HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 23. april 2014 Sag 120/2012 (2. afdeling) Topdanmark Forsikring A/S (advokat Line Marie Pedersen) mod A og B (advokat Mogens Moe, beskikket for begge) og Sag 158/2012 A og B (advokat Mogens Moe, beskikket for begge) mod C (advokat Thomas Dall Jensen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 29. marts 2012. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Vibeke Rønne, Michael Rekling og Lars Apostoli. Påstande Appellanten i sag 120/2012, Topdanmark Forsikring A/S, har påstået frifindelse.
- 2 - De indstævnte, A og B, har påstået stadfæstelse. Appellanterne i sag 158/2012, A og B, har gentaget deres påstande. Indstævnte, C, har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling I en udskrift af 11. oktober 2001 fra Miljøstyrelsens hjemmeside hedder det bl.a.: Private olietanke I løbet af år 2000 modtager 400.000 danske villaejere pjecen Få din olietank miljøtjekket. Målet er at følge de nye miljøregler for olietanke helt til dørs, så forurening med fyringsolie undgås. Pjece leveret ved døren Samtlige villaejere, der varmer deres bolig op med fyringsolie, får i løbet af året besøg af deres skorstensfejer eller oliefyrsmontør og de har den nye pjece med. I den omtalte pjece fra Miljøstyrelsen er der anført følgende om olietanke, der er fremstillet af firmaet AJVA-Plast A/S: Pas på plasttanke af et bestemt mærke Hvis din tank er nedgravet, kugleformet og lavet af plast (polyethylen) og fremstillet af firmaet AJVA-PLAST A/S, skal du være særlig opmærksom. Der er forhøjet risiko for, at den forurener. Derfor skal den tages ud af brug og sløjfes inden en bestemt tidsfrist. Hovedkravet er, at AJVA-PLAST-tankene skal sløjfes senest 20 år efter, at de er blevet gravet ned dog tidligst 1. januar 2001. Er den kugleformede AJVA-PLAST tank på 2.500 liter, og har den et fabrikationsnummer mellem 1400 og 6800, er den allerede nu ulovlig. Og så skal tanken sløjfes straks. Vær opmærksom på, at der også findes kugleformede olietanke af glasfiber. Disse tanke er gode nok og skal derfor ikke sløjfes. I forbindelse med en tilsvarende oplysningskampagne i 2005 blev der udsendt en ny udgave af pjecen, der nu hed Tjek din olietank nye regler 2005. I denne udgave findes der bl.a. en omtale af den lovpligtige forsikringsordning, og under overskriften Ansvarsregler kan koste dyrt hedder det bl.a.: Hvis olietanken og rørsystemet ikke lever op til de fastsatte regler og krav, kan olieselskabets forsikringsselskab afvise at dække skaden. I så fald skal du selv betale for at få fjernet den forurening, der er opstået. Det er derfor vigtigt, at din olietank er i forsvarlig stand og lever op til kravene.
- 3 - Er du i tvivl, er det en god ide at kontakte din oliefyrstekniker eller skorstensfejer og få foretaget et tjek i forbindelse med det årlige besøg. Det koster cirka 100 kr. Under overskriften Din olietank kan blive for gammel er der bl.a. anført følgende i pjecen: De nye miljøregler skal sikre, at jord og drikkevand ikke forurenes med fyringsolie. Jo ældre en tank er, desto større risiko er der for et olieudslip. Derfor er der fastsat regler om sløjfningsterminer for de forskellige typer af tanke. Under overskriften Nedgravede plasttanke er der anført følgende i pjecen: Nedgravede kugleformede tanke lavet af plast (polyethylen) og fremstillet af firmaet AJVA-PLAST A/S, skal sløjfes senest 20 år efter nedgravningen. Der er ikke sat sløjfningsterminer for øvrige nedgravede plasttanke. For Højesteret er fremlagt Trundholm Kommunes folder den lille grønne fra 2005. Af folderen på 42 sider fremgår bl.a. følgende om villa-olietanke: Alle olietanke er omfattet af de nye miljøregler, som trådte i kraft fra 2000. Nedgravede kugleformede polyethylen tanke fra AJWA er ulovlige. Det er vigtigt, at ovennævnte krav er opfyldt af hensyn til forsikringen ved evt. olieforurening. Folderen har efter det oplyste eksisteret siden slutningen af 1990 erne, og den har altid været husstandsomdelt Forklaringer Ulla Iisager har supplerende forklaret bl.a., at når der blev udstedt regler om sløjfning af olietanke, blev de omtalt i en notits i Holbæk Amts Venstreblad. Hun er sikker på, at det blev nævnt, når der kom nye olietankbekendtgørelser. Hun kan dog ikke sige, hvornår en omtale af lige netop denne ændring har været bragt. Hun har ikke beskæftiget sig med ejendomshandler siden 2001 og har heller ikke efterfølgende holdt lokalaviserne. Hun kender den lille grønne fra Trundholm Kommune. En række af de tidligere kommuner udgav en tilsvarende pamflet. Den blev oprindeligt udsendt pr. post til alle borgere i Trundholm Kommune sammen med ejendomsskattebilletten, men bliver nu husstandsomdelt i Odsherred Kommune. Forespurgt om sin forklaring i landsretten, om at svaret fra kommunen må have været, at tanken først skulle sløjfes om 30, 40 eller 50 år, har hun forklaret, at kommunen svarede,
