KOMMENTARER TIL VELFÆRDSKOMMISSIONS RAPPORT

Januar 2006 KOMMENTARER TIL VELFÆRDSKOMMISSIONS RAPPORT Dette notat indeholder nogle kommentarer og betragtninger i forhold til Velfærdskommissionens afsluttende rapport, Fremtidens velfærd vores valg. Notatet indeholder ikke en udtømmende gennemgang og kommentering af Velfærdskommissions rapport. Dette notat koncentrerer sig om tre områder: - uddannelse - skat - boligmarkedet For en mere udtømmende men derfor også mere kortfattet kommentering af Velfærdskommissionens rapport henvises til det høringssvar, som AErådet har afgivet sammen med LO. Indholdsfortegnelse: Side Uddannelse 2 Uddannelse og lønspredning 2 Uligevægt på fremtidens arbejdsmarked 3 Utilstrækkelige initiativer 6 Uddannelse giver væsentligt bidrag ift. de demografiske udfordringer 8 Skat 9 Marginalskat på arbejde 9 Lettelser i indkomstskatten 10 Skat på kapital 12 Selskabsskatten 15 Skattefri frynsegoder 16 Skattereform 17 Boligmarkedet 19 Velfærdskommissionens forslag om et frit og dereguleret boligmarked 19 Subsidierne er fordelingsmæssigt skæve og kan ikke forsvares 21 Samspilseffekter 23 Positive eksternaliteter ved at modvirke ghettoisering 24 Gevinsten ved at bo i ejerbolig undervurderes af VKF 25 P:\GS\06-til ny hjemmeside\velfærd\2006\kommentarer.doc

2 UDDANNELSE Velfærdskommissionen tillægger uddannelse meget stor betydning både i forhold til den fremtidige velstand, i forhold til at ruste Danmark i den internationale konkurrence og i forhold til at gøre det muligt, at vi kan fastholde den forholdsvis lige indkomstfordeling i Danmark. Den store betydning, som uddannelse har for den fremtidige velstand, dokumenteres med analyser af det høje samfundsøkonomiske afkast af uddannelse det gælder både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Uddannelse og lønspredning I en markedsøkonomi som den danske er det til syvende og sidst kompetencerne, der skal bære lønnen. Hvis vi ønsker en høj løn i bunden, må kompetencebunden også ligge på et højt niveau. At dette er tilfældet for Danmark og de nordiske lande, ses tydeligt i figur 1, hvor kompetencespredningen målt som forholdet mellem de 25 procent med de højeste kvalifikationer og de 25 procent med de laveste kvalifikationer er sat overfor lønspredningen. Figur 1. Sammenhæng mellem kompetence- og lønspredning 1,38 Kompetencespredning 1,36 1,34 1,32 1,3 1,28 1,26 1,24 1,22 1,2 DK FIN SVE HOL NOR BEL SCH TY CAN AUS UK IRE R 2 = 0,78 USA 1,18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 Lønspredning Anm. Kompetencerne er målt ved hjælp af tests af den voksne befolknings kunnen(literacy) Kilde: OECD,Literacy in the Information Age(2000) og AErådet Som man kan se af figur 1, ligger Danmark med både den laveste lønspredning og den laveste kompetencespredning. Også Sverige og Finland har både en lille lønspredning og en lille kompetencespredning. I den anden

3 ende af spektret finder vi USA, England og Irland med en meget stor lønspredning og kompetencespredning. Som man kan se af figuren, tegner der sig en klar sammenhæng mellem lønspredning og kompetencespredning. Kvalifikationsniveauet ovenfor er målt i tests. Her ligger vi altså meget højt internationalt set for den voksne befolkning. Det er stort set lignende tests, der bruges overfor skoleelever i de såkaldte PISA-undersøgelser. Disse resultater er desværre ikke noget at prale af som det også påpeges af Velfærdskommissionen - idet danske skoleelever kun opnår moderate resultater sammenlignet med andre landes skoleelever. Det store spørgsmål er så, om de middelmådige resultater i PISA-undersøgelserne er udtryk for, at de andre lande er ved at indhente og overhale os, eller om den danske folkeskole udstyrer børn med kompetencer, som ikke giver imponerende resultater i PISA-undersøgelserne, men som giver gode resultater, når børnene bliver voksne. Et meget centralt spørgsmål, som vi i realiteten ikke ved noget om. Det er faktisk rystende, at vi ved så lidt om produktionsbetingelserne for vores mest afgørende ressource kompetencerne. Uligevægt på fremtidens arbejdsmarked Det formelle uddannelsesniveau har vi dog god dokumentation af. Og vi har også sikker viden om, at den teknologiske udvikling og den stigende internationale konkurrence sætter de ufaglærte job under pres. Dette pres på de ufaglærte job er dog ikke nogen ny tendens. På trods af, at den samlede beskæftigelse steg med over 100.000 personer fra 1993 til 2004, faldt antallet af ufaglærte job således med over 200.000 personer i samme periode. Når dette ikke slog ud i højere ledighed for de ufaglærte faktisk faldt ledigheden for ufaglærte pænt i perioden 1993 til 2004 - så skyldes det, at udbuddet af ufaglærte faldt hurtigere end beskæftigelsen. Dette fremgår af figur 2, der viser udviklingen i antallet af ufaglærte job samt antallet af personer i arbejdsstyrken, der ikke har nogen uddannelse udover grundskolen.

