DANSK El-FORBUND MUNDTLIG BERETNING FORBUNDSFORMAND JØRGEN JUUL RASMUSSEN DEF Kongres 2014
MUNDTLIG BERETNING FORBUNDSFORMAND JØRGEN JUUL RASMUSSEN Kære venner! Kære kollegaer! Kære elektrikere! Kære delegerede! Det er dejligt, at vi igen i år kunne være her oppe i det nordjyske. Og selv om to af de emner, vi skal diskutere på den her kongres er organisering og medlemsfastholdelse så er der altså nok af os til, at vi har sat os på den store sal her i Kongrescentret. Og ikke bare på den mellemstore Europa-sal som vi var i tilbage i 2006. Det er sådan, det skal være i Dansk El-forbund: Højt til loftet kort til ledelsen. Højt til loftet plads til diskussion. Og vi er lige her! Og vi skal diskutere. Og vi vil lytte. Så nu er vi i gang igen! Med kongres i Dansk El-forbund. De næste fire dage skal vi samle op på fire års arbejde i hele organisationen. Og vi skal konkludere på mere end et års kongresdiskussioner. Jeg håber, at I er parate og klar. Det er jeg. På kongressen i 2010 der talte jeg meget om korsveje og kaffemøder Korsvejene var jo et udtryk for de valg, man må tage, når man står over for udfordringer og problemer. De korsveje jeg talte om i 2010, var kort sagt: 1. At den teknologiske udvikling går så stærkt... at de gamle faggrænser er under pres. Dét udfordrer os som fag. Og det udfordrer os som fagforening. 2. Og den anden korsvej, jeg talte om i 2010 det var, at vores uddannelser også er under pres. Tilmed fra alle sider og kanter: - Nedefra presses vi af 3F s operatøruddannelser. - Fra siderne presses vi af Dansk Metal og Blik og Rør fordi teknologien fjerner de gamle faggrænser. - Og oppefra presses vi af de korte videregående uddannelser. F.eks. installatøruddannelsen. 3. Og den tredje grund til, at jeg under vores sidste kongres i 2010 sagde, at vi står ved en korsvej, var: At ikke mindst LO-fagbevægelsen som vi er en stolt del af mister medlemmer. Desværre er vi også med i den kedelige statistik. STYRKE TIL MERE 1
Det var vi i 2010 og det er vi i dag. Så altså: dét var de tre korsveje, jeg nævnte i 2010. Og i Dansk El-forbund har vi drøftet dem lige siden. Også efter at ha drukket meget kaffe med andre organisationer. Men når man står ved en korsvej så skal man jo vælge en vej Og vi HAR valgt en vej en retning. Dansk El-forbund forsætter som selvstændigt forbund. Så kender vi retningen. Men dermed forsvinder problemerne fra 2010 selvfølgelig ikke. De er der stadigvæk. Og der er kommet flere til. F.eks. social dumping. Men nu kender vi vores retning Og ud fra dén vil vi finde løsningerne på vores problemer. Og ud fra dén vil vi i gang med at forme fremtiden for Dansk El-forbund. Så kære kolleger! Det er det, vi skal de næste fire dage! Forme vores egen fremtid. Vi begynder dog heldigvis ikke fra bunden. For vi er jo allerede i gang. Vi er i gang med at lave et bofællesskab med to andre stolte håndværkerforbund: - Malerne og - Blik & rør Og vi har styrket vores uddannelsesarbejde. På tre måder: 1) med en ny elektrikeruddannelse 2) med en ny erhvervsuddannelsesreform 3) med det dobbelte uddannelsesløft Alle disse tiltag vil jeg vende tilbage til senere i min beretning. Og sidst men ikke mindst vil jeg nævne, at vi her på kongressen har lagt op til at styrke endnu et af vores områder: Nemlig arbejdet for at organisere og fastholde medlemmer. Dét handler om at skabe det stærkeste faglige fællesskab for elektrikere i hele el-branchen. Ja, det handler om at have en fagforening, som i n g e n f o r n u f t i g e l e k - triker vil undvære! Så ja, vi har mange opgaver. Men opgaverne kan koges ned til tre kerneopgaver: - Vi skal sikre vores medlemmer god løn - Vi skal sikre vores medlemmer gode arbejdsforhold - Og vi skal sikre vores medlemmer et ordentligt, trygt og sikkert arbejdsmiljø. Siden vores forbund blev stiftet tilbage i 1904 altså for 110 år siden ja, der har ordet elektriker dækket over en faglært med flere forskellige færdigheder. Når jeg her i min beretning taler om elektrikere så skal man holde fast i, at det ikke er elektrikeren anno 1904, jeg taler om. Det er heller ikke elektrikeren anno 2002, jeg taler om 2 STYRKE TIL MERE
