Astronomiens verdensbillede

Astronomiens verdensbillede 10 Tychos system Som nævnt ovenfor var Tycho tidligt bekendt med det kopernikanske verdenssystem, som han beundrede for dets større økonomi og geometriske fortrin. Dette fremgår ikke mindst af de forelæsninger, han på opfordring gav på Københavns Universitet i 1574-75. Tycho betegnede i sin indledende forelæsning Kopernikus som»den anden Ptolemaios«, og i sine følgende forelæsninger behandlede han planeternes bevægelser»efter Kopernikus teorier og under brug af hans parametre, alt blot henført til en hvilende jordklode«. 1 Hvis han skulle vælge mellem Ptolemaios og Kopernikus, ville valget falde på sidstnævnte. For, som han skrev i 1587,»Hans [Kopernikus ] umiddelbart urimelige antagelse om Jordens bevægelse gør ikke hans fortjenester mindre indenfor den matematiske astronomi, for langt mere absurd er Ptolemaios ækvantbevægelse«. 2 Tycho var dog ikke den første danske lærde, der kommenterede Kopernikus astronomiske teori. Dette blev først gjort i 1569, af Jørgen Dybvad. I en bog udgivet i Wittenberg i 1569 og dedikeret til hertug Johannes af Holsten behandlede Dybvad dele af Kopernikus teori, men uden at gøre sig til talsmand for det heliocentriske system. I forordet til Comentarii breves in secundum librum Copernici priste Dybvad Kopernikus værk og anbefalede»at enhver, som ønsker at lægge en solid grund for sin astronomiske viden, læser den og gør den til genstand for et grundigt studium«. Herved kunne man nemlig få oplysning om tingenes årsager, og netop dette udgjorde en vigtig forskel mellem den lærde og den læge:»godt nok ser vi, at det praktiske livs mennesker i modsætning til videnskabsmændene kan fremstille et eller andet på trods af, at de savner den teoretiske baggrund. Men de kender alligevel ikke de pålidelige årsager, og de kan heller ikke forklare andre, som gør fejl, hvori de fejlede.«dybvad var en habil matematiker, men havde problemer med at acceptere Jordens bevægelse som en fysisk realitet. Efter at have defineret de himmelske cirkler skrev han, at disse»også kan henføres til Solens bevægelse, og det selv om man ikke forudsætter, at Jorden bevæger sig. Og da denne lære er både ældre og mere bekvem, vil vi holde os til den i det følgende«. 3

246 dansk naturvidenskabs historie 10.1 Tycho Brahes skitse af kometen fra 1577. Merkur og Venus, repræsenteret ved de inderste cirkler, går rundt om Solen. Kometen bevæger sig på den tredje cirkel, uden for Venus, og dens hale er hele tiden væk fra Solen. Denne bevæger sig rundt om Jorden, der er angivet nederst (C). Tycho forblev fascineret af»den anden Ptolemaios«. Men efterhånden som han udviklede sit ambitiøse observationsprogram fandt han stadig flere fejl i det kopernikanske system, som han desuden fandt klart problematisk som en fysisk (og ikke blot matematisk) hypotese; og i modsætning til de fleste samtidige astronomer erkendte Tycho, at Kopernikus var realist med hensyn til astronomien. Han blev derfor mere og mere tilbøjelig til at finde et alternativ til begge eksisterende modeller for verdens struktur. Alternativet måtte bibeholde den hvilende Jord i universets centrum, men i øvrigt reflektere det vældige fremskridt, Kopernikus model efter hans mening var. Blandt disse fremskridt var ikke mindst respekten for doktrinen om de jævne cirkelbevægelser, der for Tycho ikke var mindre fundamental, end hvad tilfældet var hos Kopernikus.

astronomiens verdensbillede 247 Tychos ide om et geocentrisk, men ikke-ptolemaisk verdensbillede har måske haft sine rødder i hans analyse af kometen fra 1577. Han har muligvis været inspireret af»proto-tychoniske«systemer, der omkring denne tid blev formuleret af bl.a. den tyske matematiker Paul Wittich, der i 1580 besøgte Tycho på Hven. I Wittichs system fra 1578 var Jorden i centrum, mens Merkur og Venus omkredser Solen; derimod kredsede de ydre planeter om Jorden. 4 Tycho selv arbejdede dog ikke med den slags systemer. Han synes at have haft hovedtrækkene i sit nye system, med fem planeter kredsende om Solen, færdigt omkring 1583. En offentliggørelse kom dog først i 1588, i hans skrift om den store komet, De mundi aetherei recentioribus phaenomenis. Ifølge Tychos udviklede system kredser Månen og Solen om den faste Jord, mens alle de øvrige planeter kredser om Solen. Yderst er der, som i næsten alle datidens astronomiske systemer, en kugleskal hvori fiksstjernerne befinder sig. For at opretholde de planetafstande, som Kopernikus havde fundet, måtte Tycho lade Mars bane skære Solens, hvilket var utænkeligt ud fra en ortodoks aristotelisk opfattelse. Men Tychos analyse af kometer havde jo tvunget ham til at afvise eksistensen af virkelige, krystallinske planetsfærer, og dermed var vejen åbnet for, at himmellegemers baner kunne skære hinanden. Med hensyn til fiksstjernerne mente han, at de befandt sig umiddelbart uden for Saturn. De var groft set i samme afstand, men fordelt i et bredt bælte snarere end på en kugleskal. Desuden formodede han, at deres blinken skyldtes, at de roterede om deres akser. Med hensyn til deres fysiske konstitution mente han, at de bestod af koncentreret æterstof, omtrent på samme måde som Mælkevejen; blot var koncentrationen af æter i Mælkevejen mindre end i stjernerne. På denne måde mente han også at kunne forklare den nye stjerne fra 1572, nemlig som en ufuldkommen og midlertidig koncentration af den æter, der opfyldte himmelrummet. Tycho accepterede den aristoteliske skelnen mellem en sub- og superlunar verden, men vurderede at luften omkring Jorden gradvis blev tyndere helt op til Månen (derimod afviste han den traditionelle forestilling om en ildsfære). Det tychoniske system var altså et kompromis mellem det ptolemaiske og kopernikanske, men i matematisk henseende tættere ved sidstnævnte. Ligesom Kopernikus var Tycho realist, ikke instrumentalist. Hans mål var ikke blot at konstruere en model, der kunne»redde fænomenerne«, men at give en sammenhængende fysisk redegørelse for det virkelige kosmos. Han stræbte efter en total kosmologi, der omfattede ikke blot astronomi og fysik, men også kemi, meteorologi og teologi. Når Tycho fandt det nødvendigt at formulere et alternativ til det kopernikanske system, han på mange måder beundrede, skyldtes det en række faktorer med baggrund i alle disse fem videnskaber. Disse grunde fremgår klarest af en omfattende korrespondance, han mellem 1585 og 1592 havde med den tyske kopernikaner Christopher

