2006 nr. 60 fisk & hav tidsskrift for danmarks fiskeriundersøgelser
Danmarks Fiskeriundersøgelser Rådgivnings- og Kommunikationsenheden Jægersborgvej 64-66 2800 Lyngby Telefon 3396 3300 Danmarks Fiskeriundersøgelser er en sektorforskningsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som gennemfører forskning, rådgivning og formidling om bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer i havet og de ferske vande. Institutionen rådgiver Fødevareministeriet og andre offentlige myndigheder, fiskerierhvervet og internationale kommissioner. HORNFISK LIFECO ROSKILDEREJEN DEN STORE FJÆSING OPSTEMNINGER 1 OPSTEMNINGER 2 OPSTEMNINGER 3 info@difres.dk www.difres.dk/fisk&hav.htm Redaktion: Jens Astrup, Rådgivnings- og Kommunikationsenheden Gorm Rasmussen, Afdeling for Ferskvandsfiskeri Erling Larsen, Afdeling for Fiskeindustriel Forskning Per Johan Sparre, Afdeling for Havfiskeri Thomas Kiørboe, Afdeling for Havøkologi og Akvakultur FISK & HAV udgives 1-2 gange årligt Danmarks Fiskeriundersøgelser 2006 Forside: Hornfisk Hornfisk, Skagen havn. Læs på side 4 om hvordan man kan undgå at blive histaminforgiftet af hornfisk. Foto: Scanpix/ Morten Rasmussen Grafisk tilrettelægning: Punktum Design MDD Trykkeri: Schultz Grafisk FISK & HAV eller dele heraf må ikke kopieres uden forudgående aftale med DFU ISSN 0105-9211
FISK & HAV 2006 NR. 60 fisk & hav 2006 nr. 60 4 paw dalgaard og jette emborg Hornfisk og histaminforgiftning årsag og forebyggelse 12 peter munk Frontforskning hydrografiske fronter og det marine system 20 søren anker pedersen Fjordrejer i danske farvand biologi og fiskeri 30 ole bagge Den store fjæsing 38 kim aarestup, anders koed og thorsten møller olesen Opstemninger forarmelse af vandløbene 44 kim aarestup, anders koed og thorsten møller olesen Opstrøms vandring og opstemninger 54 kim aarestup, anders koed og thorsten møller olesen Nedstrøms vandring og opstemninger 3
PAW DALGAARD (pad@difres.dk) JETTE EMBORG (jem@difres.dk) Danmarks Fiskeriundersøgelser Afdeling for Fiskeindustriel Forskning Hornfisk og histaminforgiftning årsag og forebyggelse I Danmark har hornfisk været årsag til 78 registrerede tilfælde af histaminforgiftning i 1997 og 2001. Hornfisk med et indhold af histamin på 750-1200 mg per kg fiskekød forårsagede disse sygdomstilfælde. Ved Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har vi derfor i 2002-2004 undersøgt histamindannelse, vækst af bakterier samt holdbarhed for hornfisk på køl. Vi har fundet en bestemt bakterie der er ansvarlig for dannelse af histamin i fersk hornfisk på køl. Forsøgene har også vist hvordan dannelse af for store mængder histamin under kølelagring kan undgås ved først at fryse fisken, hvorved bakterien dræbes. Forhåbentlig vil resultaterne bidrage til færre tilfælde af histaminforgiftning i fremtiden og også gerne en øget anvendelse af hornfisk til konsum. 4 Hornfisk fiskeri og anvendelse De hornfisk som fanges i Danmark, opholder sig om vinteren i det nordøstlige Atlanterhav (Boks 1). Hvert forår vandrer hornfiskene i stimer gennem danske farvande for at gyde på lavt vand og derefter videre til Østersøen. Hornfiskens ankomst til Danmark afhænger af vandtemperaturen, og i perioden april til juni kan der være betydelige stimer i Øresund og bælterne. Over sommeren indtager hornfiskene store mængder af føde, inden de mellem august og oktober forlader Østersøen. Når hornfisken om foråret ankommer til Danmark, er der blandt lystfiskere tradition for et betydeligt fiskeri efter de første og de største eksemplarer (se www.sportsfiskeren.dk/info/fiskearter/hornfisk/). De registrerede erhvervsmæssige fangster af hornfisk i Danmark har været 500-1.000 ton per år inden for det seneste årti, mens mere end 1.600 ton pr. år flere gange blev registreret mellem 1970 og 1980. I forhold til andre lande er dette et betydeligt fiskeri. D e rfi s k e so g s åh o r n fi s kie s t l a n d,s v e r i g e og Tyskland, men deres samlede fangster har hidtil været mindre end de danske (www.fao.org/fi/statist/fisoft/fishplus. asp). I Middelhavet fanger Tyrkiet, Spanien, Italien og Grækenland tilsammen ca. dobbelt så store mængder af hornfisk som Danmark, men det skal bemærkes at dette er andre typer af hornfisk (Boks 1). I dag foregår fiskeri efter hornfisk i Danmark næsten udelukkende i bundgarn på lavt vand (dybde under ca. 9 meter). Fiskene landes med små både og placeres ofte først i kasser med is efter at bådene er i havn. Når fangst af hornfisk omtales, bør det historiske og spektakulære Slottefiskeri ud for Kronborg i Helsingør også nævnes (Figur 1). Kulinarisk har hornfisk vist altid haft en relativ lav status i Danmark. Dette skyldes formentligt at kødet kan virke tørt, samt at fiskens ben kan være vanskelige at fjerne. Benfri fileter af hornfisk kan (for mindre
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: BØRGE LASSEN/SCANPIX Figur 1 SLOTTEFISKERI I slutningen af april og i maj måned og især med vind fra sydøst samles stimer af hornfisk ud for Kronborg hage. Det blev udnyttet i det såkaldte slottefiskeri. Dette fiskeri blev udført af selskaber bestående af 6-8 mand i to både. Med en speciel type af garn på ca. 7,5 x 50 meter (en primitiv form for not) indkredsede de to både hornfisk i stimer. Slottefiskeri ophørte i 1952, men midt i 1800-tallet deltog ca. 20 selskaber med fiskere fra Nordsjælland og Skåne i fiskeriet, der var vigtigt for lokalområdet. Hornfisk (Belone) tilhører nålefiskene (Belonidae) og er nært beslægtet med makrelgedde-familien (Scomberesocidae). Der findes to arter af hornfisk B. belone og B. svetovidovi, som bl.a. adskiller sig mht. antal af tænder samt udformning af deres gæller. Arten B. belone er opdelt i tre underarter (i) B. belone belone (se billede nedenfor) findes i den nordøstlige del af Atlanterhavet og vandrer om sommeren til Østersøen, (ii) B. belone euxini fra Sortehavet samt (iii) B. belone acus, der lever i Middelhavet og nærtliggende dele af Atlanterhavet. Boks 1 HORNFISK FOTO: HELLE L. MADSEN Efter at være klækket af ægget sidst på foråret vokser hornfisk (B. belone belone) til ca. 20 cm den første sommer og når en længde på 70-80 cm efter 5-6 år. Fisken kan blive over 1 meter lang og veje op til ca. 1,6 kg, men 300-800 g er normalt for fisk på 2-7 år. Hornfisk er en såkaldt halvfed fisk. Om foråret, når fiskene gyder, indeholder fiskekødet 2-3% fedt, men efter opholdet i Østersøen er 5-7 % fedt normalt. Hornfisk har grønne ben (skelet). Dette skyldes indhold af et særligt stof, der bliver kaldt vivianit. Vivianit indeholder jern og fosfor, Fe 3 (PO 4 ) 2 - (H 2 O) 8. Den grønne farve af hornfiskens ben kan være markant, men det bør understreges at vivianit i fiskeben ikke er giftigt. 5
Figur 2 HORNFISKEJERN Det såkaldte hornfiskejern som bl.a. fiskehandlere anvender ved udskæring af benfri fileter fra denne særlige fisk. Efter rensning og afskæring af fiskens hoved spændes forreste del af rygraden fast til hornfiskejernet. Derefter udskæres fileter ved at presse en slæde med monterede knive ned langs fiskens rygrad. 6 mængder af fisk) udskæres med et særligt hornfiskejern (Figur 2). Filetering i industriel skala kan udføres med den type af udstyr, der anvendes til sild. Filetering med hornfiskejern bliver nemmere, når fisken har været lagret på køl, men mht. spisekvalitet og risiko for histamindannelse bør varigheden af denne kølelagring reduceres mest muligt. I dag sælges hornfisk næsten udelukkende som ferske fileter hos fiskehandlere. Tidligere forsøg ved DFU har dog vist at hornfisk udmærket kan fryses, røges og forarbejdes til f.eks. fiskeburgere. Tilgængeligheden af flere populære konsumfisk er i dag begrænset i Danmark, og dette er uheldigt, da danskerne af ernæringsmæssige årsager bør spise mere fisk. Der har gennem de seneste år været stigende interesse for anvendelse af nye fiskearter som f.eks. brisling, guldlaks, skolæst og tobis til konsum. Øget anvendelse af hornfisk til konsum er nærliggende, men dette forudsætter naturligvis at problemer med histaminforgiftning kan styres. Samtidig må der findes en egnet form for konservering således at hornfisk kan anvendes udover de relativt korte perioder forår og efterår, hvor fisken kan fanges i Danmark. Mht. at opretholde bestanden af hornfisk bør evt. øget fangst i Danmark dog foretages efter at fisken har gydet sidst på foråret. Histaminforgiftning Histaminforgiftning opstår ved indtagelse af fødevarer især fiskeprodukter med et højt indhold af histamin (typisk mere end 500-1000 mg/kg). Symptomer på histaminforgiftning inkluderer oftest en eller flere af følgende: Prikken på tungen og i fingre kvalme hovedpine opkastning hjertebanken diarré Symptomerne aftager efter 6-24 timer og kan forveksles med allergi, men optræder typisk hos 25-75 % af de personer der indtager et fiskeprodukt med højt histaminindhold. I modsætning hertil er kun en meget lille del af befolkningen (under 1 %) allergisk over for fiskeprodukter. I fiskeprodukter kan histamin dannes af visse bakterier ud fra aminosyren histidin FOTOS: PAW DALGAARD
FISK & HAV 2006 NR. 60 A År Antal syge personer Fiskeprodukter Histaminindhold i produkt (mg/kg) 2005 20 b SMØRFISK (ESCOLAR), TUN, RØGET SMØRFISK 96-5800 2004 39 b KOLDRØGET TUN, TUNSALAT, SMØRFISK, SVÆRDFISK 0 6400 2003 21 TUN, SPYDFISK, SMØRFISK 0 9100 2002 0 c - - 2001 13 HORNFISK 1000-1200 2001 3 TUN STEAKS MEGET HØJT INDHOLD 2000 3 SVÆRDFISK MINDRE MÆNGDER 1999 13 STEGT TUN, RØGET SMØRFISK 400 2000 1998 15 TUN OG TUN I PASTASALAT UNDER 50 1500 1997 65 HORNFISK 750-1200 1997 3 TUN OVER 1000 i alt 195 B Tabel 1 REGISTREREDE TILFÆLDE AF HISTAMIN- FORGIFTNING I DANMARK I PERI- ODEN 1997-2005 a a Kilde: Fødevarestyrelsen (www.foedevarestyrelsen.dk). b Data er ikke offentliggjort og skal betragtes som foreløbige. c Ifølge Fødevarestyrelsens rapport over indberettede tilfælde af fødevarebårne sygdomme var der ikke tilfælde af histaminforgiftning i 2002. Derimod var der mindst 3 tilfælde hvor i alt 44 personer havde kvalme, opkastning og diarré efter indtagelse af bl.a. tun-mousse eller tun-carpaccio. I disse tilfælde er årsagen til sygdom registreret som ukendt, men histaminforgiftning kan ikke udelukkes. (Boks 2). De fleste af de fisk der spises i Danmark, indeholder kun lidt såkaldt frit histidin, dvs. histidin der ikke er indbygget i fiskenes proteiner, og dermed kan giver ophav til dannelse af histamin. Dog indeholder tun, smørfisk, makrel, sværdfisk, spydfisk, sild og hornfisk store mængder af frit histidin, og disse fisk kan derfor forårsage histaminforgiftning (Tabel 1). Som det ses af denne tabel har hornfisk imidlertid alene forårsaget 40 % af alle registrerede danske tilfælde af histaminforgiftning i perioden 1997 til 2005. Dannelse af histamin i høje koncentrationer i fiskeprodukter kræver både tilstedeværelse og vækst af bakterier som producerer enzymet histidindekarboxylase. Det er velkendt at flere bakterier kan danne giftige mængder af histamin i fiskeprodukter der opbevares ved over ca. 10 C. Samtidig er det også i nogle tilfælde vist at kuldetolerante bakterier kan danne giftige mængder af histamin i fiskeprodukter ved 2 C (Boks 2). I de tilfælde hvor hornfisk har forårsaget histaminforgiftning, er det imidlertid ikke dokumenteret om produkterne var udsat for høje opbevaringstemperaturer. Et væsentligt formål med vores forsøg har derfor været at undersøge om hornfisk naturligt indeholder kuldetolerante bakterier der er i stand til at danne giftige mængder af histamin når fisken opbevares på køl. Histamin i hornfisk dannelse og forebyggelse For hornfisk er der meget begrænset information om histamindannelse, holdbarhed samt forekomst, vækst og aktivitet 7
Boks 2 HISTAMINPRO- DUCERENDE BAKTERIER Mange bakterier er i stand til at omdanne aminosyren histidin til histamin. I forbindelse med udbrud af histaminforgiftning forårsaget af fiskeprodukter er det vist at Morganella morganii, Raoultella planticola, Hafnia sp., Photobacterium phosphoreum eller en særlig kuldetolerante art af Morganella har dannet høje koncentrationer af histamin i de produkter som medførte sygdomstilfældene. Disse bakterier er meget forskellige: Morganella morganii og Raoultella planticola er kun i stand til at producere histamin i fiskeprodukter når opbevaringstemperaturen er over ca. 10 C. Photobacterium phosphoreum og kuldetolerante Morganella kan derimod både vokse og danne giftige mængder af histamin i fiskeprodukter ved 2 C. Nogle mælkesyrebakterier (Tetragenococcus og Lactobacillus) kan danne giftige mængder af histamin i saltholdige fiskeprodukter bl.a. i fiskesovs som opbevares i meget lange perioder uden køling. Denne type af fiskesovs fremstilles primært i asiatiske lande. Opbevaring af fiskeprodukter ved 2 C modvirker derfor ikke altid histamindannelse. En effektiv køling af fiskeprodukter i is (0 C) nedsætter dog markant hastigheden for bakteriernes produktion af histamin. af fordærvelsesbakterier. DFU har derfor i 2002-2004 udført serier af forsøg med hornfisk fanget hhv. om foråret og om efteråret. For filet af fersk hornfisk blev effekten af modificeret atmosfære pakning (MAP) sammenlignet med lagring i luft. Disse forsøg blev udført ved lagringstemperaturer på både 0 C og 5 C. Desuden undersøgte vi hvordan frostlagring ved -22 C i 5-6 uger påvirker histamindannelse og kvalitetsændringer for optøet filet af hornfisk under kølelagring ved 5 C. Vi har tidligere vist at histamindannelsen i fersk tun opbevaret ved 2 C kan reduceres væsentlig ved anvende modificeret atmosfære-pakning (MAP) med 40 % CO2 og 60 % ilt i stedet for almindelig vakuumpakning. Denne modificerede atmosfære med et højt indhold af ilt viste sig dog at være uegnet til hornfisk, idet indholdet af ilt resulterede i en unaturlig gullig farve af fi s k e k ø d e t ( F i g u r3 ). MAP med 40 % CO2 og 60 % nitrogen bevarede derimod kødets naturlige farve Tabel 2 HOLBARHED Holdbarhed a af hornfisk afhængig af lagringstemperatur, atmosfære og opbevaring på frost inden kølelagring. 8 Holdbarhed i dage afhængig af emballering: Luft Modificeret atmosfære b Fersk filet ved 0 C 15 17 Ca. 20 Fersk filet ved 5 C 7 9 9 10 Frossen og optøet filet ved 5 C 9 10 Ca. 17 a Holdbarhed bestemt ved bedømmelse af lugt og smag. Hornfisken blev iset mindre end en time efter fangst og emballeret få timer derefter. b Filet af hornfisk pakket i atmosfære med 40 % CO 2 og 60 % nitrogen.
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: HELLE L. MADSEN A 40% CO2 OG 60% ILT B 40% CO2 OG 60% NITROGEN Figur 3 MODIFICERET AT- MOSFÆRE - PAK- NING AF HORNFISK Under kølelagring påvirker MAP både farve og lugt for filet af hornfisk. En atmosfære med 40 % CO 2 og 60 % ilt er uegnet fordi fileten udvikler en gullig farve og en ubehagelig lugt. (Figur 3), men gav kun en beskeden forlængelse af produktets holdbarhed (Tabel 2), og dannelse af histamin reduceres absolut ikke af denne atmosfære. For fersk (ikke tidligere frossen) hornfisk fandt vi således giftige mængder af histamin efter ca. 9 dage ved 5 C og dette var uafhængig af emballering (Figur 4). I Danmark anvendes MAP i høj grad ved distribution af fersk fisk ved 0-2 C, men grundet risiko for histamindannelse under køledistribution, kan denne emballering ikke anbefales til fersk hornfisk. Hornfisk med et indhold af histamin på 750 1200 mg/kg fiskekød har i 1997 og 2001 forårsaget i alt 78 tilfælde af histaminforgiftning i Danmark (Tabel 1). Vores forsøg viser at disse koncentrationer af histamin kan dannes under kølelagring af hornfisk ved 5 C. Dette resultat er vigtigt og dokumenterer at fersk hornfisk med et højt indhold af histamin ikke nødvendigvis har været opbevaret ved temperaturer der er højere end det normale for køleskabe i kantiner og private hjem. Under distribution og salg, f.eks. i supermarkeder, opbevares fersk fisk ifølge dansk lovgivning ved 0-2 C. Flere undersøgelser har dog vist at lidt højere temperaturer kan forekomme, og fersk MAP-hornfisk bør ikke distribueres på denne måde. Forsøgene ved DFU viste desuden tydeligt at histaminindholdet i fersk hornfisk blev dannet af bakterien Photobacterium phosphoreum. Vi har fundet meget høje koncentrationer af denne bakterie i tarmindholdet fra hornfisk, og P. phosphoreum overføres formentligt til ferske hornfisk i forbindelse med rensning og filetering af fisken. P. phosphoreum er i stand til at vokse ved 0 C, og bakterien er typisk ansvarlig for fordærv af flere forskellige slags ferske fisk i modificeret atmosfære pakning. Det er derfor ikke overraskende at bakterien vokser til høje koncentrationer, forårsager fordærv samt danner histamin i fersk hornfisk det har blot ikke tidligere været dokumenteret. (se FISK&HAV nr. 56, side 48-54 for information om P. phosphoreum) Vores forsøg med hornfisk har vist at giftige mængder af histamin kan undgås på to forskellige måder. Hvis filet af helt frisk fersk hornfisk opbevares i is (ved 0 C) er histamindannelsen langsom eller helt fra- 9
Figur 4 HISTAMIN- DANNELSE Dannelse af histamin under kølelagring af hornfisk. Den røde stiplede linie angiver den laveste koncentration af histamin (750 mg/kg) der har forårsaget et registreret tilfælde af histaminforgiftning grundet hornfisk. Den blå linie angiver den højeste tilladelige koncentration af histamin i fiskeprodukter ifølge dansk lovgivning (200 mg/kg). Histamin (mg/kg) Histamin (mg/kg) 3500 3000 2500 2000 1500 1000 500 0 0,0 4,0 8,0 12,0 16,0 20,0 Lagringsperiode (dage) 3500 3000 2500 2000 1500 1000 500 0 0,0 4,0 8,0 12,0 16,0 20,0 Lagringsperiode (dage) 10 værende (Figur 4). Disse betingelser bør derfor tilstræbes ved forarbejdning og distribution af fersk hornfisk i praksis. Det er dog meget interessant at forsøgene også viste at en kombination af frysning i 5-6 uger og lagring af optøet hornfisk i modificeret atmosfære-pakning (40 % CO2 og 60 % nitrogen) forhindrer dannelse af histamin (Figur 4). Samtidig forlænger denne behandling holdbarheden for det optøede produkt markant (med ca. 7 dage ved 5 C) sammenlignet med fersk hornfisk (Tabel 2). Effekten af frysning sammen med modificeret atmosfære-pakning var ikke uventet, da vi tidligere har vist at fordærvelsesbakterien P. phosphoreum dræbes ved almindelig frysning af fi s k e p r o d u k t e r. At anvende en kombination af frysning og modificeret atmosfære-pakning kan være meget relevant. Frysning tillader f.eks. salg af hornfisk udover den periode om efteråret hvor fede hornfisk med god spisekvalitet kan fanges i Danmark. Yderligere tillader modificeret atmosfære-pakning at hornfisk sælges fra køledisken i supermarkeder på samme måde som mange ferske fiskeprodukter og andre levnedsmidler.
