Hedda Gabler NBO Ms.8 2638, Henrik Ibsens skrifters 1890 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Åshild Haugsland, Mette Witting 1
[HIS: Teksten på siden er skrevet horisontalt.] Mine dramatiske teorier udviklede for franskmændene. Oversættelse af spillemåden ligesom af sproget. o. s. v. Den gifte dames tiltagende indbildning at være en betydelig personlighed, og som følge deraf nødvendigheden af at skaffe sig en opsigtvækkende historie. Forekommer en interessant kvindeskikkelse i en ny fortælling eller i et skuespil, tror hun at det er hende, som er skildret. De mandlige omgivelser bestyrker hende i denne tro. De to veninder aftaler at gå i døden sammen. Den [HIS: Teksten på siden er skrevet horisontalt.] ene fuldfører forsættet. Den anden, som føler hvad {...}der forestår hende, har ikke mod længer. Her omslaget. «Han har en så væmmelig måde at gå på når en ser ham bagfra. Hun hader ham fordi han har et mål, en livsopgave. Veninden har en sådan, men tør ikke bruge den Hendes personlige liv literært behandlet. I anden akt manuskriptet som efterlades 2 [HIS: Teksten på siden er skrevet horisontalt.] «Den forlornes» apologi for kulturmennesket. Mustangen og væddeløbs hesten. Drikker spiser paprika. Hus og klæder Revolution mod naturlovene men ikke d... ikke før positionen er sikkret. 1 Tanten gør al 2
[HIS: På denne siden står tekst (om Ibsens forhold til intervjuere) som ikke har med dramaet Hedda Gabler å gjøre. Teksten gjengis ikke her, men inngår i sakprosa- eller variamaterialet.] 3 Tanten gør allehånde forblommede spørsmål for at få vide det, som ligger hendes interesserede fantasi nærmest. 4 Optegnelser. En aften, da Hedda og Tesman sammen med andre gik hjem fra et selskab yttrede Hedda, da de gik forbi en smuk villa at der skulde hun gerne ville bo. Hun mente det, men hun sagde det for at holde samtalen med Tesman igang. «For han {kund}kan jo ikke konversere. Villaen var nemlig da tilleje eller til salgs. Tesman udpegedes som den fremtidig berømt mand. Og da han så siden erklærte sig, fortalte at også han havde drømt om at kunne bo der, så slog hun til. Villaen har nemlig også han syntes godt om. Så gifter de sig. Så lejes villaen. Men da Hedda kommer tilbage som ung frue, med en ukl{...}ar følelse af ansvar, byder det hele hende imod. Hun fatter som et slags ha{...}d... til huset netop fordi det er blevet hendes hjem. Hun betror alt dette til Brack. For Tesman går hun udenom sagen Begge har de, hver på sin side, sét som et slags tegn på sympati i den felles kærlighed til dette hus. Som om de søgte og drages imod et fælles hjem. Så lejer han villaen. De gifter sig og rejser udenlands. Han lar den købe og tanten møblerer den på hans regning. Det er altså nu deres hjem. Det er deres, og det er ikke deres, thi det er ikke betalt. Alt afhænger af at ha{m}n får professorstillingen. (Villaen har tilhørt en gammel etatsrådinde, som nu er død) 5 «Stykket skal dreje sig om «det uoverkommelige», det, at hige og tilstræbe noget som står imod konventionen, imod det vedtagne i bevidsthederne, også i Heddas. 6 3
Historien med hatten bringer ta{...}nte Rising ud af fatning. Hun går At den kunde antages at tilhøre tjenestepigen, nej, det går for vidt! Men at den hat, som jeg nu har havt i over ni år, skulde tages for tjenestepigens, nej, det er for galt. Hedda: Skulde jeg bry mig om at bo her i villaen? Jeg havde jo aldrig sat min fod indenfor døren. De grønne vindusluger med hullet i. Kan De husker det assessor? Det var skåret ud i form af et hjerte. Nå, de er da heldigvis væk. Og nypudset er her jo indvendig. Men jeg synes endda at jeg ligesom kender lugten af lavendler og saltede roser. Mangen gang forekommer det mig som her lugter lig efter salig statsrådinden. Hedda føler sig dæmonisk tiltrukken af tidens tendenser. Men modet mangler. Det blir ved teorien, ved de ørkesløse drømmer. 7 Da Holger L. er faldet tilbage, gir Hedda ham revolveren. H. L. Nej tak. Nej såmænd om jeg vil det. Så heller leve det fattige livssurrogat tilende. Hedda. Ja dengang syntes jeg det måtte være dejligt at bo her og eje det. Brack. Men nu siger De Dem jo selv i- mod. Hedda. Ja det kan gerne være. Men således er det nu alligevel. Hedda. Jeg forstår mig ikke på de opofrende mennesker. Se nu gamle frøken Rising. Der har hun en lam sengeliggende søster liggende i huset i årvis. Tror De hun synes det er et offer at leve for denne stakkers skabning, som er til byrde for sig selv endogså? Å langt ifra! Tvert imod. Jeg forstår det ikke. Hedda. Og så begærlige som de er efter gifte mænd. Ved De hvad, assessor De står Dem selv i lyset når De ikke gifter Dem. Brack: Nå jeg kan da næsten omtrent betragte mig som gift Hedda. Å ja visst kan De det på en 4 8
