Interview B: Transskription Socialrådgiver 2 Specialet 2016 Efter en kort introduktion vedrørende formålet med interviewet, etiske retningslinjer og anonymitet, tændes der for diktafonen og interviewet starter. Interviewer: Der. Så. Nu er den i gang [Diktafonen]. Okay. Nå [siger hendes navn], men vi starter sådan meget bredt, hvad er din uddannelse? Socialrådgiver 2: Jeg er uddannet som socialrådgiver i Aarhus. Interviewer: Okay, og hvor lang tid har du arbejdet som socialrådgiver? Socialrådgiver 2: Det har jeg i 9 og et halvt år. Interviewer: Okay, også her i kommunen? Socialrådgiver 2: Nej, jeg har været lidt over et år i Horsens, også har jeg været her i Syddjurs i, ja omkring 7 år. Interviewer: Med børn og unge? Socialrådgiver 2: Ja. Også har jeg haft barsler. Lange barsler. Ja, jeg har været i Familieafdelingen hele tiden. Interviewer: Hvornår afholder du børnefaglige undersøgelser? Hvornår du afholder de børnefaglige undersøgelser og hvornår gør du det ikke? Socialrådgiver: Hvad tænker du? Hvornår jeg? Interviewer: Altså hvornår laver du en børnefaglig undersøgelse? Hvad er hele processen med når der kommer ind en [bliver afbrudt]. 1
Socialrådgiver: Okay. Jamen lige nu, sådan som vi er organiseret nu, så er det jo modtagelsen der får underretningen ind. Og når de så har vurderet, at nu skal der laves en børnefaglig undersøgelse, så ryger den ind til os. Interviewer: Så det er de [Modtagelsen] som sidder med selve vurderingen om det skal laves eller ej. Socialrådgiver: Ja. Sådan er det lige nu. Interviewer: Og hvis de så vurderer, okay der skal laves en børnefaglig undersøgelse her, så er det så sender de den videre til dig eller? Socialrådgiver: Ja, så kommer den ind til vores faglige koordinatorer, også uddeler de sagerne så til rådgiverne, ikke. Interviewer: Hvad gør du så når du, hvis du hvis det er dig som skal foretage den her? Socialrådgiver: Sådan helt konkret? Interviewer: Ja. Socialrådgiver: Okay. Det er jeg ikke vandt til at blive spurgt om. Ja, hvad gør jeg helt konkret? Ja, så tager jeg kontakt til familien og fortæller hvem jeg er, og at det er truffet den her afgørelse, og hvad det er vi skal i gang med at lave. Fortæller dem lidt om hvad en børnefaglig undersøgelse er, og at jeg gerne vil komme ud og besøge dem, også har jeg en snak med dem, også spørger jeg oftest derefter om det vil være okay at jeg taler med børnene fordi det ligesom er noget vi skal i den her proces, og hvor det så er bedst henne, om det skal være hjemme ved dem eller i skole eller. Interviewer: Okay, så du taler altid med barnet? Socialrådgiver: Ja, når jeg laver en børnefaglig undersøgelse ja. 2
Interviewer: Okay, så det er ingen tilfælde hvor barnet ikke inddrages? Hvad hvis det er små børn? Altså hvor går egentlig grænsen? Socialrådgiver: Så tager jeg bare ud og kikker på dem, eller observerer dem og... Jamen så kan det være jeg siger, jamen nu har jeg lige lidt kontakt med din lille dreng her, han er 9 måneder, også sidder jeg lige og prøver at få øjenkontakt, eller få ham til at smile og se hvis jeg kan få kontakt til han. Og prøver sådan at lave mit eget billede ud fra om han kan det som jeg nu tænker at han skal kunne når han er 9 måneder. Interviewer: Og hvad sker der fx hvis du tænker at du ikke synes han kan det kan måske burde kunne? Socialrådgiver: Jamen så snakker jeg med hende om det. Om hun normalt vis kan få øjenkontakt og er han nem at få til at grine, og hvordan er hans døgnrytme, og er han lige begyndt at kravle eller tager han tilløb til det. Så prøver jeg sådan at spørge ind til sådan de ting jeg nu ser og hvad forældrene nu oplever. Interviewer: Okay, så på den måde indhenter du din information eller hvad man skal sige, ikke også? Socialrådgiver: Ja. Også beder vi jo som regel om en udtalelse hvis de går i daginstitution eller Interviewer: Ja vuggestue eller børnehaven. Socialrådgiver: Ja. Interviewer: Og hvad med sundhedsplejen? Er de også innover hvis det er noget du måske er bekymret over? Socialrådgiver: Ja, hvis de er helt små, så plejer vi jo som regel at invitere dem med. Det er nok noget vi sådan er bleven mere og mere opmærksom på, og huske at få dem med. Fordi det har ikke sådan været kultur for måske at arbejde så tæt sammen som vi jo er 3
