PÅRØRENDEBREV NR. 13.

DANCON, HOLD 20 Camp Olaf Rye, Kosovo 11. august 2009 PÅRØRENDEBREV NR. 13. Chefen har ordet Kære pårørende til soldater ved DANCON KFOR 20. Så er vi nået til slutningen af et halvt års tjeneste her i Kosovo. Da vi ses om ganske få dage, vil jeg gøre denne sidste hilsen kort. Jeg synes tiden er forløbet meget stærkt, og det synes ikke lang tid siden, at vi sagde farvel til jer på en kold februar dag. Det er sikkert blevet oplevet anderledes af jer derhjemme, hvor tiden sikkert er føltes lang. Men nu er vi næsten hjemme, og mens dette skrives, er det første nordgående hold nu hjemme hos deres kære. Vi andre følger efter i løbet af de næste få dage. Hold 21 fylder allerede godt hernede, og mange af os er flyttet ud af vore containere for at give plads for de nye. Men sådan skal det være, for det er os, der er på vej hjem. Vi er også midt i overdragelsesperioden, og der er rigtig meget, der skal falde på plads. Men på grund af den grundige planlægning og forberedelse så glider det hele fint og meget tilfredsstillende, så hold 21 får den bedst mulige start på deres mission. Vi ønsker alle hold 21 det bedste, og håber at de må få en lige så god og begivenhedsrig oplevelse, som vi havde. Det var ellers en lidt spændende periode vi kom igennem med sygdom og dårlige maver, og et kort øjeblik var vi lidt bekymrede for, om vores karantæne ville betyde, at vores overdragelse til hold 21 måtte udsættes, og at nogen måtte blive hernede et stykke tid. Men heldigvis faldt antallet af smittede hurtigt igen, og vi fik konstateret, at det blot var en banal virus. Men der var en del, der havde det rigtig skidt i et par dage. Vi oplevede en stor opbakning fra alle, og der blev sendt læger og specialister til Camp Olaf Rye fra nær og fjern. Jeg vil slutte dette allersidste brev med at sende alle jer derhjemme en kæmpestor tak for jeres uvurderlige støtte gennem hele udsendelsen. Det har været helt afgørende for den gode moral og det høje humør. Jeg har i mine snart 30 år i Forsvaret aldrig oplevet et hold

med så få problemer og så stort et gå-på mod. Det er langt hen ad vejen jeres fortjeneste. Endnu en gang tak. En hilsen fra Stabskompagniet: Hej Danmark! Vi skriver nu lørdag den 8. august, og nu lakker det for alvor mod enden! For dem af os, der skal være her til den bitre ende, er der nu syv krydser på kalenderen, der skal hakkes af, før alle er på deres vej til DK. Så i øjeblikket går tiden med at reflektere over de sidste seks måneder, og om vi kan være vores indsats værd? Jeg kan med meget ro i stemmen, (eller også står bogstaverne lidt mere fast på computerskærmen ) sige at, det kan vi! Stabskompagniet DANCON/ KFOR 20 har været og er stadig en meget professionel enhed, der også rundt om hos vores samarbejdspartnere har nydt meget stor respekt! Men inden vi helt overdrager kommandoen til hold 21 på onsdag, er der en overdragelse, der skal gå godt, og den begynder vi på i morgen søndag, da størstedelen af hold 21 ankommer lørdag aften. Hold 21 har allerede været til stede i lejeren et godt stykke tid, da forkommandoet ankom i mandags mhp at skulle få alt materiellet overdraget. Men fjorten dage er der jo som bekendt gået siden, jeg skrev til jer sidst, men denne gang vil jeg ikke sige, det er gået hurtigt. De sidste fjorten dage har bestemt været begivenhedsrige, men bærer også præg af, at vi snart skal hjem til jer igen. De fleste hernede er mentalt ved at forberede sig til, at skulle hjem med de ændringer i deres tilværelse, dette må medføre. Det er selvfølgelig langt fra ens for alle, i det vi alle skal hjem og forholde os til det, der netop venter os. Nogle skal hjem til kærester og familie, de har forladt for et halvt år siden, andre skal hjem igen til kone og børn. Nogle har prøvet det før, og kender til det, at komme hjem fra mission, og andre skal prøve det for første gang. En ting er dog sikkert, og det er at vi alle har brug for jeres støtte til at komme godt hjem, ligesom I derhjemme har været en støtte for jeres udsendte soldat. For én ting, der virkelig kan hjælpe en soldat igennem en mission, om det så må være i Afghanistan eller Kosovo eller et tredje land, er at den bliver meget mere overskuelig, hvis man får den nødvendige opbakning hjemmefra. Det er min klare opfattelse, at vores soldater har fået det fra jer, imens de har været hernede. En ting man kan måle sådan noget på, er antallet af pakker og breve, der er blevet sendt hertil. Som jeg har skrevet flere gange, så er der kø ved kommandokontoret, så det er postdag. Det er noget af det, der får humøret og moralen til at stige, og føle at det man gør, også bliver respekteret hjemmefra. Til det vil jeg på hele Stabskompagniets vegne sige mange tak for støtten, uden støtten fra jer, vil denne mission aldrig have blevet så stor en succes, som det er. For at fortælle jer lidt om, hvad der så rent faktisk er sket i Stabskompagniet de sidste fjorten dage, er hovedemnet ikke så lækkert Som I nok ved, så har hele lejeren været inficeret af roskildesyge, som besværliggjorde hele bataljonens virke i mange dage. Særlig indflydelse havde dette selvfølgelig på kompagniets sanitetsdeling, der virkelig har været i ilden, da det jo var dem, der måtte tage sig af alle de syge mennesker, der på nogle tidspunkter var rigtig, rigtig mange mennesker. Delingen fik selvfølgelig alt den støtte, de skulle bruge fra hele bataljonen, for at sørge for at de syge fik den behandling, de har brug for.