Nej, det er selvfølgelig elektrikeren anno 2014, jeg taler om. Dvs.: elektrikeren med alle de moderne kompetencer, som han og dét i stigende grad forventes at ha i dag. Og når jeg understreger dette så eksplicit så skyldes det, at elektrikerens identitet som faglært er i hastig udvikling. Især pga. teknologiernes heftige udvikling i de her år. Og derfor skal vi på denne kongres diskutere: - Hvad er egentlig vores identitet? - Og hvordan ser vores faglige identitet ud om to år? - Og hvordan ser den mon ud om fem år? - Og hvordan kan vi selv påvirke udviklingen af vores identitet? Jeg når selvfølgelig ikke hele vejen rundt i den her beretning. Nej, jeg har forsøgt at udvælge nogle centrale ting. Men i den skiftlige beretning som er sendt ud der kan I læse om det hele. Også om de ting, jeg ikke får nævnt her. Her i min mundtlige beretning vil jeg især koncentrere mig om de ting, der peger fremad. Men selvfølgelig vil jeg også se tilbage. For det er de erfaringer, vi har gjort os de sidste 4 år, som bestemmer, hvad vi skal gøre de næste 4 år. Nå, her står han så. Danmarks mest ufleksible mand. Faktisk er jeg SÅ ufleksibel, at jeg hverken er til at hugge eller stikke i. Dét er faktisk et direkte citat af direktøren for Tekniq, Niels-Jørgen Hansen. Jeg er dog ikke den eneste ufleksible person, der findes. Ifølge Tekniqs formand Søren Skræddergaard der er ham der Max Meyer fra Blik og Rør nemlig OGSÅ ufleksibel. Faktisk er Max SÅ ufleksibel at han burde komme p å A r b e j d e r m u s e e t. Ja, det sagde Søren Skræddergaard i hvert fald til dagbladet Licitationen Ja, han sagde, at det at forhandle overenskomst med Blik og Rør det var som at gå på Arbejdermuseet. Blik & Rør fastholdt nemlig et system fra en svunden tid, sagde Skræddergaard. Det mener Tekniq åbenbart også, at VI gør. For også til overenskomsten med OS havde Tekniq nogle ønsker om fleksibilitet, som de ikke kom igennem med. Det pudsige ved Tekniqs brug af ordet fleksibel det er nemlig, at den dækker over en fleksibilitet, der er 100% i arbejdsgivernes favør: Det er de ansatte, der skal være fleksible. Det er sådan nogle som JER Det er sådan nogle som MIG Det er OS, der skal være fleksible. Det er OS, der skal gå med til, at vores pauser måske bliver lidt kortere. Det er OS, der skal gå med til, at arbejdstiderne måske bliver lidt længere. Det er OS, der skal gå med til at betale vores transport. Det er OS, der skal gå med til, at værnereglerne mod social dumping bliver forringet. Osv. osv. osv. STYRKE TIL MERE 3
Så NEJ, det er ikke arbejdsgiverne, der skal være fleksible. Det er hverken noget med at kunne gå tidligere hjem nogle dage, hvis man har behov for dét eller noget med at kunne få dækket lidt mere af sin transport til og fra arbejde. Neeeeej, den slags taler vi ikke om. Så til Tekniqs ønsker om såkaldt fleksibilitet fra vores side der sagde vi selvfølgelig nej. Og det gjorde Blik og Rør selvfølgelig også. Og hvis dét, at vi siger nej til at forringe vores medlemmernes rettigheder hvis dét betyder, at Max og jeg hører hjemme på Arbejdermuseet hvilket museum hører Søren Skræddergaard og Niels-Jørgen Hansen så hjemme på? For ledelsesretten den er jo meget ældre end vores arbejderrettigheder. Ledelsesretten kom godt nok først på papir i 1899 men den fandtes jo længe inden da. Ja, ledelsesretten er mange hundrede år ældre end vores aftalesystem på arbejdsmarkedet. Så måske ledelsesretten i virkeligheden hører hjemme på et museum. Nærmere bestemt på Frilandsmuseet. Flere af de gårde, der ligger ovre på Frilandsmuseet de stammer jo fra tiden før Stavnbåndets ophævelse. Ja, de stammer fra en tid, hvor herremændene havde SÅ stærk en ledelsesret at de kunne ride rundt og piske