Indholdsfortegnelse:

Indholdsfortegnelse: Indledning side 1 I. Analyse og fortolkning af Chr. B. Tullin: En Maji Dag...side 1 Form side 1 Komposition side 2 Sproglig karakteristik. side 6 Jeg et...side 7 II. Teksthistorisk perspektivering.side 8 En Maji-Dag sammenlignet med Thomas Kingo: Chrysillis...side 9 En Maji-Dag sammenlignet med Johannes Ewald: Rungsteds Lyksaligheder. side 10 Naturlyrik.. side 11 Afslutning..side 12 Litteraturliste...side 14 Bilag 1.side 15 Bilag 2.side 18 Bilag 3.side 22 0

Indledning: Jeg vil i det følgende analysere nordmanden Chr. B. Tullins digt En Maji-Dag fra 1758 (se bilag 1), samt perspektivere digtet historisk i relation til den danske naturlyrik i 1600/1700- og 1800-tallet. Digtet er skrevet ud fra naturen omkring Tullins hjem uden for Kristiania i Norge. Det er et bryllupsdigt (Mortensen 202ff). I forbindelse med min opgave vil jeg trække aspektet omkring naturen frem for at belyse de væsentlige ændringer, der sker i de tre århundreder. Jeg vil forsøge at belyse, hvordan ændringerne i livsopfattelsen afspejler sig i litteraturen, og hvordan opfattelsen af naturen ændres med det nye syn på verden. Det er af afgørende betydning for hele den kristne forståelse, at Gud mere og mere opfattes som værende i alt. Jeg vil sammenligne En Maji-Dag med to digte fra de omkringliggende perioder for derigennem at sammenstille de forskellige naturopfattelser. Det er nemmere gennem eksempler at få et billede af de ting, der rører sig i tiden, og at se hvordan de medfører en udvikling i verdensopfattelsen. Jeg vil støtte mig til Klaus P. Mortensens læsning af digtet i Læsninger I, da han har nogle interessante indgangsvinkler til det. Endvidere har jeg hentet inspiration i F. J. Billeskov Jansens Danmarks Digtekunst II. I. Analyse og fortolkning af Chr. B. Tullin: En Maji-Dag : Form: Digtet er opdelt i 29 strofer med 8 vers i hver. Rimstillingen er overvejende abba cdcd, men enkelte steder ændres denne til abba cddc. Fordelingen falder således: Strofe 1-7: abba cdcd, strofe 8: abba cddc, strofe 9-16: abba cdcd, strofe 17-18: abba cddc og strofe 19-29: abba cdcd. At rimstillingen ændres signalerer et skifte eller en opmærksomhed på disse passager. Digtet består af fire jamber i hver vers, hver linie er altså firefodsjamber. Da jamben bevæger sig fra det tryksvage til det trykstærke, giver denne en stigende rytme, og det er nærliggende at knytte en stemning hertil. Jamben opleves ofte som energisk og optimistisk, hvilket udmærket beskriver dette digt. Der er overvejende benyttet positive beskrivende adjektiver, hvad jeg vil komme ind på senere. 1