FISK & HAV 2006 NR. 60 I A Danmark er der behov for nye fiskearter til konsum. Vores forsøg viser at der er mulighed for en øget udnyttelse af hornfisk, idet problemer med histamindannelse og histaminforgiftning kan løses med almindelig frysning kombineret med pakning B i modificeret atmosfære. Det virker derfor relevant at undersøge hvad der er den optimale fryseproces for denne fisk og samtidig finde gode opskrifter for let og hurtig tilberedning af optøede fileter af hornfisk. Anne Kjølby, Ib Krog Larsen og Niels D. Sørensen fra Fødevarestyrelsen, Fødevareregion Øst takkes for information om tilfælde af histaminforgiftning samt for samarbejde om dannelse af histamin og biogene aminer i fiskeprodukter indenfor det integrerede EU projekt SEAFOODplus ( www.seafoodplus.org).nadereh Samieian og Helle L. Madsen har leveret et stort arbejde i forbindelse med lagringsforsøg og identifikation af bakterier. LITTERATUR Dalgaard, P., H. L. Madsen, N. Samieian & J. Emborg, 2006. Biogenic amine formation and microbial spoilage in chilled garfish (Belone belone belone) - effect of modified atmosphere packaging and previous frozen storage. Journal of Applied Microbiology (in press) Dorman, J.A. 1991. Investigations into the biology of the garfish, Belone belone (L.), in Swedish waters. Journal of Fish Biology 39, 59-69 Emborg, J., B.G. Laursen & P. Dalgaard, 2005. Significant histamine formation in tuna (Thunnus albacares) at 2 C - effect of vacuum- and modified atmosphere-packaging on psychrotolerant bacteria. International Journal of Food Microbiology 101, 263-279 Lehane, L. & J. Olley, 2000. Histamine fish poisoning revisited. International Journal of Food Microbiology 58, 1-37 11
PETER MUNK (pm@difres.dk) Danmarks Fiskeriundersøgelser Afdeling for Havøkologi og Akvakultur Boks 1 FRONTERS DYNAMIK 12 Front-forskning hydrografiske fronter og det marine økosystem Høj-produktive områder i havet, med store forekomster af plankton og fisk, er ofte knyttet til specielle zoner hvor forskellige vandmasser mødes. De særlige fysiske forhold i disse hydrografiske front-zoner betyder at der tilføres næringsstoffer, og at plankton-organismerne koncentreres. Det internationale forsknings-program LIFECO har set på koblingen mellem fronternes dynamik og de biologiske processer i et udvalgt område af Nordsøen. Forskningen viser hvor markant økosystemets funktion og sammensætning påvirkes af de fysiske forhold, og lægger op til at denne kobling mellem fysik og økosystemer inddrages ved miljø-beskyttelse og forvaltning af fiskeri-ressourcer. Det åbne hav virker meget ensartet, og på vand fra land, opvarmning af overfladelag overfladen ser man ikke umiddelbare tegn samt tidevands-bevægelser skaber særlige på at nogle vandmasser har et rigere liv end overgangszoner, de såkaldte hydrografiske andre. Men fiskere og biologer ved at havet fronter. faktisk er meget forskelligartet, og at man finder særligt store forekomster af fisk i bestemte områder. Sådanne områder findes i massefylde, og de specielle fysiske forhold Fronternes dynamik er baseret på forskelle ofte i forbindelse med banker og skrænter, medfører både en opstigning af næringsrigt men det er ikke selve bundforholdene der bundvand og en vandtilstrømning fra begge giver et rigt dyreliv oppe i vandsøjlen. Bunddybden har derimod indflydelse på hvordan en forhøjet algeproduktion, samt en opkon- sider af fronten (Boks 1). Man ser derfor ofte vandmasserne opfører sig. Et samspil centrering af mindre organismer i frontzonen mellem bundforhold, udstrømning af fersk- (se eksempel på algers udbredelse i Figur 1). En front opstår hvor to vandmasser der har forskellig sammensætning af salt og temperatur, mødes. Ferskt og varmt vand er lettere end salt og koldt der er da tale om massefyldeforskelle mellem vandmasserne, og de vil derfor flytte sig i forhold til hinanden. Vandmassen der er lettere (dvs. ferskere og/eller varmere (A), vil lægge sig over den tungere vandmasse (B), og ned gennem vandsøjlen ser vi ofte en brat overgang i de fysiske forhold ved det såkaldte springlag (C). I mange tilfælde bliver der en forskydning mellem frontens forløb ved overfladen og ved bunden. Tidevandsbevægelser spiller en stor rolle da de skaber en opblanding af vandet ved bunden (1). I et samspil mellem en række andre fysiske processer betyder dette at der både skabes en opadgående strømning der fører næringsrigt bundvand op (2), og strømme hen mod fronten der giver en nedadgående strømning her (3), og endelig medfører en stærk strøm langs med fronten (4).
FISK & HAV 2006 NR. 60 A B Figur 1 FORHØJET PRODUKTION Fronternes dynamik er baseret på forskelle i massefylde, som bl.a. medfører en opstigning af næringsrigt bundvand. Satellit-fotoet viser en forhøjet algeproduktion omkring en frontzone. Mængden af klorofyl er vist stigende fra lilla til rød. Sort er land eller skyer. 4 B C 3 1 2 A Havbund 13
Boks 2 LIFECO LIFECO Koblingen mellem hydrografiske fronter og økosystemernes udvikling et internationalt forskningsprojekt. Samarbejde mellem forskere fra Tyskland, England, Norge og Danmark. Gennemført i perioden 2001-2004 Fokus på nordøstlige Nordsø Opdelt i specifikke forskningsdele der benytter information fra hinanden: - Udvikling af analyseværktøjer o Værktøjer til analyse af geografisk og satellit information. Udvikling af fælles database. - Hydrografisk modellering o Modeller af strømforhold, temperatur og saltholdighed på baggrund af vind, lufttryk, afstrømning o.a. Særligt fokus på at beskrive dannelse af fronter. - Biologisk modellering o Modellering af biologiske processer (produktion, vækst) ovenpå den modellerede hydrografi. Fokus på primærproduktion og mulig koncentrering af organismer i frontzonen - Hydrografiske og biologiske opmålinger o - Proces-studier o - Syntese o Intensivt indsamlingsprogram marts-november 2001 langs fastlagte indsamlings-snit. Fokus på at belyse forekomst på alle niveauer i økosystemet, og at relatere forekomsten til fronternes placering Studie af en lang række processer primærproduktion, fødeoptagelse, vækst og dødelighed i forbindelse med det intensive felt-studie. Fokus på hydrografiens betydning ved samspil mellem organismer. Kobling mellem informationerne fra de forskellige projekt-dele. Fokus på betydningen for rekrutteringen til fiskebestandene og den tidsmæssige udvikling af økosystemer og fiskepopulationer Rapporteret til EU, Det Internationale Havforskningsråd, samt ved internationale konferencer og i tidsskrifter. 14 Men man har endnu ikke fuld forståelse for hvordan fysik og biologi spiller sammen og skaber disse rige økosystemer. Derfor foregår der en intensiv forskning i et samarbejde mellem en række forskere med forskellig baggrund matematikere, hydrografer, plankton-økologer, fiskeri-biologer, o.a. LIFECO Et sådant samarbejde blev igangsat i 2001 mellem forskere fra flere europæiske institutioner, med fokus på et havområde i den østlige del af Nordsøen. Samarbejdet blev kaldt LIFECO og var støttet af EU (se projektets struktur i Boks 2).
FISK & HAV 2006 NR. 60 A Breddegrad 59 58 57 56 55 B Figur 2 UNDERSØGELSES- OMRÅDET Kortet viser dybdeforhold og vigtige havstrømme i Nordsøen. Pilenes farve antyder vandets saltholdighed; jo lysere pilene er, desto ferskere er vandet. Den indsatte ramme viser undersøgelsesområdet med de enkelte stationer indsat som stjerner. 54 53-3 -2-1 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 Længdegrad De enkelte institutioner bidrog blandt andet til et intensivt opmålings- og indsamlingsprogram, der omfattede de hydrografiske forhold og forekomsten af marine organismer fra de mindste alger og op til voksne fisk. Fiskeyngelen var i fokus, da dennes opvækst og overlevelse bestemmer tilførslen af nye fisk til bestandene, og dermed de fremtidige fiskerimuligheder. Det valgte undersøgelsesområde er kendt for markante fronter og stedvis en meget høj produktion (se også F&H nr. 47, s. 18-23). Ved planlægningen af undersøgelsen udvalgte vi en række standard-snit, hvor vi ville indsamle information hen over karakteristiske front-zoner (se Figur 2). Indsamling med forskningsskibe Havundersøgelses-skibe fra Danmark og Tyskland dækkede undersøgelsesområdet seks gange fra marts til november, alle gange med indsamlinger og opmålinger over en udvalgt række af de nævnte snit. Efterårsmånederne var som sædvanligt meget blæsende, så dækningerne i disse måneder blev mere sparsom end tidligere på året. Over sæsonen fra marts til november indsamlede vi et meget omfattende materiale. På alle stationer målte vi vandsøjlens temperatur, saltholdighed, iltindhold, og indhold af fluorescerende stoffer, der giver et mål for mængden af alger i vandet. I forbindelse med denne måling indsamlede vi vandprøver til bestemmelse af næringsstoffer samt algernes sammensætning og produktion. Herefter udsatte vi en række net-redskaber til indsamling af plankton og fisk. Med nogle redskaber kunne vi tage prøver i bestemte dybder, så vi kunne se hvordan dyrene var fordelt, mens vi med andre net indsamlede over hele vandsøjlen. 15
16 De indsamlede informationer om fysik, kemi og biologi blev overført til en fælles database, hvorfra alle forskere kunne trække de nødvendige data til brug i deres analyser. Beskrivelsen af selve front-processerne i undersøgelsesområdet blev baseret både på matematisk modellering af strømforhold, og på de aktuelle målinger af temperatur og saltholdighed. Fysik og biologi Mens det fortrinsvis var forskellen mellem saltholdighed af vandmasserne der skabte fronterne tidligt på året, fik opvarmningen af overfladelaget betydning for fronternes dynamik henover foråret og sommeren. Områdets meget varierede bundforhold betød at fronterne havde et meget komplekst forløb i undersøgelsesområdet. I den sydlige del ud for den danske vestkyst har den såkaldte Jyllands-strøm stor indflydelse. Denne strøm tilføres vand fra de europæiske floder og er derfor relativ fersk. Ud for Jyllands-strømmen dannes en vandmasse af opblandet vand, denne strækker sig cirka 100 km fra kysten, mens der længere ude findes en tredje vandmasse af relativt salt, centralt Nordsøvand. Mellem disse vandmasser dannes en front ud for selve hovedstrømmen (en såkaldt estuarin front), samt en front mellem det opblandede og det saltere, centrale Nordsøvand (en såkaldt tidevandsfront) (se Figur 3A, centrale dele af fronter angivet med pile). Den inderste front er påvirket af den aktuelle tilstrømning af flodvand og kan flytte sig inden for korte tidsrum (dage), mens den ydre front, bortset fra en tidevandsbevægelse frem og tilbage på cirka 10 km, er mere stabil i sit forløb (ændringer over måneder). Vores opmålinger af organismer over disse fronter illustrerer hvordan det marine økosystem er tæt knyttet til de særlige hydrografiske forhold. På snittet ud for Horns rev ved vestkysten ses hvordan den primære produktion og forekomsten af alger er forhøjet i fronterne (Figur 3B, sammenhold angivelsen af fronter på figur 3A). Denne tendens, med en særligt høj tæthed af organismer i to (front)områder, så vi også for dyrene højere oppe i fødekæden. Forekomsten af de meget vigtige vandlopper toppede i nærheden af fronterne. Især var familierne Pseudocalanus og Temora talrige her (Figur 3C). Også for andre typer af plankton-organismer, for eksempel larver af muslinger og børsteorme, og for fiskelarverne, der er på næste niveau i fødekæden, fandt vi en høj koncentration i de samme to zoner (Figur 3D). Sammenhængen mellem fronter og forekomst af planter og dyr kunne ses ved alle vores indsamlinger, og vores fiskeri efter voksne fisk viste at den kendte koncentration af fisk ved f.eks. skrænterne op mod bankerne i Nordsøen også havde sammenhæng med forekomsten af fronter (Figur 4). Organismernes fordeling ned gennem vandsøjlen var også påvirket af de fysiske forhold. Forekomsten af alger var særlig høj omkring de såkaldte springlag, hvor ændringen i salt eller temperatur er særlig markant. Også dyre-planktonet var ofte koncentreret i zoner omkring springlagene.