måde på flere måder sågar Brack. På flere? Hvorledes mener De det? Hedda. Nej tak. Det siger jeg ikke 10 [D. v. s. 9] Da fru Elfstad siger at første del af Løvborgs bog handler om den historisk udvikling af «Sam fundslæren» og at et nyt bind kommer senere sér Tesman litt st{y}udsende på hende. Virkelige forældre findes der meget få af i verden. De fleste vokser op under onkel- eller tante-opdragelse enten negligeret og uforståetet eller også forkælet. Hedda forekaster ham at han ikke vover sig ud for fristelsen. Han svarer at hun gør det samme på sit område. V...æddemålet! Han taber! Fru Elvsted er tilstede! Hedda siger Ingen fare Han taber. Den kvindelige fantasi er ikke aktiv og selvstændig skabende som den mandlige. Den behøver en liden smule virkelighed til hjælp 9 [d. v. s. 10] Løvborg hår bøjet sig mod «Bohemen». Hedda drages mod den samme si{g}de, men vover ikke spranget Hos Hedda ligger dyb poesi på bunden. Men omgivelserne skræmmer hende. Tænk, at gøre sig latterlig! For Hedda går det op at hun, meget mere end Thea, er gåt ifra sin mand. Det nygifte par kommer hjem i September, når sommeren dør. I 2. akt sidder de i Haven men med overtøj på. 11 Rædselen for at høre sin egen røst. Noget fremmed, udenforstående Nyeste plan. Allerede i 1. akt forberedes festligheden i Tesmans have og Løvborgs undergang. 2. akt. Festen Hedda nægter energisk at være værtinden 5
Vil ikke fejre deres ægteskab fordi det, (efter hendes mening intet ægteskab er) Holger. Du ser det ikke. Jeg er skyld i det ægteskab Hedda er udtrykket for damen i hendes stilling og med hendes karakter. Man gifter sig med Tesman, men man beskæftiger sin fantasi med Ejlert Løvborg. Man læner sig tilbage i stolen, lukker øjnene og imaginerer sig hans eventyr. Her den uhyre forskel: Fru Elfstad «arbejder på hans moralske forbedring». For Hedda er han et objekt for fejge, lokkende drømmerier. I virkeligheden har hun ikke mod til at være med på sligt. Så kommer erkendelsen af hendes tilstand. Bunden! Begriber det ikke. Latterligt! Latterligt! Den traditionelle vildfarelse at en mand passer for en kvinde. Hedda bunder i det konventionelle. Hun gifter sig med Tesman men hendes fantasi er hos Ejlert Løvborg Hun ækles ved dennes flugt fra livet. Han tror at have rejst sig i hendes agtelse derved Thea Elfsted er det konventionelle sentimentale, hysteriske spidsborgeri. Disse spidsborgere, fru E. og Tesman tror at det hænger så sammen at jeg går ud og drikker mig fuld, og så gør jeg resten i utilregnelighed. Det er flugten fra virkeligheden, som er mig en nødvendighed. Efle E. L. Giv mig noget en blomst til afsked. Hedda rækker ham revolveren. Da kommer Tesman. Er han gået? «Ja». Tror du han endnu vil konkurrere? Å nej, nu kan du være rolig. Tesman fortæller at da de var i Gratz vilde hun ikke opsøge sine slægtninge Han misforstår hendes ledende motiver. I sidste akt da Tesman, fru Elfsted og frøken[his: ø mangler diakritisk tegn] Rysing holder rådslagning spiller Hedda i bagværelset. Hun standser. Samtalen fortsættes, {...}da viser hun sig i døren Godnat 6 12 13 14
nu går jeg. Behøver I mig til noget. Tesman: Nej, slet ikke, godnat, kære! Skuddet falder. 15 7
Slutning: Alle iller ind i bagværelset. Brack synker lamslået ned i en stol ved kaminen: Men gud forbarme sig, sådant gør man da ikke! Når Hedda antyder sine meninger for Brack heder det fra ham: Ja, ja det er uhyre morsomt ha ha ha! Alvoret deri forstår han ikke. Det har Hedda ret i: Kærlighed er det ikke fra Tesmans side. Ikke fra tantens heller. Så kærlighedsfuld hun end er. Ejlert Løvborg er en dobbeltnatur. Det er en fiktion at man elsker kun en. Man elsker to eller flere (frivolt sagt) afvekslende. Men hvorledes forklare sin egen situation? Fru Elfsted, som tvinger ham ind i korrektheden, løber bort fra sin mand mand. Hedda, som ægger ham ud over grænserne, viger tilbage for tanken på skandale. Sagen er, hvad hverken han eller fru Elfsted forstår Hedda forstår. Tesman læser i de to efterladte manuskriptstumper om «de to idealer». Fru Elfsted kan ikke forklare ham, hvad E. L. har ment. Så kommer det burleske: Hvert Både T. og fru E. sætter sit fremtidige liv ind på at tyde gåden. Tesman tror at Hedda hader E. L. Fru Elfsted tror det samme. Hedda ser deres vildfarelse men #tør# kan ikke bringe dem ud af den. Det er noget skønt at arbeide for et mål. Selv om det er for en vildfarelse Hun kan det ikke. Ikke være med på de andres. Så er det at hun skyder sig. Det ødelagte manuskript heder: «Fremtidskulturens filosofi». 8 16 17 18
sædslære». Tesman holder på at tabe hodet. Alle hans sam... betydningsløse Nye tanker! Nye syner! En ny verden! Og {d}så sidder de der, de ler, og prøver på at finde ud af det. Kan ikke få rede i det. Den store jammer i verden er at så mange ikke har andet at tage sig til end at jage efter lykke uden at kunne finde nogen. «Af Jochum Tesman har der udviklet sig en Jørgen Tesman men der vil gå lange tider før denne Jørgen afføder en Georg. Billedet: Livsrejsen-jernbanerejsen. H: Man springer ikke gerne ud af en kupé. Nej, når den er i gang. Ikke gerne heller når den holder stille. Der er alltid nogen på perronen, som står og ser på. Hedda: Drømme skandalen, ja det forstår jeg nok. Men begå den nej nej, nej. 19 20 Løvborg: Nu ser jeg det. Mit ideal var en illusion. De er ikke et hår bedre end jeg. Nu har jeg ingen ting at leve for. Undtage{t}n nydelsen Udskejelsen som {d}de kalder det. Vent lidt en foræring (Pistolen.) Tesman er nærsynt. Bærer briller. Nej, den dejlige rose! Så stak han næsen op i en kaktus. Siden den tid! D NB. Det indbyrdes kvindehad. Kvinderne har ingen indflydelse på de ydre statsanliggender. Derfor vil de ha «indflydelse på sjælene» Og så har så mange intet livsmål (mangelen heraf er en arv). Løvborg og Hedda ved bordet over fotografierne. Han: Hvorledes er dette muligt. Hun: Hvorfor ikke det? L: Tesman! Han som De ikke havde 9 21 22
