Prædiken til 2. Påskedag kl. 10.00 i Engesvang 2. påskedag 408 Nu ringer alle klokker 222 Opstanden er den Herre Krist 234 Som forårssolen 241 Tag det sorte kors fra graven Nadververs 478 v. 4 af Han står på randen af sin grav 245 Opstandne Herre du vil gå Og det er den discipel, der bekræfter alt, hvad der står her i bogen. Han har selv skrevet det. Og vi ved, at han fortæller sandheden. Sådan lyder nogle af de sidste linjer i Johannesevangeliet. Og netop hvad forfatter angår, er det det mærkeligste og mest mystiske af de fire evangelier, det eneste evangelium, hvor forfatterpersonen eller vil den historiske kritik sige, den påståede forfatterperson - har skrevet sig selv ind. Det har i mange år været en almindelig antagelse blandt toneangivende forskere, at Johannes er det yngste af de fire evangelier, skrevet mellem år 90 og år 100, altså en 20-30 år efter, at romernes havde jævnet Jerusalem med jorden. Og følgelig, at forfatteren ikke kan have levet samtidig med Jesus, men at det er et fortælleteknisk greb, at forfatterpersonen har skrevet sig selv ind flere steder og jo for fuld udblæsning her i
2. påskedags evangelium. Og tilmed fremhævet sig selv ganske vist i 3. person som den discipel, Jesus elskede. Men hvad nu hvis vi tænker os, at de her forskere har uret? Hvad vist Johannes evangeliet er langt ældre, end man antager? Dateringerne af evangelierne er jo et langt stykke henad vejen gætværk. Man har ikke meget andet at gå efter end at prøve at læse mellem linjerne og se, om evangelisten har skrevet nogle af sine egne problematikker ind i Jesus fortællingen som fx Jerusalems ødelæggelse, konkrete stridigheder i menighederne, forfølgelse. Men man ved så lidt om evangeliernes tilblivelse, det er et mørkt område af historien, og uanset hvad man anfører af teorier og gode argumenter, er og bliver dateringen af dem kvalificerede gætterier. For så vist kunne man ligeså godt tage Johannesevangeliet på ordet? Og læse det, som det, forfatteren hævder, det er: en fortælling fra én, der har gået sammen med Jesus på Gallilæas støvede veje? Som har smagt den ypperlige vin, Jesus lavede ud af vand ved brylluppet i Kana, som hørte og så, da Jesus sagde: Den af jer, som er ren, kan kaste den første sten. Som har set Jesus komme gående på Gallilæas sø og været med til at dele brød og fisk ud til folkemængden? Som har overværet utallige helbredelser og talt med Jesus mens de gik?
Hvad hvis vi tager Johannes på ordet? Og modsat den almindelige formodning antager, at Johannes ikke er yngst men ældst? Den første, der skrev? At han er et øjenvidne. Fuldstændig grebet ud af den blå luft er det ikke. Der er flere mærkværdigheder i dagens evangelium, som vækker undren, og som ingen af de tre andre evangelister har med. Men som faktisk ville give god mening, hvis det var en øjenvidneberetning. Den første mærkværdighed er det der kapløb til graven mellem den discipel, Jesus elskede som jeg altså går ud fra er identisk med forfatteren - og Peter. At der overhovedet fortælles om det. Det er jo ikke særlig centralt for hovedanliggende, at graven er tom, ja det står næsten i vejen for det. Hvorfor fortælle om det der kapløb? Hvad skal sådan en ligegyldig detalje til for? Det kunne afspejle kampe i den tidlige menighed om hvem, der skulle være leder og hvis teologi, der skulle vinde. Men der er ingen kilder, der giver Johannes lederskab eller en fremtrædende position i menigheden, så det giver ikke rigtig mening. Mere mening ville det give, at det var med, simpelthen fordi ham, der skrev, havde oplevet det?
Da Peter og Johannes ser ind graven, er det igen underligt detaljeret. Der fortælles indgående om, hvordan ligklæderne ligger. Stofstrimlerne ligger på jorden, men de, der har været over ansigtet, er rullet sammen og ligger for sig selv, hører vi. Og man kan atter undre sig over, hvorfor sådan en ligegyldig detalje er med, hvis ikke lige, det er fordi, den der har skrevet det, selv har set det. De andre tre evangelister fortæller ingenting om ligklæder. - - Hvad hvis dagens evangelium faktisk er en øjenvidneskildring af at komme ind i den tomme grav? Det er en stor og forunderlig tanke. Og der er endnu en grund til det, at den ikke er helt hen i vejret. Det er Maria Magdalene. Maria Magdalene har fået en stor plads i Johannes evangeliets slutning, og det var vel fordi hun var helt umulig at komme udenom, når man havde oplevet det hele og ville holde sig til sandheden. (Maria Magdalene er den eneste kvinde i evangelierne, der ikke bliver identificeret sin mand eller sin søn, og det er nok
fordi hun ikke har nogen af dele. Maria har navn efter sin hjemby, Magdala. Om Maria Magdalene ved man ikke meget andet, end at Jesus havde drevet syv dæmoner ud af hende, fortæller både Lukas og Markus. At hun skulle være identisk med den prostituerede, der salver Jesus i Simon den spedalskes hus kort før hans død, er der derimod intet belæg for i skriften. Men når Maria Magdalene, som havde været bindegal, er kronvidnet til Jesu opstandelse, den første, der ser ham i live, må det være fordi, det var sådan det var, hun var ikke til at komme udenom, hvis man skulle tale sandt. Selv om det mildest talt var usmart og ikke særlig befordrende for evangeliets udbredelse ikke bare at have en kvinde som kronvidne til Jesu opstandelse, men oven i købet at have én, der nærmest har været landskendt for at gå rundt og været tosset. Indtil hun mødte Jesus og blev helbredt. Og netop et øjenvidne kunne føle sig tvunget til at holde sig til virkeligheden i stedet for at tilsløre den en smule for den gode sags skyld, så det ikke hæmmede evangeliets udbredelse. - - Vi ved ingenting. Men jo mere jeg graver i det, desto mere tror jeg det er sandt, som Johannesevangeliets forfatter
skriver, Og det er den discipel, der bekræfter alt, hvad der står her i bogen. Han har selv skrevet det. Og vi ved, at han fortæller sandheden. Og så er det lige meget om nogen har hørt efter prædiken. For så var dagens evangelium en øjenvidneskildring fra opstandelsens morgen. Og større kan det ikke blive, medmindre Jesus stod her, så vi alle kunne se ham og sagde: Fred være med jer! Glædelig påske