FISK & HAV 2006 NR. 60 A a) b) Dybde (m) Dybde (m) -10-20 -30-40 -10-20 -30 B Figur 3 AFGØRENDE BETYDNING Både alger og dyreplankton ophobes omkring fronterne. A viser vandets relative massefylde, B viser indholdet af alger, C viser forekomsten af vandlopper, og D viser forekomsten af fiskelarver. Tilknytning til fronter kan være af afgørende betydning for en god overlevelse af en given årgang af fiskelarver. -40 C) Tæthed (antal per m 2 ) 20 10 5 oithona sp. paracalanus sp. pseudocalanus sp. temora sp. acartia sp. D) Tæthed (antal per m 2 ) 0 6 5 4 3 2 1 6 7 8 torsk hvilling rødspætte/ising tobis 0 6 længdegrad 7 8 Længdegrad 17
Figur 4 FISK OG FRONTER Fangst af fisk på skrænten op mod Dogger Banke i april 2001 (langs længdegraden 4ºE). Fronten er vist med skravering. Den kendte koncentration af fisk ved f.eks. skrænterne op mod bankerne i Nordsøen har også sammenhæng med forekomsten af fronter. Tæthed (kg per time træk) 10 8 6 4 2 0 55.5 56 Breddegrad 1.2 0.8 0.4 0 grå knurhane torsk ising kuller hvilling Figur 5 LAG PÅ LAG Venstre figur viser ændringerne i vandets massefylde, mens højre figur viser tætheden af tre almindelige vandloppearter. En del af planktonarterne ændrede deres placering i vandsøjlen hen over døgnet, men generelt foretrak de forskellige arter bestemte lag i vandsøjlen. Dybde (m) 0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 25.5 26 26.5 27 27.5 Massefylde (kg m -3 + 1000) 0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 0 5000 10000 15000 20000 Tæthed (m -3 ) pseudocalanus sp. temora sp. acartia sp. 18 En del af planktonarterne ændrede deres placering i vandsøjlen hen over døgnet, men der var en generel tendens set over alle de stationer hvor vi opmålte planktonets fordeling ned gennem vandsøjlen til at de forskellige arter foretrak bestemte lag i vandsøjlen (Figur 5). Front-økosystemer Hvilken betydning har denne stærke kobling mellem hydrografi og biologi da for organismernes liv og økosystemet som helhed? Frontområderne tilbyder tydeligvis gode livsvilkår: algerne får tilført næringsstoffer og har høj produktion, det betyder flere alger til de planteædende vandlopper, og efterfølgende flere vandlopper til fiskelarverne. Dette kan give særlig høj vækst i disse områder, hvilket vi også fandt ved vores undersøgelser. For eksempel havde vandlopperne en højere produktion af æg, og fiskelarverne en større vækstrate i front-områder. I undersøgelsen kunne vi
FISK & HAV 2006 NR. 60 også A vise at høj vækst hos fiskelarver kan give dem en bedre overlevelseschance. Det betyder at en opvækst i, eller nær, fronterne kan være af afgørende betydning for en god overlevelse af en given årgang af fiskelarver. Mens de marine organismer som helhed havde større forekomst i en frontzone, så vi ofte en gradvis ændring i den relative sammensætning af arter hen over zonerne, og forskellige frontzoner kunne have forskellige organismer knyttet til sig. Sammensætningen af de enkelte arter fulgte et tydeligt mønster, som vi så gentaget ved hvert af vores snit over fronterne. Hver art var særligt hyppig ved bestemte sammensætninger af salt og temperatur. På den måde fik hver frontzone som jo netop er karakteriseret ved en høj grad af variation i disse parametre et særligt økosystem med en speciel rumlig sammensætning af organismer. Dette betyder at koblingen mellem hydrografi og biologi ikke kun ligger i at frontprocesserne kan øge forekomst og vækst, men også i at frontzonens variation i fysiske parametre afspejles i økosystemets sammensætning og rigdom. Fronternes dynamik bestemmes som nævnt af en række fysiske forhold, der både ændrer sig over kortere perioder (dage, sæson) B og lange tidsrum (10-års skala). Der kan være tale om ændringer i tilstrømning af oceanisk vand, afstrømning af ferskvand, sol-indstråling og vindpåvirkning. Forvaltning af ressourcerne De resultater der er opnået ved denne undersøgelse, og ved det opfølgende model-arbejde, giver os bedre redskaber til at bedømme hvorledes fysiske ændringer påvirker biologien på både kort og langt sigt. Vi kan i højere grad koble observerede hydrografiske ændringer til udviklingen i økosystemer og fiskepopulationer, hvilket kan være af stor værdi ved forvaltningsarbejdet. For eksempel kan udsving i de fysiske forhold på fiskenes gyde- og opvækstpladser indgå i en risiko-vurdering for hvordan bestandene vil kunne klare en given udnyttelse. Af andre eksempler kan nævnes at de hydrografiske målinger kan bruges til at dirigere den biologiske prøvetagning, så man får flere prøver i de vigtigste områder, og til at afgrænse særlige økosystemer der eventuelt bør beskyttes mod kraftig udnyttelse. Vores forståelse for hvor forskelligartet havet er, og hvor tæt fysikken og biologien spiller sammen, har tydeligvis stor betydning for forvaltningen af ressourcerne, og en sådan økosystem-tilgang får større og større indpas i forvaltnings-arbejdet. 19
SØREN ANKER PEDERSEN (SAP@difres.dk) Danmarks Fiskeriundersøgelser Afdeling for Havøkologi og Akvakultur 20 Fjordrejer i danske farvande biologi og fiskeri Et stykke mad med friskpillede fjordrejer er en stor delikatesse og en tradition, nærmest Danmarks svar på kaviar! Fjordrejefiskeriet langs de danske kyster starter om foråret i maj, og i de sidste godt ti år har der været mange fjordrejer at fange. Men i de senere år har en bakteriesygdom gjort store indhug i rejebestandene i sydøst-danmark. Bestandene har dog altid svinget meget, og det er sandsynligt at rejerne af sig selv vil slippe af med bakterierne, efter bestanden har været nede og vende. Denne artikel giver en historisk og nutidig beskrivelse af viden om fjordrejers biologi og fiskeri. Levested, vandring og gydning Udbredelsen af rejerne er knyttet til ud- Roskilderejen bredelsen af forskellige typer af tang, som Af de fire arter fjordrejer som er almindelige rejerne skjuler sig i om dagen for at undgå ved de danske kyster, har den vigtigste at blive spist af fisk. Rejerne udbreder sig fået navnet Roskildereje (latinsk artsnavn: således i tangbælterne eksempelvis i ålegræsbælterne Palaemon adspersus, Figur 1). Roskilderejer og i bælter af den indvan- er således det danske artsnavn for de drede algeart Sargassotang (Sargassum levende eller friskpillede fjordrejer som sælges muticum), der er en stor brunalge som har hvert forår og sommer hos fiskehand- bredt sig i bl.a. Limfjorden. lere og på restauranter. Men roskilderejer omtales også som almindelig reje eller blot fjordreje. I gamle dage fik fjordrejerne ofte navn efter fangststedet f.eks. Holbækreje, Limfjordsreje osv. selvom de alle er én og samme art. Roskilderejen har fem par brystlemmer, det forreste par har små klosakse. Alle lemmepar som sidder foran de fem par brystben, fungerer som såkaldte mundlemmer, dvs. at de udelukkende benyttes til at fastholde og tygge føden. Kropsbenene er udviklet til svømmeben. Farven varierer stærkt, alt efter bundforhold. Den er lige fra næsten gennemsigtig gullighvid med sorte prikker til mørkt rødbrun. Rejerne vandrer ind på lavere vand om foråret og ud på dybere vand om vinteren. Rejerne overvintrer skjult i tang på relativt dybt vand (3-10 meter). Om foråret når vandtemperaturen stiger, vandrer rejerne ind på lavere vand (1-2 meter). Her foregår rejernes parring og gydning. Rejerne er særkønnede, dvs. der er hanner og hunner. Visse rejearter, fx Grønlandsrejen, skifter køn i løbet af deres livscyklus, men det gælder altså ikke Roskilderejen. I det tidlige forår danner hunnerne såkaldt hovedrogn i gonaderne, dvs. ugydte æg som ligger under hovedskjoldet og som ses som et mørkt område. Umiddelbart efter et skalskifte parrer hun sig med en til flere hanner og gyder æggene, som derefter befrugtes fordi de passerer en sædklump som hannen har placeret ved hunnens kønsåb-
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: SØREN ANKER PEDERSEN A B Figur 1 ROSKILDEREJEN Roskilde-rejen (Palaemon adspersus) også kaldet almindelig reje eller fjordreje. Farven varierer efter bundforhold, fra rødbrun til næsten gennemsigtig gullighvid med sorte prikker. Figur 2 ÆG Efter at hunnen har gydt æggene, klæber de sig til benene under hunnens bagkrop indtil de klækker efter en måneds tid. Ny-gydte æg er klare eller grønne. Efter 2 uger får æggene øjne, dvs. rejelarvens to øjne kan ses som mørke pletter i æggene. Efterhånden som larver og øjne udvikles, bliver æggene sorte eller mørke FOTO: SØREN ANKER PEDERSEN 21
22 ning. Efter gydningen klæber æggene til halefødderne (pleopoderne) under hunnens bagkrop, hvor hun bærer dem indtil de klækker, og larverne frigøres (Figur 2). De store hun-rejer er de første som begynder at vandre ind på lavere vand i begyndelsen af maj. Mindre førstegangsgydende hunrejer vandrer ind senere og gyder senere. Derfor er rejerne i fangster i begyndelsen af maj ofte særligt store sammenlignet med fangster senere på sæsonen. I løbet af sommeren gyder alle hunner der er mindst 2 år gamle (rejerne menes at kunne blive 3 til 4 år gamle). Gydning af æg finder sted i to perioder med første top i maj og anden top i juli. Fra midten af juli bliver der færre og færre hunner med rogn. Der kan være forskelle mellem lokaliteter og mellem år i den præcise tidsperiode for hvornår gydningen sker. De største hunner kan bære op til ca. 2.500 æg under bagkroppen, mindre hunner bærer færre æg idet ægantallet pr. hun er proportionalt med hovedskjoldets volumen. I juni-august, når temperaturen stiger, vandrer de ægbærende hun-rejer igen ud på dybere vand (3-10 meter), hvor æggene klækkes og rejelarver frigøres. Larverne er planktoniske, dvs. de bliver ført med havstrømmen. Rejelarvens udvikling i ægget fra gydning/ befrugtning til æg-klækning (larve-frigørelsen) tager ca. 1 måned. I løbet af endnu en måneds tid driver rejelarverne frit med havstrømmen som plankton. I planktonstadiet gennemgår rejelarverne 6 larvestadier og et større antal skalskifter, hvorefter de søger bunden (Figur 3). Rejelarvernes udviklingshastighed er temperaturafhængig ved højere temperaturer bliver udviklingstiden kortere. Når rejeynglen har slået sig ned på bunden, har de fået de voksne rejers udseende, og de vandrer ind mod det lavere og varmere kystvand med vegetation for at skjule sig. Efter at æggene er klækkede på forholdsvis dybt vand, vandrer hun-rejerne sidst på sommeren igen ind på det lavere vand langs kysterne. Hen på efteråret i november-december i forbindelse med faldende vandtemperaturer trækker rejerne atter ud på dybere vand, som på denne årstid nu er lunere end det lave vand. Fjordrejer er kendt for at fortage massevandringer om sommeren. Massevandringer finder sted hvor der er større vandarealer med snævert udløb. For eksempel er massevandringer kendt fra Kerteminde-Nor, Korsør Nor, Norsminde Nor og Hjarbæk Fjord. Også i Ulvshale Løb, renden i sundet mellem Nyord og Ulvshale på Møn, er massevandringer af rejer kendt og udnyttet i fiskeriet. Sidst på sommeren sættes ruser med korte arme på udløbsskrænten, og massevandrende rejer fanges i ruserne om natten. Ifølge rejefiskerne går de kun i ruserne om natten. Udvandringen om sommeren betragtes som en gyde-vandring af ægbærende hunner; det formodes at æg og larver ikke tåler de høje temperaturer på det lave vand, og at de ægbærende hunner derfor vandrer ud på dybere vand før æggene klækkes. Føde og vækst Fjordrejerne er altædende, dvs. de spiser både levende og døde organismer mikroskopisk plankton, smådyr, andre krebsdyr og ådsler. Rejerne er aktive om natten, hvor de søger føde, og de er mindre aktive om
FISK & HAV 2006 NR. 60 A FISKERI B LIVSCYKLUS Figur 3 LIVSCYKLUS Når rejelarverne udklækkes, er de 3 mm lange; efter 4-5 ugers liv med 6 larvestadier antager de de voksne rejers udseende og levemåde og søger mod bunden; de er nu 7-8 mm lange. Herefter vokser hunnerne hurtigere end hannerne, og 2-årige hunner udgør hovedparten af fangsterne i rejefiskeriet. Det er også som ca. 2-årig at hunnen gyder første gang. 2-3 år Hovedskjoldslængde mm 10 5 rejeyngel 0 år rejer 1 år rejer 2 år Figur 4 VÆKST Vækst af fjordrejer i Limfjorden. Længde af hovedskjold og totallængde er proportionale. Omtegnet af Jensen (1958) efter Mortensen (1897) 0 J A S O N D J F M A M J J A S O N D J F M A M J J A S Måned 23
24 dagen, hvor de skjuler sig i vegetationen. Det er observeret i akvarier og i rejeruser at rejerne kan angribe og æde små fisk og artsfæller. Efter skalskift er rejerne sårbare, og hvor rejerne går tæt sammen, angribes og fortæres de blødskallede rejer både af fisk (ål), men også af artsfæller. I korthed kan rejens vækst beskrives som følger (Figur 3 og 4): Når rejelarverne udklækkes, er de 3 mm lange; efter 4-5 ugers liv oppe i vandsøjlen antager de, efter at have gennemgået 6 udviklingstrin (larvestadier), de voksne rejers udseende og levemåde; de er nu 7-8 mm lange. I den første tid efter forvandling fra larve til voksen vokser rejerne særligt hurtigt, og hen på efteråret har de både hanner og hunner nået en størrelse på omkring 3 cm. I løbet af vinteren vokser rejerne ikke, men næste forår begynder væksten igen. Hunnerne vokser forholdsvis hurtigt, og midt på sommeren er de ca. 5 cm lange; de er da 1 år gamle. Både hanner og hunner er kønsmodne, når de er 1 år gamle. Mange hunrejer gyder første gang når de er 1 1/2 2 år gamle. Rejernes størrelse måles ved længden af hovedskjoldet (bag øjet til bagkanten) og ved total-længden (fra pandetorn til halespids udstrakt). Der findes nøgler for sammenhæng mellem længde af hovedskjold og total-længde. Væksten af 2-årige rejer er dog langsom, og 2-årige rejer er derfor ikke så meget større end 1-årige (Figur 4). De mest værdifulde rejer er de 2-årige hunner, idet hanner og 1-årige hunner generelt er for små til salg og kommerciel fangst. Rejerne vokser således fra larver til salgbar størrelse på 2 år og total-længde på mellem 5 og 7 cm. Dødelighed Rejer dør dels ved naturlig dødelighed og dels som følge af fiskeri. En stor del af rejebestanden kan dø i strenge vintre. Stor rejedød opstår især i vinterperioder med kraftige kolde vinde af stormstyrke. I sådanne perioder dannes der iskrystaller i overfladen, som bliver blandet ned i vandsøjlen. Iskrystallerne sætter sig på gællerne og kvæler skaldyr og fisk. Fiskeriet synes at være af mindre betydning for årlige variationer i rejebestanden sammenlignet med de klimatisk betingede naturlige årsager. Milde vintre synes at give bedre vækstbetingelser for rejerne. I 2003 blev der konstateret bakteriel skalsyge på rejerne ved Sydlolland (farvandet udfor Errindlev havn). Sygdommen er, som navnet siger, forårsaget af bakterier som angriber rejernes skal og opløser den. På skallerne ses brune pletter og huller i skallen (Figur 5). Sygdommen er ikke farlig for mennesker der spiser rejerne, men den bevirker at rejerne dør. At sygdommen har en alvorlig effekt på en rejebestand illustreres af at rejefisker i Stege Bugt, Otto Permin, før sygdommen brød ud, årligt kunne fange 10-15 tons fjordrejer. Efter sygdomsudbruddet i 2004/2005 har han stort ikke kunne fange fjordrejer i sit fiskeområde. I 2004 og 2005 havde sygdommen bredt sig fra Sydlolland til rejepopulationer på Nordlolland, Falster, Sydsjælland og Fyn. Rejefangsterne i disse områder faldt kraftigt i især 2005. Rejefiskere kan fortælle at sygdommen tidligere har været kendt på rejer ved Sydlolland, men det er så vidt vides første gang den har bredt sig så vidt omkring, endda på relativ kort tid.
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: KURT BUCHMANN A B Figur 5 DRÆBERBAKTERIE Bakteriel skalsyge. Bakterierne angriber rejernes skal og opløser den. Det ses som pletter på fjordrejernes skal. Når bakterierne har gnavet hul på skallen, dør rejen. Sygdommen bredt sig fra Sydlolland til Nordlolland, Falster, Sydsjælland og Fyn og har her ført til et stort fald i rejefangsterne. Rejepopulationerne vil formentlig af sig selv slippe af med bakterierne igen på et tidspunkt, men hvornår kan man ikke sige. Sygdommen er kendt og beskrevet hos rejer og skaldyr fra Amerika og fra rejefarme i Asien. Sygdommen opstår når skaldyrpopulationer går meget tæt sammen og er udsat for en stress-situation, måske kombineret med forholdsvis høj temperatur. Hvad der er årsag til sygdommen hos fjordrejerne i Danmark vides ikke. Der har imidlertid været usædvanlig mange fjordrejer i de danske farvande i de senere år, og måske har den store rejetæthed resulteret i en stress-situation som har gjort at bakteriel skalsyge har kunnet udvikle sig. Hvordan sygdommen spredes vides ikke, men da rejerne har planktoniske larver, som spredes med havstrømmen, er der nærliggende at antage at sygdommen kan spredes med larverne. Hvor længe det vil vare fra sygdommen er brudt ud og til rejepopulationerne er sygdomsfri og atter giver et godt fangstudbytte, vides ikke. Det er mest sandsynligt at rejerne af sig selv vil slippe af med bakterierne, efter bestanden har været nede og vende. Fiskeri Rejer fiskes langs kyster og fjorde hovedsageligt fra april til september. Rejernes vandringer gør at de kan fanges i såkaldt stående redskaber, dvs. i rejeruser (pæle- eller kasteruser). Ruserne placeres typisk på tværs af kystlinien på 1/2-2 meters dybde. Rejerne vandrer om natten, og vandringen forgår typisk inden for nogle få timer. Som beskrevet på side 22 foregår vandringen af de ægbærende hunner fra lavere mod dybere vand for det meste i juni, men i kolde somre kan udvandringen forsinkes til juli. Vandringerne giver ændringer i fangstudbytte fra reje-ruser gennem sæsonen. Daglige observationer af fangster i individuelle reje-ruser sat ud fra kysten (fra lavere til dybere vand) viser at det er muligt at bestemme tidspunktet for udvandringens start, og at udvandringen er styret af vandets temperatur. 25
