Finanstilsynet 26. januar 2015 FIRA J.nr. 162-0041 /fp Ændring af bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser Ændringen har følgende hovedformål 1) Tilpasning til Solvens II 2) Tilpasning af reglerne for livsforsikring til den produktudvikling, der har fundet sted, siden de gældende regler blev udfærdiget. 3) Indførelse af mulighed for at udarbejde og aflægge års- og delårsrapporter på engelsk, jf. lov nr. 1367 af 10. december 2013. 4) Tilpasning til ændringer i årsregnskabsloven vedrørende rapportering om samfundsansvar, jf. lov nr. 1367 af 10. december 2013. 5) Præcisering af anvendelsesområdet for oplysningskrav om status for måltal om det underrepræsenterede køn i bestyrelsen og om politik for øget andel af det underrepræsenterede køn i øvrige ledelsesniveauer. Ad 1 Ændringerne berører først og fremmest reglerne for værdiansættelse af forsikringskontrakter (forsikringsmæssige hensættelser), men også på andre områder er bekendtgørelsen tilpasset Solvens II, der træder i kraft 1. januar 2016. Ad 2 De gældende regler for regnskabsmæssig behandling af livsforsikrings- og pensionsprodukter er udformet på et tidspunkt, hvor livsforsikrings- og pensionsmarkedet var helt domineret af produkter med garanterede mindsteydelser og bonustilskrivning. Siden da har udviklingen været præget af vækst i en række nye produkttyper, som produkter med ugaranterede eller betinget garanterede ydelser og markedsrenteprodukter. Ændringerne i bekendtgørelsen har til formål at sikre et regelsæt, der skaber klarhed over, X:\FIRA\AFIRA\Regnskabsbekendtgørelser\Forsikring\Fbkg 2014\Notat med bemærkninger til ændringer(26-01-15).docx
2/13 hvorledes de nye produkttyper skal behandles regnskabsmæssigt. De nye produkttyper på markedet for livs og pensionsforsikringer har også givet anledning til ændringer i oplysningskravene, herunder i nøgletallene. Ad 3 Indførelse af muligheden for at udarbejde og aflægge årsrapport på engelsk ligger i forlængelse af vedtagelsen af den ændring af selskabsloven i slutningen af 2013, der åbnede for, at det på selskabernes generalforsamlinger kan besluttes, at årsrapporten skal aflægges på engelsk. Ad 4 Ændringen berører 132, stk. 7 og 8. Ændringen har til formål at sikre, at efterlevelse af andre internationale retningslinjer og standarder end FN s Global Compact og FN s principper for ansvarlige investeringer (PRI) kan fritage fra oplysningskravene i 132, stk. 1-3. Ad 5 Ændringen, der berører 132 a, stk. 1 og 2, har til formål at lukke et utilsigtet hul mellem selskabsloven og lov om finansiel virksomhed i forhold til bekendtgørelsens oplysningskrav om status for opfyldelsen måltal og den udarbejdede politik for kønsmæssig ligestilling i ledelsen. I det følgende er ændringerne i bekendtgørelsens enkelte bestemmelser kommenteret. 2, stk. 2. Ændringen muliggør, at årsrapporter og halvårsrapporter kan udarbejdes på engelsk. Den altovervejende hovedregel efter de gældende regler er, at rapporterne skal udarbejdes på dansk. Anvendelse af muligheden for at udarbejde rapporterne på engelsk forudsætter, at der er vedtaget en beslutning herom på selskabets generalforsamling, jf. 100 a i selskabsloven, som er indført ved ændringslov nr. 1367 af 10. december 2013. For virksomheder omfattet af bekendtgørelsen, som ikke omfattes af selskabsloven (gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser), gælder en tilsvarende regel i medfør af 114, stk. 1, og 116, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. 15-17. Ændringerne indebærer, at de hidtidige poster og underposter på balancens passivside, der har repræsenteret livsforsikringskontrakter og unit-linked kontrakter erstattes af to poster, der benævnes henholdsvis Livsforsikringshensættelser og Fortjenstmargen, jf. ændringerne i bilag 2. De hidtidige poster Erstatningshensættelser og Kollektivt bonuspotentiale bliver således en del af posten Livsforsikringshensættelser. 18. Ændringen indebærer, at posten Livsforsikringshensættelser skal opdeles i to poster, hvis virksomheden har både gennemsnitsrenteprodukter og markedsrenteprodukter, der hver især er af væsentlig omfang. Det gæl-