- 4 - at tanken ikke skulle sløjfes i henhold til seneste bekendtgørelse. Hun har selv deduceret sig frem til, at tanken så først skulle sløjfes i løbet af en årrække. B har supplerende forklaret bl.a., at han, inden deres olietank lækkede, ikke var klar over, at der gjaldt regler om sløjfningsterminer. Han og hans hustru læste lokalaviser, navnlig Holbæk Amts Venstreblad, og ugeaviser. De holdt dog ikke Holbæk Amts Venstreblad fast. En af ugeaviserne hed oprindeligt Odsherredskysten og hedder nu formentlig Det nye Odsherred. Han kender folderen den lille grønne fra Trundholm Kommune, som de har modtaget derhjemme. Forespurgt om afsnittet Villa-olietanke på s. 33 har han forklaret, at han ikke har læst dette afsnit. Han brugte folderen som opslagsværk om for eksempel åbningstider og afhentning af storskrald. Han har aldrig set husets byggesag hos kommunen, heller ikke da de ombyggede huset indvendigt. Det var der ikke behov for. Om sit samarbejde med oliefyrets servicetekniker har han forklaret, at de har haft den samme tekniker til servicering af fyret i hele den periode, de har ejet huset. De var aldrig hjemme, når han kom, og teknikeren foretog udbedringer og reparationer uden at spørge dem inden. Teknikeren kendte fyret fra tidligere ejer, og han har aldrig talt om olietanken eller advaret om, at en sløjfning af tanken skulle være nødvendig. Retsgrundlaget I den dagældende jordforureningslov, jf. lov nr. 370 af 2. juni 1999, hedder det bl.a.: 48. For olieforureninger, der konstateres efter en af miljø- og energiministeren nærmere fastsat dato, kan miljømyndigheden, jf. 39, uanset hvordan forureningen er sket, meddele ejere af olietanke, jf. stk. 3, påbud om afgivelse af oplysninger og udførelse af undersøgelser som omhandlet i 40, stk. 1, og om at fjerne den konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.
- 5-49. Ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter 48, stk. 1, jf. 48, stk. 3, skal være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne, jf. dog stk. 2, til miljømyndighedernes krav om undersøgelser og oprydning efter bestemmelsen i 48. Stk.2. Forsikringspligten omfatter ikke dækning af udgifter, hvor forureningen 1) er forårsaget forsætligt af tankejeren, 2) stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen, eller 3) skyldes, at leveringen af olie i tankejerens ejertid ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, indeholdt i bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods. Stk. 5. Forsikringen skal dække udgifter som nævnt i stk. 1 Viser udgiften til opfyldelse af et påbud, jf. 48, stk. 1, sig at ville overstige 2 mio. kr., skal forsikringsselskabet rette henvendelse til miljømyndigheden, for at denne kan godkende den del af projektet, der overstiger 2 mio. kr. Udgifter, der overstiger 2 mio. kr., skal betales af miljømyndigheden. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, L 183) er der bl.a. anført følgende (side 4303, side 4305-4308 og side 4312-4313): 1. Formålet med lovforslaget Det foreliggende lovforslag udgør grundlaget for en sammenhængende og styrket indsats mod jordforurening for at sikre vandforsyningen og befolkningens sundhed. Forslaget bygger på Jordforureningsudvalgets betænkning af 1. marts 1996. 3. Hovedelementer i lovforslaget 3.3.1 Indledning Forureneren betaler-princippet skal være det principielle udgangspunkt. Reglerne skal med respekt af retssikkerhedsmæssige hensyn minimere risikoen for, at der opstår situationer, hvor der ikke er mulighed for at påbyde nogen at foretage en oprydning. Reglerne skal tilskynde til en forsvarlig adfærd således, at der sikres en høj grad af miljøbeskyttelse. Reglerne skal være så enkle som mulige og egnede til at blive administreret i et decentralt myndighedssystem. 3.3.2 Spørgsmålet om en generel regulering af påbudsadgangen, der alene bygger på offentligretlige synspunkter Jordforureningsudvalgets overvejelser