4 Figur 2. Udbud og beskæftigelse for ufaglærte 1200 1200 1100 1100 1000 1000 1000 personer 900 800 900 800 1000 personer 700 700 600 600 500 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 500 Beskæftigelse Arbejdsstyrke Kilde: Danmarks Statistik, IDA-registret og Statistikbanken Når det gik så smertefrit med afviklingen af ufaglærte job i 1990 erne og først i det nye årtusinde, skyldes det dels, at unge med et højere uddannelsesniveau afløste ældre med et lavere uddannelsesniveau og dels, at andelen af unge, der ikke fik en erhvervskompetencegivende uddannelse, faldt fra 32,6 procent i 1990 til 21,7 procent i 2000 altså et fald på en tredjedel. Denne positive tendens i uddannelsesniveauet er desværre vendt i de seneste år. Således er restgruppen dvs. andelen af en ungdomsårgang, der ikke får nogen erhvervskompetencegivende uddannelse - steget fra de 21,7 procent i 2000 til 25 procent i 2003, som er de seneste tilgængelige tal. Når denne negative tendens for de unge kombineres med, at forskellen mellem de ældres og de unges uddannelsesniveau mindskes, fordi det store uddannelsesløft i 1960 erne og 1970 erne efterhånden betyder, at de kommende ældregenerationer er rimeligt veluddannede, så indebærer dette, at vi ikke de kommende år vil se samme vækst i arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, som vi har set historisk. I Økonomiske Tendenser 2005 har vi i AErådet set nærmere på perspektiverne for arbejdsmarkedet i de næste ti år ved uændret uddannelsesindsats. Forudsætter man, at det nuværende uddannelsesmønster forsætter uændret de kommende ti år, får man et billede af arbejdsudbuddet som vist i tabel 1.

5 Tabel 1. Arbejdsstyrke fordelt på uddannelse 2004-2015 1994-2004 Ufaglært -113-248 Ungdomsudd. 58 36 Erhvervsfaglig udd. -68 51 Videregående udd. 114 193 I alt -9 32 Anm.: Udbuddet af de forskellige typer af arbejdskraft er fremskrevet under forudsætning af, at den nuværende adfærd i uddannelsessystemet fastholdes fremover. Kilde: Registerudtræk fra IDA og AErådet De fremtidige tendenser afviger fra det, vi har set i tiårs perioden 1994-2004 på flere områder. For det første falder udbuddet af ufaglært arbejdskraft ikke så kraftigt i de kommende ti år, som det var tilfældet fra 1994-2004. For det andet falder antallet med en erhvervsfaglig uddannelse frem mod 2015 hvor det hidtil har været stigende. Og for det tredje bliver stigningen i antallet af personer med en videregående uddannelse væsentligt mindre i de kommende ti år end det, vi så fra 1994-2004. Analysen fra Økonomiske Tendenser 2005 ser også nærmere på fremtidsudsigterne for virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft. Forudsættes uddannelsessammensætningen i hvert af ADAM s 19 erhverv at udvikle sig på samme måde de kommende ti år som de sidste ti år, giver dette, sammen med den branchefordelte beskæftigelse i fremskrivningen, et billede af den ønskede efterspørgsel efter arbejdskraft fordelt på uddannelse. Tabel 2 gengiver dette resultat. Tabel 2. Beskæftigelse fordelt på uddannelse frem til 2015, 1000 personer 2004 2015 Ændring Ufaglært 767 527-240 Ungdomsudd. 245 291 46 Erhvervsfaglig udd. 1009 1054 45 Videregående udd. 702 889 187 I alt 2723 2760 37 Kilde: ADAM, registerudtræk fra IDA og AErådet Som det fremgår af tabellen, dækker den moderate stigning i beskæftigelsen fra 2004 til 2015 på 37.000 personer over en stigning i efterspørgslen efter personer med en videregående uddannelse på næsten 190.000 personer, mens efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft falder med 240.000 personer. Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft stiger med 45.000 personer. Samme stigning ses for personer med en gymnasial ungdomsuddannelse.