248 dansk naturvidenskabs historie 10.2 Det tychoniske verdensbillede, som gengivet i De mundi aetherei. Solen og Månen drejer sig om Jorden, mens de øvrige planeter drejer sig om Solen. Fiksstjernehimlen er som sædvanligt afbildet som en tynd skal. I figuren forneden, hvor kun Merkur og Venus er medtaget, optræder kometen fra 1577. Dens bane er forenklet til en cirkel omkring Solen. Rothmann, der var hofastronom hos den astronomikyndige landgreve af Hessen, Wilhelm IV. En del af denne diskussion foregik direkte, nemlig i forbindelse med Rothmanns besøg på Hven i sommeren 1590. Selv om Tycho havde brudt med aristoteliske forestillinger om den celeste fysik, var han grundlæggende aristoteliker, når det gjaldt Jordens fysik og den hævdvundne skelnen mellem verden under og over Månen. Når han blev presset af Rothmanns argumenter, svarede han ofte ud fra de tankegange, Aristoteles havde formuleret for fysikken, og som jo endnu var den eneste konsistente fysiske teori. Ud fra disse forestillinger kunne Tycho ikke acceptere Jordens bevægelse som en del af det fysiske verdensbillede. Han forblev livet igennem trofast over for den centrale og stabile Jord og forsvarede doktrinen ud fra klassiske aristoteliske argumenter. Således nævnte han i diskussionen med Rothmann, at hvis Jorden virkelig roterer om sin akse med en periode på et døgn, vil en blykugle ikke falde lodret ned fra et højt tårn. Han antydede endda, at han eksperimentelt havde vist, at et legeme, der kastes lodret op fra et hurtigt sejlende skib,»rent faktisk«vil lande bag ved kastestedet. Dette argument havde allerede været diskuteret i middelalderen, hvor Buridan og Oresme havde kritiseret det, og det skulle senere blive tilbagevist af Galilei i dennes reformation af fysikken. Tycho udtrykte sig dog noget tvetydigt med hensyn til Jordens rotation, som han af og til var villig til at betragte som en mulighed og ikke blankt afviste, sådan som han gjorde med Jordens årlige bevægelse. Blandt Tychos teologiske argumenter var ret uoriginalt Bibelens henvisninger til Jordens ubevægelighed, noget der ligeledes var sat spørgsmålstegn ved siden middelalderen. Tycho mente, at disse henvisninger måtte tages anderledes alvorligt, end Kopernikus havde gjort. I sin diskussion med Rothmann imødegik han det ikke ualmindelige synspunkt, at Bibelens ord kunne fortolkes i overensstemmelse med det heliocentriske system.»thi større er og bør være Den hellige Skrifts autoritet og værdighed, end at den fortjener sådan tvetydig tolkning«, skrev han.»altså står til denne time Den hellige Skrifts autoritet urokket og du kan heller ikke fra den kant forsvare Kopernikus standpunkt.«5 I et tidligere brev til en anden kopernikaner, Caspar Peucer, havde han om Kopernikus teori skrevet, at»når den tilskriver Jorden (dette robuste og uædle legeme) en regelmæssig, perfekt og på ingen måde indviklet bevægelse, så bliver denne antagelse ikke mindre suspekt, og især ikke fordi den så tydeligt modsiger Den hellige Skrift på

astronomiens verdensbillede 249 ikke så få steder«. 6 Mens Rothmann afviste, at Bibelen havde nogen videnskabelig autoritet og var af relevans for astronomien, mente Tycho, at fysik og teologi var nødvendige dele af kosmologien. Astronomien kunne mange ting, men den var af begrænset værdi, når det drejede sig om kosmologiske spørgsmål: Spørgsmålet om det himmelske stof er det egentlig ikke op til astronomerne at afgøre. Astronomen bestræber sig på at undersøge tingene gennem nøjagtige observationer, ikke med hvad himlen er og af hvilken årsag dens herlige legemer findes, men nærmere med hvordan alle disse legemer bevæger sig. Spørgsmålet om det himmelske stof hører til teologerne og fysikerne, blandt hvilke der stadig ikke er nogen tilfredsstillende forklaring. 7 Tycho kan af og til lyde som en naiv fundamentalist, men hans afvisning af Jordens bevægelighed var dog især baseret på fysiske, snarere end teologiske argumenter. Han udfoldede store bestræbelser på at harmonisere sin kosmologi med Bibelen, sådan som kan illustreres ved ovennævnte henvisning til det himmelske stof. Det var blandt aristotelikere ikke ualmindeligt at bruge Bibelens henvisning til firmamentet som et argument for de faste planetsfærer. Men ifølge Tycho var ordet»firmamentum«en fejloversættelse fra hebraisk til latin, hvor den korrekte oversættelse snarere burde være expansum, som antydede en himmel fyldt med en væskelignende, æterisk substans. Han mente dog ikke, som Peucer, at dette kunne tages som en bekræftelse på Skriftens ord om vandene over himlen. Som universets arkitekt havde Gud skabt en harmonisk ordnet verden, og i en sådan kunne der i himlen ikke være plads til et jordisk element som vand. Blandt Tychos grunde til at afvise det heliocentriske system var også astrologiske argumenter. I overensstemmelse med sin hermetiske grundopfattelse opfattede han den himmelske verden som et levende system, hvor det ene himmellegeme påvirkede det andet. Hvis Jorden og dens menneskelige beboere bedst skulle være i stand til at modtage de kosmiske impulser fra de omgivende stjerner og planeter, ville en central placering da ikke være den eneste naturlige? Et af Tychos astronomiske argumenter imod den kopernikanske hypotese var baseret på, at han i sin analyse af kometerne fra 1577 og 1585 ikke kunne finde nogen afspejling af Jordens bevægelse. Han fandt andre argumenter ud fra sine observationer af Mars bane, ironisk nok de observationer, der senere blev ammunition for Keplers revision af det kopernikanske system. 8 Tycho var naturligvis klar over, at en påvisning af en årlig stjerneparallakse ville afgøre spørgsmålet til fordel for Kopernikus, men han vidste også, at en sådan parallakse ikke var blevet iagttaget. Som han skrev til Kepler i december 1599, så havde han selv søgt efter stjerneparallakser,»men