ord nok for at gøre nar af Så kommer historien om generalens «unåde», afsked o. s. v. Det forfærdeligste for en baldame ikke at være feteret for sin egen skyld L. Og Tesman? Han tog Dem for personens skyld. Det er ligeså utåleligt at tænke på. Netop ved at gifte mig med Tesman synes jeg at jeg er kommen så usigelig langt bort fra ham. Han: {...}Sé på hende. Se bare! Hedda: (stryger hende over håret) Ja er hu{...}n ikke dejlig! Mænd og kvinder hører ikke til det samme århundrede Stor fordom, det, at man elsker kun en! Der er tale mellem Hedda og Brack om dette at rejse mellem de små universitetsbyer Hedda: Ja, den lille rejsen gennem Tyrol regner jo nu ikke Brack{:}(til Tesman) Men er De da da blind og døv. Ser De da ikke? Hører De ikke T{...}esman: Ah. Tag manuskriptet med. Læs op for mig! Det dæmoniske i Hedda er: Hun vil øve indflydelse på en anden Er det sket, så foragter hun ham. Manuskriptet? I 3. akt spøger Hedda fru Elfsted. Men dersom han er slig, hvad er han så værdt at holde p{...}å Ja, ja Heddas opdagelse i tredje akt at hendes forhold til pigen umuligt kan være rigtig. I samtalen med Hedda siger Løvborg[HIS: ø mangler diakritisk tegn] Frøken[HIS: ø mangler diakritisk tegn] H Frøken Ja Jeg tror ikke De er frue Hedda: Og nu sidder jeg her og taler med disse spidsborgere Og således som vi kunde tale Nej jeg vil ikke sige det, Tale? Hvad mener De? Liderligt? Fy. Lad os sige uanstendigt NB!! I den store samtale mellem Hedda og E. L. sker omslaget i stykket. Han: Hvilken jammerlighed at indrette sig efter den bestående moral Idealet vilde være om et nutidsmenneske kunde leve fremtidens liv. Hvilken jam- 23 24 25 10
merlighed at stride om en professorpost! Hedda, du dejlige tøs! H. Nå! E. L. Ja, jeg siger det. Du dejlige, kolde marmorkolde tøs! Jeg er ikke udsvævende i grunden Men virkelighedslivet er ikke leveligt I 5. akt: Hedda Det uhyre komiske i at de skikkelige mennesker, Tesman og fru E. søger at flikke stumperne sammen til et eftermæle for E. L. Han som så dybt foragter det hele Livet går for Hedda op i en latterlighed som det ikke «er værd at overvære til enden». Lyksalighed{e}sop{...}gaven er at hensætte nutidsmenesket i fremtidsforhold L: Sæt aldrig børn ind i verden H... Når Brack taler om et «trekantet» forhold, tænker Hedda på hvad der forestår og taler forblommet om det. Brack forstår det ikke. Brack udstår ikke at komme i huse, hvor der er små børn. «Børn skulde ikke ha lov til at være til før de er en 14 15 år». Det vil sige pigebørn» Men gutter da? Skulde slet ikke ha lov til at være til eller ialfald opfostres udenfor huset 26 27 H. taler om at også hende har børn altid været en gru. Hedda sætter sig stærkt om end uklart op imod den mening at man skal eller elske «familjens». Tanterne er for hende ingenting. Det at være som en skriftefader for E. L. har for H. været en befrielse. Hendes sympati har hemmeligt været på hans side Men dette stygge at det alt sammen kom frem for offentligheden Da trak hun sig ud af det. Hovedpunkter: 1.) De er ikke alle skabte til at være mødre. 2.) Det sandselige drag er i dem, men de har skræk for skandalen. 3.) De forn{...}emmer at der er livsopgaver i tiden, men de kan ikke få tag i dem. Og så er Tesman ikke egentlig fagmand, men han er specialist. Middelalderen er død 11 28
T. Nej der {...}sér du også et stort fortrin ved mit studium. Jeg kan tabe manuskriptet og skrive det om ingen inspiration Hedda er helt optaget af det barn som skal komme, men når det er kommet gruer hun for hvad der vil følge Det må komme ind i stykket at Hedda siger at hun ikke gerne på rejsen steg ud af en kupé. Hvorfor ikke. Nej, jeg viser ikke gerne mine ben Ah, fru H. De... lar sig dog sandelig se. Ja, men alligevel ikke Skudt sig! Skudt sig. Brack (vakler ned i lænestolen) Men du godeste gud sligt Noget gør man da ikke! NB!! Ejlert Løvborgs tanke er at der må skaffes tilveje et kammeratskabsforhold mellem man og kvinde, hvoraf det sande åndige menneske kan framgå. Det øvrige som... bedriver, ligger udenfor som det uvæsentlige. Dette er det, som omgivelserne ikke forstår. Han er for dem en udsvævende person. I det indre ikke Kan e{t}n mand ikke have flere venner, hvorfor da ikke også flere veninder? Det er netop den i omgang med kvindelige «venner» eller «kammerater» som hos ham opsamlede sandselighed, som hos ham får udtryk gennem hans udskejelser Nu går jeg{!}. Har De da ikke en liden ting at gi mig med? De har blomster så mange andre ting. (Historien med pistolen f...) De bruger den så ikke alligevel Og da så Hedda, 4. akt får vide at han har «sku{...}dt sig» da jubler hun op Han havde modet. Her er resten af manuskriptet Slutning Livet er ikke sørgeligt Livet 12 29 30 31 32 33