6 Som sagt bygger fremskrivningen i høj grad på en videreførelse af dels de brancheglidningstendenser og dels de tendenser i uddannelsessammensætningen i de enkelte erhverv, som vi har set de sidste ti år. Det store fald i efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft er således en følge af både, at beskæftigelsen falder i de erhverv, hvor der er mange ufaglærte ansat, og at andelen af ufaglærte i de enkelte brancher falder. Det omvendte er tilfældet for efterspørgslen efter personer med en videregående uddannelse. Det er selvfølgelig højest usikkert, om de brancheglidningstendenser og de tendenser vi har set i uddannelsessammensætningen i de enkelte erhverv de sidste ca. ti år, vil fortsætte i fremtiden. Fremskrivningen af beskæftigelsen fordelt på uddannelse skal derfor ikke opfattes som en egentlig prognose for beskæftigelsen men snarere en indikation på udviklingen i den ønskede efterspørgsel efter arbejdskraft fordelt på uddannelse. Sammenholdes udbud og efterspørgsel efter de forskellige uddannelser i tabel 1 og tabel 2, ses det, at virksomhedernes efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft ikke vil kunne realiseres, hvis der ikke sker et løft i uddannelsesniveauet. Således er virksomhedernes efterspørgsel efter faglært arbejdskraft og arbejdskraft med en videregående uddannelse langt større end det udbud, der skabes ved en fastholdelse af det nuværende uddannelsesmønster. Omvendt falder virksomhedernes efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft væsentligt mere, end udbuddet af ufaglært arbejdskraft falder. Fremskrivningerne af udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft for forskellige uddannelsesgrupper illustrerer, at den afdæmpede udvikling i arbejdsstyrkens uddannelsesniveau ved uændret uddannelsesindsats vil medføre stigende ubalancer på det fremtidige arbejdsmarked. Hvis arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau ikke hæves, vil uligheden mellem de ufaglærte og de længere uddannede øges, og det vil samtidig lægge begrænsninger på vækstmulighederne, fordi der ikke vil være faglærte og videregående uddannede til at skabe de fremtidige ændringer i erhvervsstrukturen, som en succesfuld tackling af globaliseringsudfordringen vil fordre. Utilstrækkelige initiativer Set i dette lys er Velfærdskommissionens anbefaling af en massiv satsning på at øge andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse (VFK side 23) derfor også central. Man kan dog frygte, at de konkrete anbefalinger, som

7 Velfærdskommissionen kommer med, ikke er tilstrækkelige. Samtidig prioriterer Velfærdskommissionen ikke ekstra investeringer til uddannelse selvom de som omtalt ovenfor klart godtgør det høje økonomiske afkast af uddannelse. AErådet har således beregnet, at en opfyldelse af regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal opnå en ungdomsuddannelse, samt at 50 procent af en ungdomsårgang skal opnå en videregående uddannelse, vil koste 3 mia.kr. årligt. Selvom der tages gode initiativer til at hæve ungdomsårgangenes uddannelsesniveau, er det ikke nok til at sikre et tilpas tempo i arbejdsstyrkens opkvalificering jf. den store ubalance mellem udbud og efterspørgsel i tabel 1 og tabel 2 ovenfor. Derfor bliver det også nødvendigt at se på tiltag, der styrker voksen- og efteruddannelsesindsatsen, således at de ufaglærte, der allerede er på arbejdsmarkedet, opnår kvalifikationer svarende til faglærte, og at faglærte opnår kvalifikationer svarende til personer med en videregående uddannelse. Hvis disse opkvalificeringer ikke finder sted, vil ubalancer på fremtidens arbejdsmarked lægge en dæmper på den samlede udvikling i beskæftigelsen og dermed også påvirke den finanspolitiske holdbarhed negativt. På voksen- og efteruddannelsesområdet virker vores flexicurity-model med høj jobmobilitet hæmmende for virksomhedernes incitament til at investere i efteruddannelse. Det skyldes, at virksomhederne i deres vurdering af, om det kan betale sig at investere i efteruddannelse af deres medarbejdere, naturligvis må tage hensyn til sandsynligheden for, at de ikke selv får udbyttet af efteruddannelsesindsatsen. Virksomhedernes negative incitament er størst i forhold til dem, som har mindst uddannelse. Dette kombineret med, at megen fremtidig efteruddannelse kommer til at bestå i, at lønmodtagerne skal uddanne sig ud af deres job eller virksomhed - ja, sågar ud af deres hidtidige branche - fordrer et stort samfundsmæssigt engagement i efteruddannelsesindsatsen. Hvis vi alene overlader efteruddannelsesindsatsen til virksomhederne, vil indsatsen blive helt utilstrækkelig. Det er en stor mangel, at Velfærdskommissionen ikke behandler problemstillingen vedrørende voksen- og efteruddannelse, ligesom der ikke er afsat økonomiske ressourcer til dette centrale indsatsområde i Velfærdskommissionens økonomiske fremskrivninger.

8 Uddannelse giver væsentligt bidrag i forhold til de demografiske udfordringer En højere uddannelsesbund er ikke kun vigtig i forhold til det teknologiske pres og globaliseringspresset samt i forhold til muligheden for at fastholde den lige indkomstfordeling i Danmark. En højere uddannelsesbund vil også kunne yde et bidrag i forhold til det nedadgående demografiske pres på arbejdsstyrken, som vi vil se de kommende år. Det skyldes, at personer, der har fået en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse, er flere år på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse, inden de går pension også når man tager højde for de ekstra år, de tilbringer i uddannelsessystemet. Dette fremgår af tabel 3, der viser antallet af år i beskæftigelse for forskellige uddannelsesgrupper. Tabel 3. Antal år i beskæftigelse over livsløbet Antal fuldtidsår Ufaglærte 26,4 Erhvervsuddannelser 35,7 Korte videregående uddannelser 34,2 Mellemlange videregående uddannelser 34,8 Lange videregående uddannelser 35,8 Anm. Antallet af år i beskæftigelse er beregnet som antallet af fuldtidsår i beskæftigelse som lønmodtager i alderen 18-66 år (beregnet på baggrund af ATP-indbetalinger). Dertil er lagt antal år som selvstændig i alderen 18-80 år. Tallene udgør vægtede gennemsnit af 24 forskellige uddannelser. Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registret. En bred opkvalificering af arbejdsstyrken vil således kunne yde et væsentligt bidrag til at øge beskæftigelsen eller rettere reducere det fremtidige fald i beskæftigelsen, som befolkningsudviklingen afføder. Velfærdskommissionen har da også indregnet et bidrag til arbejdsstyrken, som følge af deres initiativer på uddannelsesområdet. Dette bidrag, som frem til 2040 udgør 15.000 personer, er dog meget beskedent. Velfærdskommissionen anfører da også selv, at de skønnede beskæftigelseseffekter af øget uddannelse er forsigtige. AErådet vurderer således, at beskæftigelseseffekterne af de initiativer, som Velfærdskommissionen forslår, er noget større. Samtidig finder vi, at beskæftigelseseffekterne af en øget uddannelsesindsats vil kunne øges yderligere ved at øge og styrke initiativerne på uddannelsesområdet herunder på voksen- og efteruddannelsesområdet.

