Tale for Herning IMU på Hemmet Strand d. 17.09.11 ved Daniel Præstholm Varighed: 30-40 minutter Målgruppe: IMU (ca 16-25 år) Emne: Min plads i fællesskabet Primær tekst: Rom 12,3-8 Indledning: Tak fordi I har spurgt mig, om jeg ville komme og tale på jeres IMU-lejr. Mit navn er Daniel Præstholm, og jeg studerer teologi på Aarhus Universitet, hvor jeg bl.a. pt har Romerbrevet som fag. Jeg bor med min kone og mine to børn lidt nord for Århus på landet uden for en by, der hedder Løgten. Det emne jeg skal tale over, har jeg valgt at kalde Min plads i fællesskabet, og giver forhåbentlig en række associationer hos jer. Da jeg fik en mail fra Niklas om, hvad jeg skulle tale om, hvad der rører sig hos jer, så kunne jeg umiddelbart ret hurtigt genkende noget af det, han skrev. Min familie og jeg kommer selv i et fællesskab i Stjernen, som hedder Ung Liga, og der har vi i det meste af foråret faktisk arbejdet med emnet Fællesskab, og det bliver man aldrig færdig med som kristne. Der vil nok altid være ting, der kan gøres bedre, ting, som irriterer, men det bliver aldrig bedre, hvis man blot skubber emnet fra sig. Derfor: Det er godt, at I har valgt at tage emnet op nu. Jeg håber, at vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad det vil sige at være et kristent fællesskab, og hvordan vores fællesskaber kan blive stærkere. Ja, jeg håber også selv at tage opbygget hjem fra denne lejr. Nogle af de spørgsmål, som popper op hos mig, når jeg hører overskriften er fx, hvordan vi får et godt kristent fællesskab? Hvor min plads er i det? Hvad siger Bibelen om det? Hvad er det særlige ved et 'kristent' fællesskab frem for en anden form for fællesskab? Osv. osv., men for at det ikke bare bliver min mening, der kommer til udtryk, så tager vi udgangspunkt i, hvad Bibelen bl.a. siger omkring det kristne fællesskab. Talen vil falde i to dele: 1) vil bære præg af Bibelundervisning, hvor vi undersøger, hvad Bibelen og især Paulus siger omkring emnet. Efter dette vil der være en pause, hvor I skal på banen og snakke i grupper omkring nogle spørgsmål, som jeg har formuleret. Derefter går vi til anden del af talen, 2) hvor vi prøver at applicere det læste på vores/jeres fællesskab. Med andre ord vil jeg i anden del forsøge at aktualisere Bibelens ord, så vi forhåbentlig bliver lidt klogere på, hvordan vi kan forbedre vores fællesskaber. Efter denne del vil der også være nogle refleksionsspørgsmål. Mit håb er, at denne tale vil rykke noget hos jer og ikke forblive tom snak fra min side. Lad os bede Helligånden om kraft til dette.