er latterligt Og det kan ikke bæres. 34 Har De læst i romanerne? Alle de som går til grunde gennem... d... ikke i ma... Det latterlige det barokke Hedda yttrer i samtalen med Thea i første akt: Jeg begriber ikke at man kan forelske sig i en ugift mand eller en uforlovet eller en uforelsket på andet hold 1) Hedda: Kære T. var der da nogen anden deropppe, som han var som han stræbte efter. Th. Nej H. Ja, hvad tiltrækkende kunde der da være ved ham for dig. #1)Men herre gud, T var jo ugift. H. Ja, han var det. Th. Men hvor kan du så sige... du tog ham dog. H. Ja jeg gjorde det. Th. Ja 2)# 35 # hvor kan du så sige at Nå # Brack forstår godt at det er det indelukkede hos H., hendes hysteri, som egentlig er det motiverende i hele hendes handlemåde. H: har på sin side en anelse om at Brack gennemskuer hende, men tror ikke at hun forstår det. #2)Men nu er... han jo en gift mand. H. Ja, men ikke en andens.# 36 H: Det, at ta noget fra en anden, det synes jeg må være så dejligt. Da H. taler med B., 5 akt om de to, som sidder der for at flikke manuskriptet sammen uden at ånden er der, brister hun i latter, Så pianospillet så d Mændene i de ubeskriveligste situationer... de latterlige NB! Det er egentlig hele mandens liv hun vil leve. Men så kommer betænkelighedene. De nedarvede og de indplantede. 37 Tantekærligheden. De fleste mennesker som fødte af mandlige og kvindelige tanter. Det er om de «underjordiske kræfter og magter» der handles. Kvinden som grubearbejder: Nihilisme. Far og mor tilhørende forskellige tidsaldrer. Den kvindelige underjordiske revolution i tænkningen 13
Slavefrygten udad imod det ydre. NB!! Hvorfor skal jeg følge en samfunnsmoral, som jeg véd, ikke vil holde ud en halv menneskealder til. Når jeg skejer ud, som de kalder det, så er det en flugt fra det samtidige. Ikke fordi jeg finder nogen fryd i udskejelsen Dertil stikker jeg for dybt i det bestående. Thea, det lille fæ, forstår ingen ting af det. Men hun er bare dejlig alligevel. Der er en ubevidst fremtidsside i hende. Hvad er det Tesman arbejder på? Hedda: Det er en bog om den brabantske husflid i middelalderen 38 Jeg må anstelle mig som idiot for at bli forstået. Lade, som om jeg vil rehabilitere mig i mobbens nutids-mobbens øjne. Da jeg havde kastet denne nye bog fra mig, da stod et nyt stort strålende arbejde frem for mig. Der må De hjælpe. Jeg behøver kvinder, Hedda! I middelalderen var kvindesamvittigheden slig beskaffen at en kvinde fik nag om hun opdaged at hun var gift med sit søskenbarn Skulde da ikke fremtiden rette sig mod det store, det gode, det skønne[his: 'ø' mangler diakritisk tegn], som Tesman siger. Ja! Men det store, det gode, det skønne[his: 'ø' mangler diakritisk tegn] blir ikke fremtiden det, som vi nu tænker os H: Der var især en rødhåret en, som jeg har set på gaden. Br. Jeg véd, hvem De mener H. De kaldte hende. Det var sådant et smukt navn Br. Det navnet kender jeg også. Men hvoraf kan {d}de nu vide at det var så smukt. H: Å, De er dum, assessor. Passagéren og kufferten på jernbanestationen. T. bestemmer, hvorhen han vil, løser sin billet derefter Kufferten besørges Hedda. Slank middelhøj skikkelse. Ædelt formet fornemt ansigt med en fin voksfarvet hud. Øjnene har et tilsløret udtryk. Håret mellembrunt Ikke synderlig stærk hårvækst. Klædt i løs morgenkjole, hvid med blå besætning. 14 39 40 41
Ro over manererne. Øjnene stålfarvede, med et mat skær. Fru Elfsted spædt bygget Øjnene #runde, litt fremstående# næsten vandblå. Spædt ansigt med bløde træk. Ri nervøse trækninger, forskræmt udtryk. Se foran i bogen. E. Ls tanke om kammeratskabsforholdet mellem mand og kvinde Redningstanken! Kan vi for samfundets skyld ikke få lov til at leve sædeligt med dem (kvinderne) så lever vi usædeligt Tesman: Det nye i E. Ls bog er læren om udvikling på grundlag af kammeratskab mellem mand og kvinde. Heddas grundfordring er: Jeg vil vide alt, men holde mig ren! Alt vil jeg vide vide vide 42 43 44 H. H. Gid jeg kunde ha levet som han! Er det noget om......... det for noget? Væddemålet om brugen af begge pistolene Frk T. Ja, ja, dette er livet? sandhedens og livets hus. Nu vil jeg gå hjem til sygdommens og dødens Hus. Gud velsigne jer begge to. Herefter kommer jeg hver dag herud og spør Berte hvorledes det står til I 3. akt er det at H. siger til E. L. at hun bryr sig ikke om de store forholde ikke om de store tanker heller men om den store menneskelige frihed. Og så har hun ikke modet De to idealer! Tesman: Hvad i guds navn mener han med det. Hvad? Hvad har vi med idealer at gøre? Den nye bog handler om «de to idealer» 15 45 46
Thea kan ingen besked give. [HIS: Sidene 46v-79v er blanke.] [HIS: På denne siden står regnskapsnotater som ikke er gjengitt her.] [HIS: Skrevet opp-ned.] Hun har respekt for hans kundskaber, øje for hans noble karakter, men hun generer sig over hans ubetydelige latterlige væsen, spotter over hans opførsel og yttringer. [HIS: Teksten står på baksiden av et visittkort.] Da E. L. siger til H. at han ikke kan tilstå for Thea hvor hendes og hans bog er kommen bort, siger H. Jeg tror ikke, der er et sandt ord i det. E. L. Nej, men så forfærdeligt, føler jeg, vil hun se det. [HIS: Skrevet på visittkort, «Natalie von Eperjesy».] E. L: Umuligt at kalde Dem fru T. For mig blir De altid H. G, Både frøken T. og B. har sét, hvad der forestår H. T. derimod råber Nej herre gud, det havde jeg ingen anelse om. [HIS: Sammen med manuskriptet ligger to blad med personlige notater, som ikke tilhører dramaet Hedda Gabler. Disse gjengis i sakprosa- eller variamaterialet.] [HIS: Teksten på siden er skrevet horisontalt.] Mine dramatiske teorier udviklede for franskmændene. Oversættelse af spillemåden ligesom af sproget. o. s. v. Den gifte dames tiltagende indbildning at være en betydelig personlighed, og som følge deraf nødvendigheden af at skaffe sig en opsigtvækkende historie. Forekommer en interessant kvindeskikkelse i en ny fortælling eller i et skuespil, tror hun at det er hende, som er skildret. De mandlige omgivelser bestyrker hende i denne tro. De to veninder aftaler at gå i døden sammen. Den [HIS: Teksten på siden er skrevet horisontalt.] ene fuldfører forsættet. Den anden, som føler hvad {...}der forestår hende, har ikke mod 16 1 80
