Fra Romerbrevets Budskab af C. O. Rosenius

Fra Romerbrevets Budskab af C. O. Rosenius Rom. 4, 9-10: Gælder da denne saligprisning de omskårne, eller gælder den også de uomskårne? Vi siger jo at troen blev regnet Abraham til retfærdighed. Hvordan blev den så tilregnet ham? Skete det efter at han var blevet omskåret, eller da han var uomskåret? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret. Det var nødvendig med en sådan afklaring, både for dem som havde omskærelsens tegn, og for dem som ikke havde denne. For selv om de måske kunne være overbevist om at Abraham blev retfærdiggjort ved tro, så kunne de alligevel komme på tanken om at denne salighedsvej vel bare tilhørte dem som Herren Gud ved pagtstegnets segl havde valgt som sit folk, og at den dermed ikke var for alle mennesker. Men nu viser Paulus på en overbevisende måde at sådan var det ikke. Vi siger jo, skriver han, - dvs. dette er vi jo overbevist om, med baggrund i vor historie - at troen blev regnet Abraham til retfærdighed. Så spørges der: Hvordan blev den så tilregnet ham? Skete det efter at han var blevet omskåret, eller da han var uomskåret? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret. Abraham fik omskærelsens tegn da han var halvfems år gammel (1. Mos. 17:24). Da var Ismael tretten år (vers 25). Men Abrahams tro blev regnet ham til retfærdighed før Ismael blev født (Kap. 15:6 og 16:16). Af dette ser vi at Abraham blev retfærdiggjort mere end tretten år før omskærelsen blev indstiftet. Og dermed var det også tilstrækkelig dokumenteret at omskærelsen ikke havde bidraget til hans retfærdiggørelse, at retfærdigheden gennem troen dermed også gives til en hedning, så snart han kommer til troen på Kristus, og at frelsens vej dermed er den samme for alle mennesker. Den som har Abrahams tro, han er retfærdig og salig enten han er jøde eller græker. Men hvis omskærelsen ikke havde nogen som helst betydning for at Abraham blev retfærdiggjort, hvad skulle den så tjene til? Dette svarer apostelen nu på. Han siger: 11 og 12: Og han fik omskærelsens tegn til segl på den retfærdighed af tro som han havde fået da han var uomskåret. Sådan skulle han være far til alle de troende som er uomskåret, så retfærdigheden kunne blive tilregnet også dem, og ligeså far til de omskårne som ikke bare har omskærelsen, men også følger i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde da han var uomskåret. Her siger Paulus at det var langt fra at omskærelsen kunne have bidraget til Abrahams retfærdiggørelse. At den tværtimod har været et "segl" på retfærdiggørelsen som da allerede var sket. Og historien bekræfter dette, ved at Gud indstiftede omskærelsen (1. Mos. 17) som et tegn på den pagt han allerede havde oprettet med Abraham. Men selve kernen og herligheden i denne pagt var løftet om den velsignede slægt, Kristus, og retfærdiggørelsen ved troen på ham. Jo mere dyrebar og højt over al fornuft denne gave var, jo fastere og sikrere burde Abrahams tro kunne holde fast i den. Derfor har den omsorgsfulde og kærlige Gud til sit løftesord også knyttet et løftestegn i omskærelsen. Gennem omskærelsens tegn lyder dette budskab: Du er født i synd, og føder fortsat syndige efterkommere. Men se, af dig Abraham, af din slægt, skal der på trods af alt dette fødes en mand som skal være uden synd. Og gennem ham skal alle verdens synder tages bort. Gennem ham skal du og alle dine sande børn, dvs. de som har samme tro som dig, blive retfærdiggjort overfor mig, lige så fuldkomment som om I var født uden synd. Dette er det apostelen, med sit åndelige øje, har set i at Gud gav omskærelsens tegn, for han siger at det blev givet til et segl på retfærdigheden af tro. Men hvordan skal vi forstå det at apostelen her omtaler omskærelsen bare som et segl på troens retfærdighed, når den andre steder i Skriften (f.eks. 5. Mos. 10:16, 30:6, Rom. 2:29) synes at skulle betyde hjertets omskærelse, eller den nye fødsel? Til dette kunne man jo svare at Paulus her bare så det som sin opgave at vise at omskærelsen ikke bidrog til retfærdiggørelsen, og at det er derfor han siger at den bare udgør en bekræftelse på den retfærdiggørelse som allerede er sket. Men det rigtige svar er: Netop fordi omskærelsen var et segl på retfærdigheden af tro, så var den for de troende et nådemiddel til at virke en fornyelse i hjertet. Og det var dette omskærelsen skulle være et billede på (en hjertets omskærelse - kap. 2:29). Alt som styrker troen, styrker også helliggørelsen. Retfærdigheden af tro, og hjertets fornyelse, hænger så nøje sammen som træet og dets frugt. Og dette var grund nok til at Paulus her bare omtaler det omskærelsen dybest set stod for: Et segl på retfærdigheden af tro. Til et segl, Abraham fik omskærelsen som et segl på troens retfærdighed. Når en officiel pagt opsættes, bliver den til sidst påført et bekræftende segl (rigets segl). Omskærelsens tegn var et sådant segl. I dette har vi en dyrebar lærdom i hvad sakramenterne skal tjene til. Vi ved også at vore kirkefædre brugte disse formuleringer i trosbekendelsen (om omskærelsen som et segl på retfærdigheden af tro) når de ville give en side 1 af 9

