Fra de Seks til de 27

Katalog til udstillingen: Fra de Seks til de 27 De Europæiske Fællesskabers historie på danske forsider Se/hør video- og lydklip og læs mere på den udvidede webversion af udstillingen. Se også tidslinjen: www.50aar.eu

1 EUs logo for 50-året på alle EU-sprog. De første fem år efter 2. verdenskrig var regeringer i den vestlige verden med USA i spidsen helt optaget af, at nu skulle verden blive anderledes. Nye institutioner som FN, Europarådet og Bretton Woods aftalerne skulle fremover forebygge krig og økonomiske kriser. Der var også en stærk følelse af, at det hastede: I Europa skilte jerntæppet efter kort tid Vesteuropa fra det sovjetdominerede Østeuropa. De europæiske lande måtte erkende, at de alle var tabere efter krigen, som havde efterladt verden domineret for første gang i historien af to ikke-europæiske supermagter, USA og Sovjetunionen. De to supermagter stod over for hinanden i en permanent tilstand af konfrontation og sikkerhedspolitisk spænding. Landene i Vesteuropa profilerede sig tidligt forskelligt i forhold til samarbejdet i Europa og ikke mindst i forhold til USA. Sikkerhedspolitisk og økonomisk var USA den altdominerende leder: Marshall-plan, Nato, FN s udvikling, internationalt handels- og valutasamarbejde; det hele var styret af amerikanske interesser, ideer og strategi. Storbritannien så sig som USA s vigtigste forbundsfælle og til en vis grad som en stormagt sammenlignet med andre vesteuropæiske lande. Som Churchill viste med sin tale i Zürich, så briterne ligesom USA - med velvilje på en samling af landene i kontinentaleuropa, men de agtede ikke selv at blive en del af Europas forenede stater, som Churchill foreslog. Danmark, hvis landbrugseksport var i en handelspolitisk klemme mellem Fællesmarkedet og det britiske marked, bandt af politiske grunde sin holdning til medlemskab af Fællesmarkedet til Storbritanniens beslutninger. Noget tilsvarende gjaldt Norge og Irland. De neutrale lande kunne ikke forestille sig medlemskab, så længe den Kolde Krig stod på. Frankrig indtog fra starten en ledende rolle i det nye europæiske samarbejde som også omfattede Vesttyskland, Italien og de tre Benelux-lande Belgien Nederlandene og Luxembourg. Fransk politik var domineret af to strategiske mål: at sikre sig mod krig med Tyskland, og at Europa ikke blev domineret af supermagterne. Andre europæiske lande var enten lodret uenige med Frankrig, fordi de ønskede et tæt forhold til USA, eller resignerede over for en udvikling, som gjorde dem forholdsvis magtesløse i en verdenspolitisk sammenhæng. Tyskland lagde alle kræfter i sin egen demokratiseringsproces og i landets forankring i et solidt europæisk fællesskab, der skulle være sidestykket til NATO-samarbejdet, som sikrede den sikkerhedspolitiske forankring til USA. Under disse omstændigheder blev det indre samarbejde i Europa den dominerende politiske opgave for de Seks. De Europæiske Fællesskabers historie er en beretning om, hvordan samarbejdet om en toldunion mellem 6 lande udviklede sig til den Europæiske Union af foreløbig 27 lande, som svar på de store udfordringer i et Europa og en verden under forandring. En udvikling, der er foregået i en permanent spænding mellem hensynet til den geografiske udvidelse gennem optagelse af nye lande og hensynet til samarbejdets indholdsmæssige uddybning og effektivisering.