de bønderkarle som de ikke syntes arbejdede hårdt nok. Så måske skulle formanden og direktøren søge om lov til at flytte ind i én af de gamle gårde, der ligger oppe på Frilandsmuseet. Ja, de ville nok føle sig bedre tilpas på et museum, end Max og jeg ville. Dét tror jeg. Så med andre ord: Jeg er faktisk ret stolt af at blive kaldt ufleksibel. Ja, jeg er faktisk ret stolt af at vi ikke går med til frivilligt at forringe vores medlemmers løn og arbejdsvilkår. Så dét, at jeg bli r kaldt for ufleksibel det er jo i virkeligheden udtryk for at Dansk El-forbund har haft succes. Succes med at fastholde og beskytte sine medlemmers interesser ved de seneste overenskomstforhandlinger. Og lad mig så lige slå fast at det jo ikke bare er formanden, der står fast Nej det er hele vores forhandlingsudvalg, der står fast. Selvfølgelig bakket op af HB. Og det synes jeg også, at I skal være stolte af. S å t a k f o r d é t! Faktisk har vi stået så fast at Tekniq på deres generalforsamling i foråret efter OK-forhandlingerne luftede nogle mærkelige tanker. Nogle meget u-danske tanker. Nogle meget lidt dansk model-agtige tanker: 4 STYRKE TIL MERE
Ja, Skræddergaard og co. forestiller sig nemlig. at virksomheder fremover kunne blive medlemmer af deres arbejdsgiverorganisation Tekniq. uden at være dækket af overenskomsten. Aha! Ja så! De overenskomster, som forbundene forhandler på plads med Tekniq de skulle altså kun gælde for nogle af Tekniqs medlemsvirksomheder. En sådan ordning ville være del af en såkaldt modernisering. Ja, i Tekniq taler de nemlig om fleksibilitet og modernisering som nogle rimelige forventninger at have til os fagforbund. Modernisering betyder i Tekniqs ordbog at man ser bort fra, at overenskomsten er en bindende aftale for alle. Ja, det skal nemlig være muligt at tilpasse overenskomstens krav til individuelle forhold. Og med individuelle forhold mener de altså at der kan være virksomheder, der ikke liiiiige har mulighed for at leve op til alle overenskomstens krav. Og dét må man ha forståelse for. Og dét må vores medlemmer acceptere. Kære Tekniq! Hvorfor skulle vi dog ofre tid og energi på at sidde og forhandle overenskomst med jer hvis I mener, at I alligevel kan sige til nogle af jeres medlemsvirksomheder: I behøver da ikke en overenskomst! Så kan I også meget bedre løndumpe lidt hist og fyre lidt pist! Jeg gad i øvrigt godt vide, hvad Tekniq-virksomheder med OK synes om, at ANDRE i samme forening skal ha det meget billigere. Sådan helt uden OK. Dét er vel næppe et udtryk for fair konkurrence selv ikke for en arbejdsgiver. Nej, helt ærligt: Hvad ville formålet være med at ha nogle aftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere hvis det skulle være muligt for en virksomhedsejer at sige: I lige netop dét her projekt bliver vi nødt til at se stort på retten til frokostpause. Og det må I ansatte altså finde jer i? Så når Tekniq bruger ordene modernisering og fleksibilitet så skal man altså være på vagt. For det er dé her ting, der reelt ligger i det. Så, kære venner, lad os sammen fortsætte med at være rigtig rigtig ufleksible. Ja, lad os sammen være rigtig rigtig umoderne. For reelt betyder dét jo: Lad os stå fast på vores medlemmers rettigheder. Lad os kæmpe for vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Og lad mig så i øvrigt runde dette emne af ved at sige: At ligesom Tekniq kan stille krav om, at VI repræsenterer alle elektrikere så må vi ku stille krav om, at Tekniq repræsenterer alle virksomheder. Kort sagt: Elektrikeroverenskomsten kommer til at omfatte alle virksomheder, der er medlemmer af Tekniq. STYRKE TIL MERE 5