grundlæggende lære om sakramenterne (Apologia art.7 og samtl. W. XIX, s.76). Omskærelsen var et tegn. Men ikke bare et tegn som satte skel mellem jøder og hedninger. Den var også et nådetegn, et Guds segl på det gode han havde givet i Ordet. Derfor var den også for de troende et nådemiddel. Den var et middel til at de stadig blev mindet om den nåde og det løfte som blev givet til Abraham. De troende jøder, som kendte Guds vej med sit folk, blev på den måde trøstet og styrket gennem dette tegn/segl, på samme måde som evangeliet virkede. Bare med den forskel at her skete det gennem et ydre tegn. Sådan er det også med Det nye testamentes sakramenter. De er ikke bare et ydre synligt kendetegn på hvem som er kristne, men, som Augustin siger, "synlige nådeord". De er et segl, en stadfæstelse overfor det enkelte menneske, om at det har del i den nåde som gennem forkyndelsen tilbydes hele verden. Gennem sakramenterne vil Gud ligesom tage det enkelte menneske til side og sige til dem: Det er dig jeg mener, dig som jeg giver dette ydre tegn. Dig giver jeg denne usynlige, åndelige gave som jeg ved mit ord har knyttet til dette tegn. Sådan er det med dåben. Da Kristus indstiftede dåben, lagde han hele frelsens gave ned i den, når han udtalte disse ord: "Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst." Det er ikke bare det naturlige vand, men ved Guds ord: Det nåderige livets vand og et bad til genfødelse i Den Hellige Ånd. Det samme gælder nadverens sakramente. Jesus siger om brødet og vinen: "Dette er mit legeme... Dette er mit blod, som blev udgydt for jer til syndernes forladelse." Så er det ikke bare det naturlige brød og vinen, men, sådan som Paulus siger det: "Brødet er samfund med Kristi legeme, og kalken er samfund med Kristi blod" (1. Kor. 10:16, 11:27,29). De vantro blandt jøderne havde omskærelsen alene som en lovgerning. Og dermed blev den bare en falsk trøst og et bedrag for dem. Men på samme måde er også dåben og nadveren i dag for de ugenfødte, bare ydre ceremonier, og fører bare til at de bedrages. Derfor må troen altid være der, for at vi skal få velsignelse af Herrens ord og de sakramenter han har indstiftet. Luther siger:" Der af kommer sandheden i ordsproget: Ikke sakramentet, men troen på sakramentets løfte, retfærdiggør". Så har omskærelsen heller ikke retfærdiggjort Abraham og hans slægt. Men Paulus siger den er et segl på retfærdigheden af tro. For troen på det løfte som omskærelsen var knyttet til, retfærdiggjorde og opfyldte det som omskærelsen var et billede på. Det er altså bare den som har troen, som får velsignelsen gennem sakramenterne. Dermed bliver sakramenterne heller ikke bare ydre tegn og smukke forbilleder i vort sind. Og allermindst bliver det, sådan som nogle mener, rene lydighedsgerninger eller noget vi foretager os for at bekende vor tro. Nej, det at sakramenterne ikke bliver til nogen frelse for en vantro, det er noget som også gælder alt det Gud har gjort eller givet. For, som det er med evangeliet, sådan er det også med hele Kristi værk: "Ordet som de hørte, blev til ingen nytte for dem, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem som hørte det" (Heb. 4:2). Men det gør jo ikke at vi siger at Ordet og hele Kristi værk er tomme tegn som ikke har nogen nytte. Tværtimod siger vi at samme ord, som ikke blev til nogen nytte for dem som ikke troede, netop formidler Kristus og al hans fortjeneste til dem som tror. Dette ser vi bl.a. i Rom. 10:6-8: "Men retfærdigheden af tro siger: Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal fare op til himmelen? - Det vil sige, for at hente Kristus ned. Eller: Hvem skal fare ned i afgrunden? - Det vil sige, for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte" osv. Disse ord siger os: Du behøver ikke spejde opover mod himmelen, eller ned i afgrunden, efter Kristus. Du har ham hos dig. Du har ham i Ordet: "Det er troens ord, det som vi forkynder". Har du troen i hjertet, så har du Ham i dit hjerte. Det samme gælder sakramenterne. De gør at jeg ikke behøver at svæve omkring, hid og did, men kan tage imod ham gennem hans synlige tegn, sådan som Augustin udtrykte det: "Sakramenterne er synlige nådeord." Et sådant synligt nådeord/nådebudskab var omskærelsen også. Og til sidst vil vi minde om at omskærelsen, som altså var et segl på retfærdigheden af tro, efter Guds forordning skulle udføres på de nyfødte børn (på den ottende dag 1. Mos 17:12). Dermed er det sikkert at Gud også har villet vise at et nådetegn som modtages når vi er så små, også kan tjene til velsignelse. Men igen går vi tilbage til teksten. Apostelen siger videre at Abraham, som altså allerede var en troende, modtog omskærelsen som et tegn på at han også "skulle være far til alle de troende," både for dem som er uomskårne, men også for de "omskårne som ikke bare har omskærelsen, men også følger i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde." Abraham er i en særskilt betydning far til alle dem som tror på Kristus. Man kan sige at de troendes "slægt" på jorden er udgået fra Abraham. Den hellige slægt/sæd som skulle udgå fra Abraham, var Kristus. Og Kristus var det hellige hvedekorn som skulle bære meget frugt, og skulle forplante sig til en stor "slægtsager" af Kristus-mennesker, dvs. de som tror på Kristus og derved er født af Gud. Dette er Abrahams side 2 af 9