- 6 - I udvalgets betænkning indgår (s. 104 ff.) følgende nærmere overvejelser om de nævnte spørgsmål: Erstatningsretlige principper Erstatningsretten er et grundlæggende princip til regulering af forholdet mellem en skadevolder og en skadelidt. Det heri indeholdte culpa-ansvar (uforsvarlighedsnormen) er udtryk for retssikkerhedsbetragtninger, der generelt medfører, at en skadevolder kun ifalder ansvar, hvis han har handlet uforsvarligt ud fra en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder, der førte til skaden. Der lægges således vægt på skadevolderens subjektive forhold. I de egentlige hændelige uheldstilfælde vil forureneren efter erstatningsretlige principper ikke kunne mødes med påbud, men der er i praksis tale om en meget vanskelig grænsedragning. Som typeeksempel kan nævnes nyere sager om utætte villatanke (tanke til fyringsolie), hvoraf mange tankejere efter erstatningsretlige principper ikke vil kunne påbydes at afværge en forurening. Udviklingen i retspraksis har medført, at mens forsikringsselskaberne tidligere som regel afholdt udgifterne til en oprensning efter utætte villatanke, afvises dette nu generelt. Som andre typeeksempler, hvor en forurener ikke vil kunne mødes med påbud, såfremt erstatningsretlige synspunkter lægges til grund, kan nævnes forureninger som følge af hærværk og brand, der opstår uden ejerens skyld. Konsekvenserne af at lade erstatningsretlige principper normere påbudsadgangen må forventes at blive, at myndighederne i en række tilfælde på forhånd opgiver overhovedet at fremsætte noget krav over for forureneren. Den nødvendige indsats må så betales af det offentlige. I de tilfælde, hvor myndighederne beslutter at meddele påbud, må der forventes en række retssager. Erfaringerne i dag viser således, at påbudsadressaten meget ofte påstår, at forureningen ikke skyldes uforsvarlig adfærd for eksempel i tæringsskadesagerne. Erstatningsretten er sædvanligvis et domstolsanliggende med inddragelse af advokater, bl.a. fordi denne som beskrevet ovenfor indeholder meget komplekse problemstillinger, som i høj grad beror på en vurdering af de konkrete forhold, bevisbyrderegler m.v. Sådanne vurderinger er fremmede i en offentligretlig regulering, hvis formål er at beskytte menneskers sundhed og miljøet, og vil derfor være et usædvanligt grundlag for miljømyndighedernes skønsmæssige afgørelser om påbud. Generelt må det nok konstateres, at miljøforvaltningerne ikke er egnede til at foretage disse vurderinger Lovforslaget Det er i overensstemmelse med flertallets anbefalinger i Jordforureningsudvalget nærværende lovforslags udgangspunkt, at den ovennævnte vurdering bør føre til, at reglerne udformes som offentligretlige regler.
- 7 - Det betyder, at det for påbudsadgangen skal være uden betydning, om de forskellige erstatningsretlige betingelser er opfyldt. De undersøgelses- og oprydningspåbud, som miljømyndighederne efter lovforslaget kan pålægge forureneren, er således udelukkende baseret på offentligretlige, særligt miljømæssige hensyn. Det er således alene hensynet til miljø i form af beskyttelse af drikkevandsressourcer, vandløbskvalitet mv. og til sundhed i form af beskyttelse af børn og voksne mod sundhedskadelige påvirkning fra forurenet jord, der kan begrunde et påbud efter lovforslaget. Civile erstatningsretlige overvejelser og hensyn er derimod administrationen af lovforslaget uvedkommende. 3.3.5 Forsikringsordninger Dog er udvidelsen af det ubetingede forureneransvar for ejere af ibrugværende villaolietanke, bortset fra enkelte områder, betinget af, at der kan opnås forsikringsdækning for ansvaret. Udgifterne til dette ubetingede forureneransvar for ejere af ibrugværende olietanke til parcelhuse foreslås således dækket af en forsikring. Først når forsikringsmulighederne foreligger, hvilket forventes at være 1. januar 2000, indføres pligten til at være dækket af en forsikring og det ubetingede forureneransvar udvides. Udgifter over 2. mio. kroner betales af det offentlige. Miljøstyrelsen forventer ikke, at der vil være sager over 2 mio. kroner. For så vidt angår forureninger, der er forårsaget ved forsætlige handlinger, samt situationer hvor installationerne, hvorfra forureningen stammer, ikke opfylder de offentlige forskrifter, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen eller i bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods, samt situationer, hvor levering af olie ikke er sket efter offentlige forskrifter, vil der imidlertid være et ubetinget forureneransvar, der ikke kan tegnes forsikring for. I de særlige bemærkninger til lovforslagets 48 og 49 (Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 4352-4356) hedder det bl.a.: Til 48 Med bestemmelsen i stk. 1 gives miljømyndighederne mulighed for at meddele den, der på tidspunktet for udstedelsen af et påbud efter 48 ejer den olietank, hvorfra forureningen antages at stamme fra, påbud om undersøgelser og foranstaltninger efter en jordforurening, forårsaget af en utæthed i eller spild i forbindelse med en olietank under 6000 liter, hvor 50% af det areal, der opvarmes af olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse.