Bøn 1. del af talen: Jeg indledte med at sige, at jeg har Romerbrevet som fag pt, og derfor har jeg også valgt at tage udgangspunkt i noget Paulus siger omkring det kristne fællesskab i dette brev: I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne. (Rom 12,3-8) Paulus er netop begyndt på sit formanende afsnit i Romerbrevet i Rom 12,1, og dette er, som man også kan høre, en formaning til menigheden. Romerbrevet skiller sig ud fra de øvrige Paulus-breve ved at være formuleret til en menighed, som Paulus ikke selv har grundlagt endsige besøgt. Han kender altså med andre ord ikke menigheden personligt. Derfor bliver denne formaning i brevet også på en måde mere generel, end hvis han havde kendt menigheden, og derfor kan vi som kristne i 2011 i den grad læse dette bibelsted, som var det talt til os i første omgang. Dog skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, at der stadig er en afstand i tid mellem brevets kontekst og vores egen, men når det er sagt, så har apostlen meget at sige os i dette stykke. Det er ikke første gang, at apostlen har brugt legeme-metaforen om den kristne menighed (sml. 1 Kor 12), men sidst brugte han den overfor menigheden i Korinth, som han kendte, og som i den grad var en menighed, der var præget af splittelser og splid. Jeg vil nu trække tre pointer frem fra teksten, som jeg især finder vigtige: Det kristne fællesskab er som et legeme, hvor hver del har en opgave/tjeneste. Læg mærke til, at Paulus flere gange siger alle (understregninger). ALLE har en opgave i menigheden. Alle er ét i Kristus. Det er Kristus, der gør, at vi alle er ét legeme. At være ét i Kristus betyder samtidig, at vi hver især er hinandens lemmer. Vi, der er i Kristus, er til for hinanden. Talen om forskellige nådegaver. De forskellige nådegaver, som fællesskabets lemmer har, er forskellige, og man skal bruge den nådegave, man har. Dette er jo ikke en specifik tale om nådegaver, men alligevel vil jeg kort sige lidt omkring dette. Apostlen udfolder nådegave-temaet i 1 Kor 12-14, og det er ofte disse kapitler, man henviser til, når man snakker om Paulus' syn på nådegaverne.
Ofte kan vi have utrolig meget fokus på de forskellige gaver, Helligånden udruster os med (især de mere specielle, fx tungetale, helbredelse m.fl.), men jeg tror, der er en vigtig pointe at finde i slutningen af 1 Kor 12, hvor Paulus siger således: I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? Men stræb efter de største nådegaver! Og jeg vil også vise jer en langt bedre vej. (1 Kor 12,27-31) Her bruger apostlen som førnævnt også legeme-metaforen om menigheden, men det er ikke det, jeg vil pege på. Nej, læg mærke til, hvad han siger i sidste halvdel af vers 31: Og jeg vil også vise jer en langt bedre vej.. Herefter følger det kendte kapitel 13, hvor Paulus udfolder kærlighedens væsen. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at rækkefølgen er således. Den langt bedre vej er kærligheden. Nådegaverne skal man stræbe efter (31a), men der er også en langt bedre vej, og det er kærligheden (31b). Læg også mærke til, at 1 Kor 12-14 indholdsmæssigt har strukturen: nådegaver kærlighed nådegaver. Kærligheden er altså det, der skal være det bærende i fællesskabet, og ikke nådegaverne. Uden kærligheden gavner nådegaverne intet (1 Kor 13,1-3). Det er ikke det eneste sted, hvor Paulus lægger vægt på kærlighedens plads i menigheden. I Galaterbrevet siger han således: Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord:»du skal elske din næste som dig selv.«(gal 5,13-14) Og senere i Gal 6,2 omtaler han næstekærlighedsbuddet som Kristi lov, og han siger, at denne opfyldes ved, at galaterne bærer hinandens byrder. Skal vi lave en kobling til Rom 12,3-8, så er det måske det, Paulus mener, når han siger, at vi er hinandens lemmer. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. (1 Kor 12,26). Lad os kort opsummere, hvad vi indtil nu har læst: Det kristne fællesskab er kendetegnet ved, at: være i Kristus ALLE har en opgave; nådegaverne er forskellige, men man skal udfylde den plads, man har være ét legeme, hvilket betyder, at vi er til for hinanden, for at tjene hinanden, og derfor er det bærende princip i det kristne fællesskab også næstekærlighedsbuddet eller Kristi lov (Gal 6,2)