åndelige slægt (Rom. 9:7-8), som på denne måde er kommet fra Abraham. Derfor kaldes alle troende også for "Abrahams børn/æt/slægt" (Gal. 3:7,29). Omskærelsen skulle også vidne om dette. På denne måde er alle folk og slægter på jorden genforenet til én familie i Kristus. Til søskende, til et, som Paulus siger det i Gal. 3:28: "Her er ikke jøde eller græker, her er ikke træl eller fri, her er ikke mand og kvinde. For I er alle ét i Kristus Jesus". Dette, at fremstille denne alle Guds børns enhed gennem troen på Kristus, har været et af hovedemnerne for Paulus (se kap. 3:29,30, 9:8, Gal. 3:28, Ef. 2:13-22). Også denne enhed, eller fuldstændige lighed ind for Gud, er et stort vidnesbyrd om at menneskers fortjeneste, deres venlige sind eller en anden dyd, ikke betyder noget ind for Gud. Herren ser alene om vi har Abrahams tro (svensk: er af Abrahams tro). Tænk over hvilken stor forskel som trods alt findes mellem Guds pagtsfolk og hedningerne! Mellem dem som altså havde hele Guds ord, gudstjenesten som var indstiftet af Gud, og alt det øvrige som fulgte med i deres gudstjeneste -. Og på den anden side dem som levede uden Gud i verden, på linje med de vilde dyr i skoven, i hele hedenskabets fordærvelse. Og så gøres begge disse folk til et, så de anses lige ind for Gud, bare ved troen på Kristus -! Da må vi bekende, at i dette ligger der en stærk stadfæstelse på at Guds nåde ikke er afhængig af nogen som helst dyd eller gode egenskaber hos mennesket, men at Gud bare ser efter den hellige slægt, Kristus. Og der hvor han finder ham, der finder han alt det som behager ham. Og ligeså far til de som også følger i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde da han var uomskåren. Disse ord må vi lægge mærke til. "Troens spor" kendetegnet Abrahams pilgrimsvej, helt fra han gik ud fra sit fædreland og til hans vandring sluttede på denne jord. Abraham har ikke bare vist et og andet eksempel på sin tro. Han vandrede hele sit liv med et himmelsk sind, i troen. Selv under hans liv i det land som helt konkret var givet ham og hans efterkommere, levede han i tro, så han anså sig som en fremmed her, og søgte et bedre fædreland, det himmelske (Heb. 11:9-16). Også dette ligger bag ordene "følger i fodsporene." Der er ingen som bliver et Abrahams barn ved at være from og have "kraftige gerninger" en gang i mellem, mens hjertet for øvrigt bare er optaget med at "vandre efter kødet". Nej, med disse ord: " følge i fodsporene af den tro..." menes at hele livet skal være en vandring i Ånden. Og det betinger en forvandling af hele mennesket, dets vej og dets væsen. Det er egentlig dette som skiller de falske og de sande kristne fra hinanden. De førstnævnte kan nok deltage i kristelig aktivitet, tænke, tale og gøre noget kristeligt, og ind i mellem at engagere sig i et mere helligt liv -. Men det er ikke dette som er deres egentlige liv. For når de ikke er optaget med kristelig engagement, så viser det sig at det deres hjerte er optaget med, er denne verdens ånd. Dette kommer jo af at de ikke er født til nye mennesker. Hjertet lever uden Kristus. Det er ikke Kristus og himmelen som er i deres hjerte. Derfor er der ingen Åndens tugt overfor al mulig forfængelighed, som nu tværtimod styrer deres liv. De troende, derimod, kan nok ind i mellem snuble, ja også falde, og vandringen bliver ufuldkommen. Men de rejser sig altid op igen i anger og tro. De korrigerer sin vandring, og forbliver år efter år de samme åndelige mennesker. Kristus og løftet om ham og hans evige rige, er deres store hovedskat, deres sang og det mål de ser frem til. Sådan levede Abraham, og sådan har de det, alle dem som vandrer i fodsporene af den tro han havde. Vi ved at der ikke er nogen som helst ydre gerninger, og heller ikke noget nådens værk i vore hjerter, som gælder ind for Gud. Al vor retfærdighed ind for Gud er hans Søns lydighed. Alligevel bliver vi ikke arvinger til det himmelske Kanaan, hvis der ikke af vor tro følger noget nådens værk i vore hjerter, som også åbenbarer sig i vore ord og gerninger i livet. Nåden er så stor, og er en gave, så der behøves der ingen som helst tilføjelse i form af noget som kan virkes i eller af os. Men, måtte ingen af den grund bedrage sig selv -! Derfor er du ikke frelst, hvis ikke Ånden har fået lov at virke i dit hjerte: først en ny fødsel, og derefter fortsætte med at forny hele mennesket. Dette er det vi skal tage ind over os med ordene "vandre i fodsporene af den tro som vor far Abraham havde". Men Paulus fortsætter brevet med at bruge Abrahams eksempel til at understrege retfærdigheden af tro. Han siger: 13: For det var ikke ved loven Abraham eller hans slægt fik det løfte at han skulle være arving til verden, men ved troens retfærdighed. Der er en stor Åndens dybde i apostelens tanker og ord. Hvis vi ikke tænker nøjere efter, vil vi vanskeligt forstå dette vers, og sammenhængen med verset foran. Af ordet "for" ved vi at her er en sammenhæng. Her skal det tales mere om det som netop er sagt. Men apostelen har jo nu forklaret at omskærelsen er et "tegn til segl på retfærdigheden af tro". Hvordan kan det da være at han, med klar reference til den udlæggelse, nu begynder at tale om "loven"? Omskærelsen var jo et segl på retfærdigheden af tro? Svar: De som har et side 3 af 9