250 dansk naturvidenskabs historie 10.3 Titelblad til Tycho Brahes bog om kometen fra 1577, trykt på Hven i 1588. uden at kunne konstatere nogen sådan så der bliver intet tilbage til trøst for din Kopernikus«. 9 På den anden side kunne den manglende parallakse ikke tages til indtægt for det tychoniske system, for Kopernikus havde så at sige foregrebet problemet ved at anbringe fiksstjernerne umådeligt langt væk fra Jorden. Derimod befandt Tychos stjernesfære sig lige uden for Saturns bane, i overensstemmelse med antikkens forestillinger. Problemet med det store tomrum mellem Saturn og fiksstjernerne var et almindeligt argument imod Kopernikus teori, for var det ikke unødvendigt, uøkonomisk, usymmetrisk og i modstrid med Guds skaberplan? Tycho var blot en af mange, der havde svært ved at forestille sig, at Gud ville have skabt et så vældigt tomrum. Ifølge Tycho ville Kopernikus teori indebære, at fiksstjernerne var mindst syv millioner jordradier væk. Dette ville medføre, at»fiksstjernerne er mere end 1.000 gange så store som Solen«, som han skrev til Rothmann i 1590. Som andre i samtiden anså Tycho stjernerne for at have en synlig udstrækning, altså målelige vinkeldiametre (mellem 1 og 3 bueminutter), hvilket førte til så ekstremt store størrelser for stjernerne, at Tycho fandt det absurd. Tychos eget univers var betydeligt mindre og betydeligt mere overskueligt: Middelafstanden fra Jorden til Saturn var ca. 10.500 jordradier og afstanden til fiksstjernerne blot omkring 13.500 jordradier. Hans univers havde altså en radius omkring 70 millioner km, af samme størrelsesorden som Campanus af Novara på et ptolemaisk grundlag havde foreslået omkring 1270. Det tychoniske alternativ fik en meget stor international betydning i overgangsfasen mellem den aristotelisk-ptolemaiske opfattelse og accepten af det kopernikanske system, dvs. i perioden ca. 1590-1690. 10 Dette skyldtes ikke mindst, at Tychos system forekom mere acceptabelt ud fra et teologisk synspunkt, hvad enten det var katolsk eller lutheransk funderet. Efter processen mod Galilei, og den katolske kirkes fordømmelse af det kopernikanske system, fandt Tychos alternativ mange tilhængere blandt katolske astronomer. Som eksempel kan nævnes den fremtrædende jesuiterastronom Giovanni Riccioli, der i sin meget læste Almagestum novum fra 1651 inkluderede en biografisk skitse af Tychos liv og gjorde sig til talsmand for en version af det tychoniske verdensbillede (figur 10.4). Tychos system var godt kendt

astronomiens verdensbillede 251 allerede i 1590 erne, men næsten kun via brevveksling. Først i 1620 erne blev det almindeligt i astronomiske værker at beskrive systemet under Tychos navn og diskutere det som et alternativ til de to øvrige verdensbilleder. Dette kunne enten være i form af Tychos originale system eller i en af de mange»semi-tychoniske«modeller, der var populære gennem en stor del af århundredet. Således var et af Ricciolis forslag en model, hvor Jupiter og Saturn kredser om Jorden, mens de øvrige tre planeter kredser om Solen. Varianter af tychonisk kosmologi Tycho Brahes astronomiske verdensbillede kunne præsenteres i mange former, fra en matematisk model til en naturfilosofisk teori, og med elementer af enten den aristoteliske eller den kopernikanske verdensopfattelse. Omkring 1600 fandtes aristoteliske holdninger i mangfoldige varianter, mange af dem i former, der adskilte sig ganske betydeligt fra middelalderens skolastiske aristotelisme, og som meget vel kunne indgå i en form for syntese med Tychos i øvrigt anti-aristoteliske synspunkter. 11 Et fremtrædende eksempel på, hvad der er blevet kaldt tycho-aristotelisme, haves i nordmanden Cort Aslaksen (Cunradus Aslacus Bergensis), der efter studier ved universitetet i København blev en af Tychos betroede medarbejdere på Hven, hvor han opholdt sig fra 1590 til 1593. Efter at have taget magistergraden påbegyndte han i 1593 som hovmester for to unge adelsmænd en udlandsrejse, der bragte ham til en lang række protestantiske og reformerte universiteter, herunder Wittenberg, Basel, Paris, Oxford og Cambridge. Han vendte hjem i 1599 og blev året efter udnævnt til professor pædagogicus ved Københavns Universitet, dvs. til underviser i elementær latin og græsk, universitetets lavest rangerende professorat. Han avancerede hurtigt til professoratet i græsk, for i 1607 at rykke op som professor i teologi, universitetets fineste lærestol. I 1610 erne blev han angrebet for kryptocalvinisme, men det lykkedes ham at klare frisag. 12 Under sit ophold ved universitetet i Herborn (nu Siegen) i Tyskland forfattede Aslaksen et værk med titlen De natura caeli triplicis, der udkom i 1597. Arbejdet synes at have fundet mange læsere og så sent som 1623 udkom dets tredje del i engelsk oversættelse. 13 Der vil nedenfor blive givet en nøjere beskrivelse af Aslaksens værk og hans tycho-aristoteliske, mosaiske naturfilosofi. Den alsidige og indflydelsesrige Caspar Bartholin, professor i medicin og fra 1628 i teologi, var ikke astronom, men hans naturfilosofiske arbejder omfattede også kommentarer til diskussionen om verdensbilledet. I en filosofisk disputats fra 1608 skrevet i Basel nævnte han de»forunderlige indflydelser«, himmellegemerne har på jordiske ting, herunder mennesket, og gjorde sig utvetydigt til talsmand for astrologien:

252 dansk naturvidenskabs historie Forstandige kristne astrologer har sandsynligheden på deres side når de forudsiger fremtidige hændelser. Så hvis nogen skulle ønske ukritisk at kassere alle fagfolkenes udsagn og lade stjernerne være berøvet enhver kraft, da er han en mand som ikke tror på sine egne øjne, og man må næsten erklære ham for sindssyg. 14 Sine tanker om verdensbilledet fremstillede han især i sit store samleværk Systema physicum fra 1628, der hovedsageligt byggede på tidligere udgivelser. På trods af sit aristoteliske grundsynspunkt og sin noget konservative holdning reagerede Bartholin ikke automatisk mod de nye ideer, men søgte, så godt han kunne, at forene dele af dem med sin naturfilosofi. Hertil fandt han Tychos system velegnet. I sin vejledning i studiet af de medicinske og fysiske fag, De studio medico fra 1626, inkluderede han Kepler blandt sine tre astronomiske autoriteter de to andre var Tycho og Longomontanus. Også i optikken anbefalede han Kepler, der i Ad Vitellionem paralipomena fra 1604 havde kombineret matematisk optik med øjets fysiologi. Aristoteliker eller ej, så kunne Caspar Bartholin lige så lidt som Tycho og Aslaksen acceptere de krystallinske himmelsfærer. Derimod gik han imod Tycho i spørgsmålet om Mælkevejens natur, hvor han havde den fordel at kende til opløsningen af Mælkevejen i en myriade af stjerner, sådan som Galilei havde vist ved hjælp af kikkerten. Under en af sine udlandsrejser befandt Bartholin sig i 1610 i Padova, hvor han må have gjort Galileis bekendtskab. Netop dette år udkom Galileis banebrydende Sidereus nuncius (dvs. stjernebudbringeren), den første beskrivelse af kikkerten som astronomisk instrument, og hvori Galilei bl.a. rapporterede opdagelsen af de fire jupitermåner og konkluderede, at»mælkevejen er intet andet end en talløs mængde af stjerner grupperet i klynger«. Bartholin har endda selv set stjernehimlen gennem kikkerten, sådan som det fremgår af en passage i skriftet De mundo fra 1617, en del af hans Systema physicum. Han nævner her Tychos opfattelse af Mælkevejen og skriver:»og vi har også tidligere forsvaret denne mening. Men vi har skiftet til den bedre mening efter belæring i Italien takket være den højst kunstfærdige galilæiske kikkert. Thi når øjnene giver vidnesbyrd i spørgsmål om naturen, er sagen klarlagt.«15 I øvrigt synes kikkerten ikke at have gjort større indtryk på Bartholin, der ikke omtalte den videre. Henvisninger til kikkerten og Galileis astronomiske opdagelser optræder blandt svenske lærde på omkring samme tid, først hos matematikprofessoren Martinus Gestrinius i en disputats fra 1622. 16 Kosmologisk set holdt Bartholin fast ved den ubevægelige Jord og kritiserede Kopernikus og hans tilhængere ud fra teologiske og aristoteliske argumenter. Ingen af disse argumenter var nye, og de viste blot den fundamentale og efterhånden velkendte modstrid, der var mellem det heliocentriske verdensbillede og aristotelisk fysik. Bartholin kunne til nød anerkende den kopernikanske model som en snild hypotese, men afviste den ganske som en