Jeg vil nu prøve at dykke mere ned i de tre punkter for helt at få styr på, hvad der menes med dem. 1) At være i Kristus: Hvad betyder det, at være i Kristus? Det er et udtryk, som især Paulus benytter sig af. I Galaterbrevet siger han således: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. (Gal 2,20) Kristus lever i mig. Mon ikke det har lydt bare en lille smule spookey for dem, der har hørt eller læst dette udsagn for første gang? Kristus lever i ham, og Paulus lever i troen på Kristus. Apostlens breve er spækket med udsagn lig disse. Mange fortolkere mener, at han i Gal 2,19-20 taler om dåben, ligesom tilfældet er i Rom 6, hvor han bl.a. skriver således: For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. (Rom 6,5). At være i Kristus, betyder altså at være død og opstået med ham igennem tro og dåb. Derved er vi smeltet sammen med ham. Nu siger du tro, men hvad skal man så tro på? Jeg holdt to bibeltimer på en lejr i foråret omkring tro, hvor vi bl.a. var omkring det grundlæggende i den kristne tro..., men hvad er det? Hvad er evangeliet? JESUS! Man kan sætte lighedstegn mellem Jesus og evangeliet, og når det er gjort, kan vi læse, hvad Paulus siger i Rom 1,16: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.. Det er troen på Jesus alene, der frelser! Senere i brevet skriver apostlen således: Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2) Vi har fred med Gud, og vi står i nåden. Det er udtryk, som dækker over det samme, som at være i Kristus. At være kristen betyder, at være i Kristus. I Rom 8,16 står der, at vi er Guds børn. Paulus siger således i Rom 10,9: For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.. Dét er evangeliet, og derved er vi i Kristus. 2) ALLE har en opgave: Bibelen er fuld af eksempler på, at Gud bruger alle typer mennesker. Tænk på Moses. Da Gud møder ham i tornebusken, har han et mord på samvittighed, og da Gud kalder ham til at gå for at udfri Israel fra fangenskabet i Egypten, undskylder Moses sig ikke bare én gang, men hele fire gange. Var han noget i sig selv? Eller tænk på David. Han var den yngste af en søskendeflok på otte og blot en lille fårehyrde. Da Samuel ved Guds hjælp skulle
udpege efterfølgeren til Saul, faldt loddet på den yngste dreng, David. Havde det været profeten selv, der skulle have udpeget den næste konge var valget blevet Eliab, Davids ældste bror, men Herren sagde således til Samuel: Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Eller tænk på Paulus selv. Ham, der havde forfulgt de kristne med alt, hvad han havde i sin magt. Ham, der havde bifaldt steningen af Stefanus, den første martyr. Ham gjorde Gud til en af de vigtigste personer i kirkens historie. Og disse tre personer er blot nogle få eksempler på, hvordan Gud bruger mennesker og bruger dem forskelligt. Bibelen er proppet med yderligere eksempler. Noa, Abraham, Jakob, Josef osv. osv. Én skulle bygge en ark, en anden forlade sit land, og en tredje skulle lægge navn til Guds eget folk. Alle havde de opgaver. Forskellige opgaver, men ikke pga. hvad de kunne selv, men pga. hvem Gud er. Således skriver Paulus i 1 Korintherbrev: Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. (1 Kor 1,27-29) 3) Ét legeme, vi er hinandens lemmer: Jeg har tidligere nævnt, at Paulus bruger legeme-metaforen i et andet brev end Romerbrevet, nemlig i 1 Korintherbrev. Det var en menighed, som i den grad var præget af splid. Hele vejen igennem brevet støder man på forskellige eksempler på, hvordan splittelserne og problemerne i menigheden manifesterer sig. Især et eksempel vil jeg tage frem her. I 1 Kor 8-10 italesætter apostlen et problem, som er i menigheden, nemlig forholdet til afgudsofferkød. De stærke i menigheden har indsigt