourcer, evner og identitet. Samt den enkelte beboers livsfortælling. Nøgleord for den gode hverdag på plejehjem er livsduelighed og nænsom stimulering. Sammen med tryghed, nærhed og omsorg. De fleste plejehjem tilbyder en vifte af aktiviteter såsom gymnastik, musik og sang, håndarbejde, værkstedsarbejder, oplæsning, diskussionsklub, kortklub o. lign. Men der skal netop være tale om tilbud, og et nej skal respekteres. Har man aldrig før brudt sig om håndarbejde, ændrer det sig næppe, fordi man flytter på plejehjem. Plejehjem er ikke fritidshjem. At klæde beboerne ud og lade dem slå katten af tønden til fastelavn er et eksempel på aktiviteter, hvor vi som ansvarlige må spørge os selv, om dette er en værdig og ligeværdig beskæftigelse for gamle mennesker. Derimod er det værdigt at huske på, at ældre og skrøbelige mennesker ikke skal stimuleres og underholdes i ét væk. Der skal være stunder til at sidde og slå huller i luften og mindes et langt liv. Derfor er det en vanskelig balance for plejehjemmets medarbejdere både at respektere, når beboeren vil være i fred og til andre tider forsigtigt anspore til fællesskab. De medvirkende fagfolk i dette hæfte brænder for deres sag. De har et engagement, som gerne skulle lyse ud af siderne. Det er mit håb, at dette hæfte kan give inspiration til såvel medarbejdere på plejehjem som beboere og deres pårørende. Rødovre, april 2013

Masser af muligheder

10 11 Masser af muligheder Man kræser for den enkelte beboers vane og gane, og livshistorie, livsglæde og lækkerier er nogle af nøgleordene på plejehjemmet Bonderupgård i Vanløse. Der bliver læst op af Prinsessen på ærten af H.C. Andersen. De otte beboere omkring det store spisebord lytter eller får sig et lille blund efter frokosten, som denne dag bestod af stegt kalvelever med bløde løg, kartofler og sovs og til dessert rødgrød med fløde. På gulvet spankulerer Viggo omkring. Han er en 55-årig papegøje, som plejehjemmet har arvet efter en beboer. Han spiser det samme som beboerne, og han brokker sig højlydt, hvis han ikke får først. De to Cairn-terrierer, Liva og Luna kigger interesseret på ham, men holder sig i respektfuld afstand. Hundene tilhører lederen og souschefen, og de er hver dag med på arbejde til stor glæde for beboerne på plejehjemmet Bonderupgård i Vanløse. Bag det lille sofahjørne står et akvarium, og rundt omkring i den hyggelige stue ligger spor efter menneskelig aktivitet: bøger, aviser, blade, håndarbejde, kaffekopper osv. Nøjagtig som der ville gøre i beboernes tidligere hjem. Gangene bærer ikke præg af institution. De prydes af enkelte, fine, gamle møbler, planter og pudsige genstande som en halvanden meter høj mølle i træ. Efter højtlæsningen får en beboer og en medarbejder gang i et slag 500 ved et hjørne af spisebordet. Det går ikke stille af. Vi har ret mange tilbud til beboerne, og vi planlægger for et par dage ad gangen, men aldrig så stramt at der ikke er plads til spontanitet. Om morgenen efter morgenmad hører vi, om der er nogen, der vil ud at gå en tur, måske bare et smut til supermarkedet, fortæller Annie Mustafovska, der er social- og sundhedshjælper på 1. sal, hvor Viggo huserer sammen med 11 beboere. På plejehjemmet bor også et antal akvariefisk, en parakit, marsvin og kaniner. Og der er tale om at anskaffe høns og en kælegris. I sommer var Annie Mustafovska på bustur til Italien med fire beboere og nogle kolleger. To gange om året arrangeres der sommerhustur, hvor beboere med demens kan få ægtefæller med, ligesom de ansattes familie kan tage med. Næste udlandstur går muligvis til USA. Musik skal der til på Bonderupgård. Hver dag kl. 11.30 er der fælles gymnastik med musik fra det store udvalg af cd ere, der spænder fra pop, jazz og klassisk til Niels Ejes MusiCure. Vi synger rigtig meget. Bl.a. i forbindelse med vores onsdags-café, som finder sted om aftenen, og hvor pårørende også er velkomne. Her er banko, sang og musik, foredrag eller quiz, og det er meget populært, siger Katja Vedderen, social- og sundhedsassistent og teamleder. Bonderupgård huser ca. 65 beboere på seks afsnit. Der er lidt over 100 ansatte inklusiv køkkenpersonale. Plejehjemmet har eget køkken og egen kok af fransk afstamning, og kokken går rundt til alle, der snart har fødselsdag og hører, hvad de kunne tænke sig at spise til deres fødselsdag. Ønsket bliver så til dagens menu. Af faste programpunkter er desuden mandagsbio og lørdagsspisning. Det første giver sig selv. Det sidste kræver en lille forklaring: en gruppe beboere tilrettelægger lørdagens menu og køber ind om torsdagen. Om fredagen snittes der og forberedes, og om lørdagen tilberedes menuen sammen med personalet. Alle på plejehjemmet inviteres til fællesspisning i den store festsal.

