UDSKRIFT AF DOMBOGEN FOR RETTEN I NAKSKOV B.s. 222/1996 Boligforeningen B mod Andelsselskabet Søllested Vandforsyning Afsagt den 4. marts 1998. DOM: Under denne sag, der er anlagt den 7. juni 1996, og hvor dommen i medfør af retsplejelovens 366 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøgeren, Boligforeningen B, påstået sagsøgte, Andelsselskabet Søllested Vandforsyning, dømt til for egen regning at opsætte en måler i brønd pr. husstand i den sagsøgeren tilhørende bebyggelse, P, subsidiært at sagsøgte tilpligtes til sagsøgeren at betale 146.640 kr. med renter fra sagsanlæg og mere subsidiært, at sagsøgte tilpligtes at betale et af retten fastsat mindre beløb. Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. I 1993 ønskede sagsøgte, at der blev installeret vandmålere på ejendommene under vandforsyningen. Der blev i den forbindelse indgivet ansøgning til Højreby kommune, der godkendte takstblad om forhøjelse af den årlige vandafgift med 312 kr. til 624 kr. for årene frem til 1. kvartal 1997. Sagsøgers bebyggelse blev pålagt forhøjelse svarende til de 94 lejligheder og således med en faktor på 94, og der blev etableret
4 brønde med vandmålere svarende til bebyggelsens 4 etaper. Der er herefter opstået uenighed mellem parterne om, hvorvidt sagsøger har krav på, at bebyggelsens 94 lejligheder for sagsøgtes regning får installeret målere i hver sin separate brønd. Sagsøgers subsidiære påstande udgør tilbagebetalings-krav vedrørende de opkrævede vandafgifter. F, der er formand for bestyrelsen i det sagsøgte selskab, har forklaret, at han har været medlem af bestyrelsen i 34 år, herunder som formand siden 1980. Der blev ansøgt om forhøjelse af vandafgiften i 1993 (bilag 1) til overgang til brug af vandmålere som følge af vandafledningsafgiften. Der blev udarbejdet et budget, hvorefter der skulle bruges 3.408.000 kr. til etablering af målerbrønde 1 meter inde på de enkelte ejendomme. De gamle stophaner skulle udskiftes med stophaner med to ventiler. Den bestående hovedledning og stikledninger var i mange tilfælde udført med jernrør, hvilket skulle udskiftes med plastrør. Disse arbejder var ligeledes omfattet af de 3.408.000 kr. Man vedtog på generalforsamlingen en forhøjelse af vandafgiften med 100 % hvilket kunne klare investeringen. Vandafgiften var ikke høj i forvejen. Parcelhuse og lejligheder har altid betalt samme vandafgift. I budgettet på de 3.408.000 kr. var der taget højde for etablering af brønde hos 1124 andelshavere. Dette tal svarede også til antallet af konti i Z Bank, der stod for opkrævningen af vandafgifterne. Sagsøger var opført med 4 konti, og skulle således have 4 brønde med målere, men indgik i betalingen med en faktor svarende til antallet af lejligheder. Forbruget er nogenlunde ens i parcelhuse og lejligheder, og man har opkrævet samme afgift i hele perioden. I ansøgningen til kommunen om takstforhøjelse (bilag 1) er der nævnt, at forhøjelsen skal bruges til vandmålere hos alle brugere. Med udtrykket "brugere" har afhørte ment andelshavere og kommunen, nemlig alle de, der havde en betalingskonto i Z Bank. Det udfærdigede regulativ for vandværket svarede til dette. Der er ikke blevet udført vedligeholdelsesarbejder vedrørende hovedledningen og stikledninger til P. Der er blevet sat 4 målerbrønde i bebyggelsen. I sagsøgers afdeling "K" i Søllested, der kom til lidt senere, skulle der lægges en ny hovedledning i J. Smedemesteren etablerede da ved en fejltagelse en målerbrønd ved
