Diakonalt nærvær fællesskab, der rækker ud Den lille Prins og Ræven I Antoine de Saint-Exupérys eventyr om Den lille Prins, der forlader sin asteroide for at finde nogle venner på de andre planeter, møder han Ræven og spørger den spontant: Vil du ikke lege med mig? I sin barnlige umiddelbarhed tror Den lille Prins, at han kan have et kreativt og legende forhold til ræven. Men Ræven svarer: Jeg kan ikke lege med dig. Jeg er ikke gjort tam. Åh, så må du undskylde, sagde Den lille Prins, men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: Hvad er det at blive gjort tam? Det betyder at knytte bånd. ( ) Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har ikke brug for mig. Jeg vil gerne gøre dig tam, men jeg har ikke ret meget tid, svarer Den lille Prins. Man lærer kun det at kende, som man gør tamt, forklarer ræven. Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam. Hvordan bærer man sig ad?, spørger Den lille Prins. Man skal være meget tålmodig, svarer Ræven. Først sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere. Næste dag kom Den lille Prins igen. Ræven siger: Det er bedst, at du kommer på samme tid, for så har jeg mulighed for at begynde at glæde mig allerede en time før, og jo nærmere vi er på tiden, du kommer, des gladere vil jeg være, og klokken fire vil jeg blive rastløs og urolig, og derved lærejeg at lykken har en pris. Men hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt. Så et ritual må der til. Så gjorde Den lille Prins Ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde Ræven: Åh, hvor vil jeg komme til at græde. Det er din egen skyld, siger Den lille Prins. Det var dig selv, der ville have, at jeg gjorde dig tam. Naturligvis, sagde Ræven. Jamen så har du ikke fået noget ud af Det! Jo, jeg har, svarede Ræven ( ), og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: Kun med hjertet kan man rigtigt se. Det væsentlige er usynligt for øjet. Refleksioner af sognediakon Hanne Hummelshøj, Kildebrønde sogn Februar 2014
Diakonalt nærvær- fællesskab der rækker ud Diakonalt nærvær fællesskab, der rækker ud.... 3 Fællesskab og diakoni... 3 Hvad er kendetegnet for diakoni?... 4 Diakonibegrebet i hverdagen i menigheden... 4 Netværk og diakonalt nærvær... 5 Social kapital teori... 5 Det diakonale nærvær i spændingen mellem det almindelige møde og det organiserede arbejde... 6 Hvad kan opmærksomheden give, og hvorfor er den vigtig.... 6 Udfordringerne i arbejdet hvad er fokuspunkterne?... 7 Formelt og uformelt arbejde. Frivilligt eller forventet?... 7 Diakonien har både en formel og en uformel udtryksform... 8 Hvordan motivere og give mod til engagement... 8 Kræver det mod at tale sammen?... 9 Hvordan blive en del af fællesskabet... 10 Diakoniens praktiske overvejelser... 11 De fremmede... 11 Baggrundsmateriale... 12 Visionen for den diakonale menighed... 13 Konklusion... 14 Fremtiden... 15 Der er to selvstændige filer med henholdsvis baggrundsmateriale og data (fokusgruppeinterview og spørgeskemaundersøgelse) Samt en oversigtsside 2
Diakonalt nærvær fællesskab, der rækker ud. Forskere fra USA har vurderet at manglen på sociale relationer er lige så farligt som at ryge 15 cigaretter om dagen, have et overforbrug af alkohol eller dårlig kost og manglende motion. Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, TV2 Lorry 1.7.13: For fremtiden bliver det sådan, at det at være medlem af en fælleskabsrelation, hvor mennesker holder af dig, som du er, er mere værd end pensionsopsparing og penge i banken. (gengivet efter hukommelsen) Fællesskab og samvær er det nye i samfundet. Hvor er kirken henne i debat, spørgsmål og tydelighed i det, som for mange hører til kirkens kernekompetencer? Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Spørgsmålet bliver stillet af mig og til mig som kristen. Det bliver også stillet af mig og til mig i egenskab af sognediakon og dermed ansat i folkekirken med opgaven at invitere mennesker ind til et fællesskab, kirkeligt såvel som folkeligt. Kirke som organisation med menighedsråd, ansatte og frivillige, som hver uge har mange tilbud om aktiviteter og kirkelige handlinger. Kirke som et fællesskab af mennesker som søger efter mening i ritualer og forkyndelse. Kirke som er en institution i samfundet, og som dermed har et medansvar for den udvikling, som er. På den baggrund har jeg udarbejdet disse refleksioner. De er blevet til som en del af mit arbejde som sognediakon på Københavns vestegn, Hundige. Spørgsmålet er, hvordan det diakonale nærvær styrkes i menigheden, så det bliver til et fællesskab, der rækker ud over kirken selv, som gruppe og som menighed. Der fokuseres på nærværet som det uformelle samvær, der er mellem kaffebordets fællesskab og det mere formelle frivillige arbejde, der er i f.eks. besøgstjenesten. Fællesskab og diakoni Wikipedia: Fællesskab er en samling af mennesker, som bindes sammen af noget, de har til fælles, hvilket vil sige noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f.eks. en interesse de deler med hinanden. Fællesskab kan også være sammenhold. 3
