Ældre & demens, depression & selvmord

Ældre & demens, depression & selvmord

Indhold Forord Overvejelser og resumé Demens Demenssygdomme hos ældre Fungerende overlæge, dr. med. Gunhild Waldemar, Neurocentret, Rigshospitalet At lide af demens Centerleder, kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane, Videnscenter på Ældreområdet Videnscentre, rådgivning og litteratur Depression Depression hos ældre Overlæge Kirsten Abelskov, Gerontopsykiatrisk Afd., Psykiatrisk Universitetshospital, Århus Depression - forebyggelse og behandling i almen praksis Praktiserende læge Dan Rost Rådgivning og litteratur Selvmord og selvmordsadfærd Selvmord blandt ældre Embedslæge Kate Runge, Århus Amt Forebyggelse af selvmord blandt ældre Cand. psych. Bente Hjorth Madsen, leder af Center for Selvmordsforebyggelse i Århus Amt Behandlings- og forebyggelsestilbud, videnscentre, projekter og litteratur m.m. 2

Forord En række sygdomme hos ældre viser et andet billede end de tilsvarende sygdomme hos yngre. Det kan medføre, at alvorlige og behandlelige sygdomme hos ældre overses eller mistolkes, nu og da med skæbnesvangre følger. Dette er begrundelsen for ÆldreForums initiativ: ved en række temamøder at belyse de vigtigste af disse sygdomme i et samarbejde med fagfolk på områderne. Ved det første af disse temamøder var emnerne demens, depression og selvmord, der tilsvarende behandles i nærværende pjece, som den første i rækken. Pjecen henvender sig til en bred målgruppe, spændende fra alle med et professionelt ansvar inden for sundheds- og socialsektoren, og til de danske familier, hvoraf næppe nogen vil være uden kontakt med, og familieansvar for, ældre. Ikke mindst den sidste store målgruppe er vigtig at inddrage. Pårørende i videste forstand er - selv i lande med højt udviklede social- og sundhedssystemer - det vigtigste første led i reaktionen på begivenheder, der bør føre til en nødvendig professionel kontakt. Og hvor den danske familie vil have få eller ingen vanskeligheder ved at tage et hensigtsmæssigt initiativ, hvis et medlem af familien får høj feber og pludselig hoste, eller høj feber og hyppig, sviende vandladning, vil de samme pårørende have svært ved at tolke vage og ukarakteristiske symptomer på begyndende demens, eller endog alvorlig depression. At det ikke kun er pårørende som lægpersoner, der møder sådanne vanskeligheder, men også sundhedsprofessionelle personer, fremgår også af indlæggene i denne pjece. Det er ÆldreForums håb, at pjecen vil kunne danne udgangspunkt for initiativer i lokalsamfundene i form af mødearrangementer, hvor professionelle og lægfolk mødes om disse vigtige spørgsmål. Svarene er, som det fremgår, ikke blot sammenhængende med professionel viden og erfaring, men er samtidig stærkt afhængige af hele befolkningens viden om - og måske allervigtigst holdning til - ældre i Danmark. En særlig tak rettes til: Overlæge Kirsten Abelskov, Psykiatrisk Universitetshospital, Århus, cand. psych. Bente Hjorth Madsen, Center for Selvmordsforebyggelse i Århus Amt, embedslæge Kate Runge, Århus Amt, læge Dan Rost, Christiansfeld, centerleder, kultursociolog Christine E. Swane, Videnscenter på Ældreområdet samt fungerende overlæge, dr.med. Gunhild Waldemar, Rigshospitalet, -der alle med stor beredvillighed har bidraget til at belyse disse spørgsmål. Povl Riis, formand for ÆldreForum August 1999 3

Behovet for indsats Overvejelser og resumé Selv om langt de fleste ældre har et godt helbred, er det en kendsgerning, at sårbarheden over for sygdom øges med alderen, og at visse fysiske og psykiske sygdomme desuden oftere rammer ældre end yngre. Demens og depressioner er eksempler på sygdomme, der i særlig grad rammer ældre. Også risikoen for selvmord stiger med alderen, idet forholdsvis flere ældre end yngre begår selvmord. Det anslås, at omkring 5-10 pct. af befolkningen over 65 år og mindst 30 pct. over 85 år er demente. Depression rammer ca. 15 pct. af befolkningen over 65 år, og det er ikke usædvanligt, at mennesker, der ikke tidligere har lidt af psykiske sygdomme, for første gang rammes af depression i 80-90-årsalderen. En fjerdedel af alle selvmord begås af mennesker over 65 år, selv om aldersgruppen kun udgør ca. 15 pct. af befolkningen. Samtidig vælger ældre i højere grad end yngre selvmordsmetoder, der ikke giver mulighed for at fortryde. Ikke alene det meget store antal ældre, der rammes af disse tilstande, men også de meget store lidelser og menneskelige omkostninger disse tilstande påfører de ramte selv og deres nære omgivelser, nødvendiggør større opmærksomhed om vilkårene for disse grupper af ældre. Indsatsen over for en betydelig del af disse ældre er utilstrækkelig. Det antages således fx, at kun ca. 10 pct. af de demente er diagnosticeret, og kun en meget lille andel af de syge kan derfor siges at modtage den rette behandling. Dette skal sammenholdes med, at de samlede udgifter til behandling og pleje af denne patientgruppe i 1997 er anslået til næsten 8 mia. kr., og at ca. 85 pct. af disse udgifter gik til pleje af demente, mens de resterende ca. 15 pct. gik til sundhedsydelser. 1 En af årsagerne til den utilstrækkelige indsats er manglende viden, der ofte danner grobund for overleveringer og myter. Nogle tror eksempelvis, at demens er en naturlig del af aldringen, der derfor ikke kræver særlig indsats. Det er også en udbredt opfattelse, at depression og selvmord blandt ældre er en - om ikke naturlig så dog forståelig - reaktion på, at den væsentligste del af livet er tilbagelagt. Men for disse tilstande er der for ældre - som for alle andre aldersgrupper - mulighed for både at lindre og helbrede. 4

Behandling af ældre kræver særlig viden Det er samtidig kendetegnende for både demens, depressioner og selvmord, at den eksisterende viden om behandlings- og støttemuligheder ikke altid udnyttes optimalt. En del ældre søger slet ikke læge, og de der gør, får ikke altid den rette diagnose, behandling og støtte. Det skyldes bl.a., at diagnosticeringen og det efterfølgende valg af behandling kompliceres af, at symptomerne på forskellige sygdomstilstande kan forveksles. Nogle sygdomme kan eksempelvis give symptomer, der kan forveksles med tidlige symptomer på demens, og nogle af disse sygdomme kan i modsætning til demens behandles med godt resultat. Desuden har ældre med en given sygdom ofte andre symptomer end andre aldersgrupper. Fx har ældre, der lider af depression, ofte klager, der leder tankerne hen på legemlige sygdomme. Undersøgelser tyder desuden på, at depression er en langt mere udbredt årsag til selvmord blandt ældre, end man hidtil har antaget. Hvad sker der på områderne? Demens Folketinget afsatte i 1993 midler til den såkaldte demenspulje, der gav mulighed for at yde økonomisk støtte til initiativer på området. Der er blandt andet ydet støtte til efter- og videreuddannelse af personale i amter og kommuner, til gennemførelse af projekter i udvalgte kommuner med det formål at udvikle nye hjælpetilbud til demente og deres pårørende, til oprettelse af en demenslinie, hvor pårørende og professionelle telefonisk kan få svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig hos personer, der har med denne gruppe at gøre, samt til udarbejdelse af informationsmateriale, bl.a. en video og en håndbog om demens. Herudover er der taget initiativ til at samle viden og erfaringer i en vidensbank, en såkaldt demensdatabase, der kan anvendes af fagfolk og beslutningstagere. Et lovforslag, der blev vedtaget i maj 1999, skal bl.a. sikre dementes retssikkerhed og skabe klarhed over hvilke forholdsregler, der må anvendes, når der fx er risiko for, at den demente forvilder sig ud af boligen til skade for sig selv eller andre. I en del kommuner er der udviklet og etableret forskellige tilbud og støtteforanstaltninger til de syge og deres pårørende. Eksempelvis er 7 pct. af boligerne i plejehjem, ældreboliger og plejeboliger m.m. målrettet til demente, og der er oprettet såkaldt skærmede enheder i plejehjem i ca. to tredjedele af landets kommuner. Ca. en tredjedel af de planlagte plejeboliger er målrettet til denne gruppe. 2 5

Også initiativer, der skal sikre en bedre koordinering af indsatsen på dette område, er iværksat i nogle amter, bl.a. ved hjælp af nøglepersoner eller tværfaglige grupper. Sundhedsstyrelsen har desuden i foråret 1999 nedsat en arbejdsgruppe om den fremtidige tilrettelæggelse af sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med udredning og behandling af demens, og der forventes udsendt retningslinier herom. Depressioner Institut for Sundhedsvæsen og Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd afholdt i marts 1999 en konsensuskonference med titlen Depression - en folkesygdom, der skal behandles? Formålet var at fremdrage aktuel viden med henblik på generelt at forbedre forebyggelse og behandling af depressioner. Af konferencens konklusioner og anbefalinger fremgår det bl.a., at effekt og bivirkninger af forskellige behandlinger er dårligere dokumenteret hos børn og gamle end i andre befolkningsgrupper. Forskning i depressionsforekomst, diagnostik og behandling hos børn og gamle blev derfor udpeget som et af de mulige indsatsområder. Selvmord og selvmordsforebyggelse Sundhedsstyrelsen har på grundlag af et udvalgsarbejde i august 1998 udarbejdet forslag til en national handlingsplan til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord, der indeholder særlige anbefalinger til forebyggelse af selvmord blandt ældre. Der er afsat 2,4 mio. kr. til forebyggende arbejde i 1999. I forbindelse med udarbejdelse af handlingsplanen undersøgte udvalget iværksatte initiativer og den aktuelle behandlingsindsats. Alle amter og alle kommuner med over 20.000 indbyggere er spurgt. Undersøgelsen viser, at meget få amter og kommuner har specifikke tilbud til selvmordstruede. I København, Odense og Århus er der oprettet centre for selvmordsforebyggelse, men herudover er der kun iværksat få, spredte initiativer, som fx tilbud om rådgivning og opfølgning til personer, der i forbindelse med selvmordsforsøg kommer i kontakt med skadestuer eller hospitalsafdelinger. Kun få amter har oplyst om en særlig indsats over for selvmordstruede ældre. De private organisationer, der supplerer de offentlige rådgivnings- og behandlingstilbud, har ligeledes meget få tilbud, der retter sig specifikt til selvmordstruede personer. 6

Hvad kan der gøres yderligere? En øget og bedre koordinering af indsatsen kræver både større opmærksomhed fra nære omgivelser og fra professionelle, og en erkendelse af at noget kan gøres anderledes. Og her spiller holdninger til og myter om ældre en væsentlig rolle: Skal ældre fx have de samme behandlingstilbud som andre aldersgrupper? Er det rimeligt at anvende lige så mange ressourcer på ældre, som på yngre? Er det ikke en normal del af aldringen, at gamle bliver glemsomme eller forvirrede, virker triste eller mister initiativ eller appetit etc.? Der eksisterer ikke færdige løsninger på, hvordan indsatsen kan tilrettelægges, men hver af de professionelle fagpersoner, der har bidraget til denne informationspjece, viser i deres indlæg veje til større opmærksomhed og lydhørhed over for signaler, og bidrager med forslag til en øget indsats over for ældre med demens, depressioner eller selvmordstanker. Demens Resumé af fungerende overlæge Gunhild Waldemars indlæg. Det fremhæves, at demens ikke er et normalt aldersfænomen, men en sygdom i hjernen, der kan have mange forskellige årsager, som ikke alle er ensbetydende med håbløs sygdom. Og selv ved de kroniske og fremadskridende demenssygdomme, kan der tilbydes behandling, hjælp og støtte. Gunhild Waldemar peger desuden på vigtigheden af, at ældre med symptomer på demens bør undersøges så tidligt som muligt, dels fordi en korrekt diagnose er forudsætningen for at give den rette medicinske og psykosociale behandling, dels for at udskille dem, der har en sygdom, som kan behandles eller eventuelt helbredes. Til trods for at der på demensområdet anvendes meget store summer, er der indtil nu kun stillet en egentlig diagnose for omkring 10 pct. af de demente, og kun en lille del er derfor sikret korrekt behandling. Der forskes intensivt i nye undersøgelsesmetoder, arvelige faktorer bag sygdommen, muligheder for forebyggende behandling og udvikling af lægemidler. Der er også stigende interesse for at undersøge muligheder for at hjælpe demente ved en psykosocial indsats, og i mange kommuner og amter udvikles der nye tilbud om både sundhedsfaglig, praktisk og psykosocial hjælp og støtte til demente og deres familier. Resumé af centerleder, kultursociolog, ph.d. Christine E. Swanes indlæg. Christine Swane fremhæver i sit indlæg den sociale udstødning mange demente og deres ægtefæller oplever, når nære venner og familie vender dem 7

ryggen på grund af usikkerhed, uvidenhed og manglende forståelse. Bearbejdning af holdninger til demens, og til alderdom i øvrigt, er derfor et vigtigt led i forbedringen af dementes vilkår. Det fremhæves også, at forskellige former for indsats fra social- og sundhedssystemerne - men også fra medmennesker - kan forbedre dementes situation væsentligt. Fx har demenslidende, som alle andre, behov for gøremål, der udfordrer færdigheder, stimulerer nysgerrighed og gå-på-mod, og dette kan ske ved, at omgivelserne hjælper med at skabe enkle rutiner, der giver fornyet indhold i hverdagen. Også hverdagens fysiske rammer er afgørende for trivselen, og her kan ny viden hjælpe til hensigtsmæssig indretning af boligen og daghjem m.m. Desuden mister intet menneske med demens alle sanser og færdigheder på én gang, og demenslidende har brug for hjælp til at fastholde det, de kan - og som de ofte selv forsøger at vedligeholde. Christine E. Swane peger endvidere på, at den anderledes og ofte uacceptable adfærd har en tilbøjelighed til at overskygge den demente person, men ved at finde frem til, hvad der hjælper demenslidende til den bedst mulige tilværelse, kan også omgivelsernes usikkerhed ved at omgås demente mindskes. Depressioner Resumé af overlæge Kirsten Abelskovs indlæg. Kirsten Abelskov opregner blandt andet risikofaktorer, symptomer og behandlingsmuligheder, og fremhæver, at depression rammer ca. 15 pct. af befolkningen over 65 år, og dermed er den hyppigste og mest alvorlige sindslidelse hos ældre, når der ses bort fra demens. Sygdommen kan variere fra kortvarige og milde til langvarige og meget alvorlige tilstande, der fx kan være mere invaliderende end sukkersyge, ledegigt og dårligt hjerte. En svær depression kan endog være livstruende på grund af øget risiko for selvmord. Kirsten Abelskov understreger vigtigheden af at stille en korrekt diagnose og behandle depression hos ældre, idet symptomerne ofte er atypiske og derfor kan forveksles med andre sygdomme og tilstande. Eksempelvis er legemlige klager hyppige hos ældre, der lider af depression. Sygdommen kan i de fleste tilfælde behandles effektivt, og de nye lægemidler, der kun har få bivirkninger, har betydet en lille revolution i behandlingen af ældre. Til trods herfor antages det, at kun omkring en tredjedel af de ældre, der lider af depression, søger læge, og at under halvdelen af disse får en korrekt diagnose og behandling. Med korrekt diagnose og behandling vil 80 pct. få det bedre. Da ændringer i sociale forhold måske er den hyppigste årsag til depression hos ældre, kan forebyggelse i form af styrkelse af det sociale netværk og omsorg næppe overvurderes, fremhæver Kirsten Abelskov. 8

