UKLASSIFICERET UKLASSIFICERET. Fakultet for Højere Militær Uddannelse Forsvarsakademiet VUT II/L-STK 2002/2003

UKLASSIFICERET Fakultet for Højere Militær Uddannelse Forsvarsakademiet VUT II/L-STK 2002/2003 Kaptajn S. Aa. Nielsen Kaptajnløjtnant J.A. Nielsen Kaptajn J.A. Olesen OKT 2002 Strategisk områdestudie På baggrund af en redegørelse for Israel inkl. Palæstina strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af landets sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Israels fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. UKLASSIFICERET

1. RESUME 4 2. INDLEDNING. 5 2.1 REDEGØRELSE. 5 2.2 ANALYSE OG VURDERING. 5 2.3 VÆGTNING. 5 2.4. AFGRÆNSNING. 6 2.5 DEFINITIONER. 6 3. REDEGØRELSE 7 3.1 DEN HISTORISKE FAKTOR. 7 3 2. DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR. 9 3.3. DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR. 10 3.4. DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR. 11 3.5. DEN ØKONOMISKE-VIDENSKABELIGE FAKTOR. 12 3.6. DEN MILITÆRE FAKTOR. 13 3.7. DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR. 14 3.8. UDENRIGSPOLITISKE FAKTORER. 16 4. ANALYSE. 18 4.1. HISTORIEN 18 4.2. DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR. 19 4.3. DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR. 19 4.4. DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR. 20 4.5. DEN ØKONOMISKE-VIDENSKABELIGE FAKTOR. 21 4.6. DEN MILITÆRE FAKTOR. 21 4.7. DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR. 22 4.8. DEN UDENRIGSPOLITISKE FAKTOR. 23 5. VURDERING. 26 5.1. SAMMENFATTENDE VURDERING. 26 5.2. SCENARIER. 27 5.3. PERSPEKTIVERING. 27 TILLÆG A BILAG 1 BILAG 2 BILAG 3 BILAG 4

BILAG 5 BILAG 6 BILAG 7 BILAG 8 BILAG 9 BILAG 10

1. RESUME Både palæstinenserne og jøderne mener at have historisk ret til Palæstina. Israels historie har siden proklamationen været præget af deltagelse i flere krige og/eller væbnede konflikter med de øvrige arabiske naboer, med konstante uroligheder og terrorangreb til følge, hvilket har vanskeliggjort fredsprocessen i Mellemøsten. Israel har løbende gennemført fredsforhandlinger i forsøg på at forbedre forholdet til de øvrige arabiske stater. Det første gennembrud i disse fredsforhandlinger skete i forbindelse med Camp David aftalen i 1979. I 1993 anerkendte PLO staten Israel og det fik USA og Israel til at anerkende PLO som det palæstinensiske folks repræsentant. Levestandarden i Israel kan sammenlignes med lande i den vestlige verden, og der er opbygget en højteknologisk industri, et velfungerende uddannelsessystem, et socialt sikkerhedsnet samt en velfungerende infrastruktur, der primært er udbygget i og omkring kystsletten til understøttelse af industrien. Israel oplever i dag en negativ udvikling i økonomien på baggrund af den globale afmatning og urolighederne i området. Levestandarden i de besatte områder er bekymrende dårlig. Der er katastrofale boligforhold, stor arbejdsløshed og palæstinensernes økonomi er ødelagt, alt sammen direkte påvirket af den politik som israelerne har ført mod palæstinenserne. Samplacering af bosættere og palæstinensere og deres manglende respekt for hinanden vanskeliggør fredsprocessen. Sharon har ført en konfrontationspolitik i de besatte områder med støtte fra den politiske fløj som mener, at områderne er en historisk ret. Sharon har klart udtalt, at han ikke ønsker at genoptage fredsforhandlingerne med Arafat. Arafat vurderes stadig at have udbredt tillid i den palæstinensiske befolkning trods hans begrænsede demokrati. Arafat har udskrevet valg 20. januar 2003. Israel betragter Irak, Iran og Syrien som fjender. Forholdet til Irak skal ses i sammenhæng med Israels tætte forhold til USA. Angriber USA Irak, kan en involvering af Israel næppe undgås. I forholdet til Syrien er det striden om Golan højderne og adgangen til vigtige vandressourcer der skaber konflikten, men i forhold til Israels overlegne militære kapacitet er det mest sandsynligt, at Syrien vil forholde sig passivt. De palæstinensiske myndigheder opfatter ikke USA som en upartisk forhandler, hvilket har fået dem til at fremsætte ønske andre forhandlere som: Rusland, Den Arabiske Liga, FN og EU. Det peger på tre mulige scenarier indenfor en tidshorisont på ca. to år. Scenarie A: En fortsat lavintensitetskonflikt. Sharon bliver siddende og fortsætter sin hårde konfrontationspolitik. Arafat overlever valget og forbliver palæstinensernes leder. De palæstinensiske militante grupper fortsætter deres terroraktioner og de får stigende støtte i takt med, at levevilkårene forringes i de besatte områder. Scenarie B: En genoptagelse af fredsforhandlingerne. Den israelske økonomi forsætter sin negative udvikling og tvinger Sharon til enten at opprioritere økonomien eller blive tvunget fra regeringsmagten. Arafat bliver yderligere isoleret og politisk svækket. Den israelske befolkning presser regeringen til at finde en løsning på konflikten og verdenssamfundet reagerer på palæstinensernes levevilkår, hvilket fører til genoptagelse af fredsforhandlingerne. Scenarie C: USA angriber Irak: Israels reaktion på USA s angreb på Irak er indsættelse af styrker til defensive opgaver til sikring af landet. Sharon fastholder sin konfrontationspolitik. Øgede militærudgifter forværrer den økonomiske situation. Arafat er fortsat palæstinensernes leder og de militante grupper har reduceret omfanget af terroraktioner. Med baggrund i de opstillede scenarier, så må det fastslås, at det mest sandsynlige er en fortsat lavintensitetskonflikt, lig scenarie A eller C. 4