- 8 - Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, og muligheden for at udstede påbud er således ikke betinget af, at myndighederne kan påvise en uforsvarlig adfærd hos tankejeren. Herved indføres der et ubetinget ansvar for oprydninger. Til 49 Med de i 48, stk. 1, foreslåede skærpede ansvarsregler er der mulighed for at få løst det problem, som olieforurening fra private villatanke udgør. Bestemmelsen i 49, stk. 1, fastslår en pligt for ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter 48, stk. 1, til at være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne til opfyldelse af påbud efter 48, stk. 1. Disse tanke er ikke omfattet af miljøerstatningsloven. Formålet med forsikringspligten er, at der skal være økonomisk dækning for tankejerens ansvar efter 48. Undtaget fra pligten til forsikringsdækning er dog forureninger, der er forårsaget ved forsætlige handlinger fra den nuværende tankejers side, samt situationer hvor tankejeren vidste eller burde vide, at installationerne, hvorfra forureningen stammer, ikke opfylder offentlige myndighedskrav, som fremgår af den til enhver tid gældende olietankbekendtgørelse, samt hvor leveringen af olie i den nuværende ejers ejertid ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, som fastsat i bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods. Baggrunden for, at de nævnte situationer ikke er pålagt en pligt til forsikringsdækning, er, at disse tilfælde efter praksis ikke kan forsikres. I disse situationer vil der således være et ansvar, der ikke kan tegnes forsikring for. Miljø- og Energiministeriet finder ikke, at der er særlige grunde, der taler for at undtage for det ubetingede ansvar i disse situationer, idet tankejeren i tilfælde af forsæt, samt hvor leveringen ikke er sket i overensstemmelse med offentlige forskrifter, kunne have undgået forureningen ved at undlade at udføre den forsætlige handling samt ved fx at undlade selv at påfylde sin olietank. For så vidt angår installationer på ejendommen må tankejeren gøre en indsats for at orientere sig om de faktiske forhold i forhold til tanken og sikre sig, at installationerne er lovlige, ligesom installationer løbende må vedligeholdes, så de opfylder de myndighedskrav, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen. Det er således en forudsætning i stk. 2, nr. 2, at tankejeren vidste eller burde vide, at de faktiske forhold omkring tanken ikke opfylder de krav, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen. Det er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at en tankejer, for at være orienteret om, hvorvidt en olietank er lovligt nedlagt, ikke skal grave ned omkring olietanken for at konstatere, om denne er nedlagt korrekt, eller om rørforbindelserne er udført i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav. Som et andet eksempel kan nævnes, at det må forventes, at tankejeren har en tankattest, og såfremt dette ikke er tilfældet, gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en sådan. Der vil dog formentlig kunne forekomme situationer, hvor tankejeren ikke er i
- 9 - stand til dette, hvis fx. producenten af tanken ikke længere eksisterer, og det ikke er muligt at fremskaffe en tankattest fra den tidligere ejer. Ligeledes kan det forventes, at en olietankejer undersøger, om tanken er anmeldt til tilsynsmyndigheden, og såfremt dette ikke er tilfældet, foretager en sådan anmeldelse. Det må ligeledes forventes, at en ejer af en nedgravet tank, hvor ejeren selv har fået installeret tanken før den 1. april 1970, sørger for at få sløjfet denne, med mindre tilsynsmyndigheden har givet tilladelse til fortsat brug af tanken. Af en ejer af en overjordisk tank kan det ligeledes forventes, at denne kontrollerer, at tanken ikke er placeret direkte på jordoverfladen, og såfremt dette er tilfældet, sørger for, at placeringen ændres. Har en tankejer gjort det, der med rimelighed kan forventes af ham, for at opnå en viden og dermed bringe sig i god tro om de faktiske forhold omkring tanken, skal der være forsikringsdækning, uanset det senere måtte vise sig, at de faktiske forhold forholder sig anderledes. Såfremt udgifterne til opfyldelse af et påbud overstiger 2 mio. kroner, vil der være et