Tre episoder fra Alfred Thomsens liv og levned Første episode Ufrivillig deltagelse i en begravelse Alfred Thomsen befandt sig ikke rigtig vel i sit nye sogn. Omstændighederne havde tvunget ham til at sælge den store og stilfulde patriciervilla i de velhavendes kvarter og flytte til dette lidet attråværdige og gabende kedeligt forstadssogn i det yderste sydvestlige hjørne af kommunen. Alle husene var identitetsløse og lignede små rektangulære eller L formede papkasser. Godt nok var mange af dem opført i gule eller røde sten, men der var også en del i gasbeton. De fleste af dem havde saddeltag med tagbelægning af bølgeeternit. Gasbeton husene havde fladt tag af sort tagpap. I vinduerne uden sprosser og opdelinger var der stores gardiner af polyester, så indsyn var ganske umuligt. Hist og her havde nogle af boligerne fået tilføjet en fremmedartet knast, en såkaldt "udestue". Disse knaster indgik ikke i alle tilfælde som en harmonisk del i resten af huset. Det forekom ham også, at de mennesker, der boede i husene, var anderledes klædt, kørte i en anden type biler og opførte sig anderledes. Han havde svært ved at komme i kontakt med dem. Når han gik hen ad gaden, hilste han på de mennesker, han mødte eller som opholdt sig i haverne. Men de hilste ikke tilbage. Dem, han mødte på gaden, kiggede til siden og satte ganghastigheden op. Dem inde i haverne skyndte sig at gå indenfor. Han forstod det ikke. Normalt havde han ikke svært ved at kommunikere med andre. En sjælden gang mødte han en hundeejer. Så var det helt oplagt at standse op og sige et par rosende ord om hunden. Det plejede at glæde de fleste. Men nej. Heller ikke hundeejerne viste tegn på imødekommenhed. Han eller hun hev i hundesnoren, så dyret var ved at blive kvalt i halsbåndet, medens ejeren nærmest satte i løb for at komme væk. Ganske mærkværdigt. Kort tid efter flytningen var der kommunalvalg. Valgstedet var en stor sportshal. Han havde via sit politiske parti meldt sig som valgtilforordnet, fordi han havde en idé om, at han på denne måde kunne lære beboerne at kende. Det var heller ikke nogen succes. Vælgerne kom med deres valgkort, som de afleverede uden at sige en lyd. Deres ansigtsudtryk var aldeles som hugget i sten. Selv havde han altid syntes, at sådan en valgdag var lidt af en festdag. Det syntes ikke at være den herskende opfattelse her i området. Hvis man kunne ane en skygge af udtryk i deres ansigter, var udtrykket nærmest lidende. Mundvigene hængte en smule ned ad samtidig med, at antydningen af en panderynken forekom. Hans medtilforordnede så også lidt skævt til ham. Han var godt klar over, at det parti han tilhørte, ikke havde mange tilhængere herude, men uanset det, skulle det vel være muligt at kunne få en almindelig god snak om dette og hint. Et par dage efter valget var han gået hen til kirken. En ret interessant bygning, hvis ældste dele kan dateres tilbage til begyndelsen af 1200 tallet. Altertavlen er helt unik. Den er lavet på Claus Bergs værksted i Overgade i Odense og har uden tvivl været et forlæg til dronning Christines altertavle til opsætning i Gråbrødrenes klosterkirke, der af hende var blevet udset som
kongefamiliens gravkirke. Som en af de ganske få danske kirker rummer den også apsismalerier, der sammen med kirkens øvrige mange kalkmalerier tidsmæssigt spænder over både romanske og gotiske malerier. Medens han stod fordybet i studierne af apsismalerierne, kom en cirka fyrretyveårig høj mand iklædt en mørkeblå, næsten sort dobbeltradet habit og sort slips, hen til ham, prikkede ham ret håndfast på højre skulder, medens han sagde: Undskyld jeg forstyrrer, men jeg har et lille problem omkring min mors begravelse. Alfred Thomsen vendte sig om og stirrede forbavset på den