2. INDLEDNING. Problemformuleringen beskriver formålet med nærværende strategiske områdestudie, og er formuleret jf. Forsvarsakademiets vejledningssamling (FHMUVEJSAM): På baggrund af en redegørelse for Israel inkl. Palæstina strategiske kapacitet analyseres landets/områdets aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Afslutningsvis gives en vurdering af Israels inkl. Palæstinas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. 2.1 Redegørelse. Gennemgangen af Israels strategiske potentiale tager udgangspunkt i det brede sikkerhedsbegreb. Dette medfører, at områdestudien ikke blot omhandler det militære potentiale, trusler og risici, men også medtager andre faktorer, der har indflydelse på områdets sikkerhedspolitiske situation, herudover indgår områdets historie som en sikkerhedspolitisk faktor. Samlet indgår følgende faktorer i redegørelsen: - Den historiske faktor. - Den fysisk-geografiske faktor. - Den kommunikationsmæssige faktor. - Den økonomisk-videnskabelige faktor - Den sociologiske faktor - Den militære faktor - Den indenrigspolitiske faktor - Den udenrigspolitiske faktor Opgaven er lavet i fællesskab af KN S. Aa. Nielsen, KL J. A. Nielsen og KN. J. A. Olesen. 2.2 Analyse og vurdering. Opstillingsmæssigt følger studien fremgangsmåden, der er anført i FHMUVEJSAM, således at der efter indledningen følger en faktuel redegørelse, der tager udgangspunkt i redegørelsens listede faktorer. I redegørelsen er der ved enkelte faktorer medtaget delfaktorer, der ikke anvendes direkte i den efterfølgende analyse. Baggrunden for at redegøre for disse delfaktorer er udelukkende at give et så bredt og korrekt billede af området som muligt. Analysen foretages for hver enkelt faktor for sig. Dog inddrages oplysninger fra andre faktorer, der har sammenhængsmæssig relevans. På baggrund af analysens enkelte faktorer laves en sammenfattende vurdering. Sluttelig vurderes Israels sikkerhedspolitiske udviklingsperspektiver på baggrund af den sammenfattende vurdering. 2.3 Vægtning. Efter gennemgang af kildematerialet vurderes det, at Israel står over for to store sikkerhedspolitiske problemer, der ser ud til at overskygge andre problemområder, som landet måtte have. Det ene område er forholdet til palæstinenserne, med tilhørende problemstillinger, herunder fredsprocessen og den indenrigspolitiske vold og terror. Det andet område er forholdet til Irak, som bl.a. påvirkes af USA's aggressivitet overfor Irak i kampen mod terrorisme. Der peger på, at den partipolitiske situation i Israel, og den personificerede regeringsmagt i Palæstina har stor betydning for disse 5

sikkerhedsmæssige forhold. De politiske forhold vil blive behandlet i redegørelsen under de inden- og udenrigspolitiske faktorer, og disse faktorer vægtes i studiet. 2.4. Afgrænsning. Siden proklamationen i 1948 har Israels arealmæssige størrelse varieret, og grænserne er forsøgt flyttet ved flere aktioner. Israel vil i områdestudiet blive behandlet som et område der inkludere Golan-Højderne og de besatte områder, Øst Jerusalem, Gaza-Striben og Vestbredden. Områdestudiet vil primært fokusere på forholdet Israel-Palæstina, da det er af væsentlig betydning for freden i Mellemøsten, og vægtes sikkerhedspolitisk frem for forholdet med Syrien omkring Golan-Højderne. Tidsmæssigt tager studien udgangspunkt i proklamationen af Israel i 1948, idet der dog beskrives forhold, der ligger længere tilbage i tiden. Årsagen til dette er, at den historiske faktor vurderes væsentlig for forståelsen af forholdet mellem Israel og de øvrige mellemøstlige lande. Kildematerialet kan i overvejende grad opdeles i to grupper. Den ene gruppe indeholder i hovedtræk baggrundsmateriale for områdestudiets redegørelse. Den anden gruppe, der bl.a. indeholder artikler, bøger og tv-programmer, betragtes som værende mere subjektiv. Disse kilder er brugt i forbindelse med analysedelen. Disse kilder er kun blevet anvendt, såfremt de respektive oplysninger bekræftes af andre kilder fra den skrevne presse. Kildeindsamlingen er afsluttet den 29. september 2002, hvorfor områdestudien er begrænset til at medtage hændelser, som er foregået frem til denne dato. 2.5 Definitioner. I opgaven anvendes følgende definitioner: De besatte områder: Gaza Striben, Vestbredden og Øst-Jerusalem. De Palæstinensiske Myndigheder (PM): Det Palæstinensiske lovgivende råd i Ramalla. Den første intifada: 1987. Den anden intifada: Al-aqsa Intifadaen som begyndte september 2000 -. 6

3. REDEGØRELSE 3.1 Den historiske faktor. 3.1.1 Baggrund 1. Både palæstinenserne og jøderne mener at have historisk ret til Palæstina. Den historiske baggrund for jødernes krav om retten til det nuværende Israel skal søges tilbage til år 70 e. kr., hvor romerne erobrede og ødelagde Jerusalem. Området Judæa, hvori Jerusalem lå, blev efterfølgende gjort til en romersk provins, hvorfor israelitterne blev gjort statsløse. I år 135 e. kr. blev alle jøder desuden forment adgang til stedet, hvor Jerusalem havde ligget. Jøderne boede derefter i smågrupper, hovedsagelig i byerne i Mellemøsten, Nordafrika og Europa. I 1897 grundlagde Theodor Herzl zionismen (bevægelsen for genoprettelsen af Israel som stat). Med Balfour-deklarationen i 1917 opnåede denne bevægelse britisk støtte og organiserede den fortsatte indvandring til Palæstina under voksende modstand fra araberne. De kunne ikke se, at jødeforfølgelser i Europa skulle koste dem et land, der havde været deres i 1800 år, og som de derfor mente at have historisk ret til. 3.1.2. Staten Israels proklamation 2. I 1947 overgav briterne spørgsmålet om Palæstinas fremtid til FN. I 1947 vedtog FN resolution nr. 181 om, at Palæstina skulle deles i en jødisk og en arabisk/palæstinensisk stat. Jøderne accepterede forslaget, men det gjorde palæstinenserne og de arabiske lande ikke. De foreslog i stedet en demokratisk enhedsstat i Palæstina. Republikken Israel blev proklameret 14. maj 1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina udløb. Oprettelsen udløste den 15. maj 1948 en invasion fra de fem arabiske lande i nærområdet, Jordan, Egypten, Syrien, Libanon og Irak. Krigen, der sluttede i sommeren 1949 resulterede i, at Israel havde erobret lidt under halvdelen af den tiltænkte palæstinensiske stat samt det vestlige Jerusalem. 3.1.3. Israels historie 1949-2002 3. Israels historie har siden proklamationen været præget af deltagelse i flere krige og/eller væbnede konflikter med de øvrige arabiske naboer. Her skal følgende konflikter/krige nævnes. 1956: I koalition med England og Frankrig angreb Israel Egypten med det formål at afsætte Egyptens præsident Nasser, der havde nationaliseret det engelsk-franske Suezkanal-selskab. Angriberne måtte imidlertid trække sine styrker ud efter pres fra USA og FN. 1967: Seksdageskrigen, hvor Israel angreb Ægypten og Jordan og erobrede Vestbredden, Gaza, Sinai-halvøen og Golanhøjderne som en reaktion på en mistanke om, at et forestående fællesarabisk angreb mod Israel var nært forestående. Efter krigen vedtog FN resolution nr. 242, der krævede, at Israel skulle rømme de erobrede områder. 1 Lande i lommeformat, Israel, Det Udenrigspolitiske Selskab 1999 Lademann Leksikon 2000. 2 Lande i lommeformat, Israel, Det Udenrigspolitiske Selskab 1999 Lademann Leksikon 2000. 3 Lande i lommeformat, Israel, Det Udenrigspolitiske Selskab 1999 Lademann Leksikon 2000. 7

