Christiane F. - det er ikke slut endnu Som 13-årig fixede hun heroin og trak for at skaffe penge til stoffer. Fire år senere blev hendes historie, 'Christiane F. - i morgen er det slut', en global bestseller. I dag er verdens mest berømte barnejunkie 42 år. AF LOUISE SJÖSTRÖM OG RIKKE DANIELSEN fakta Christianes historie, som hun fortæller den i bogen: I 1968 flytter seksårige Christiane med sin mor, far og lillesøster fra landet til betonbyen Gropiusstadt lidt uden for Berlin. Christianes forældre bliver skilt fem år senere. Moderen beholder børnene og finder hurtigt en ny kæreste. Christiane er en usikker pige med et stort behov for at blive accepteret i skolen og i ungdomsklubben Haus der Mitte, hvor hun begynder at ryge hash. Hun er tolv år og føler sig som en del af et fællesskab. Snart har hverken hash, lsd eller piller den ønskede effekt, og Christiane begynder at komme på det store diskotek Sound i Berlins centrum, hvor heroinen flyder. I Sound møder Christiane jævnaldrende unge, der tager heroin. Her møder hun også sin kæreste Detlef, der efter kort tid tager sit første heroinfix de fleste andre i omgangskredsen fixer. Igen føler hun sig udenfor, og til en David Bowie-koncert sniffer hun heroin for første gang. Hun er 13 år. Som 14-årig er hun stiknarkoman og prostituerer sig for at skaffe penge til stoffer. Om formiddagen går Christiane i skole, og om eftermiddagen tager hun ind til stationen Bahnhof Zoo, hvor Detlef er trækkerdreng. Det er først, da Christiane kollapser hjemme på badeværelset midt i et fix, at virkeligheden går op for moderen. Hun hjælper Christiane og Detlef med et afvænningsforsøg, men efter en uge falder de i igen. Det bliver til flere mislykkede afvænninger og et selvmordsforsøg, før moderen sender Christiane til Nordtyskland. Da er hun 15 år gammel. Hun finder glas frem og forsikrer, at rødvinsflasken sagtens kan åbnes uden en proptrækker. De tætsiddende Levi's-jeans afslører, at hun er slank. Derfor er hendes hænder også så iøjefaldende. De er store og røde og ligner hænder, der virkelig kan tage fat. Det gør de så, i rødvinsflasken, som hun stiller på køkkengulvet.»se, det lærte jeg i Grækenland«. Hun bøjer sig ned og presser proppen ned i flasken med tommelfingeren. Nok er hænderne store, men de er velplejede, ligesom resten af hende. Lige fra det lysnede hår til sølvskyggen på de øjne, der skinner mere end hos de fleste. De er grønne. Ikke til at overse og svære at gemme sig for. Evige ar Omgivelserne er en rummelig toværelses i en pæn forstad til Berlin. Der er intet i den hyggelige lejlighed, der afslører, at hun i årevis har været styret af heroin. Lige indtil hun peger på et syv centimeter langt blåt ar på halsen.»her knækkede en kanyle«. Arret forsvinder aldrig. Det gør den sorte tatovering på hendes højre underarm heller ikke.