begyndt at gøre. Men så har vi i hvert fald sådan en korrespondance med dem, eller måske et møde sammen med dem og familien. Interviewer: Okay. Bruger du meget tid på de her børnefaglige undersøgelser? Altså fylder de meget i dit arbejde? Socialrådgiver: Ja, lige nu da laver vi dem jo ud fra ICS, og jeg synes vi bruger det bliver hurtig meget omfattende. Og det er jo det der med, at det er en kunst for os at koge det ned til kun å spørge ind til det som der egentlig er udgangspunktet for at vi skal lave undersøgelsen. Interviewer: Er der nogen forhold i den der, de her 6 forhold, i skal vurdere, er det nogen af de forhold som du, hvad skal man sige, vægtlægger mere end andre eller? Socialrådgiver: Det kommer nok an på problemstillingen, men jeg prøver jo at gøre mig det klart om er det kun noget som er meget koncentreret om skole og fritiden, så kan det godt være vi ikke behøver at snakke så meget om sundhed eller Sådan laver den vurdering så det ikke skal fylde så meget. Bare kort berøre det eller. Interviewer: Men du er ind om alle de der 6 forhold, eller det skal man vel? Socialrådgiver: Det skal vi. Sådan er det. Det er sådan meget naturligt, det er sådan vi arbejder. Interviewer: Og de her børnefaglige undersøgelser, de skal også afholde indenfor så og så lang tid. Socialrådgiver 2: Ja, vi har jo 4 måneder. Interviewer: Ja, i har 4 måneder. Sker det nogen gange at du ikke når [bliver afbrudt] Socialrådgiver: Ja, det kan godt ske. 4
Interviewer: Ja okay. Og hvad gør man så? Socialrådgiver: Så informerer jeg selvfølgelig forældrene om at vi regner med at det bliver færdig der og der, men at det er jo ikke rigtig nogen god grund til det. Jeg tænker, at i og med at vi sådan er begyndt at få bedre vilkår, så sker det ikke så ofte som det måske gjorde for 6 år siden. At der var man måske mere presset, eller så var der noget andet der kom til at fylde, for at der var nogen andre problemstillinger eller noget man synes var mere alvorligt man tog sig af. Interviewer: Hvordan påvirker det dit arbejde hvis du ved at du har måske 2 eller 3 børnefaglige undersøgelser du simpelthen ikke har haft tid til. Påvirker det dig sådan i dit arbejde? Socialrådgiver: Ja. Det synes jeg da er helt vildt træls. Både sådan fordi at der er lovmæssig omkring det ikke, at den skal jo være færdig, og også fordi at der selvfølgelig er det også en proces for familien at være i og at vi snakker om de ting der går godt og de ting der går skidt, men den skulle også gerne kunne ende ud i at skulle hjælpe dem med nogen ting. Interviewer: Ja, lige præcis. Socialrådgiver: Så det synes jeg da påvirker mig meget, hvis jeg kan se der er nogen der har brug for hjælp og vi ikke når dertil hurtig nok, og nogen gange vil man jo bare gerne gøre det på en måned altså, komme den proces hurtig. Interviewer: Ja lige præcis, men hvordan kan du vurderer du selv så hvis du har 4 børnefaglige undersøgelser som du ikke har [lavet], hvordan vurderer du hvad for en du skal tage først fat i, når du så har tid? Socialrådgiver: Jamen det afhænger lidt af både hvilken en kom først ind, så den der er næst i køen, men så afhænger det selvfølgelig også af hvor alvorlig problematikken er. Også kan det jo nogen gange være en sparring med ens leder og sige hvad skal vi først. 5
