DEN NY VERDEN 2005:4 QVO VADIS? EU efter forfatningstraktaten

DEN NY VERDEN 2005:4 QVO VADIS? EU efter forfatningstraktaten 1

Catharina Sørensen Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? Forfatningstraktaten og skeptiske europæere I disse år er der som aldrig før i EUs historie stor politisk fokus på den almindelige borgers opbakning til EU. Det kunne blandt andet ses i antallet af medlemslande, der valgte at sende EUs forfatningstraktat til folkeafstemning: Borgere i over en tredjedel af EUs lande skulle tages med på råd, og det ville være første gang for de flestes vedkommende. Kun i et fåtal af de berørte lande kunne politikerne på forhånd føle sig sikre på resultatet. Den spanske afstemning blev ganske vist aldrig nogen gyser, og billedet af spanierne som sikre ja-sigere blev bekræftet. Men den sikre opbakning hører efterhånden til sjældenhederne i EU. Danmark og Storbritannien har traditionelt været peget ud som EUs mest skeptiske lande, men med nej erne i Frankrig og Holland er folkelig euroskepsis for alvor blevet et fænomen, der på godt og ondt må tages alvorligt på nationalt og europæisk niveau. Denne artikel ser nærmere på, hvad der betinger folkelig euroskepsis i en række EU-lande. Et blik på argumenterne i Danmark, Frankrig, Spanien og Storbritannien alle lande, der havde valgt at sende forfatningstraktaten til folkeafstemning viser, at EU-debatter er svære at sammenligne, selv når afstemningstemaet er præcist det samme. Spansk ja til demokrati og Europa Det spanske ja den 20. februar 2005 blev hilst varmt velkomment af den spanske regering, men der er flere grunde til, at det ikke nødvendigvis var nogen stor sejr. Politikerlede spillede efter alt at dømme en ikke ubetydelig rolle i spanske vælgeres begrundelse for at stemme nej eller undlade at stemme. Afstemningskampagnen var meget kort, og trods mange originale kampagneindslag pegede meningsmålinger på utilfredshed med ja-sidens skråsikkerhed og manglende evne til at føre en folkelig debat (Flash Eurobarometer 168 2005; Torreblanca 2005). DEN NY VERDEN 2005:4 Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? Over halvdelen af den spanske befolkning mødte ikke op ved stemmeurnerne. En del af forklaringen ligger formentlig i en udbredt opfattelse 27

DEN NY VERDEN 2005:4 Catharina Sørensen 28 af, at et ja til forfatningstraktaten ikke var essentielt for EU. Ja et bar præg af at være et ja til Europa som helhed og altså ikke hovedsageligt en stillingtagen til forfatningstraktaten som særskilt dokument. Manglende spænding om udfaldet af afstemningen kan have bidraget til den lave valgdeltagelse, men også den kendsgerning, at spanske politikere havde svært ved at overbevise vælgerne om, at EU, der i mange spanieres øjne havde fungeret fint indtil da, skulle have så stort et behov for en ny traktat. I Danmark blev der ofte argumenteret for, at forfatningstraktaten ville være den nødvendige opfølgning på østudvidelsen. Det argument blev kun sjældent benyttet af politikere i Spanien, måske fordi østudvidelsen på Spaniens bekostning ændrer ved fordelingen af regional støtte i EU til fordel for de nye medlemslande en debat spanske politikere gerne så afkoblet fra forfatningsafstemningen. En konklusion fra den spanske folkeafstemning var, at kampagnerne forud for valgdagen ikke havde den store indflydelse på resultatet (Torreblanca 2005). Den konklusion lægger sig tæt op af erfaringerne fra tidligere danske folkeafstemninger (f.eks. Andersen 2000), men ellers hører lighederne med Danmark hurtigt op. I Spanien ses EU ofte som en garant for demokratiet. I Danmark er EU derimod ofte blevet set som en trussel mod demokratiet. Andre træk ved spanske holdninger til EU gør sammenligninger med de øvrige medlemslande svære. Spanske argumenter for og imod forfatningstraktaten var især centreret om to ting: regioner og historisk erfaring. Det regionale argument er direkte relateret til forfatningstraktaten og styrkede især nej-siden. I spanske regioner med høj autonomi blev indholdet af forfatningstraktaten således tolket som en styrkelse af stater og borgere på bekostning af regional indflydelse. Resultatet var, at nej-procentdelen var markant større i stærke spanske regioner som Katalonien og Baskerlandet end i resten af landet. Lavest var den i den fattigste spanske region, Extremadura (Flash Eurobarometer 168 2005). Man kan sige, at denne stillingtagen til forfatningstraktaten drejer sig om suverænitet, omend med et regionalt og ikke et nationalt fortegn. Gennem hele afstemningskampagnen spillede den spanske regering og andre ja-politikere ofte på den historiske dimension ved at drage stærke paralleller mellem EU-afstemningen og folkeafstemningen om den spanske forfatning i 1978. Om det historiske argument havde vægt, var et generationsspørgsmål. Især de yngre spanske vælgere stemte nej eller mødte slet ikke op for at stemme. Nej-procenten faldt ifølge Eurobarometer gennemgående med alderen. Det blev i medierne tolket som udtryk for, at ældre vælgere stadig mindes tiden under General Francos diktatur. Spaniens optagelse i det daværende EF i 1986, kun elleve år efter Francos død, cementerede det spanske demokrati, og EU ses stadig som garant for demokrati af ældre vælgere.