habitklædte mand, der fortsatte: Om et øjeblik kommer rustvognen med mors kiste. Bedemanden vil sørge for at kisten bliver placeret foran koret. Når den kirkelige handling er forbi, skal kisten bæres ud til graven. Her har vi et lille problem. Vi skal bruge seks ligbærere, men vi kan kun selv stille fire. Kordegnen har indvilget i at træde til. Det giver så fem. Kan De optræde som ligbærer? Den høje mand så indtrængende på Alfred Thomsen, der rømmede sig flere gange for at klare stemmen: Nu er det sådan, at jeg blot er her i kirken som besøgende. Jeg tror, at De... Habitmanden afbrød ham noget brutalt: Der er dårlig tid til at finde en anden. Vis nu lidt samfundssind og sig ja. De har sikkert mange gange tidligere i Deres liv optrådt som ligbærer. Nede ved indgangsdøren viste bedemanden sig. Han og hans hjælper trillede på en slags rullebord kisten med den afdøde op ad kirkegulvet. Foran koret satte de kisten på nogle skamler, hvorefter de trillede rullebordet tilbage nedad midtergangen og forsvandt ud gennem døren. Optræde som ligbærer! Det forekom ham noget makabert. Alfred Thomsen rystede på hovedet. Det værgede han sig ved. Han forsøgte at smyge sig uden om den høje mand, men denne greb fat i armen på ham og sagde med høj røst: Godt, så er det en aftale. Habitmanden ledte med nærmest førergreb Alfred Thomsen hen til første bænkerække i venstre side, bød ham at sætte sig, hvorefter han selv satte sig tæt ved venstre side af Alfred Thomsen. Et øjeblik efter fik de selskab af en yngre lyshåret kvinde iført en minkpels, der havde set bedre dage. Måske havde hun arvet den efter den afdøde. Hun satte sig på den anden side af Alfred Thomsen. Efter en stund kom der yderligere to personer af blandet køn og alder. De slog sig ned på første bænkerække i højre side. Alfred Thomsen lænede sig langsomt tilbage mod kirkebænkens stive ryg. Et øjeblik overvejede han alvorligt at stikke af fra det hele, men præsten kiggede så vurderende på ham, at han begyndte at svede. Så opgav han flugten og besluttede at gøre gode miner til slet spil. Pludselig var tiden inde til at stille op som ligbærer. Alfred Thomsen greb på en dæmpet, men fast ordre fra den høje mand fat om det midterste håndtag i højre side, medens den høje mand stillede sig ved håndtaget lige bag ved ham. Den lyshårede kvinde i den bedagede minkpels tog fat i håndtaget foran Alfred Thomsen. På venstre side af kisten tog de to personer fra højre bænkerække og kordegnen fat. I takt gik de seks ligbærere ned ad gangen, ud af døren og drejede
til højre, så til venstre, igen til højre og ind på et gravsted, hvor en grav var gravet. Rebene blev stukket igennem håndtagene, og kisten blev firet ned. Præsten kastede jord på, medens han så underligt granskende på hver enkel af ligbærerne. Habitmanden og det øvrige følge forlod sammen med kordegnen og præsten i hast gravstedet uden at værdige Alfred Thomsen et blik. Så kom graveren og hans hjælper. De skulle i gang med at kaste graven til og så gerne, at Alfred Thomsen forlod stedet. Det gjorde han skyndsomst. Om natten havde Alfred Thomsen mareridt. Dagens oplevelse som ufrivillig ligbærer havde sat sig dybere spor end først antaget. Han drømte, at han var ligbærer i dødslejren Auschwitz. Måske skyldtes den makabre drøm også, at han netop havde læst den grumme fortælling Auschwitz, skrevet af franskmanden Pascal Crocis, om fangernes sidste dage. Bogen beskriver, hvordan en overlevende fik til opgave at slæbe ligene ud af gaskamrene og brænde dem i massegraven. En af de forvredne kroppe var hans egen datter. Alfred Thomsen besluttede, at han ville prøve at finde ud af, hvem den afdøde havde været. I kirkebladet fandt han sognepræstens adresse og træffetid. Hos hende måtte