12 13 I det daglige er beboerne med til forskellige gøremål i det omfang, de har lyst og kræfter. De dækker bord, pynter smørrebrød og vasker op, og Lizzi Knudsen, plejehjemsassistent og teamleder, understreger, at det i den forbindelse er vigtigt, at beboerne får indtryk af, at der er brug for deres hjælp. Det er ikke mindst om aftenen, at der er gang i aktiviteterne. På Bonderupgård er man ikke af den opfattelse, at ældre nødvendigvis skal tidligt i seng. Søndag aften er der højtlæsning. Det foregår ligeledes i den store sal med stearinlys på bordene, vin og chokolade. I det hele taget mangler der ikke noget til ganen. Hver dag er en anledning til lidt ekstra godt. Kage, chokolade og ikke mindst en lille én. Cognac, likør og Bailey til kaffen samt et glas vin til maden og i ny og næ. Der nødes gerne og ofte. Vi får fondsmidler. Ca. 1000. kr. om måneden pr. afdeling. Pengene bruges fortrinsvis til duge, blomster, lys, vin, spiritus og chokolade, forklarer Lizzi Knudsen. Hun nævner også projektet med plantekasserne, hvor hver beboer sammen med en ansat har ansvaret for hvert år at tilplante en stor plantekasse i haven. Det kan så godt som alle være med til, og det er en stor succes, hævder Lizzi Knudsen. Hun tilføjer, at man gør meget ud af at mødes på tværs af huset, f.eks. til spisning på de forskellige større altaner, til grill i den store have eller som her forleden til et vinterbål, hvor alle blev klædt godt på og sat omkring et stort bål i haven med et krus varm kakao. Man har en målsætning om, at samtlige beboere skal have tilbud om at komme lidt ud i luften hver dag. For beboere med en demenssygdom er de ansatte særligt opmærksomme på forskellige former for stimulering af sanserne. Det kan være berøring, let massage, leg med store bolde, lysterapi, farveterapi eller fodbad. Lizzi Knudsen understreger, at alle får mulighed for at komme med på wellnesbølgen. Bl.a. kan beboerne få sat håret, få lagt make-up og ordnet negle. Tre gange om ugen er der mulighed for at være med til at bage i de køkkener, der hører til hver afdeling. I værkstedet kan man bl.a. fremstille smykker og lave perlearbejder. Kokken har nedsat en herregruppe, der jævnligt mødes til en snak eller en omgang billard. I Hjerneloungen kan beboere og ældre udefra lære at anvende en computer, og to af Bonderupgårds beboere har en Facebook-profil. Ifølge social- og sundhedsassistent Lone Ulf Hansson strukturerer hver afdeling selv sine aktiviteter. Den store selvstændighed giver en arbejdsglæde, som er årsag til et lavt sygefravær. Ledelsen er meget synlig. Vi ser dem hver dag, og de anerkender og roser vores arbejde, siger hun. Lizzi Knudsen indskyder, at plejehjemmet afholder tre store personalefester om året, hvor beboerne også er velkomne. Desuden afholdes der tre store beboerfester årligt med pårørende. Man kan godt blive helt forpustet, når man hører de ansatte på Bonderupgård fortælle om årets og dagligdagens begivenheder. Men de pointerer alle, at der er tale om tilbud og at et nej respekteres. Det gælder om at møde beboeren, hvor denne er. Få livshistorien i én-til-én samtaler. Høre hvad den enkelte har været glad for tidligere. Og matche det i den nuværende situation. Hit med sangen Inger Sørensen på 87 har boet på Bonderupgård i fem år og er meget tilfreds med plejehjemmet. Hun er med til nogle af aktiviteterne i dagcentret, hvor ældre udefra kan komme i hverdagene. Ellers fremhæver hun banko og quiz og ordlege. De sidste finder sted både i onsdagsklubben og på de enkelte afdelinger, og det kan f.eks. dreje sig om at fuldende en sætning, hvor der mangler nogle ord.