Resumé af praktiserende læge Dan Rosts indlæg. Dan Rost supplerer dette indlæg med sine helt personlige erfaringer om, hvordan efteruddannelse har betydet større opmærksomhed og en langt bedre og mere målrettet indsats over for patienter med depression. Som en hjælp til at opspore nogle af de mange personer, der antages at lide af en overset depression, foreslår Dan Rost, at visse patientgrupper, bl.a. patienter over 70 år, screenes for depression. Selvmord og selvmordsforebyggelse Resumé af embedslæge Kate Runges indlæg. Kate Runge beskriver selvmord blandt ældre, bygget på en undersøgelse, der er foretaget af embedslægeinstitutionen i Århus Amt. Selvmord blandt ældre er et tabuemne, som ikke mange beskæftiger sig med. Spørgsmål om hvordan demente sikres mod at miste livet ved at forvilde sig ud i dagligdagens fortravlede trafikliv, fylder eksempelvis langt mere i debatten om ældre, selv om antallet af dødsfald, der er forvoldt på denne måde, er forsvindende lille i forhold til det antal ældre, der begår selvmord. 250 ældre danskere over 65 år tager således hvert år deres eget liv. Det betyder, at 25 pct. af alle selvmord begås af ældre over 65 år, selv om aldersgruppen kun udgør ca. 15 pct. af befolkningen. Og selv om antallet af selvmord generelt viser en faldende tendens, ses et tilsvarende fald ikke blandt den ældre generation. Desuden anvender ældre hyppigere end yngre voldsomme selvmordsmetoder, der ikke giver mulighed for at gribe ind udefra. Selvmord blandt ældre sammenkædes ofte med det moderne samfunds fremmedgørelse, tab af socialt netværk, ensomhed og isolation, men meget tyder på, at andre faktorer spiller en større rolle. Egentlig depressiv sygdom indtager således formentlig en langt større plads end hidtil antaget. Undersøgelsen i Århus viser bl.a., at alvorlig legemlig sygdom kun er årsag til en mindre del af selvmordene, og at depression og livslede ofte er en udløsende årsag. Også sociale begivenheder som fx flytning til plejehjem kan bringe ældre i risikogruppen. Næsten hvert tiende selvmord blandt ældre sker således i plejehjem eller beskyttet bolig. Da kun 6 pct. af ældregenerationen bor i sådanne boliger, er det procentuelt langt flere end forventet, og dette må derfor vække til eftertanke. Kate Runge peger på, at ikke alle selvmord kan forhindres, men ved at kortlægge årsager og anvende denne viden kan både læger, pårørende og socialog sundhedspersonale bidrage til, at antallet nedbringes. Mere viden, større opmærksomhed over for signaler, samt større engagement hos omgivelserne kan således bidrage til, at flere ældre får et liv, de har lyst til at fortsætte. 9

Resumé af cand. psych. Bente Hjorth Madsens indlæg. Ældre over 65 år har den højeste selvmordshyppighed i samfundet, og det bør vække bekymring, at antallet af selvmord er så upåvirkeligt i denne aldersgruppe. Kernen i al selvmordsforebyggelse er at finde frem til de selvmordstruede, og dertil benyttes en række signaler i adfærd og tankegang, samt følelsesmæssige og fysiske udtryk, der kan være tegn på, at en ældre har brug for hjælp. Det er muligt at give konkrete forslag til, hvordan omgivelserne kan hjælpe - i nogle tilfælde ved fx at indlede og give sig tid til samtaler om vanskelige emner som livet og døden. Bente Hjorth Madsen fremhæver desuden, at enhver form for hjælp - også den professionelle - skal være individuelt afpasset, det vil sige med dyb respekt for den ældres personlighed, og slutter med det håb, at hvis virkelighedens verden så sådan ud, at vi alle følte ansvar for og glæde ved samvær med blot et eller to gamle mennesker, ville holdningen til selvmord blandt ældre ændres og i stedet opleves som en tragedie. ÆldreForum håber med denne informationspjece at medvirke til, at kendskabet til demens, depressioner og selvmord blandt ældre udbredes. Større viden kan bidrage til at nedbryde myter og fordomme, således at ældres symptomer og sygdomme behandles med samme opmærksomhed og omhu som andre aldersgruppers, og dermed til at flere syge ældre diagnosticeres, behandles og tilbydes støtte. At opfange og tolke signaler og symptomer hos ældre med disse tilstande kræver, som det fremgår, særlig viden, og der er derfor behov for, at professionelt social- og sundhedspersonale med kontakt til ældre modtager information og uddannelse. Også pårørende til ældre, der ofte vil være de første, der observerer, at noget er galt, kan ved hjælp af information og oplysning bidrage til, at syge ældre hurtigt tilbydes professionel behandling og støtte. ÆldreForum opfordrer desuden til, at kommuner, ældreråd eller andre arrangerer lokale møder, hvor professionelle og lægfolk drøfter disse spørgsmål. Sådanne arrangementer kan både bidrage til en hurtigere og bedre indsats for de syge, og skabe større tryghed hos syge og pårørende. Samtidig kan sådanne arrangementer danne grobund for idéer til lokale procedurer og initiativer, der kan forbedre indsatsen. Pjecen er opdelt i tre selvstændige afsnit om demens, depression og selvmord med bidrag fra fageksperter, der beskriver årsager og symptomer samt 10

mulighederne for at forebygge, behandle og yde støtte. Der er desuden medtaget eksempler på initiativer, der kan inspirere til en øget indsats, samt oplysninger om videnscentre, patientforeninger og andre, der tilbyder rådgivning og hjælp til professionelle og syge samt deres pårørende. 11

Demens 12

Demenssygdomme hos ældre Fungerende overlæge, dr. med. Gunhild Waldemar, Neurocentret, Rigshospitalet Hvad er demens? Ved demens forstås en sygdomsbetinget svækkelse af hjernen. Symptomerne er hukommelses- og koncentrationsbesvær, som ledsages af fx nedsat orienteringsevne, nedsat overblik og initiativ, tale- eller forståelsesproblemer, og ændringer i personlighed, humør eller adfærd. Betegnelsen demens anvendes kun, når der er sket en forringelse i forhold til det tidligere funktionsniveau. Demens kan forekomme hos voksne i alle aldre, men hyppigheden stiger med alderen. Derfor er de fleste demente ældre mennesker. Demens er imidlertid ikke et normalt aldersfænomen, men udtryk for sygdom i hjernen, som kan have mange forskellige årsager. Selv om demens er hyppigst hos ældre, er de fleste mennesker åndsfriske, så længe de lever. Omkring 5-10% af ældrebefolkningen over 65 år er demente, men yngre personer kan også blive demente. Hyppigheden stiger som nævnt kraftigt med alderen, og mindst 30% af befolkningen over 85 år er demente. Hos ældre optræder nye tilfælde af demens mindst lige så hyppigt som blodpropper i hjertet og i hjernen. Man regner med, at der er omkring 60.000 demente mennesker i Danmark, men tælles de lette tilfælde af demens med, er der mange flere. Hvert år får knap 10.000 danskere en kronisk og fremadskridende demenssygdom. Mange flere får symptomer, som kunne tyde på en sådan sygdom, men hvor årsagen er en helt anden. Antallet af ældre mennesker vil vokse i de kommende årtier, derfor vil også antallet af demente mennesker stige, men der er ikke tale om, at sygdommene i sig selv bliver hyppigere. Årsager til demens Nogle af de sygdomme, som medfører demens, er kroniske og måske endog fremadskridende, mens andre kan bedres ved behandling. Demens er altså ikke ensbetydende med varig hjerneskade, og demens medfører ikke nødvendigvis håbløs sygdom. Selv for de kroniske og fremadskridende sygdomme kan der altid tilbydes behandling, hjælp og støtte. Demens kan ses ved op mod 100 forskellige sygdomme. De fleste sygdomme og skader i hjernen kan således medføre demens. Det gælder for eksempel betændelsestilstande, svulster, blødninger, forstyrrelser i hjernens væskecirkulation, følger efter ulykkestilfælde, iltmangel og visse forgiftninger. Også sygdomme eller svækkelse i andre organer, for eksempel stofskifteforstyrrelser, kan ledsages af demens eller demenslignende symptomer. Hos ældre menne- 13

sker er de to hyppigste årsager Alzheimers sygdom og vaskulær demens (blodprops-demens), som tilsammen udgør omkring 75% af alle tilfælde, og som begge er kroniske og fremadskridende sygdomme. Sygdomme og tilstande der kan forveksles med demens Visse andre sygdomme og tilstande kan ligne demens. Den mest almindelige er depression, som især hos ældre kan medføre hukommelses- og koncentrationssvækkelse, der kan være vanskelig at skelne fra begyndende demenssygdom. Behandling af depressionen vil medføre væsentlig bedring af symptomerne. Forvirringstilstande som følge af infektion, feber, eller væskemangel, svært nedsat syn og hørelse, samt krisetilstand som følge af psykisk og social belastning kan også undertiden forveksles med demens. Medicinbivirkninger kan medføre en demenslignende tilstand, eller kan forværre symptomerne ved en bestående demens. Mange ældre mennesker har hukommelsessvækkelse, uden at der er tale om demens. Hukommelsessvækkelse kan opstå i forbindelse med andre sygdomme. Desuden kan ældre udvikle såkaldt godartet aldersledsaget hukommelsessvækkelse, som ikke nødvendigvis udvikler sig til demens. Alzheimers sygdom Sygdommen er karakteriseret ved en fremadskridende nedbrydning (degeneration) af hjernen med gradvist tab af nerveceller, ophobning af proteinstof, samt forandringer i hjernens signalstoffer. Sygdommen er lidt hyppigere hos kvinder end hos mænd. Sygdommen rammer hukommelse, tænkning, talefunktion, orienteringsevne, personlighed og adfærd. Der opstår gradvis atrofi (svind) af hjernen. Sygdommen begynder snigende, forværres gradvis over flere år, og efterlader efterhånden den syge i en tilstand med total afhængighed af pleje og opsyn. Dødsfald indtræffer efter en periode på 5-20 år. I sjældne tilfælde er sygdommen arvelig og viser sig hos familiemedlemmer i hver generation. Det er inden for de seneste år lykkedes forskere at finde flere arvespring (genetiske mutationer), som fører til denne form af sygdommen. De fleste tilfælde opstår imidlertid uden kendt årsag. Også for den sporadiske form har man kunnet påvise visse gener, som øger risikoen for sygdommen. Der kendes ikke med sikkerhed andre risikofaktorer end alderen og de genetiske faktorer. Både for den arvelige og den sporadiske form af sygdommen gælder, at man ikke ved præcist, hvad der sætter sygdomsprocessen i gang, og der kendes ingen forebyggende behandling. Vaskulær demens (blodprops-demens) Ved vaskulær demens forstås følgevirkninger efter en eller flere blodpropper i hjernen eller efter en hjerneblødning. En større blodprop i hjernen (slagtilfælde, apopleksi) medfører ofte pludselig halvsidig lammelse og eventuelt 14

talebesvær. Hos nogle mennesker med apopleksi kan demens være en følgevirkning. I andre tilfælde opstår vaskulær demens som en følge af mindre blodpropsforandringer i hjernen, uden at der har været lammelser eller talebesvær. Det er dog langtfra alle blodpropper, som medfører demens. Vaskulær demens kan hos nogle begynde pludseligt, hos andre mere snigende. Symptomerne kan være de samme som ved Alzheimers sygdom, men forløbet er ofte svingende, og der kan være perioder med spontan bedring. Rygning, alkoholmisbrug, for højt blodtryk, højt kolesteroltal, overvægt, sukkersyge og hjerterytmeforstyrrelser øger risikoen for blodprop i hjernen og dermed for blodprops-demens. Blodpropper kan i nogle tilfælde forebygges med medicin. Diagnosen Er der symptomer på en demenstilstand er det vigtigt, at der foretages en nærmere undersøgelse så tidligt som muligt hos den praktiserende læge. Ved en sådan undersøgelse vil den demente og de pårørende blive spurgt ud om symptomerne, og lægen vil undersøge den demente. Eventuelt vil lægen også bestille blodprøver og andre undersøgelser. Er der tvivl om årsagen til symptomerne, kan lægen henvise til nærmere undersøgelser hos specialister. Mulighederne herfor varierer fra amt til amt. Kun omkring 10% af de demente i Danmark har fået stillet en egentlig diagnose. En korrekt diagnose er vigtig for tilrettelæggelsen af den medicinske og den psyko-sociale behandling, også når der er tale om en kronisk og uhelbredelig sygdom. Diagnostisk udredning af den demente er desuden vigtig for at identificere dem, som har en sygdom, der er behandlelig og eventuelt helbredelig. Diagnosen er forudsætningen for, at der kan tilbydes medicinsk behandling til dem, som har Alzheimers sygdom. Endelig er diagnosen vigtig for stillingtagen til visse (medikolegale) problemstillinger, som fx bilkørsel og ret til pension. Det er derfor vigtigt, at såvel pårørende som alle, der møder mennesker med demens gennem deres arbejde i social- og sundhedsvæsenet, er opmærksomme på symptomerne på en demenssygdom. Symptomerne Symptomerne på en demenstilstand er forskellige fra person til person. Symptomernes art og rækkefølge afhænger af, hvilken sygdom der ligger bag, hvilken fase af sygdommen den syge er nået til, og hvilke områder af hjernen, der er hårdest ramt. Symptomerne kan desuden påvirkes af omgivelsernes reaktioner, af eventuel medicinindtagelse og af anden sygdom. I det følgende beskrives nogle af de symptomer, som kan optræde i forløbet af Alzheimers sygdom. For alle symptomerne gælder, at de også kan optræde ved andre tilstande, og derfor altid bør føre til nærmere undersøgelse og behandling. 15