han kunne få alle relevante oplysninger. Sådan gik det nu ikke. Præsten tog venligt i mod ham, men da hun havde lyttet til hans beretning og hans ønske om at få oplyst navnet på kvinden i kisten, blev hun ret stram i betrækket. Hun kiggede på Alfred Thomsen med meget smalle øjne. I et usædvanligt syrligt tonefald dadler hun ham for hans deltagelse som ligbærer. At være ligbærer er jo ikke et offentligt beskæftigelsesprojekt. Man kan ikke bare tilbyde sig, fordi man tilfældigvis befinder sig i kirken. Nu mente Alfred Thomsen ikke, at han bare havde tilbudt sig. Tværtimod. Han prøvede at komme til orde for endnu en gang at berette om hændelsen. Præsten fejede ham fuldstændig af og beordrede ham i et meget skrapt tonefald til uopsætteligt at forføje sig bort. Alfred Thomsen besluttede, at han hurtigst muligt ville forføje sig bort. Helt bort. Her i dette karakterløse og uvenlige forstadssogn var der ikke plads til ham. Anden episode Alfred Thomsens møde med ligbærerlaugets formand Besøget hos sognepræsten havde sat sine spor i Alfred Thomsens sind. Ofte vendte hans tanker tilbage til den samtale, der havde fundet sted. Ja, egentlig var der slet ikke tale om en samtale, men om en højst besynderlig udtalelse fra præstens side. Jo mere han tænkte over det, jo mere besynderlig forekom den ham. At være ligbærer er ikke et offentligt beskæftigelsesprojekt, havde hun sagt i et meget bebrejdende tonefald. Man kan ikke bare tilbyde sig, fordi man tilfældigvis befinder sig i kirken!
Det randt ham pludselig i hu, at han i slægtsbogen havde læst om en af sine forfædre, der havde tjent til dagen og vejen som korsanger og ligbærer ved Vorgod sogns kirker. Ja, sågar blev denne forfader også tilkaldt fra nabosognene, når disse manglede kvalificerede folk. Han begyndte at baske i et spind af utopiske tanker. Kunne det være sådan, at han som ufrivillig ligbærer, havde taget brødet ud af munden på en eller anden officiel ansat ligbærer i det her mærkværdige sogn, som han havde slået sig ned i, og som han hellere end gerne forlod den dag i dag? Havde han overtrådt en eller anden kirkelig lov? Han var jo nærmest blevet bortvist fra præsteboligen. Eller måske en verdslig lov, som kunne føre til straf og måske endda fængsling? Nej, nu blev han for melodramatisk. Han besluttede, at han ufortøvet ville kontakte formanden for menighedsrådet. Den mand måtte kunne hjælpe ham med at få styr på den sag. Først sidst på eftermiddagen fik han telefonisk kontakt med formandens hustru. Han forklarede hende sit ærinde, og de aftalte, at Alfred Thomsen kunne komme på besøg omkring klokken seks. På vej til menighedsrådsformandens bopæl slog han et slag ind i det lokale supermarked. Han havde til sin store forbavselse læst i den husstandsomdelte reklamefolder, at slagteren tilbød ferske dyrekøller til absolut rimelige priser. Medens han stod bøjet over køledisken for at udvælge sig en kølle, blev han tiltalt af en ældre mandlig personage, der var ham aldeles ukendt, men som på sæt og vis alligevel virkede bekendt. Må jeg forstyrre et øjeblik? spurgte den ukendte. Er det ikke dig, der optrådte som frivillig ligbærer ved Esther Palm Jensens begravelse for et par dage siden? Optrådte som frivillig ligbærer! Alfred Thomsen stirrede på den ældre mand, der havde et stort hvidt fuldskæg. Hvor havde han set det skæg før? Pludselig gik der en prås op for ham. Det var jo den tidligere socialdemokratiske borgmester i Odense. Han havde da ikke deltaget i begravelsen. Godt nok havde Alfred Thomsen været lidt ude af jaketten den dag, men det skæg ville han da have bemærket, såfremt det sammen med de øvrige bærere havde været til stede. Joh, jeg var med til at bære en kiste, men jeg blev nærmest tvunget til det