ubetinget ansvar, der ikke er omfattet af en forsikring. På baggrund heraf foreslås det, at miljømyndigheden skal dække det resterende beløb, såfremt udgifterne overstiger 2. mio. kroner. I øvrigt skal det bemærkes, at situationen formentlig næppe vil forekomme, da Miljøstyrelsen ikke har kendskab til, at udgifter til oprydning m.v. efter villaolietanke har oversteget 2 mio. kroner. Bekendtgørelsen om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines (olietankbekendtgørelsen) indeholder bl.a. reglerne om olietanke mv., som anvendes til opbevaring af fyringsolie. Bekendtgørelsen, som var gældende i 2000, hvor A og B købte ejendommen Søgårdssvinget 5, er bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999. I denne bekendtgørelse findes bl.a. følgende bestemmelser: 5. Ved tankattest forstås en attest, der indeholder en beskrivelse af tanken og en erklæring om, at den leverede tank er typegodkendt samt angivelse af fabrikantens navn og hjemsted, tanktype, tankens hovedmål, tankrumfang, fabrikationsnummer og år, samt typegodkendelsesnummer. 13. Ved salg eller anden overdragelse af en typegodkendt tank skal der medfølge en tankattest, der indeholder de oplysninger, der fremgår af 5....
- 10-30. Nedgravede kugleformede olietanke af polyethylen til olieprodukter produceret af firmaet AJVA-PLAST A/S skal tages ud af brug senest 20 år efter nedgravningen, dog tidligst 1. januar 2001, jf. dog Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 5. marts 1987 om sløjfning af visse olietanke. Det fremgår af den i olietankbekendtgørelsens 30 nævnte bekendtgørelse fra 1987, at visse AJVA-olietanke (med produktionsnumrene 1400 6800) skal sløjfes allerede 12 år efter nedgravningen. Tankattesten for den i sagen omhandlede AJVA-olietank viser, at den har produktionsnummer 10.016, og den er derfor ikke omfattet af bekendtgørelsen fra 1987. Olietankbekendtgørelsen, der var gældende, da utætheden opstod i sommeren 2007, er bekendtgørelse nr. 1641 af 13. december 2006. I denne bekendtgørelse hedder det bl.a.: 21. Ved salg eller anden overdragelse af en typegodkendt tank, skal der medfølge tankattest 39. Ejeren og brugeren skal opbevare et eksemplar af tankattesten 45. Ejeren skal sikre sig, at nedgravede kugleformede olietanke af polyethylen produceret af firmaet AJVA-PLAST A/S sløjfes senest 20 år efter nedgravningen. Højesterets begrundelse og resultat Fire dommere Lene Pagter Kristensen, Vibeke Rønne, Michael Rekling og Lars Apostoli udtaler: Topdanmark Forsikring A/S mod A og B (sag nr. 120/2012) Sagen angår, om olieforureningen på As og Bs ejendom er omfattet af forsikringsdækningen under den hos Topdanmark Forsikring A/S etablerede forsikringsordning for villaolietanke. Der er enighed om, at forureningen stammer fra en utæt olietank, og at der er tale om en nedgravet 2.500 liter kugleformet polyethylentank, produceret af firmaet AJVA-Plast A/S, som ifølge olietankbekendtgørelsen skulle have været sløjfet senest den 1. januar 2001. Der er endvidere enighed om, at utætheden og olieforureningen opstod i sommeren 2007. Ifølge forsikringsvilkårene dækker forsikringen ikke, når forureningen stammer fra installationer, som den sikrede vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen. Det er ubestridt, at A og B ikke vidste, at den nedgravede olietank på deres ejendom var ulovlig efter den 1. januar 2001. Spørgsmålet er, om de burde
- 11 - have vidst, at det var i strid med olietankbekendtgørelsen, at den ikke var sløjfet senest den 1. januar 2001. Vi finder, at forsikringsvilkårene skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser om forsikringspligt i jordforureningslovens 49, jf. herved at det i lovens forarbejder er forudsat, at der ikke kan tegnes forsikring for de situationer, som er undtaget fra forsikringspligten i medfør af lovens 49, stk. 2. Ifølge 49, stk. 2, nr. 2, omfatter forsikringspligten ikke forurening, der stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen. Af forarbejderne til 49, stk. 2, nr. 2, fremgår bl.a., at en tankejer må gøre en indsats for at orientere sig om de faktiske forhold i forhold til tanken og sikre sig, at installationerne er lovlige. Som eksempel herpå er nævnt, at det må forventes, at