Den forestiller en ørn - den tyske Adler - med to sorte bogstaver under. C for Christiane og F for Felscherinow. Eller som de fleste kender hende: Christiane F. Møg-barndom I lejlighedens store værelse inde ved siden af sidder Nico på otte år.»min dag er struktureret efter min søn. Jeg står altid op en halv time før, jeg vækker ham«.»så skruer jeg op for varmen, tænder for radioen og skaber liv i lejligheden, så han kommer i godt humør i stedet for at synes, at alt er noget møg«. For sådan husker Christiane sin egen barndom. Som noget møg. Travle morgener alene i lejligheden i betonbyen Gropiusstadt lidt uden for Berlin, hvor de få arealer med græs var forbudt område for børn. 'Utroligt at være i live'»min mor vækkede os klokken ti minutter over syv, og så tog hun straks på arbejde. Der var ingen madpakke til os. Ingenting. Vi skulle altid sørge for os selv«. Hun stopper op. Mindes årene, hvor faderen var flyttet, og hun og søsteren havde ansvaret for, at tingene hang sammen i den lille lejlighed.»de var ganske enkelt bare dårlige forældre. Det er så nemt at gøre børn glade. At få dem til at føle sig trygge, så de ved, at der er nogen, der tager sig af dem og holder af dem. Det kunne mine forældre ikke give os«. Brikkerne faldt på plads, da Christiane i 1996 selv blev mor. Hun smiler til Nico og purrer op i hans hår. Han er rykket ind i stuen med en Jumbo-bog har taget plads ved siden af sin mor.»han er en super fyr. Når jeg tænker tilbage på min egen opvækst og så på, at jeg i dag selv er mor, siger jeg til mig selv: Godt gået, Christiane. For det er da lidt utroligt. Jeg mener... alene det, at jeg er i live«. For de fleste 42-årige enlige mødre lyder sætningen absurd. Men når ordene om at være i live kommer fra Christiane F., kan det synes som lidt af en bedrift. Berlinske børnejunkier Det er 25 år siden, Christiane F.s historie udkom i bogform.»åh, glem bogen!«. Den skulle aldrig have været udgivet, hvis det stod til Christiane. Heller ikke selv om de royalties, den stadig giver, betaler huslejen og er grund til, at hun aldrig har behøvet at arbejde. Men da hun i 1978 blev kontaktet af to tyske journalister, havde hun ingen anelse om, hvad det kunne føre til. På det tidspunkt var hun indkaldt som vidne mod en mand, der gav 14-årige piger heroin som betaling for sex. En af de piger var Christiane. Det ville de to journalister gerne høre mere om, og de aftalte et totimers møde. De to timer blev til to måneder, hvor Christiane hver dag fortalte sin og sine venners historie om prostitution og afhængighed til en båndoptager. Hun ville have, at alle skulle kende til det liv, mange tyske teenagere levede i Berlins narkomiljø. At børnejunkier var et problem, man ikke kunne tie ihjel. Hendes fortællinger blev til en række artikler i det tyske ugeblad Stern. Men historierne var så omfattende, at Sterns forlag udgav Christianes samlede beretninger, og i foråret 1979 udkom 'Christiane F.: I morgen er det slut'.»bogen er kedelig«til gengæld for detaljerne om sit liv som junkie og barneluder fik Christiane en million kroner, som hun fik udbetalt, da hun fyldte 18. Alligevel skulle den ikke have været. Bogen. Hvis Christiane kunne lave fortiden om. Den har givet hende for mange problemer, blandt andet med den tyske presse, der ifølge Christiane skriver, hvad den vil. Mange ting har ændret sig på de 25 år, der er gået. Undtagen for pressen, mener hun. For den er hun stadig narkoluderen Christiane F. Selv har hun læst bogen nogle gange. Måske fem. Mest for at bevare minderne og for at kunne svare, når nogen spurgte. Men da hun for nylig begyndte på den igen, kunne hun ikke genkende sig selv.