Digterjeg et opnår en indsigt og en erkendelse, hvilket gør ham klogere og derved tilfredsstiller ham. (Møller: 221). Komposition: Da digtet sprogligt kræver en ret detaljeret læsning, vil jeg lave en indholdslæsning af de enkelte strofer for til sidst at opsummere dette i kompositionen. Digtets første 7 strofer kan samles under ét. Digterjeg et er i byen, men trives ikke. Byen sammenlignes med et fængsel: Min Muse kom og lad os flye / Fra dette melancholske Fængsel (Tullin: str.1). Jeg et henvender sig til sin muse eller sin kvinde med en opfordring om at tage væk fra byens fængsel. I de følgende vers beskrives i præsens hvordan livet er i byen, bl.a.: Hvor Ønsker daglig døe i Trængsel, / Og fødes for at døe paa nye! / Hvor Kunst og Vidd kun pønser paa / Den beste Plan til nye Sorger; (ibid), og Hvor Sindets Roe sin Afskeed tog, / Da Nøysomhed blev giort landflygtig. (ibid: str.2). Der er en række positive begreber knyttet til bylivet, men de bruges i negativ forstand. Alle de elementer, der har en positiv klang, misbruges i byen. Det er fx kunst, visdom, ægteskab, dyder og rigdom. Strofe 6 slutter med, at hvis man vil leve sikkert i byen, skal man Hør! og Tie! og Frygt! og Flye! (ibid: str.6), (org. kursivering). I strofe 7 opfordrer jeg et kvinden og læseren til at: Søg op det Stæd hvor Friehed boer! (ibid: str.7), altså til at tage ud i naturen. Livet i naturen kommer til at stå i opposition til den foregående beskrivelse af byen som et fængsel. Fra strofe 8 ændres verbaltiden til præteritum. Jeg et forankrer handlingen. Fra at være noget jeg et burde gøre, har han virkelig har gjort det: Saa tænkte jeg en Maji-Dag, / Og reyste strax til hine Enge (ibid: str.8). Her kaster han sig på en høj, og kigger ud i landskabet, som han betegner cirklen : I samme Øyeblik da Øyet / Nysgierrigt om i Cirklen fløy. (ibid). I strofe 9 henvender jeg et sig ud til læseren med et udråb: O Gud! hvad Skue-Plads var her / For Lugt, for Syn, og alle Sandser! (ibid: str.9). Der er fantastisk i naturen, og der er noget for alle sanser. I strofe 10 beskrives hvordan jeg et ser landskabet. Det fremstår igen i cirkelformen: Et landskab af Naturen malet, / Som i en herlig Runding praled (ibid: str.10). Han ser engene, markerne og himlen, som falder ind i hinanden: Hvor grønt sig tabte i det blaa; (ibid), og to vers længere nede beskrives himlen som en Zaphir-blaa Vælving (ibid). 2

I strofe 11 optræder begrebet Plan igen, som det gjorde i strofe 1. Der er nu ikke længere tale om en Plan til nye Sorger (ibid: str.1) som i byen, men i naturen haves en saa viid og yndig Plan (ibid: str.11). Igen vægtes sanserne, især synet. Det er en fryd for øjet at se solen spejle sig i havets tusindvis af små spejle, og at se bølgerne slå ind på land. I strofe 12 beskrives markerne og engene med de nye små planter og blomster: Nyefødde Planter titted op, / Ved Solens Kraft til Liv opvakte, / Med grønne Kroner paa sin Top / Til Vidne om det Haab de bragte. (ibid: str.12). Om foråret kommer der nyt liv i naturen, og nye kim spirer op af jorden. Solens lys og kraft forårsager denne vækst. I strofe 13 kan jeg et se et bjerg fra sin høj. Dette bjergs rod gemmer sig i afgrunden, og dets top stiger op mod himlen. Blikket ender her ved et grantræ på bjergets top i strofe 14. Det står rank og højtideligt, da det har overlevet vinterens kulde: Den ranke Gran paa Biergets Top / Sin pyramide Form opreiste, (ibid: str.14), og At den sin Kamp mod Frost og Kuld / Forlod, med Seyer-Tegn omkrandset. (ibid). Man kan sige, at jeg ets blik ud i landskabet begynder med en beskrivelse af, hvordan dette er bygget op. Først beskrives grundfladen som en cirkel, dernæst himlen som en Zaphir-blaa Vælving (ibid: str.10), så havet, så markerne med de spirende planter, og dernæst bjerget med den opadstigende gran. Jeg et kigger altså trinvis opad (Mortensen: 203). Jeg ets blik rettes i strofe 15 tilbage mod landskabet, ned mod dalen: En krummet Slange-formig Dal / Nedsænket laae ved Biergets Fødder, (Tullin: str.15). Nu fokuserer jeg et på små detaljer i landskabet, hvor han før så det mere overordnet. Og detaljerne er fulde af liv. I strofe 16 kommer dette til udtryk i, at jeg et iagttager nogle fugle: Her sværmede en Fugle-Hær / Af Sisiker, Bogfinker, Svaler, / Maal-Troster, Norges Nattergaler, / Som fløy forlibte her og der: (ibid: str.16). Dette billede af de forelskede fugle fortsættes i strofe 17: See hvor vi elske, vi, vi, vi! / Hver havde giort sit Val i sær, (ibid: str. 17). Selvom det her er synet af fuglene, der fokuseres på, så fascineres jeg et også af lydene. De kvidrer og fløjter i en yndig Harmonie (ibid). Her lægges der vægt på høresansen. I denne frugtbare, organiske dal er det ikke blot våren, der udfolder sig, men også kærligheden. Og netop kærligheden i naturen er den ægte, rene kærlighed, som modstykke til kærligheden i byen: Hvor man maa leve, elske, 3