længer. Her omslaget. «Han har en så væmmelig måde at gå på når en ser ham bagfra. Hun hader ham fordi han har et mål, en livsopgave. Veninden har en sådan, men tør ikke bruge den Hendes personlige liv literært behandlet. I anden akt manuskriptet som efterlades [HIS: Teksten på siden er skrevet horisontalt.] «Den forlornes» apologi for kulturmennesket. Mustangen og væddeløbs hesten. Drikker spiser paprika. Hus og klæder Revolution mod naturlovene men ikke d... ikke før positionen er sikkret. 2 Tanten gør al [HIS: På denne siden står tekst (om Ibsens forhold til intervjuere) som ikke har med dramaet Hedda Gabler å gjøre. Teksten gjengis ikke her, men inngår i sakprosa- eller variamaterialet.] 3 Tanten gør allehånde forblommede spørsmål for at få vide det, som ligger hendes interesserede fantasi nærmest. 4 Optegnelser. En aften, da Hedda og Tesman sammen med andre gik hjem fra et selskab yttrede Hedda, da de gik forbi en smuk villa at der skulde hun gerne ville bo. Hun mente det, men hun sagde det for at holde samtalen med Tesman igang. «For han {kund}kan jo ikke konversere. Villaen var nemlig da tilleje eller til salgs. Tesman udpegedes som den fremtidig berømt mand. Og da han så siden erklærte sig, fortalte at også han havde drømt om at kunne bo der, så slog hun til. Villaen har nemlig også han syntes godt om. Så gifter de sig. Så lejes villaen. Men da Hedda kommer tilbage som ung 17
frue, med en ukl{...}ar følelse af ansvar, byder det hele hende imod. Hun fatter som et slags ha{...}d... til huset netop fordi det er blevet hendes hjem. Hun betror alt dette til Brack. For Tesman går hun udenom sagen Begge har de, hver på sin side, sét som et slags tegn på sympati i den felles kærlighed til dette hus. Som om de søgte og drages imod et fælles hjem. Så lejer han villaen. De gifter sig og rejser udenlands. Han lar den købe og tanten møblerer den på hans regning. Det er altså nu deres hjem. Det er deres, og det er ikke deres, thi det er ikke betalt. Alt afhænger af at ha{m}n får professorstillingen. (Villaen har tilhørt en gammel etatsrådinde, som nu er død) 5 «Stykket skal dreje sig om «det uoverkommelige», det, at hige og tilstræbe noget som står imod konventionen, imod det vedtagne i bevidsthederne, også i Heddas. 6 Historien med hatten bringer ta{...}nte Rising ud af fatning. Hun går At den kunde antages at tilhøre tjenestepigen, nej, det går for vidt! Men at den hat, som jeg nu har havt i over ni år, skulde tages for tjenestepigens, nej, det er for galt. Hedda: Skulde jeg bry mig om at bo her i villaen? Jeg havde jo aldrig sat min fod indenfor døren. De grønne vindusluger med hullet i. Kan De husker det assessor? Det var skåret ud i form af et hjerte. Nå, de er da heldigvis væk. Og nypudset er her jo indvendig. Men jeg synes endda at jeg ligesom kender lugten af lavendler og saltede roser. Mangen gang forekommer det mig som her lugter lig efter salig statsrådinden. Hedda føler sig dæmonisk tiltrukken af tidens tendenser. Men modet mangler. Det blir ved teorien, ved de ørkesløse drømmer. 7 Da Holger L. er faldet tilbage, gir Hedda ham revolveren. H. L. Nej tak. Nej så- 18
mænd om jeg vil det. Så heller leve det fattige livssurrogat tilende. Hedda. Ja dengang syntes jeg det måtte være dejligt at bo her og eje det. Brack. Men nu siger De Dem jo selv i- mod. Hedda. Ja det kan gerne være. Men således er det nu alligevel. Hedda. Jeg forstår mig ikke på de opofrende mennesker. Se nu gamle frøken Rising. Der har hun en lam sengeliggende søster liggende i huset i årvis. Tror De hun synes det er et offer at leve for denne stakkers skabning, som er til byrde for sig selv endogså? Å langt ifra! Tvert imod. Jeg forstår det ikke. Hedda. Og så begærlige som de er efter gifte mænd. Ved De hvad, assessor De står Dem selv i lyset når De ikke gifter Dem. Brack: Nå jeg kan da næsten omtrent betragte mig som gift Hedda. Å ja visst kan De det på en måde på flere måder sågar Brack. På flere? Hvorledes mener De det? Hedda. Nej tak. Det siger jeg ikke 8 10 [D. v. s. 9] Da fru Elfstad siger at første del af Løvborgs bog handler om den historisk udvikling af «Sam fundslæren» og at et nyt bind kommer senere sér Tesman litt st{y}udsende på hende. Virkelige forældre findes der meget få af i verden. De fleste vokser op under onkel- eller tante-opdragelse enten negligeret og uforståetet eller også forkælet. Hedda forekaster ham at han ikke vover sig ud for fristelsen. Han svarer at hun gør det samme på sit område. V...æddemålet! Han taber! Fru Elvsted er tilstede! Hedda siger Ingen fare Han taber. Den kvindelige fantasi er ikke aktiv og selvstændig skabende som den mandlige. Den behøver en liden smule virkelighed til hjælp 9 [d. v. s. 10] 19