1973: Yom Kippur-krigen, hvor Ægypten og Syrien angreb Israel. Resultatet blev, at Israelerne fik fodfæste på den vestlige bred af Suez-kanalen, samtidig med at de holdt og udbyggede deres stillinger i Golanhøjderne. 1991: Iraks beskydning af Tel Aviv og Hafnia med Scud-missiler med henblik på at inddrage Israel i Golfkrigen. Israel har i perioden løbende gennemført fredsforhandlinger om forbedringer af forholdet til de øvrige arabiske stater. Den første fredsforhandling, der blødte det anspændte forhold mellem Israel og de øvrige arabiske stater op, var Camp David aftalen i 1979. 3.1.4. Det palæstinensiske problem 4. I 1948 måtte 725.000 palæstinensere flygte fra deres hjem til Vestbredden, Gaza eller de omkringliggende lande. Kun Jordan gav dem statsborgerskab. I 1964 blev den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, dannet og organisationen begyndte langsomt at opnå indflydelse. 5 Efter krigen i 1967 sluttede mange palæstinensere frem for alt fra flygtningelejrene i Jordan, Syrien og Libanon - sig til forskellige oprørshære for at befri Palæstina og gik til angreb på såvel civile som militære mål i Israel. I 1974 blev PLO anerkendt af de arabiske lande og FN, efter at PLO havde ændret målsætningen til også at omfatte en mulighed for selvstyre i alle dele af Palæstina, hvilket godt kunne foregå med politiske midler. I juni 1982 forsøgte Israel at fjerne PLO ved at invadere Libanon. PLO blev tvunget til at forlade Libanon og flyttede sit hovedkvarter til Tunesien. Israel trak sig tilbage i 1983 og en FN-ledet fredsstyrke blev indsat i området indtil 1984. Med sin bosættelsespolitik var det i 1980 erne lykkedes Israel at kontrollere over 52% af Vestbreddens areal. Disse bosættelser førte til den første intifada i de besatte områder i 1987. I 1988 fralagde Jordan sig sit administrative ansvar for Vestbredden og samme år udråbte det palæstinensiske eksilparlament en selvstændig palæstinensisk stat og bekendte sig dermed til en tostats-løsning. PLO anerkendte desuden FN resolution 242 og dermed Israels ret til at eksistere indenfor sikre grænser. Dette fik USA til at indlede forhandlinger med PLO. I 1991 lykkedes det USA at samle konfliktens parter, og der blev indledt direkte forhandlinger mellem Israel og dets arabiske nabolande. I september 1993 blev Osloaftale underskrevet. Aftalen gav palæstinenserne selvstyre på Vestbredden og i Gaza. PLO anerkendte Israel, og Israel anerkendte for første gang PLO som det palæstinensiske folks repræsentanter. I 1998 blev Wye Plantation aftalen indgået med aftaler om, at Israel skulle rømme en del af de besatte områder samt løslade palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. Det Palæstinensiske selvstyre skulle til gengæld med alle midler forsøge at bekæmpe terroristgrupper, som opererede fra de besatte områder inde i Israel. I juni 2000 mødtes Arafat og Israels premierminister Barak i USA med præsident Clinton som mellemmand for at fortsætte fredsprocessen, hvilket mislykkedes. Forholdet til den hellige by Jerusalem, som ingen af parterne ønskede at afgive kontrol over, var sagens stridspunkt. 4 Lande i Lommeformat, Israel og Den israelsk_arabiske konflikt, Ivan Minnis. 5 PLO blev hovedsageligt dannet på Ægyptisk initiativ med det formål at samle alle de palæstinensiske-arabiske grupper, der var modstandere af staten Israels eksistens i Palæstina. 8

Efter Israels højreorienterede oppositionsleder Ariel Sharon i 2000 anførte en delegation fra sit parti til Tempelbjerget i Jerusalem, brød volden igen ud i Gaza og på Vestbredden. Interne politiske problemer i Israel vedr. fredsforhandlinger førte til premierministervalg i februar 2001, og Sharon blev valgt med stor majoritet. I foråret 2002 besatte Israel dele af Vestbredden og har siden forsøgt at isolere Arafat og hans rådgivere. Der har i 2001 og 2002 været forskellige fredsudspil, bl.a. fra Den Saudiarabiske kronprins samt fra Danmark/EU. 3 2. Den fysisk-geografiske faktor. 3.2.1. Beliggenhed. Israel er beliggende i den østlige ende af Middelhavet, på den nordvestlige del af den arabiske halvø. Landet ligger på den naturlige forbindelsesvej mellem Europa, Afrika og Asien. 3.2.2. Størrelse og form. Israels areal er incl. Vestbredden, Gazastriben, Øst-Jerusalem og Golanhøjderne, på 26.723 km2 6, hvilket ca. svarer til størrelsen af Jylland (29.600 km2). Landets form er langt og smalt med en længde på ca. 375 km og en bredde på 75-125 km. Kystlinien er på 273 km 7 og den samlede landegrænse på 1006 km 8. 3.2.3. Grænser. Mod sydvest grænser Israel op til Egypten. Grænsen blev anerkendt i forbindelse med Camp David aftalen i 1979. Mod øst grænser Israel op til Jordan. Grænsen blev anerkendt og åbnet i forbindelse med fredsaftalen mellem Israel og Jordan i 1979. Mod nordøst grænser Israel op til Syrien. Israel har annekteret Golanhøjderne, der blev erobret i forbindelse med Seksdagskrigen i 1967. Grænsen, der er lukket, er ikke anerkendt af Syrien, som betragter området som en våbenstilstandslinie. Mod nord grænser Israel op til Libanon, hvor grænsen ligeledes er lukket. Mod vest støder Israel ud til Middelhavet. Ud over disse grænser har Israel to indre grænser i relation til Gazastriben og Vestbredden. 3.2.4. Nøgleområder. Landkilen, der afgrænser Libanon og Jordan, gennemløbes af afvandingen fra Harmonbjerget. Vandet ledes derfra ud i Genesaretsøen, og Israel får dermed adgang til betydelige vandressourcer. Landkilen, Genesaretsøen og Golan-højderne har derfor en stor sikkerhedsmæssig og forsyningsmæssig betydning, idet Genesaretsøen udgør Israels vigtigste vandreservoir. Endelig betragtes Jerusalem som nøgleområde, fordi byen har stor symbolsk betydning for jøderne såvel som palæstinenserne. I 1980 blev Jerusalem erklæret for Israels evige og udødelige hovedstad. 3.2.5. Klima og vejr. Israel har faktisk kun to årstider, nemlig en ret mild og regnfuld vinterperiode fra november til april og herefter sommeren, der er varm og tør. 6 Lande i Lommeformat 1999, Israel, Det udenrigspolitiske Selskab. 7 21-08-2002 :www.janes.com/search97/vs.vts?action=view&vdkvgwkey=/content1/janesdat 8 08-08-2002: www.cia.gov/cia/publications/factbook/geos/is.html 9