Og er der nogen der mener sig fritaget for OK en så ruller vi de røde faner ud. Selvfølgelig gør vi dét! Hermed har jeg selvfølgelig ikke fortalt hele historien om OK 12 og OK 14. På andre områder kom vi jo faktisk meget godt ud af det med Tekniq. Og jeg synes da også, at vi fik flere udmærkede resultater med hjem fra forhandlingsbordet. Og OK-forhandlinger handler jo netop om at skabe resultater for sine medlemmer. Og noget af det, medlemmerne har sat stor pris på dét har været, at vi fik fordoblet den indbetaling, der skal ske på vores medlemmers frit-valgs-konto. Dvs., at hvor vores elektrikere hidtil har fået 1%... Der vil de inden næste overenskomstforhandling i 2017 få 2%. Dvs. hvor de tidligere fik 3.100 kr der får de nu 6.200 kr. Rare penge, som de frit kan vælge at bruge på alt lige fra pension til tant og fjas. Og udover dét så glædede jeg mig over, at det omsider lykkedes at få arbejdsgiverne til at betale for ophold på skolehjem. Hidtil har det jo været vores lærlinge, der selv skulle betale for dét. Det er det ikke længere!! Så kom ikke her og sig, at udholdenhed ikke betaler sig. For hvornår var det nu lige at vi i Dansk El-forbund FØRSTE gang fremsatte dette krav til arbejdsgiverne? Ja, det var i hvert fald allerede et krav dengang, jeg var lærlingeformand i 70 erne. Så kravet går altså længere tilbage. HVOR meget længere, er der måske nogen af jer her i salen, der kan huske. Så mens vi nu ER ved det langsigtede og det med tålmodigheden så skal jeg også sige, at vi har holdt 10 års jubilæum for vores akkordsystem, EBA. Som I ved fra overenskomsten så skulle vores nye akkordsystem være trådt i kraft d. 1. oktober. altså for tre uger siden Det er det ikke. Det er udsat til d. 1. december. 2014 forstås. Men IKKE pga. OS! Vi har knoklet for at få det færdigt til tiden. Men arbejdsgiverne har - som man siger herovre i det jyske - træneret det. de har trukket det i langdrag. Underligt nok egentlig. For de har jo ellers sagt, at de gerne vil øge deres produktivitet. Men ude på arbejdspladserne, der hører vi at arbejdsgiverne forsøger at gå uden om akkord. Dét skal vi ha en seriøs diskussion om. Og bare for at illustrere, hvad det er jeg taler om: I El-forbundet har vi gennemført flere kurser i det nye system for akkordsvendene men Tekniq har ikke gennemført é t e n e s t e. 6 STYRKE TIL MERE
De arbejdsgivere, der er så glade for produktivitet hvorfor Fanden er de så bange for akkordsystemet.? Men systemet KOMMER altså. Og det kommer den 1. december i år. Og mens vi er ved ting, der vedkommer vores lærlinge så vil jeg gerne nævne én anden ting. En ting, som jeg er glad for i OK14. Det er aftalen om flere lærepladser. Ja, flere lærepladser. Desværre ikke med Tekniq. Men vi fik et protokollat med i den aftale, som vi.sammen med Dansk Metal...indgik med DI og Mejeribrugets Arbejdsgiverforening. I dette protokollat står, at arbejdsgiversiden indgår uddannelsesaftaler for 10-12 lærlinge per kalenderår. Og dét vil de gøre fra og med næste årsskifte. Altså fra og med nytår. Og dét er faktisk som man siger herovre på Ålborg-egnen ikke så ringe endda. For 10-12 lærlinge per år det er faktisk mere end en fordobling af det nuværende antal. Så her ser jeg hvis jeg nu igen skal være lidt jysk grund til en forsigtig optimisme. Med al respekt, så er mejeriforeningen ikke landets største arbejdsgiverforening men eksemplet er stærkt. Så jeg ser med en vis optimisme på, at antallet af lærlingeaftaler igen er begyndt at stige. Men altså, kære venner Alle rapporter siger, at vi får mangel på faglært arbejdskraft så se nu at gi de lærlinge en rigtig læreplads. Kære Tekniq Kære DI Kære arbejdsgivere Den bedste uddannelse, man kan få det ER og BLI R at være ude i en virksomhed. Så se nu at ta nogle flere lærlinge ind. Det ER og BLI R det bedste: - For lærlingene - For virksomhederne - Og for samfundet. Så OK-forhandlinger de handler om at få resultater med hjem til vores medlemmer. - Dét kræver tålmodighed. - Dét kræver et langt perspektiv. Her tænker jeg også på de små forhøjelser af forskellige satser, vi får År for år. Jeg véd godt, det tit er decimaler, det handler om men mange bække små gør en stor å. F.eks. var der ikke mange, der havde andet end skuldertræk til overs for de 0.9 %, vi fik i arbejdsmarkedspension tilbage i 1992. Det var dengang, vi fik forhandlet princippet om arbejdsmarkedspension igennem. STYRKE TIL MERE 7