Jeg definerer fællesskab ud fra en social og kommunikativ forståelse, at der er relationer mellem de enkelte deltagere, evt. relationer til diakon/præst, og med et ønske om at komme til at tilhøre det større fællesskab. Hvad er kendetegnet for diakoni? De diakonale organisationer har forskellige definitioner. Fælles er, at det handler om tjeneste begrundet i Guds kærlighed. Tjenesten gælder hele skaberværket, men først og fremmest mennesket. Det kristne menneskesyn er begrundet i, at alle mennesker er født lige og den enkelte har en værdi uanset evt. handicap eller fremtræden, og har derfor krav på respekt. Diakonibegrebet i hverdagen i menigheden Mange har en forventning om, at i kirken behandler man hinanden pænt. Man snakker med dem, man kender og hilser på når vi mødes. For mange er menigheden kilden til et stort og godt fællesskab. Udfordringerne er, hvordan man kommer ind i og bliver en del af det gode fællesskab, hvad med dem som ikke helt passer ind, og er der forskel på det almindelige kendskab og diakonalt nærvær? Spørgsmålet er også, om menigheden kommer ud, så kirken opleves som nærværende andre steder end i kirkebygningen. Mange steder er der en uklar forståelse af, hvad diakoni egentlig er. En usikkerhed som både findes hos præster og blandt mennesker, som kommer i kirken. Den kommer blandt andet til udtryk, når der diskuteres, hvad der skal på hjemmesider under hvilke overskrifter. Besøgstjeneste og væresteder er diakonalt arbejde, men hvad med de mange former for ældrearbejde, er det kulturelt eller er det også diakonalt? Måske er der en berøringsangst over for det diakonale. En usikkerhed som kan have en begrundelse i, hvorvidt det kræver særlige egenskaber, kompetencer eller attituder for at være diakonal. Historisk har sygepleje, hjemmepleje og bistandshjælp haft sit udgangspunkt i kirkens omsorgsarbejde. Den gang var det selvfølgeligt, at når det var diakonissen, som kom med medicin, så var det kirken som var synlig. Men hvordan så være diakonal i dag, hvor vi hverken har særlig uddannelse eller dragt, og hvilke opgaver er det, som er kirkens, når de store omsorgsopgaver naturligt hører under skattebetalingen? Meget diakonalt arbejde er udsprunget af en forståelse af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, at kirken tager sig af den svage, og det sker i form af økonomisk hjælp, besøgstjenester, væresteder organiseret diakonalt/socialt arbejde. Men diakoni kan forstås bredere og mere inkluderende. Fra en forståelse af, at det ikke kun er Er der flere, som får mod på frivilligt diakonalt arbejde, hvis de er blevet støttet i at tale med ham, der sidder ved siden af? det konkrete organiserede arbejde, men også omfatter den måde, vi møder hinanden på. 4
Diakoni er at give og tage imod. Det er en diakonal gerning at tage imod, fordi dermed anerkender jeg den anden, og det han/hun har at give, men jeg erkender også eget behov for de andre. At vi er ligeværdige både i ønsket om at give og i behovet for at modtage. Denne forståelse er ikke mindst vigtig i menighedsdiakonien, hvor udgangspunktet er en lighed i fremtræden og behov. Det synlige behov hos de andre er mindre end det kan være i gadediakonien, fængselsbesøg og andre steder. Netværk og diakonalt nærvær Hvorfor kommer mennesker i kirken? Svaret er: fordi de føler sig vel modtaget og bliver en del af en gruppe. Hvis diakoni kun handler om det organiserede arbejde og gælder omsorgen for de svage, kan det være en måde at ekskludere sig selv fra dem, som har brug for hjælp. Det er ikke et citat fra en undersøgelse men erfaringen fra mennesker, som kommer i kirken. I kirken er der fælleskab og netværk, der er tillid til de andre, som kommer og den sammenhæng, man bliver en del af. Det er det begreb som i sociologien benævnes social kapital. Det er (positive) sociale relationer, fælles normer og netværk. Det er erfaringen om at være en del af en gruppe, hvor der bliver sagt goddag, hvor den enkelte oplever at være en del af et fællesskab, også selv om det bare er et nik og hilsen i det lokale supermarked. jeg føler mig set og