14 15 Inger Sørensen var med på ferieturene til Silkeborg og Vig. Hun har tidligere arbejdet som rengøringsassistent i Magasin i 30 år og har boet i Brumleby på Østerbro. Hun har fire børn, 14 børnebørn, 24 oldebørn og et tipoldebarn, og familien besøger hende ofte. Jeg er meget glad for sang og musik, og jeg hører radio og mine cd ere med pop, klassisk og jazz. Jeg er især glad for de tyske idoler som Hansi Hinterseer. Her på stedet har vi haft besøg af Bjørn Tidmand og Dario Campeotto. Det var altså godt. Jeg kunne godt tænke mig, at der jævnligt kom én og sang med os. Danske sange, siger Inger Sørensen. I går var vi til onsdagscafé med film og oplæsning, og vi har også sunget nede i den store sal, fortæller Viola Nielsen. Der er altid kaffe og brød og en lille én til alting, og alle kalder én ved navn. Til sommer får vi et lille stykke jord at rode i. Det glæder vi os til. Vi synes, det her er vild luksus, supplerer Niels Nielsen. Han har tidligere lavet perlearbejder og skærearbejder med konvolutter og postkort, som han har dekoreret med motiver, mønstre og farver. Viola Nielsen maler på stof og laver fine decoupager. Parret har en søn og to børnebørn på 25 og 18 år. Familien har hjulpet med flytning og indretning. Vild luksus Ægteparret Viola og Niels Nielsen på henholdsvis 77 og 85 er relativt nye på Bonderupgård. De kommer fra et andet plejehjem i kommunen, og før da boede de i 60 år i en lejlighed på Ålekistevej. Begge er lutter lovord over forholdene. De var ikke glade for det andet plejehjem, hvor der ifølge parret, ikke skete meget. Niels Nielsen bliver næsten rørt ved tanken om juletræsfesten på Bonderupgård, hvor der var gaver til alle. Han er uddannet flisemurer, og Viola Nielsen har gjort rent, fra hun var ganske ung. Hun er husmandspige fra Lolland og endte med at bestyre rengøringen på en teknisk skole i København.

Et fællesskab du ikke selv har valgt

18 19 Et fællesskab du ikke selv har valgt Værn om beboernes identitet og sæt dem sammen i små interessegrupper. Det så Hetty Hansen gerne, hvis hun en dag skulle på plejehjem. Hun er egentlig ganske tilfreds med sin tilværelse, 95-årige Hetty Hansen, der nu bor alene i en rar toværelses lejlighed i Kastrup. Efter næsten 60 års ægteskab døde hendes mand i 2002. Selv er hun frisk og rask, bortset fra lidt hjerteproblemer og gigt, som har hæmmet hendes mobilitet. Hun klarer sig med en rollator i lejligheden og en rød el-scooter uden døre. En stor og kærlig familie samt en vennekreds sikrer hende et godt netværk. Lige nu er hun selvhjulpen, men den dag kommer måske, hvor hun må flytte på plejehjem, og hun har gjort sig en del tanker om en sådan fremtid. Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg helst ikke misbruge samfundets ressourcer, men klare mig i min bolig og dø her. Det er med blandede følelser, at jeg ser mig selv på et plejehjem. Jeg ved, at der er stor forskel på dem, og jeg håber, at jeg havner et rart sted, hvis det skulle blive aktuelt. Man ryger jo ind i et fællesskab, man ikke selv har valgt. Det, som er vigtigt for mig, er, at min selvstændighed ikke bliver taget fra mig. At jeg ikke bliver lagt ind under nogle husregler, men kan leve nogenlunde, som jeg plejer. F.eks. skal jeg ikke nyde noget af at sove til middag, siger Hetty Hansen. På den anden side kunne jeg godt tænke mig nogen at diskutere avisen, tv-programmer og nyhederne med. Hvis man kunne oprette små diskussionsgrupper for dem, der havde lyst, så var det ikke så dårligt, tilføjer hun. Hetty Hansen er godt klar over, at kun et fåtal blandt plejehjemsbeboerne vil kunne deltage i en diskussionsklub. Stillet over for spørgsmålet om aktiviteter på et plejehjem, svarer hun, at det jo næsten er umuligt at tilgodese alle, for vi mennesker er så forskellige, og det ændrer sig ikke, fordi vi bliver gamle. Men en vifte af muligheder bør der være, så der er noget at vælge imellem. Der skal dog også være luft til, at man kan sidde og tænke over livet, mener hun. Selv er hun operainteresseret og holder af sang og musik, så et ugentligt arrangement med en pianist eller anden musiker og noget fællessang har høj prioritet for hende. Desuden forestiller hun sig udflugter i små grupper til museer eller udstillinger eller blot ud i naturen. Flere former for gymnastik er også vigtigt, og dem, der ikke kan eller ikke har lyst til at deltage, skal have lov blot at kigge på, mener hun. En filmklub var heller ikke af vejen ligesom lette, små foredrag med diskussion bagefter. Plejehjemsbeboere må også gerne inddrages i planlægningen af måltiderne og kosten i det hele taget, så de føler, at de deltager i deres eget liv, fastslår Hetty Hansen. To af hendes yndlingsbeskæftigelser er at løse kryds-og tværs og gå i butikker og på loppemarkeder. Hun kan sagtens forestille sig en gruppe af krydsordsinteresserede på plejehjemmet, som kunne have glæde af hinanden og gensidigt stimulere sprog og formuleringsevne. Men vil der også blive tid og ressourcer til indkøbsture? Man kan ønske en del, men man kan ikke kræve, lyder det fra den 95-årige dame. Jeg vil gerne følge med i vareudbud og priser, og jeg bliver aldrig træt af at se på tøj eller komme på loppemarkeder. Det siger så meget om tidligere tiders kultur.