tankejeren har en tankattest, og såfremt dette ikke er tilfældet, gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en sådan, med henblik på at opnå en viden og dermed bringe sig i god tro om de faktiske forhold omkring tanken. Forpligtelsen til at have en tankattest fremgår endvidere af olietankbekendtgørelsen. Tankattesten viser olietankens art og fabrikat med videre, og uden viden herom er ejeren normalt også uden viden om, hvornår den skal sløjfes i henhold til reglerne i olietankbekendtgørelsen. Vi finder, at det herefter følger af jordforureningsloven, at det som udgangspunkt bør være en sædvanlig handlemåde for ejeren, at denne sørger for at være i besiddelse af en tankattest. Hvis olietanken ikke sløjfes inden for de frister, der følger af bekendtgørelsen, forøges risikoen for utæthed med forurening til følge. Vi finder derfor, at det er i god overensstemmelse med det i lovens forarbejder forudsatte forureneren betaler-princip og ønsket om tilskyndelse til forsvarlig adfærd samt enkle regler, at en aktiv indsats for at opnå viden om de faktiske forhold efter omstændighederne kan være en forudsætning for god tro. Fra det offentliges side er der i 2000 og i 2005 gennemført landsdækkende oplysningskampagner målrettet ejere af ejendomme med opvarmning fra eget oliefyr for at gøre ejerne bekendt med reglerne. Ved købet af ejendommen i sommeren 2000 vidste A og B, at de overtog en olietank, som var blevet nedgravet i 1979. De havde bistand af en advokat til berigtigelsen af handlen. De havde ikke anledning til at betvivle rigtigheden af de i skødet anførte oplysninger om tankens lov-
- 12 - lighed, og på dette tidspunkt var fristen for sløjfning af tanken i henhold til reglerne i olietankbekendtgørelsen da heller ikke udløbet endnu. Uanset forholdene på købstidspunktet var det imidlertid nødvendigt at skaffe sig yderligere viden om olietanken for at undgå senere overskridelse af sløjfningsterminerne i henhold til olietankbekendtgørelsen. A og B var ikke i besiddelse af tankattesten, og de gjorde ikke noget for at fremskaffe den eller for på anden måde at skaffe sig viden om de faktiske forhold omkring tanken. De kunne have fået tankattesten ved en henvendelse til kommunens tekniske forvaltning. Attesten viste, at der var tale om en 2.500 liter olietank af polyethylen fra firmaet AJVA-Plast A/S. Det er oplysninger, der ville give særlig anledning til yderligere undersøgelser, som ville have givet A og B viden om, at tanken skulle have været sløjfet senest den 1. januar 2001. På denne baggrund finder vi, at de i hvert fald nogen tid efter overtagelsen af ejendommen burde have vidst, at olietanken var af en type, som ifølge reglerne i olietankbekendtgørelsen skulle have været sløjfet inden den 1. januar 2001. Betingelserne for forsikringsdækning er derfor ikke opfyldt. Herefter stemmer vi for at tage Topdanmark Forsikring A/S påstand om frifindelse til følge. A og B mod C (sag nr. 158/2012) Sagen angår, om C er forpligtet til at erstatte As og Bs tab som følge af forureningsskaden helt eller delvist. Spørgsmålet er, om C burde have tilvejebragt tankattesten eller have gjort A og B opmærksom på reglerne om nedgravede olietanke i forbindelse med berigtigelsen af ejendomshandlen i sommeren 2000. Det fremgik af såvel BBR-ejermeddelelsen som det kommunale oplysningsskema, at der på ejendommen var en olietank, som var nedgravet i 1979. Denne oplysning blev også indføjet i skødets punkt 5. Olietankens fabrikat var ikke angivet, og tilvejebringelse af tankattesten enten fra sælger eller fra kommunen ville derfor være relevant for at fastslå, om der var tale om en AJVA-olietank af den type, som ifølge den dagældende olietankbekendtgørelse skulle sløjfes senest et halvt år efter As og Bs overtagelse af ejendommen. Vi finder, at der er tale om en oplysning af så væsentlig betydning for køberne af ejendommen, at C som berigtigende advokat burde have sørget for tilvejebringelse af tankattesten eller rådgivet sine klienter om at sørge for at tilvejebringe denne. Undladelsen heraf er en ansvarspådragende fejl, som efter vores opfattelse ikke er afhjulpet ved den telefoniske henvendelse til kommunen, som hans sekretær efter sin forklaring har foretaget.