i, at det kød, som ofres til afguder, ikke er syndigt, og derfor vælger de at spise det. Selve den handling er der ikke noget galt i ifølge Paulus (1 Kor 8,8), for der findes kun én Gud (ibid. 8,6). Problemet opstår, fordi de svage i menigheden ikke har den indsigt, og derved tilsøles deres samvittighed (ibid. 8,7) ved at spise afgudsofferkødet. De lægger sandsynligvis mere i handlingen, end de stærke i menigheden gør. Paulus' pointe er nu, at hvis man som stærk bringer en svag i menigheden til fald ved ens handling, så skal man lade være med at gøre den handling. Han siger det således: Derfor, hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød for ikke at bringe min broder til fald. (1 Kor 8,13). Hvad har nu dette med det tredje punkt at gøre? Jo, Paulus' pointe, som vi tidligere har været inde på, er, at det er kærligheden, der skal råde i menigheden (jf. 1 Kor 12,31b). Måske skal jeg afgive noget af
min ret, hvis jeg støder andre ved det. Man skal være villig til at gå på kompromis. Og hvorfor nu det? Fordi vi er ét legeme i Kristus. Det er vanskeligt i et retssamfund som vores, men lydt til, hvordan Paulus beskriver kærligheden i 1 Kor 13: Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. (1 Kor 13,4-7) Det er en sådan kærlighed, der skal herske i menigheden. En kærlighed, der er villig til at bøje af i forhold til ens egen ret, men stærk nok til at bære hinandens byrder (Gal 6,2). Spørgsmål til 1. del af talen: Hvad falder dig først ind i forhold til talen indtil nu? Hvad betyder det for dig at være i Kristus? Hvad er din opgave i IMU? Vær gerne konkret. Hvad tænker du i forhold til, at vi som kristne er ét legeme? Gør Kristi lov sig gældende i jeres fællesskab? Hvordan? 2. del af talen (præget af spørgsmål...): Vi skal nu forsøge at gøre det, vi lige har læst, mere konkret ind i vores virkelighed og hverdag. Ofte når jeg læser i Bibelen, så bliver det bare derved. Det bliver på en måde ikke rigtig levende, og jeg tror godt, at jeg ved hvorfor: manglende bøn! Ofte bliver det blot en opgave, der skal løses, og derfor misser jeg pointen med at læse i Bibelen: nemlig at høre Guds ord, og ikke kun høre det, men også være villig til at gøre det (jf. Jak 2,22). Jeg glemmer at give Helligånden lov til at arbejde med mig. Derfor synes jeg lige, at vi endnu engang skal bede, så Helligånden må gøre det, vi har læst, levende for os. Bøn For at det ikke bliver for flyvsk i det, der nu følger, så vil vi tage udgangspunkt i de tre punkter, som vi fandt frem til i den første del. Jeg skal lige huske at sige her, at der selvfølgelig er andre ting, som man også kunne sige kendetegner det kristne fællesskab. 1) At være i Kristus: Som vi har været inde på, så betyder at være i Kristus at leve i troen på Kristus, som frelser og herre. Jeg tror dog, at det kan være godt at lave en skelnen her mellem at være i Kristus -individuelt og at være i Kristus -kollektivt. Det er selvfølgelig et kunstigt skel, for de påvirkes indbyrdes, alligevel tror jeg, det kan være nyttigt at gøre.
INDIVIDUELT: Vend blikket indad mod dig selv! Kender du personligt Jesus som din frelser og herre? Tror du på, at han er død og opstået for dig, fordi han elsker dig? Hvis du kan nikke ja til det (og det glæder mig, hvis du kan!), hvad betyder det så for dig? Læser du i Bibelen jævnligt? Beder du? Giver du Gud plads i dit liv, så han kan komme til? Handler du på Guds ord ved fx at give tid, penge m.m. til kristent arbejde? Disse spørgsmål retter sig imod dig som enkeltperson, og måske sidder du og tænker, at det da er provokerende at blive udspurgt om sådanne private ting. Så må jeg sige dig en ting: Troen er ikke en privat ting! Det vil nogle politikkere dog gerne have os til at tro, men læser vi i Bibelen, så er troen ikke noget, vi skal holde for os selv (tænk blot på Matt 28,16-20). Jeg kan afsløre for dig, at jeg sandsynligvis selv ville blive provokeret på samme måde, hvis jeg sad på din plads, for det er et af Satans bedste våben: Daniel, du skal ikke finde dig i, at taleren piller ved din dårlige samvittighed! Troen er noget, der kun vedkommer dig selv, og som ingen skal kommer og røre ved!. Jeg ville helt sikkert stille mig i forsvarsposition og begynde at forklare, hvorfor dit og hvorfor dat. Måske sidder du og tænker: Jeg har det skidt med det med Gud. Jeg får ikke læst og bedt osv., men jeg tør ikke rigtig sige det til de andre, for de har sikkert ikke de problemer.. Hvis det er tilfældet, så håber jeg, at det, vi nu skal, kan hjælpe lidt på dit billede: (anonym spørgerunde!) 