Model for risikovurdering modul 4, 6 og 8

Transkript

1 Modul 4 Aktuelt sygeplejeproblem Teoretisk begrundelse for risici

2 Aktuelt sygeplejeproblem Teoretiske begrundelser for risici Epidemiologiske belæg for risici og forhold, der forstærker risici Eksempelvis: Køn, alder, livsstil (kultur), uddannelse, etnicitet og levevilkår/ miljøfaktorer

3 Modul 4 Eksempel Søvn Pt. fortæller at hun føler sig træt. Hun bliver afbrudt i sin søvn flere gange om natten på grund af toiletbesøg Teoretiske begrundelser Søvn er en fysiologisk nødvendighed med betydning for kroppens restituering, hormonbalance, immunforsvar og kognitive funktioner. En ubalance i fysiologiske og psykologiske aspekter kan udløse forandring i søvnkvalitet. Behovet for søvner individuelt. Det varierer med alderen og er nært sammenhængende med det kropslige helbred og psykiske velbefindende. Mange opvågninger i løbet af natten, utilstrækkelig og dårlig søvn, påvirker søvnkvaliteten. Kroppens indre balance forskydes, og niveauet af stresshormonet kortisol og stofskiftehormon øges i blodet. Samtidig sænkes udskillelsen af væksthormon, og immunforsvaret svækkes. Dårlig søvn er associeret med humørsvingninger, træthed og døsighed om dagen, kognitive problemer, adfærdsmæssige problemer, indlæringsproblemer, brug af stimulerende midler, forsømmelse fra arbejde, tabt arbejdsfortjeneste og øget forbrug af sundhedsydelser. Patienter indlagt på sygehus har brug for den restituerende søvn, men oplever forstyrrelser af deres søvn under indlæggelse. Desuden ændrer patienters normale søvnmønster sig ofte, og selv om patienten sover under indlæggelsen, er søvnen ikke nødvendigvis opfriskende og restituerende. Insomni defineres af American Psychiatric Association som en subjektiv opfattelse af ringe søvnkvalitet, indsovnings- og gennemsovningsbesvær. (Kilde:

4 Eksempel Søvn Pt. fortæller at hun føler sig træt. Hun bliver afbrudt i sin søvn flere gange om natten på grund af toiletbesøg Teoretisk begrundelse Søvn er en fysiologisk nødvendighed med betydning for kroppens restituering, hormonbalance, immunforsvar og kognitive funktioner. En ubalance i fysiologiske og psykologiske aspekter kan udløse forandring i søvnkvalitet. Behovet for søvner individuelt. Det varierer med alderen og er nært sammenhængende med det kropslige helbred og psykiske velbefindende. Mange opvågninger i løbet af natten, utilstrækkelig og dårlig søvn, påvirker søvnkvaliteten. Kroppens indre balance forskydes, og niveauet af stresshormonet kortisol og stofskiftehormon øges i blodet. Samtidig sænkes udskillelsen af væksthormon, og immunforsvaret svækkes. Dårlig søvn er associeret med humørsvingninger, træthed og døsighed om dagen, kognitive problemer, adfærdsmæssige problemer, indlæringsproblemer, brug af stimulerende midler, forsømmelse fra arbejde, tabt arbejdsfortjeneste og øget forbrug af sundhedsydelser. Patienter indlagt på sygehus har brug for den restituerende søvn, men oplever forstyrrelser af deres søvn under indlæggelse. Desuden ændrer patienters normale søvnmønster sig ofte, og selv om patienten sover under indlæggelsen, er søvnen ikke nødvendigvis opfriskende og restituerende. Insomni defineres af American Psychiatric Association som en subjektiv opfattelse af ringe søvnkvalitet, indsovnings- og gennemsovningsbesvær. (Kilde: Epidemiologiske belæg for risici og forhold, der forstærker risici Eksempelvis: Køn, alder, livsstil (kultur), uddannelse, etnicitet og levevilkår/ miljøfaktorer (Se næste side)