giftes, / Ey som man selv, men Moden vil. (ibid: str.4). Fuglene har selv valgt deres mage, og de gør lige, som de har lyst til (Mortensen: 203). Strofe 18 er skrevet i præsens og er omkranset af citationstegn. Det er jeg ets tanker om fuglene. Denne strofe viser, at jeg et ved synet har fået en indsigt om kærlighedens væsen, om den ægte kærlighed: Lyksalig, ja lyksalig Flok! / Som ingen selvgiort Sorg skal trykke, / Men som i Elskov giør din Lykke / Fordi Naturen er dig nok; / Du vælger den du elske skal, / Og elskes just fordi du vælger, (Tullin: str.18). Naturens elskov står altså i åbenlys modsætning til byens kunstige elskov, som er blevet til mode (str. 4). I strofe 19-22 skrives i præteritum. Her bevæges jeg ets blik igen opad, da han følger en lærke: Ved det jeg just en Lerke saae, / Som nu i det hun flaggred op / Sit søde Dirlirlili trilled, / Og over Reedets skiulte Kopp / Med Elskovs-tændte Vinger spilled. (ibid: str.19), (org. kursivering). Lærken synger, så jeg et røres ind i sjælen: En Tone-Strøm i Luft og Øre, / Saa alt hvad Sielen kunde røre, / Jeg her i denne Solo fik. (ibid: str.20). Jeg et befries fra Al Kunst og Færdighed (ibid: str.22), da han hører denne yndige Symphonie (ibid: str.21). Jeg et råber mod bjerget: O lille søde Fløytenist! / Hvo gav dig disse Egenskaber? / ( ) / Og Echo svarede: - En Skaber! (ibid: str.22), (org. kursivering). Det er lærkens sang og bjergets ekko, der giver jeg et øjebliksoplevelsen. Igen er høresansen vigtig. Via lærken gentages altså bevægelsen opad, og naturen viser sin sande betydning alt peger op mod Gud. Bjerget som symbol på hele naturen kaster svaret tilbage til mennesket (Mortensen: 204). Jeg et opløftes til en indsigt. Den naturoplevelse han har været udsat for, har givet ham en erkendelse af den sande, rene natur i Guds kærlighed. Da jeg et får svaret i strofe 22 flyver sjælen ud i et nu i strofe 23 og forener sig med det store, navnløse væsen, Gud. Dette nu er et øjeblik af erkendelse. Strofe 23 er ligeledes skrevet i præteritum, mens de følgende strofer er skrevet i præsens. Fra strofe 24-29 henvender jeg et sig til Gud, angivet ved citationstegnene og den direkte henvendelse: Uskabte Skaber, naadig, viis, / Hvis Kierlighed er uden Ende, / Som har, paa det man Dig skal kiende, / Skabt for hver Sands et Paradiis, / Du som er alt og alt i Dig! (Tullin: str.24). Hans erkendelse udmønter sig altså i, at han henvender sig til skaberen. Jeg et erkender, at Gud er i alt, og alt i naturen er i Gud. Han ser våren som Guds røst: Men Vaaren hvad skal den da være? / O Skaber den er idel Røst! / Den til den døve vantro Flok / Med Milioner Tunger taler, (ibid: str.25), (org. kursivering). Våren er ifølge jeg et det tydeligste 4