3/13 dende oplysningskrav i 18, stk. 3, som ophæves, vil fortsat gælde i henhold til ændringen i 100, stk. 2. 20. Konsekvensændring som følge af ændringerne i 69 og 69 a. 20 a. Ny bestemmelse, der indfører posten Fortjenstmargen på skadesforsikringskontrakter, jf. bilag 2. 21. Konsekvensændring som følge af ændringerne i 70. 21 a. Ny bestemmelse, der indfører posten Risikomargen på skadesforsikringskontrakter, jf. bilag 2. 22, stk. 5. Konsekvensrettelse, som ved en fejl ikke blev gennemført samtidig med indførelsen af anden totalindkomst ved en tidligere ændring af bekendtgørelsen. 27. Rettelse i konsekvens af, at pensionsafkastskat principielt ikke længere er en skat, der hviler på investeringsafkast. 28, stk. 4. Bestemmelsen ophæves som en konsekvens af, at posten Erstatningshensættelser ikke længere anvendes i forbindelse med livsforsikringsvirksomhed, jf. ændringen af 16 og bilag 2, 3 og 5. 29 og 30. Konsekvensændringer som følge af, at Livsforsikringshensættelser ikke længere er underopdelt på balancen, og af, at Kollektivt bonuspotentiale ikke længere er udskilt som en særskilt post, men en del af Livsforsikringshensættelser. 35, stk. 1. Konsekvensændring som følge af ændringerne vedrørende værdiansættelse af Præmiehensættelser i 69 og 69 a. 35, stk. 4. Ændring i konsekvens af, at Fortjenstmargenen skal udskilles som en særskilt post i balancen, jf. ændringerne i 20 a og bilag 4 og 5. 35, stk. 6. Efter ændringen vil diskonteringseffekten, dvs. den forøgelse af præmiehensættelserne, der fremkommer i regnskabsperioden som følge af, at hensættelserne er diskonteret, skulle overføres direkte til posten Forrentning og kursregulering af de forsikringsmæssige hensættelser uden først, som i de gældende regler, at skulle medregnes (og fradrages) i posten Forsikringsteknisk rente, jf. ændringerne af 36, stk. 1, 3 og 5. 36, stk. 1. Kravet om indregning af beløb under posten Forsikringsteknisk rente indskrænkes til at kunne finde anvendelse i forhold til rente af Præmiehensættelser og kun i de tilfælde, hvor præmiehensættelserne er opgjort efter 69 a. I alle andre tilfælde skal de forsikringsmæssige hensættelser i
4/13 forbindelse med skadesforsikringer være diskonteret, og i så fald er der ikke behov for at beregne en forsikringsteknisk rente, fordi diskonteringseffekten holdes ude af det forsikringstekniske resultat, jf. bemærkningerne til 35, stk. 6, og 37, stk. 5 og 6. 36, stk. 2. Muligheden for at anvende en sats ved opgørelsen af forsikringsteknisk rente baseret på gennemsnitsrentesatser offentliggjort på Københavns Fondsbørs ophæves. Opgørelse af forsikringsteknisk rente skal således i alle tilfælde foretages ved anvendelse af satser fra diskonteringskurven efter 65 a, jf. stk. 1. 36, stk. 3 og 5 i den gældende bekendtgørelse ophæves. De er overflødige efter ændringerne i 35, stk. 6 og 37, stk. 5 og 6. 37, stk. 5 og 6. Efter ændringen vil diskonteringseffekten, dvs. den forøgelse af erstatningshensættelserne, der fremkommer i regnskabsperioden som følge af, at hensættelserne er diskonteret, skulle overføres direkte til posten Forrentning og kursregulering af de forsikringsmæssige hensættelser uden først, som i de gældende regler, at skulle medregnes (og fradrages) i posten Forsikringsteknisk rente, jf. ændringerne af 35, stk. 6, og 36, stk. 1, 3 og 5. 65 a. Bestemmelsen fastslår, hvilken diskonteringssatser, der skal anvendes ved nutidsværdiberegningen af forsikringshensættelser. Den rentekurve, der skal anvendes, skal i henhold til Solvens II-direktivet (direktiv 2009/138 som ændret ved direktiv 2014/51) løbende offentliggøres af EIOPA fra den 1. januar 2016. Under bestemte betingelser, herunder tilladelse fra Finanstilsynet, vil det være muligt at anvende en såkaldt matchtilpasning eller en volatilitetsjustering i forhold til rentekurvens satser i henhold til reglerne under Solvens II. De satser, der i givet fald skal anvendes i forbindelse med matchtilpasning og volatilitetsjustering, vil ligeledes løbende blive offentliggjort af EIOPA. Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at når en sådan tilpasning og/eller justering finder anvendelse i forhold til beregningen af hensættelserne til brug ved solvensopgørelsen, skal den anvendes tilsvarende i årsrapporten. Bestemmelsen sikrer således, at opgørelsen af hensættelserne i regnskabet svarer til dem, der anvendes i relation til solvensopgørelsen. 66 og 67 indeholder værdiansættelsesreglerne for livsforsikringer og investeringskontrakter. Udkastet forudsætter, at balancens passivside vil indeholde to poster, der indeholder værdien af kontrakterne, nemlig Livsforsikringshensættelser og Fortjenstmargen på livsforsikringer og investeringskontrakter, jf. bilag 2.