5 Epidemiologiske begrundelser Søvnproblemer er et almindeligt problem i den industrialiserede verden og en af de væsentligste årsager til kontakt med praktiserende læger. Omkring % af den almindelige befolkning lider af moderat eller længerevarende søvnbesvær. Mange af søvnforstyrrelserne kan behandles effektivt. Bliver søvnforstyrrelserne ikke behandlet, kan det få betydning for patientens helbred, livskvalitet og sundhed. De tre sygdomme, som patienter hyppigst søger hjælp for, er insomni, obstruktiv søvnapnø og uro i benene. Insomni kan skyldes forskellige søvnsygdomme, bivirkning af medicin, underliggende medicinske eller psykiatriske sygdomme, hospitalisering, ændringer i søvnmiljø, jetlag og akut eller tilbagevendende psykosociale påvirkninger. Forringet søvnkvalitet er en almindelig klage. I et samfundsøkonomisk perspektiv vil forringet søvnkvalitet på sygehus kunne forlænge opholdet, og dermed øge udgifterne. Derimod, hvis døgnrytmen med aktivitet og hvile kan opretholdes hos patienten, kan det muligvis reducere indlæggelsestiden. At fastholde og forbedre indlagte patienters søvnkvalitet er derfor relevant, ikke alene for patientens velbefindende, men også i et samfundsøkonomisk perspektiv. Patienters normale søvnmønster ændres ofte under indlæggelse, og søvnen forstyrres. Årsager til ændret søvn under indlæggelse kan være relateret til såvel miljømæssige som fysiske og psykiske faktorer. Forstyrrelserne kan være begrundet i udefrakommende faktorer som støj i afsnittet, stærkt lys, elektronik, sygeplejerskernes interventioner og indefrakommende faktorer som delirium, depression, stress, dårlig liggestilling og smerter. Støj fra omgivelserne fremhæves som en væsentlig faktor til søvnforstyrrelse hos hospitals indlagte patienter. Det er hyppigst støj fra andre patienter, og støj fra sygeplejerskens handlinger hos andre patienter, der forstyrrer søvnen Andre faktorer tæller støj fra udstyr, som alarmer, telefoner og personale, der snakker med hinanden. Patientens manglende mulighed for at efterleve normale ritualer ved sengetid, regulering af rum temperatur, og det at sove i fremmede omgivelser, kan ligeledes bidrage til en forstyrret søvn. I håndtering af søvn og søvnproblemer hos hospitalsindlagte patienter spiller sygeplejepersonalet en vigtig rolle, idet de ofte er de første til at diagnosticere problemet. (Kilde:

6 Modul 4 Eksempel: Mobilisering Pt. har usikker gang pga arterioskelrose. Fortæller at han er bange for at falde. Gå vha rolator Teoretiske begrundelser Pt. er i risiko for at falde og derved pådrage sig frakturer. Pt.s genrelle arteriosklerotiske tilstand medfører bl.a. nedsat iltforsyning til hjernen og der kan opstå svimmelhed. Risikoen for svimmelhed er specielt stor i forbindelse med mobilisering, hvor et hypostatisk blodtryksfald er en forstærkende faktor. Pt er specielt udsat for ortostatisk hypotension pga alder (87 år), ateriosklerose i UE og nedsat aktivitet.

7 Eksempel: Mobilisering Pt. har usikker gang pga arterioskelrose. Fortæller at han er bange for at falde. Gå vha rolator Teoretiske begrundelser Pt. er i risiko for at falde og derved pådrage sig frakturer. Pt.s genrelle arteriosklerotiske tilstand medfører bl.a. nedsat iltforsyning til hjernenog der kan opstå svimmelhed. Risikoen for svimmelhed er specielt stor i forbindelse med mobilisering, hvor et hypostatisk blodtryksfald er en forstærkende faktor. Pt er specielt udsat for ortostatisk hypotension pga alder (87 år), ateriosklerose i UE og nedsat aktivitet. Epidemiologiske belæg for risici og forhold, der forstærker risici Eksempelvis: Køn, alder, livsstil (kultur), uddannelse, etnicitet og levevilkår/ miljøfaktorer (Se næste side)

8 Epidemiologiske begrundelser Den typiske geriatriske patient er karakteriseret ved multimorbiditet, funktionstab og social insufficiens. Internationale studier viser, at ca. en tredjedel af ældre over 65 år falder mindst én gang om året, at risiko for fald. stiger kraftigt med alderen, at kvinder falder hyppigere end mænd, og at antallet af fald blandt hospitalsindlagte ældre er 3 gange højere end antallet af fald blandt hjemmeboende ældre. Desuden har ældre, der er faldet én gang, 2-3 gange øget risiko for at falde igen inden for det næste år. De hyppigst identificerede risikofaktorer for fald er: Tidligere fald, muskelsvækkelse, adfærdsmæssige forstyrrelser, uro eller forvirring, inkontinens eller hyppige toiletbesøg, brug af flere forskellige medicinske præparater, som kan føre til hypotension eller kortvarig bevidsthedssvækkelse. Den geriatriske patients mobilitet varierer gennem et indlæggelsesforløb, og påvirkes ofte af mange forskellige og komplekse medikamentelle, psykologiske og/eller fysiologiske faktorer. En indlæggelse på hospital medfører i sig selv en risiko for fald, idet omgivelserne er nye og uvante. Hver fjerde person vil som følge af faldet få varige mén med funktionstab til følge. Af de personer, som pådrager sig en hoftefraktur, får 50 % permanent forringet gangfunktion og omkring 20 % dør indenfor et halvt år. Foruden den fysiske skade medfører faldene en række negative psykiske konsekvenser, eksempelvis frygt for at falde og forringet livskvalitet. (Kilde: )