udtryk for Gud, da det er på denne tid, at alt nyt liv bliver skabt. Og våren gentager Guds skabelse fra skabelsesberetningen, At see Effecten af dit Bliv! (ibid: str.27) (org. kursivering) (jf. 1.mosebog 1,22). Her vækkes alt til live, som ved opstandelsen: Kan af den andens Aske vække, / Hvi skulde da Din Haand af Støv, / En raadnet Krop ey nye udklække? (Tullin: str.28). Jeg et har været et bymenneske, men er nu blevet forløst. Han slutter med at sige, at Ja Verden er forgieves skabt / For den, som dette Syn foragter. (ibid: str.29). Verden er altså forgæves for den, som ikke har denne indsigt. Som nævnt er digtet fra strofe 24 og frem skrevet i præsens. Jeg et sammenfatter sin erkendelse i disse strofer. De er skrevet i, hvad man kunne kalde varig præsens. Sådan vil det blive ved med at være. Jeg vil sammenfatte det ovenstående i en mere kortfattet kompositorisk inddeling. En sådan kunne se således ud: Strofe 1-7: Opfordring: Henvendelse til musen/kvinden og begrundelse for at forlade byen. Strofe 8-17: Jeg et tager ud i naturen og beskriver den. Han optages af fuglenes kærlighed. Strofe 18: Jeg et lovsynger fuglenes ægte kærlighed, hvor naturen er nok. Strofe 19-23: Fuglenes sang fører til en erkendelse af Gud. Strofe 24-29: Jeg ets indsigt i livets sammenhæng. I dette digt er jeg et/digteren selv aktiv i forhold til at opnå denne indsigt. Jeg et er selv inde i en opadstigende bevægelse mod erkendelsen. Gud lader ikke noget åbenbare eller giver jeg et et syn jeg et er selv den handlende. Der er altså en stor stigning i digtet i retning mod hans erkendelse. Han erkender først verdens og byens lede og drager ud i naturen. Dernæst får han en øjebliksoplevelse. Det er fuglenes sang og bjergets ekko, der giver ham den. Efter denne store oplevelse af skaberen får han i de sidste strofer en erkendelse af, hvordan livet skabes igen og igen. Cirkelformen, som er en del af beskrivelsen, kan altså også ses som den livscyklus, der gentages vår efter vår. Jeg et reflekterer over det ufri byliv og erkender en dyb sammenhæng med naturen til sidst. Digtet slutter med moralen: Foragter man naturen/gud er ens liv meningsløst. 5

Sproglig karakteristik: Digtet er skrevet i et levende, malende sprog. Der er gjort brug af flere forskellige sproglige virkemidler, bl.a. personificeringer: Hvor Sindets Roe sin Afskeed tog (Tullin: str. 2), eller Søg op det Stæd hvor Friehed boer! (ibid: str.7). Der er ligeledes en række besjælinger: Nyefødde Planter titted op, (ibid: str.12) og Hvis Vand, nu Isens Baand var væk, / Knap kunde nok, for Glæde, iile. (ibid: str.15). Der er flere eksempler på brug af anaforer. I de første 7 strofer indledes mange af versene med Hvor. For eksempel: Hvor Retten selv er Terning-Kast; / Hvor ja af Hyklere bortleyes; / Hvor Dyder mod Ducater veyes; / Hvor Fattigdom er største Last: / Hvor Rigdom giør en Daare klog, (ibid: str.2), (org. kursivering). Det giver i dette eksempel en opremsende effekt. Alle de negative elementer ved bylivet remses op. Men sådanne anaforiske parallelismer er også med til at skabe sammenhæng og fremhæve. Herved opnås en sproglig høj stil. (Albeck: 164f) Der er også flere eksempler på allitteration: Og indtog Syn og Sands, da Øyet / Saae denne søde Scene an; (Tullin: str.11) (min understregning), og Som ingen selvgiort Sorg skal trykke (ibid: str.18) (min understregning). Dette understreger ordene og skaber igen en sammenhæng mellem dem. Et andet sprogligt virkemiddel er lydefterlignende ord: vi, vi, vi! (ibid: str.17) og Sit søde Dirlirlili trilled (ibid: str.19), (org. kursivering). Man kan næsten høre fuglene for sig. Det første eksempel kan minde om, når fugle pipper i munden på hinanden, det andet mere om deres fløjten. Den slags ord knytter en stemning og maler oplevelsen for læseren. Som tidligere nævnt er der brugt mange beskrivende adjektiver, primært positive: Som i en herlig Runding praled, (ibid: str.10) (min kursivering), og igen Den ranke Gran paa Biergets Top (ibid: str.14) (min kursivering), og De midt i yndig Harmonie (ibid: str.17) (min kursivering). Tullin gør også brug af metonymiske træk. Han beskriver jeg ets syn ud fra del for helhedsprincippet (synekdoke). Et eksempel på dette kan være: Forundringsfuldt mit Øye saae / Et Landskab af Naturen malet, (ibid: str.10), og senere igen: Og indtog Syn og Sands, da Øyet / Saae denne søde Scene an; (ibid: str.11). Det står som om, det er øjet, der ser, men i virkeligheden er det jeg et som person, der ser på landskabet. Naturens forskellige fragmenter er også beskrevet som del for helhedsprincippet. 6