»Jeg læste den ikke færdig, og jeg kommer heller ikke til det. Den er kedelig, sproget er ikke mit længere, jeg taler anderledes i dag. Jeg kan godt forstå, at det er en ungdomsbog«. Uanset om Christiane kan lide den eller ej, bliver den stadig brugt i undervisningen på tyske skoler. Også på den skole, hvor Nico går i 2. klasse. Lærerne ved godt, hvem hun er. Det fortæller hun dem selv.»jeg falder jo alligevel lidt uden for den normale forældrekreds. De bemærker altid et eller andet. Til gengæld skaffer jeg skolen et klassesæt af bogen«. Det er dog ikke til nogen nytte, for lærerne forstår den alligevel ikke. Bogen, altså.»de læser den, men ser ikke, at forholdene nu er nøjagtig de samme som i min tid. Børnene har stadig problemer med hinanden, i skolen og derhjemme. Der er ikke sket nogen ændringer, og det, synes jeg, er ærgerligt«. Farvel for altid Om Christianes mor forstår bogen, ved hun ikke, for de har aldrig talt om den.»min mor har ikke tilgivet mig bogen. Hun føler, at hun er blevet offer for den. Men jeg har ikke ondt af hende. Ikke længere i hvert fald. I dag kan jeg jo se, hvorfor jeg blev narkoman. Vi var altid overladt til os selv. Min mor var der ikke for os«. Alligevel var det hendes mor, der sørgede for, at Christiane kom væk fra Berlin, kæresten Detlef og stofferne. Hun lavede en aftale med noget familie i nærheden af Hamburg, og med en enkeltbillet og en kronisk leverbetændelse i bagagen fløj 15-årige Christiane til Nordtyskland. Her boede hun i fire år og holdt sig fri af stofferne. Næsten da. Det blev et farvel for altid, da Christiane i 1977 tog afsked med Detlef og begyndte sin nye tilværelse hos tanten. Med tiden fandt hun sig til rette i den lille landsby. Hun faldt til i skolen og fik nye venner. Jagten på accept og ro Men som 18-årig blev hun kæreste med en musikmanager, der gav hende fri adgang til Hamburgs punkscene og store mængder stoffer. Kokainen flød i musikermiljøet, og alle i Christianes omgangskreds tog jævnligt en bane.»jeg ville så gerne være en del af det hele. Hvad var jeg, hvis jeg sagde nej?«. Christiane kender ikke selv svaret, for hun har aldrig turdet lade det komme an på en prøve. Hele sit liv har hun søgt accept og anerkendelse fra andre. Ledt efter troen på sig selv. Og dermed også roen i sit liv. Men kokainen hjalp hende ikke. Tværtimod.»Jeg røg helt ud af balance. Hverken min krop eller sjæl kunne holde til det«. Så da en bekendt tilbød hende heroin, trak hun på skuldrene og sagde:»hvorfor ikke? Bare denne ene gang«.»jeg brækkede og brækkede og brækkede mig, for min krop var helt renset ud. Men så gjorde vi det igen, for det var bare så dejligt. Der kunne jeg mærke det. Heroin giver mig ro i kroppen«. Året var 1983 og Christiane 21 år gammel. På kokain med Bowie To år tidligere sad hun til premieren på filmen 'Christiane F.: Wir Kinder vom Bahnhof Zoo'. Den handlede om en ung piges totale deroute. Den handlede om Christiane. Hun rejste sig stille fra sin logeplads i biografen. Prikkede til sin kæreste og hviskede:»kom, lad os gå«. Hovedrollen blev spillet af en tysk amatørskuespiller. En halv time senere sniffede hun heroin for første gang. Men det nåede Christiane ikke at se, for efter David Bowies optræden i filmen gik hun. Den rigtige Christiane.»Jeg kunne ikke genkende mig selv. Eller... måske endda for meget. Jeg ved det ikke helt. Jeg kunne ikke rigtig lide det. Det er ikke særlig rart at se sig selv på den måde. Første gang man er i seng med kæresten og sådan«. Hun leder efter ordene. For en gangs skyld meget lidt sikker på, hvad hun skal sige.»jeg kunne ikke overskue det. Alle journalisterne bagefter. De mange spørgsmål, de ville stille«. Derfor fik hun ikke set filmen færdig. Det var anden gang, hun så den, men ikke så den til ende. Inden filmen havde premiere i Tyskland, blev Christiane og en veninde inviteret til Schweiz for at se filmen sammen med deres store idol David Bowie.»Vi tog hen til Bowies hotel i Lausanne og tog noget kokain sammen med ham. Første gang jeg så ham, var jeg meget overrasket og også lidt skuffet. Han var så lille«. Velmente råd fra en stjerne Men Christiane nød oplevelsen. Sugede til sig og tog sig selv i at tænke:»her sidder jeg, Christiane, og selveste David Bowie i en biograf, der er lejet kun til os«. Havde det ikke været for venindens mindre sammenbrud, havde hun højst
