20. seftr Matt 22,1-14.Vigtigere end det vigtige Tonen er skarp i dag. Konflikten mellem Jødernes ledere og Jesus stiger i intensitet. Det er den sidste hektiske uge i Jerusalem. Jesus ved, hvordan det ender. Nemlig det der siges i lignelsen: andre greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Samtidig går der en anden tone igennem det hele: nemlig kongens enorme anstrengelser for at få alle med til fest. Hele to gange sender kongen besked ud. Og sidste gang går indbydelsen helt derud, hvor kragerne vender. Vores lignelse her er et kirkehistorisk vue. Det begyndte med indbydelsen til jøderne. Men Gud havde hele tiden tænkt ikkejøder med i sin frelsesplan, og afvisningen af Jesus Langfredag blev anledningen til at indbydelsen gik ud til hele verden og at kirken voksede ud i hele den daværende verden. Men lignelsen er også meget aktuel. Den vestlige verden har hovedsageligt været kristen siden Kejser Konstantin gjorde kristendommen til statens religion i 325. Men nu vinder sekulariseringen mere og mere frem ateismen ligeledes og mennesker takker i her i den vestlige verden oftere og oftere nej til festen. Vi har travlt med vores økonomi, voreswellness-projekter og hvad vi ellers er optaget af. Men Gud lader stadig indbydelsen gå videre, så mennesker i verdens yderste afkroge i Asien, Afrika og Sydamerika stormer ind i Guds rige. Ja, sågar muslimer vender sig i nogle områder o større mængder til Kristus end vi vesteuropæere gør.
Når Europa siger nej tak, så siger Afrika og Sydamerika ja tak. Det er lignelsens aktuelle skarpe kant. Gud lader sig ikke standse. Vil vi gammelkristne vesteuropæere ikke lege med, sådan som jødernes ledere ikke ville lege med dengang ja, så går indbydelsen videre til andre, der gerne vil lege med. Når Europa siger nej, siger Afrika og Sydamerika ja. Så lignelsen har både en historisk vinkel og en aktuel vinkel. Og sådan er det faktisk altid med Bibelens ord. Det er aldrig bare en gammel historie det er altid noget, der på en eller anden vis berører vores liv. Nu stiller vi så spørgsmålet: hvordan er forbindelsen mellem teksten fra Jeremias kap. 18 om pottemageren, der hele tiden begynder forfra på at forme leret til en smuk og brugbar potte og så vores tekst her om kongesønnens bryllup? Det er jo et utroligt smukt billede af Gud, Jeremias får, da han går ned til pottemageren og ser på, hvordan han utrætteligt arbejder på at få en smuk potte ud af leret. Og pointen er: sådan er jeg, siger Gud til Jeremias. Sådan er jeg uendelig tålmodig med jer mennesker, som jeg forsøger at forme igen og igen. Jeg smider jer ikke bare væk efter første forsøg. Nej, jeg forsøger igen og igen, om det dog ville lykkes mig at få noget godt, smukt og brugbart ud af jer. Gud begynder forfra med os igen og igen. Kan Guds nåde, kan Guds tålmodighed, kan Guds kærlighedsvilje udtrykkes stærkere og smukkere? Jeg synes det næsten ikke.
Men når vi læser videre i Jeremias kap. 18 ser vi, at billedet med pottemageren ikke kun er et budskab om Guds uendelige tålmodighed. Pottemageren er lige så meget en sidste advarsel til Jeremias s samtid. For Gud ender faktisk besøget hos pottemageren med at sige til Jeremias: sig til dit folk, atnu former jeg en ulykke mod jer og lægger planer imod jer (vers 11). Pottemageren handler med det mislykkede ler på samme måde som kongen handler med de først indbudte, der takkede nej. Nåden vender og bliver til dom. Det rejser det vanskelige men også afgørende spørgsmål: kan Guds tålmodighed slippe op? Kan vi virkelig komme til et punkt, hvor Guds tålmodighed slipper op med os og der ikke er mere nåde? Det tror jeg faktisk vi må svare ja til: ja, Guds tålmodighed kan slippe op. Vi har ingen garanti for, at Gud bliver ved med at forsøge at forme os som leret i sin hånd. Vi kan ikke være sikre på, at vi altid bare kan udsætte det at søge Gud. Vi kan ikke være sikre på, at vi altid får en ny chance. Vi kan ikke være sikre på, at vi altid kan vende tilbage til det med Gud, når vi får tid. Hvad betyder det så? Ja, det betyder for det første ikke, at vi skal gøre os fortvivlede spekulationer om, om Gud har kasseret mit ler. Det får vi nemlig aldrig at vide. Det ved kun pottemageren selv.