3.2.6. Fremtrædende terrænelementer. Golanhøjderne er at betragte som et fremtrædende terrænelement (højeste pkt. over 2200 m), hvorfra det er muligt at overskue de tilstødende områder i Libanon, Syrien og Jordan. 3.2.7. Geografiske regioner. Israel kan geografisk inddeles i fire regioner: Negev ørkenen (i syd) udgør ca. halvdelen af Israels (uden annekterede områder) areal. Kystsletten i nord langs Middelhavet i en bredde af 30-60 km. Israels mest frodige landbrugsområder findes i dette område. Højlandet parallelt med kystsletten og lidt bredere. Med højder op til 1000 m. o.h.o. Den syrisk-afrikanske gravsænkning. 3.2.8. Land/sø og luftadgangsveje. Israel har tre primære kommercielle havne, nemlig Haifa og Ashdod ved Middelhavet og Eilat ved Det Røde Hav. Landet har to internationale lufthavne med landingsbaner på i alt over 3047 m 9. 3.3. Den kommunikationsmæssige faktor. 3.3.1. Transport- og telekommunikationssystemer og disses tilslutninger til omverdenen. Israel har et veludbygget transportsystem, der muliggør internationale forbindelser, hvor søfart og lufttrafik er de væsentligste. Ca. 60% af alle varer, der føres ind og ud af landet, foregår via søvejen. 10 Vej- og transportnettet er mest udbygget i og omkring kystsletten. Alle områder i Israel har asfalterede og farbare veje. Vejnettet i Gazastriben og på Vestbredden er mindre udbygget, dog er forbindelserne til bosættelserne veludbyggede. Israels vejnet er relativt veludbygget (16.452 km incl. 56 km motorvej), mens jernbanenettet ikke er så veludbygget (610 km.) 11. Grænserne til Ægypten og Jordan har åbne landeveje, hvorimod det ikke er muligt at krydse grænserne til Syrien og Libanon. Jernbanenettet findes primært på kystsletten og har ikke forbindelser til udlandet. Israels to internationale lufthavne har oplevet en stor stigning i antallet af flylandinger. Telekommunikationsnettet er 100% digitaliseret, og der er 3.0 mill. fastlinietelefoner (2001), 4,0 mill. mobiltelefoner (2001) samt 1,06 mill. internetbrugere (2001) 12. 3.3.2. Systemernes militære, politiske og administrative aspekter. Vejnettet giver mulighed for transport af såvel civile som militære forsyninger fra alle dele af landet. Telekommunikationen såvel som vejnettet er vigtig for industrien, og desuden bidrager telekommunikationen som informationskilde i det civile samfund. 3.3.3. Systemernes udviklingsaspekter. Jernbanenettet og havne- og lufthavnskapaciteten søges fortsat udbygget, ligesom en 300 km. lang nord- sydgående motorvej forventes færdiggjort indenfor 2 år. 9 Markedsprofil Israel af Den danske Ambassade i Tel Awis, nov. 2001. Udenrigsministeriet 10 Lande i lommeformat, Israel, p. 39. 11 29-08-2002: www. Euromonitor.com/clife/default/asp. 12 29-08-2002: www. Euromonitor.com/clife/default/asp 10

3.4. Den sociologiske faktor. 3.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske fordeling 13. Israel har 6,3 mill. 14 indbyggere inkl. ca. 376.000 15 jødiske bosættere i de besatte områder, hvilket er de mest ortodokse. Bosættelsesområdernes placering fremgår af bilag 1. I det samlede indbyggertal er ca. 1 mill. af palæstinensisk eller arabiske herkomst. Denne gruppe er bosiddende og integreret i det israelske samfund i områderne uden for besættelsesområderne. Indbyggertallet er de seneste år steget med gennemsnitlig 2,6 % årligt. Fødselsraten var i 2001 på 2.57 16. Uden for befolkningsopgørelsen er den palæstinensiske befolkning i de besatte områder på ca. 2.8 mill. 17. Befolkningstilvæksten skønnes at være over 10% årligt. I den tætbefolkede Gazastribe er cirka to tredjedele flygtninge. 55% af Israels befolkning er under 30 år, og 13% af befolkningen er over 60 år. Ca. 65% af befolkningen er koncentreret på Kystsletten. På Vestbredden og i Gazastriben er over halvdelen af befolkningen under 15 år 18. 3.4.2. Religiøse og etniske grupperinger. Befolkningen fordeler sig procentvis med 81 % jøder, 14-15 % muslimer, 2-3 % kristne og 2 % andre. Der garanteres religionsfrihed for alle 19. Israels palæstinensere har formelt de samme rettigheder som jøderne, men i praksis behandles de som andenklasses borgere 20. 3.4.3. Sundhed. Israel har et veludbygget sundhedssystem. Sundhedsforholdene i de palæstinensiske selvstyreområder er til gengæld blevet kritiske, hvilket skyldes blokader og udgangsforbud. 3.4.4. Levestandard. Bruttonationalproduktet (BNP) i Israel pr. indbygger var på 18.605 USD 21 i 2000. Til sammenligning var BNP i Danmark 32.280 USD 22 pr. indbygger. Israels befolkning består primært af en forholdsvis stor middelklasse, der er domineret af den jødiske befolkning. Der er i Israel et socialt sikkerhedsnet. Fattigdomsproblemerne 23 er store mange steder i de palæstinensiske selvstyreområder, og her findes intet socialt sikkerhedsnet. Arbejdsløsheden i Israel er stigende. I 2000 var 9 % ud af en arbejdsstyrke på 2.4 mill. 24 ledige. Modsvarende tal for første kvartal 2002 er 10,6 %, og det forventes at stige til ca. 11 % ved årets slutning. Arbejdsløsheden i Palæstina udgør 35 % 25. Der er stor forskel på levestandarden mellem israelere og palæstinsere. Sult og nød bliver stadig mere udpræget i besættelsesområderne, hvor boligforholdene tillige ofte er 13 Dansk-Israelsk forening pr. 22-08-2002 14 Danmarks Eksportråd Markedsprofil side 13 15 CIA World Factbook http://cia.gov/cia/publications/factbook/geos/is.html 08-08-2002 16 CIA World Factbook http://cia.gov/cia/publications/factbook/geos/is.html 08-08-2002 17 BBC News World http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/middle_east/country_profiles/803257.stm 09-09-2002 18 Danmarks Eksportråd Markedsprofil side 13 19 Facts about Israel http://www.israel.org/mfa/go.asp?mfah00md0 22-08-2002 20 DR1, TV udsendelsen Horisont 2002-08-12 21 CIA World Factbook http://cia.gov/cia/publications/factbook/geos/is.html 08-08-2002 22 The World Bank Group http://devdata.worldbank.org/external/cpprofile.asp?selectedcountry 25-09-2002 23 DR1, TV udsendelsen Horisont 2002-08-12 24 CIA World Factbook http://cia.gov/cia/publications/factbook/geos/is.html 08-08-2002 25 Jyllands Posten 22 september 2002, nyhedsanalyse af H. Pundik. 11