De første symptomer De første symptomer på Alzheimers sygdom er uspecifikke. Angst, psykisk stress, krisetilstand, depression og visse andre sygdomme kan vise sig på samme måde. Hukommelses- og koncentrationsbesvær er blandt de allerførste symptomer: Den begyndende demente gentager sig selv og forekommer i perioder at være fjern for de pårørende. Aftaler glemmes, ting forlægges og kan ikke findes igen. Der skrives mange huskesedler. Nye opgaver i hjemmet eller uden for hjemmet kan ikke overskues, tankegangen er langsom, der er øget træthed og initiativløshed, samt eventuelt nedsat eller øget fysisk tempo. Der kan være problemer med at finde ordene og med at huske navne på personer, steder eller genstande. Der kan også være problemer med at orientere sig på tidligere kendte steder eller med at genkende andre mennesker. I nogle tilfælde er personligheden forandret allerede tidligt i forløbet. Den begyndende demente kan have let til tårer, og angst og depression er følgesymptomer, som er hyppige specielt i den tidlige fase. Manglende erkendelse af egen tilstand er almindelig, i nogle tilfælde vil den syge endog benægte, at der er noget galt. Senere symptomer Efterhånden bliver der flere problemer med at formulere sig, at huske nylige begivenheder, at læse og forstå bøger, aviser og ugeblade, at træffe valg og tage beslutninger, at overskue praktiske opgaver som madlavning, indkøb, rengøring og pengesager. Den demente bliver desorienteret med hensyn til tid og sted, og får problemer med at genkende også nære bekendte. Den demente kan fare vild og kan få problemer med at spise og at klæde sig på. Efterhånden bliver der behov for konstant opsyn og pleje. I senstadiet af sygdommen forekommer nedsat fysisk bevægelighed, manglende kontrol med vandladning og afføring, ophævet talefunktion, og eventuelt kramper. I hele forløbet af en demenssygdom, men mest udtalt i de senere stadier, kan der periodevis optræde forstyrrende forandringer i adfærden. Det kan for eksempel være råben, omkringvandren, natteuro, inaktivitet, overdreven mistænksomhed eller jalousi, hallucinationer, vrangforestillinger, seksuelle forstyrrelser, og aggressivitet. Det er vigtigt at omgivelserne er opmærksomme på disse symptomer, da de i nogle tilfælde kan skyldes anden sygdom eller uhensigtsmæssig behandling, og da nogle af symptomerne kan dæmpes med medicin. Behandling Det første trin i behandlingen af en demenstilstand er så vidt muligt at fastlægge årsagen. Ikke alle mennesker med demens har som tidligere nævnt en kronisk uhelbredelig sygdom. De, som har andre sygdomme, skal tilbydes relevant psykisk, medicinsk, eller kirurgisk behandling. Medicinsk behandling Det er nu muligt at tilbyde behandling af Alzheimers sygdom med nye læge- 16

midler, som øger mængden af et af hjernens signalstoffer, acetylkolin. Mængden af dette signalstof, som er vigtig for hukommelses- og koncentrationsevnen, er nedsat ved Alzheimers sygdom. Ved at øge mængden af acetylkolin kan man i en periode opnå en lille bedring af symptomerne, eller at den fortsatte udvikling af symptomerne, hos en del af patienterne, bremses. Man ved endnu ikke, hvor længe virkningen varer ved. Behandlingen ændrer ikke ved udviklingen af selve sygdomsprocessen i hjernen, og kaldes derfor en symptom-behandling. I Danmark er to lægemidler af denne type, Aricept og Exelon, godkendt af Lægemiddelstyrelsen, men flere er på vej. Lægemidlerne skal ordineres af specialister. Der forskes også i lægemidler, som kan bremse symptomudviklingen ved vaskulær demens, men ingen er endnu godkendt i Danmark. I nogle tilfælde kan det være relevant at forebygge nye blodpropper med medicinsk behandling. Behandling af adfærdsforstyrrelser og andre ledsagesymptomer ved demens I forløbet af en demenssygdom kan der opstå perioder med angst og depression, som bliver medicinsk behandlingskrævende. Der kan også opstå adfærdsforstyrrelser: søvn- og spiseforstyrrelser, råben, omkringvandren, aggressivitet, hallucinationer, abnormt forstærket seksuel adfærd og vrangforestillinger. Adfærdsforstyrrelser stiller store krav til de pårørendes og plejepersonalets tålmodighed. Oftest kan symptomerne afhjælpes ved ændringer i omgivelserne og etablering af mere trygge rammer. Sommetider er det imidlertid nødvendigt med medicinsk behandling i en kort periode. Psykisk og social støtte til demente og pårørende. Gennem kommunens social- og sundhedsforvaltning kan demente og deres pårørende få oplysning om mulighederne for praktisk hjælp og pleje, og der kan søges om tildeling af førtidspension, aflastningsplads, dagplads og boligtilbud. Mange kommuner har specielle tilbud til demente og deres familier. Alzheimerforeningen eller ældreorganisationerne har i mange amter tilbud om informationsmøder, kurser, pårørendegrupper, og aflastning til pårørende. Forskning Der forskes intensivt på internationalt plan i mange aspekter af demenssygdommene. Ved forskning i nye undersøgelsesmetoder kan lægerne blive bedre til at stille præcise diagnoser tidligt i demensforløbet. Ved forskning i de arvelige faktorer bag sygdommen vil der i fremtiden blive mulighed for i visse tilfælde at kunne forudsige, hvem der har høj risiko for at udvikle demenssygdom. Samtidig forskes der i forskellige former for forebyggende behandling, som måske vil kunne udsætte Alzheimers sygdom i nogle år. I lægemiddelforskningen er man ved at udvikle stoffer, som måske kan påvirke selve sygdomsprocessen i hjernen hos dem, der har fået sygdommen. Måske vil det vise sig, at påvirkning af patientens arvemasse (genterapi) kan forebygge eller behandle sygdommene. Der er stigende interesse for at undersøge, hvordan en 17

psykosocial indsats, eventuelt i kombination med medicinsk behandling, kan hjælpe den demente. I mange kommuner og amter udvikles nye tilbud om både sundhedsfaglig, praktisk og psykosocial hjælp og støtte specielt til demente og deres familier. Med den hastige udvikling i forskningen vil mange nye etiske spørgsmål knytte sig til diagnostik og behandling af demens. 18

At lide af demens Centerleder kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane, Videnscenter på Ældreområdet Trods den viden, der hidtil er opnået gennem forskning i demenssygdomme, er det endnu umuligt at adskille konsekvenserne af hjerneskaden, der er en følge af en given demenssygdom, fra sociale, fysiske og psykiske forholds indflydelse. Vi ser aldrig hjerneskaden direkte, men altid gennem et bestemt menneskes udfoldelse i en social verden. Demenssygdom udvikler sig hos de fleste mennesker gradvis over mange år, men i få tilfælde sker det hastigt. I de første år er der tale om enkeltepisoder, fx at personer ikke kan huske eller holde sammen på tankerne med samme sikkerhed som før. Følgen er undren og mistænksomhed, hvorefter oplevelsen glemmes igen. Men med tiden begynder der at tegne sig et mønster. Noget fungerer ikke, som det plejer. Der opstår glæde, når det går godt, men indimellem bekymring, forvirring, måske fortrængning usikkerhed, angst, depression. Af og til reagerer begyndende demenslidende med vrede over for deres nærmeste, som heller ikke forstår, hvad der sker. Fra de første, spæde tegn på demens, kan livet forme sig meget forskelligt for den demenslidende. I de sidste år af et demensforløb kan selv de hyppigst anvendte genstande miste deres kendte betydning. Kendte, endog elskede, personer, genkender den demenslidende måske ikke længere: ægtefællen gennem fyrre år, som får et voldsomt fur, fordi den demenslidende bliver skræmt og vred over at se en fremmed person i sin seng. Eller sønnen, der i den demenslidendes univers bliver til hendes afdøde ægtefælle, og svigerdatteren gennem halvtreds år forvandles til en forhadt rivalinde. Dette forløb fortsætter, indtil demensen og hukommelsessvækkelsen på et tidspunkt nådigt maner forestillingerne i jorden igen. Social udstødning Noget af det værste for mange ægtepar og enlige demenslidende er oplevelsen af at blive svigtet og forladt. Selv nære venner og familie, søskende, børn og gamle naboer vender nogle gange ryggen til. Oveni at være ramt af alvorlig sygdom, lider demenslidende (og en eventuel ægtefælle) således under, at andre mennesker af og til bliver så usikre, pinligt berørte og måske endda forargede, at de vender sig væk og bryder kontakten. Det er en af de sociale og kulturelle konsekvenser af demenssygdom. Glemsomhed og vanskeligheder ved at udtrykke sig i ord er ubønhørlige 19

træk ved demenssygdom. Men går man alene derhjemme, eventuelt sammen med sin mand eller kone, og modsætter sig samvær med andre, som kan være med til at træne evnen til at kommunikere, bliver forværringen desto mere brat. Selvværdet og identitetsfølelsen nedbrydes, når man ikke får lejlighed til at spejle sig i andre menneskers reaktioner ved at fortælle om sin hverdag, sit liv, og hvem man er. Denne sociale udstødning kan betragtes som en kulturelt betinget proces, den er ikke udelukkende sygdomsbetinget. Måske skyldes det sociale handicap, der opstår ved demens, samfundets hidtidige uvidenhed og negative holdninger samt en manglende forståelse for demenslidendes univers. Det har vi set i forbindelse med mennesker med andre sindslidelser. Udviklingen har vist, at bearbejdning af negative holdninger til demens, og til alderdom i det hele taget, er vigtig for at forbedre forholdene for demenslidende og deres familier. Social behandling Demenslidelsen kræver en form for social behandling. Her er et område i forbindelse med demens, hvor behandling faktisk er fuldt ud mulig. Ordet behandling er blevet synonym med tiltag inden for sundhedsvæsenet. Men måske er begrebet velegnet til at udbrede viden om, at der vitterlig kan gøres meget for at forbedre demenslidendes situation, ved at det offentlige socialog sundhedssystem men også medmennesker sørger for, at der etableres gode betingelser for hverdagen. Der er brug for, at de psykiske, sociale og fysiske rammer indrettes, således at de på bedste måde både beskytter og stimulerer demenslidende i deres hverdag. Det sociale ligger i, at nær kontakt med andre mennesker udgør den vigtigste kilde til tryghed og velbefindende. Det gælder i hjemmet såvel som i samværsgrupper, på dagcenter eller i daghjem, i bofællesskaber og plejeboliger. Demenslidende har, som alle andre, behov for at få brugt deres færdigheder i tilstrækkeligt omfang, og for at få stimuleret nysgerrighed og gå-på-mod ved at foretage sig gøremål, de er motiveret for. I samspil med den demenslidende kan andre mennesker hjælpe med at genskabe nye, enklere rutiner og dermed et fornyet indhold i hverdagen. Sådan at den demenslidende trods sygdommen kan føle sig tryg, værdsat, meningsfuldt beskæftiget og dermed relativt tilfreds. Demenslidende kan ofte selv fortælle om store og små minder, som har betydning for hende eller ham. Hvad de bryder sig om, og hvad ikke viser de på den ene eller den anden måde. Emner fra personens livshistorie kan være samtalestof, når man føler det svært at finde på noget meningsfuldt at tale 20

sammen om. Når man kender vigtige begivenheder fra den demenslidendes hverdag her og nu, eller positive træk fra personens liv, kan hukommelsen stimuleres og personen dermed trækkes med ind i sociale sammenhænge gennem samtaler og fælles gøremål. Hverdagens fysiske rammer Demenssygdom har som konsekvens, at den syge med tiden mister evnen til at handle rationelt ud fra det, hun eller han sanser. Fx kan fjernsynets billeder fortolkes, som om det er noget, der foregår i stuen, nu og her. Mørke mønstre i en lys gulvbelægning eller i et tæppe kan opfattes som huller, og dermed påføre den demenslidende vanskeligheder ved at færdes, pga. angsten for at træde i disse huller. Reklameslogans på breve fra banken om, at man skal henvende sig for at få et tilbud om oprettelse af en kapitalpension, kan opfattes helt bogstaveligt og den demenslidende tropper troligt op i banken. Telefoner (eller klokker på et plejehjem), der kimer, kan gøre demenslidende urolige, hvis de har mistet evnen til at vurdere tid og sted, og der dermed skabes tvivl om ringeriet kræver en aktiv indsats fra netop mig. Ikke mindst hvis personen er tidligere sygehjælper eller sygeplejerske. Der eksisterer ny viden om, hvordan de fysiske omgivelser kan indrettes på en hensigtsmæssig måde, idet demens med tiden fører til fysisk svækkelse og nedsættelse af funktionsevnerne. De fysiske rammer kan være fremmende (eller i modsat fald: hæmmende) for menneskeligt samvær og nærvær. Det fysiske miljøs indvirkning er et alment vilkår. Ved demenssygdom er det imidlertid helt afgørende, at der også tages hensyn til handicappet, når det gælder indretning af hjemmet, dagværesteder, boliger osv. Ressourcer trods svækkelse Generelt er demenslidendes sygdomsoplevelse underkendt, måske fordi det er mere bekvemt for os andre at forestille os, at de ikke mærker så meget. Nedsættelsen af de sproglige funktioner medfører bl.a., at det er vanskeligt for den demenslidende at gøre sine oplevelser begribelige for omverdenen. Vi lytter vel heller ikke så omhyggeligt til deres fortællinger, som vi godt kunne. Hvordan opleves det mon at lide af demens? Spørgsmålet kan ikke besvares generelt. Hvert enkelt menneske er unikt, med et særegent livsforløb og et særligt sygdomsforløb. Opleves demens, som om de udtryk, der kommer fra hjernen, kropslige bevægelser, sproglige formuleringer, fornemmelser af tid og sted, bliver en form for indre fremmedhed fremfor at være noget kendt og fortroligt? Samvær og interviews med demenslidende viser, at de ligesom deres omgivelser undrer sig over og skræmmes af de mærkelige ud- 21