20 21 Hvis ikke plejehjemmet ligger for langt væk fra byområdet, kan jeg selv køre ind og se på butikker, men hvis der er risiko for, at min el-scooter løber tør for strøm, ja så går det jo ikke. Derfor vil jeg helst ikke havne et sted, der ligger for langt fra byen. Og selv om vi har frit plejehjemsvalg, så er det jo i realiteten et spørgsmål om, hvor der er en ledig plads, siger hun. En anden af hendes bekymringer med hensyn til et fremtidigt liv på plejehjem går på praktiske ting som tøjvask. Hvordan foregår det med de fine bluser, som ikke tåler maskinvask? Og hvad med det kongelige porcelæn, håndklæderne og sengetøjet? Kan man have det med sig? Det er svært at flytte i min alder, men det bliver ekstra svært, når man skal give en stor del af sit hjem fra sig, for i mange af disse ting ligger en del af ens identitet, siger hun. Hetty Hansen vil gerne være medlem af et beboerråd eller bruger-pårørenderåd, og hun vil gerne inddrages i plejehjemmets problemer. De ansatte har det ikke let. De skal kunne rigtig mange ting. De skal være overbærende uden at være nedladende. Og de skal se efter én uden at overvåge. Der skal herske en ordentlig omgangstone, og både beboere og personale skal være nænsomme over for hinanden. Det er vigtigt med den gensidige respekt. De ansatte må gerne føle sig frem og forsigtigt prøve at sætte beboere, som kunne have glæde af hinanden, sammen i grupper, siger Hetty Hansen. Hun understreger, at de voksne børn til tider ofte ud fra de bedste hensigter kan komme til at modarbejde den hverdag og de aktiviteter, som beboeren og de ansatte i fællesskab har fundet frem til. For mor skal da virkelig ikke gå til zumba?! som Hetty Hansen udtrykker det med et glimt i øjet.

På beboernes præmisser

24 25 På beboernes præmisser Frivillige klarer mange af de aktiviteter, som plejehjemmet Broparken i Rødovre tidligere havde ansatte til. Sådan må det nødvendigvis være i nedskæringstider, medgiver forstanderen Christian Sams. Men rejser skal der være råd til både i indland og udland. På plejehjemmet Broparken i Rødovre har adskillige beboere kendskab til hinanden fra tiden, før de kom på plejehjem. Mange har boet i Rødovre det meste af deres liv. De flyttede fra København og ud til mere landlige omgivelser. Typisk havde de først en kolonihave, og siden byggede de et lille parcelhus. På den måde er det næsten som en landsby her i Rødovre, siger Christian Sams, der i 20 år har været leder af Broparken. Når talen falder på indhold i hverdagen og aktiviteter på plejehjemmet, påpeger Christian Sams, hvordan han har været med i den udvikling, der handler om nedskæring i bevillingerne. Der var engang, hvor plejehjemmet kunne ansætte aktivitetsmedarbejdere, men i dag foregår mange af aktiviteterne takket være frivillige. For tiden er der knyttet seks frivillige til plejehjemmet. Det gælder bl.a. mandagsklubben. Her kan beboerne mødes hver mandag til sang, højtlæsning og drøftelse af aktuelle begivenheder. Stolegymnastikken bestyres ligeledes af en frivillig. Broparken ligger ud til store grønne områder med stisystemer, der fører til Damhusengen, så for de mobile beboere er der gode naturoplevelser at hente der. Dårligt gående og kørestolsbrugere må have hjælp til udendørs ture fra de ansatte, pårørende eller en besøgsven. Der kan også være tale om en bustur til f.eks. Rødovrecentret, supermarkedet eller andre butikker eller bare en lille gåtur efter avisen. Jeg synes, vores medarbejdere er initiativrige på det område. Vi tager udgangspunkt i den enkelte beboers liv og livshistorie. Hvad har de lavet tidligere? Og hvad kunne tænkes at interessere dem i dag?, siger Christian Sams. Broparken huser 78 plejehjemsbeboere og har 150 ansatte. Plejehjemmet er opdelt i otte afdelinger med individuelle køkkener og 8-12 beboere. Personalet spiser med ved alle måltider. De fleste beboere vælger at spise i gruppen. Desuden er der to afdelinger med rehabilitering af akutpleje samt 50 ældreboliger, hvoraf Broparken er leverandør til de 20. I tilknytning til Broparken ligger Rødovre Kommunes Frivilligcenter. Her foregår mange aktiviteter for kommunens borgere. Bl.a. banko, kortspil, aktiviteter for folk med fysisk eller psykisk handicap, selvhjælpsgrupper for ældre i sorg, unge med vanskeligheder eller ensomme. Plejehjemsbeboerne er velkomne til at benytte Frivilligcentrets tilbud. Midt i Broparkens bygning ligger en café, som pensionister udefra kan besøge. Det giver ifølge Christian Sams lidt liv udefra og er med til at integrere Broparken i kommunen. Af de 78 plejehjemsbeboere er omkring to tredjedele demensramte, og mange har ikke noget sprog. Broparken har haft glæde af de såkaldte reminiscens-kasser med genstande fra beboernes yngre år. Sådanne genstande kan fremkalde både minder, sprog og fortællinger. Broparken rejser hvert år med beboerne.