Interviewer: Ja, okay. Så det er sagens alvorlighedsgrad eller hvad man nu skal sige, det betyder også selvfølgelig [bliver afbrudt] Socialrådgiver: Ja, det synes jeg da jeg vægter højest, hvor stor fare er barnet i. Hvor meget støtte har de brug for. Interviewer: Okay. Ja. Ja det har jeg jo sådan set egentlig spurgt om, de her seks forhold i den børnefaglige undersøgelse. Men hvad sker der hvis det er modstridende oplysninger i en sag, altså hvis fx en skoleudtalelse siger at barnet har det fint, men en mor som siger at barnet mistrives eller et eller andet? Hvordan vurderer du hvis det kommer to, eller hvis du overhovedet har oplevet det, at der kommer modstridende oplysninger? Socialrådgiver: Altså det synes jeg jo tit vi oplever specielt i skilsmissefamilier, at de oplever det meget forskelligt. Der prøver jeg bare at være lidt faktuel i forhold til det og sige at jamen jeg er ikke detektiv, eller jeg skal ikke finde sandheden, men det er nogen der oplever det sådan her og det er deres virkelighed, også er det nogen andre der oplever det på en anden måde, og det er jo deres briller eller deres virkelighed. Også snakker jeg selvfølgelig også når jeg snakker med børnene, så prøver jeg at finde ud af, ikke at sige mor har sagt det og far har sagt det, men det er det her emnet hvor jeg er i tvivl om hvad der er hvad. Og hvad der fylder for dem. Fordi jeg tænker at det må jo være det der er vægter højest. Interviewer: Ja okay, så det er barnet så i sidste ende, på en eller anden måde [her blev jeg afbrudt, men jeg skulle sige at det var barnet som var den afgørende faktor]. Socialrådgiver: Især når det er teenagers som kan sige hvad de selv vil, og hvad de selv er kede af. Så er det jo dem vi skal have til at være i bedre trivsel. Så kan forældrene jo få lov til at være uenige, bare vi kan [Hun leder efter det rigtige ord] Interviewer: Få barnet til at trives? Socialrådgiver: Ja. Det håber jeg. Men det er jo en kunst. 6
Interviewer: Det er nok en kunst, det kunne jeg forestille mig. Også er det sikkert svært det der med at, altså mindre børn måske som ikke selv helt kan udtrykke [bliver afbrudt] Socialrådgiver: Ja, det bliver det jo dem der taler, der kommer til at vægte højest. Men jeg tænker da at fx daginstitutioner, de er også sammen med børnene i mange timer hver dag, så derfor vægter jeg da også det de ser, højt. Interviewer: Ja, okay. Hvad mener du kendetegner en god socialfaglig vurdering? Hvis du selv skulle sætte nogen ord på det. Socialrådgiver: Jamen det er nok, at man har barnet i fokus og at man ikke bliver, som du siger, hvis der er forskellige vurderinger af hvad barnet har brug for, at man ikke bliver fanget og bundet ind i det, men at man holder fokus på det barnet udviser, altså tegn, og det barnet har brug for. Og at man har fået talt med dem der er relevante. Ja, sådan kort. Interviewer: Hvordan når du frem til den støtte som du mener vil være bedst til at afhjælpe barnets behov? Er det så igennem de her børnefaglige undersøgelser eller? Hvis det er et barn som har problemer på den ene eller den anden måde, hvordan når du frem til at barnet skal have, det ved jeg ikke kontaktperson, eller hvad det nu er man er kommet frem til? Socialrådgiver: Jeg tænker, at det er jo en blanding af hvad dem der er omkring barnet oplever barnet har brug for. De har jo også en tendens til gerne at vil handle og sige hvad de har brug for. Det kommer man jo selvfølgelig til at lytte til. Interviewer: Og de har jo sikkert og, måske en forestilling om hvad måske der kunne[bliver afbrudt] Socialrådgiver: Hvad der kunne virke. Eller kender barnet. Hvordan kunne man hjælpe det her barn. Det tænker jeg, at det kommer det til at præge. Også kommer det jo til at præge hvad er det for nogen udækkede behov vi kommer frem til i den børnefaglige undersøgelse. Og hvordan tænker man så man kunne løse det. Så det er jo igen sådan lidt 7