genkendt. Det er også et håb om, at hvis jeg får brug for hjælp, så er der mennesker i netværket, som vil hjælpe, så jeg både får vandet blomster og besøg på sygehuset. Social kapital teori Social kapital består af de tre elementer: netværk, tillid og normer. Social kapital er den lim som binder et samfund sammen og er udtryk for sammenhængskraft. Centralt i forståelsen af social kapital er relationer, som det forhold det enkelte mennesker har til den anden. Det handler om erfarede relationer og oplevelser gennem levet liv. Jeg kan have tillid til omverden, jeg er en del af en familie, et netværk eller modsat hver gang jeg viser tillid og åbenhed, så bliver jeg afvist. Det handler også om de rammer, der kan sættes for arbejdet, f.eks. i kirken. Der gives rammer, så den social kapital kan opbygges og styrkes. For som med anden form for kapital: den skal vedligeholdes og udbygges, ellers kan den forsvinde. Blandt de ting, som er vigtige i opbygning af den sociale kapital er tilknytning til kirken/trossamfund. Det handler både om betydningen af noget at tro på, men ikke mindst traditionen for et stærkt socialt netværk, som er inkluderende. Der er et andet begreb vedr. social kapital, som handler om brobygning. Brobygning til andre deltagere således at netværket i gruppe styrkes, og brobygning til dem udenfor så fællesskabet kan række ud over sig selv. Brobygningen foregår på begge planer samtidig og er lige vigtige, når netværket skal udbygges. For 5
både netværket og rammerne skal italesættes, så deltagerne kan få øje på egen rolle og egen mulighed i det samvær, som er. Det er centralt i udbygningen af de fælles normer, at der er en gensidighed. Det er vigtigt, at normerne er så værdifulde, at alle er parate til at tage del i dem, at gøre dem til en del af ens egen ageren i verden. Jeg er parat til at hjælpe nu, og når jeg får brug for det på et senere tidspunkt, vil der være andre i gruppen, som er parate til at hjælpe mig. Social kapital er fagordet, som både kan beskrive det konkrete, som sker i mødet mellem mennesker, og som kan pege frem mod en udvikling, det diakonale arbejde kan have som mål, at den sociale kapital skal gøres større. Ved at arbejde med et specifikt socialt begreb, kan diakonien få analyseværktøjer og teoretiske indfaldsvinkler til at optimere det samvær, som er i mange former for kirkeligt arbejde. Der arbejdes med målsætninger og visioner for det kirkelige arbejde. Ved at bruge de sociologiske begreber, er der en ny værktøjskasse med muligheder for at have fokus på måden, vi gør det på og støtte den udvikling, som ønskes. I diakonalt arbejde bruges oftere begrebet fællesskab end social kapital. Det begreb kan analyseres i sammenhæng med social kapital. Er fælleskabet i kirken et holdningsfællesskab vi mener det samme, eller er det en handlingsfællesskab vi gør en indsats for det fælles bedste. Har det en værdi, at mennesker ud over at komme og føle sig vel tilpas, også skal være (lidt) ansvarlige for og i hvert fald vidende om, at det diakonale nærvær har en betydning, så skal denne værdi bevidstgøres og italesættes. Konklusionen er, at diakoni kan udvikles til et handlingsfællesskab, som får en betydning for både den enkelte og samfundet, i form af større livskvalitet og færre sygedage. Det sker, hvis vi er opmærksom på og vil fremme den udvikling, vi ønsker. Det diakonale nærvær i spændingen mellem det almindelige møde og det organiserede arbejde Hvad kan opmærksomheden give, og hvorfor er den vigtig. Hvad er forskellen på den almindelige kontakt og det diakonale nærvær? Mærkes det som noget særligt? Det diakonale nærvær kan udøves af alle, også af dem, som vil have sig frabedt, at deres omsorg handler om diakoni. I det daglige tænker vi ikke på, om der er forskel, men den kan defineres, at den diakonale omsorg også strækker sig til i næste uge. Det er ikke kun lige nu jeg er optaget af dig. Jeg husker også, hvis der skal aftales besøg eller gives en opringning. Jeg spørger næste gang vi ses: hvordan gik det med Det diakonale nærvær kan defineres som den opmærksomhed som finder sted mellem to bekendte, som endnu ikke og måske ikke har til hensigt at blive venner. 6