Men det betyder til gengæld, at hvis jeg endnu ikke har taget imod invitationen til fest, så skal jeg se dagen i dag og denne prædiken som en gylden anledning. Til det menneske, der bare tager Guds tålmodighed som den største selvfølge, lyder det: du menneske, Guds tålmodighed kan slippe op. Men til det menneske, der vender sig til Gud og leder efter ham, lyder det: den som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Forveksler vi Guds tålmodighed med en selvfølgelighed, så lyder det: Guds tålmodighed kan slippe op. Men leder vi efter Gud, så får vi øje på billedet med pottemageren. En ting mere må vi sige om pottemageren. Nemlig dette, at Gud kan få noget godt og smukt og brugbart ud af det mislykkede. Vi ser det i den bibelske historie. Gang på gang lykkedes det Gud at få noget godt ud af sit vrangvillige folk. Bedst som de lå i ruiner, fik Gud noget godt ud af dem alligevel. Og rejste et nyt folk ud af dem. Og det samme gælder i vores liv. Vi mislykkes gang på gang med at virkeliggøre Guds vilje. Vi er ler på Guds drejeskive men det kan lykkes Gud at få noget godt ud af vores mislykkethed. Ud af vores fejl, svigt og synd skaber Gud en ny længsel i os efter Jesus. Og ud af vore tab, skaber Gud en ny længsel og et nyt håb efter Guds fremtid for os. Det er som apostlen Paulus skriver om sin erfaring med magtesløshed og Gud. Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed, siger Gud. Her finder du pottemageren
på arbejde. Jeg er magtesløs javel, men min Gud arbejder bedst med magtesløse mennesker. På Jesu tid var bryllupsfesten den ultimative fest. Og derfor bliver den også brugt som et billede på livet i Guds rige frelsen festernes fest. Skikken var, at brudgommen skulle sørge for stort set alt til festen, for på den måde at bevise sin egnethed til at forsørge sin hustru. Og en af de ting brudgommen også skulle sørge for var bryllupsklæder til gæsterne til festen. Det kunne i nogen situationer være rart nok at ha sådan en skik i dag så slap man for at tage stilling til, hvad for noget tøj, man skulle tage på til det bryllup, man er inviteret til. De rigtige bryllupsklæder som adgangstegnet til at man er indbudt. Så kunne kun de, som var inviteret og havde fået udleveret det rigtige tøj deltage i festen. Hvad kan det være for noget tøj, Jesus her taler om. Jeg tror vi skal finde svaret i det udtryk Paulus gang på gang benytter sig af jeg har ikke talt det, men jeg gætter på at det nærmer sig et par hundrede gange i hans breve. Det er udtrykket i Kristus i Jesus. Jeg forestiller mig, at Paulus har dette i fra Jesu lignelse her. I Galaterbrevet kap. 3 vers 26-27 siger Paulus sådan her: For I er alle Guds børn ved troen, i Jesus Kristus føjer han så til. g fortsætter: Alle I, der er døbt til Kristus har jo iklædt jer Kristus. Dvs Paulus peger på to måder to ligestillede måder man får det rigtige tøj på for at kunne deltage i Gudsfesten, nemlig ved at iklæde sig Kristus ved troen og for det andet ved dåben.
