MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

EUROPA-PARLAMENTET 2014-2019 Udvalget for Andragender 16.12.2014 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Vedr.: Andragende 0895/2011 af Anthony Webb, britisk statsborger, om afslag på ydelse til arbejdssøgende i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger i Finland 1. Sammendrag Dette andragende drejer sig om, hvorvidt Finland har gennemført forordning (EF) nr. 883/2004 korrekt og anvender den rigtigt. Den britiske andrager arbejdede som selvstændig fra juni til december 2010. Han meldte sig derefter som arbejdssøgende i januar 2011. Arbejdsformidlingen accepterede hans ansøgning, hvorimod de sociale myndigheder konsekvent fastholder, at han ikke opfylder kriterierne for fast bopæl, hvilket ser ud som en forskelsbehandling mellem fastboende finner og andre medlemsstaters borgere, som er flyttet til Finland. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 5. december 2011). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 216, stk. 6). 3. Kommissionens svar, modtaget den 16. marts 2012 Andrageren er en britisk statsborger, som har boet i Finland siden marts 2010, hvor han arbejdede som selvstændig fra juni til december 2010. Da han indstillede sine aktiviteter, meldte han sig som jobsøgende i Finland. Den finske socialsikringsmyndighed, KELA, har afvist at lade ham omfatte af det finske sociale sikringssystem og har konsekvent fastholdt, at han ikke opfylder kriterierne for fast bopæl, hvilket ser ud som en forskelsbehandling mellem fastboende finner og andre EU-borgere, som er flyttet til Finland. CM\1044179.doc PE485.953v03-00 Forenet i mangfoldighed

Kommissionens bemærkninger På baggrund af den første analyse ser det ud til, at finske borgere i henhold til den finske lov nr. 1573/1993 automatisk har ret til at blive omfattet af det finske sociale sikringssystem, når de vender tilbage eller ankommer til Finland, men at ikke-finske EU-borgere, som har bosat sig i Finland, skal opfylde yderligere betingelser. Kommissionen mener ikke, at en sådan bestemmelse er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, således som den fortolkes i Domstolens retspraksis om adgang til sociale sikringsydelser 1. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 forhindrer enhver i nationaliteten begrundet direkte eller indirekte forskelsbehandling fra den kompetente medlemsstats side. Det er etableret praksis i Kommissionen at rette kontakt til de relevante myndigheder i medlemsstaten med henblik på at indhente oplysninger om og finde løsninger på problemer. Kun på denne måde kan alle aspekter af den faktiske og juridiske situation blive belyst med henblik på at nå en fyldestgørende konklusion. Med dette mål for øje indledte Kommissionen i februar 2012 en procedure 2. De finske myndigheder har 10 uger til at svare Kommissionen. Konklusion På baggrund af den første analyse mener Kommissionen, at betingelserne for optagelse i det finske sociale sikringssystem i henhold til national lovgivning medfører forskelsbehandling mellem finner og andre EU-borgere. Kommissionen anmodede i februar 2012 de finske myndigheder om uden ophold at sikre, at forordning (EF) nr. 883/2004, og i særdeleshed princippet om ligebehandling, anvendes korrekt. Kommissionen vil på baggrund af svaret fra de finske myndigheder (som forventes ved udgangen af april 2012) beslutte, hvilke yderligere foranstaltninger der skal træffes. Idet Kommissionens foranstaltninger ikke kan erstatte eventuelle nødvendige retlige foranstaltninger på nationalt niveau med henblik på at beskytte borgernes rettigheder, opfordres andrageren til at sørge for ikke at overskride nogen relevante tidsfrister i henhold til de nationale procedurer. 