Det behøver ikke kun være det problematiske, man deler. Vi vil også gerne fortælle om forventningen til næste fest eller besøg, og bagefter fortælle, hvordan det er gået. Nærværet er kendetegnet ved, at vi får en historie sammen, uden at vi behøver at få et liv sammen. Måske er nærværet svar på Facebooks likes og de virtuelle venner. Vi kender hinanden og vi har omsorg for hinanden, mens vi er sammen. Vi følger op på de historier, vi hører, men vi tager ikke kontakt eller udbygger fællesskabet i form af yderligere samvær. Vi har en interesse for det som kirke, men vi skal også interessere os for det som samfundsborgere. Adskillige undersøgelser kan sætte tal på ikke alene menneskers selvoplevede helbred, men også deres faktiske helbred bliver bedre: mindre sygdom og hurtigere raskhed ved at indgå i stærke sociale sammenhænge. Det betyder mindre pres på det sociale system. Diakonalt arbejde skal aldrig være begrundet i økonomiske hensyn, men den økonomiske vinkel kan give endnu et incitament til at styrke det diakonale arbejde i menighederne, og kan give menighedsråd legitime begrundelser til at støtte med flere ressourcer i form af medarbejdere og lokaler. Udfordringerne i arbejdet hvad er fokuspunkterne? Formelt og uformelt arbejde. Frivilligt eller forventet? Diakonalt nærvær er uformelt samvær, som opstår i det spontane møde mellem mennesker. Men derfor er det alligevel muligt at se på, hvordan betingelser og rammerne for dette samvær kan styrkes. Det formelle er kendetegnet ved regler og nedskrevne eller fastsatte forordninger. Det er faste forventninger, som vi kan forholde os til. Det uformelle er mere løs i koderne. Den formelle påklædning kan være jakkesæt og kjole, hvor den uformelle kan have en større spændvidde i udtryk og farver. Det formelle samvær kan være dikteret af en dagsorden og forretningsgang, det uformelle af den løse snak. Inden for alt samvær og i al arbejde er der en formel og uformel del. Den offentlige socialforsorg er kendetegnet ved regler og tidsmåling. Når sygehjælperen drikker en Der kan ikke laves regler for uformelt samvær, alt andet vil være en selvmodsigelse. Men vi kan tale om, hvad det er og hvordan det udtrykkes. ekstra kop kaffe hos fru Hansen, kan det være en del af den formelle måde at agere på i den kommune, men det kan også være hendes blik for, at i dag har Fru Hansen mere brug for kaffen end for at få vasket gulvet, eller også må hr. Jensen vente 10 min længere. 7
Det handler om deres uformelle kontakt i erkendelse af, at netop den personlige kontakt altid vil have et uformelt tilsnit. Ved en besøgsvennerelation kan der være en fornemmelse af, at nu kommer jeg og giver dig noget, hvor al erfaring siger: vi to har noget sammen. Flere tør ikke erkende et behov for en besøgsven for så ensom er jeg ikke. Men hvis bare det er Hans eller Gerda fra kirken, så har begge parter en fornemmelse af at være valgt til. Diakonien har både en formel og en uformel udtryksform Den formelle diakoni kommer til udtryk først og fremmest gennem de store diakonale organisationer. De har indgået aftaler med stat og kommune, og er pligtige i form af vedtægter og samarbejdskontrakter til at levere bestemte ydelser. Det kan være i form af åbningstider og beskyttede arbejdspladser på sociale cafeer, det kan være natherberger og andre botilbud, det kan være plejehjem med standarder for omsorgen eller budgettet. Også i mange lokale kirker er der formelt diakonalt arbejde. Det kan være besøgstjenester og genbrugsforretninger, det kan være andet planlagt arbejde som er beskrevet af menighedsrådet, og udført efter gældende retningslinjer af ansatte eller frivillige. Vi taler ofte om frivilligt arbejde uden præcis at definere hvilken forståelse af frivillighed, vi taler om. Frivilligt arbejde kan rubriceres som uformelt arbejde, men mange gange er der formelle forventninger til, hvordan vi skal agere. Det gælder kaffebordet, som skal dækkes, kagen, der skal bages, eller halvårsprogrammet i ældreklubben, som skal gennemføres. Anderledes med det diakonale nærvær. Det vil altid være på det uformelle plan. Det er kendetegnet af mødet mellem mennesker. Vi kan undervise i det gode møde, den gode samtale, men vi kan aldrig sætte regler op for den. Det vil altid være en del af det spontane samvær. Det betyder ikke, at vi ikke kan arbejde med at sætte fokus på og dygtiggøre os i diakonalt nærvær. Vi har været fokuseret på at arbejde med regler og målsætninger. Det kan være en ny opgave at sætte fokus på det uformelle. Hvordan motivere og give mod til engagement Så længe vi lever, er der mulighed for udvikling. Mennesker er født nysgerrige. Sygdom og handicap kan gøre det svært at udvikle sig og tage ansvar, men ellers har vi fortsat mulighed for at lære nyt, i det små at ændre på vores tilgang til verden. Det gælder for voksne, men det gælder også for gruppen af ældre, som ikke er vant til at tænke sig selv ind som en ressource i det diakonale arbejde eller for dem, som er ansvarlige for arbejdet. Mange erfaringer viser, at når mennesker inddrages og gives opgaver som er meningsfulde, så bliver de udført, og nogle gør ting, som de ikke troede, de kunne eller ville. I dagligdagen kan det opleves, at vi fortæller om det liv, vi er en del af. Det kan være ferieturen, som videregives på forskellig måde: Det er de gode gåture i naturen til motionsvennerne, Om besøgene på de forskellige museer til aftenskolen, Det er de dybe samtaler om livet til de nære venner. 8