sagn, følelsesudladninger og besynderlige handlinger, de foretager sig. Af og til er de ved at fortvivle fuldstændig, ligesom deres omgivelser. De føler sig ofte dumme og ubrugelige. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Det er vigtigt at tænke på, at intet menneske på grund af en demenssygdom mister alle sanser eller færdigheder på én gang; nogle når aldrig så vidt. Det vil sige, at det principielt er muligt at finde noget genkendeligt hos demenslidende: bevarede evner og ressourcer, trods forfaldet, de mistede rutiner, adfærdsforandringer, talebesvær osv. De er mennesker, som os andre, om end handicappede i handling og kommunikation og langt mere sårbare end de fleste af os sædvanligvis er. Demenslidende har brug for vejledning, støtte og omsorg. De har brug for, at nogen hjælper dem med at fastholde det, de stadig kan og som de ofte selv forsøger at vedligeholde. Nogle demenslidende fortæller således, at de træner brug af telefonen (det bliver den udvalgte søn eller datter desværre hurtigt træt af). Andre øver f.eks. at nå frem til bestemte steder, dagen før de skal derhen, for at være sikker på transportruten. Demensskyggen Demenslidelsen kan beskrives ved en skygge-metafor. Skyggen kan bruges som et billede på noget, der på én gang er det samme og dog noget andet. En skygge er ikke en fast tilstand, den er foranderlig. Fremtoningen er afhængig af omgivelserne, af lyset men også af den position, som figuren, der kaster skyggen, selv indtager. Skygger kan til tider være skarpt afgrænsede, klare og lette at genkende til andre tider tågede, slørede og svære overhovedet at opdage. Skygger kan være både stærke og svage. Skygger synes på én gang at rumme deres egen, mystiske verden og kan samtidig virke meget truende på grund af det mørke, de kaster. Demensskyggen vokser med tiden. Den demenslidende forandrer sig og kan, måske blot af og til, være svær at genkende. På samme tid sig selv og dog forandret. Det bliver vanskeligere for andre at se personen klart. Mærkværdige ord og handlinger gør, at personen i sine egne øjne og i andres får svært ved at slå til som menneske. Herved kommer skyggen til at fylde endnu mere i den subjektive oplevelse. Ser vi skyggen som billede på demenslidelsens indvirkning på menneskers liv, træder en grundlæggende betragtning frem: Uden mennesket, ingen sygdom. Vi må hele tiden anskue mennesket som en personlighed, og se sygdommen herudfra. Nogle gange kan den anderledes, og ofte kulturelt uacceptable, adfærd synes at overskygge personen bag. Ved at finde ud af, hvad der skal til for at give et menneske, der lider af demens, de bedst mulige livsbetingelser trods sygdommen, kan det også blive mindre smertefuldt for omgivelserne at være 22

vidne til og at være involveret i forløbet. 23

Videnscentre, rådgivning og litteratur Indsatsen over for demente er endnu ikke tilstrækkelig, men der er iværksat mange projekter rundt om i kommunerne, og der kommer stadig nye til. Udviklingen på demensområdet går så hurtigt, at det måske kan være svært at følge med. Men der eksisterer forskellige videnscentre, der indsamler og formidler viden på området, fx ny viden om demenssygdomme, diagnosticering, social behandling, indretning af boliger til demente, efteruddannelse af personale, oprettelse af pårørendegrupper osv. Der er også erfaringer at hente om den helt centrale problematik - at koordinere indsatsen for demente i lokalområderne. Politikere, fagfolk og andre interesserede kan benytte disse videnscentre og har dermed mange muligheder for at få opdateret deres viden og få inspiration til at kvalificere indsatsen. Videnscentre m.m. Formidlingscenter Nord Slotsgade 5, 9000 Aalborg Tlf: 98 13 22 11 Fax: 98 13 22 77 Formidlingscenter Nord er en selvejende institution under Socialministeriet, der arbejder med dokumentation, udvikling og formidling på ældreområdet, specielt svage ældre. Formidlingscentret har opbygget Demensdatabasen, der landsdækkende indsamler såvel teoretisk materiale om demens som viden og erfaringer på det praktiske område. I forbindelse med databasen har formidlingscentret opbygget amtslige netværksgrupper, der fungerer som meddelere til databasen for dermed at sikre en direkte forbindelse til praksisfeltet. Man kan få oplysninger fra databasen ved at ringe, faxe eller skrive til Formidlingscenter Nord. Den viden, som databasen modtager, belyses og uddybes desuden gennem tidsskriftet Demens Nyt, der udgives af formidlingscentret seks gange årligt. Videnscenter på Ældreområdet Aurehøjvej 24, 2900 Hellerup Tlf: 39 40 10 10 Fax: 39 40 40 45 Videnscenter på Ældreområdet indsamler og formidler systematisk viden om forskning, forsøg og udvikling inden for dette område. Videnscentret dækker ældreområdet i bredeste forstand, men har sat fokus på en række temaer, som har fået stigende aktualitet i 1990 erne, herunder mennesker med demenssyg- 24

dom. Videnscenter på Ældreområdet formidler bl.a. viden gennem hjemmeside på internettet : www.geroinst.dk og nyhedsbrevet Alderens nye sider. Videnscentret er placeret sammen med forskningsinstituttet Gerontologisk Institut. Embedslægeinstitutioner Der findes embedslæger i hvert amt (og i Staden København), som fører tilsyn med plejepersonale m.fl. Personalet kan spørge embedslægerne til råds i etiske og behandlingsmæssige tvivlsspørgsmål. Adresser på de enkelte embedslægeinstitutioner findes bl.a. i Kommunal Årbog. Center for Viden og Erfaringsudveksling om Demens ved projektleder Marianne Engel Østre Hougvej 70, 5500 Middelfart Tlf: 63 48 43 31 og Tlf: 63 48 43 95 Centret tilbyder foredrag/undervisning til faggrupper, der jævnligt er i kontakt med demente i forbindelse med deres arbejde, fx frisører, fodplejere, politi, præster og taxachauffører. Centret tilbyder desuden rådgivning om oprettelse af støttegrupper blandt pårørende til demente og konsulentbistand ved iværksættelse af projekter. Demenslinien Tlf: 39 62 29 19 Demenslinien er en telefonlinie, hvor både fagfolk og private kan få svar på spørgsmål om demens. Demenslinien drives af Alzheimerforeningen med støtte fra Socialministeriet. Rådgivning og aflastning af pårørende Alzheimerforeningen Sankt Lukas Vej 6 2900 Hellerup Tlf: 39 40 04 88 Alzheimerforeningen består af pårørende til demente, som er talsmænd for patienterne, samt fagpersoner inden for forskningen og plejesektoren. Foreningen oplyser og rådgiver om demenssygdomme. I hvert amt og i København og Frederiksberg kommune er der en Alzheimerforening, hvis opgave især er at oprette og arbejde med pårørendegrupper og arrangere oplysende foredrag for foreningens medlemmer. I mange kommuner har forskellige ældreorganisationer og andre frivillige organisationer iværksat tilbud om aflastning af pårørende. Oplysninger om 25

tilbud i de enkelte kommuner kan fås ved henvendelse til følgende: Dansk Røde Kors Blegdamsvej 27 2100 København Ø Tlf: 35 25 92 00 Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted 7 2500 Valby Tlf: 36 46 66 66 O.K.-klubberne i Danmark Allégade 2 2000 Frederiksberg Tlf: 33 21 63 61 Ældre hjælper ældre (Ældremobiliseringens sekretariat) Nyropsgade 26, 1602 København V Tlf: 33 97 26 00 Ældre Sagen Vester Farimagsgade 15 1606 København V Tlf: 33 96 86 86 Litteratur Listen omfatter nogle nyere rapporter, vejledninger og bøger om spørgsmål vedrørende demente. Rapporter og vejledninger Det Etiske Råd: Ældre dementes vilkår, Januar 1998. I redegørelsen peges på de etiske dilemmaer og spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med behandling af ældre demente. Rådets holdninger er udmøntet i en række anbefalinger om diagnosticering, dementes boligforhold, brugen af tvangsforanstaltninger m.m. Redegørelsen kan rekvireres fra Det Etiske Råd på Tlf: 35 37 58 33, Fax: 35 37 57 55, eller via bestillingssiden på Rådets hjemmeside: www.etiskraad.dk. Rapport fra udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed. Socialministeriet, Januar 1998. Rapporten beskriver og vurderer lovligheden af de former for tvangsmæssige indgreb, der i praksis er brugt over for psykisk handicappede, herunder demente. Der stilles desuden en række forslag til styrkelse af retssikkerheden for disse personer. På baggrund af denne rapport blev der fremsat et lovforslag (L 195), som blev vedtaget 26

den 25. maj 1999. Med denne lov præciseres den eksisterende pligt til at undgå omsorgssvigt over for svage grupper, og samtidig ændres reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i lov om social service. De nye regler har virkning fra 1. januar 2000. Rapporten kan rekvireres fra Socialministeriets lovekspedition. Tlf: 33 92 93 00, Fax: 33 93 25 18. Socialministeriets vejledning af 30. november 1998 om Betaling, administration og opbevaring m.v. af midler for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vejledningen giver retningslinier for de forholdsregler, der bør træffes, når personer er ude af stand til at varetage deres økonomiske og/eller personlige forhold, fx som følge af demens. Der redegøres for reglerne om administration af pension, værgemål m.m. Vejledningen er et supplement til Socialministeriets vejledninger om Sociale tilbud til voksne med handicap, 1998 og Sociale tilbud til ældre m.fl., 1998. Vejledningen kan købes i boghandler eller ved henvendelse til: Statens Information. Tlf: 33 37 92 28, Fax: 33 37 92 80. Ny indsats for hjemmeboende demente - erfaringer fra projekter i otte kommuner. AKF Forlag, Januar 1997. Et sammendrag af kommunernes erfaringer findes i pjecen: Hjemmeboende demente - hvad kan der gøres? AKF Forlag, April 1997, der er udsendt til alle kommuner. Formidlingscenter Nord har desuden udgivet en publikation om kommunernes konkrete metoder og løsningsmodeller med titlen: Hjemme hos de demente. Formidlingscenter Nord, August 1997. Efteruddannelse inden for demensområdet. Eva Bonde Nielsen (red.). DPI nr. 1995.09. Rapporten beskriver en undersøgelse, der belyser, hvilken form for efteruddannelse inden for demensområdet, der er mest hensigtsmæssig, når målet er at skabe kvalitet i dementes livsvilkår i plejehjem og i beskyttede boliger. Rapporten kan bestilles hos Danmarks Pædagogiske Institut. Tlf: 35 81 01 40, Fax: 35 81 45 51. Efteruddannelse af plejepersonale inden for demensområdet. DPI nr. 1999.01. Rapporten beskriver resultaterne af en evaluering af uddannelsesprojekter, der blev gennemført i 1995-98 med støtte fra Socialministeriet. På baggrund af evalueringen gives desuden en række anbefalinger til fremtidige uddannelsesaktiviteter på demensområdet. Rapporten kan bestilles hos Danmarks Pædagogiske Institut. Tlf: 35 81 01 40, Fax: 35 81 45 51. Internet:www.dpi.dk. Anden litteratur Alzheimerforeningen: Alzheimers sygdom - Gode råd til pårørende. (revideret 1999). Pjecen kan købes hos Alzheimerforeningen. Alzheimerforeningen: Så længe jeg kan... Håndbog i omsorg og pleje af et familiemedlem med Alzheimers sygdom, 1999. 27