9 SKAT Det er fornuftigt at sætte skatten på arbejde ned set i lyset af, at arbejdsstyrken vil blive mindre i de kommende år. Lavere skat på arbejde øger gevinsten ved arbejde og øger dermed arbejdsudbuddet enten i form af flere erlagte timer eller i form af flere, der vælger at være til rådighed på arbejdsmarkedet. Set i lyset af den brede offentlige enighed om, at skatten på arbejde bør sænkes, kan det undre, at man ikke forener kræfterne (og pengene) netop på denne målsætning. Velfærdskommissionen foreslår bl.a. lavere selskabsskat og lavere skat på kapitalindkomster, regeringen giver skattelettelser til boligejere og stopper ikke hullerne i skattesystemet som f.eks. spekulationen i den lavere skat på afkast på ratepensioner og skattefri personalegoder herunder skattefri private sundhedsforsikringer, som med tiden vil vokse sig større. Marginalskat på arbejde Ifølge OECD har Danmark den tredje højeste marginalskat på en person, der tjener 133 procent af lønnen for en gennemsnitlig arbejder. Historisk har marginalskatten i Danmark dog været betydelig højere end i øjeblikket. Fra 1984 til 1986 var den gennemsnitlige marginalskat godt 73 procent, fra 1987 til 1993 knap 69, hvorefter den faldt igennem anden halvdel af 1990 erne til det nuværende niveau på cirka 63 procent. Til gengæld betaler en større og større andel af de beskæftigede skat i den øverste del af skatteintervallet, jf. figur 1. Figuren viser, at i 1983 betalte godt 10 procent af de beskæftigede den højeste skatteprocent, mens dette tal i 2003 var steget til knap 40 procent. Til gengæld faldt marginalskatten i toppen som nævnt fra 73,05 til 62,93 procent. Andelen af beskæftigede, der højst betaler mellemskat, har ligget nogenlunde stabilt omkring 50 procent. Til gengæld er marginalskatten på det midterste trin reduceret fra 62,25 procent i 1983 til 49,23 procent i 2003. I 1980 erne var marginalskatten på det midterste skattetrin således på niveau med marginalskatten i toppen i dag.

10 Figur 1. Fordelingen af beskæftigede på skattetrin samt marginalskatten 60 50,68 50 62,25 62,30 Andel i procent 40 30 47,85 47,9 0 58,20 68,72 50,64 62,01 49,23 62,93 20 10 73,05 73,10 45,16 43,71 0 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003 laveste trin mellemste trin højeste trin Anm.: Tallene angiver den gennemsnitlige marginalskat det pågældende år. Linjerne angiver tendensen imellem de markerede punkter og ikke nødvendigvis fordelingen i de mellemliggende år. Kilde: Velfærdskommissionen Fremtidens velfærd vores valg, tabel 11.2 og Skatteministeriets hjemmeside. Lettelser i indkomstskatten Selvom skatten på arbejde er faldet igennem de sidste 15 år, er det dog fortsat en god idé at sænke skatten på arbejde. Arbejdsstyrken bliver mindre i de kommende år, og lavere skat på arbejde kan bidrage til at øge arbejdsudbuddet ved at øge gevinsten ved at arbejde. Effekten på arbejdsudbuddet er forskelligt afhængigt af, hvordan man lemper skatten på arbejde. Reducerer man top- og mellemskatten, øger man primært incitamentet til at arbejde mere for folk, der allerede er i beskæftigelse. Her er timeeffekten således høj. Velfærdskommissionen vurderer, at selvfinansieringsgraden ved en reduktion af top- eller mellemskatten er 55 procent, hvoraf cirka halvdelen kan tilskrives en stigning i beskæftigelsen. Det er oplagt, at skattelettelser i toppen af skalaen primært kommer den del af befolkningen med de højeste indkomster til gode. Velfærdskommissionen foreslår i sin afsluttende rapport derfor både at sænke indkomstskatten i toppen og i bunden. Det fordelingsmæssige problem, der opstår ved, at lempelser i mellem og topskatten kommer de mest velstillende til gode, løses delvist ved, at skatten på fast ejendom hæves. Da det typisk er folk med høje indkomster, der har store boligformuer, er denne løsning noget af et columbusæg. Folk med høje indkomster betaler så at sige selv for deres skattelet-