sandsynlig set filmen færdig.»hun gik ud på toilettet og kom ikke tilbage. Så jeg fulgte efter hende for at se, hvad der var sket. Der sad hun så og græd. Helt overvældet af det hele«. Hun ser ud, som om hun er tilbage ved den aften i Schweiz og griner.»jo, gu' var det da fedt!«. Efter biografturen fik Christiane mulighed for at tale lidt med David Bowie på tomandshånd. Og sprogbarrieren til trods forstod hun godt det velmente råd, den store stjerne gav hende.»han havde selv været langt nede, før han blev berømt. Store problemer med stoffer. Så han sagde, at han syntes, at jeg skulle passe på«. Middag med Fellini Selv om Christianes bog hittede verden over, var det filmatiseringen i 1981, der for alvor gjorde fænomenet Christiane F. berømt. Verdens mest kendte barnejunkie. Hun rejste verden rundt og hang ud med de kendte. Et par år senere mødte hun igen David Bowie, denne gang på en klub i Berlin.»Han spurgte, om jeg ville se hans koncert i Köln dagen efter. Så vi tog med et fly, han havde lånt af Rolling Stones«. Under koncerten sad Christiane i den ene side af scenen på Kölns store stadion.»mellem tredje og fjerde nummer kom han hen og spurgte, om jeg nød koncerten. Jeg sagde ja, for det var virkelig godt. Det var et bedre møde end det første, hvor jeg ikke kunne tale engelsk. Men jeg har ikke set ham siden«. Også Europas kulturelite fik øjnene op for Christiane. I en periode i begyndelsen af 80'erne kom hun jævnligt hos forlæggerfamilien Diogenes i Zürich, der var venner med den italienske filminstruktør Federico Fellini. De havde store planer for Christiane, hvis vitalitet, begavelse og tidlige livserfaring kunne bringe hende vidt, mente de. Så de slæbte hende til teaterpremierer og filmoptagelser og forsøgte at vække hendes interesse for lange filosofiske samtaler over middagsbordet. Valg: fængsel eller terapi Men Christiane kedede sig og fandt i stedet underholdning i Zürichs natteliv.»jeg var i en fase i mit liv, hvor jeg ikke ville lytte til nogen. Det kunne jeg bare ikke, så jeg satsede alt. Der er en plads inde i Zürich, der hedder Platz Spitz, og der er det virkelig slemt. Masser af stoffer, og man kan sprøjte sig mere eller mindre på stedet«. Christiane vendte tilbage til Berlin, og i sommeren 1985 gik det galt. Midt i en heroinhandel blev hun stoppet af politiet.»den ene strisser tog min taske. Jeg havde ikke nået at smide heroinen ud, så jeg bad dem bare om at åbne bildøren, og så steg jeg ind af mig selv. Det vidste jeg jo, at det ville ende med under alle omstændigheder«. Christiane blev kørt på stationen, kropsvisiteret i alle ender og kanter og smidt i detentionen. Derefter fik hun valgmulighederne: fængsel eller terapi.»jeg gad ikke den der afvænningstvang. Det er ren hjernevask. Så jeg blev idømt ti måneder i spjældet«. Seks år i Grækenland Hun skodder den blå Gauloise og lukker altandøren bag sig. Den nye lejlighed er røgfri. Minusgrader udenfor begrænser helt af sig selv det daglige nikotinindtag. Hvem er hendes venner i dag?»jeg har ingen venner«. Svaret kommer uden tøven og lyder som en blanding af ligegyldighed og selvfølge. Men Christiane er også blevet krævende, når det kommer til venskaber. Syv år i Grækenland har sat deres præg på hendes forventninger.»folk dernede viste mig for første gang i mit liv, hvad venskab er. Disse mennesker delte alt med mig, al deres mad og endda deres penge. De viste mig tillid. Og lærte mig at have tillid til andre mennesker«. I 1986 var Christiane på ferie i Det Græske Øhav. Hun rejste alene og havde slået lejr på stranden mellem alle de andre backpackere. Midt i vrimlen fangede en ung græker hendes opmærksomhed. Ikke kun fordi hun kunne lide hans sydlandske udseende, men også på grund af den sorte belgiske hyrdehund, han legede med. Hun havde altid ønsket sig en kæreste med hund. Og han fik øje på hende. De faldt i snak, og snart inviterede Christiane Panagiotis indenfor.»det behøver man ikke at sige to gange til en græker«. Hun griner. Christiane nød resten af sin ferie sammen med Panagiotis, indtil hun tog tilbage til sin kæreste i Tyskland.