Bogen er udarbejdet på baggrund af erfaringer hos medlemmer af de Alzheimerforeninger, der er samlet under paraply-organisationen Alzheimer Europe. Kan købes hos Alzheimerforeningen. Aremyr, Gun: Hvorfor vil Asta ikke i bad? Dafolo Forlag 1998. Bogen beskriver hverdagssituationer med demente og forslag til, hvordan konflikter kan afbødes. Bogen henvender sig især til plejepersonale, der arbejder med demente. Blom, Marco og Duijnstee, Mia: Omsorgskompasset. En samtaleguide til indkredsning af demensramte familiers støttebehov. Dafolo Forlag 1998. (Oversat og bearbejdet af Helle Snell) Dahl, Ove: Husker du? En rapport om et udviklingsprojekt, der viser, at erindringsaktiviteter kan anvendes inden for pleje-og omsorgsområdet, bl.a. for mennesker med demens. Kan bestilles hos Nørrebro Erindringscenter - Dansk Center for Reminiscens. Tlf: 35 37 24 22, Fax: 35 35 28 80. Engel, Marianne: Dialog om demens. Dafolo Forlag 1998. Forfatteren fortæller om sine erfaringer fra et projekt med undervisning af forskellige faggrupper, der jævnligt er i kontakt med demente. Bogen er tænkt som et idéoplæg og inspirationskilde til personale inden for social-og sundhedssektoren samt til frivillige og pårørende m.fl. Formidlingscenter Nord: Demens til debat. 1996. Der gives en introduktion til udviklingen på demensområdet, og forskellige artikler introducerer problemstillinger vedrørende demente. Formidlingscenter Nord: Lidt men godt.. tit! - ældreidræt som sanseoplevelser for demente, September 1997. En beskrivelse af erfaringer, metoder og konklusioner fra et projekt om ældreidrættens positive muligheder i forhold til dementes sanseoplevelser. Godtfredsen, Kirsten: I gode hænder - En temabog om senil demens. Gyldendal 1994. Bogen henvender sig til elever inden for social- og sundhedsuddannelserne, men kan også anvendes af andre faggrupper, der arbejder med demente. Hansen, Mette Kirstine: Frivillige som aflastere - evaluering af forsøg med frivillig aflastning af pårørende til senil demente, 1995. Center for frivilligt socialt arbejde, Pantheonsgade 5, 5000 Odense C. Helleberg, Maria: At gå i barndom. Gyldendal 1997. Isaksson, Ulla: Bogen om E. Hans Reizels Forlag 1995. En ægtefælles beretning om livet med en dement mand. Jensen, Ellen Dalgaard: Hvor himmel og jord mødes. Samvirkende Menig- 28

hedsplejer 1998. En indfaldsvinkel til indsigt og forståelse for blandt andre demente og deres pårørende. Bestilles hos Samvirkende Menighedsplejer. Tlf: 36 46 66 66, Fax: 36 30 34 20. Kitwood, Tom: En revurdering af demens - personen kommer i første række. Dafolo Forlag 1999. Kirk, Henning og Swane, Christine E: Demens i familien. Frydenlund 1994. En håndbog for familie og andre, der har brug for at vide noget om demens. Kähler, Rune J: Gammel kærlighed. En bog om tidens gang. Samleren 1994. Odense Kommune 1995: Hvorfor svarer du ikke, morfar? En bog for børn om demens. Kan bestilles hos Formidlingscenter Nord. Schultz-Larsen, Kirsten (red.): Hjemmeboende ældre med demens. Center for Forskning og Udvikling på Ældreområdet, København, 1995. En rapport om en videnskabelig undersøgelse af demens hos hjemmeboende ældre. Rapporten henvender sig til beslutningstagere og personale, der dagligt arbejder med demente, men kan også læses af ikke-fagfolk, fx pårørende. Madvig, Bitten og Schwerdfeiger, Margit: Pårørende til demente fortæller. Dafolo Forlag 1997. De to forfattere supplerer beretningerne med råd om, hvordan man klarer hverdagen med en dement, og hvordan man håndterer den skyldfølelse, der opstår hos mange pårørende. Melin, Else og Olsen, Rolf Bang: Håndbog i Demens, 1997. En faglig håndbog, der henvender sig til personer, der lever og arbejder med demente. Kan købes hos Omsorgsorganisationernes Samråd. Tlf: 33 97 26 10, Fax: 33 97 26 16. Psykiatrifonden: Demens. Bogen, der er et led i fondens oplysningsvirksomhed om psykiatri, kan købes hos Psykiatrifonden. Tlf: 39 29 39 09, Fax: 39 29 39 15. Snell, Helle, Dahl, Helle Vibeke og Jensen, Lene: Sammenhæng i omsorgskæden for demente og deres pårørende - pleje, støtte og aflastning i tiden før plejehjem, Center for Gerontopsykologi, Århus, 1995. En rapport om tre delundersøgelser, der belyser forholdene for hjemmeboende demente og deres pårørende. Rapporten har dannet grundlag for Helle Snells bog Hvis bare de forstod - Et bedre netværk for demente i eget hjem, der er omtalt nedenfor. Snell, Helle: Hvis bare de forstod - Et bedre netværk for demente i eget hjem. Center for Gerontopsykologi, Århus 1995. Bogen henvender sig til beslutningstagere og faggrupper i den kommunale hjemmepleje, pårørende til demente og frivillige medarbejdere. 29

Solem, Per Erik (red.): Demens i psykologisk belysning. Hans Reitzels Forlag 1995. Swane, Christine E.: Hverdagen med demens. Billeddannelser og hverdagserfaringer i kulturgerontologisk perspektiv. Munksgaard 1996. Swane, Christine E.: Havestuen - et dagværested for demenslidende i Skævinge. Dafolo forlag 1998. Bogen beskriver aktiviteter, kommunikation og samvær i et daghjem der er tilpasset demente. Swane, Christine E.: Skyggen af en hverdag - Mennesket og lidelsen ved demens. Munksgaard 1998. Bogen bidrager med viden om kommunikation og samvær med demente og henvender sig især til fagpersoner, som i hverdagen arbejder med demente og deres familier. Swane, Christine E. og Kaagaard, Susanne (bearbejdning af dansk version): Vejledning til støttegrupper for pårørende til demenslidende. Videnscenter på Ældreområdet 1998. Vejledningen er et resultat af et EU-projekt gennemført i samtlige medlemslande og indeholder temaer og øvelser til brug i støttegrupper. Uhrenholdt, Kathrine: Sanser vi ikke de demente? - Erfaringer fra Bofællesskabet Elmebo. Dafolo Forlag 1996. Ulholm, Nelly Birthe:...der er noget galt. Beretning om et demensforløb. Hans Reitzels Forlag 1990. Waldemar, Gunhild (red): Referenceprogram for demensudredning. Dansk Neurologisk Selskab m.fl. 1998. 30

Depression 31

Depression hos ældre Overlæge Kirsten Abelskov, Gerontopsykiatrisk Afdeling, Psykiatrisk Universitetshospital, Århus Depressionssygdomme rammer ca. 15 pct. af befolkningen over 65 år. Når der ses bort fra demens, er depression den hyppigste og alvorligste sindslidelse hos ældre. Det er ikke usædvanligt, at tidligere psykisk raske mennesker rammes af depression første gang helt op i 80-90-års alderen. Depression adskiller sig væsentligt fra de normale følelser ved krise og sorg, som alle kan opleve, fx ved dødsfald i familien. Depression er en sygdom, der formentlig skyldes ændringer i hjernens kemiske forbindelser. Depression kan variere i omfang fra kortvarige og milde til langvarige og meget alvorlige tilstande, og uden behandling kan personer med depression ikke bare tage sig sammen og få det bedre. I nogle tilfælde kan personer med depression plages af så dybtgående håbløshed, angst og livslede, at det fører til handlingslammelse og social invaliditet, og en depression kan således være mere invaliderende end fx sukkersyge, ledegigt og dårligt hjerte. Depression kan være en livstruende sygdom, idet svær depression kan medføre en øget risiko for selvmord, og andre sygdomme kan være vanskeligere at behandle, hvis der samtidig optræder en depression. Hvad kan udløse depression hos ældre? Der er flere risikofaktorer for at udvikle depression som ældre: Ændring i sociale forhold, fx tab af ægtefælle, netværk og social status eller isolation, er måske den hyppigste årsag til depression hos ældre. Visse alvorlige sygdomme, fx Parkinsons syge, cancer, slagtilfælde og hjerneinfarkter øger risikoen betydeligt. Ved demens omfatter den øgede risiko ikke alene den demente, men også dennes ægtefælle, da det kan være meget belastende og ensomt at leve sammen med en dement person. Nogle former for medicin, fx visse former for gigtmedicin og medicin mod forhøjet blodtryk kan udløse depression. Et stresset liv kan også udløse depression. Kvinder udvikler dobbelt så ofte depression som mænd. Også ugifte, enker og enkemænd har øget forekomst af depression, ligesom der ses en arvelig tilbøjelighed til depression. Ofte er der imidlertid ingen ydre forklaringer på en depressions opståen. Symptomer og diagnose Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har opstillet en skala over sympto- 32

mer på depression, den såkaldte ICD 10 skala. Symptomerne er inddelt i to grupper, A og B. For at man kan tale om en let depression, skal mindst to af symptomerne i gruppe A plus mindst 2 af symptomerne i gruppe B være til stede. Samtidig skal symptomerne have varet i mindst 14 dage. Symptomer i gruppe A: Konstant tristhed Manglende interesse for og glæde ved aktiviteter, der normalt føles positive Nedsat energi, initiativløshed og træthed. Symptomer i gruppe B: Nedsat selvtillid Selvbebrejdelser og skyldfølelse Dødstanker og selvmordstanker Koncentrationsbesvær Hæmning eller rastløshed Søvnbesvær Appetitløshed eller øget appetit. Depressionsbilleder Når ældre opsøger læge, klager de ofte ikke over symptomer på depression, men over træthed, legemlige symptomer og mave-tarmsymptomer, som fx forstoppelse og diaré. Tit har de også tabt i vægt. Depressionsbilledet hos ældre er således ofte atypisk, og kan forveksles med symptomer på andre tilstande og sygdomme. Depressionsbilledet kan opdeles i fem former: Demenslignende (dementoform) med nedsat hukommelse, forvirring, manglende evne til at klæde sig på og manglende kontrol med vandladning og afføring. Legemliggørende (somatoform) med hypokondre klager over smerter, svimmelhed og angst for at lide af cancer. Neuroselignende (neurotiform) med angst som hovedsymptomerne. Personen fremtræder selvoptagen, hjælpsøgende, rastløs, trækker jævnligt vejret forceret. Dette giver ofte anledning til fejlfortolkning om, at der er tale om en neurose, men neuroser opstår ikke først i en høj alder. Hvis den pågældende ikke tidligere har haft symptomer på neurose, kan symptomerne i stedet være tegn på depression. Opfaringsform (eretisk) med hovedsymptomerne vrede, negativitet, irritabilitet, fjendtlighed og aggressivitet. Den klassiske form med hæmninger, selvbebrejdelser, håbløshed og søvn- 33

forstyrrelser med tidlig opvågnen. Denne form ses sjældent hos ældre og forekommer således kun i ca. 2-3 pct. af tilfældene. Behandling og forebyggelse Depression kan i de fleste tilfælde behandles effektivt. Det antages imidlertid, at kun omkring en tredjedel ældre med depression søger læge. Heraf får kun ca. 40 pct. en korrekt diagnose og behandling, men når diagnose og behandling er korrekt, får 80 pct. det bedre. Det er derfor vigtigt at stille diagnosen og behandle depression. Jo længere tid der går, inden depressionsdiagnosen stilles, jo sværere er den at behandle. Der anvendes i dag tre former for behandling: psykoterapeutisk behandling, elektrostimulation (el-shock, ECT) og medicinsk behandling. Der forskes endvidere i en ny behandlingsform, trans-kraniel magnetstimulation dvs. en magnetpåvirkning af hjernen, men behandlingsaspekterne for ældre er uafklarede på nuværende tidspunkt. Psykoterapeutisk behandling Psykoterapeutisk behandling er en mulighed, men er ofte ikke tilstrækkelig. Elektrostimulation Elektrostimulation er trods sit rygte en skånsom og effektiv behandlingsmetode, men anvendes næsten kun i livstruende tilfælde, fx hos personer der nægter at spise og drikke, eller hvor anden behandling ikke virker. Medicinsk behandling Medicinsk behandling er den mest udbredte form for behandling. De såkaldt gamle stoffer, fx Imipramin, Anafranil og Saroten (de tricykliske antidepressiva), er ikke umiddelbart tilrådelige til patienter over 75 år pga. bivirkningerne. Disse stoffer kan medføre forvirring, hukommelsessvigt og blodtryksfald, der øger risikoen for faldulykker. De såkaldte nye antidepressiva (serotonin-genoptagelses-hæmmere), fx Cipramil, Zoloft, Seroxat, Fevarin og Fontex, har betydet en lille revolution i behandlingen af depression hos ældre. Bivirkningerne er ret små, men kvalme, rysten, diaré, svedtilbøjelighed og nedsat seksualdrift kan forekomme. Hos ældre slår virkningen af medicinen først igennem efter 4-8 uger, mens der hos yngre ses en virkning efter 3-6 uger. Der forskes intensivt i at udvikle præparater med hurtigere virkning. Behandlingens varighed Der er delte meninger om, hvor længe medicinen skal tages. Amerikanske 34

forskere foreslår som tommelfingerregel, at livslang behandling kan komme på tale for: personer, der har mere end 3 depressioner personer over 40 år, der har haft mere end 2 depressioner og personer, der første gang bliver ramt af depression i 50-års alderen. Risiko for tilbagefald Der er stor risiko for, at depressioner hos ældre kommer igen. Jo senere i livet en depression opstår, jo større er risikoen for tilbagefald. Hvis der kommer tilbagefald, skal der ofte bruges flere medikamenter, for at behandlingen virker (såkaldt kombinationsterapi). Ved gentagne tilbagefald er der risiko for kronisk depression. Behandling af ældre med depression kræver tålmodighed. Mange behandlingsforsøg mislykkes, fordi den ældre holder op med at tage medicinen. En undersøgelse af 87 ældre indlagt til behandling for depression viste således, at 10 personer havde tilbagefald, og disse var alle forinden ophørt med at tage medicin. Når ældre holder op med at tage medicin, kan det skyldes, at de føler sig raske og ikke er opmærksomme på, at bedringen netop skyldes medicinen. Måske er medicinen tilmed en mærkbar post på budgettet, eller de kan måske ikke huske, hvor dårlige de var før behandlingen. Forebyggelse Medicinsk forebyggelse af tilbagefald Risikoen for tilbagefald nedsættes betydeligt, hvis man fortsætter med at tage medicinen som forebyggelse mod en ny depression. Social forebyggelse af depression Som nævnt er ændringer i sociale forhold måske den hyppigste udløser af depression hos ældre. Forebyggelse i form af styrkelse af det sociale netværk, aktivering og anden omsorg, kan derfor næppe overvurderes. 35