En anden mere festlig begivenhed, var fejringen af Camp Olaf Ryes fødselsdag, og det var ikke en hvilken som helst fødselsdag. I torsdags kunne vi fejre CORs 10 års fødselsdag, dette blev fredag fejret med en fødselsdagsmarch der bestod af én omgang rundt på volden, til gengæld var påklædningen fri, og der var præmie for bedste kostume. Førstepladsen gik til tre personer fra vores søsterkompagni, der havde klædt sig ud om Julemanden med Rudolph som trækrendsdyr. I det hele taget var det meget festligt, og festen blev selvfølgelig fortsat i de to messer efterfølgende. Som sagt skriver vi nu lørdag, og i dag har vi også afholdt den sidste kompagniappel, hvor der blev uddelt en sidste missionsmedalje. Denne gang gik den til vores ene IT medarbejder, der har taget over for ca. 1,5 måned siden, da forgængeren skulle tidligt hjem for at starte sit nye arbejde. Ligeledes blev chefen og næstkommanderende også udrustet med passende hjelme, med distinktioner så man aldrig er i tvivl om hvem de er, og så man kan kende forskel. På mandag tager de første hjemad, så følger de næste på torsdag og så lukker og slukker de sidste om præcis én uge, nemlig på lørdag. Så lige om længe, så er vi hjemme hos jer igen! Igen vil jeg sige mange tak, for al den støtte I har givet jeres soldater hernede, uden den, ville det som sagt ikke have været så stor en succes, som det har. En hilsen fra det Mekaniserede Infanterikompagni (MEKINFKMP) CHEFEN har ordet: Nu kan vi mere end skimte målstregen. 2. deling forlader os mandag d. 10 AUG og herefter går det slag i slag indtil alle er hjemme d. 15 AUG. Førerne fra hold 21 er ankommet og vi har kørt mange kilometer vores eget område, forevist de interessante ting i vores nabo område samt vist dem de uddannelsesfaciliteter som findes hernede. Der ligger naturligvis en stor opgaver i at få overdraget 6 måneders erfaringer på få dage, så den sidste tid foregår ikke med benene hævet. Samtidigt med dette er det stadig os, der har vagten. Vi skal altså løse vores operative opgaver samtidigt med, at vi overdrager, hvilket kræver en del koordination. Midt i travlheden er der dog stadig tid til at glæde sig til hjemkomsten, hvor I forhåbentligt stor klar til at byde os velkommen hjem. Vi har på 6 måneder kun haft en enkelt hjemsendelse, hvilket vidner om at der har været støtte bag soldaterne hjemmefra. Den støtte har været uvurderlig og har gjort mit arbejde som chef uendeligt meget nemmere. Jeg vil derfor afslutte dette sidste brev med at sige jer en kæmpe tak for, at I har støttet op bag soldaterne i de 6 måneder, som utvivlsomt har været noget længere for os end jer. Med Dragon hilsen P.N. KNUDSEN major Kompagnichef KDODELINGEN

Så blev tiden atter til et pårørendebrev fra kommandodelingen. Tiden går efterhånden langsomt i Kosovo, da mange går og glæder sig ret meget til at komme hjem til mors kødgryder og komme langt væk fra alt hvad der hedder morgenløb, madkørsel og overdragelse. Dog er der ingen, der nogensinde glemmer ord som PX, Kroi I Vitakut, Hen og Dog 31. På det sidste har der været omtrent 40 mere eller mindre alvorlige tilfælde af Roskildesyge (en virusinfektion, der skaber kaos i maven og i tarmsystemet i et par dage eller tre), hvor Gerhardt, Stendis og Ullits var blandt de faldne. I starten frygtede saniteten, at det var en parasit eller en bakterie, og bølgerne gik højt i den lille lejr, da rygterne hurtigere end på en efterskole berettede om, at vi skulle blive her 14 dage længere, at hold 21 ikke kom og at vi kom i isolation. Det endte dog med at blive én stor and, og saniteten har igen styr på lortet, bogstaveligt talt. Vi vælter os dog stadig i efterdønningerne, da al kørsel ud af lejren, der ikke er operativ, er suspenderet, samt al besøg fra andre lejre, der ikke er højst nødvendig. Dette resulterede i, at NSE-marchen (en march, der får dødsmarchen DANCON til at ligne en slentretur igennem parken) blev aflyst. Øv øv.