realistisk teori om verdens opbygning. Bartholins aristoteliserede form af det tychoniske verdensbillede var naturligvis i modstrid med den mere kopernikanske version, Longomontanus repræsenterede, men de to former kunne godt sameksistere uden alvorlige konflikter. Til tycho-aristotelismen bør også henregnes fysikprofessoren Jacob Fincke, der i en disputats fra 1639 fulgte Bartholin og slog fast, at Jorden er et ubevægeligt himmellegeme i universets midte. I Danmark fik det tychoniske system en særlig lang levetid, hvilket især skyldtes den tradition i dansk astronomi, der blev videreført af Tychos eleastronomiens verdensbillede 253 10.4 Striden om verdensbilledet, som illustreret i Ricciolis Almagestum novum fra 1651. I baroktidens karakteristiske svulstige og symbolmættede stil vises himlenes gudinde, den stjernebestrøede Urania, der vejer det kopernikanske system mod Ricciolis egen version af det tychoniske. Det sidste tillægges størst vægt. Den øjebeklædte mand til venstre, Argus Panoptes fra den græske mytologi, har en kikkert i venstre hånd. Han symboliserer stjernehimlen og den empiriske videnskab. Forneden i billedet ses Ptolemaios, hvis system ligger afvist ved Uranias fødder. Ptolemaois indrømmer sit systems nederlag, idet han siger»jeg tog fejl, så jeg kunne blive rettet«.

254 dansk naturvidenskabs historie 10.5 Den 82-årige Christian Sørensen, bedre kendt som Longomontanus. Stik fra 1644. ver, specielt Longomontanus. Når det tychoniske system i vide kredse blev opfattet som et tiltrækkende alternativ til det kopernikanske, skyldtes det grundlæggende, at systemet matematisk set var lige så tilfredsstillende som det kopernikanske; og set ud fra et fysisk synspunkt blev det ofte fundet mere naturligt. Problemet med Kopernikus system var gennem mere end hundrede år, at det ikke kunne retfærdiggøres af fysikken. Da først det fysiske grundlag blev til gennem Galileis, Keplers, Descartes og endelig Newtons arbejder forsvandt de videnskabelige grunde til at afvise det kopernikanske system, og der var kun teologiske og ideologiske grunde tilbage. Christian eller Christen Sørensen, kendt under sit latiniserede navn Longomontanus (dvs. fra Lomborg, nær ved Lemvig), var Tychos vigtigste elev og den, der på mange måder fuldførte hans kosmologiske program. 17 Dette skete især i det vigtige værk Astronomia Danica fra 1622, der var kendt som»den tychoniske Almagest«, modstykket til Ptolemaios berømte Almagest og Kopernikus næsten lige så berømte De revolutionibus. I sit hovedværk gik Longomontanus på visse punkter videre end sin læremester, idet han helt fraskrev sig argumenter baseret på aristotelisk fysik og ikke havde problemer med at tilslutte sig Kopernikus opfattelse af gravitationen. I overensstemmelse hermed opgav han helt den aristoteliske skelnen mellem en sub- og en superlunar del af universet. Hele verdensrummet, fra Jordens centrum til den yderste del af fiksstjernernes sfære, bestod ifølge Longomontanus af en overalt forekommende, gnidningsfri æter eller expansum, som han kaldte det hypotetiske stof. Dette medium for lysudbringelse havde, i modsætning til lyset selv, egenskaben kold. Desuden indførte Longomontanus et decideret kopernikansk element i sit system, idet han accepterede Jordens daglige rotation, hvilken ide allerede Tycho som nævnt havde overvejet, dog uden at tilslutte sig den. Endvidere tillod Longomontanus en anden af Kopernikus bevægelser, nemlig Jordens langsomme præcession om sin akse. Ifølge Longomontanus, og i delvis fortsættelse af Tychos overvejelser, gik æteren gradvis over i den atmosfæriske luft, som levende væsner lever i. Der var således tale om en hel-

astronomiens verdensbillede 255 hedsopfattelse, der omfattede hele verden fra de himmelske bevægelser til Jordens liv. Fra denne opfattelse og til ideen om liv på andre himmellegemer er der kun et kort skridt, og det var da også et spørgsmål, Longomontanus rejste. Ligesom hos Tycho var Longomontanus diskussion af disse og lignende spørgsmål præget af en nyplatonisk tankegang om planeterne og stjernerne som levende væsner og af den mikro-makro-analogi, der var almindelig i tiden. Hos en matematiker og talmystiker som Longomontanus, der bl.a. mente at have løst problemet om cirklens kvadratur, er det ikke overraskende, at numerologiske argumenter også spiller en vigtig rolle i astronomien den»højere matematik«. Heri var der ikke noget synderlig specielt, for talmystik var en anerkendt teknik, der bl.a. spillede en betydelig rolle hos Longomontanus store samtidige, Johannes Kepler. Longomontanus var især fascineret af de fuldkomne eller perfekte tal. 18 Således kunne han i sin solteori udtrykke excentriciteten ved tallet 28, der er det næstsimpleste perfekte tal, og han mente på denne måde at kunne regne tilbage i tiden og finde tidspunktet for verdens skabelse. Han kom frem til 3967 f.kr., i god overensstemmelse med hvad kan udledes af bibelkronologiske studier (Kepler nåede frem til omtrent samme værdi, nemlig 3983 f.kr.). Også i sin teori for Jordens præcession fik Longomontanus fremtryllet et perfekt tal, nemlig 496. Longomontanus var hverken den første eller sidste danske astronom, der beskæftigede sig med spørgsmålet om verdens alder, som i tiden blev opfattet som en naturlig og vigtig del af den astronomiske videnskab. I de ældste almanakker, fra 1500-tallet, blev Guds skabelse af verden angivet til 3962 f.kr., mens beregnere i første del af 1600-tallet nåede frem til lidt højere værdier. Som tidligere nævnt havde Hans Nansen i 1638 angivet værdien 5.601 år, svarende til 3963 f.kr. I England forblev den officielle kronologi en tid lang at verden var skabt 22. oktober 4004 f.kr., en værdi fra 1658 der tilskrives biskop James Ussher. Villum Lange, der i 1652 tiltrådte professoratet i astronomi, konkluderede i en bog fra 1649, at verden var skabt mandag den 30. april 4042 f.kr., men hans værdi vandt ikke accept. Det afgørende var 10.6 Titelblad fra Astronomia Danica, udgivet i Amsterdam i 1622.