en snak med forældrene i forhold til vi har de her udækkede behov, hvor det er det her vi ser barnet har brug for, men hvordan kommer vi så over i handlingen og får løst Interviewer: Så det er sådan set et samarbejde med, på en eller anden måde, familien, eller inddrager i hvert fald familien. Socialrådgiver: Jeg kunne ønske, at vi måske gjorde det i endnu højere grad, altså det der med at fik sat os ned og fik snakked når undersøgelsen så var færdig, en gang mere. Interviewer: Men det gør i ikke? Socialrådgiver: Det er noget vi har talt om. Og i nogen situationer gør vi det jo også. Eller ringer i hvert fald og siger sådan og sådan og sådan. Interviewer: Men er det tid som er den afgørende faktor for at man ikke, eller at man har simpelthen ikke tid til det hvis man skulle gøre det med alle. Socialrådgiver: Jeg tror både det er måske tid, men det er også sådan kulturen for hvordan vi plejer at gøre det. At på et tidspunkt har vi haft rigtig mange sager, hvor det måske har været helt umulig, men så er det jo den måde man er kommet til at arbejde på, som er bleven arbejdsgangen. Interviewer: Ja, det bliver vel det som danner rutinen på en eller anden måde. Socialrådgiver: Ja, også samtidig så har, altså når forældrene først kommer dertil hvor det bliver besluttet at der skal laves en børnefaglig undersøgelse, så har de jo tit en hel masse løsningsforslag. Så selv om at man skal være i en undersøgelsesproces, så kommer man også til allerede ved første møde at snakke, jamen hvordan kunne vi så egentlig handle altså. Så det er svært bare at være i undersøgelsesfasen, altså man kommer også til at få den snak når man afdækker undersøgelsen, ikke. Interviewer: Ok, det glider ind i hindanen. 8
Socialrådgiver: Ja, det glider ind i hinanden. Så det er jo ikke sådan at man slet ikke har snakket om det, også kommer det bare en handleplan. Interviewer: Nej, så det kommer ikke som en stor overraskelse på den måde. Socialrådgiver 2: Overhovedet ikke. Jeg tænker vi snakker om det, men det kunne altså, jeg tror det kunne være godt hvis man kunne være endnu mere i proces, men jeg tror også det, at vi er ved at lave om på vores struktur i forhold til modtagelse og sådan noget, så kommer man til at have sådan lidt mere sagen tidligere fra starten. At så man måske bedre kan være i sådan en undersøgelsesproces. Fordi at når vi kommer dertil, nu skal undersøgelsen laves, så er forældrene så fyldt op, så nu skal der bare handles. Interviewer: Ja, nu skal der bare ske noget, ikke også. Socialrådgiver 2: Ja. Så det er sådan mange ting ja. Interviewer: Ja. Hvilken viden om fx familiebehandling som foranstaltning, er central for at kunne lave en god faglig vurdering, altså hvis du har et barn som skal have en eller anden foranstaltning, hvor vigtig er det at du kender til de forskellige foranstaltningsmuligheder i har, og hvad de indegår? Hvad det indebærer de forskellige. Socialrådgiver 2: Hmmm, nu har vi faktisk ikke sådan helt vildt mange foranstaltninger. Interviewer: Nej, fordi i har Familieværket, ikke også? Socialrådgiver 2: Ja. Og de kan selvfølgelig nogen forskellige ting, og jeg tænker at det er da sådan givende at vi kender den vifte af måder de arbejder på i forhold til at vi jo også får et tæt forhold til familien, og ved, jamen de lærer måske bedst sådan her, altså derfor kunne jeg pege på Men ellers så tænker jeg ikke det er afgørende. Det afgørende er at vi får belyst hvad det er, der skal arbejdes med. Interviewer: Okay, og hvad for nogen udækkede behov [bliver afbrudt] 9