Sidste uge blev ugen, hvor kommando højst sandsynligt så deres sidste PX-tur. Æraen er slut, hvor man kører til de andre lejre og køber sig fattig i ting, man aldrig har haft brug for, aldrig får brug for og som man højst sandsynligt har i fire eksemplarer i forvejen. Madkørslen er ligeledes en saga blot; de mange generaler syntes ikke mere, at truslen er til hverken at have en deling i en skov eller på Dog 31, så det skaber flere frie hænder både i delingerne og i kommando. Disse hænder er der brug for, da 10 % af lejren ligger med ondt i maven, samtidig med at den tekniske forkommando fra hold 21 er kommet. Dette betyder, at de skal have overdraget al vores materiel, vores erfaring og vores røverhistorier. Dette resulterer så i, at alle køretøjer og al vores udrustning skal skinne og spille 100 %. I lørdags blev der afholdt COR-idrætsdag. Det var en kollektiv pjække-hygge-dag, hvor enhederne blev blandet og man luskede rundt og konkurrerede i mere eller mindre anstrengende discipliner, som kroket, menneskebowling og trækning af lastvogn.

Den sidste tid i varmen bliver nydt så vidt som muligt. Forsynerne har travlt med den sidste mønstring, mekanikerne med den sidste reparation og kontrol af biler, kommandokontoret med overdragelse af kontoret og alle de manuelt med at overdrage biler, materiel og udrustning. Det har været en god tid, men nu er det vist også på tide at komme hjem. 6, 9 og 11 dage til hjemsendelse. VI SES! 1 MEKINFDELING Så er det hele ved at lakke mod enden her i Kosonam, og jeg tror, jeg kan udtale mig på alles vegne, at folk glæder sig som en vild hankat til at komme hjem igen. Til familie, venner, ferie, fest, kærester, weekender, nye lejligheder og sidst men ikke mindst MORS KØDGRYDER! Cafeteriet hernede er udemærket, men intet slår mutter i køkkenet ifølge knejterne selv. Det sidste stykke tid har budt på en masse forskellige arbejdsopgaver, aktiviteter og oplevelser. For nogle uger siden lå alle delingerne skiftevis i beredskabsområde ude i Kosovo Øvelsesterræn, da der har været noget utilfredshed i befolkningen angående den nyindførte told ved grænserne. Det har resulteret i et par exercises, så vi har kunnet holde os oppe på dupperne, selvom beredskabsområdet bød på en masse lækre ting såsom afslapning med jævnlige morfædre, computerspil, film, tid til læsning (ja, vi læser også nogle af os) og meget meget mere i den dur. Efterfølgende har beredskabsområdet skulle

nedlægges, og nu kører vi så de såkaldte Dupont-patruljer, hvilket i bund og grund i al sin enkelthed bare går ud på at køre frem og tilbage ad den samme vej i x antal timer hver dag. Talk about exitement, won t you! Men så var det jo godt, at feltunderholdningen var undervejs. I sidste uge fik vi nemlig besøg af de to stand-uppere; Anders Fjeldsted og Martin Høgsted. Hele arrangementet foregik på Gimle (messen for konstablerne), og jeg tror alle havde en hyggelig aften, selvom nogle blev mere udstillet end andre. Deres næse gik i hvert fald ikke Nørskov forbi, som havde haft muligheden for lidt samtale med komikerne, og de kunne bestemt konkludere at mandens mund aldrig aldrig står stille Så blev det også tid til noget sygdom i Campen, som I måske har hørt eller læst lidt om i tv et. Roskildesygen gjorde sit indtog blandt soldaterne og lokalbefolkningen. Tallene nåede helt op på 39 ramte i lejren, men toppen er formentlig nået nu og grundet den heftige omgang med Alkogel aka gudernes nektar aka modificeret sprit, så er tallene så småt ved at dykke igen. Langsomt, men forhåbentlig sikkert, og alt skulle være under kontrol. Det stoppede os til gengæld ikke i at afholde vores idrætsdag, hvor alle blev inddelt i blandede hold på tværs af de forskellige sprog, da esterne og franskmændene også deltog. En lille udfordring, da mange fra de andre enheder havde lidt svært ved engelsk. Men igennem dagen kom vi da med fagter og kropssprog. Og nå ja, vores allesammens Anders Alfa (Hove) tilegnede sig sidstepladsen og de flotte præmier: tudekiks og vatpinde, hvilket han til evig tid vil blive mobbet med! Og selvfølgelig, så sent som i går ca. halvanden uge før hjemrejse og forkommandoen fra hold 21 er kommet, ville nogle af kosovanerne bøvle oppe ved byggeriet på Kroi Vitakut. Så 1. deling, som var på EAGLE-beredskab, rykkede ud og var klar-klar til at blive sat ind, hvis det skulle blive nødvendigt efterfulgt af de andre delinger. Der skete dog ikke mere (til manges skuffelse ) og hele molevitten returnerede til COR heldigvis inden aftensmaden blev taget væk. Ellers er alt ved det gamle igen. Vi glæder os og venter med længsel på hold 21, på at komme hjem til jer, på enkadrering i nye eskadroner, på nye klassekammerater ved andre uddannelser, på rejser til udlandet, nye lejligheder og adresser og fest og farver, inden det hele går løs igen. I morgen venter vi igen Vi ses snart, Katja