Bølgerne, som tumled om, / Og langsom ind paa Stranden trilled (ibid) beskriver havet, og fuglene repræsenterer dyrelivet og ikke mindst frugtbarheden og kærligheden. Og endelig kan man se de mange naturbeskrivelser som dele af jeg ets bevidsthed og hans forhold til Gud. Alle disse troper og figurer formidler en sammenhæng mellem et abstrakt og et konkret plan. Som læser kan man herigennem nemmere knytte sansning og forestilling, og ved at benytte disse virkemidler får vi fornemmelsen af digterjeg ets subjektive indtryk i naturoplevelsen og erkendelsen. Det fæstner sig mere i vores egen bevidsthed, da sproget udpensler og maler oplevelserne for os. Jeg et: Jeg et gennemgår en udvikling i løbet af digtet. Han begynder med at erkende, at livet i byen ikke er godt. Og han drager konsekvensen deraf og tager ud i naturen. Her opnår han indsigt i først den sande kærlighed og dernæst i, at Gud er i alt. Man kan argumentere for, at hans erkendelse sker tre gange, og bliver gradvist større og større. Hver gang udmønter det sig i, at han taler. Enten til musen eller kvinden, eller til læseren eller til Gud. Dette er angivet med citationstegn. Dette kan illustreres i følgende erkendelseskurve : str.24-29 str.1-7 str.18 Her er det altså strofe 1-7, strofe 18 og strofe 24-29 der er de centrale. Man kunne tro, at digtet blev mere og mere følelsesfuldt, men det sker ikke. I strofe 22-23 opnår jeg et en slags ud af kroppen oplevelse: Her fløy min Siel i dette Nu, / ( ) / Den fløy fra denne Cirkel ud, (ibid: str.23), (org. kursivering). Den opnåede indsigt får ham til at kunne se ud over den cirkel (landskabet), som han hidtil har betragtet. Nu kan han se de store sammenhænge i livet. Dette formulerer han i de sidste 7

strofer, og han ender endda som nævnt med en slags morale. Denne kurve ville se således ud: Str.22-23 Men ellers er digtet præget af jeg ets indsigt og refleksioner, hvilket understreges af den regelmæssige og stramme form. Firefodsjamberne brydes ikke, og rimstillingen ændres kun lidt nogle få steder. I strofe 8, hvor rimstillingen ændres første gang, markeres en overgang. Det er her jeg et begynder fortællingen om sine oplevelser en majdag i naturen. Rimstillingen ændres igen i strofe 17 og 18. At der skulle ske et skifte her følger ikke helt min komposition, hvor jeg har valgt strofe 22 og 23 som de mest centrale. Strofe 17 og 18 er dog også væsentlige, idet det er her jeg et får indsigt i den sande, rene kærlighed og her virkelig ser forskellen på bylivet og naturen. At strofe 18 er skrevet i præsens sætter ydermere fokus herpå. Men ellers må man generelt sige om digtet, at det er det regelmæssige, der dominerer, og jeg vil derfor ikke tillægge de forholdsvis små ændringer så stor betydning. Digtet er skrevet som en bryllupsvise til Tullins elskede. Skal det læses som en bryllupsvise, kan det læses som en opfordring til hende om sammen med ham at overgive sig til naturens kræfter og der opleve det skabende nu. Når jeg ikke har vægtet det så højt i min tekstgennemgang, er det fordi jeg ser slutningen som meget direkte henvendt til Gud. Og skal man læse det som et bryllupsdigt, må det, som jeg ser det, udtrykke, at man i kærlighedens møde er tættest på skaberoplevelsen. II. Teksthistorisk perspektivering: For at lave en teksthistorisk perspektivering vil jeg sammenligne En Maji-Dag med to digte, der begge beskriver naturen. Ét der er skrevet i perioden før En Maji-Dag, nemlig Thomas Kingos Chrysillis fra 1668 (se bilag 2), og ét der er skrevet senere, Johannes Ewalds Rungsteds Lyksaligheder fra 1775 (se bilag 3). 8