Depression - forebyggelse og behandling i almen praksis Praktiserende læge Dan Rost, Christiansfeld* Fru Hansen er 87 år. Hun har været enke i mange år. Er normalt meget aktiv med rejseaktivitet både i ind- og udland. Jeg har de sidste 7 år tilset hende 2-3 gange om året, når hun kom til kontrol for sin kroniske hjerteflimmer og let forhøjede blodtryk. Hun blev sidst kontrolleret i oktober 1998 samtidig med en influenzavaccination. Mandag den 4. januar 1999 er hun den første, der er i telefonkonsultationen. Hun fortæller, at hun har haft en dårlig jul pga. åndenød, træthed og dårlig appetit. Hun fik en tid samme dag og møder op sammen med sin datter, som er sygehjælper på det lokale plejehjem i demensenheden. Datteren bekræfter moderens historie. Min første tanke var, at nu havde hjertesygdommen endeligt indhentet denne 87-årige kvinde, fordi det måtte være vand i lungerne. Men min undersøgelse afslørede ingen tegn på hjertesvigt eller andre fysiske skavanker. Alle blodprøver var desuden normale. Ved kontrollen 4 dage senere var tilstanden helt uændret. Således belært gennem årene, at patienterne ofte har ret i deres klager, testede jeg hende for depression efter ICD 10-kriterierne (WHO s skala over symptomer på depression). Hun scorede på 8 ud af 10 diagnostiske træk og opfyldte derved kriterierne for depressiv tilstand af svær type med melankoliagtige træk. Hun havde alle 3 kernesymptomer som er nedtrykthed, manglende lyst samt træthed, og tillige 5 ledsagesymptomer i form af søvnforstyrrelser, nedsat appetit, nedsat selvfølelse, selvbebrejdelser og suicidaltanker. Da jeg således med stor sikkerhed kunne sige, at hun havde en depression, erklærede både hun selv og datteren sig helt enige. Hun blev sat i depressionsbehandling, og der blev aftalt kontrol en gang ugentlig gennem de næste 4 uger, i øvrigt sammen med datteren. Efter knap 3 uger var der en objektiv ændring at spore, men ingen subjektiv ændring at mærke hos patienten. Efterfølgende stillede jeg mig selv det spørgsmål, om jeg ville have stillet den rigtige diagnose på denne patient for 3½ år siden, og svaret ville nok have været sandsynligvis ikke. Men hvad er der sket i de mellemliggende år? Som langt de fleste af mine kolleger er jeg uddannet med de legemlige sygdomme som mit faste holdepunkt. Jeg havde 3 måneders psykiatri som yngre læge ud af de 8 år, jeg brugte i min uddannelse som praktiserende læge. Derfor betragtede jeg da også tidligere patienter med psykiske lidelser som et nødvendigt, men tidskrævende onde, og erkendte de var der, men manglede viden til at behandle dem systematisk og fagligt korrekt. Ved et tilfælde deltog jeg i et projekt til testning af et diagnosesystem for psykisk lidelse i 36

almen praksis. I den her sammenhæng er systemet ligegyldigt, men det fik mig til at indse, at med ret simple midler, var det muligt på relativ kort tid at systematisere disse patienter og skille dem fra hinanden. Men det vigtigste var måske, at min opmærksomhed blev rettet meget specifikt på denne patientgruppe, og pludselig dukkede de op med tiltagende hyppighed. I perioder fandt jeg 1-2 depressive patienter om dagen. Vi er vist alle bekendt med det faktum, at når man interesserer sig for et område, dukker der som ved et trylleslag flere og flere af disse patienter op i vores konsultation og på vagten. Jeg vil heller ikke udelukke, at jeg måske på daværende tidspunkt så for mange. Dette var den første sten, som blev kastet i vandet, men ringene bredte sig med lynets hast. Jeg fik selvfølgelig, som tiden gik, større viden om depressionssygdommen, og det medførte efterhånden flere faglige udfordringer. Jeg blev anmodet af Psykiatrifonden om at redigere en bog om Depressionssygdommen og dens behandling. Jeg blev kontaktet af WHO og involveret i projekt, I epcare, som beskæftiger sig med depressionsdiagnostik og -behandling i almen praksis i 17 europæiske lande. Det er desuden blevet til en del foredrag og undervisning i ind- og udland. Men i den her henseende er min personlige erfaring helt uden interesse. Det nævnes for at fortælle historien om, hvad et tilfældigt projekt på det rette tidspunkt kan medføre. Jeg tror efterhånden, at jeg har fået et forhold til depressionssygdommen set i relation til almen praksis. Et forhold, som er blevet til at håndtere. Jeg mener, at diagnostikken og en stor del af behandlingen af denne sygdom kan og bør foregå i almen praksis. Det kræver selvfølgelig efteruddannelse, som så meget andet, men man bør have et redskab, som systematiserer disse ting, og gør det håndterbart. Der er efterhånden udviklet flere gode diagnoseredskaber som kan anvendes, dog bør man stille visse krav til disse værktøjer. Træfsikkerheden skal være i orden. De skal være hensigtsmæssige for almen praksis. De skal være lette at forstå og arbejde med. De må højst tage 15 minutter at anvende. De skal kunne anvendes i den elektroniske patientjournal. Ikke alle opfylder samtlige krav, men stort set betragter jeg det som en temperamentssag, om man anvender det ene eller det andet system. Vores specialister postulerer, at vi overser 50% af vores depressive patienter, og 50% af dem vi behandler får for lidt eller forkert medicin. Fem procent af den danske befolkning, eller mere end 250.000 danskere, har vedvarende behov for behandling af depressionssygdommen. Vi ved, det 37

kan være en dødelig forløbende sygdom. Selvmordstallene er heldigvis dalende gennem de sidste år fra ca. 1500 i 1988 til ca. 900 i 1997. Måske som en konsekvens af den stigende interesse der er blandt praktiserende læger for denne sygdom. Man mener, at halvdelen af disse selvmord tilskrives depression. På den anden side står vore politikere og postulerer, at vi har et massivt overforbrug af de nye depressionspræparater. Måske har de delvis ret. Men jeg har oplevet, at mange af mine depressive patienter får dårlig samvittighed over deres manglende evne til at klare deres sygdom uden indblanding af det danske sundhedsvæsen. De er dog samtidig klar over, at de ikke var blevet raske uden netop medicin. Hvordan kan vi i almen praksis være med til at bygge bro mellem de to påstande om en på den ene side 50% underdiagnosticering og underbehandling og på den anden side et massivt overforbrug. Det ville være alt for tidskrævende at screene alle patienter, og resultaterne ville ikke stå mål med indsatsen. Mit bud på hvilke patienter man kunne screene er følgende: Alle patienter over 70 år. Ved vedvarende fysiske klager. Ved klager fra mange organsystemer. Hvor der er uoverensstemmelse mellem lægens objektive undersøgelse og patientens klager. Hos alle patienter med misbrug. Når lægen er i tvivl om sin egen diagnose. Dette er ikke de vises sten, men kan være en hjælp til at komme i gang med at finde nogle af de mere end 250.000 depressive patienter, som der formodes at være på et givet tidspunkt i Danmark, men ofte forklædt som anden sygdom, og den hyppigste forklædning er somatiske klager. * Bidraget er en forkortet udgave af artiklen med ovenstående titel, offeliggjort i Ugeskrift for Læger 1999;161;1480-2). Uddraget gengives med forfatterens og redaktionens tilladelse. 38

Rådgivning og Litteratur Rådgivning: DepressionsForeningen Rathsacksvej 8 1862 Frederiksberg C Telefonrådgivning: Tlf: 33 25 47 24 Information i øvrigt: Tlf: 33 25 47 27 DepressionsForeningen tilbyder rådgivning, støtte, og oplysning til depressionsramte og pårørende i hele landet. Foreningen er en patientforening og telefonrådgivningen ydes af frivillige. SIND - linien Tlf: 35 36 26 00 Telefonrådgivning alle årets dage kl. 16-24 SIND-linien tilbyder anonym telefonrådgivning, vejledning og støtte til personer i hele landet med bl.a. depression, selvmordstanker, angstanfald, ensomhed, desperation eller misbrug. Rådgivningen forestås af frivillige, og Sind-linien kan bl.a. oplyse om behandlingssteder, væresteder og pårørendegrupper i hele landet. Landsforeningen har også oprettet SIND-nettet, der kan tilbyde personer med psykisk sygdom eller psykiske problemer en støtte-kontaktperson. Støtte-kontaktpersonerne er frivillige, der bl.a. støtter den enkelte til at skabe kontakt til omverdenen. Sct. Nicolai Tjenesten 8310 Tranbjerg J. Tlf: 70 12 01 10 samt Nikolaj Plads 15 1067 København K Tlf: 33 12 14 00 Sct. Nicolai Tjenesten er åben for anonym personlig eller telefonisk samtale. Skriftlige henvendelser besvares også. Sct. Nicolai Tjenesten er et tilbud fra Folkekirken. Tilbudet er landsdækkende. Patientinformation på et sygehus Gerontopsykiatrisk Afdeling på Psykiatrisk Hospital i Århus har gode erfaringer med at give afdelingens patienter og deres pårørende information om depression med hjem, således at materialet kan læses i vante omgivelser. Afdelingen har derfor udarbejdet en folder, der omtaler sygdommen og dens symptomer, behandling og forebyggelse, ligesom der nævnes en række udbredte misforståelser og fordomme om depression. 39

Litteratur Motion & psyke - en vejledning for større psykisk velvære. Pjece fra Sundhedsstyrelsen om bl.a. motion og depression. Kan rekvireres hos Sundhedsstyrelsen, Tlf: 33 91 16 01, Fax: 33 93 16 36. Depression - en folkesygdom der skal behandles? Rapport fra en konsensuskonference 1. - 3. marts 1999, København. Institut for Sundhedsvæsen & Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, DSI rapport 99:02. Jes Gerlach (red.): Depression og depressionsbehandling. PsykiatriFonden 1997. Bogen beskriver symptomer og livskvalitet ved depression, hvordan man selv og andre kan stille diagnosen samt årsager og behandling. Der gives desuden en indføring i de biologiske og psykologiske mekanismer bag depression. Per Bech (red.): For andre er livet en selvfølge. Depressionssygdommen set med patientens øjne. PsykiatriFonden 1997. Bogen bygger på tre depressive patienters beskrivelse af deres sygdom, og har endvidere afsnit om bl.a. diagnosen, depression hos ældre, livskvalitet og fordomme, behandling og efterbehandling. Per Bech (red.): Depressionssygdommen og dens behandling. Depressionssygdommen set med lægens øjne. PsykiatriFonden 1997. Bogen henvender sig til behandlere og gennemgår depressionssygdommen i detaljer. 40

Selvmord og selvmordsadfærd 41

Selvmord blandt ældre Embedslæge Kate Runge, Århus Amt At tale om selvmord blandt ældre er ikke almindeligt. Når der drøftes problemer blandt ældre, er det de demente, der fylder i debatten, især hvordan disse svage ældre skærmes fra samfundet, og sikres bag lås og slå, så de ikke omkommer ude i det pulserende liv. Antallet af demente, der mister livet, fordi de ikke kan klare sig selv, er imidlertid forsvindende lille i forhold til det antal ældre, der finder, at selvmordet er den eneste løsning ud af en tilværelse, de føler uudholdelig. Forklaringen er, at selvmord er noget, der foregår i det skjulte. Det er stort set kun politiet og embedslægerne, der foretager ligsyn, som ser de døde, og det er ikke noget, man bryder sig om at tale om de steder, hvor selvmordet har fundet sted. Men sådanne oplevelser fra livets skyggeside skal man lære at bruge positivt. Hvad kan vi lære ved at analysere disse selvmord? Kan vi herved finde frem til noget, der kan begrænse antallet af selvmord? Selvmord hos ældre har ofte i fagpressen og i nyhedsmedierne været set i lyset af det moderne samfunds fremmedgørende virkning, tabet af socialt netværk og deraf følgende ensomhed og isolation. Meget tyder dog også på, at andre faktorer spiller en væsentlig rolle. Således indtager egentlig depressiv sygdom formentlig en langt større plads, end man hidtil har troet. Undersøgelser har vist, at mere end en fjerdedel af ældre i egen bolig lider af en depressionstype, som ikke helt falder sammen med billedet af depression hos yngre. Sammenlignet med yngre voksne udtrykker ældre depressive hyppigere legemlige klager, virker mere ængstelige, har mere tilbøjelighed til at benægte oplevelsen af depression og ytrer sjældnere skyldfølelse. Der er ofte tale om tilstande, der bliver tolket som hypokondre tilstande hos ældre. Omfang Hvert år tager omkring 250 ældre danskere deres eget liv. Det svarer til, at 25 pct. af alle selvmord i Danmark begås af personer over 65 år, men aldersgruppen udgør kun ca. 15 pct. af befolkningen. Mens omfanget af selvmord generelt viser en faldende tendens, er faldet ikke slået helt igennem for den ældre generation. Langt størstedelen af de ældre, der begår selvmord, bor i eget hjem, og flere mænd end kvinder tager deres eget liv. Hyppigheden stiger med alderen, og i 42