2 POLITIKEN Onsdag 10. maj 1950 Schuman-planen Fælles myndighed til kontrol af kul- og stålproduktion Den 9. maj 1950 foreslår Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman, at kontrollen med Frankrigs og Tysklands kul- og stålproduktion overføres til en overnational myndighed for dermed at umuliggøre en ny krig mellem de to lande. Samarbejdet skulle være åbent for andre europæiske lande. Reaktionen i Storbritannien var blandet: på den ene side var formålet med den franske ide klart i alles interesse. På den anden side kunne den skade britisk industris konkurrenceevne. Det var endnu et signal om briternes tvivl om deres placering mellem USA og de kontinentaleuropæiske lande: det forekom indlysende, at Storbritannien ikke skulle deltage. I Danmark var man interesseret, men at deltage kom aldrig på tale på det tidspunkt. Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev undertegnet i Paris i 1951 og trådte i kraft 23.7.1952. Senere, i august 1954, forkastede det franske parlament traktaten om et Europæisk Forsvarsforbund (Frankrigs svar på det amerikanske pres for at opruste Vesttyskland: man foretrak en europæisk frem for en tysk hær). Det førte til overvejelser om, hvordan man ad andre veje kunne integrere Tyskland i et tættere europæisk samarbejde. På møder i Messina i 1955 og Venedig i 1956 drøftede de seks planer om at danne et fælles marked. De seks var et sammenhængende landområde, var nogenlunde ens i økonomisk, kulturel og samfundsmæssig forstand og udgjorde et tilstrækkeligt marked (165 millioner indbyggere mod 180 millioner i USA). Produktionsmæssigt var de Seks nr. 2 på verdensplan efter USA.

3 BERLINGSKE TIDENDE Tirsdag 26. marts 1957 Rom-traktaterne Den 25. marts 1957 kunne de Seks i Rom undertegne traktaterne om oprettelse af Euratom og et Europæisk Økonomisk Fællesskab, som snart i daglig tale blev til Fællesmarkedet. Traktaten om det økonomiske fællesskab havde klare regler om etablering af en toldunion, og den proces forløb uden større problemer. Udenrigshandel, produktion og investeringer udvikledes hurtigere i de seks end i andre europæiske lande, og toldunionen blev således en succes og var fuldt realiseret godt 10 år senere. Rom-traktaten var andet og mere end ordninger til fremme af et begrænset økonomisk samarbejde. Den talte om skabelsen af en stadigt tættere forening af de europæiske folk, og om formålet at sikre fred og frihed og stadig forbedring af deres folks levevilkår og beskæftigelse. Traktaten hvilede på en politisk doktrin og en metode med klare overnationale elementer. At det netop var de Seks, der kunne nå til enighed herom, skyldes bl.a., at de havde visse kulturelle og politiske fællestræk og at alle havde været krigsskueplads i to verdenskrige præget af store mennesketab og lidelser. Denne fælles baggrund skabte grundlaget for viljen til samarbejde og solidaritet.

4 KRISTELIGT DAGBLAD Mandag 4. januar 1960 EFTA - De Syv går sammen i frihandelsområde Storbritannien ville ikke som de seks udstrække frihandelen til landbrugsvarer eller acceptere en fælles ydre toldtarif. Som modtræk tog briterne derfor sammen med 3 neutrale lande (heriblandt Danmark) initiativ til forhandlinger om dannelsen af et mindre frihandelsområde, EFTA, som fjernede tolden på industrivarer. Den 4. januar 1960 undertegnede 7 lande (Storbritannien, Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig og Portugal) en konvention om etablering af et frihandelsområde for industrivarer. For Danmark var EFTA kun en delvis løsning på markedsproblemerne, først og fremmest fordi landbrugsvarer var undtaget. Alligevel blev deltagelsen en nyttig overgang til dansk industris tilpasning til konkurrencen i et større marked.

5 POLITIKEN / LAND og FOLK Lørdag 5. august 1961 Danmark ansøger for første gang om medlemskab af Fællesmarkedet Det varede ikke længe, før Storbritannien erkendte, at EFTA ikke var en tilfredsstillende løsning på de europæiske handelsproblemer. Regeringen optog kontakter med regeringerne i de Seks, og den 10. august 1961 ansøgte Storbritannien sammen med Danmark og Irland om optagelse i Fællesmarkedet. På ny udgjorde britiske interesser i forhold til Commonwealth og den britiske landbrugspolitik store problemer i forhandlingerne, som trak ud uden de store fremskridt. Frankrig, hvor general de Gaulle var blevet præsident, fastholdt, at en fælles landbrugspolitik var en del af den solidaritet, som lå til grund for Fælles-markedets dannelse. En holdning, som Danmark sympatiserede med. Generelt viste forhandlingerne, at der stadig var en afgrund mellem de britiske og de seks fællesmarkedslandes prioriteter. Dette fremgik klart af den britiske ansøgning, som gik ud på at undersøge, i hvilket omfang et eventuelt medlemskab var foreneligt med UK s traditionelle forpligtelser og interesser i forhold til det britiske Commonwealth, landbruget og EFTA.