af en af de pårørende Det skulle du have nægtet. Her i sognet, som i alle andre sogne her i kommunen, er det kun Kirkegårdskontoret, der må stille ligbærere til rådighed. Vi har et hold fastansatte autoriserede ligbærere, der aflønnes efter et nøjere fastlagt takstsystem, der er nedfældet i de kommunale vedtægter. Den skæggede mand udtalte sig med stor autoritet. Man kunne nemt få den opfattelse, at han stadigvæk var øvrighedsperson på området, selvom det var mange år siden, at han var gået af som borgmester. Alfred Thomsen knugede hårdt om skaftet på dyrekøllen. Hvad var det dog, han havde fået rodet sig ind i? Atter blev han angrebet for at have udøvet en slags barmhjertighedsgerning. Igen fornemmede han, at han blev beskyldt for at have begået en kriminel handling.
Pludselig vældede en voldsom vrede op i ham. Hvilken autoritet troede den opblæste nar han havde? Og sognepræsten med for den sags skyld. Han havde aldrig hørt magen til vrøvl. Enhver borger kunne vel stille op som ligbærer uden at risikere at blive straffet for det. Må jeg spørge: Hvem taler jeg egentlig med? Alfred Thomsen svingede lidt med dyrekøllen, som for at prøve dens vægt. Den tidligere borgmester så hvast på ham. Så sagde han i et ret højtideligt tonefald: Jeg er medlem af ligbærerlauget her i sognet. Ja, faktisk er jeg formand for lauget. Hvis du er interesseret og har gode papirer, kan du måske blive autoriseret ligbærer, men så må du først indsende en ansøgning til Kirkegårdskontoret, der så vil videresende den til ligbærerlauget for videre behandling. Ansøge om at blive autoriseret ligbærer! Du godeste, troede manden, at Alfred Thomsen havde den slags interesser? Alfred Thomsen smed dyrekøllen ned i køledisken og marcherede med raske skridt ud af supermarkedet. Han satte sig ind i sin bil og kørte sporenstregs til menighedsrådsformandens adresse. Her ringede han længe og vedvarende på dørklokken. Straks gik døren op, og han blev budt indenfor af en yngre mand, der bar moderne sorte rektangulære briller. Han lignede lidt Poul Erik Svendsen, den tidligere formand for sygehusudvalget i Fyns Amt. Sig mig en ting, begyndte Alfred Thomsen, næsten inden han havde sat sig på den stol, han var blevet tilbudt. Findes der et ligbærerlaug her i sognet? Jo, vi har skam stadigvæk et ligbærerlaug. Men det er stærkt på tale at nedlægge det. Der bliver færre og færre begravelser med ligbærere. Derfor bliver det sværere at kunne stille et hold ligbærere. Hvorfor spørger du om det? Hvis jeg må være så fri at spørge? Manden, der lignede Poul Erik Svendsen, så undersøgende på Alfred Thomsen, der fortalte sin historie om sin ufrivillige deltagelse i Esther Palm Jensens begravelse som ligbærer, sit møde med sognepræsten og om oplevelsen i supermarkedet med formanden for ligbærerlauget. Kan jeg forvente at blive sat under tiltale med deraf følgende straf for at have begået en eller anden lovovertrædelse? Så vidt jeg husker, er der ikke foreskrevet noget middel til at straffe overtrædelser af bestemmelsen om bæring af lig. Så længe man ikke overtræder straffelovens paragraf 139 styk 1, som siger, at den, som gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder. Men der er ingen regler, der forhindrer familie eller andre i at bære en afdød behørigt lagt i kiste eller fastspændt og tildækkede. Den yngre mand lød fast i mælet, men det var som anedes en undertone af undren. Alfred Thomsen drog et lettelsens suk. Der var åbenbart ikke udsigt til, at han skulle bag tremmer. Nu ville han tage hjem til sig selv og straks kaste sig over opgaven at finde en anden bolig. Og det i sit gamle sogn, hvor beboerne ikke var medlemmer af noget så klamt som et ligbærerlaug eller andre lige så mærkværdige foreninger.