4. Kommissionens svar (REV), modtaget den 28. september 2012 Kommissionen henvendte sig til de finske myndigheder med en officiel anmodning om oplysninger vedrørende den finske lovgivning. De finske myndigheders svar af 12. april 2012 indeholdt en detaljeret vurdering af andragerens sag og de nationale bestemmelser. Kommissionen har endvidere fået oplyst, at andrageren i mellemtiden har fået et KELA-kort og er blevet tilsluttet til den finske sociale sikringsordning pr. januar 2012. Med hensyn til den finske lovgivning, nærmere betegnet lov nr. 1573/1993, har social- og 1 Se sag C-90/97 Swaddling [1999] Sml. I-1075 og mutatis mutandis sag C-102/91 Knoch [1992] sml. I-4341 og sag 76/76 Di Paolo [1977] sml. 315. 2 For yderligere oplysninger henvises til: http://ec.europa.eu/eu_law/infringements/application_monitoring_en.htm. PE485.953v03-00 2/6 CM\1044179.doc

sundhedsministeriet fastslået, at en person, der flytter til Finland, ikke kan blive tilsluttet til den sociale sikringsordning på grundlag af finsk statsborgerskab. Selv for finske statsborgere, der kommer fra udlandet, kræves det, at den pågældendes hensigt om at bosætte sig permanent i landet skal påvises ved objektivt bekræftede forhold. Den nationale bestemmelse, i henhold til hvilken en person kan betragtes som værende flyttet permanent til Finland, hvis vedkommende er af "finsk herkomst", refererer til udlændinge af finsk herkomst, som boede i det tidligere Sovjetunionen, og som fik permanent opholdstilladelse, da de besluttede at flytte til Finland (ingriske finner). Disse personer er defineret i artikel 2, litra a), stk. 10, i gennemførelsesloven. Denne bestemmelse gælder derfor kun for et lille antal mennesker, som boede i det tidligere Sovjetunionen, men den indebærer en forskelsbehandling mellem finske og andre statsborgere. Med hensyn til andragerens status som arbejdstager og selvstændig i Finland må det erindres, at EU-lovgivningen på socialsikringsområdet kun vedrører koordineringen af medlemsstaternes sociale sikringsordninger. Det indebærer, at enhver medlemsstat frit kan fastsætte de nærmere retningslinjer for sin nationale sociale sikringsordning, herunder hvilke ydelser der skal leveres og på hvilke betingelser, hvordan disse ydelser beregnes, og hvor stor en ydelse der skal betales. EU-lovgivningen, særlig forordning (EF) nr. 883/2004, indeholder ingen bestemmelser om retten til sociale sikringsydelser, men fastslår kun fælles regler og principper, som skal overholdes af alle nationale myndigheder under anvendelse af den nationale lovgivning. Disse regler sikrer, at man ved anvendelsen af de forskellige nationale lovgivninger overholder de grundlæggende principper for ligebehandling og ikkediskrimination. Forordningen indeholder lovvalgsbestemmelser til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for den sociale sikring af personer, som flytter inden for EU. På baggrund af disse bestemmelser er arbejdstagere og selvstændige omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor de arbejder eller driver deres selvstændige virksomhed, mens ikke-erhvervsaktive personer er omfattet af lovgivningen i bopælsstaten. Forholdet mellem lovvalgsbestemmelserne i afsnit II og spørgsmålet om tilslutning fastslås i betragtning 17 a til forordning (EF) nr. 883/2004, hvor der står: "Når en medlemsstats lovgivning gælder for en person i henhold til afsnit II i denne forordning, bør betingelserne for at være tilsluttet ordningerne og berettiget til ydelser fastsættes i den kompetente medlemsstats lovgivning under iagttagelse af fællesskabslovgivningen." Det betyder, at det at være omfattet af socialsikringslovgivningen i en given medlemsstat på grundlag af lovvalgsbestemmelsen i forordningen ikke nødvendigvis indebærer en tilslutning til den pågældende medlemsstats sociale sikringsordning. Kravene for en tilslutning er fastlagt i lovgivningen om de forskellige ordninger i den pågældende stat. Dette var tilfældet i afgørelsen om andragerens ansøgning om tilslutning for den periode, hvor han arbejdede som selvstændig. I henhold til loven om pension for selvstændige (nr. 1272/2006) er selvstændige selv ansvarlige for at oprette deres egne lovbestemte pensioner. Selv om andrageren arbejdede som CM\1044179.doc 3/6 PE485.953v03-00