11 telser, skattesystemet bliver mere robust overfor globalisering og der gives større tilskyndelse til at arbejde. Boks 1. Velfærdskommissionens forslag ang. skat på arbejde Velfærdskommissionen forslår at afskaffe mellemskatten, øge grænsen for topskat med ca. 60.000 kroner og sætte topskattesatsen til 17 procent. Det umiddelbare provenutab er 12 mia. kroner. Desuden hæves beskæftigelsesfradraget til 11 procent og en maksimal skatteværdi på cirka 15.000 kroner. Provenutabet er umiddelbart knap 20 mia. kroner. Stigninger i beskæftigelsesfradraget, som også kommer folk med lave indkomster til gode, har lige så høj selvfinansieringsgrad som lettelser i toppen af skatteskalaen. Velfærdskommissionen vurderer, at selvfinansieringsgraden ligger omkring 60 procent, hvoraf cirka halvdelen kommer via øget beskæftigelse og færre udgifter til ledige. Ved et højere beskæftigelsesfradrag opnås i større omfang en øget deltagelseseffekt end ved reduktioner i mellem- og topskatten. Det vil sige, at det i større omfang påvirker folks beslutning om at gå ind på arbejdsmarkedet og reducerer desuden antallet af ledige. Men på trods af de positive effekter for lavtlønnende er beskæftigelsesfradrag en relativ dyr måde at øge tilskyndelsen til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skyldes, at alle beskæftigede også dem med høj løn som allerede er i beskæftigelse får glæde af et højere beskæftigelsesfradrag. Som supplement til at skyde med spredehagl med beskæftigelsesfradraget anbefaler Velfærdskommissionen således, at særligt udsatte grupper modtager en form for bonus, når de kommer i varigt arbejde. Det er vigtigt at understrege, at sådanne målrettede ordninger ikke hører til i et skattesystem. Hvis en sådan bonus gives via en tilskudsordning, kan man kontrollere udgifterne og modtagerne, mens en rabatordning via skattesystemet let kommer ud af kontrol. Det er således nærmest umuligt at give skattelettelser, som ikke (også) kommer de mest velstillede til gode eller indeholder høje (sammensatte) marginalskatter. Men fordelingsspørgsmålet ved skattelettelser er ikke kun et spørgsmål om hvem, der får skattelettelser, men også om hvem der betaler dem. Designes en skattereform således, at de velstillende i høj grad beta-

12 ler deres egne indkomstskattelettelser, vender den ikke nødvendigvis den tunge ende nedad. Et eksempel på en sådan finansiering er via højere skat på fast ejendom, jf. senere afsnit. Skat på kapital Skatten på kapital varierer afhængigt af hvilken type, der er tale om. Afkast af bolig og pensioner beskattes således relativt lempeligt. Hvis man vil fastholde fokus på at reducere skatten på arbejde, bør man overveje, hvordan man kan øge kapitalbeskatningen uden at skade den danske konkurrenceevne. Fast ejendom Det første oplagte mål er beskatningen af fast ejendom, som er en kapitalform, der ikke kan flyttes over landegrænser. Desuden beskattes afkast af fast ejendom lempeligt i forhold til anden kapital. Højere skat på fast ejendom er derfor ubetinget en god idé enten via øget ejendomsværdibeskatning, øget grundskyld eller skat på kapitalgevinster på fast ejendom. Velfærdskommissionen foreslår at hæve ejendomsværdibeskatningen til 1,5 procent over en årrække. Fuldt indfaset svarer en sådan stigning til et ekstra provenu på cirka 8 mia. kroner. En øget skat på fast ejendom vil nedvælte sig i priserne (ligesom skattestoppet har gjort blot med modsat fortegn), og give ejerne af ejerboliger et kapitaltab. Figur 2 viser fordelingen af dette kapitaltab sammenholdt med fordelingen af personskattelettelserne i Velfærdskommissionens oplæg. Målt i skatteprovenu er personskattelettelserne dog betydelig større end ekstrabeskatningen af fast ejendom.

13 Figur 2. Fordeling af personskattelempelser og kapitaltab på ejerboliger Kilde: Velfærdskommissionen Fremtidens velfærd vores valg, figur 11.9. Positiv netto kapitalindkomst Velfærdskommissionen foreslår til gengæld en lempelse af beskatningen af positiv personlig kapitalindkomst, der beskattes med både mellem- og topskat. Beskatningen er på dette område ikke symmetrisk, idet negative netto kapitalindtægter kun kan trækkes fra i kommune- og bundskatten, mens positiv netto kapitalindkomst også beskattes med mellem- og topskat. På trods af asymmetrien har det nuværende system nogle fordele. 1. Hvis positiv netto kapitalindtægt ikke blev pålagt mellem- og topskat, ville selvstændigt erhvervsdrivende have tilskyndelse til at trække deres løn ud som overskud og slippe billigere i skat. For at imødegå dette kræves værnregler, hvilket Velfærdskommissionen også påpeger. De øvrige nordiske lande forsøger i øjeblikket at stoppe sådanne huller i deres system. 2. Den høje beskatning af positiv kapitalindkomst har en klar (hensigtsmæssig) generationsmæssig fordeling, jf. tabel 2. 3. Det nuværende system er en ukompliceret (men dog ikke perfekt) substitution for formueskat. Folk med positive nettoformuer (og dermed positiv nettoafkast) beskattes ekstra. Der er ikke en perfekt substitution, idet nogle typer formuer såsom fast ejendom og aktier er omfattet af særskilte regler. 4. Beskatning af positiv kapitalindkomst gav i 2005 et ekstra skatteprovenu på 1,6 mia. kroner via mellem- og topskatten.