Løvborg hår bøjet sig mod «Bohemen». Hedda drages mod den samme si{g}de, men vover ikke spranget Hos Hedda ligger dyb poesi på bunden. Men omgivelserne skræmmer hende. Tænk, at gøre sig latterlig! For Hedda går det op at hun, meget mere end Thea, er gåt ifra sin mand. Det nygifte par kommer hjem i September, når sommeren dør. I 2. akt sidder de i Haven men med overtøj på. 11 Rædselen for at høre sin egen røst. Noget fremmed, udenforstående Nyeste plan. Allerede i 1. akt forberedes festligheden i Tesmans have og Løvborgs undergang. 2. akt. Festen Hedda nægter energisk at være værtinden Vil ikke fejre deres ægteskab fordi det, (efter hendes mening intet ægteskab er) Holger. Du ser det ikke. Jeg er skyld i det ægteskab Hedda er udtrykket for damen i hendes stilling og med hendes karakter. Man gifter sig med Tesman, men man beskæftiger sin fantasi med Ejlert Løvborg. Man læner sig tilbage i stolen, lukker øjnene og imaginerer sig hans eventyr. Her den uhyre forskel: Fru Elfstad «arbejder på hans moralske forbedring». For Hedda er han et objekt for fejge, lokkende drømmerier. I virkeligheden har hun ikke mod til at være med på sligt. Så kommer erkendelsen af hendes tilstand. Bunden! Begriber det ikke. Latterligt! Latterligt! Den traditionelle vildfarelse at en mand passer for en kvinde. Hedda bunder i det konventionelle. Hun gifter sig med Tesman men hendes fantasi er hos Ejlert Løvborg Hun ækles ved dennes flugt fra livet. Han tror at have rejst sig i hendes agtelse derved Thea Elfsted er det konventio- 20 12
nelle sentimentale, hysteriske spidsborgeri. Disse spidsborgere, fru E. og Tesman tror at det hænger så sammen at jeg går ud og drikker mig fuld, og så gør jeg resten i utilregnelighed. Det er flugten fra virkeligheden, som er mig en nødvendighed. Efle E. L. Giv mig noget en blomst til afsked. Hedda rækker ham revolveren. Da kommer Tesman. Er han gået? «Ja». Tror du han endnu vil konkurrere? Å nej, nu kan du være rolig. 13 Tesman fortæller at da de var i Gratz vilde hun ikke opsøge sine slægtninge Han misforstår hendes ledende motiver. I sidste akt da Tesman, fru Elfsted og frøken[his: ø mangler diakritisk tegn] Rysing holder rådslagning spiller Hedda i bagværelset. Hun standser. Samtalen fortsættes, {...}da viser hun sig i døren Godnat nu går jeg. Behøver I mig til noget. Tesman: Nej, slet ikke, godnat, kære! Skuddet falder. 14 15 21
Slutning: Alle iller ind i bagværelset. Brack synker lamslået ned i en stol ved kaminen: Men gud forbarme sig, sådant gør man da ikke! Når Hedda antyder sine meninger for Brack heder det fra ham: Ja, ja det er uhyre morsomt ha ha ha! Alvoret deri forstår han ikke. Det har Hedda ret i: Kærlighed er det ikke fra Tesmans side. Ikke fra tantens heller. Så kærlighedsfuld hun end er. Ejlert Løvborg er en dobbeltnatur. Det er en fiktion at man elsker kun en. Man elsker to eller flere (frivolt sagt) afvekslende. Men hvorledes forklare sin egen situation? Fru Elfsted, som tvinger ham ind i korrektheden, løber bort fra sin mand mand. Hedda, som ægger ham ud over grænserne, viger tilbage for tanken på skandale. Sagen er, hvad hverken han eller fru Elfsted forstår Hedda forstår. Tesman læser i de to efterladte manuskriptstumper om «de to idealer». Fru Elfsted kan ikke forklare ham, hvad E. L. har ment. Så kommer det burleske: Hvert Både T. og fru E. sætter sit fremtidige liv ind på at tyde gåden. Tesman tror at Hedda hader E. L. Fru Elfsted tror det samme. Hedda ser deres vildfarelse men #tør# kan ikke bringe dem ud af den. Det er noget skønt at arbeide for et mål. Selv om det er for en vildfarelse Hun kan det ikke. Ikke være med på de andres. Så er det at hun skyder sig. Det ødelagte manuskript heder: «Fremtidskulturens filosofi». 22 16 17 18
sædslære». Tesman holder på at tabe hodet. Alle hans sam... betydningsløse Nye tanker! Nye syner! En ny verden! Og {d}så sidder de der, de ler, og prøver på at finde ud af det. Kan ikke få rede i det. Den store jammer i verden er at så mange ikke har andet at tage sig til end at jage efter lykke uden at kunne finde nogen. «Af Jochum Tesman har der udviklet sig en Jørgen Tesman men der vil gå lange tider før denne Jørgen afføder en Georg. Billedet: Livsrejsen-jernbanerejsen. H: Man springer ikke gerne ud af en kupé. Nej, når den er i gang. Ikke gerne heller når den holder stille. Der er alltid nogen på perronen, som står og ser på. Hedda: Drømme skandalen, ja det forstår jeg nok. Men begå den nej nej, nej. 19 20 Løvborg: Nu ser jeg det. Mit ideal var en illusion. De er ikke et hår bedre end jeg. Nu har jeg ingen ting at leve for. Undtage{t}n nydelsen Udskejelsen som {d}de kalder det. Vent lidt en foræring (Pistolen.) Tesman er nærsynt. Bærer briller. Nej, den dejlige rose! Så stak han næsen op i en kaktus. Siden den tid! D NB. Det indbyrdes kvindehad. Kvinderne har ingen indflydelse på de ydre statsanliggender. Derfor vil de ha «indflydelse på sjælene» Og så har så mange intet livsmål (mangelen heraf er en arv). Løvborg og Hedda ved bordet over fotografierne. Han: Hvorledes er dette muligt. Hun: Hvorfor ikke det? L: Tesman! Han som De ikke havde 23 21 22