6 POLITIKEN Tirsdag 15. januar 1963 De Gaulles veto Den 14. januar 1963 meddelte præsident de Gaulle på en pressekonference udsendt over TV sine grunde til, at han anså det for formålsløst at fortsætte forhandlingerne om britisk medlemskab af Fællesmarkedet. Det var netop de førnævnte britiske bindinger især til Commonwealth, som ifølge de Gaulle demonstrerede, at Storbritannien ikke var rede til at acceptere betingelserne for et medlemskab. Selv om Traktaten kræver enstemmighed for optagelsen af nye medlemslande, gav det franske veto anledning til forargelse og opstandelse ikke alene i Storbritannien men langt ind i de Seks egne rækker. Samarbejdet gik praktisk talt i stå i flere måneder. Lidt efter lidt normaliseredes det daglige arbejde, men krisestemningen fortsatte med negative virkninger for samarbejdets udvikling. Trods det blev Toldunionen og den fælles landbrugspolitik gennemført, og institutionerne fungerede. Danmark var ikke omfattet af de Gaulles veto, men uden Storbritannien var der ikke flertal i Folketinget for at fortsætte optagelsesforhandlingerne. I stedet forsøgte Danmark sig med initiativer til brobygning mellem EFTA og Fællesmarkedet, der imidlertid ikke reagerede på EFTAs tilnærmelser.

7 BØRSEN Mandag 1. juli 1968 Toldunionen gennemføres - al told afskaffes mellem de Seks Rom-traktaten fastlagde en konkret plan for etaperne i gennemførelsen af toldunionen, og det viste sig at være en nyttig fremgangsmåde. Halvandet år tidligere end forudset var toldunionen en realitet, og indholdet af en fælles landbrugspolitik vedtaget. Den fremgang, som Fællesmarkedet havde oplevet med gennemførelsen af Toldunion og fælles landbrugspolitik, gav Kommissionens formand (Walter Hallstein) anledning til et initiativ om at sammenkoble finansieringen af den fælles landbrugspolitik med øget indflydelse til den europæiske parlamentariske forsamling, som i Rom-traktaten alene havde en rådgivende funktion. De øvrige medlemslande var interesserede, og Hallstein mente, at Frankrig med dets store interesse i landbrugspolitikken kunne presses til at acceptere et sådant skridt i føderal retning. Men de Gaulle reagerede ved at trække den franske delegation ud af møderne i Bruxelles. Fra juni 1965 begyndte den nervekrig, som blev kendt som den tomme stols politik. Afslutningen på krisen blev et kompromis om vetoret, når et lands vitale interesser var involveret (Luxembourgforliget). Spørgsmålet om hvornår og hvordan vetoretten kunne bruges fik stor betydning i den senere danske debat om medlemskabet.

8 POLITIKEN Søndag 23. januar 1972 Udvidelsesforhandlinger med Storbritannien, Danmark, Norge og Irland JYLLANDS-POSTEN Tirsdag 3. oktober 1972 I 1967 anmodede briterne sammen med Danmark og Irland på ny om medlemskab, uden at det førte til forhandlinger. Men sammenstødene mellem Frankrig og de øvrige medlemslande førte til bestræbelser på at fjerne nogle af de mere iøjnefaldende eksempler på politisk uenighed, herunder holdningen til Storbritanniens medlemskab. Mulighederne for fælles fodslag lettedes betydeligt, da de Gaulle i april 1969 trådte tilbage og blev afløst af præsident Pompidou. I december samme år besluttede de Seks på et topmøde i Haag at relancere det europæiske samarbejde, herunder med en åbning i forhold til britisk medlemskab. Samtidig blev det besluttet at sætte fart i arbejdet hen mod en monetær union og et tættere udenrigspolitisk samarbejde. I juni 1970 åbnedes forhandlingerne om medlemskab med Storbritannien, Danmark, Norge og Irland. Denne gang erklærede ansøgerlandene, at de ville acceptere Traktaterne og Fællesskabernes eksisterende politikker og vedtagelser. Forhandlingerne forløb da også uden store problemer. Danmark opnåede et gunstigt resultat på landbrugsområdet i form af en hurtig overgang til Fællesmarkedets højere priser, samtidig med at Briternes overgangsordning for bidraget til det fælles budget også kom til at gælde for Danmark. Danmarks ansøgning om medlemskab støttedes af et stort flertal i folketinget i januar 1972, men gav anledning til en langvarig offentlig debat. Afgørelsen om godkendelse af medlemskabet blev truffet ved folkeafstemning 2. oktober 1972, som resulterede i et flertal for (63 %). I Norge, som stemte før Danmark, blev medlemskabet derimod forkastet. Danmark blev sammen med Storbritannien og Irland medlem af Fællesskaberne fra 1. januar 1973.