En Maji-Dag sammenlignet med Thomas Kingo: Chrysillis : Ved en sammenligning med Thomas Kingos digt Chrysillis ses det nye i Tullins natursyn. Chrysillis er navnet på en hyrdedatter, der bevæger sig rundt i naturen. Man følger hende først op på en klippe, så på et skib, dernæst i skoven og til sidst malker hun under stjernehimlen. I En Maji-Dag følger vi ligeledes jeg et en dag i naturen. Forskellen på de to digte er, at hvor naturen i En Maji-Dag optræder som hovedpersonen, så er det i Kingos digt Chrysillis, der er væsentligst. Naturen indgår blot som en del af beskrivelsen af hende. At naturen er hovedpersonen hos Tullin understreges af, at der ikke er en menneskelig figur, der dominerer. Godt nok formidles naturbilledet via jeg ets sanseoplevelser, men dette jeg er end ikke nævnt ved navn. Går man nærmere ned i detaljerne i de to digte, er der nogle åbenlyse forskelle i deres udformning. Helt fra begyndelsen anslås Kingos hensigt i Chrysilis : Ej hænge lysen Lok / Paa Stjerneflok, / Før jeg, Chrysillis, har / Gjort det for Verden bar, / Hvor højt jeg elsker dig / Bestandelig. (Kingo: str.1). Han vil vise sin kærlighed til hende. Der er flere naturbeskrivelser i Chrysillis, men det fornemmes hurtigt, at de ikke er vægtet på samme måde som i En Maji-Dag. Her er to eksempler på en beskrivelse af nogle fugle. Hos Kingo er fuglene nogle, der ses af Chrysillis: Rørdrummen var Bassist, / Bogfinken Tenorist, / Lærken Diskanten holdt, / Solsorten Alt. (ibid: str.5). Hos Tullin beskrives fuglene som en del af naturen: Her sværmede en Fugle-Hær / Af Sisiker, Bogfinker, Svaler, / Maal-Troster, Norges Nattergaler, / Som fløy forlibte her og der: / Hver med sin Tone stemmed i; / Og Qviddren, Fløiten, Piben, Lokken / Klang, med foreenet Melodie, / Som prægtigt Chor blant heele Flokken. (Tullin: str.16). Som det ses er naturen meget mere detaljeret og levende hos Tullin. I Kingos digt understreges hovedpersonen Chrysillis endvidere ved, at der i digtet gentagende gange er en henvendelse til hende i form af et du : Og Hyrden sine Faar saa sagt / I Aften-Svalen drev / Og Spor i Duggen skrev, / Du da med / gik af Sted, / Faareflokken talte tit, Og besaa / Stor og smaa. (Kingo: str.6). Naturen beskrives udelukkende for at give et billede af Chrysillis handlinger og færden, og derfor er det logisk, at den ikke må overstråle hende i pragt og glans. Naturen bruges altså for at understrege kærligheden til hende. I Kingos digt bruges naturen først og fremmest for at skildre menneskets indre natur. Naturen ses som et billedsprog på den indre tilstand. Det er der flere eksempler på i 9