selvstændig i Finland mellem juni og december 2010, opfyldte han ikke kravene i socialsikringslovgivningen for selvstændige, som er fastlagt i denne lov, eftersom han ikke havde nogen forsikring i overensstemmelse med loven om pension for selvstændige. Han var følgelig ikke tilsluttet til den sociale sikringsordning som selvstændig erhvervsdrivende. Med hensyn til KELA's afgørelse vedrørende andragerens ophold i Finland har de finske myndigheder truffet en skønsmæssig beslutning under hensyntagen til de samlede omstændigheder. KELA's samlede vurdering fra december 2010 konkluderes det, at andrageren på tidspunktet for andragendet ikke kunne betragtes som permanent bosat i Finland på grundlag af de samlede omstændigheder, såsom aktivitetens karakter, familietilknytning og opholdets varighed. Situationen kan eventuelt blive vurderet igen på et senere tidspunkt, når tilknytningen til Finland ud fra en samlet vurdering er begyndt at blive stærkere end tilknytningen til en anden medlemsstat. I den forbindelse kræves det i EU-lovgivningen om koordinering af de sociale sikringsordninger, dvs. forordning (EF) nr. 883/2004 og 987/2009, at de nationale myndigheder træffer afgørelse om en persons sædvanlige opholdssted fra sag til sag. En sådan verificering af det sædvanlige opholdssted skal foretages af de nationale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt af Domstolen (sag C-90/97 Swaddling [1999] Sml. I-1075, præmis 29). Det kræver overvejelse af alle faktiske omstændigheder, såsom aktivitetens karakter (f.eks. en arbejdskontrakts stabilitet og varighed, familiestatus og -tilknytning, udøvelse af ulønnet aktivitet, indkomstkilde, boligsituation, den pågældendes hensigt). Endelig rejste andrageren spørgsmålet om tilskud til et finskkursus. Kursustilskuddet er en social bistandsydelse, som ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 883/2004. I henhold til artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF er medlemsstaterne ikke forpligtet til at yde social bistand i de første tre måneder af et ophold. Denne periode kan forlænges for jobsøgende og ikke-erhvervsaktive borgere, som endnu ikke har opnået opholdstilladelse i Finland på grundlag af direktiv 2004/38/EF. I henhold til artikel 13 i direktiv 2004/38/EF er retten til ophold betinget af, at de pågældende kan godtgøre, at de er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller at de råder over tilstrækkelige midler til sig selv og deres familiemedlemmer, således at deres ophold ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system i opholdsperioden, og at de har en sygeforsikring i værtsmedlemsstaten, der dækker alle risici, eller at de i værtsmedlemsstaten har status som familiemedlem til en person, der opfylder disse krav. Selv om medlemsstaterne ikke kan forhindre en person i at opholde sig på deres område, kan de i de første år af et ophold begrænse adgangen til sociale ydelser, eftersom det forventes, at personer, som ikke arbejder, råder over tilstrækkelige midler og sygeforsikring, således at de ikke anvender offentlige midler i værtsmedlemsstaten. Betingelserne kan være endnu strengere for studiestøtte, som medlemsstaterne i henhold til direktiv 2004/38/EF ikke er forpligtet til at yde til personer, som ikke har tidsubegrænset ophold i den pågældende medlemsstat. Retten til tidsubegrænset ophold erhverves i henhold til direktivet, når en person har opholdt sig i værtslandet i en uafbrudt periode på fem år. PE485.953v03-00 4/6 CM\1044179.doc