2 MEKINFDELING Så lakker det endelig mod enden. Endnu en måned er gået med alt fra R n R, SDP (short duration patrol) Dancon march, bataljons idrætsdag og meget mere. Så blev det 1 gruppes tur til den længe ventet SDP. De blev hentet med en Huey helikopter, hvor efter de skulle gå fodpatruljer. Turen forløb rigtig godt selvom det var et svært terræn at finde rundt i. Efter mange km og få timers hvil blev de hentet af en fransk puma helikopter. R n R - ENDELIG- den længe ventet og fortjente R n R. Vi blev hentet med bussen tidlig fredag morgen, afgang: Grækenland. Tja man kan jo ikke lige frem sige at turen derned forløb problemfrit. Tur lederen Gyttorp havde pludselig mistet sit pas ved grænsen til Grækenland. Vi var så tæt på og alligevel ikke. Efter en times tid fik de endelig styr på det, og turen kunne fortsætte, vel og mærke med ét manglende pas. Vi blev indlogeret på 3 forskellige hoteller hvorefter folk var frie. De to dage forløb perfekt med alt fra køreture på 4 hjulet crosser, vandsports aktiviteter, strandture og selvfølgelig druk. Den sidste aften var der fælles grill arrangement for os alle som hotellet havde arrangeret. Super hyggelig aften som forsatte på en Club hvor der blev festet igennem. Der var ikke meget liv tilbage da vi kørte hjem om søndagen. Weekenden efter stod den på Dancon march for 2 deling. Oprindeligt var det kun 2 deling som skulle have gået den, da vi har været forhindret de sidste to gange den er blevet afholdt. KVO (velfærdsofficeren) fik medlidenhed med os og inviterede 500 andre fra forskellige lejre. En hård tur på 25,2 km med et indlagt bjerg. Alle kom i mål i en udmærket tid. Flø gik den på en imponerende tid af 3 timer 4 min og var hurtigste dansker på KFOR 20. Mikkelsens store forventninger om en god tid måtte desværre briste da hans storetå blev skadet op af bjerget. Synd for ham da han ellers en rigtig god tid på den første halvdel. Størstedelen af anden deling havde en meget makabre gang om mandagen, grundet vabler og stive ben. Bataljonen afholdt en idrætsdag, hvor alle deltog. En super hyggelig dag med mange sjove aktiviteter fra hver enhed. Dagen startet med at vi blev mikset på kryds og tværs af enhederne, estere, franskmænd, bosniakere og danskere. Vi blev udsat for alt fra ægge kast, kroket, basket, mørke leg, menneskebowling og selvfølgelig CRC sjov. Om aftenen var der fælles grill for hele bataljonen. Den sidste tid har været præet af sygdom (roskildesyge) hvilket har resulteret i at udefra kommende ikke måtte besøge COR (Vi havde brunchen for os selv for en gangs skyld.. Dejligt) Eller går tiden med de sædvanlige patruljer og opgaver. Dog er vi begyndt at gøre klar til at overdrage til hold 21. Det har været et rigtig spændende og lærerigt ophold i Kosovo som alle på en eller anden måde har fået noget godt ud af.

Tak for denne gang vi ses SNART 3 MEKINFDELING Så er det blevet tid for tredje deling til at se fremad. Den nye delingsfører er allerede landet og vi venter med spænding på at se resten. Det meste af vores energi går med at give hold 21 den bedst mulige start på deres tur hernede. Der har været lidt energi til andre aktiviteter. Således blev bataljonens idrætsdag gennemført med iver. Her blev der kastet med klodser mod KFOR soldater opstillet som skiver bag skjolde og lavet et hav af andre sjove aktiviteter sammen med kollegaer fra hele lejren.

Aulum smilede stort da hans hold blev kaldt frem først og han fastholdte stolt smilet da de fik præmien for at være hold nummer sjok. Vores gruppefører to Sylvestersen har også fyldt 25, det blev fejret på behørig vis med mindre mængde kanel i god stemning med kage til følge.

Lige midt i en ellers god uge ramte sygdommen lejren, noget flere i tredje deling fik at føle. Heldigvis varede det kun et par dage og vores sanitetsdeling og de frivillige sygehjælpere gjorde et stort arbejde. Fra tredje deling var således Rømer og Sloth indsat til støtte for saniteten og udførte et glimrende arbejde. Ellers synes dagene at flyve af sted, måske fordi der er så få dage til vi genser jer derhjemme. På vegne af tredje deling kan jeg kun sige: Vi ses snart og vi glæder os!