lovisk sind, ser alt lovisk. For de vantro jøder var omskærelsen en lovgerning og et segl på lovens pagt (dette er nærmere omtalt under Rom. 2:25). Nu taler Paulus til sit folk på den måde de havde behov for. Det andet, som er en dyb hemmelighed her, er udtrykket "arving til verden". "Det løfte at han skulle være arving til verden", hvad betyder det? Løftet, som først blev givet til Abraham og senere fornyet til Isak og Jakob, lød sådan: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1. Mos. 12:3), eller "i din slægt skal alle jordens folk velsignes" (1. Mos. 22:18). Forbandelsen, som på grund af synden hvilede over hele jorden og alle dens børn (Gal. 3:13-14), skulle gennem denne "slægt", som var Kristus (Gal. 3:16), tages bort. Og en ny, velsignet slægt, Abrahams åndelige børn, skulle udbrede sig over jorden. Derved skulle Abraham blive en "far for mange folkeslag" (vers 17-18 i vort kap). Dette kan også betegnes med ordene "være arving til verden". Men dette er vist ikke alt det apostelen lægger i disse ord. Læg derfor mærke til at som et "tillægspant" på dette store løfte, gav Herren Gud Abraham også løftet om at han og hans efterkommere skulle tage Kanaans land i eje. Men dette jordiske Kanaan var bare et billede på det himmelske hjemland. Alle de tre fædre, Abraham, Isak og Jakob, betragtede det selv sådan. Det ser vi af apostelens ord i Heb. 11:9-10,13-16, hvor der tales om at de, i det land som var lovet dem, ved troen ligesom levede i et fremmed land. De tog sig ikke nogen fast bopæl der, men boede i flytbare telte, mens de ventede på en "stad med faste grundvolde, den som har Gud til bygmester og skaber". Derved "bekendte de at de var fremmede og udlændinge på jorden," og at de søgte et bedre fædreland, dvs. det himmelske. Alene i dette skulle de få et evigt "ejendomsland", alene sådan skulle de komme til "hvile" (Heb. 4:8-9). Dette er den "kommende verden" (Luk. 20:35) Abraham skulle blive arving til, når jorden gennem hans velsignede slægt er befriet fra forbandelsen, sådan at bare retfærdighed bor der (2. Pet. 3:13). I Skriften bliver dette himmelske fædreland ofte kaldt en "arv" (Heb. 9:15, 1. Pet. 1:4). Men det er ikke alene Abraham, men også hans åndelige slægt som er bestemt til at være arvinger af dette himmelske fædreland. "Alt hører jer til", siger Paulus (1. Kor. 3:21-23). "Den som sejrer, skal arve alle ting" (Åb. 21:7). Men Abraham blev på grund af sin særlige udvælgelse kaldt alle troendes far, og derfor bliver han også her omtalt som "arving", og samtidig "far for en mængde folk", sådan som løftet lød i 1. Mos. 17:5, og som der ofte sigtes til i vort kapitel. Ordet "arving" har jo særligt sammenhæng med "børn", og de troende er jo Guds børn. Paulus siger: "Er vi børn, da er vi også arvinger. Vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger" (Rom. 8:17). Dermed minder han os om at Guds børn har en ret til alt det gode Gud vil give. Men også om at de har denne ret på grund af at Gud har kaldet dem og genfødt dem ved sin Ånd til sine børn, og ikke på grund af noget de har kunnet foretage sig. Dette er en arveret som barnet ejer, udelukkende noget det blev født til. Derved er det en naturlig arving til alt det faderen ejer. Sådan er barnet tydeligt skilt fra alle dem som gennem egen indsats har erhvervet det de ejer. Og sådan bliver dette et stærkt billede på det Paulus her vil have frem: At det er af bare nåde vi bliver Guds børn. Når man altså på denne vej holder sig til sin ret som barn, så er enhver form for løn efter fortjeneste udelukket. Gud havde givet Abraham og hans slægt en arv på jorden som aldrig kunne tages fra dem, så længe de blev værende i den pagt han havde oprettet med dem. Sådan er også den evige arvs ejendomsret urokkelig fast for alle dem som er, og bliver værende, åndelige børn. Og det store i denne vor arv er fremstillet i Skriften med sådanne udryk: et "kongerige" (grundteksten i Luk. 12,32), en "krone" (Åb. 2:10), og en "trone" (Åb. 3:21). Tænk hvad sådanne ord indebærer! Ved loven. Det store løfte blev ikke givet Abraham og hans slægt ved loven (ordret efter grundteksten: "gennem lov"). Tidligere har Paulus vist at omskærelsen ikke kunne bidrage til at Abraham blev retfærdiggjort. Han var jo retfærdiggjort ved troen længe før han blev omskåret. Nu gentager han at hele det store løfte til Abraham ikke beroede på nogen lov eller gerning, men var givet ham fuldstændig frit, alene af Guds egen nåde og gode vilje. Abraham havde bare taget imod det i tro. I Gal. 3:18 viser han at loven og løftet er to totalt modsatte ting. Han siger: "For hvis man får arven ved lov, da får man den ikke længere ved et løfte. Men Gud gav den i sin nåde til Abraham ved et løfte." Mange bekender med munden at nåden og troen er frelsens vej, men lægger alligevel en masse egne bidrag til for at få nåden. De forstår ikke at de dermed fornægter hele nåde- og gavebegrebet. Alle de steder Paulus sætter loven op mod løfterne, gerninger mod nåde, gerning mod tro, osv., er en påmindelse om dette faktum (f.eks. Rom. 11:6, Ef. 2:8-9 m.fl.). Men da han nu har vist at det store løfte blev givet til Abraham og side 4 af 9