Derudover er det sandsynligt, at det spanske ja var en tak for de store økonomiske summer, landet gennem årene har modtaget i EU-støtte, og at nej et derimod var udtryk for et ønske om at få forfatningstraktaten genforhandlet (måske for at få sikret en større vægt til regionerne). Meget lidt i den spanske debat tydede på generel modvilje mod EU: 61% af de spanske nej-sigere støttede ifølge en Eurobarometer undersøgelse fortsat spansk medlemskab af EU. Afstemningsresultatet bekræftede alt i alt indtrykket af spanierne som sikre ja-sigere i EU. Mens euroskepsis de seneste år generelt har været stigende i mange gamle EU-lande, adskiller Danmark og Spanien sig faktisk som de eneste to EU-15 lande, hvor positive holdninger til medlemskab, igen ifølge Eurobarometer, steg mellem 1994 og 2003. Men i betragtning af den lave valgdeltagelse og den manglende stillingtagen til EUs seneste udvikling, som den spanske debat bar præg af, er billedet af sikre spanske ja-sigere ikke nødvendigvis stabilt. Fransk skepsis over for EU-udvidelser, globalisering og Chirac Et land, hvor traditionel opbakning tilsyneladende er vendt til skepsis, er Frankrig. Fransk euroskepsis ville formentlig ligge på et meget lille sted, hvis EU fortsat var et snævert samarbejde mellem Frankrig, Tyskland og et par ligesindede lande. Fortsætter udviklingen med flere medlemmer af EU på bekostning af homogeniteten eller måske snarere på bekostning af det, som mange franskmænd ser som det franske EU er det derfor sandsynligt, at euroskepsis vil være et vedblivende og voksende fænomen i Frankrig. I den franske debat op til afstemningen om forfatningstraktaten den 29. maj 2005 gjorde tre hovedsynspunkter sig gældende for nej-siden. Et drejede sig om EUs udvidelser tidligere og fremtidige. Selv om det havde tvivlsom relevans i forhold til forfatningstraktaten, var det et emne, der fik mange vælgere til at stemme nej. Udvidelse af EU med nye medlemslande er generelt ikke franskmændenes kop te. Franskmændene var således blandt de EU-befolkninger, der ifølge Eurobarometer havde den ringeste folkelige opbakning til østudvidelsen: Havde der været folkeafstemning om dette emne i Frankrig, ville resultatet højst sandsynligt være blevet et nej. Ser man længere tilbage, var det et fransk veto, der blokerede for britisk EF-optagelse i 1960erne, og forud for Spaniens og Portugals optagelse i 1986 udtrykte Jacques Chirac, den gang som menig politiker, bekymring over mulige negative konsekvenser for Frankrig (Chirac 1978). I debatten i foråret 2005 gav spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemskab yderligere anledning til franske bekymringer om et for stort og uhomogent EU. DEN NY VERDEN 2005:4 Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? 29