5/13 Beløbene under de hidtidige poster Garanterede ydelser, Bonuspotentiale på fremtidige præmier, Bonuspotentiale på fripoliceydelser, Kollektivt bonuspotentiale, Erstatningshensættelser og Hensættelser til unit-linked kontrakter forudsættes indeholdt i disse to poster. En nærmere beskrivelse og beløbsmæssig opdeling af de omfattede kontrakter forudsættes at skulle være indeholdt i noterne, herunder en opdeling i gennemsnitsrenteprodukter og markedsrenteprodukter og i garanterede ydelser (betingede og ubetingede) og bonuselementer (individuel bonus og kollektiv bonus) mv., jf. udkastet til ny 100, stk. 3. Dog skal der foretages en opdeling i balancen af livsforsikringshensættelser, der vedrører henholdsvis gennemsnitsrenteprodukter og markedsrenteprodukter, hvis virksomheden har væsentlige bestande af begge disse produkttyper. Forbuddet mod at tilbageføre beløb, der er indregnet i kollektivt bonuspotentiale i henhold til den gældende bekendtgørelses 67, stk. 3, er ikke indeholdt i udkastet. Det forudsættes, at reglerne om anvendelse af beløb hensat til bonus og under fortjenstmargen indeholdes i kontributionsbekendtgørelsen. For forsikringer, der ikke omfattes af kontributionsbekendtgørelsen vil til- og fraførsel til bonus være styret af de kontributionsregler, der gælder for forsikringerne, jf. udkastets 66, stk. 3, som ligesom reglerne i kontributionsbekendtgørelsen er underlagt rimelighedsprincippet i 21 i lov om finansiel virksomhed. I 147, stk. 9, er indeholdt en overgangsregel, der fastslår, hvorfra midlerne til opbygning af fortjenstmargenen skal hentes i sammenligning med de gældende regler. 66, stk. 1, indeholder sammen med 66, stk. 2, de overordnede principper for opgørelse af livsforsikringshensættelserne. Overordnet skal livsforsikringshensættelserne i alle tilfælde opgøres til nutidsværdien af bedste skøn af de forventede betalingsstrømme, som forsikringerne og investeringskontrakterne giver anledning til med tillæg af en risikomargen, jf. stk. 2. Definitionen af bedste skøn forudsættes indsat i definitionsbilaget: Et sandsynlighedsvægtet gennemsnit af de betalingsstrømme, der foranlediges af en given kontrakt. Ved vurderingen tages i videst muligt omfang hensyn til relevante aktuelle priser i markedet og pålidelige, opdaterede data. I stk. 1 er nærmere præciseret, hvilke ind- og udgående betalingsstrømme, der skal indgå i opgørelsen. Det drejer sig om forventede ydelser og præmier under forsikringerne og investeringskontrakterne. Endvidere skal de omkostninger, der er forbundet med at administrere forsikringerne, indgå. Det er de forventede betalingsstrømme, der skal danne udgangspunkt for opgørelsen. Med hensyn til ydelser til forsikringstagerne kan de forventede betalingsstrømme godt være højere end de betalings-strømme, som virksomheden rent juridisk i henhold til kontrakterne er forpligtet til at afholde. Hvis virksomheden har en praksis for udbetaling af ydelser, der begunstiger
6/13 forsikringstagerne i forhold til, hvad disse har krav på, skal opgørelsen således tage udgangspunkt i de forventede betalingsstrømme, der følger af virksomhedens praksis, jf. bemærkningerne til stk. 3, 4 og 5. Hvis ydelserne til de forsikrede er afhængig af afkastet af virksomhedens aktiver, kan forventningerne til ydelserne ikke baseres på et forventet afkast af aktiverne, der afviger fra et risikoneutralt afkast. Det er udtrykkeligt anført, at betalinger, der følger af forsikringstageres udnyttelse af optioner indeholdt i kontrakterne skal indregnes i betalingsstrømmen. Dette er en afvigelse fra de gældende regler, hvor