9 BERLINGSKE TIDENDE Fredag 8. juni 1979 Tiden op til første direkte valg til Europa-Parlamentet Det var en periode med store indre og ydre problemer for det udvidede Fællesskab. En vanskelig økonomisk situation præget af international valutauro blev gjort endnu værre af to oliekriser, og samarbejdet led under dette. Der blev dog truffet en vigtig beslutning på det institutionelle område: Allerede på et møde i Rom i december 1975 besluttede det Europæiske Råd, at der skulle afholdes direkte valg til det Europæiske Parlament. Hermed begyndte en proces, som gradvis har øget parlamentets indflydelse på lovgivning og budget i Fællesskabet. Det første valg fandt sted i juni 1979. Først i begyndelsen af 1980 erne vendte udviklingen i samarbejdet. Grækenland blev medlem 1. januar 1981, og de nu 10 medlemslande besluttede at åbne vejen for spansk og portugisisk medlemskab efter at diktaturet også var forbi i de to lande. Store grupper af befolkningen i begge oplevede medlemskab af EF som midlet til konsolidering af frihed og demokrati og vejen til velstand. Optagelsesforhandlingerne med Spanien og Portugal blev fuldført i juni 1985. Den 1. januar 1986 var udvidelsen til 12 lande en realitet. Udviklingen i det danske rigsfællesskab i samme periode indebar imidlertid indskrænkninger i EF s territorium. 1. januar 1985 trådte traktaten om Grønlands forhold til EF i kraft, og dermed udtrådte Grønland af det danske medlemskab af EF. Det var første gang, noget sådant skete, og den grønlandske beslutning var i første omgang lidt af et chok for de andre medlemslande. Aftalen viste sig imidlertid meget gunstig for Grønland.

10 AKTUELT Onsdag 22. januar 1986 Pakken om det Indre Marked Den 1. juni 1985 begyndte forhandlingerne om et indre marked uden grænser for den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital mellem medlemslandene. Inden årets udgang forelå et færdigt resultat Fællesakten, som i Danmark gik under navnet pakken. I pakken indgik lovgivning om bl.a. miljø- og forbrugerbeskyttelse. For Danmark var det afgørende, at denne proces ikke førte til tilbageskridt i dansk lovgivning. Danmark insisterede derfor med held på, at harmoniseringsforslag inden for sundheds-, sikkerheds- og miljøområderne skal hvile på et højt beskyttelsesniveau. Desuden blev der åbnet for en særlig procedure, hvis et land anser det for nødvendigt at opretholde en stærkere beskyttelse på de nævnte områder end fastsat i de fælles regler. Effektiviteten af denne miljøgaranti blev et omstridt spørgsmål i den danske EU-debat. Den nye traktat åbnede for første gang for direkte indflydelse på lovgivning om det Indre Marked fra det Europæiske Parlament, som i en samarbejdsprocedure fik mulighed for at fremsætte konkrete ændringsforslag. Regeringerne bevarede dog retten til det sidste ord i tilfælde af uenighed med Parlamentet. Traktaten var også speciel, fordi den for første gang rummede afsnit om samarbejde på det udenrigspolitiske område. I januar 1986 viste en afstemning i Folketinget et flertal imod traktaten. Regeringen besluttede derpå at lægge spørgsmålet ud til en vejledende folkeafstemning. Den resulterede i et flertal for traktaten, som derefter blev godkendt i Folketinget.