katastrofale. Over 35% af den palæstinensiske befolkning lever nu under fattigdomsgrænsen 26. 3.4.5. Oplysning og uddannelse. Aviser udgives i Israel på flere forskellige sprog, og de fleste aviser støttes af politiske partier eller fonde. Aviserne bliver censureret, hvis de skriver om militære forhold og sikkerhed. Radio og tv er statslige. Palæstinensiske aviser udkommer i Jerusalem, og i de besatte områder findes der enkelte radio- og TV stationer. Uddannelsessystemet i Israel er veludviklet og af høj standard. Den statslige grundskole er gratis og varer op til 12 år. Israel har 20 højere læreanstalter, heraf fem universiteter og et teknisk universitet. Skolegangen i Palæstina er obligatorisk i ni år. Der er mulighed for at få en højere uddannelse ved flere universiteter og andre højere læreanstalter. Under den anden Intifada har undervisningen været påvirket af strejker, lukkede skoler samt udgangsforbud. 3.4.6. Emigration. Der er en indvandring 27 på ca. 70.000 personer årligt. Israel har udsigt til et stigende indvandringspres især fra Østeuropa. På baggrund af nævnte årlige befolkningstilvækst og nuværende indvandring er prognosen for tilvæksten i indbyggertallet ca. 25 % i år 2025. 3.5. Den økonomiske-videnskabelige faktor 28. 3.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer 29. Israel har altid satset på at have et stort landbrug, der kunne sikre forsyningen af fødevarer til et land omgivet af fjender. Landbruget drives rationelt og med avancerede metoder, men landbrugets vilkår er præget af få vandressourcer. Israel er fortsat næsten selvforsynende med fødevarer, men landbrugets økonomiske betydning er faldet til i dag at udgøre 2% af BNP 30 mod for 50 år siden 11%. 3.5.2. Energiproduktion og ressourcer. Israel har få naturressourcer og er derfor afhængig af import af især olie, kul og naturgas. I 1999 blev der gjort fund af naturgas, der forventeligt inden for få år vil kunne udnyttes. Olie, kul og naturgas udgjorde tilsammen 9,5 % af den samlede import i 2001 31. Herudover er vand, som tidligere nævnt, en meget knap ressource i Israel. 25-30% af Israels samlede vand-ressourcer kommer fra Vestbredden, og 50% af drikkevandet kommer ligeledes fra Vestbredden 3.5.3. Råmaterialer til industrien. Grundet de få naturressourcer importerer Israel de fleste råmaterialer til industrien. Udover importen af energi, udgjorde importen af diamanter 17,1%, maskiner og udstyr 14,7% og kemikalier 6,3% af den samlede import i 2001. 26 Int. Høring i København 31/3-2002 om menneskerettigheder i Palæstina. 27 Danmarks Eksportråd Markedsprofil side 13 28 www.//4.janes.com/search97/vs.vts opdateret 2000-02-18, hentet 2002-08-25 29 Det udenrigspolitiske Selvskab 1999 pp. 33-36. 30 Udenrigsministeriets Markedsprofil, NOV 2001 p.6. 31 www.//economist.com/countries/israel/profile.cfm, opdateret 2002-05-29, hentet 2002-08-25 12

3.5.4. Industriproduktion. Israels industri har siden 90 erne koncentreret sin produktion omkring det teknologiske område bl.a. i erkendelse af landets få råvarer. Elektronisk udstyr, våbenindustri, diamantforædling, føde- og drikkevarer, metalprodukter og kemikalier er de største varegrupper. 3.5.5. Handel 32. Israels største samhandelspartnere er EU, Asien og USA 33. Israel har frihandelsaftaler med EU og USA. Israel baserer sin handel på flere handelspartnere ud fra en politik om at reducere egen sårbarhed ved evt. boykot eller kriser. Israels eksport af varer og tjenesteydelser var i 2000 USD 44 mia. Den samlede import af varer og tjenesteydelser udgjorde i 2000 USD 51 mia. I 2001 faldt eksporten af varer og tjenesteydelser med 13,1% i forhold til 2000, og i første halvår 2002 er den faldet med yderligere 4% i forhold til samme periode året før 34. 3.5.6. Økonomisk struktur 35. Israel har en højteknologisk markedsøkonomi med relativt stærk statslig indflydelse. Israel forsøger at integrere de besatte områder på Vestbredden og Gaza i den israelske økonomi. Dette har for de besatte områder ført til en økonomisk afhængighed af Israel. Ca. 90% af alle varer, der indføres i de palæstinensiske selvstyre områder, kommer fra Israel, og ca. 70% af eksporten går til Israel. 3.5.7. Finanser. Israels økonomi steg i 2000 med 7,6% frem til tredje kvartal, hvor den anden intifada bremsede væksten og udviklingen vendte. Dette skete samtidig med den globale afmatning i EU og USA, der betød faldende efterspørgsel og faldende udenlandske investeringer 36. Denne negative udvikling i økonomien fortsatte i 2001 og ser ud til at fortsætte i 2002 37. Den anden intifada med israelske besættelser og udgangsforbud har stort set ødelagt Vestbreddens og Gazastribens økonomi 38. Israels forsvarsbudget for 2002 er på USD 8,7 billion, hvilket er 20,4 % af det nationale budget og USD 2,37 billion højere end i 2001 39. Israel modtager hvert år USD 2 billion i militær hjælp fra USA 40. 3.6. Den militære faktor. 3.6.1. Opgaver og koncepter for de væbnede styrker 41. Opgaven for de væbnede styrker er at forsvare Israels eksistens og suverænitet, samt at beskytte indbyggerne og bekæmpe alle former for terrorisme. Doktrinen omfatter hele 32 Udenrigsministeriets Markedsprofil, NOV 2001 p.10. 33 Se bilag 4 34 www.swedishtrade.se/i_utlandet/landerapporter/israel.htm, opdateret 2002-08-26, hentet 2002-09-09 35 Udenrigsministeriets Markedsprofil, NOV 2001 pp.9-15. 36 I 2001 faldt investeringerne med 60% i forhold til 2001. www.swedishtrade.se/i_utlandet/landerapporter/israel.htm, opdateret 2002-08-26, hentet 2002-09-09. 37 www.swedishtrade.se/i_utlandet/landerapporter/israel.htm, opdateret 2002-08-26, hentet 2002-09-09 38 DR1, TV udsendelsen Horisont 2002-08-12. 39 Janes Defence Weekly vol. 37 1 May 2002 p 25. 40 USA Today 2001-11-16. Henry Thompson, Auburn University. 41 www4.janes.com/cearch97/vs.vts, opdateret 2002-04-04, kilde hentet 2002-08-20. 13