MANØVRESTØTTESEKTIONEN Siden sidst har vi stort set haft hele kompagniet samlet efter som franskmændene har overtaget skovdeling som er den deling som ligger ude i det fri i tæt afstand af DOG31. Derfor har sektionen endnu gang været samlet, som er til stor glæde for os alle sammen. Roskildesyge Det startede med en håndfuld som fik spontant opkast samt i nogen grad ufrivillig afføring, her efter kom der en hel del restriktioner vi måtte ikke besøge andre KFOR installationer og andre KFOR enheder måtte ikke komme ind i lejren, som var til stor glæde for nogle af os for så fik vi vores søndagsbrunch i fred. En ting som også blev indskærpet var hygiejne. Denne hjælp åbenbart ikke ret meget, da vi i løbet af få dage havde over 35 tilfælde af spontant opkast og afføring af folk fra hele lejren. Det skal så lige siges, at man kan have været uheldig og ikke kun fordi man har for dårlig hygiejne. Men kompagniet blev også ramt, 1 deling havde ca. 5 syge og sat i karantæne, 2.deling havde også ca. 5 mand i karantæne og kommandodelingen havde ca. 4 mand sat karantæne og slutteligt har vi kompagniets topscore som havde hele 7 mand i karantæne nemlig 3.deling. Men hov har jeg ikke glemt sektionen? Og svaret der til er nej fordi som de eneste i hele kompagniet formåede at have 0 tilfælde af Roskildesygen og der med opretholde os selv på 100 % dette betød at endnu gang måtte vi træde ud i delingerne og støtte dem, hvilket vi selvfølgelig gjorde med et smil. Vi i sektionen er klar, vi er klar til overdragelsen til team 21 vi er klar til diverse opgaver som nu engang måtte komme ind fra højre og sidst men ikke mindst så er vi klar, klar til dagen hvor vi skal gense jer vores familie og venner. Vi ser meget frem til dagen og glæder os utroligt meget. Snarligst gensyn Manøvrestøttesektionen En hilsen fra Militærpolitidetachementet i Kosovo Så blev det tid til den sidste hilsen fra MP detachementet hold 20, så vil gerne starte med at sige tak til alle læserne både de trofaste og de nye Tiden er gået stærkt de sidste 14 dage, især de sidste par dage hvor vi har forberedt modtagelsen af hold 21. Alle skulle flytte ud af deres værelser og der skulle være skinnede rent til det nye hold. Yderligere skulle alt udrustning pakkes ned og sendes hjem, og MP skulle kontrollere dette for narko og sprængstoffer. Som hjælp støttede EULEX med 3 hunde til kontrollen, og alt forløb stille og roligt, og uden nogen former for dramatik. Selvom der har været travlt på den lille station, har der dog også været tid til at dyrke lidt idræt, hvilket billede nedenunder illustrerer. Turcat nederst og Kristian i midten, fotografen er chefen der var første mand over floden. Han cykler jo også hurtigst!

Der var lidt mere vand i floden end forventet Der ligger et stramt program for de næste par dage, da vi skal have overdraget hele stationen og skal alle områder igennem. Udover det skal vi have overdraget så meget som muligt til dem, inden vi tager hjem så de er i stand til at stå på egne ben. Heldigvis er der lavet et godt program og alle er oppe på mærkerne, så vi forventer at alt kommer til at forløbe planmæssigt. Situationen i det danske ansvarsområde er fortsæt rolig, vi er dog særlig opmærksomme på hvordan stemningen er i det serbiske område. Her har genopbygningen atter skabt lidt problemer, Og bataljonen inkl. MP-hold, er klar til indsættelse såfremt at uroligheder opstår. I skrivende stund kun er et par timer til de første af vores afløsere ankommer. Selvom det har været et gode 6 måneder, er hold 21 mere end velkommen, da vi alle glæder os til at komme hjem til det gamle Danmark.

Dette billede udtrykker essens af det at være MP er I Kosovo; it includes fast vehicles, heavy hand weapons and working in a tough and rough garden-environment!!! Med dette billede vil jeg afslutte det sidste brev fra MP på KFOR hold 20 Vi glæder os alle til at se jer! Hilsen alle i MP detachementet En hilsen fra LMT 4: Kære pårørende hermed følger allersidste pårørendebrev fra os i LMT 4, KFOR hold 20. I skrivende stund, lidt over kl. 21 denne lørdag aften, har vi lige fået en meddelelse om at vores afløsere vil ankomme til COR inden for 5 10 minutter. En for nogen længe ventet og særdeles tydelig indikation på, at vores mission synger på sidste vers. PAUSE... Vores afløsere er nu alle vel ankommet. Herefter følger briefinger og anvisninger, inden vi kan anvise kvarterer m. m. Det er vi helt sikre på de længes lidt efter. Hvordan det herefter gik, må holdet selv berette. I sidste brev skrev vi om at varmen truede. Det skal vi lige love for kom til at holde stik. Hele 43-44 grader i skyggen sneg termometret sig op på da det var værst. Og det er rigeligt til os nordboere, synes vi. Efter vores gode endags tur til Rugova dalen, havde vi fået smag på mere. På vel nok de allerværste varmedage, havde LMT 4 således planlagt en 2 dages tur til Prizren i det sydvestlige Kosovo. Vi kørte derned i 2 minibusser og havde inviteret 5 af vore tolke med både albansk og serbisk talende. Vi indlogerede os i den