14 I tabel 1 ses, at det kun er personer på 67 år og derover, der i gennemsnit har en positiv netto kapitalindkomst (på knap 7.000 kroner). Det er både pensionisterne i 3. og 4. kvartil, der i gennemsnit har positiv netto kapitalindkomst, mens det for de andre grupper kun gælder i 4. kvartil. Pensionister med positiv netto kapitalindkomst vil dog ikke nødvendigvis betale mellemog topskat af den. Det sker kun, hvis deres samlede indkomst er tilstrækkelig høj. Tabel 1. Netto kapitalindkomst for familier fordelt efter alder, 2005 Alder Gennemsnitlig nettokapitalindkomst, kroner I alt 1. kvartil 2. kvartil 3. kvartil 4. kvartil Under 30 år 8.280 31.870 3.865 200 3.090 30-49 år 29.995 83.385 35.125 8.895 8.480 50-66 år 16.345 68.445 22.560 3.120 29.725 67 år og derover 6.985 19.975 70 2.480 46.650 Alle familier 14.425 63.035 14.300 950 18.795 Kilde: Skatteministeriets hjemmeside. www.skat.dk. Pensioner Mange pensionsordninger er skattebegunstigede for at øge folks tilskyndelse til at spare op til alderdommen. Skattebegunstigelsen for løbende pensioner består i, at afkastet kun beskattes med 15 procent, samt at skatteprocenten ved udbetalingstidspunktet kan være lavere end ved indbetalingstidspunktet enten fordi personens indkomst er lavere (og dermed på et lavere skattetrin) eller fordi skatten generelt er blevet sænket i mellemtiden (gevinst i lotteriet om lavere indkomstskatter i fremtiden). Skattebegunstigelsen for løbende pensioner har resulteret i en del skattetænkning, som man kan frygte er blevet mere almindelig, efterhånden som bl.a. afdragsfri lån er blevet tilgængelige. Skattearbitragen er ganske enkel; man belåner sit hus, sparer op til 59 procent i skat og placerer pengene i en ratepension, hvor man kun beskattes med 15 procent af afkastet. Alternativt kan man indbetale på en ratepension i stedet for at afdrage på sin ejendom. I 2003 indbetalte cirka 65.000 personer mere end 100.000 kroner (i 2006 priser) på en pension med løbende udbetaling. Dette antal er sandsynligvis steget efter, de afdragsfri lån blev introduceret i efteråret 2003. I gennemsnit indbetalte hver person 237.000 kroner. I AErådets kommende publikation Fordeling og levevilkår belyses problemet yderligere.

15 Velfærdskommissionens forslag om at reducere marginalskatten for de højeste indtægter resulterer i, at der ikke er skattemæssige fordele ved at indbetale på en kapitalpension. Der vil dog forsat være en fordel ved pensioner med løbende udbetaling, jf. ovenstående. Derfor vil det være naturligt at sætte et loft over indbetalingerne på løbende pensioner på f.eks. 100.000 kroner pr. år for at undgå skattearbitrage. Folk vil fortsat kunne sætte yderligere af til pension - men dog uden skattefradrag, der udskyder indkomstskatten til udbetalingstidspunktet. Umiddelbart vil en sådan grænse resultere i et ekstra provenu på indkomstskatterne på godt 5 mia., og oveni dette kommer det ekstra provenu ved, at afkastet ikke beskattes efter de lempelige regler, der gælder for pensionsopsparinger. Selskabsskatten Selskabsskatten er udsat for internationalt pres. I mange lande er selskabsskatten blevet reduceret betydeligt igennem de sidste 20 år. Danmark har fulgt denne udvikling, idet selskabsskatten fra at ligge på 50 procent i slutningen af 1980 erne af flere gange er blevet reduceret. I midten af 1990 erne lå den på 34 procent, og den er senest i 2005 blevet reduceret til 28 procent. Der er et kapløb imod bunden race-to-the-bottom med hensyn til landenes selskabsskat, hvor landene reagerer på hinandens reduktioner. I figur 3 ses de oprindelige EU landenes formelle selskabsskattesatser samt Danmarks placering nu og ved Velfærdskommissionens forslag. Figur 3. De formelle selskabsskattesatser for EU-15, 2005 45 40 35 30 Procent 25 20 15 10 5 0 Irland Østrig Danmark - VFK Finland Portugal Danmark Sverige Storbritannien Luxemborg Holland Grækenland Frankrig Belgien Spanien Italien Tyskland EU15 Kilde: Eurostat structures of the taxation system in the European Union