spektret fra antiterror til indsættelse af flere korps på flere fronter. Israels strategi og doktrin baserer sig på en række principper: Israel kan ikke tåle at tabe en krig. Krig skal undgås hvis muligt ved afskrækkelse og politiske midler. Israels mål på det strategiske niveau er defensivt uden ønsker om territorial udvidelse. Forebygge eskalation. Hurtigt vurdere konsekvenser af krig og derefter handle. Bekæmpelse af terrorisme. 3.6.2. Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau 42. Stabschefen for Generalstaben er den øverstbefalende på det militære niveau og har kommandoen over de israelske væbnede styrker, hæren, flåden og flyvevåbnet. Stabschefen for Generalstaben er på det politiske niveau ansvarlig overfor forsvarsministeren/forsvarschefen, som i Israel er en og samme person. 3.6.3. Størrelse, organisation og materiel 43. Israels forsvar består i fredstid af 177.000 værnepligtige mænd og kvinder. I forbindelse med en eventuelt mobilisering vurderes dette tal at kunne nå op på 500.000. (DK krigsstyrke er på 46.000 mand). Israel har en moderne hær som kontinuerligt tilpasses fremtidens krav. Israel råder over atomvåben 44. Hærens, flådens og flyvevåbnets størrelse, materiel og organisation fremgår af henholdsvis bilag 5,6 og 7. 3.6.4. Uddannelsesmæssige- og øvrige forhold 45. Værnepligten for mænd er 32 måneder, og for kvinder er den 24 måneder. Efter den anden intifadas start har den israelske hær flyttet fokus fra træning i konventionel krigsførelse til træning i taktikker, der relaterer sig til kamp i by, samt indsættelse af fly og helikoptere mod udvalgte person- eller stedmål. Siden den anden intifada begyndelse og frem til 17. august 2002 har de israelske militærstyrker dræbt 1525 palæstinensere, heraf 43 børn under ti år. Palæstinenserne har dræbt 564 israelere, heraf 17 børn under 10 år 46. 3.7. Den indenrigspolitiske faktor. 3.7.1. Nationale interesser og målsætninger. Det er en national målsætning at fastholde Israels fortsatte eksistens. Retten til landet betragtes af historiske og ideologiske grunde som Israels ret. Israel betragtes som jødernes hellige land. Palæstinensernes målsætning er befrielsen af det hellige land. 3.7.2. National holdning og selvopfattelse. Den israelske befolkning er delt i holdningen til selvstyreområderne og bosættelsesområderne. Den ene side mener, der skal gives afkald på Gaza og Vestbredden for at opnå fred, mens den anden side mener, at Gaza og Vestbredden skal 42 www4.janes.com/janesdata/mags/jdw, opdateret 2002-04-26, hentet 2002-08-19. 43 www4.janes.com/search97/vs.vtsaction, opdateret 2002-05-10, hentet 2002-08-19. 44 www4.janes.com/search97/vs.vts?action, opdateret 2002-04-04, hentet 2002-08-20. 45 www4.janes.com/search97/vs.vts?action, opdateret 2002-05-20, hentet 2002-08-29. 46 Jyllands Posten, Militær-chef afviser kritik af bombning, af Thomas Heine 2002.08-26. (Jyllandsposten har tallene fra den israelske menneskerettighedsorganisation B Tselem.) 14

betragtes som historisk relateret til Israel, og at disse områder under ingen omstændigheder må afgives 47. 3.7.3. Regering og administration. Sharon dannede på baggrund af den politisk-sikkerhedsmæssige krise i marts 2001 en bred samlingsregering med mere end 75 % af Knesset bag regeringen. Knesset har 120 medlemmer, som vælges for fire år. Det seneste valg fandt sted i maj 1999. Ordinært valg til Knesset skal senest finde sted i november 2003 48. Premierminister Sharon er en lederprofil, som ikke viger fra, at anvende det militære magtapparat, hvilket han har demonstreret ved flere lejligheder, trods advarsler fra amerikansk side. Han har utvetydigt meldt ud, at han ikke ønsker Præsident Arafat som forhandlingspartner. Ved præsidentvalget vandt Yassir Arafat en overlegen sejr, og i rådet blev hans PLOfraktion Al-Fatah den største politiske gruppe. Valget blev boykottet af venstrefløjen i PLO og af den islamiske opposition, da disse grupper er imod fredsprocessen. Præsident Arafat har en position med stor kontrol, da han bestrider 60 officielle poster bl.a. Præsident for Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PM), formand for PLO, leder af det Nationale Sikkerhedsråd og Indenrigsminister 49. Han høster respekt inden for egne rækker for hans indsats og fremstår som symbol for kampen for et selvstændigt Palæstina, men beskyldes samtidig for ikke længere at have føling med sit folk. Han vil ikke opgive sin position og sin magtfulde rolle. 3.7.4. Politiske partier og interessegrupper. Den israelske regeringsmagt ligger ved arbejderpartiet og Likud. I det palæstinensiske lovgivende råd (Parlamentet) har Al-Fatah 47 af de 88 pladser og hermed et flertal. Al-Fatah fører en rendyrket nationalistisk politik og har ikke profileret sig i sociale og økonomiske spørgsmål. De islamiske militante organisationer Hamas og Jihad er imod fredsprocessen. Den politiske status og situation fremgår af bilag 8. PM har haft en række vanskeligheder med at komme i gang med at udføre sit arbejde som lovgivende organ og som kontrolinstans. PM har i enkelte tilfælde ikke rettet sig efter beslutninger taget i rådet. Beskyldninger for sløseri og korruption førte i august 1998 til en omdannelse af regeringen. Dette gentager sig i september 2002, hvilket har ført til et tillidsbrud mellem Arafat og Al-Fatah partiet. Arafat har udskrevet valg til præsidentembedet og hjemmestyrets lovgivende råd 20. januar 2003. 3.7.5. Stabilitet. Fredsprocessen og aftalen med Israel bygger på, at den palæstinensiske myndighed er med til at garantere Israels sikkerhed. Israel har dog stadig ansvaret for sikkerheden af selvstyreområderne udadtil. USA, herunder CIA og Egypten, er involveret i en restrukturering af den 30 45.000 mand store palæstinensiske politistyrke. Israel besluttede i juni 2002 at bygge et 350 km fysisk hegn/mur rundt om Vestbredden, med det påskud at værne om Israels sikkerhed 50. 47 Den israelske højrefløj 48 Danmarks Eksportråd Markedsprofil side 7 49 På tærsklen til fred af Michael Irving Jensen p. 83. 50 www.landguiden.m/pubcountrytext.asp?country_ id=70 15