ord nok for at gøre nar af Så kommer historien om generalens «unåde», afsked o. s. v. Det forfærdeligste for en baldame ikke at være feteret for sin egen skyld L. Og Tesman? Han tog Dem for personens skyld. Det er ligeså utåleligt at tænke på. Netop ved at gifte mig med Tesman synes jeg at jeg er kommen så usigelig langt bort fra ham. Han: {...}Sé på hende. Se bare! Hedda: (stryger hende over håret) Ja er hu{...}n ikke dejlig! Mænd og kvinder hører ikke til det samme århundrede Stor fordom, det, at man elsker kun en! Der er tale mellem Hedda og Brack om dette at rejse mellem de små universitetsbyer Hedda: Ja, den lille rejsen gennem Tyrol regner jo nu ikke Brack{:}(til Tesman) Men er De da da blind og døv. Ser De da ikke? Hører De ikke T{...}esman: Ah. Tag manuskriptet med. Læs op for mig! Det dæmoniske i Hedda er: Hun vil øve indflydelse på en anden Er det sket, så foragter hun ham. Manuskriptet? I 3. akt spøger Hedda fru Elfsted. Men dersom han er slig, hvad er han så værdt at holde p{...}å Ja, ja Heddas opdagelse i tredje akt at hendes forhold til pigen umuligt kan være rigtig. I samtalen med Hedda siger Løvborg[HIS: ø mangler diakritisk tegn] Frøken[HIS: ø mangler diakritisk tegn] H Frøken Ja Jeg tror ikke De er frue Hedda: Og nu sidder jeg her og taler med disse spidsborgere Og således som vi kunde tale Nej jeg vil ikke sige det, Tale? Hvad mener De? Liderligt? Fy. Lad os sige uanstendigt NB!! I den store samtale mellem Hedda og E. L. sker omslaget i stykket. Han: Hvilken jammerlighed at indrette sig efter den bestående moral Idealet vilde være om et nutidsmenneske kunde leve fremtidens liv. Hvilken jam- 23 24 25 24
merlighed at stride om en professorpost! Hedda, du dejlige tøs! H. Nå! E. L. Ja, jeg siger det. Du dejlige, kolde marmorkolde tøs! Jeg er ikke udsvævende i grunden Men virkelighedslivet er ikke leveligt I 5. akt: Hedda Det uhyre komiske i at de skikkelige mennesker, Tesman og fru E. søger at flikke stumperne sammen til et eftermæle for E. L. Han som så dybt foragter det hele Livet går for Hedda op i en latterlighed som det ikke «er værd at overvære til enden». Lyksalighed{e}sop{...}gaven er at hensætte nutidsmenesket i fremtidsforhold L: Sæt aldrig børn ind i verden H... Når Brack taler om et «trekantet» forhold, tænker Hedda på hvad der forestår og taler forblommet om det. Brack forstår det ikke. Brack udstår ikke at komme i huse, hvor der er små børn. «Børn skulde ikke ha lov til at være til før de er en 14 15 år». Det vil sige pigebørn» Men gutter da? Skulde slet ikke ha lov til at være til eller ialfald opfostres udenfor huset 26 27 H. taler om at også hende har børn altid været en gru. Hedda sætter sig stærkt om end uklart op imod den mening at man skal eller elske «familjens». Tanterne er for hende ingenting. Det at være som en skriftefader for E. L. har for H. været en befrielse. Hendes sympati har hemmeligt været på hans side Men dette stygge at det alt sammen kom frem for offentligheden Da trak hun sig ud af det. Hovedpunkter: 1.) De er ikke alle skabte til at være mødre. 2.) Det sandselige drag er i dem, men de har skræk for skandalen. 3.) De forn{...}emmer at der er livsopgaver i tiden, men de kan ikke få tag i dem. Og så er Tesman ikke egentlig fagmand, men han er specialist. Middelalderen er død 25 28
T. Nej der {...}sér du også et stort fortrin ved mit studium. Jeg kan tabe manuskriptet og skrive det om ingen inspiration Hedda er helt optaget af det barn som skal komme, men når det er kommet gruer hun for hvad der vil følge Det må komme ind i stykket at Hedda siger at hun ikke gerne på rejsen steg ud af en kupé. Hvorfor ikke. Nej, jeg viser ikke gerne mine ben Ah, fru H. De... lar sig dog sandelig se. Ja, men alligevel ikke Skudt sig! Skudt sig. Brack (vakler ned i lænestolen) Men du godeste gud sligt Noget gør man da ikke! NB!! Ejlert Løvborgs tanke er at der må skaffes tilveje et kammeratskabsforhold mellem man og kvinde, hvoraf det sande åndige menneske kan framgå. Det øvrige som... bedriver, ligger udenfor som det uvæsentlige. Dette er det, som omgivelserne ikke forstår. Han er for dem en udsvævende person. I det indre ikke Kan e{t}n mand ikke have flere venner, hvorfor da ikke også flere veninder? Det er netop den i omgang med kvindelige «venner» eller «kammerater» som hos ham opsamlede sandselighed, som hos ham får udtryk gennem hans udskejelser Nu går jeg{!}. Har De da ikke en liden ting at gi mig med? De har blomster så mange andre ting. (Historien med pistolen f...) De bruger den så ikke alligevel Og da så Hedda, 4. akt får vide at han har «sku{...}dt sig» da jubler hun op Han havde modet. Her er resten af manuskriptet Slutning Livet er ikke sørgeligt Livet 26 29 30 31 32 33