Socialrådgiver 2: Ja, så er det jo, så tænker jeg familiebehandleren der må vælge den metode. Men derfor er det da også godt at jeg ved det, så jeg kan sige jamen det her barn har slet ikke noget sprog, så det vil ikke være godt at arbejde på den og den måde, men måske vil Sandplay eller et eller andet være bedre, sådan at man kan hjælpes ad med at nå frem til det, så det ikke bare sådan er.[hun stopper op] Interviewer: Så du kender i hvert fald til, altså, sådan i hovedtræk den vifte i har af tilbud i kommunen, ikke også? Socialrådgiver 2: Ja. Interviewer: Okay. Hvad er det der kan vække bekymring hos dig i forhold til et barn? Altså hvad ser du efter hvis du er bekymret for et barns trivsel? Socialrådgiver 2: Åhh, det er et stort spørgsmål. Det ved jeg ikke. Det afhænger jo rigtig meget af alder og hvad det er for nogen ting der bekymrer, men det er jo noget med hvordan fungerer barnet i det sociale, hvordan er det følelsesmæssig, hvordan er forholdet til familien, kan det fungere i skolen, altså jeg tænker det er rigtig mange ting på spil. Interviewer: Så det er i virkeligheden egentlig alle de der 6 punkter på en eller anden måde du sådan ikke også? Socialrådgiver 2: Ja, jo, jeg synes det er sådan lidt svært at svare på sådan helt konkret. Interviewer: Ja, det er også helt i orden. Socialrådgiver 2: Men ja, det er jo nogen ting afhængig af barnets alder som jeg vil kikke mere på, end noget andet. Interviewer: Ja, det er klart. 10
Socialrådgiver 2: Og mere udad jo ældre de bliver, altså hvordan de fungerer udenfor familien. Interviewer: Ja, altså de her sociale kompetencer. Socialrådgiver 2: Ja. Interviewer: Hvad tænker du kendetegner en god barndom? Socialrådgiver 2: Hmmm, en god barndom. Jamen det er, at der er nogen voksne i barnets, omkring barnet, det behøver måske nødvendigvis ikke at være forældre, men at det er nogen voksne omkring barnet, som kan give nærvær og omsorg, og som kan stimulere barnet. Ja, det tænker jeg måske er det aller vigtigste. Interviewer: Ja. Kan du huske en sag hvor du har været i tvivl om dine socialfaglige vurderinger? Socialrådgiver 2: Jamen altså jeg tænker altid. Jeg håber altid at vi er lidt i tvivl. Altså fordi jeg tænker ikke bare sådan at det er et facit Interviewer: At der er et korrekt svar. Socialrådgiver 2: Nej, det er mange ting der spiller ind på. Interviewer: Men hvad gør du hvis du, når du er i tvivl? Altså inddrager du kollegaer, eller søger du mere viden? Socialrådgiver 2: Ja, så kan det være jeg har den med på et gruppemøde, eller snakker med min leder om det, eller det kan også være nogen situationer hvor jeg taler med forældrene om at det er det her, det peger på at vi kan hjælpe sådan her, men jeg kan være i tvivl om hvor langt vi kan komme, men nu må vi prøve det ad også må vi jo vælge en ny retning hvis det ikke lykkes. 11
Interviewer: Ja okay. Så det er ikke, så hvis du er i tvivl eller du synes så det er godt nok at være i tvivl, så kan man udspørge ens kollegaer eller? Socialrådgiver 2: Ja. Leder eller kollega, ja blive klogere på det og også snakke med familien, de kan også tit være i tvivl om hvad der kan virke, så. Og i nogen familier så vil noget måske virke som slet ikke vil virke i en anden familie, så altså der er mange ting der har indflydelse på om vi når målet eller. Interviewer: Ja, men har du oplevet så, at du har haft en ide om en foranstaltning og haft det med til visitation eller hvor det er i har det med, jeg er ikke helt sikker, og i så har vurderet det, at du har vurderet det sammen med dine kollegaer, og i så har fundet frem til en ny løsning eller hvad man skal sige. At du har haft et udgangspunkt, men været i tvivl, også har du diskuteret med dine kollegaer, også har i kommet frem til noget andet? Socialrådgiver 2: Ja, det har vi nok. Jeg kan ikke lige komme på noget konkret, men jeg tænker jo hele tiden man er i en sådan en proces om at ville gøre det der er det bedste for barnet, og at der er det jo godt at få nogen input udefra. Interviewer: Ja. Helt sikkert. Socialrådgiver 2: Eller tage det på supervision eller. Jeg har ikke sådan oplevet, at vi på visitation så har gået en helt anden vej. Interviewer: Nej. Socialrådgiver 2: Jeg tænker vi har været sådan nogen lunde enig. Men jeg tænker da hele tiden at man bør søge at dygtiggøre sig, altså at blive bedre ved at snakke med dem der er omkring en. Det kan også bare være små deleelementer i en sag, det behøver ikke at være [hun stopper op] Interviewer: Og det er det vel også tit i en sag, altså det er vel tit at det er små ting i en sag måske man tager op til diskussion eller, ikke også? 12