aldersgruppen over 80 år er selvmordshyppigheden 3 gange så høj som i den øvrige befolkning. Der er tale om ældre mennesker, der af den ene eller anden - ofte velovervejede - grund ikke vil leve mere Selvmord blandt ældre - En undersøgelse i Århus Amt Årsagerne til ældres selvmord er belyst i en undersøgelse, som Embedslægeinstitutionen for Århus Amt har udarbejdet sammen med Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet. Ti års selvmord (1983-1992) blandt ældre er blevet analyseret. Undersøgelsen følges løbende op af Embedslægeinstitutionen, senest i samarbejde med Center for Selvmordsforebyggelse i Århus Amt, hvor også de praktiserende læger er blevet inddraget. Undersøgelsen tyder på, at ældres selvmord ikke er planlagt som mislykkede selvmordsforsøg, dvs. et råb om hjælp, som det ofte ses blandt unge, men derimod udtryk for et reelt ønske om at dø. Det ses blandt andet af, at kun knap 25 pct. af de ældre, der begik selvmord, havde et tidligere selvmordsforsøg bag sig, hvilket er betydelig færre end hos yngre. Samtidig anvendte ældre meget effektive selvmordsmetoder. Ca. 75 pct. af mændene anvendte voldelige metoder, fx hængning, skud, drukning og dødelige udspring, og ca. 25 pct. anvendte forgiftning. Hos kvinderne anvendte over halvdelen voldelige metoder, men medicinforgiftning var den mest anvendte enkeltmetode. Svigtende helbred som årsag til selvmord? Det hævdes ofte, at det er de håbløst syge og ensomme ældre, der tager deres eget liv. Århus-undersøgelsen viser imidlertid, at de ældre gennemgående var fysisk raske i forhold til alderen. Fx var der kun hos ganske få oplysninger om væsentlige sansedefekter eller invaliderende sygdom. Endvidere led kun ca. 7 pct. af mændene og 9 pct. af kvinderne af kræft, så denne sygdom får altså ikke ældre til i større omfang at tage deres eget liv. Det er dog kendt, at angsten for kræftsygdom indebærer større risiko for selvmord end selve sygdommen, specielt hos ældre, der forud har passet et kræftsygt familiemedlem. Psykiske lidelser og oversete depressioner som årsag til selvmord? Flere undersøgelser tyder på, at psykisk sygdom har præget beslutningen om at tage eget liv, men i Århus-undersøgelsen er det kun 20 pct., der har været i behandling for en psykisk lidelse. Knap 10 pct. var på dødstidspunktet i aktuel psykiatrisk behandling, mens der hos ca. 30 pct. blev fundet medicin mod psykisk lidelse hos afdøde. De forholdsvis lave tal i Århusundersøgelsen kan muligvis skyldes, at ældre ikke behandles for depression, 43

enten fordi de ikke søger læge, eller fordi depressionen overses. Sociale begivenheder som årsag til selvmord? Århus-undersøgelsen viser, at depressioner og livslede ofte er den udløsende årsag til selvmord blandt ældre, men også sociale begivenheder kan udløse selvmord. Fx kan flytning til plejehjem bringe nogle ældre i risikogruppen, og det samme kan ske, hvis ægtefællen af helbredsmæssige årsager er nødt til at flytte hjemmefra. Ensomhed og isolation som årsag til selvmord på plejehjem m.m.? Næsten hvert 10. selvmord blandt ældre sker på plejehjem eller i beskyttet bolig. Det er langt flere end det kunne forventes, da kun 6 pct. af ældregenerationen bor i sådanne boliger. Ensomhed og isolation angives ofte som årsag. Livet på institutionerne, under beskyttede forhold med pleje og omsorg, er åbenbart ikke altid uden problemer for de ældre. Det kan tyde på, at selv om personalet på plejehjem er veluddannet, så er der i dag ikke de fornødne ressourcer og tid til at give de ældre tilstrækkelig tryghed og opmærksomhed og dermed mening med tilværelsen. Ofte har personalet ikke tid til at lytte og sætte sig ind i den enkelte beboers behov. Kan selvmord blandt ældre forebygges? Næppe alle selvmord kan forhindres. Når selvmord skyldes håbløs sygdom eller utålelige smerter, er de - om ikke acceptable - så dog forståelige. Men det er som nævnt kun en lille del af selvmord blandt ældre, der har sådanne årsager. Ved at kortlægge årsagerne og bruge denne viden til at ændre samfundets holdning og adfærd over for ældre medborgere, kan antallet af selvmord måske begrænses. Det er næppe muligt at give entydige retningslinier for forebyggelse, men at modvirke ensomhed og isolation og skabe tryghed hos ældre, må antages at kunne nedbringe antallet af selvmord. Afmagt, modløshed, sorg og depression kan således også hos ældre være midlertidige tilstande, der kan lindres ved øget omsorg eller behandling. Og alle i omgivelserne - det vil sige læger, plejepersonale og de nærmeste pårørende - kan bidrage til at mindske afmagt og modløshed. Læger bør særligt være opmærksomme på muligheden af, at deres ældre patienter har en depression. Århus-undersøgelsen viser således, at ældre, der tumler med planer om at tage deres eget liv, i stort omfang har opsøgt deres læge, kort før de gør alvor af deres tunge overvejelser. 44

For hver tre ældre, der begår selvmord, har de to opsøgt deres læge inden for de sidste 4 uger. Besøget hos lægen har imidlertid ikke fået dem til at ændre planer. Forklaringen kan være, at lægen fx overser en depression, fordi ældre ofte opsøger lægen under påskud af at have ondt eller ubehag og således ikke kommer frem med det egentlige ærinde - nemlig, at de har ondt i sjælen. Læger bør endvidere være opmærksomme på, at depression kan være en bivirkning ved en del hyppigt anvendt medicin. Pårørende kan bidrage til, at ældre familiemedlemmer - hvad enten de bor i eget hjem eller i plejehjem - føler sig værdsat og mindre ensomme. Det kan bl.a. ske ved, at de pårørende tager sig tid hos det ældre familiemedlem, er nærværende og lytter, så man også kan fange de ofte vage signaler om, at modløshed eller depression kan være under opsejling. Signalerne må ikke bare affærdiges med en hurtig bemærkning om, at det er bare fordi du er gammel - og det er der ikke noget at gøre ved. Social- og sundhedspersonale kan på samme måde bidrage ved at tage sig tid til at tale med og lytte til de ældre, så der også her skabes mulighed for at fange de signaler, der går forud for selvmordet, fx tegn på livslede, modløshed eller depression. Den franske sociolog Emile Durkheim skrev i sin bog "La suicide" fra 1897, at det er samfundets psykologiske og moralske klima, der bestemmer antallet af selvmord. Selvmordsfrekvensen bliver derved - ifølge Durkheim - et udtryk for et samfunds sundhedstilstand. Lad os derfor skabe et sundere samfund for de ældre! 45

Forebyggelse af selvmord blandt ældre Cand. psych. Bente Hjorth Madsen, leder af Center for Selvmordsforebyggelse i Århus Amt Selvom antallet af selvmord i Danmark er faldet de senere år, gælder det ikke for personer over 65 år, og aldersgruppen har nu den højeste selvmordshyppighed. I et forebyggelsesorienteret samfund vækker dette bekymring, og rejser naturligt spørgsmålene: Hvorfor er selvmordstallet så upåvirkeligt i denne befolkningsgruppe? Og hvad kan påvirke dette tal i nedadgående retning? Der findes ingen sikre svar, men Sundhedsstyrelsen giver i sit "Forslag til national handlingsplan til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord i Danmark" følgende anbefalinger for ældreområdet: Fysiske og psykiske problemer, herunder depressioner, skal identificeres, udredes og behandles med respekt for den enkeltes integritet og værdighed. Plejepersonale, herunder hjemmehjælp og hjemmepleje, bør tilføres den viden, der skal til for at opfange og reagere på selvmordssignaler. Pårørende og andet socialt netværk bør opmuntres til at vise større omsorg for ældre. Ældreomsorgsarbejde, også i privat regi, bør støttes og udbygges for at bryde isolation og ensomhed. Medier og offentlige instanser bør medvirke til at ændre holdningen, så ikke kun ungdommens værdier er i højsædet, men også alderdommen opfattes som en værdifuld fase i livet. Disse anbefalinger vil næppe støde nogen, men er vanskelige at omsætte til praksis. Dette gælder især de tre sidste, der forudsætter, at samfundets holdninger og værdier til ældre lader sig påvirke og ændre. Af etiske og humanitære grunde vil mange mene, at det er uværdigt for et velfærdssamfund at lade hånt om den viden, der eksisterer om selvmord blandt ældre. Derfor bør det tilstræbes, at de to første anbefalinger følges så godt som muligt. Identifikation af den selvmordstruede, ældre medborger Overskriften lyder som et lån fra politiets verden, men er selve kernen i selvmordsforebyggelse. Professionelle, såvel som privatpersoner, skal kunne opdage, når ældre medmenneskers trivsel og livslyst er så ringe, at selvmordstanker og -impulser kan dukke op. Vage tanker om at afslutte livet kan gradvis, og måske i al hemmelighed, føre til selvmordsplaner. Men hvordan lærer man at identificere disse personer? Man taler om signaler, men signaler er jo sjældent entydige. Vi må leve med, at vi nok kan skaffe os større 46

viden, men aldrig opnå fuld sikkerhed mht. at forudsige selvmordsrisiko. Signaler I adfærden Den ældre ophører med at foretage sig ting, der tidligere har været en kilde til engagement og glæde. Bliver fx mere tilbøjelig til at ligge i sengen, undgår at deltage i familiebegivenheder, frygter samværet og isolerer sig i stedet. Indkøb og daglig hygiejne indskrænkes til det allermest nødvendige. Handlinger, der opfattes som relevant oprydning, kan i stedet være udtryk for afsked. Der kan opstå en ond cirkel, hvor den ældres klager virker trættende ensformige og derfor afvises, klagerne gentages, omgivelserne trættes og tager efterhånden færre initiativer til kontakt. I tænkningen Tankerne kan kredse om de fejltagelser, den enkelte mener at have begået, eller den belastning han eller hun er overbevist om at have påført andre mennesker, måske endog hele verden. Der opstår logiske fejlslutninger, der uden indgriben fra omverdenen kan føre til den skæbnesvangre konklusion, at familien eller verden er bedst tjent uden den ældre person. Nogle mennesker oplever forandringer i alderdommen som uønskede, uden for kontrol og som truende og angstvækkende. En manglende evne til at forestille sig forandringer til det bedre, gør det vanskeligt overhovedet at tænke på en fremtid. I faglitteraturen taler man om tunnelsyn. Herved forstås, at synsfeltet billedligt talt er indsnævret til kun at se én eneste mulighed for at komme ud af en uholdbar og pinagtig tilstand. I følelseslivet Følelseslivet opleves mere fladt end tidligere. Naturlig sorg er måske gledet over i en dyb tristhed eller ensomhedsfølelse, men først og fremmest håbløshed om, hvad fremtiden måtte have at byde på. Der kan være bekymring og skyldfølelse over, at følelserne for de pårørende ikke er så stærke, hvilket kan være fortvivlende, når forventningerne fra omgivelserne er helt anderledes, fx i forhold til børne- og oldebørn. Mistrivslen kan give sig udslag i irritation og vredladenhed, da mange ikke magter - og ikke er vant til - at tale om følelser. I det fysiske Et, for udenforstående, mindre funktionstab kan opleves som endnu en dør, der lukkes i, endnu et tab. Smerter kan føles mere uudholdelige og mere begrænsende. Der kan være tale om plagsomme søvnforstyrrelser og dårligere appetit. 47

Den praktiserende læge bliver ofte konsulteret med klager om diffuse, legemlige symptomer. Hvordan kan omgivelserne hjælpe? Ofte kommer ældres selvmord bag på omgivelserne, måske fordi den ældres klagesang er hørt mange gange før, og man føler sig magtesløs. Måske fordi ens opfattelse af den ældre som en ressourcefuld person ikke levner plads til at registrere, at der nu er tale om en belastningstilstand eller depression, som kræver en anden form for hjælp end tilforn. Samtaler om livet og døden Det kan være en stor lettelse for den ældre, at fx pårørende, eller professionelle tør indlede samtaler om de store spørgsmål om livet og døden. Dette kan naturligt ske, når man ved, at den ældre (igen) har været udsat for et tab. I sådanne situationer har den ældre ikke brug for bagatellisering, men en nænsom indføling i, hvad der forekommer så svært lige nu. For at være til nytte skal man også kunne høre det ubærlige og det uventede. Samtalen med den ældre kræver, at vi selv har noget at byde på. Ikke kun i form af trøst, men også i form af andre synsvinkler, der kan udvide synsfeltet. Ofte vil den ældre kunne tage enkelte ord eller sætninger til sig og bruge dem som værn mod en stadig mere selvødelæggende tænkning. At drøfte hvilken livsafslutning, der er den mest værdige, kan for nogle være vigtig. Man kan også undersøge om de forhold, der tidligere i livet har beskyttet mod fortvivlelse, stadig er til stede. Nogle synes, at alle deres livsopgaver er tilendebragt, så indholdet i livet overvejende bliver at holde ud, at få tiden til at gå. Ældre mennesker husker imidlertid ofte deres egen livshistorie godt, og nogle kan fx engageres i en interesse for, hvordan børnebørn og andre, som har betydning for dem, skal huske dem. I nogle samtaler kan hjælp til "konstruktiv resignation" være nøgleord. Undgå accept af "det rationelle selvmord" Til forskel fra andre aldersgrupper er selvmord hos ældre ofte udtryk for et stærkt ønske om at få fred, at få afsluttet et liv, der på det givne tidspunkt ikke synes at rumme flere opgaver eller glæder. Ældres selvmord kaldes ofte rationelle ud fra et håb om og tro på, at den ældre har været afklaret og tilfreds med beslutningen. Måske trøster vi os med en sådan forståelse og mener, at den ældre er blevet forskånet for nogle vanskelige år. Men en accept af det rationelle selvmord 48

kan i værste fald rumme en skjult opfordring til den ældre, som har let ved at opfatte sig selv som en belastning. Det samme menneske ville måske med den rigtige hjælp være nået til at tage afstand fra selvmordstankerne og blive sig selv igen. Dette gælder også tidligere ressourcestærke personer, som har været psykisk eller fysisk belastede gennem lang tid. Omgivelserne forventer, at de stadig er stærke personer, men de kan knap kende sig selv og skammer sig over deres negative tanker, så begge parter får svært ved at tale om det unævnelige. Kort sagt skal hjælp omfatte opmærksomhed på mistrivsel, samtaler om vanskelige emner og derefter passende foranstaltninger. Sundhedsstyrelsen påpeger i forslaget til national handleplan, at hjælpetiltag skal være lige så individuelt afpasset som i alle andre aldre, nemlig med dyb respekt for den ældres personlighed. Dette gælder også i omsorgsarbejdet. Fx har ikke alle ældre lyst til at have besøgsvenner blot for at se mennesker. En naiv kongstanke kunne derfor være, at vi alle følte et ansvar og en glæde ved samværet med et eller to gamle mennesker, hvis baggrund og interesser man havde delt gennem år. Var dét virkeligheden, ville holdningen til selvmord blandt ældre være, at det er en tragedie, hver gang et menneske ser selvmord som en udfrielse. Vi andre mister også ved at konfronteres med en så brat og dramatisk afvikling af livet. 49