tyske Camp Prizren, hvilket var en udmærket oplevelse. Prizren er en gammel kultur hovedby, med en gammel, historisk bykerne, der byder på en gennemløbende flod, gamle broer, hyggelige caféer samt vingesus fra både den serbiske ortodokse kirkes tid og den nyere albanske tid, med de muslimske moskeer. Et broget billede, der også gør det spændende. Foto: Den gamle bydel af Prizren den 24.8.09 Vi skulle selvfølgelig på byvandring og fandt da også en P-plads i den gamle bydel. Det blev ikke overvældende meget vi fik vandret rundt. En skyggefuld plads på en fortovscafé faldt hurtigt i vores smag. Kolde øl og vand var tiltrængt og gjorde lykke da de kom. Det var simpelthen for varmt at gå rundt, så det blev til en længere siesta på cafeen. Et mødested og tid blev aftalt og et nyt forsøg indledt. Det lykkedes ikke helt, men vi kom da lidt mere rundt end tidligere. Nogle overvejede nok at tage en rundtur med hestedrosche, men ingen gjorde det alligevel, for en rørig og frisk soldat i uniform skal vel trille rundt i en hestevogn? Til aftalt tid mødtes vi igen og indledte jagten på et sted at spise. Vi fandt igen et skyggefuldt sted under store træer og slog os ned. Desværre, her kunne vi kun få drikkevarer, men ingen varme middagsretter. Jagten fortsatte. Til sidst fandt vi et indbydende sted med masser af mennesker siddende udenfor. Vi måtte ind og allerinderst åbenbarede sig en med store markiser overdækket atrium gård i flere etager. Kæmpe springvand i midten og levende ænder vandrende rundt i anlægget. Det så glimrende ud.

Foto: Hestedrosche fra Prizren Vi fik et godt bord til alle og fik også noget godt lokalt mad, som for de fleste var mere end rigeligt, så ænderne fik også lige en godbid eller to. Dejligt at sidde inde i skyggen, men det var stadig mere end almindeligt varmt. Herefter var der ikke overskud til mere end at sidde op i busserne og køre tilbage til Camp Prizren og vores indkvartering. Her var der for de fleste Aircondition på FAB erne og det nød vi, for det har vi ikke i COR. I Camp Prizren var der ikke nogen 2 can policy, så det blev nok til et par øl mere end de 2, for de flestes vedkommende. Ingen skulle jo køre, så det gav overhovedet ingen problemer og dagen var ung, da de sidste fandt til køjs. Efter morgenmaden og aflevering af nøgler begav vi os hjemad. Vi havde planlagt et besøg hos en vin producerende munk i en serbisk enklave midt i Kosovo-albansk område. Byen er på ca. 700 mennesker og hedder Velika Hoca. Vi fik en god rundvisning og smagte lidt på varen, der var ganske god. Adskillige flasker fandt da også vejen ned i indkøbsposer og nogle rammer sikker DK engang? På nær en kaffe-/cola pause i Klina, gik det lige hjem. Varmen var stadig ulidelig og alle så bare frem til at komme hjem til COR og slappe af ovenpå et kølende bad. Om det var LMT 4 og vores tur til Prizren der har skylden for det efterfølgende angreb af hurtigmave i COR kan ikke siges. I hvert tilfælde blev Asker syg med diarre allerede lørdag, lige efter hjemkomst. Søndag var det så Hennings tur. Siden Frank og Benjamin, og så lige Frank en gang til. De måtte begge indlægges et par dage. Sune og Jørgen er de eneste der ikke har været ramt af omgangssygen. Det var nemlig det, det udviklede sig til, for i ugens løb blev flere og flere syge med Roskildesyge. Over 40 har været indlagt og