Men i dag er den faktisk nået helt op på 12 %. Det er da immervæk en smule. Rom blev ikke bygget på en dag. Heller ikke vores goder. Men de forøger sig langsomt. Endelig vil jeg nævne, at VEL fik vi IKKE kædeansvar skrevet ind i vores overenskomst. Det er nu også et nyt princip, som vi skal kæmpe for men det skal nok komme. Til gengæld fik vi nogle andre muligheder for at bekæmpe social dumping. Vi har bl.a. fået nogle markant forbedrede muligheder for indblik i virksomhedernes brug af udenlandsk arbejdskraft. I 2012-overenskomsten fik vi skrevet ind, at virksomhederne ikke må bruge falske selvstændige. Og f.eks. har vi nu ret til at få oplyst CVR-numre på underentreprenører. Og vi har ret til at få oplyst hvilke overenskomster, disse underentreprenører måtte være omfattet af. Vi får altså på den her måde bedre mulighed for at køre fagretlige sager om løndumping. Og sammen med de værktøjer, vi allerede har, så kan man sige, at vi efterhånden har en ret lang stribe af håndtag, vi kan dreje på. Kort sagt: Det bliver sværere for virksomhederne at snyde. Dét betyder selvfølgelig ikke, at virksomhederne vil holde op med at prøve. Så der vil stadig være brug for en stærk overenskomst og en stærk fagforening. En stærk fagforening, der har s t y r k e t i l m e r e. For som vores slogan til den her kongres rigtigt understreger så HAR man STYRKE TIL MERE når man forener sine kræfter. Nu vil jeg ta fat på noget andet. Noget, jeg ved ligger jer meget på sinde. Nemlig respekten for vores fag. Men for at undgå, at jeg skal gennemgå det her på en tung og teknisk måde Ja, så jeg har valgt at gøre det lidt anderledes denne gang. Så her kommer fortællingen om: Ministeren, økonomerne og den lov, de kaldte for L 35. Der var engang et lille land mod nord. Og i dette lille land havde man længe talt om, at det gik temmelig skidt. Der var endda nogle, der brugte ordet krise. Dem kaldte man økonomer. Og de havde gået på universitetet. Og nogle gange blev økonomerne kaldt op på en grå borg. som lå midt i det lille lands største by. Det var her, landets politikere holdt til. Politikerne vidste nemlig ikke altid, hvad de skulle stille op. Og når man ikke ved, hvad man skal stille op så er det godt at ha nogen at tale med. Men så en dag blev politikerne grundigt kede af, at de uafladeligt måtte ha besøg af disse økonomer. 8 STYRKE TIL MERE
Og så var det, at én af politikerne fik en lys idé: Hør engang! Skulle vi ikke sige til alle vores rådgivere, at de skal mødes? Ja, skulle vi ikke samle alle disse økonomer på ét sted? Så kan de sidde og tale med hinanden! I stedet for, at de hele tiden skal komme herop og tale med os! Og når de så er blevet enige så kan de sende os et stykke papir, hvor der står, hvad vi skal gøre. Og for at ingen skal se ned på os fordi vi får råd af dem så kalder vi dem noget fint. Jeg foreslår ordet kommission. - Det var dog en ganske mageløs god idé!, sagde en anden. Ja, en tredje mente endda, at det var magnifique!. Og således blev de alle enige. Og da holdt den øverste af politikerne en lang tale for alle i det lille land. Og i denne tale blev det meddelt folket at nu ville man få et råd. Ja, ligefrem en kommission. Og i denne kommission skulle sidde de mænd, som kendte meget til tal og ligeledes de mænd, der forstod at tale om penge. Og endda også nogle kvinder der vidste, hvordan man fik penge og politik til at passe sammen. Nogle var økonomer. Nogle ejede en fabrik eller to. Og nogle var der alene fordi de også sad i andre råd. Da gik der nogen tid. Men så en dag forlød det at rådet var færdigt. Alle folkene i rådet havde nemlig fået sagt alt dét, de ville. Nu skulle det blive spændende at høre, hvad man var blevet enig om. Ja, på den grå borgs gange var