StilladsInformation nr. 59 - november 1999 side 9 manden flemming dupont - et jubilæumsportræt Navn: Bopæl: flemming Dupont dragør Alder: 53 Start i branchen: 1974 Firma: Solrød Stilladser Den 30. september 1999 havde Dupont n været medlem af 1920-klubben i 25 år. Det er en stor begivenhed, og det blev da også fejret på behørig vis i Lager & Handel. Flemming fik overrakt vasen med byens tårne - en vase som kun bliver overrakt til dem, som har været medlem af klubben i 25 år.
StilladsInformation: - Hvordan kom du ind i branchen? Flemming: - Jo, jeg havde kørt som chauffør og mødte så Villy fra Fremtiden. Han havde brug for en frisk mand, og jeg blev sendt ud sammen med Richard og Åge Ælling. Jeg var en lille splejs, og de var ikke sikre på, at jeg kunne klare mig i branchen. De to herrer gav mig tre dage til at bevise, at jeg duede, og jeg kan huske, at det var ude på Hirscsprung i Lyngby. En sag som skulle flyttes - med 6-trins stiger og 9-trins stiger og masser af planker. Jeg trans ede og trans ede, fik fuldstændig hudløse skuldre og sov godt om aftenen, men da sagen var overstået, sagde de, at jeg godt kunne få lov til at blive... Richard forsvandt til et andet firma, og de næste par år kørte jeg med Åge Ælling. Jeg kørte også med Sølvræven (Tommy Enevoldsens far), og nogle af de herrer var meget tørstige. På et tidspunkt blev vi lånt ud til Wasa - de blå, og vi skulle ned på brandstationen på Enghavevej sammen med Knold og Tot. Vi skulle pille et tårn ned, og det skulle vare hele fredagen. Vi pillede tårnet ned og begyndte at stille op igen. Knold og Tot havde godt nok sagt, at vi ikke måtte, men vi kunne jo lige starte... Pludselig var vi nået til tops igen, og vi gik ud til de andre.
De flippede helt ud. Vi var nogle morakkere, og vi havde bare at møde igen om mandagen og lade som, at vi først byggede tårnet der. Nå, men det blev sat på plads, og så skulle vi have en bajer. På det tidspunkt drak jeg kun kondivand og sagde nej tak. Det var der ikke noget der hed - jeg havde bare at drikke en bajer, når vi nu havde morakket på den måde... StilladsInformation: - Så gik turen til MK Stilladser? Flemming: - Ja, det gjorde den. I december 1976 ville Knud Alban sammenlægge De Forenede og Fremtiden. Han ville holde møde med os kl. 14.00, men vi holdt et møde kl. 13.00 og blev enige om, at vi ikke ville holde møde med ham. Åge og jeg startede så i MK Stilladser hos Ib Rohrdahl. MK var startet op i september -76 og havde kun Ejler og Sven Erik ansat som stilladsfolk. I løbet af -77 blev Helge, Verner og Jørgen også ansat i MK, og de fem er i dag mestrene i Solrød Stilladser. I -77 blev også den lille røde - Ove Hessel (billedet) - ansat, og da Åge Ælling var slidt op, begyndte jeg at køre sammen med Ove.
StilladsInformation: - I blev kaldt meget andet end Flemming og Ove? Flemming: - Ja, Dupont og Dupont og Chip og Chap er nok de mest kendte, men på et tidspunkt hed vi også 125 og dyrtid. Det skyldtes, at vi gik og lavede timelønsarbejde for ABC, og Ove sagde, at vi skulle have125,- i timen. Jeg sagde så, at det selvfølgelig var plus dyrtiden (vore dages timetillæg), og det havde vi åbenbart sagt nogle gange, og så havde vi fået nye navne... StilladsInformation: Fortæl os lidt om tiden i MK. Flemming: - MK blev hurtigt større, bl.a. blev Bent Thomsen ansat, og han kunne ikke li at arbejde i regnvejr. Jeg ved ikke, om det var derfor, at han blev konduktør - jo det var, for Ejler anbefalede ham til Ib Rohrdahl. Ib stoppede i 1980 og startede Tårnby Stilladser, og i foråret 1981 forlod de fem førnævnte personer MK og startede Solrød. Vi havde mange gode oplevelser i MK, men der var selvfølgelig også konflikter. Blandt andet havde vi det meget svært med en konduktør, som hed Mogens Black. Ove, som var tillidsmand på det tidspunkt, måtte holde møder med Peter Munck -bestyrelsesformanden i MK - for at få styr på den sag.