26 27 Mest i Danmark i en lille uges tid. F.eks. Bornholm, Korsør og Sønderjylland. Men man har også rejst udenlands til bl.a. Kreta, Mallorca og Rhodos. Udlandsturene har ligget stille i nogen tid, fordi det har krævet ekstra meget personale, men Christian Sams vil forsøge at få dem på ferieprogrammet igen. I løbet af året holder plejehjemmet omkring fem større festarrangementer med orkester eller anden underholdning. Det kan være julearrangementer, nytårsmiddag, påskefrokost osv. Til Fastelavn kommer udklædte børnehavebørn og slår katten af tønden, og plejehjemmet har et samarbejde med dagplejemødre, som en gang imellem kommer med de små og får engageret både børn og beboere i sanglege, boldspil, o. lign. I det daglige kører tv et ikke bare som et støjtæppe, som ingen hverken ser eller hører. Man bliver enige om på afdelingerne, at man vil se nyheder, film eller noget andet, og så ser man det. Vi skal ikke skabe unødig uro og støj, siger Christian Sams. Haves: kørestol Ønskes: køreture Ellinor Hector på 85 har boet i Rødovre siden 1953. Hun husker, hvor landligt der var med store kålmarker, da hun flyttede dertil. Hun har arbejdet som kontorassistent ved politiet og som lægesekretær på Glostrup Amtssygehus. Da hun og hendes mand fik deres søn, gik hun hjemme i 13 år. Hun har de seneste 20 år haft Parkinsons sygdom, og hun kunne til sidst ikke længere klare trapperne til parrets lejlighed. For to år siden flyttede Ellinor Hector sammen med sin mand ind på plejehjemmet Broparken i Rødovre. I april 2012 døde hendes mand, og Ellinor Hector, der i dag sidder i kørestol, blev alene på plejehjemmet, som hun betegner som et af de bedste i Rødovre. Men det er klart, at kørestolen her giver nogle begrænsninger. Jeg er med til foredrag og sang om mandagen og til stolegymnastik om onsdagen. Det drives af frivillige, og det er udmærket. Jeg har netop fundet ud af, at der er banko en gang om måneden i Frivillighedscentret, og det vil jeg gerne være med til. Og så ville jeg så gerne ud i luften hver dag. Men det kræver jo, at der er nogen, der kan skubbe kørestolen. Tidligere var der flere ture ud af huset, men jeg kan mærke, at der ikke er personale nok i dag. Jeg ville gerne i Rødovrecentret igen. Jeg har kun været der én gang på to år. Nu har jeg meldt mig til at få en besøgsven. Så håber jeg, at jeg kan komme lidt mere ud, siger Ellinor Hector. Hun læser en del på sine gode dage, men hun har også dårlige dage, og de sætter begrænsning på aktiviteterne. I hendes bo- og spisegruppe er der tre friske beboere, som hun kan tale med. Ellers snakker hun med de friskeste til stolegymnastik.