Tredje episode Griskhedens grimme ånde puster Alfred Thomsen i nakken Efter et par måneders ihærdig søgen havde Alfred Thomsen fundet drømmeboligen i sit gamle sogn i de velhavendes kvarter. Han mente selv, at han havde lagt sin tidligere griskhed, hvad materiel rigdom angik, bag sig. Men åbenbart ikke helt, for drømmeboligen rummede faktisk en hel del flere kvadratmeter, end han reelt havde brug for. Hvad skulle han bruge dem til? Hvad med at leje dem ud? foreslog hans bankrådgiver. Ja, hvorfor ikke. Huset var nemlig sådan disponeret, at der kunne etableres en selvstændig lejlighed i underetagen. På skattevæsenets hjemmeside fandt han frem til, at hvis han tilpassede huslejen dette (u)væsens regler, kunne han slippe for at betale skat af lejeindtægten. Du skal have et lavt forrentet rentetilpasningslån, sagde bankrådgiveren og fortsatte: Din kontante formue bør du placere i aktier og obligationer. Aktier og obligationer! Ja, obligationer var han med på, men aktier var jo ren spekulation. Var det ikke for voveligt? Alfred Thomsen, der helst ville sove roligt om natten, kontaktede sin gode ven og jagtkammerat Herluf Hansen, der var økonomikonsulent i Patriotisk Selskab og derfor måtte formodes at have indsigt i slige sager. Han foreslog korte skibskreditobligationer og bankaktier samt et treårigt rentetilpasningslån. Så kunne Alfred Thomsen sove roligt om natten. Omkring det tidspunkt, hvor det treårige rentetilpasningslån skulle fornyes, kom der et nyt lånetilbud på markedet. Afdragsfrie lån! Samtidig var renten faldet betydeligt. Alfred Thomsen kunne mærke griskhedens grimme ånde i nakken. Hvis han lagde sit nuværende lån om og samtidig forhøjede det, kunne der blive til både samtalekøkken, nyt badeværelse og en fladskærm i overstørrelse. Desuden kunne han tage på endnu flere udenlandsrejser af både den ene og den anden slags samt købe sig en firhjulstrækker. Han sov uroligt om natten i flere uger. Underbevidstheden arbejdede på overtid. Havde han nu også brug for et samtalekøkken? Hvem skulle han egentlig føre samtaler med? Så mange gæster havde han jo heller ikke. Dybest set ville han meget hellere inviteres ud i andre folks samtalekøkkener og tage sine egne gæster ud på restaurant. Et nyt badeværelse kunne måske retfærdiggøres, selvom det bestående var aldeles nydeligt og fungerede perfekt. En fladskærm i overstørrelse ville medføre, at han måtte rive en væg mellem to stuer ned, så der kunne skabes tilstrækkelig afstand til skærmen. Det var måske værd at overveje et sådant skridt lidt nøjere. Hans TV kiggeri var ret beskedent, da programlæggerne på de forskellige stationer stort set var uden visioner. Orkede han overhovedet at rejse så meget? Enhver rejse var egentlig ret anstrengende, da han altid valgte rejser med et omfangsrigt oplevelsesprogram. En tonstung firhjulstrækker var måske også i overkanten for at køre i gennemsnit fem kilomenter om dagen.