Maskulin ro Året efter - nu med et forlist forhold bag sig - tog Christiane tilbage til Grækenland.»Jeg sad i taxaen om aftenen og kørte tværs over øen og ned til stranden. Jeg kunne se månen ud af forruden, og jeg husker, at jeg tænkte: Kære måne. Vær sød at hjælpe mig. Hjælp mig med at finde ham. Jeg vil så gerne se ham igen«. Det gjorde hun allerede næste morgen, og forholdet varede i seks år.»først og fremmest lærte jeg rigtig meget som kvinde. Han havde sådan en ro over sig. Var meget maskulin og spillede den der maskuline rolle i forholdet. Der var rigtig mange ting, jeg ikke behøvede at bekymre mig om. Det kunne jeg godt lide. Jeg havde brug for den ro i mit liv på det tidspunkt. Den var virkelig velkommen«. Forholdet til Panagiotis syntes at være dét, der kunne bryde det kredsløb af heroinjagt, fængselsophold og narkobekendtskaber, Christiane bevægede sig i. Havde det ikke været for én uendeligt afgørende detalje. Christiane vidste det, første gang hun så ham: Panagiotis var narkoman.»man kan se det på folk. Måden, de taler på, går på og bevæger hænderne på. Små hurtige bevægelser. Der bliver udvekslet stoffer og penge. Talt i telefon konstant. Man kan bare se det«.»jeg gider ikke mere«de første år fyldte stofferne ikke meget i forholdet. Christiane og Panagiotis rejste rundt i Grækenland og var kun periodevist afhængige. Men sigøjnerlivet blev trættende for Christiane. Samtidig fyldte stofferne mere og mere, og Panagiotis røg i fængsel for besiddelse af narko. Christiane besøgte ham bag tremmerne og stod der, da han blev løsladt. Parat til en fælles fremtid, men da han røg i fængsel for anden gang, kunne hun ikke holde til det længere. Til at støtte ham, besøge ham og vente på ham. Og til at skulle forsørge sig selv. Med stoffer. Bruge dagene på at skaffe penge og jage Athen rundt efter det næste fix.»der er alt for mange problemer forbundet med at skaffe sig stoffer i Athen. Med politiet og med bare at fise byen rundt. Den er fucking stor, og for at finde alle de her folk... man bliver simpelthen skør. For en lille pisportion skulle jeg have alt det bøvl. Jeg sagde til Panagiotis:»Jeg er træt, jeg gider ikke mere««. Så Christiane tog retur til Tyskland i 1993. Metadon - en gave Tilbage i Berlin fixede Christiane hver dag. I september 1994 faldt hun ned af en stige, brækkede højre skulder, fik en armslynge om nakken og en plads i en hospitalsseng.»jeg gik fra hospitalet hver aften for at købe noget stof. Men for hulen, jeg kunne da ikke blive ved med at liste af sted i morgenkåbe og sutsko og tage en taxa ud til min pusher. Jeg kunne jo heller ikke fixe med den pokkers armslynge«. En dag gav plejepersonalet hende nogle dråber lindrende metadon for at tage smerterne i skulderen. Det var en helt ny fornemmelse for Christiane, der pludselig ikke kæmpede helt så hårdt med abstinenser og rysteture. Efter fire uger på hospitalet tog en ven hende med hen til sin egen læge. Her kunne Christiane med det samme komme på et nyt program, der afvænnede narkomaner med metadon. Det program har hun holdt fast i lige siden.»det var omkring den tid, hvor metadon endelig blev lovligt i Tyskland. Det er virkelig en gave til narkomaner. Også selv om mange ikke klarer springet til at blive helt clean. I det mindste er de forfærdelige abstinenser om morgenen væk. Og man slipper for stress med at være nødt til at skaffe penge hele tiden«. Forsøget med metadon virkede godt på Christiane. Ganske enkelt.»jeg havde abstinenser, men det var til at holde ud. Jeg kunne stå op om morgenen og tage hen på klinikken for at hente min dosis. Sådan noget er helt umuligt under andre omstændigheder«. Det farlige stress-hul I de perioder, hvor Christiane var stærkt afhængig, havde hun ikke menstruation i op til to år. Men i takt med, at hendes krop blev renset for heroin, og hun trappede ned på metadon, begyndte hun at komme sig. Menstruationen kom igen. Og stoppede. Men denne gang af en helt anden årsag. Det gik op for Christiane efter et par måneder, da hun begyndte at stå op om natten og løbe byen rundt efter syltede agurker og sild på glas. Hun var gravid.