11 BERLINGSKE TIDENDE Fredag 10. november 1989 Murens fald I årene efter Pakkens vedtagelse var samarbejdet præget af ny optimisme. Det Indre Markeds etablering skred hurtigt frem under ledelse af kommissionsformand Jacques Delors. Blandt andet på foranledning af de nye sydeuropæiske medlemslande blev der vedtaget en betydelig udvidelse af de såkaldte strukturfonde, som til sidst nåede en størrelse, som overgik Marshall-hjælpen. I November 1989 faldt Berlin-muren, og signalet var givet til den hastige dramatiske ændring af det Europakort, som så længe havde været frosset af den kolde krig. Fællesskabet stod over for nye udfordringer. Tyskland blev forenet, den kolde krig endte med USA som eneste virkelige supermagt, og de neutrale lande meldte sig som ansøgere om medlemskab. Vanskelige beslutninger skulle træffes, og denne gang var ambitionerne store: at forvandle de økonomiske fællesskaber til en politisk union, funderet på det Indre Marked, kompletteret med en økonomisk og monetær union med fælles valuta og fælles pengepolitik. Blandt Unionens målsætninger var en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og en effektivisering af det retlige og indre samarbejde.

12 EKSTRA BLADET Onsdag 3. juni 1992 Maastricht-traktaten om den Europæiske Union Den britiske regering var godt tilfreds med Fællesakten og dens målsætning. Derimod kæmpede den imod beslutningerne om den nye regeringskonference og målsætningerne herfor. De andre lande måtte acceptere, at Storbritannien på forhånd i en protokol til traktaten fik ret til i givet fald at holde sig uden for en aftale om den monetære union (ØMU). Det samme gjaldt samarbejdet om social- og arbejdsmarkedspolitik, som kun blev bindende for de øvrige medlemslande. Danmark sluttede sig til det britiske forbehold overfor en monetær union. Et flertal i folketinget vedtog under forhandlingerne et dansk memorandum til konferencen. Det indeholdt en række konkrete traktatforslag, som stort set alle kom med i traktaten. Der var derfor en udbredt forventning om, at traktaten ville blive positivt modtaget af de danske vælgere, men som bekendt blev resultatet af folkeafstemningen den 2. juni 1992, at et lille flertal stemte nej (50,7 %). Danmark drog selv konsekvenserne af afstemningen. Resultatet af de danske overvejelser blev de fire forbehold (Monetær Union, forsvar, retligt og indre samarbejde og unionsborgerskab), som blev accepteret af de andre medlemslande på topmødet i Edinburgh 12. december 1992. Efter en ny folkeafstemning den 18. maj 1993 på dette grundlag tiltrådte også Danmark (56,7 % for) EU-traktaten. Resultatet udløste dramatiske gadekampe i København. Efter Maastricht-traktaten var vejen åben for forhandlinger med Sverige, Norge, Finland og Østrig. Kommissionen benyttede denne udvidelse til at fastslå princippet om, at forhandlingerne indebar, at de ny lande måtte acceptere gældende EU-lovgivning uden overgangsordninger. Det skete også med bemærkelsesværdigt få undtagelser. Norge, der var det eneste land, som i forhandlingerne fik betydelige undtagelser (på fiskeriområdet), oplevede på ny, at medlemskab blev afvist ved en folkeafstemning.