DEN NY VERDEN 2005:4 Catharina Sørensen 30 Opbakning til EUs udvidelser er et centralt dilemma i EUs integrationsproces. EUs udvikling har siden oprettelsen i 1950erne været en vekselvirkning mellem integration i bredden og integration i dybden. Argumentet er ofte, at for at kunne udvide EU med flere medlemslande (integration i bredden), er samarbejdet nødt til at intensiveres (integration i dybden) for overhovedet at kunne hænge sammen og være effektivt. Det kan bl.a. involvere flere flertalsafgørelser eller overdragelse af national suverænitet i form af, at nye politikområder kommer under EUs beføjelser. Holdninger til EUs udvidelser kan derfor afspejle, om et lands befolkning generelt støtter et snævert, homogent og dybdegående fællesskab, eller om præferencen snarere er et bredt, inkluderende samarbejde. Det første lader altså til at være tilfældet for mange franskmænd. Et andet fremtrædende nej-argument var meget økonomisk betonet. Mange franskmænd, især på venstrefløjen, frygtede at forfatningstraktaten fremmede et liberalt Europa på bekostning af de sociale aspekter. De så gerne EUs beføjelser på for eksempel skatteområdet og arbejdsmarkedslovgivningen styrket. Jeg elsker EU Jeg stemmer nej til forfatningstraktaten var et eksempel på et fransk venstreorienteret nej-slogan. Mange mente altså ikke, at forfatningstraktaten var vidtgående nok. Det danner en skarp kontrast til størstedelen af euroskepsisen i eksempelvis Danmark og Storbritannien og understreger, at suverænitetsspørgsmål ikke er det centrale omdrejningspunkt, når det gælder fransk euroskepsis. Spørgsmål om national identitet er uden tvivl også vigtige for franskmændene, men meget tyder på, at EU ikke ses som modsætning til det særligt franske på samme måde som i for eksempel Danmark. EU-flaget vajer sammen med Trikoloren over franske offentlige bygninger, og det støtter 59% af franskmændene. I Danmark ønsker blot 18%, at Dannebrog fik følgeskab af EU-flaget (Eurobarometer 62 2004). Frygten for det liberale EU fandt i den franske kampagnes første måned sin syndebuk i Europa-Kommissionens omstridte servicedirektiv. Det var blevet sat på EUs dagsorden allerede i foråret 2004 af den liberale hollandske kommissær, Frits Bolkestein. Direktivet skulle fjerne barrierer for udveksling af tjenesteydelser inden for EUs indre marked, men forslaget vakte fransk frygt for, at det, der rent faktisk blev fremmet, var lavtlønnede østeuropæiske arbejderes mulighed for at udkonkurrere vesteuropæiske arbejdsmarkeder. Men den almene franskmands stillingtagen til EUs konkrete direktiver blev nok overvurderet af præsident Jacques Chirac. Under EU-topmødet i marts 2005, i takt med stigende fransk skepsis mod forfatningstraktaten, satte Chirac alle sejl ind på at få forslaget stillet i bero. Det blev det, men det lykkedes ikke derved Chirac at få vendt nej-sidens fremmarch i meningsmålingerne. Den fortsatte tværtimod: Problemet var åbenbart ikke det specifi kke servicedirektiv, men en mere abstrakt følelse af, at EU ikke gjorde nok for at beskytte og skabe arbejdspladser. Debatten blev personificeret i skikkelse af den polske blikkenslager, der kom til at stå som symbol på en ultraliberal udvikling af arbejdsmarkedet