Socialrådgiver 2: Jo. Interviewer: Har du nogen sinde oplevet at en foranstaltning som du har iværksat har, altså at dine beslutninger ikke har været de rigtige? Og at de så har måttet lave, altså at du har vurderet, ja, en eller anden speciel foranstaltning også viste det sig så bagefter at det var ikke, det var måske ikke det optimale eller? Socialrådgiver 2: Jeg har i hvert fald oplevet, at vi har ændret det, eller sagt det ikke fungeret tilstrækkeligt, men jeg tænker at som regel så er der nogen små elementer der har virket, eller at de har fået noget ud af det på Interviewer: Har du et eksempel du kan komme med? Det er måske ganske svært at komme på? Socialrådgiver 2: Jamen jeg har en. Det var så, jeg har haft familien tidligere, også var jeg på orlov. Også har jeg fået den tilbage, ikke lige med det samme jeg kom tilbage, men efter noget tid, fordi hun der havde sagen hun er rykket i modtagelsen, så jeg har sådan kendt dem i lang tid og haft dem først, også fået dem igen nu. Interviewer: Okay. Socialrådgiver 2: Og imens jeg var på orlov, var der sat kontaktperson på. Til en pige i sådan en søskendeflok på seks, hvor mor er alene med børnene. Og det har været mange skænderier, og hun har haft nogen voldelige mænd og sådan, og det har været sådan meget turbulent i familien. Og mor har ikke rigtig sådan overskud og mulighed for at komme ud og få dem til noget sport og sådanne ting. Så jeg tror egentlig, at ideen med kontaktperson, var både at få hende ud i noget socialt eller få hende, eller give hende et pusterum og få hende lidt væk hjemmefra, og se om hun kunne komme i gang med en sportsaktivitet og sådan nogen ting, og også få nogen at snakke om hvordan er det at være i din familie og hvad kan du gøre når du bliver bange og utryg, og er det nogen af de her ting omkring de hjemlige forhold som hun havde brug for at snakke om. Fordi det kunne vi have en antagelse af at det kunne være svært at være der hjemme og det, mor 13
kunne nikke genkendende til at sådan var det nok også. Og der har hun så været på her i et års tid eller halv andet tror jeg, og det har vi så lige afsluttet. Interviewer: Okay Socialrådgiver 2: Fordi at pigen hun fik sådan ikke åbnet op og fortalt om det der var svært, selv om at der har været noget i det her halve år der har været svært, som vi kunne have håbet hun kunne brugt kontaktperson til, og en professionel kontaktperson. Så det hun fik ud af det, det var ikke spildt men hun fik kun det ud af det, at hun kom ud og fik en tur på MacDonalds, eller gik en tur på stranden, og fik hygget sig. Interviewer: Jamen det var jo også måske meget godt. Socialrådgiver 2: Ja. Og det fik hun helt sikkert noget ud af, men vi vil også bare gerne have haft at det andet var i spil. Også det at hun har bleven det der halvandet år ældre, det gjorde også at hun her til sidst, hun var ikke sådan helt motiveret for at skulle afsted, og sådan nej, skal jeg ud med hende kontaktperson i dag, og hun var sådan lidt selv at hun [hun stopper op] Interviewer: Hvor gammel var hende, eller er hende? Socialrådgiver 2: 10, 11 tror jeg. 11, 12 ja. Interviewer: Men lavet i så en ny foranstaltning eller hvad? Socialrådgiver 2: Jamen der, så havde rådgiveren, der havde den lige inden mig, nu havde sat hende på venteliste til Sandplay, og det var så i håb om at vi kunne arbejde lidt videre med den anden del af det, det der med at der kunne være nogen ting som hun ikke fik bearbejdet, og som hun gik alene med fordi hun har også haft svært ved at sove om natten og haft sådan meget tankemylder og sådanne ting. I håb om at sådan en, hvor man ikke skulle kunne snakke så meget, men hun kunne få bearbejdet nogen ting ved bare at lege i sandet og være i den der position. Så det er jeg lidt spændt på om 14