1 (1 = lidt; 5 = meget) 1 2 3 4 5 Hvor ofte læser du i Bibelen? Hvor ofte beder du? KOLLEKTIVT: Vend nu blikket ud af imod jeres fællesskab! Hvor meget fylder troen på Jesus i IMU? Snakker I sammen om jeres tro? Hvad betydning har troen, eller med andre ord: Kommer troen til udtryk i handling? Jeg lader de spørgsmål hænge og går videre til det andet punkt. 2) ALLE har en opgave: Ud fra, hvad vi læste i Rom 12,3-8, så stod der, at ALLE i legemet har en opgave (der stod faktisk en eller anden form for alle 4 gange!). Er det tilfældet i jeres IMU? Ligesom i punkt 1) kan vi også dele dette punkt op i individuelt og kollektivt. INDIVIDUELT: Vend blikket indad mod dig selv! Hvor er din plads i IMU? Hvad 1 Spørgeskemaerne er inspireret af et lignende, som Brian Madsen har udarbejdet.
er din opgave? Stiller du dig selv til rådighed? Kender du din nådegave? Du er en del af IMU, et lem på legemet med Paulus' ord, men hvad betyder det helt konkret? Jeg tror, det er vigtigt at tænke således: Fællesskabet har brug for mig, for uden mig mangler der noget.. Det betyder ikke, at man ikke kan tænke, at man selv har brug for fællesskabet, men den tanke kan måske ende ud med, at man kun kommer, når man selv føler, at man har behov for det, fællesskabet kan give. Hver enkelt her er en del af fællesskabet, og det betyder, at der er brug for hver enkelt. Hvis du ikke kommer, så mangler der måske en arm eller et ben eller et øre, for at blive i legeme-metaforen. Som kristne har vi frihed til at tjene (Gal 5,13-14), og jeg kan af erfaring sige, at når man giver noget af sig selv, så mærker man, hvordan man selv får noget igen. Det handler om at være stolt over fællesskabet og have medejerskab. Fællesskabet styrkes, når du giver, men din relation til fællesskabet styrkes også, når du giver, for så får du medejerskab. IMU bliver noget, du har følelser overfor. Lad mig give et billede: Jeg har en dreng, Levi, og når han fx har lavet en tegning eller perler, så kommer han stolt og viser den til mig: Den har jeg lavet!, og han bliver ked af det, hvis tingen går i stykker. Det samme forhold ville han ikke have til det, hvis det var mig, der havde lavet den. På samme måde er det med fællesskabet. Hvis du engagerer dig i det med de evner og gaver, du har, så opbygges fællesskabet, men samtidig vokser du også selv, og du mærker stoltheden og medejerskabet. (1 = lidt; 5 = meget) 1 2 3 4 5 Hvor engageret er du i IMU? Ved du, hvad din nådegave er? Ja Nej Har du en tjeneste i IMU? Ja Nej Hvor godt er du udrustet i din tjeneste? KOLLEKTIVT: Vend nu blikket ud af mod fællesskabet! Er der en kerne i IMU? Hvis ja, kan du sætte navn på? Husker I at rose hinanden for det arbejde, I hver især gør? Hvordan holder I styr på, om alle virkelig har en opgave? Husker I at sørge for, at alle løfter i flok? Lad mig atter trække på billedet fra før. Hvis jeg, når jeg nu ser Levis tegning, ikke viser ham anerkendelse, eller måske ligefrem kritiserer ham, så mister han måske gejsten og har ikke lyst til at lave noget lignende igen. Sådan er det også for fællesskabet. Det er vigtigt, at I husker at give hinanden anerkendelse. Du har måske oplevet, at det, du har gjort i bedste mening, bare er blevet kritiseret. Det har jeg prøvet, og det gør ondt, og man mister lysten til at tjene. Det modsatte gælder dog også. Hvis man oplever, at man bliver opmuntret i ens opgave, så får man lyst til at fortsætte. Derfor: Opmuntr hinanden!