- 13 - Ifølge den dagældende forældelseslov af 1908 var forældelsesfristen 5 år, jf. 1, stk. 1, nr. 1. Forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor erstatningskravet mod C kunne gøres gældende, jf. 2. Forældelsesfristen for erstatningskravet i anledning af advokatfejlen i 2000 var således udløbet i sommeren 2005, medmindre forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet i medfør af forældelseslovens 3 på grund af utilregnelig uvidenhed om advokatfejlen hos A og B. Erstatningssagen mod C blev anlagt den 16. juli 2009, og erstatnings-kravet er derfor forældet efter forældelsesloven af 1908, medmindre det godtgøres, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet indtil den 16. juli 2004. Vi finder, at A og B trods den manglende advokatrådgivning om sløjfning af olietanken i hvert fald inden den 16. juli 2004 burde have orienteret sig om de faktiske forhold i forbindelse med olietanken på ejendommen, og at kravet derfor er forældet efter 1908-loven. Forældelsesloven af 2007 trådte i kraft den 1. januar 2008, men indeholder en kortere forældelsesfrist end 1908-loven. På den baggrund finder vi, at et erstatningskrav mod C er forældet og stemmer for at frifinde ham og dermed stadfæste dommen i forhold til ham. Dommer Niels Grubbe udtaler: Problemet i denne sag er, om fjernelse af en olieforurening i 2007 fra en nedgravet villaolietank, der skulle have været sløjfet i 2001, skal betales af ejerne eller af Topdanmark under forsikringsordningen for villaolietanke. Denne pligt til at sløjfe en nedgravet olietank inden en bestemt termin gælder kun visse typer af olietanke af et bestemt fabrikat, og hovedspørgsmålet er, om ejerne burde vide, at olietanken var af en sådan type og derfor efter 2001 ikke længere opfyldte de offentlige forskrifter, jf. forsikringsbetingelserne, der i overensstemmelse med jordforureningslovens 49, stk. 2, nr. 2, undtager sådanne tilfælde fra forsikringsdækningen. Det er ubestridt, at ejerne ikke vidste dette. Omkostningerne til undersøgelse og fjernelse af forureningen samt genopretning af den hidtidige tilstand ifølge påbud efter jordforureningslovens 48 er ikke opgjort, men skønnes at udgøre op til ca. 5,2 mio. kr. Hvis der er forsikringsdækning, skal Topdanmark betale 2 mio. kr. heraf og miljømyndigheden resten, jf.
- 14 - jordforureningslovens dagældende 49, stk. 5; hvis der ikke er dækning, skal hele beløbet betales af ejerne. Bestemmelserne i jordforureningslovens 48 og 49 blev indført ved lov nr. 370 af 2. juni 1999. Ifølge 48 kan der meddeles påbud til olietankens ejer, uanset hvordan forureningen er sket. Påbud kan således meddeles, uanset om ejeren efter almindelige regler ville være erstatningsansvarlig for skaden og i givet fald for alle de påbudte foranstaltninger. Formålet hermed var at sikre, at oprensning og genopretning blev gennemført alene under hensyn til miljøet (se de almindelige bemærkninger til lovforslaget, Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, s. 4308 og 4309). Denne ordning med ubetinget ansvar for ejeren blev kombineret med og betinget af en obligatorisk forsikringsordning ifølge 49, der afdækkede det ubetingede ansvar, der som nævnt gik videre end et erstatningsansvar efter almindelige regler. Fra forsikringsdækningen blev der imidlertid undtaget tre tilfælde af forurening; nemlig tilfælde, hvor forureningen var forsætligt forårsaget af tankejeren, tilfælde, hvor den skyldtes olielevering til tankejeren i strid med offentlige forskrifter, og tilfælde, hvor den stammede fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfyldte offentlige forskrifter. Alle tre undtagelser angik tilfælde, der også efter hidtidige regler ville udløse erstatningsansvar. På denne baggrund er det min opfattelse, at udtrykket vidste eller burde vide må fortolkes snævert og i overensstemmelse med den sædvanlige forståelse af dette udtryk. Dette indebærer, at burde vide begrænses til situationer, hvor ejerens manglende viden skyldes usædvanlig handlemåde eller undladelse, og afgørelsen må bero på en samlet bedømmelse af forholdene, ikke på et enkelt kriterium. I lovforslagets særlige bemærkninger til 49 anføres, at det må forventes, at en tankejer, der ikke har en tankattest, gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en sådan. En sådan pligt til at gøre hvad der er muligt for at fremskaffe tankattesten er ikke fastsat i en udtrykkelig bestemmelse i jordforureningsloven eller tankbekendtgørelsen. En pligt til at gøre hvad der er muligt rækker videre end til at handle på en sædvanlig måde, som ikke kan bebrejdes tankejeren, og hvis pligten til om muligt at fremskaffe tankattesten bliver afgørende for afgørelsen om burde viden om installationens lovlighed, sker der ikke længere en samlet