Interviewer: Okay, så det er i gang nu? Socialrådgiver 2: Det er lige startet. Interviewer: Okay. Socialrådgiver 2: Så det var ikke fordi det var spildt det andet, og jeg tænker der var en god baggrund for at det var det der var sat i gang, men alligevel så virket det ikke helt optimalt. Og nu prøver vi så å arbejde lidt med det andet. Interviewer: Men så kan man jo sige så arbejder man sig jo fra en metode til en anden, også med fokus på barnets bedste hele tiden, kan man sige. Fordi, altså det i gerne ville have ud af det, det var ikke lige det som kom. Socialrådgiver 2: Ja. Og hvis hun ikke rigtig kommer til at bruge det her, så må man måske sige at hun ikke er klar til at bearbejde det der stormfulde, der nogen gange kan være der hjemme. Eller det har hun ja, så må vi jo vente og se eller Interviewer: Og hvad gør man så, hvis man kan se at et barn har det svært, men det er bare svært at komme ind, eller at få en del i det der. Det sådan lidt, ikke en umulig opgave, men en svær opgave tænker jeg. Socialrådgiver 2: Ja, altså, et eller andet sted så skal jeg jo bare beskrive opgaven, også skal familieværket finde ud af hvordan de skal løse den, så jeg kunne bare sende den ind igen og sige... Interviewer: Ja, for du skal jo ikke ind i familien å behandle, det er jo ikke dit område, kan man sige. Socialrådgiver 2: Så nogen gange, så må man jo blive ved med at sige, men det virket ikke med den her metode, vi bliver nødt til at prøve noget andet, vi har stadigvæk de her problemstillinger, eller også, så må man jo forsøge at gøre det klart for forældrene og 15
barnet at vi er her, og hun må sige til når hun har brug for, hvis hun har brug for noget, og at måske er det ikke lige nu, men måske er det om et år eller. Interviewer: Ja ja, lige præcis. Socialrådgiver 2: Så må de henvende sig igen eller. Interviewer: Var det mor selv som har henvendt sig så til? Socialrådgiver 2: Det er lang tid siden Interviewer: Ja, det [bliver afbrudt] Socialrådgiver 2: Jeg kan ikke huske om det er kommet en underretning på et af børnene, eller, det tror jeg måske der var. Interviewer: Ja, okay. Har du nogen specielle teorier eller sådan, du trækker på når du skal vurdere hvad et barn har behov for? Altså fx tilknytningsteori, eller børns udvikling eller. Socialrådgiver 2: Jeg tænker jo at vi sådan i størst grad er inspireret i det der sådan ligger i ICS undersøgelsen, omkring resiliens og mestring, barnets tilknytning og over i noget Bowlby og Kari Killén, og noget systemisk med Brofenbrenner og... Altså det er jo så det som undersøgelsen bygger på. Det er nok det vi har mest i spil. Og det der sådan ligger i baghovedet, så er det nok mere hvis vi fordyber os på et gruppemøde, og prøver at få noget andet i spil at Men det er nok de teorier der sådan. Interviewer: Og det er vel også de teorier som præger uddannelsen, som i har som ballast på en eller anden måde, ikke også? Socialrådgiver 2: Ja, det der sådan ligger dybest i en, tænker jeg. Interviewer: Så de teorier de bruger du sådan set? 16
Socialrådgiver 2: Ja, det synes jeg. Det ligger sådan ubevist. Interviewer: Ja, lige præcis, latent, uden at man måske er sådan helt klar over det, men det kommer til spil. Socialrådgiver 2: Ja, det tænker jeg. Interviewer: Okay. Ved du hvad, det var faktisk det. Det var de spørgsmål jeg havde. 17