256 dansk naturvidenskabs historie 10.7 Instrumentet til højre viser Tycho Brahes armillarsfære fra hans Astronomiae instauratae mechanica (1598). Det tilsvarende instrument til venstre er armillarsfæren ved det nyindrettede kejserlige observatorium i Beijing. I modsætning til Tychos funktionelle instrument var det senere kinesiske rigt dekoreret. dog størrelsesordenen. Universitetets almanakker indeholdt i lang tid oplysninger om verdens alder af omtrent samme størrelsesorden, som Longomontanus og Lange havde fundet frem til. Longomontanus system, som fremstillet i Astronomia Danica, var på mange måder tættere ved Kopernikus, end Tycho ville have brudt sig om. Man har betegnet det som et»tycho-kopernikansk«system, og Longomontanus selv vaklede mellem et geo- og et heliocentrisk system. Han synes at have villet gøre begge parter tilfreds og først og fremmest at ville producere et system, der passede med de bedste data, hvorimod spørgsmålet om fysisk sandhed kom i anden række. Mens Longomontanus forsigtigt nærmede sig det kopernikanske system, var han for meget traditionalist til at kunne acceptere Keplers nye ideer om planeternes elliptiske baneformer. Disse ideer, senere kendt som Keplers 1. og 2. lov, var blevet fremsat i 1609, og Longomontanus henviser som den første nordiske astronom til dem i sin Astronomia Danica. Men selv om han anerkendte, at Keplers teori passede godt med Mars bane, fandt han ellipsebevægelsen ufysisk og kunstig. For Longomontanus, som for Tycho, var doktrinen om de jævne cirkelbevægelser ikke til diskussion. Den første danske astronoms henvisning til de keplerske ellipser var ikke blot en afvisning, men en noget aggresiv og fornærmet reaktion mod, hvad han opfattede som et forræderi mod arven fra Tycho.

astronomiens verdensbillede 257 Der findes i Astronomia Danica også en af de tidligste nordiske henvisninger til kikkerten, det nye instrument der skulle revolutionere astronomien. I sit skrift fra 1639 om det kommende observatorium på Rundetårn skrev han: Det instrument, som man kalder teleskop eller efter formen det optiske rør, er første gang i vor tid som mange andre ting opfundet af geniale belgiere; derefter blev det forbedret af italieneren Galilei på fremragende måde, så at man kunne se mangfoldige gange flere visuelle objekter, og nu i vor tid er det endelig blevet fremstillet i Napoli i Italien og bragt til Paris i en sådan størrelse, at Mars viser sig som en måne, og selve Månen viser sig set fra Jorden som en uhyre stor flade. Som vi har set, var den første danske bemærkning om kikkerten dog væsentligt tidligere, nemlig Caspar Bartholins fra 1617. Longomontanus, der endnu i slutningen af 1630 erne ikke selv synes at have set i en kikkert, havde ikke den store tiltro til»det optiske rør«som et redskab for, hvad han opfattede som egentlig astronomi.»[kikkerten har] ikke haft så meget at betyde med hensyn til astronomiens fremskridt«, skrev han.»thi astronomien undersøger ikke så meget himmellegemerne og disses tilfældige egenskaber som selve deres bevægelse og bestemte perioder, og overlader stjernernes ejendommeligheder til fysikken.«19 Ifølge Longomontanus var det, der blev åbenbaret gennem kikkerten (som Solens pletter eller Jupiters måner) strengt taget ikke astronomi, men fysik. Han tog gruelig fejl i sin vurdering af kikkertens muligheder, men hans fejltagelse skal ses i lyset af hans forståelse af astronomiens natur og opgaver. Denne forståelse, ifølge hvilken astronomien i det væsentlige var astrometri eller positionsastronomi, var almindelig i tiden og findes også i det ovenfor gengivne citat fra Tycho. Som vi skal se, deltes den også af Rømer, og den var fremherskende til et godt stykke op i det 19. århundrede. Astronomia Danica var en meget anvendt og kommenteret bog i 1600- tallet, både i Danmark og i udlandet. Efter førsteudgaven i 1622 fremkom værket i udgaver fra 1633 og 1640. I Danmark blev Longomontanus version af det tychoniske system bl.a. forsvaret af Peter Berthelsen Kierul i et skrift fra 1632 vendt mod den nederlandske astronom Philip Lansberg, der var tilhænger af det kopernikanske verdensbillede. Også Longomontanus efterfølgere som professorer i astronomi, Jørgen From og Villum Lange, tilsluttede sig systemet. Astronomia Danica har bl.a. været benyttet ved Royal Greenwich Observatory i England, og det vides, at den kendte naturfilosof og arkitekt Christopher Wren havde et eksemplar af bogen. Longomontanus værk var også at finde i Christiaan Huygens bogsamling. Af særlig interesse er den indflydelse, bogen havde på astronomien så langt væk som i Kina (figur 10.8). Astronomerne i Beijing var via jesuitterne