hver af 4 ejendomme, der vendte ud mod J, og en femte brønd til den resterende bebyggelse. Dette kunne ikke retableres. For så vidt angår lejlighederne knyttet til den 5. målerbrønd, har sagsøgte leveret og monteret indendørs bimålere til hver lejlighed i afdeling 1, mens "K" selv har afholdt monteringsudgifterne i afdeling 2. I andre flerfamilieshuse er der sket opkrævning og etablering af brønd på samme måde som i P. Man har tilbudt at levere bimålere, men ikke montering heraf. Dette skyldtes, at sagsøgte kunne købe målerne til en billig pris, og så kunne man hjælpe folk på den måde. Hvis regulativet skulle overholdes, skulle brugerne også betale for selve måleren. Budgettet på 3.408.000 kr. har holdt stik. Såfremt der skal etableres yderligere 94 brønde med målere, vil sagsøgte få en yderligere udgift på 3.405,40 kr. ganget med 94 (bilag F). Afhørte har i øvrigt ikke betragtet sagsøgeren som en erhvervsvirksomhed. Ejendomsinspektør H har forklaret, at sagsøger har i alt 860 lejemål på Lolland. Vidnet kom ind i sagen, da der opstod uenighed om opsætning af særskilte målere. P er opført som en lav bebyggelse. Beboerne var ikke i tvivl om, at de havde krav på at få udført målere i brønd ved hver lejlighed. Beboerne var positive overfor kravet om betaling af forhøjet vandafgift, da man på den måde kunne få opsat særskilte vandmålere, hvilket indebar en mere retfærdig fordeling. Det kan godt lade sig gøre at etablere brønde ved alle 94 lejligheder. Der vil også kunne installeres bimålere i lejlighederne, men det vil nok indebære en forringelse i nogle tilfælde. Sagsøger har til støtte for dens påstande gjort gældende, at sagsøgte ved ansøgningen om godkendelse af takstbladet har forpligtet sig til hos alle brugere at opsætte vandmålere, og at sagsøger ud fra synspunkter om berettigede forventninger og en almindelig lighedsgrundsætning har krav på etablering af målerbrønd ved hver lejlighed. Sagsøgte bør have bevisbyrden for, at den skete opkrævning har været berettiget, da ansøgningen til kommunen i 1993 om takstforhøjelse (bilag 1) ikke svarer til den senere meddelte oplysning om, at opkrævningen skulle dække andet end vandmålere. Sagen skal afgøres
ud fra de lovregler, der gjaldt pr. 1. maj 1993, herunder vandforsyningsloven. Den senere lovgivning, der foreskriver vandmålere på ejendomsniveau, kan således ikke tillægges betydning i nærværende sag. Ved ansøgningen om takstforhøjelse i 1993 har sagsøgte nævnt installation af vandmålere hos alle brugere som begrundelse for forhøjelsen. Når dette sammenholdes med sagsøgtes vedtægter 6 (bilag 18), der sondrer mellem andelshavere og vandforbrugere, må kommunen være bibragt den opfattelse, at det drejede sig om individuel måling på enhedsniveau og ikke på ejendomsniveau. Dette bestyrkes også af kommunens skrivelse af 19. juni 1995 (bilag 15). Ansøgningen og kommunens godkendelse af takstbladet har således omhandlet installation af vandmålere for hver lejlighed, og sagsøgte har ikke forholdt sig i overensstemmelse med dets egen ansøgning. De 94 lejligheder er således pålignet en forhøjelse til vandmålere uden at have fået en modydelse svarende hertil. Først ved skrivelsen af 7. april 1995 (bilag 12) har sagsøgte fremført en begrundelse for den manglende installation af vandmålere, idet det anføres, at der alene er et retsforhold til andelshaverne. Sagsøgte har ud fra dette synspunkt alene kunnet kræve forhøjelse med en faktor på 4 i stedet for de 94. Det bestrides videre, at der kan tages hensyn til udskiftning af jernrør med videre som gjort gældende i sagsøgtes skrivelse af 13. juli 