26 For at følge rejernes vandring flytter rejefiskerne deres rejeruser gennem sæsonen mod dybere vand. Dvs. rejeruserne flyttes nærmere udmundingen af fjorde/nor for at derved at opnå størst mulig fangst. Da der er store variationer gennem sæsonen i rejefangsterne fra forskellige områder af en fjord, er lokalkendskab til rejernes vandringer en nødvendighed for at få et godt rejefiskeri. I vinterhalvåret vandrer rejerne ikke, og der fanges i dag kun få rejer om vinteren. Historisk fiskede man dog også rejer om vinteren mange steder. Vinterfiskeriet efter rejer foregik med såkaldt glidevod, som blev trukket fra små både hen over tangbælterne om natten. Tidligere var priser på rejer relativt højere end i vore dage. Ifølge rejefisker Otto Permin lå der i en mild vinter i 1950 erne omkring 40 både og fiskede rejer med vod i Stege Bugt til det københavnske marked. De lavere priser og de vanskelige afsætningsmuligheder for rejer om vinteren er en væsentlig grund til at vinterfiskeri efter rejer er ophørt. Otto Permin er en af de fiskere som i de senere år har fanget flest fjordrejer i Danmark (inden skalsygen slog igennem). I 2003 fangede han omkring 12 tons, og havde der været bedre afsætningsmuligheder og en pris på rejerne så det kunne betale sig at fiske dem, kunne han have fanget flere rejer. De totale registrerede landinger af fjordrejer i perioden 1885 til 2005 er vist i Figur 6. Det fremgår af Figur 6 at der er betydelige svingninger i landingerne fra år til år. I 1930 erne, i slutningen af 1940 erne og ind i 1950 erne blev der fanget mange fjordrejer, formentlig pga. af den generelle mangel på fødevarer, men også fordi priserne på rejer var forholdsvis meget højere end i dag. Sidst i 1970 erne og i løbet af 1980 erne var der en betydelig nedgang i landingerne af rejer. Faldet i rejefangsterne i 1970 erne skyldes bl.a. at de større dybvandsrejer begyndte at komme på markedet, dels fra Skagerrak og dels fra Grønland. Interessen for grønlandske rejer var større end for danske fjordrejer. Samtidig blev det billigere og lettere for fritidsfiskere at købe rejeruser, hvilket betød at flere fjordrejer blev solgt uden at blive registreret i den officielle fiskeristatistik. Vinteren 1978/1979 var en usædvanlig kold vinter, som resulterede i udryddelse af rejebestandene i det meste af Danmark, og som ødelagde rejefiskeriet i flere år derefter. Ovennævnte forhold betød at det traditionelle marked for fjordrejer faldt betydeligt og resulterede i mindre landinger fra erhvervs- og bierhvervsfiskere. Deraf det yderligere fald i landingsstatistikken i 1980 erne. For at forhindre fritidsfiskere i at fange rejer vedtog man at fritidsfiskere skulle have mindst 30 mm masker i deres pæle-ruser og ovenvandsredskaber. I 1990 erne steg landingerne kraftigt. Det blev lettere at købe relativt billige kasteruser, og da de er blevet betragtet som undervandsredskaber, må de godt have rejerusenet i. Derfor stigningen i landinger i 1990 erne. Fra midten af 1990 erne er det blevet forbudt fritidsfiskere at sælge deres fangster. Dette blev bl.a. indført for at gøre erhvervsfiskeri efter fjordrejer mere attraktivt og rentabelt. Indtil for nylig har erhvervsfiskerne kunnet fange flere fjordrejer end det har været muligt at sælge på det danske marked. Det har imidlertid ændret sig i 2005 bl.a. pga. den
FISK & HAV 2006 NR. 60 A Tons 700 600 500 400 300 200 100 0 1885 1895 1905 1915 1925 1935 År Samlede landinger af fjordrejer i Danmark, 1885-2005. (Datakilde: Jensen (1958), Fiskeriberetninger fra perioden 1958-1978 og Fiskeridirektoratets landings- og fangststatistik (www.fd.dk)). Kolde vintre reducerer bestandene, og det kan aflæses i landingerne. Bakteriel skalsyge er skyld i faldet i 2005 og vil formentlig også give mindre fangster i de kommende år. B 1945 1955 1965 1975 1985 1995 2005 Figur 6 LANDINGER bakterielle skalsyge i store sydøstdanske rejepopulationer. Sygdommen har bevirket at rejefiskerne har fanget under halvdelen af de tidligere års rejefangster. Nedgangen i rejebestanden har betydet lidt bedre priser på rejerne i 2005. I de sidste 10 år har de årligt indberettede landinger af rejer svinget mellem 100 og 200 tons. Dertil skal lægges en betydelig mængde rejer som fanges af fritidsfiskere, og som ikke registreres i Fiskeridirektoratets landings- og fangststatistik. Langt størstedelen af de rapporterede rejefangster tages på Sydsjælland og Lolland-Falster (Figur 7). De sidste par års skalsyge med stor dødelighed i rejebestandene i sydøst Danmark vil højst sandsynligt betyde at det tager flere år før rejefiskerne i de sygdomsramte områder igen kan fange mange rejer, hvilket naturligt nok bekymrer de rejefiskere som lever af rejefangst i de sygdomsramte områder. Salg, marked og maskin-pilning Fjordrejer sælges hovedsageligt i sommermånederne, som friskfanget og levende rejer til fiskehandlere på fisketorvet i København. Markedet for fjordrejer er hovedsageligt de nordsjællandske fiskeforretninger og københavnske restauranter, især Tivoli. Kunderne som køber levende rejer til selv-kogning og pil-selv-rejemad, er københavnere og nordsjællændere. Det at fjordrejerne er forholdsvis små og skal pilles afholder imidlertid mange forbrugere fra at købe fjordrejer. Det at rejerne skal pilles øger prisen, og rejer som de kan købes om foråret på restauranter i eksempelvis Tivoli, betragtes af mange som en luksus forbeholdt en kundekreds af gourmeter. De billige grønlandske og udenlandske rejer som sælges i butikkerne, er medvirkende årsag til at markedet for fjordrejer i Danmark er relativt lille og mættet. Periodevis er det vanskeligt eller umuligt at sælge fjordrejer til en pris som gør det rentabelt at fiske rejerne selvom der er masser at fange. Dette, og så at det fangsterne kan variere meget fra år til år, bevirker at rejefiskeriet er et erhverv med stor usikkerhed og store svingninger i rejepriserne. Fiskerne har brug for bedre afsætningsmulighed i de særligt gode rejeår og mere stabile priser på rejer gennem året (Otto Permin og Cextin 27
Figur 7 LANDINGSSTEDER Landing (kg) af fjordrejer i Danmark i 2004. (Datakilde: Fiskeridirektoratets landings- og fangststatistik (www. fd.dk)). De fleste rejer landes på Sydsjælland og Lolland- Falster. 2004 FJORDREJER TOTALLANDING (kg) 100.000 50.000 1o.000 28 Jørgensen, personlig samtale i 2004). Fiskerne har gjort forsøg med at sælge friskfangne danske fjordrejer til bl.a. italienske fiskehandlere, men for lave salgspriser og for dyre transportudgifter har medvirket til at eksportprojekterne har måttet opgives igen. For at reducere prisen på pillede rejer har en rejefisker og et par fiskehandlere investeret i rejepillemaskiner. Der findes således i 2005 tre maskinreje-pille anlæg til fjordrejer i Danmark: 1) i Guldborg hos rejefisker Cextin Jørgensen, 2) hos firmaet Water King i Fåborg og 3) hos firmaet Kongs-
FISK & HAV 2006 NR. 60 bak A Lassen i Kødbyen i København. Ifølge Cextin Jørgensen skal der bruges fire kilo levende rejer til et kilo maskin-pillede rejer. Et forhold som er mindre ved håndpilning, fordi spildet ved håndpilning er mindre. Som rejefisker skal man mindst have mellem 20 og 30 kr. pr. kilo levende rejer for at det kan betale sig at fiske. Prisen afhænger af om der mange eller få rejer at fange og svinger typisk mellem 20 og 70 kr. pr. kg, bl.a. betinget af efterspørgslen. Dvs. at råvareprisen for maskin-pillede rejer kan svinge mellem 80 og 280 kr. pr. kilo. Produktionsprisen B for friske maskinpillede rejer af topkvalitet ligger således et godt stykke over 200 kr. pr. kilo før det er rentabelt at producere maskinpillede rejer. Friskpillede danske fjordrejer er, behandlet på den rette måde, et topkvalitets- og luksusprodukt, som langt overgår de importerede rejer i smag. Uanset om de er håndpillede eller maskinpillede. Ifølge Cextin Jørgensen kan man populært sige at friskpillede fjordrejer er og bør markedsføres som Danmarks svar på størens kaviar. Tak til alle som på forskellig vis har bidraget med oplysninger i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen. Især tak til rejefiskerne Otto Permin (Kalvehave), Cextin Jørgensen (Guldborg), Mogens Bendtsen (Holbæk), Rudi Jensen (Errindlev) og Bent Gade (Amtofte), som alle meget velvilligt har stillet deres viden og erfaringer om rejefiskeriet til rådighed. Det har været særlig hjælp i forståelsen af rejefiskeriet at have deltaget i røgtninger af rejeruser med Otto Permin (Kalvehave), Mogens Bendtsen (Holbæk) og Rudi Jensen (Errindlev). LITTERATUR Drechsel, C.F. 1890. Oversigt over vore saltvandsfiskerier i Nordsøen og farvandene indenfor Skagen. Med kort og planer. 146s Jensen, J.P. 1958. Studies in the life history of the prawn Leander adspersus (Rathke) and the Danish fishery on the species. Meddelelser fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, N.S. 2(18):1-28 Lightner, D.V. 1988. Bacterial shell (Brown spot) disease of Penaeid shrimp. I: C.J. Sindermann & D.V. Lightner (red.): Disease diagnosis and control in North American Marine Aquaculture. Developments in Aquaculture and Fisheries Science, 17. Second, revised edition. s. 48-51. Elsevier Mortensen, Th. 1897. Undersøgelser over vor almindelige rejes (Palæmon fabricii, Rtk.) biologi og udviklingshistorie samt bemærkninger om rejefiskeriet i de danske farvande. Vid. Undersøg. Fiskeriernes Område. I, s. 1-72. København: Dansk Fiskeriforen. 29
Den store fjæsing OLE BAGGE Danmarks Fiskeriundersøgelser Afdeling for Havøkologi og Akvakultur Fjæsingen er den eneste danske fisk med giftpigge. Hvis man er uheldig, kan man dø af at stikke sig på den. Det inspirerede Hans Kirk til i sin roman Fiskerne fra 1928 at lade sin hovedperson dø af et fjæsingstik efter svære lidelser. Dette husker mange stadig fra 1970 ernes TV-serie over bogen, og det har været med til at forstærke rygterne om fjæsingens giftighed. De er dog noget overdrevne denne artikels forfatter er f.eks. blevet stukket adskillige gange uden at få men af det. Men det er rigtigt at man kan stikke sig ubehageligt på den, og at stikket skal behandles hurtigt. Til gengæld smager den glimrende. Hvis man ønsker at undersøge en fiskearts Anholt og Sjællands kyster for at fange makrel, hornfisk og sild og senere på året torsk plads og overlevelsesmuligheder i fiskeriet og økosystemet, må man undersøge artens og i specielle ålebundgarn blanke ål. udbredelse, fiskeriudbyttet, eventuel lovmæssig beskyttelse, artens biologi såsom vækst, alder, vandringer, føde, dødelighed og yngleforhold samt artens historie i fiskeriet. Og disse undersøgelser skal foretages både generelt og specifikt for delområder. Denne artikel opsummerer hvad man ved om fjæsingen på disse områder, og til sidst beskrives fjæsingens giftighed mere indgående. Anvendelse til konsum, kogt eller stegt som fileter, var kun lokal og væsentligst af fattige folk som H. Krøyer skriver i sin bog Danmarks Fiske fra 1834. Dog nævner han også at fjæsing ved større fangster blev bragt til torvs som tørrede i Ålborg fra Læsø, Hals og Hou, og at det også hændte at mindre partier blev bragt til København til konsum i herskabelige kredse. 30 Historie Den store fjæsing, herhjemme også kendt som almindelig fjæsing, (Trachinus draco, Figur 1), i Kattegat er nævnt i litteraturen lige siden midten af det attende århundrede. Den er formodentlig nævnt netop på grund af sin giftighed idet den først omkring 1934, af anden årsag, er nævnt som foder i ørreddambrug. Før den tid og også i mange år herefter var den blot en generende bifangst, først fremmest i bundgarn. Disse bundgarn var og er udsat på lavt vand langs kyster om foråret og sommeren ved den jyske østkyst, Læsø, Efter Anden Verdenskrig øgedes mængden og størrelsen af ørreddambrug og minkfarme ganske meget. Da man på det tidspunkt anvendte frisk fisk som foder i begge bedrifter (foderpiller eksisterede ikke), steg behovet meget for frisk, passende mager fi s k. Fede fisk som sild og brisling medførte øget modtagelighed for sygdomme hos både ørreder og mink, og fjæsing var derfor egnet idet den er relativ mager og desuden nok så vigtigt ikke er giftig når den har været død i et par døgn og er blevet kørt gennem en kødhakker og derved iltet og blandet.
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: LARS LAURSEN/BIOFOTO A B Figur 1 FJÆSINGEN Alm. fjæsing eller stor fjæsing (Trachinus draco). På hvert gællelåg sidder en stor giftpig (cirkel), som er meget spids og skarp. Derudover er der giftpigge i forreste rygfinne, som rejses i tilfælde af fare. Fjæsingen bruger udelukkende sin giftighed til forsvar, og man finder faktisk heller ikke fjæsing i maven på ret mange fi s k e a r t e r. Samtidig steg priserne og efterspørgslen for fjæsing over 25 cm til eksport til Frankrig, Belgien og Holland til konsum. Dette øgede interessen i bundgarnsfiskeriet og gav også ophav til et målrettet trawlfiskeri efter fjæsing i Kattegat samtidig med et øget industrifiskeri, der omfattede tobis, små-sild, brisling og hvilling. Da fjæsingen ikke på nogen måde var lovmæssigt beskyttet, gav dette anledning til bekymring blandt udøvere af det lokale fiskeri. De ønskede lovmæssige begrænsninger i trawl- og industrifiskerierne. Et ønske der dog ikke lod sig opfylde. Udbredelse Der findes fire arter af fjæsingslægten hvoraf de to, Trachinus araneus og T. radiatus kun findes i Middelhavet, Sortehavet og langs med Afrikas nordvestkyst. Af de to øvrige er den ene, den lille fjæsing (Trachinus vipera), meget almindelig ved de britiske øer, mod syd langs den europæiske vestkyst og i øvrigt Middelhavet og Afrikas nordvestkyst som de to førstnævnte arter. Herhjemme er den kun kendt visse år fra det nordlige Kattegat (Ålbæk bugt) og den svenske vestkyst ved Bohus len. Den store fjæsing (Trachinus draco) har sin nordlige udbredelsesgrænse omtrent på højde med Bergen. Den synes at være særlig talrig i det centrale Kattegat ved Læsø, Anholt og Sjællands nordkyst. Desuden kan den træffes i den nordlige del af Øresund og Storebælt, spredt langs den jyske vestkyst, de Britiske Øer, Irland og ellers længere mod syd som sin lille slægtning. Fiskeriudbytte De danske fangster der er vist på Figur 2, viser et væsentlig fald gennem årene frem til 2004. Men i de sidste par år er denne tendens vendt, og allerede de første fire måneder har gjort 2006 til et nyt rekordår. 31
Figur 2 FANGSTER Danske landinger af fjæsing fra Kattegat. Faldet frem til 2004 skyldes dels at bestanden har været lille, dels at der i disse år ikke blev fisket så målrettet efter fjæsing. De sidste par års store landinger er dog uden tvivl tegn på store årgange. 32 Tons 1800 1600 1400 1200 1000 800 600 400 200 0 1955 1960 1965 1970 1975 Der er ingen tvivl om at så store fangster skyldes en stor årgang af fjæsing. Men de store fangster er også et resultat af at fjæsingen i forårsmånederne står koncentreret på et ret lille område. Det gør den nem at fange, og det har ført til et kraftigt, målrettet fiskeri. Dvs. fiskeri-indsatsen er øget. Et så stort fiskeri på overvejende unge fisk i et begrænset område er dog ikke bæredygtigt, og fiskeriet blev derfor begrænset i slutningen af april. Vækst og alder Fjæsingen kan opnå en ret høj alder, cirka 20 år. Som hos alle fisk aftager den årlige tilvækst med alderen, og ved en vis alder ophører den næsten. For fjæsinger sker det omkring ca. 35 cm og 280 g for hannen og 38 cm og 370 g for hunnen. Den største fjæsing som man har fanget var en hun på 40 cm. I Tabel 1 er alderen og tilsvarende gennemsnitlige længder og vægte vist. Studerer man den nøjere, kan man se at hunnerne skal være 6-7 år og hannerne 8 år gamle før de har opnået den størrelse på ca. 25 cm, som gør dem egnet til konsum. Hvis den skal undgå at ende som bifangst inden da, kræver det beskyttelse gennem regulering af fiskeriet. 1980 År 1985 1990 grøn: 1952-2005 orange : 2006 jan-april 1995 2000 2005 Temperatur, vækst og vandringer I løbet af maj stiger temperaturen på lavt vand (5-6 m) til 5-6 C. Dette får fjæsingen til at forlade sit vinteropholdssted på dybt vand (omkring 25 m) og vandre ind på lavt vand ved kyster med sandbund. Her begynder den igen at indtage føde efter at have fastet vinteren over. I løbet af juni, juli og august forlader de det lave vand for at gyde og siden fouragere på dybder omkring 13-18 m. I løbet af oktober og november ophører de efterhånden med at indtage føde, og i løbet af december og januar trækker de ud på dybere vand, hvor de opholder sig indtil de igen vandrer ind på lavt vand i løbet af maj. Under fasteperioden taber fjæsingen 5 % i vægt. Om ændringen i temperatur alene er årsagen til dette adfærdsmønster er ikke entydigt, for i et forsøg udført i akvarium over 3 år ved næsten konstant temperatur med 12 timer lys og mørke udviste fjæsinger den samme sæsonmæssige vekslen imellem at indtage føde og faste. Føde I forbindelse med dette skift af opholdssted og dybde forandres arten af tilgængelig føde. På lavt vand forår og tidlig sommer er føden domineret af krebsdyr (73
FISK & HAV 2006 NR. 60 A Hanner B Hunner alder antal længde vægt antal længde vægt (cm) (gram) (cm) (gram) 1 87 9,2 5,1 87 9,2 5,1 2 244 14,7 20,5 170 14,8 21,4 3 1136 17,1 32,3 1057 17,3 34,1 4 1900 19,7 49,3 1757 20,2 54,3 5 2063 22,2 70,6 1634 23,0 80,2 6 2297 23,7 85,9 2282 24,4 95,7 7 1167 24,8 98,4 1425 26,2 118,5 8 873 25,8 110,8 827 27,7 140,1 9 483 26,4 118,7 570 28,8 157,4 10 79 28,1 154,1 175 30,9 194,4 11 35 30,5 183 95 32,8 232,5 12 16 31,7 205,5 45 33,0 236,8 13 8 32,5 221,4 24 34,1 261,3 14 7 37,6 350,3 Tabel 1 STØRRELSE Tabellen viser alderen og de tilsvarende gennemsnitlige længder og vægte på fjæsinger indsamlet fra fiskeriet over en årrække. Hunnerne skal være 6-7 år og hannerne 8 år gamle før de når en længde som gør dem egnet til konsum (ca. 25 cm). Fjæsing ophører stort set med at vokse ved en længde på ca. 35 cm og 38 cm for henholdsvis hanner og hunner. Den største fjæsing man kender til, var en hun på 40 cm. %, fortrinsvis hesterejer), men også med nogen fisk (22 %, domineret af kysttobis og kutlinger). På dybere vand om efteråret (oktober-december) domineres føden af årets yngel af fisk (94 %, fortrinsvis små hvilling og sild). Fjæsingen opholder sig normalt nedgravet i sand eller grus således at kun øjnene er synlige (Figur 3). I den periode hvor den indtager føde, bliver bytte der måtte komme tilpas tæt på, angrebet. Aktiviteten er størst i timerne fra midnat til middag og ringest eftermiddag og aften. Bortset fra de korte vandringer fra lavt til dybere vand og tilbage synes arten i Kattegat at være en lokal bestand. I mærkningsforsøg udført i 1962-66 blev 3779 fjæsing mærket ved Anholt. Heraf blev 437 genfanget i løbet af syv år, og ingen af disse blev fanget uden for Kattegat. Den synes desuden at være mest talrig i det centrale Kattegat. Kønsmodenhed og gydeområde Kønsmodenheden indtræder tidligt for begge køn, allerede ved slutningen af deres andet år, men hovedsageligt det følgende år. Der er således en god mulighed for at fjæsingen kan gyde inden den når en længde på de 25 cm, hvor den begynder at egne sig som spisefisk. En undersøgelse af 2.200 fisk har vist at gydningen begynder sidst i juni, kulminerer i juli og slutter i august. Gydningen af æggene, der svæver i vandet, foregår i det centrale Kattegat på dybder af 13-18 m og således på grænsen mellem det brakke vand fra Østersøens overfladevand og det salte bundvand fra Nordsøen. Vandtemperaturen er på 15-18 C. Resultatet af gydningen synes at være begunstiget hvis temperaturen er høj, og saltholdigheden samtidig er lav. 33