tilbagekøbsværdien og fripoliceværdien af kontrakterne i mange tilfælde udgør en minimumsværdi. Det er ikke fastsat, om estimeringen af de forventede betalingsstrømme skal foretages på policeniveau eller bestandsniveau. Som udgangspunkt vil resultatet blive det samme, om der regnes på policeniveau eller bestandsniveau, fordi betalingsstrømmene skal opgøres efter bedste skøn, som er et gennemsnit baseret på en sandsynlighedsvægtning af de mulige udfald, eksempelvis længden af udbetalingsperioden for en livrente. Dog vil der, hvis en beregning på bestandsniveau kommer i strid med rimelighedsprincippet, skulle tages hensyn til en opgørelse på policeniveau. Dette er der taget højde for i stk. 3, hvor det er anført, at nutidsværdien af bonus ikke kan være mindre end nul for den enkelte forsikring eller for det enkelte segment af forsikringer. Endelig er det fastslået, at den pensionsafkastskat, der forventes at skulle betales på vegne af forsikringstagere og parter i investeringskontrakter skal indgå i betalingsstrømmen. Dette er en ændring i forhold til de gældende regler, hvorefter der tages hensyn til pensionsafkastskatten ved et fradrag i diskonteringssatsen. Denne ændring, der er en følge af Solvens II-reglerne, er ikke til hinder for, at der fortsat beregningsteknisk kan tages hensyn til pensionsafkastskatten ved et fradrag i diskonteringssatsen, hvis denne beregningsmetode fører tilnærmelsesvist til samme resultat, som hvis skatten indregnedes i betalingsstrømmen. Reglerne har til konsekvens, at en eventuel udskudt pensionsafkastskat skal indgå som en del af posten Livsforsikringshensættelser. Posten Udskudt pensionsafkastskat er derfor udgået af balanceskemaet, jf. bilag 2. 66, stk. 2, fastslår, at livsforsikringshensættelserne skal indeholde en risikomargen og fastlægger en overordnet principbaseret definition af risikomargenen. Den kommende IFRS-standard om forsikringskontrakter forventes at indeholde en tilsvarende principbaseret definition af risikomargenen, som giver rum for virksomhederne til at anvende forskellige beregningsteknikker. Det forudsættes, at opgørelsen af risikomargenen efter den metode, der kræves under Solvens II (kapitalomkostningsmetoden) kan anvendes i
7/13 regnskabet. Den metode, der anvendes til beregning af risikomargenen skal oplyses i noterne som en del af anvendt regnskabspraksis, jf. bekendtgørelsens 89, stk. 5. 66, stk. 3, indeholder regler for opgørelse af værdien af bonusret, når kontrakterne indeholder ret til bonus. Bestemmelsen beskriver, hvorledes principperne i stk. 1 og 2 kan udmøntes i forhold til bonuselementet i en forsikring eller en investeringskontrakt. Der er tale om en kan -bestemmelse. Det er således tilladt, at opgøre værdien af bonus ud fra en eksplicit vurdering af de fremtidige betalingsstrømme, der forventes udbetalt i form af bonus. Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 kan en eventuel estimering af fremtidige bonusudbetalinger ikke baseres på et forventet investeringsafkast, der afviger fra et risikoneutralt afkast, og udbetalingerne skal i givet fald tilbagediskonteres med den rentekurve, der i øvrigt anvendes ved diskontering. Værdiansættelsen af kontrakternes bonuselement behøver i henhold til bestemmelsen ikke direkte foretages ud fra en vurdering af den forventede fremtidige betalingsstrøm, der indfrir bonusforpligtelsen. I stedet vurderes bonuselementet residualt til det beløb, der er tilbage, når alle andre elementer, der skal dækkes af præmierne og det løbende realiserede resultat, er dækket. Dermed sættes værdien af bonuselementet lig med værdien