der en hvisken og en tisken. Og endelig ankom da en tung kuvert til det kontor, hvor den vigtigste af politikerne sad. Den højeste minister. Længe sad ministeren med hovedet bøjet over alle de mange papirer, som gled ud af den tunge kuvert. Og omsider fandt ministeren da et stykke papir, hvorpå der ikke stod så meget, som der stod på de andre papirer. Nej, faktisk stod der ikke mere end fem ord. Ministeren åndede lettede op og ministeren læste højt for sig selv: Konklusion: gør det hele frit. Gør det hele frit!, gentog ministeren for sig selv. Det var da en dejlig sætning! Så nem! Så køn! Så rigtig den lyder!, Det var længe siden, ministeren havde smilet så meget. STYRKE TIL MERE 9
Og snart blev det blandt alle den grå borgs politikere den højeste mode at gentage denne sætning, som rådet havde fundet på. Så hvad end man skulle træffe beslutninger om - Plejen af syge - Salget af piller til de syge - Forsyningen af varme til folks huse - Eller driften af fly, tog og busser så var svaret det samme: Gør det hele frit! Og snart var alting i opbrud i det lille land. Man så ting ske, man aldrig før havde set: - købmænd og kioskdamer, der solgte piller til de syge - bagerjomfruer, der udleverede pakkepost til dem, der aldrig var hjemme - rengøringskoner, der blev besøgsvenner hos de gamle - gule forsikringsselskaber, der kaldte sig fagforeninger - forretningsfolk fra Amerika, der kaldte sig DONG og bestemte over varmen i folks huse - indere i England, man kunne ringe til for at høre, hvordan man skulle samle sin danske støvsuger. Og sådan kunne jeg blive ved. De gamle grænser mellem tingene fandtes ikke længere. For alt i det lille land var gjort frit. Så en dag kom en høj embedsmand ind på den højeste ministers kontor med et papir i hånden. Hvad er nu dét?, spurgte ministeren og tog papiret. Ministeren læste: Oplæg til lovforslag om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet. Det lyder da forfærdelig indviklet, udbrød ministeren. Hvad betyder dét? Embedsmanden svarede: Jo, ser De, ærede minister Det siges, at man kunne bygge mere i vort lille land. Ja, altså hvis man ikke behøvede være så dygtig til dét med kablerne. Og det siges, at man kunne bygge ENDNU mere hvis man heller ikke behøvede være så dygtig til det der med at GODKENDE kablerne. Ministeren blev utålmodig: Sig mig, hvorfor i alverden opholder de mig med sådanne ligegyldigheder? De kender jo allerede svaret på samtlige spørgsmål: Gør det hele frit! Så alt det her med kabler og godkendelser af kabler det skal selvfølgelig også gøres frit! Embedsmanden indvendte forsigtigt: Det er jeg indforstået med, ærede minister, men ser De vi har modtaget ganske mange protester i denne sag. Herunder også protester fra dem, der arbejder med kabler. De siger, det er farligt at gøre dette område frit. Ja, de siger tilmed, at folk kan miste livet af det. Ministeren var nu blevet SÅ rød i hovedet, at ministeren måtte tale ganske højt: 10 STYRKE TIL MERE
Jeg finder det virkelig rørende, at De bekymrer dem så meget om, hvad disse kabel-folk mener. Men nu skal jeg sige Dem en ting: Det kan godt være, at jeg tilhører et arbejderparti. Men det betyder sandelig ikke, at jeg lytter til folk, der arbejder. Og dét burde De vide! For sådan har det været i flere år nu! Og derfor behøver jeg sandelig heller ikke lytte til folk, der arbejder med kabler! Men minister indvendte embedsmanden. Det er ikke kun dem, der arbejder med kabler, som siger, det er farligt Der er også en såkaldt uvildig ekspert, som kalder det farligt. Og en forening af husejere kalder det ligefrem hasarderet. Og alle disse mennesker og flere til ja, de ønsker en høring. En høring her på borgen endda. Så de vil ha en høring, vil de!, vrissede ministeren. Så giv dem da deres høring! De kan få lov til at sidde og høre løs på hinanden i timer, ka de. Men de skal ikke tro, JEG gider høre på dem. For man ved, hvad man ved. Og jeg ved, at