34 Frugtbarhed (fekunditet) En fiskearts frugtbarhed udtrykkes bedst som den den relative frugtbarhed (fekunditet), hvilket er antal æg per gram kropsvægt. Hos fjæsingen er dette 600-700 æg per gram, hvilket er en forholdsvis høj relativ fekunditet. Til sammenligning har f.eks rødspætten en relativ fekunditet på ca. 150 æg pr. gram. Naturlig dødelighed Naturlig dødelighed er den dødelighed der skyldes alt andet end fiskeri, såsom alderdom, sygdom, rovdyr m.m. Det har vist sig at fjæsingen øjensynlig ikke har mange fjender. Der er aldrig påvist fjæsing i maver af hverken torsk, hvilling, pighvar eller slethvar i Kattegat. Dog har erhvervsfiskere i meget sjældne tilfælde fundet fjæsing i pighvar-maver, og fund af den lille fjæsing i pighvar-maver langs den hollandske kyst er hyppige. Det kan derfor tænkes at fjæsingens giftige pigge afholder andre fisk end pighvarren og slethvarren fra at angribe. Fiskeridødelighed Dengang der stadig var et betydeligt fiskeri efter fjæsing blev fiskeritrykket beregnet til at være 0,36. Sammenlignet med andre arter er dette ikke i sig selv højt, men spørgsmålet er om det alligevel har været for højt? Fiskeritrykket på arten er siden reduceret med det forsvundne bundgarnsfiskeri samt et reduceret målrettet trawlfiskeri. Alligevel har der i mange år ikke været årgange af samme størrelsesorden som i årene 1955-1960. Desværre er det efterhånden velkendt at hvis man først har fisket en bestand ned, så er det ikke altid at den vender tilbage selvom man holder op med at fiske på den. Det kan i hvertfald tage mange år. Det mest kendte eksempel er de store torskebestande ud for Newfoundland, som endnu ikke er vendt tilbage selvom det er over ti år siden man holdt op med at fiske på dem. Hvis det samme har været tilfældet for fjæ-singen, kan man håbe at de senere års store årgange af fjæsing markerer et vendepunkt, og at begrænsningen af fiskeriet fra april 2006 lader tilstrækkelig mange fjæsinger overleve til at der kan opbygges en sund bestand. Giftapparatet Fjæsingen er forsynet med en stor pig på hvert gællelåg (se Fig. 1). Piggen er indhyllet i en løs hud således at kun den yderste spids kan ses. Piggen er meget spids og skarp og forsynet med to furer hvori giften, der afsondres af en kirtel ovenfor, løber. Når fjæsingen angriber bevæger den hoved og overkrop sideværts, samtidig med at gællelågene spiles ud, hvorved piggen blottes. Derudover er piggene i forreste rygfinne forbundet med en giftkirtel ved deres rod. Disse pigge ligger normalt ned i en fure, men rejses i tilfælde af fare. Det har været diskuteret om fjæsingen bruger sin giftighed som forsvars- eller angrebsvåben, men det synes sikkert at det udelukkende er til forsvar. Giftigheden Fjæsingens giftighed og antallet af personer der har været ofre for dens stik i Kattegat i perioderne 1950-1958 og 1959-1962, samt stikkenes følger er behandlet i en doktordisputas fra 1965 af Einar Skeie, der fokuserede på erhvervsfiskere fra Kattegat, da de var de mest sandsynlige ofre. Oplysninger om tilfælde der kunne systematiseres, kunne kun fås fra Ulykkesforsik-
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: MORTEN RASMUSSEN/ BIOFOTO A ringsforbundet for Dansk Fiskeri, der på det tidspunkt havde 12.000-14.000 medlemmer. Da fiskere jo ikke er kendt for at være pivede, må man formode at kun de alvorligste tilfælde er repræsenteret. I perioden 1950-1958 var der 27 sikre tilfælde, og i perioden 1959-1962 var der 12 sikre tilfælde. Det giver således i gennemsnit tre tilfælde per år i begge perioder, og ingen af disse var med dødelig udgang. Skeie beretter at han kun har fundet oplysninger om to dødelige tilfælde det ene fra Tyskland i 1865 og det andet fra England i 1930. En gennemgang af undersøgelser efter 1962 giver ét tilfælde i 2001. En ung mand på 18 år snorklede på fire meters dybde ud for Mallorcas sydkyst og prøvede at fange en stor fjæsing. Dette mislykkedes, og fjæsingen stak ham i skinnebenet, hvilket forårsagede stor øjeblikkelig smerte. Det lykkedes ham at komme op i båden, men her mistede han straks bevistheden. Trods oplivningsforsøg kom han ikke til bevisthed. En obduktion viste at han var blevet stukket i benets store vene, hvilket havde forårsaget stærk tilstrømning af blod til lungerne og hævelse af cellerne her, og dette medførte hjertestop. B Det vil altså sige at der er tre rapporterede dødelige tilfælde i løbet af 136 år. Stik i almindelighed Fjæsingens stik kendetegnes ved den øjeblikkelige smerte, der kan vare længe alt efter hvor meget gift man har fået i såret. Smerten breder sig hurtigt (hvis det er i hånden) op i armen og armhulen fulgt af smerter i hjerteregionen, koldsved og svimmelhed. Dette kan være ledsaget af hævelse af varierende størrelse og varighed og kan i sjældne tilfælde resultere i varige mén, blandt andet i form af stivnede fingerled, der tidligere kunne observeres hos mange fiskere på Anholt. Denne artikels forfatter er selv blevet stukket 20-30 gange blandt andet ved mærkning af fjæsinger, alle gange undtagen én med smerter som ovenfor beskrevet, der varede en time. I ét tilfælde efter stik i venstre tommelfinger hævede også hånden og underarmen med stadige smerter. Den følgende dag var hævelsen stærkt reduceret og smerterne kun ømhed. Selv om bestanden er stærkt reduceret de senere år, så er sportsfiskere og badende stadig udsatte, især i juni og juli, hvor fjæ- Figur 3 NEDGRAVET Fjæsingen opholder sig normalt nedgravet i sand eller grus så kun øjnene er synlige. Herfra angriber den bytte der kommer tæt nok på. Det er mens den er nedgravet at badende kan komme til at træde på den. Som regel flygter den dog når den kan mærke at man nærmer sig. Bliver man alligevel stukket, er hurtig behandling vigtig (se side 36). 35
singen kan træffes på dybder af 0,5-1,0 m. For at blive stukket skal man dog træde direkte på fisken, og det kan være svært, for de flygter som regel inden. Akut behandling Bliver man stukket, skal man så hurtigt som muligt holde området hvor man er blevet stukket og det er som regel hånden eller foden i 45-50 grader varmt vand i 30 minutter. Dette er den korrekte behandling idet giften indeholder et protein der ikke tåler høj temperatur. Er man på en strand hvor der ikke er adgang til varmt vand, kan man dække området med varmt sand. Specielt under sydligere himmelstrøg kan sandet jo blive meget varmt på en sommerdag. Man skal være opmærksom på om man får andre end de lokale symptomer. I så fald kan der være tale om en allergisk reaktion, og så skal man søge lægehjælp. Der foreligger ingen beskrivelser af tilfælde hvor børn er blevet stukket, men det er nok rimeligt at antage at virkningen af giften står i forhold til offerets legemsvægt, så virkningen på børn er kraftigere. Tag derfor ingen chancer bliver et barn stukket, så søg lægehjælp. Fjæsingen som spisefisk Krøyer benævnte i 1938 fjæsingen som en fisk for fattigfolk, hvortil han åbenbart regnede fiskere. Men smag og behag, som siges ikke at være til diskussion, kan ændre sig, om end det kan tage lang tid. Fjæsingen har været en yndet spise i Frankrig i mange år, men i Danmark, hvor konservatismen med hensyn til spisefisk er stor, har det taget tid at ændre ved fjæsingens status. Kun folk med kontakt til erhvervsfiskere på lokaliteter hvor der regelmæssigt landes og spises fjæsing, vover typisk at forsøge. Det er selvfølgelig vigtigt at fjæsingen først får fjernet sine giftpigge. Det kan man som regel få fiskeren eller fiskehandleren til, men ellers gøres det på følgende måde: Fjern hovedet på fisken ved et skråsnit fra og med forreste rygfinne bagom gællelågene. Herved fjernes såvel giftpiggene i forreste rygfinne som den store giftpig i hvert af gællelågene. Nu kan indvoldene fjernes uden fare for at man bliver stukket. Halen og den anden rygfinne skæres af, og fisken skylles i vand. Når man er kommet så vidt, bliver man belønnet med en fortrinlig spisefisk, som kan tilberedes på mange andre måder end ved saltning og tørring. Den kan både steges hel eller skåret i filet, den kan koges, eller den kan varmrøges på samme måde som sild og makrel. Ole Bagge døde inden arbejdet med denne artikel var fuldført. Erik Hoffmann takkes for hjælp til færdiggørelsen af artiklen. 36 LITTERATUR Krøyer, H. 1938. Danmark Fiske. København: Trier Skeie, E. 1965. Fjæsing Stik. København: Munksgaard
FISK & HAV 2006 NR. 60 A NEKROLOG Statsbiolog Ole Bagge døde i dec. 2005, 78 år gammel, kort efter færdiggørelsen af denne artikel. OB blev ansat på det daværende Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser i begyndelsen af 1950 erne og har således gennemlevet hele udviklingen, fra det dengang i størrelse beskedne DFH til det nuværende DFU med alle dets afdelinger. Han blev allerede i 1957 leder af fiskeriundersøgelserne i de indre danske farvande (Kattegat, Bæltfarvandene og Østersøen) og forblev ansvarlig for dette område indtil 1988. I sine første år på institutionen deltog OB i de sidste store rødspætteomplantninger i Limfjorden, hvor langsomt voksende små rødspætter i Nissum Bredning blev omplantet til de centrale dele af Limfjorden, hvor vækstforholdene var bedre. De videnskabelige resultater fra omplantningerne i 1950 erne benyttede OB til sin doktordisputats (1970), hvori han bl.a. påviste at der ikke var økonomisk gevinst ved disse omplantninger. Det tætte samarbejde med lokale fiskere omkring omplantningerne har formentlig bidraget til OB s livslange interesse for lokale fiskersamfund og deres fiskeri. B Fra slutningen af 1960 erne var OB s virke stærkt fokuseret på torsken i Østersøen. Det ekspanderende fiskeri på torsk affødte et behov for internationale aftaler om forvaltning af østersøfiskeriet, og OB deltog både i det forberedende arbejde og ved selve etableringen af Den Baltiske Fiskerikommission i 1973. OB har været formand for den Baltiske Komite under ICES og var i flere perioder formand for den videnskabelige arbejdsgruppe i ICES som vurderede torskebestandene i Østersøen. Af OB s øvrige interesseområder bør nævnes hans arbejde med stenbider, fjæsing og jomfruhummer i Kattegat. OB s videnskabelige baggrund til fiskeribiologien var zoologien, men han tilpassede sig fint den udvikling i kvantitativ metodik i fiskeribiologien som fandt sted i løbet af 1960 erne og 1970 erne. Samtidig formåede han at bevare forbindelsen til det praktiske fiskeri og specielt dets udøvere i de indre danske farvande. Hos OB fandt man en kombination af stor interesse for både traditionelt feltarbejde, bl.a. sejlads med Havkatten og Havfisken, og den mere moderne bestandsvurderingsmetodik, og desuden interesse for og alsidighed inden for havbiologi i almindelighed. af sten munchpetersen Danmarks Fiskeriundersøgelser Afd. for Havfiskeri 37
KIM AARESTRUP (kaa@difres.dk) ANDERS KOED (ak@difres.dk) Danmarks Fiskeriundersøgelser Afd. for Ferskvandsfi s k e r i THORSTEN MØLLER OLESEN (tmo@nja.dk) Nordjyllands Amt Vandmiljøkontoret 38 Opstemninger forarmelse af vandløbene Mange af vore vandløb har pga. opstemninger ikke længere et sammenhængende forløb fra kilde til udløb i fjord eller hav. Opstemningerne har en stor indvirkning på dyrelivet i vandløbene, og især fiskene er blevet påvirket i negativ retning. Ligesom landbruget har ændret det danske landskab, så har menneskelig aktivitet i og omkring vandløb også påvirket deres dyreliv. Spørgsmålet er hvor stor en påvirkning der er acceptabel? At svare på dette kræver viden om opstemningernes effekter. Med baggrund i de seneste års forskning på området beskriver vi i denne og de følgende to artikler opstemningernes væsentligste effekter på fiskene. Opstemninger deler mange af vores vandløb op og bremser vandet inden det når ud i havmiljøet. Sådan har det været i mange år. De første rigtige opstemninger vi kender til, blev bygget af munke for mange hundrede år siden. Formålet var at udnytte vandet til især mølledrift eller fangst af fisk. I de seneste hundrede år har formålet med de mange nye opstemninger især været dambrugsdrift, elproduktion og engvanding. Dengang opstemningerne blev etableret, kom overvejelser om deres miljøeffekter ikke i første række; det gjaldt først og fremmest om at udnytte vandets kræfter og gode kvalitet i produktionsøjemed. Senere viste konsekvenserne sig dog. Der findes ikke nogen samlet opgørelse over antallet af opstemninger i de danske vandløb, men i Århus Amt blev antallet af opstemninger i 1997 estimeret til 830. Det er på den baggrund næppe urimeligt at antage at der i Danmark findes flere tusinde registrerede opstemninger, ligesom der formodentlig findes en del som myndighederne ikke har kendskab til. I mange år er der gjort et stort stykke arbejde for at afhjælpe opstemningernes negative konsekvenser for opvandringen af fisk og en del steder med gode resultater. Der er findes dog stadig mange spærringer i de danske vandløb. Effekt på vandløbet Et ofte overset problem er den reduktion af vandløbets fysiske variation som en opstemning medfører på de opstrøms liggende strækninger. Længden af den opstuvede strækning afhænger af højden på opstemningen og vandløbets faldforhold. Generelt opstemmes vandløbene hvor faldet er størst. Den placering skyldes selvfølgelig at vandets kraft, og dermed muligheden for at udnytte denne, er størst her, men også at afvandingsforholdene opstrøms kun forringes over en relativt kort strækning. I vandløb med godt fald kan der således være mange opstemninger. Et eksempel er Grejs Å ved Vejle, der på sit cirka 15 km lange løb falder 55 højdemeter. I 1986 var der på disse 15 km hele 11 opstem-
FISK & HAV 2006 NR. 60 A B Figur 1 OPSTEMNING Opstemning ved kraftværk i Uggerby Å. Her er der bygget en fisketrappe i tilknytning til opstemningen, men som det fremgår af næste artikel, så er fisketrapper ikke nogen god løsning. FOTO: FINN SIVEBÆK ninger i åen. Omvendt er der ofte få opstemninger i vandløb med ringe faldforhold. Et stort fald på en vandløbsstrækning medfører generelt en stor fysisk variation, både med hensyn til strømhastigheder, bundforhold og dybde. Hvis vandløbet opstemmes, opstår der en zone oven for opstemningen hvor den store variation erstattes af større ensartethed, dvs. større vanddybde, mindre strømhastighed og mindre varierede bundforhold. Denne zone kaldes opstuvningszonen (Figur 2). Højde over havet vandløbsbund opstemning a vandløbsoverflade opstemning b Afstand for udspring Figur 2 OPSTUVNINGS- ZONEN Skematisk tegning over et teoretisk vandløbs fald og effekten af opstemninger. Der er to opstemninger (A og B) med samme højde indlagt forskellige steder i vandløbet. Strækningen der påvirkes af en opstemning er længere, jo længere ned i vandløbet man kommer, fordi faldet er lavere. De to vandrette linier angiver opstuvningszones længde. 39
En stor del af vore truede vandløbsdyrearter, der kendetegnes ved at de kræver hurtigstrømmende og iltrigt vand samt varierede bundforhold, har på denne måde mistet en stor del af deres levesteder. For laks og ørred er stort fald på vandløbet en nøglefaktor, fordi de både bruger strækningerne som opvækstområder og ikke mindst til gydning. Disse arter har det specielt svært i de opstemmede vandløb. Danske vandløb er nemlig typiske lavlandsvandløb, med en meget mindre hældning end eksempelvis elvene i Norge og Sverige. Hvor et vandløb i Norge nemt kan have et samlet fald på over 500 højdemeter, er det i de danske oftest et godt stykke under 100 højdemeter. Gode faldforhold og dermed større variation i vandløbet er med andre ord en begrænset ressource i Danmark, og derfor er sådanne strækninger overordentligt vigtige for dyrelivet. Mistede højdemeter ved opstemninger betyder at dyrelivet ændres og typisk bliver mindre varieret. Derfor kan antallet af mistede højdemeter bruges som en indikator for hvor stor en del af den fysiske variation og dermed muligheden for at vandløbet kan indeholde et alsidigt dyreliv der er gået tabt. Vandløbets størrelse spiller også ind. En opstemning på f.eks. to meters højde øverst oppe i et vandløb betyder ikke så meget som en tilsvarende opstemning længere nede (se Figur 2). Det skyldes at vandløbets fald generelt er størst på de øvre dele. Således påvirkes en mindre strækning af vandløbet af en opstemning hér i forhold til opstemning længere nedstrøms. Samtidig er vandløbet også smallere heroppe end længere nedstrøms, så det samlede vandløbsareal der påvirkes er betydeligt mindre. På trods af disse forbehold er de tabte højdemeter alligevel et godt mål for tabet af naturværdier i vore vandløb. I Tabel 1 gives en række konkrete eksempler på hvordan faldet i tre af vore vandløb afvikles, henholdsvis via opstemninger eller naturligt på vandløbsstrækningerne. I tabellen er værdierne beregnet ud fra vandløbets samlede fald. Som det ses, er en stor del af vandløbenes samlede fald afsat i opstemningerne. I selve Gudenåens hovedløb findes der syv mølle- eller vandkraftopstemninger. Gudenåen er, som så mange andre danske vandløb, kendetegnet ved et stort fald på den øverste strækning, hvor vandløbet er relativt lille. Hvis den samme beregning foretages uden de øverste 15 km af åen, hvor den er relativt lille, er andelen af faldet, som afsættes i opstemninger omkring 60 %. Tabel 1 Samlet fald, andel og relativ andel af faldet afsat i opstemninger i hovedløbene af tre udvalgte danske vandløb. Tallene i parentes er antallet af opstemninger. 40 vandløb samlet fald (m) fald i relativ opstemninger (m) andel af fald i opstemninger (%) Villestrup Å (6) 22 8,8 40 % Omme Å (14) 75 17,7 24 % Gudenå (7) 69 24,9 36 %
FISK & HAV 2006 NR. 60 Ved A dambrugsopstemninger, som dem i Villestrup Å og Omme Å, er tabet af højdemeter i realiteten ofte større, idet der også er et tab af fald på den såkaldte døde åstrækning. Dette er betegnelsen for den strækning af vandløbet der ligger mellem et dambrugs vandindtag og dambrugets udløb, hvor vandføringen ofte er betydeligt reduceret. Produktionen af fisk vil her være begrænset alene som følge af den reducerede vandføring. Specielt Omme Å er kendt for lange afstande mellem dambrugets vandindtag og udløb, og dermed også store strækninger af vandløbet med reduceret vandføring nedstrøms opstemningen. Oplysninger om størrelsen dette fald er ikke umiddelbart tilgængelige da de ikke fremgår af vandløbsregulativerne, men for Omme Ås vedkommende drejer det sig i hvert fald om samme størrelsesorden som selve opstemningshøjderne. Hertil kommer så en række andre opstemninger i form af de betonstyrt, der blev lavet i forbindelse med udretning og reguleringen af Omme Å. I dag er de fleste lavet om til stenstryg, men disse er normalt konstrueret med et meget større fald end det oprindelige for strækningerne. Strygene kan for eksempel ikke anvendes til gydning af laksefisk på grund af det unaturligt store fald, og derfor er det måske rimeligt også at medregne højdemeterne i disse stryg til i det samlede tab af højdemeter. Fremtiden ser dog lysere ud for Omme Å, fordi en del af opstemningerne i åen er planlagt fjernet. Det er i øvrigt ikke kun i Jylland man finder vandløb hvor en stor del af faldet sidder i opstemninger. Den B cirka 13 km lange Mølleå, der er afløb fra Furesøen og udmunder i Øresund nord for København, er et grelt eksempel. Vandløbet har ni mølle-opstemninger og har mistet over 75 % af faldet her! Man kunne fristes til at kalde Mølleåen for Danmarks mest mishandlede vandløb. Under alle omstændigheder er en meget betydelig del af de potentielle naturværdier i disse og mange andre vandløb borte eller de er drastisk reduceret alene på grund af opstemninger. Oven i dette kommer så en række andre faktorer der også har en dokumenteret negativ effekt på dyrelivet, såsom udretning, sandvandring og hårdhændet vedligeholdelse osv. I betragtning af det begrænsede antal højdemeter der er til rådighed i de danske vandløb, er opstemninger en vigtig faktor, der bør medtages i vurderinger af vandløbenes tilstand. En reel forbedring af disse forhold vil i mange vandløb betyde at man i et vist omfang er nødt til at lægge vandløbet tilbage med det oprindelige fald, i stedet for som i dag at bygge opstemningen om til et stryg med unaturligt stort fald. Hvad er vandring? Et hovedproblem ved opstemninger er den hindring de udgør for vandløbsfiskenes vandring mellem de forskellige levesteder. Der har hidtil været tendens til at fokusere på de lange og mere spektakulære vandringer. Et godt eksempel på disse er laksens eller ålens vandringer mellem gyde- og opvækstområderne. Men de senere års forskning har vist at stort set alle fiskearter der opholder sig i ferskvand, foretager vandringer i et eller andet omfang. Figur 3 viser en række udvalgte danske fiskearter der opholder sig helt eller delvist i 41