13 B.T. Mandag 30. marts 1998 Amsterdam-traktaten Udvidelse med lande i Central- og Østeuropa Det Europæiske Råd besluttede i juni 1994, at der forud for østudvidelsen skulle forhandles en række ændringer og forbedringer af Unionstraktaten. Forhandlingerne stod på fra marts 1996 til juni 1997 og endte med en ny traktat (Amsterdamtraktaten), som blev godkendt i Danmark ved en folkeafstemning den 28. maj 1998 med et ja på 55,1 %. Amsterdam-traktaten er en forbedring af Maastricht-traktaten inden for en række danske mærkesager som beskæftigelse, miljø, åbenhed, nærhed, nationale parlamenters rolle, forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af svindel med EU-midler. Den slår fast, at unionen bygger på principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Det udenrigspolitiske arbejde, Europa-Parlamentets indflydelse og nationale parlamenters rolle styrkes. I 1998 indleder EU optagelsesforhandlinger med 12 ansøgerlande fra Central- og Østeuropa Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumænien, Bulgarien, Cypern og Malta. Disse førte til udvidelsen med 10 lande fra 1.5.2004, og Rumænien og Bulgarien fra 1.1.2007. Men allerede på topmødet i København i juni 1993 blev Københavnserklæringen det principielle grundlag for udvidelsen mod øst, hvor alle ansøgerlande fik samme chance for at nå målet.

14 BØRSEN Fredag 29. september 2000 EURO - fælles valutaenhed - Danmark siger NEJ EUROen afløser de nationale valutaer for de medlemslande, der deltager i den økonomiske og monetære unions tredje fase. EUROen blev indført som regneenhed den 1.1.1999, men kom først i cirkulation som sedler og mønter fra 1.1.2002. Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig var med fra begyndelsen, og senest har Slovenien kvalificeret sig til at komme med fra 1. januar 2007. Danmark står udenfor EUROen, fordi Danmark sammen med Storbritannien ved Maastricht-traktaten i 1992 fik anerkendt et forbehold om det. Den danske krone er imidlertid tæt bundet til Euroen, ligesom Danmark meget længe har opfyldt kriterierne for medlemskab. Derfor forsøgte regeringen i 2000 at få befolkningens tilslutning til en ophævelse af forbeholdet, så Danmark kunne komme med i EUROen fra 2002. En folkeafstemning gav imidlertid et nej på 53,2 %.

15 POLITIKEN Lørdag 14. december 2002 Nyt Europa med 25 medlemmer Beslutningen om udvidelsen med 10 nye lande var et bevis på styrken i det princip, som blev fastslået allerede i Rom-traktaten, at enhver europæisk stat kan ansøge om medlemskab. Dette princip overskyggede uenighed mellem medlemslandene og alle andre overvejelser og interesser. Flertallet af regeringerne var ellers bekymrede for, hvordan Unionen ville fungere med et meget stort antal medlemslande. Desuden var den folkelige opbakning til udvidelsen ringe i flere medlemslande, herunder de store. Danmark kom til at spille en vigtig rolle i forløbet, der ledte til den store beslutning. Det var på topmødet i København i juni 1993, at kriterierne for optagelse af de Central- og Østeuropæiske lande blev fastlagt, og det var i København, man nåede til enighed om udvidelsen næsten 10 år senere. Statsminister Fogh Rasmussen kunne derfor med god grund tale om en proces fra København til København. Der var under forhandlingerne igennem årene stor diskussion om, hvor mange og hvem der skulle med i optagelsesprocessens første fase. Danmark arbejdede tidligt for en stor udvidelse og lagde især vægt på, at alle de baltiske lande kom med. Men det var først med Helsinki-topmødet i 1999 og tiltrædelse af den ny kommission ledet af Romano Prodi, at der kom en bredere tilslutning til de danske tanker. Helsinki-mødet åbnede for at udvidelsesforhandlingerne kunne ende med optagelse af ti nye lande. De efterfølgende formandskaber var præget af en tiltagende beslutsomhed om hurtig afslutning og forhandlingerne blev gjort færdige under det danske formandskab. Det danske formandskab er gået over i historien som et af de mest effektive og velkoordinerede. Formandskabet beviste i praksis, hvad EU s beslutningsapparat er i stand til, hvis det bruges rigtigt, dvs. når formandskabet formår at få de tre centrale Institutioner - Rådet, Kommissionen og Parlamentet - til at samarbejde indbyrdes og med formandskabet.