hans slægt uden lovens retfærdighed, så sætter han i stedet for den en anden retfærdighed som grundlag for den store gave. Han siger: Men ved troens retfærdighed. Tidligere har vi set at vi med dette udtryk ikke opfatter troen i sig selv som nogen retfærdighed. Nej, her tales der om en fuldkommen retfærdighed som er troens kilde, en fuldstændig opfyldelse af loven, som tilregnes dem som tror. Det sidste vers i dette kapitel forkynder Kristi død for vore overtrædelser, og hans opstandelse til vor retfærdiggørelse. Det er som en opsummering af hele kapitlet, og udtrykker evangelisk tydelig hvad det er troen hviler på, hos Abraham og hans børn. Og fordi deres tro er optaget med Kristus, som har borttaget synden og forbandelsen og opfyldt loven, så har de en virkelig retfærdighed. Det er "retfærdigheden af tro". Det er denne retfærdighed som er selve grunden til at de bliver arvinger til det himmelske fædreland. Derfor hedder det også ganske rigtigt: "De retfærdige skal arve landet og bo i det for evigt" (Salme 37:29). Al magt i himmel og på jord er givet Kristus, den rette "arving til alle ting" (Heb. 1:2). Og han, "den førstefødte blandt mange brødre" (Rom. 8:29), gør disse til sine "medarvinger" (vers 17). Han, som er hovedet for dette kongelige folk, herliggør dem som han har retfærdiggjort (vers 30). I det følgende viser Paulus på ny at noget man har fortjent ved en lovgerning - og en gave ifølge løftet, er så diametralt modsatte ting, at det ene udelukker det andet. Han siger nu: 14: For hvis de som holder sig til loven, er arvinger, da er troen blevet unyttig og løftet sat ud af kraft. "De som holder sig til loven", dvs. de som går på den vej. Forholdet er jo hele tiden at der kun er to modsatte veje til frelse. Enten ved loven, og opfylde den. Eller ved troen på løftet. Det kan ikke ske under loven, ved troen. For loven kræver, mens løftet modtages ved tro. Det er to modsatte ting (Gal. 3:12). Hvis de som lever efter loven, bliver arvinger, da må læren om troen forkastes. Da er den en forførelse. Da er troen blevet unyttig, noget tomt og bedragerisk, og løftet sat ud af kraft, ugyldig og ophævet. Hvis altså arveretten opnås gennem lovens gerninger, da er hele Kristi stedfortrædergerning, og alt det Gud selv og hans engle, profeter og evangelister har forkyndt fra verden blev til, alt sammen falsk og et tragisk bedrageri. Det er det samme Paulus siger her, som i Gal. 2:21: "Jeg forkaster ikke Guds nåde. For er retfærdighed at få ved loven, da er Kristus altså død forgæves." Måtte hver eneste én som læser dette, tænke nøje over det! Med det som følger vil Paulus vise hvad de til sidst opnår gennem alt sit slid, de som lever under loven (svensk: er af loven) 15: For loven virker vrede. Men der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud. Dette er i sandhed et meget væsentligt ord i Den hellige Skrift, som vi bør lægge os alvorligt på sinde, for at lære at skelne ret mellem lov og evangelium, og, som Luther siger, "vogte os for den frejdighed at ville bruge vore fattige tiggergerninger til at handle med den store guddommelige majestæt, eller ville standse ilden med halmstrå." Loven virker vrede. Hvad kan dette betyde? Nogen har troet at "vrede" her sigter til menneskers vrede overfor Guds dom, eller den bitterhed mod Gud og hans lov, som opstår i hjertet når den stakkels synder oplever at han ikke kan holde loven. Selvfølgelig kan der nok opstå en sådan vrede. Men sammenhængen, og mange tilsvarende bibelsteder, viser at her må meningen være at loven tjener ikke til at vi får Guds nåde, men tværtimod hans vrede, mod os. Da ser vi sammenhængen med verset foran. Paulus tilføjer også straks: Men der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud. Det viser at her tales der om en vrede på grund af lovbrud. Altså Guds vrede*. *Doktor Philippi siger: "Med ordet "vrede" kan der ikke her menes menneskers vrede overfor Guds dom. For vreden sættes her op mod nåden og løftet, og må derfor betegne noget hos Gud. Desuden taler Skriften om "fjendskab" hos det syndige menneske, i dets forhold til Gud (Kap. 8.7, Kol. 1:21), men aldrig om "vrede". Derimod tales der om Guds vrede (kap. 1:18, 2:5,8, 3:5, 5:9, osv.). Orgä betyder vrede, og det betegner altså her intet andet end Guds vrede i dens objektive virkelighed. Og grunden til at loven bevirker denne guddommelige vrede, forstår vi af sammenhængen med sidste del af dette vers. Det er jo loven som følger efter, nemlig at loven virker overtrædelse. Men denne sandhed udtrykker apostelen altså negativt: "der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud". Selv om dette udtryk ikke forudsætter nogen logisk nødvendighed for at loven virker vrede, så ligger der alligevel i sagen en nødvendighed i dette, nemlig fordi det allerede er afgjort at der i al menneskenatur er synd imod loven, så må følgen også være at Guds vrede gennem loven kommer over menneskene. Det er en negativ "bagside" ved enhver lov, at den jo samtidig viser mulighederne - og frister til overtrædelse. Og følgerne bliver jo vrede, dom og straf. Men hvor der ikke er nogen lov, der kan der heller ikke være nogen overtrædelse af loven. Hvis man kunne tænke sig at et menneske levede i en situation hvor det ikke var underkastet nogen lov, så kunne det jo heller aldrig anklages for skyld eller vrede. For synd er jo overtrædelse af en lov. Så ville dette menneske da være uden synd - fordi det ikke havde nogen lov over sig. Det siger Paulus også i kap. 5:13: "Men der hvor der ikke er nogen lov, bliver synden ikke tilregnet". Guds side 5 af 9