16 Det ses, at Danmark allerede ligger i den lave ende med hensyn til selskabsskatten blandt de 15 oprindelige EU lande, og en reduktion fra 28 til 25 procent vil ikke ændre vores placering betydeligt. En analyse 1 viser desuden, at lempeligere selskabsskat primært kommer olieproducenterne i Nordsøen og den finansielle sektor til gode, mens den internationalt konkurrenceudsatte fremstillingssektor i mindre grad får glæde af det. Skatten på arbejde er et større konkurrenceproblem end selskabsskatten, da det også begrænser arbejdsudbuddet. Så hvis det er muligt at brede skattebasen for selskabsskatten mere ud, bør man bruge det ekstra provenu til indkomstskattelettelser frem for skattelettelser til erhvervslivet. I 2005 forventes selskabsskatten at give et provenu på 39,9 mia. kroner. En reduktion af satsen til 25 procent vil således koste cirka 4,3 mia. kroner, som Velfærdskommissionen forventer at kunne få ind via en bredere skattebase. Hvis man breder skattebasen ud uden at sænke selskabsskatten tilsvarende - har man således 4,3 mia. kroner til f.eks. at hæve beskæftigelsesfradraget eller reducere topskatten. Man bør også se danske virksomheders konkurrenceevne i et endnu bredere perspektiv, hvor det ikke kun er omkostningerne, der tæller. Produktivitet og konkurrenceevne hænger sammen med veluddannet arbejdskraft, forskning og den danske flexicurity model. Alt dette koster den offentlige sektor penge, og hvis erhvervslivet bidrager mere, kan de også forbedre deres konkurrenceevne ad denne vej. Skattefri frynsegoder Antallet af skattefri eller skattebegunstigede frynsegoder vokser. Der er ikke noget godt overblik over udgifterne hertil, da de ikke alle fremgår af folks oplysningssedler. Ifølge Skatteministeriets egen opgørelse var udgiften i 2005 på godt 1 mia. kroner. Heraf var 325 mio. kroner skattefri sundhedsforsikringer. Ifølge Velfærdskommissionen vurderes der at blive udbetalt omkring 740 mio. kroner i erstatninger på de private sundhedsforsikringer i 2005. Forsikring & Pension vurderer, at dette tal kan stige til 4-5 mia. kroner. Forudsæt- 1 AErådet Lavere selskabsskat giver mindst beskæftigelse, januar 2005.

17 tes det, at de arbejdsgiverbetalte, skattefri sundhedsforsikringer stiger tilsvarende, svarer det til et potentielt skatteprovenutab på 1,7-2,2 mia. kroner. For de penge kunne man hæve beskæftigelsesfradraget med cirka 4 procentpoint eller sænke mellemskatten med 1,5 procent point. Vil man sænke beskatningen på arbejde, er det derfor formålstjenstlig at brede indkomstskattebasen så meget ud så muligt. Skattefri frynsegoder øger ikke incitamentet til at arbejde, da det er lump-sum overførsler, som blot forvrider folks forbrugsbeslutninger. Skattereform Velfærdskommissionen, Det Økonomiske Råd, AErådet og andre eksperter advarer løbende om problemerne med skattestoppet. Skattestoppet lemper skatten andre steder, end hvor det er mest vigtigt; nemlig på arbejde. Og skattestoppet forhindrer, at der kan laves hensigtsmæssige skatteomlægninger f.eks. fra topskat til ejendomsværdiskat. Velfærdskommissionen tilføjer endnu en dimension til debatten om skattestoppet ved at se på, hvad det vil betyde for fremtidens velfærdssamfund. I 2040 skønnes holdbarhedsproblemet at udgøre 3,4 procent af BNP (52 mia. kroner), hvis skattestoppet ophæves efter 2010. Fastholdes skattestoppet derimod, bliver holdbarhedsproblemet næsten dobbelt så stort i 2040; nemlig 6,3 procent af BNP eller cirka 98 mia. kroner. Tabel 2. Holdbarhedsproblemet i 2040 I procent af BNP I mia. kroner (2006 niveau) Skattestop frem til 2010 3,4 52,3 Skattestop frem til 2040 6,3 98,4 Anm.: BNP for 2006 er baseret på Finansministeriets vækstskøn. Kilde: Velfærdskommissionen Fremtidens velfærd vores valg kap. 11, oplysninger fra Velfærdskommissionens sekretariat og AErådet. Groft taget skal velfærdsreformerne altså være dobbelt så store, hvis skattestoppet skal fastholdes og udviklingen være holdbar. Derfor går Velfærdskommissionen også ud fra, at skattestoppet ophæves fra 2010. Velfærdskommissionens oplæg er præsenteret som en samlet pakke, og det er derfor ikke muligt præcist at skille komponenterne ad. I tabel 3 er dog vist nogle centrale tal fra Velfærdskommissionens skatteoplæg.

18 Tabel 3. Provenueffekter af Velfærdskommissionens skatteomlægninger Velfærdskommissionen: Større beskæftigelsesfradrag -20 mia. kroner Fjernelse af mellemskat og ændring af topskat -12 mia. kroner Lavere skat på nettokapitalindkomst -1,6 mia. kroner Højere ejendomsværdiskat (1,5 procent) 8 mia. kroner Omlægning af selskabsskatten 0 kroner Kilde: Velfærdskommissionen og AErådet Det ses, at skattereformen er kraftigt underfinansieret ikke bare i en periode som følge af, at den højere ejendomsværdiskat indfases over en lang årrække - men i det hele taget. Velfærdskommissionens svar på fremtidens udfordringer er meget fornuftigt - at øge beskæftigelsen i samfundet. Men når man skal finansiere en skattereform, er det en farlig kurs at basere finansieringen på dynamiske og afledte effekter. Beregninger af selvfinansieringsgrader er behæftet med usikkerhed, og timingen af effekterne er også noget usikker. En sådan tilgang kan også skabe præcedens og give politikkerne mulighed for at føre en uansvarlig økonomisk politik med reference til dynamiske effekter og økonomisk råderum. Hvis man skal finansiere reformer med dynamiske effekter, bør man således som minimum vente, til effekterne viser sig.