i EU. Forfatningstraktaten burde altså i mange franskmænds øjne have været meget mere vidtgående på det sociale område, også selv om det ville involvere flere EU-regler for f.eks. selskabsbeskatning. Et tredje væsentligt nej-argument var indenrigspolitisk. Chirac blev i 2002 genvalgt til præsidentposten af et overvældende flertal af den franske befolkning. Men genvalgets omfang var udelukkende betinget af, at Chiracs modkandidat i valgets anden og afgørende runde ikke som forventet var socialistpartiets Lionel Jospin, men Jean-Marie Le Pen fra det yderligtgående højrefløjsparti Front National. Det er sandsynligt, at mange vælgere var ivrige efter at vise Chirac, at han ikke kunne tage deres opbakning fra præsidentvalget for givet. Derudover havde den franske regering længe været voldsomt upopulær, blandt andet på grund af personskandaler og sociale reformtiltag. Premierminister Raffarins personlige popularitet nåede under kampagnen det laveste niveau nogensinde: Kun 28% af den franske befolkning gav i april udtryk for at have et positivt indtryk af Raffarin (Louis Harris 2005). Proteststemmer skal der altså nok være at finde ved den franske afstemning. Men hovedårsagen til franskmændenes delte holdning til forfatningstraktaten afspejler formentlig især en stillingtagen til EUs seneste udvikling, for eksempel til hvad det udvidede EU kan betyde for det franske EU. Det danner en interessant parallel til den danske situation, som der ses på nedenfor. Britisk ligegladhed og uafhængighed I Storbritannien er situationen på mange måder enkel. Den britiske befolkning har nemlig lige siden optagelsen i EU i 1973 været stærkt skeptisk over for næsten samtlige områder af EU-samarbejdet, inklusive medlemskabet som sådant. Mens dansk støtte til medlemskab ofte ligger på over 60% et af de højeste niveauer i EU er britisk støtte lavest og ofte under 30%, viser Eurobarometer. Splittelsen i Storbritannien præger også de politiske partier, finansverdenen og medierne. Ligegladhed med Europa ses ofte som årsag til britisk euroskepsis. 62% af briterne det højeste niveau blandt de 15 gamle EU-lande føler sig nationale, ikke europæiske, 55% har aldrig hørt om EUs Ministerråd, og kun én ud af fire briter føler, at vedkommende har et nogenlunde kendskab til EU (Gill et al. 2005). Men ligegladhed alene er ikke nok til at karakterisere britisk euroskepsis, som også i høj grad synes at afspejle et stærkt udviklet uafhængighedsideal. Storbritanniens historiske rolle som centrum for det britiske imperium er afgjort ikke glemt. Den tidligere premierminister Winston Churchill fastslog, at Storbritannien altid ville vælge det åbne hav frem for Europa. Han talte godt nok i 1946 om Europas Forenede Stater men understregede samtidig, at Storbritannien DEN NY VERDEN 2005:4 Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? 31

DEN NY VERDEN 2005:4 Catharina Sørensen havde sin egen drøm og sine egne forpligtigelser: Vi er med Europa, ikke del af det (tale i Zürich, citeret fra Euro-Quotes). Britisk uafhængighedsfølelse er politisk funderet. Hvor tumult ofte har hersket på kontinentet, har det britiske politiske system været meget stabilt. Derudover er de fleste af Storbritanniens krige startet på kontinentet. Storbritannien var heller aldrig besat under Anden Verdenskrig en oplevelse, der udgjorde en væsentlig integrationsfaktor for flere lande på kontinentet. Britisk politisk magt har traditionelt været set som udelelig, som hørende til den siddende et-partis regering, hvilket står i modsætning til den tradition for konsensus, der kendetegner EU og mange andre kontinentale medlemslande (Larsen 1999). Britisk euroskepsis er derfor tæt forbundet med Storbritanniens rolle som uafhængig aktør på verdenskortet og med forestillingen om ikke rigtigt at tilhøre Europa. Man kan med andre ord sige, at britisk skepsis er rettet både mod Europæiske og Union i den Europæiske Union, og det er en langt mere principiel skepsis end eksempelvis den danske og franske. På et enkelt punkt får britiske EU-positive politikere det dog lettere end deres danske og især franske kollegaer. Tyrkisk potentielt medlemskab af EU virker nemlig ikke som et brandfarligt emne i Storbritannien, hvor mange ser det som et positivt fremtidsperspektiv muligvis i håbet om, at det kan bidrage til at udvande EU-samarbejdet. Ifølge Eurobarometer var briterne generelt også blandt de mest positive i EU over for østudvidelsen. Selv om skepsis eller modvilje over for EU ikke nødvendigvis indebærer modvilje over for en forfatningstraktat, giver den traditionelt stærke britiske euroskepsis sig også til kende i forhold til den nuværende forfatningstraktat. I målinger foretaget før det franske og hollandske nej bakkede en tredjedel af de britiske vælgere op om dokumentet (heraf gav 8% udtryk for stærk opbakning), mens omkring halvdelen ville have stemt nej (hvoraf 27% var stærkt imod) (disse tal er fra juli 2004, i Gill et al. 2004). Selv om Tony Blair givetvis var lettet over at kunne undgå en britisk afstemning efter det franske nej, betyder det ikke, at ja-siden på forhånd havde opgivet håbet om et britisk ja. Den EU-positive britiske EU-kommissær Peter Mandelson definerede således euroskepsis meget pragmatisk, som netop det at være åben for argumenter (Guardian 2005). Langt de fleste briter gav udtryk for, at deres stemme stadig var åben, og den store andel tvivlere udgjorde ja-sidens primære målgruppe i debatten. Nye toner i den danske debat 32 I Danmark har EU-spørgsmål traditionelt været holdt adskilt fra andre politiske spørgsmål. Det betyder blandt andet, at EU sjældent er et tema,