lov kræver jo fuldkommen renhed i hjertet, og fuldkommen kærlighed og lydighed. Men en sådan tilstand findes ikke i menneskenaturen efter syndefaldet. Da er det en uundgåelig konsekvens at loven bliver overtrådt. Og på den måde kommer Guds vrede over os. Det er netop dette Paulus udførligt har bevist i de tre første kapitler, at alle mennesker, af alle folk og ydre omstændigheder, "har syndet". "Der er ikke én retfærdig, ikke en eneste". "Derfor bliver intet kød retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger", men tværtimod "åbenbares Guds vrede over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker" (1:18). Dette er da den tilstand det naturlige menneske står overfor, at Guds lov så langt fra retfærdiggør, men derimod gør at du møder Guds vrede og straf. Dette viste sig allerede da loven blev givet på bjerget Sinai. Før havde Gud ikke begyndt at give dem sine hellige bud, så blev det en overtrædelse af det første bud, og tre tusind faldne understregede den Guds vrede som loven virker. Men det er ikke nok at en lov samtidig viser mulighederne for overtrædelser, og dermed frister til det, og at Guds lov nødvendigvis må blive overtrådt af det faldne menneske. Desuden er naturen så ond at den ret og slet opflammes til endnu mere synd når den møder forbuddet. Dette taler Paulus om i kap. 7:7-13. Der siger han at selve buddet: "Du skal ikke begære", vakte al slags begær i ham. Det virkede sådan at den synd han tidligere ikke havde været sig bevidst i sit liv, nu virkelig blev levende og virksom, "blev ved buddet overmåde syndig" i ham. Dette er endnu en forklaring på hvorfor loven altid virker vrede. Men apostelen siger altså ikke: "Der hvor der er en lov, der er der også lovbrud." Når han i stedet siger det i den nægtende form: "Der hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ikke noget lovbrud", så synes det at være sket for at prise de troendes salighed, de som "ikke er under loven, men under nåden". Disse er i en sådan nådestand, som om der ikke fandtes nogen lov, fordi "Herren ikke tilregner dem deres synd" (vers 8). Derfor siger Paulus også i Rom. 8:1 at der ikke er nogen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus. Hvis vi kunne tro dette sådan som det er vist os hos Gud, at han ikke dømmer os efter loven men bare ser os i Kristus, så ville vi også "have det sådan i vor samvittighed, som om der ikke var givet nogen lov på jorden, hverken et eller ti bud" (Luther). "For", siger Luther videre, "vor retfærdighed er intet andet, og består ikke af noget andet, end at vi intet gør, og ikke hører eller kender til hverken nogen lov eller nogen gerninger. Men at vi ved og alene tror dette at Kristus er vor ypperstepræst og er gået til Faderen, hvor han handler, taler og beder for os, og regerer over os og i os gennem sin nåde." Dette er da i sandhed en salig stilling. Derimod er det at være under loven altid det modsatte af salig, om vi så er de bedste mennesker. For da kan vi ikke undgå Guds vrede, fordi vi jo ikke er fuldkomne og syndfrie. Og loven giver ikke nogen nåde. 16 og 17: Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde, sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten, ikke bare for dem som har loven, men også for dem som har Abrahams tro. Han er jo far til os alle, sådan som det står skrevet: Til far for mange folkeslag har jeg sat dig. Han er vor far i Guds øjne - den Gud som han troede på, han som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til. Nu har Paulus altså i det trettende vers vist at løftet om arven ikke blev givet Abraham på grund af nogen retfærdighed efter loven, men som en retfærdighed af tro. Derefter har han i versene 14 og 15 vist at det ikke kunne opnås gennem loven. Så vil han nu vise hvorfor Herren Gud har gjort troen til frelsens vej. Han siger: Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde. Læg nøje mærke til disse ord! De kaster et mægtigt lys over hele Guds råd til frelse. Paulus siger her at det evige livs arv ikke kan vindes gennem nogen som helst vor lydighed eller retfærdighed overfor loven, men bare kan modtages ved troen. Og grunden til dette er at det skulle gives af bare nåde. Her ser du hemmeligheden i dette underlige forhold som hele verden stiller sig spørgende til, og støder sig på. Dette at Skriften er fuld af dette lille ord "tro", og hele vejen knytter menneskenes frelse til troen. Over alt findes disse udtryk: f.eks. "ved troen", "af tro", "hvis du tror", "han troede", "tro", osv. Hemmeligheden er: "for at det kunne være af nåde." Menneskene var ved syndefaldet så fortabt, at de ikke kunne frelses på nogen som helst anden måde end gennem en total og uforskyldt nåde. Herren Gud ville forherlige sin nåde, og på ny give det evige liv lige uforskyldt som han en gang havde skabt menneskene til evigt liv (se Ef. 1:5-12). Men da må den store nådegave også modtages på en sådan måde at menneskene ikke kunne finde noget hos dem selv som fortjente dette, men måtte give Gud hele æren i alt. Dette sker alene ved troen. At tro er at fraskrive sig selv al værdighed og fortjeneste, side 6 af 9