Alfred Thomsen var i store kvaler. Herluf Hansen var gået til de evige jagtmarker. Han havde overhovedet ikke meddelt noget som helst om, at han ville derhen, men pludselig en dag tog han bare af sted. Alfred Thomsen måtte altså stole på sin egen selvstændighed og dømmekraft. Griskheden skulle betvinges. Helt forhindre den var han ikke i stand til. Han valgte at omlægge det gamle lån til et afdragsfrit treårigt lavtforrentet rentetilpasningslån. Så måtte han undvære de når alt kommer til alt unødvendige materielle forbrugsgoder, som alle livsstilseksperter med en vis respekt for sig selv havde tudet ham ørerne fulde af var uundværlige. Men han vurderede, at der kunne blive penge til at gennemføre en ekstra rejse eller to. Hvis han ellers orkede det. Det blev til et par ekstra rejser, som Alfred Thomsen med god samvittighed nød i fulde drag. At rejse er at leve sagde H.C. Andersen. Det gav digteren stor inspiration samt fornyet energi, lærdom og indsigt i mange ting, så pennen dansede lystigt hen over papiret til stor glæde og fornøjelse for hans læsere. Rejserne havde også givet Alfred Thomsens liv nyt indhold. Nu var det atter tid til fornyelse af rentetilpasningslånet. Renten var de seneste måneder steget en del. I flere uger kastede Alfred Thomsen sig hver dag grådigt som en forslugen hund over sin computer og undersøgte de forskellige realkreditinstitutters lånetilbud. Men ligegyldigt hvilket tilbud han analyserede, måtte han se kendsgerningerne i øjnene. Den fremtidige renteudgift ville blive betydelig højere. Han overvejede at sælge huset, som var steget væsentligt i værdi, så han kunne tage fra det med en betydelig sum penge. Bankaktierne og obligationerne ville han beholde. Kurserne var gået i vejret med rekordfart, så også på det område, havde han udsigt til store gevinster. Griskheden havde atter et rigtig godt tag i ham. Men hvor skulle han flytte hen? Kunne han i en lejebolig få boligsikring? Han gik ind på kommunens hjemmeside. Her kunne man selv lave en beregning over størrelsen af boligsikringen. Beregningen viste, at han overhovedet ikke kunne få en øre! Dels var hans indkomst for høj, og dels stillede hans formue sig i vejen. Det var helt urimeligt. Alfred Thomsen stønner og river sig i håret af bare frustration. Han bliver grebet af en pludselig og opflammende bitterhed mod Herluf Hansen, der har forladt ham uden først at advare ham. Bare sådan puf. Han kører ud på kirkegården, hvor han sætter sig på sin jagtstol foran Herluf Hansens grav. Elsket og savnet står der nederst på naturstenen. Det er sikkert Nina, Herluf Hansens kone, der har sørget for den indskrift. Jo, savnet er han. Især i disse tider, hvor det af og til forekommer Alfred Thomsen, at verden er af lave. Især den økonomiske. Det afdragsfrie rentetilpasningslån blev fornyet med de samme vilkår, men til den højere rente. Et par måneder inde i det nye år kunne Alfred Thomsen i avisen læse, at en velrenommeret sjællandsk bank var kollapset som følge af en særdeles grisk direktørs vilde spekulationer. Han blev fuldstændig lamslået. Hvordan kunne det dog gå til? Pludselig var det som en lavine, der var sat i skred. Den ene bankskandale efter den anden rullede af sted. Der opstod international økonomisk krise, fødevarepriserne gik drastisk i vejret sammen med prisen på benzin. Huspriserne
faldt, så den opsvulmede friværdi forsvandt ud i cyberspace. Bankaktierne var værdiløse, kun obligationerne kunne forventes at overleve med samme værdi. Alfred Thomsen måtte se i øjnene, at hans formue var skrumpet fatalt ind. Desuden kunne han frygte, at den pension, han havde sparet op til siden sin ungdom, og som han stadigvæk sparede op til, men skulle til at bruge af om relativ kort tid, fordi hans aktive arbejdsliv skulle høre op, ville være katastrofal reduceret. Måske ville han alligevel i sin pensionisttilværelse blive berettiget til at kunne få kommunal boligstøtte! Krisen havde alligevel sine lyse sider. Merete Næsted november 2008