StilladsInformation: - Og så skiftede I til Solrød Stilladser? Flemming: - Ja. Mens jeg var på ferie i 1982, var Ove lånt ud til Solrød sammen med SortePer. Da jeg kom hjem fra ferie, ringede Ove og spurgte, og jeg ville med til Solrød. Vi kunne få en fast sag i et halvt år - Humlehusene - nogle rækkehuse med en 2-meter ramme, et indskud og kasser i toppen... Vi hentede begge vores skattekort i løbet af fredagen, og Ove afleverede den lille bil, som han havde lånt med til Solrød. En af de første dage ude på Humlehusene, skulle branchen iøvrigt lige hilse på en murermester, som ikke helt havde styr på de stilladser, som han byggede. Det var lige overfor Humlehusene, og politiet skrev numrene op på alle bilerne, der var parkeret dér. Da jeg blev kaldt til afhøring, kunne jeg så fortælle, at jeg lige var startet på Humlehusene, og derfor havde parkeret lige der, og så kunne de jo ikke gøre os noget... En af betjentene fik iøvrigt fat i den lille røde under nedpilningen og holdt godt fast i ham. Ove sagde så -Hold lige den her - det var en konsol eller lignende. Betjenten tog fat i konsollen, og Ove løb...
StilladsInformation: - Og så har det ellers heddet Solrød? Flemming: - Ja, det har. Siden 1982 har jeg så været i Solrød Stilladser, og det har jeg ikke fortrudt. Det er et godt firma - der er en god tone i borgerstuen - gode skænderier og et godt sammenhold. Vi har det fint med mestrene - selvom man selvfølgelig skal holde øje med Sildehovedet. Det grej, som vi har brug for, bliver fremskaffet. Der er ikke nogen undskyldning for ikke at bygge gode stilladser. I forhold til montagehejs, indretning af biler o.s.v. mangler der heller ikke noget. Det handler vist mere om, at folk skal tage sig sammen til at bruge de muligheder de har. De fleste af årene har jeg jo bygget stilladser sammen med den lille røde, men de sidste tre år har jeg været på pladsen - og arbejdet som altmuligmand. Skal der pludselig repareres et elhejs, flyttes fire konsoller eller lignende, så skal jeg en tur i byen. Jeg er selvfølgelig stadig medlem af klubben, og er der ferie eller sygdom, kan det også ske, at jeg er med ude og bygge. Men mit hovedansvar er at holde styr på pladsen, og dér kommer de mange års erfaring til sin ret. De bedste pladsfolk er efter min mening folk med mange års erfaring i branchen.
StilladsInformation: Din værste stilladsoplevelse? Flemming: - Der er mange gode oplevelser og desværre også mange tragiske - men sådan er vores branche jo. I 1985 faldt jeg ned på grund af et Bera-dæk - det er nogle dæk, som Bera lavede til Bostasystemet. Jeg havde gået frem og tilbage over dækket nogle gange, men pludselig vippede det rundt. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men jeg faldt fire meter, brækkede armen, slog mig iøvrigt meget og havde 17 uger på langs. Beradækkene siger desværre alt for meget om vores branche. For det første at man producerer et dæk, som ikke passer ordentligt til systemet, og som ruster i de nitter, som holder sammen på dækkene. Dernæst at selvom Solrød Stilladser nægter at køre med disse dæk, så er der andre firmaer, som kører videre med dem og har gjort det i mere end ti år.
StilladsInformation: - Hvordan ser du fremtiden for branchen? Flemming: - Da jeg startede, var Edvard formand og vi var 72 medlemmer i klubben. Edvard cyklede rundt og hilste på os, og jeg oplevede, hvordan en af de gamle fik en flad, fordi han var for grov overfor en af de nye - Vi skal behandle de unge ordentligt; de skal følge os sagde Edvard. Men efter min mening mangler der noget holdning i branchen i dag. Stilladserne der bliver bygget, er for dårlige - selv i de bedste firmaer glemmer man at bygge lovlige stilladser. Desuden så er jeg bekymret for de helt unge, som starter i branchen i dag. De starter som 18-20-årige og knokler røven ud af bukserne. Det gjorde vi andre også, men mange af os startede først, da vi var i sidste halvdel af tyverne og havde både erfaring og en færdigudviklet krop at stå imod med. StilladsInformation: - Til slut...konflikten i -78? Flemming: - Det var en fantastisk oplevelse; der var vi ikke i tvivl om sammenholdet i branchen. Ove og jeg var på stilladskursus i januar og kom ud midt i den hektiske konflikt. Vi vandt konflikten, og selvom strejken jo kostede nogen af os mange penge, så var konflikten det værd. Nogle af os kom til at betale bistandshjælpen tilbage, og vi fik alle en bod senere hen. Jeg mener at huske, at min var på 30.000 kroner, og det var sgu mange penge i 1979. Dengang var der ikke nogen, der samlede ind til bod, så der måtte laves afdragsordninger. Tak for interviewet!