I respekt for de mennesker vi er sammen med, fortæller vi om ferien på 3 forskellige måder, fordi det giver mening over for det enkelte menneske. Meget foregår ubevidst og som en del af samtalen, for alle taler helst om det de (VI) er optaget af. Det gælder for alle tre perspektiver, at der kan udvikles viden, når vi deler den. Der kan tales om korte og lange gåture, påklædningens og vejrets betydning, og hvor de bedste udsigtspunkter er, hvad enten det er den hjemlige strand eller bjergene syd på. Udfordringen bliver at italesætte og udvikle det diakonale nærvær som en måde, vi er sammen på, at få gang i en kultur, som giver rammer, mere end det er en opgave, som skal løses. Hvilke museer har hvilke udstillinger, hvad betyder den enkelte maler osv. Ferieminderne kan på denne måde både skabe fællesskab og give viden ind i samme fællesskab. Således også med diakoni og samtale. Hvis udgangspunktet er fællesskabet omkring kaffebordet ved ældremøderne eller generelt i kirken, så tænker deltagerne ikke strukturelt samtaleteknisk. De går hjem med gode historier og fornemmelsen af, at de har hygget sig. Den store sideeffekt er tillid og tryghed, fornemmelsen af, at den enkelte har en betydning for et andet menneske. Kræver det mod at tale sammen? Mennesker konstruerer egen virkelighed. (Brunner) Det betyder, at den forståelse vi har af verden og egen rolle i den, er opstået gennem et livs samspil med mennesker, vi har været sammen med. Den kan være forskellig fra andre menneskers forståelse af verden, og der er ingen forståelse, der alene er De teoretiske begreber hedder situeret læring og praksisfællesskaber. Det betyder at det diakonale samvær kan understøttes i alle kirkens forskellige tilbud, som en facet af det at være kirke. Måske kan det være et udgangspunkt for et mere målrettet arbejde for at styrke dannelsen af fællesskaber blandt voksne/ældre. En praktikerforskning. sandheden om verden. Udfordringen for diakonien er at pege på nye tolkningsmuligheder i vores forståelse af os selv og verden, og pege på mulighed for at udvikle redskaber til nye måder at indgå i fællesskaber og nærvær på. Det er forudsætningen for at diakonien kan række ud over kirkens mure. Indvendingerne mod selv at bliver medinddraget i en diakonal praksis og en forventning om en social kontakt til alle i kirken, kan være flere. Måske kendetegner det mange, at man kan være usikker på, hvad man har at give ind i et fællesskab. Det at dele liv regnes ikke som et arbejde, det er hyggeligt. Alligevel hører det til en af de vigtigste ting i livet. Hvis hovedet er fuldt af tanker om børns skilsmisse, børnebørns udfordringer i skolen og snakken omkring kaffebordet kun handler om de sidste ferieminder og store kulturelle oplevelser, så er det svært at være en del af fællesskabet. Ikke fordi snakken altid skal være problemfikseret, men for at det hele liv kan italesættes, også tirsdag eftermiddag. Kirkens kaffeborde skal ikke befolkes af lommepsykologer, men af mennesker, som ved og erkender, at det er vigtigt at kunne netop dele livet med hinanden. 9
Der skal opfordres til mod til at tale med de nye, de anderledes, til at det bliver en vane, at vi sætter os sammen med dem, vi ikke kender, at vi giver hånd til hinanden. Der skal mod til at vi lærer de nye, at det er sådan vi gør her. At gå bag glansbilledet af sig selv og erkende, at vi er ens, at livet byder på glæder og udfordringer. Ingen er undtaget. Og som i meget andet bliver udfordringer lettere at bære, når de deles. Kan jeg nu ikke bare få lov at komme og gå igen, skal jeg absolut snakkes med? Det er vigtigt at fællesskabet signalerer, at der er plads til alle, også dem der ikke vil fællesskabet, i dag eller for tiden eller aldrig. Der kan være mange grunde til, at mennesker ønsker at komme i kirken uden at blive bemærket, eller at mennesker er tøvende over for et nyt socialt fællesskab. Derfor må fællesskabet ikke være omklamrende, men et tilbud. Det er selvmodsigende og en udfordring at kunne fastholde og tilbyde et fællesskab, også til dem, som vælger fællesskabet fra. Men