og al mulighed for selv at kunne bidrage med noget som helst til sin frelse. Det er som et lille afmægtigt barn, bare at lade nåden strømme mod mig og indtage mig som nåde. Derfor må det ske ved tro. Der var ingen anden vej end ved tro, at frelsen kunne komme til os som nåde. Hvis den var blevet givet på grund af noget vi havde udrettet, eller i hvert fald til en vis grad gjort afhængig af noget hos os, om end bare så lidt som en rigtig tanke, så havde det ikke været af nåde. Det er jo dette Paulus siger i Rom. 11:6: "Er det af nåde, da er det ikke mere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde." (i C.O.R's og i gamle norske bibler fortsætter dette bibelvers sådan: "Men er det af gerninger, så er det ikke længere af nåde. Ellers bliver gerningen ikke længere gerning." Sådan sættes "af nåde," og "af gerninger" op mod hinanden). Men allerede tidligere i brevet har Paulus vist at vi "bliver retfærdiggjort uforskyldt," eller for intet, som en gave, "af Guds nåde." Og så fortsætter han også i det følgende med at vise hvorfor det måtte ske gennem troen, for at det alene skal være af nåde. Sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten. Dette var den anden nådige hensigt som gjorde at løftet om det evige liv var grundet alene på nåden, og skulle modtages alene ved troen: (svensk: For at løftet kunne stå fast for hele hans slægt). Det vil sige at ikke en eneste skrøbelig synder skulle behøve at blive udelukket fra det evige livs arv. Gud har selv haft omsorg for at gøre nådens gave sikker og urokkelig for hvert eneste menneske. Og netop derfor har han grundet den på sin egen frie og mægtige nåde gennem Kristus - som ikke ændres eller vakler sådan som vor skrøbelige fromhed. "Gud angrer ikke sine nådegaver og sit kald," og han siger: "Mit råd skal blive fuldbyrdet, og alt det jeg vil, det gør jeg" (Esajas 46:10). Melanchthon udlægger vort bibelvers sådan: "Det er som om apostelen har villet sige: Hvis vor frelse og retfærdighed skulle være afhængig af hvor gode og fromme vi var, så ville Guds løfter aldrig give os nogen vished eller nytte. For vi ville aldrig føle os overbevist om hvornår vi var gode og fromme nok. Og dette forstår troende hjerter så godt at de ikke, om de så blev tilbudt tusind verdener, ville ønske at saligheden skulle bero på noget hos os". Havde frelsen været grundet på noget vi kunne bidrage med, eller havde troen været noget som helst andet end alene det at jeg kan tage imod Guds nådebudskab og leve livet på det, da havde nåden ikke været nåde. Det må være udelukkende og ren nåde som gør os salige, - ellers er vi fortabt. Derfor må nåden forblive alene nåde, og tro må være alene tro. Nåden må være den barmhjertighed som "retfærdiggør den ugudelige" alene for Kristi skyld, og troen bare være dette at jeg kan leve med tillid på denne nåde. Det er da også den eneste måde en fattig synder kan blive sikker på sin frelse. Kun sådan kan "løftet stå fast for hele slægten." Ikke alene for dem som har loven, men også for dem som har Abrahams tro. Han er jo far til os alle. Læs det sådan som om der også menes: "Ikke alene for dem (nemlig slægten) som er af loven" - dvs. født og opdraget under den loviske forfatning, sådan som jøderne - disse som i vers 9 og 12 kaldes "de omskårne" - "men også for dem (slægten) som har Abrahams tro" - altså uanset hvilke folk og religioner de end måtte komme fra. At man er et sandt Abrahams barn, afhænger udelukkende af troen på Kristus. Og om denne Abraham står der skrevet: "du skal blive far til en mængde folk" - han er jo far til os alle. I sin helhed lyder løftet sådan, i 1. Mos 17:4-5: "Se, jeg slutter min pagt med dig, og du skal blive far til en mængde folk. Dit navn skal ikke mere være Abram, men dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til far for en mængde folk" (Abram betyder "min Far er stor". Abraham danner på hebraisk et ordspil med "en mængde folk"). Ifølge Paulus' udlægning over dette løfte, betyder det at Abraham skulle få en stor mængde åndelige børn, og et talrigt naturligt afkom. Den tolkning* Paulus giver her af dette løfte fra Herren, er en nøgle til alt det Skriften indeholder om dette emne. Det viser at Abraham skulle få en tosidig slægt, og at løftet havde en dobbelt mening. I begge meningerne er løftet også konkret opfyldt. *Denne tolkning grunder sig ikke på det man kalder akkommodation, eller en tillempning, men er en sand tolkning af Guds egentlige mening med løftet, uafhængig af om Abraham forstod dette, eller ej. Det var egentlig tre løfter Gud gav Abraham, og hvert af dem har sin dobbelte opfyldelse. Først løftet om en talrig slægt, den naturlige og den åndelige. For det andet, i Abrahams slægt skulle alle jordens slægter blive velsignet, nemlig gennem Kristus og via jødefolket, Guds vidner overfor alle mennesker. For det tredje om et fædreland, det jordiske og det himmelske. Denne Paulus' tolkning giver os det rette bibelske grundlag for at se begge disse sider i Guds løfter til Abraham. side 7 af 9