19 BOLIGMARKEDET Indledningsvist vil Velfærdskommissionens 11 forslag vedrørende boligmarkedet kort blive præsenteret. Dernæst vil der blive set nærmere på den helt grundlæggende præmis eller begrundelse for deres foreslåede boligreform, nemlig 1. Den nuværende subsidiering og regulering af de forskellige dele af boligmarkedet kan ikke forsvares ud fra fordelingsmæssige hensyn og er samfundsmæssigt uhensigtsmæssig. Der er ingen tungtvejende argumenter for, at alle støtter hinandens forbrug af boliger. og den konklusion Velfærdskommissionen kommer frem til på baggrund heraf, nemlig at 2. Derfor bør man afskaffe alle de nuværende subsidier og i stedet målrettet støtte svage gruppers boligbehov. Subsidieringen skal populært sagt omlægges fra mursten til mennesker. Gyldigheden af denne grundlæggende præmis og den afledte konklusion er afgørende for, hvad man bør mene om alle Velfærdskommissionens forslag på boligområdet, da de alle er en direkte følge heraf. Velfærdskommissionens forslag om et frit og dereguleret boligmarked Velfærdskommissionens overordnede ønske er at fjerne den generelle subsidiering af boliger og i stedet målrettet støtte svage gruppers boligbehov. Subsidieringen skal populært sagt omlægges fra mursten til mennesker. Velfærdskommissionen foreslår derfor en næsten total afskaffelse af direkte tilskud og indirekte tilskud til de forskellige boligtyper og at huslejefastsættelsen liberaliseres, så den i langt højere grad afspejler markedsvilkårene. Der skal stadig gives offentlige tilskud til løsning af boligsociale opgaver, men de skal gives meget mere målrettet end i dag. Konkret betyder det, at for ejerboligen skal ejendomsværdiskatten øges og andelsboliger skal pålignes en ejendomsværdiskat på linie med ejerboligen og maksimalprisbestemmelserne for salg af andelsboliger ophæves. For de private udlejningsboliger skal huslejefastsættelsen liberaliseres og i stedet fastlægges på markedsvilkår. 2 I den almene boligsektor skal huslejen i høje- 2 De nuværende regler mod usaglig opsigelse og ved regulering af lejen efter indflytning foreslås dog bibeholdt (for både private og almene udlejningsboliger).

20 re grad afspejle markedsvilkår (og på sigt helt dannes på markedsvilkår), en eventuel huslejefordel i forhold til lejen på markedsvilkår skal beskattes og de formuer, der på sigt spares op i Landsdispositionsfonden, overføres til staten. Velfærdskommissionen forventer, at deres reformforslag vil lede til at der på sigt alene vil være to helt dominerende boligformer: Ejerboligen og private udlejningsboliger. De almene boliger og andelsboliger forventes konverteret til private udlejningsboliger og solgt som ejerboliger. En samlet oversigt over Velfærdskommissionens reformforslag gives i boks 1. Boks 1: Konkrete elementer i en reform af boligmarkedet Ejerboligen: Forslag 12.1. Ejendomsværdiskatten hæves langsomt over 20 år til 1,5 pct. Det bringer beskatningen af boliger på niveau med beskatningen af andre former for kapital. Dog bevares den nuværende progression i ejendomsværdiskatten for de ca. 5 pct. dyreste ejendomme. Forslag 12.2. 98-særreglerne, der giver skatterabat til ejendomme erhvervet før 1.7. 1998, ophæves. Forslag 12.3. Den nuværende indefrysningsordning af grundskyld for pensionister udbredes til også at gælde ejendomsværdiskatten. Privat udlejningsejendom: Forslag 12.4. Huslejefastsættelsen liberaliseres over 20-30 år. Den derved skabte kapitalgevinst for udlejer beskattes delvist. Lejeboligens særlige karakteristika nødvendiggør en fortsat regulering, herunder beskyttelse af lejer mod usaglig opsigelser. Forslag 12.5. Den skatte- og tilskudsmæssige favorisering af visse dele af sektoren ophæves. Herunder skattefritagelsen for visse af pensions-sektorens ejendomme. Andelsboligen: Forslag 12.6. Andelsboligen pålignes ejendomsværdiskat på linie med ejerboligen. Forslag 12.7. Maksimalprisbestemmelserne for andelsboliger ophæves. Almen bolig: Forslag 12.8. De offentlige tilskud til løsning af boligsociale problemer søges givet mere målrettet uden, at der nødvendigvis skal bruges færre midler. Forslag 12.9. Huslejefordelen i den almene boligsektor skal beskattes. Forslag 12.10. Huslejen i den almene boligsektor skal i højere grad afspejle markedsvilkår. I den forbindelse ophæves skattefritagelsen. Forslag 12.11. Den del af huslejebetalingen i den almene boligsektor, der modsvarer den offentlige sektors afdrag på anskaffelsessummen, tilbagebetales til det offentlige. Kilde: Velfærdskommissionen analyserapport til Fremtidens velfærd vores valg (dec. 2005), kapitel 12, side 3.