Behandlings- og forebyggelsestilbud, videnscentre, projekter og litteratur m.m. Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i 1998 Forslag til handlingsplan til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord i Danmark. Forslaget indeholder en række generelle forslag til, hvordan omgivelserne kan være med til at forebygge selvmord blandt ældre. Nøgleordene er bl.a. behandling af psykiske problemer og information til pleje- og omsorgspersonale, så de bedre kan opfange og reagere på selvmordssignaler. Andre nøgleord er udbygning af ældreomsorgsarbejdet i offentligt og frivilligt regi samt større omsorg fra pårørende og andet socialt netværk, så ældre undgår isolation og ensomhed. Under arbejdet med handlingsplanen kortlagde man i 1997-98 de aktiviteter i amterne samt i de store og større kommuner, der omfatter forebyggelse af selvmord. Omstående oversigter tager udgangspunkt i denne kortlægning. Der kan være lokale initiativer, som ikke er nævnt. Oversigterne omfatter både professionel behandling og rådgivning, samt tilbud fra frivillige om samtale og rådgivning. Nogle tilbud retter sig mod personer, der overvejer eller har forsøgt selvmord, mens andre alene omfatter personer, der har forsøgt selvmord. Nogle tilbud er landsdækkende, mens andre kun omfatter amtets eller kommunens indbyggere. Flere steder tilbydes endvidere rådgivning og information til pårørende og til fagpersoner, der er i kontakt med selvmordstruede. Generelle behandlingstilbud i sundhedsvæsnet Egen læge er ofte en central skikkelse, når det gælder behandling inden for det almindelige sundhedsvæsen. Lægen kan bl.a. henvise personer, der har forsøgt selvmord, til behandling hos psykolog, psykiater eller til ambulant behandling inden for distriktspsykiatrien. Lægen har ligeledes mulighed for at henvise pårørende og efterladte til behandling hos psykolog. Nogle amter har psykiatriske skadestuer, hvor personer, der har forsøgt selvmord, kan henvende sig og eventuelt blive indlagt. Sygehusenes almindelige (somatiske) skadestuer er altid åbne for direkte henvendelse fra personer, der har behov for hurtig behandling, fx personer, der har forsøgt selvmord. Dette gælder også de skadestuer, der ellers kræver henvisning fra egen læge. Særlige skadestue- og sygehustilbud For at forebygge yderligere selvmordsforsøg tilbyder en række sygehuse og skadestuer rådgivning til personer, der er indlagt efter selvmordsforsøg. 50

Som eksempler på forskellige tilbud om efterbehandling kan nævnes, at Centralsygehuset i Nykøbing Falster tilbyder op til 10 timers betalt behandling hos en psykolog, der kan tilkaldes døgnet rundt. Sygehuset samarbejder endvidere med et frivillig projekt, der opretter selvhjælpsgrupper efter behov. På Næstved Centralsygehus og Fakse Amtssygehus tilbydes op til 10 samtaler med en sygeplejerske og socialrådgiver, der har mulighed for at tilknytte en psykolog. Der lægges vægt på, at patienten bliver bedre til at udnytte sine sociale ressourcer, og personalet kan fx ledsage ved første besøg i et aktivitetscenter eller i socialforvaltningen. Tilbudet omfatter ikke indlagte patienter med misbrugs- eller psykiske problemer. Hillerød, Helsingør og Frederikssund sygehuse tilbyder patienterne en enkelt samtale med en sygeplejerske og socialrådgiver. Under samtalen afklares, hvilken hjælp der er behov for, og rådgivningsteamet kontakter evt. de relevante hjælpeinstanser på patientens vegne. Skadestuen på Horsens Sygehus tilbyder en kontraktaftale, der fastholder patienten på en aftale, enten med en fagperson uden for sygehuset, fx egen læge, psykolog eller psykiater, eller med skadestuens beredskabsgruppe. I beredskabsgruppen afdækker en sygeplejerske og en socialrådgiver i samarbejde med patienten dennes netværk, og der henvises om nødvendigt til en anden relevant fagperson. Personalet aftaler tid hos denne fagperson, inden patienten forlader sygehuset. Selvmordsforebyggende tilbud Tværkulturel psykologisk rådgivning (TPR) Tingvej 26 2300 København S Tlf: 32 97 98 00 TPR tilbyder telefonisk eller personlig anonym, psykologisk rådgivning og bistand til flygtninge og indvandrere i hele landet, der har forsøgt eller tænker på selvmord. Den psykologiske rådgivning ydes i samarbejde med læger, fysioterapeuter og sagsbehandlere. TPR kan eventuelt formidle kontakt til andre relevante behandlingsinstanser. Der kræves ikke henvisning. Center for forebyggelse af selvmordsadfærd i Odense Tietgens Allé 108 5230 Odense M Tlf: 65 90 81 07 Centret yder professionel rådgivning og krisebehandling til personer i Oden- 51

se Kommune, der har forsøgt selvmord. Der kræves ikke henvisning. Tilbudet gælder ikke personer med psykiske lidelser eller misbrugsproblemer. I løbet af 1999 tages der stilling til, om tilbudet skal udvides til hele Fyns Amt. Centrets tilbud til efterladte om deltagelse i sorggruppe, samt rådgivning og undervisning til fagpersoner, der er i kontakt med selvmordstruede, omfatter hele Fyns Amt. Center for selvmordsforebyggelse i Århus Amt Bækkelundsvej 16 8240 Risskov Tlf: 86 17 02 22 Centret i Århus yder professionel rådgivning til personer bosat i Århus Amt, der har forsøgt selvmord eller tænker på selvmord. Der kræves ikke henvisning. Tilbudet gælder ikke personer, der i forvejen har et behandlingstilbud, fx inden for psykiatrien eller misbrugsområdet. Centret rådgiver også professionelle og private i Århus Amt, der er i kontakt med selvmordstruede personer. Centret har endvidere kontaktsteder i Silkeborg og Randers: Silkeborg Centralsygehus Tlf: 87 22 26 40 Randers Centralsygehus Tlf: 89 10 28 09 Skadestuen ved Aalborg Sygehus Hobrovej 9000 Aalborg Tlf: 99 32 27 05 Skadestuen ved Aalborg Sygehus har et særligt tilbud om rådgivning til personer, der forlader skadestuen efter et selvmordsforsøg. I særlige tilfælde yder skadestuen efter aftale rådgivning til personer i Aalborg, der tidligere har forsøgt selvmord, og som i den forbindelse ikke modtog behandling på skadestuen. Formålet er at henvise til et relevant socialt tilbud eller behandlingstilbud. Den sociale Skadestue i Aalborg Vor Frue Stræde 6 9000 Aalborg Tlf: 98 12 32 92 Åbningstid: 20.00-9.00 morgen alle ugens dage, incl. helligdage. 52

Den sociale skadestue tilbyder anonym rådgivning, vejledning, og omsorg i aften- og nattetimerne til personer i Nordjyllands Amt. Skadestuen kan vejlede om relevante institutioner, der kan kontaktes næste dag. Rådgivningen ydes af ansatte socialarbejdere samt frivillige, og der kræves ikke henvisning. Åben Rådgivning - Distriktspsykiatrisk Hus Fynsgade 12 7000 Fredericia Tlf: 75 91 51 00 Åbningstid: onsdag kl. 15-17 Distriktspsykiatrisk Hus tilbyder professionel, anonym samtale og rådgivning til indbyggere i Fredericia Kommune, der er i personlig krise, har en psykisk sygdom eller et familieproblem. Rådgivningen bistår med forslag til støtte og behandling, hvis der er behov herfor, og bistår med at kontakte de relevante personer. Der kræves ikke henvisning eller tidsbestilling. Rådgivningen ydes af socialrådgiver, psykolog og sygeplejerske, der alle kan rådføre sig med en psykiater. Kolding Selvhjælp Slotsgade 22 6000 Kolding Tlf: 75 50 79 02 Åbningstid: mand. - torsd. kl. 10-17 Kolding selvhjælp tilbyder personer, som overvejer eller har forsøgt selvmord, kontakt til en støtteperson, der har tid til nærhed og til at lytte. Støttepersonerne er frivillige, der vejledes af en psykoterapeut. Man kan enten selv henvende sig til Kolding Selvhjælp eller bede sin læge, sygehuset eller andre kontakte Selvhjælpen. Tilbudet kan benyttes af indbyggere i Kolding og omliggende kommuner. Psykologhuset, Askovgården (Tidligere LEV LIVET) Korsgade 60 2200 København N Tlf: 35 39 72 42 Psykologhuset, Askovgården er et privat, selvmordsforebyggende tilbud, forestået af psykologer. Der er brugerbetaling svarende til Psykologforeningens almindelige takster. Der kræves ikke visitation. Tilbudet gælder ikke personer med alvorligt misbrug, psykose eller andre 53

alvorlige lidelser, der kræver særskilt behandling. Telefonrådgivning mm. Livslinien Tlf: 70 20 12 01 Telefonrådgivning alle årets dage kl. 16-20. Fra slutningen af august 1999 udvides telefontiden til kl. 16-23 alle årets dage. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning og samtale til personer i hele landet, der tænker på eller har forsøgt selvmord, samt til efterladte og andre pårørende. Der ydes endvidere rådgivning til faggrupper med kontakt til selvmordstruede. Livslinien er en frivillig organisation, der forebygger selvmord, og rådgivningen ydes af frivillige, primært studerende inden for lærerfaget, psykologi, socialrådgivning og sygepleje. SIND - linien Tlf: 35 36 26 00 Telefonrådgivning alle årets dage kl. 16-24 SIND-linien tilbyder anonym telefonrådgivning, vejledning og støtte til personer i hele landet med depression, selvmordstanker, angstanfald, ensomhed, desperation eller misbrug m.m. Rådgivningen forestås af frivillige, og Sind-linien kan bl.a. oplyse om behandlingssteder, væresteder og pårørendegrupper i hele landet. Landsforeningen har også oprettet SIND-nettet, der kan tilbyde personer med psykisk sygdom eller psykiske problemer en støtte-kontaktperson. Støtte-kontaktpersonerne er frivillige, der bl.a. støtter den enkelte til at skabe kontakt til omverdenen. Sct. Nicolai Tjenesten 8310 Tranbjerg J. Tlf: 70 12 01 10 samt Nikolaj Plads 15 1067 København K Tlf: 33 12 14 00 Hverdage: kl. 9 morgen til kl. 3 nat. Søn- og helligdage: kl. 13 til kl. 3 nat Sct. Nicolai Tjenesten er åben for anonym, personlig eller telefonisk samtale. Skriftlige henvendelser besvares også. Sct. Nicolai Tjenesten er et landsdækkende tilbud fra Folkekirken. 54

Videnscentre Center for selvmordsforskning Tietgens Allé 108 5230 Odense M Tlf: 66 13 88 11 Forskningscentret yder rådgivningsbistand til fagpersoner fra hele landet, der er i kontakt med selvmordstruede personer. Centret kan endvidere tilbyde undervisning og uddannelse til personale, der arbejder blandt grupper med høj selvmordsrisiko. Selvmordsforebyggende projekter Vejle Amt vedtog i 1998 en Strategiplan til forebyggelse af selvmordsadfærd i Vejle Amt. For at styrke forebyggelsen har amtet ansat en koordinator for en 3-årig periode, der bl.a. skal kortlægge og synliggøre de eksisterende tilbud i amtet. Koordinatoren skal endvidere støtte udviklingen af lokale netværk mellem frivillige og professionelle, og sikre en specifik uddannelse af personer, der har berøring med området. Litteratur Forslag til handlingsplan til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord i Danmark. Sundhedsstyrelsen, august 1998. Kan købes hos Statens Information. Tlf: 33 37 92 28, Fax: 33 37 92 80. Bilagsdel til Forslag til handlingsplan til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord i Danmark. Sundhedsstyrelsen, august 1998. Kan købes hos Statens Information. Tlf: 33 37 92 28, Fax: 33 37 92 80. Vælg livet. Forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord. En folder. Kan rekvireres hos landsforeningen SIND. Tlf: 35 24 07 50, Fax: 35 36 11 36. 55

ÆldreForums tidligere udgivelser Ny viden & gamle fordomme om ældre Marts 1997. 13 sider Idékatalog Fra Ældreråd til Ældreråd August 1997. 36 sider At bygge bro mellem generationer September 1997. 23 sider Ældreidræt - vedligeholdelse af kroppen, leg, munterhed og socialt samvær December 1997. 20 sider ÆldreForum Årsberetning 1996/97 Marts 1998. 36 sider Age Forum Annual Report 1996/97 Juli 1998. 37 sider Ældre og uddannelse - kulturelt behov eller nyt erhvervsgrundlag? Juni 1998. 31 sider Ældre & Boliger Udarbejdet af ÆldreForum og Ældreboligrådet December 1998. 35 sider Om sorg & omsorg - Inspiration til samarbejde om hjælp til efterladte Februar 1999. 24 sider Ældre & sprog - sprogets rolle i generationernes kulturelle stafetløb April 1999. 20 sider Boligen til den 3. alder Udarbejdet af ÆldreForum og Ældreboligrådet April 1999. 9 sider ÆldreForum Årsberetning 1998 Maj 1999. 48 sider AgeForum 1998 Annual Report August 1999. 48 sider 56

ÆldreForums sekretariat Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3395 5010 Fax. 3392 8755 E-mail: al-forum@sm.dk Internet: www.aeldreforum.sm.dk Udgivet af ÆldreForum, 1999 Design: DanChristensenDesign Fotos: Bert Wiklund Repro: Focus Repro Tryk: Herrmann & Fischer AS, Herlev ISBN: 87-90651-11-1 57

Noter til side 5 og 6 1 Måling af omkostninger ved ressourceforbruget til behandling og pleje af demente ældre i forhold til ikke-demente. CHS Working Paper, 1998:6, Andersen Kronborg Chr. et al, Center for Helsetjenesteforskning og Socialpolitik, Odense Universitet. 2 Kommuners og amters botilbud til demente gamle mennesker, Hjælpemiddelinstituttet, 1997. 58