Alderdom er ikke en sygdom

30 31 Alderdom er ikke en sygdom To gode nyheder kan en aldersforsker servere. Den ene er, at vi ikke bliver svage, bare fordi vi bliver gamle hvis vi ikke er syge. Den anden er, at alle hjerner, også demensramte, kan stimuleres. Selvfølgelig kan man ikke afskaffe alderdommen, sådan som en af Henning Kirks bøger lidt provokerende hedder; men man kan afskaffe opfattelsen af alderdom som en sygdom i sig selv. Hvis man holder sig i gang, og vel at mærke ikke rammes af hverken fysisk eller psykisk sygdom, kan man livet igennem forbedre sin viden, sin erfaring, sit sprog. Hjernen kan stimuleres lige til det sidste. Det fastslår Henning Kirk, der er aldersforsker og forfatter til adskillige bøger om alderdom. Personligheden og målestokken for, hvad der er vigtigt i tilværelsen ændrer sig ikke, bare fordi man bliver gammel. Forudsat at man er rask. Men det kræver stimulering. At man omgiver sig med mennesker, der har brug for én, understreger aldersforskeren. Kognitivt og følelsesmæssigt udvikler vi os livet igennem. Med alderen bliver vi bedre til at forstå andre mennesker, vælge til og vælge fra og ikke mindst vide, hvem vi selv er. Vi forstår at kontrollere egne følelser og kan kontrollere os selv i sociale sammenhænge. Man kan godt tale om en slags visdom eller livsindsigt, som vi får med alderen. En større grad af empati og mental ro, hvor vi står ved os selv og forliger os med det, der gik galt i tilværelsen, siger Henning Kirk. Ifølge aldersforskeren er der ikke ret meget, man bliver dårligere til med alderen undtagen memory-spil. Det gælder dog om at holde både krop og hjerne ved lige. Begge dele skal trænes. En af Henning Kirks grundteser er, at man ikke går i stå, fordi man bliver gammel, men man bliver gammel af at gå i stå. Man skal blive ved med at lære nyt, f.eks. et fremmedsprog, et instrument, en dans. Man skal udfordre hjernen på den rette måde. Hele tiden udfordre den. Derfor er det vigtigt, at man tidligt i livet finder ud af, hvad man gerne vil, når man bliver stor, for den eneste forskel på ung og gammel altså forudsat at man ikke bliver syg er, at man bliver en smule langsommere med alderen. Havde man en interesse som ung, skal man holde den ved lige. Man skal ikke tro, at fordi man kunne spille klaver som barn, så kan man også som pensionist, hvis man ikke har holdt det ved lige. Naturen gemmer ikke noget, den ikke får brug for. Der luges ud i det neurale netværk. Derfor er det så vigtig i god tid at vide, hvad man gerne vil. Dermed ikke være sagt at man ikke kan kaste sig ud i nye udfordringer. Man skal bare ikke tro, at 50-60 års pause fra en aktivitet ikke betyder noget, siger Henning Kirk. Han påpeger, at den fysiske form er en afgørende faktor for hjernens virke, for kredsløbet og for stresskontrol. Motionens gavnlige indflydelse på stort set alle områder, både fysisk og psykisk, kan ikke overvurderes og bliver vigtigere, jo ældre vi bliver. Derfor gælder det om at bevare den fysiske form og finde den motionstype, der tiltaler én mest. Og så gøre noget ved det, hævder Henning Kirk. Man ændrer sig altså ikke, fordi man bliver gammel, hvis man holder krop og hjerne i gang, og hvis man ikke rammes af sygdom. Kun én ud af otte danskere ender på plejehjem, og en tredjedel af de 100-årige klarer sig i eget hjem. Men hvad så med plejehjemsbeboerne? Hvordan ser alderdommen ud for dem? Ifølge Henning Kirk må man sondre mellem de mentalt friske og de demensramte. For de mentalt friske gælder det samme, som for ældre, der ikke bor på plejehjem: hjernen skal konstant udfordres, og det kan den blive gennem mange forskellige aktiviteter som f.eks. diskussionsklub, filmklub, kryds-og-tværs, udflugter m.v. Er man fysisk svækket, gælder det om at blive støttet i noget, man har kunnet før. F.eks. værkstedsaktiviteter, køkkenhave, madlavning. Der skal sættes fokus på det, man kan. Den enkeltes evner skal udfoldes. Hvad angår demensramte, gælder det om at finde det menneske, de var, før de blev syge. At finde nøglen til deres oprindelige jeg. Her kan erindringsstuer være en stor hjælp. Man indretter en stue eller et hjørne med møbler og ting fra 1920erne, 1930erne eller 1940erne. At se og røre ved en genstand fra en bestemt epoke i ens liv kan vække minder og tale til live. Demensramte kan ifølge Henning Kirk have gavn af sansestimulering. Der kan være tale om aromaterapi, massage, bevægelse, f.eks. motionscykel, eller musikterapi. Musik kan åbne for mange følelser og erindringer, og de fleste, både raske og syge, kan lide at synge. Musik bør findes på programmet mindst en gang om ugen på alle plejehjem. Og er man så heldig at kunne gøre brug af frivillige på et plejehjem, vil sådan noget som kæledyr eller høns i hønsegård være til stor glæde for mange demensramte, siger Henning Kirk.