af de aktiver, der er til stede i virksomheden til dækning af bonusforpligtelsen. Forudsat at disse aktiver er værdiansat til dagsværdi, vil denne værdi svare til nutidsværdien af den betalingsstrøm, der er til rådighed til dækning af bonus til de forsikrede. Det forudsættes, at anvendelsen af bekendtgørelsens værdiansættelsesregler opfylder forudsætningen om værdiansættelse til dagsværdi. Værdiansættelsen af bonuselementet, som beskrevet, udnytter således den mulighed, der er i Solvens II, og i øvrigt også forventeligt i den kommende regnskabsstandard om forsikringskontrakter, til at måle nutidsværdien af den forventede fremtidige betalingsstrøm under en forsikring eller en investeringskontrakt til dagsværdien af de aktiver, hvis afkast svarer til denne betalingsstrøm (replicating portfolio technique). Ved første indregning af en forsikring vil værdien af bonusretten (FDB) kunne opgøres til den restværdi, der opstår, når nutidsværdien af modtagen og aftalte præmier fradrages nutidsværdien af omkostninger til ydelser og administration, risikomargen samt nutidsværdien af den forventede fortjeneste. For en forsikring med garanterede ydelser vil FDB fremkomme således: FDB = Pr (GY + RM + OMK + FFO), hvor GY (garanterede ydelser) er opgjort under hensyn til de forsikredes mulighed for tilbagekøb og præmieophør.
8/13 Fortjenstmargenen (FFO) opgøres ud fra de kontributionsregler, der gælder for forsikringen, dvs. ud fra den andel, som egenkapitalen er berettiget til til dækning af egenkapitalens risiko eller til dækning af betaling for andre løbende ydelser i forhold til forsikringstagerne. Ved efterfølgende målinger reguleres værdien af bonus med den andel af periodens realiserede resultat, som forsikringerne tilsammen er berettiget til ud fra de kontributionsregler, der gælder for forsikringerne, og med fradrag af den del, der måtte være overført til garanterede ydelser. Værdien af bonus omfatter således både individuelle bonuspotentialer og kollektivt bonuspotentiale, og alle elementer indgår i posten Livsforsikringshensættelser. Værdien af bonusretten kan som udgangspunkt ikke være mindre end nul for den enkelte forsikring. For segmenter af forsikring, dvs. grupper af forsikringer, hvor det anmeldte beregningsgrundlag indeholder gennemsnitlige margener på de enkelte elementer, eksempelvis i forbindelse med kønsneutrale beregningsgrundlag, kan bonusretten ikke være mindre end nul for det enkelte segment. 66, stk. 4. Nogle virksomheder beregner ydelser til de forsikrede på basis af garantier, der er betingede, dvs. grundlaget for beregning af ydelserne kan nedsættes, hvis visse nærmere angivne betingelser opfyldes. Eksempelvis kan det være fastsat, at ydelserne kan nedsættes, hvis investeringsafkastet over en bestemt periode bliver mindre end et nærmere fastsat niveau. Stk. 4 fastsætter, at de forventede betalingsstrømme til opfyldelse af ydelserne i sådanne tilfælde som udgangspunkt skal svare til de betalingsstrømme, der vil fremkomme, hvis betingelserne for nedsættelse ikke opfyldes. Dvs. det betinget garanterede beregningsgrundlag for ydelserne skal ved opgørelsen behandles, som om garantien var ubetinget. Der kan dog, hvis det er muligt, ved opgørelsen tages hensyn til sandsynligheden for, at betingelserne for, at ydelserne kan nedsættes, bliver opfyldt, hvis der på forhånd er fastsat en mekanisk sammenhæng mellem, at betingelserne indtræffer, og det ændrede ydelsesgrundlag, der herefter vil gælde. Dette forudsætter yderligere, at det er muligt meningsfuldt at fastsætte sandsynligheden for at betingelserne indtræffer. Det er