det har betydning, at mennesker ved, at i kirken kan jeg altid finde et tilbud, som står åbent. Også det er fællesskab. Hvordan blive en del af fællesskabet I Den lille prins er beskrivelsen meget enkel: det handler om tid, om at sidde ved siden af og komme i snak og om at være åben over for, hvad den anden har at give. Det betyder også, at hvis der opstår et bekendtskab, vil der være en genkendelse, når vi mødes andre steder. Rammen for mødet skal være tid til samværet. Det kan være i form af samarbejdsprojekter, hvor man som frivillig flytter borde, vasker op, gør andre ting hvor det er muligt at sidde ved siden af og komme i snak. Det kan være ved kirkens tredje sakramente kaffebordene. Det vigtigste mødested af alle. For søndagsmenigheden er det svært at nå at lære at kende, hvis ikke der er kirkekaffe efter gudstjenesten. Vi har ikke tradition for at tale sammen, mens vi venter på I kirken taler vi om netværk og fællesskab som vigtige, men vi arbejder ikke metodisk med udvikling af disse netværk. Vi arbejder ikke med at styrke deltagernes opmærksomhed på eller få mod til at indgå i disse netværk. altergangen. Så hvis ikke der er kaffe i kirkedøren, eller der på anden vis gives mulighed for at stoppe op, så bliver det svært at få samtalen i gang. Hvis man mødes i den lokale forretning og står i kø sammen, så kan indgangsreplikken jo være jeg så dig vist i søndags til gudstjeneste, men det er vanskeligere at begynde samtalen på udebane. Kirkens mange aktiviteter giver anderledes muligheder for at lære at kende, særligt hvis vi er opmærksomme på enkelte ting. 10
Diakoniens praktiske overvejelser Der er forskel på bekendtskab og venskab, men vejen begynder på samme måde: en åbenhed over for den anden, og en åbenhed, som skal være begge veje. Der skal være signaler om jeg vil gerne men også rammer, så det kan lade sig gøre. den plads er optaget Det er både et positivt og negativt udsagn. Det er vigtigt, at der ved bordene bliver plads til at uddybe de bekendtskaber, der er. Der skal være mulighed for at sidde sammen med dem, man kender. Det giver tryghed og sammenhæng, og det skal ikke hindres ved, at det ikke er muligt at spærre pladser. Så er det er endnu mere vigtigt, at vi får signaleret til den anden: men du må gerne sidde der. At vi viser, du er velkommen i fællesskabet. Der er plads til dig. For næsten uanset hvem man er, og hvor hjemme vi er de enkelte steder, føles det som en afvisning at få at vide, at her er ikke plads. Hvordan står bordene? Det er vigtigt at være opmærksom på bordopstillingerne i forhold til arrangementets karakter. Det hænger sammen med antallet af mennesker. Skal det være små borde, hvor det er muligt at lave de mindre fællesskaber? Skal det være de lange borde, hvor der er plads til den enkelte, som nemt kan sætte sig ved siden af andre, og den større gruppe, som alligevel kan sidde sammen og have mulighed for at tale med andre. Skal bordene placeres tæt sammen, så det ikke er muligt at flytte sig rundt, eller er der plads til at børn kan løbe til og fra, og også de bevægelseshæmmede kan føle, de kan komme rundt. Skal der være kopper på bordene så vi føler os velkommen ved det dækkede bord, eller skal det være rullebord og den fælles opgave med at sætte på og rydde af. Det er ikke kun et spørgsmål om kirketjenertimer og frivillige opgaver, det er også et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at være kirke. Hvad lægger vi vægt på til de enkelte arrangementer, for at vi kan støtte dannelsen af nye bekendtskaber? De fremmede Der er altid nogle, som er mere fremmede end de andre. De ser anderledes ud, måske med tørklæde, anden hudfarve, tøjstil, alder, piercing, handicap. Det er en udfordring at tage imod hinanden i respekt for forskellighed og fremmedhed. Det fremmede vil altid være noget, som er anderledes end mig, og dermed vil det være skræmmende. Det er iboende mennesket fra skabelsen, at vi er usikre på det, vi ikke kender. Det har været en styrke, fordi vi ikke vidste, om det var noget virkeligt farligt og truende, og dermed noget vi skulle undgå, eller det blot er noget anderledes, som vil berige os og give nye forståelser for vores måde at opleve verden på. Mennesket modtager hele tiden mange informationer, som man skal forholde sig til. For at strukturere dem, kommer vi dem i kasser. Sådan også med mennesker. Der 11