3) Ét legeme, vi er hinandens lemmer: således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. (Rom 12,5) - Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. (Gal 6,2) Ligesom i de forrige punkter deler vi også dette punkt op i to dele: INDIVIDUELT: Vend blikket indad mod dig selv! Har du øje for din kristne søster og bror i IMU? Hvordan giver det sig til udtryk? Hvad betyder det for dig, at du på en måde hører sammen med de andre i IMU? Er du villig til at ofre tid, penge og ressourcer på din kristne søster og bror? Beder du for dem? Vi mennesker er af natur egoistiske, og vi kan tilføje, at det da især også gælder os danskere. Vi lever i et retssamfund, hvor hver enkelt hævder sin ret. Jeg kender det for godt fra mig selv. Hvis jeg føler mig uretfærdig behandlet (det være sig af det offentlige, af betjeningen på en restaurant eller noget tredje), så er der ikke langt til brok og selvhævdelse. Bringer vi det ind i det kristne fællesskab? Jesus lærer os i Bjergprædikenen, at vi skal vende den anden kind til. Det må jeg indrømme, at jeg har svært ved. Jeg skal ikke gøre det eller det, før den og den har gjort sådan og sådan, kan vi måske tænke i fællesskabet, men det er ikke godt. Det er dræbende for fællesskabet. Lad kærligheden virke i dig, så du stræber efter at tjene din næste. Paulus siger således i Gal 6,10: Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.. Tænk det således: Vi kristne er jo i Kristus og Kristus er i os, og derfor kan man sådan set sige, at når man møder et andet kristent menneske, så møder man Jesus. Jesus ønsker, at vi skal tjene hinanden i kærlighed: [D]en, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. (Mark 10,43-44). KOLLEKTIVT: Vend blikket ud af mod jeres fællesskab! Har I som fællesskab øje for den enkelte? Hvad fylder formaningen i jeres IMU? Hvad gør I helt konkret for at styrke omsorgen iblandt jer? Jeg sidder i Styregruppen for Ung Liga, og jeg ved, at det kan være svært som fællesskab at have øje for den enkelte, men det betyder ikke, at vi så bare skal opgive. Det er vigtigt, at vi som fællesskab forsøger at favne den enkelte. Hvis ikke man føler sig set, så føler man sig ikke som en del af fællesskabet. Lige så vigtigt det er, at være set, så vigtigt er det også at være hørt. Hvis man taler, og ingen lytter, så føler man sig igen udenfor.
Afslutning: Lige om lidt vil der være nogle flere spørgsmål, som I kan snakke om, men inden da vil jeg lige afslutte og opsummere. Det kristne fællesskab bør være kendetegnet ved at være i Kristus, ALLE har en opgave og at vi er hinandens lemmer. Hvad jeg har talt om nu, er hvad fællesskabet er indadtil, men Jesu befaling lyder til enhver kristen således:»mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«(matt 28,18b-20) Spørgsmål til 2. del af talen: Nævn mindst tre ting, som du er kommet til at tænke over under talen. Hvor mener du, at IMU har mangler, i forhold til de ting, vi har været omkring? Hvad kan I som fællesskab gøre for at forbedre: at være i Kristus -delen? (vær konkret!) ALLE har en opgave -delen? (vær konkret!) vi er hinandens lemmer -delen? (vær konkret!) Det er vigtigt, at det kristne fællesskab fungerer indadtil, for det giver én et bedre grundlag for at virke udadtil, og det kristne fællesskab begynder der, hvor Gud møder os i sit ord. Opskriften er givet i ApG 2,42: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.. Lad os gøre det samme. Bøn NB: Husk svaret på spørgerunderne!