Konklusion Kommissionen finder ikke, at de nationale bestemmelser udgør et brud på EU-lovgivningen. Med hensyn til andragerens vurdering af det sædvanlige opholdssted kan Kommissionen ikke undersøge de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for de nationale institutioners konklusioner vedrørende registrering af enkeltpersoners opholdssted. Disse spørgsmål kræver en undersøgelse af de relevante faktiske omstændigheder, og denne skal foretages af den nationale myndighed eller domstol. Hvis andrageren mener, at de faktiske omstændigheder i hans sag ikke blev vurderet korrekt af KELA under udøvelsen af dennes skønsmæssige beføjelser, skal han henvende sig til de nationale administrative og retslige institutioner. Andrageren rådes derfor til at efterkomme alle relevante tidsfrister for at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med de nationale procedurer. 5. Kommissionens svar (REV II), modtaget den 16. december 2014 Andrageren fremsendte med sine emails af 3. og 8. oktober 2012 to nye klager vedrørende, for det første, tærsklen for betaling af socialsikring i Finland og, for det andet, en privat arbejdsgivers adfærd. Andrageren klager navnlig over, at han ikke var forsikret i den sociale sikringsordning, fordi hans indkomst lå under mindsteindkomsttærsklen, og fordi det tilskud, han modtog, ikke blev behandlet som erhvervsindkomst. Han klager over, at en privat arbejdsgiver stillede et krav om kendskab til finsk i forbindelse med et job som avisbud mellem kl. 2 og 7 om morgenen. Med hensyn til andragerens første punkt vedrørende den kendsgerning, at han ikke var forsikret i socialsikringen i Finland på grund af mindsteindkomsttærsklen, må der mindes om, at EU-lovgivningen på socialsikringsområdet kun vedrører koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsordninger. Det indebærer, at enhver medlemsstat frit kan fastsætte de nærmere retningslinjer for sin egen sociale sikringsordning, herunder hvilke ydelser der gives og på hvilke betingelser, hvordan disse ydelser beregnes, og hvilke bidrag der skal betales. Det er op til den nationale lovgivning at fastsætte, fra hvilken tærskel der skal betales socialsikringsbidrag. På samme måde er skattelovgivningen i EU ikke harmoniseret, og det fastsættes i den nationale lovgivning, under hensyntagen til princippet om ikkeforskelsbehandling, hvad der skal betragtes som erhvervsindkomst og privatindkomst. For så vidt angår det andet punkt om sprogkrav, anerkendes det i artikel 3, stk. 2, i forordning (EU) Nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, at arbejdstagere har mulighed for at stille krav om sprogkundskaber af hensyn til den tilbudte stillings særlige karakter. Den Europæiske Unions Domstol (sag C-379/87 ECLI:EU:C:1989:599) har imidlertid understreget, at denne bestemmelse er en undtagelse fra princippet om lige behandling og bør fortolkes restriktivt: der kan kun stilles sprogkrav, hvor det er rimeligt og nødvendigt af hensyn til den tilbudte stillings særlige karakter. Det kan fremføres som argument, at kendskab til finsk ikke er nødvendigt for at dele aviser ud. Andrageren klager imidlertid over et privat firmas sprogkrav og mulige forkerte anvendelse af EU-retten. Kommissionen har ingen beføjelser til at gribe ind i forbindelse med private parters foranstaltninger på området for arbejdstagernes frie bevægelighed. Det tilrådes andrageren at indgive sin potentielle klage via nationale domstoler og ved hjælp af nationale CM\1044179.doc 5/6 PE485.953v03-00

procedurer. Konklusion Kommissionen mener ikke, at den kendsgerning, at andrageren ikke kunne forsikres i socialsikringen i Finland er en overtrædelse af EU-retten. For så vidt angår sprogkravene, er det muligt, at den private arbejdsgivers krav om kendskab til finsk ikke var i overensstemmelse med bestemmelserne i EU-retten. Kommissionen kan imidlertid ikke håndhæve EU-bestemmelserne over for private arbejdsgivere, og andrageren tilskyndes derfor til at forfølge enhver klage i forbindelse hermed via nationale domstole eller ved hjælp af andre relevante nationale procedurer. PE485.953v03-00 6/6 CM\1044179.doc