258 dansk naturvidenskabs historie 10.8 Via jesuitermissionærerne nåede Tychos verdensbillede viden om. Her er den kinesiske version af systemet gengivet i en japansk bog fra 1730. bekendte med Longomontanus arbejde, der dannede baggrunden for den første kinesiske fremstilling fra 1635 af den vestlige astronomi. 20 Det er i denne forbindelse også værd at nævne den genopbygning af det kejserlige observatorium, som på jesuitisk initiativ blev fuldført i 1670 erne. Det nye kinesiske observatorium var ikke baseret på europæisk state-of-the-art instrumentteknologi, men på de instrumenter, Tycho havde beskrevet i sin Mechanica. Teknologien fulgte nøje Tychos modeller, men instrumenterne var rigt dekoreret med drager, flammende perler og andre ikoner, således at de signalerer en fascinerende sammenblanding af europæisk og kinesisk kultur (figur 10.7). Havde Tycho kunnet opleve observatoriet i Beijing, ville han have haft mere end et deja-vu af Uraniborg. 21 Var Keplers ellipsebaner for planeterne ikke trængt igennem i København ved århundredets midte, har vi til gengæld et interessant eksempel på accept fra et andet sted i riget, nemlig Gottorp. Under ledelse af Adam Olearius blev to store himmelglober her udfærdiget af Andreas Bösch, en mekaniker og bøssemager fra Limburg. Den mindste af globerne blev konstrueret mellem 1655 og 1657 og havde en diameter på 1,5 m. Den afbildede det kopernikanske system, om end den også var udstyret med en ganske lille armillarsfære, der repræsenterede det gamle ptolemaiske verdensbillede. Interessant er det, at de messingringe, der angiver planetbanerne, blev konstrueret i overensstemmelse med Keplers 1. lov (ellipserne var af praktiske grunde erstattet med excentriske cirkler). Man havde altså i Gottorp på et ganske tidligt tidspunkt taget stilling til fordel for Keplers endnu ikke alment accepterede synspunkter. 22 Det kan være oplysende at sammenligne den danske diskussion om verdensbilledet med den, der foregik i Sverige. 23 Man skal her et godt stykke op i 1600-tallet for at møde en diskussion om det heliocentriske system. Den første svenske lærebog i astronomi, Urania skrevet af Martinus Gestrinius i 1647, fulgte Aristoteles og Ptolemaios, men beskrev også såvel det kopernikanske som det tychoniske system. Det heliocentriske verdensbillede blev resolut afvist som»absurd«. I et arbejde to år senere, fra 1649, gav en anden

astronomiens verdensbillede 259 professor ved universitetet i Uppsala, Martinus Nycopensis, en diskussion af både Kopernikus system og det tychoniske alternativ, sådan som han kendte det fra Longomontanus. Den svenske lærde fandt Tychos system at være det mest acceptable. Endnu i 1660 erne var den kopernikanske lære ikke trængt ind i Uppsala, hvor den blev anklaget for at stride mod den lutherske ortodoksi, der i Sverige ikke var mindre vigtig end i Danmark. Bemærkelsesværdigt nok vandt kopernikanismen først indpas ved svenske provinsuniversiteter, nemlig i Turku (Åbo) i Finland og i Tartu (Dorpat) i Estland, hvilket skete ved århundredets slutning. Cort Aslaksen og den mosaiske fysik Inden for kosmologiens historie repræsenterede Cort Aslaksen en retning, hvis tilhængere søgte at erstatte en fysik gennemsyret af aristotelisk tankegang, en hedensk fysik, med en kristen, from eller mosaisk fysik, som byggede på Bibelens skabelsesberetning. 24 Den mosaiske fysik navnet er afledt af Moses, den antagne forfatter til Det gamle Testamentes fem Mosebøger var en del af det opgør med aristotelismen, der prægede det 16. og begyndelsen af det 17. århundredes europæiske filosofi og videnskab. Skønt også Aslaksen var en del af dette opgør, var han typisk for sin tids eklekticisme ved at optage betydelige dele af det aristoteliske, dvs. af tidens videnskabelige begrebsapparat, i sin mosaiske fysik. Hans læremester Tycho Brahe havde implicit forkastet tanken om en mosaisk fysik. Nok anerkendte Tycho, at astronomien var forenelig med Bibelen; men, som han skrev til Caspar Peucer i 1590, den mosaiske fremstilling af universets tilblivelse er en forenklet gengivelse beregnet for lægfolk og ikke for matematikere og fysikere. Tanken om en mosaisk fysik, altså en kosmogoni og kosmologi opstillet ud fra skabelsesberetningen i Det gamle Testamente, har rødder tilbage til den middelalderlige hexaëmeron-tradition, dvs. skildringer af universets skabelse ud fra de første kapitler i 1. Mosebog, sådan som vi har set den i forbindelse med Anders Sunesens værk fra omkring 1200. Traditionen blev genoplivet i renæssancen, dels som en reaktion på den aristoteliske, dvs. den hedenske fysiks dominans, dels som en konsekvens af læren om prisca theologia, den ældgamle teologi, der har sit udspring i Moses viden om skabelsen, og som siden repræsenteredes af f.eks. den persiske religionsstifter Zoroaster, den ægyptiske gud Hermes Trismegistos, den græske digter Orfeus og filosoffer som Pythagoras, Platon og Aristoteles. Ifølge den gængse opfattelse i renæssancen mente de alle det samme og var alle i overensstemmelse med kristendommen, men udtrykte sig blot på forskellig måde. Fortolkninger af skabelsesberetningen var i renæssancen blevet udgivet på tryk af bl.a. to italienske nyplatonikere, Pico della Mirandola i 1489 og

260 dansk naturvidenskabs historie Augustinus Steuchus (Agostino Steuco) i 1537. I overensstemmelse med den nyplatoniske tradition tillagde begge de hermetiske skrifter en autoritet på næsten samme niveau som Bibelens. Herhjemme udsendte Anders Krag i 1592 sine Theses physicae, hvori han ville vise, at den mosaiske skabelsesberetning kun i det sproglige udtryk afviger fra de hedenske naturfilosoffers kosmogonier og kosmologier. Krag skrev, at det var hans agt ud fra Bibelen at uddrage naturgenstandenes årsager. Cort Aslaksen refererede i sin De natura caeli triplicus fra 1597 hverken til Pico eller Steuchus, som begge var katolikker, men citerede adskillige gange andre repræsentanter for den mosaiske fysik, heriblandt calvinisterne Lambert Daneau og Hieronymus Zanchi (Jerome Zanchius). Daneau, som i 1576 havde udgivet Physica christiana og året efter Ethica christiana, gav i disse værker udtryk for, at den hedenske filosofi, dvs. aristotelismen, igennem tiden havde vildledt mange oprigtigt kristne, og at den nu måtte erstattes af en kosmologi og en etik byggende på Bibelen. En hedensk fysik og etik skulle afløses af en from og kristen. Senere udgav også Cort Aslaksen en mosaisk fysik og etik (Physica et ethica mosaica, Hannover 1613), hvori kosmogonien og kosmologien blev fremstillet på grundlag af de to første kapitler i 1. Mosebog, dvs. frem til syndefaldet, og ud fra samme synspunkter som i De natura caeli triplicis. Den kristne etik blev udviklet i anden del ud fra syndefaldsberetningen i 1. Mosebogs tredje kapitel. I første del redegjorde Aslaksen på grundlag af den aristoteliske årsagslære for skabelsens formale, materiale, virkende og finale årsager, og han kunne i forbindelse med sin diskussion af de materiale og formale årsager fastslå, at der var tale om en skabelse ex nihilo, ud af intet, men at verdensaltet forud for skabelsen eksisterede som en ide eller arketype i Guds bevidsthed. I anden del behandlede han syndens oprindelse og årsagerne til menneskets nuværende tilstand efter syndefaldet. Ifølge Aslaksen var verden ikke kun frembragt med Guds forherligelse for øje, den er også et sted, hvor mennesket kan forberede sig til en tilværelse hinsides ved så vidt muligt at undgå at synde. Det er netop den mosaiske etiks opgave at støtte mennesket i denne bestræbelse. Værkets fysiske del fik en vis indflydelse på den tjekkiske pædagog og pansofist Jan Amos Comenius, som omtalte det i indledningen til sin Physicae ad lumen divinum reformatae synopsis fra 1633. Aslaksens De natura caeli triplicis bestod af tre dele. I første del behandles lufthimlen, der strækker sig til Månen, og som i modsætning til de to andre himle, stjernehimlen og den evige himmel, rummer foranderlige genstande. Aslaksen omtaler f.eks.»det himmelske vand«, dvs. regnvandet, som opstod, som det siges i 1. Mosebog (1,6), da Gud skilte vandene ad ved at skabe himmelhvælvingen. Umiddelbart skulle man så tro, at regnvandet befandt sig i stjernehimlen; men dette udelukker Aslaksen, da de fire elementer jord, luft, ild og vand ifølge hans kosmologi og i overensstemmelse