svaret på alle problemer er: Gør det hele frit! Og sådan blev det. Med stor højtidelighed lod ministeren da indkalde til en høring. Og med stor højtidelighed optrådte ministerens kollega. For ministeren selv gad jo ikke komme. Ministerens kollega var Direktør for Sikkerhed. Og hun sagde til alle under høringen at alt ville blive ved med at være sikkert mht. kablerne. Ja, dét var både sikkert og vist. For selv om hendes kolleger i Styrelsen for Sikkerhed ikke selv arbejdede med kabler så kendte de lovene, der gjaldt for kabler. og de kendte reglerne for dem, der arbejder med kabler. Og det var jo det fineste. Men for at folk i det lille land ikke skulle blive bange så lovede Direktøren for Sikkerhed, at man fremover ville anbefale et lille kursus til dem, der gerne ville arbejde med kabler. For som ministeren havde sagt til Direktøren for Sikkerhed: Gør kurset kort meget kort! Det skal blot være et lille kursus. Ellers er der ingen, der gider ta det. Og som de betydningsfulde folk i rådet har sagt mig: SÅ svært kan det vel heller ikke være! Men direktøren VAR nu engang Direktør for Sikkerhed så hun havde spurgt ministeren: Hr. minister, jeg forbeholder mig ret til at mene at nogen burde godkende alle disse kabler. Hertil havde ministeren svaret: STYRKE TIL MERE 11
Bevares da altså hvis De finder den slags nødvendigt, direktør. Men nu bliver dette g o d k e n d e l - sesforetagende vel ikke alt for tidkrævende? Jeg har jo ladet mig fortælle af betydningsfulde folk i rådet at man helst ikke må vente for længe. Altså af hensyn til konkurrencen. Direktøren havde da oplyst, at det skam krævede to år at tage en uddannelse, der kvalificerede en til at godkende kabler. Men Direktøren kunne jo godt mærke, hvor utilfreds ministeren var med lange ventetider så Direktøren havde skyndt sig selv at foreslå ministeren en løsning på problemet. Hun havde da sagt til ministeren: Meeen, jeg vil foreslå Dem, at de overvejer en dispensation. DA var ministeren blevet såre fornøjet. En dispensation!!, havde ministeren sagt. Det lyder dog som en ganske mageløs klog og god idé! Det er sandelig ikke for ingenting, at de er Direktør! Bekendtgør endelig på Deres høring, at vi dispenserer. Oooooog nu, hvor vi ER i gang med at dispensere hvorfor så ikke også dispensere lidt fra den der forfærdelig lange uddannelse, hva, hr. Direktør? Direktøren smilede og gav da ministeren sin hånd til afsked: Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, minister, sagde hun og forlod ministerens kontor. Og således gik det til, at man i det lille land kunne bygge meget mere og meget hurtigere. Ja! Snart var både bagerjomfruer rengøringskoner købmænd og kioskejere buschauffører og indere fra England i færd med at føre kabler igennem det lille land. Og der var slet ingen, der protesterede. for ingen kunne se, hvor kablerne lå. De var nemlig gemt væk murede inde eller gravede ned. Så de, der havde taget Direktørens korte kursus i, hvordan man godkender kabler de stillede sig op over for: - de kabler, - de rør - og de ledninger som de ikke kunne se. Og mens de så stod over for disse kabler, rør og ledninger, som de ikke kunne se. ja, så sagde de: Det er magnifique! Det ser ganske mageløst dejligt ud! Og så løftede de hagen og næsen i sky alt i mens de med stor umage udtalte ordet: GODKENDT! 12 STYRKE TIL MERE