er buschaufføren, togpassageren, ekspedienten, manden på gaden o.s.v. Det er ansigter, som vi ikke forholder os til, for vi kender dem ikke, vi kan ikke forholde os til dem som enkeltpersoner. Præsten lever med de mange fordomme. I den kirkelige verden møder man jævnligt udsagnet: vi vidste ikke præsten kunne være sådan eller se sådan ud. Det sker når præsten forandres fra en figur eller et billede i eget hoved til et menneske i kød og blod. Når præsten forandres fra et være et menneske i sort kjole til et navn, så bliver det et kendskab mere end en antagelse om, at præster er sådan og sådan. Men det er ikke en udvikling, som kommer af sig selv. Vi skal ville møde den anden, vi skal ville i kontakt, og åbenheden og modet skal være der. Angsten for afvisning ligger ligesom angsten for det fremmede dybt i os som mennesker. Vi har brug for at høre til, og derfor er det sårbart at blive afvist. Men betyder det noget, hvis ikke der bliver talt til mig ved kirkekaffen eller jeg to gange har fået at vide: den plads er optaget. Ja, for så har jeg mindre mod til at spørge en anden gang. Men hvis efterfølgende sætning: du kan sidde der, så oplever jeg, at jeg bliver taget imod og givet plads. Diakoniens udfordring er også, at vi skal tage vel imod de fremmede. Når vi lærer folk at kende, så forandrer de sig eller vores billede af dem forandrer sig fra at være en antagelse til at være et bekendtskab, med hvad det indebærer af spændende og besværlige problemstillinger. Så ser vi pludseligt ikke det, som er forskelligt fra men det som er ens med mig som menneske. Så nærmer vi os det kristne menneskesyn, som siger, at alle er skabt ens og forskelligt, og vi skylder hinanden (og Gud) at mødes på den måde. Baggrundsmateriale I forbindelse med disse refleksioner har jeg indhentet baggrundsmateriale i form af 3 fokusgruppeinterview med henholdsvis præster, menighedsrådsmedlemmer og besøgsvenner. Jeg har haft to spørgeskemaundersøgelser blandt mennesker fra kirken og besøgende på biblioteket, og jeg har besøgt en kollega, som også arbejder med diakoni. Generelt er der ukendskab til begrebet diakoni, og det opfattes, som det meget konkrete omsorgsarbejde, mere end det drejer sig om mødet med de andre. Ved alle samtalerne var der en bevidsthed om, at det er mødet med den enkelte som er det vigtige, og det er det, vi kan byde ind med, bl.a. fordi vi ikke har ressourcer til mere. Men også en fornemmelse af, at diakonalt arbejde er mere end det. Tankevækkende er det, at selv om mit udgangspunkt for både interview og spørgsmål har været den diakonale holdning i stedet for handling, har også jeg haft svært ved at sætte den i spil, at formulere den diakonale forståelse mere end handlingen, at det handler om åbenhed i mødet med andre. Ved kollegasamtalen kom det frem, at den diakonale forståelse styrkes ved, at den sættes i spil ved samtaler og i udviklingen af arbejdet ved hele tiden at have fokus på det, vi gør. 12
Der er ikke en modstand mod det diakonale arbejde, og det er fornemmelsen, at større kendskab til diakoni kan betyde større engagement i det diakonale arbejde. Visionen for den diakonale menighed Et træ skal kendes på frugten (Matt. 12.33) Hvordan skal menigheden være kendt? Hvad er det for frugter kirken vil sætte over for enkeltmennesker, og over for det samfund, som vi også er en del af? Visionen for den diakonale menighed er, at den enkelte altid føler sig set og mødt som det menneske, det nu er. Det er det inkluderende menneskesyn i praksis. Men når det både er menigheden, som skal handle og skal rumme, betyder det, at det er det enkelte menneske, som skal handle og rumme. Det er både mig med handicap og forkert hår, der skal tage imod omsorgen, men også selv er næste for det menneske, der har brug for en hånd med bæreposen eller for at få en større omverdensforståelse. Det er diakoniens inkluderende menneskeforståelse Menigheden er et tosidet begreb. Det handler om dem/os, som tilhører kirken. Det er os, som skal være de udøvende. Det er os, som må være næste for den anden, som sidder ved siden af, og som vi møder på vores vej. Menigheden er den handlende, som har en opgave at udføre. Menigheden er samtidig også den, som tager imod, som skal kunne rumme det, som er. Det at kunne rumme, er dermed også en del af det, at være aktivt handlende. Der er begge aspekter. Kravet/forventningen til at handle er beskrevet oven for. Hvad vil det så sige at kunne rumme? Hvordan opleves det at være en del af sådan en menighed? Det betyder at den enkelte skal opmuntres til og støttes i at tage kontakt til ham/hende, som sidder ved siden af. Det betyder, at der skal være plads til dem, der kan rumme mange, men også dem, som kan rumme færre. Hvis det skal fungere i praksis, skal der være en åben kultur, og de ansvarlige skal være bevidste om de processer, der er. Ingen kultur opstår af sig selv. Derfor er det nødvendigt, at de ansvarlige er opmærksomme på, hvad der støtter eller bremser den udvikling, der ønskes. Det er mål Hvis visionen for den diakonale menighed er, at der skal være et fællesskab, som rækker ud, er det nødvendigt at begynde med menigheden selv. At menigheden selv er eksemplet på hvordan man gør, og at man også der får erfaringen i at gøre. der kan sættes på samme måde, som der sættes mål for andre ting i kirken, og det er en samtale, som skal være blandt flere. Diakoni er at være fælles, også for dem, som går forrest. 13