er latterligt Og det kan ikke bæres. 34 Har De læst i romanerne? Alle de som går til grunde gennem... d... ikke i ma... Det latterlige det barokke Hedda yttrer i samtalen med Thea i første akt: Jeg begriber ikke at man kan forelske sig i en ugift mand eller en uforlovet eller en uforelsket på andet hold 1) Hedda: Kære T. var der da nogen anden deropppe, som han var som han stræbte efter. Th. Nej H. Ja, hvad tiltrækkende kunde der da være ved ham for dig. #1)Men herre gud, T var jo ugift. H. Ja, han var det. Th. Men hvor kan du så sige... du tog ham dog. H. Ja jeg gjorde det. Th. Ja 2)# 35 # hvor kan du så sige at Nå # Brack forstår godt at det er det indelukkede hos H., hendes hysteri, som egentlig er det motiverende i hele hendes handlemåde. H: har på sin side en anelse om at Brack gennemskuer hende, men tror ikke at hun forstår det. #2)Men nu er... han jo en gift mand. H. Ja, men ikke en andens.# 36 H: Det, at ta noget fra en anden, det synes jeg må være så dejligt. Da H. taler med B., 5 akt om de to, som sidder der for at flikke manuskriptet sammen uden at ånden er der, brister hun i latter, Så pianospillet så d Mændene i de ubeskriveligste situationer... de latterlige NB! Det er egentlig hele mandens liv hun vil leve. Men så kommer betænkelighedene. De nedarvede og de indplantede. 37 Tantekærligheden. De fleste mennesker som fødte af mandlige og kvindelige tanter. Det er om de «underjordiske kræfter og magter» der handles. Kvinden som grubearbejder: Nihilisme. Far og mor tilhørende forskellige tidsaldrer. Den kvindelige underjordiske revolution i tænkningen 27
Slavefrygten udad imod det ydre. NB!! Hvorfor skal jeg følge en samfunnsmoral, som jeg véd, ikke vil holde ud en halv menneskealder til. Når jeg skejer ud, som de kalder det, så er det en flugt fra det samtidige. Ikke fordi jeg finder nogen fryd i udskejelsen Dertil stikker jeg for dybt i det bestående. Thea, det lille fæ, forstår ingen ting af det. Men hun er bare dejlig alligevel. Der er en ubevidst fremtidsside i hende. Hvad er det Tesman arbejder på? Hedda: Det er en bog om den brabantske husflid i middelalderen 38 Jeg må anstelle mig som idiot for at bli forstået. Lade, som om jeg vil rehabilitere mig i mobbens nutids-mobbens øjne. Da jeg havde kastet denne nye bog fra mig, da stod et nyt stort strålende arbejde frem for mig. Der må De hjælpe. Jeg behøver kvinder, Hedda! I middelalderen var kvindesamvittigheden slig beskaffen at en kvinde fik nag om hun opdaged at hun var gift med sit søskenbarn Skulde da ikke fremtiden rette sig mod det store, det gode, det skønne[his: 'ø' mangler diakritisk tegn], som Tesman siger. Ja! Men det store, det gode, det skønne[his: 'ø' mangler diakritisk tegn] blir ikke fremtiden det, som vi nu tænker os H: Der var især en rødhåret en, som jeg har set på gaden. Br. Jeg véd, hvem De mener H. De kaldte hende. Det var sådant et smukt navn Br. Det navnet kender jeg også. Men hvoraf kan {d}de nu vide at det var så smukt. H: Å, De er dum, assessor. Passagéren og kufferten på jernbanestationen. T. bestemmer, hvorhen han vil, løser sin billet derefter Kufferten besørges Hedda. Slank middelhøj skikkelse. Ædelt formet fornemt ansigt med en fin voksfarvet hud. Øjnene har et tilsløret udtryk. Håret mellembrunt Ikke synderlig stærk hårvækst. Klædt i løs morgenkjole, hvid med blå besætning. 28 39 40 41
Ro over manererne. Øjnene stålfarvede, med et mat skær. Fru Elfsted spædt bygget Øjnene #runde, litt fremstående# næsten vandblå. Spædt ansigt med bløde træk. Ri nervøse trækninger, forskræmt udtryk. Se foran i bogen. E. Ls tanke om kammeratskabsforholdet mellem mand og kvinde Redningstanken! Kan vi for samfundets skyld ikke få lov til at leve sædeligt med dem (kvinderne) så lever vi usædeligt Tesman: Det nye i E. Ls bog er læren om udvikling på grundlag af kammeratskab mellem mand og kvinde. Heddas grundfordring er: Jeg vil vide alt, men holde mig ren! Alt vil jeg vide vide vide 42 43 44 H. H. Gid jeg kunde ha levet som han! Er det noget om......... det for noget? Væddemålet om brugen af begge pistolene Frk T. Ja, ja, dette er livet? sandhedens og livets hus. Nu vil jeg gå hjem til sygdommens og dødens Hus. Gud velsigne jer begge to. Herefter kommer jeg hver dag herud og spør Berte hvorledes det står til I 3. akt er det at H. siger til E. L. at hun bryr sig ikke om de store forholde ikke om de store tanker heller men om den store menneskelige frihed. Og så har hun ikke modet De to idealer! Tesman: Hvad i guds navn mener han med det. Hvad? Hvad har vi med idealer at gøre? Den nye bog handler om «de to idealer» 29 45 46
Thea kan ingen besked give. [HIS: Sidene 46v-79v er blanke.] [HIS: På denne siden står regnskapsnotater som ikke er gjengitt her.] [HIS: Skrevet opp-ned.] Hun har respekt for hans kundskaber, øje for hans noble karakter, men hun generer sig over hans ubetydelige latterlige væsen, spotter over hans opførsel og yttringer. [HIS: Teksten står på baksiden av et visittkort.] Da E. L. siger til H. at han ikke kan tilstå for Thea hvor hendes og hans bog er kommen bort, siger H. Jeg tror ikke, der er et sandt ord i det. E. L. Nej, men så forfærdeligt, føler jeg, vil hun se det. [HIS: Skrevet på visittkort, «Natalie von Eperjesy».] E. L: Umuligt at kalde Dem fru T. For mig blir De altid H. G, Både frøken T. og B. har sét, hvad der forestår H. T. derimod råber Nej herre gud, det havde jeg ingen anelse om. [HIS: Sammen med manuskriptet ligger to blad med personlige notater, som ikke tilhører dramaet Hedda Gabler. Disse gjengis i sakprosa- eller variamaterialet.] 80 30