1995 (bilag 17). Det har været vigtigt for lejerne, at der ved betalingen af det forhøjede bidrag blev etableret særskilte vandmålere. Dette fremgår også af skrivelserne af 11. januar 1995 fra afdelingsformanden N (bilag 9 og 10). Sagsøgte har således ved sin ansøgning og det godkendte takstblad skabt en berettiget forventning hos lejerne om, at de kunne få en målerbrønd. De ville ellers ikke have betalt takstforhøjelsen. Alle andre i området har stort set særskilte vandmålere. Sagsøger har 4 målere, men har betalt for 94. En relevant typeforudsætning er svigtet på grund af sagsøgtes forhold, og sagsøgte må bære risikoen herfor. Den manglende montering af brønde med målere strider også mod en almindelig lighedsgrundsætning. Det fremgår af sagsøgtes opgørelser, at den enkelte villaejer har betalt i alt 1.248 kr., medens udgiften til brønd med måler har været på 3.405,40 kr. (bilag F). Omvendt har sagsøger betalt i alt 146.640 kr. og fået installeret 4 brønde, der har kostet 28.748,75 kr. (bilag G og M).
Denne under- og overbetaling er ikke sagligt begrundet, og strider mod en almindelig lighedsgrundsætning, som sagsøgte, der har en monopollignende status, må være undergivet. Udgifterne til montering af målere i brønde ved hver lejlighed vil efter arkitekt R (bilag 23) være 250.000 kr. eksklusive moms. En sådan udskiftning vil ikke indebære en forskelsbehandling af vandværkets brugere. Sagsøger er således behandlet forskelligt fra andre andelshavere, da der alene er monteret 4 brønde, men betalt for 94 husstande. Den godkendte takstforhøjelse var øremærket til vandmålere til alle brugere, herunder lejere. Endelig må almindelige aftaleretlige regler føre til, at sagsøger får medhold i dens påstande. For så vidt angår de subsidiære påstande gøres gældende, at sagsøgte har handlet i strid med den kommunale godkendelse, og er således forpligtet at tilbagebetale de for meget opkrævede afgifter. Det ovenfor anførte om typeforudsætninger og lighedsgrundsætning gøres ligeledes gældende til støtte for tilbagebetalingskravet. Sagsøgte har til støtte for dets påstand anført, at udgangspunktet for sagens afgørelse er, at sagsøgeren i den periode, den har været medlem af det sagsøgte andelsselskab, har betalt vandafgift svarende til 94 gange det beløb, en parcelhusejer skulle betale. Ved opkrævningen af det forhøjede bidrag er der ikke sket nogen forandring i denne afregningsmåde. Der er således ikke sket en ulige fordeling af udgifterne. Sagsøgtes bestyrelse og generalforsamling har fulgt den hidtidige opkrævningsmetode, hvilket den enkelte andelshaver måtte rette sig efter. Opkrævningen, der er godkendt af kommunen, har hele tiden været baseret på, at flere brugere i en ejendom medfører tilsvarende forøgelse af brugen af installationerne. Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. i fra 1986 (bilag C). Ved opkrævningen af de forøgede bidrag til vandmålere er der heller ikke sondret mellem, om den ene villaejer får udskiftet et stykke jernrør og andre ikke. I sagsøgtes regulativ er der videre anført, at der i hver ejendom normalt kun anbringes en måler. Der er dog mulighed for at få tilladelse til opsætning af bimålere, hvis dette er hensigtsmæssigt. Disse yderligere målere erstatter ikke den oprindelige måler, som danner baggrunden for opkrævningen overfor andelshaveren. I 1993 var der ikke noget retskrav om