3.8. Udenrigspolitiske faktorer. 3.8.1. Forholdet til Irak, Iran, Egypten, Libanon, Syrien og Jordan. Israel ser Irak som en militær trussel og vurderer, at så snart sanktionerne løftes vil Irak fortsætte sin opbygning af ikke konventionelle våben. Iran har siden den iranske revolution været betragtet som en fjende af Israel. Efter den anden intifadas udbrud har Iran flere gange krævet militære aktioner mod Israel. Iranske Shahab-3 missiler vurderes at kunne nå mål i Israel. Egypten og Israel indgik fredsaftale i 1974 og har siden opretholdt diplomatiske forbindelser. Forholdet til Syrien er mere spændt. Syrien kræver Golan området tilbage, herudover huser Syrien 380.000 palæstinensiske flygtninge. Syrien er militært og politisk repræsenteret i Libanon og øver stor indflydelse på den libanesiske indenrigs- og udenrigspolitik 51. Israel holder Syrien ansvarlig for, at den militante gruppe Hisbollah operere uhindret fra Syrien og Libanon. Israel har truet med gengældelse mod et militært mål i Syrien, såfremt Syrien ikke aktivt forhindre Hisbollah s aktiviteter. I foråret 2000 trak Israel sig ud af Syd-Libanon, og Hisbollahmilitsen overtog kontrollen med området. Med Libanons afhængighed af Syrien indtager Libanon en statist rolle i forhold til selve konflikten 52. Jordan og Israel indgik 1994 en fredsaftale. Jordan grænser op til Vestbredden, hvorfor Jordans evne til at forhindre militante palæstinensiske gruppers passage over grænsen er vital for Israel 53. 3.8.2. Forholdet til USA. USA er Israels væsentligste strategiske og udenrigspolitiske partner. USA har gennem årtier støtte Israel politisk og økonomisk. Mange af de jøder der indvandrede fra USA til Israel har fortsat forbindelser til de jødiske organisationer i USA. Disse organisationers indflydelse på udviklingen i området er stor, da de udgør en væsentlig vælgerskare i USA. Det er derfor yderst sjældent, at USA stemmer imod Israel i de internationale institutioner. USA har ofte bidraget til at holde liv i fredsprocessen ved at virke som mægler. USA opfattes dog ikke af palæstinenserne som værende neutrale mæglere grundet USA og Israels tætte relationer. De fleste præsidenter har haft en klar politik og en konkret handlingsplan m.h.t. at løse konflikten. Undtaget herfra er Bill Clinton og George W. Bush. Førstnævnte lagde stor vægt på at løse konflikten, men anvendte ikke sin magt til at presse parterne mod en konkret løsning og havde ingen konkret handlingsplan. USA s nuværende præsident prioriterede ikke udenrigspolitikken højest ved sin tiltrædelse, herunder konflikten i Mellemøsten, en prioritet som Bush senere har ændret. Bush har bl.a. krævet Arafat fjernet som betingelse for genoptagelsen af fredsforhandlingerne. USA s fokus i Mellemøsten er i 2002 rettet mod Irak. Irak trues med krig, såfremt landet ikke tillader våbeninspektørerne adgang til landet. Ved et amerikansk angreb på Irak ser Israel sig atter inddraget i krigen og lader forstå, at man ikke denne gang vil undlade at forsvare sig 54. 51 Jyllands Posten 2002-04-18. Syrien: Fredsproces på dødslejet af Jan Lund. 52 FAK områdestudie Libanon 2000/2001 udarbejdet af KN M.G. Diemar pp 17-22. 53 FAK områdestudie Jordan 1999/2000 udarbejdet af KL G.P. Kristensen p. 15. 54 www.landguiden.nu/pubcountrytext.asap?country_id opdateret 2002-09-06, hentet 2002-09-09 16

3.8.3. Forholdet til FN. Israel anser FN for at være anti-israelsk og har kun accepteret en FN-resolution nemlig FN s delingsplan fra 1947. Siden er vedtaget en lang række resolutioner, men ingen af disse resolutioner er effektueret. Dette har for staten Israel ikke haft væsentlige konsekvenser. De vedtagne FN resolutioner siden 1947 fremgår af bilag x. 3.8.4. Terror 55 56. Militante palæstinensiske grupper aktioner siden 70 erne har været en væsentlig del af konflikten mellem palæstinensere og israelere. Disse islamiske fundamentalistiske grupper betragter ikke alene staten Israel, men også USA som fjende af de arabiske folk. Islamiske fundamentalister fra hele verden har rettet flere og flere angreb mod USA, seneste i rækken er den 11. september. Det førte til at USA i 2001 erklærede global krig mod terrorisme. Sharon forsøger at sidestille konflikten med palæstinenserne som en del af krigen mod terror. De primære militante palæstinensiske grupper fremgår af bilag 10. 55 Den israelske-arabiske konflikt af Ivan Minnis, udgivet i 2002, pp.40-43. 56 www.landguiden.nu/pubcountrytext.asap?country_id opdateret 2002-09-06, hentet 2002-09-09 17

4. ANALYSE. 4.1. Historien 4.1.1 Generelt. Staten Israels oprettelse i 1948 førte straks til en krig med alle nabolandene i området. Dette skyldes, at den derboende palæstinensiske befolkning blev fordrevet og blev dermed en befolkning uden land, nøjagtigt som tilfældet havde været med israelittere tidligere. De omkringliggende lande mente ikke, at det var deres problem at løse Europas problem (jødeforfølgelsen), hvorfor de dagen efter oprettelsen af staten Israel gik i krig mod Israel. Der blev efter amerikansk initiativ underskrevet en fredsaftale med Egypten, og i dag er der et relativt åbent forhold mellem de to stater. Ligeledes er der via OSLO-aftalen opnået fred med Jordan, hvorimod der ikke er indgået nogen fredsaftaler med Libanon eller Syrien. Dette peger på, at det er muligt for Israel at opnå fred med naboerne. 4.1.2. Det palæstinensiske problem. Der har gennem tiderne været forskellige opfattelser af, hvilke landområder striden handler om. Der er forskel på, om man betragter Palæstina bibelsk historisk, i h. t. Balfourdeklarationen, eller i h. t. FN s delingsplan fra 1948. Som striden har udviklet sig synes der at være en enighed om, at det er FN s sikkerhedsråd resolution 242, der menes at kunne føre frem til en løsning på dette spørgsmål. Begrundelsen hertil skal søges i, at det var denne resolution, som lå til grund for OSLO-aftalen og derfor er accepteret af begge parter. Da parterne har kunnet acceptere et fælles grundlag for opdelingen vurderes det at være et lille skridt på en lang mulig vej til accept af hinandens historie. Ved at de palæstinensiske organisationer slog sig sammen til PLO i 1964, har de gradvist opnået øget politisk indflydelse. Dette er dels blevet opnået ved, at PLO har ændret på sine mål og er gået væk fra den hårde alt eller intet politik til en anerkendelse af Israel, dels p. g. a. de arabiske landes støtte til organisationen. Der er gennem tiderne indgået flere fredsaftaler, og der har været gjort flere forsøg på at opnå fred i området. Der har fra parterne gennem tiderne været stor mistro overfor hinanden, og parterne har beskyldt hinanden for ikke at ville overholde de opnåede aftaler, hvilket har vanskeliggjort processen. Dette har da også medført, at USA blev nødsaget til at involvere sig aktivt i en løsning på konflikten. På den anden side har Vesten og USA gennem hele perioden støttet oprettelsen af Israel og har støttet Israel. Dette har efter de arabiske landes opfattelse ført til, at Vesten og specielt USA ikke er interesseret i at forhandle en varig løsning på problemet, men støtter Israel for meget. Omvendt blev PLO betragtet som en terrororganisation frem til PLO`s anerkendelse af staten Israels eksistens. Herefter accepterede USA og Israel PLO som de PM repræsentant. 4.1.3. Delkonklusion. Palæstinenserne er blevet et folk uden land, hvilket vurderes at være en destabiliserende faktor. Konflikten i området har lange historiske rødder, der går tilbage til oprettelsen af staten Israel og handler om retten til at bo i et bestemt stykke land. Accept af hinandens historie vurderes at være en forudsætning for fred; Denne vurderes ikke at være tilstede og er dermed en destabiliserende faktor. PLO er blevet en accepteret forhandlingspartner, hvorved det palæstinensiske folk har fået et talerør, hvilket vurderes at være en stabiliserende faktor i konflikten. Der er indgået flere 18