denne episode har I jo sikkert hørt om hjemme i Danmark, for det har været i både aviser og TV samt på HOK hjemmeside. Vores sanitetspersonel har været forstærket med ekstra hænder hjemme fra DK, samt fra Franskmændene og Amerikanerne. Et indkvarteringsafsnit blev sågar lavet om til et hospital og karantæneområde for en periode. I skrivende stund er næsten alle de tidligere pålagte restriktioner fjernet igen. Kun nogle få består endnu, men det er igen blevet muligt at spise udenfor COR samt for gæster at besøge os igen. Vores Medical Staff har gjort et godt og stort stykke arbejde og fået taget fat i problemet fra starten. Ingen tvivl om at de indførte restriktioner samt personlig hygiejne med håndvask og atter håndvask inklusive brugen af Alcogel i store mængder har gjort sit til, at vi kom så forholdsvis smertefrit over problemet. Symptomatisk er det også, at det kom i en meget varm periode. Foto: Indkvartering midlertidigt omdannet til hospital På KFOR hold 20 har vi været så heldige at være involveret i mange jubilæer. DK har jo været her i 10 år og den 6. AUG 1999 blev Camp Olaf Rye (COR) således taget i brug. Nogle gode kolleger havde således fundet på at vi skulle gå en jubilæumsmarch. Det skete så FRE den 7 AUG. Forinden havde COR jo afholdt hele 3 X DANCON marcher og 2 X NSE marcher. Så en march til var det rene barnemad. Max antal deltagere blev fastsat til 100 og den hårde rute fastsat til en omgang på volden omkring lejren. 1406 meter. Som kompensation for den hårde rute var der dømt fri påklædning og ingen krav til oppakning. Alle gennemførte i fin stil og mange havde benyttet lejligheden til at gøre noget ud af påklædningen. Der var præmie til de 3 bedste indslag. Vi var så heldige at Bubber og BS kiggede forbi og ønskede tillykke, samt gik med i marchen. Asker og Henning repræsenterede LMT 4. Vi gennemførte i fin stil iført sportstøj og badetøfler. Asker var endda i udbrud efter bjergtrøjen, men nåede det ikke.

Foto: Bubber og BS Som tidligere nævnt er vore afløsere alle ankommet til COR. Dermed kan Hold 20 rejse hjem efter planen. Sune og Jørgen har de helt store smil fremme, for mandag er deres sidste dag i COR, før de atter sætter foden på dansk jord for at blive. Resten afgår også efter planen nu da afløserne er kommet og karantæne og sygdomstilfælde igen er ophævet samt nærmer sig det runde 0. I dag har vi tillige taget fat på at overdrage opgaver og information til afløserne. Jo, der hersker en opløftet stemning i COR. De nye giver udtryk for glæde og spænding. Vi gamle glæder os over at det er gået godt og stort set uden uheld af nogen art, samt til de snarlige gensyn med jer der hjemme. Det har været en god udsendelse, synes vi. Vi har fået mange indtryk ind under huden og nogle af dem er kommet for at blive. At vi så lige nåede at få en normal udsendelse uden de varslede ændringer og tilpasninger udi fremtiden, gør bare det hele endnu bedre.

Som tilkendegivet i sidste brev, så er vi godt i gang med at slutte ordentlig af hernede, samt at få vores afløsere klædt bedst muligt på til de ventende opgaver. Vi har mødt mange gode folk hernede fra begge lejre. Vi har også mødt nogle af dem der ikke er så fine i kanten, og som gør det svært at nå en fælles løsning, med et for serberne og albanerne forenet Kosovo. Der er dog klare tendenser til at det går i den rigtige retning og vi må bare håbe på, at NATOs kommende styrkereduktion i Kosovo ikke stopper den igangværende udvikling. Som afslutning vil vi gerne sige tak for oplevelsen og især sige tak til jer derhjemme for støtte, kontakt og opbakning. Forude venter 3 dage i Fredericia med briefinger, undersøgelse og aflevering, samt march og parade. Håber vi ses der til et håndtryk og et sidste farvel, før vi tager hjem til vore individuelle hverdage. Vi glæder os til gensynene og ikke mindst til igen at kunne tilbringe tiden sammen med jer. Vi tager hjem med et smil på læben. Hvala i moče biti da se vidimo ponovo, Zubin Potok i Cabra. (Tak og måske på gensyn Zubin Potok og Cabra). Venlige hilsner fra alle i LMT4 En hilsen fra LMT 5: Så blev det tid til det sidste pårørendebrev og det betyder at vi snart skal tage afsked med Kosovo og med de lokale, som vi har arbejdet sammen med det sidste halve år. Her hos LMT 5 er vi alle ved at være klar til at komme hjem til venner og familie i Danmark. Hold 21 er så småt begyndt at ankomme til Camp Olaf Rye, og de er blevet tage godt imod for de har været ventet af mange. Som I sikkert har hørt har der været et lille problem med en virusinfektion i COR; i starten var vi bange for at det var alvorligt og ville udskyde vores hjemrejse, men heldigvis vist det