når der skal være valg til Folketinget, og også at EU-spørgsmål har dannet helt nye skillelinier i dansk politik. Man kan ikke tale om en højre/venstre akse på samme måde som i national politik, og vælgernes partiloyalitet er ikke udbredt i EU-sager. EU er noget, danskerne går meget op i, når der skal være folkeafstemning. Det kommer til udtryk i ofte meget ophedede debatter og i en traditionelt meget høj stemmeprocent: Dansk valgdeltagelse ved folkeafstemninger om EU er på niveau med deltagelsen ved folketingsvalg, og det er ingen selvfølge i EU. Som nævnt mødte under halvdelen af vælgerne op for at stemme ved folkeafstemningen om forfatningstraktaten i Spanien, og EU-afstemninger i Irland, der ligesom Danmark har afholdt seks, har ligeledes haft beskeden valgdeltagelse (ved afstemningen om Nice-traktaten i 2001, der resulterede i et nej, mødte blot 35% op for at stemme). I løbet af foråret 2005 var et flertal af danskere generelt positivt indstillet over for forfatningstraktaten. Disse målinger blev stillet på standby med statsminister Anders Fogh Rasmussens beslutning om at udskyde den danske folkeafstemning, men analyseinstitutter har i den efterfølgende periode løbende målt holdninger til de fi re danske forbehold. De viser gennemgående stor opbakning til at afskaffe euroforbeholdet, forsvarsforbeholdet og det retlige forbehold, samt modvilje mod at opgive det hovedsageligt symbolske forbehold over for unionsborgerskab (Børsen 2005). De seneste års Eurobarometer-undersøgelser peger samtidig på danskerne som nogle af EUs mest positivt stemte befolkninger på en række områder, herunder spørgsmålene om medlemskab, følelsen af at medlemskab gavner Danmark samt tilfredsheden med demokratiet på EU-plan. Generelt har der været tale om stigende dansk opbakning på en række områder en tendens, der adskiller Danmark fra langt de fleste øvrige gamle EU-lande, hvor euroskepsis generelt synes i fremgang. Hvori ligger så dansk euroskepsis? Den seneste danske folkeafstemning om euroen i 2000 giver et godt indblik. Den syv måneder lange kampagne fi k et komfortabelt ja-flertal til at svinde til et ligeså komfortabelt nej-resultat på trods af en markant støtte blandt politikere, medier og virksomheder og en tilsyneladende meget uhomogen nej-side. Fælles om nejet var Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU en konstellation med beskeden repræsentation i Folketinget og med store højre-venstre forskelle. Det var at forvente, at disse partier og bevægelser havde markant forskellige grunde til at anbefale et nej. Alligevel har det til tider været svært at adskille nej-kampagnerne. Det britiske tidsskrift The Economist (2000) fandt, at danske nej-sigere kunne inddeles i tre kategorier: nationalister, der var bange for suverænitetstab, demokrater, som vurderede, at EU underminerede det danske demokrati, og socialister, der frygtede velfærdsstatens undergang. De tre perspektiver DEN NY VERDEN 2005:4 Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? 33