Se, dét var historien om, hvordan en autorisation blev til en del-autorisation. Om hvordan et lille kursus kom til at gøre det ud for en hel uddannelse. Og hvordan alt på den måde blev meget hurtigere. Men hvordan endte historien så? Ja se, kære venner, den er ikke skrevet færdig endnu. Så det véd vi ikke Heller ikke jeg ved det. Nej, selv ikke det høje råd ved det. Personligt er jeg dog frygtelig bange for at historien vil ende med bål og brand. El-brand for at være helt nøjagtig. Også selv om Direktøren for Sikkerhed har lovet noget andet. Og en anden del af historien ved vi med garanti godt hvordan ender. Ja, for selv om ministeren har sagt til alle politikerne oppe på den grå borg at hans nye autorisationslov KUN handlede om at lovliggøre alt det, der allerede foregår Altså at en tømrer eller en murer får lov til at trække nogle kabler i folks - køkkener, - garager - eller porte..mens de alligevel ER i gang derude - så er ministeren faktisk endt med at lovliggøre meget mere. Ja, dét der står i autorisationsloven nu det muliggør faktisk, at også udenlandske firmaer med ufaglært arbejdskraft kan komme op og trække kabler på Femern-forbindelsen. Og på de nye super-sygehuse. Ministeren har på den måde åbnet en hel ladeport for social dumping. Samtidig med, at han har åbnet en ladeport for nye brandfarlige installationer. Så ja, kære venner det ser ud til, at vi måske kommer til at miste en del opgaver til alverdens mærkelige firmaer, der bruger ufaglærte. Men til gengæld tror jeg godt, I kan regne med at når vi ses igen til kongres igen i 2018 så har vi fået masser af andre opgaver. Oprydningsopgaver. Opgaver, hvor vi skal ud og reparere alt det makværk, som vil blive lavet rundt om i landet. Og hvor mange mennesker, der vil være døde i el-brande til den tid det tør jeg slet ikke tænke på. Se, når jeg har valgt at bruge en del af min kongresberetning på at fortælle jer denne historie så er det fordi hele den tankegang, der ligger bag L35. Altså bag den nye autorisationslov. Det er den samme tankegang, der ligger bag flere skuffende beslutninger, vores regering har truffet. Ja, det er en tankegang, som får mig til at tænke på et citat af historikeren Henry Brooks Adams: Praktisk politik er kunsten at være ligeglad med fakta. STYRKE TIL MERE 13
Og Adams vidste, hvad han talte om for han var direkte efterkommer af hele to amerikanske præsidenter. I virkeligheden siger Adams-citatet det samme, som ministeren sagde før i min lille historie: Et arbejderparti behøver ikke lytte til dem, der arbejder. Og sådan er det blevet! For Socialdemokratiets ledelse har jo lyttet langt langt mindre til Fagbevægelsen end de har lyttet til EU-kommissionens økonomer. Ja, helt som historien viste, har vores regering lyttet langt langt mindre til os og til andre danske lønmodtagere end den har lyttet til de - vækstfora - vækstkommissioner - produktivitetskommissioner - globaliseringsråd - og hvad vi ellers har haft af liberalistisk dominerede rådsforsamlinger i det her land. Ja, for desværre har vores regering stort set overtaget dén borgerlige opfattelse, der dikterer: - at liberalisering af alt er vejen ud af en økonomisk krise. Men hov! Hvorfor opstod krisen overhovedet? Hvad var det nu lige, der udløste krisen? Var det ikke netop den der hyper-liberal finanspolitik, der udløste krisen? Var det ikke netop nogle politikere, der sagde: Gør det hele frit! Jo, da! Vel var det så! I banksektoren tog man endda denne frihed meget bogstaveligt. Så bogstaveligt, at frie spekulationer i alverdens værdipapirer og valutaer rystede hele verdensøkonomien. Det var da en frihed, hvis resultater var til at ta og føle på. Men altså alt dét...det er der tilsyneladende ingen, der har lært noget af. Og bestemt da ikke vores regering. De har for længst erstattet partibogen med EU-Kommissionens påbud om fri konkurrence på alle hylder. Ja, de har for længst erstattet arbejdersangbogens værdier med Vækstforums visioner. Og hvad bli r mon det næste? Skal det militære forsvar af Danmark også sendes i udbud? Det ender måske med, at danske kyster fremover skal forsvares af lavtlønnede litauiske lejesoldater At vores luftrum fremover skal beskyttes af dårligt uddannede discount-piloter fra Peru. Alene fordi det var dem, der gav Forsvarsministeriet det billigste bud på opgaven. Okay. Måske maler jeg trods alt Fanden på væggen. Men ikke helt uden grund. For vores Erhvervs- og Vækstministers stærkt liberalistisk inspirerede optræden i sagen om L35 14 STYRKE TIL MERE