sig bare at være Roskildesyge. I de første dage blev flere og flere syge, men nu er alle vist i bedring og mange er allerede på benene igen. Ingen fra LMT5 blev alvorligt ramt at sygdommen det må jo betyde at vi er ekstraordinært eksemplariske med vores personlige hygiejne. Eller? Der har også været idrætsdag, det var en dag hvor både danskere, franskmænd og estere blev blandet på 11 hold, og skulle derefter arbejde sammen for at gennemføre 11 forskellige øvelser: samle våben på tid, basketball, lastbilstræk, CRC træning ( stenkast mod KFOR soldater ) og meget andet. LMT og Militærpolitiet var gået sammen for at lave en cykel-ringridningsbane kombineret med KFOR spørgsmål. Hele dagen tog 7 timer at gennemføre; vi havde det rigtigt sjovt og folk var godt trætte bagefter. Samme aften blev der holdt BBQ, hvor vi kunne komme hinanden ved og få snakket om dagens oplevelser. Der har også været tid til en tur med vores albanske tolke; vi ville gerne tage ordentligt afsked inden vi forlader dem til fordel for lille Danmark. Derfor tog vi dem først med til den nordlige del af Kosovo, så de kunne se nogle område, de normalt ikke har tilgang til. Vi var blandt andet i det nordlige Mitrovica, der som bekendt er serbisk domineret; først så vi Tyrkerborgen og bagefter så vi et monument der hylder de faldne arbejdere under 2. Verdenskrig (et stort beton-monstrum, som også går under navnet Titos grill). Dernæst var vi oppe ved en bjergsø, som var utrolig flot og (overraskende nok) meget ren -man fik helt lyst til at tage en dukkert i det spejlblanke vand!! Den sidste uge har der været en ekstra person i blandt os. Hans navn Karsten og han er den nye NK/LMT 5. Ligesom Kitt i sin tid kom herned før os andre, kommer Karsten også lige et par dage inden resten af LMT 5 Hold 21, så han har haft ekstra tid til at blive vist rundt til de forskellige nøglepersoner i vores ansvarsområde. Dette er samtidig en kærkommen lejlighed for os på Hold 20 til at takke af og tage afsked med vores lokale

kontaktpersoner. Lørdag (8. august) kommer resten af det nye LMT 5 og så står den ellers på hurtig overdragelse da Kjartan og Allan smutter på mandag (10. august), hvor de nye kørere skal sluses ud i terrænet. Så vi håber at de hurtigt lære albanerstilen i trafikken!! Kitt og Søren vender næsen hjemad om torsdagen (13. august) og Kenneth bliver lige et par uger ekstra for at bistå det nye hold og sikre at al viden og alle kontaktpersoner bliver overdraget helt. Her på falderebet vil vi gerne alle sammen takke jer derhjemme for den gode opbakning I har ydet os under udsendelsen!! Generelt har alle på LMT5 turen igennem haft god hjælp og støtte fra venner og familie og dette har sikret et stabilt og konstruktivt arbejdsmiljø. Vi ved godt at det ikke altid er lige let at være pårørende til udsendte soldater og vi vil derfor gerne slutte vores sidste pårørendebrev med en særlig tak til jer derhjemme. Uden jeres hjælp var de her 6 måneder blevet meget, meget lange! Tak. Vi glæder os meget til at se jer i lufthavnen og i de små hjem, LMT 5 Afslutning. Så er det nu. Selv ikke epidemier kan forhindre os i at komme hjem. De sidste af os er hjemme om mindre end en uge. Vi har gjort det, men vi kunne ikke have gjort det uden jer derhjemme. I har været vores motivation, når livet blev for surt hernede. Det kan ikke understreges nok, hvor stor betydning i har for os og vores arbejde. Så derfor skal der lyde en stor tak til jer derhjemme; for jeres støtte, tålmodighed og jeres tro på at vi kan og at vi gør det rigtige. Det her er sidste brev, hvilket jo bare kan ses som endnu et sidste i rækken af ting, man ikke længere skal. Men det er også begyndelsen på en ny tid, en tid sammen med jer. En tid vi har set frem til med længsel. Endnu en gang tak, fordi i har været der for os. Nu kommer vi hjem for at give lidt at det tilbage igen. Udover disse pårørendebreve har I også mulighed for at aflytte hærens operative kommandos (HOK) telefonavis, hvor vi dagligt lægger korte beskeder fra enhederne. Nummeret er 70101071. Ved særlige aktiviteter ved bataljonen lægger vi nyheder på HOK hjemmeside. Adressen er: http://forsvaret.dk/hok. Indtil videre har vi lagt en artikel på hjemmesiden. Desuden er der ligeledes hjælp at hente på Forsvarets nyeste tiltag, Pårørende Portalen. Den kan i finde på http://forsvaret.dk/paarorendeportalen. Mange hilsner til jer alle Hans Henrik Møller oberst Chef DANCON KFOR Hold 20

Filnavn: Pårørendebrev nr. 13 samlet, komp Bibliotek: E:\KFOR 20 Skabelon: P:\skabeloner\Normal.dot Titel: Emne: Forfatter: KF1-20STS131 Nøgleord: Kommentarer: Oprettelsesdato: 11-08-2009 17:27:00 Versionsnummer: 2 Senest gemt: 11-08-2009 17:27:00 Senest gemt af: kf1-20sts101 Redigeringstid: 2 minutter Senest udskrevet: 14-08-2009 11:44:00 Ved seneste fulde udskrift Sider: 22 Ord: 6.508 (ca.) Tegn: 29.875 (ca.)