Han er vor far i Guds øjne - den Gud som han troede på. Disse ord: "i Guds øjne - den Gud som han troede på" hører ikke ind under det som er sagt om løftet, men er apostelens ord. Meningen ser ud til at være denne: Gud havde sagt: "Du skal blive en far" osv. På det tidspunkt var der ikke noget som kunne tyde på at dette kunne ske. Abraham var jo barnløs. Det syntes tværtimod meget usandsynligt at Abraham skulle blive far til mange folk. Men uanset dette, så har der været en urokkelig sandhed hos Gud, i Guds øjne - den Gud som han troede på. Denne mening stemmer også meget godt med det som videre tilføjes om Gud. Han som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til. Lad os se nærmere på ordvalget. "Han som gør de døde levende", hvad kan det betyde? Har det bare den almindelige og bogstavelige betydning, at Gud skal opvække de døde til livet? Eller sigter det til det som siges i vers 19 om Abrahams "udlevede legeme" og Saras "uddøde moderliv", som der nu alligevel skulle komme så stor en slægt fra? Eller sigter det til Abrahams tro da han ofrede Isak, "han tænkte at Gud også er mægtig til at opvække fra de døde" (Heb. 11:19)? Den første mening er helt sikkert rigtig. Men det dækker jo samtidig også de andre eksempler og alle andre trosprøver. Abraham troede på en almægtig Gud. Og den som tror på en Gud som kan opvække døde, han kan da videre i livet også tro at Gud kan gøre alt det han nogen sinde kommer til at udtale. Hvis Gud opvækker døde, hvorfor skulle han da ikke kunne gøre den gamle Abraham og den ufrugtbare Sara til forældre for en talrig slægt? Skulle det da være nogen grund for Abraham til at tvivle på at Gud kunne opfylde sit løfte om en talrig slægt gennem Isak, om han så nu skulle ofre ham og brænde ham til aske? Gud kunne jo opvække ham! En sådan tro er det Abraham har haft. "Gud gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til." Dvs. at så snart Gud har besluttet at gøre noget, så taler han om "det som ikke er til", dvs. det som endnu ikke er sket, "som om det var til," dvs. på samme måde som om det allerede var sket. På denne måde var det han talte til Abraham om det som endnu ikke var til, og giver ham nu straks navnet Abraham (far til en mængde folk), for han siger: "du skal blive far til en mængde folk". I Guds øjne var Abraham allerede det som var sagt i løftet. Dette er et herligt skriftsted, fuld af lærdom og styrke for vor svage tro. Det er på denne måde vi alle må lære at tro og tænke om Gud. Da bliver vi rette Abrahamitter. Han som med sit ord skabte himmel og jord og "bød at lys skulle skinne frem i mørket" (2. Kor. 4:6), han er også mægtig nok til at gøre alt af intet, gøre liv af døde, retfærdighed ud af synden, og løse mennesker og sætte dem over i Guds børns herlige frihed, fra en tilstand i trældom under djævelen. Profeten siger: "Løft øjnene mod det høje og se: Hvem har skabt alt dette? Han er den som fører deres hær ud i fastsat tal, og som kalder dem alle ved navn. På grund af hans vældige kraft og hans mægtige styrke savnes ikke én" (Esajas 40:26). Ligesom Gud nævner himmelens stjerner, som han har skabt, ved navn, sådan kalder han også alle Abrahams børn ved navn, som skulle blive mange som himmelens stjerner, hver eneste én ved sit navn, - før nogen af dem endnu er født (konf. Salme 139:16: "Da jeg bare var et foster, så dine øjne mig. I din bog blev de alle indskrevet, de dage som blev fastsat da ikke én af dem var kommet". Abraham troede på Guds almagt. Og han troede også det som han endnu ikke så. Ja, han troede det som i den grad stred mod alt det han selv kunne se eller registrere. Sådan må også enhver kristen tro det Herren taler til ham, uanset om det strider mod alt i ham. Det er bare dette som er virkelig tro. Tro på Guds almagt og trofasthed, at han skal vende alt til det modsatte af hvad vi i øjeblikket synes eller oplever. Til fattige kristnes trøst har Luther fremholdt Abrahams tro og Abrahams Gud, som "kalder det som ikke er til, som om det var til", sådan: "Når de kristne bliver trampet ned og halshugget, ser det vel ikke ud som om det skal blive nogen ære og herlighed, men bare det modsatte. Men Gud siger: Jeg kan gøre det som ikke er til, som om det er til, så der ud af al mulig bedrøvelse og hjertekval bare bliver fryd. Jeg kan sige: Du død og grav: bliv liv! Helvede: bliv himmel og salighed! Gift: bliv til det stærkeste lægemiddel! Djævel og verden: bliv til mere hjælp for mine kristne end de kære engle og de fromme helgener! For jeg både kan og vil plante og passe min vingård, sådan at den gennem alle mulige ulykker og lidelser bare skal blive endnu bedre". Når en anfægtet kristen bare føler det som om han skulle være totalt overladt til djævelen, som har overdynget hele hans hjerte og alle tanker, ja hele livet, med bare synd, sorg og elendighed. Da siger Gud stadigvæk: Du er hellig, ja du "er jo helt ren", du er mit tempel. Og når jeg på grund af megen synd ser mig fuldstændig fortabt ind for Gud, så siger Gud: Du passer hos mig, du er elsket og dyrebar i mine øjne. Når jeg alene ser døden og forrådnelsen foran mig, da siger Gud: Jeg ser dig foran mig i himmelen, herlig og salig blandt mine engle. Han "som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det var til", han skal også føre og trøste sine troende i disse tider, med sådanne ord, lige så sikkert som han opfyldte løfterne han gav Abraham, sådan at hans slægt nu findes udover hele jorden. Måtte Gud bare give os mere af Abrahams tro! side 8 af 9

Men du må søge denne dyrebare gave med endnu større alvor end det som sædvanligvis sker. De som af hjertet begærer denne gave, tit og alvorligt beder Gud om den, og flittigt studerer Guds ord og gerninger, - de kommer til at vokse i troen, og bliver stærke og brændende i Ånden. Men de som nøjes med den lille smule som de selv synes passer, de foragter Guds dyreste gaver. Hos dem aftager troen, og kan til og med ophøre. De falder fra. side 9 af 9