DEN NY VERDEN 2005:4 Catharina Sørensen 34 havde dog ét synspunkt til fælles, nemlig at Danmark ikke havde meget at vinde ved yderligere integration. Det er efterhånden blevet trivielt at påpege, at økonomiske argumenter knapt var synlige i debatten om euroen. Ja-kampagnen gjorde sig umage for at fremhæve økonomiske gevinster, men efterfølgende studier har vist, at det kun havde afgørende betydning for 16% af vælgerne (Andersen 2000). Den kulturelle og politiske side af mønten fi k derimod mest opmærksomhed, og det bidrog til en følelsesladet debat. Det var næppe makroøkonomi, der rørte danskerne, men i stedet en følelse af at yderligere integration i EU ville udgøre en trussel mod dansk integritet og danske værdier. Dette er et scenario, som både ja- og nej-sigere formentlig ville være imod, og det er med til at karakterisere dansk euroskepsis. Den synes ikke rettet mod medlemskabet i sig selv, men i stedet at være en bedømmelse fra sag til sag af konsekvenserne af nye udviklinger i EU for dansk suverænitet. Siden afstemningen om euroen tyder meget imidlertid på, at der er ved at ske en ændring i billedet af Danmark som et særligt euroskeptisk land. Som nævnt ovenfor har de danske forbehold over en lang periode mødt mindre opbakning, og meningsmålinger i løbet af vinteren og foråret 2005 pegede ikke på folkelig modstand over for forfatningstraktaten. I modsætning til størstedelen af EU, hvor euroskeptikere gjorde store fremskridt, var Europa-Parlamentsvalget i juni 2004 nærmest katastrofalt for de danske nej-bevægelser. Det blev tolket som et tegn på, at euroskepsis i Danmark var på vej ud. Det ville imidlertid være en forhastet konklusion. Meningsmålinger foretaget inden en folkeafstemning overhovedet er udskrevet, har tidligere givet et misvisende billede af de faktiske holdninger. I Frankrig pegede målinger på et komfortabelt ja til forfatningstraktaten stort set indtil den dag, afstemningen blev udskrevet. Et potentielt ja til euroen, der har eksisteret i mange år uden at rive grundlaget for eurolandenes identitet væk, og et kanonvalg for Poul Nyrup Rasmussen til Europa-Parlamentet, betyder heller ikke, at danskerne er godt på vej til at opgive deres berømte skepsis over for EUs mange facetter. Det ville det heller ikke have gjort, hvis danskerne faktisk havde stemt ja til forfatningstraktaten. For de mere EU-venlige danske udmeldinger siger mindre om et skift i danske holdninger, og mere om EU. Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? Danmarks nej til Maastricht-traktaten i 1992 var et så stort chok for det europæiske establishment, at effekten stadig kan ses og måles. Effekten eller konsekvenserne er måske endda først rigtigt ved at vise sig. Der er kommet liv i den europæiske ombudsmand og nærhedsprincippet. Et rekordhøjt

antal lande ville afholde folkeafstemning om forfatningstraktaten, og formanden for Europa-Kommissionen, José Barroso, udnævnte som noget nyt en viceformand, Margot Wallström, med ansvar for at kommunikere EU til borgerne. EU post-1992 forsøger at imødekomme skeptiske borgere gennem interne demokratiseringsprocesser og er i dag i sammenligning med mange nationalstater et relativt åbent politisk system. Østudvidelsen og forfatningstraktaten repræsenterer en udvikling, der på mange punkter ikke fremmer et snævert, føderalt EU. Det er i den henseende et EU, der har mødt de skeptiske danskere på halvvejen. Hvis man antager, at folk rent faktisk tager stilling til EU ud fra en vurdering af, hvad EU regnes for at være i modsætning til en stillingtagen, der udelukkende er baseret på nationale forhold er det kun forventeligt, hvis store forandringer i EU fører til ændringer i folks holdninger. I Danmark, hvor mange traditionelt synes at have været skeptiske over for suverænitetsafgivelser i forbindelse med integrationsprocessen, er det næppe overraskende, hvis flere i dag bakker op om EUs seneste udvikling. Den danske nationale aftale, der blev indgået af Folketingets ja-partier i december 2004, gjorde yderligere overgang til flertalsafgørelser i EU betinget af alle partiernes accept. Den aftale kunne have bidraget til at underminere argumentet om, at forfatningstraktaten var en glidebane mod mere Union og mindre national suverænitet. Hvis suverænitetsargumentet ikke længere er relevant, ville en dansk folkeafstemning sandsynligvis i langt højere grad blive til et spørgsmål om ideologi: Om man for eksempel støtter en mere social eller liberal udvikling i EU. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at udviklingen ikke betyder, at danskerne er blevet mere positive over for afgivelse af national suverænitet på følsomme områder: Hvis harmonisering af indkomstskatter kom på EUs dagsorden, ville et flertal af danskere med stor sandsynlighed stadig være mere skeptiske end mange andre medlemslande, inklusive EUs nye nej-sigere, Frankrig og Holland. Den mulige udvikling, der gør traditionelle ja-sigere til nej-sigere og omvendt ligger derimod i, at EU-samarbejdet i disse år ikke ses som stående på dørtærsklen til en snæver, føderal og homogen union. Mange, der hovedsageligt har forholdt sig skeptisk over for EU på baggrund af en modvilje mod at afgive national suverænitet, må stadig forventes at være skeptiske over for suverænitetsafgivelser. Men folk reagerer på ændringer i EUs udvikling, og selv om det for de flestes vedkommende næppe sker ud fra et detaljeret kendskab til EUs politikker, så er ikke mindst østudvidelsen et stærkt eksempel på, at integrationen på det seneste hovedsageligt har været i bredden i modsætning til i dybden. Det er stadig for tidligt at konkludere noget endeligt på baggrund af ovenstående tendenser. Generelt må enhver opbakning til et politisk system forventes at afhænge af systemets evne til at fungere og producere resultater. EU-samarbejdet befinder sig pt. i manges øjne i en dybtgående DEN NY VERDEN 2005:4 Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? 35