ikke forventningen vurderet ud fra de eksisterende eksempler på betingede grundlag, at muligheden for at kunne tage hensyn til et sandsynlighedsvægtet nedsat beregningsgrundlag vil kunne finde anvendelse. Det skyldes dels, at det beregningsgrundlag, der vil finde anvendelse, hvis betingelserne for nedsættelse opfyldes, typisk ikke er fastsat i detaljer, dels at betingelserne for grundlagsændring i de eksisterende aftaler typisk ikke vil kunne sandsynlighedsvurderes på en meningsfuld måde. 66, stk. 5. Hvis ydelserne til de forsikrede beregnes på et ugaranteret grundlag, dvs. virksomheden er berettiget til uden videre at ændre beregningsgrundlaget og herunder nedsætte de ydelser, som de forsikrede opnår,
9/13 skal de forventede betalingsstrømme opgøres ud fra det ugaranterede beregningsgrundlag, som virksomheden benytter, forudsat det ugaranterede beregningsgrundlag er gældende, indtil der træffes anden beslutning, dvs. indtil videre. Først når virksomheden i en sådan situation har truffet beslutning om at nedsætte ydelserne, kan det ændrede beregningsgrundlag danne udgangspunkt for opgørelsen af de forventede betalingsstrømme. Bestemmelsen indebærer modsætningsvist, at, hvis virksomheden har truffet beslutning om i en afgrænset periode at anvende et ugaranteret beregningsgrundlag med højere ydelser, end de forsikrede som udgangspunkt har krav på, eksempelvis i det kommende år, skal de forventede betalingsstrømme kun opgøres på det ugaranterede beregningsgrundlag for de ydelser, der er omfattet af den tidsafgrænsede beslutning. De forventede betalingsstrømme i forbindelse med de øvrige ydelser under den pågældende forsikringsbestand fastsættes uden hensyn til det ugaranterede grundlag. Hvis der aktuelt anvendes et ugaranteret beregningsgrundlag med forhøjede ydelser i en afgrænset periode, skal det oplyses i en note, hvor store livsforsikringshensættelserne ville være, hvis dette grundlag fandt anvendelse ved beregningen af ydelserne for hele den pågældende bestand, jf. 101 a. 66, stk. 6. Bestemmelsen fastsætter reglerne for værdiansættelse af markedsrenteprodukter, dvs. livsforsikringer eller investeringskontrakter, hvor ydelserne er bestemt ud fra afkastet af bestemte aktiver og forpligtelser. Sådanne kontrakter værdiansættes til dagsværdien af de aktiver og forpligtelser, der er knyttet til kontrakterne, jf. omtalen under bemærkningerne til stk. 3 om replicating portfolio technique. Markedsrenteprodukter kan være tilknyttet en investeringsgaranti, dvs. en minimumsforretning, eller et forsikringselement, der er uafhængigt af værdien af de tilknyttede aktiver og forpligtelser. I sådanne tilfælde opgøres værdien af garantien eller forsikringselementet efter principperne i stk. 1 og 2, og kontraktværdien svarer til den højeste af den garanterede værdi og værdien opgjort til dagsværdien af de tilknyttede aktiver og forpligtelser. 67. Bestemmelsen fastlægger værdiansættelsen af posten Fortjenstmargen på livsforsikringer og investeringskontrakter. I princippet skal denne post svare til forskellen mellem nutidsværdien af de indgående betalingsstrømme og nutidsværdien af de udgående betalingsstrømme forbundet med kontrakterne. I praksis vil fortjenstmargenen ofte kunne beregnes direkte ud fra de vilkår, der gælder for kontrakter i form af, at virksomheden i henhold til det anmeldte grundlag beregner sig en andel til dækning af den risiko, som egenkapitalen løber, og/eller til dækning af andre løbende ydelser, eksempelvis ved at egenkapitalen er berettiget til en vis sats (rentemarginal) af det afkast, der ellers tilfalder kontrakterne.