16 JYLLANDS-POSTEN Lørdag 19. juni 2004 Forfatningstraktaten og Konventet I forbindelse med Nice-traktaten vedtog stats- og regeringscheferne en erklæring om behovet for en bredere debat om Europas fremtid. Tempoet i den europæiske integrationsproces, der var foregået siden slutningen af 1980 erne, havde gjort det svært for almindelige borgere helt at følge med, og den folkelige støtte var vigende. Flere medlemsstater var efterhånden enige i, at det måtte være muligt at finde bedre måder at forberede traktatændringer på end lukkede mellemstatslige forhandlinger. Processen forud for Forfatningstraktaten blev derfor tilrettelagt på en ny måde. Et af målene var at gøre traktaten mere borgernær. Håbet var også, at man gennem en mere demokratisk forberedelse lettere kunne få løst de udestående problemer. På topmødet i Laeken i december 2001 besluttede man at nedsætte et særligt traktatforberedende konvent sammensat af repræsentanter for 4 grupper: regeringerne, de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Desuden deltog repræsentanter for de 10 kommende medlemslande og de tre kandidatlande Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet. Det Europæiske Råd lagde op til en dybere og bredere debat om 4 specifikke spørgsmål: Afgrænsning af beføjelserne mellem Unionen og medlemslandene, muligheden for at give chartret om europæiske grundrettigheder bindende karakter, forenkling af traktaterne og nationale parlamenters rolle. Langt hovedparten af forhandlingerne i konventet foregik i åbenhed og blev løbende dækket af pressen. Det færdige resultat i form af et udkast til en komplet Traktat om en forfatning for Europa forelå i juni 2003 efter 15 måneders arbejde. Det europæiske råd kaldte det en historisk bedrift og et godt grundlag for den kommende regeringskonference. Et år senere i juni 2004 enedes medlemslandene om at starte ratifikationsprocessen for en traktattekst, der stort set var lig med den konventet havde foreslået.

17 KRISTELIGT DAGBLAD Lørdag 3. juni 2005 2 x NEJ til forfatningen Tænkepause Ingen tidligere traktat var så demokratisk forberedt, før den blev tiltrådt af regeringerne og vedtaget med massivt flertal i Europa-Parlamentet. Selvom der var en risiko for et nej i et eller flere af de 25 lande, fik ratificeringen en god start med det massive ja ved folkeafstemningen i Spanien. Størrelsen af NEJ et i de to grundlæggerlande Frankrig og Holland (hhv. 54,65 og 61,5 %) kom som et chok. Topmødet umiddelbart efter vedtog at fortsætte ratificeringsprocessen men indførte samtidig en såkaldt tænkepause. Siden har i alt 18 lande ratificeret, mens 5 lande har udsat deres stillingtagen, heriblandt Danmark. Under tænkepausen er der fokuseret særlig meget på bedre kommunikation og kommissionens Plan D (dialog, debat og demokrati) til debat om EU s fremtid og borgernes bekymringer.

18 POLITIKEN (tegning) Tirsdag 30. januar 2007 Tysk formandskab - Nye medlemmer i EU - EU fylder 50 Forfatningstraktatens skæbne er p.t. usikker. Det nuværende tyske formandskab er stærk tilhænger af traktaten, som på vigtige punkter opfylder traditionelle tyske interesser. Formandskabet arbejder derfor for en løsning, som bevarer mest muligt af dens indhold. De lande, som allerede har ratificeret, deler ikke overraskende den tyske holdning. De lande, der har stemt nej eller udsat ratificeringen, har modstridende ønsker om at udvide, omformulere eller beskære den eksisterende tekst. I foråret 2007 foregår intense forhandlinger for at finde frem til en revideret tekst, som alle kan tiltræde. Det var det Europæiske Råds hensigt, at Forfatningstraktaten skulle fuldende den proces, som begyndte, da Rom-traktaten fastlagde de grundlæggende rammer for europæisk integration. Om ambitionen kan indfries er måske tvivlsomt, men det er vigtigt at huske, at mens traktater har til formål at regulere og underbygge medlemslandenes samarbejde, afhænger samarbejdets succes i sidste instans først og fremmest af den politiske vilje til at finde fælles løsninger. Unionens fremtid afhænger derfor i første række af de nationale regeringers politiske vilje, lige som det er regeringerne, som i første række er ansvarlige for, om deres medborgere en dag for alvor når frem til at betragte EU som også deres anliggende.

IG-77-07-119-DA-C ISBN 978-92-79-05051-0,!7IJ2H9-afafba!