Chrysillis : Naar man ser, / Solen ler / Af sin Trones Øster-Kant, / Skyg og Sky / Gaar fra By, / Viger Dagens Kommandant; / Saa svandt og Sorgen hen, / Naar jeg min Hjertens-Ven / Med Øjne kunde se, (Kingo: str.13). I begyndelsen af 1700-tallet havde naturen to sider i dansk lyrik. Der var naturbeskrivelsen på den ene side og den pastorale digtning, hvor natur og elskov var samhørende, på den anden. Den sidste retning er Kingo et eksempel på. Men op igennem 1700-tallet fornyes naturopfattelsen, således at naturen ses som en gudskabt totalitet. Dette ses i En Maji-Dag. Det bliver her væsentligt at skildre menneskets oplevelse af den store sammenhæng i skaberværket, og naturen får en mere central plads i digtet end før, hvor naturen blev brugt billedligt for at fremhæve fx kvinden. Tullins digt En Maji-Dag er blevet karakteriseret som et bud på dansk digtnings første egentlige landskabsdigt (Mortensen: 201). Oprindelig var landskab betegnelsen for et større geografisk område og de politiske og sociale forhold, som var gældende for befolkningen. I begyndelsen af 1700-tallet slog en ny betydning af landskabet og naturen igennem, og der udvikledes en æstetisk betragtning af naturen. Den sås nu isoleret fra det samfundsmæssige og blev derved et billede på en ren natur, på det oprindelige (ibid: 195). Fra at være baggrund eller dekoration blev naturen nu selve motivet i kunsten, både i malerkunsten og i litteraturen. En Maji-Dag sammenlignet med Johannes Ewald: Rungsteds Lyksaligheder : I de to perioder (1600/1700-tallet og 1800-tallet) er der en afgørende forskel i naturopfattelse. Den panteistiske opfattelse, nemlig at Gud er i alt, vinder frem i 1800- tallet. I den romantiske tankegang sættes der lighedstegn mellem elementerne i naturen og Gud. Man møder nærmest Gud, når man går i naturen. Tidligere, bl.a. hos Kingo, har man oplevet forskellen mellem himmel og jord, og idealet i romantikken bliver derefter at slette barrieren mellem disse to. Man går altså væk fra opfattelsen på Kingos tid, om at himlen og jorden var skarpt adskilte og modsætningsfyldte. Livet på jorden var trængsel, og i himlen ventede paradiset. Johannes Ewalds Rungsteds Lyksaligheder er påvirket af Tullins En Maji-Dag. I begge digte sidder jeg et på en høj. Tullin begynder som nævnt med et helhedssyn ud over hele området, for derefter at gå ned i detaljerne med fuglene. Beskrivelserne er 10

systematiske. Ewald går den anden vej, han begynder i detaljerne med de enkelte naturiagttagelser for til sidst at udvide perspektivet til at se Gud i naturen. Og hvor Tullin beskriver hver sans for sig, arbejder disse mere sammen hos Ewald (Billeskov Jansen 1969: 93). Endvidere indleder de begge digtene med de anaforiske parallelismer, Hvor. Et eksempel fra Rungsteds Lyksaligheder : Hvor Sangersken bygger / og quiddrende røber sin Rede - / Hvor sprudlende Bække, (Ewald: str.1), og her fra begyndelsen af En Maji-Dag : Hvor Tvang er Vellyst; Mad blîr Gift; / Hvor Sundhed drikkes for at mistes; / Hvor Løfter er kun Tungens Drift, (Tullin: str.4). Men det er som om Ewald alligevel er mere fri end Tullin. Tullin bryder kun få gange med rimstillingen, og alle stroferne består af otte firefodsjamber. Ewalds vers har forskellig længde, og indholdsmæssigt bryder han også Tullins mere regelrette form. Ewald har ikke den tydelige overgang fra beskrivelse af oplevelsen til de virkelige sanseoplevelser, mens virker som om, at der hos Tullin er en distance mellem oplevelserne og beskrivelsen af dem. Hos Tullin kan man tydeligt opdele mellem landskabsbeskrivelsen, jeg ets følelse for landskabet og hans tanker om skaberen. Hos Ewald er dette vævet sammen, det ene fører umærkeligt videre over i det næste. Ewald forsøger dermed mere at få alle sanser til at stemme sammen, og derved formidles oplevelsen mere overbevisende til læseren. Hans sproglige udformning får læseren til at blive en del af oplevelsen. Udsigelsen er altså tættere på det oplevede i Rungsteds Lyksaligheder. Johannes Ewald peger med sit digt Rungsteds Lyksaligheder fremad mod et nyt syn på kunstneren. Det, at digtet bliver udtryk for digtoplevelsen, og at jeg et er skaber, peger frem mod romantikken. Her havde man den opfattelse, at en del af det guddommelige er i digteren. Og at der er et åndernes eller idéernes rige, som kunstnerne har andel i. Når kunstneren skaber digtet, så er digteren næsten lig med skaberen. Naturlyrik: Naturbeskrivelsen i En Maji-Dag befinder sig i overgangen mellem barokken og romantikken. Vi kan derfor karakterisere det som et præromantisk digt. I præsentationen af digtet i Den danske lyrik I, betegnes det som et stort og fint Rokokomaleri (Billeskov Jansen 1967: 196). Rokoko er en af de præromantiske strømninger, som opstod i slutningen af 1700-tallet (Rasmussen (red.): 123). 11