Figur 3 VANDRINGSBEHOV Vandringsbehov hos udvalgte danske ferskvandsfisk. På alle tider af året er der fiskearter som har behov for at vandre. LAKS ØRRED ÅL SANDART LAMPRET ABORRE GEDDE HELT LØJE JAN MAR MAY JUN AUG OKT DEC 42 ferskvand, samt de tider på året hvor i hvert fald en del af bestanden har et behov for at vandre. Som det ses, er der på alle tider af året fiskearter som har behov for at vandre. Det vigtige i denne forbindelse er at det kan være livsvigtigt for det enkelte individ, og dermed populationen, at foretage en vandring også selvom denne er af begrænset omfang og længde. Tre typer vandring For fiskenes vedkommende deles vandringer som regel op i tre hovedtyper: Gydevandring, fødevandring og refugievandring. Formålet med gydevandringen er selvfølgelig formering. Fødevandringens formål er også ret åbenlys: Et forsøg på at udnytte forskelle i de tilgængelige føderessourcer i omgivelserne. Refugievandringen er lidt mere kompleks, men sagt i korthed er der tale om at fisken prøver at undgå et eller andet som den ikke kan tåle. Flugt fra områder med lavt iltindhold er en af de mere åbenlyse. Disse vandringer behøver ikke at være ret lange i fysisk forstand. For eksempel vandrer en lille hundefiskeart (mudminnow Umbra limi) om vinteren under isdækket væk fra bunden og de dårlige iltforhold og ganske få meter op mod de øvre vandlag under isen, hvor iltindholdet er højere pga. små luftlommer og algernes fotosyntese. Refugievandring kan også være en flugt fra høj salinitet i kombination med lav temperatur. Det er sandsynligvis grunden til at ikke-kønsmodne havørreder de såkaldte grønlændere svømmer mod ferske vande om vinteren. Vandringen hos laks og ørred kan relativt let klassificeres som en af de tre nævnte typer. Med hensyn til en række andre arters vandringer stiller tingene sig straks mere vanskeligt. Vandringssystemerne kan være komplekse, og det er ofte kun en del af bestanden der vandrer. Samtidig har den førnævnte fokus på laks og ørred betydet at vandringen hos en lang række af de andre arter i ferskvand er forholdsvis dårligt undersøgt. Vi ved fra DFU s egne undersøgelser at også sandart, gedde, knude, aborre, skalle og løje vandrer. Homing det vil sige evnen til at
FISK & HAV 2006 NR. 60 vende A tilbage til det vandløb, hvor fisken er klækket er veldokumenteret for både laks og ørred. Der er også indikationer på at bl.a. sandart og aborre også udviser homing-adfærd. Det har med andre ord vist sig at næsten alle de ferskvandsfiskearter der hidtil er studeret, foretager en eller anden form for vandring. Dette indebærer ikke nødvendigvis at de skal ud i havet. Mange arter foretager deres vandringer inden for vandløbssystemet. Formodentlig er de fleste også i stand til at finde tilbage til det vandløb de kom fra. Antallet af fiskearter der har behov for at kunne vandre frit, stiger generelt med vandløbets størrelse. I mindre vandløb vil det ofte kun være få arter, såsom ørred, ål og lampretter, der har passagebehov, mens antallet af arter er langt højere længere nedstrøms, hvor vandløbene er større. I Gudenåen ved Tangeværket er der således mere end 15 arter som har behov for at kunne passere. Hindringer B for vandring Den typiske hindring er en menneskeskabt spærring i form en opstemning af vandløbet. Men der findes andre former for fysiske spærringer. Der er for eksempel steder i England hvor et kraftigt forurenet område af vandløbet tidligere forhindrede passage af fisk. En kraftig forurening af den nederste del af Themsen var i mange år hovedårsagen til at der ikke var laks i floden. Der eksisterer også tilfælde hvor udnyttelsen af et vandløb til opsamling af drikkevand eller vanding af afgrøder har været så kraftig at det helt har været tørlagt i perioder. Dette sker dog kun meget sjældent nu til dags i Danmark, så opstemningerne er hovedproblemet for vandringen af fisk i vandløb i dag. De forskellige opstemninger har en række negative konsekvenser for fiskenes vandringer. Disse gennemgås i de følgende to artikler. 43
Opstrøms vandring og opstemninger KIM AARESTRUP (kaa@difres.dk) ANDERS KOED (ak@difres.dk) Danmarks Fiskeriundersøgelser Afd. for Ferskvandsfi s k e r i THORSTEN MØLLER OLESEN (tmo@nja.dk) Nordjyllands Amt Vandmiljøkontoret 44 Vandring er en integreret del af mange dyrs adfærd livscyklus. Når det et så vidt udbredt fænomen, skyldes det at vandringer har nogle vigtige funktioner i forbindelse med dyrenes overlevelse og reproduktion. Dette gælder ikke mindst for fiskene. Opstemninger forringer drastisk fisks muligheder for at vandre, og forsøg på at lave passager uden om opstemningerne har ofte kun ringe effekt fordi det kan være svært at lave passager så fiskene kan benytte dem. Denne artikel beskriver de problemer som opstemninger udgør for dyrenes vandringer opstrøms. Der er en afgørende forskel på om fisk by, hvor den er nødt til at passere fisketrapper for at komme op. skal vandre opstrøms eller nedstrøms i et vandløb. Opstrøms vandring adskiller sig fra vandringen nedstrøms ved at den altid foregår ved aktiv svømning. Fisken er altså nødt til at bruge energi på at komme opstrøms. Da de forskellige arter ikke kan bevæge sig lige hurtigt og desuden vandrer ved forskellige vandtemperaturer og på forskellig tid af døgnet og året, er der stor forskel på hvilke forhindringer de kan passere. Den megen fokus på laks og ørred, som er meget svømmestærke arter, har præget både etablering af fiskepassager og efterfølgende undersøgelser af passagernes effektivitet. Problemet er imidlertid at der i mange vandløb også er en række andre arter at tage hensyn til. Kendetegnende for dem alle er at de har betydeligt ringere svømmeevner end laks og ørred. Det har for eksempel vist sig at den truede art snæbel ikke kan passere konventionelle fisketrapper. Det er formodentlig derfor at snæbel ikke findes på strækningerne i Ribe Å opstrøms Ribe Det er klart at problemet bliver mere omfangsrigt, jo større antallet af arter i vandløbet er. Derfor er passageproblemerne generelt størst i de store vandløb, men også i de mindre vandløb kan den ensidige fokus på at afhjælpe problemer for laks og ørred give problemer for andre arter. For eksempel er der lampretter og ål i mange af vore mindre vandløb, og de har begge svært ved at passere opstemninger og fiskepassager. Der er lovkrav om ålepas ved alle opstemninger, men der findes ingen undersøgelser der dokumenterer om de er tilstrækkelige til at sikre fri opstrøms passage, specielt ikke for lampretter og større ål. En anden væsentlig ting der heller ikke er tilstrækkeligt undersøgt, er om der er stor forskel på de forskellige individer inden for den samme art med hensyn til svømmeformåen. Det er velkendt at små fisk ikke kan svømme lige så hurtigt som store fisk, men det er også vigtigt at være opmærksom på at der hos fisk med samme længde kan være forskelle i svømmeevne. For eksempel er det oplagt at der hos fisk
FISK & HAV 2006 NR. 60 FOTO: SØREN BERG A med forskellig grad af gydemodenhed vil være en væsentlig forskel i evnen til at forcere store strømhastigheder. En anden vigtig faktor er vandtemperaturen, som har stor indflydelse på fiskens svømmeevne. Det har man blandt andet observeret i Skotland, hvor man i en undersøgelse af laksens passage af en fisketrappe fandt at ingen fisk vandrede igennem ved vandtemperaturer under 5,5 C. En anden undersøgelse ved et naturligt vandfald viste at ingen laks var i stand til at passere, når temperaturen var under 8 C. Det viser at en opstemning der er passabel i efteråret, ikke nødvendigvis er det ved de lave temperaturer om vinteren. For at kunne rådgive om hvordan en optimal fiskepassage skal konstrueres må følgende spørgsmål overvejes: Hvilken eller hvilke arter skal kunne passere? I hvilken tilstand skal den eller de kunne svømme igennem (jf. problematikken med de gydemodne fisks nedsatte svømmeevne)? Hvad er vandtemperaturen på det tidspunkt hvor arten eller arterne har vandringsbehovet? Disse forhold gør det selvfølgelig meget besværligt at designe B en passage der virker for alle fisk. Det betyder også at fagkundskaben ofte har set sig nødsaget til at generalisere, når de udtalte sig om passagebehov og løsninger. Det har haft en række uheldige konsekvenser, som vi skal komme ind på senere. Lovgivning I Danmark findes mange forskellige love og myndigheder der regulerer brugen af vandet i vandløbene, og som skal sikre miljøet. Samtidig er der oftest en interessekonflikt mellem på den ene side brugeren af vandløbet og på den anden side miljøhensynet. At sikre tilfredsstillende faunapassage forbi en spærring kan derfor være vanskeligt. Den overordnede målsætning for vandløb vil blive fastsat i Vandrammedirektivet, som er under implementering i Danmark. Amternes regionplaner fastsætter anvendelsesmålsætninger for det enkelte vandløb. Fiskeriloven fastsætter krav til afgitring af ind- og udløb ved dambrug og turbiner, afgivelse af vand til nedstrøms passage af smolt, samt krav til ålepassenes indretning. Figur 1 IKKE KUN LAKS OG ØRRED Der har været mest fokus på laks og ørred. De er meget svømmestærke arter, og det har præget udformningen af fiskepassager. Men de fleste andre fiskearter i vandløbene svømmer ikke så godt, og har derfor svært ved at passere passager. Det gælder fx den truede snæbel (Coregonus oxyrhynchus), som ikke kan passere konventionelle fi s k e t r a p p e r. 45
46 Vandløbsloven og kendelser fra landvæsenkommisioner fastsætter vilkår for bygningsværker, fisketrapper, m.v. Kendelser som ofte er mellem 50 og 100 år gamle fastsætter selv i dag vilkårene om f.eks. vandføringen og åbningstid i en fiskepassage ved spærringer. Et dambrug der indvinder vand fra en å, skal have tilladelse efter Vandforsyningslovens bestemmelser. Er det derimod en turbine der udnytter åens vand kræves tilladelse efter vandløbsloven. Ny viden indgår naturligt nok ikke i 50 til 100 år gamle regler, hvilket gør mange af dem utidssvarende og de mange love og myndigheder medfører en risiko for en inkonsekvent forvaltning. For fiskene betyder jura ingenting for dem er vandmængden i og indretningen af fiskepassagen altafgørende. Typer af fiskepassager og deres virkning Der findes forskellige former for fiskepassager. De mest kendte er fisketrapper, hvoraf de mest almindelige er kammertrapper og modstrømstrapper. Desuden findes der fiskesluser, fiskeelevatorer og endelig stryg af varierende størrelse. Hertil kommer så en hel række af afværgeforanstaltninger der skal hindre fejlvandring både i form af fysisk afspærring (afgitring), men der er også udviklet en række spærringer der virker ved hjælp af påvirkning på fiskenes sanser, såsom lydog elektrospærringer. Det er i princippet ligegyldigt hvilken type fiskepassage der laves, det centrale spørgsmål er: hvor godt virker passagen? Hvordan virker de forskellige typer af fiskepassager så? Problemet ved diverse fiskepassagetyper er at de stort set alle virker fortrinligt i laboratorieforsøg, men sjældent så godt i naturen. Forholdene er meget mere komplekse i naturen end i et laboratorium, og det er jo i naturen at passagerne skal bestå den ultimative prøve. Dette leder over til et andet aspekt. Nemlig at det er næsten umuligt at opdrive rapporter af ordentlige undersøgelser af fiskepassagers effektivitet der er baseret på feltundersøgelser. Hovedårsagen er den at det er både vanskeligt og dyrt at lave en ordentlig undersøgelse. Men en anden del af grunden er at man ikke stiller sig det rigtige spørgsmål når undersøgelsen planlægges. Der er meget stor forskel på om undersøgelsens formål er at besvare et af følgende tre spørgsmål: 1. Kanfi s kp a s s e r e? 2. Hvor mange individer passerer? 3. Hvor stor en andel af fiskene går igennem? For at besvare det første spørgsmål kræves ikke ret meget, hverken af undersøgelsen eller af fiskepassagen. Faktisk findes der næppe nogle typer af fiskepassager i dag hvor der ikke kan svares ja. I princippet er det nok at putte nogle fisk i et bur neden for passagen og så banke på det med en kæp til fiskene flygter op igennem passagen. Men det er naturligvis utilstrækkeligt, for det er en kunstig situation, som ikke svarer til hvad fiskene oplever når de kommer til passagen af egen drift. At svare på spørgsmål 2 er også relativt simpelt. Her kræves i princippet bare en type fælde som fanger, eller på anden vis registrerer fiskene når de går ud af passagen i den opstrøms ende. Derimod er det meget svært at give svaret på spørgsmål 3. En illustration af det ses i Tabel 1, som viser resultater fra to fiskepassageundersøgelser.
FISK & HAV 2006 NR. 60 A oplysning fiskepassage B a fiskepassage b Kendt: Antal fanget i fælde efter passagen 100 1000 Ukendt: Antal fisk der forsøgte at passere/effektivitet (%) 150 /67% 4000/25% Undersøgelsen viser at henholdsvis 100 og 1000 ørreder går forbi de to fiskepassager. Alene baseret på disse to oplysninger kan man umiddelbart svare ja til at fisk kan passere. Man kan også svare på det andet spørgsmål om antallet af individer der passerer. Man kan også umiddelbart fristes til at mene at passage B virker bedre end A. eller ej, lige pludselig et spørgsmål om, hvilket af de tre spørgsmål man stillede sig selv. Da spørgsmål 1 og 2 er relativt lette at undersøge, mens spørgsmål 3 er meget vanskeligt at undersøge, er det ofte kun 1 og 2 der bliver besvaret. Men der er i bund og grund kun ét spørgsmål der er relevant hvis hensigten er at undersøge om en fiskepassage virker godt, og det er spørgsmål 3. Tabel 1 EFFEKTIVITET Passage ved to teoretiske opstemninger. Tabellen viser typiske kendte og ukendte oplysninger. Fiskepassage A er den mest effektive af de to. Det lyder meget tilforladeligt, men ud fra eksemplet er det rent faktisk ikke muligt at svare på det tredje spørgsmål: Hvor stor en andel af fiskene benytter fiskepassagen? Der mangler een normalt ukendt oplysning: Hvor mange fisk havde til hensigt at komme forbi? Hvis tallene for hvor mange fisk der forsøgte at passere A og B er henholdsvis 150 og 4000, viser der sig et andet mønster. Som svar på spørgsmål 3 kan nu svares at 67 % af de potentielle fisk kommer forbi A og kun 25 % kommer forbi B. A virker altså klart bedre end B. Det helt fundamentale er altså at det ikke er nok hverken at demonstrere at der går fisk igennem, og ej heller hvor mange. Det er helt essentielt at vide hvor mange fisk der passerer, i forhold til det antal der havde til hensigt at passere. Som nævnt ved vi at fiskepassagerne ved mange opstemninger ikke virker. Men hvis de virker i et vist omfang, hvilket typisk vil sige at der bliver fanget opgangsfisk opstrøms, bliver billedet mere mudret. Så bliver svaret på om fiskepassagen virker Fisketrapper virker dårligt Det er efterhånden alment kendt i Danmark at modstrømstrapper sjældent virker ret godt, hvilket i øvrigt også er dokumenteret for de andre typer af fisketrapper. Undersøgelser viser at der er en række fiskearter der slet ikke vil/kan benytte fisketrapper. Herunder hører snæbelen, som nævnt ovenfor. Desuden er der også undersøgelser der viser at en stor del af de fiskearter der ellers ikke har problemer med at benytte fisketrapperne, enten ikke går op i dem eller ikke finder hele vejen igennem dem. Det er ligeledes dokumenteret at fisketrapper er størrelsesselektive, hvilket vil sige at kun bestemte størrelser af fisk har nemt ved at passere igennem dem. Desuden er det vist at vandføringen har betydning for hvor godt den virker til forskellige arter. Det betyder at en bestemt vandføring i fisketrappen kan virke rimeligt for en art, mens den virker dårligt for andre arter. 47
Figur 2 MODSTRØMSTRAPPE Opstemning i Ribe Å. Til højre ses en modstrømstrappe, som fisk i princippet kan passere igennem. Men i praksis virker hverken denne eller andre typer fisketrapper særlig godt. FOTO: FINN SIVEBÆK 48 En af hovedårsagerne til fisketrappers dårlige virkning ligger i den ringe del af totalvandføringen der normalt bruges i trapperne. Der er simpelthen for lidt vand i forhold til vandløbets vandføring til at fiskene finder fisketrapperne og går ind i dem. Desuden tyder det på at fisk ikke bryder sig om at gå ind i snævre bygningsværker i det hele taget. Til sidst skal det nævnes at der ikke skal ret meget til før en fisketrappe ikke virker. En gren der sidder fast, er nok til at den overhovedet ikke virker. Erfaringerne med fisketrapper gør at man generelt i Danmark ikke længere anbefaler dem som passageløsning ved opstemninger. Strygløsninger er bedre De undersøgelser der er lavet, tyder alle på at stryg virker bedre. Vi kan se at der i fældeforsøg eller ved elfiskeri i omløbsstryg normalt fanges de fiskearter der er til stede i vandløbet. Men også her findes der kun ganske få undersøgelser af hvor godt de virker. Ligesom ved fisketrapperne har det vist sig at den relative vandføring er den nøglefaktor der betyder mest for effektiviteten. I lighed med fisketrapperne bliver der i strygene ofte kun brugt en lille andel af totalvandføringen. Det er et centralt problem. Fisk på vandring i vandløb følger hovedvandføringen i vandløbet, hvilket er konkluderet i mange undersøgelser (se f.eks. Aarestrup 2001 for litteraturhenvisninger). Men hvor meget vand er nok til at fiskene går igennem stryget? Tidligere har der ikke været noget fast tal for hvor stor en andel af vandføringen der skal bruges i fiskepassagerne. Men i henhold til den nye vandforsyningslovgivning, der trådte i kraft 1. april 2005, skal der i faunapassager ved dambrug opretholdes en vandføring på mindst 50 % af medianminimums-vandføringen.