Tryghed og udfordring

34 35 Tryghed og udfordring Pædagog Tanja Michael fra Dorthe Mariehjemmet i Rødovre arbejder med at finde erindringer og glade følelser frem hos beboerne gennem læsning, samtale og udflugter. Assistenshuset, hvad er det? spørger Tanja Michael. Hun arbejder som pædagog på Dorthe Mariehjemmet i Rødovre og lige nu sidder hun med en lille gruppe beboere og læser højt af Tudemarie-bøgerne. Marie har netop foreslået sit herskab, at de sætter sølvtøjet på Assistenshuset. Det var der, man kunne pantsætte sine ejendele, svarer en af beboerne. De andre nikker. Alle kender Assistenshuset i København. Bortset fra Tanja Michael. Men hun er også ung. Assistenshuset lå i nærheden af mine forældres forretning. De havde et ismejeri fra 1918 til 1928, indskyder en anden beboer. Og så går snakken om ismejerier, mælkeflasker og smørdritler. Tanja Michael er ansat til at give hverdagen et meningsfyldt indhold for beboerne på Dorthe Mariehjemmet. Hver tirsdag mødes hun med en gruppe beboere til oplæsning og snak om det, de hører og får associationer til. Læse- og samtalegruppen mødes hver torsdag eftermiddag. Man har læst Tim af den australske forfatter Colleen McCullough. Den handler om ensomhed og venskab, og den gav anledning til en hel del samtaler om det at blive alene og måske finde nye venskaber. I øjeblikket er Tudemariebøgerne populære. Selv om historierne foregår før beboernes tid, er der mange ting fra bøgerne, de kan genkende. At komme ud og søge plads i huset, når man var 14 år. Det er noget, mange beboere kender til. Ligeledes at stå overfor en vaskebalje med is på overfladen og skulle gå i gang. Bøgerne giver anledning til mange gode samtaler, og ind imellem snakker beboerne indbyrdes. Når det lykkes, er jeg rigtig glad. For det er svært for beboerne at mødes på tværs af etager og gange. Ikke mange besøger hinanden. Det er ikke sikkert, at der er nogen, man klinger godt med i den bo-gruppe, man er havnet i, og så er det vigtigt, at man kan træffe mennesker uden for bo-gruppen, siger Tanja Michael. Hun har gjort sig mange tanker om, hvad der kan bringe et godt indhold i dagligdagen for skrøbelige, ældre mennesker. Jeg er nået frem til, at det skal handle om noget, som beboerne har en personlig relation til, og som kan afstedkomme livsbekræftende følelser. At kalde beboernes levede liv frem, deres minder og erfaringer, giver nyt liv, siger Tanja Michael og tilføjer, at rollerne ofte bliver vendt om, når læseog samtalegruppen mødes. Der er mange ord og begreber, som jeg ikke kender, og som beboerne kan forklare. F.eks. Assistenshuset, naftalin, smørdrittel, pigekammer. På den måde bliver rollerne vendt om, og jeg bliver modtager, mens beboerne er givere. Det er noget, jeg arbejder meget på, forklarer Tanja Michael. Hun arbejder ligeledes på at få flere med i gruppen, der for tiden tæller otte beboere. Mange er svage og har trukket sig ind i sig selv, men jeg ser jo, hvordan beboerne liver op af at være med i læse- og samtalegruppen, og derfor skubber jeg forsigtigt på. Det er en balance, og man skal naturligvis respektere et nej. Det kræver fingerspidsfornemmelse at motivere beboerne, siger hun. Hver tirsdag er der udflugt med op til fem beboere ad gangen. Tanja Michael har haft ture til Furesøen, Bakken med Peter Liep, Vedbæk Havn, Zoologisk Have, Hansens Familiehaver m. fl. Somme tider kører vi blot en tur i indre by i en af vores mini-busser. Eller vi tager i Rødovrecentret eller en tur i supermarkedet. Bare det at komme lidt udenfor plejehjemmet kan være en fin oplevelse, siger hun.