astronomiens verdensbillede 261 med aristotelismen befinder sig i den del af universet, der ligger under Månen. I bogens anden del, om stjernehimlen, nævner Aslaksen, hvor vanskeligt det kan være at opnå viden om stjernerne, men opregner også midlerne hertil. Der kan hentes oplysninger både i skriftens ord og i den fysiske videnskab, og her især i optikken. Desuden må geometri og aritmetik inddrages. Endelig kan der sluttes induktivt ud fra den viden om stjernerne, der hidtil er opnået, og ud fra ligheder mellem stjernerne og de jordiske ting kan der drages analogislutninger til det himmelske. Derefter diskuteres udførligt stjernehimlens materie og form, dens væsenstræk og dens bevægelighed. I tredje del handler de første to kapitler om, hvor nødvendig og værdig en beskæftigelse det er for kristne mennesker at opnå viden om den evige himmel, og at en sådan viden kun kan opnås gennem Bibelen. Endelig følger en skildring af de saliges bolig. De natura caeli triplicis er tydeligvis et værk skrevet af en kristen renæssancehumanist. Blandt en række citater, som tilskynder mennesket til både naturvidenskabeligt og teologisk at beskæftige sig med det himmelske, anføres f.eks. vers 1 fra den 19. salme:»himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.«som belæg for, at himlen er trefoldig, anfører Aslaksen Paulus beskrivelse af sin bortrykning til den tredje himmel (Kor. 12,2). I øvrigt var ideen om et tredelt univers almindelig i tiden og kan f.eks. findes hos Pico della Mirandola, der inddelte universet i tre verdener, elementarsfæren, den himmelske sfære og englenes sfære. På bedste humanistiske vis udgør desuden citater fra klassiske forfattere og digtere en stor del af Aslaksens bevisførelse. Allerede på titelbladet optræder to citater fra Cicero. I det første siges det, at Jordens grønne vækster er skabt for dyrenes skyld, dyrene for menneskets og mennesket selv for at kunne betragte og efterligne naturen; det andet citat belærer trøsterigt læseren om, at betragtningen af verdensaltet og af himlen får os til at se på vore egne bekymringer som rene bagateller. Som tidligere nævnt bærer værket i sit anlæg præg af ramisme ved i tabellarisk form at indlede med en fem sider lang og stort set dikotomisk opbygget synopsis af indholdet. Samme fremstillingsform anvendte Aslaksen også i sin senere bog om den mosaiske fysik og etik; men skønt han må betegnes som ramist, fulgte han ikke Ramus slavisk. Således var han enig med sin læremester Tycho Brahe i at afvise Ramus forslag om en hypotesefri astronomi. Dog skyndte han sig at tilføje, at de cirkler, som astronomen betjener sig af i sin redegørelse for himmellegemernes bevægelse, ikke modsvares af den aristoteliske kosmologis faste sfærer. Endelig tilsluttede Cort Aslaksen sig en hermetisk, nyplatonisk og paracelsisk naturfilosofi. Blandt de indledende citater findes det sted i det hermetiske skrift Asclepius, hvor Hermes Trismegistos siger, at Gud formede»mennesket af åndens og legemets [natur], det vil sige af den evige og den

262 dansk naturvidenskabs historie dødelige natur, så at det således formede levende væsen kan være tilfreds med sin dobbelte oprindelse, beundre og tilbede de himmelske ting, og dyrke og styre de jordiske«. 25 Senere i teksten citeres fra den 12. traktat i de hermetiske skrifter, hvor det siges, at alt i verden er i bevægelse ved enten at formindskes eller forøges, og alt der bevæger sig er levende og derfor ikke bestandigt er det samme. Aslaksen henter belæg fra sin landsmand Petrus Severinus Idea medicinae philosopicae for, at mineralerne er levende. Hans univers er nyplatonismens og paracelsismens levende univers. 26 Skønt han opfattede universet som besjælet, synes han ikke på daværende tidspunkt klart at hævde eksistensen af en substantiel verdenssjæl, men forener platonismens forestilling om en anima mundi (Jordens sjæl) med forestillingen om, at materien er gennemstrømmet af en livgivende kraft. Det er plausibelt at sige, skriver han, som nogle har gjort, at himlen er levende, fordi den er indgivet en»vis evne til virken«. Aslaksen argumenterer således:»der er nemlig ingen tvivl om, at den [dvs. himlen], fordi den på en eller anden måde er gennemtrængt af en bestemt evne, også er blevet givet en virksom sjæl. For hvad er liv i almindelighed andet end en virksomhed, som Gud har indgivet de skabte ting?«27 Cort Aslaksens aristoteliske begrebsapparat viser sig også i hans diskussion af stjernehimlens materie og form. I forbindelse med diskussionen af stjernehimlens materie afviser han, at den enten er ild, luft eller vand, dvs. at den er af elementær natur, og hævder i overensstemmelse med Aristoteles, at den udgøres af et femte element, kvintessensen. Hans himmelstof havde dog, i modsætning til den aristoteliske tradition, lighedspunkter med stærkt fortyndet atmosfærisk luft; den var renere og tyndere end luften, men der var kun tale om en gradsforskel. Stjernehimlens form er den netop omtalte evne til at virke. Især ud fra optikkens lære om lysstrålers brydning må den himmelske materies væsenskendetegn være dens overordentlige finhed og subtilitet. Thi hvis stjernehimlen var en fast masse, måtte lysstrålerne fra stjernerne passere igennem to gennemsigtige stoffer, hvilket ville medføre to brydninger af lyset. Til stor skade for astronomien ville stjernerne herved synes at have en ganske anden placering end den, de i virkeligheden har. Men en dobbelt brydning kan ikke konstateres. Derfor må stjernehimlen bestå af et stof, der er lige så fint og subtilt som lufthimlens. Dette subtile stof er af materiel natur. Begrundelsen herfor er karakteristisk for Aslaksens anvendelse af de midler til at opnå viden om stjernehimlen, som han havde anført i det indledende kapitel til anden del af De natura caeli triplicis, og i øvrigt for hans og hele tidens og især paracelcismens analogiske tænkemåde. Han indleder med at minde om, at f.eks. Augustin havde skrevet, at englene har en legemlig, men ikke en kødelig natur. Herefter fortsætter han:

astronomiens verdensbillede 263 Hvis derfor engle, som ellers i de hellige værker kaldes ånd [spiritus] på grund af deres subtile væsen, alligevel fortjener at blive betegnet som legemlige ifølge så betydningsfulde mænds dom og fornuftsgrunde, og således også må kaldes materielle, hvorfor kan så ikke himlen, en så yderst fortyndet og fin substans, med en endog større ret anses for at bestå af en om end meget subtil materie og form? Desuden kan også en analogislutning fra den jordiske natur begrunde antagelsen af det himmelske stofs materialitet: Også i kemien uddrages af mineraler, urter og andre naturlige ting ved den spagyriske kunst [dvs. alkymien] en yderst subtil essens, som kaldes ånd [spiritus], ikke fordi den er åndelig og ulegemlig, eftersom den viser sig for sanserne, men fordi den i forhold til andre principper [dvs. grundbestanddele] og legemer er af en eller anden mere guddommelig, ædel og subtil natur. Cort Aslaksen dedikerede De natura caeli triplicis til sin læremester Tycho Brahe, og bogen vidner da også om forfatterens kyndighed inden for astronomien. Adskillige gange henviser han til Tycho, f.eks. i forbindelse med sin omtale af kometerne, og han omtaler ham som fyrsten blandt tidsalderens astronomer princeps hoc aevo Astronomorum. Men lige så lidt som han slavisk følger sine andre inspirationskilder, lige så lidt er han enig med Tycho i et og alt. Tycho havde jo hævdet, at Jorden er ubevægelig, og at stjernehimlen bevæger sig rundt om den på et døgn. Men ifølge Aslaksen har den yderst subtile materie, som stjernehimlen består af, hverken en iboende tendens til bevægelse eller kan påtrykkes en bevægelse udefra. Derfor er det rimeligt med den store Kopernikus»der opgav Himlen og tog sin tilflugt til Jorden, idet han mente, at det var mindre tåbeligt at antage Jorden for bevægelig end Himlen«at tilskrive Jorden en daglig bevægelse omkring sin egen akse og lade Himlen være ubevægelig. Dette gør naturligvis ikke Aslaksen til kopernikaner, idet synspunktet jo ikke implicerer, at der tilskrives Jorden en årlig bevægelse omkring Solen. Men det er første gang, vi i Danmark møder en accept af den roterende Jord. I nogle mindre arbejder fra begyndelsen af det 17. århundrede resumerede Aslaksen sin lære om universet fra De natura caeli triplicis. I årene fra 1605 til 1607 udsendte han tre små disputatser med den sammenfattende titel De mundo. I den første af dem diskuterede han verdensaltets materie og form og bestemte ud fra skabelsesberetningens ord om, at Gud så, at det, han havde skabt, var godt, formen og dermed det skabtes essens som værende godhed (bonitas). En nøjere bestemmelse af denne essens er dog ikke åbenbaret mennesket. Med hensyn til verdensaltets materie skelner Aslaksen mellem skabelsen af himlen og Jorden ud fra intet, og frembringelse af de enkelte væsner og naturgenstande, der befolker himmel og Jord. Adam blev jo

264 dansk naturvidenskabs historie frembragt ved, at guddommen formede ham af jord og indblæste liv i ham, hvorefter Eva blev dannet af et af Adams ribben.verdensaltet er et levende hele gennemstrømmet af en livskraft (virtus vivifica), der fremtræder dels som et vegetativt princip, dels som et animalsk princip og dels som et antropologisk princip. Tilsammen udgør disse tre principper årsagerne til al forandring og bevægelse. Det vegetative princip er formen for alt, der vokser og udvikler sig, det animalske for alt, der gror og sanser, og det antropologiske for alt, der gror, sanser og har fornuft, dvs. det antropologiske princip udgør menneskets og kun menneskets form. Bag disse bestemmelser ligger den aristoteliske form- og sjælelære. Aslaksen synes således også her at være en repræsentant for renæssanceplatonismens synkretistiske lære om eksistensen af en prisca theologia. Aslaksen var ikke den eneste dansk-norske repræsentant for mosaisk naturfilosofi. I samme år som Aslaksens De natura caeli triplicis udkom i Herborn, udkom der i Rostock et skrift med titlen In Genesin seu primum Mosi volumen prooemium, dvs. forord til skabelsesberetningen eller 1. Mosebog. Forfatteren var den tidligere nævnte Jens Nilssøn, biskop i Oslo og en af Tycho Brahes venner. Nilssøn delte Tychos og Aslaksens renæssancehumanistiske synspunkter, og hans skrift fra 1597 havde samme karakter som Aslaksens, men uden dennes fysisk-astronomiske argumenter. For Nilssøn var 1. Mosebog en»guddommelig prædiken«, som indeholdt den dybeste visdom om både mennesket og naturen. Hvor Nilssøn og andre dyrkere af den mosaiske fysik stort set udelukkende bevægede sig på bibelsk grund, tilførte Aslaksen som både den første og den sidste traditionen en astronomisk viden indvundet ved observationer af stjernehimlen. Men udviklingen gik ham imod. Galilei sagde som Tycho Brahe, at Bibelens beretninger var tilpasset jævne og ulærde mennesker, og skønt hans udtalelse skaffede ham mange problemer på halsen, arbejdede tiden for ham. Kun få i det 17. århundrede opfattede Bibelen som et værk, der rummer videnskabelig naturerkendelse. Gennem Descartes til Kopernikus I Norden, som i andre dele af Europa, gik vejen til en anerkendelse af det kopernikanske system gennem en mere eller mindre helhjertet accept af den naturfilosofi, som René Descartes havde opstillet (jf. kapitel 6). Descartes udarbejdede sin kopernikanske og mekanistiske kosmologi i værket Le monde, men valgte af frygt for kirkens reaktion ikke at offentliggøre det. I stedet fremkom hans verdensbillede i 1644 i Principia philosophiae, et af de mest indflydelsesrige arbejder i både filosofiens og naturvidenskabens historie. Descartes udviklede her sin hvirvelmodel, ifølge hvilken himmellege-