DEN NY VERDEN 2005:4 Catharina Sørensen krise, og det kan gøre det svært for ja-siden at udnytte, hvad der ellers kunne have været mere EU-venlige danske holdninger. Perspektivering: EU og folkeafstemninger En gennemgående konklusion på denne korte gennemgang af EU-debatterne i udvalgte EU-lande er, at euroskepsis er et mangefacetteret fænomen, der er svært at sammenligne fra land til land. Manglen på entusiasme over for EU og forfatningstraktaten er fælles. Men ellers varierer fænomenet i både intensitet og type. Konklusionen er simpel, men ofte overset, og bør have betydning for folkeafstemningskampagner samt mere generelt for EU-institutionernes målsætning om at kommunikere EU til borgerne. Både ja- og nej-siderne i den danske EU-debat har i månederne efter det franske og hollandske nej udtrykt et stort ønske om at komme ud til folket med information om EU. Penge er blevet bevilget og mange planer sat i værk. Mest kendt er nok Europa-Kommissionens Plan D, hvor D står for demokrati, dialog og debat, og i Danmark er Folkebevægelsen mod EU kommet med et modsvar, Plan U, hvor U står for dansk udmeldelse af EU. En fælles udfordring for succesen af de mange initiativer er, at den mangefacetterede euroskepsis gør det svært at vinde stemmer ved hjælp af ét overordnet budskab. At henvende sig til borgere, der er kritiske over for nye udviklinger, er ikke det samme som at henvende sig til borgere, der er ligeglade med det europæiske kontinent. Fælles for begge typer holdninger er imidlertid, at hverken mere information eller mere demokrati vil kunne fungere som mirakelmiddel for ja-siden. Catharina Sørensen er ph.d.-studerende ved Afdelingen for europæiske studier, Dansk Institut for Internationale Studier. 36

Litteratur Andersen, Jørgen Goul (2000): Euro-survey september 2000. København: Ugebladet Mandag Morgen. Economist, The (2000): Those awkward Danes, 23. september. Gill, Mark et al. (2004): The referendum battle. London: The Foreign Policy Centre/MORI. Guardian, The (2005): Straw kicks off the great EU debate, 27. januar. Larsen, Henrik (1999) British and Danish European Policies in the 1990s, European Journal of International Relations, Vol. 5, no. 4. Torreblanca, José (2005): The three points of dissensus on the European Constitution. Análysis del Real Instituto. Madrid: Real Instituto Elcano. Meningsmålinger og websider Børsen: Greens måling for Børsen, september-oktober 2005 Chirac, Jacques (1978), LAppel Appel de Cochin (6 dé écembre), citeret fra http://clubdelhorloge.fr/appel de Cochin imp.htm Eurobarometer: Europa-Kommissionen: Eurobarometer Trends 1983-1993 ; Eurobarometer 60 (2003); Eurobarometer 62 (2004); Flash Eurobarometer 168 (2005). Brussels. Euro-Quotes: Citeret fra http://www.liebreich.com/ldc/html/europe/01-britain.html Ipsos (2005): Meningsmåling for Le Figaro og Europe 1, offentliggjort 5. april i Le Figaro. Louis Harris (2005): Meningsmåling for Libération, Yahoo og i-té lévision, offentliggjort 5. april i Libération. DEN NY VERDEN 2005:4 Nej skal blive ja, og ja skal blive nej? 37

DEN NY VERDEN 2005:4 Catharina Sørensen 38