Rokokolitteraturen dyrkede det lette og det legende. Temaerne i denne litteratur var ofte kærlighed, venskab og den idylliske natur, fx digtet på en legende måde (ibid: 282f). At naturen er beskrevet meget malende er også rokokotræk: Blomster-Senge (Tullin: str.8), Blomster-Sal (ibid: str.15), og fuglen som musikant: O lille søde Fløytenist! (ibid: str.22). Naturen var pyntet og sås som et helligt sted. Tullins digt vidner altså om en præromantisk tankegang. Det vil sige, at vi udfra hans skrivemåde kan tolke en tankegang, som egentlig først vinder frem i romantikken. Rokokoen er et brud med oplysningstiden, som var meget rationalistisk, og med pietismen, som godt nok dyrkede inderligheden i gudsforholdet, men som holdt afstand til verdsligheden (Rasmussen (red.): 257). Der ligger spor af en panteistisk tankegang i En Maji-Dag. Panteisme er læren om Guds tilstedeværelse overalt. Gud og verden udgør en enhed, og naturen er levende (ibid: 249). Som jeg har beskrevet i min digtgennemgang, kan den indsigt jeg et opnår i En Maji-Dag minde om panteisme. Jeg et opnår en forståelse for de dybere sammenhænge i livet og kommer frem til en erkendelse af, at Gud er overalt i naturen. De panteistiske træk, som vi ser hos Tullin, videreudvikles i romantikken. Med romantikken får fantasien ligeledes sit gennembrud. Man lever både i en fysisk og en psykisk verden med en flydende grænse imellem. Dette ses også i Ewalds digt, hvor sansninger og erkendelse er flettet ind i en sammenhæng. I den oplevelse er kunstneren ét med Gud. Afslutning: Sammenfattende er det nye i Tullins digt i forhold til Kingo, at naturen er beskrevet for sin egen skyld, og for hvad den rummer af indsigt for jeg et, mens det nye i Ewalds digt er, at naturen bliver en del af den kunstneriske erkendelse. Hvor man i 1600- og 1700-tallet havde den opfattelse, at der lå en dybere mening bag ved det hele, har man i romantikken den opfattelse, at der er mening i det hele. Før kunne man aflæse naturens elementer, nu kan man erkende i elementerne. Det er først i romantikken, at naturen opfattes som et psykisk begreb. Det skift, der sker i retning mod romantikken, er forberedt op gennem 1700-tallet. Det enkelte menneske er ikke længere repræsentant for en religion eller en verdensopfattelse el.lign. Det er nu et enkelt individ, der gør sig personlige erfaringer. Normerne for fx 12

opdragelse ændres også i løbet af 1700-tallet. Fra en skæbneopfattelse, hvor alt var skæbnebestemt af Gud, gik man over til en individualismeopfattelse, hvor man udfra personlige erfaringer selv skulle danne sine meninger og sit liv. Man skulle finde sig selv i en sammenhæng med naturen eller universet. Individualismen og kravet om at finde sin egen identitet er i høj grad også pålagt mennesket i dag. 13

Litteraturliste: Primærlitteratur: Tullin, Christian Braunman: En Maji-Dag, 1758, in Jansen, F. J. Billeskov: Den Danske Lyrik I (Før 1800), Hans Reitzels Forlag A/S, 1967 (1963). Sekundærlitteratur: Albeck, Ulla: Dansk Stilistik, Gyldendal 1996 (1939), 7.udg., 2.oplag. Ewald, Johannes: Rungsteds Lyksaligheder, 1775, in Jansen, F. J. Billeskov: Den Danske Lyrik I (Før 1800), Hans Reitzels Forlag A/S, 1967 (1963). Jansen, F. J. Billeskov: Danmarks digtekunst II, Munksgaard 1969 (1947) Kingo, Thomas: Chrysillis, 1668, in Jansen, F. J. Billeskov: Den Danske Lyrik I (Før 1800), Hans Reitzels Forlag A/S, 1967 (1963). Mortensen, Klaus P.: Spejling og ekko, in: Schmidt, Povl m.fl.: Læsninger i dansk litteratur bd. I, Odense Universitetsforlag 1998 Møller, Lis (red.): Om litteraturanalyse, Forlaget Systime a/s 1999 (1995), 1.udg., 3.oplag Rasmussen, Henrik (red.): Gads litteraturleksikon, Gads Forlag 1999 14