Både Christiane og hendes kæreste glædede sig, selv om den nye Berlinborger ikke var planlagt. De havde kun dyrket sex to gange.»vi mødte hinanden der, hvor vi begge hentede metadon. Men efter at Nico var blevet født, begyndte vi at skændes meget, så det var bedre for drengen, at hans far flyttede«. Familien på tre blev til to, da Nico var et år gammel. Det er syv år siden. Christiane tager stadig metadon. Hun tør ikke slippe den helt.»jeg ved, hvordan jeg reagerer, når jeg får stress og ryger ned i et hul. Det sker med ét til to års mellemrum«. I tre-fire uger dulmer hun så stressen ved at ryge heroin over stanniol. Den giver ikke længere det berømte sus, men roen indfinder sig, og hun kan slappe af.»jeg bliver hurtigt nervøs«hun kan ikke længere sprøjte sig. Alle hendes blodårer er efterhånden så arrede af at være blevet stukket i så mange gange. Det er også derfor, at hendes hænder er påfaldende store og røde. Arvævet har lukket nogle af venerne, så blodet strømmer ned i hænderne, men har svært ved at løbe op igen. Men heroinen er mere end en stressdulmer.»et par gange om året gør jeg det hyggeligt for mig selv. Med dyner og min yndlingsbog eller yndlingsfilm. For eksempel 'My Own Private Idaho' med Keanu Reeves. Den kan jeg godt lide. Så ryger jeg lidt heroin. Det holder et par timer, og bagefter er det hurtigt glemt igen«. Mere kan hendes krop ikke holde til.»den vil ikke kunne klare de fysiske abstinenser mere. Det er den ikke stærk nok til. I ved, rysteture, opkastninger og alle smerterne. Så ville jeg heller ikke kunne tage mig af drengen«. Christiane mærker ikke noget til de fysiske følger af de mange års heftige misbrug. Sådan da.»fysiske men? Slet, slet ikke«. Hun griner.»jeg er stærkere og mere udholdende end så mange andre. Men altså, helt så fantastisk står det jo ikke til med min sundhed. Jeg har for eksempel hepatitis C og må egentlig ikke drikke«. Hun griner igen. Og rækker ud efter sit rødvinsglas.»jeg vil godt indrømme, at jeg måske er lidt ustabil. Jeg bliver hurtigere nervøs end andre«. Ikke hele virkeligheden Om det er psykiske men fra årene på heroin, ved Christiane ikke. Kun at det er blevet bedre efter Nicos fødsel. Ligesom hendes forhold til sin egen far. Det er også blevet bedre. Han flyttede fra familien, da Christiane var 11 år gammel. På det tidspunkt drak han jævnligt, og det var almindeligt, at han slog, når verden ikke ville som han.»han er faktisk blevet en rimelig afslappet og cool fyr. Lidt af en hyggebjørn. Jeg kan også bedre tale med ham, end jeg kan med min mor«. Christiane ser sin mor jævnligt, men forholdet er anspændt.»hun drikker for meget, og hun kan også godt finde på at slå. Og så giver hun alle andre skylden for alt. I dag kan jeg se, at der var meget, virkelig meget, hun kunne have gjort anderledes. I bogen slipper hun bedre fra tingene end min far. Men sådan forholdt det sig ikke i virkeligheden«. For det er kun en del af virkeligheden, der blev foreviget i bogen om Christiane F. Barnejunkien fra Bahnhof Zoo. Hun ved godt, at det er det, hun er kendt for. At det er det, hun kan. Lade folk læse den del af sin historie og håbe på, at den afholder andre fra at ende som narkomaner. Aldrig igen - forhåbentlig Hun har også gjort sig overvejelser om, hvordan hun undgår, at Nico ender som misbruger. Ifølge Christiane selv søgte hun tilflugt i stoffer, fordi hun ikke fik tryghed og opmærksomhed derhjemme. Hun tror på, at hvis hun giver sin søn det, hun ikke selv fik, så holder han sig fra stoffer.»ingen ønsker at se deres børn ryge ind i det eller dø af det. På den anden side, hvis han vælger det selv, er der ikke så meget, jeg kan gøre. Det er lige før, jeg ville føle mig mere ulykkelig, hvis han blev kørt over af en bil. Stofferne vælger han trods alt selv. Ligesom jeg gjorde det«. Og falder Christiane i - helt i - igen, er det hendes eget valg, selv om hun håber og tror på, at det ikke sker. For efterhånden er hun begyndt at tro mere på sig selv. Hun har fået mere ro i sit liv. Primært i kraft af sin indsats som mor.»jeg får jo ikke en officiel bekræftelse på, at jeg gør det godt, og jeg har på fornemmelsen, at andre ikke altid ser det. Det er lidt ærgerligt, at jeg igen og igen skal bevise, at jeg kan«.
Selv om der er gået 25 år, siden hun ryddede boghylder og filmplakater, er hun udmærket klar over, at for de fleste vil hun aldrig være andet end Christiane F.