9 Eksempel : Nedtrykhed Pt. fortæller at hun føler sig nedtrykt og hun har mistet håbet om at få det godt igen. Pt. fremstår træt med langsomme bevægelser. Har svært ved at huske og stiller ingen spørgsmål til sin situation Teoretisk begrundelse Patienten er i risiko for at udvikle en depression. De nervøse og stressrelaterede lidelser er ikke-psykotiske lidelser, som omfatter et bredt spektrum bl.a. angsttilstande, tvangstilstande, somatoforme tilstande, reaktioner på exceptionelt svære belastninger og almindelige tilpasningsreaktioner på belastninger af usædvanlig eller katastrofeagtig karakter.3 Skellet mellem normale reaktioner og sygelige tilstande kan således være uklart hvad angår de milde former for lidelser. Yderlige kan både angst- og stressrelaterede lidelser optræde som pludselige indtræf, og der kan være perioder uden symptomer.stress kan optræde når patientens sundhedstilstand udvikler sig anderledes end forventet og tidligere mestringsstrategier ikke længere slår til. Lanvarig stress kan føre såvel til fysiske problemer som til depression. Ofte er der tale om et samspil og en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer, når et menneske bliver depressiv. Depression er en alvorlig sygdom, der ikke må forveksles med de normale humørsvingninger, eller den tristhed og modløshed vi alle oplever i forbindelse med skuffelser, modgang og sorg. Depression er en længerevarende følelse af bla. uforklarligt tungsind, overvældende træthed, håbløshed og meningsløshed. Epidemiologiske belæg for risici og forhold, der forstærker risici Eksempelvis: Køn, alder, livsstil (kultur), uddannelse, etnicitet og levevilkår/ miljøfaktorer

10 Epidemiolgisk begrundelse De nervøse og stressrelaterede lidelser er ikke-psykotiske lidelser, som omfatter et bredt spektrum bl.a. angsttilstande, tvangstilstande, somatoforme tilstande, reaktioner på exceptionelt svære belastninger og almindelige tilpasningsreaktioner på belastninger af usædvanlig eller katastrofeagtig karakter.3 Skellet mellem normale reaktioner og sygelige tilstande kan således være uklart hvad angår de milde former for lidelser. Yderlige kan både angst- og stressrelaterede lidelser optræde som pludselige indtræf, og der kan være perioder uden symptomer. Det er næsten umuligt at opgøre incidensen og prævalensen af nervøse og stressrelaterede lidelser, og der er ikke lavet nogen befolkningsundersøgelser på angstlidelserne i Danmark. Udenlandske studier viser en forekomst af angst på mellem 9,5 % og 17,2 % af befolkningen i henholdsvis Australien og USA. Forekomsten af angsttilstande vil således formentlig være ca. 10 % af den danske befolkning.4 I Sundheds- os sygelighedsundersøgelserne har man belyst forekomsten af enkeltsymptomer ud fra spørgeskemaer. Et af spørgsmålene går på, om man føler sig stresset i hverdagen. Hertil svarer 63,6 %, at de af og til føler sig stresset i hverdagen, og 8,0 % føler sig ofte stressede. Stress er hyppigst forekommende blandt de årige kvinder, idet 71,5 % af kvinderne i aldersgruppen føler sig stresset i forhold til 46,8 % af mændene. Andelen, der oplever en ustresset hverdag, er faldet fra 64,5 % i 1987 til 56,0 % i Dette fald er gældende for alle aldersgrupper med undtagelse af de ældste. Desuden er der i SUSY fra 2000 spurgt til nervøse lidelser, hvor 2,0 % mænd og 3,38 % kvinder rapporterer, at de har en nervøs lidelse. Forekomsten er størst for mænd i alderen år med 2,9%, mens kvinderne topper i alderen med 7,0 %. Forekomsten er generelt faldet fra 3,7 % i 1987 til 2,9 % i Yderligere måltes andelen, der oplever ængstelse, nervøsitet, uro og angst indenfor en 14 dages periode. Her angav 7,3 % af kvinderne at have disse symptomer i år 2000 i forhold til 3,5 % af mændene. Ligesom prævalensen af de nervøse lidelser topper mændene i års alderen med 4,2 % i modsætning til kvinderne, hvor forekomsten er størst hos de årige med 9,9 %. Der findes ingen egentlige danske befolkningsstudier af prævalensen og incidensen af affektive lidelser (herunder depressioner), men i udenlandske studier har man fundet høje 6-12 måneders prævalenser af depression på 2,6-5,5 % for mænd og 6,0-11,8 % for kvinder. Det er således sandsynligt, at forekomsten af depressive lidelser i Danmark vil ligge mellem 2 og 5 % for mænd og mellem 5 og 8 % for kvinder.4 Herudfra antages det, at omkring danskere (3 %) på et givet tidspunkt vil lide af depression, og 5 % af danskerne inden for et år vil udvikle depression. Heraf vil ca. 10 % udvikle et kronisk forløb. Der er her tale om personer, som opfylder den depressive diagnose, men hvis der derimod ses på andelen med depressive symptomer, vil tallet være 5 gange så stort. Copyright Statens Institut for Folkesundhed, København, April 2005