10/13 Hvis bonusretten skal kunne beregnes residualt efter bestemmelsen i 66, stk. 3, forudsætter det, at fortjenstmargenen beregnes direkte, eksempelvis i form af en rentemarginalberegning. 69. Bestemmelsen fastlægger hovedreglen for opgørelse af præmiehensættelser i forbindelse med skadesforsikringer. Hovedreglen er i overensstemmelse med princippet for opgørelse af præmiehensættelser i henhold til Solvens II. Dette indebærer, at hensættelserne skal opgøres til nutidsværdien af bedste skøn af de forventede ind- og udgående betalingsstrømme indtil udløbet af forsikringernes dækningsperiode. Det indebærer endvidere, at alle indgåede forsikringer på balancetidspunktet skal indgå i opgørelsen, uanset om risikoperioden er påbegyndt på dette tidspunkt eller først påbegyndes efter balancetidspunktet. Dette gælder også forsikringer, hvis risikoperiode først påbegyndes efter balancetidspunktet, men som virksomheden er forpligtet til at opfylde, hvis forsikringstageren betaler den aftalte præmie. I forbindelse med vurderingen af betalingsstrømmene skal sandsynligheden for, at aftalte præmier eller præmierater ikke modtages, således også vurderes og indgå i opgørelsen. 69 a. Bestemmelsen er en undtagelsesregel til hovedreglen om opgørelsen af præmiehensættelser i 69. Begrundelsen for at tillade undtagelsesreglen er, at den er mindre bebyrdende ved ikke at fordre samme vurderinger og skøn over de forventede betalingsstrømme, som hovedreglen i 69 nødvendiggør. Det er en forudsætning for reglens anvendelse, at den kan antages tilnærmelsesvist at føre til samme resultat som hovedreglen, eller at forsikringernes risikoperioder er et år eller mindre. De nævnte forudsætninger for reglens anvendelse er de samme, som forventes indeholdt i den kommende IFRS om forsikringskontrakter i forbindelse med anvendelsen af en tilsvarende forenklet fremgangsmåde (premium-allocation approach (PAA)), som standarden i henhold til de foreliggende oplysninger ville komme til at indeholde. Efter den forenklede metode opgøres præmiehensættelserne ud fra den præmie, der opkræves for forsikringerne ved så at sige at afskrive den modtagne præmie over risikoperioden. Den modtagne præmie kan reduceres med den andel af omkostningsførte erhvervelsesomkostninger, der er relateret til forsikringerne, jf. stk. 3. Hvis en forsikringsbestand forventes at være tabsgivende, skal præmiehensættelserne forhøjes med det forventede tab, jf. stk. 4. Hvis der budgetteres med underskud på en bestand af forsikringer, vil der således skulle indregnes et tillæg til præmiehensættelserne, der dækker det forventede underskud, jf. bekendtgørelsens regel om hensættelser i forbindelse med tabsgivende kontrakter i 72, stk. 2.
11/13 Det er en forudsætning for anvendelse af den forenklede metode, at virksomheden ikke indregner en fortjenstmargen i den basiskapital, der opgøres til dækning af virksomhedens solvenskrav. Begrundelsen for denne regel er, at opgørelsen af en fortjenstmargen forudsætter, at præmiehensættelserne opgøres efter hovedreglen i 69. Mao. hvis virksomheden i forhold til solvensreglerne indregner en fortjenstmargen, vil virksomheden have foretaget en opgørelse i overensstemmelse med hovedreglen i 69. Begrundelsen for den forenklede metode, nemlig at den er mindre bebyrdende end hovedreglen, vil derfor ikke være gældende, når virksomheden allerede har foretaget opgørelsen efter 69 i forhold til solvensreglerne. 97. Kravet om specifikation af beholdningen af kapitalandele udgår. 100-101 b. Bestemmelserne indeholder oplysningskravene i forbindelse med livsforsikringer og investeringskontrakter. Bestemmelserne er ændret, dels i konsekvens af de ændrede opstillingsregler i balancen (færre poster i balancen), dels i konsekvens af den produktudvikling, der har fundet sted, siden de gældende regler blev udformet. Bilag 8 indeholder nærmere tekniske detaljer om udmøntningen af oplysningskravene, jf. 100, stk. 3 og 4, og 101. 