FISK & HAV 2006 NR. 60 A B Figur 3 STRYG Naturlige stryg i Flads Å i Ribe Å-systemet. De få undersøgelser der er lavet, tyder på at stryg virker bedre. Ligesom ved fisketrapperne har det vist sig at den relative vandføring er den nøglefaktor der betyder mest for effektiviteten. FOTO: FINN SIVEBÆK Derfor er mange stryg dimensioneret til at kunne føre netop denne vandmængde også steder hvor der ikke er dambrug. Der er dog ingen generelle regler for andre typer af opstemninger, såsom vandkraft- og mølleopstemninger. Ydermere lyder begrebet bedre end det rent faktisk er. Medianminimums-vandføringen er groft sagt defineret som medianen af den mindste årlige vandføring, som vandløbene har igennem en årrække. Dette er ikke ret meget. I forhold til vandløbets gennemsnitlige vandføring ligger 50 % af medianminimum typisk på 15-20 % af denne. I visse vandløb hvor kildevæld og grundvand udgør hovedparten af vandføringen, ligger tallet noget højere, men det er undtagelsen. Vi har i et par forsøg forsøgt at vurdere om denne vandmængde er tilstrækkelig til at fiskene vil passere et omløbsstryg. I Tabel 2 ses resultatet af et forsøg i Tirsbæk ved Vejle, hvor vi estimerede andelen af fisk der passerede igennem et omløbsstryg. Vi brugte pitmærketelemetri til mærkning og genkendelse af fiskene. Et pitmærke er et lille elektronisk mærke (0,2 x 1,1 cm), der ved hjælp af påvirk- Antal havørreder Antal der gik ind der forsøgte at passere i omløbsstryget Antal der passerede 24 havørreder 22 (92 %) havørreder 13 (55 %) havørreder Tabel 2 STRYG I TIRSBÆK Beregnet effektivitet for havørred-passage i omløbsstryget i Tirsbæk. 49
50 ning fra et magnetfelt udsender en unik kode. Forsøget foregik på den måde at vi lagde antenner til registrering af fiskene ud i vandløbet umiddelbart neden for opstemningen, i udmundingen af omløbsstryget samt i den øverste ende af stryget ved indløbet. På den måde kan man se hvilken fisk der har været ved den pågældende antenne og hvornår. Vi elfiskede opgangshavørreder i vandløbet og indsatte et pitmærke i bughulen på dem. Tirsbæk er et lille, men godt ørredvandløb. Den gennemsnitlige årlige vandføring er 90 l/s og mediaminimumssvandføringen er 15 l/s. Ca. 900 meter fra bækkens udløb i Vejle Fjord ligger der en opstemning i forbindelse med en mølledam. Ved opstemningen er det lavet et omløbsstryg. Stryget i Tirsbæk er dimensioneret til at tage størstedelen af vandføringen. Derfor var vi nødt til at regulere vandføringen for at kunne vurdere passagen af havørred på stryg der ikke medtager alt frivand. Vandføringen i stryget blev reguleret til hvad der svarer til 300 % af medianminimum, hvilket altså er seks gange mere end den minimumsgrænse som den nye lovgivning foreskriver ved dambrug. Som resultaterne i Tabel 3 viser, lykkedes det næsten alle fisk at finde op i omløbsstryget, men kun godt halvdelen kom rent faktisk hele vejen igennem stryget. Tallene sættes i perspektiv af at næsten halvdelen af fiskene gik ind i omløbsstryget i to korte perioder, hvor vores regulering af vandmængden i stryget gik i stykker, og der således løb op til ti gange mere vand, end det var hensigten 3000 % af medianminimum! Vi kan altså konkludere at de fleste havørreder finder omløbsstryget, men der er en stor del der ikke passerer igennem det. Hvorfor gør de ikke det? Vi ved det ikke, men det kan have noget at gøre med den adfærd som fiskene har når de søger opstrøms. Det vil være logisk at forvente at fiskene på en eller anden måde er i stand til at vurdere vandføringen det sted, den svømmer. Fisken er efter alt at dømme i stand til at registrere at vandføringen i omløbsstryget er meget mindre end i selve vandløbet. Det kan måske gøre den usikker og få den til at vende om. Vandhastigheden i omløbet kan dog også være for stor. Hastigheden og vandføringen skal ses i kombination med strygets længde. Et langt stryg med høj vandhastighed kan medføre at nogle fisk opgiver at svømme hele vejen igennem. Selv et kortere stryg kan medføre at nogle fisk giver op, hvis vandhastigheden er for høj. Til gengæld viste undersøgelsen også at stryget ikke var størrelsesselektivt, som det ellers er set ved fisketrapper både små og store havørreder gik ind i stryget. Det er selvfølgelig et problem at den minimumsvandføring som loven sikrer i fiskepassager ved dambrug, ikke er tilstrækkelig til at sikre fri passage for selv svømmestærke arter som havørred i de stryg vi normalt bygger i Danmark. Det er også klart at sådanne resultater viser at der er behov for flere undersøgelser af omløbsstryg for at optimere virkningen af dem. Placeringen af udløbet af strygene (og trapperne) er vigtig. Hvis udløbet er placeret forkert og/eller der er for lidt vand kan fisk der vandrer opstrøms, vandre den forkerte vej. Dvs. de bliver forsinkede og/eller kan ikke passere. I visse tilfælde har fiskene
FISK & HAV 2006 NR. 60 tilmed A haft mulighed for at trænge ind under turbinerne ved kraftværker eller ind i dambrugene. En anden ting man skal være opmærksom på når man konstruerer stryg, er hældningen. Stryg har typisk en hældning på mellem 10 og 30 promille (Faunapassageudvalget anbefaler dog at stryg højst anlægges med 10 promilles fald). Undtaget små vandløb er disse hældninger ikke naturligt forekommende i danske vandløb. For eksempel er den nedre Gudenå s største fald (liggende under Tange Sø) gennemsnitligt på 0,8 promille, altså 12-37 gange mindre end faldet i de omløbsstryg der laves i dag. Der findes ingen undersøgelser af hældningens effekt på fiskepassage i stryg. Der er normalt en klar sammenhæng mellem hældning på stryget og strømhastigheden. Hertil kommer at der meget ofte er reduceret vandføring i strygene. Der er altså en stor risiko for at en del stryg virker som barriere for visse arter. Andre effekter forsinkelser og skader Det er åbenlyst at det er uheldigt at fisk ikke finder forbi en opstemning både for bestanden og vandløbets produktion af fisk, men også en vandringsforsinkelse kan give anledning til uheldige effekter. For det første vil det i visse tilfælde betyde at fiskene ikke når at sprede sig helt ud i de øvre dele af vandløbssystemet. Dette kan betyde at vandløbets potentiale som opvækstområde ikke udnyttes optimalt. Desuden er det vist at en forsinkelse af gydningen hos opgangsfisk kan nedsætte kvaliteten af rognen og dermed reducere antallet af afkom. Vi Bkender ikke forsinkelsen ved de fleste opstemninger og mangler også flere undersøgelser for bedre at kunne vurdere konsekvenserne. Et andet problem ved forsinkelsen er ophobning af fisk neden for opstemningen. Disse fisk er ofte et let bytte for rovfisk, pattedyr, fiskeædende fugle samt lystfiskere. Der findes flere registreringer af opstrøms vandrende havørred der har fået skader som følge af passageforsøg ved spærringer. Hyppighed og omfanget af skaderne varierer betydeligt fra vandløb til vandløb. I Elling Å i Nordjylland er fundet en skadehyppighed hos havørred så høj som 25 %. Skaderne spænder fra små rifter til dybe sår og opstår ved at havørrederne springer ind i betonflader m.v. i tilknytning til spærringen i deres ofte forgæves forsøg på at passere. Skadede havørred har i flere tilfælde haft svampeinfektioner, og det er sandsynligt at skaderne kan føre til overdødelighed hos havørred på gydevandring. Der er kun konstateret sådanne skader i vandløb hvor havørreden skal springe for at kunne passere spærringen, dvs. hvor der er fisketrapper eller slet ingen fiskepassage. I vandløb hvor havørreden kan svømme forbi spærringen, er der ikke konstateret skader. Dambrug Specielt for dambrug findes der en par andre problemer end den umiddelbare passage. For eksempel udskiller dambrugsørrederne såkaldte feromoner. Problemet er at disse stoffer påvirker kønsmodningen hos de vilde ørreder i vandløbet. 51
52 I England har nye undersøgelser vist at små kønsmodne laksehanner på vej opstrøms bliver gydemodne op til en måned tidligere hvis de opholder sig i afløbsvand fra et dambrug med regnbueørred, i forhold til en kontrolgruppe der udsættes for almindeligt åvand. Der er ingen grund til at tro at det samme ikke også sker for store hanner. Et andet problem er at nogle dambrug forårsager et nedsat iltindhold på strækningen nedstrøms. Undersøgelser har vist at iltmætningen flere kilometer nedstrøms dambrugene i visse tilfælde kan ligge under 50 %. Vi ved ikke ret meget om problemets omfang, men det står klart at det kan forringe fiskens mulighed for passage, og således indirekte påvirke effektiviteten af passagen, ligesom det selvfølgelig påvirker fisk negativt på en række andre områder. Heldigvis vil den øgede recirkulering der implementeres på mange dambrug i disse år, mindske disse problemer. Vandkraftværker Udover de tidligere skitserede problemer med selve passagen har vandkraftværker også ofte nogle yderligere negative påvirkninger af vandringen opstrøms. Den sø der dannes opstrøms for kraftværket, påvirker vandtemperaturen, og desuden påvirker selve driften af kraftværket i høj grad vandføringen. Det er uheldigt fordi de to parametre, og specielt den sidste, er meget styrende for opvandringen. Det er velkendt at stigninger i vandføringen stimulerer opvandringen hos ørred og laks. I hvilken grad opvandringen påvirkes afhænger dels af vandløbets størrelse og af andre lokale forhold. Den traditionelle fokus på laksefisk betyder at man ikke ved ret meget om andre fiskearter, men vandføringen må formodes også at have stor betydning for andre arter. Den naturlige vandføringsrytme som de vandrende fisk er tilpasset til igennem årtusinder, kan blive brudt op af den måde vandkraftværket drives på. For eksempel har afregningsprisen på strøm fra vandkraftværker været højest om dagen. En sådan ordning har selvfølgelig ansporet vandkraftværkerne til at skrue op for vandføringen om dagen og sænke den om natten. Det er uheldigt når det mange gange er vist at f.eks. ørreder foretrækker at vandre op om natten. Denne afregningsordning er dog afskaffet fra 2005 i forbindelse med liberaliseringen af elmarkedet, og disse problemer må derfor forventes at forsvinde. Med hensyn til temperatur er der en nøje sammenhæng mellem den enkelte fisks svømmeevne og vandtemperaturen. Jo højere vandtemperatur, jo større svømmeevne. Men det gælder kun inden for relativt snævre grænser for de enkelte arter. F.eks. vil ørreder og laks være utilbøjelige til at vandre opstrøms, hvis temperaturen bliver for høj. Allerede ved 20 C er der en klar effekt og over 22 C stopper opvandringen helt. Det kan være problematisk, fordi søerne opstrøms kraftværkerne typisk forstærker temperaturudsvinget, således at vandet nedstrøms bliver koldere om efteråret og vinteren og varmere forår og sommer. Sidst på efteråret kan vandløbet nedstrøms være så koldt at fiskene ikke vil
FISK & HAV 2006 NR. 60 være A i stand til at passere opstemningen, mens den om sommeren kan blive så høj at de ikke vil vandre. Vandkraftsøerne er også med til at hæve ph i vandløbet og den organiske belastning, men konsekvensen af dette på fiskepassage er dårligt undersøgt. Samlet B kan det konkluderes at opstemninger, selv med fiskepassager, har en række negative effekter på opstrøms vandrende fisk. Der er en lang række forhold der gør sig gældende, og der er et stort behov for yderligere undersøgelser af problemerne. LITTERATUR: Aarestrup, K. 2001. Factors affecting the migration of anadromous Atlantic salmon (Salmo salar L.) and sea trout (Salmo trutta L.). Ph.d-afhandling, Aalborg Universitet Moeslund, B. 1998. Iltmålinger omkring dambrug i Ribe Amt 1995-1997. Ribe Amt Nielsen, J. 2003. Fiskenes krav til passageløsninger i vandløb med dambrug. Faunapassageudvalget. http://www. aaa.dk/aaa/nm-publikationer.htm?resid=562v Olesen, T.M. 2003. Fiskepassage i Elling Å ved Mariendal Mølle. Rapport fra Nordjyllands Amt 53
Nedstrøms vandring og opstemninger KIM AARESTRUP (kaa@difres.dk) ANDERS KOED (ak@difres.dk) Danmarks Fiskeriundersøgelser Afd. for Ferskvandsfi s k e r i THORSTEN MØLLER OLESEN (tmo@nja.dk) Nordjyllands Amt Vandmiljøkontoret 54 Opstemninger forringer ikke bare dyrelivets muligheder for at vandre opstrøms. Også nedstrøms vandringer påvirkes negativt når vandstrømmen ændres eller næsten stoppes. Det sker fx ved vandkraftværker, vandmøller og dambrug. Fordi fiskene ofte er små og overvejende vandrer passivt med strømmen er de meget sårbare over for de ændrede fysiske forhold som opstemninger giver. Denne artikel beskriver de problemer som opstemninger udgør for dyrenes vandringer nedstrøms. Modsat hvad man måske ville forvente, kan et vandløbs fauna også have problemer med at passere opstemninger i nedstrøms retning. Ofte er forestillingen at dyrene bare kan følge passivt med strømmen i modsætning til opstrøms søgende fisk, som skal bevæge sig aktivt mod strømmen. Men alligevel har fisk og andre dyr ofte store problemer med at komme forbi opstemningerne når de søger ned ad vandløbet. Man ved at de nedtrækkende dyr overvejende følger med hovedstrømmen. Vandringen er som regel passiv, men dog aktiv for visse arter og på visse tidspunkter. Det betyder at problemerne med hensyn til passage vil være størst hvor vandstrømmen ændres eller næsten stoppes. Det gør den for eksempel ved vandkraftværker, vandmøller og dambrug. I løbet af de seneste godt ti år har DFU gennemført en lang række undersøgelser ved diverse opstemninger for at vurdere konsekvenserne for den nedstrøms passage. Ligesom for opstrøms passage ved man mest om ørred og laks. Den følgende gennemgang vil derfor koncentrere sig om de nedtrækkende ungfisk af disse arter de såkaldte smolt. Problemerne vil generelt være de samme for mange andre nedstrøms vandrende arter, fordi de faktorer der påvirker dem er de samme. Smoltnedvandringen foregår primært på samme måde som for andre arter, nemlig som en passiv nedvandring, men med visse perioder med aktiv nedvandring. Nedvandringens intensitet og hastighed er ofte afhængig vandføring og vandtemperatur. Vi har undersøgt to overordnede problemstillinger omkring opstemningers konsekvenser for nedstrøms passage. Den første er om fiskene overhovedet kan passere, og hvad der sker med individer som ikke formår at komme videre. Det kan f.eks. være fisk der i forbindelse med passagen bliver ædt af rovfisk eller fugle. Det kan også være fisk der dør ved passage af turbiner, eller fisk der trænger igennem afgitringen ind på dambrug og bliver ædt af fiskene dér. Den anden problemstilling vedrører den forsinkelse fiskene kan blive udsat for. En forsinkelse af vandringen er problematisk
FISK & HAV 2006 NR. 60 A nyren nedsætter urinproduktionen større svømmeblærer sikrer opdrift kropsform torpedoformet B gællerne udvikler saltpumper hormonniveauerne ændres drastisk synspigment ændres til syn på dybt vand lugtesans skærpes: homing Figur 1 ÆNDRINGER HOS SMOLT Figuren viser en række af de ændringer fisken gennemgår under smoltfikationen (efter Nielsen, Aarestrup og Madsen, 2003). fedtsammensætning og indhold ændres svømme kapacitet nedsættes (nedstrøms) skællene bliver sølvblanke aggressivitet nedsættes tarmfunktion udvikles til drikning drikkeevne udvikles Tolerance (%) 100 80 60 40 20 fordi ørred- og laksesmolt, inden vandringen starter, gennemgår en lang række morfologiske og fysiologiske ændringer som under ét kaldes smoltificering (se Figur 1). salinitetstolerance 0 januar februar marts april maj juni juli Alle disse ændringer betyder at fisken vil være i stand til bedre at overleve i de nye omgivelser i havet. En række af ændringerne (f.eks. udviklingen af saltpumper i gællerne, nedsættelse af urinproduktion og udvikling af drikkeevne) foregår specifikt for at fisken skal kunne tåle den meget højere salinitet i havet. I vandløbet på vej mod havet opretholder fisken kun denne evne i få uger (Figur 2), og dermed kan selv en kortvarig forsinkelse medføre at smoltene kan få besvær med at overleve overgangen til det salte miljø. For yderligere gennemgang af smoltenes fysiologiske tilpasning se FISK&HAV nr. 56, s. 12-21. Figur 2 TIDSVINDUET LUKKER Teoretisk figur over en individuel smolts saltvandstolerance (efter Nielsen & Madsen 1998). Hvis smolten bliver forsinket, når den måske ikke havet inden dens evne til at tåle saltvand er forsvundet igen. Fisken bliver så i vandløbet, men overlever kun sjældent til næste år. 55