Konklusion Diakoni skal have sprog. Diakoni skal have handlingens sprog, for det er diakoniens væsen. Diakonien skal også have ordets sprog. For at tydeliggøre hvad diakoni er og hvordan det udvikles. For at bevidstgøre om diakoniens muligheder og hvorfor diakoni er vigtig o For enkeltmennesker, o For at styrke kirkens budskab, o Fordi det er en del af kirkens opgave i samfundet, at fællesskabet rækker ud. For at teori og praksis for diakoni kan udvikles, således at de, som er engageret i diakoni bliver bedre til at inspirere og inddrage mennesker i og uden for kirken i diakoniens opgave. Som sognediakon finder jeg det vigtigt, at vi bruger ordet diakoni om kirkens omsorgstjeneste. Mange andre ord som f.eks. næstekærlighed eller tjeneste beskriver forskellige sider af diakoniens væsen. Men diakoni er et fagord, som skal indarbejdes, og som ellers er svært at erstatte, for at kunne rumme diakoniens mange facetter. Historisk i Danmark er det diakonale arbejde udviklet sig som særligt tilbud til de dårligt stillede, som omsorg for de syge, for børnene m.v. Diakoni opfattes helt konkret som nye arbejdsgrene. Mit fokuspunkt i denne opgave er diakonalt nærvær, en måde at møde hinanden på, og dermed en dimension ved alt, hvad vi gør. Det indebærer ikke nødvendigvis nye initiativer, men en opkvalificering eller et øget fokuspunkt på ting, vi har gang i. Diakoni er ikke noget vi gør, det er måden vi er sammen på. Det indebærer også, at vi som kirke skal definere, hvordan diakonien bedst udtrykkes. Den vigtigste konklusion er, at for alle, inklusive mig selv, har det været svært at erkende, at det uformelle diakonale arbejde er det, vi gerne vil, det der er brug for, det vi er gode til, men det er det formelle arbejde vi føler utilstrækkeligheden ved ikke at kunne sætte i gang. Der er flere sidegevinster ved det øgede fokus på diakonalt nærvær. Den øgede sociale kapital for den enkelte giver større livskvalitet og færre sygedage, og dermed konsekvens for både den enkelte og samfundsøkonomien. Ved at den enkelte får øje på, hvad han/hun selv har at byde ind med i kontakten til andre, kan der være mod til at indgå i mere formelt organiseret arbejde som f.eks. genbrugsforretninger, besøgstjeneste og væresteder. Større fokus på den handlingsrettede diakoni, som en forskel der er i hverdagen, gør det nemmere at forstå, erfare og reflektere over Bibelens budskab. Nu bliver det ikke kun teologisk teoretisk, men også en erfaret virkelighed. Troen får krop. I kirken i dag har vi mange muligheder for at agere diakonalt. 14
Diakoni som holdning kan understøtte både undervisning og mission, og den kan være døråbner i mødet med de fremmede, hvad enten det er kulturdanskeren, manden på gaden eller kvinden med tørklædet. Vi kan ikke gøre noget, vi ikke har sprog for. Hvis vi skal udvikle diakoni, må vi give det et sprog, både med ord og med handling. Diakoni er kirkens kropssprog. Fremtiden Disse refleksioner blev til som en mulighed for fordybelse og for at få nye perspektiver på mit arbejde. Jeg har arbejdet med et meget lille hjørne af diakonien, og det er både mit ønske og behov, at der arbejde mere metodisk med forskellige perspektiver for udviklingen af den uformelle diakoni. Tak til Kildebrønde sogn og kolleger, til organisationskonsulent Michael Wulff, Kirkens korshær og stud. scient. idræt Pernille Hummelshøj for inspiration og diskussion vedr. skrivelsens udformning. Hvis forståelsen af diakoni blandt mennesker uden for kirken er, at vi tager os af dem, som har behov, betyder det, at der er en forventning om, at kaffen serveres som diakonal kaffe, at der er en omsorgsdimension i mødet med hinanden. Hvis vi i kirken tænker det er bare kaffe, så undervurderer vi den mulighed, vi har for at være tydelige med kirkens budskab, og vi undervurderer det arbejde, vi selv står i. Kaffen bliver ikke varmere, selv om den kaldes diakonal, men den er måske hyggeligere at drikke! 15