101 a. Reglerne vedrørende opgørelse af livsforsikringshensættelserne muliggør, at virksomheden kan have en praksis for udbetaling af ydelser, der ikke har fundet anvendelse i fuldt omfang ved opgørelsen af de livsforsikringshensættelser, der indgår i balancen, fordi den pågældende praksis kun er vedtaget at skulle finde anvendelse i en afgrænset periode, jf. 66, stk. 5. I sådanne tilfælde kræver bestemmelsen, at noterne skal indeholde en opgørelse af den relevante del af livsforsikringshensættelserne ud fra den antagelse, at den aktuelt anvendte praksis for udbetaling af ydelser fandt anvendelse for hele den pågældende bestand. Reglen skal give regnskabslæseren mulighed for at vurdere om den aktuelt anvendte udbetalingspraksis er hensigtsmæssig set i lyset af rimelighedsprincippet, eller om den indebærer en urimelig risiko for, at de aktuelle modtagere af ydelser bliver begunstiget på bekostning af senere modtagere. 126 og 127. De særlige oplysningskrav vedrørende følsomhed over for diverse udviklinger i forhold livsforsikring i bilag 13 ophæves. Reglerne kræver bl.a. oplysning om påvirkning af kollektivt bonuspotentiale og bonuspotentiale på fripoliceydelser. Efter gennemførelsen af Solvens II er disse oplysninger mindre relevante. Oplysningskravene vedrørende følsomhed bliver herefter fælles for virksomheder, der driver livsforsikring, og virksomheder, der driver skadesforsikring, og relaterer sig alene til påvirkningerne på egenkapitalen i forbindelse med finansielle risici, jf. det gældende bilag 14, der efter ændringen bliver fælles for skadesforsikringsvirksomheder og livsforsikringsvirksomheder.
12/13 125. Bestemmelsen er justeret for at tage højde for ændringerne i solvensreglerne i forbindelse med gennemførelsen af Solvens II. 128 a. Bestemmelsen er justeret for at tage højde for ændringerne i solvensreglerne i forbindelse med gennemførelsen af Solvens II. 132, stk. 7 og 8. Ændringen svarer til den ændring, der ved lov nr. 1367 af 10. december 2013 blev gennemført i 99 a i årsregnskabsloven. Ændringen har til formål at sikre, at efterlevelse af andre internationale retningslinjer og standarder end FN s Global Compact og FN s principper for ansvarlige investeringer (PRI) kan fritage fra oplysningskravene i 135, stk. 1-3. Erhvervsstyrelsen er i henhold til 99 a, stk. 9, i årsregnskabsloven bemyndiget til at fastsætte, hvilke internationale retningslinjer og standarder der kan benyttes. Med ændringen omfattes forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser af samme muligheder for at opfylde oplysningskravene vedrørende samfundsansvar ved efterlevelse af forskellige internationale retningslinjer og standarder, som gælder for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven. Ud over FN s Global Compact og PRI har Erhvervsstyrelsen indtil videre godkendt Global Reporting Initiative (GRI), jf. Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1543 af 16. december 2013 om redegørelse for samfundsansvar efter internationale retningslinjer og standarder. 132 a, stk. 1 og 2. Med ændringen sikres det, at eventuelle virksomheder, omfattet af bekendtgørelsen, der omfattes af selskabslovens krav i 139 a, stk. 1, nr. 1 og 2, om at opstille måltal for det underrepræsenterede køn i bestyrelsen og udarbejde en politik for øget andel af det underrepræsenterede køn på øvrige ledelsesniveauer, men ikke af de tilsvarende krav i 79 a, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, omfattes af bekendtgørelsens krav om at redegøre for status for opfyldelsen af de opstillede måltal og den udarbejdede politik. 147, stk. 8 og 9. Bestemmelserne indeholder overgangsregler for, hvorledes fortjenstmargenen skal påvirke balancetallene i sammenligningsåret for henholdsvis skadesforsikring og livsforsikring. Bilag 1. Der er foretaget en række konsekvensændringer i definitionsbilaget specielt vedrørende begreber relateret til livsforsikring. Bilag 3-6. Der er foretaget konsekvensændringer i skemaerne. Bilag 8. De gældende regler om diskonteringssatser udgår. I stedet indsættes tekniske detaljer om udmøntningen af 100-101. Bilag 9. Listen over krævede nøgletal for livsforsikring er ændret, og afsnittet om nøgletallenes beregning er tilpasset.
13/13 Bilag 11 og 12. Skemaet er justeret. Bilag 13 og 14. Bilagene udgår, jf. ophævelsen af 97. Bilag 15. Bilaget udgår, jf. bemærkningerne til 126 og 127.