Tabel 1 TAB I OPSTEM- NINGER Antallet af og det beregnede gennemsnitlige tab ved en række danske opstemninger fordelt på 3 forskellige kategorier. 56 Opstemningstype Antal opstemninger Gennemsnitstab (%) Mølledamme 5 30 Dambrug 38 42 Vandkraftværker 7 82 Tab af smolt I Tabel 1 er det gennemsnitlige smolttab vist ved en række danske undersøgelser fordelt på de forskellige kategorier af opstemninger. Tillige er antallet af opstemninger som vi har undersøgt, vist. Undersøgelserne er typisk foretaget ved at udsætte to grupper smolt der er mærket så de kan skelnes, henholdsvis op- og nedstrøms opstemningen. Fiskene genfanges i fælder længere nedstrøms i åen og det relative forhold imellem fangsterne fra de to grupper vil alt andet lige være et udtryk for tabet ved passagen af den pågældende opstemning. En del af undersøgelserne, især ved vandkraftværker, er foretaget ved hjælp af radiotelemetri. Her indsættes en radiosender i fiskene og de kan herefter følges i vandløbet/søen og deres skæbne kan opgøres. Smolttabene varierer en del, men der er generelt tale om markante og for bestandene alvorlige tab. Smolttabet vil resultere i at opgangen reduceres tilsvarende. Det betyder f.eks. i et vandløb med én opstemning vil en smolttab på 50 % ved opstemningen resultere i en halvering af den efterfølgende opgang af opgangsfisk opstrøms opstemningen. Vandkraftværker Som det fremgår af Tabel 1, er tabet i forbindelse med vandkraftværker meget stort. I de konkrete tilfælde har de undersøgte vandkraftværker ligget relativt langt nede i store vandløb, hvilket betyder at det stort set er hele vandløbets bestand af smolt der skal passere kraftværkerne. Der findes selvfølgelig også vandkraftværker i mindre vandløb. Vi har dog kun få undersøgelser af dem. I Vejle Å ligger der ved Randbøldal tre vandkraftværker lige efter hinanden. Det samlede smolttab ved disse vandkraftværker kunne vi estimere i forbindelse med andre undersøgelser. De tre vandkraftværker gav et tab på 100 % for laks og godt 94 % for ørred. Tabene ved disse vandkraftværker er ikke inkluderet i ovenstående tabel, fordi vi kun havde data for de tre vandkraftværkers samlede effekt. Den samlede vandløbsstrækning som værkerne ligger på er ca. 1 km. På en tilsvarende strækning uden opstemninger vil smolttabet typisk være på 1-2 %. Tallene viser at tabet i forbindelse med turbiner i mindre vandløb formentlig er af samme størrelsesorden som i de større vandløb. Vi har specifikt undersøgt hvad der sker når fiskene skal passere vandkraftturbiner. Vi ved der sker et vist tab i turbinerne, og at deres omdrejningshastighed er en nøglefaktor. Jo hurtigere turbinen kører rundt, jo større dødelighed hos fiskene. Men også fiskens størrelse har betydning. Jo større fisken er, jo flere vil dø. Visse steder er der også en stor dødelighed nedstrøms for kraftværket pga. af ophobning af rovfisk i dette område. Ophobningen af rovfisk sker pga. tilgangen til
FISK & HAV 2006 NR. 60 Skæbne i % A 40 30 20 10 0 let tilgængelig føde og dårlige opstrøms passageforhold. Selv om turbinerne og rovfiskene nedstrøms er et stort problem, er det dog oftest de søer der opstår oven for vandkraftværket som giver ophav til det største smolttab. Den høje dødelighed skyldes at en stor del af fiskene hér bliver ædt af andre dyr. B laks n = 50 ørred n = 24 i live fugle predation gedde predation ukendt predation passeret Resultaterne af vore undersøgelser af smolttab under nedtræk i vandkraftsøer har ledt opmærksomheden over på et nyere og delvist overset problem. Det drejer sig om de søer der etableres i forbindelse med de såkaldte våde enge-projekter, under Vandmiljøplan II og III. Vore indledende undersøgelser tyder desværre på at tabet i de nye søer kan være højt. Figur 3 EN DØDSFÆLDE Kraftværksøer udgør en dødsfælde for ørred- og laksesmolt fordi det stillestående vand giver gedder, fugle og andre rovdyr nemt spil. Figuren viser skæbnen af smolt mærket med radiosendere og fulgt igennem Tange Sø. N = antal mærkede fisk. Det lykkes kun for omkring 10 % af smoltene at passere Tange Sø. Som det ses af tallene fra en undersøgelse med radiomærkede smolt i Tange Sø bliver en meget stor del ædt af forskellige fuglearter samt rovfisk (Figur 3). Dette gælder både for ørred og laks. Samlet blev over 80 % af smoltene tabt. Det er ikke radiomærkningen der gør fiskene sårbare, for laksesmolt mærket med en traditionel mærkning (en tatoveret farvekode) gav tab helt i samme størrelse. Flere undersøgelser har vist at vandringshastigheden falder når smolt skal passere igennem søer. F.eks. vandrede laksesmolt 4-5 gange langsommere per km sø end per km vandløb i en undersøgelse i den øvre del af Gudenåen. Dette medfører ikke blot en større risiko for at blive spist af rovfisk og fugle, men også en forsinkelse, hvilket som før nævnt kan betyde at fisken får svært ved at klare overgangen til det salte vand i havet. Hvis tabet af smolt er af samme størrelsesorden som i vandkraftsøerne vil disse nye søer såfremt de bliver permanente og gennemstrømmes af en stor del af vandet fra vandløbet medføre en meget stor dødelighed hos nedtrækkende smolt. I givet fald kan det true bestandene af vandrefisk i vandløb hvor der etableres sådanne søer. Dambrug Vore undersøgelser har vist at vandmængden der forbeholdes fiskepassage, er helt central for at sikre smoltens passage. Dermed er der en interesse-konflikt, for jo mere vand et dambrug kan tage ind, des mere kan det producere. Ud over denne grundlæggende uoverensstemmelse mellem hvad der er godt for fisk og hvad der er godt for dambrug, er der en række andre årsager til at dam- 57
58 brug forårsager et øget tab hos nedstrøms vandrende fisk. Som det fremgår af tabel 1, er det gennemsnitlige smolttab ved nedstrømspassage ved dambrug 42 %. Tabet kan ske direkte på grund af fiskene trænger ind dambruget og efterfølgende bliver ædt af dambrugsfiskene. Det kan også ske som følge af at smolten bliver spist af ude i opstuvningszonen af vandløbet og som nævnt også være en følge af at fisken bliver forsinket og mister vandretrangen/lysten og bliver i vandløbet. Undersøgelser har vist at kun få af disse fisk vil overleve til næste år. At de vandrende fisk trænger ind på dambrug har vi observeret mange steder (Figur 4). For eksempel ved et dambrug i Gudenåsystemet, hvor vi i forbindelse med andre undersøgelser opdagede at fiskene blev ført igennem afgitringen og ind i fødekanalen. På den sidste halvdel af smoltsæsonen fangede vi ved hjælp af elfiskeri over 4.000 vilde smolt i fødekanalen, som er den kanal der føder dambruget med vand fra vandløbet. De mange smolt var endt i fødekanalen på trods af at afgitringen overholdt de lovpligtige mål på 10 mm gitterafstand. Bl.a på baggrund af ovennævnte resultater er der siden hen indført nye afgitringsbestemmelser, som fastsætter den mindste lovlige gitterafstand til 6 mm. Dette vil utvivlsomt hjælpe på problemet med indtrængning af fisk på dambrugene, men det er næppe tilstrækkeligt til at sikre fri passage for smoltene. Dette skyldes at de andre årsager til at smoltene går til ved passagen ikke forsvinder med en tættere afgitring. Således vil fiskene stadig blive forsinket, ligesom smolt stadig vil blive spist ude i åen. Dambrugsfisk udskiller feromoner, som er signal-stoffer. De er artspecifikke, men virker også på beslægtede arter. Ud over problemerne for opstrøms vandrende fisk (se side 51), viser undersøgelser fra England at laksesmolt der udsættes for udløbsvand fra dambrug, får en lavere saltvandstolerance end dem der går i kontrolvand. Hvor stort problemet er vides endnu ikke, men i lighed med effekten af en forsinkelse, kan det måske give smoltene en reduceret chance for at overleve mødet med havet. En anden potentiel interessekonflikt skal ses i relation til effektiviteten af passager. Opstrøms passerende fisk er potentielle sygdomsspredere. Sygdomskim fra sådanne smittede fisk vil sive ind og kan smitte fisk inde på dambrugene. Dambrug der er fri for visse sygdomme, kan opnå en sikrere afsætning og højere pris på deres fisk. Set fra en dambrugers synspunkt er det således forbundet med en risiko at sikre et stort smoltudtræk og dermed udsætte opdrætsfiskene for smittefare når opgangsfiskene vender tilbage fra deres ophold i havet. Det kan ganske enkelt koste dambrugeren mange penge. Hvor stor risikoen er er svært at vurdere da der ikke er lavet egentlige undersøgelser af dette. Forskellig størrelse vandløb Som det fremgår af Tabel 1, har vi efterhånden gennemført en hel del undersøgelser af smolttabet ved nedstrøms passage af dambrugsopstemninger. Dette har givet os mulighed for at kigge nærmere på om der er forskelle på tabet ved dambrug der ligger i forskellige størrelser af vandløb. Det kunne jo være at der var forskel på tabet af smolt ved dambrug der ligger i henholdsvis små og store vandløb. Man kunne således forvente at der ville være færre problemer i små vandløb fordi antallet af rovfisk er
FISK & HAV 2006 NR. 60 A B Figur 4 INDTRÆNGNING Smolt kan slippe igennem afgitringen hvis der er for stor tremmeafstand. Ved et dambrug i Gudenå-systemet fangede vi med elfiskeri over 4.000 vilde smolt i fødekanalen, som er den kanal der føder dambruget med vand fra vandløbet. foto: kim aarstrup færre. Hvis der kun var problemer ved en begrænset del af dambrugene kunne man jo koncentrere indsatsen for bedre passage her. En opdeling af undersøgelserne af dambrug i forhold til vandløbets størrelse og fiskenes art ses i Tabel 2. Som det ses af tabellen er der overordnet ikke stor forskel på tabene i de forskellige størrelser af vandløb, ligesom der ikke umiddelbart er forskel på laks og ørred. 59
Tabel 2 MARKANTE TAB Tab og forsinkelse ved en række danske dambrug opdelt efter vandløbets størrelse (lille = < 200 l/s; mellem = 200 1000 l/s; stor = > 1000 l/s). N = antallet af undersøgelser. Der er ikke den store forskel på tabene i forskellige størrelser af vandløb. Vandløbsstørrelse Art Gns. Forsinkelse (dage) Gns. Smolttab (%) Lille Ørred 6 (N = 6) 37 (N = 6) Mellem Ørred 3 (N = 12) 44 (N = 20) Stor Ørred 5 (N = 5) 50 (N = 7) Lille Laks 0 (N = 1) 66 (N = 1) Mellem Laks 6 (N = 3) 29 (N = 6) Stor Laks 3 (N = 2) 47 (N = 2) I tabellen er også vist de undersøgelser hvor fiskens gennemsnitlige forsinkelse er beregnet. Som det ses er der også her en del variation, men den gennemsnitlige forsinkelse ved alle opstemningerne er fem dage. Mølledamme Problematikken ved mølledamme er langt hen ad vejen den samme som ved dambrug, med den forskel at der ikke tages vand ind til dambrugsdrift, men alt vandet afgives til fiskepassage. Alligevel ser man et stort smolttab hér. Problemet er formentlig at en stor del af fiskene bliver ædt af rovfisk som gedder og større ørreder og fugle ved mølledammen. Flere opstemninger Hvis der i samme vandløb er flere opstemninger der skal passeres, er problemerne med smolttab selvfølgelig endnu større. De dramatiske følger for bestanden er vist i Figur 5. I figuren ses overlevelsen af 1000 smolt hvis de skal passere fem opstemninger, med et gennemsnitlig tab som vores undersøgelser har vist for de tre typer af opstemninger (se tabel 1). Figuren viser at hvis der findes fem vandkraftopstemninger i vandløbet, vil der ikke være nogen smolt tilbage efter tre af dem. Tilsvarende ses det at der kun vil være henholdsvis 66 og 168 smolt tilbage af 1000 hvis det var opstemninger ved dambrug og mølledamme, smoltene skulle passere. 60 Forsinkelse og en efterfølgende afsmoltificering og tab af vandretrangen kan være en anden del af årsagen. Den sidste faktor virker samtidig forstærkende på den første: Jo mere forsinket fiskene bliver, jo større chance vil der være for at de bliver ædt af rovdyr. For eksempel blev ørredsmoltene forsinket ni dage ved en mølleopstemning hvor alt vandet blev frigivet til passage. Ved den pågældende opstemning løb stort set alt vandet uden om selve mølledammen, men alligevel var der et beregnet smolttab på næsten 20 %. Det skal dog påpeges at der er lavet relativt få undersøgelser af dette, og resultaterne har ikke været entydige. Tab i denne størrelsesorden har selvfølgelig store konsekvenser for bestandene i de vandløb hvor der findes mange opstemninger. Modelberegninger af smoltproduktionen i et helt vandløbssystem bekræfter dette. For mere detaljeret gennemgang af produktionen se Olesen & Aarestrup (2006). En eventuel forsinkelse kan også hurtigt blive stor. Hvis vi bruger den fundne gennemsnitlige forsinkelse for dambrug på fem dage ved hver af de fem opstemninger, vil den samlede forsinkelse være 25 dage. Det er væsentligt længere end den periode, hvor smoltene opretholder deres maksimale salttolerance. Derfor er det langt fra
FISK & HAV 2006 NR. 60 A antal overlevende smolt mølledamme dambrung vandkræftværker 1000 800 600 400 200 0 0 1 2 3 4 5 antal passerede opstemninger sikkert at de smolt som når ud i havet, vil have en god overlevelse i saltvand. Desuden bliver bestanden opsplittet og dermed mere sårbar over for udryddelse på de enkelte delstrækninger. Nedgængerfisk Når opgangsfiskene har været oppe at gyde, vil en del af dem efterfølgende dø. Den resterende del vil vandre ud mod havet igen. Under denne vandring kaldes de for nedgængere. Specielt for laks overlever kun få til den efterfølgende gydesæson, og generelt er kun ca. 10 % af opgangslaksene gengangere. For havørrederne ser det anderledes ud. Der er som regel en hel del fisk der overlever gydningen og kan gyde igen. Vi har observeret havørreder der har gydt op til otte gange. Andelen af gengangere kan være ret stor i en bestand af opgangsfisk. I en undersøgelse af opgangsfiskene i Randers Fjord i 1995 var ca. 35 % af de mærkede opgangsfisk gengangere. Det viser at der er en del nedgængere i vandløbene efter gydning. Disse fisk skal ligesom smoltene passere opstemningerne på vej mod havet. Nedvandringen sker fortrinsvis om vinteren og det tidlige forår, men vi har i fælder fanget nedgængere helt hen i juni måned. Opstemninger vil forsinke eller forhindre B passage. Fiskene er ofte i dårlig stand efter gydningen med sår og svampeangreb til følge. Disse skader heler bedre i saltvand hvor de ikke er udsat for svampeangreb, og en forsinkelse af sådanne fisk i ferskvand kan være fatale for dem. Desuden er de, generelt, ganske enkelt for store til at kunne overleve i længere tid i vandløbet pga. mangel på fødemuligheder og skjul. Hvis nedgængere trækker ind bag afgitringen til dambrug eller turbiner, vil de med stor sandsynlighed være tabt for bestanden. På dambrugene vil de næppe kunne finde ud igen, og store fisk vil ofte blive skadet ved passage igennem turbiner. Vi ved ikke så meget om problemets omfang, men vi har observeret begge dele nogle steder hvor afgitringen ikke var i orden. Hvis der på grund af passageproblemer er en stor dødelighed på nedgængerne vil en evt. løsning give en meget hurtig forøgelse i bestandsstørrelsen. Man kan næsten tale om en bonus-bestandsforøgelse, fordi fiskene ikke optager plads eller indtager føde i vandløbet. Andre fisk Denne artikel omhandler specielt ørred og laks, og i særdeleshed deres smolt- og gydevandring, fordi de er de fiskearter og -stadier vi har undersøgt. Vi ved at yngel af ørred og laks i et vist omfang har behov for Figur 5 OPSTEMNINGER PÅ STRIBE Overlevelse af 1000 smolt ved passage af et givet antal opstemninger. Hvis der ikke er nogen opstemninger, vil knap halvdelen af smoltene overleve. Hvis smoltene skal passere 5 mølledamme, vil der være 168 smolt tilbage. Passage af 5 dambrug efterlader 66 smolt tilbage. Vandkraftopstemninger er de værste efter bare tre er der slet ingen smolt tilbage. 61
at vandre, men i hvor stort omfang og hvilken betydning denne vandring har i danske vandløb ved vi mindre om. Opstemningers konsekvenser for andre fiskearters nedstrøms vandring ved vi kun meget lidt om. Nye undersøgelser hvor der er anvendt telemetri viser for eksempel at indtrængning af ål på dambrug også finder sted, ligesom ål ofte bliver slået ihjel ved passage gennem turbiner. Men der findes også en lang række andre vandrende fiskearter i vandløb, såsom snæbel, helt, lampretter, aborre osv. Da vi ikke ved nok om omfanget af disse arters vandringer, samt hvordan og hvornår de foregår, er der behov for mere forskning i hvordan, hvornår og i hvilket omfang vandringerne foregår. Forhåbentlig vil det så på længere sigt være muligt at skabe gode passageløsninger for alle arter. LITTERATUR Aarestrup, K. 2001. Factors affecting the migration of anadromous Atlantic salmon (Salmo salar L.) and sea trout (Salmo trutta L.). Ph.d.-afhandling, Aalborg Universitet Nielsen, C. & S.S. Madsen, 1998. Evaluation of smoltification and seawater tolerance in seven stocks of Danish hatchery reared brown trout (Salmo trutta). Rapport fra Biologisk Institut, Syddansk Universitet Nielsen, C., K. Aarestrup & S.S.Madsen, 2003. Udsætning og fysiologi hos havørredsmolt, Fisk og Hav, nr. 56, s. 12-21 62 Olesen & Aarestrup 2006. Effekter af nedstrøms passageforhold for fisk i vandløb. Vand og Jord nr. (Under trykning)
Danmarks Fiskeriundersøgelser Rådgivnings- og Kommunikationsenheden Jægersborgvej 64-66 2800 Lyngby Telefon 3396 3300 info@difres.dk www.difres.dk/fisk&hav.htm
Danmarks Fiskeriundersøgelser Rådgivnings- og Kommunikationsenheden Jægersborgvej 64-66 2800 Lyngby Telefon 3396 3300 FISK & HAV er et populærvidenskabeligt tidsskrift som indeholder artikler om ferskvands- og havundersøgelser, om det erhvervsmæssige og rekreative fiskeris udnyttelse af ressourcerne, om miljøet samt om forarbejdsning og forædling af fisk og skaldyr. FISK & HAV udgives 1-2 gange årligt. Bladet koster 50 kr. HORNFISK LIFECO ROSKILDEREJEN DEN STORE FJÆSING OPSTEMNINGER 1 OPSTEMNINGER 2 OPSTEMNINGER 3 4 paw dalgaard og jette emborg Hornfisk og histaminforgiftning årsag og forebyggelse 12 peter munk Frontforskning hydrografiske fronter og det marine system 20 søren anker pedersen Fjordrejer i danske farvand biologi og fiskeri 30 ole bagge Den store fjæsing 38 kim aarestup, anders koed og thorsten møller olesen Opstemninger vandløbenes svøbe? 44 kim aarestup, anders koed og thorsten møller olesen Opstemningers effekt på opstrøms vandring 54 kim aarestup, anders koed og thorsten møller olesen Opstemningers effekt på nedstrøms vandring