etablering af målere. Sagsøgte ønskede vandmålere som følge af den indførte vandafledningsafgift, der satte fokus på vandforbruget. Vandpriserne var lave, og der havde hidtil ikke været interesse for målere. Sagsøgte valgte herefter at opkræve ekstrabidrag ud fra samme principper, som man hidtil havde betalt indskud og vandafgift efter. Der har ikke været noget usagligt ved denne opkrævning. Takstbladet, hvor parcelhuse og lejligheder sidestilles, er blevet godkendt af kommunen. I ansøgningen er der nævnt, at forhøjelsen skal bruges ved overgang til brug af vandmålere hos alle brugere. Dette omfatter også de følgetiltag, der var nødvendige for at undgå overforbrug ved vandspild. Sagsøgte har opfyldt sagsøgers forventninger til fulde ved at opsætte 4 målerbrønde og tilbyde levering af bimålere til alle lejligheder. Bimålerne er tilbudt leveret gratis, således at sagsøger alene skal af-holde udgifterne til monteringen. Det er godkendt, at der skulle være målere hos alle brugere, men der er ikke noget, der kan have skabt en forventning hos sagsøgeren om, at måleren skulle etableres i brønd for sagsøgtes regning. Der er ikke belæg for at antage, at kommunen skulle have haft dette som en forudsætning for godkendelsen af takstbladet. Sagsøgte er gået ud fra, at der skulle etableres målere på ejendomsniveau svarende til praksis over hele landet. Med undtagelse af Kildeparken er de øvrige flerfamiliesejendomme behandlet på samme måde som sagsøgeren. Man har herefter budgetteret og fordelt udgifterne som hidtil. Det bestrides således, at sag-søgte har handlet i strid med en lighedsgrundsætning eller i øvrigt, at sagsøgers krav kan støttes på synspunkt om briste-de forventninger eller på et trediemandsløfte. Der er som følge heraf heller ikke krav på tilbagebetaling af opkrævede ekstrabidrag. Sagsøger har ved ordningen fået mulighed for at måle vandforbruget og mulighed for på egen regning at opsætte bimålere, hvilket er en forbedring af anlægget, da der er mindre risiko for vandspild. Retten skal udtale: Indledningsvis bemærkes, at der ikke ved de foreliggende op-lysninger, herunder oplysningerne om ansøgningen til kommunen -og godkendelsen af takstbladet, er belæg for at statuere, at sagsøgte ved opkrævning af ekstrabidragene direkte forpligte-
de sig til at etablere en brønd med måler ved hver enkelt lejlighed. Det må videre efter den af vidnet, formand F, afgivne forklaring lægges til grund, at sagsøgte hel-ler ikke har budgetteret med dette, men alene har haft udgifter til målerbrønde i ejendomsniveau og nødvendige udskiftninger af gamle jernrør m.m. med i beregningen af ekstrabi-dragenes størrelse. Videre lægges til grund at opkrævningen hos andelshaverne skete efter den hidtidige fordelingsnorm. Sagsøger findes efter ovenstående alene at have kunnet for-vente, at der i et vist omfang blev opsat vandmålere i bebyggelsen. Da der er blevet opsat 4 målere i brønd svarende til bebyggelsens etaper, og da sagsøgte har tilbudt gratis leve-ring af bimålere til lejlighederne, der ifølge det oplyste er forberedt til bimålere, findes der ikke ud fra en lighedsgrundsætning eller et forudsætningssynspunkt at være tilstrækkeligt grundlag for at anse opkrævningen for uberettiget. Sagsøgte vil som følge heraf i det hele være at frifinde. Med hensyn til sagens omkostninger forholdes som nedenfor anført. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte, Andelsselskabet Søllested Vandforsyning, frifindes for de af sagsøger, Boligforeningen B, nedlagte på-stande. Inden 14 dage betaler sagsøger til sagsøgte 20.000 kr. i sagsomkostninger. Carsten Rasmussen Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Nakskov, de 4. marts 1998 K. Hansen oass.