fredsaftaler gennem tiderne, men der har været en opfattelse af, at parterne ikke gør nok for at overholde de indgåede aftaler, heller ikke det internationale samfund, hvilket vurderes at være en destabiliserende faktor. USA bør være med til at finde en løsning på konflikten, men samtidig mener palæstinensene, at USA favoriserer Israel for meget og dermed er en forhindring for fred i området, hvilket ses som en destabiliserende faktor. 4.2. Den fysisk-geografiske faktor. Staten Israel ligger på den naturlige landevej mellem Europa og Afrika og samtidig på forbindelsesvejen til de arabiske lande. Dette burde gøre Israel til et vigtigt passageområde, men dette er ikke tilfældet, idet landets grænser er lukket i nord og til dels mod øst. Golanhøjderne i den nordlige del af området er vitalt for såvel Syrien som for Israel. Herfra kommer store dele af Israels vandressourcer, og området har derfor stor betydning for landets overlevelse. Endvidere er området af stor strategisk betydning, idet Golanhøjderne er de eneste højdedrag i området. Herfra er det muligt at se langt ind i de omkringliggende stater, hvorfor dette peger på, sammenholdt med landets udformning, at Israel ikke ønsker at afgive dette område frivilligt. Jerusalem er ligeledes af stor betydning for såvel Israel som for palæstinenserne. Byen er af begge parter opfattet som helligt land (hellig by) og dette gør, at ingen af parter ønsker, at den anden part skal få kontrol over byen. 4.2.1. Delkonklusion. Staten Israel er med sine delvis lukkede grænser ikke en naturlig transitvej på vejen mellem Europa og Afrika/Mellemøsten. Golanhøjderne er et strategisk vigtigt område for Israel dels på grund af områdets vandressourcer og dels på grund af dets strategiske placering, hvorfor det konkluderes, at Israel ikke frivilligt ønsker at afgive dette område, hvilket er destabiliserende. Ligeledes er Jerusalem vigtigt på grund af det religiøse islæt, hvilket ligeledes vurderes destabiliserende. 4.3. Den kommunikationsmæssige faktor. I takt med at samhandelen med udlandet er steget, er behovet for udbygning af infrastrukturen ligeledes steget. Denne udbygning er allerede iværksat og der eksisterer langsigtede planer for udbygningen af infrastrukturen. Disse udbygninger kan pege på, at Israel ønsker at øge samhandelen med omverdenen for dermed at skabe øget vækst i landet. Åbningen af grænsen til Jordan og de dermed følgende veje peger ligeledes i retning af, at landet søger en øget handel med nabolandene. Ligeledes er disse faktorer med til at skabe en øget stabilitet i området. Der ses en tydelig forskel på, hvor israelerne bygger ny infrastruktur. De fleste nye veje og jernbaner bygges på kystsletten for at understøtte industrien. På Vestbredden fokuseres der udelukkende på udbyggelse af infrastrukturen i bosættelsesområderne. Dette kunne indikere, at israelerne ikke ønsker at investere i området, hvilket igen kunne indikere, at konflikten fra israelsk side bliver ført som en udsultnings kampagne, hvorved områderne ikke skal have lov til at udvikle sig, før de er under fuld kontrol af israelerne. Endelig er telekommunikationen særdeles udbygget i Israel. 19

4.3.1. Delkonklusion. Israel investerer store summer i udbygningen af infrastrukturen specielt til understøttelse af industrien. Endvidere bygges der infrastruktur til understøttelse af samhandelen med omverdenen. Øget handel skaber stabilitet, hvorfor det ses som en stabiliserende faktor. Der bygges imidlertid ikke infrastruktur i de besatte områder, dette peger på en udsultningskampagne mod palæstinenserne i de besatte områder, hvilket er en destabiliserende faktor. 4.4. Den sociologiske faktor. 4.4.1. Befolkningstilvækst Baseret på den nuværende befolkningstilvækst vurderes det, at det samlede befolkningstal i år 2025 vil nå omkring 8 mill. mennesker. Er dette tilfælde vil Israel sandsynligvis komme til at have pladsmangel, hvilket sammen med den historiske ret til Palæstina vil forstærke stridsspørgsmålet mellem de to parter. 4.4.2. Samplacering En stor del af palæstinenserne er i dag integreret i det israelske samfund uden for det besatte område med respekt og accept for hinandens trosretning. Det samme gør sig ikke gældende i de besatte områder, hvor det primært er de mest ortodokse jøder, der er bosiddende side om side med palæstinenserne. Denne samplacering og manglende respekt for hinanden i det ortodokse miljø vurderes at være medvirkende årsag til, at fredsprocessen ikke har nået de ønskelige resultater, og at religionsterroren er intensiveret med had fra begge sider. Det store antal bosættelser spredt ud over de besatte områder jf. kortet i bilag 1 vil ikke give de palæstinensiske myndigheder mulighed for at etablere et sammenhængende territorium. Sammenholdes det med de vanskeligheder, den israelske regering formodes at få med bosætterne, hvis de tager et opgør med disse, er det ikke sandsynligt at palæstinenserne vil få et sammenhængende territorium inden for den nærmeste fremtid. 4.4.3. Levevilkår Den israelske politik overfor palæstinenserne skaber ubalance på en lang række områder. De dårlige boligforhold i de besatte områder, befolkningstætheden samt de dårlige humanitære forhold har bidraget til endnu større ubalance sammenlignet med resten af Israel. De lukkede grænser til de besatte områder har haft den konsekvens, at palæstinensere ikke har kunnet komme på arbejde, derved ingen indtjening. Palæstinenserne også dem, der bor i Israel udgør en stor og billig arbejdskraft for israelerne, dog bestrider palæstinenserne de ringeste jobs. Yderligere har den gennemførte politik med udgangsforbud medført, at uddannelsesmiljøet er stagneret/gået i stå. Besættelsesområdernes økonomiske og humanitære situation vurderes at have nået et niveau som af palæstinenserne betragtes så dårlige, at de ikke har noget at tabe ved en fortsættelse af konflikten. 4.4.4. Delkonklusion Befolkningstilvæksten set i forhold til hele områdets begrænsede areal og begge parters historiske ret til området er en destabiliserende faktor. For både Israel og de besatte områder er samplaceringen af selvstyreområder og bosættelser en destabiliserende faktor. 20