- 15 - bedømmelse af forholdene. Hvis det bliver afgørende, om tankattesten kunne have været fremskaffet, vil tankejeren i realiteten såfremt tankattesten som sædvanligt rent faktisk eksisterer være undergivet et objektivt, ikke forsikringsdækket ansvar for olieforurening fra en olietank, der skulle have været sløjfet, idet han under alle omstændigheder stilles, som om han har tankattesten og på grundlag af den ved, om tanken er af en type, for hvilken der gælder en sløjfningstermin. Hvis man i ordlyden burde vide kan indlæse en pligt til at gøre hvad der er muligt for at skaffe viden, er det i øvrigt vanskeligt at se, hvorfor ordlyden ikke også skulle dække en pligt til hvis tankattesten ikke findes at grave ned for at konstatere tankens fabrikat og type, og så er ansvaret i det hele objektivt. I modsætning til de tilfælde, der beskrives i 49, stk. 2, nr. 1 og 3, vil nr. 2, læst som en pligt til at fremskaffe tankattesten, under alle omstændigheder indebære et ansvar for tankejeren, der rækker videre end det tidligere erstatningsansvar. Det er min opfattelse, at en sådan forståelse, der som denne sag viser kan have meget vidtgående konsekvenser for tankejeren, ikke har sikker dækning i ordlyden af 49, stk. 2, og er i strid med de overordnede overvejelser bag ordningen i 48 og 49. I overensstemmelse med almindelige forsikringsretlige principper, hvorefter den sikrede normalt ikke identificeres med sin rådgiver i henseende til f.eks. spørgsmål om fremkaldelse af forsikringsbegivenheden og manglende iagttagelse af pålagte forebyggende forholdsregler, er der efter min opfattelse ikke grundlag for at statuere identifikation mellem ejerne og deres berigtigende advokat, og en mulig forsømmelse fra advokatens side med hensyn til at skaffe viden kan derfor ikke tilregnes ejerne i relation til forsikringsdækningen. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten og som reelt er i overensstemmelse med Forsikringsankenævnets kendelse af 8. juni 2009 tiltræder jeg, at appellanterne hverken vidste eller burde vide, at olietanken ikke opfyldte kravene i olietankbekendtgørelsen, og stemmer derfor for at stadfæste dommen i forhold til Topdanmark. De landsdækkende kampagner for at gøre ejere af oliefyr bekendt med reglerne i olietankbekendtgørelsen kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat. Jeg har herefter ikke anledning til at tage stilling til et eventuelt erstatningsansvar for C og stemmer derfor også for at stadfæste dommen i forhold til ham. Afgørelsen træffes efter udfaldet af stemmeafgivningen.
- 16 - Samlet konklusion Højesteret frifinder Topdanmark Forsikring A/S og stadfæster dommen i forhold til C. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal A og B (deres retshjælpsforsikring), subsidiært statskassen, betale 724.469 kr. til Topdanmark Forsikring A/S, hvoraf 199.539 kr. er til dækning af udgifterne til syn og skøn, 500.000 kr. er til dækning af udgifter til advokat og 24.930 kr. er til dækning af retsafgift. I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B (deres retshjælpsforsikring), subsidiært statskassen, betale 200.000 kr. til C til dækning af udgifter til advokat. Thi kendes for ret: Topdanmark Forsikring A/S frifindes. I sagen mod C stadfæstes landsrettens dom. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal A og B (deres retshjælpsforsikring), subsidiært statskassen, betale 724.469 kr. til Topdanmark Forsikring A/S. I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B (deres retshjælpsforsikring), subsidiært statskassen, betale 200.000 kr. til C. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.