Ved troen og dåben trækker vi Jesusklædningen over hovedet og tar Kristustøjet på. vi iklæder os Kristus. At tage Jesustøjet på betyder, at vi i overført betydning tager Jesu retfærdighed på, så vi er klar til festen. Jesu retfærdighed det fuldkomne liv Jesus levede og hans død på korset for os det er det bryllupstøj, Jesus taler om her. Hvis man er stor sådan rent vægtmæssigt så kan man gøre en hel del for at skjule sine overflødige kilo ved den måde, man klæder sig på. Fx er sort tøj velegnet til at kamuflere overvægt, ligesom løst siddende tøj er bedre end slimfit. Men overfor Gud kan vi ikke kamuflere noget som helst. Han ser lige igennem os som et røntgenbillede og ser vores synd og uegnethed til at deltage i Gudsfesten. Til Guds fest må der nemlig ikke være noget tilbage af synden. Det vil ødelægge festen, sådan som det engang ødelagde festen i Paradisets have. Jesustøjet har den evne, at det skjuler mine fejl og svagheder og min synd. Og Gud er jo ikke dum. Han ved godt, hvordan jeg ser ud uden Jesustøjet. Alligevel ser han kun sin søn, når han ser mig. Fantastisk! Når Gud ser på mig med bryllupsklæderne på, så ser han faktisk Jesus og ikke mig som jeg er i mig selv men sådan som den, jeg er i Jesus. Dvs når jeg tror på ham og er døbt til ham. Vores lignelse viser os altså, at der er to måder et menneske kan lukke sig selv ude fra Gudsfesten. Og det er vigtigt at lægge mærke til, at det er os mennesker selv, der lukker os selv ud fra festen ikke Gud. Der er altså to måder vi kan lukke os selv ude
fra festen. Det ene er ved ikke at tage imod indbydelsen. Det var dem med de gode undskyldninger. Den anden måde hvorpå vi lukker os selv ude fra festen er ved ikke at have bryllupstøjet på det udleverede festtøj. Vi skal ikke engang selv sørge for det. Vi får det ganske enkelt udleveret. Men nogle mennesker tager det ikke på. Måske tænker de: er vi ikke gode nok som vi er? Vi kommer da i det tøj, vi selv har valgt. Dvs vi kommer i os selv. Er Gud ikke tilfreds med det, så kan han da også blive fri. Jeg har ikke brug for noget Jesustøj for at nærme mig Gud. Jeg er som jeg er. Sådan kan man også lukke sig selv ude fra festen. Altså ved ikke at tage imod invitationen eller ved at mene, at man bare kan møde op som man er uden at være iført Jesustøjet Jesu retfærdighed. Og så bliver vi nødt til lige kort at standse ved den sidste sætning, Jesus siger. Han siger: mange er kaldt men få er udvalgt. Vi ville nok have forventet, at han sagde: mange er kaldet men få har svaret ja. Sådan ville vi nok mene, han skulle sige. Men Jesus siger, at få er udvalgt. Udvalgt! Så lyser de røde lygter straks hos en del. Betyder det, at nogen ikke er udvalgt? Det er den gamle diskussion, som er ført i kirken til alle tider. Jeg tror, det Jesus her siger, er, at vi kan svare nej tak til invitationen men vi kan ikke svare ja tak af os selv. Her må Gud tage over, hvis vores svar skal blive til et ja. At være udvalgt bliver således lig med at opgi den sidste rest af tro på sin egen kunnen i forhold til Guds rige. Jeg kan sige ja til så mange ting mit arbejde, min ægtefælle, andre mennesker osv. Men jeg kan
ikke sige ja til Gud medmindre altså at Gud selv lægger det ja i min mund og mit hjerte. Vi får aldrig det endelige svar på, hvorfor nogen siger ja mens andre siger nej. Den hemmelighed ligger dybt begravet i Guds store bankende hjerte. Men vi kan være sikre på, at hvis det bliver et nej, så skyldes det ikke manglende indsats fra Guds side til at få os til at sige ja. At være udvalgt betyder altså blot hvis man kan bruge ordet blot i den sammenhæng at være udvalgt betyder altså blot, at jeg opgir troen på egen evne til at sige ja til Gud og så sige: Gud, jeg vil gerne sige ja til dig, men du ved, hvor halvhjertet det bliver. Sig du derfor dit ja i mit hjerte, så jeg kan gentage det med min mund. 3 ting har vi været inde på i denne prædiken. Vi har set på spørgsmålet, om Guds tålmodighed kan slippe op? Svaret var her: ja, det kan den. Derfor kan man ikke sætte sit forhold til Gud på stand by til en anden god gang. Dernæst så vi på det med bryllupsklæderne. At have det rigtige festtøj på betyder, at man ved tro og dåb har iført sig Jesustøjet hans retfærdighed. Og endelig så vi her til sidst, at kun den, som er udvalgt kan sige ja tak til invitationen til Guds fest. At være udvalgt vil ganske enkelt sige, at man endegyldigt opgir troen på egne evner til at svare ja til Gud og i stedet beder ham lægge sit ja ind i vort hjerte, så vores mund kan gentage hans ja.