36 37 Tanja Michael har også prøvet mere hobby- og værkstedsorienteret beskæftigelse med beboerne. Men hun har måttet sande, at det er uhyre vanskeligt at få koncentration og finmotorik til at spille sammen. Hun har så forsøgt at fokusere på selve processen, og at man skal have det sjovt, mens man arbejder. Men resultatet blev ikke pænt ifølge beboerne, og så ville de ikke, fortæller hun med et smil. Om mandagen findes imidlertid en nørkleklub, hvor de, der kan, maler eller laver håndarbejde, og andre kigger på laminerede kort med motiver på som f.eks. en is, en musselmalet porcelænskop eller dronningen, og så taler man ud fra motivet. Social- og sundhedshjælper Lene Andreasen står for nørkleklubben og kortene, og både hun og Tanja Michael har været forbløffede over, hvor meget samtale, der er kommet ud af de laminerede kort også blandt beboere med en demenssygdom. Samtale er blevet en væsentlig faktor i nørkle-klubben. Tirsdag formiddag har Tanja Michael to grupper med stolegymnastik og siddedanse. Hun har erfaret, at det går allerbedst, når hun spiller musik, som beboerne kender som f.eks. Maggiduddi, Alle går rundt og forelsker sig og Rits rats filliong gong gong. Jeg prøvede først med noget klassisk, men det viste sig, at beboerne blev meget bedre til at koordinere arme og ben, når de hørte sange, de kendte. Og sanglegene fra barndommen som Først den ene vej de sidder simpelthen fast med bevægelser og alting. Det giver en positiv energi og en genkendelighed, som også er tryghed, siger hun. For Tanja Michael gælder det om at kunne sætte sig i den andens sted. At anerkende, at hun også selv er skrøbelig. På den måde kan hun nå beboeren. Hendes fornemste opgave består i at give beboerne tryghed samtidig med, at de bliver udfordret. Tudemarie-historien er ved at være slut for i dag. Maries herskab er flyttet til landlige omgivelser ved Trianglen. En beboer fortæller, hvordan hun var i huset hos en bagermester. Hun havde en fri-eftermiddag om ugen. Sammen med en veninde cyklede hun på sådan en fri-eftermiddag til Dyrehaven. Der mødte pigerne to unge mænd, som inviterede dem til at dele deres måltid. Siden blev de begge gift med de unge mænd.

38 39 Oldemor med slag i I dag skal hun til kostmøde, Lissie Kjeldsen, 84 år og beboer på Dorthe Mariehjemmet siden sommeren 2012. Vi snakker om menuen. Vi vil gerne have lidt mere gammeldags mad, og ikke så meget med chili con carne og den slags, siger hun og slår en latter op. Om mandagen går hun i nørkleklubben, hvor en lille snes kvindelige beboere på Dorthe Mariehjemmet mødes til snak, kaffe og ikke mindst håndarbejde af alle slags. Lissie Kjeldsen maler på stof. Især duge. Og hun har broderet et stort billede af en typisk dansk bondegård med Dannebrog i flagstangen til datteren, der bor i Oregon i USA. Hver onsdag er hun fast gæst i Den lille café, hvor mange af plejehjemmets beboere er stamgæster til sang og musik med pianist udefra og harmonikaspiller fra Dorthe Mariehjemmet. Om fredagen er hun til banko, og hun går sjældent glip af eftermiddage med diskussionsklub. I weekenden får hun ofte besøg af børn eller børnebørn, eller hun besøger dem. Jeg har fået tre gode venner her på stedet. Den ene maler også på stof, så vi kan inspirere hinanden. Vi har været på nogle gode udflugter, f.eks. på en gård og i Tivoli. Jeg vil foreslå, at vi næste gang tager en tur til Kronborg med alle tre busser og kører langs vandet. Der er så smukt, siger Lissie Kjeldsen. Hun nævner også den årlige olympiade, som de fire plejehjem i Rødovre kommune slår sig sammen om. Med boldkast, kørestolsrace, sofacykelrace og krolf, som er en blanding af kroket og golf. Lissie Kjeldsen boede på Tårnvej i Rødovre i et rækkehus, som hun og ægtemanden erhvervede i 1952. Hun er uddannet barneplejerske og har arbejdet som sådan en lang årrække, før hun kom til Daells Bolighus, hvor hun arbejdede i 20 år til sidst som personalechef. Ud over datteren i USA har hun en søn på Færøerne og yderligere to børn i henholdsvis Roskilde og Herlev. Ni børnebørn og tre oldebørn er det blevet til. Lissie Kjeldsen er en yderst aktiv dame, som også yder en indsats i bestyrelsen af Boligselskabet på Dorthe Mariehjemmet samt i bestyrelsen af Husets Venner, hvor hun slår på tromme for flere aktiviteter på Dorthe Mariehjemmet og baner vejen med nye idéer. Desuden er hun medlem i Bruger-Pårørenderådet. Så ugens dage er pænt fyldt op. Men om aftenen er her altså stille. Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere at tage sig til om aftenen. Jeg vil prøve at få nogen med på Matadorspil eller på Rødovrespillet, som jeg netop har købt, siger Lissie Kjeldsen.